UDKAST. Forslag til Lov om ændring af lov om planlægning (Ekspropriation, opførelse af mindre bygninger i det åbne land m.v.)

Miljø- og Planlægningsudvalget MPU alm. del - Bilag 229 Offentligt UDKAST Forslag til Lov om ændring af lov om planlægning (Ekspropriation, opførelse af mindre bygninger i det åbne land m.v.) I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1027 af 20. oktober 2008, foretages følgende ændringer: 1 1. I 5 a, stk. 4, ændres 11 a til: 11 f. 2. 5 h affattes således: 5 h. Hovedstadsområdet omfatter i denne lov kommunerne i Region Hovedstaden (bortset fra Bornholms Regionskommune) samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. 3. I 11 b, stk. 1, nr. 12, ændres nr. 4 til: nr. 5. 4. 19, stk. 3, affattes således: Stk. 3. En bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i overensstemmelse med regler eller beslutning efter 3 eller en aftale med en nationalparkfond eller en statslig, regional eller kommunal myndighed, kan kun fraviges med miljøministerens henholdsvis den pågældende myndigheds samtykke. 5. I 28, stk. 1, ændres 29, 29 a, eller 29 b til: 29, 29 a, 29 b eller 29 c. 6. 28, stk. 2, affattes således: Stk. 2. Kan de involverede myndigheder ikke nå til enighed i sager, hvor der er gjort indsigelse efter 29, stk. 3, 29 a og 29 c, kan uenigheden indbringes for miljøministeren. 7. 28, stk. 3, affattes således: Stk. 3. Indsigelser efter 29, 29 a, 29 b eller 29 c skal være begrundede. 8. 28, stk. 4, ophæves. 9. I 29 a, stk. 1, indsættes efter den regionale udviklingsplan : eller den regionale råstofplan, jf. 5 a i lov om råstoffer. 10. I 29, stk. 1-3, 29 a, stk. 1, og 29 c udgår efter 28. 11. 36, stk. 1, nr. 7, affattes således: 7) Opførelse af garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende bygninger på højst 50 m 2 når disse opføres i tilknytning til enfamiliehuse eller sommerhuse, og byggeriet ikke medfører oprettelse af en ny bolig. 12. I 47, stk. 1, udgår: for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller. 13. 50, stk. 1, 2. pkt., affattes således: Disse myndigheder afgør endvidere spørgsmål om berettigelsen af krav efter 47 A, 48 og 49. 14. I 51, stk. 2, udgår, stk.1. 1

15. I 56, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: Dette gælder, selv om retten hviler på en egentlig tilladelse eller dispensation. Loven træder i kraft 2 Stk. 2. Har kommunalbestyrelsen truffet beslutning om ekspropriation for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. 47, stk. 1, 1. led, før denne lovs ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse. Stk. 3. Sager, der før denne lovs ikrafttræden er indbragt for Naturklagenævnet i medfør af 58, stk. 1, nr. 4, med henblik på at vurdere berettigelsen af et krav efter 47 A, afgøres af taksationsmyndighederne. 3 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. 2

Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger 1. Indholdsfortegnelse: 2. Indledning 3. Lovforslagets hovedindhold 3.1. Ekspropriation til byudvikling på grundlag af en kommuneplan Gældende ret Nærmere om serviceeftersynets konklusioner Særligt om fastsættelse af erstatningens størrelse Den foreslåede ændring til ekspropriation til byudvikling 3.2 Opførelse af mindre bygninger i det åbne land Gældende ret Den foreslåede ændring af bestemmelsen af planlovens 36, stk. 1, nr. 7 3.3. Processuel ligestilling ved krav om overtagelse efter planlovens 47 A Gældende ret Den foreslåede ændring af bestemmelsen 3.4. Konsekvensrettelser, præciseringer mv. 3.5. Overgangsbestemmelser 4. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige 4.1. Staten 4.2. Kommunerne 4.3. Regionerne 5. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet 6. De miljømæssige konsekvenser 7. De administrative konsekvenser for borgere 8. Forholdet til EU-retten 9. Hørte myndigheder og organisationer 10. Sammenfattende skema 2. Indledning Siden 1849 har ejendomsretten efter grundloven været en rettighed, som nød beskyttelse mod vilkårlige indgreb. Den beskyttelse, som omtales i den nuværende grundlovs 73, stk. 1, kan imidlertid fraviges, når almenvellet kræver det og da kun, når der er tilvejebragt lovhjemmel og mod fuld erstatning. For så vidt angår lovhjemmelen til for kommunerne at beslutte ekspropriation til gennemførelse af fysisk planlægning efter planloven, er denne fastsat i planlovens 47, stk. 1. Planlovens 47, stk. 1, indeholder egentlig to hjemler til at foretage ekspropriation, nemlig til byudvikling på grundlag af en kommuneplan ( 47, stk. 1, 1. led) og til realisering af en lokalplan eller en byplanvedtægt ( 47, stk. 1, 2. led). 3

I forhold til grundejerne er der en markant forskel på at blive eksproprieret på grundlag af henholdsvis en lokalplan og en kommuneplan. Forskellen er begrundet med dels plantypen, hvor kommuneplanen er den mere generelle og overordnede plan, mens lokalplanen er den konkrete plan for typisk et mindre område, dels detaljeringsgraden, hvor kommuneplanens udlæg af et areal til byudvikling netop ikke har fastlagt veje, byggefelter mv., mens lokalplanen detaljeret fastlægger den fremtidige arealanvendelse. Denne forskel har medført, at kravet til ekspropriationens nødvendighed for planens realisering, dvs. planens tidsmæssige aktualitet, er forskelligt for henholdsvis kommuneplanen og lokalplanen. Det får betydning for grundejerens mulighed for at selv at realisere formålet, idet lokalplanens detaljerede planlægning har fastlagt den forestående anvendelse af arealet, mens kommuneplanens generelle arealreservation endnu ikke har udpeget arealets fremtidige anvendelse. En grundejer kan derfor ikke kræve selv at realisere et byudviklingsprojekt efter kommuneplanen med henblik på at afværge en ekspropriation. Disse forhold har sammen med det konkrete formål med ekspropriationen betydet, at der i de senere år er sat spørgsmålstegn ved flere eksempler på anvendelsen af planlovens ekspropriationsbestemmelser. Da hjemlerne til at beslutte ekspropriation til fysisk planlægning efterhånden tillige har været praktiseret i henholdsvis knap 30 år for byudvikling og over 70 år for realisering af en lokalplan/byplanvedtægt, fandt Miljøministeriet, at det var en god anledning til at undersøge, hvorledes planlovens 47, stk. 1, er blevet anvendt i praksis i nyere tid. Serviceeftersynet af planlovens ekspropriationsbestemmelser, der blev iværksat maj 2008, blev afgrænset til perioden 2003-2007 og omhandlede dels Naturklagenævnets og domstolenes praksis, dels kommunernes praksis. Kammeradvokaten udarbejdede undersøgelsens konklusioner i en endelig rapport af den 20. august 2008. Af landets 98 kommuner har 85 besvaret spørgeskemaet om kommunernes praksis, og heraf har 41 kommuner svaret, at de har anvendt planlovens 47, stk. 1, i den 5-årige undersøgelsesperiode. På baggrund af de overvejelser, som Kammeradvokatens undersøgelse gav anledning til, foreslås der ændringer i kommunernes adgang til at foretage ekspropriation til byudvikling på grundlag af kommuneplanen efter planlovens 47. I forbindelse med fremsættelsen af dette lovforslag er der desuden fundet anledning til at foretage en ændring af planlovens 36, stk. 1, nr. 7, (opførelse af mindre bygninger uden landzonetilladelse). Den gældende bestemmelse henviser til det tidligere gældende Bygningsreglement for småhuse fra 1998, hvorefter sådanne mindre bygninger heller ikke krævede byggetilladelse. Med det nye Bygningsreglement fra 2008 er bygningsreglementet for småhuse fra 1998 indarbejdet i det nye reglement, hvilket har medført, at der ikke som hidtil er krav om, at mindre bygninger skal opføres i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Forslaget har til formål at fastholde den hidtil gældende praksis. Endelig rummer lovforslaget enkelte rettelser og præciseringer, dog uden at der foretages væsentlige ændringer i retstilstanden hermed. 4

3. Lovforslagets hovedindhold 3.1. Ekspropriation til byudvikling på grundlag af en kommuneplan Gældende ret Planlovens 47 indeholder to grundlag, hvorpå der kan foretages ekspropriation: den ene vedrører adgang til at ekspropriere til byudvikling, der er planlagt for i en kommuneplan, jf. planlovens 47, stk. 1, 1. led, og den anden vedrører adgang til at ekspropriere til realisering af en lokalplan, jf. planlovens 47, stk. 1, 2. led. Hjemmelen til ekspropriation til byudvikling var oprindelig en selvstændig lov, nemlig lov nr. 123 af 1. april 1980 om ekspropriation til byudvikling. Lovens bestemmelse om ekspropriation blev indarbejdet uændret i lov nr. 388 af 6. juni 1991 om planlægning 47. Baggrunden for at indføre adgangen til at foretage ekspropriation til byudvikling kan bl.a. føres tilbage til et ønske om at fremme kommunernes muligheder for at føre aktiv jordpolitik, hvilket i særdeleshed bestod i at erhverve jord på rette tid og sted. Forudsætningerne for denne tankegang var dels, at byvæksten var ekspansiv, dels at erhvervelsen af arealerne var undergivet fysisk planlægning. Med andre ord gjaldt det om at erhverve jord på det tidspunkt, hvor det bedst kunne betale sig planlægningsmæssigt set, jf. også Landsplanredegørelsen fra 1975, s. 12. Disse betragtninger fandt deres udtryk i forarbejderne til loven fra 1980 ved at bestemme formålet med bestemmelsen som at give kommunerne mulighed for ved ekspropriation at erhverve jord til byudvikling på et så tidligt tidspunkt, at arealernes faktiske overgang til byformål i overensstemmelse med kommunens tidsrækkefølgeplanlægning kan være sikret, og således at kommunen ved gennemførelsen af sin planlægning kan være ubundet af såvel ejerforholdet som tilvejebringelsen af konkrete og aktuelle planer knyttet til bestemte byggeforetagender. Baggrunden for den brede beskrivelse af byudvikling som ekspropriationsformålet er, at det som regel ikke vil være muligt for kommunalbestyrelsen på det tidlige tidspunkt, hvor en ekspropriation efter lovforslaget skal kunne foretages, at udtale sig sikkert om, til hvilket konkret byformål det pågældende areal kan anvendes. Det er da også uden betydning for en vurdering af den konkrete ekspropriations lovlighed eller hensigtsmæssighed, om arealet til sin tid skal anvendes til boligbebyggelse, til industribyggeri eller anden erhvervsbebyggelse, eller til et andet byformål, herunder et offentligt formål i forbindelse med områdets overgang til bymæssig anvendelse, jf. motiverne til 1980- loven. Bestemmelsen tager sigte på ekspropriation af større i det væsentlige ubebyggede arealer, typisk landzonearealer. En ekspropriation skal være proportional hvilket vil sige, at den skal være egnet, nødvendig og forholdsmæssig med henblik på kommunalbestyrelsens råden over den pågældende ejendom på det pågældende tidspunkt for at sikre gennemførelsen af byudviklingen. Iagttagelsen af proportionalitetsprincippet medfører også, at ekspropriationen ikke må omfatte et større areal, end den planlagte byudvikling forudsætter. Endelig kan ekspropriationen ikke gennemføres, hvis det, der 5

tilsigtes med ekspropriationen, kan gennemføres på en for grundejeren mindre indgribende måde. Derimod gælder der ikke som ved ekspropriation til virkeliggørelse af en lokalplan et krav om aktualitet i forhold til realiseringen af byudvikling, som det konkrete formål. Det medfører samtidig, at grundejeren ikke på dette indledende stade kan stille krav om selv at realisere planen. Nærmere om serviceeftersynets konklusioner Generelle bemærkninger I undersøgelsen er "én ekspropriationssag" defineret som en ekspropriation fra én ejendom, uanset om ejendommen omfatter flere matrikelnumre, som i tingbogen er noteret som én ejendom. Hvis der er eksproprieret fra flere ejendomme til samme projekt, regnes hver ejendom som én ekspropriationssag. 85 af landets 98 kommuner har besvaret spørgeskemaet om kommunernes praksis. Heraf har 41 kommuner anvendt planlovens 47, stk. 1, i perioden 2003-2007. Der har således efter det oplyste været udført i alt 106 ekspropriationer. Af de 106 ekspropriationssager har kommunerne i 70 sager eksproprieret til virkeliggørelse af lokalplan og i 19 sager eksproprieret til byudvikling. Det overordnede formål er ikke oplyst i de resterende 17 sager. Naturklagenævnet har i perioden 2003-2007 realitetsbehandlet 26 klagesager vedrørende planlovens 47, stk. 1. 13 klagesager er afsluttet uden realitetsbehandling. Nævnet har realitetsbehandlet 8 klagesager om ekspropriation til byudvikling. I 7 af de 8 sager har Naturklagenævnet ophævet kommunens ekspropriationsbeslutning. I 3 af disse sager har nævnets begrundelse for at ophæve beslutningen om ekspropriation været, at den burde ske på grundlag af en lokalplan og ikke efter reglen om ekspropriation til byudvikling. Ophævelsen af beslutningen om ekspropriation i de resterende 4 i øvrigt sammenhængende sager, skete som følge af, at kommunen havde anvendt et ophævet plangrundlag. Derudover har Naturklagenævnet i perioden realitetsbehandlet 18 klagesager om ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplan. I 3 af de 18 sager, som Naturklagenævnet har realitetsbehandlet, er kommunens ekspropriationsbeslutning helt eller delvist ophævet. Naturklagenævnets afgørelser er i to tilfælde indbragt for domstolene i perioden 2003-2007. Den ene sag blev hævet af sagsøgeren under forberedelsen. I den anden sag frifandt byretten i marts 2008 Naturklagenævnet (dommen er anket). Der er efter det oplyste ikke i perioden 2003-2007 afsagt domme i sager om ekspropriation efter planlovens 47, stk. 1. Særligt om ekspropriation til byudvikling Naturklagenævnet har i 2003-2007 realitetsbehandlet 8 klagesager om ekspropriation til byudvikling. I 7 af de 8 sager har Naturklagenævnet ophævet kommunens ekspropriationsbeslutning. Nævnets begrundelse for ophævelsen i disse sager har været, 6

- at der ikke kunne eksproprieres på grundlag af et ophævet kommuneplantillæg (4 sager, som hænger sammen). - at ekspropriationen burde ske på grundlag af en lokalplan og ikke efter reglen om ekspropriation til byudvikling (3 sager). Særligt om ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplan I de 70 sager, hvor kommunerne har eksproprieret til virkeliggørelse af lokalplan, er det specifikke formål oplyst som: bolig i 10 sager, erhverv i 10 sager, blandet bolig/erhverv i 10 sager, vej- og parkeringsanlæg i 10 sager, institutioner i 3 sager, affalds- og forsyningsanlæg i 2 sager, andre formål i 19 sager, og i et enkelt tilfælde er det specifikke formål ikke oplyst. Naturklagenævnet har i 2003-2007 realitetsbehandlet 18 klagesager om ekspropriation til virkeliggørelse af lokalplan. I 3 af de 18 sager, som Naturklagenævnet har realitetsbehandlet, er kommunens ekspropriationsbeslutning helt eller delvist ophævet. Nævnets begrundelse for ophævelsen i disse sager har været: - at den lokalplanbestemmelse om ejerforhold, der var eksproprieret i henhold til, ikke havde hjemmel i planloven (1 sag), - at ekspropriationen omfattede et større område end lokalplanen (delvis ophævelse) (1 sag), - at en tvangsmæssig afståelse ikke var rimelig i den konkrete situation, idet ejerens interesse i fortsat at kunne anvende arealet i sin landbrugsproduktion ikke burde vige for interessen i at sikre udvidelsesmuligheder for en erhvervsvirksomhed på naboejendommen (1 sag). Sammenfattende har Kammeradvokatens rapport vist følgende: Kammeradvokatens undersøgelse vedr. ekspropriation Byudvikling Lokalplan Ikke oplyst I alt Ekspropriationssager 19 70 17 106 Påklaget og realitetsbehandlet 8 18-26 Kommunens beslutning ophævet 7* 3-10 Note *: 4 af de 7 sager hænger sammen Særligt om fastsættelse af erstatningens størrelse Der blev ikke i forbindelse med Kammeradvokatens rapport taget stilling til den nærmere praksis for erstatningens størrelse. Efter planlovens 50, stk. 1, skal tvister om erstatningens størrelse ved ekspropriationer efter planloven indbringes for Taksationskommissionen/Overtaksationskommissionen. Efter planlovens 50, stk. 2, finder reglerne i lov om offentlige veje anvendelse vedrørende sagernes behandling samt erstat- 7

ningens fastsættelse og udbetaling. Overtaksationskommissionens kendelse kan indbringes for domstolene, jf. planlovens 62, stk. 4. Efter grundlovens 73 kan der foretages ekspropriation mod fuld erstatning, således at ejeren ikke må lide et økonomisk tab ved et ekspropriativt indgreb. Inden for planloven ligesom efter anden ekspropriationsret anses tidspunktet for tabets indtræden for at være det tidspunkt, hvorpå beslutningen om ekspropriationen meddeles lodsejeren. Også forrentningen af ekspropriationserstatningen begynder at løbe på dette tidspunkt. Indtræden af ekspropriationens retsvirkninger medfører tillige, at myndigheden som udgangspunkt får adgang til den faste ejendom og kan tinglyse ekspropriationsbeslutningen på ejendommen, dvs. myndigheden overtager ejendommen. Relativeringen af tidspunktet for vurderingen kan afhængig af konjunkturernes op- og nedture skabe forventning om et muligt fremtidigt højere prisleje, men det vil også kunne skabe usikkerhed og uafklarede forhold for grundejeren med hensyn til den endelige fastsættelse af erstatningen. Såfremt myndigheden ikke har brug at anvende ejendommen med det samme, kan der indgås aftale med den nu tidligere lodsejer om brug af ejendommen, frem til det tidspunkt, hvor myndigheden ønsker at anvende ejendommen til opfyldelse af ekspropriationsformålet. De principper, som er udviklet gennem tiden som grundlag for erstatningens størrelse skal respekteres. Det er imidlertid Miljøministeriets opfattelse, at det ikke kan afvises, at erstatningens størrelse spiller en relativ stor rolle i det problemkompleks, som ekspropriation udgør især i forhold til ekspropriation til byudvikling, hvor grundejeren ofte har en urealistisk forventning til erstatningens størrelse. I forhold til Kammeradvokatens undersøgelse giver således det af kommunerne fremsendte materiale mulighed for at fastslå, at de 11 ud af 19 sager om ekspropriation til byudvikling, som ikke er blevet indbragt for Naturklagenævnet, alle er blevet indklaget for taksationsmyndighederne med hensyn til en prøvelse af erstatningens størrelse. I forlængelse af disse betragtninger, er det derfor vigtigt, at der i forbindelse med ekspropriation tilsikres en gennemsigtighed omkring processens gennemførelse og erstatningens fastsættelse, herunder en omhyggelig og tidssvarende fastsættelse af erstatningens størrelse. Den foreslåede fjernelse til ekspropriation til byudvikling på grundlag af kommuneplan Kammeradvokatens rapport ikke giver mulighed for at drage egentlige konklusioner i forhold til spørgsmålet om ekspropriation til byudvikling. Undersøgelsen kan således hverken be- eller afkræfte, at adgangen til at ekspropriere misbruges af kommunerne. Det er dog muligt at påvise, at kommunernes adgang til at foretage ekspropriation til byudvikling med tiden er suppleret med en række andre planlægningsmæssige hensyn. I oversigten over statslige interesser i kommuneplanlægningen er det således meldt ud som et statsligt mål, at der (fortsat) skal satses på byomdannelse, som er med til at revitalisere den eksisterende by, og som kan reducere behovet for at tage nyt land ind. Dette mål er suppleret med konkrete redskaber i planloven. 8

Et centralt argument for ekspropriation på grundlag af kommuneplanen til byudvikling er, at kommunen derved er sikker på at kunne disponere over arealerne på det tidspunkt, hvor det er nødvendigt. Dette hensyn til kommunernes fremtidige planlægning er vejet op imod det alvorlige indgreb i borgernes ejendomsret, som ekspropriation er, og navnlig en ekspropriation, hvor formålet på det pågældende tidspunkt fremstår som relativt abstrakt. Ekspropriation er et kraftfuldt redskab, og derfor bør borgerne også have krav på at kunne se det konkrete formål med ekspropriationen på det tidspunkt, hvor den besluttes. Det er forudsætningen for at forstå, hvorfor ekspropriationen rammer den konkrete ejendom. Det betyder imidlertid, at der ikke kan eksproprieres til byudvikling forstået som arealreservation af et større område på grundlag af kommuneplanen, men at ekspropriationen alene kan foretages, når den detaljerede planlægning er fastlagt i en lokalplan. Det foreslås derfor, at muligheden for at ekspropriere til byudvikling på grundlag af en kommuneplan ophæves. 3.2. Opførelse af mindre bygninger i det åbne land Gældende ret Planlovens landzonebestemmelser har til formål at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Der kræves fx tilladelse til opførelsen af ny bebyggelse. Loven indeholder dog visse undtagelser herunder at der ikke kræves tilladelse til byggeri, der efter Bygningsreglementet for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse (en bagatelgrænse ). Småbygninger, der er opført i tilknytning til, og i en vis nærhed til eksisterende bebyggelse, krævede efter Bygningsreglementet for småhuse ikke byggetilladelse og krævede således heller ikke landzonetilladelse. Planlovens formulering betyder, som det også fremgår af forarbejderne, at eventuelle kommende ændringer i småhusreglementet vil få virkning også for landzonebestemmelserne. Efter planlovens 36, stk. 1, nr. 7, kræves der således ikke landzonetilladelse til byggeri, der efter bygningsreglementet for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig. Det drejer sig fx om garager, udhuse, drivhuse og lignende mindre bygninger på op til 50 m 2 under forudsætning af, at disse opføres i tilknytning til fritliggende eller sammenbyggede enfamiliehuse eller sommerhuse. Ordlyden af planlovens 36, stk. 1, nr. 7, giver således i sig selv anledning til uklarhed, idet bygningsreglement for småhuse er ophævet. Den foreslåede ændring af planlovens 36, stk. 1, nr. 7 Et nyt bygningsreglement er trådt i kraft 1. februar 2008. Det nye Bygningsreglement, BR08, er en sammenskrivning af de to tidligere bygningsreglementer, og samtidig med BR08 s ikrafttræden er bygningsreglement for småhuse ophævet. 9

Den forslåede ændring af bestemmelsen er nødvendig for at fastholde den hidtidige praksis på området og sikre, at kun de bygninger, der tidligere var undtaget fra kravet om byggetilladelse i småhusreglementet, er undtaget fra krav om landzonetilladelse. Derudover er ordene i tilknytning til ikke blevet taget med i den bestemmelse i BR08, der svarer til den tidligere gældende bestemmelse i bygningsreglement for småhuse. Begrebet i tilknytning til i småhusreglementet har som udgangspunkt rettet sig mod bebyggelser, som opføres på et dertil udlagt og afgrænset matr.nr. Har der været tale om større grunde, fx visse jordbrugsparceller eller nedlagte landbrugsejendomme, skulle bygningerne placeres i en vis nærhed af beboelsesbygningen. Dette lovforslag har derfor til formål at fastholde hidtidig praksis samtidig med, at bestemmelsen tilrettes således, at formålet om at undgå uplanlagt og spredt bebyggelse i det åbne land fremover sikres direkte i planloven. Lovforslaget er en konsekvensændring af ikrafttrædelsen af et nyt bygningsreglement. 3.3. Processuel ligestilling ved krav om overtagelse efter planlovens 47 A Gældende ret Planlovens 47 A-49 indeholder bestemmelser om, at en ejer af en ejendom kan forlange, at kommunen overtager ejendommen, hvis en ejendom, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde, jf. 47 A, en lokalplan eller byplanvedtægt forbeholder en ejendom til offentligt formål, jf. 48, eller en lokalplan eller byplanvedtægt nægter ejeren af en ejendom nedrivning eller udførelsen af et større byggearbejde på ejendommen, jf. 49. Overtagelseskravet for de tre bestemmelser er ikke ubetinget, idet navnlig den fortsatte økonomiske udnyttelse af ejendommen spiller ind i vurderingen af overtagelseskravets berettigelse. Såvel kommunens beslutning om ikke at overtage en ejendom efter 48 og 49 samt eventuel uenighed om erstatningen indbringes for taksationsmyndighederne. Derimod behandler taksationsmyndighederne alene uenighed om erstatningen i forbindelse med overtagelse efter 47 A, mens det er Naturklagenævnet, der behandler en klage over kommunens beslutning efter 47 A. Den kommunale overtagelsespligt, for så vidt angår overtagelse af ejendomme, der ved overførsel fra landzone til byzone eller sommerhusområde benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, blev som led i ophævelsen af lov om frigørelsesafgift overført til planloven, jf. nu planlovens 47 A. Overførslen til planloven af den omhandlede bestemmelse blev gennemført ved 13 i lov nr. 458 af 09. juni 2004 ændring af forskellige skatte- og afgiftslove og af lov om planlægning samt ophævelse af ejerlejlighedsavancebeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven. Ophævelsen af lov om frigørelsesafgift fandt sted som led i regeringens lovinitiativer for at lette erhvervslivets administrative byrder og forenkle skattereglerne. 10

Ved overførslen af den kommunale overtagelsespligt, jf. 47 A, blev der foretaget en konsekvensændring af planlovens 50, stk. 1, 1. pkt., således at taksationsmyndighederne fortsat havde kompetencen til at træffe afgørelse i tvister om erstatningens størrelse. Derimod blev der ikke foretaget ændring af planlovens 50, stk. 1, 2. pkt., hvorefter taksationsmyndighederne tillige har kompetencen til at vurdere berettigelsen af krav om overtagelse efter planlovens 48 og 49. Dette medfører, at der for tre sammenlignelige sagstyper omfattet af 47 A-49 gælder forskellig klageprocedure. Mens vurdering af krav om overtagelse efter 48 og 49 og erstatningens størrelse i forbindelse hermed foretages af taksationsmyndighederne, jf. 50, stk. 1, vil berettigelsen af krav om overtagelse efter 47 A skulle ske ved at indbringe spørgsmål herom for Naturklagenævnet, jf. 58, stk. 1, nr. 4, mens erstatningens fastsættelse kan vurderes af taksationsmyndighederne efter 50, stk. 1, 1. pkt. Den foreslåede ændring af bestemmelsen Der er ikke forhold, som kan begrunde forskellen i behandlingen af sagerne efter 47 A og 48-49. Med den foreslåede bestemmelse sidestilles derfor behandlingen af berettigelse af krav samt tvist om erstatningens størrelse for begæringer efter 47 A-49, således at taksationsmyndighederne under alle omstændigheder afgør tvister. 3.4. Konsekvensrettelser, præciseringer mv. Lovforslaget indeholder enkelte rettelser, præciseringer mv. af de gældende bestemmelser i planloven. Af rettelser foretages der sådanne i planlovens 5 a, 5 h, 11 b, 28-29 a, 29 c og endelig 51, stk. 2. Rettelserne foretages med henblik på at rette fejl i henvisninger m.v. Efter 19, stk. 3, reguleres muligheden for at dispensere fra en bestemmelse i en lokalplan, som er fastlagt efter forhandling med en statslig eller regional myndighed. Grundlaget for en forhandling om indholdet af en eller flere bestemmelser i en lokalplan er adgangen for miljøministeren, statslige myndigheder, regionsrådet, nabokommuner og i Hovedstadsområdet alle kommuner, samt nationalparkfonde til at fremsætte indsigelser efter 29-29 c. En indsigelse kan medføre, at der ikke kan opnås enighed, hvorefter spørgsmålet kan indbringes for henholdsvis miljøministeren eller regionsrådet til endelig afgørelsen. En uenighed om indsigelsens indhold kan imidlertid også løses ved en frivillig aftale, men her omtaler den nugældende bestemmelse i 19, stk. 3, alene aftaler, der er indgået med statslige og regionale myndigheder. På den baggrund foreslås, at dispensation fra en bestemmelse i en lokalplan, som er fastlagt på grundlag af en aftale indgået mellem en kommune og en nabokommune, i Hovedstadsområdet enhver kommune, eller mellem en kommune og en nationalparkfond, også omfattes af 19, stk. 3. Der foretages endvidere en præcisering af 29 a, stk. 1, således at regionsrådet kan fremsætte indsigelse over for kommuneplanforslag, der er i strid med råstofplanen. Før kommunalreformen kunne regionplanmyndigheden, i medfør af planlovens daværende 11

29, stk. 2, fremsætte indsigelse mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner, såfremt planforslaget var i strid med "retningslinier for anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden", også kaldet råstofplanlægningen. I forbindelse med kommunalreformen blev der i planlovens 29 a indsat en bestemmelse svarende til den hidtidige 29, stk. 2, der giver ret til indsigelse mod kommuneplaner med baggrund i den regionale udviklingsplan. Ved en fejl blev denne bestemmelse ikke også udstrakt til at dække indsigelse med baggrund i råstofplanen. Derfor foreslås 29 a, stk. 1, ændret. Desuden foretages der en præcisering af ordlyden i 28 og 29 vedrørende indsigelser mod planforslag mv. og proceduren herfor, idet bestemmelsernes formulering har givet anledning til usikkerhed. Med forslaget foretages der ikke ændringer i gældende ret. Endelig foreslås det i 56, stk. 2, at en hidtidig ret til at udnytte en ejendom på en måde, der er i strid med bl.a. en lokalplan, bortfalder, hvis retten ikke er udnyttet i 3 på hinanden følgende år, også selvom retten hvilede på en egentlig tilladelse eller dispensation, og der ikke deri var fastsat vilkår om bortfald. 3.5. Overgangsbestemmelser Da lovforslaget indeholder flere ændringer, hvor det er af betydning for borgernes retssikkerhed at fastslå de retlige konsekvenser af dette lovforslags eventuelle vedtagelse, fremsættes der forslag til bestemmelser til at normere retstilstanden for overgangen ved beslutninger om ekspropriation og vurdering af krav om overtagelse efter 47 A. En ekspropriationsproces er lang og involverer flere myndigheder på forskellige stadier af forløbet. Derfor er det fundet nødvendigt at forholde sig til lovforslagets virkning i relation til ekspropriationsprocessen ved lovens ikrafttræden. Virkningen kan indtræde på ét af flere tidspunkter men under hensyntagen til, at en kommunal beslutning om ekspropriation træffes som led i et planlægningsforløb, hvor mange ofte modsatrettede interesser er blevet vægtet og afvejet i forhold til hinanden, findes det bedst stemmende hermed at lade loven få virkning før det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om ekspropriation af en eller flere konkrete ejendomme. Har kommunalbestyrelsen (eller et udvalg) truffet beslutning om ekspropriation af en eller flere konkrete ejendomme, på det tidspunkt hvor loven er trådt i kraft, vil det være de hidtidige regler, der gælder også for en eventuel senere klagebehandling ved henholdsvis Taksationskommissionen og/eller Naturklagenævnet og de almindelige domstole. Er der med andre ord alene truffet principbeslutning om, at kommunalbestyrelsen agter at ekspropriere til byudvikling, såfremt der ikke kommer frivillig aftale i stand, ved lovens ikrafttræden, vil sådanne projekter ikke kunne videreføres efter lovens ikrafttræden. For så vidt angår overgangsbestemmelsen for vurdering af krav om kommunal overtagelse efter planlovens 47 A, er det ud fra et synspunkt fundet rigtigst at lade sager, der er indbragt for Naturklagenævnet på det tidspunkt, hvor loven træder i kraft, blive henvist til behandling ved taksationsmyndighederne, da sidstnævnte besider den nød- 12

vendige sagkundskab. Naturklagenævnet har oplyst, at der for tiden alene er indbragt én sag vedrørende planlovens 47 A. 4. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige 4.1. Staten Der forventes ingen økonomiske konsekvenser for staten i forbindelse med ophævelse af adgangen til at foretage ekspropriation til byudvikling. Overførsel af kompetencen til at vurdere berettigelsen af et krav om overtagelse efter 47 A fra Naturklagenævnet til taksationsmyndighederne forventes ikke at give en øget sagsmængde. Ændringen vurderes derfor ikke til at have økonomiske konsekvenser for staten. 4.2. Kommunerne En afskæring af muligheden for ekspropriation til byudvikling vil medføre øgede udgifter for kommunerne, da en del af ejendommene vil blive dyrere at erhverve, når det står klart på ekspropriationstidspunktet, hvad ejendommen vil kunne anvendes til. 4.3. Regionerne Regionsrådets mulighed for at gøre indsigelse mod kommuneplanforslag, der strider mod råstofplanen kan medføre økonomiske og administrative konsekvenser for regionerne. Derudover indeholder lovforslaget ikke økonomiske og administrative konsekvenser for regionerne. 5. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet De økonomiske og administrative konsekvenser afklares med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 6. De miljømæssige konsekvenser Lovforslaget indeholder ingen miljømæssige konsekvenser. 7. De administrative konsekvenser for borgere For borgere vil afskaffelse af muligheden for ekspropriation til byudvikling betyde, at hvis der i stedet bliver eksproprieret på grundlag af en lokalplan, vil grundejere indenfor lokalplanområdet erstatningsmæssigt blive stillet forskelligt afhængigt af byggemulighederne på deres ejendom, men de vil også have mulighed for selv at realisere planlægningen, hvorved ekspropriation ikke er mulig. Overførsel af kompetencen til at vurdere berettigelsen af et krav om overtagelse efter 47 A fra Naturklagenævnet til taksationsmyndighederne forventes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne. 8. Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter. 9. Hørte myndigheder og organisationer Advokatrådet/Advokatsamfundet, Akademiet for de tekniske Videnskaber, Akademikernes Centralorganisation, Akademirådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Ar- 13

bejdstilsynet, Arkitektforeningen, Arkitektskolen i Århus, Beskæftigelsesministeriet, Boligselskabernes Landsforening, Byggesocietetet, Bygningskulturelt Råd, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Tekniske Universitet, Danmarks Turistråd (nu Visit Denmark), Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Byplanlaboratorium, Dansk Center for Byøkologi, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Landbrug, Dansk Ornitologisk Forening, Danske Entreprenører, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Dansk Golf Union, Danske Havne, Danske Landskabsarkitekter, De Samvirkende Invalideorganisationer, Den Danske Landinspektørforening, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Det Økologiske Råd & Selskab, DONG, Ejendomsforeningen Danmark, Energinet.dk, Erhvervslejernes Landsorganisation og Storkøbenhavns Erhvervslejer Forening, FAB Foreningen af Byplanlæggere, Finansministeriet, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerrådet, Foreningen af Bæredygtige Byer og Bygninger, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring og Pension, Forsvarsministeriet, Frederiksberg kommune, Friluftsrådet, Greenpeace Danmark, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen, Justitsministeriet, Kirkeministeriet, Klima- og Energiministeriet, Kommunernes Landsforening, Kulturministeriet, Kunstakademiets Arkitektskole, Københavns Havn, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landsforeningen af Landsbysamfund, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Landsforeningen Ældre Sagen, LO, Lejernes Landsorganisation i Danmark, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Ministeriet for familie- og forbrugeranliggende, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, NOAH, Parcelhusejernes Landsforening, RealDania, Realkreditrådet, Reno-Sam, RUC Roskilde, Universitetscenter, Skatteministeriet, Skov- og Landskab, Socialministeriet, Statens Byggeforskningsinstitut, Statsministeriet, Teknologirådet, Transportministeriet, Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet, Velfærdsministeriet, Verdensnaturfonden, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet. 10. Sammenfattende skema Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner Positive konsekvenser/mindre udgifter [Færre skattefradrag efter ejendomsavancebeskatningsloven] Negative konsekvenser/merudgifter En afskæring af muligheden for at foretage ekspropriation til byudvikling vil medføre øgede udgifter for kommunerne, da en del af ejendommene vil blive dyrere at erhverve, når det står klart på ekspropriationstidspunktet, hvad ejendommen vil kunne anvendes til. Administrative konsekven- Ingen Ingen 14

ser for stat, kommuner og regioner Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet Miljømæssige konsekvenser Administrative konsekvenser for borgerne Forholdet til EU-retten?? Forslaget indeholder ingen miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter Til nr. 1, 3 og 14: Rettelse af henvisningsfejl. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser 1 Til nr. 2: Forslaget er en konsekvens af kommunesammenlægninger som følge af kommunalreformen. Til nr. 4: En indsigelse kan medføre, at der ikke kan opnås enighed, hvorefter spørgsmålet kan indbringes for henholdsvis miljøministeren eller regionsrådet til endelig afgørelsen. En uenighed om indsigelsens indhold kan imidlertid også løses ved en frivillig aftale, men her omtaler den nugældende bestemmelse i 19, stk. 3, alene aftaler, der er indgået med statslige og regionale myndigheder. På den baggrund foreslås, at dispensation fra en bestemmelse i en lokalplan, som er fastlagt på grundlag af en aftale indgået mellem en kommune og en nabokommune, i Hovedstadsområdet enhver kommune, eller mellem en kommune og en nationalparkfond, også omfattes af 19, stk. 3. Til nr. 5 og 8: Ændringen er redaktionel. Til nr. 6 og 7: Den gældende formulering har vist sig uhensigtsmæssig i forhold til indholdet af lovens 29-29 c. Det foreslås derfor at præcisere adgangen til at indbringe uenigheder om indsigelser fremsat efter lovens 29-29 c for miljøministeren. Undtagelsen i lovens 29 b, stk. 3, 1. pkt., opretholdes uændret. Til nr. 9: 15

Planlægning for råstoffer blev før kommunalreformen varetaget i regionplanerne. Efter reformen foregår denne planlægning i en særskilt plan, råstofplanen, som regionen udarbejder. Forslaget skal sikre regionsrådet indsigelsesret over for kommuneplanforslag, der er i strid med råstofplanen. Dette skal ses i sammenhæng med råstoflovens 5a, stk. 5, iflg. hvilken kommunalbestyrelserne er bundet af råstofplanen i deres planlægning og administration, og planlovens 11, stk. 4, nr. 6, iflg. hvilken kommuneplanen ikke må stride mod råstofplanen. Til nr. 10: Ifølge 28 kan et planforslag ikke vedtages, hvis en myndighed har nedlagt veto mod det i medfør af 29, 29 a, eller 29 b. Hjemmel til indsigelser med vetovirkning er således indeholdt i sidstnævnte tre bestemmelser (og 29 c). Det forekommer derfor ikke hensigtsmæssigt, at disse bestemmelser indeholder en henvisning til 28, når indsigelser nedlægges efter de nævnte bestemmelser med den i 28 nævnte retsvirkning. Forslaget er således alene af ordensmæssig karakter. Til nr. 11: Efter den gældende lovs 36, stk. 1, nr. 7, er byggeri, der er fritaget for krav om byggetilladelse efter Bygningsreglement for småhuse, undtaget kravet om landzonetilladelse under forudsætning af, at det ikke medfører oprettelse af en ny bolig. Af bygningsreglementet for småhuse fremgik i øvrigt, at bygningerne skulle opføres i tilknytning til fritliggende eller sammenbyggede enfamiliehuse eller sommerhuse. Dette krav er ikke videreført i det nye Bygningsreglement. Med ordet enfamiliehuse menes både fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse. Det foreslås, at hidtidig mangeårig praksis fastholdes ved, at de byggearbejder, der hidtil har været fritaget for krav om byggetilladelse i Bygningsreglement for småhuse, når de blev opført i tilknytning til eksisterende bebyggelse, fortsat bliver undtaget kravet om landzonetilladelse i planloven. Hermed videreføres hidtidig praksis med hensyn til, at bygninger skal opføres i tilknytning til og i en vis nærhed af eksisterende bebyggelse for at være undtaget kravet om landzonetilladelse. De byggearbejder, det drejer sig om, er: - garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger på højst 50 m 2, - tilbygninger til garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger, når arealet efter tilbygningen højst er 50 m 2, - nedrivning af fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse samt sommerhuse, - ombygning og andre forandringer i bygninger, hvis der ikke sker udvidelse af arealet eller en væsentlig anvendelsesændring, - byggearbejder ved småbygninger på højst 10 m 2, - byggearbejder ved åbne svømmebassiner, havepejse, hegnsmure og terrasser, - satellitantenner og CE-mærkede tagantenner, og - byggearbejder ved campinghytter og kolonihavehuse. I den foreslåede lovtekst dækker ordet opførelse over både opførelse og tilbygning. 16

Ved eksisterende bebyggelse forstås efter praksis primært det område, hvor ejendommens bebyggelse ligger samlet, eller det område hvorpå hovedparten af ejendommens bygninger ligger. Som udgangspunkt skal bygninger ud fra landskabelige hensyn placeres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, således at ejendommens bebyggelses- og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig helhed. Ved opførelse af bygninger i tilknytning til forstås efter hidtidig praksis opførelse inden for en afstand af indtil ca. 20 m fra bebyggelsen. Det er dog ikke alene afstanden, der afgør, om en bygning kan siges at ligge i tilknytning til den eksisterende bebyggelse. Det beror på en samlet vurdering af, om byggeriet naturligt opleves som havende tilknytning til den eksisterende bebyggelse, bl.a. henset til terrænforhold og landskabet i øvrigt. Til nr. 12: Det er regeringens opfattelse, at det i et retssamfund er uhyre vigtigt at værne om den enkeltes personlige ejendomsret. Et så indgribende værktøj som ekspropriation bør alene anvendes, når det står klart, hvad det areal, der skal eksproprieres, konkret skal anvendes til. Formålet bør være så konkret, at det i videst muligt omfang giver lodsejeren grundlag for at vurdere, om lodsejeren selv kan opfylde ekspropriationsformålet. Adgangen til at ekspropriere til byudviklingsformål er for vid og formålet for ubestemt. Adgangen hertil foreslås derfor ophævet. Kommunalbestyrelserne vil herefter alene kunne ekspropriere til virkeliggørelse af den detaljerede lokalplanlægning, når det er nødvendigt. Til nr. 13: I forhold til krav om kommunens overtagelse efter planlovens 48 og 49, er det taksationsmyndighederne, der afgør spørgsmål om berettigelsen af krav og erstatningsfastsættelsen, jf. planlovens 50, stk. 1. For spørgsmål om berettigelsen af krav om kommunens overtagelse efter planlovens 47 A gælder imidlertid, at disse behandles af Naturklagenævnet. Til gengæld er det taksationsmyndighederne, der tager stilling til tvister om erstatningens størrelse ved krav om overtagelse efter 47 A. Det foreslås derfor at overdrage kompetencen til at træffe beslutning om berettigelsen af krav om kommunernes overtagelse efter 47 A henlægges til taksationsmyndighederne. Til nr. 15: Den foreslåede tilføjelse er fundet nødvendig for at skabe administrativ klarhed og større ensartethed inden for lovgivningen om arealanvendelse. Efter de oprindelige lovbemærkninger til bestemmelsen skulle en ret ikke bortfalde, hvis retten hvilede på en egentlig tilladelse eller dispensation, og der ikke deri var fastsat vilkår om bortfald. Denne sondring fremgår imidlertid ikke af den oprindelige lovtekst, og i praksis har der ikke været opmærksomhed på sondringen. Sondringen indgår endvidere ikke i de tilsvarende bestemmelser i naturbeskyttelsesloven og råstofloven. 17

Ofte er det vanskeligt at få afklaret, om en hidtidig, ældre ret er baseret på en egentlig tilladelse eller dispensation, og der ses i øvrigt ikke at være særlige hensyn, der kan begrunde den hidtidige sondring. Det foreslås, at loven træder i kraft den 2 Til stk. 2: For den retlige virkning af ophævelse af adgangen til at foretage ekspropriation til byudvikling efter planlovens 47 gælder, at overgangsreglen tager sigte på beslutning rettet mod en bestemt ejendom. Overgangsreglen vil derfor ikke finde anvendelse på en såkaldt principbeslutning om ekspropriation, hvor beslutningen netop ikke er rettet mod en bestemt ejendom, men mod flere ejendomme inden for et område. Med denne overgangsregel er der også taget stilling til, at det er de hidtidige regler, som finder anvendelse, såfremt en beslutning om ekspropriation af en konkret ejendom truffet før lovens ikrafttræden ankes til domstolene. Til stk. 3: Med denne overgangsregel er der taget stilling til hvilken myndighed, der må anses for at være det mest hensigtsmæssige tvistløsningsorgan, nemlig taksationsmyndighederne. 18

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Gældende formulering Lovforslaget 1 I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 813 af 21. juni 2007, foretages følgende ændringer: 5 a, stk. 4. For de kystnære dele af byzonerne, der ligger ud til kysterne, eller som indgår i et samspil med kystlandskabet, gælder bestemmelserne i 11 a, stk. 1, 2 og 4, og 16, stk. 4 og 5. 5 h. Hovedstadsområdet omfatter i denne lov kommunerne i Region Hovedstaden (bortset fra Bornholms Regionskommune) samt Bramsnæs, Greve, Gundsø, Hvalsø, Køge, Lejre, Ramsø, Roskilde, Skovbo, Solrød, Stevns og Vallø Kommuner. 11 b, stk. 1, nr. 12) rækkefølgen for bebyggelse og ændret anvendelse af arealer til byformål, de i nr. 4 nævnte byomdannelsesområder og sommerhusområder og 19, stk. 3. En bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i overensstemmelse med regler eller beslutninger efter 3 eller en aftale med en statslig eller en regional myndighed, kan kun fraviges med miljøministerens henholdsvis den pågældende myndigheds samtykke. 28, stk. 1. Et planforslag kan ikke vedtages endeligt, hvis en myndighed efter reglerne i 29, 29 a, eller 29 b har modsat sig dette skriftligt over regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen af 24, stk. 3, eller 27, stk. 2. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer. 1. I 5 a, stk. 4, ændres 11 a til: 11 f 2. 5 h affattes således: 5 h. Hovedstadsområdet omfatter i denne lov kommunerne i Region Hovedstaden (bortset fra Bornholms Regionskommune) samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner. 3. I 11 b, stk. 1, nr. 12, ændres nr. 4 til: nr. 5. 4. 19, stk. 3, affattes således: Stk. 3. En bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i overensstemmelse med regler eller beslutning efter 3 eller en aftale med en nationalparkfond eller en statslig, regional eller kommunal myndighed, kan kun fraviges med miljøministerens henholdsvis den pågældende myndigheds samtykke. 5. I 28, stk. 1, ændres 29, 29 a, eller 29 b til: 29, 29 a, 29 b eller 29 c. 19

28, stk. 2. Uafklarede spørgsmål efter stk. 1 kan af parterne indbringes for miljøministeren, jf. dog 29 b, stk. 3, 1. pkt. 28, stk. 3. Indsigelser efter stk. 1 skal være begrundede. 28, stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved indsigelse fra den berørte nationalpark efter reglerne i 29 c. 29 a, stk. 1. Regionsrådet kan gøre indsigelse efter 28 over for forslag til kommuneplaner og ændringer af kommuneplaner, hvis planforslaget er i strid med den regionale udviklingsplan. 29. Miljøministeren skal fremsætte indsigelse efter 28 over for et forslag til regional udviklingsplan, et forslag til kommuneplan og ændringer til en kommuneplan, der ikke er i overensstemmelse med overordnede interesser. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning. Stk. 2. Miljøministeren skal fremsætte indsigelse efter 28 mod forslag til lokalplaner for arealer i kystnærhedszonen, hvis planforslaget er i strid med bestemmelserne i 5 a, stk. 1, 5 b, 11 f eller 16, stk. 3. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. 1. Stk. 3. En statslig myndighed kan fremsætte indsigelse efter 28 mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som myndigheden varetager. 6. 28, stk. 2, affattes således: Stk. 2. Kan de involverede myndigheder ikke nå til enighed i sager, hvor der er gjort indsigelse efter 29, stk. 3, 29 a og 29 c, kan uenigheden indbringes for miljøministeren. 7. 28, stk. 3, affattes således: Stk. 3. Indsigelser efter 29, 29 a, 29 b eller 29 c skal være begrundede. 8. 28, stk. 4, ophæves. 9. I 29 a, stk. 1, indsættes efter den regionale udviklingsplan : eller den regionale råstofplan, jf. 5 a i lov om råstoffer. 10. I 29, stk. 1-3, 29 a, stk. 1, og 29 c udgår efter 28. 29 a, stk. 1. Regionsrådet kan gøre indsigelse efter 28 over for forslag til kommuneplaner og ændringer af kommuneplaner, hvis planforslaget er i strid med den 20

regionale udviklingsplan. 29 c. Den berørte nationalparkfond kan fremsætte indsigelse efter 28 over for et planforslag, hvis forslaget har væsentlig betydning for nationalparkens udvikling. 36, stk. 1, nr. 7). Byggeri, der efter bygningsreglementet for småhuse er fritaget for krav om byggetilladelse, og som ikke medfører oprettelse af en ny bolig. 47, stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt. 50, stk. 1. Taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter 47, overtagelse efter 47 A og for tilbageførsel efter 46. Disse myndigheder afgør endvidere spørgsmål om berettigelsen af krav efter 48 og 49. 51, stk. 2. Miljøministeren påser overholdelse af 11 g og regler, der med hjemmel i 11 g, stk. 4, og 11 h er fastsat for administrationen af 11 g, for så vidt angår anlæg, hvor kompetencen er henlagt til ministeren i regler udstedt i medfør af 11 i, stk. 1. 56, stk. 2. En hidtidig ret til at udnytte en ejendom på en måde, som er i strid med 38 a, en lokalplan eller en efter 68, stk. 2, opretholdt plan, eller som ville kræve tilladelse eller dispensation efter denne lov, bortfalder, når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år. 11. 36, stk. 1, nr. 7, affattes således: 7) Opførelse af garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende bygninger på højst 50 m 2 når disse opføres i tilknytning til enfamiliehuse eller sommerhuse, og byggeriet ikke medfører oprettelse af en ny bolig. 12. I 47, stk. 1, udgår: for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller. 13. 50, stk. 1, 2. pkt., affattes således: Disse myndigheder afgør endvidere spørgsmål om berettigelsen af krav efter 47 A, 48 og 49. 14. I 51, stk. 2, udgår, stk.1. 15. I 56, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: Dette gælder, selv om retten hviler på en egentlig tilladelse eller dispensation. 21