Højmiddelalderen ca

Transkript

1 DANMARKSHISTORIEN.DK S E-BØGER Højmiddelalderen ca Forfatter: Anders Bøgh og danmarkshistorien.dk

2 DANMARKSHISTORIEN.DK S E-BØGER Højmiddelalderen ca Forfatter: Anders Bøgh og danmarkshistorien.dk Denne interaktive e-bog er en del af en serie på i alt 12 e-bøger, der omhandler Danmarks historie fra vikingetiden og frem til i dag. Bogen her handler om højmiddelalderen, der strækker sig fra ca Ud over at læse om selve perioden kan du finde billeder og historiske kilder og teste din viden i en quiz. Afslutningsvis finder du en liste med forslag til videre læsning om emnet. Alle 12 bøger i serien udgives af formidlingsprojektet danmarkshistorien.dk, der hører under Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, og er udarbejdet på baggrund af materiale fra hjemmesiden Forfatteren og danmarkshistorien.dk, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus! Universitet. Redaktion: Lene Elmegaard Bladt, knowmore. Udgivet med støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond. ISBN:

3 DANMARKSHISTORIEN.DK HØJMIDDELALDEREN, CA Indledning Betegnelsen middelalder bruges i dansk historie normalt om de ca. 500 år, hvor den vesteuropæiske katolske kirke under paven i Rom spillede en væsentlig rolle i Danmark. Den danske konge Harald Blåtand og dermed i princippet også hans rige var ganske vist gået over til kristendommen ca. 965, men først små hundrede år senere nåede kirken en sådan grad af organisering, at det begyndte at minde om forholdene i andre europæiske lande. Der er derfor god mening i at kalde perioden fra ca til Reformationen i 1536 for middelalderen. Når vi så kalder den første del af middelalderperioden for højmiddelalderen skyldes det, at det er denne betegnelse man i almindelighed bruger om Europas historie ca I dette ligger en opfattelse af perioden som et tidsrum præget af vækst og blomstring. Vikingetiden, som vi kalder perioden ca , var præget af stærk ekspansion udadtil i form af plyndring, handel og kolonisering, et landbrug, hvor kvægavl spillede hovedrollen, samt trosforestillinger, der det meste af tiden var domineret af asatroen (Odin og Thor osv.), mens kristendommen kun meget langsomt trængte frem i periodens slutning. Alt dette ændrede sig fra omkring midten af 1000-tallet. Ca var det endegyldigt slut med skandinavernes militære overlegenhed i forhold til det øvrige Vesteuropa. Det var slut med ekspansionen, og det blev nærliggende i højere grad at vende sig indad og udvikle samfund og produktion ad de mønstre, som var kendt fra det øvrige Vesteuropa. I landbruget synes der således i begyndelsen af højmiddelalderen at være sket en vægtforskydning fra kvægavl/animalsk produktion til, at hovedvægten kom til at ligge på agerbrug/vegetabilsk produktion. 2

4 Med middelalderlig landbrugsteknologi kunne man få ca. seks gange så mange kalorier ud af et givet jordareal ved at dyrke korn på det frem for at bruge det til husdyravl. Til gengæld krævede det betydeligt mere arbejde. Årsagen til denne ændring var formentlig en voksende befolkning, der skulle brødfødes, ligesom øgede krav om afgiftsbetaling fra jordens dyrkere til jordejere, kirke og kongemagt kan have spillet ind. Men også udviklingen af samfundets institutioner blev præget af en stærk kulturimport. Det gjaldt i særlig grad for kirkeorganisationen og kongemagten. Resultatet blev her som i det meste af det øvrige Europa et samfund med to efterhånden konkurrerende øvrigheder: Kongemagt og kirkemagt. En voksende agerbrugsproduktion krævede, at man fik eller i højere grad brugte en plov, som kunne vende jorden, en såkaldt hjulplov, samt at man dyrkede skiftende afgrøder og lod jorden ligge brak, det vil sige udyrket hen, en hel del af tiden. Dette skete i det meste af landet i form af det såkaldte vangebrug. Den voksende vægt på agerbrug medførte, at der kunne leve betydeligt flere mennesker i Danmark, og der er ingen tvivl om, at højmiddelalderen var præget af en meget stærk befolkningsvækst. På basis af den lidt bedre kendte udvikling i England, kan man gætte på, at der var tale om noget i retning af en tredobling af befolkningstallet til måske ca. 1½ million mennesker omkring Hjulplov. Efter kalkmaleri i Hald Kirke. Fra Danmarks Riges Historie ( ) Hjulploven eller muldfjælploven, som den også kaldes, afløste i 1100-tallet arden som den mest anvendte plovtype i Danmark. Hjulplovens indførelse betød, at jordens ydeevne blev forøget, og at større arealer kunne pløjes på kortere tid. Den var den mest udbredte plovtype i 700 år frem til begyndelsen af 1800-tallet. 3

5 DANMARKSHISTORIEN.DK HØJMIDDELALDEREN, CA Kirke- og kongemagt ca Kongemagten var den drivende kraft i opbygningen af kirkeinstitutionen. De vigtigste træk i denne opbygning i perioden var en fast inddeling af landet i bispedømmer, indførelse af en fast skat til kirken på i princippet en tiendedel (10 %) af al produktion, derfor kaldet tiende og etableringen af et dansk ærkebispesæde 1103/04. Ved at støtte kirken sikrede kongen sig religiøs sanktion af sin egen magtudbygning samt bistand fra uddannede gejstlige, som kunne læse og skrive og administrere, og som havde kendskab til den internationale udvikling af lov og ret. Tiden frem til 1065 var præget af hårde kampe mellem den norske konge Harald Hårderåde og Svend Estridsen om magten i Danmark. Da kong Svend efterhånden havde fået konsolideret sin stilling, tog han ca fat på en reform af den danske kirke i tæt samarbejde med ærkebispen af Hamborg-Bremen, som på dette tidspunkt var den danske kirkes overhoved. Resultatet blev, at den danske kirke fremover fik otte fastafgrænsede bispedømmer. Dette forudsatte et økonomisk grundlag for bispestolene i form af jordegods eller forøgede mængder af jordegods, som i vidt omfang blev skænket af kongen og hans slægt. Til gengæld var det frem til ca. midten af 1200-tallet en selvfølge, at det var kongerne, der udnævnte bisperne. Snart efter begyndte opførelsen af domkirker i sten, de første domkapitler blev grundlagt og de første klostre blev stiftet. I 1070 erne var der ifølge Adam af Bremen over 600 kirker i Danmark, næsten alle bygget i træ. Derimod var den krønikeskrivende kannik stærkt utilfreds med, at tienden endnu ikke var indført, og at danskerne stadig tog på plyndringstogter i Østersøen; dog mod at betale tribut til kongen. Et andet indre konsolideringstegn var, at det snart lykkedes kongemagten at skaffe sig monopol på at 4

6 udstede mønter, hvorved al udenlandsk mønt blev ulovlig som betalingsmiddel i Danmark. Derved kunne kongen skaffe sig betydelige indtægter ved omveksling og tvungne pengeombytninger. Svend Estridsen efterfulgtes som konge med tiden af hele fem sønner. De synes til en vis grad at have repræsenteret forskellige forestillinger om den videre udvikling og i hvert fald én af dem, Knud den Hellige, havde så travlt med reformer, at det efter alt at dømme kostede ham livet. Han forsøgte at indføre tiende, søgte at indføre strengere straffe for voldsforbrydelser begået på hellige dage og steder samt at sikre fremmede, dvs. gejstlige og handlende, retsbeskyttelse på linie med de indfødte. Han synes også at have forsøgt at udskrive skatter til kongemagten. Bægeret løb over, da han udskrev ledingen til et erobringstogt mod England, som aldrig blev til noget, hvorefter han gav sig til at opkræve bøder fra deltagerne. I 1086 blev han myrdet under et oprør. Knud den Hellige havde foretaget sig. Formentlig fik Erik Ejegod også indført tiende i Danmark og dermed lå vejen åben for, at landet i 1103 eller 1104 kunne få sit eget ærkebispesæde i Lund i Skåne. Ærkebispeværdigheden omfattede i første omgang også Norge og Sverige. Den første ærkebisp blev Asser af Trundslægten. Erik Ejegod døde på Cypern i 1103 på vej på pilgrimsfærd til Jerusalem kun fire år efter, at Det Første Korstog havde erobret Det Hellige Land for de kristne. Herefter synes at være fulgt en nogenlunde stilfærdig konsolideringsperiode under kong Niels. Dette må nok forstås sådan, at de magnatslægter fra perioden, som vi kender, såsom Trundslægten, Hvideslægten, Bodilsønnerne og nogen, vi ikke kender noget særligt til, holdt hinanden i balance. Denne balance gik imidlertid tabt efter, at kong Niels søn, Magnus, myrdede Erik Ejegods søn, Knud Lavard i Haraldsted Skov En af hans brødre og efterfølger som konge, Erik Ejegod, fik imidlertid paven til at kanonisere sin dræbte bror Knud og dermed gøre ham til helgen, og derved kom det til at se ud, som om Gud gik ind for alt, hvad 5

7 DANMARKSHISTORIEN.DK HØJMIDDELALDEREN, CA Borgerkrigsperioden Drabet på Knud Lavard i 1131 førte til en lang periode, der for det meste var præget af borgerkrig. Umiddelbart efter mordet begyndte Knud Lavards bror Erik Emune at føre krig mod kong Niels om kongemagten. Hertil fik han hjælp af den tyske kejser, som gerne fiskede i rørte vande, og da ærkebisp Asser i 1134 skiftede side, vandt Erik Emune det skæbnesvangre slag ved Fotevik i Skåne. Her faldt kong Niels' søn Magnus og tre bisper. Sidstnævnte viser, hvor tæt sammenvævet kirkemagten var med kongemagten. Kong Niels undslap med nød og næppe, men blev senere dræbt af borgerne i byen Slesvig. Erik Emunes regeringstid blev kort og blodig. I 1137 blev han gennemboret af et spyd under et møde på et ting. Herefter var der nogenlunde roligt under hans efterfølger Erik Lam. Da denne trak sig tilbage i 1146, blev Knud Magnussen valgt til konge i Jylland og Svend Eriksen i Skåne og vist også det resterende land. Hermed var kortene givet til en ny runde i borgerkrigen med en efterhånden betydelig indflydelse til den tyske kejser, som den svageste part regelmæssigt appellerede til om hjælp. Et af resultaterne af dette blev, at Danmark blev len under kejseren frem til Efterhånden begyndte Knud Lavards søn, Valdemar (den senere Valdemar den Store), med støtte fra Hvideslægten at blande sig i kampen. Efter Blodgildet i Roskilde, som kostede Knud livet, og slaget på Grathe Hede, som kostede Svend livet, fremstod Valdemar i 1157 som borgerkrigens sejrherre. Roskildekrøniken om slaget ved Fodevig og kong Niels død 1134 I 1134 kom det til et stort slag ved Fodevig i Skåne. Danmark var på dette tidspunkt midt i en borgerkrig 6

8 om tronfølgen, på grund af den siddende konge Niels' (død 1134) høje alder. Borgerkrigen var brudt ud i 1131, da Niels' søn, Magnus (død 1134), havde dræbt sin fætter Knud Lavard (ca ). Knud Lavard var en mulig tronfølger, da han var søn af den tidligere konge Erik Ejegod (ca ). Det er derfor sandsynligt, at motivet til mordet var, at Magnus så Knud Lavard som en trussel mod sit kandidatur til tronen. Knud Lavards halvbror, Erik Emune (død 1137) stod i spidsen for kravet om hævn, og førte de følgende år en hård kamp mod Niels og Magnus. Denne kamp kulminerede i juni 1134 i slaget ved Fodevig, hvor Erik Emune vandt og Magnus og fem biskopper blev dræbt, mens det med nød og næppe lykkedes Niels at flygte. Niels flygtede til Slesvig, hvor han imidlertid blev dræbt af borgerne som hævn for Magnus drab på Knud Lavard, som havde været hertug i Slesvig. Herefter overtog Erik Emune tronen. Roskildekrøniken er formentlig skrevet i 1138 af en gejstlig ved Roskilde Domkirke. Den regnes derfor for at være den første egentlige danmarkshistorie. Krøniken har Magnus som den store helt. Det skyldes sandsynligvis, at Magnus var på god fod med Roskildekirken. ( ) På den tid blev Lund omgivet med mur og vold på Eriks[1] befaling. Kong Niels indkaldte imidlertid ledingen fra de lande, som var underlagt ham, og gav meget nøje ordre til, at alle ædlinge[2] skulle komme til Skåne den 4. juni; for ved den tid fejrede man den hellige pinsedag. Da de nu om mandagen uforsigtigt forlod deres skibe og heller ikke havde ordnet deres sager fornuftigt, kom Erik over dem med sin hær og påførte hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Ve hint grufulde år, hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Ve hin dag, da Magnus[3] dræbes, Danmarks blomst knækkes! Den skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver, både klog og en ynder af fasthed: Magnus dræbes - og med ham jarler og fem bisper: Peder af Roskilde, Thore af Ribe, Ketil af Vestervig, Henrik, som var for drevet fra Sverige. Adelbjørn af Slesvig fik et uhelbredeligt sår og overlevede knap halvandet år derefter. Men en sjette, biskop Eskil, havde Erik to år før dette slag ladet dræbe i kirken, mens han forrettede morgengudstjenesten - en meget skøn og forstandig mand, og yderst lærd. Men kong Niels, som så nogle blive fanget, andre lemlæstet, nogle dræbt, andre druknet i vandet, fik fat 7

9 på en hest og nåede med nød og næppe ud på et skib sammen med Harald[4]. Dernæst drog han til Sjælland og opmuntrede sine mænd så godt han nu kunne. Derefter drog han til Jylland og gav Harald andel i den halve kongemagt og ophøjede ham med kongenavn. Siden blev han svegen med det mest lumpne bedrag af slesvigerne, som havde lovet ham troskab og bekræftet den med ed, og troløst blev han dræbt i staden Slesvig sammen med de stormænd, han havde tilbage, den 25. juni i det nævnte år, i sit 31. regeringsår. Men Harald, som havde mistanke om deres svig og stærkt frarådede kongen at tro på dem, foregav da at skulle andetsteds hen. Da Erik hørte dette, drog han til Slesvig og gav slesvigerne rige gaver for den skændige udåd. [1] Erik Emune, konge [2] Ædling: person af fornem stand. [3] Magnus var Niels søn. [4] Harald Kesja var Erik Emune og Knud Lavards halvbror. Kildens oprindelse: Gelting, Michael H (red.): Roskildekrøniken (2002), s Gengivet med tilladelse fra Michael Gelting. Kobberstik af Erik Emune fra perioden ca Fra Det Kongelige Bibliotek 8

10 DANMARKSHISTORIEN.DK HØJMIDDELALDEREN, CA Valdemarstiden I 1158 fik Valdemar gjort sin efterhånden vigtigste støtte fra Hvideslægten, Absalon, til biskop i Roskilde, hvilket skulle blive indledningen til et meget tæt samarbejde mellem konge og kirke om samfundets videre udvikling. Dette gav dog problemer med ærkebispen, Eskil, af Trundslægten, som i 1177 måtte lade sig afløse af Absalon som ærkebisp. Som noget helt enestående i den katolske kirke fik Absalon lov til at beholde Roskilde bispestol samtidig med, at han var ærkebisp. I 1192 overlod han dog bispestolen i Roskilde til sin nevø, Peder Sunesen, hvis bror, Anders Sunesen, efter at have været kongens kansler, overtog ærkebispesædet efter Absalons død i På de øvrige bispestole kom der også efterhånden bisper, som var fuldt loyale overfor kong Valdemar, mens man fik fjernet forskellige mindre loyale og (potentielt) oprørske kongeætlinge. Den tiltagende indre magtkonsolidering gav sig snart udtryk i en offensiv udenrigspolitik over for de slaviske stammer, kaldet vendere, som beboede Østersøens sydkyst. Disse havde ivrigt benyttet sig af magtens svækkelse til at drive plyndrings- og kolonisationstogter mod Danmark. I 1147 proklameredes Det Andet Korstog for at genvinde et område, der var gået tabt for de kristne i Mellemøsten. Imidlertid lykkedes det på vist især tysk foranledning at få paven til også at rette korstoget mod de hedenske slaviske stammer i det senere Østtyskland. De to stridende danske konger Svend og Knud - sluttede våbenstilstand og allierede sig med de interesserede tyskere. Alligevel blev dette første korstog i Østersøområdet en total fiasko set med danske øjne. For Valdemar den Store blev pacificeringen af venderne imidlertid en hovedsag. Han og hans nærmeste medarbejdere anlagde stenborge til rigets 9

11 forsvar i fx Nyborg, Korsør, Kalundborg, København, Vordingborg og på Sprogø, ligesom Dannevirke blev udbygget til en mægtig murstensmur. Et foreløbigt højdepunkt nåedes i 1169, da Valdemar indtog Rügen og lagde øen under Roskilde bispestol. Hermed var kongen gået fra forsvar til en blanding af korstog og erobringer i Østersøområdet. Dette foregik ofte i samarbejde, men for det meste i stærk konkurrence med tyske magter. Valdemarsmuren ved Dannevirke, opført under Valdemar den Store i forsvaret mod venderne Foto: BioPix Valdemars søn og efterfølger, Knud 6, sikrede sig overherredømmet over Pommern og tilbageviste den tyske kejsers krav om fornyelse af lensforholdet. Knud overlod herredømmet over Slesvig til sin bror, Valdemar, der efterhånden kunne udstrække det til Holsten og omliggende områder. Da Valdemar, senere kendt som Valdemar Sejr, overtog kongemagten, kunne han fortsætte denne ekspansion og i 1214 overdrog den tyske kejser, Frederik 2, ham officielt alt tyskbehersket land nord og øst for Elben; bl.a. den allerede da ganske betydningsfulde by Lybæk (Lübeck). Kulminationen på Valdemars udenrigspolitiske succeser blev erobringen af det nordlige Estland i 1219 i slaget ved Lyndanise, hvor Dannebrog ifølge en langt senere tradition faldt ned fra himlen. Snart efter vendte billedet imidlertid. I 1223 blev Valdemar og hans ældste søn taget til fange af én af Valdemars nordtyske vasaller under en jagt på Lyø i Det Sydfynske Øhav, og snart faldt hele imperiet fra hinanden. Valdemar måtte løskøbes fra fangenskabet for en ufattelig stor løsesum på mark sølv, en voldsom økonomisk åreladning af riget. Efter 10

12 løsladelsen forsøgte han forgæves at vinde det tabte tilbage i slaget ved Bornhøved i Takket være indgriben fra paven lykkedes det dog med nød og næppe at bevare herredømmet over det nordlige Estland, som forblev et hertugdømme under den danske krone indtil 1346, hvor det blev solgt til Den Tyske Orden. Estland var imidlertid ikke det eneste såkaldte fyrstelen, som opstod under Valdemar Sejr. Som man gjorde i andre europæiske kongeriger, udnævnte Valdemar de sønner, som ikke skulle efterfølge ham som konge, til fyrster og overlod dem områder i rigets periferi som fyrstendømmer. Vigtigst af disse blev Slesvig, som blev hertugdømme for den næstældste søn, Abel, men også Lolland, Halland og Blekinge blev på denne måde i kortere eller længere tid fyrstedømmer under den danske krone. MYTE: Faldt Dannebrog ned fra himlen i 1219? Sagnet siger, at Dannebrog faldt ned fra himlen i 1219 under slaget ved Lyndanise i nuværende Tallinn i Estland. Vi er vant til at se massevis af dannebrogsflag på bybusser, offentlige bygninger og alle mulige steder, hvert år den 15. juni. I kalenderen står der Valdemarsdag ud for datoen. Hvis man spørger kloge mennesker om, hvorfor der flages, vil man få at vide, at det gør man, fordi det var på denne dato i 1219 under slaget ved Lyndanise i nuværende Tallinn i Estland, at Dannebrog faldt ned fra himlen. Nogle vil så tilføje, at sagnet siger, at det faldt ned fra himlen ved denne lejlighed. Det har imidlertid vist sig at være en højst tvivlsom påstand uanset om man tror på, at flag dengang kunne falde ned fra himlen eller ej. I de ældste nu bevarede fremstillinger af sagen, to historieværker fra 1520'erne skrevet af henholdsvis Christiern Pedersen og Peder Olsen, omtales det, at Dannebrog faldt ned 11

13 fra himlen under et slag ved Fellin i Sakkala i det centrale Estland i Det ser ikke ud til, at de har skrevet af efter hinanden, og Peder Olsen kan da også citere en ældre kilde på latin for sagen. En kilde, som desværre ikke er bevaret. Det gør han på to steder. Det ene sted tilføjer han til kildens datering af slaget "rettelig 1219". For Peder Olsen kunne det altså ikke passe, at en så skelsættende begivenhed var indtruffet ved et mindre vigtigt slag i den del af Estland, som ikke kom til at tilhøre Danmark på længere sigt. Og da Arild Huitfeld omkring år 1600 skrev sit store værk om Danmarks historie frem til sin egen tid, fulgte han Peder Olsens tankegang og henlagde uden videre dikkedarer det himmelfaldne flag til det berømte slag ved Lyndanise den 15. juni 1219, som betød det afgørende gennembrud for dansk herredømme i Estland. Arild Huitfeldts værk blev siden et uomgængeligt grundlag for al historieskrivning om tiden frem til ca Så derfor har det været sådan siden: Dannebrog faldt ned fra himlen den 15. juni 1219; dog har historikerne med tiden mere og mere betonet, at der var tale om et sagn. Sagnet hører altså rettelig hjemme i 1208; desværre er vi ikke underrettede om datoen for dette slag. Uanset dette, er der den kerne af sandhed i sagnet, at Dannebrog med sit hvide kors på rød bund er et korsfarerbanner og har sin oprindelse i korstog i Østersøområdet i begyndelsen af 1200-tallet. Samme banner blev ført af middelalderens tyske kejsere fra 1194, når de var på korstog eller i krig, og ikke mindst af Johanitterordenen (Malteserkorset). Valdemarsdagen, den 15. juni, blev først indført som flagdag og national mærkedag i Mærkeligt nok faldt to af Valdemarernes største udenrigspolitiske triumfer begge på den 15. juni. Den dag i 1168 indtog Valdemar 1. den Store og hans tropper borgen Arkona på Rügen og skaffede sig dermed herredømmet på øen. Og på samme dato i 1219 faldt altså esternes borg Lyndanise for hans søn Valdemar 2. Sejr og hans styrker, hvilket blev vendepunktet i den danske kamp for et herredømme i Estland. Begge erobringer fik langvarige følger. Rügen var således len under den danske krone til i hvert fald Erik af Pommerns tid, 12

14 dvs. til mindst 1439, mens den nordlige del af Estland var et hertugdømme under den danske krone, til Valdemar Atterdag solgte besiddelsen i Det skulle være et sært tilfælde, hvis slaget ved Fellin i 1208 også fandt sted den 15. juni, så nu må vi nok nøjes med at fejre de nævnte udslag af dansk middelalderlig imperialisme i Østersøområdet på Valdemarsdagen den 15. juni. Det er så bare en skam, at der står en mindesten i Tallinn på det sted, hvor man mener, at flaget landede. C.A. Lorentzens maleri fra 1809 af Dannebrogs fald fra himlen under slaget ved Lyndanise. Til legenderne om dette slag kom efterhånden også en historie om, at så længe ærkebisp Andreas Sunesen strakte armene mod himmelen, havde de danske styrker succes, men når han tog armene ned gik det tilbage for danskerne. I billedets venstre baggrund ses nogle munke, der hjælper den alderstegne ærkebisp med at holde armene oppe, så sejren kunne vindes 13

15 DANMARKSHISTORIEN.DK HØJMIDDELALDEREN, CA Herremænd og bønder Valdemarstidens bemærkelsesværdige indre konsolidering og udenrigspolitiske succeser hvilede på et efterhånden meget stærkt samarbejde mellem kongerne, kirken og de verdslige stormænd. Forudsætningen for samarbejdet med stormændene var, at disse med tiden alle blev kongens mænd eller herremænd, hvilket indebar, at de aflagde en særlig troskabsed til kongen. Med denne ed lovede de at tjene ham trofast i krig med tidens bedste og dyreste militærudstyr samt på anden måde. Til gengæld fik de løn, kaldet sold, for deres tjeneste. Udviklingen synes at være foregået på den måde, at flere og flere storbønder i takt med kongemagtens voksende betydning lod sig optage som medlemmer af kongens hird, som havde sit udspring i kongens daglige følge af elitekrigere. Begrebet hird synes dog efterhånden at vige for begrebet herremænd og samtidig blev det fastlagt, at kun kongen, bisperne og de fyrstelige lensmænd måtte have herremænd, mens alle stormænd formentlig tidligere havde haft deres egen hird. Forudsætningen for, at herremændene kunne anskaffe det kostbare udstyr, som skulle til for at tjene kongen som elitekriger til hest, var, at de besad ganske store godser. De godser, som vi kender fra 1100-tallet, synes at have været meget store gårde bestående af hele og halve landsbyer, som fortrinsvis blev drevet af tjenestefolk, hvoraf mange endnu omkring 1200 var slaver eller trælle. Som nævnt nedenfor fandtes eller opstod der også andre muligheder for at få udbytte af jord, som man ejede. Herremandsstanden var åben nedadtil, idet der fandtes et lag af frie bønder eller selvejerbønder, hvorfra nye herremænd kunne rekrutteres. I 1100-tallet har der givetvis været et ganske stort antal bønder, som dyrkede arvet jord af større eller mindre omfang. Imidlertid var de mindre selvejerbønders position 14

16 vanskelig i en tid, der som højmiddelalderen var præget af kraftig befolkningstilvækst. Det voksende befolkningstal førte til stadig formindskelse af brugene via arvedelinger - i mange tilfælde således, at brugene ikke længere kunne brødføde en hel familie. Disse vanskeligheder kan tænkeligt forklare nogle af de fænomener, vi kan træffe i landskabslovene fra 1200-tallets første halvdel. Lovene interesserer sig bl.a. meget for det såkaldte brydefællig, hvor en mand dyrker jord, som tilhører en større jordejer, men selv i hvert fald delvist - ejer huse, husdyr og redskaber, hvorefter man delte udbyttet af driften i forhold til indskuddet. Men det nævnes også, at man kunne blive så fattig, så man kunne blive tvunget til at sælge sin jord og blive landbo. I så fald dyrkede man jord, som tilhørte en anden mod en aftalt afgift. Dette synes at have været et relativt nyt fænomen omkring 1200, idet kontrakter om denne form for jordleje kun gjaldt for ét år ad gangen. I øvrigt synes der på dette tidspunkt at have været stærke forestillinger imod, at man overhovedet kunne sælge eller afstå arvet jord. den typiske struktur, at relativt store såkaldte brydegårde havde mindre landbogårde og små gårdsædestavne tilknyttet. Gårdsædestavnene var det, som senere kaldtes for huse med og uden jord. Beboerne af disse gårdsæderne er formentlig trællenes efterkommere i den forstand, at da slaveriet efterhånden forsvandt, fik disse mulighed for at gifte sig og bosætte sig for sig selv. Brydegårdene var for store til at kunne drives af en familie. Til gengæld var landbogårdene for små. Så meningen var, at landboer og gårdsæder skulle levere arbejdskraft til brydegårdene, der herved blev i stand til at yde meget store afgifter til godsejerne. Højmiddelalderen var således præget af stærkt voksende økonomiske og sociale forskelle blandt jordens ejere og dyrkere. Fra omkring midten af 1200-tallet ser det ud til, at strukturen på de store godser ændredes. Herefter var 15

17 DANMARKSHISTORIEN.DK HØJMIDDELALDEREN, CA Kirke og gejstlighed I løbet af højmiddelalderen kom kirken for alvor til at spille en rolle i alle danskeres liv. Stenkirker blev spredt ud over hele landet, og forskellige kirkelige institutioner kom til at eje en forbløffende stor andel af landets jord. Grundenheden i kirkeorganisationen var sognet. Til hvert sogn hørte en kirke, og efterhånden som der blev bygget flere kirker, opstod der tilsvarende flere sogne. Omkring 1250 var der bygget henimod sognekirker i landet, efter ca blev de alle bygget eller ombygget i sten. I de fleste tilfælde var det nok stormænd, der stod bag denne kolossale og imponerende indsats. De fleste sogne havde så en præst, som vanligvis ernæredes af en bondegård præstegården og den tredjedel af tienden, som tilfaldt præsten. Ovenover befandt sig så bisperne og de domkapitler bestående af kanniker, som knyttedes til domkirkerne. Bispestolene og domkapitlerne kom efterhånden til at eje meget store mængder af jordegods. Ved middelalderens slutning ejede Roskildebispen således noget i retning af 1/6 af Sjællands jord, mens ærkebispen i Lund var endnu rigere. Til bispernes magt hørte også en domsmagt, som i første omgang kunne bruges til at forsøge at sikre, at kirkens regler blev overholdt indadtil. Fra slutningen af 1000-tallet skete der en betydelig oprustning og systematisering af kirkens retssystem, den såkaldte kanoniske ret. Paverne skaffede sig hermed en betydeligt større magt over den internationale kirkeorganisation, og den pavelige lovgivning blandede sig i stadig flere ting. Blandt kirkens vigtigste opgaver var at bekæmpe synd, og dermed åbnede der sig store muligheder for, at den kirkelige lovgivning og domsmagt kunne beskæftige sig med næsten hvad som helst. Det magtmiddel, som den kirkelige 16

18 domstolsvirksomhed byggede på, var kirkens mulighed for at lyse folk i band, at afskære dem fra enhver forbindelse med kirken, hvormed man også mente, at de var afskåret fra forbindelse med Gud. Ca blev det officielt anerkendt, at gejstlige kun kunne retsforfølges for gejstlige domstole, og ca blev der vedtaget såkaldte kirkeretter på landstingene i Skåne og på Sjælland, som havde karakter af aftaler om, hvorledes den kirkelige domstolsvirksomhed skulle praktiseres. Til den middelalderlige katolske kirke hørte også klostervæsnet. De første klostre var tilknyttet domkirker og lignende vigtige kirker. I løbet af 1100-tallet grundlagdes en lang række såkaldte herreklostre, der som oftest var placerede på landet, hvor de blev herrer over store mængder jordegods. Herreklostrene, i starten fortrinsvis munkeklostre, men efterhånden også nonneklostre, blev grundlagt af medlemmer af kongeslægten, bisper og nogle af de allerrigeste godsejerslægter. Meningen med dem var bl.a., at de skulle bruges som begravelsessteder, uddannelsessteder og opholdssteder for stifterne og deres efterkommere. Efter 1230 dukkede en anden type klostre op i landet, de såkaldte tiggermunkeklostre. Disse blev alle placerede i byerne og måtte bortset fra selve klosteret og dets kirke med udstyr ikke eje noget, hvorfor munkene skulle leve af gaver fra befolkningen. Med undtagelse af tiggerklostrene besad alle disse gejstlige institutioner jordegods. Mængden af jordegods steg kraftigt middelalderen igennem dels som følge af fortsatte gaver fra de, der havde noget at give væk af, og dels ved at de rigeste institutioner foretog store opkøb. Alt i alt regner man med, at gejstlige institutioner ved middelalderens udgang besad lidt mindre end 40% af alt jordegods i landet. Man har anslået, at der i Europa i 1200-tallet var ca. én gejstlig for hver 300 mennesker (ca. 0,3 %) overført til danske forhold giver det rundt regnet gejstlige. 17

19 Stolerækker i eg, 1300-tallet. Lunds Domkirke Foto: BioPix Domkirken i Lund i Skåne Foto: BioPix Adam af Bremen om kirkelige forhold i Danmark ca Adam af Bremen (ca ca. 1081) var kannik ved domkirken i Bremen (dvs. gejstlig tilknyttet domkirken), og hans krønike om ærkebispesædet, "Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum" ("De hamburgske ærkebispers historie"), er en væsentlig kilde til Danmarks historie i vikingetiden og frem til ca Krøniken skildrer blandt andet de kirkelige forhold i Danmark. Således kan man af krøniken læse, at de danske kirker og biskopper var underlagt ærkebispesædet i Hamburg-Bremen, og at der var ca. 600 kirker i 1070 erne, hvoraf de fleste var af træ. Antallet af kirker er måske en overdrivelse. Adam af Bremen beskriver også de kirkelige forhold i Danmark i kritiske vendinger. Han lufter sin utilfredshed med, at tienden endnu ikke var indført i Danmark, og at folk lever udskejende, blandt andet med hensyn til kvinder. Krøniken er skrevet på latin, inddelt i fire bøger og dens erklærede mål er at beskrive Nordens og Nordtysklands historie fra tiden omkring 870 til omkring En af ærkesædets store bedrifter i dette 18

20 tidsrum er ifølge krøniken kristningen af de hedenske befolkninger i Skandinavien og de vestslaviske landområder. Krøniken rummer også geografiske og etnografiske beskrivelser, blandt andet gengives rejseafstande og rejseruter. To udpluk fra Adam af Bremens krønike er gengivet her. De to passager beskriver de kirkelige forhold i Danmark og er fra henholdsvis tredje og fjerde bog. Anført i fodnoter er også Adam af Bremens "scholier", der er hans senere tilføjede noter til krøniken. Få år efter krønikens tilblivelse blev det danske ærkebispesæde etableret (1103-4), efter at tienden var blevet indført. Dermed var den danske kirkeinstitution konsolideret. Fra tredje bog: LXXIV. Glad over deres prægtige Skare bestemte Ærkebispen omsider som den første af alle at afholde et Møde i Danmark med sine Lydbisper, baade fordi han fandt Tidspunktet gunstigt, og fordi dette Rige var tilstrækkelig velforsynet med Bisper, og fordi der var meget, der trængte til at blive rettet i den nye Plantning, som f.eks. det, at Bisperne sælger Velsignelsen, og at Folk ikke vil betale Tiende, og at alle skejer forfærdelig ud med Hensyn til Fraadseri og Kvinder. Fra fjerde bog: VII. ( ) Skaane[1] er den smukkeste Landsdel af Danmark, hvoraf den ogsaa har sit Navn; den er veludrustet med Indbyggere, frugtbar paa Afgrøde og rig paa Varer, og nu fuld af Kirker[2]. Skaane rummer dobbelt saa mange paa sit Omraade som Sjælland, nemlig 300 Kirker, mens Sjælland [Jylland] skal have halvt saa mange og Fyn en Tredjedel. [1] Fra denne Ø udvandrede oprindelig Langobarderne og Goterne, og den kaldes af de romerske Historie-skrivere Scantia eller Gangavia eller Scandinavia. Dens Hovedby er Lund, som Englands Besejrer, Knud, vilde gøre til en Medbejler til London i Brittanien. [2] Den første Bisp i Skaane var Bernhard, den anden Henrik og Egino. Kildens oprindelse: "Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum", oversættelse af Henrichsen, Carsten L. i "Adam af Bremen. De hamburgske ærkebispers historie og Nordens beskrivelse", Roskilde og Bagger (1930), s. 235 (tredje bog) og s. 251f (fjerde bog). 19

21 DANMARKSHISTORIEN.DK HØJMIDDELALDEREN, CA Byer og bybefolkning Ved vikingetidens udgang ca var omkring en halv snes af nutidens byer blevet til. De synes alle at være blevet grundlagt af kongemagten, idet kun kongen kunne sikre den beskyttelse af handel og vareudveksling, som var nødvendig for en by. I øvrigt synes de især at have spillet en rolle som administrative, militære og gejstlige centre, og det var vel netop disse forhold, der betingede, at der var et grundlæggende behov for forsyning med varer udefra samt beskæftigelse til håndværkere i byerne. Bybefolkningen var tæt knyttet til og underordnet kongemagten. Allerede i 1085 kan vi se, at byboerne betalte en årlig grundafgift til kongen, hvortil kom diverse torve- og toldafgifter. Derudover var kongen lovgiver for byerne. Det, der for alvor kom til at karakterisere en by, var således, at den retsligt set var adskilt fra det omgivende land og havde sin egen lovgivning, ligesom den havde sin egen domstol, bytinget, under forsæde af en kongelig byfoged. Kongemagten havde således betydelige økonomiske og magtmæssige interesser i byerne, og det blev snart en klar bestræbelse at få grundlagt flere byer. Især efter 1200 gik det stærkt, efterhånden som landet blev mere involveret i den internationale vareudveksling og pengeøkonomi. Omkring 1300 var der da opstået ca. 80 købstæder, langt de fleste af de senere kendte byer i landet. I øvrigt kunne kongen uddelegere sin rolle som byherre til andre, fx. gejstlige institutioner. Mest kendt er, at Roskildebispen blev byherre for København frem til Byerne var små, og da de også havde marker og drev landbrug, adskilte mange af dem sig ikke meget fra landsbyer. De havde imidlertid torverettigheder, hvilket tiltrak købmænd og håndværkere. Vi må antage, at højst 10 % af landets befolkning boede i byer 20

22 ved middelalderens udgang, og før 1350 var andelen endnu mindre. De fleste indbyggere i byerne var daglejere og håndværkere. Dertil kom købmændene, som udgjorde byernes toplag. De større købmænd, som drev langdistancehandel, var organiseret i gilder. Foruden en lokal organisering i den enkelte by havde eller fik gilderne en landsomfattende organisation under ledelse af kongen. Kongen havde således hånd i hanke med landets udenrigshandel. Fra slutningen af vikingetiden og frem til begyndelsen af 1200-tallet spillede danske købmænd en efter omstændighederne relativt betydelig rolle i Østersøhandelen med forbindelser også til området omkring Den Engelske Kanal. Efter 1200 blev mere og mere af denne voksende handel overtaget af tyske købmænd fra nygrundlagte byer på Østersøens sydkyst, hvoraf Lübeck var den vigtigste. Til gengæld opstod der et knudepunkt for handelen mellem Østersøområdet og Vesteuropa på dansk grund. Hvert efterår passerede enorme mængder af sild gennem Øresund. Her samledes efterhånden købmænd fra det meste af Nordeuropa for at opkøbe den saltede sild og udveksle de varer, de medbragte. Her kunne så også danske købmænd skaffe sig varer fra fremmede lande. Dette Skånemarked foregik under kongemagtens beskyttelse og blev en væsentlig indkomstkilde for kongen. Med tiden løsnedes byernes og handelens direkte tilknytning til kongemagten, byerne blev i højere grad selvstyrende, men indtægterne fra byerne spillede fortsat en stor rolle for kongen. Store mængder sild ved Skånemarkedet. Træsnit fra Olaus Magnus De nordiske folks historie (1555) Fra Wikimedia Commons 21

23 DANMARKSHISTORIEN.DK HØJMIDDELALDEREN, CA Kongemagt og retsudvikling I løbet af højmiddelalderen tiltog kongemagten og kirken sig gradvist mere magt over lovgivning og retshåndhævelse. Dette var en langsommelig proces, hvor den tidligere sædvaneret med tiden i voksende grad blev afløst af egentlig lovgivning og stridigheder i voksende grad blev afgjort ved domstolslignende instanser. I det forholdsvis righoldige kildemateriale vedrørende Knud den Hellige kan vi se, at befolkningen i det område, hvor den evigt rejsende konge og hans hof opholdt sig, var forpligtet til at sørge for forsyningerne. Endvidere fremgår det, at kongen havde ret til en afgift af grundene i byerne og til visse retsbøder. Blandt disse var den meget store såkaldte fredkøbsbøde, som man måtte betale for at få sin fred igen, når man var blevet dømt fredløs, og en bøde for at forlade et ledingstogt uden tilladelse. Under hans bror kong Niels fremgår det, at kongen havde ret til såkaldt danefæ, det som ingen ejer; vigtigst her var arven efter folk, som ikke havde arvinger. Lidt senere ser vi, at kongen havde ret til torveafgifter i byerne. Hertil kom så forholdsvise store indtægter fra udstedelse af mønter og indtægter fra krongodset. Endelig havde kongen i én eller anden udstrækning ret til at udskrive arbejdsydelser fra befolkningen. Kongen var desuden øverstbefalende i krig og havde dermed kommandoen over rigets officielle militærmagt, ledingen, hvortil kom kommandoen over hans hird af elitekrigere. Ledingssystemet kender vi ikke meget til førend i slutningen af Valdemarstiden. Da var forpligtelserne til udrustning af skibe og opstilling af mandskab fordelt udover landet efter et sindrigt system. Man har beregnet den samlede ledingsflåde til ca. 700 skibe med en besætning på ca mand. Dette var et formidabelt magtinstrument 22

24 for kongen, hvis han ellers kunne få det til at makke ret, hvad der langtfra altid var tilfældet. I løbet af 1100-tallet kom krigsførelse til hest imidlertid til at spille en stadig voksende rolle, hvorved ledingens bondeopbud blev af noget mindre interesse. I stedet kom vægten til at ligge på herremændene, som havde den økonomiske baggrund for at møde fuldt rustet til hest. Det blev da nærliggende at lade bønderne betale for at slippe for at drage i krig. Hermed opstod ledingsskatten, som efterhånden blev en fast skat, der blev pålignet landbrugsjorden, så man betalte i forhold til, hvor meget jord man dyrkede. Nogenlunde samtidig opstod en anden skat, kaldet stud, hvis oprindelse ikke er ganske klar. Herremændene blev fritaget for at betale disse skatter, idet den jord, de selv eller deres forpagtere (bryder) dyrkede, var skattefri, hvorimod den jord, de udlejede til landboer (fæstebønder) var skattepligtig. Vi har ikke meget grundlag for at vide noget om, hvor gamle de fleste af de nævnte kongelige rettigheder var. Imidlertid kan vi se, at forestillinger om kongelige regaler, forrettigheder, havde vundet indpas, og det samme gælder forestillinger af gejstlig oprindelse om fredslovgivning: At visse typer af vold udøvet under særlige omstændigheder skulle belægges med straf, og at kongen skulle udføre straffen og indkassere bøder til gengæld. Baggrunden for dette var et system, hvor hævn og fejder normalt var den eneste sanktion for forbrydelser eller retsbrud. Man kunne dog naturligvis indgå forlig og betale erstatning til den skadelidte part. Imidlertid kunne stridende parter også blive presset til at afgøre deres mellemværender. Dette ville så normalt foregå offentligt på et ting, hvor den anklagede kunne gå til bekendelse eller fri sig for anklager via procedurer som edsaflæggelse med mededsmænd eller jernbyrd. Der fandtes således ikke nogen egentlige dommerfunktioner i dette system, ligesom man heller ikke forestillede sig nogen lovgivende funktion i vor forstand af ordet. De overordnede retsprincipper byggede enten på sædvanen eller på forestillinger om, hvad den af Gud indstiftede evige retfærdighed gik ud på. Dette sidste fremgik et langt stykke ad vejen af den internationale kirkeret, kanonisk ret, der udviklede sig stærkt fra slutningen af 1000-tallet. Efterhånden som kirke og 23

25 konge fik større indflydelse, kunne man således gå ind og argumentere for, at forskellige dele af den nedarvede sædvaneret ikke var i overensstemmelse med den guddommelige retfærdighed. På denne måde kunne kongen og kirken, via en række kompromiser, få drejet retsreglerne i en retning, som passede bedre til et middelalderligt magtsystem. Med tiden vandt den tanke indpas, at kongen havde ansvaret for opretholdelse af freden i samfundet, ligesom man nåede frem til, at i hvert tilfælde visse sager skulle afgøres af særlige nævn, således at man i en vis udstrækning fik noget, der lignede domstole. Det forhindrede dog ikke, at private fejder florerede hele middelalderen igennem. Henimod år 1200 var der sket så mange ændringer i retssystemet, at nogle gejstlige efterhånden fandt det praktisk at samle, nedskrive og formentlig ved samme lejlighed ændre lidt på en del af de gældende retsregler. Resultatet af dette blev de såkaldte landskabslove med lidt forskellige retsregler for de forskellige "lande", som riget var opdelt i. Hvert "land" havde sit landsting: I Lund for Skåne, Halland og Blekinge, i Ringsted for Sjælland og omliggende øer, i Viborg for Jylland og Fyn. Derudover fandtes der så et ting i hvert herred. Den yngste og mest avancerede af landskabslovene var Jyske Lov, som blev udstedt på Valdemar Sejrs foranledning i 1241 og vedtaget af landstinget i Viborg. Dermed blev Jyske Lov den eneste af landskabslovene, som blev vedtaget officielt. Og hermed havde man fastslået en procedure for lovgivning i form af aftaler mellem konge og folk, hvor begge parter havde vetoret. Dog fastslog Jyske Lov udtrykkeligt, at lovregler, som stred mod Gud, skulle ændres. Stærke tegn tyder på, at meningen havde været, at Jyske Lov skulle have været en landsomfattende lov gældende i hele riget. Kort efter lovens udstedelse døde Valdemar Sejr imidlertid, og det skulle herefter hurtigt vise sig, at kongemagten mistede den autoritet, der skulle til for i større omfang at ændre på nedarvede retsregler. De forskellige landskabslove dog efterhånden med en hel del tilføjelser kom til at gælde helt til

26 Jyske Lovs fortale 1241 Jyske Lov blev ifølge dennes fortale givet i Vordingborg i marts 1241 af Valdemar Sejr med samtykke fra kongens sønner, landets ærkebiskop, syv biskopper samt "rigets bedste mænd". Kongegivne love var dengang overvejende skrevet på latin, men Jyske Lov er skrevet på dansk. Afskrifterne er dog ikke ens. Alderen varierer, ord og udtryk er blevet moderniseret, der er forskel på dialekterne og endda forskel på særdeles vigtige ord i forhold til den indholdsmæssige forståelse. Fortalen uddyber, hvorfor der i et samfund er behov for love og regler, og hvorfor disse skal være almengyldige. Det er fortalen, der er gengivet her, da den er særlig interessant og har været genstand for en del diskussion. Retshåndhævelsen var blevet kompliceret af de ændrede samfundsforhold i 1100-tallet, herunder ændringer af lov og ret, og de indtil da anvendte ikke-nedskrevne retsregler var derfor utilstrækkelige. Dette førte til optegnelser af retsstoffet i slutningen af 1100-tallet både i Danmark og det øvrige Europa. De ændrede sociale og økonomiske forhold betød, at kongemagten ved Jyske Lovs udstedelse nu blev opfattet som en nødvendighed for lovgivningsarbejdet, og at kirken havde en interesse i at støtte den kongelige indflydelse på lovgivningen. Loven indeholder en fortale og tre såkaldte bøger. Originalen er ikke bevaret, men der findes ca. 75 håndskrevne afskrifter, hvoraf den ældste menes at være fra Først og fremmest er gyldighedsområdet blevet diskuteret. Der er enighed om, at Jyske Lov i hele middelalderen kun dækkede det jyske retsområde, men der er uenighed om, hvorvidt Jyske Lov blev skabt til kun at dække det jyske retsområde som en landskabslov, eller om loven var tænkt som rigslovgivning for hele riget. Dernæst har inspirationen til lovens udformning været omdiskuteret, særligt om loven var resultatet af nedskrevne, danske sædvaner, eller om den snarere var et udtryk for, at den danske lovgivning var påvirket af kanonisk ret (kirkeret), det vil sige noget udefrakommende. 25

27 Ved Christian 5.s Danske Lov fra 1683 ophævedes Jyske Lovs gyldighed i kongeriget, men visse bestemmelser videreførtes heri, og nogle bestemmelser ophørte endda først i 1900-tallet. I hertugdømmet Slesvig var Jyske Lov i princippet gældende til indførelsen af preussisk ret i år Fortale Således begynder fortalen til Jyske Lov, som kong Valdemar gav, og Danerne vedtog: Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden. Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre den åbenbart strider mod Guds ord. Det er kongens og landets høvdingers opgave at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med uret, såsom enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest uret - og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land; thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og 26

28 biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred. Det skal alle verdslige høvdinger også vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på Dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid. Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar[1], den anden søn af Valdemar[2], der var Sankt Knuds[3] søn, da han havde været konge i ni og tredive vintre, og der var gået tusind og to hundrede og fyrretyve vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende marts måned[4] lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk, i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong Erik[5], hertug Abel[6] og junker Christoffer[7] [4] Marts [5] Erik Plovpenning ( ), konge [6] Abel (ca ), konge [7] Christoffer 1 (ca ), konge Kildens oprindelse: Fenger, Ole og Jansen, Christian R.: Jydske Lov på moderne dansk (1991), s. 5. Gengivet med tilladelse fra Christian Jansen. En håndskrevet side fra Jyske Lov Fra Det Kongelige Bibliotek [1] Valdemar Sejr ( ), konge [2] Valdemar den Store ( ), konge [3] Knud Lavard (ca ), dræbt i Haraldsted i 1131 og helgenkåret i

29 DANMARKSHISTORIEN.DK HØJMIDDELALDEREN, CA Kultur og dagligliv Kristendommens voksende indflydelse fik efterhånden gennemgribende betydning for alle menneskers liv. Ved en af de vigtigste begivenheder i den katolske kirkes historie overhovedet, Det 4. Laterankoncil i 1215, blev det blandt mange andre vigtige ting fastslået, at alle kristne skulle skrifte deres synder for en præst mindst én gang om året, og at ægteskabet var et sakramente, dvs. at det var indstiftet af Gud. Sidstnævnte var kulminationen på en lang udvikling, hvor kirken havde bekæmpet enhver form for seksuel udfoldelse, som ikke foregik i et livslangt ægteskab med det ene formål at avle børn. Til dette kom, at ægteskabet skulle bygge på begge parters frivillige samtykke, og at personer, som var nært beslægtede med hinanden, ikke måtte indgå ægteskab. Et væsentligt formål med dette var at bekæmpe, at fyrster og stormænd skiftede deres ægtefæller ud i takt med, at de skiftede alliancer, idet det var sædvane at besegle en alliance med et ægteskab. Hermed håbede kirken altså at kunne gøre Europa fredeligere ved at gøre politiske alliancer mere faste og permanente. Imidlertid greb dette jo ind i alle voksne menneskers liv; ikke mindst da alle retssager om ægteskaber og ulovlig sex skulle foregå for de kirkelige domstole. Samtidig betød det, at alle mennesker skulle skrifte mindst én gang om året - en for os vanskeligt forståelig indblanding i folks privatliv. Skriftemålet betød, at man over for en præst skulle redegøre for alle de synder, man havde begået siden sidst. Man blev så pålagt forskellige former for bod afhængig af syndernes størrelse. Når dette var foretaget, kunne man så regne med kirkens og dermed Guds tilgivelse. Kravet om samtykke i forbindelse med indgåelse af ægteskab gav i princippet kvinder en vis beskyttelse mod tvangsægteskaber. Imidlertid blev, i hvert fald i højere kredse, de fleste piger gift så tidligt, at spørgsmålet om deres frivillige samtykke næppe havde 28