Kort før daggry en efterårsmorgen lå et egern PROLOG

Transkript

1 PROLOG Kort før daggry en efterårsmorgen lå et egern på øen Mistelten og kiggede på de mange stjerneskud, der fór hen over himlen. På den måde glemte hun sin smerte for en tid. Det var en underlig nat. Stjernerne forlod deres normale baner og hvirvlede så lavt hen over himlen, at det så ud, som om man næsten kunne nå dem. Den slags nætter var sjældne. Og når de indtraf, betød det altid, at der ville ske noget stort. Godt eller dårligt? Det var der ingen, der kunne sige. Ikke engang gamle broder Nobilis, der stod og kiggede på stjernene fra det højeste tårn på Mistelten Slot. 5

2 Det spinkle hunegern vidste det heller ikke, og hun var også ligeglad. Hun lå på siden og gispede og ønskede bare, at nogen ville komme og hjælpe hende med den hårde fødsel. Men hun var fremmed og kendte ingen her. Hendes egen ø lå langt borte, men hun turde ikke blive der. Der var blevet udtalt en profeti om det barn, hun skulle føde: Han skal omstyrte en mægtig hersker. Hvis kongen havde hørt om det, ville han have sørget for, at barnet blev slået ihjel. Så ond og ubarmhjertig var han. Hun havde skjult sig på det første handelsskib, hun kunne finde, og var flygtet. Hun havde håbet på, at skibet skulle til Mistelten. Hun havde hørt så meget om den skjulte ø, hvor en venlig konge regerede fra et slot, der lå højt på klipperne. Her levede røde egern, pindsvin, muldvarpe og oddere fredeligt sammen og hjalp hinanden. Det var et godt og trygt sted, skjult af den fortryllede tåge, der svøbte sig om øen som en kappe. På grund af tågen fandt kun få skibe frem til øen men heldigvis var dette her skib et af dem, der nåede frem. Fødselens smerte havde allerede overvældet hende, inden hun smuttede bort fra skibet og ned på stranden. Hun skyndte sig at kravle i ly under klipperne. Der var ingen af øens beboere i nærheden. De, der var vågne, var gået højt op på bakketoppene for at kigge på stjernerne. Hun gispede og vred sig, da en pludselig smerte jog igennem hende. Det tog fuldstændig vejret fra hende, så hun ikke engang kunne skrige. 6

3 Sådan burde det ikke være at føde. Der var noget helt forkert, og hun var alene. Hun løftede sit hoved og så lysene skinne ud fra vinduerne i Mistelten Slot, der hævede sig i silhuet mod den lyse nattehimmel. Men der var langt op til slottet. Stjernerne dansede hen over øen, da egernets barn gled ind i denne verden. En bleg og pjevset lille én med en tynd, dunagtig pels, der glimtede mat i stjerneskæret. Med sit livs største kraftanstrengelse satte moderen sig op, trykkede ham ind til sig og bed navlestrengen over.»må Hjertet bevare dig,«hviskede hun og lagde ham tæt ind til sin varme kind.»bliv lykkelig. Og gid du må blive fundet af en, der vil elske dig.«før hun nåede at give ham et navn, var hun død. Babyen lå på stranden, bleg som måneskin, og nærmest lyste mod de mørke klipper. En måge, der kom flyvende, fik øje på et eller andet, den troede var en stump fisk, dykkede og snuppede ham og flaksede højt op mod himlen igen. Den var tæt på Mistelten Slot. Det høje tårn ville være et godt sted at sætte sig og guffe måltidet i sig. I et sølvglimt susede først én stjerne forbi og så én til. Mågen drejede hurtigt fra og steg højere til vejrs. En stjerne blændede den, og en anden fik den til at skifte kurs. Vred og irriteret åbnede den næbbet for at skrige. Det nyfødte egern faldt, drejede rundt om sig selv og hvirvlede nedad. Hvis han havde ramt klipperne, ville 7

4 han være dræbt på stedet. Men han faldt på lavt vand, og bølgerne skyllede ham ind på det kolde, våde sand. På Mistelten Slot havde dyrene stået ved vinduerne hele natten og kigget på stjernerne. Nu var det næsten ovre, og de skjulte deres gaben med en pote for munden og kuglede sig sammen i deres reder for at få en smule søvn. Men i det højeste tårn stod broder Nobilis stadig og kiggede med poterne i vindueskarmen for at aflaste sit dårlige ben. Egernpræsten var gammel, men hans øjne var stadig skarpe. Da han så noget hvidt falde ned fra himlen, lænede han sig fremover for bedre at se. Nogle gange, når der var stjerneskud, faldt der små stykker sten ned fra himlen. Det kunne være sådan en. I et andet vindue, en etage længere nede, stod Crispin og strakte hals for at se himlen. Han var et ungt egern, der boede på slottet. Han var en af pindsvinekongens, kong Børstes, betroede mænd. Selv om han var ung, var han netop blevet medlem af Kredsen, den lille gruppe dyr, der stod kongen nærmest. Han hang halvvejs ude ad vinduet. Da han også så noget hvidt hvirvle ned gennem luften, sprang han ned fra vinduet og pilede ned ad muren til stranden. I det matte morgenlys knælede han ned ved noget i strandkanten. Han havde regnet med at finde noget hårdt og glitrende, en slags ædelsten. Men han fandt bare et eller andet sammenkrøllet, der kunne være hvad som helst. En søstjerne måske? 8

5 Det bevægede sig. Mens Crispin bøjede sig over det, gav det et svagt klynk, rettede sig ud og strakte en lillebitte pote op mod ham. Han kunne høre broder Nobilis sjokkende trin bag sig, men han var for optaget til at vende sig om.»det er en baby!«udbrød han.»ja, du gode Hjerte, det er det også,«sagde Nobilis.»Tag den op, Crispin, den kan ikke blive liggende der.«crispin kendte ikke så meget til småbørn. Han samlede ubehjælpsomt den lille op i begge poter, bange for at komme til at gøre den fortræd. Men den strakte sig veltilpas, og uden at tænke nærmere over det lagde han den blidt mod sin skulder. Broder Nobilis tog sin gamle, grå kappe af.»ingen af jer unge egern lægger mærke til kulden,«sagde han.»i går altid ud uden jeres kapper. Her, læg denne her over ham, før han bliver kold.hvor mon han er kommet fra?«spurgte Crispin og så ned i den lilles ansigt, mens han svøbte kappen om ham.»han kan ikke være ret gammel.kun et par timer,«sagde Nobilis.»Og han ser underlig ud. Se bare den pels.«nu vidste Crispin ikke lige, hvordan nyfødte babyer skulle se ud, men denne her så ganske rigtig mærkelig ud. Den var lysere end sandet på stranden.»vi må finde hans mor,«sagde han.»hun må da være ude af sig selv!«9

6 »Hun må være død,«sagde Nobilis ligeud.»eller også vil hun ikke kendes ved ham. Hvis en nyfødt var blevet væk fra sin mor, ville hun råbe og skrige, så klipperne sprang i stykker. Hun ville sætte hele øen på den anden ende for at lede efter ham.«crispin rakte babyen til Nobilis og løb hen langs stranden og fandt en gruppe oddere og satte dem til at lede efter moderen. Da han kom tilbage, så han et temmelig buttet hunegern komme traskende tungt hen ad stranden. På lang afstand kunne han høre hende råbe til Nobilis:»Nå, hva har du fundet? Var det en af de dersens stjerner?«crispin krympede sig. Blomme var et egern med et stort hjerte, men hun var ikke så kløgtig, og så var hun utrolig snakkesalig.»hejsa, broder Nobilis og uha da da, godmorgen Crispin. Jeg var ude og lede efter stjerner, jeg mener de dersens stjernestumper. Jeg har såmænd siddet oppe i et træ hele natten og kigget stjerner. Jeg aner ikke, hvordan stjernestumperne ser ud, når de rammer stranden, men jeg ville nu alligevel ned og se. Har I fundet noget?ja, noget meget bedre end en stjerne,» sagde Nobilis. Han løftede et hjørne af kappen, så man kunne se babyen blinke søvnigt.»en baby!«blommes brune øjne blev store.»åh! Må jeg holde ham bare lidt?«10

7 Crispin syntes ikke, det var nogen god ide, men Nobilis rakte hende babyen. Hun hviskede små trøstende lyde til den lille og nussede ham.»hvem er det ses baby?«spurgte hun.»det er et hittebarn,«svarede Nobilis.»Han blev skyllet op på stranden. Vi er ved at lede efter hans mor.hvis I ikke kan finde hende, så vil jeg ha ham,«sagde hun hurtigt.»jeg skal nok ta mig af ham. Jeg elsker simpelt hen små babyer.tak, Blomme,«sagde Nobilis og tog babyen tilbage.»vi tager ham med op i mit tårn, så han kan blive varm. Kan du finde en plejemor, hvis hans egen mor ikke dukker op?jamen, så ska jeg nok ta mig af ham!«råbte Blomme tilbage over skulderen, da hun hoppede videre.»det går ikke,«sagde Crispin.»Hun kender ikke forskel på sin snude og sin halespids. Hun glemmer bare, hvor hun har lagt ham.«men Nobilis sagde:»hun er meget moderlig. Og hun er jo ikke ene om at passe ham. I den store koloni af egern i Anemoneskoven passer de altid hinandens unger. De kan sagtens tage sig af én til. Deres egne klarer sig fint. Du ser da selv ud til at have overlevet!«de begyndte at klatre op over klipperne tilbage til slottet. Crispin ville helst være smuttet direkte op ad muren, men han satte farten ned for at følges med Nobilis. 11

8 »Du sagde, han var skyllet i land fra havet,«sagde han.»tjah, det gjorde jeg,«sagde Nobilis.»Han er uden tvivl forældreløs, og han kommer ikke her fra øen. Vi har aldrig haft et egern af den farve før. Så han er allerede meget anderledes end de andre egern. De behøver ikke vide, at han kom drattende ned fra himlen en nat med stjerneskud. Og hvis jeg kender Blomme ret, glemmer hun snart, at vi overhovedet havde noget med det her at gøre. Lad hende bare tro, at hun selv fandt ham. Vi skal nok fortælle ham, hvad han skal vide, når hans tid kommer.«de gjorde holdt ved et vindue, så Nobilis kunne støtte sig lidt og hvile sit ben og få vejret tilbage. Crispin kiggede op på himlen. Der kom ikke flere stjerner denne nat. Så så han på Nobilis.»Han skal da have et navn,«sagde han.»skal vi kalde ham Urchin? Det passer fint til sådan en lille splejs.«nobilis løftede en pote:»må Hjertet velsigne og bevare dig, Urchin fra Mistelten.«Og langt borte ved den anden ende af øen skyllede en bølge ind og løftede Urchins mor og vuggede hende blidt ud i havet.