WeirdSpace Digital Library

Transkript

1 WeirdSpace Digital Library

2 Walter Christmas Millionærdrengen Udgivet 2014 af WeirdSpace Digital Library Copyright 2014 WeirdSpace Digital Library og Michael Pilgaard Sats & layout: Michael Pilgaard 1. version, pdf-format ISBN: (pdf) ISBN: (epub) Millionærdrengen er gengivet efter Millionærdrengen, 1. oplag, 1909, fra Nordisk Forlag. Bogen er første gang udgivet i Det har ikke været muligt at identificere kunstneren der har lavet forsidebilledet. Der er foretaget enkelte rettelser af trykfejl og enkelte stavemåder er moderniseret, men ellers er teksten uforandret. -1-

3 Indhold Kapitel 1: Hvorledes Philip blev Millionærdreng 3 Kapitel 2: En skæbnesvanger Skoletime 13 Kapitel 3: Flugten 24 Kapitel 4: Philips første Oplevelser 39 Kapitel 5:»Rask Dreng til blandet Gerning«55 Kapitel 6: Philip i Virksomhed 69 Kapitel 7: Hvori Lolly og Bob bliver forlovede 85 Kapitel 8: Philip forsøger sig som Tyv 103 Kapitel 9: Glædelig Jul! 120 Om WeirdSpace Digital Library

4 Kapitel 1: Hvorledes Philip blev Millionærdreng Alle Mennesker vil gerne være rige, og det er jo så rimeligt. Man kan få mange rare Ting for Penge, og Fattigdom er hård at døje. Det er imidlertid sikkert nok, at Millionærerne ikke er det mindste lykkeligere end Fattigfolk, og det ligger i, at der er andet end Sundhed, som har større Værd end Penge, og som slet ikke er tilfals. Men hvor ulykkelig end den Rige føler sig, så løber han dog sjældent fra sine Penge for at søge Tilfredshed i fattige Kår. Men nu skal jeg fortælle om et sådant mærkeligt Tilfælde. Det hændte en Millionærdreng på tretten-fjorten År ovre i London. Han var ganske vist ikke af den almindelige Slags, hvilket er kedeligt for Millionærerne og for os Andre med for den Sags Skyld. Piccadilly hedder én af de allerfineste Gader i London; og den, der ejer et Hus i Piccadilly, må være meget rig, derom kan der ingen Tvivl være, selv om Huset ikke er mere end kvart så stort som Rowly'ernes. For hundrede År tilbage og mere kom der en lille, sortsmudset Italiener til London. Han hed Rovali og levede af at sælge Lemonade og Iskræm, som han falbød på Gader og Torve og i Parkerne varme Sommerdage. Han solgte Varerne fra en lille Vogn, trukket af to Gedebukke med rødmalede Horn. Alle Børn i Byens rige Kvarterer kendte Rovali og hans Køretøj, og han tjente godt med Penge. Da der var gået nogle År, åbnede Italieneren en net lille Kafé, hvor Kunderne blev udmærket betjent af Værten, hans Kone og et Par italienske Opvartere.»Rovali-Restaurant«havde et godt Navn; der var fuldt fra Morgen til sent ud på Natten. -3-

5 Fem År efter lå der tre»rovali'er«i Londons Vestende; de tre blev efterhånden til hele femten, spredt over den store By. Den fattige Lemonadesælger døde som en meget rig Mand. Så gik den store Forretning over til et Aktieselskab, den rige Mands Børn rystede Restaurant-Navnet af sig og hedder nu Rowly. Men Forretningsånden blev stikkende i Familien. To Brødre af tredie Generation grundede et Stormagasin af samme Slags som»magasin du Nord«, og det groede og groede, indtil det tilsidst omspændte et vældigt Areal, begrænset af fire Gader. Til Magasinet var knyttet store Fabrikker, Væverier og mange andre industrielle Virksomheder. Man regner nu, at Rowly-Magasinet, og alt hvad dertil hører, beskæftiger over seks Tusinde Mennesker. Som et fornemt Skilt for den uhyre Forretning ligger Rowly'ernes Palæ i Piccadilly - en grå Sandstens Façade, skærmet mod Gaden af et syv Alen højt, forgyldt Jerngitter og en lang og smal Strimmel Have, holdt i kedelig fransk Stil. Bagved Huset breder sig en gruslagt Gård, hegnet af tre lave Længer, hvor Tjenestepersonale, Heste, Vogne og Automobiler har Husrum. Et lille Ridehus ligger i det ene Hjørne, og midt i Gården skyder et Springvand sin tynde Stråle tilvejrs; den plasker ned i en bredfyldt Marmorkumme, indrammet af Græsrabatter og Blomsterslyng. Bygningen er på to Etager med et højt Dobbelttag, således som man ser på de fleste franske Palæer. Mægtige, højloftede Rum, Spisesal til halvhundrede Gæster, Saloner og Kabinetter, Vinterhave, Bibliotek og Billardværelse fylder den nederste Del af Huset. Kunstsager, Malerier, antikke Statuer, italienske Mosaikgulve, Kostbarheder af enhver Art og fra enhver Del af Kloden er købt for Rowlyernes Penge og bragt til Familiepalæet. Staldene rummer en Snes kostbare Køre- og Rideheste, -4-

6 Vognremiserne står fulde af alle Slags Køretøjer; fire Automobiler hviler i»garagen«på deres tykke, fjedrende Gummihjul. Røgen står ud af Fabrikker og Væverier Dag og Nat; Tusinder af Arbejdere og Arbejdersker træller; op ad Rowly- Magasinets talløse Trapper og Elevatorer myldrer Dag efter Dag de Hundred Tusinder Kunder; Guldstrømmen glider ustandseligt gennem alle Forretningens Kontorer og Lokaler for sluttelig at ende i Rowlyernes Bank, hvor Millionerne hober sig op i Form af Aktier og Obligationer og Værdipapirer af enhver Art. Men har Familien Rowly haft Held til at gro i Rigdom, så er den til Gengæld bleven fattig på Medlemmer. På den Tid, da denne Fortælling begynder, er der kun en eneste Rowly tilbage. Han hedder Philip, er tretten og et halvt År gammel og sidder just overskrævs på en lille brun Pony, der traver rundt i Ridehusets dybe Grus, rundt og rundt, mens Ridelæreren står midt i Manegen og kommanderer:»lille Volte!«, -»vend igennem og changér!«og hvad der ellers kan falde en sådan Ridelærer ind at forlange af Eleven og hans Hest. Og lille Philip, der er fint klædt på i Fløjls Jakke,»Knickerbockers«og skinnende lysebrune Ridestøvler, sidder og ærgrer sig over at skulle trave om i det kedelige, lumre Ridehus, istedet for at få sig en ordentlig Galop i Parkernes friske Luft. Men Ejeren af Rowly Magasinet, Fabrikkerne, Palæet og Millionerne har ikke stort mere Rådighed over sin Person end Ponyen Jacob; han har at lystre Tante Clementine, hans Opdragerinde og daglige Plageånd og så i de store og afgørende Spørgsmål Formynderen, Hr. Mückelmeyer, der er Direktør for Magasinet. Men Mückelmeyer og Tante Clementine, det er såmænd lige ét - de to vil altid det samme og altid det stik modsatte af netop det, som er Philips Ønske. -5-

7 »Kort Tra-a-a-v!«kommanderer Ridelæreren, og Philip, der har ladet Jacob skridte i fem Minutter, slår over i den forlangte Gangart. Hver Gang, han passerer den åbenstående Dør, fanger hans Øjne et Glimt af en solstrålende Gårdsplads og af den store, halvfjers Hestes Automobil, som Chaufføren Martin har trukket ud for at fylde Benzin i Beholderne og pudse det skinnende Messingtøj. Rideknægten Marius ser til, skrævende og med Hænderne i Pludderbuksernes Lommer. Martin og Marius er Philips Venner og Genstand for hans inderlige Misundelse - navnlig Marius. Han er Socialist, og lader aldrig Lejlighed gå tabt til at holde Foredrag for Millionærdrengen om Tilværelsens Uretfærdighed, særlig med Hensyn til Pengenes Fordeling blandt Samfundets arbejdende Medlemmer. Og Philip er aldeles af Marius' Mening - de, der ingenting bestiller, skal sandelig ikke have Ret til at vælte sig i Millioner! Stod det til Philip, fik Rowly'ernes Formue snart Lov til at flyde ud i Londons Fattigkvarterer, mens han selv ville tage Plads som Dreng hos en Chauffør, helst hos Martin; hvis han da ikke foretrak at sælge Aviser på Gaden. Så kunne både Tante Clementine og»gamle Mück«kigge efter ham. En londonsk Avisdreng har da som Regel ikke Brug for Opdragerinde og Formynder. Sådan En går ikke med Fløjlsklæder og Kniplingskrave eller med langt Hår til Grin for andre Drenge. Eller med en Tjener bag sig og er tvungen til at have en»selskabsdreng«, ovenikøbet en artig én som Emilius. Nej, Tilværelsen var ikke gunstig for en Millionærdreng, det var Philip klar over; og da han ikke havde stor Tillid til, at Rideknægten Marius' Fordelingsprincipper i en nogenlunde overskuelig Fremtid blev ført ud i Praksis, stod den lille Fyrs Forhåbninger kun til den Mulighed, at han måtte få Tilladelse til at komme i en stor Skole, en Kostskole borte fra London. Dér kunne han dog få Lov til at være en rigtig Dreng med rigtige -6-

8 Kammerater, og ikke hver Dag se Tantens spidse Næse, høre hendes skarpe Røst, vride sig under hendes evindelige Formaninger og Tilrettevisninger. Dog, Philips Håb var kun ringe. To År havde han arbejdet på at nå sine Ønskers Mål; og nu - efter Rideøvelsen - skulle han alligevel op til Skoleundervisningen, læse fire Timer sammen med den artige Emilius og med den væmmelige Professor Slihm, som var hans Lærer - længere var han ikke nået. Men nu skulle det have en Ende! Philip hamrede Hælene i Jacobs Sider, så Ponyen satte i Spring. Og uden at bekymre sig om Ridelærerens:»Hov! Hov! - - hvad er den af, Hr. Philip?«galopperede Drengen ud af Ridehuset, den solstrålende Gårdsplads en Gang rundt, hvorpå han svingede sig af Sadlen og rakte Tøjlerne til Marius. Tante Clementine havde han ikke Krammet på; men Lærerne lystrede Philip Rowly kun, når han var i Humør til det. Og det var han ikke i dag! * * * I Stueetagens sydlige Fløj og med Vinduerne ud til en stille Sidegade lå Philips egne Værelser. En hel lille Lejlighed, bestående af Dagligstue, Sove- og Påklædningsværelser samt Skolestue. Det var store, luftige og lyse Rum allesammen, men der var ingen Hygge at finde; dertil var der for megen Forgyldning på Vægge og om Malerierne og altfor megen Orden i Værelserne. Enhver Ting på sin bestemte Plads, det var Tante Clementines Valgsprog; og så skulle Møbler, Vægge, Gulve og Vinduer skinne af Renlighed og Polerthed, så man kunne få ondt i Øjnene. Mindst ti Gange om Dagen inspicerede hun Lejligheden, og altid var der noget, som ikke lå, hvor hun mente, det skulle ligge. Klokken viste elleve om Formiddagen. og Damen var -7-

9 allerede på sin tredie Inspektion. Hun stod midt i Skolestuen og drejede sin spidse, herskesyge Næse hele Kompasset rundt for om muligt at finde noget at kritisere. Skolestuen var stor som en Universitetssal. Loftet var hvidt og Væggene hvide; allevegne hang Landkort og Anskuelighedstegninger i brede, forgyldte Rammer. Reoler stod fulde af Bøger og af udstoppede Dyr, af Modeiler til Dampmaskiner, Skibe, Jernbaner og Huse; der var Globus'er og store, sorte Tavler og alt muligt andet, som er opfundet til nem og hurtig Belæring for velhavende Elever. Midt i Stuen fra Loft til Gulv spændte en Klatrestang sin glatte Stamme tilvejrs; tæt ved den hang en Trapez og to Ringe. Op ad den ene Væg stod et Staffeli, på hvilket var sirligt ordnet alle Philips Ridestokke, Ridepiske, Bøsser, Huggerter og Fleuretter. Nedenunder Staffeliet var der en Sofa - det eneste magelige Møbel i hele Værelset. Og så stod endelig mellem de to høje Vinduer et solidt Bord med en Lænestol for Midten og to andre Stole for Enderne. Her var det, Undervisningen gik for sig. Tante Clementine mønstrede altså Værelset, mens James, Philips Kammertjener, bragte en Karaffel frisk Vand og tre Glas ind på en Bakke, som han stillede midt på Bordet; hvorefter han gav sig til at lukke Vinduerne.»Fjorten og en halv,«hørte han Frk. Clementine udbryde med sin skarpe Messingrøst; hendes lange Næse sigtede på Termometret.»Her må ikke være det mindste over fjorten Grader, James. - De véd det så godt!javel, Frøken. - Så la'r jeg Vinduerne stå åbne lidt endnu.de véd det så nøje, James, for jeg gentager det hver Dag: fjorten i Skolestuen, femten i den unge Herres Salon og ti i Soveværelset. - Hver Dag gentager jeg det.«-8-

10 »Javel, Frøken!«James' korrekte, glatbarberede Ansigt syntes at lukke sig, når Frk. Clementine henvendte Ordet til ham; Øjnene blev til Sprækker og Munden til en snæver Tragt. Damen bevægede sig i Tavshed frem og tilbage på Gulvet under dæmpet Raslen af Silkekjole, Armbånd, Halskæder og andre ringlende Smykker - en Lyd der blandt Tjenestepersonalet havde skaffet hende Øgenavnet»Klapperslangen«. Så drejede hun sig med et hastigt Ryk om mod James, stak Næsen i Vejret, missede med Øjnene og lagde de foldede Hænder på sin fremstående Spidsmave:»Hvis jeg opdager, De ikke lystrer mig, er De afskediget i samme Nu! - Husk det, James!Hentyder Frøkenen til noget bestemt?«spurgte Tjeneren og lukkede Sprækkerne en Ubetydelighed højere op.»de låner den unge Herre Penge, og det har jeg forbudt.jamen - -Vil De tie stille! - De lånte ham fem Shillings, som han gav til en pjaltet Drukkenbolt i går på Gaden.Det passer, Frøken - forsåvidt den gamle Mand var pjaltet og fattig; men jeg tror snarere, han havde spist for lidt end drukket for meget. Og da jeg for nylig har læst i en Avis, at den unge Herre har mere end ti Tusind Shillings om Dagen, så synes jeg ikke, at fem - -Jeg kan ikke tænke mig noget mere overflødigt end Deres Ræsonnementer, James. De har at lystre og dermed Punktum.«Hun klaskede Hænderne sammen og James afleverede det mindst mulige Buk.»Jo rigere et Menneske er, desto mindre må der kæles for hans Tilbøjelighed for Ødselhed. - Goddag!«Den sidste Hilsen og et venligt Nik gjaldt en blegnæbbet, -9-

11 stærkt fregnet og rødhåret Dreng, der lydløst gled ind i Stuen, hvor han stod stille og bukkede dybt for Frk. Clementine. Straks efter sejlede hun ud af Skolestuen, fortsættende sin Inspektion af Philips andre Værelser. Såsnart Døren havde lukket sig for Klapperslangen, stak James begge Næver i Bukselommerne, gik rask henimod den blege Yngling, bøjede sit Ansigt ned mod hans, så der knap var en Tommes Afstand mellem Næsetipperne:»Fordømte Sladderhank! - Du skulle ha' en på Torsken!«Ordene hvisledes arrigt frem mellem Tjenerens sammenbidte Tænder.»De skal blive jaget væk, skal De!«kom det ligeså arrigt fra Emilius. -»Og det skal jeg sørge for. Vent bare!«hvorpå han satte sig på en Stol for Enden af Bordet, åbnede en Bog og gav sig til at læse med et artigt og fromt Ansigt.»Din sultne Ørentvist!«fik James endnu Lejlighed til at hviske. I det samme lød den kendte Raslen udenfor; og da Tante Clementine åbnede Døren, hørte hun den artige Dreng udbryde i en klagende Tone:»Vil De ikke nok lade være med at forstyrre mig, når jeg læser over på mine Lektier, Hr. James?«Tante Clementine kastede et strengt Blik på Kammertjeneren, der drejede Ansigtet komplet i Lås, mens han med sin knyttede Hånd omme bag Ryggen truede ad Sladderhanken. Så trak den værdige Dame med et rask Snuptag en Æske frem fra Kjolens Folder og holdt den hen for Næsen af James:»Hvad er det, og hvordan kommer den i den unge Herres Kommode?«James lukkede et Øje på Klem og betragtede Genstanden -10-

12 med Interesse:»Det ligner påfaldende en Æske Cigaretter, Frøken. - Af amerikansk Fabrikat, hm!det er Tobak, det kan man lugte med lukkede Øjne, så det behøver De ikke at fortælle mig. Men hvem har købt Cigaretterne, James? - Jeg spørger hvem?«james trak på Skuldrene, hvorpå Frøken Clementine drejede Hovedet, så Næsen sigtede på den artige Dreng:»Marius!Nå således! - Og det har Marius vovet, skønt enhver véd, hvor skadelig Tobaksrygning er for Drenge. Hvad James, hvor er det muligt?«atter trak James på sine korrekte Skuldre:»Jeg véd ikke noget om det, Frøken. Jeg selv har røget Cigarer, fra jeg var otte År.«Det gav et Gys i Damen, så Silkekjolen raslede.»jeg nærer ingen Tvivl om, at De har været et lastefuldt Barn. Jeg skal endnu idag bringe både Dem og Marius på Bane overfor Hr. Mückelmeyer.«Hun løftede Armen; under Håndleddet dinglede et Ur i en tyk Guldlænke. -»Vil De øjeblikkelig sørge for, at den unge Herre møder til sin Skoleundervisning!«James bukkede og gled ud af Stuen. Så snart Døren havde lukket sig, åbnede den blege Dreng Næbbet:»Philip stod i Gården, da jeg kom. Han postede Vand til Hesten - i Skjorteærmer!Postede han Vand? - Postede Vand i Skjorteærmer - i en Spand - i Gården! - Det er jo en ganske usømmelig Opførsel.«I det samme hørtes Philips glade Røst i det tilstødende -11-

13 Værelse:»Hallo James, hvad Fanden ser De så gnaven ud efter?ved Gud!«udbrød Tante Clementine dånefærdig,»jeg tror, han bander!«-12-

14 Kapitel 2: En skæbnesvanger Skoletime Hvem kender Loven for de menneskelige Følelser, og hvem kan hitte Rede i Menneskets Sind og inderste Natur? Hvori ligger det, at to Skolekammerater, der første Gang mødes, er Venner eller Fjender måske for Livstid; og hvem kan forklare, at én Lærer er forgudet af Eleverne og ved sin blotte Nærværelse fremtryller Flid, Interesse for Faget, Disciplin, medens en anden rent instinktmæssig arbejder alle onde Lidenskaber frem: Trods, Uartighed, eller den grænseløseste Ligegyldighed og Slaphed? - Virkningen ser man, Lovene kendes ikke. Tante Clementines Påvirkning overfor Tjenestefolkene var af den aller uheldigste Art, og hvad Philip, som i Virkeligheden var en skikkelig og rettænkende Dreng, angår, da kunne han blive helt desperat blot ved Synet af sin nære og eneste Slægtning. Han gjorde sig ofte stor Ulejlighed for at være lydig og høflig, men han kunne ikke gennemføre det. - Synet af Tanten og Lyden af hendes hårde Stemme og Silkeraslen virkede på ham som den hvide Czar på en russisk Nihilist. Philip kom ind i Skolestuen med smilende Ansigt og med Trøjen hængende over Armene men næppe var hans Øjne faldet på Tanten og Emilius, før Munden trak sig smal og sammenklemt og Panden slog en Fold fra Næseroden og op i det krøllede Hår. Og mens Tanten afleverede sin Formaningssalut, iførte han sig langsomt Trøjen, satte sig på Sofaen og lod Fødderne dingle.»du bander, Philip! - Du bander og poster Vand i en Spand midt i Gården! - ovenikøbet i Skjorteærmer! - Du gør dig nok Umage for at efterligne Staldkarlene så meget som muligt! - - Et nydeligt Syn må det ha' været, at se den unge Hr. Philip Rowly tage sig en Stalddrengs Gerning på - i -13-

15 Skjorteærmer! - mens Overkusken og Marius og to Staldkarle står og ler af dig.og Chaufføren og James og seks Tjenestepiger,«føjede Philip til, mens han stirrede frem for sig og daskede med Ridestokken på Støvlerne.»Og hvad tror du, din stakkels Mor og Far ville sige, om de fra deres Himmel blev Vidne til, at deres eneste Søn og Arving gør sig latterlig, lat-ter-lig - i Tjenerskabets Øjne?«Philip smed sig på Sofaen og begyndte at fløjte»god save the Queen«.»Du mangler komplet Sømmelighedsfølelse,«fortsatte Tanten.»Du er altså fuldstændig - -«Philip sprang op og kylede Ridestokken henad Gulvet:»Må jeg være i Fred, må jeg? - Jeg gør lige på en Prik, hvad jeg selv vil! - Og hvis du bare plager mig en eneste Smule mere, så sætter jeg mig midt i Gården og pudser mine Ridestøvler - i Skjorteærmer!«Tante Clementine snappede efter Vejret og klaskede Håndfladerne sammen:»nå således! - Ja, så véd jeg ikke bedre end at lade din Formynder hente. - Når det kommer til det Punkt, hvor din kødelige Tante og Opdragerinde trodses og fornærmes, så må Hr. Mückelmeyer tage Affære!Ja, hent endelig den gamle Stinkpotte i en Fart!Stinkpotte! - Din Formynder!!Føj Philip!«kom det fra den artige Dreng.»Hold Mund, Emilius! - - Sagde du ikke selv, Tante Clementine, at han ligefrem stank af gammel Snustobak? - Det sagde du forleden Dag.«Han gik henimod hende:»er det mine Cigaretter, du står med dér?du véd, at vi har forbudt dig, både jeg og Hr. Mück - -«-14-

16 Philip stampede i Gulvet:»Jeg finder mig ikke i det - jeg vil ikke finde mig i det!men Philip dog!«brægede Emilius i sørgmodig Tone.»Hold Mund, Fjols!«Philip gik truende et Par Skridt mod den Artige, men vendte sig straks efter mod Tanten:»Jeg finder mig ikke i Jeres Tyranni. Og hvis gamle Mück kommer her og plager mig blot den mindste Smule, så -«I dette Øjeblik gled James ind ad Døren, hvilket Tanten benyttede til at afskære yderligere Diskussion:»James, vil De hjælpe den unge Herre Støvlerne af.«og dermed brusede den dybt krænkede Dame ud af Skolestuen under uheldvarslende Raslen af Silke og ringlende Smykker. Philip satte sig i Sofaen, James lagde sig på Knæ foran og trak de gule Ridestøvler af sin unge Herres Ben, under hvilket Arbejde følgende Samtale udspandt sig:»ærgrer det Dem ikke at skulle opvarte mig, hvad James? Jeg er kun tretten År og lidt til, og De er da nok fyrre.nå -«mente James,»det kan jeg ikke sige. Jeg bliver jo godt betalt for det, Hr. Philip.«Øjnene stod så vidt åbne, som de overhovedet var istand til, og der lå Smilerynker i Øjenkroge og Mundvige.»Betalt ja. Men er De ikke Socialist ligesom Marius? Jeg kan da godt forstå at dem, som ikke har noget, de vil ha' Millionærerne udryddet og Pengene fordelt.nå - når man lever af at være Kammertjener i de bedste Huse, så bryder man sig jo ikke stort om at blive af med Millionærerne - hæhæhæ! - Næ, det gør man ikke, Hr. Philip.«-15-

17 Dermed gled han ind i Påklædningsværelset for at hente Sko. Philip gik på Strømpesokker hen til Emilius:»Sladretøs! Skammer du dig ikke?næ,«svarede Emilius og trillede sit højre, stærkt udstående Øre sammen.»næ jeg gør ikke, for jeg bliver betalt for det.«philip vendte ham foragteligt Ryggen, hængte sig i Ringene og svingede frem og tilbage, stak så Fødderne frem til James, der forsynede dem med lakerede Sko. Philip manøvrerede Benene ind i Ringene, så han hang i Knæhaserne med Hovedet nedad og Armene mod Gulvet.»Hvad får du egentlig for at være Sladderhank og artig Dreng, hvad Mille?Et Pund om Ugen, Frokost frit alle hverdage og to Dragter om Året,«lød Svaret. -»Ja, og så Undervisningen.«Philip entrede tilvejrs, så han sad i den ene Ring:»At tænke sig, det er mig, der betaler dig, din ækle Spion! Og så er du ovenikøbet væmmelig imod mig. - Men du hader mig naturligvis?ja, for du driller mig altid og er ond imod mig.de hader mig vel også, James, gør De ikke?næ, det ved Gud jeg ikke gør, Hr. Philip.«- James stod og rettede på den sorte Tavle, lagde Kridt og Svamp på Plads. -»Vi holder allesammen af den unge Herre.«Philip sprang ned på Gulvet:»Vist gør I ej. De Fattige hader de Rige, og de som arbejder foragter dem, som ingenting bestiller. Det hørte jeg Marius sige forleden Dag, og det passer nok.«-16-

18 »Marius er et - hm! - et Fjols og et Vrøvl, Hr. Philip; det er, hvad han er. - Og jeg skal ha' fat i ham, det skal jeg.vil De bare la' være med det. For Marius, han er min Ven. - Og nu kan De godt gå, James!«Philip slentrede lidt om, så på den Bogstabel, der var anbragt på hans Plads ved Bordet og sprang så op i Trapezen:»Kom her hen, Mille. Hæng dig i mine Ben, så skal jeg give dig en Svingetur.Å, må jeg ikke nok være fri, Philip?«klynkede den Blegnæbbede, han sad og bed Negle og rokkede uroligt på Stolen:»Jeg falder altid ned og slår mig. - Du skulle meget hellere læse på dine Lektier.Uf! - At jeg skal ha' sådan En som dig at trækkes med. Aldrig tør du noget. - Du skulle meget hellere ta' Skørter på og sidde med et Håndarbejde ligesom de andre Tøse!«Emilius gav sig til at trille begge Øren, mens et glad Smil lejrede sig om hans Mund:»Jeg elsker at brodere Stramaj - det gjorde Dickens også, da han var Dreng.«Philip hoppede atter ned og satte sig ved Bordet:»Dickens - han blev da heller aldrig til et rigtigt Mandfolk.Han blev Forfatter, og det kan jeg også blive,«triumferede den Artige.»Men du bliver slet ikke til noget. Det bliver Millionærbørn aldrig!«den sad Philip lidt og tyggede på. Så udbrød han:»jamen - jeg kan vel nok blive fattig - hvis jeg da selv vil.næ, du kan ikke, for du ejer Rowly-Magasinet og en -17-

19 Masse Millioner foruden. Og du har slet ingen Rådighed over Pengene, før du bliver myndig. Og så er det altfor sent at begynde på at bestille noget.«emilius lo af Skadefryd.»Næ, men jeg kan blive til hvadsomhelst; og nu har jeg i et helt År betalt for vores Husleje, som er femogfyrre Pund om Året.Gør du virkelig det?«- Philip var lammet.»det gør jeg. - Jeg har lige fra jeg var tolv År været et nyttigt Medlem af Samfundet. Det siger Far. - Men du - -Nå, hvad jeg?far siger, du er ikke andet end en Pengeautomat. Nogle putter Penge i dig og andre trækker dem ud igen. Men du har slet ikke selv noget at gøre med, hvad der kommer ind, og hvad der løber ud.kalder han mig et Pengeautomat? - Det er uforskammet!«philip slog i Bordet og var grædefærdig. -»Det er uforskammet. Men jeg skal vise ham - jeg skal vise dem - - vent bare!«han sprang ned af Stolen og spankulerede Værelset rundt i stor Ophidselse. -»Tror du måske ikke, at jeg er ligeså flink som du - når det kommer til Stykket?Jeg betaler Fars Husleje.«Philip blev tavs, satte sig atter og spurgte lidt efter:»så holder de vel af dig allesammen, hvad? - Kysser de dig, når du siger Godnat og den Slags? - Kysser de dig?«gentog han heftigt. Emilius sad med strålende Ansigt og smilede. Begge Hænder lå på Bordet og med Albuerne gjorde han nogle underlige Bevægelser omtrent som en Krage, der slår med Vingerne for at komme i Flugt: -18-

20 »Ja, både Far og Mor og begge mine Søstre. - De kysser mig både om Aftenen og også om Morgenen ved Thebordet.Mig er der aldrig nogen der kysser,«sagde Philip med lav Stemme; hans Ansigt udtrykte stor Bedrøvelse. -»Det er noget af det uretfærdigste. Jeg får aldrig et Kys! - Jeg prøvede på at kysse Mary forleden - du holder Mund med det, for ellers tamper jeg dig! Hun er tredie Stuepige og ville meget gerne, for hun er altid så venlig mod mig. Men så så jeg i går, at Martin også gjorde det, og så kan jeg jo ikke være bekendt - de er vel forlovede.«han begyndte at blade i en Bog og føjede til lidt efter:»så nu har jeg slet ingen.«udenfor Døren hørtes Tante Clementines Røst - den føltes som Lyden af en Messingtrompet:»Strenghed og Bestemthed, kære Professor - og fremfor alt: ingen Eftergivenhed, når han er i det Humør!Rigtig, ganske rigtig, nådige Frøken,«svarede Professoren med sin grødede Bas. -»Ingen Eftergivenhed - aldeles mit Princip. Jeg skal nok -«Og dermed trampede Professor Slihm ind på sine store, tunge Platfødder. Han lukkede Døren forsigtigt, åbnede den atter og kiggede ud, kom så frem i Stuen, strygende sit lange, farveløse Skæg med højre Hånds Pølsefingre, mens den Venstres redte en Tot Pandehår tilbage over den blanke Hovedskal. -»Goddag, unge Hr. Philip, goddag min Ven!«Han klappede Drengen på Skulderen. -»I dag stikker vi ikke op for Emilius. Ikke sand. - hm! - I dag er det os, der vinder Laurbærrene.«Han satte sig i Lænestolen og nikkede venligt til Philip.»Os - Laurbær?«gentog Drengen tvært.»rigtig - ganske rigtigt. - Laurbærtræet er Skovens favreste - det repræsenterer Æren, ikke sandt?«-19-

21 Philip foragtede Professor Slihm, fordi han var slesk, og fordi han på den umandigste Måde tillod sin rige Elev at være både uforskammet og doven. Drengen stak Hænderne i Jakkens Lommer, lænede sig tilbage i Stolen og spurgte:»æren - hvad er det for en Ære?Det er for Eksempel en Ære for mig at opdrage dig til et oplyst, et - hm! - dannet Menneske, ikke sandt?så er Æren altså noget som betales - ti Shillings for Timen, ikke? - Eller er Æren måske noget, man får i Tilgift, ligesom når man køber to Pund Kaffe i Magasinet og får et Par Kopper i Tilgift?«Den lærde Mand kløede sig i Urskægget og dunkede så let i Bordet:»Din Opfattelse af Æresbegrebet, unge Rowly, er - hm! - - noget forvirret, ikke sandt? - Om end ikke helt blottet for Originalitet. - - Hvor begynder vi, Emilius? - Historie, ikke sandt?napoleon, hans Barndom og Ungdom - Side 117.«Emilius slog op i Bogen og rakte den tjenstivrigt til Professoren.»Skal vi måske?«- Slihm så over til Philip, der stadig sad tilbagelænet og stirrede frem for sig med spidset Mund. -»Nå ikke? - ganske rigtigt, altså Emilius!«Emilius rankede sig på sin Stol med Hænderne pænt under Bordet og med halvlukkede Øjne, mens Lærdommen flød lindt fra hans Læber:»Endnu medens Kongevælden, repræsenteret ved Ludvig den sekstendes svage om end ikke for menneskekærlige og noble Følelser blottede karakter, ilede mod den af Demagoger og forblindede Idealister, hjulpet af Massernes uhyre Nød, stadig dybere gravede Afgrund, tændtes et Lys, -20-

22 der senere som, en strålende Sol skulle stige op over det franske, af de vildeste Lidenskaber og umenneskeligste Grusomheder hærgede skønne Land. - Den 15de August 1769 fødtes i et beskedent Hus i Ajaccio på Øen Korsika Barnet Napoleon Bonaparte.Beskedent Hus,«faldt Philip ind, pludselig interesseret,»så var han altså ikke helt fattig, Napoleon?«Professoren, der havde arrangeret sig med Hånd under Kind og Albuen på sit Lommetørklæde, og som allerede var halvvejs dysset i Søvn ved den Artiges enstonige Opremsning, vågnede med et forskrækket Spjæt:»Hvadbehager? - fattig? - hm! - Alt er afhængig af den Synsvinkel, hvorunder det pågældende Spørgsmål betragtes, ikke sandt? - Napoleon den Store som Barn må, under den Synsvinkel som du, unge Philip, Indehaver af det verdenskendte Rowly Magasin, Arvingen til en uhyre Formue, må anlægge - Napoleon måtte i dine Øjne, siger jeg, kaldes et fattigt Barn.Uf!«udbrød Philip skuffet. -»Og hvis han havde været Millionærsøn, så var han aldrig bleven Kejser i Frankrig, var han vel?hm! - nå - - Geniet, det fødte Geni finder altid sin Plads i Samfundet.Ikke når han er født Pengeautornat - sådan som jeg.«professoren skulede arrigt til Drengen og plukkede sig i Skægget:»Den første Betingelse for at blive til noget, min kære unge Herre, er at være flittig. - Vil du gå videre?jeg lærer det altsammen bedst, når Mille remser op.altså ganske uforberedt - som sædvanlig! Synes du ikke, det er Synd for mig, din Lærer?«-21-

23 »De skulle såmænd hellere sige Dem fra det, Hr. Slihm,«foreslog Philip. Der dukkede påny et ofte skuffet Håb op i hans Sjæl, om Muligheden af at gøre Læreren ked af det, for derigennem at opnå sit store Ønske at komme i Skole. Han ville dog prøve igen - nu eller aldrig! Hans hurtige Hjernevirksomhed afbrødes af Emilius:»Men Philip dog - du skulle skamme dig noget!«philip hev Historiebogen i Hovedet på Kammeraten og råbte:»hold Mund, Tøsedreng!«Da rejste Professoren sig i stor og krænket Værdighed, løftede en lasket Hånd, bevæbnet med fem stærke og brede Negle og udbrød:»men hvad er dog dette! - Må jeg bede dig, unge Hr. Philip, behandle din Lærer med Respekt! - Du synes ikke at forstå, at jeg - en af Englands første Pædagoger og Universitetsprofessorer - at jeg kan gøre Fordring på Agtelse og Respekt!«Men Philip var nu engang kommet i Revolutionshumør, og så nyttede det ikke at fløjte for ham i blide Toner:»Jeg kan såmænd ikke forstå, at De vil læse med sådan en doven Dreng som jeg. - At De gider! Men det er vel for Betalingens Skyld, ikke? - Når jeg blot måtte komme i en rigtig Skole med rigtige Kammerater og ikke bare med sådan én som Mille dér - ja, og rigtige Lærere og ikke en lærd Professor, som kalder mig Hr. Philip.Jamen, du må ikke for din Tante,«faldt Emilius ind med et ondt Smil.»Det skal du få at se!«professoren så fra den ene Dreng til den anden, satte sig så langsomt ned. Der blev et Øjebliks Stilhed i Skolestuen. -22-