ET FORFATTERSKAB UNDER HAMMEREN

Transkript

1 ET FORFATTERSKAB UNDER HAMMEREN Bruun Rasmussen har tidligere sat et forfatterskab under hammeren. Dengang gjaldt det Dan Turèlls ejendele, og nu er turen kommet til en anden af det 20. århundredes største danske forfattere: Gustav Wied. En stor del af effekterne hidrører fra Wieds barnebarn, Gustav Wied den yngre. Af Lærke Bøgh og Sebastian Hauge Lerche Når Bruun Rasmussen i slutningen af året sætter en række af Gustav Wieds efterladte manuskripter, fotografier og øvrige ejendele under hammeren, får wiedenskabens dyrkere en ganske usædvanlig mulighed for at komme tæt på den folkekære digter, der ofte blev karikeret som en lille krumbøjet person med bukkeskæg, hove og horn i panden. En fortvivlet humorist Men hvem var den lille mand med det lumske satyrsmil? I ungdomsårene var Gustav Wied ( ) en from kristen, der dyrkede tragikken og skrev sørgelige vers. Senere blev han en indædt modstander af kirken og forblev det resten af livet. Han var skrøbelig og i perioder depressiv, men håndterede livsleden ved at transformere den til humor i sin litteratur. Bag Wieds humorisme gemte sig en særegen blanding af kærlighed til livet og en dyb misantropi, der i 1914 førte til hans selvmord. Netop denne splittelse mellem lys og mørke er en portal til Wieds liv og danner grundlaget for ét af de mest originale litterære universer i den danske litteraturs historie. I sine erindringer Digt og Virkelighed (1914), skriver Wied om sin fødsel: Jordemoderen var fuld og tumlede fælt med mig. Snart havde jeg Hovedet nedad og snart Benene. Jeg tænker, det er Grunden til, at jeg altid har været lidt underlig. Trods den halvdramatiske fødsel var barndommen gennemgående ukompliceret. Barndomshjemmet hed Holmegård og lå i et idyllisk bondemiljø på Lol- 18

2 W I E D Som symbol på sig selv som forfatter og som yndet litterært motiv, valgte Gustav Wied den drilske satyr. Figuren, den kåde og sanselige skovgud i den græske mytologi, blev hurtigt synonym med Wied og hans univers. Akvarellen her er udført af Louis Moe som forside-illustration til Wieds roman To Kroner og Halvtreds. Moe forærede alle bogens originaltegninger til Gustav Wied på dennes 50 års fødselsdag. Vurdering: kr. Gustav Wied bar kun sin høje sorte hat ved særlige lejligheder, bl.a. da han en efterårsdag lod sig forevige med sit kamera foran Roskilde Domkirke i Billedet kan ses på Roskilde Museum. Hatten kan erhverves på auktionen i november. Vurdering: kr. Louis Moe Copy-Dan Billedkunst land. Her tumlede Gustav Wied rundt som femte barn i en større søskendeflok og var tidligt opmærksom på sit litterære kald. Som 14-årig blev han af faderen tvunget i boghandlerlære i Nakskov trods et brændende ønske om at blive student. Tre år senere flyttede Wied til København og arbejdede i Fr. Wøldikes Boghandel i Skindergade. Vendepunktet skete først i 1878, da faderen endelig lod den da 20-årige Wied læse til artium. Studiet blev tungt. Sjovt nok tog det 8 år for én af det 20. århundredes største danske forfattere at blive student! Wieds fromme forsøg At forfatterskabet allerede tidligt spirede fremgår klart af det netop opdukkede materiale. Her er flere eksempler på Gustav Wieds tidlige digtning, helt tilbage til den fromme periode. Digtet Hjemve fra 1876 er skrevet af en 18-årig troende Wied, der med sentimental og temmelig u-wiedsk stemme ophøjet udbryder: Der er Hjemve, Hjemve i mit Hjærte, Det er Hjemve, Hjemve med sin Smærte. Et andet digt fra samme periode Julesang er en hyldest til de forgange juelaftener på Holmegård : Det er Juleaften/ Lader os nu alle knæle ned/ Og bede Gud om salig Fred/ Naar vi skal stedes for hans Domstol/ histoppe!. Disse manuskripter vidner om en stærk indre trang til at udtrykke Gustav Wied debuterede i 1887 med et lille hefte på 12 sider med små aforismer rettet mod kirkens dobbeltmoral. Gustav Wieds mor var så harm over indholdet, at hun brændte det meste af oplaget, hvorfor det originale hefte i dag kun eksisterer i eksemplarer. Vurdering: kr. sig, men også om en ung mand, der endnu er langt fra den stil, der senere blev hans særkende. Til kamp mod kirken I løbet af 1880 erne fik Georg Brandes og Det moderne Gennembrud Wieds traditionelle kristentro til at smuldre, og i forbindelse med denne åndelige forandring begyndte hans litterære ambitioner så småt at tage form. I 1887 debuterede han under pseudonymet Peter Idealist med pjecen Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Store Heddinge og dens Følger. Pjecen var affødt af en sag om kirke- og kulturminister Jacob Scavenius, der, på trods af sin position som håndhæver af høj moral, gik på bordel. Gustav Wieds forargelse var først og fremmest rettet mod kirken, hvor visse repræsentanter beskyttede Scavenius. I forordet til pjecen deklamerede Wied, at han ville udstede fortsættes næste side 19

3 I en periode på over 18 år gjorde Gustav Wied brug af dette penneskaft, som han selvsagt må have haft et nært forhold til. Således skriver han på kuverten: Med dette Penneskaft har jeg skrevet alle mine Bøger fra En Hjemkomst til Ranke viljer G.W. Med denne litteraturhistoriske pen har samfundsrevseren Wied således skrevet alle sine elskede og udskældte bidrag til den danske litteratur. Vurdering: kr. Unik samling af Gustav Wieds bal-erindringer bestående af tre ungdomsbalkort, optegnelser angående diverse piger og ungdomsgilder fra samt det håndskrevne digt De svandt de glade Dansetimer. Materialet fortæller om en ung mand, der trods sine senere så berømte kvindefjendske udsagn ganske tidligt har været optaget af det modsatte køn. Vurdering: kr. en officiel krigserklæring til Kristendommen, Kirken, Præsterne, forinden jeg aabner en Kamp paa Liv og Død imod den. Med disse aforismer befandt Wied sig nu i et afgørende punkt på sin litterære livsbane, hvor moralisten fandt sin form som satiriker. Fra slutningen af 1880 erne levede Wied som fri forfatter ud fra en tese om, at han ville afsløre samtidens hykleri og dobbeltmoral. Georg Brandes opfordring til at skrive litteratur, der vækkede til debat havde sat sig fast. Kvinder og børn er lykkelige En af Gustav Wieds mange kæpheste var kvinden. Hans bøger vrimler med bemærkninger som den kendte sætning fra Knagsted: I 1891 skrev Wied novellen De unge og de Gamle, der blev trykt i Ove Rodes respektløse dagblad København. Novellen, som skildrer den unge tjenestepige Lises erotiske tilnærmelser til den 10- årig dreng Jacob, medførte en skandale, hvor Wied blev sigtet for utugtig skribentvirksomhed. Sigtelsen udløste en fængselsdom på 14 dage, fordi Wied ikke ejede de 100 kroner, det ville koste at indfri bøden. Gustav Wied fortrød aldrig, at han havde skrevet novellen, og som et tragikomisk minde gemte Wied Tugthuskniven, som han skar i fængslet. Vurdering: kr. Børn er lykkelige, og Dyr og Kvinder, men vi Mennesker er det ikke. Trods de mange advarende udfald mod kvinden holdt Gustav Wied sig ikke fra fruentimmere. Det var først senere, at tonen blev skarp. Blandt de netop opdukkede papirer findes den unge Wieds åbenlyse betagelse af piger sort på hvidt i en lille sammenfoldet kuvert, hvorpå Wied har skrevet Mine Bal-Erindringer. Heri gemmer sig nogle charmerende små optegnelser om pigerne, der måske har inspireret ham til det tidlige, håndskrevne digt De svandt de glade Dansetimer, der ligeledes omhyggeligt er indlagt i kuverten. Wieds glade dansetimer blev i den senere ungdom overskygget af angst, hallucinationer og idiosynkrasier i forhold til kvindens fysiske væsen. Bl.a. mente Tom Kristensen i et essay om Wied, at temaet i novellen De unge og de Gamle, hvor en ung tjenestepige forgriber sig på en 10-årig dreng, var selvoplevet. Først som 36-årig giftede Wied sig. Det blev med den robuste og smukke Alice Tutein ( ). Alices barndomsveninde Agnes Henningsen ( ) agerede Kirsten Giftekniv og førte de to aldeles forskellige personer sammen. Alice og Gustav fik sammen 20

4 W I E D Gustav Wieds fotografiapparat af mærket Mars D.R. Patent No Købt hos Heinrich og Poulsen, Højbroplads 21, Kjøbenhavn K. Ca Wied var stærkt fascineret af den fotografiske teknik, og fra 1901, hvor han anskaffede sig dette kamera, og frem til sin død, var han en ivrig fotograf. Også som fotograf var han god til at iscenesætte virkeligheden. Vurdering: kr. Ved århundredeskiftet flyttede Gustav Wied med sin kone og tre børn ind i den nybyggede villa Kastellet i Roskilde. Det var her, han havde sin litterære storhedstid, og bl.a. skrev klassikerne "Livsens Ondskab" (1899) og "Knagsted" (1902). En stor del af de personlige fotografier, der nu udbydes på auktion, fortæller om forfatterens liv frem til hans død i børnene Peter, Johan og Ingermarie (kaldet Søster ). De boede en tid i Sæby, hvor Wied blev en del af datidens kunstneriske elite Bangsbokredsen, der bl.a. talte Herman Bang, Thorvald Bindesbøll og Ove Rode. Men også kunstnerpensionen Quisisana uden for Sæby, hvor bl.a. Holger Drachmann holdt til, havde stor betydning for Wied. Én af de kunstnere Wied kom i kontakt med der, var Peder Mønsted. Et vidnesbyrd om denne forbindelse er et lille maleri fra Sæby skov, som Mønsted i 1895 dedikerede til Gustav Wied. Efter Sæby flyttede familien til Roskilde og byggede Kastellet. Med fod under eget bord fik Wied her de følgende 10 år sin litterære storhedstid med sine romaner, noveller og dramatik bl.a. Slægten (1898), Livsens Ondskab (1899), Knagsted (1902), Skærmydsler (1901) og Dansemus (1905). Gustav Wied som fotograf Wied havde mange interesser ud over at skrive. Han holdt af at gå rundt og observere folk på hovedgaden i Roskilde, han samlede på sære stokke og piber og havde oven på Kastellet indrettet sit eget berygtede bogbinderi. Men allermest holdt han af at fotografere. Wied var fascineret af fototeknikkens muligheder og fra 1901 og frem til sin død, var han en ivrig fotograf. Som fotograf var Gustav Wied en eksperimen- fortsættes næste side Gustav Wied havde mange lidenskaber: Ud over sit litterære virke, havde han bogindbinding og fotografi som fritidssydsler - men han var også en lidenskabelig samler af stokke! Wieds stokke var ofte udskåret med små ansigter eller dyrehoveder, og mange forsynet med Wieds karakteristiske monogram. Nu udbydes hele den oprindelige stokkesamling. Vurdering: kr. 21

5 Gustav Wieds fotografier var tit dobbelttydige og stod ofte som et provokerende modspil til datidens victorianske tableauer og atelieroptagelser. Gustav Wied optog i en periode på 14 år mere end 1200 billeder. I den samling, som udbydes på auktionen findes flere af de mest karakteristiske Wied-optagelser, heriblandt det her viste Solbad - Ret og Vrang. Vurdering: kr. 22 terende kunstner og han var fremragende til at iscenesætte virkeligheden. De hundredevis af billeder blev brugt til at kommentere samtiden - ofte forsynet med en tekst eller titel, og ofte blev de skabt som et modspil til datidens victorianske tableauer og atelieroptagelser, der havde til formål at fremstille folk fra deres bedste side. Gustav Wied tog i en periode på 14 år mere end 1200 billeder, som han omhyggeligt indsatte i sine private album. En række af Wieds kunstneriske og eksperimenterende optagelser, bl.a. Søndagspligt, Skyggen af et Ægteskab, Farvel, Wied på stationen, 2+2=5 samt Solbad - Ret og Vrang indgår i det opdukkede materiale. Selvmordet Tanken om døden som befrielse fra livets meningsløshed lå aldrig Gustav Wied fjernt. Gennem hele forfatterskabet priste han selvmordet som den eneste fornuftige dødsmåde, og der er ingen tvivl om, at han flere gange selv har følt sig fristet til at sige verden ret farvel ad denne vej. Også herom spøger han i Digt og Virkelighed: Særligt kan jeg huske en Aften i Frederiksberg Allé, hvor jeg sad og tænkte på Selvmord. Det blev dog ikke til noget, hvad jeg senere ved flere Lejligheder har beklaget. I 1913 forsøgte Wied første gang at tage sit liv med sovemedicin, men Alice opdagede sin halvdøde mand i tide. Wied havde i længere tid været meget syg. Han følte sig udskrevet og udskældt bl.a. p.g.a. dårlige anmeldelser. Den 24. oktober 1914 døde Gustav Wied for egen hånd i sit arbejdsværelse på Kastellet. Dødsattesten blev kreativt udfyldt af huslægen Fritz Jørgensen for at skåne familien, og ligsyn med tilhørende obduktion blev undgået. Wied havde taget cyankalium. Her forsvinder Gustav Wied, men efterlader sig en verden af særlinge som Livsens Ondskab og Thummelumsen. Samtiden var ofte hård i sin kritik, men i dag er Gustav Wieds forfatterskab forlængst anerkendt som ét af de største i det 20. århundredes danske litteratur. Besøg BogForum 2005 Besøg Bruun Rasmussen i weekenden fra den november på BogForum i København. Her udstilles bl.a. dele af Gustav Wieds efterladte ejendele, og kataloget over samlingen præsenteres. Det er muligt at forudbestille katalog på tel eller s.h.lerche@bruun-rasmussen.dk På standen vil der naturligvis også være rig lejlighed til at få en uforpligtende vurdering af bøger, breve og manuskripter.