BILAG. til KOMMISSIONENS HENSTILLING

Transkript

1 EUROPA- KOMMISSIONEN Bruxelles, den C(2017) 6505 final ANNEX 1 BILAG til KOMMISSIONENS HENSTILLING om en fælles "håndbog om tilbagesendelse" til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver DA DA

2 HÅNDBOG OM TILBAGESENDELSE

3 1.1. Tredjelandsstatsborger Ulovligt ophold Tilbagesendelse Afgørelse om tilbagesendelse Afgørelse om udsendelse Risiko for, at den pågældende forsvinder Frivillig udrejse Sårbare personer ANVENDELSESOMRÅDE Grænsesager - artikel 2, stk. 2, litra a) Særlige beskyttelsesforanstaltninger i "grænsesager" Straffesager og udleveringssager GUNSTIGERE BESTEMMELSER SANKTIONER FOR OVERTRÆDELSE AF MIGRATIONSREGLERNE PÅGRIBELSE OG FORPLIGTELSE TIL AT TRÆFFE EN AFGØRELSE OM TILBAGESENDELSE Pågribelse i forbindelse med udrejsekontrol Indehavere af en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat Forhold til Dublinreglerne Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der har opholdsret i en anden medlemsstat Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der er omfattet af eksisterende bilaterale aftaler mellem medlemsstater Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der har opnået humanitær (eller anden) opholdstilladelse/tilladelse Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, som er genstand for en igangværende procedure om fornyelse af en opholdstilladelse eller anden tilladelse Særlige regler i direktiver om lovlig migration for tilbagetagelse mellem medlemsstater i tilfælde af mobilitet inden for EU FRIVILLIG UDREJSE Forlænget frist for frivillig udrejse Forpligtelser, mens en person afventer frivillig udrejse Faktorer, der taler imod at forlænge fristen Overholdelse i praksis transit over land Overholdelse i praksis transit ad luftvejen Registrering af frivillig udrejse UDSENDELSE Udsendelse med fly Transit med fly Fælles udsendelse med fly

4 7.4. Tilbagesendelsesoperationer koordineret af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning TVANGSMÆSSIG TILBAGESENDELSE UDSÆTTELSE AF UDSENDELSE TILBAGESENDELSE AF ULEDSAGEDE MINDREÅRIGE Bistand fra relevante organer Tilbagesendelse til et familiemedlem, en udpeget værge eller passende modtagelsesfaciliteter INDREJSEFORBUD Indrejseforbud i hele EU Brug af SIS II Procedurespørgsmål Årsager til at udstede indrejseforbud Varigheden af indrejseforbud Ophævelse, afkortning og suspension af indrejseforbud Sanktioner ved manglende overholdelse af indrejseforbud Konsultation mellem medlemsstaterne "Historiske" indrejseforbud PROCEDUREMÆSSIGE GARANTIER Retten til god forvaltning og retten til at blive hørt Afgørelser vedrørende tilbagesendelse Afgørelsers form og oversættelse Retsmidler Sproglig bistand og gratis retshjælp GARANTIER I PERIODEN FREM TIL TILBAGESENDELSEN Skriftlig bekræftelse Situationer med langvarigt ulovligt ophold FRIHEDSBERØVELSE Omstændigheder, der berettiger frihedsberøvelse Form og indledende vurdering af frihedsberøvelse Regelmæssig vurdering af frihedsberøvelse Ophør af frihedsberøvelsen Ingen rimelig udsigt til udsendelse Udløb af den maksimale varighed af frihedsberøvelsen Fornyet frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere, der skal tilbagesendes Anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger efter frihedsberøvelsens ophør FORHOLDENE UNDER FRIHEDSBERØVELSEN Indledende politiforvaring Brug af særlige faciliteter som hovedregel

5 15.3. Adskillelse fra almindelige indsatte Materielle forhold under frihedsberøvelsen FRIHEDSBERØVELSE AF MINDREÅRIGE OG FAMILIER NØDSITUATIONER GENNEMFØRELSE, FORTOLKNING OG OVERGANGSBESTEMMELSER KILDER OG REFERENCEDOKUMENTER FORKORTELSER

6 FORORD Denne håndbog om tilbagesendelse indeholder vejledning til de nationale myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver, herunder politi, grænsevagter, migrationsmyndigheder, personale i faciliteter for frihedsberøvede og tilsynsmyndigheder. Den omfatter standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold og er baseret på EU-retsforskrifter, der regulerer dette område, hovedsagelig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF 1 ("tilbagesendelsesdirektivet"). Tilbagesendelsesprocedurer er i praksis ofte knyttet til andre typer procedurer (asylprocedurer, grænsekontrolprocedurer, procedurer, der fører til ret til indrejse, ophold eller bopæl), som er reguleret af anden relevant EU-lovgivning og national lovgivning. I disse sager bør medlemsstaterne altid sikre et tæt samarbejde mellem de forskellige myndigheder, der er involveret i procedurerne. Første udgave af håndbogen blev vedtaget i oktober Den nuværende udgave, der blev revideret i 2017, er baseret på Kommissionens henstilling af 7. marts og indeholder supplerende vejledning til myndighederne om, hvordan reglerne i tilbagesendelsesdirektivet skal anvendes for at gøre tilbagesendelsessystemerne mere effektive, samtidig med at de grundlæggende rettigheder fuldt ud overholdes. For at et tilbagesendelsessystem kan være effektivt, kræves der foruden hensigtsmæssige standarder og procedurer også en strømlinet og velintegreret organisation af kompetencerne på nationalt plan. Det betyder, at det er muligt at mobilisere alle de aktører, der er involveret i tilbagesendelsesrelaterede procedurer (f.eks. de retshåndhævende myndigheder og indvandringsmyndighederne, men også retsvæsenet, de sociale myndigheder, der varetager børns rettigheder, lægetjenester og sociale tjenester, personale i faciliteter for frihedsberøvede), og at koordinere deres indsats i overensstemmelse med deres rolle og ansvarsområde for at sikre hurtige og hensigtsmæssige tværfaglige reaktioner med henblik på at forvalte de enkelte sager om tilbagesendelse. De nationale tilbagesendelsessystemer er afhængige af, at der er et tilstrækkeligt antal uddannede og kompetente medarbejdere, som kan mobiliseres hurtigt om nødvendigt døgnet rundt alle ugens dage navnlig hvis byrden i forbindelse med tilbagesendelser stiger, og som om nødvendigt kan indsættes uden for EU's ydre grænser med henblik på at træffe øjeblikkelige foranstaltninger som reaktion på migrationspresset. Med henblik herpå skal de sikre en løbende udveksling af operationelle oplysninger med Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og andre medlemsstater og kan regne med teknisk og operationel støtte fra agenturet. For at tilbagesendelsessystemerne skal kunne klare udfordringerne, skal medlemsstaterne udnytte den fleksibilitet, tilbagesendelsesdirektivet giver, mest muligt og regelmæssigt revurdere og tilpasse deres strukturer og tilbagesendelseskapacitet, så den svarer til det reelle behov, så systemerne fortsat er effektive. Håndbogen pålægger ikke medlemsstaterne nogen retligt bindende forpligtelser og indfører ikke nye rettigheder og forpligtelser. Den er i vid udstrækning baseret på medlemsstaternes og Kommissionens arbejde i "kontaktudvalget om direktiv 2008/115/EF om tilbagesendelse" i perioden og samler på en systematisk og sammenfattende måde drøftelserne i dette forum, der ikke nødvendigvis er et udtryk for konsensus blandt medlemsstaterne om fortolkningen af retsakterne Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348 af , s. 98). C(2015) C(2017) 1600 final 5

7 Håndbogens fortolkende del suppleres af vejledning vedrørende nyere spørgsmål (f.eks. Den Europæiske Unions Domstols nye domme og internationale standarder). Kun de retsakter, som denne håndbog er baseret på eller henviser til, har bindende retsvirkninger og kan påberåbes ved en national domstol. Det er kun Den Europæiske Unions Domstol, der kan foretage juridisk bindende fortolkninger. 6

8 1. Definitioner 1.1. Tredjelandsstatsborger Retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet artikel 3, stk. 1, Schengengrænsekodeksen 4 artikel 2, stk. 5 Enhver person, der ikke er unionsborger som omhandlet i traktatens artikel 17, stk. 1, og som ikke har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, jf. definitionen i artikel 2, stk. 5, i Schengengrænsekodeksen. Følgende personkategorier betragtes ikke som "tredjelandsstatsborgere": Personer, som er unionsborgere som omhandlet i artikel 20, stk. 1, i TEUF (tidligere traktatens artikel 17, stk. 1) = personer, der er statsborgere i en EU-medlemsstat 5. Personer, der er statsborgere i et EØS-land/Schweiz. Familiemedlemmer til unionsborgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed i henhold til artikel 21 i TEUF eller direktiv 2004/38/EF 6. Familiemedlemmer til statsborgere i et EØS-land/Schweiz, der har ret til fri bevægelighed på lige fod med unionsborgere. Enhver anden person, herunder statsløse 7, skal betragtes som en "tredjelandsstatsborger". Nærmere præcisering: De familiemedlemmer til EU-/EØS-/CH-borgere, som derfor har ret til indrejse og ophold sammen med unionsborgeren i værtsmedlemsstaten uanset deres nationalitet, er: a) ægtefælle og partner, med hvem en EU-/EØS-/CH-borger har indgået et registreret partnerskab, hvis dette er indgået i medfør af en medlemsstats lovgivning, og hvis lovgivningen i værtsmedlemsstaten sidestiller dette med ægteskab b) direkte efterkommere, herunder efterkommere af ægtefællen eller den registrerede partner, som ikke er fyldt 21 år, eller som forsørges af borgeren c) slægtninge i opstigende linje, herunder slægtninge i opstigende linje til ægtefællen eller den registrerede partner. Ud over de kategorier af familiemedlemmer, der er omhandlet under a)-c), kan andre familiemedlemmer under visse omstændigheder også have ret til fri bevægelighed i henhold til EUretten navnlig når de har fået indrejse- og opholdsret i henhold til national lovgivning til gennemførelse af artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/38/EF. Tredjelandsstatsborgere, hvis krav om at blive anerkendt som familiemedlem til en unionsborger, der har ret til fri bevægelighed i henhold til artikel 21 i TEUF eller direktiv 2004/38/EF, er blevet afvist af en medlemsstat, kan betragtes som tredjelandsstatsborgere. Sådanne personer kan derfor høre under anvendelsesområdet for tilbagesendelsesdirektivet, og de minimumsstandarder, procedurer og rettigheder, der er fastsat heri, finder anvendelse. For så vidt angår muligheden for at gøre indsigelse mod afgørelsen om afvisning af, at en person er omfattet af direktiv 2004/38/EF, mener Kommissionen dog, at personen fortsat som en gunstigere bestemmelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (kodifikation) (EUT L 77 af , s. 1). I henhold til en særlig bestemmelse i Det Forenede Kongeriges tiltrædelsestraktat er kun de britiske statsborgere, der er "statsborgere i Det Forenede Kongerige i EU-henseende", også unionsborgere. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT L 158 af , s. 77). I henhold til artikel 1, stk. 1, i konventionen af 1954 om statsløse personers retsstilling er en statsløs person "en person, som ingen stat i medfør af sin lovgivning anser som sin statsborger". 7

9 tilbagesendelsesdirektivets artikel 4 kan være omfattet af de proceduremæssige garantier i kapitel VI i direktiv 2004/38/EF (f.eks. for så vidt angår meddelelse og begrundelse af afgørelsen, frist for frivillig udrejse fra området og klageprocedurer) Ulovligt ophold Retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet artikel 3, stk. 2, Schengengrænsekodeksen artikel 6 Tilstedeværelsen på en medlemsstats område af en tredjelandsstatsborger, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i artikel 5 i Schengengrænsekodeksen, eller andre betingelser for indrejse, ophold eller bopæl i den pågældende medlemsstat. Denne meget brede definition dækker enhver tredjelandsstatsborger, der ikke har en lovbestemt ret til at opholde sig i en medlemsstat. Enhver tredjelandsstatsborger, der er fysisk til stede på en EUmedlemsstats område, har enten lovligt eller ulovligt ophold. Der er ikke nogen tredje mulighed. Juridiske antagelser i henhold til national lovgivning, hvor personer, der fysisk opholder sig i særlige udpegede dele af medlemsstatens område (f.eks. transitområder eller visse grænseområder), ikke anses for at have "ophold på området", er uden relevans i denne henseende, eftersom det ville bringe den harmoniserede anvendelse af EU-retten om tilbagesendelse i fare. Medlemsstaterne kan dog beslutte ikke at anvende visse af bestemmelserne i EU-retten om tilbagesendelse på denne kategori af personer (se afsnit 2 nedenfor). Efter kodifikationen i 2016 af Schengengrænsekodeksen skal henvisningen til Schengengrænsekodeksens artikel 5 i tilbagesendelsesdirektivets artikel 3, stk. 2, læses som en henvisning til Schengengrænsekodeksens nuværende artikel 6. Følgende kategorier af tredjelandsstatsborgere anses f.eks. for at opholde sig ulovligt i medlemsstaten: Tredjelandsstatsborgere, som er i besiddelse af en opholdstilladelse eller et visum, der er udløbet. Tredjelandsstatsborgere, som er i besiddelse af en opholdstilladelse eller et visum, der er inddraget. Afviste asylansøgere. Asylansøgere, som er genstand for en afgørelse, der bringer den pågældendes opholdsret som asylansøger til ophør. Personer, der er blevet nægtet indrejse ved grænsen. Personer, der pågribes i forbindelse med en ulovlig grænsepassage. Irregulære migranter, der pågribes på medlemsstaternes område. Personer, der standses, mens de er i transit gennem en medlemsstats område for at nå frem til en anden medlemsstat uden legitim adkomst. Personer uden opholdsret i den medlemsstat, hvor de pågribes (selv om de har opholdsret i en anden medlemsstat). Personer, der er til stede på en medlemsstats område inden for en frist for frivillig udrejse. Personer, hvis udsendelse er blevet udsat. Følgende kategorier af personer anses ikke for at opholde sig ulovligt, eftersom de har en lovbestemt ret til at opholde sig i den pågældende medlemsstat (eventuelt kun midlertidigt): Asylansøgere, der opholder sig i den medlemsstat, hvori de har ret til at opholde sig under behandlingen af deres asylansøgning. Statsløse personer med ophold i den medlemsstat, i hvilken de i henhold til national lovgivning har ret til ophold, mens proceduren for at fastslå, at de er statsløse, pågår. 8

10 Personer, der opholder sig i en medlemsstat på tålt ophold (hvis en sådan status i henhold til den nationale lovgivning betragtes som "lovligt ophold"). Indehavere af en uretmæssigt erhvervet opholdstilladelse, så længe opholdstilladelsen ikke er tilbagekaldt eller inddraget og fortsat betragtes som en gyldig opholdstilladelse. Nærmere præcisering: Personer, hvis ansøgning om opholdstilladelse er ved at blive behandlet, kan have enten lovligt eller ulovligt ophold, afhængigt af om de er i besiddelse af et gyldigt visum eller en anden ret til at opholde sig i landet eller ej. For at der er tale om ulovligt ophold kræves det ikke, at opholdet har været af en minimumsvarighed, eller at tredjelandsstatsborgeren havde til hensigt at opholde sig ulovligt på en medlemsstats område se Domstolens dom i sag C-47/15, Affum 8 (præmis 48). Personer, der ansøger om fornyelse af en opholdstilladelse, der allerede er udløbet, opholder sig ulovligt, medmindre andet er fastsat i medlemsstatens nationale lovgivning (se også afsnit 5.7). Tredjelandsstatsborgere, med hensyn til hvilke den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i tilbagesendelsesdirektivet, er blevet anvendt, og som opholder sig ulovligt på medlemsstatens område uden gyldig begrundelse for den manglende tilbagevenden (scenarie, der er omhandlet i præmis 48 i Domstolens dom i sag C-329/11, Achughbabian 9 ), har ulovligt ophold. Domstolens særlige henvisning i Achughbabian-dommen vedrører kun nationale strafferetlige sanktioners forenelighed med tilbagesendelsesdirektivet. Dommen henviser ikke til tilbagesendelsesdirektivets anvendelsesområde, og hovedreglen i artikel 2, stk. 1, finder fortsat anvendelse: "Enten A eller B", dvs. at en person enten opholder sig ulovligt, hvilket betyder, at tilbagesendelsesdirektivet finder anvendelse, eller at personen har ret til at opholde sig på området, hvilket betyder, at tilbagesendelsesdirektivet ikke finder anvendelse Tilbagesendelse Retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet artikel 3, stk. 3 Processen i forbindelse med en tredjelandsstatsborgers tilbagevenden enten frivilligt i overensstemmelse med en forpligtelse til at vende tilbage eller tvangsmæssigt til: 1) vedkommende tredjelandsstatsborgers oprindelsesland eller 2) et transitland i henhold til tilbagetagelsesaftaler på fællesskabsplan eller bilateralt plan eller i henhold til andre ordninger eller 3) et andet tredjeland, som den pågældende tredjelandsstatsborger frivilligt beslutter at vende tilbage til, og hvor vedkommende vil blive modtaget. Denne definition indeholder en begrænsning af, hvad der kan accepteres som "tilbagevenden", og hvad der ikke kan accepteres som "tilbagevenden" i forbindelse med gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet. Tilbageførsel af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold til en anden medlemsstat kan i henhold til EU-retten ikke betragtes som tilbagesendelse. En sådan handling kan dog tillades i undtagelsestilfælde i henhold til bilaterale tilbagetagelsesaftaler eller Dublinreglerne. Det anbefales ikke at henvise til "tilbagesendelse", men i stedet til "tilbageførsel". Definitionen indebærer også, at medlemsstater kun må tilbagesende en person til et tredjeland på de betingelser, der er anført i et af artiklens tre led. Det er således f.eks. ikke muligt at udsende en tredjelandsstatsborger, der skal tilbagesendes, til et tredjeland, der hverken er oprindelseslandet eller transitlandet uden den pågældendes samtykke. 8 9 Domstolens dom af , Affum, sag C-47/15, ECLI:EU:C:2016:408. Domstolens dom af , Achughbabian, sag C-329/11, ECLI:EU:C:2011:807. 9

11 Nærmere præcisering: "Oprindelsesland" i første led henviser til det land, hvori tredjelandsstatsborgeren er statsborger; for statsløse personer anses dette normalt for at være det land, hvor de pågældende tidligere havde deres sædvanlige opholdssted. "Transitland" i andet led omfatter kun tredjelande, ikke EU-medlemsstater. "Tilbagetagelsesaftaler på fællesskabsplan eller bilateralt plan" i andet led vedrører kun aftaler med tredjelande. Bilaterale tilbagetagelsesaftaler mellem medlemsstater er uden relevans i den sammenhæng. Sådanne aftaler mellem medlemsstater kan dog i visse tilfælde give mulighed for tilbageførsel af ulovlige migranter til andre medlemsstater, jf. tilbagesendelsesdirektivets artikel 6, stk. 3 (se afsnit 5.5 nedenfor). Udtrykket "frivilligt beslutter at vende tilbage" i tredje led er ikke ensbetydende med frivillig udrejse. "Frivillig" henviser i den sammenhæng til den pågældendes valg af bestemmelsessted. Et sådant frivilligt valg af bestemmelsessted kan også forekomme i forbindelse med forberedelsen af en udsendelsesoperation: Der kan være tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger, der skal tilbagesendes, ønsker at blive udsendt til et andet tredjeland end transit- eller oprindelseslandet. Præcisering af bestemmelseslandet i tilfælde af udsendelse: Hvis der indrømmes en frist for frivillig udrejse, er det tredjelandsstatsborgerens ansvar at sørge for at opfylde sin forpligtelse til at vende tilbage inden for den fastsatte frist, og det er i princippet ikke nødvendigt at angive bestemmelseslandet. Kun hvis medlemsstaten skal anvende tvangsforanstaltninger (udsendelse), er det nødvendigt at angive, til hvilket land personen vil blive udsendt (se afsnit 1.5) Afgørelse om tilbagesendelse Retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet artikel 3, stk. 4 og artikel 6, stk. 6 En administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt, der fastslår eller erklærer, at en tredjelandsstatsborgers ophold er ulovligt, og som pålægger eller fastslår en forpligtelse for den pågældende til at vende tilbage. Definitionen af en "afgørelse om tilbagesendelse" fokuserer på to afgørende elementer. En afgørelse om tilbagesendelse skal omfatte: 1. en erklæring om, at opholdet er ulovligt og 2. pålæg af en forpligtelse til at vende tilbage. En afgørelse om tilbagesendelse kan indeholde flere elementer, f.eks. et indrejseforbud, en frist for frivillig udrejse og angivelse af bestemmelseslandet. Hvis bestemmelseslandet ikke er nævnt, skal medlemsstaterne sikre, at princippet om non-refoulement overholdes, jf. tilbagesendelsesdirektivets artikel 5. Medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser med hensyn til den form (afgørelse eller retsakt, retslig eller administrativ), hvorved der kan træffes afgørelse om tilbagesendelse. Afgørelser om tilbagesendelse kan udformes som selvstændige retslige dokumenter eller afgørelser eller sammen med andre afgørelser, f.eks. en afgørelse om udsendelse eller en afgørelse om ophør af lovligt ophold (se afsnit 12.1 nedenfor). I en afgørelse om tilbagesendelse anføres det, at opholdet i den medlemsstat, der træffer afgørelsen, er ulovligt, samtidig med at det anføres, at den pågældende har pligt til at forlade EUmedlemsstaternes og de associerede Schengenlandes område. Derudover skal det understreges, at afgørelser om tilbagesendelse kan ledsages af indrejseforbud i hele EU (bindende for alle stater, der er bundet af tilbagesendelsesdirektivet), jf. artikel

12 Nærmere præcisering: Den fleksible definition af "afgørelse om tilbagesendelse" udelukker ikke, at en afgørelse, der pålægger en person en forpligtelse til at vende tilbage, kan træffes i form af en straffedom og som led i en straffesag se Domstolens dom i sag C-430/11, Sagor 10 (præmis 39) Afgørelse om udsendelse Retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet artikel 3, stk. 5 og artikel 8, stk. 3 Administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt om håndhævelse af forpligtelsen til at vende tilbage, dvs. den fysiske transport ud af medlemsstaten. Afgørelsen om udsendelse kan træffes sammen med afgørelsen om tilbagesendelse (procedure med et trin) eller særskilt (procedure med to trin). I de sager, hvor afgørelsen om tilbagesendelse og afgørelsen om udsendelse træffes sammen i en procedure med et trin, skal det fremgå klart i de tilfælde, hvor der er fastsat en frist for frivillig udrejse at udsendelse kun vil finde sted, hvis fristen for frivillig udrejse ikke overholdes. I lyset af medlemsstaternes forpligtelse til altid at overholde princippet om non-refoulement må der ikke ske udsendelse (fysisk transport ud af medlemsstaten) til et uspecificeret bestemmelsessted, men kun til et nærmere angivet bestemmelsesland. En tredjelandsstatsborger, der skal tilbagesendes, skal på forhånd informeres om bestemmelsesstedet for udsendelsesoperationen, så den pågældende kan påberåbe sig eventuelle forhold, der kunne begrunde, at udsendelse til bestemmelsesstedet ville være i strid med princippet om non-refoulement, og kan benytte sig af retten til at gøre indsigelse mod afgørelsen. Kommissionen anbefaler, at det sker ved enten at nævne bestemmelseslandet i en særskilt afgørelse om udsendelse (procedure med to trin) eller ved at nævne det land, hvortil personen vil blive udsendt i tilfælde af manglende opfyldelse af forpligtelsen til at vende tilbage, i en kombineret afgørelse om tilbagesendelse og udsendelse (procedure i et trin) eller ved at informere tredjelandsstatsborgeren ved hjælp af en anden afgørelse eller et andet dokument Risiko for, at den pågældende forsvinder Retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet artikel 3, stk. 7, og betragtning 6 Tilstedeværelsen i den enkelte sag af grunde, baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at formode, at en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, vil forsvinde. Tilstedeværelsen (eller fraværet) af en "risiko for, at den pågældende forsvinder," er et afgørende element i afgørelsen om, hvorvidt der skal indrømmes en frist for frivillig udrejse, og for afgørelsen om, hvorvidt det er nødvendigt at frihedsberøve den pågældende. Medlemsstaterne skal basere deres vurdering af, hvorvidt der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, på objektive kriterier, der er fastsat i den nationale lovgivning. Domstolens dom i sag C- 528/15, Al Chodor 11, som vedrørte definitionen af "risiko for, at den pågældende vil forsvinde," i Dublinforordningens artikel 2, litra n) 12, hvis indhold i det væsentlige er identisk med definitionen i tilbagesendelsesdirektivets artikel 3, stk. 7, bekræfter indirekte dette. Domstolen fastslog i sin dom, Domstolens dom af , Sagor, sag C-430/11, ECLI:EU:C:2012:777. Domstolens dom af , Al Chodor m.fl., sag C-528/15, ECLI:EU:C:2017:213. Artikel 2, litra n), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (omarbejdning) (EUT L 180 af , s. 31): ""risiko for, at den pågældende forsvinder": tilstedeværelse i den enkelte sag af grunde, der er baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at tro, at en ansøger eller en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der er genstand for en tilbagesendelsesprocedure, vil forsvinde". 11

13 at sådanne objektive kriterier skal fastsættes klart i bindende almengyldige bestemmelser, og at en fast retspraksis, der bekræfter en fast administrativ praksis, ikke er tilstrækkelig. Domstolen konkluderede også, at i mangel på sådanne kriterier i bindende almengyldige bestemmelser skal frihedsberøvelse erklæres ulovlig. Selv om medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser til at fastsætte sådanne kriterier, skal de tage behørigt hensyn til følgende forhold, som kan være et tegn på, at en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold vil forsvinde: manglende dokumentation intet opholdssted, ingen fast bopæl eller pålidelig adresse undlade at melde sig til de relevante myndigheder udtrykkeligt give udtryk for ikke at have til hensigt at overholde de tilbagesendelsesrelaterede foranstaltninger (f.eks. afgørelsen om tilbagesendelse eller foranstaltninger for at forhindre den pågældende i at forsvinde) dom for strafbar handling, herunder en grov strafbar handling i en anden medlemsstat 13 igangværende strafferetlig efterforskning og retsforfølgelse manglende overholdelse af en afgørelse om tilbagesendelse, herunder pligt til at vende tilbage inden for fristen for frivillig udrejse tidligere adfærd (flugt) manglende økonomiske ressourcer være omfattet af en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat manglende overholdelse af kravet om at rejse til en anden medlemsstats område, som havde udstedt en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse til ophold ulovlig indrejse på EU-medlemsstaternes og de associerede Schengenlandes område. I national lovgivning kan der fastsættes objektive kriterier med henblik på at fastslå, om der er risiko for, at en person forsvinder. I overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten, navnlig proportionalitetsprincippet, skal alle afgørelser, der træffes i henhold til tilbagesendelsesdirektivet, træffes efter en individuel vurdering af hver enkelt sag. Der skal tages hensyn til ovennævnte liste over kriterier i alle faser af tilbagesendelsesproceduren som et element i den samlede vurdering af den individuelle situation, men den kan ikke udgøre det eneste grundlag for automatisk at antage, at der er risiko for, at en person forsvinder, da det ofte vil være en kombination af flere af ovennævnte kriterier, der vil danne grundlag for at konkludere, at denne risiko består. Det skal undgås, at det automatisk konkluderes, at f.eks. ulovlig indrejse eller manglende dokumenter betyder, at der er risiko for, at en person forsvinder. En sådan individuel vurdering skal tage højde for alle relevante faktorer, herunder den pågældende persons alder og helbredstilstand samt sociale forhold, som direkte kan have indflydelse på, om tredjelandsstatsborgeren forsvinder, og kan i visse tilfælde give anledning til at konkludere, at der ikke er nogen risiko for, at den pågældende vil forsvinde, selv om et eller flere af de kriterier, der er fastsat i den nationale lovgivning, er opfyldt. Ud over ovennævnte kriterier, som kan være tegn på, at der er risiko for, at den pågældende forsvinder, kan visse objektive forhold i national lovgivning, uden at dette berører den pågældende tredjelandsstatsborgers ret til at blive hørt og have adgang til effektive retsmidler, anses for at 13 Disse oplysninger kan indhentes via det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre, der blev oprettet ved Rådets rammeafgørelse 2009/315/RIA af 26. februar 2009 om tilrettelæggelsen og indholdet af udvekslinger af oplysninger fra strafferegistre mellem medlemsstaterne (EUT L 93 af , s. 23) og Rådets afgørelse 2009/316/RIA af 6. april 2009 om indførelse af det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) i henhold til artikel 11 i rammeafgørelse 2009/315/RIA (EUT L 93 af , s. 33). Den fremsatte Kommissionen et forslag (COM(2016) 7 final) med henblik på at lette udvekslingen af oplysninger om tredjelandsstatsborgere i EU. 12

14 udgøre en simpel formodning om, at der er risiko for, at den pågældende forsvinder (f.eks. at tredjelandsstatsborgeren afviser, at der er risiko herfor, selv om nedenstående forhold gør sig gældende) f.eks.: hvis vedkommende nægter at samarbejde i forbindelse med identifikation ved at anvende falske eller forfalskede identitetspapirer, destruere eller på anden vis bortskaffe eksisterende dokumenter eller ved at nægte at aflevere fingeraftryk hvis vedkommende på voldelig eller bedragerisk vis modsætter sig tilbagesendelse hvis vedkommende ikke overholder en foranstaltning, der har til formål at forhindre, at vedkommende forsvinder (se afsnit 6.2) hvis vedkommende ikke overholder et eksisterende indrejseforbud hvis vedkommende er involveret i uautoriserede sekundære bevægelser til en anden medlemsstat. Kommissionen anbefaler, at der i national lovgivning fastsættes bestemmelser om sådanne simple formodninger Frivillig udrejse Retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet artikel 3, stk. 8 Opfyldelse af forpligtelsen til at vende tilbage inden for den frist, der er fastsat herfor i afgørelsen om tilbagesendelse. I forbindelse med EU-retten om tilbagesendelse henviser frivillig udrejse til frivillig opfyldelse af en forpligtelse til at vende tilbage til et tredjeland. Udtrykket "frivillig udrejse" omfatter ikke sager, hvor tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold beslutter at vende tilbage til deres hjemland af egen fri vilje. En sådan "reelt" frivillig tilbagevenden (scenarie 1 som illustreret nedenfor) er ikke omfattet af anvendelsesområdet for tilbagesendelsesdirektivet, eftersom der er tale om tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold. Udrejse kan, når der er tale om tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, som ikke er blevet opdaget/pågrebet endnu (f.eks. visumindehavere, der bliver i landet efter visummets udløb), anses for at være omfattet af definitionen af "frivillig udrejse". De pågældende er allerede pålagt en "abstrakt" forpligtelse til at vende tilbage i henhold til tilbagesendelsesdirektivet og kan blive genstand for en afgørelse om tilbagesendelse og et indrejseforbud, når myndighederne får kendskab til deres ulovlige ophold (senest ved udrejsekontrol - se afsnit 5.1 og 11.3). Tilbagesendelsesdirektivet dækker derfor kun scenarie 2 og 3 nedenfor: 1. FRIVILLIG TILBAGEVENDEN: frivillig tilbagevenden for tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold 2. FRIVILLIG UDREJSE: frivillig opfyldelse af en forpligtelse til at vende tilbage for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold 3. UDSENDELSE: tvungen opfyldelse af en forpligtelse til at vende tilbage for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold = "tilbagesendelse" (som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i tilbagesendelsesdirektivet) At begive sig fra én medlemsstats nationale område til en anden medlemsstats område, jf. artikel 6, stk. 2, (se afsnit 5.4 nedenfor) kan ikke betragtes som frivillig udrejse. I henhold til definitionen af frivillig udrejse skal udrejsen altid foregå til et tredjeland. De specifikke regler om transit over land 13

15 gennem andre medlemsstaters område i forbindelse med frivillig udrejse fremgår af afsnit 6.4 nedenfor Sårbare personer Retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet artikel 3, stk. 9 Mindreårige, uledsagede mindreårige, handicappede, ældre, gravide, enlige forældre med mindreårige børn og personer, der har været udsat for tortur, voldtægt eller andre grove former for psykisk, fysisk eller seksuel vold. I modsætning til den definition af sårbare personer, der bruges i EU-retten om asyl se f.eks. artikel 21 i direktiv 2013/33/EU 14 om modtagelsesforhold eller artikel 20, stk. 3, i kvalifikationsdirektivet (direktiv 2011/95/EU 15 ) har definitionen i tilbagesendelsesdirektivet karakter af en udtømmende liste. Behovet for at være særlig opmærksom på sårbare personers situation og deres særlige behov i forbindelse med tilbagesendelse begrænser sig dog ikke til de kategorier af sårbare personer, der udtrykkeligt er anført i artikel 3, stk. 9. Kommissionen anbefaler, at medlemsstaterne også er opmærksomme på andre særlige situationer, hvor personer er sårbare, f.eks. dem, der er omhandlet i EU-retten om asyl som ofre for menneskehandel eller kvindelig kønslemlæstelse, alvorligt syge eller personer med psykiske lidelser. Behovet for at være særlig opmærksom på sårbare personers situation må ikke begrænse sig til de situationer, der udtrykkeligt er nævnt i tilbagesendelsesdirektivet (inden for fristen for frivillig udrejse samt i forbindelse med udsat tilbagesendelse og frihedsberøvelse). Kommissionen anbefaler derfor, at medlemsstaterne er særlig opmærksomme på sårbare personers behov i alle faser af tilbagesendelsesproceduren som en del af vurderingen af de individuelle omstændigheder i hver sag. 2. Anvendelsesområde Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet artikel 2 og artikel 4, stk. 4 Tilbagesendelsesdirektivet har et bredt anvendelsesområde og omfatter alle tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en medlemsstats område. Følgende medlemsstater er på nuværende tidspunkt bundet af tilbagesendelsesdirektivet: alle EU-medlemsstater undtagen Det Forenede Kongerige og Irland Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende direktivet på visse kategorier af tredjelandsstatsborgere: "grænsesager", jf. tilbagesendelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra a) (se afsnit 2.1) og "straffesager", jf. tilbagesendelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b) (se afsnit 2.2). En medlemsstats beslutning om at gøre brug af undtagelsesbestemmelsen og ikke anvende direktivet på "grænsesager" eller "straffesager" skal på forhånd klart fremgå af den nationale gennemførelseslovgivning 16, da den ellers ikke får retsvirkning. Der er ingen specifikke formelle Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT L 180 af , s. 96). Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 337 af , s. 9). I modsætning til EU-medlemsstaterne er Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein først bundet af EU-direktiverne, jf. artikel 288 i TEUF, når de har ratificeret dem, og i henhold til almindelige folkeretlige principper. I modsætning 14

16 krav til offentliggørelsen af en sådan beslutning. Det er dog vigtigt, at det klart eksplicit eller implicit fremgår af den nationale lovgivning, om og i hvilket omfang en medlemsstat gør brug af undtagelsesbestemmelsen. Hvis en medlemsstat ikke på forhånd har offentliggjort sin beslutning om at gøre brug af undtagelsesbestemmelserne i tilbagesendelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra a) eller b), kan disse bestemmelser ikke bruges som en begrundelse for efterfølgende ikke at anvende tilbagesendelsesdirektivet i individuelle sager. Intet forhindrer medlemsstaterne i at begrænse brugen af undtagelsesbestemmelsen i tilbagesendelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra a) eller b), til visse personkategorier (f.eks. kun nægtelse af indrejse ved luftgrænser eller søgrænser), forudsat at det klart fremgår af den nationale gennemførelseslovgivning. Medlemsstaterne kan beslutte at anvende undtagelsesbestemmelsen senere efter den første gennemførelse af tilbagesendelsesdirektivet i national lovgivning. Det må dog ikke have negative konsekvenser for personer, der allerede kunne påberåbe sig virkningerne af tilbagesendelsesdirektivet (se Domstolens dom i sag C-297/12, Filev og Osmani 17 : " for så vidt som en medlemsstat endnu ikke har gjort brug af denne mulighed [...], kan den derimod ikke påberåbe sig retten til at begrænse dette direktivs personelle anvendelsesområde i henhold til dets artikel 2, stk. 2, litra b), i forhold til personer, som nævnte direktivs virkninger allerede fandt anvendelse på." 2.1. Grænsesager - artikel 2, stk. 2, litra a) Personer, der er blevet nægtet indrejse, og som befinder sig i et transitområde eller en medlemsstats grænseområde, er ofte genstand for særlige regler i medlemsstaterne: Ud fra en "juridisk antagelse" anses de pågældende personer undertiden for ikke at "opholde sig på den pågældende medlemsstats område", og der gælder særlige regler. Tilbagesendelsesdirektivet anvender ikke denne tilgang, og enhver tredjelandsstatsborger, der fysisk opholder sig på medlemsstaternes område, anses for at være omfattet af direktivets anvendelsesområde. Medlemsstaterne kan dog frit beslutte ikke at anvende direktivet på "grænsesager", defineret som tredjelandsstatsborgere, der: er genstand for nægtelse af indrejse i medfør af artikel 13 i Schengengrænsekodeksen 18, eller som pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig overskridelse af en medlemsstats ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen, og som ikke efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat. Det kan være nyttigt at anvende denne undtagelsesbestemmelse f.eks. i tilfælde af medlemsstater i frontlinjen, som oplever et betydeligt migrationspres, når dette kan sikre mere effektive procedurer. I disse tilfælde anbefaler Kommissionen, at en sådan undtagelsesbestemmelse anvendes. De nationale procedurer for "grænsesager" skal overholde de generelle principper i folkeretten og iagttage de pågældende tredjelandsstatsborgeres grundlæggende rettigheder samt beskyttelsesforanstaltningerne i tilbagesendelsesdirektivets artikel 4, stk. 4 (se afsnit 2.2). Nærmere præcisering: til EU-medlemsstaterne er Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein således ikke bundet af Domstolens praksis vedrørende gennemførelse af direktiverne i national lovgivning og kan frit vælge, hvordan de gennemfører forpligtelsen i tilbagesendelsesdirektivet (f.eks. ved direkte henvisning til direktivets ordlyd), i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser. Domstolens dom af , Filev og Osmani, sag C-297/12, ECLI:EU:C:2013:569. Efter kodifikationen af Schengengrænsekodeksen i 2016 skal en henvisning til kodeksens artikel 13 læses som en henvisning til artikel 14 i forordning (EU) 2016/

17 Artikel 2, stk. 2, litra a), indebærer en direkte forbindelse i tid og sted med overskridelsen af den ydre grænse. Den vedrører derfor tredjelandsstatsborgere, der blev pågrebet eller standset af de kompetente myndigheder netop på det tidspunkt, hvor de ulovligt overskred den ydre grænse, eller på et tidspunkt efter denne overskridelse i nærheden af den pågældende grænse - se Domstolens dom i sag C-47/15, Affum (præmis 72). Følgende personkategorier er f.eks. omfattet af udtrykket "pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig overskridelse af en medlemsstats ydre grænse", fordi der stadig er en DIREKTE forbindelse med den irregulære grænsepassage: personer, der ankommer på irregulær vis med skib, og som pågribes ved ankomsten eller kort efter personer, der anholdes af politiet efter at være kravlet over et grænsehegn irregulære tilrejsende, der forlader den bus/det tog, der bragte dem direkte til en medlemsstats område (uden tidligere ophold på en medlemsstats område). Følgende personkategorier er ikke omfattet af udtrykket "pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig overskridelse af en medlemsstats ydre grænse", fordi der ikke længere er en DIREKTE forbindelse med den irregulære grænsepassage: irregulære tilrejsende, der pågribes på en medlemsstats område et stykke tid efter den irregulære indrejse irregulære migranter, der pågribes i et grænseområde (medmindre der stadig er en direkte forbindelse med den ulovlige grænsepassage) en irregulær migrant, som forlader en bus, der kommer fra et tredjeland, hvis bussen allerede er standset flere gange på EU's område irregulære migranter, der efter at være blevet udvist ved en tidligere lejlighed overtræder et stadig gyldigt indrejseforbud (medmindre de pågribes i direkte forbindelse med en ulovlig grænsepassage) irregulære migranter, der passerer en indre grænse se Domstolens dom i sag C- 47/15, Affum (præmis 69), direktivets artikel 2, stk. 2, der henviser til de ydre grænser, og Schengengrænsekodeksens artikel 14, der finder anvendelse på de ydre grænser tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, som forlader medlemsstaternes og de associerede Schengenlandes område se Domstolens dom i sag C-47/15, Affum (præmis 71). Praktiske eksempler på sager, der er omfattet af bestemmelsen: "og som ikke efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat", som undtagelsesbestemmelsen ikke finder anvendelse på: irregulære tilrejsende, der er blevet pågrebet ved de ydre grænser, og som efterfølgende har fået opholdsret som asylansøgere. Selv hvis de efter endeligt afslag på asylansøgningen igen bliver "tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold", må de ikke udelukkes fra direktivets anvendelsesområde som "grænsesag" en tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse og opholder sig i lufthavnens transitområde (og dermed kan være udelukket fra direktivets anvendelsesområde), og som overføres til et hospital af lægelige årsager og får en tidsbegrænset national opholdstilladelse (og ikke blot udsættelse af udsendelse i henhold til artikel 9, stk. 2, litra a)), der gælder i indlæggelsesperioden. Hvilken form de afgørelser, som træffes i forhold til tredjelandsstatsborgere, der er udelukket fra tilbagesendelsesdirektivets anvendelsesområde i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), skal have, deres indhold og retsmidlerne til prøvelse af disse er omfattet af den nationale lovgivning. 16

18 Nægtelse af indrejse i henhold til Schengengrænsekodeksens artikel 14 omfatter alle, der ikke opfylder betingelserne for indrejse i henhold til Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1. Personer, der nægtes indrejse i en lufthavns transitområde eller ved et grænseovergangssted på en medlemsstats område, henhører under tilbagesendelsesdirektivets anvendelsesområde (fordi de allerede fysisk opholder sig på området). Medlemsstaterne kan dog gøre brug af undtagelsesbestemmelsen i artikel 2, stk. 2, litra a), i henhold til hvilken medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende direktivet på disse sager. Undtagelserne for grænsesager, jf. artikel 2, stk. 2, litra a), finder kun anvendelse i tilfælde af pågribelse ved de ydre grænser, ikke de indre grænser se Domstolens dom i sag C-47/15, Affum. Den midlertidige genindførelse af kontrol ved de indre grænser omdanner ikke de indre grænser til ydre grænser. Denne situation er derfor uden relevans for tilbagesendelsesdirektivets anvendelsesområde. "Grænsesager" og "grænselignende sager", der kan være udelukket fra direktivets anvendelsesområde i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), er ikke de samme som de sager, der er nævnt i samme direktivs artikel 12, stk. 3 (forenklet procedure ved ulovlig indrejse): ulovlig indrejse (det udtryk, der bruges i tilbagesendelsesdirektivets artikel 12, stk. 3) er ikke synonymt med de "grænsesager og grænselignende sager", der er beskrevet i samme direktivs artikel 2, stk. 2, litra a). Eksempel: En tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, der pågribes på en medlemsstats område tre måneder efter den pågældendes ulovlige indrejse, er ikke omfattet af tilbagesendelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra a), men kan være omfattet af samme direktivs artikel 12, stk Særlige beskyttelsesforanstaltninger i "grænsesager" Hvis medlemsstaterne vælger ikke at anvende direktivet på grænsesager, skal de ikke desto mindre overholde princippet om non-refoulement og i henhold til tilbagesendelsesdirektivets artikel 4, stk. 4 sikre, at beskyttelsesniveauet for de berørte personer ikke er mindre gunstigt end det, der er fastsat i direktivets artikler om: begrænsning af anvendelsen af tvangsforanstaltninger udsættelse af udsendelse akut lægebehandling og nødvendig behandling af sygdom under hensyntagen til sårbare personers behov og forhold under frihedsberøvelse. Derudover skal det understreges, at beskyttelsesforanstaltningerne i henhold til EU-retten om asyl (herunder navnlig adgang til asylproceduren) på ingen måde tilsidesættes, hvis medlemsstaterne vælger ikke at anvende tilbagesendelsesdirektivet på grænsesager. Forpligtelserne i henhold til EUretten om asyl omfatter navnlig medlemsstaternes forpligtelse til at: Nærmere præcisering: underrette tredjelandsstatsborgere, der måtte ønske at ansøge om international beskyttelse, om muligheden herfor sikre, at grænsevagter og andre relevante myndigheder har de relevante oplysninger, og at deres personale modtager den nødvendige uddannelse i, hvordan man anerkender ansøgere, og instrukser i, hvordan man underretter ansøgere om, hvor og hvordan der kan indgives ansøgning om international beskyttelse sørge for tolkning i nødvendigt omfang med henblik på at lette adgangen til proceduren sikre reel adgang for organisationer og personer, der rådgiver ansøgere ved grænseovergangssteder, herunder transitområder, ved de ydre grænser. 17

19 Anvendelse i praksis af denne bestemmelse ved nægtelse af indrejse ved grænsen: Der er to muligheder: Enten befinder personen sig fysisk på en medlemsstats område, efter at den pågældende er blevet nægtet indrejse ved grænsen (f.eks. i en lufthavns transitområde), eller også befinder personen sig ikke fysisk på en medlemsstats område (f.eks. en person, der blev nægtet indrejse ved en landgrænse, og som stadig fysisk opholder sig på tredjelandets område). I førstnævnte tilfælde skal beskyttelsesforanstaltningerne i artikel 4, stk. 4, finde anvendelse. I sidstnævnte tilfælde finder artikel 4, stk. 4, ikke anvendelse. Overholdelsen af princippet om non-refoulement, der er fastsat i tilbagesendelsesdirektivets artikel 4, stk. 4, litra b) og nedfældet i artikel 19, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention er af absolut karakter og må ikke begrænses under nogen omstændigheder, selv hvis udlændinge udgør en trussel mod den offentlige orden eller har begået særlig grov kriminalitet. Sådanne personer kan udelukkes fra at få flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse, men må stadig ikke tilbagesendes til et sted, hvor de risikerer at blive tortureret eller dræbt Straffesager og udleveringssager Medlemsstaterne kan dog frit beslutte ikke at anvende direktivet på tredjelandsstatsborgere, der: er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion i henhold til national ret er genstand for tilbagesendelse som følge af en strafferetlig sanktion i henhold til national ret er genstand for udleveringsprocedurer. Nærmere præcisering: De straffesager, der er omhandlet i denne bestemmelse, er typisk dem, der betragtes som lovovertrædelser i medlemsstaternes nationale ret. Domstolen præciserede udtrykkeligt i sin dom i sag C-297/12, Filev og Osmani, at overtrædelser af bestemmelserne i den nationale lov om euforiserende stoffer og frihedsstraf for handel med euforiserende stoffer kan være tilfælde, hvor undtagelsen finder anvendelse. Domstolen bekræftede i sin dom i sag C-329/11, Achughbabian, at der ikke kan gøres brug af denne undtagelse i forhold til tredjelandsstatsborgere, hvis eneste lovovertrædelse er ulovligt ophold, uden at det fratager tilbagesendelsesdirektivet sit formål og sin bindende virkning. Mindre migrationsrelaterede lovovertrædelser såsom irregulær indrejse eller ulovligt ophold kan ikke i sig selv være en begrundelse for brug af denne undtagelse. Udleveringsprocedurer hænger ikke nødvendigvis sammen med tilbagesendelsesprocedurer. Europarådets konvention fra begrænser udlevering til udlevering af enhver "person, mod hvem det begærende lands kompetente myndigheder har indledt retsforfølgning for en forbrydelse, eller som af de nævnte myndigheder ønskes udleveret med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en beslutning om sikkerhedsforanstaltning". Der kan dog være overlapninger, og denne undtagelse skal gøre det klart, at medlemsstaterne har mulighed for at undlade at anvende retssikkerhedsgarantierne i tilbagesendelsesdirektivet ved tilbagesendelse som led i udleveringsprocedurer. 19 Europarådet, den europæiske konvention om udlevering,