NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER

Transkript

1 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER AV ANATHON BJØRN 2 TEKSTFIGURER ntet synes for tiden mindre lønnende i norsk arkeologi end at søke I at komme til rette med det omfattende bopladsmateriale som utgjør det ældste vidnesbyrd om menneskers færden i vort land. Det er nemlig spredt over svære omraader og er i sig selv saa heterogent og dertil i kronologisk henseende saa litet kjendt, at et hvert forsøk paa at se sammenhængen i det og paa en nærmere fixering av dets indbyrdes tidsforhold nærmest synes haabeløst. Heller ikke er det hidtil gjort klart hvor forutsætningerne for den ældste norske bopladskultur egentlig er at søke. Vel kan vi peke paa bopladser som gjennem sit yderst primitive redskapsinventar gjør det mest oprindelige indtryk, og som efter geologiske forhold vistnok maa betegnes som de ældste der hidtil er paavist i vort land; men nogen umiddelbar tilknytning til primitive kulturformer inden andre omraader gir disse fund ikke, idet de er helt enestaaende baade i Norden og ellers i Europa som vi straks skal se. Staar vi end saaledes noksaa ubehjelpelige like overfor det nævnte store og interessante stof, saa har det dog i mange henseender bragt os ny og positiv viden om de ældste tidsrum i vor forhistorie, og ganske særlig har det aapnet uanede perspektiver bakover i tiden. Hvilke konsekvenser dette har faat for vort syn paa kulturens oprindelse i Norge, faar man den be ds te forestilling om, naar man betænker at det ikke er saa svært mange aar siden man satte menneskets første indvandring samtidig med de danske avfaldsdynger, medens man nu endog taler om en interglacial bebyggelse som for store dele av vort vidtstrakte land skal danne det egentlige grundlag for bopladskulturens videre utvikling.

2 54 ANATHON BJØRN Det var HAAKON SHETELIG 1 so:n i 1921 først fremsatte formodningen om at Norge hadde mottat sin første befolkning allerede i sidste interglacialtid; men da hypotesen arkeologisk væsentlig var basere! paa en tilbakeslutning fra et saa svigtende grundlag som de mandelformede flinter, og det dengang kjendte bopladsmateriale ikke strengt kunde siges at retfærdiggjøre en slik antagelse, har den hidtil kun spillet liten rolle i diskussionen om den nordiske stenalders oprindelse. Dog blev hypotesen optat og teoretisk søkt nærmere begrundet av GuNNAR EKHOLM2; men først i de sidste par aar er der kommet momenter til som har bragt den mere i forgrunden ved at vise dens fulde berettigelse. Den trænger dog en nærmere underbygning; men den vei som SHETELIG her har utpekt, maa betrædes av alle som vil søke at sprede det mørke som hviler over vor stenalders oprindelse, selv om den dog ikke er den eneste og sikkert heller ikke den vigtigste vei som da er at gaa. Det er som et bidrag til de her antydede spørgsmaal at foreliggende avhandling fremkommer. Den rører saaledes ved de vanskeligste problemer som norsk arkeologi for tiden er stillet overfor, og sikker viden staar neppe til at opnaa; men den søker sin berettigelse i at det ofte i vor forskning har vist sig frugtbart at drøfte spørgsmaalene og fremsætte synspunkter som i dette tilfælde utspringer fra A. NuMMEDALS merkelige bopladsfund i Finmarken i En nærmere redegjørelse herfor vil snart foreligge fra den kjendte stenaldersforsker selv, her skal jeg derfor bare fremhæve det som er nødvendig for mit øiemed, og som har født de tanker som nedenfor er fremsat. I en foreløbig meddelelse om sine undersøkelser i Alta i Finmarken3 har NuMMEDAL i litteraturen indført en hidtil i Norden helt ukjendt kulturform under betegnelsen Ko msa ku l turen, kald et sa a efter et fjeld i Alta. lndholdet av denne kultur som er representere! ved en del bopladser i meters høide over havet, karakteriserer NUMMEDAL i følgende linjer som jeg efter selvstudium helt ut kan underskrive: " Bopladser tilhørende denne kultur er fund et ved Ste nseng, ved Amtmandsnesset og ved Tollevik. Paa sidstnævnte sted t H. SHETELIG, Naar bygdes Norge?, Naturen 1921, s. 193 ff. Jfr. samme forf. Primitive tider i Norge, 1922, s. 7 ff. og Norges forhistorie 1925, s. 7 ff. 2 G. EKHOLM, Manniskor i Skandinavien under sista interglacialen?, Ymer 1925, s. 416 ff. og samme forf. i Rea!Iexikon der Vorgeschichte IX, s A. NuMMEDAL, Stenaldersfundene i Alta. Norsk geologisk tidsskrift IX, s. 43 ff.

3 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER 55 hvor der er gravet mest, er der undersøkt et areal paa ca. 27 m2. Like under lyngtorven er der her i rullestensgruset fundet mange tusen flintsykker. Det meste er av fald; men det er ogsaa mange stykker som er formet til redskaper. Blandt disse skal nævnes Levallois-skrapere med facetter paa slagflaten og med retouch paa undersiden; diskusformede redskaper, tilsigtede kjerneskrapere, spaanskrapere, flekkeskrapere, smaa meisler (kjendt fra Mousterien), gravstikker (burins) i mange former, saaledes le burin bec de burin d'angle, burin prismatique et polyedrique, le burin busque (le burin de perroquet). Videre skal nævnes flekker med tilhugget ryg (mindende om Chatelperronspidserne og Gravettespidserne ), flekkespidser med tange, bor og endelig en hel del smaaformer. Paa Tollevikbopladsen som vistnok ikke har været bebod saa særlig lang tid, er det saaledes fundet redskapsformer fra saa godt som alle perioder fra og med Mousterien til og med slutningen av Magdalenien." 1 Senere har NuMMEDAL længer nordøst i Finmarken, i Porsanger, undersøkt bopladser hvor kvartsen har været det konstruktive redskapsmateriale istedenfor dolomitflinten; men hvor inventaret ellers er meget nær beslegtet med Komsakulturens, dog med den forskjel, at former der svarer til ældre paleoliticum i Vesteuropa er endnu mere fremtrædende idet der bl. a. forekommer gode coup-de-poings og en rekke store og udmerkede Levallois-skrapere som viser den eiendommelighet at slagbulen er borthugget, et træk som i følge OBERMAIER er særlig karakteristisk for Mousterientiden 2. Paa den anden side er. ungpaleolitiske former sjeldnere i Porsangerfundene; der findes neppe nogen som i vesteuropæisk paleolitisk milieu vilde betinge en senere tid en Aurignacien. Denne forskjel i bopladsinventaret i Alta og Porsanger maa sikkert tages som et uttryk for at bopladsfundene inden sidstnævnte omraade betegner et ældre trin indenfor hele kulturformen, noget som ogsaa stemmer med at fundene her grupperer sig om en lang og høitliggende strandvold ca. 60 m. o. h. nedenfor hvilken de ikke forekommer. Denne regelmæssighet i beliggenhet maa angi at sjøen under bopladstiden ihvertfald ikke kan ha staat meget lavere end strandvoldens ryg, og dette forlener i geologisk henseende fundene med en betydelig ælde. l L. c. s Reallexikon der Vorgeschichte VIII, s. 317.

4 56 ANATHON BJØRN Vi har saaledes i Finmarken at gjøre med en eiendommelig, helt igjennem paleolitisk præget kulturform som foreløbig ihvertfald sta ar helt isoleret i N ordeuropa. Og end mere gaadefulde blir vore fund ved at hvert enkelt av dem er sammensat av former som ellers inden de paleolitiske kulturers utbredelsesomraade i Europa tilhører kronologisk sterkt forskjellige avsnit av paleoliticum. Det er ingen mulighet for at forklare dette merkelige forhold ved at mennesker i Finmarken har holdt til paa de samme steder gjennem umaadelige tidsrum, det sees nemlig tvert imot at de enkelte lokaliteter ikke kan ha været befolket synderlig længe. Vi kan derfor slaa fast, at i Finmarken har redskaper av Mousterienformer ja endog nærmest Cheleenformer (nævestenene) været i bruk samtidig med Magdalenienformer. Da saa ogsaa alle de mellemliggende perioders redskapsformer er representeret - kanske med undtagelse av Solutre, skjønt der dog foreligger skrapere som meget minder om Solutretidens likesom ogsaa tekniken av og til minder om denne periodes saa gir altsaa Finmarksfundene saa at si et tversnit av hele paleoliticum og det ikke bare i selve formene, men ogsaa i den forskjelligartede teknik som er anvendt. I sandhet et eiendommelig forhold der kræver en forklaring. Det kan paa studiets nuværende standpunkt og med det materiale som i dag staar til raadighet baade her i landet og ellers i Europa ved første øiekast synes at være haabløs gjerning at søke en saadan; men problemet forenkles i virkeligheten betydelig ved at det kun er to som kan komme i betragtning: enten er Komsakulturen autochton i Norge og maa da ha som rækker meget langt tilbake i tiden, eller den betegner menneskets første indvandring til vort land fra et ukjendt omraade. Vi faar da som opgave at drøfte hvert av disse alternativer og ta standpunkt til det mest sandsynlige av dem, men maa først søke at gi vor undersøkelse en kronologisk piatform at bygge paa. Ad ren arkeologisk vei lar Komsakulturen sig ikke tidfæste. Det eneste vi kan si er at vi her har at gjøre med et i kulturelt henseende paleolitisk redskapsinventar, men da meget gamle former ellers i Norge forekommer in den langt senere tidsrum end i de centralere egne av Europa, er det ikke paa forhaand git at Komsakulturen ogsaa i tid svarer til europæisk paleoliticum. Kronologien maa derfor baseres paa geologiske iagttagelser paa findestederne, og et nærmere studium av de geologiske forhold ved bopladserne har nu ført NuM MEDAL til det resultat at Komsakulturen maa være postglacial, eller

5 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER 57 som man kanske med et heldigere uttryk bør si, postarktisk, hvad som i Finmarken dog ikke hindrer at den naar op i senpaleolitisk tid, (Magdalenien) 1, ti som vi allerede har hørt peker høideforholdene mot et meget fjernt tidsrum. Denne geologiske tidsbestemmelse av Komsakulturen passer jo meget godt med redskapernes paleolitiske præg. Det fremhævede kronologiske resultat er selvsagt av største betydning for norsk og nordisk arkeologi, men efter bare nogen sommeres undersøkelse inden et vidtstrakt omraade vil det ikke med sikkerhet straks kunne tages som det endelige, naar der spørges efter tiden for Komsakulturens oprindelse. Den mulighet existerer jo at fremtidige undersøkelser vil rykke dens begyndelse i Norge endnu længere tilbake. jeg vil dog allerede her bemerke at av grunde som senere vil bli fremholdt, stiller det sig for mig slik at vi neppe vil kunne vente fund som rækker synderlig længer tilbake i tid end dem som jeg ovenfor har nævnt, men naar det gjælder saa litet kjendte spørgsmaal, maa alle eventualiteter diskuteres. jeg begynder da med at drøfte Komsakulturens mulige oprindelse i Norge. Vi har herunder at gaa ut fra omhandlede funds eiendommelige sammensætning som tydelig viser at vi har for os en ungpaleolitisk redskapskultur, men med meget stærke traditioner fra ældre paleolitisk tid. Det er derfor tydelig at hele redskapskulturen bygger paa et grundlag som var lagt allerede i ældre paleoliticum. Vil man derfor paa grund av Komsakulturens isolerte stiliing hævde dens autochtone oprindelse i Norge, saa maa det av det paapekte frem ga a at der allerede i ældre paleolitisk tid sat en befolkning i landet med en kulturform der maa danne prototypen for den som NuMMEDALS undersøkelser har lært os at kjende. Herav maa igjen med nødvendighet fremgaa, at vort land var befolket saavel under den sidste istid som den sidste interglacialtid. Vi maa da undersøke om der ellers foreligger noget som kan gi støtte for en formodning om at der har været mennesker i Norden i saa fjerne tider, og om der under den sidste istid var nogen mulighet for at folk kunde opholde livet her. Rent teoretisk er der selvsagt intet til hinder for at Norden har været befolket under den sidste interglacialtid med dens gunstige klimat, slik som GuNNAR EKHOLM har søkt at gjøre det sandsynlig2, l NUMMEDAL anf. arb. S G. EKHOLM anf. arb.

6 58 ANATHON BJØRN men inden man herav trækker slutninger av vidtrækkende betydning for studiet av nordisk stenalder, vil man dog gjerne ha sikkerhet for at saa virkelig har været tilfældet, men noget som direkte kunde godtgjøre dette har man hidtil ikke kunnet paavise. Der har dog i litteraturen flere gange været talt om interglaciale rundstykker i Nordeuropa, særlig av den tyske geolog GAGEL, men de fund han har fremlagt har ikke kunnet staa for kritiken, idet det har vist sig at det ældste efter geologiske undersøkelser stammer fra en tid samtidig med vesteuropæisk Magdalenien 1 Et fund fra interglaciale avleiringer i Skåne som for en del aar siden vakte en viss opsigt da det fremkom, viste sig hurtig at bestaa av naturlig stykkersprængte flinter, og om et andet fund fra interglacial tid i Kjøbenhavns frihavn gjælder det at de formentlige redskaper ikke med sikkerhet han siges at være kunstig dannet, idet den eventuelle retouch like godt kan være frembragt ved tryk eller støt mot andre stene2. De av RICH TERS beskrevne flinter fra istidens bræavleiringer ved Kiel som omtales av SHETELIG3 er, som det blev mig fortalt av en tysk arkeolog, kun naturlig rullede flinter og under ingen omstændighet kan man i hvertfald i dem se noget fingerpek om en nordisk interglacial befolkning. Der har dog i flere aar foreligget et hidtil upubliceret dansk fund som gir. den længe ønskede vishet for at der virkelig har færdedes mennesker i Skandinavien i omhandlede tidsrum. I 1905 fandt nemlig geologen N. HARTZ ved undersøkelser ved Harebjerg, l km syd for Brørup station i Jylland, det som fig. l a b avbildede flintredskap liggende 7 m dypt i gruslag som for den væsentlige del var avleiret under den sidste istid4. Efter flintens beliggenhet i gruslagene kan det geologisk ikke være tvilsomt, at den stammer fra en tid som ligger forut for den sidste istid, uten at der dog bestemt kan siges til hvilken interglacialtid den hører, men det tør vel ansees utvivlsomt, at det er den sidste der kommer i betragtning. l G. SCHWANTES i A. f. A. XX, s H. RosENKJÆR, Fra frihavnen, Naturen og mennesket IX, s H. SHETELIG. Primitive tider i Norge, s. 10 f. 4 Redskapet opbevares i Danmarks Geologiske Undersøkelse. Dr. HARTZ har velvilligst gjennem dr. V. NORDMAN git mig tilladelse til at publicere stykket. De kvartærgeologiske forhold ved Harebjerg er beskrevet av V. MIL THERS i D. G. U. Række I, no. 15, s. 33 f.

7

8 60 ANATHON BJØRN Atter stemmer den geologiske datering udmerket med selve redskapets art. Som det fremgaar av av bildningen, er flinten en liten coup-de-poing, temmelig grovt tilhugget med omhyggelig om end grov retouchering av sidekanterne. Den træder dog i det hele frem som et vel tildannet exemplar der ikke lar den mindste tvivl om at vi her har at gjøre med et virkelig forarbeidet redskap hvortil tilsvarende stykker ellers savnes i Danmark, medens paralleler noksom kan hentes fra Vesteuropas ældre paleolitiske tid. Selv om nævestenen fra Harebjerg staar helt isoleret, maa det dog indrømmes at den bringer sporgsmaalet om en interglacial bebyggelse av Norden i en helt anden stilling end tidligere, da man kun opererte med rent teoretiske muligheter herfor. Ti naar det først er godtgjort at der har været folk i Danmark i nævnte tid, saa er jo tillike muligheten for at det samme har været tilfældet i det øvrige Skandinavien blit langt større, den lar sig i hvertfald ikke længer avvise. Det er derfor ikke andet end naturlig at vi ser os om blandt vore mange flintfund med meget primitive former, for om mulig at faa sikrere svar paa spørgsmaalet. Rent arkeologisk vil vi da ikke kunne opnaa noget resultat, det maa bli kvartærgeologien som i tilfælde maa utpeke fundene for os, og der foreligger virkelig en del fund som paa geologisk hold ansees som interglaciale. I sit arbeide "Bidrag til Møre fylkes kvartærgeologi, Ill" 1 har H. KALDHOL beskrevet en del eiendommelige flintfund fra Gjermundnes i Romsdalen i ca. 60 meters høide over havet. Det merkelige ved flinterne er at en god del av dem er sterkt vandslidt, og i det hele gjør indtryk av at stamme fra bopladser som en gang er blit ødelagt ved en landsænkning, som efter den store høide at dømme, maa ha fundet sted i en meget fjern fortid. Selve flinterne, som jeg har hat anledning til at gjennemgaa, lar sig ikke datere rent arkeologisk, da de væsentlig bestaar av høist flygtig tildannede redskaper karakteriseret ved en grov, primitiv teknik. Der findes dog blandt dem enkelte helt paleolitisk prægede burins og et stykke, som jeg ikke har set, er av SHETELIG bestemt som en Mousterienskraper uten at han dog herav trækker kronologiske konsekvenser2. De interessanteste redskapsformer i Gjermundnesfundene utgjøres dog av nogen kegleformede nævestene som vi her i landet ellers kun kjenl T.V. S , no. 4, s. 52 ff. jfr no. 3, s. 13 ff. 2 KALDHOL anf. arb. s. 63 f.

9 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER 61 der fra den s. k. fjæreflint fra Gossa i Romsdalen, og hvorav et exemplar er avbildet it. V. S. 1915, no. 8, s. 40. Ogsaa Gossafundene gjør indtryk av at tilhøre en meget primitiv kulturform 1, men er for nærværende helt umulig at tidfæste, og gir saaledes intet holdepunkt ved dateringen av Gjermundnesfundene. Dog maa det siges at de omtalte primitive redskaper gir et indicium for høi ælde, og i samme retning peker det at tilsvarende former ellers aldrig er paatruffet paa bopladser i det øvrige Norden, medens de kjendes som enkeltfund fremkommet under forhold som vel ikke gir nogen direkte støtte tor kronologien, men som dog antyder formens meget tidlige oprindelse. Saaledes opbevares i Danmarks Geologiske Undersøkelse en slik nævesten fundet i en grusgrav ved Vanghede nær Kjøbenhavn, og et tilsvarende redskap er fisket o p av Randers fjord 2. Gjermundnesfundenes primitive karakter i forbindelse med den meget gamle strandlinje de maa markere, gir saaledes forhaanden at fundstykkerne skriver sig fra et tidlig avsnit av stenalderen, men kun kvartærgeologien kan bringe os dateringsspørgsmaalet nærmere. jeg har derfor henvendt mig til KALDHOL som er den bedste kjender av de. geologiske forhold inden de strøk det her gjælder, og han har velvilligst sendt mig nedenstaaende redegjørelse som er resultatet av hans fornyede undersøkelser ved Gjermundnes og paa væsentlige punkter avvigende fra hans tidligere fremsatte opfatning3. Efter at ha fremhævet dette skriver KALDHOL: "Under de ganske omfattende undersøkelser av de kvartærgeologiske forhold, særlig på Sunnmør, men også delvis i jeg ved bistand av Nansen fondet har kunnet utføre i de 3 4 siste år, har jeg med sikkerhet kunnet konstatere 3 istider på Møre. Alle har sine tilsvarende betydelige senkninger av landplaten (sine bestemte marine grenser). I de mellemliggende tidsrum, interglacialtidene, har landplaten igjen hevet sig, så den da kan påvises å ha ligget omtrent i nuværende høide. Den tilsvarende interglaciale mg. blir derfor ikke å søke høit oppe, som man tidligere har tenkt sig, men ved eller under den nuværende strandlinje. Dette er et trekk, som man må være fullt opmerksom på, når man vil forklare sig Gjermundneskulturens alder set fra et geologisk standpunkt. t A. BJØRN, Landsænkninger under yngre stenalder eller lokale Naturen 1921, s A. C. JoHANSEN, Randers fjords 1918, s KALDHOL tidligere anf. arb.

10 62 ANA THON BJØRN Den første istid, øytiden, på Møre, har sine endemoræner på øerne fra Kvamsøy og nordover Sandsøy (Sunnmør) Godøy, Lepsøy, midten av Fjørtoft, tangerer såvidt Harøy sydsiden av Otrøya etc. Landet lå i denne tid nedsenket til 87 meter over nuværende tangrand langs kysten på ovennevnte strekning. Under den påfølgende interglacialtid hadde landet på Gjermundnes hevet sig omtrent til nuværende høide ifølge det i Kvartærgeologi III meddelte profil fra grustaket på "Sanden", 8 m over nuværende tangrand. 2d en istid, "F jordtiden". netop på Gjermundnes, Skodje Da hadde breen sin yttergrense Ørskog, Aure, Sykylven etc. Denne grenselinje er forøvrig ikke helt undersøkt endnu. Under denne istid sank landet på Gjermundnes til 91 meter o. t. På kysten i Fræna til 56 meter over nuværende tangrand, i Aalesund til ca. 47 meter o. t. etc. Det er dette nivå man hittil (men med urette) har kaldt den senglaciale mg. Da isranden hadde sin yttergrense på Gjermundnes er det klart, at bosetningen her må være yngre enn maksimum av 2den istid. Derefter følger påny en varmere tid, såvidt hittil påvist den siste inter gl a c i alt id. Da breen smeltet bort, hevet landet sig påny, og under denne landhevning har menneskene holdt sitt inntog på Gj ermundnes. Den periode av bosetningen som jeg har kaldt G j er m u n d nesti den, tilhører med fuld sikkerhet den her nevnte interglacialtid. Men derimot er det naturligvis vanskelig på denne vei å påvise netop, hvilken tid av dette uhyre lange tidsrum, som denne interglacialtid omfatter, da menneskene først innfandt sig på Gjermundnes. Som før nevnt, har landet også i denne tid været underkastet en meget betydelig hevning. Med sikkerhet kan jeg bevise, at hevningen mindst har nådd 26 meters kurven over nuværende tangrand, idet der under nybrytning i sommer i denne høide blev funnet flintredskaper på det gamle ishavsler, under det overliggende 30 cm megtige strandgrus. Og disse flintredskap tilhører med sikkerhet en meget gammel type. Nogen er vandslitte og har en tydelig patina (en endeskraper er vandslitt og har violett eller brunlig violett patina). Men der er også funnet vannslitte flintstykker til 4 meter over nuværende tangrand, og disse flintstykker må sikkerlig opfattes som redskap og kan ikke ha tilhørt neolitisk tid.

11 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER 63 Derefter følger en ny istid, den 3d i e istid, hvorunder landet på Gjermundnes sank omtrent til 60 meters kurven over nuværende strandlinje. Da boplassen kun når 53 meter o. t., så er det klart, at bopladsen nu blir helt overskyllet og flintredskapene blir utsatt for bølgenes slit. At redskapene ikke er blit helt ukjennelige skriver sig fra den beskyttelse, som en oprakende klippe på nordsiden av halvøen har gitt, likesom det innelukkede farvand i det hele tat. Den 3die istid har i Romsdalen kun nådd utover til Torvik eller høist til Norvik. Strandlinjen derinne (på Norvik) ligger 71 meter over nuværende tangrand og markerer just havstanden under maksimum av senkningen under siste istid. Dannelsen av denne utprægede strandlinje i fast fjell i et fullstendig innelukket farvann finner herigjennem en tilfredsstillende forklaring.. På Sunnmør har isen likeledes på denne tid kun nådd bunden av de dypeste fjorde, Geiranger og Sunnelven, Hjorundfjorden og Austefjorden i Volda. I kystegnene på Sunnmør ligger den senglaciale mg. ca meter over havet og på Kjørsvik i Fræna meter over tangranden. For de lavere og yngre nivåforandringers vedkommende har mine senere unqersøkelser kun tjent til å styrke rigtigheten av de i Møre f. kv. geologi I I I fremholdte anskuelser, så jeg for dette avsnits vedkommende må få henvise dertil. " Som det fremgaar av ovenstaaende, hævder KALDHOL Gjermundnesfundenes interglaciale oprindelse, og det kan jo da tilføies at Gjermundnes ligger inden et strøk hvor de i Norge sjeldne interglaciale formationer ogsaa ellers lar sig paavise, men forøvrig tør jeg som ikke geolog selvsagt ikke ta noget standpunkt til KALDHOLS utredning, den har imidlertid forekommet mig at være av saa stor interesse, at den maatte meddeles her hvor spørgsmaalet er om en mulig interglacial befolkning i Norge for hvis existens der altsaa nu ogsaa ad andre veie er skapt større sandsynlighet 1 t At ogsaa andre forskere end dem jeg ovenfor har nævnt regner med en interglacial befolkning i Norden, fremgaar av en hypotese som H. OBERMAIER har fremsat i sit betydningsfulde arbeide: Fossil Man in Spain, Som bekjendt har studiet av Vesteuropas paleolitiske kulturformer i de senere aar gjennemgaat en rask utvikling, det nye, rike materiale som er indsamlet fra de forskjelligste egne har kastet nyt lys over mange problemer, og har i ikke liten grad bidra! til at omforme opfatningen av de forskjellige paleolitiske kulturers oprindelse og utbredelse. Dette gjælder saaledes Mousterienkulturen hvis oprindelige hjemsted nu av flere forskere forlægges til Nord-

12 64 ANATHON BJØRN Men mellem den tredie interglacialtid og Komsakulturen i Finmarken ligger hele Wtirmistiden, og for at de gammelpaleolitiske traditioner som vi træffer i vore ældste fund virkelig skal ha røtter som rækker tilbake tilbake til en norsk interglacialkultur, maa det ogsaa forutsættes at mennesker har holdt til i landet under den sidste nedisning. Spørgsmaalet har allerede været drøftet i de ovenfor citerte arbeider, og det er ved nyere geologiske undersøkelser godtgjort at der under den sidste istid langs den norske kyst har været en isfri landstripe, og man har heri fundet det teoretiske grundlag for en supponeret norsk istidsbefolkning. Længer end til en teoretisk drøftelse av spørgsmaalet vil man jo heller ikke komme saalænge intet sikkert fund foreligger fra denne tid, men for at hypotesen idet hele skal ha nogen bæreevne naar man paa den vil lægge forutsætningerne for de senere kulturforeteelser i norsk stenalder, maa man jo ha nogenlunde visshet for at den isfri landstrækning ogsaa virkelig gav nogen mulighet for en bebyggelse. EKHOLM har til belysning herav meddelt en del oplysninger av faunistisk art som vel er interessante, men neppe alene avgjørende for spørgsmaalet. Vi maa derfor kort fremlægge hvad man for tiden tror sig at vite om arten og størrelsen av den isfri landstrækning under Wtirmglacialen. Flere forskere har git bidrag til kjendskap om den ikke nedisede del av landet, og av størst betydning er resultaterne av de botaniske studier over den arktiske flora som vi skylder WILLE, NoRDHAGEN og FRIES, da vi herigjennem faar indblik i forhold av betydelig interesse for det spørgsmaal som her interesserer os. Meget instruktiv er i saa henseende en avhandling av Wille fra 19051, hvori han paaviser at det arktiske floraelement ikke som saa ofte an tat kan være indvandret sydfra efterhaanden som isen trak sig tilbake, eller europa. 0BERMAIER deler dette syn paa saken, og har paa kartet fig. 37 i sit nævnte arbeide git uttryk for denne sin opfatning ved at avmerke Danmark, det sydlige Sverige og det sydlige Finland samt det nordlige Rusland som Mousterienkulturens vugge. Herfra skal den saa ha bredt sig utover Europa ved sydgaaende folkevandringer fremkaldt ved at den tiltagende istid har gjort det nødvendig for den nordiske befolkning at søke andre opholdssteder, (s. 88 ff.). Hvor vidt denne hypotese har noget for sig kan kun fremtiden vise, efter det som for tiden foreligger, maa den nærmest siges at være meget svakt underbygget. t N. WILLE, Om indvandringen av det arktiske floraelement til Norge. Nyt magasin for naturvidenskaberne XLII I, s. 315 ff.

13 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER 65 i det sydlige Norge kan ha overlevet istiden paa en isfri landbrem, da isen der gik helt ut i havet, og da isen var gaat tilbake saa langt som til raerne, fulgtes tilbakerykningen av en landsænkning. Derfor har det sydlige og østlige Norge aldrig hat en virkelig arktisk flora i postglacial tid, men kun en subarktisk, da isen i disse egne først trak sig tilbake efter at klimatet i søndenforliggende strøk var blit saa mildt at den arktiske flora allerede var utdød 1. Fra egnene _om Sognefjorden og helt op til Finmarken derimot maa der ha været en isfri kyststrækning hvor enkelte arter av arktiske planter kan ha levet under istiden, men en god del slike er sikkert indvandret fra Si bi rien i sen- og postglacial tid. Hvor bred denne land brem har været lar sig ikke bestemme, men ifølge F. ENQVIST har den i det nordlige Norge vistnok været bredere end man geologisk nu umiddelbart har indtryk av, da flere forhold taler for at kystlinjen her under istiden har ligget høiere end nu 2. Efter studier av kalktuffer og fossile plantefund samt ut fra den norske relictflora, hævder ogsaa R. NORDHAGEN med bestemthet at der under den sidste istid har været en isfri kystrand som har strakt sig langs he!e Nordnorge og saa langt syd som til egnene syd for Trondhjemsfjorden, og at dette ikke nedisede omraade har hat et arktisk plantedække3, en slutning hvortil ogsaa den svenske botaniker TH. FRIES er kommet4. Noget sammenhængende isfrit omraade har der dog ikke været idet kyststrækningen paa flere steder har været brudt av brætunger som fra storisen naadde ut til sjøen 5. NoRDHAGEN peker tillike paa faunistiske forhold som gjør det sandsynlig at ogsaa en del mindre dyrearter har overvintret paa t I en senere avhandling "The Flora of Norway and its lmmigration", Annuals of the Missouri Botanical Garden Il, 1915, s. 82 f. omtaler dog WILLE fund av fossile arktiske planter paa sydøstkysten, men fremholder at forholdene her ikke er saa klare, da en overføring av vinden fra Sydskandinavien i senglacial tid her er mulig, og de nævnte fund behøver derfor ikke at være noget bevis for at planter har overvintret inden det sydøstlige Norge. 2 F. ENQVIST, Die glaziale Entwicklungsgeschichte Nordwestskandinaviens, 19 18, s R. NORDHAGEN, Kalktufstudier i Gudbrandsdalen, 1921, s. 96 ff. og samme, Planteveksten langs Dovrebanen, Den norske turistforenings aarbog 1923, s. 41 ff. 4 TH. FRIES, Botanische Untersuchungen im nordlichsten Schweden, 1913, s. 258 ff. s jfr. O. T. GRøNLIE and T. SooT-RYEN, The Folden Fiord I part Il, 1927, (Quarternary geo1ogy by O. T. GRØNLIE) s. 54 ff. Norsk Geo!. Tidsskr. X. 5

14 66 ANATHON BJØRN omtalte kyststrækning, derimot synes store dyreformer ikke at ha kunnet existere, hvis det er rigtig som WILLE og flere antar, at mammuth og moskusokse utdøde her i landet da høiarktiske forhold indtraadte 1, ti disse rasers utdøen maa vel da skyldes at de hverken fandt tilstrekkelig bevegelsesplads eller tilstrækkelig næring. Det resultat som de nævnte botanikere er kommet til angaaende det. isfri omraades utstrækning, faar en yderligere støtte gjennem geologiske undersøkelser hvorav særlig skal fremhæves TH. VoGTsz og F. ENQVISTS 3 studier, og KALDHOL paapeker at naar der paa Møre findes interglaciale avleiringer medens ingen saadanne er kjendt fra det meget vidtstrakte omraade som geologisk benævnes Oslofeltet, saa maa det komme av at Møre delvis ihvertfald har været isfrit medens isen har bredt sig over hele det sydlige og østlige Norge4. Vi har altsaa under den sidste istid at regne med en isfri kyststrækning som fra Møre eller Sognefjorden omtrent, nordover har strakt sig landet rundt, brudt paa sine steder av bræer og jøkler og indrammet fortil av et med drivis opfyldt hav og baktil av storisens kompakte masse. Nogen gjestmild strand har det saaledes ikke været selv om den bød paa en haardfør flora og fauna. Dog maa det indrømmes, at dersom det ikke skulde vise sig at det isfri forland ikke har været altfor smalt, saa maa det ha kunnet huse en befolkning som har levet paa samme maate som eskimoerne i vore dage. Og da den store klimaforværring som førte til istiden jo ikke er kommet pludselig, og den menneskelige tilpasningsevne er utrolig, saa kan det videre tænkes at istidens eventuelle befolkning i Norge direkte stammer fra en likeledes eventuel interglacial befolkning. Men dette er at regne med mange usikre faktorer, og før visshet i form av sikre fund er skaffet tilveie, gjør man rettest i ikke at bygge for meget paa landets glaciale bebyggelse, men det maa tillike siges at være fuidt ut baade berettiget og nødvendig at ta muligheten med i beregning, naar det gjælder at vurdere slike t N. WILLE sidst anf. arb. s TH. VoGT, Om recente og gamle strandlinjer i fast fjeld, Norsk geologisk tidsskrift IV, s. 107 ff. 3 F. ENQVIST anf. arb. 4 KALDHOL anf. arb. s. 40 og /9. jfr. C. CALDENIUS och R. SANDEGREN, Vårt land under och efter istiden, 1925, s. 71. GAMS und NORDHAGEN, Postglaciale Klimaanderungen und Erdkrustenbewegungen in Mitteleuropa, 192.', s. 288.

15 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER 67 fund som dem vi ovenfor har stiftet bekjendtskap med. Resultatet av de sidste par decenniers stenaldersundersøkelser har nemlig bragt os mange overraskelser som gjør os forsigtige med at sætte bestemte grænser bakover i tid naar det gjælder spørgsmaalet om stenalderskulturens oprindelse i Norge. Av denne og andre ovennævnte grunde maatte derfor Komsakulturens eventuelle hjemlige oprindelse drøftes. For mig stiller dog forholdet sig anderledes. U ten at bestride hverken en interglacial eller en glacial befolkning i Norge tror jeg allikevel at vi end nu ikke med sikkerhet kan paavise nogen av delene, hvis da ikke Gjermundnesfundene gir beviset hvad den interglaciale tid angaar. Men selv om saa er, saa danner den sidste istid et i arkeologisk henseende fundtomt avsnit som meget vel kan være at forklare saaledes, at de slette klimatiske forhold har ført til en avfolkning av landet, og hvis det er tilfældet, maa jo de postarktiske kulturformer som vi træffer i Norge betegne et nyt landnaam. Komsakulturen maa saaledes ha sine røtter utenfor Norge, og -vor opgave blir det saaledes at søke at avgjøre om der er nogen mulighet herfor, og hvor i saafald dens oprindelse er. N a ar vi betragter Komsakulturen med det for øie at den muligens betegner noget nyt og fremmed i vor stenalder, gir dens eiendommelige sammensætning straks for haanden at vi her ikke kan søke nogen tilknytning til Vesteuropas klassiske paleolitomraade, hvorhen man tidligere gjerne vendte blikket, naar det gjaldt at forklare visse gamle former i vort bopladsmateriale. Ti for det første leter man i Vesteuropa forgjæves efter fund av tilsvarende art som vore fra Finmarken, og dernæst er de to fundomraader skildt ad ved svære, i arkeologisk henseende godt utforskede strækninger hvorover ingen mellemled bygger bro. Dertil kommer det vigtige forhold at NuMMEDALS undersøkelser har vist, at de bopladser hvis inventar bærer det ældste præg findes nordøst i Finmarken, medens fundene sydover antar en yngre karakter. Det synes altsaa som om Komsakulturen er oprindeligst i de nordøstre egne, og at den derfra har bredt sig sydover, idet den efterhaanden paa sin vei optar i sig, eller sandsynligst, selv utvikler nye redskapsformer, saasom tarvelige skivespaltere 1 og primitive økser dannet ved kløvning av pyramidale t Skivespalteren har jo længe gaat for at være et særlig kjendemerke for Campignien men nyere forskninger har tilfulde godtgjort det feilagtige heri og har vist at skivespalteren er opstaat uavhængig inden mange omraader og til høist

16 68 ANATHON BJØRN blokke for hvilke forutsætningerne allerede meget tidlig synes at ha været tilstede. Det er stort set de samme redskapsformer vi finder igjen paa Fosnakulturens flintpladser, og TH. PETERSENS endnu upublicerte undersøkelser i Helgeland har al:erede git antydning om at Fosnakulturen egentlig er en fortsættelse av Komsakulturen, hvorved førstnævntes mange relictformer finder en fuldt tilfredsstillende forklaring, og fremtidige undersøkelser vil nok komme til at utdype kjendskapet til den interne sammenhæng mellem de to kulturer. At Fosnakulturen tillike kan ha mottat impulser fra mere sydlige egne, er et spørgsmaal som det ligger utenfor vor opgaves ramme at drøfte. Vi kan imidlertid slaa fast at gangen i vor gamle bopladskulturs utvikling inden her omhandlede omraader hovedsagelig er fra nord mot syd, senere hen, i den yngre stenalder, gaar jo kulturstrømmen den motsatte vei. De seneste aars stenaldersundersøkelser har saaledes helt omkalfatret vort syn paa hvor forutsætningerne for vor gamle bopladskultur er at søke, ved at slaa grunden bort under den gjængse opfatning av Vesteuropa som vor stenalderskulturs egentlige vugge. Da det nu imidlertid er klart at der intet findes som knytter forbindelsen med nævnte omraade, har vi intet andet at gjøre end at undersøke om der inden andre egne findes spor av en civilisation som kan siges at være beslegtet med vor Komsakultur. Som jeg i en meddelelse om NUMMEDALS bopladsundersøkelser paa det nordiske arkeologmøte i Bergen i 1927 henledet opmerksomheten paa, har ogsaa nye franske og russiske undersøkelser i Mongoliet, Nordkina og Sibirien bragt for dagen et rikt stenaldersmateriale som næsten maa siges at at være identisk med vort fra Finmarken. Det er endnu ikke meget som er indført i litteraturen om disse betydningsfulde opdagelser, men det som foreligger 1 er fuldt tilstrækkelig til at vise den store overensstemmelse i former og forskjellig tid. Saaledes var den i Vesteuropa kjendt allerede i en ret tidlig del av paleoliticum. Se PEYRONY i Revue anthropologique XXXV, s. 297 ff. British Museum, Guide to the Stone Age, 1925, L. REVERDIN i Archives suisses d'anthropologie generale IV, s. 78 ff. MAc CuRDY, Human Origin I, 1926, s l E. LICENT et THEILHARD DE CHARDIN, Le paleolitique de la Chine, L'Anthropologie 1925, s. 201 ff. G. VON MERHARDT, The paleolitic period of Sibiria, American Anthropologist XXV, s. 21 ff. Samme, Neuere Literatur iiber die Steinzeit Sibiriens, W. P. Z. XI, s. 193 ff. R. CH. ANDREWS, On the Trail of ancient Man, 1926, s. 268 ff. og s. 312.

17 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER 69 fundsammensætning mellem de to omraader. Der som her har kvartsen spillet en stor rolle naar bedre materiale ikke var at opnaa, likesom der i teknisk henseende er fuld overensstemmelse, og det samme gjælder den eiendommelige blandning av gammel- og ungpaleolitiske former. For at gi et begrep herom hitsætter jeg følgende uttalelse av P. THEILHARD DE CHARDIN om fundene fra det nordlige Kina: "Tout ce que nous pouvous dire a ce sujet, (de kinesiske funds kronologi i forhold til de europæiskes) pour l'instant, c'est que, etant donne la continuite des facies et des fauns qui nous invite a synchroniser les Terres jaunes d'asie avec le loess d'europe (et plus particulierement avec l'ergeron de France),!'Homme paleolitique de Chine a du vivre appoximativement en meme temps que les Mousteriens ou les premieres Aurignaciens de nos pays occi.dentaux. A en juger par son industrie, que ne caracterise la presence d'aucun type d'outil inconnu a l'europe, mais seulement!'association de formes lithiques (mousteriennes, aurignaciennes, magdaleniennes) que nous sommes habitues a trouver chez nous reparties sur diveres niveaux, cet Homme parait avoir appartenu la masse fondamentale ou ont du s'alimenter plus d'une fois les vagues humaines arrivees en Europe aux temps paleolitiques1." N aar man!æser igjen nem denne uttalelse, er det jo næsten som om det skulde være en fransk gjengivelse av NuMMEDALS ovenfor citerte karakteristik av Komsakulturen, og i samme retning som DE CHARDIN uttaler VON MERHART sig med hensyn til de sibiriske fund hvori blandningen av gammel- og ungpaleolitiske 'former er endnu mere utpræget, og hvori der til den lithiske industri slutter sig et rikt arbeide i ben av Magdalenienart. Endnu sta ar vi jo bare ved begyndelsen av Central- og Nordasiens utforskning i arkeologisk henseende, men fund av mere tilfældig art viser allerede nu at paleolitiske kulturformer har hat en svær utbredelse her2. Det er derfor ganske naturlig at spørgsmaalet om de her nævnte asiatiske kulturers forhold til de meget beslægtede europæiske i paleoliticum allerede har begyndt at beskjæftige forskningen. Hvad som i saa henseende kan siges, vil findes i de nys citerte avhandlinger hvis forfattere forsigtigvis nøier sig med antydninger, da de asiatiske funds kronologi paa langt nær er sikker utt L'Anthropologie 1925, s Jfr. s H. BREUIL i L'Anthropologie 1925, s. 405.

18 70 ANATHON BJØRN over det at der av den ledsagende fauna kan avlæses at fundene er rent paleolitiske. For mig stiller det sig dog tillike saa at de nye opdagelser i Asien gir en stærk støtte for den av H. BREUIL allerede i 1912 fremsatte og med gode grunde underbyggede formodning om at den vesteuropæiske Magdalenienkultur er av asiatisk oprindelse 1 Det kan jo da i denne forbindelse ogsaa være værd at mindes en av L. FRANZ nylig omtalt kommandostav fra Gudenushulen i Østerrig, som har detaljer der stemmer overens med sibiriske former av denne art2. Og av ganske særlig betydning for spørgsmaalet er de helt igjennem asiatisk prægede skeletfund fra Chancelade3 og Lautsch i Østerrig4. Det blir i det hele stadig mere klart at der i de forskjelligste perioder av oldtiden har været forbindelser mellem Europa og de fjernere og fjerneste egne av Asien 5, og naar sporene av disse forbindelser for tiden ikke kommer tydeligere frem end de gjør, saa skyldes det den mangelfulde utforskning av Asien. Derfor aner vi endnu kun dunkelt hvilke rike kilder til forstaaelse av vor egen verdensdels gamle kultur som ligger skjult i Østen, kun for Magdalenientidens vedkommende kan vi si at sammenhængen delvis træder noget skarpere frem i sine konturer. Tillike kan vi da følge bevægelsens retning, idet vi paa grundlag av BREUILS undersøkelser og senere fund kan erkjende en kulturbølge som fra øst ruller frem mot vest, og efter de nyeste undersøkelser over Magdalenienkulturens geologiske alder er det i sen- eller postglacial tid at dette er sked. Det har en viss interesse at der samtidig hermed fra Asien er gaat en kultur- og folkestrøm i en anden retning, nemlig nordut over l H. BREUIL i Congres international d'archeologie prehistoriques, compte rendu de la XIV session Geneve, 1912, I, s ff. 2 L. FRANZ und H. MITSCHA-M.iRHEIM, Die urgeschichtliche Forschung in Oesterreich seit XVI, Bericht d. Romisch-Germanische Kommission, s M. Bo ule, Les hommes foss iles, l 923, og samme i L' Anthropologie 1925, s. 599 ff. L. joleauo, Elements de paleontologie Il, 1924, s. 179 ff. W.J.SOLLAS, Ancient Hunters, 1924, s J. SzoMBATHY, Diluviale Menschenreste aus der Fiirst-johanns-Hohle bei Lautsch, Die Eiszeit I I, s. 86 ff. s Dette fremgaar bl. a. av J. G. ANDERSSONS endnu for det meste upublicerte undersøkelser i Kina og av A. M. TALLGRENS studier over den sibiriske bronsealder. Se ogsaa R. VERNEAU, Recentes decouvertes prehistoriques en lndochine, L' Anthropologie 1925, s. 47 ff. og O. GAN DERT, Zur Kenntnifi der jiingeren Steinzeit in Sibirien, Gotzefestschrift 1925.

19 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER 71 Beringsstrædet til Amerika, som det fremgaar av en del nordamerikanske fund som av geologiske grunde maa henføres til senpaleolitisk tid, da passagen her var fri efter isens tilbakerykning1. Ogsaa i dette tilfælde dreier det sig om meget primitive former, bl. a. coup-depoings 2 som i Europa ellers forlængst var gaat av bruk i denne tid. Vi har gjennem disse nordamerikanske fund bevis for at den allerede vidtstrakte asiatiske stenalderskultur bredte sig over nye egne, da isens vælde i N ordasien var brudt. Litt efter litt har vel flokke av asiatiske paleolitikere fulgt den vigende isrand i hvis forland de eftertragtede jagtdyr levet, og har herved bredt sin eiendommelige kultur ut over store omraader og i mange retninger. Det er paa denne bakgrund jeg tror vi maa se vare saa stærkt paleolitisk prægede Finmarksfund, hvis meget nære slegtskap med de omtalte asiatiske straks springer i øinene. Langsomt har da den kultur som vi floder igjen i Finmarken bredt sig fra sit oprindelige centrum som efter vort nuværende kjendskap snarest maa søkes i Centralasien, og ved stadig mere at fjerne sig fra sit utspring og brede sig over hidtil øde egne er den stivnet i sin form, og har derfor kunnet bevare de gamle traditioner som efterhaanden forsvandt der hvor andre utløpere fra det samme hovedcentrum paa sin vei mot det sydlige og vestlige Europa mødtes med og paavirkedes av andre kulturer. Derfor dukker nævestenene ikke op igjen ved den asiatiske indflydelse paa Vesteuropa i Magdalenien, men vel andre former av gammel oprindelse. I denne forbindelse maa det dog fremhæves, at det omraade jeg her har kaldt det centrale i asiatisk paleoliticum i virkeligheten er saa stort at der meget vel kan ha, og virkelig ogsaa synes at ha, dannet sig kulturelle nuancer til givne tider, og at det er dette som kan forklare at nævestenen ikke kommer frem hvor østlig indflydelse gjør sig gjældende syd paa, men saa længe kronologien for de asiatiske fund er saa løs, er det vanskelig at se klart her. jeg har ikke under utviklingen av mit syn paa Komsakulturens oprindelse overset at vi ikke kan peke paa nogen fund som danner mellemled mellem den og Centralasiens paleolitiske kulturomraade, men mener at dette ikke kan tillægges nogen vægt. Ti for det første er slegtskapet mellem fundene fra de to omraader saa stort at det vilde være t M. BouLE, Les hommes fossiles, s P. RIVET, Les origines de!'homme americain, L'Anthropologie 1925, s. 294 ff. 2 H. H. HoLMES, Handbook of aboriginal American Antiquities I, 1919, s. 77 ff.

20 72 ANATHON BJØRN mere end merkelig om en indre sammenhæng her ikke forelaa, og for det andet er de mellemliggende egne dels saa godt som ikke, og dels meget daarlig utforsket i arkeologisk henseende. Og i forbindelse hermed maa vi ta i betragtning et vigtig forhold som SHETELIG engang har understreket 1, nemlig at primitive folk pa a sine vandringer ofte skyter lange strækninger forbi, saa den vei de har gaat kan være vanskelig at følge ved fund. Endelig maa det ikke glemmes at for saavidt veien er gaat langs kyster er det sandsynlig at alle arkeologiske spor er utslettet ved senere forskyvninger mellem land og hav 2. Der findes saaledes ingen avgjørende hindringer for at forklare Komsakulturens oprindelse slik som her er gjort, men derimot, som vi har ser, vigtige grunde som taler for. Tilbake har vi da med nogen ord at omtale den vei kulturen har fulgt samt tiden for dens opdukken i Finmarken. For nærværende vil der dog herom kun kunne uttales formodninger, og jeg skal derfor ikke fortape mig i spekulationer av tvivlsom værd. Et visst holdepunkt har vi dog i Finmarksfundenes utbredelse, samt i de kronologiske fingerpek som de ovenfor refererte geologiske forhold paa findestederne gir. Efter dette maa Komsakulturen være kommet til landet fra nordøst, og med tanke paa de geografiske forhold i hine fjerne tider, vilde det passe udmerket med at saa er sked i den senere Y oldiatid 3, hvad som ogsaa likesaa udmerket stemmer med rundenes antagelige kronologi. Er det fremholdte rigtig, kan vi derfor vente at kommende undersøkelser østover i Finmarken vil resultere i fund av samme art, og kanske endog av et endnu ældre præg end dem vi for tiden har kjendskap til. Vi har hidtil udelukkende opholdt os ved selve Finmarksfundene, men det bør jo undersøkes om der ikke ogsaa findes andre arkeologiske foreteelser som kan siges at staa i forbindelse med den østlige kulturstrøm som ovenfor er søkt paavist. En betydningsfuld gruppe oldtidsminder træder da straks frem, og det er de naturalistiske hellemalerier og helleristninger. Disse har længe tiltrukket sig opmerksomheten og meget arbeide har været nedlagt paa forklaringen av dem, men de er stadig like gaadefulde. Det er jo naturlig at man har sammenstillet dem med den vesteuropæiske Magdalenientids l Naturen 1921, s Se karterne hos DE GEER, Skandinaviens geografiska utveckling efter istiden. 3 DE GEER, pl. IV.

21 NOGEN NORSKE STENALDERSPROBLEMER 73 kunstneriske frembringelser av nær beslegtet art, men de traade som da skulde knytte forbindelsen her lar sig ikke paavise, i det de dyrefigurer som av og til forekommer paa Maglemosetiden s bensaker er et for spinkelt mellemled og virker dertil ikke overbevisende i kronologisk henseende. Likesaa kompliceres spørgsmaalet ved den relativt sene tid som vore helleristninger av omhandlede art efter al sandsynlighet skriver sig fra. GuSTAF HALLSTROMS og jan PETERSENS høie datering av dem 1 er med gode grunde motsagt av TH. PETERSEN som med bestemthet hævder at ingen for tiden kjendte er ældre end fra den yngre stenalder 2. Imidlertid er trods alt likheten mellem de nordiske og de vesteuropæiske dyreristninger for stor til at en sammenhæng paa en eller anden maate lar sig benegte, og SHETELIG har med fuld ret fremhævet det usandsynlige i "at en kunst saa ensarted baade i helhet og detaljer skal være opstaat selvstændig to gan ge inden Europas stenalder" 3. Det er paa denne gaade jeg tror at den ovenfor paapekte østlige strømning i vor tidlige stenalder gir en tilfredsstillende forklaring. Vi maa da huske at de samme strømninger gjør sig gjældende i den vesteuropæiske Magdalenienkultur som frembragte den samme kunst. Overensstemmelsen i kunstens art og indhold i Nord- og Vesteuropa maa da komme av at den har sit utspring i en fælles kilde som mot begge hold har skapt det artistiske og psykologiske grundlag. Man vil kanske indvende at der i det formodede fællescentrum i Centralasien ikke kjendes dyreristninger som, efter den sidste omtale av dem, ikke skal være ældre end fra aarhundrederne nærmest efter vor tidsregnings begyndelse4, men det tør være sandsynlig at disse sibiriske ristninger som gjør indtryk av at være en kunst i opløsning, og hvis kronologi heller ikke er sikkert fastslaat, gaar tilbake paa langt ældre forstadier som vi paa grund av vort mangelfulde kjendskap til verdensdelens arkeologi endnu ikke kjender. Heller ikke danner vore egne ristningers kronologi nogen hindring for det syn paa forholdene som her er frernsat. Ti selv om l G. HALLSTROll, Nordskandinaviska hallristningar, Fornvannen 1907, s. 160 ff., 19J8, s. 48 ff. jan PETERSEN, Stenaldershelleristninger i det sydøstlige Norge, Naturen 1917, s. 114 ff. og 78 ff. 2 TH. PETERSEN, Fra hvilken tid stammer de naturalistiske helleristninger?, Naturen 1922, s. 88 ff. 3 H. SHETELIG, Primitive tider i Norge, s Reallexikon der Vorgeschichte Ill, s. 224 f. (A. M. TALLGRENI.

22 74 ANATHON BJØRN ingen nu kjendte rækker bak om neolitisk tid, saa er det jo selvsagt in genlunde givet at vi her har at gjøre med denne eiendommelige kunsts begyndelse. Dels har vi nemlig at regne med den mulighet at en ældre gruppe av ristn in gerne endnu ikke er kommet frem, og dels og kanske væsentlig maa det tages i betragtning at klimatet inden de nordlige egne hvor omhandlede ristnin ger har sin tyn gde fører til en meget stærk forvitring av alle bergflater, og saaledes meget hurtig vil bringe de indridsede figurer til at forsvinde. Hvor stærk forvitringen er paa kysten sees let av den beklagelige forandring i tydelighet som nyopdagede helleristninger undergaar naar de renset for et beskyttende jorddække staar utsat for luftens paavirkning i nogen aar. Det er derfor neppe nogen tilfældighet at de naturalistiske helleristninger vi nu kjender alle enten findes i nogen avstand fra kysten eller hvor de ligger ved den, da altid paa steder som virker beskyttende mot veiret. Da vor ældste paaviselige stenalderskultur netop brer sig over strækninger hvor klimatet stærkt tærer paa stenflaterne er det meget forstaaelig at alle spor av en eventuel kunstnerisk virksomhet er forsvundet. jeg er naturligvis fuldt klar over at det her fremsatte ikke har karakteren av an det en d en arbeidshypotese men det maa i hvertfald siges at den for tiden er den en este som gir en helt ut tilfredsstillende forklaring paa den merkelige overensstemmelse mellem stenalderens kunst i N ordskandinavien og Magdalenientidens i Vesteuropa som ikke er forbundet med nogen europæiske mellemled. Og saa faar det bli kommende forskningers sak at belyse den nærmere. Inden jeg slutter omtalen av de dunkle problemer som har beskjæftiget os her skal jeg nævne at der kjendes en del nyopdagede østeuropæiske kulturformer som utvivlsomt har et visst slegtskap med vor gamle stenalders. Saaledes har allerede NuMMEDAL fremhævet at der er en paatagelig likhet mellem hans fund fra Møre og den polske Chwalibogowicien t, og L. KozLOWSKI har i en tidligere avhandlin g sammenstillet denne med Fo3nakulturen som han mener er avledet av den nævnte polske kultur 2. En saadan forbindelse lar sig imidlertid slet ikke paavise, alle bindeled man gler, og de geografiske forhold taler avgjort mot den 3. No gen direkte forbindelse mellem l A. NUMMEDAL anf. arb., S. 46 f. 2 L. KozLOWSKI, L' E poque mesolitique en Pologne, L'Anthropologie 1926, s. 55 f. 3 jfr. NUMMEDAL, S. 47.