Titus Livius: Myten om Roms grundlæggelse, 27 f.v.t.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Titus Livius: Myten om Roms grundlæggelse, 27 f.v.t."

Ella Frederiksen
5 år siden
Visninger:

1 Titus Livius: Myten om Roms grundlæggelse, 27 f.v.t. Titus Livius (59 f.v.t e.v.t.) var romersk historiker, og han er især kendt for sit omfattende værk om Roms historie, der strækker sig helt fra Roms mytologiske 5 grundlæggelse og frem til 9 f.v.t. I de første kapitler af Ab Urbe Condita fortæller Livius sagnene om Roms grundlæggelse 21. april 753 f.v.t. Han kombinerer sagnet om Æneas som grundlægger med sagnet om Romulus og Remus som grundlæggerne. Koblingen mellem Æneas og Romulus er vigtig, både fordi han dermed giver den juliske familie, som kejser Augustus tilhørte, en guddommelig oprindelse, i og med at Æneas var søn af 10 kærlighedsgudinden Venus, og fordi han fra første færd forbinder det gamle Rom med græsk kultur. Samtidig bliver den Romulus, der skildres som en slags første Augustus, fremhævet som næsten guddommelig, ikke alene gennem sin oprindelse, men også gennem sin død, som dette uddrag slutter med. Det er dog også tydeligt, at Livius nærede en vis skepsis over for denne guddommelighed og dermed også indirekte over 15 for Augustus guddommelighed. Dette uddrag begynder efter trojaneren Æneas' flugt fra grækernes erobring af Troja, som det skildres i Homers episke digt Illiaden. Skæbnen havde bestemt, at Æneas, der var fordrevet fra sit hjem... under sin søgen efter et permanent hjemsted først kom til Makedonien, derefter til Sicilien, hvorfra hans 20 flåde satte kursen mod Laurentiums territorium [syd for Rom] Herefter følger en længere slægtshistorie, der fortæller hvordan Æneas' slægt overtog kongemagten i området. Én af disse konger var Julus, som var stamfader til Julis Cæsar. Romulus' og Remus' morfar kong Numitor afsættes og fordrives af sin bror 25 Æmulius. Han [Æmulius] fulgte denne forbrydelse op med en ny: Han gjorde kort proces med

2 broderens mandlige afkom, og da han under påskud af at ville vise broderens datter, Rea Silvia, ære havde valgt hende til vestalinde, berøvede han hende håbet om at kunne 30 bringe liv til verden på grund af den permanente jomfruelighed, hun blev henvist til. (...) Men efter min opfattelse var denne store bys oprindelse og begyndelsen til dette mægtige imperium, der alene stod tilbage for gudernes vælde, bestemt af skæbnen. For da vestalinden var blevet taget med vold og havde født tvillingesønner, udpegede hun 35 Mars som faderen til sine uægte børn, hvad enten hun anså dette for at være sandt, eller fordi det så bedre ud, hvis en gud var årsagen til hendes fejltrin. Men hverken guder eller mennesker kunne beskytte hende mod kongens grusomhed: Han lod præstinden lægge i lænker og sætte i fængsel og befalede, at drengene skulle sættes ud i den strømmende flod. Da Tiberen ved et guddommeligt tilfælde var gået over sine bredder 40 og havde dannet små stillestående søer ved bredderne og der ikke var noget sted, hvor der var adgang til den rigtige flodstrøm, håbede de mænd, der bragte drengene ned til floden, at babyerne også ville drukne, selv om strømmen var svag. Så for ligesom at føre kongens befaling ud i livet, satte de drengene ud i den nærmeste stillestående sø, hvor figentræet Rumalis nu står. Dengang var det en øde og folketom egn. 45 Da det grundede vand ifølge sagnet trak sig tilbage og efterlod den flydende kurv, som drengene var blevet sat ud i, på et tørt sted, satte en tørstig hunulv fra de omliggende bjerge kurs mod de grædende drenge. Så tilbød hun drengene sine patter ved at anbringe dem i drengenes øjenhøjde og behandlede dem så ømt, at da kongens overhyrde, som 50 skal have heddet Faustulus, fandt hende, var hun ved at slikke drengene med sin tunge. Han bar dem hen til sin fårefold, så hans hustru, Larentia, kunne tage sig af deres opfostring. Der er dem, der mener, at Larentia blev kaldt lupa, hunulven, blandt hyrderne, fordi hun var en lupa i betydningen: luder [lupa kan både betyde hunulv og luder], og at det var det, der var grundlaget for det mærkelige sagn. Sådan blev drengene

3 55 født og opdraget. Og da de først var vokset til, plejede de, efter hurtigt at have fået arbejdet i fårefolden og på græsgangene fra hånden, at strejfe om på jagt i bjergenes skove. På denne måde blev både krop og ånd så styrket, at de ikke alene angreb de vilde dyr, men også røvere, som var belæsset med bytte. Det snuppede de og delte med hyrderne, som de tilbragte tiden sammen med både under arbejde og leg, samtidig med 60 at skaren af unge mænd, der sluttede sig til dem, voksede dag for dag. Da Romulus og Remus var blevet stærke nok, dræbte de deres morfars bror, tronraneren Æmulius, der havde fordrevet deres morfar fra kongetronen, henrettet deres mor og sat dem ud i floden Tiberen. Efter drabet på Æmulius fik brødrene 65 genindsat deres morfar Numitor på tronen. Efter at Albas styre var blevet lagt i hænderne på Numitor, fik Romulus og Remus lyst til at grundlægge en by dér, hvor de var blevet sat ud og opfostret. Faktisk var der ved at være for mange mennesker i Lavinium og Alba. Hertil kom de hyrder, der havde sluttet 70 sig til tvillingerne; de var så talrige, at det gav håb om, at Alba og Lavinium ville blive småbyer sammenlignet med den by, som de planlagde at grundlægge. Men da de var midt i overvejelserne, kom bedstefædrenes forbandelse: begæret efter kongemagten, imellem dem, for der opstod en grusom strid på grund af en ubetydelighed. Da de var tvillinger, kunne man ikke udmærke den ene for den anden af respekt for hans alder. I 75 den hensigt, at guderne, som havde de pågældende områder i deres varetægt, gennem varsler skulle tilkendegive, hvem der skulle give byen navn, og hvem der skulle have kongemagten i den nygrundlagte by, indtog Romulus Palatinhøjen, Remus Aventinerhøjen og indviede dem til hellige områder for at tage fuglevarsler. 80 (...) Man fortæller, at Remus først fik et fuglevarsel i form af seks rovfugle, og da man allerede havde fået kendskab hertil, viste det dobbelte antal fugle sig for Romulus; det

4 resulterede i, at deres tilhængerskarer hver hyldede sin kandidat som konge den ene part påberåbte sig tidspunktet som afgørende, den anden antallet af fugle. Efter at være kommet i skænderi med hinanden blev de så forbitrede, at de greb til kamp og myrderi. 85 I kampens hede blev Remus dræbt. Ifølge en mere populær tradition sprang Remus over de nye mure omkring byen for at drille sin bror. Denne blev vred og dræbte ham, samtidig med at han råbte: Sådan skal det gå enhver, der vil springe over mine mure. Således satte Romulus sig i besiddelse af eneherredømmet; den by, han grundlagde, fik navn efter sin grundlægger. 90 Romulus regerede over den nye by, Rom, med stor succes i mange år. Om hans livs afslutning fortæller Livius følgende beretning 95 Da han efter disse udødelige bedrifter (sejr over et par nabofolk) mønstrede hæren på Marsmarken ved Capras mose, satte et voldsomt uvejr pludselig ind med lynnedslag og torden. Det indhyllede kongen i så tæt en sky, at forsamlingen ikke længere kunne se ham. Derefter var kongens eksistens på denne jord et afsluttet kapitel. Panikken blandt de unge soldater fortog sig til sidst, da stormen lagde sig, og solens rene og rolige lys 100 vendte tilbage. Skønt de villigt troede på, hvad de senatorer, der havde stået tættest på Romulus, fortalte, nemlig at hvirvelvind havde grebet ham og sendt ham til himmels, stod de dog i lang tid og sørgede stille, da de så det tomme kongesæde, som om de var bange for at have mistet en fader. Efter at først nogle enkelte var gået i gang dermed, befalede de alle at hylde Romulus som gud og gudefødt og som byen Roms konge og 105 fader. De opsendte bønner til ham om fred og om, at han i al fremtid nådigt ville beskytte sine efterkommere.

5 Formodentlig har der også været dem, der uden at træde åbent frem beskyldte 110 senatorerne for at have sønderrevet Romulus; for dette rygte er også blevet overleveret - om end i al hemmelighed, mens den anden version var den, der blev kendt på grund af beundringen for manden og den øjeblikkelige frygt. Og en enkelt mands velovervejede optræden siges yderligere at have øget tilliden til den. For da borgerne savnede kongen og var fjendtlig stemt mod senatorerne, fortæller man, at denne mand, som der stod stor 115 respekt om, trådte frem i forsamlingen for at indestå for dens rigtighed: Borgere! Romulus, denne bys fader, steg i dag tidligt om morgenen pludselig ned fra himmelen og viste sig for mig. Da jeg rædselslagen og fyldt med ærefrygt stod der, sagde han, mens jeg bad om lov til at kigge på ham: "Gå bort og giv borgerne besked om, at det er gudernes ønske, at mit Rom skal komme til at herske over hele verden; derfor skal det 120 dyrke krigskunsten, og de skal være klar over og fortælle deres efterkommere, at ingen menneskelig magt kan hamle op med de romerske våben." Efter at have sagt dette steg han op i himmelen. Det er underligt, hvor stor tilliden til denne mand og hans budskab var, og hvorledes længselen efter Romulus mildnedes i folket og hæren, da man begyndte at tro på hans udødelighed.

Relaterede dokumenter

Side 1. Ulvens børn. historien om romulus og remus.

Side 1. Ulvens børn. historien om romulus og remus. Side 1 Ulvens børn historien om romulus og remus Side 2 Personer: Numitor Amulius Rea Romulus Remus Side 3 Ulvens børn historien om romulus og remus 1 Tronen 4 2 Guden Mars 6 3 To sønner 8 4 Romulus og