Kapitel 5 - Fremkomsten af Mormons Bog og gengivelsen af præstedømmet

Transkript

1 Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 5 - Fremkomsten af Mormons Bog og gengivelsen af præstedømmet Tidslinie Dato Efteråret 1828 Betydningsfuld begivenhed Joseph Smith modtog igen pladerne og Urim og Tummim 7. april 1829 Joseph genoptog oversættelsen med hjælp fra Oliver Cowdery 15. maj 1829 Johannes Døber gengav Det Aronske Præstedømme Maj-juni 1829 Peter, Jakob og Johannes gengav Det Melkisedekske Præstedømme 1. juni 1829 Joseph og Oliver flyttede til Fayette for at færdiggøre oversættelsen Efterår vinter 1830 Mormons Bog bliver trykt for første gang i Palmyra 26. mar Mormons Bog bliver til salg i Palmyra Indledning Den unge profet og Kirken, som han skulle gengive, stod over for et vigtigt år i Ved slutningen af 1828 gav Moroni pladerne samt Urim og Tummim tilbage med et løfte om, at en ny skriver ville hjælpe med oversættelsen. Dette efterår kom Josephs forældre, som havde været bekymret for ham, til Harmony og blev glade for at se, at han var glad og optimistisk og finde ud af, at pladerne og Urim og Tummim var i sikkerhed i Emmas røde læderkuffert. Da hans far og mor skulle rejse tilbage, var de "lettet for en byrde, der næsten ikke var til at bære, og... glæden havde helt erstattet deres tidligere sorg."1 Herrens løfte om at sende en skriver blev opfyldt i foråret 1829, da Oliver Cowdery ankom til Harmony. Han og Joseph arbejdede flittigt på at færdiggøre oversættelsen. I dette forløb lærte de vigtige evangeliske principper, hvoraf nogle var katalysatorer for nye åndelige oplevelser og for gengivelsen af præstedømmet. Vejen blev beredt for organiseringen af Jesu Kristi Kirke det følgende år. Oliver Cowderys ankomst I løbet af vinteren arbejdede Joseph af og til på oversættelsen med Emmas og hendes brors hjælp, men det, at han skulle tjene til livets opretholdelse, gav for lidt tid til oversættelsen. Emmas far, Isaac Hale, var meget mistroisk over for Josephs påstand om pladerne og viste kun lidt sympati. Derfor sagde Joseph i marts 1829: "Jeg havde intetsteds at kunne tage hen, og jeg anråbte Herren om at sørge for, at jeg kunne fuldende det arbejde, som han havde kaldet mig til."2 Herren befalede ham at holde op på daværende tidspunkt og vente, "indtil jeg befaler dig, og jeg vil tilvejebringe midler, hvorved du kan udføre, hvad jeg har befalet dig" (L&P 5:34). Tillidsfuldt ventede profeten på den nye skrivers ankomst, og den 5. april kom Oliver Cowdery. Side 1 af 11

2 Oliver Cowdery var født den 3. oktober 1806 i Wells, Rutland County, Vermont. Han var den yngste af otte børn. Mens han voksede op, fik han en uddannelse, som bestod af læsning, skrivning og de grundlæggende regler for regning. Flere af de ældre brødre i familien Cowdery havde fundet ud af, at forretningsmulighederne var begrænset i Vermont og var flyttet til det vestlige New York. I 1825 fulgte Oliver efter og fik arbejde som ekspedient i en landhandel i en landsby. Han var også involveret i smedearbejde og i landbrug. Oliver var spinkel af bygning, omkring 165 cm høj med mørkt, bølgende hår, mørke øjne og et gennemtrængende blik. I begyndelsen af 1829 fik en af Olivers ældre brødre, Lyman Cowdery, arbejde som lærer i en landsbyskole i Manchester bydistrikt, ikke så langt fra det sted, hvor Joseph Smiths familie boede. Lyman var ude af stand til at opfylde sin forpligtelse og foreslog bestyrelsen at ansætte sin bror, Oliver. Dette blev godkendt af bestyrelsen, hvoraf en var Hyrum Smith, og Oliver begyndte at undervise og blev inviteret til at bo i Joseph Smith sen.'s hjem. Lucy Smith fortalte, at han næsten med det samme begyndte at høre om pladerne fra alle steder, og snart begyndte han at stille hr. Smith oprigtige spørgsmål om emnet, men det lykkedes ham ikke at få nogen oplysninger et langt stykke tid.3 Familien Smith var uvillige til at tale om deres oplevelser, fordi de tidligere var blevet latterliggjort af deres naboer. Da Oliver fik familien Smiths tillid, fortalte Joseph Smith sen. ham om pladerne. Oliver bad og overvejede emnet for sig selv og betroede endog Joseph Smith sen., at han følte sig tilskyndet til, at han ville få det privilegium at skrive for Joseph, som han endnu ikke havde mødt. Han fortalte familien, at det var "Herrens vilje", at han sammen med Samuel skulle besøge Joseph i foråret efter skolens afslutning. Han sagde: "Hvis der er noget, jeg skal gøre i forbindelse med dette, er jeg fast besluttet på at gøre det."4 Derfor rejste Samuel Smith og Oliver Cowdery i begyndelsen af april til Harmony i Pennsylvanien. Det kolde og våde vejr ville have taget modet fra de fleste, men Oliver kunne ikke afskrækkes fra at mødes og tale med Joseph Smith. Før Oliver Cowdery mødte familien Smith i Manchester, havde han mødt David Whitmer fra Fayette i New York og var blevet gode venner med ham. På vej til Harmony standsede Oliver og Samuel for at besøge David, som bad Oliver om at "skrive sit indtryk til ham om, hvorvidt det var sandt eller usandt, at Joseph Smith havde en gammel optegnelse."5 Dette venskab med familien Whitmer fik senere stor betydning for fremkomsten af Mormons Bog og Kirkens oprettelse. Da Oliver ankom til Harmony søndag den 5. april, anerkendte Joseph Smith ham som den hjælper, som Herren havde lovet ham. De drøftede Josephs oplevelser til sent om aftenen. Den næste dag ordnede de nogle ærinder, og om tirsdagen den 7. april begyndte de for alvor oversættelsesarbejdet. Arbejdet med oversættelsen går fremad Joseph og Oliver arbejdede næsten uden ophold med oversættelsen hele april. Med Olivers hjælp fortsatte Joseph hurtigere end nogen sinde før. I løbet af de næste tre måneder færdiggjorde Joseph og Oliver det forbløffende arbejde med at oversætte næsten 500 trykte sider. Det var en herlig periode i deres liv. Oliver skrev: "Det var dage, som man aldrig kan glemme - at sidde under lyden af en stemme, der talte drevet af himmelens inspiration... Dag efter dag vedblev jeg uafbrudt at nedskrive det han sagde, mens han oversatte ved hjælp af Urim og Tummim... historien eller beretningen, den såkaldte Mormons Bog."6 Side 2 af 11

3 I løbet af april fik Oliver Cowdery flere betydningsfulde åbenbaringer gennem Joseph Smith. Den første (som nu er L&P 6) roste Oliver for hans retfærdige ønsker i forbindelse med at bede til Herren og mindede ham om, at "du har fået min Ånds belæring, så ofte som du har begæret det. Havde det ikke været så, ville du ikke være kommet der, hvor du nu er" (vers 14). Oliver ønskede imidlertid mere vidnesbyrd om sandheden af værket, så Herren sagde til ham: "Kom den nat i hu, da du råbte til mig i dit hjerte for at få sandheden om disse ting at vide. Gød jeg ikke fred i din sjæl med henblik på denne sag? Hvad større vidnesbyrd kan du have end Guds vidnesbyrd?" (L&P 6:22-23). Det var først efter denne åbenbaring, Oliver fortalte Joseph, at han en nat, mens han boede hos familien Smith, havde spurgt Herren i bøn om Joseph Smith var en profet, og han havde modtaget en fredfyldt forsikring om, at det var han. Da Oliver bad Herren om gaven til at oversætte, blev hans ønske opfyldt, og han blev et andet vidne (se v. 28). Oliver oversatte en kort tid, hvorpå Herren fortalte ham: "... jeg berøvede dig gaven til at oversætte" (L&P 9:5). Herren forklarede: "Du må udtænke det i dit eget sind, og da må du adspørge mig, om det er rigtigt; og dersom det er rigtigt, vil jeg bevirke, at dit hjerte brænder i dig, og derved skal du fornemme, at det er rigtigt. Men er det ikke rigtigt, skal du ikke have sådan følelse, men dine tanker skal være så uklare, at du glemmer det, der var urigtigt. Derfor kan du ikke skrive det, der er helligt, uden at det bliver givet dig af mig" (L&P 9:8-9). Omkring dette tidspunkt kom en gammel ven, Joseph Knight sen. fra Colesville, New York, en rejse på ca. 45 km, med proviant, deriblandt kartofler, makrel, og flere tønder korn. Han kom også med linieret papir og penge til at købe mere. Joseph Knights besøg var vigtigt i forbindelse med at holde arbejdet i gang, fordi Joseph og Oliver, som var meget fattige, for nyligt havde søgt arbejde. Hvis de blev tvunget til at arbejde, selv midlertidigt, ville oversættelsen blive forsinket. Derfor var de dybt taknemmelige for den betimelige hjælp, som de anså som værende en gave fra Himlen. Gengivelsen af præstedømmet og dåben Joseph og Oliver var meget begejstrede, da lærdomme om den opstandne Herres besøg hos indbyggerne på den vestlige halvkugle og hans lærdomme om dåb blev åbenbaret i løbet af oversættelsen (se 3 Nephi 11:18-38). På dette tidspunkt blev deres sjæl tilskyndet til kraftig bøn for at lære, hvordan de kunne modtage dåbens velsignelse. Den 15. maj 1829 gik Joseph og Oliver ind i den nærliggende skov langs Susquehanna-floden for at bede. Oliver beskrev den scene, der fulgte: "Pludselig, som fra evighedens skød, talte Forløseren fred til os. Sløret blev trukket til side, og en Guds engel iført herlighed steg ned og afleverede det så længselsfuldt ventede budskab samt nøglerne til omvendelsens evangelium. Hvilken glæde! Hvilket under! Hvilken overraskelse! Medens verden befandt sig i uro og forvirring... så vi med vore øjne og hørte med vore øren."7 Engelen præsenterede sig selv som "Johannes, den samme som i Det Nye Testamente kaldes Johannes Døber, og [fortalte dem,] at han handlede under ledelse af Peter, Jakob og Johannes" (JS-H 1:72). Han lagde sine hænder på Joseph og Oliver og sagde: "I Messias' navn overdrager jeg jer, mine medtjenere, Arons præstedømme, som ejer nøglerne til engles betjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse; og det skal aldrig mere tages fra jorden, førend Levis sønner atter Side 3 af 11

4 frembringer et offer for Herren i retfærdighed" (JS-H 1:69; se også L&P 13:1). Johannes forklarede, at Det Melkisedekske Præstedømme ville blive dem overdraget på et senere tidspunkt. For første gang i århundreder var præstedømmet atter på jorden. Johannes befalede Joseph at døbe Oliver og derefter Oliver at døbe Joseph. De skulle så overdrage Det Aronske Præstedømme til hinanden. Da de kom op af vandet efter deres dåb, var de fyldt med profetiens ånd. Oliver forudsagde "mange ting, som snart skulle ske", og Joseph profeterede om "kirkens opkomst og meget andet, som stod i forbindelse med kirken og denne generation." De "blev fyldt med den Helligånd og frydede os i vor frelses Gud" (JS-H 1:73). De modtog også indblik i betydningen af skrifterne. Men de måtte holde dette hemmeligt på grund af forfølgelse fra lokale religiøse ledere. Isaac Hale, Josephs svigerfar, var trådt til for at beskytte dem, men hans evne til at kontrollere situationen blev mindre og mindre. På dette tidspunkt modtog Joseph nogle besøgende i Harmony. Den første var hans yngre bror, Samuel. Joseph og Oliver fortalte ivrigt Samuel om deres nylige oplevelser, hvad Herren var ved at gøre og viste ham, hvad der indtil nu var blevet oversat af pladerne. Samuel var ikke overbevist. Heller ikke efter at Joseph og Oliver havde vist ham passager fra Bibelen om Jesu Kristi evangelium. Han gik ud i skoven for at prøve at løse sine problemer gennem bøn. Joseph fortalte: "Resultatet var, at han modtog en åbenbaring, der var tilstrækkelig til at overbevise ham om sandheden af vore påstande over for ham; og på den 25. dag i selvsamme måned, hvor vi var blevet døbt og ordineret, døbte Oliver Cowdery ham, og han vendte tilbage til sin fars hjem, mens han herliggjorte og priste Gud og var fyldt med Helligånden."8 Josephs ældre bror, Hyrum, var den næste, der ankom. På Hyrums anmodning spurgte Joseph Herren gennem Urim og Tummim, hvad der var Herrens vilje med ham. Herren fortalte Hyrum, at han skulle "blive midlet til at gøre meget godt i denne slægt" (L&P 11:8), men at han skulle være tålmodig og studere skrifterne, deriblandt Mormons Bog, som på dette tidspunkt blev oversat, og forberede sig selv til den dag, hvor han ville blive kaldet til at prædike omvendelsens evangelium (se L&P 11). Kort tid efter rejste Joseph og Oliver til Colesville. Da de kom hjem hen mod slutningen af maj 1829,9 viste Herrens øverste apostle, Peter, Jakob og Johannes, sig for dem på bredden af Susquehanna-floden (se L&P 128:20). De guddommelige budbringerne overdrog Joseph og Oliver det hellige Melkisedekske Præstedømme og nøglerne til at være apostle (se L&P 27:12). Joseph og Oliver havde nu myndighed til at handle som bemyndigede repræsentanter for Herren i opbyggelsen af Guds rige på jorden. Færdiggørelsen af oversættelsen Kort efter at Oliver var begyndt at hjælpe Joseph Smith med oversættelsen, skrev han til David Whitmer i Fayette bydistrikt. Han vidnede begejstret om, at Joseph Smith havde de gamle optegnelser, og at værket var guddommeligt. Snart sendte han nogle få linier af oversættelsen og bar vidnesbyrd om, at han vidste, at pladerne indeholdt optegnelsen om et folk, som engang beboede det amerikanske kontinent. David Whitmer, som dengang var 25 år gammel, viste ivrigt disse breve til sine forældre og brødre og søstre. Forfølgelsen intensiveredes i Harmony-området, så sidst i maj skrev Oliver til David om muligheden for, at Joseph og Oliver kunne bo hos familien Whitmer i Fayette. Som svar inviterede Peter Whitmer sen., Davids far, Joseph til at bo på sin gård, så længe det var nødvendigt for at færdiggøre oversættelsen. Davids bror, John, tilbød at Side 4 af 11

5 hjælpe som Josephs skriver. Mange mennesker i Fayette-området var spændte på at høre mere om værket.10 Det var nødvendigt at så sidst i maj for at få en god høst om efteråret. Derfor måtte David Whitmer pløje og forberede jorden, før han kunne køre sin tospændervogn hen for at hente Joseph Smith og Oliver Cowdery. Ved slutningen af en dags pløjning opdagede han, at han på en dag havde nået, hvad der normalt ville have taget to dage. Davids far var også imponeret af dette tilsyneladende mirakel. Peter Whitmer sen. sagde: "Der må have været en større magt involveret i dette, og jeg tror, at du hellere må rejse til Pennsylvanien så hurtigt som muligt, efter at kalken er spredt."11 (Kalk blev brugt til at mindske jordens surhed). Næste dag gik David ud i marken for at sprede kalken, men til hans overraskelse opdagede han, at arbejdet allerede var blevet gjort. Hans søster, som boede nær ved marken, sagde, at hendes børn havde kaldt på hende dagen før, for at hun skulle se tre fremmede, der spredte kalk med bemærkelsesværdig dygtighed. Hun antog, at det var mænd, som David havde hyret.12 Taknemmelig over denne guddommelige indgriben skyndte David sig ud på den tre dage lange rejse til Harmony. Joseph Smith og Oliver Cowdery tog imod ham, da han nærmede sig byen. Selv om David ikke havde fortalt dem nøjagtigt, hvornår han ville komme, havde Joseph i et syn set detaljerne for Davids rejse til Harmony.13 Disse tre mirakler, som David var vidne til, viste, at profeten var en seer samt Herrens indgriben, så gengivelsen kunne indledes med succes. Dette var det første møde mellem Joseph Smith og David Whitmer. Som det var sket med Oliver Cowdery, blev David og Joseph hurtigt venner. De var snart på vej til Fayette, som lå omkring 160 km væk. Ved denne lejlighed tog Moroni pladerne for at undgå fare under transporten. En anden usædvanlig begivenhed fandt sted på vejen. Den skete, mens de red ved siden af vognen. David Whitmer beskrev begivenheden: "En meget venlig, pæn ældre herre viste sig pludselig ved siden af vognen og hilste os med et 'god morgen, det er meget varmt,' samtidig med at han tørrede sit ansigt eller sin pande med hånden. Vi gengældte hans hilsen, og efter et tegn fra Joseph inviterede jeg ham til at køre med, hvis han skulle samme vej. Men han sagde meget venligt: 'Nej, jeg skal til Cumorah.' Dette navn var noget nyt for mig, jeg vidste ikke hvad Cumorah betød. Vi stirrede alle på ham og på hinanden, og mens jeg så spørgende på Joseph, forsvandt den gamle mand straks Det var den budbringer, som havde pladerne, som havde taget dem fra Joseph, lige før vi påbegyndte rejsen fra Harmony."14 Gruppen ankom til Fayette omkring den 1. juni. Emma, som var blevet tilbage for at tage sig af huset i Harmony, sluttede sig hurtigt til sin mand i Fayette. I mellemtiden blev oversættelsen genoptaget. Familien Whitmer var meget elskværdige med hensyn til at sørge for Josephs, Emmas og Oliver Cowderys behov. Mens arbejdet med oversættelsen skred frem, blev evangeliet forkyndt i Seneca County, og Hyrum Smith, David Whitmer og Peter Whitmer jun. blev i juni døbt til deres synders forladelse. Peter Whitmers tre sønner, David, John og Peter jun. blev hengivne hjælpere i værket. Ivrig efter at kende Whitmer-brødrenes pligter bad Joseph til Herren, og de modtog hver især en åbenbaring. De fik hver især at vide, at de skulle hjælpe med opbygningen af Guds rige ved at forkynde omvendelse (se L&P 14-16). Alle disse aktiviteter var ikke lette for Peter og Mary Whitmer, som var værter for familien Smith og Oliver Cowdery. Deres søn, David, sagde, at denne ekstra byrde stærkt øgede moderens Side 5 af 11

6 bekymringer. Hun beklagede sig ikke, men hun var meget overvældet. David fortalte senere, hvad der skete en dag, da hans mor gik over til stalden for at malke køer: "Ude ved haven mødte hun den samme gamle mand [som David tidligere havde set] (at dømme efter hendes beskrivelse af ham), som sagde til hende: 'Du har været meget trofast og flittig i dit arbejde, men du er træt på grund af dit ekstra arbejde. Det er derfor rigtigt, at du modtager et vidnesbyrd, så din tro kan blive styrket.' Derpå viste han hende pladerne."15 Denne begivenhed styrkede Mary Whitmer og hendes familie, mens de fortsatte med at støtte Joseph Smith og det betydningsfulde værk, han var engageret i. Oversættelsesprocessen Man ved kun lidt om selve oversættelsesprocessen af optegnelsen hovedsageligt fordi de, som vidste mest om oversættelsen, Joseph Smith og Oliver Cowdery, sagde meget lidt om det. Desuden efterlod Martin Harris, David Whitmer og Emma Smith, som hjalp Joseph, ingen samtidige beskrivelser. De korte beretninger, de skrev meget senere i deres liv var ofte modsigende. Profeten kom kun modstræbende med detaljer om oversættelsen. Ved en kirkekonference, som blev afholdt den oktober 1831 i Orange, Ohio, bad Hyrum om, at der blev givet en personlig, detaljeret beretning om fremkomsten af Mormons Bog. Men profeten sagde: "Det var ikke hensigten at fortælle verden om alle detaljerne vedrørende fremkomsten af Mormons Bog."16 Joseph forklarede i et åbent brev til en avisredaktør i 1833 om hovedpunkterne i sagen, men han kom med meget få detaljer og sagde, at Mormons Bog blev "fundet ved hellige engles tjeneste og oversat til vores eget sprog ved Guds gave og kraft."17 Hans forklaring stemmer overens med Lære og Pagter, som siger, at han fik "kraft til at oversætte Mormons Bog ved Guds nåde og kraft" (L&P 1:29), og at Herren "gav ham kraft fra det høje til at oversætte Mormons Bog" (L&P 20:8). Den vigtigste del af oversættelsen er, som titelbladet i Mormons Bog siger, "oversættelsen deraf ved Guds gave." Moroni, den sidste vogter af den gamle tekst, udfordrer alle læsere af Mormons Bog til ved bøn at lære om sandheden af bogen. Han lover, at ved Helligåndens kraft kan alle mennesker få at vide, at den er sand (se Moroni 10:4-5). Herrens eget vidnesbyrd om Mormons Bog er, at Joseph Smith "har oversat den del af bogen, som jeg befalede ham at oversætte. Og det er sandt, så vist som Herren, jeres Gud, lever" (L&P 17:6). Nogle kritikere har antydet, at Sidney Rigdon var hovedoversætteren af Mormons Bog. De påstår, at han brugte en roman af Solomon Spaulding, der enten hed Manuscript Found eller Manuscript Story som vejledning for de historiske dele af Mormons Bog. Der er imidlertid ingen beviser for, at Sidney Rigdon kendte Joseph Smith før Mormons Bog var udgivet. Ældste Rigdons eget vidnesbyrd er, at den første gang, han hørte om bogen, var i oktober 1830, da han fik et eksemplar af Parley P. Pratt (se siderne i denne bog). Solomon Spauldings manuskript blev opdaget i 1880'erne, og har ingen lighedspunkter med Mormons Bog. Denne tydeligt opdigtede, dog vidt påståede Spaulding-Rigdon-teori er et af Satans forsøg på at bringe Guds ord i miskredit. Da Joseph Smith begyndte oversættelsen i 1827, begyndte han øjensynligt med Lehis Bog fra Mormons forkortelse af Nephis store plader (se overskriften til L&P 10). Efter tabet af de 116 sider af manuskriptet begyndte Joseph tilsyneladende med Mosiahs Bog, som også fandtes på de store plader. Han var kun netop begyndt på Mosiahs Bog, da Oliver Cowdery blev sendt til ham i begyndelsen af april Fem uger senere, den 15. maj 1829, var de ved 3 Nephi og Frelserens prædiken om dåb for nephiterne. Joseph Side 6 af 11

7 oversatte ikke Nephis små plader, som indeholdt 1 Nephi til Mormons Ord, før efter ankomsten til familien Whitmers hjem i Fayette. Profeten fik befaling om at oversætte de små plader for at erstatte de 116 tabte sider (se L&P 10:43-45). I det originale manuskript til Mormons Bog omfattede John Whitmers arbejde kun materiale fra de små plader, hvilket støtter denne konklusion.18 Mormons Bogs vidner Kort efter at Joseph Smith havde oversat Nephis skrivelser om behovet for vidner (se 2 Nephi 27:12-14; Ether 5), rejste Martin Harris til Fayette fra Palmyra for at høre om oversættelsens fremgang. Martin bad sammen med Oliver Cowdery og David Whitmer Joseph om at bede og spørge Herren, om de kunne være de lovede vidner. Det gjorde han og fik en åbenbaring, hvori de fik at vide, at hvis de udøvede tro "af et oprigtigt hjerte", ville de få det privilegium at se de hellige plader, brystpladen, Labans sværd, Urim og Tummim, som blev brugt af Jareds bror, samt Liahona - "den vidunderlige vejviser, som Lehi fik, da han var i ørkenen" (L&P 17:1). Herren erklærede: "I kraft af jeres tro skal I få dem at se, ja, i kraft af samme tro, som de fordums profeter havde" (L&P 17:2). Herren fortalte dem også, at efter at de havde set disse ting, ville de være forpligtede til at bære vidnesbyrd om dem for verden. Så snart oversættelsen var færdig, sendte Joseph bud til sine forældre i Manchester om at komme til familien Whitmers hjem i Fayette. Da de ankom, havde de Martin Harris med, og de havde en glædelig aften sammen med at læse fra manuskriptet. Den næste morgen samledes de kommende vidner og andre, som boede hos familien Whitmer, til deres sædvanlige morgenmøde for at læse fra skriften og synge og bede. Lucy Smith skrev: "Joseph rejste sig fra sine knæ, og idet han nærmede sig Martin Harris med en alvor, der stadig i dag betager min sjæl, sagde han: 'Martin, du må ydmyge dig selv for Gud i dag, så du kan få tilgivelse for dine synder. Hvis du gør dette, er det Guds vilje, at du skal se pladerne sammen med Oliver Cowdery og David Whitmer.'"19 Derefter gik de fire mænd ud i skoven og søgte om den lovede opfyldelse af profetien. Efter to mislykkede forsøg følte Martin Harris imidlertid, at hans tilstedeværelse var årsagen til deres mislykkede forsøg på at få et svar. Han trak sig tilbage og bad sin egen bøn. De andre tre havde næppe begyndt deres bøn igen, før Moroni viste sig for dem i herlighed med pladerne i sine hænder. Joseph skrev: "Han vendte bladene ét efter ét, så vi kunne se dem, og tydeligt se indgraveringerne derpå... vi hørte en stemme fra det stærke lys over os, som sagde: 'Disse plader er blevet åbenbaret ved Guds kraft, og de er blevet oversat ved Guds kraft. Oversættelsen af dem, som I har set, er korrekt, og jeg befaler jer at bære vidnesbyrd om det, I nu har set og hørt.' Jeg forlod nu David og Oliver, og gik ud for at lede efter Martin Harris, som jeg fandt et godt stykke fra os i færd med at bede inderligt. Han fortalte mig dog snart, at han endnu ikke havde overtalt Herren og anmodede mig oprigtigt om at slutte mig til ham i bøn, så han også kunne få de samme velsignelser, som vi netop havde modtaget. Vi bad derfor sammen, og til sidst fik vi vore ønsker opfyldt, for før vi var færdige, blev det samme syn åbnet for vore øjne, det var i det mindste åbent for mig, og jeg så og hørte atter de samme ting, mens Martin i samme øjeblik råbte, tilsyneladende i begejstring og glæde: 'Det er nok! Det er nok! Mine øjne har set, mine øjne har set!'"20 Da Joseph vendte tilbage til familien Whitmers hjem, fortalte han sine forældre om sin lettelse over, at andre nu havde set englen og pladerne og skulle bære vidnesbyrd om disse sandheder, idet han sagde: "Nu ved de for sig selv, at jeg ikke er ude på at bedrage Side 7 af 11

8 folk, og jeg har det som om, jeg er blevet lettet for en stor byrde, som næsten var for tung for mig at bære, og det glæder min sjæl, at jeg fra nu af ikke længere skal være helt alene i verden."21 De tre vidner bar vidnesbyrd om deres oplevelse: "Vi [har] gennem Gud Faderens og vor Herres Jesu Kristi nåde set de plader, som indeholder denne optegnelse... Og vi ved også, at de er blevet oversat ved Guds gave og kraft; thi hans røst har kundgjort os det, hvorfor vi med sikkerhed ved, at dette værk er sandt."22 De fortsatte med at vidne om, at en engel viste dem indgraveringerne på pladerne. Deres vidnesbyrd er blevet medtaget i hver udgave af Mormons Bog siden dengang. Nogle få dage senere blev yderligere otte vidner - trofaste mænd, som var tæt på profeten under oversættelserne - også udvalgt til at se pladerne. Disse otte mænd var Joseph Smiths far, Joseph Smith sen., Josephs brødre, Hyrum og Samuel, fire af brødrene i familien Whitmer - Christian, Jacob, Peter og John, samt en svoger til familien Whitmer, Hiram Page. Joseph fik tilladelse til at vise dem pladerne nær familien Smiths hjem i Manchester, da han var ved at forberede trykningen af bogen.23 De otte vidner bærer vidnesbyrd om, at de holdt pladerne i hænderne og så indgraveringerne på de enkelte blade. Deres vidnesbyrd er ligeledes medtaget i alle udgaver af Mormons Bog. På denne måde er sandheden af Mormons Bog ved den guddommelige lov om vidner yderligere dokumenteret og jordens indbyggere bliver stillet til ansvar for dens indhold. Hver af de elleve særlige vidner til Mormons Bogs plader virkede senere i betydningsfulde stillinger i den gengivne kirke. Fem af dem, de tre i familien Smith og Christian og Peter Whitmer jun., døde, mens de aktivt var involveret i at tjene i Kirken. Men hver af de tre vidner - Martin Harris, Oliver Cowdery og David Whitmer - vendte sig senere mod Kirken. John og Jacob Whitmer samt Hiram Page blandt de otte vidner faldt også fra troen. Ingen af disse seks mænd, nægtede dog deres vidnesbyrd, selv om de havde mange muligheder for at gøre det. De hævdede hver især eftertrykkeligt sandheden af deres vidnesbyrd, når som helst de blev spurgt om det. Oliver Cowdery og Martin Harris vendte senere tilbage til Kirken og døde som aktive medlemmer af fællesskabet. Udgivelsen af Mormons Bog Nogle få dage efter at Joseph Smith og Oliver Cowdery ankom til Fayette i juni 1829, følte Joseph, at han var langt nok i oversættelsen til at ansøge om copyright. Den 11. juni ansøgte Joseph Smith om rettighederne og fik copyright til Mormons Bog af Northern District i New York.24 Dette sikrede bogen mod plagiat. Efterhånden som oversættelsesarbejdet nærmede sig slutningen sidst i juni, vendte profeten sin opmærksomhed mod udgivelsen af bogen. Flere forhandlinger blev afholdt med Egbert B. Grandin, en 23-årig trykker i Palmyra. Nogle få sider af manuskriptet med titelbladet blev sendt til ham, for at han kunne give et overslag på prisen. Grandin og hans forretningsforbindelser tøvede med at påtage sig projektet med at trykke "Guldbiblen", som de kaldte den. Derfor rejste Joseph og hans venner til Rochester, New York, hvor de kontaktede en fremtrædende borger og trykker, Thurlow Weed, som afviste dem, fordi han ikke troede på Josephs beretning om oversættelsen. De besøgte dernæst Elihu F. Marshall, ligeledes i Rochester, som var villig til at trykke og indbinde manuskriptet, men hans pris var urimelig høj. Brødrene vendte tilbage til Grandin og overtalte ham endelig til at trykke bogen, hvis Martin Harris ville underskrive et pantebrev, der garanterede betaling for trykningen ved, om nødvendigt, salg af en del af hans gård i Palmyra. På dette tidspunkt havde profeten fået et andet tilbud fra en trykker i Rochester, så Grandin indvilligede i at udgive bogen. Der blev indgået en aftale den 17. august 1829 om at Side 8 af 11

9 trykke 5000 eksemplarer for 3000 dollars.25 Det var et meget stort antal eksemplarer i disse dage, især for en lille lokal trykker. Joseph havde lært en vigtig lektie fra tabet af de 116 sider af manuskriptet. Han gav Oliver Cowdery og Hyrum Smith til opgave at overvåge trykningen, mens han vendte tilbage til Harmony for at være sammen med Emma og tage sig af sine timelige sager. Han efterlod dem også med strenge instruktioner om at producere et andet manuskript til trykkeren og beholde det originale i familien Smiths hjem af sikkerhedsmæssige grunde. I henhold til dette lavede Oliver en kopi af manuskriptet til trykkeren.26 Af sikkerhedsårsager blev dette manuskript bragt i små brudstykker til Grandins trykkeri, efterhånden som arbejdet skred frem. I flere måneder foretog Hyrum næsten dagligt ture til trykkeren for at overvåge arbejdet. Med en sådan proces er det forståeligt, hvordan nogle få afskrift- og trykfejl kunne snige sig ind i bogen. Desuden indeholdt det originale manuskript ingen tegnsætning eller deling i afsnit. Med Hyrum Smiths tilladelse tilvejebragte Grandins sætter, John H. Gilbert, tegnsætning og deling i afsnit udgaven, udfærdiget af Parley P. Pratt, og 1840-udgaven, omhyggeligt gennemgået af profeten selv, omfattede rettelser af de fleste trykfejl og revidering af noget af Gilberts arbejde. Mens trykningen af Mormons Bog fandt sted, lærte Oliver Cowdery "forretningsgangen i E. B. Grandins forretning at kende, idet han satte mange af typerne til bogen med sine egne hænder."28 Modstanden mod denne nye hellige skrift opstod endnu før trykningen var færdig. Abner Cole brugte Grandins bygning og trykkeri om søndagen og om aftenen til at trykke sin Palmyra Reflector under synonymet Obediah Dogberry. Han anså Mormons Bog for at være noget vrøvl, og med sin adgang til trykkerens manuskript rapsede han nogle få sider og begyndte at udgive dem. En søndag i december følte Hyrum og Oliver sig urolige og gik ind i byen til trykkeriet, hvor de fandt Cole dybt optaget af en del af Mormons Bog. De beordrede ham til at holde op, fordi de havde en juridisk ophavsret, men han trodsede dem og udgav nogle uddrag i Reflector. Joseph Smith sen. rejste straks hen for at fortælle det til profeten og bringe ham tilbage til Palmyra. Da profeten kom, befalede han Cole at standse sit ulovlige eftertryk. Cole ville have et slagsmål, men profeten forblev rolig, og fornuften sejrede. De sidste sider kom i Reflector den 22. januar Coles latterliggørelse afspejlede den almindelige følelse i Palmyra på dette tidspunkt. Et antal mennesker afholdt et møde og traf den beslutning ikke at købe bogen, når den kom fra trykkeriet. Da Grandin blev nervøs, vendte Joseph tilbage til Palmyra for at forsikre ham om, at trykningsomkostningerne ville blive betalt.30 Martin Harris, der frygtede, at han kunne miste sin gård, hvis Mormons Bog ikke blev solgt, kom til profeten og bad om vejledning. Gennem åbenbaring fik Martin befaling om ikke at "begære" sin egen ejendom, men "frit give deraf" med det formål at dække omkostningerne ved trykningen af Mormons Bog (se L&P 19:26). 60 hektar af Martin Harris' gård blev solgt ved en offentlig auktion i april 1831 for at betale hr. Grandin. Dette offer gjorde trykningen af Mormons Bog mulig.31 Wayne Sentinel bekendtgjorde, at de første eksemplarer af Mormons Bog ville være til salg den 26. marts Mormons Bog repræsenterer Guds sind og vilje med hensyn til hans folk i de sidste dage. Vores generation er privilegerede ved at have Herrens egen vurdering af denne storslåede bog: Side 9 af 11

10 Mormons Bog "indeholder et faldent folks historie og Jesu Kristi evangeliums fylde både til ikke-jøderne og jøderne. Denne Bog blev givet gennem inspiration og stadfæstet for andre ved englebetjening og er ved disse blevet forkyndt for verden. Dette beviser over for verden, at den hellige skrift [Bibelen] er sand, og at Gud inspirerer menneskene og kalder dem til sit hellige værk i denne tid og slægt så vel som i fordums dage" (L&P 20:9-11). Begivenheder der er forbundet med udgivelsen af Mormons Bog Den 11. juni Ophavsretten for Mormons Bog blev modtaget. Den 1. juli Oversættelsen af Mormons Bog blev færdig. Juli Oliver Cowdery begyndte at lave en kopi af Mormons Bog til trykkeren. Den 17. august Joseph Smith og Martin Harris indgik kontrakt med Egbert Grandin om udgivelse af 5000 eksemplarer af Mormons Bog. August Oliver Cowdery afleverede de første sider af manuskriptet til trykkeren. Sætningen begyndte, og de første ubeskårne sider kom fra trykkeren. Stephen Harding fik det første titelblad. Den 25. august Martin Harris pantsatte sin gård for 3000 dollars for at betale for trykningen. Oktober Joseph Smith vendte tilbage til Harmony, Pennsylvanien. Den 6. november Oliver skrev til Joseph og forklarede, at trykningen blev forsinket på grund af sygdom, og fordi Grandin ventede på ekstra typer. Oliver var da kommet til Alma 36 i trykkerens manuskript. Den 2. januar Abner Cole udgav ulovligt uddrag af Mormons bog i sin avis Reflector. Den 16. januar Joseph Smith sen. og Martin Harris indgik en aftale om, at de ville have samme privilegier i forbindelse med salget af Mormons Bog, indtil Grandin havde fået sin betaling. Januar Grandin standsede trykningen på grund af et truende boycott af Mormons Bog. Joseph vendte tilbage til Palmyra fra Harmony for at tage sig af Cole og for at overtale Grandin til at færdiggøre trykningen. Den 19. marts Wayne Sentinel bekendtgjorde, at Mormons Bog ville være til salg i løbet af en uge. Den 26. marts Wayne Sentinel bekendtgjorde, at Mormons Bog var til salg. Slutnoter 1. Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, ed. Preston Nibley (Salt Lake City: Bookcraft, 1958), s Joseph Smith, 1832 History, s. 5, citeret i Dean C. Jessee, ed., The Personal Writings of Joseph Smith (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1984), s. 8). 3. Smith, History of Joseph Smith, s I Smith, History of Joseph Smith, s Side 10 af 11

11 5. History of the Church, 1: Latter Day Saints' Messenger and Advocate, okt. 1834, s. 14; se også fodnoten til JS-H 1:71 (engelsk LDS-udgave). 7. I Messenger and Advocate, okt. 1834, s. 15; se også fodnoten til JS-H 1:71 (engelsk LDS-udgave). 8. History of the Church, 1: Larry Porter, "The Restoration of the Aaronic and Melchizedek Priesthoods," Ensign, dec. 1966, s Se History of the Church, 1:48-49; Millennial Star, 9. dec. 1878, s. 772; Millennial Star, 4. juli 1881, s I Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, s Se Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, s Se "Report of Elders Orson Pratt and Joseph F. Smith," Millennial Star, 9. dec. 1878, s "Report of Elders Orson Pratt and Joseph F. Smith," s "Report of Elders Orson Pratt and Joseph F. Smith," s Donald Q. Cannon and Lyndon W. Cook, eds., Far West Record: Minutes of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1983), s History of the Church, 1: Se Stan Larson, "'A Most Sacred Possession': The Original Manuscript of the Book of Mormon," Ensign, sep. 1977, s Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, s History of the Church, 1: I Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, s "Otte vidners vidnesbyrd", i Mormons Bog. 23. Se History of the Church, 1: Se History of the Church, 1:58-59, Se History of the Church, 1: Se History of the Church, 1: Se "Historic Discoveries at the Grandin Building," Ensign, juli 1980, s Wayne County Journal, Lyons, New York, 6 may 1875; oplysninger modtaget fra Donald E. Enders, Joseph Smith sen., familie i Palmyra/Manchester, New York, research file, Museum of Church History and art, Salt Lake City, Utah, Se Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, s ; Richard L. Bushman, Joseph Smith and the Beginning of Mormonism (Chicago: University of Illinois Press, 1984), s ; Russell R. Rich, "The Dogberry papers and the Book of Mormon," Brigham Young University Studies, foråret 1970, s Se Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, s Se Wayne C. Gunnell, "Martin Harris - Witness and Benefactor to the Book of Mormon," Master's thesis, Brigham Young University, 1955, s Side 11 af 11