20 stakkels døde mand på den måde? 25 I må skamme jer! sagde Johannes. Hvor meget skyldte. han?

Transkript

1 Rejsekammeraten (8,4 ns) Der var en gammel mand, og han havde en søn, der hed Johannes. Så blev han syg og mærkede, han skulle dø. Det 5 var sønnen bedrøvet over, men faderen sagde til ham: Ja, nu dør jeg, og så må du se, hvordan du kommer gennem verden. Jeg har syv mark 1 til dig; det er alt, hvad du kan få at rejse med. Når du sælger de gamle ting, er der vel nok til at få mig begravet. 10 Så døde han. Johannes ordnede tingene; gode folk hjalp ham med det. Han fik faderen begravet, tog sine syv mark og vandrede ud i verden. En aften, mens han gik, blev det et forfærdeligt tordenvejr. Da han kom forbi en kirke, gik han hen og stod i læ ved 15 kirkedøren. Han så nu to mænd, der var ved at grave en kiste op af jorden. Da de havde fået den op, tog de den døde mand op af den og mishandlede ham. Det syntes Johannes var en stor synd, så han gik hen til dem og spurgte, hvordan det kunne være, de behandlede den 20 stakkels døde mand på den måde? Det var ikke mere end han havde fortjent, sagde de; han skyldte dem penge, og så havde han lagt sig til at dø. Nu ville de tage ligtøjet af ham, og kisten ville de bruge til brænde, så havde de dog fået noget af gælden tilbage. 25 I må skamme jer! sagde Johannes. Hvor meget skyldte han? Syv mark, svarede de. Da tænkte Johannes: Det er alt, hvad jeg ejer. Men så huskede han på sin gamle far. Det havde ikke været 30 rart, hvis han var blevet behandlet på den måde. Han gav

2 mændene sine syv mark, mod at de gik deres vej og lod den døde være i fred. De gik, og Johannes lagde ham i kisten igen og kastede jord på ham. Det tog lang tid, og i mellemtiden var uvejret 35 trukket over. Det var ved at blive dag, og han gik videre. Han kom igennem en skov. Nu hørte han en stemme, der råbte: Hvorhen? Da stod der en stor dreng, lidt ældre end ham selv, på stien bagved ham. Johannes svarede, at han skulle ud i den vide verden. Han 40 havde ganske vist ingen penge; men han ville forsøge at finde lykken. Drengen spurgte, om han måtte følge med. Det måtte han gerne. Hvad hedder du? spurgte Johannes. Du kan kalde mig Kammeraten, svarede han. 45 Så fulgtes de ad. Da de havde gået en dags tid, mødte de en gammel kone, der bar på et stort knippe 2 ris. Bedst som hun gik, faldt hun og blev liggende, for hun havde brækket det ene ben. Johannes var altid hjælpsom, og han spurgte, om ikke de skulle hjælpe den stakkels kone. 50 Det kan vi jo godt, sagde Kammeraten. Han gik hen til konen og sagde: Hør, kan du ikke give mig de ris, du har der? Det ville hun ikke; hun skulle bruge dem at holde varmen med, når hun kom hjem. 55 Du kan ligeså godt give dem til mig, for du har jo brækket dit ben, så du kan ikke komme hjem alligevel. Da hun hørte det, gav hun sig til at græde og jamre så ynkeligt. Når det var sådan, kunne han ligeså godt tage risene. Men ville de dog ikke nok hjælpe hende?

3 60 Du må først give mig risene. Så skal du få nogle dråber, jeg har her i en lille flaske. Dem kan du smøre benet med. Så fik Kammeraten risene på nakken i en sæk. Og de gik videre og lod konen ligge med dråberne. Johannes var ikke tilfreds og mente, at de burde have fulgt konen hjem. Han 65 syntes ikke om at lade hende ligge der. Hun skal nok komme hjem, sagde Kammeraten; det skal du ikke tænke på. Johannes vendte sig om og så efter hende. Da var hun kommet op at stå og var gået sin vej. Dråberne havde 70 allerede helbredt hende. De gik videre og kom op på en høj, hvor de kunne se ud over landet. Da hørte de en stærk larm over deres hoveder. Det var en ørn og en falk, der var oppe at slås, og dét så frygteligt, at de til sidst faldt døde ned for deres fødder. 75 Kammeraten skar vingerne af ørnen og benene af falken og puttede dem ned i sækken. Hvad skal du med dem? spurgte Johannes. Det skal du ikke tage dig af; vi skal nok få brug for dem. De gik videre; og hen mod aften kom de til et herberg 3, hvor 80 de tog ind, for de var sultne og tørstige. Som de sad der og spiste, lød der spektakel udenfor på gaden; og der var en renden frem og tilbage. Hvad er det? spurgte de. Uha, sagde folkene, det er kongens datter, der kører 85 gennem gaderne. Hun er ond som den værste heks; hun er nok forhekset. Da Johannes og Kammeraten gerne ville høre mere om hende, fortalte folkene videre: Hun er så smuk, at man aldrig har set så dejlig en prinsesse, og hun har en 90 uendelighed af friere. Alle de prinser, der er til i verden, kommer og frier til hende. Men de skal gætte tre ting, som hun tænker på, og hvis de ikke kan det, skal de hænges ude i

4 hendes have. Der er ikke en eneste blomst i den have. Den er fuld af døde mennesker og ben; og ravnene og kragerne slås 95 om dem. Mens det blev fortalt, kom prinsessen forbi på en hvid hest. Den havde guldsadel, og tømmen 4 var af guld. Hun var dejlig, havde kønne øjne og langt gult hår, der hang helt ned på hesten. Johannes syntes, hun var smuk. Og han sagde til 100 Kammeraten, at han ville ønske, han kunne gætte, hvad hun tænkte på. Kammeraten var imod det og forsøgte at overtale ham til at lade være. Men Johannes ville melde sig som frier, lige meget hvad den anden sagde. Han gik op på slottet og kom 105 ind til kongen og prinsessen. Hun spurgte, om han kunne gætte, hvad hun tænkte på. Han kunne spekulere over det til i morgen. Da hun sagde det, blev han bange, for nu så hun uhyggelig ud. Men han tænkte: Jeg må jo finde ud af det på en eller anden måde. 110 Da han kom hjem til Kammeraten, fortalte han, hvad der var sket. Og han sagde, at hvis ikke han kunne drømme svaret i nat, vidste han ikke, hvordan det skulle gå ham. Ja, sagde Kammeraten, gå nu i seng og prøv, om du kan drømme det. 115 Det gjorde han, og Kammeraten gik også i seng. Men da Johannes var faldet godt i søvn, stod den anden op og gik hen og åbnede posen, som han havde med. Han bandt nu ørnevingerne og falkebenene på, tog et par ris i hånden og fløj op og satte sig uden for prinsessens vindue. Da han 120 havde siddet der lidt, sprang vinduet op, og prinsessen kom flyvende ud. Kammeraten fløj bagefter og piskede løs på hende af alle kræfter med sine ris. Hun gispede og stønnede, satte sig ned af og til og kunne næsten ikke få vejret. Sikken et haglvejr, sikken et haglvejr, sagde hun til sig 125 selv.

5 Endelig kom de til et bjerg, hvor hun standsede og bankede på. Det åbnede sig, og hun smuttede ind. Kammeraten smuttede bagefter. Der kom en trold frem og tog imod hende. Hans hoved var 130 ligeså stort som hele hans krop og arme og ben tilsammen. Hans ører var vokset ud midt i panden, og hans øjne var så store som tallerkener. Prinsessen klagede over, at det havde været et forfærdeligt haglvejr undervejs, så hun næsten ikke kunne komme 135 fremad. Det skulle hun ikke tænke mere på, sagde han. Hun skulle komme hen og sidde hos ham. Så trak han af sted med hende. Men Kammeraten havde gjort sig usynlig og smuttede bagefter. De kom til en stor 140 hal, hvor der var alle mulige slags dyr mellem hinanden, løver, skrubtudser, firben og væmmeligt kryb. Øverst oppe i hallen var der en trone, hvor trolden og prinsessen satte sig. Så begyndte dyrene at danse. Og trolden tog prinsessen ved hånden og dansede med hende mellem de fæle dyr. 145 Kammeraten var hele tiden bagefter dem, for han skulle høre, hvad de talte med hinanden om. Da de var færdige med dansen, fortalte prinsessen, at hun igen havde fået en frier. Trolden skulle sige hende, hvad hun skulle tænke på? Han svarede, at hun skulle tænke på sine 150 handsker. Så dansede de igen, indtil hun skulle hjem. Trolden fulgte hende ud og lukkede bjerget op for hende, og Kammeraten smuttede med ud. På tilbagevejen piskede han hende, så han sled risene helt 155 op. Hun gispede og stønnede, men slap til sidst ind ad vinduer. Kammeraten kom hjem i sin seng i herberget. Da Johannes stod op næste morgen, var han meget ulykkelig. Han havde ingenting drømt og spurgte Kammeraten, om han heller ikke havde drømt noget.

6 160 Jo, det har jeg, sagde han. Du kan prøve at sige, at hun har tænkt på sine handsker. Med den besked gik Johannes op på slottet og kom ind. Prinsessen stod nok så vigtig og spurgte, hvad han så gættede på. 165 Prinsessen skulle vel ikke tænke på sine handsker, sagde han. Det gav et sæt i hende. Hun blev forskrækket, men kunne ikke nægte, at det var sine handsker, hun tænkte på. Så skulle han gætte for anden gang; og han måtte gerne 170 tænke sig om til næste dag. Det gik ligesom første gang. Kammeraten stod op, da Johannes var faldet i søvn, tog sine vinger på og fløj op til vinduet. Prinsessen kom ud og fløj hen til bjerget; og han piskede af alle kræfter på hende. Den aften sagde trolden, at hun skulle tænke på sine sko. 175 Johannes kom op om morgenen og spurgte, om Kammeraten havde drømt for ham i nat. Jo, jeg tror, du skal sige, at hun tænker på sine sko. Det gjorde han, og det gik ham godt. Prinsessen blev forskrækket over, at han igen kunne gætte rigtigt. Det havde 180 ingen gjort før. Så skulle han gætte for tredje gang, og skulle igen tænke sig om til næste dag. Den tredje nat tog Kammeraten alle de ris med, han havde tilbage, og han piskede løs på prinsessen, så hun var halvdød, da hun kom frem til bjerget. Hun klagede ynkeligt 185 til trolden over det forfærdelige haglvejr hun kunne næsten ikke komme frem, sådan havde haglene pisket hende. Og nu er den helt gal, sagde hun, for han har igen gættet, hvad jeg tænker på. Det var ikke så godt. Men denne gang skal vi nok finde på 190 noget, han ikke kan gætte. Lad os nu more os.

7 Så dansede de, og det gik vildt til. Kammeraten var bange for, at han ikke skulle få fat i, hvad trolden sagde til prinsessen, så han fulgte med i dansen, så godt han kunne. Endelig holdt den op, og trolden fulgte hende hen til 195 udgangen. Da tænkte Kammeraten: Nu er det, han fortæller hende, hvad hun skal tænke på. Men trolden fulgte med udenfor og sagde ingenting. Og da prinsessen fløj tilbage, fulgte trolden med. Nu fik 200 Kammeraten travlt med at høvle løs på dem begge to. Han tog et ris i hver hånd og piskede af alle kræfter. Endelig kom de tilbage til prinsessens vinduer, og de stønnede og jamrede begge to. Nu tænkte Kammeraten: Han må allerede have sagt, hvad 205 hun skal tænke på. Jeg har ellers passet godt på. Men lige idet bjergmanden tog af sted igen, hviskede han: Tænk på mit hoved. I det samme lykkedes det lige akkurat Kammeraten at få fat i ham. Han greb hans to store ører og gav et ordentligt ryk i 210 ham for at holde ham. Trolden var så mør af at blive pisket, at hovedet var lige ved at gå af. Rejsekammeraten tog sin lommekniv og gjorde et lille snit; så havde han hovedet. Det var fælt at se på, for trolden havde rakt sin tunge langt ud af munden. Rejsekammeraten tog sit lommetørklæde og svøbte 215 troldens hoved ind i det. Så fløj han hjem til herberget med det, satte det ved siden af sengen og lod som om, han sov. Om morgenen, da Johannes kom ind og spurgte, om han havde drømt noget om natten, svarede han: Du kan tage dette klæde med op til prinsessen og spørge, om hun ikke 220 tænker på det, der er indeni. Men du må ikke løse op for det, før du kommer derop. Johannes tog klædet med og kunne ikke forestille sig, hvad der var indeni. Han gik op på slottet og kom ind til kongen og prinsessen. Hun stod og så vigtig ud, for nu var hun 225 sikker på, at han ikke kunne gætte rigtigt.

8 Nå, hvad har jeg så tænkt på? spurgte hun. Johannes satte sig ned og løste op for klædet. I samme nu gav han et højt skrig; prinsessen og hendes jomfruer besvimede, og kongen så meget forskrækket ud. De havde 230 aldrig set noget så fælt. Der blev sørget for vand til prinsessen, til jomfruerne og dronningen, og de kom til sig selv igen. Kongen var glad for, at trolden var død, for nu mente han, at hans datter blev god igen. Hun kunne ikke nægte, at det var dette hoved, hun tænkte på. 235 Så skulle hun giftes med Johannes. Alle troede, at hun nu var i orden. Hun var imidlertid ligeså kulret som før, og så rasende, at det så fælt ud. Men bryllup blev der holdt. Dagen efter beklagede Johannes sig til Kammeraten. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med hende. 240 Kammeraten svarede: Du skal sætte en stor balje vand ved siden af sengen. Når I så skal i seng, tager du og dukker hende godt ned under vandet. Det skal du gøre tre gange. Og du skal dukke hende, hvordan hun så end ser ud. Johannes gav nu pigerne besked om at sætte en stor balje 245 vand ind til sengen. Da prinsessen var parat til at gå i seng, var hun galhovedet, vendte det hvide ud af øjnene og spyttede som en heks. Men han tænkte: Det får ikke hjælpe, du skal derned! Så tog han et rask tag i hende og pressede hende ned i baljen. 250 Da han gav slip, og hun kom op igen, var hun en stor, sort and, som ville bide. Han turde næsten ikke røre ved den; men han tog mod til sig og fik den dukket godt ned i vandet. Da den kom op igen, var den blevet til en hvid svane. Han dukkede den for tredje gang, selvom den ikke så for godt ud 255 nu. Da den kom op af vandet, var den igen blevet til prinsessen. Nu så hun ikke længere ond ud; hun var ikke forhekset mere.

9 Næste morgen kom Kammeraten og besøgte dem. Johannes var glad og sagde: Nu har vi det godt. 260 Prinsessen var også venlig imod Kammeraten og spurgte, om han ikke ville blive og bo hos dem. Nej, sagde han, det ville han ikke, for nu havde han ikke mere at gøre her på jorden. Nu skal jeg sige dig, Johannes, hvem jeg er. Jeg er ånden af den døde mand, som du fik 265 begravet igen, og hvis gæld du betalte. Nu har jeg gengældt dig det gode, du gjorde mod mig, for nu har du fået prinsessen til ægte, som du ønskede. Nu skal jeg tilbage til de døde. Fra "Danmarks bedste folkeeventyr" (efter Laurits Bødker: Danske Folkeeventyr, 1960), Aschehoug Dansk Forlag, mark: møntenhed der blev brugt i Danmark fra middelalderen til 1875; 1 mark = 16 skilling = 33 øre 2 knippe: bundt 3 herberg: billigt overnatningssted 4 tømmen: lang snor eller rem som er fastgjort til hovedtøjet på en trækhest, og som bruges til at kontrollere hesten med I det samme var han væk, og de så ham ikke mere. Johannes 270 fik det halve kongerige med prinsessen og skulle være konge over hele landet, når den gamle konge døde.