VEJEN. Indhold: Udgives af: Vejens redaktion: Finn Buhl Copyright: Roskilde Pilgrimsforening

Transkript

1 . 1

2 VEJEN Udgives af: Copyright: Roskilde Pilgrimsforening Artikler og Billeder modtages som vedhæftet fil eller på fremsendt USB-stik, Artikler modtages kun som Word-fil, Billeder modtages kun som jpg- eller tif-fil. Indhold: først og fremmest som information til foreningens medlemmer: Artikler, som ikke omhandler foreningens aktiviteter, og som ønskes optaget i bladet, bør have til formål at fremme og udbrede tanken om pilgrimsvandring som mere end blot moderne oplevelse-turisme. Vejens redaktion: Finn Buhl info@roskildepilgrimsforening.dk Side. 3.. Den spidse pen. Side. 4...Gensyn med Camino Francés. Side. 9..Eremita Ecco Homo. Side. 10 Portræt af en pilgrim. Side. 15.FloriCamino. Side. 18 Centrum Selandia. Side. 20..Pilgrimsvandring i Lund. Side. 21.Boganmeldelse. Side. 22.Pilgr.v. i Jesus Trail. Side Advents-Vandring. Side Caminostreger. Side Ny bog for pilgrimsvandrere Layout og tilrettelægning: Finn Buhl VEJEN udgives og sendes som vedhæftet fil til til foreningens medlemmer. Næste deadline...1. marts Nr. 14 udkommer...1. april 2015 Andre, som har relation til pilgrimsbevægelsen, kan modtage bladet, som vedhæftet fil til ved at henvende sig til Roskilde Pilgrimsforening på info@roskildepilgrimsforening.dk 2

3 Ord til eftertanke for pilgrimme. Talsmandens gerning Joh For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer. AMEN! Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«matt »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget. Åb

4 Gensyn med Camino Francés Af Finn Buhl 12. vandredag: Onsdag d. 28. august Værelset i Logrono var virkelig godt, så godt at vi sov forlænge. Nåh, ja.alt er jo relativt; men klokken var i hvert fald mere, end vi havde forventet, da vi kom ned på gaden. Skråt overfor - i den nærmeste gade - var der en morgenmadscafe, og morgenen startede med traditionel spansk morgenmad: Cafe con leche og croissant..nej hov! Her var sandelig flutes med skinke eller æg, så vi sprang croissanten over og fik noget ordentligt. virkede nærmest uendeligt. Vejen ud til naturområdet Pantano de la Grajera er også blevet meget mere civiliseret. I min erindring startede caminoen umiddelbart uden for bygrænsen, men nu.nu skal man helt ud forbi Pantano de la Grajera før vandrestien ikke blot er en vandresti for gud og hver mand på søndagstur. En fornøjelig herre på vejen ud af Pantano de la Grajera: Han var der ikke Morgen i Logrono 2013 ( Indsat 2003 lige udenfor herberget i Logrono ) Vejen fra Pantano de la Grajera og til Navarrete var næsten ikke til kende: En del af vejen havde jeg fuldstændig fået slettet. Dog!...da hegnet med de mange små kors sat ind i ståltrådshegnet pludselig dukkede pludselig op, huskede jeg stedet, som var det i går. Helgen skab i Pantano de la Grajera ( Indsat: Anja stående ved bygrænsen i 2003 ) Vejen ud af Logrono er lang det huskede vi godt fra 2003, men nu i 2013 er den faktisk blevet længere pga. en ændring af ruten. Det Kors af små pinde sat ind i ståltrådshegnet på vejen ned mod vejen op til Navarette: Skilte med reklamer for herberger..og rygsæktransport!! Se kuverterne, som hænger på stolpen til højre på venstre skilt.. Lige til at tage med, hvis ikke man gider bære sin rygsæk længere..!! 4

5 Vejen op til Navarrete: ( Indsat samme sted ) I min erindring var Navarrete en smuk, spændende by, som jeg havde glædet mig hjemmefra til at gense: Måske tiden har dannet et glansbillede. I hvert fald var det ikke sådan Anja og jeg oplevede Navarrete nu i Byen er nærmest lidt kedelig, kun kirken er virkelig noget at skrive hjem om, men det er den så til gengæld også: Helt forrygende smuk og fuldstændig overdådig! Hovedalteret i Navarrete. Vejen fra Navarrete og videre til Ventosa var en smule trist og støvet. I 2003 har jeg sikkert været højt oppe i skyerne og bare gået vejen i en form for beruselse: Det var trods alt i 2003 vores 1. vandredag. Nu - i 2013 skal der mere end en støvet sti til at gøre en garvet pilgrim beruset. Opmuntring: Lige uden for Navarette var et lille kapel også åben. På vej ind i Navarrete. Scener med Kristi lidelse fra kirken. Vejen mod Ventosa 2013: ( Indsat samme sted 2003 ) 5

6 Et hvil på vejen til Ventosa: Anja er begyndt at få lidt problemer med sin højre fod. I 2003 gik vi fra Logrono til Nárjera den første dag. Det er en strækning på 26 km. og ikke mere, end vi normalt sagtens kan klare, men noget begyndte at brænde modbydeligt indvendigt i Anjas højre fod, efterhånden som dagen skred fremad. Det blev til en hurtig beslutning: Vi gik ind på herberget i Ventosa, desuagtet vi så ville være bagud. Vi håbede at en kort vandredag og hvile, ville hjælpe på Anjas fod. ( Vi har senere hjemme fået konstateret, at det var en marchfraktur. Noget soldater og maratonløbere ofte lider af. Det er ikke et decideret brud, men en overfladisk fraktur, der generer nerverne i det omliggende væv. ) Ventosa gik vi blot forbi i Nu i 2013 viste det sig, at selvom Ventosa er en rigtig lille soveby, så er den udstyret med et fantastisk rart og velfungerende herberg. I løbet af eftermiddagen, kom der mange caminovandrere, og herberget fik stort set fyldt alle sine sovesale op, uden at der af den grund blev trængsel. Stedet emmede af en rigtig god atmosfære. Anjas behov for hvile gav som bonus - mig tid til at tegne oppe ved kirken. Kirkedøren, som jeg syntes var så speciel med sin skæve indgang. Kirken i Ventosa set fra vejen lige før man kommer til byen. Begge tegninger: Blyant på bananpapir 6

7 13. Vandredag: Torsdag d. 29. august Uddrag fra min dagbog: Vores strategi er lykkedes: Anjas fod har det klart bedre, efter vi kun har gået ca km. fra Ventosa til Azofra i dag. Broen over floden i Nájera. Tidligt af sted..dog ikke så tidligt, som billedet antyder: Blitzen får det til at se bælgmørkt ud. Så mørkt var det slet ikke kl. syv! ( Indsat samme sted 2003 ) Nájera føltes helt ukendelig. I 2003 kom vi hen under aften meget trætte til byen og følte, at det ingen ende ville tage med at finde herberget. Og, jo. indkørslen til Nájera er lang, men nu i 2013 var vi friske og undervejs stoppede vi op på en cafe og fik en kop cafe con leche og en flutes med skinke og ost. Der var marked nede ved floden, så dét skulle vi også lige have med, og gik en rundtur på markedspladsen, men der var alt for megen skubben og masen. Vi ville også lige slå en smut omkring det gamle herberg, og kom på vejen forbi det nye, som vist ikke er så nyt endda..?? I 2003 lå herberget i en spændende gammel bygning bygget sammen med kirken, men det er vist i dag administration olign. På vej mod Nájera. En hyrde bolig på vejen mod Nájare Dette hus rummede i 2003 herberget i Nájera: Et spændende sted. Nu i 2013 ligger herberget næsten nede ved floden i et almindeligt hus. 7

8 Vejen til Azofra var ikke særlig spændende, og kun glimtvis var der noget at genkende. Til gengæld var herberget i Azofra flot og indbydende. Det er indrettet med små rum med to senge i hver og et skab til at låse sine ting ind i. Der er et stort køkken og spiserum, og ude i gården et stort soppebassin, hvor rigtig mange pjaskede rundt og fik kølet fødderne af. Herberget i Azofra: Vi må pænt sætte støvlerne udenfor. På vej mod Azofra: Et hvil på vejen mod Azofra: Nu i 2013 er der kommet km. - pæle Anja køler tæerne i soppebassinet Azofra i sigte. Udsigt bag herberget i Azofra: Tuschlavering på bananpapir. 8

9 FRA MIN PILGRIMSVANDRING PÅ CAMINOEN 2011 Af Niels Erik Søndergård D. 28. juli 2011 Turen ud af Astorga var naturmæssigt rigtig skøn. Ved landsbyen Valdiejas ligger det meget givende kapel Ecco Homo. Erimita del Ecco Homo. Her var der åndelig hjælp til pilgrimmene af dyb personlig karakter. Dette er et meget vigtigt sted. Ecco Homo kapellet var caminoens spirituelle højdepunkt. Her mødte jeg det kristent overnaturlige, ikke som noget symbolsk gennem en prædiken, men som en naturvidenskabelig virkelighed på stedet, hvor jeg var. Jeg mødte og erfarede Maria-kanalen til Kristus. Jomfru Maria var klart til stede her på dette tidspunkt. Det var ikke således, at jeg så eller hørte Jomfru Maria, men hun var naturvidenskabeligt til stede ved siden af mig. Det var ikke blot en følelse, men en kendsgerning. Det var ikke et møde i billedlig forstand, men et fysisk møde. Et møde der ikke var tvivl om. Et møde med fortsat virkning og påvirkning. ( Niels Erik Søndergård n.e.s@youmail.dk ) 9

10 Af Finn Buhl Helen Rossen vil være bekendt af de fleste medlemmer af Roskilde Pilgrimsforening. Helen var tidligt ude og gik på Caminoen allerede i 2000, og det var bla. hendes begejstring, som fik undertegnede og min hustru af sted første gang i Nedenfor bringes et portræt af Helen. Finn Buhl: Helen kort fortal, hvordan fik du interessen for at gå pilgrimsvandring? Helen Rossen: Det var en artikel i Femina, der åbnede mine øjne, for at det var en mulighed, og gav mig lysten til at prøve det. Jeg forsøgte, at finde flere oplysninger. Via min venindes veninde, der havde gået på Caminoen i 1993 i en gruppe, fandt jeg ud af, at jeg ville starte i Astorga, for det måtte være en passende strækning med den tid, jeg havde til rådighed. Via den spanske ambassade modtog jeg en guide til turen med posten samme dag, som jeg rejste. Finn Buhl: Anja og jeg har kendt dig i mange år; ja, Anja har faktisk arbejdet sammen med dig på Sankt Hans Hospital. Det var dengang du første gang var på Camino. Vil du fortælle lidt om din allerførste Camino? Helen Rossen: Jeg tænkte: Nu prøver jeg, og jeg kan jo altid stoppe, hvis. Den første dag mødte jeg en tysker, der fortalte mig, at det tog 5 dage at finde rytmen og føle sig tilpas med vandrestøvlerne og rygsækken. Så bestemte jeg mig til at gå 5 dage, inden jeg gjorde mig overvejelser om, hvad jeg syntes om at gå på Caminoen. Han fortalte mig også, at kvinder højst skulle bære 10 kg! I løbet af et par dage fik jeg reduceret vægten på min rygsæk, så jeg kom ned på de 10 kg. 10

11 Det var en god, berigende oplevelse at gå på Caminoen. Dagene var overskuelige. Jeg vidste, hvad jeg skule foretage mig. Jeg havde nogle gode samtaler med mennesker undervejs, og naturen var så smuk. Især nød jeg Galicien. Et af de overnatningssteder jeg især husker med glæde lå i Ligonde, og var etableret af en amerikaner, der var blevet begejstret over caminoen. Det blev bestyret af 2 unge mænd. De lavede aftensmad til os, og vi vaskede op i fællesskab, og alt forgik i en god, hyggelig stemning. Desværre eksisterer stedet ikke mere. Helen på Camino Francés i 2009 Det overraskede mig, at jeg ikke på noget tidspunkt følte mig ensom på turen. Ja, og så overraskede det mig faktisk, at jeg gik ca. 300 km. Det havde jeg aldrig gjort før. En ekstra bonus var, at man forlængede det hellige år 1999 til også at gælde hele år 2000! Finn Buhl: Senere deltog du i mange af Roskilde Pilgrimsforenings vandringer, men det var først da Leif og Suzanne ( medlemmer af Roskilde Pilgrimsforening og gode venner til Helen ), og Anja og jeg begyndte at drille dig, du meldte dig ind: Hvad skyldtes denne betænkningstid? Helen Rossen: Det var ikke noget, jeg tænkte så meget over. Jeg deltog, når jeg kunne, og så betalte jeg for det. Da I drillede mig, fandt jeg ud af, at det kom ud på et, om jeg betalte kontingent eller betalte løbende, og så fik jeg meldt mig ind. Så, det var egentlig ubetænksomhed, der gjorde, at jeg ikke fik gjort det før undskyld Finn. Finn Buhl: Du har også været på Camino med Suzanne Fendt ( Helens gode veninde og medlem af Roskilde Pilgrimsforening ). I gik så vidt jeg ved fra O Cebreiro og til Santiago de Compostela: Hvordan var det at gå Camino som tøsetur? Helen Rossen: Suzanne og jeg kender hinanden rigtig godt mødte hinanden på ø- lejr i 1991 har været på flere forskellige former for ferie sammen, men det var første gang, vi skulle af sted på en fysisk krævende tur. Vi fløj til Madrid, og ved midnatstid kørte vi i bus mod Piedrafita, nær O'Cebreiro, hvor vi ankom i buldermørke. Heldigvis var der nogle spanioler, der også stod af for gå på Caminoen. De havde en kraftig lygte og vidste åbenbart, hvor Caminoen var, så dem forsøgte vi at holde trit med, for det gjorde vi ikke. Vi havde talt om at gå ca. 15 km om dagen, da jeg lige havde været syg, og derfor ikke var i særlig god form. Men, ja, det blev til 25 km den 1. dag, og derefter fik vi lov til at sove på jorden i et stort telt ved Alberquet i Tricastela. Ja!...Så primitivt kan det undertiden være selv på Camino Francés. 11

12 Det resulterede i overbelastede knæ, så det blev turen, hvor jeg lærte at gå baglæns med af bakker. Vi gik i september og nød at forsyne os af brombærene langs ruten, lækkert, bortset fra de bordeaux fingre. Jeg mødte én af mine blinde pletter eller dårlige sider en dag på turen (hvilken, holder jeg lige for mig selv), og den blev tydelig for mig, fordi vi var af sted sammen, og ikke gemmer os bag en facade overfor hinanden, og det var en positiv oplevelse. Jeg husker ikke, at vi havde særlig meget kontakt med andre, men vores venskab blev beriget af endnu en fælles oplevelse. lidt. Undervejs var det dels hyggeligt at tænke på, at vi skulle mødes i Melide, og dels at sms'e til hinanden. Det har dejligt, da vi så mødtes. At mødes med nogen man kender hjemmefra er jo anderledes end dem, man siger goddag og farvel til undervejs. Det var også spændende at finde ud af, om vi kunne gå i hak sammen, og det gik fint så det var dejligt. Finn Buhl: I 2009 var du atter på Camino alene, hvor du startede i Pamplona, sprang et stykke over, men - efter aftale mødtes du med Anja og jeg i Meleide. ( Anja og Finn Buhl havde samtidig gået Camino Primitivo, som ender i Melide.) Fortæl os lidt om denne din tredje Camino og om, hvordan det var at gå tre dage sammen med nogen, som du kender så godt, og som er et par: Gav det problemer, eller kan det anbefales? Helen Rossen: I 2009 havde jeg igen været syg, inden jeg skulle på Caminoen og havde været nødt til at revidere mine planer, så i stedet for at gå hele vejen fra Pamplona til Santiago, tog jeg bussen fra Burgos til Ponferadda. På første del af turen gik jeg dels selv, og selv sammen med andre, og genså mange fra ruten, når jeg nåede frem til alberquerne. Jeg fulgtes i flere dage med en fransk kvinde. Hun ville gerne blive bedre til engelsk, da hendes søn boede i USA, og lige havde fået et barn. Hun kunne nu ikke så meget engelsk, så det var ikke de dybe samtaler, vi førte, men vi befandt og godt i hinandens selskab. Hun vidste, at der var et alberque tæt på Kathedralen i Burgos, så der overnattede vi, og hun sørgede for, at vi besøgte en rigtig god Tapas-bar. Vore veje skiltes i Burgos, fordi hun havde fået skinnebensbetændelse, og skulle hvile benene Helen sammen med Anja og Finn Buhl foran Santiago-Stenen 2009 Finn Buhl: Du var også med på foreningens Hærvejsvandring i 2010, men stoppede efter ca. 4-5 dage: Hvad skete der? Dame-træf på Pauls Bro: Hærvejen 2010 Helen Rossen: Jeg fik desværre en godyl stor vabel under den ene storetånegl. Så det blev til, at en anden deltager og jeg tog hjem til min mor i Kolding for at sove på, om vi skulle fortsætte. Det gjorde vi så ikke. Men turen indtil da havde været fin dejligt at gå i 12

13 Danmark, hvor de forstår, hvad man siger. Dejligt at møde en overraskende stor gæstfrihed, der betød, at vi alle blev inviteret til at spise vores medbragte mad i en villahave. Og ikke mindst - dejligt at møde én, der kunne hjælpe mig med at beslutte, hvilken bil, jeg skulle købe og oven i købet hjalp mig med købet. Finn Buhl: Du har i de sidste mange år været et trofast medlem og deltager i de af foreningens vandringer. Sidst på vores Week- End Vandring, hvor du sågar var med på en prøvevandring fra Særløse til Roskilde. Kan du fortælle lidt om, hvad du får ud af, dét ikke bare at vandre én dag, men også overnatte under samme tag med andre pilgrimme? Helen Rossen: Weekend-vandringerne øger samhørigheden mellem os, der deltager, og samtidig synes jeg også, det øger vores tilhørsforhold til Roskilde Pilgrimsforening. Generelt synes jeg, turene er meget velplanlagte, og det har de 2 weekendvandreture, jeg har deltaget i også været. Derudover får jeg fundet ud af, hvordan min krop reagerer på 2 dages vandring af 25 km, så jeg har en ide om, hvad jeg vil kunne klare på Caminoen, hvor jeg skal gå hver dag i 2-3 uger. Så af mange grunde synes jeg, det er en rigtig god ide. Helen i front på Week-End Vandringen 2014 Finn Buhl: Du netop været på Camino igen. Denne gang på Camino Primitivo sammen med Anja og mig: Vil du fortælle lidt om denne meget anderledes Caminorute. Helen Rossen: Camino Primotivo er smuk med betagende udsigter, og for at få udsigterne er man nødt til at gå op ned op ned osv. og det er hårdt. Jeg synes, det var dejligt at gå uden hele tiden at møde andre vandrere. Vi mødte dem som regel ved barerne og alberquerne, og det syntes jeg var hyggeligt når der vel at mærke var senge nok til alle! Vi fik fortalt, at der bliver investeret i Primotivo-ruten i de kommende 10 år, så det er forventeligt at antallet af vandrere vil øges. Anja og Finn gav udtryk for at der var betydeligt flere på ruten, end da de gik der for 5 år siden, men jeg synes ikke det tåler nogen sammenligning med alle dem, der går på den franske. Helen og Anja Buhl på vej op til El Palo: Camino Primitivo 2014 Jeg var imponeret over et tyske ægtepar, som vi mødte. De var gået hjemmefra i slutningen af april, og når de sluttede i Santiago, ville de have tilbagelagt over 3000 km, men så mente de også, at de havde gået deres sidste camino. Finn Buhl: Var det kompliceret at være den tredje ; Anja og jeg er jo gift. Hvordan fungerede dagene, og kan det anbefales, eller vil du fraråde andre at gøre det? Helen Rossen: Jeg syntes, vi supplerede hinanden godt. Finn havde jo gjort et grundigt forarbejde med planlægning af hele turen, og jeg havde en tysk guidebog med, så om aftenen talte vi gerne om næste dags vandring, hvor meget skulle vi gå op-ned, kunne vi få noget at spise undervejs osv. Tempomæssigt passede Anja og jeg godt 13

14 sammen, og vi dannede som oftest bagtrop til Finn. Helen og Anja Buhl på toppen af El Palo: Camino Primitivo 2014 Jeg fandt det ikke generelt kompliceret at være den tredje. I nogen situationer kommunikerede I uden ord, og der kunne jeg ikke være med, men der hvor det var kritisk, fik vi talt om det efterfølgende, og undgik dermed misforståelser, og det var godt. Jeg vil hverken anbefale eller fraråde andre at gå alene eller sammen med andre. Det synes jeg er op til den enkelte. For mig har det været fint at gå alene eller sammen med 1 eller 2. Jeg tror, at jeg har mødt og talt med flest mennesker, når jeg har gået alene, men turene med Suzanne, Finn og Anja har givet os fællesoplevelser som er dejlige at have i et venskab. Finn Buhl: Her til sidst Når du vandrer, gør du det så af religiøse grunde, eller er det det enkle liv, som driver dig? Helen Rossen: Det er nok mest det enkle liv, som tiltrækker mig. Fornemmelsen af frihed. Fornemmelsen af at tiden opleves anderledes, at det bliver svært at huske, hvad jeg lavede i går, i forgårs, fordi hver dag fyldes med mange oplevelser og indtryk. Fornemmelsen af at komme ned i gear. Finn Buhl: Og til allersidst Hvilke planer har du for fremtiden mht. at gå Camino? Helen Rossen: Planerne er sat på stand-by lige nu - jeg er ved at få undersøgt mine knæ. Tre på stribe.: Ophold på en trappe på vejen fra San Roman de Retorta til Melide. Camino Primitivo Helen sammen med Anja og Finn Buhl: Frokostpause i en lille klynge huse kaldet Montefurado på Camono Primitivo

15 Af Finn Buhl Elever fra Estland Polen Frankrig Italien Spanien og Danmark med deres lærere foran Roskilde Domkirke d. 2. oktober Indsat samme hold ved afslutningen i Spanien i april FloriCamino er er projekt støttet af EU: Projektet opstod i løbet af 2008/2009, som en ide i Department of Physical Education IES Floridablanca Murcia, som et samarbejde mellem institut for geografi, institut for historie og institut for musik. Projektet udspringer af troen på, at tværfaglig uddannelse er mulig i ungdomsuddannelserne, hvis man begynder at arbejde med aktiviteter, som er kompetencebaseret læring og ikke på indhold. FloriCamino gennemfører hvert år en tur på 100 km. på Camino Francés med 1. års studerende ( i Danmark 8. klassetrin ) mellem byerne Astorga og Santiago de Compostela. Eleverne besøger også Finisterra. 15

16 FloroCamino besøgte Roskilde sidst i september/ først i oktober: Besøget var en genvist fra foråret 2014, hvor elever fra Absalon Skole havde vandret sammen med elever fra Estland, Polen, Frankrig Italien og Spanien på Camino Francés. Spanien, hvor de i foråret havde vandret fra Astorga til Santiago de Compostela. Før besøget var undertegnede blevet kontaktet af folkeskolelærer Peter Vibov. Han ville gerne vide, om der var en gren af Caminoen opmærket her i Danmark, som FloroCamino kunne vandre blot en enkelt dag. Som bekendt er Via Selandia netop blevet opmærket, og jeg tilbød derfor at lede vandringen, som jeg planlagde at gå fra Høje Taastrup til Roskilde. Det var en forudsætning for at kunne gennemføre vandringen, at den kunne holdes indenfor Den Nye Skolereforms tidsskema, hvilket betød, at vi først kunne starte kl , og senest måtte slutte kl Det kunne en vandring fra Høje Taastrup til Roskilde netop rumme. Folkeskolelærer Peter Vibov og elever i toget til Høje Taastrup. Orientering om dagens program på Høje Taastrup Station Tre spanske lærere med tilknytning til FloriCamino D. 2. oktober 2014 mødtes jeg så kl på Roskilde Station med 50 skoleelever fra Estland, Polen, Frankrig, Italien, Spanien og Absalon Skole, samt 12 lærere - ligeledes fra nævnte lande til at holde styr på tropperne. Det var nu igen sag. Eleverne gik op i vandringen med liv sjæl, og syntes det var spændende at møde caminomærker, som fortalte, at en del af caminoen faktisk gik gennem Danmark, og videre helt ned til Vi starter ud fra Høje Taastrup Station. 16

17 Kl startede vi ud fra Høje Taastrup Station, gik gennem Høje Taastrup Landsby til Hedehusene, hvor der var frokostpause. Mætte og tilfredse gik turen nu videre over Fløng. Opmærkningen følger ellers Københavnsvej/ Roskildevej fra Hedehusene til Trekroner Station, men den strækning synes jeg ikke er værd at vandre. Der er lang smukkere over Fløng og gennem Marbjerg, og her har vejen sikkert også gået i tidligere tider: Vejen direkte fra Roskilde til Hedehusene kan ikke have været den oprindelige vej, da vejene tidligere normalt snoede sig fra landsby til landsby. Fra Marbjerg gik vi gennem de nye bebyggelse bag RUC og kom til Trekroner centeret ad bagvejen. Vi nærmer os RUC og Trekroner Centeret Her blev der hold endnu en pause: Lærerne gik på cafeteriet, og her fik jeg lejlighed til en god snak med de udenlandske lærere, og høre om projekt FloriCamino. En hyggelig snak på cafeteriet i Trekronercenteret. Vejen ind til Roskilde gik ad Universitets stien, hvor vi igen stødte på caminomærker. Vi havde gået noget hurtigere end beregnet. Eleverne havde godt tråd i skoene, så vi ankom til Roskilde Domkirke allerede kl Det var imidlertid kun en fordel. Så kunne elever og lærere i ro og mag gå rundt og se på Roskilde Domkirkes herligheder inden vi kl , sluttede vandringen af med en pilgrimsandagt i Sankt Andreas Kapel ved pilgrimspræst i Lolland/Falster og Roskilde Stifter Elisabeth Knox-Seith. Kåre Nielsen var sat på som organist og spillede pragtfuldt på Sankt Andreas Kapellets lille orgel. Andagten foregik på både Dansk og engelsk, så alle kunne forstå, hvad der blev forkyndt. Salmerne blev dog sunget på dansk. Andagten sluttede med at elever og lærere modtog Roskilde Domkirkes pilgrimsdiplom, et diplom som i fremtiden vil blive udstedt til alle pilgrimme, som tilkendegiver, de besøger Domkirken som pilgrimme. 17

18 Af Finn Buhl Pilgrimsteologisk seminar i Roskilde Torsdag d. 9. oktober var der indbudt til Pilgrimsteologisk seminar i Konventgården i Roskilde. Arrangør og indbyder var pilgrimspræst ved Lolland/Falsters og Roskilde Stift Elisabeth Knox- Seith. Seminaret skal ses i forlængelse af de skridt menighedsrådet ved Roskilde Domkirke allerede har taget mht. modtagelse af pilgrimme i Roskilde Domkirke. Emnet for seminaret var bla, hvilken inspiration menigheden og præster får af pilgrimmene, som besøger stedets kirke, inden de går videre, men også hvilket udbytte præst og menighed kan have i selv at arrangere lokale pilgrimsvandringer som supplement til den vifte af gudstjenester, stedet allerede har. Seminaret blev budt velkommen af af biskop Peter Fischer Møller, som muntert og levende åbnede op for dagens drøftelser og derpå gav ordet videre til Elisabeth Knox-Seith. Elisabeth beskrev i korte træk sit arbejde som pilgrimspræst, og hvilke forventninger og muligheder hun ser i begrebet pilgrimsvandring teologisk og praktisk. Til at belyse seminarets emne var der indbudt et bredt panel bestående af: Jens Kristian Krarup skaber af Klosterruten og forfatter til rutens rutebeskrivelser. Jette Dahl præst for åndeligt søgende i Viborg stift og arrangør af pilgrimsvandringer. En sognepræst ved Haslev Kirke ( sat i panelet med kort varsel pga. et afbud fra en anden af panelets indbudte ) I Haslev arrangerer man pilgrimsvandringer i lokalområdet. Peter Ruge præst og forfatter til en bog om Kirkevandringer ; en type vandringer hvor man hjemmefra, i langsomt tempo, på vejen til kirken, forbereder sig til højmessen. Anna Alebo sognepræst ved Lund Domkirke og tilknyttet denne kirkes pilgrimscentrum. Panelet var således bredt og vidende sammensat, og deltagernes indlæg kom vidt omkring, måske en gang imellem en smule væk fra selve kerneindholdet i begrebet pilgrimsvandring. Som tilhørere og deltagere i debatten var indbudt en bred vifte af kirkefolk lokalt og fra stiftet med større eller mindre erfaring på pilgrimsområdet, og stor interesse for området. Endvidere enkelte, som har gjort sig gældende i pilgrimsbevægelsen. Undertegnede var indbudt som det øvrige menighedsråd i egenskab af medlem af menighedsrådet ved Roskilde Domkirke. Roskilde Pilgrimsforening, som har 10 års erfaring med arrangering af lokale pilgrimsvandringer og foredrag om pilgrimsvandring, samt med et godt samarbejde med Roskilde Domkirkes og Roskilde Stifts præster, var som forening ikke indbudt. Det kan undre, for havde man indbudt vores forening som forening, kunne 18

19 man haft fået et mere uddybende kendskab til det arbejde, vi allerede har lavet i 10 år med stor succes, end man gjorde nu, hvor disse oplysninger kun havde mulighed for at indgå som korte kommentarer og spørgsmål til panelets oplæg. Bent Jul kom i én af sine kommentarer ind på netop dette ved at pointere, at pilgrimsbevægelsen i sit udspring er en lægmandsbevægelse, og at Roskilde Domsogn og Roskilde Stift har en kæmpe ressource, de kan trække på, hvis de vil, og nævnte vores forening med navn. Pilgrimsbevægelsen må ikke blive topstyret af Folkekirken, var bent juls slutbemærkning. Undertegnede kom i én af mine kommentarer ind på den klassiske begrundelse for at gå pilgrimsvandring; dette at den faldne tro vandrer for at genrejse troen, samt at pilgrimsvandring for mange gør dørtrinnet ind til kirken meget lavere. Som helhed blev seminaret en god inspirationskilde for det videre arbejde, og allerede kort tid efter meldte Domsognets præster ud, at de fremadrettet vil arrangere fire mindre kirkevandringer om året. Det hilses velkommen! Et andet spørgsmål, som dog stadig blafrer i vinden, er: Skal Roskilde centrum på Sjælland og stedet, hvor pilgrimsruterne fra hhv. Helsingør og Kastrup, samt Klosterruten, går igennem have et pilgrimscentrum, et sted hvor vandrende pilgrimme kan søge til ud over vores pragtfulde katedral, Roskilde Domkirke? Er et pilgrimscentrum - fuld af aktiviteter såsom bogsalg, foredrag, pilgrimsvandringer lokalt, og ikke mindst herberg noget Roskilde Domsogn og Roskilde Stift vil ofre penge på, eller vil man i stedet se tiden an? Uanset!...Pilgrimmene vil komme vandrende og må vi håbe føle sig velkomne! Pilgrimme på vej op til Roskilde Domkirke. Pilgrimme til andagt i Sankt Andreas kapel 19

20 Pilgrimsvandring i Lund, Skåne. Af Leila Barasinska Vandring till heliga platser i Lund Vi vandrar till en del av de tjugofyra kyrkor och kloster som revs i Lund vid den danska reformationen år Platserna är glömda men bor i markens minne. För den som upptäcker alla altarplatser under sina fötter kan en vanlig vandring genom staden förvandlas till en bön. Hvert år den 15. august arrangerer Lund Domkirkes Pilgrimspræst en vandring gennem Lund by. Man vandrer forbi de 24 kirker og klostre, som blev revet ned efter reformationen i 1536 og ind i de 3 kirker, som endnu eksisterer. Og man slutter i domkirken til en særlig pilgrimsandagt. godt stemningsbillede af den anderledes brug af helgenkirkerne i forhold til vores sognekirker, der har et geografisk socialt rum at fungere i. I år var jeg med på den 14 km lange vandring gennem byen, og jeg fik set den smukke gamle by fra en helt anden vinkel, end den jeg kender. Vi gik i procession fra pilgrimsrummet Liberiet på domkirke pladsen. Der var både pilgrimspræst og diakon med udover de 24 deltagere. Frokost blev holdt i Liberiet, hvor der heldigvis var sat god tid af til hvile både af ben og hoved. På eftermiddagens vandring kom vi lidt tættere på middelalderbyens mure og ind i de 2 sognekirker, der stadig står og fungerer (Klosterkyrkan og Allehelgona-kyrkan). Og vi sluttede med procession og bøn ved alteret i Lund Domkirke. Når vi nåede et af stederne, hvor der har ligget en helgenkirke, gjorde vi stop. En lokalhistoriker fortalte om kirkerne, hvorefter vi vandrede videre, imens vi sang forskellige liturgiske salmer. Ruten var lagt, så vi ikke krydsede vores eget spor, hvilket var imponerende, eftersom vi kun bevægede os indenfor de gamle bymure. Helgenkirkerne blev revet ned lige efter reformationen i 1536, så de fleste steder er deres omrids markeret i brolægningen eller ved en mindetavle på husmurene. Det gav et For mig som ny pilgrimsvandrer var det overraskende, at arrangementet var så katolsk det vil sige, vi sang nogle både svenske og latinske salmer eller bønner undervejs. Der blev bedt en bøn ved hver kirke. Men det gav en fin ro og stemning for mig. Undervejs var der mulighed for samtale med de øvrige deltagere. Den sidste del ned mod domkirken foregik i stilhed, som traditionen foreskriver. Som sagt foregår denne vandring hvert år den 15. august, dagen hvor bygningen af domkirken blev begyndt. Man skal ikke tilmelde sig bare møde op, deltage så lang tid, man har mulighed for. 20

21 Boganmeldelse. Af Karin Førslev Annedorte Ries har skrevet en meget personlig beretning om sin Caminovandring på Den Franske Rute. Hun startede ved den franske grænse i Pyrenæerne og henover Nordspanien til katedralen i Santiago de Compostella. Bogen har en velvalgt og smuk forside med solopgang over Caminoen og under Mælkevejens stjernedrys. Og midt på omslaget er der placeret den smukke muslingeskal, som har været vejviser på hele den 800 km lange pilgrimsvandring. Bogen er på 243 sider og opdelt i 40 kapitler, et for hver af de 40 dage, som pilgrimsvandringen varede. Bogen afsluttes med en epilog. Annedorte har for hver vandringsdag skrevet om dels oplevelser fra dagens etape, men desuden også om sine egne tanker og refleksioner over, hvorfor hun tog beslutningen om at gå Caminoen og tanker undervejs. Hun fortæller åbent og ligetil i et velskrevet sprog om, hvordan (side 7) målet for mig er den indre rejse. Udbrændt og udmattet har jeg kastet mig for foden af Caminoens første bjerg - i det blinde håb, at jeg i bjergenes stilhed og under himlens uendelighed vil blive renset, helet og helbredt. Hun fortæller hvordan hun det sidste år er blevet udbrændt og sygemeldt og ikke føler, hun magter at arbejde som onkolog/yngre læge med døende mennesker og meget overarbejde. Hun har gennem måneder ikke haft overskud til familie og venner og slet ikke til sig selv. Hun fortæller medrivende om oplevelserne på Caminoen og om, hvordan hun lidt efter lidt med hjælp fra Caminoen og de mennesker, hun turde knytte sig til, og som derfor fik muligheden for at hjælpe (side 237), De brød igennem de tykke mure af sorg og smerte, jeg havde bygget op omkring mig selv. Ubønhørligt brød de gennem min isolation, overhørte kærligt mit ønske om fred og ensomhed, mødte mig med smil og kram, og lærte mig at leve og le igen. I epilogen fortæller hun om, hvordan det gik, da hun kom hjem og genoptog sit arbejde (side 239) Og før jeg så mig om, var jeg tilbage i min gamle hverdag af stress og jag. Jeg glemte alt, hvad Caminoen havde lært mig, og lod mig begrave i arbejde. Trætheden, sorgen og smerten var tilbage. Annedorte bliver sygemeldt igen. For at trøste sig selv satte hun sig til computeren og skrev om sin Camino og gennem den proces blev hun klogere på sig selv, nemlig at det ikke er tilstrækkeligt at kunne mærke sig selv under vandringen og lige efter hjemkomsten og så vende tilbage til den hverdag, som havde udløst den voldsomme stresstilstand. (side 241) det handler om at leve som pilgrim hver eneste dag i dit liv! Det er mit eget liv herhjemme, jeg skal gøre til en pilgrimsfærd (243) Et liv, hvor jeg kan følge mit hjerte. Et liv, hvor jeg kan være i forbindelse med min sjæl. Bogen kan anbefales både til dem, der overvejer at gå Caminoen, men også til pilgrimme, som har gået Caminoen og som gennem læsningen af denne bog genoplever deres egen, unikke Camino samtidig med at de opdager de mange fælles og forskellige oplevelser, som pilgrimme har. Annedorte Ries: Pilgrim - En Caminovandring. Borgen

22 Pilgrimsvandring i Jesus Trail i Israel. Af Karin Førslev Den 24. marts til den 2. april 2014 tog jeg sammen med 12 kvinder og mænd samt rejseleder Gitta Bechshøft og lokalguide James Heimann til Israel. Som enhver anden gruppe var vi forskellige, men vi faldt hurtigt sammen, også fordi vi jo alle havde det fælles mål at opleve og vandre i Jesus fodspor. Dertil kom, at Gitta og James øste af deres store viden og indimellem med supplement fra flere præster og teologer, som var med på rejsen. Turen var tilrettelagt således, at vi startede med den 5 dage lange pilgrimsvandring, den såkaldte Jesus Trail-rute (i Jesus fodspor). Ruten er på ca. 65 km og starter i Jesus barndomsby Nazareth, videre gennem det nedre Galiæas. Ruten fortsætter op over Capernaum og ned langs Genesareth Sø og videre tilbage til Nazareth, Ruten er ubeskrivelig smuk og varieret, og den er som på Caminoen godt skiltet, men her med orange mærker og markeringer hele vejen. Vandringen vil kunne gås af de fleste pilgrimme. Nogle få steder er ruten meget anstrengende, og et enkelt sted, nemlig ved nedstigningen fra Abel Kløften er den decideret hård. Her er der ikke tale om vandring, men om klatring, og hvor alle havde brug for en hjælpende hånd. Det er imidlertid så heldigt, at man her kan vælge en anden rute, som er længere og måske ikke så smuk, men som man er nødsaget til at vælge, hvis man ikke er i klatreform. Det var ca. halvdelen af gruppen, der valgte at klatre, godt hjulpet af Gitta og James. Jeg var overrasket over, hvor få vi mødte undervejs på denne helt specielle rute. På hele rejsen var vi heldige med vejret, næsten strålende solskin hver dag. Ruten adskiller sig også fra Caminoen ved, at der var et par dage, hvor det ikke var muligt at købe noget undervejs, man var nødsaget til at have dagens frokost og flere liter vand på ryggen. På Jesus Trail besøgte vi mange af de steder, vi alle kender fra Det Nye Testamente og som her blev oplevet i de rette omgivelser. Jeg vil her drage nogle af oplevelserne frem. I Nazareth besøgte vi Bebudelseskirken, Mellemøstens største kirke, som blev opført til minde om engelens besøg hos Maria. Lidt uden for Nazareth besøgte vi den store 22

23 arkæologiske udgravning af en by fra Jesus tid, så det gav yderligere indføring i hvordan samfundet så ud for ca år siden. Det var en hel særlig oplevelse da vi oppe på den udslukte vulkan, Hattins Horn, så Genesaret Sø i det fjerne. På vandringen mod Genesaret Sø kom vi til den lille by Migdal, hvor Maria Magdalene stammer fra. Og næste morgen, hvor vi vandrede langs den betagende Genesaret Sø, kom vi til det sted, som pilgrimme siden 300-tallet har udpeget som stedet, hvor Jesus mættede en tusindtallig menneskeskare med to fisk og fem små brød. Underet er foreviget i det smukke antikke mosaikgulv med de to fisk, og hvor der nu står en kirke, som vi besøgte. Vandringen fortsatte op på Saligprisningernes Bjerg, hvor Jesus holdt sin bjergprædiken. Vi så også ruinerne af fiskerbyen Kapernium, hvor Jesus i en periode boede hos apostlen Peter og hans familie. Efter de 65 smukke og oplevelsesrige km var vandret, kørte vi med bus til Jerusalem, hvor vi fortsatte med at besøge de mange kendte religiøse helligdomme og seværdigheder. Her skal blot nævnes den store oplevelse det var at gå den klassiske pilgrimsrute, Palmesøndagsvejen, fra Oliebjerget ned mod Kedrondalen. Undervejs besøger vi bl.a. Alle Nationers Kirke og Marias Gravkirke. I Jerusalems gamle bydel vandrede vi på Via Dolorosa, lidelsens vej, mod Gravkirken. På rejsens næstsidste dag kørte vi til Betlehem, hvor vi besøger Fødselskirken, som er bygget på det sted, hvor Betlehemstalden lå, og hvor Jesu blev født. Endnu en hel særlig oplevelse! På rejsens sidste dag kørte vi til det gamle dåbsted ved Jordanfloden, hvor pilgrimme stadig dypper sig i hvide kjortler og får lykke til livet. Vi nåede også forbi udstillingen af Dødehavsrullerne, som blev fundet i Det har været en stor og uforglemmelig oplevelse at vandre i Jesus fodspor og jeg kan på det varmeste anbefale denne pilgrimsvandring!!! 23

24 Advents - Vandring 2014 Af Finn Buhl Advents Vandringen var igen i år traditionen tro foreningens sidste vandring i kalenderåret: I forhold til kirkeåret lidt misvisende ; men i år var temaet stålfast Herrens komme som Gud som ORDET som menneske, og således bragte vi orden i tingene. Vores Advents Vandring har tidligere fokuseret meget på Herrens komme som LYSET, og vi har derfor holdt lysandagt i Sankt ibs Kirke. det gjorde vi ikke i år..men vi skal nok vende tilbage!!! Kl samledes omkring 30 pilgrimme i Sankt Andreas Kapel i Roskilde Domkirke, hvor sognepræst Ulla Thorbjørn Hansen holdt en blændende andagt for os. Ingen kunne være i tvivl om, hvad advent står for bagefter. en kold østenvind bevirkede, at plus 4-5 grader føltes som 7-8 minus grader. Derpå bevægede pilgrimmene sig ud i kulden. Selvom kalenderen sagde 29. november, var der stadig plus-grader på termometeret, men Fra Domkirken gik vejen ned gennem byparken, igennem havnen og ud til Kællingehaven. Herfra fortsattes til Sankt Hans Havn og videre til Langskoven, hvor en sparsom og hurtig frokost blev indtaget i ly af skovens nøgne træer: Der var kun sat et kvarter af til frokost, for erfaringen har lært 24

25 os, at på denne årstid bliver vi alt for kolde, hvis vi pauserne er længere. Flere var henne bagefter og takke mig for min forklaring. Den dybere mening med advent var blevet hørt! Nu gik det så videre i rask trav op gennem Langskoven og gennem Boserup Skov til Anløbsbroen. Stedet hedder sådan, fordi båden til Gershøj i gamle dage lagde til her, inden den sejlede videre. I dag bruges stedet til overnatning i sheltere. Fra Anløbsbroen gik vi i strandkanten over til Lerskrænten, hvor undertegnede holdt en super-kort andagt. Igen belært af tidligere kolde Advents- og Kyndelmisse Vandringer indeholdt andagten denne gang igen salmesang for at gøre andagten så kort som muligt. I stedt nøjedes jeg med at læse Psalme 118 vers 21 til 28. I dette korte tekststykke er der hele to sætninger, som benyttes seks gange hver i Det ny Testamente. Nemlig : Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. og Velsignet være Ham, som kommer i herrens Navn. Dette brugte jeg til at forklare, hvorfor man ikke som nogen ellers godt kunne tænke sig kan udskille Det ny Testamente fra resten af Biblen og kun bruge det. Med alle de skriftsteder, der på kryds og tværs henviser frem og tilbage mellem Det Gamle- og Det Ny Testamente; steder der profeterer om Messias komme, altså Jesus som Guds Søn; ja. så vil forståelsen af selve Kristendommen blive amputeret, hvis man kun læser Det Ny Testamente og udelukkende forkynder ud fra det var min pointe! Herefter gik det igen i rask trav ad Boserup Skovs stier, hen forbi Det Nye Naturcenter og videre til Skovløber Huset. Da vi vandrede gennem Sankt Hans Hospital stoppede vi op ved Røvballe Træet : Her kunne Niels Heiberg fortælle skrønen om, at træet oprindeligt havde haft en åbning, og Sankt hans Aften kunne jomfruer ved at kravle igennem åbningen kort før midnat få kundskab om, hvem deres kommende ægtemand ville blive. Det vi ser i dag, er altså én, der ikke nåede at komme igennem inden kl , og derfor sidder fast til tid og evighed. Undertegnede kunne supplere, at ca. på samme sted eller i hvert fald i dette område, havde den tidligere Bistrup Kirke ligget. 25

26 Bistrup Kirke var før Reformationen et af Danmarks største valfartssteder pga. en hostie, hvorpå der efter legenden var dryppet blod på fra alterets kors. Hostien var således undergørende. Omkring 1580 foranledigede Roskildes og Sjællands biskop Peder Palladius at kirken blev revet ned med samt den omliggende landsby, og beboerne tvangsforflyttet til Sankt Jørgensbjerg, som var den nærmeste landsby. Ja, man gik hårdt til den i Reformationstiden..ikke noget med noget katolsk hurlumhej. NEJ!...Så ku de lære det!! Godt, der var så langt ned til Klippinge Kirke, at Peder Palladius enten ikke hørte om den, eller overså at Klippinge Kirke havde en lignende hostie. Ellers havde den nok lidt samme skæbne. Fra Røvballe Træet gik det igen i rask trav op gennem alleen til Sankt Jørgensbjerg Kirke: Her holdt sognepræst Ulla Britt Sørensen en meget smuk og sigende andagt og Ulla trodsede modigt, at hun kun kunne tale lavmælt pga. en slem forkølelse. Advents Vandringen sluttedes i Duebrødre Klosters selskabslokale, hvor foreningen var vært med glög og æbleskiver, og pilgrimmene modtog deres diplom for 11. km. vandring i koldt og blæsende vejr. 26

27 Et muntert møde: Fortalt og tegnet af Finn Buhl copyright Finn Buhl. Hen under aften....en gammel bekendt dukker op!..udenfor igen! 27

28 .Gud erkendes meget forskelligt! Nu går det for alvor opad!...helt oppe på toppen lever en indisk guru! 28

29 . 29

30 Vil du godt på vej så læst bøger fra Bøger på Vej. Pris 150,00 kr. plus forsendelse: Sangbogen indeholder 30 pilgrimssalmer og sange, med detaljerede kommentarer og billeder fra pilgrimsvandringer i ind og udland. Salmer og sange er på kendte melodier. Der er noder til de få sange, som er nykomponeret. Pris 150,00 kr. plus forsendelse: Bogen er opdelt i to dele: Første del indeholder en fyldestgørende indføring i den kristne tros grundbegreber. Anden del introducerer derpå en fyldestgørende vejledning i Den Recitative Meditation, som er verdens ældste meditationsmetode, nænsomt omplantet til Evangelist-Luthersk Kristendom. Bagerst i bogen er en anvisning på, hvordan man selv kan binde sin Evangelie-Krans. Evangelie-Kranse i forskellige variationer: Pris 175,00 kr. plus forsendelse. Bog og Evangelie-Krans : Pris 300,00 kr. plus forsendelse. Pris 150,00 kr. plus forsendelse: En håndbog for lægfolk, der ikke vil snyde de øvrige pilgrimme for en andagt ude på vandringen. Bogen indeholder anvisninger på forskellige former for udendørsandagter, og andagter i de kirker, som beredvilligt stilles til rådighed for pilgrimmene, når den lokale præst er forhindret i at deltage. Endvidere indeholder bogen tre praktiske bønner til stille stunder ude på vandringen, samt tretten små kontemplationer, som kan bruges til egen eftertanke, eller som ord til eftertanke for pilgrimmene under vandringen. Pris 75,00 kr. plus forsendelsesomkostninger: En bog om pilgrimsvandringens MÅL, set med protestantismens briller : Bogen er ikke stor, men det er indholdet til gengæld. Protestanter har ikke et geografisk pilgrimsmål, men søger konsekvensen i ORDET og finder gennem ORDET hjem: At knæle foran Guds og LAMMETS trone er det ultimative MÅL. Alle bøger er i handy A5-format med lamineret for- og bagside og spiral-ryg. Se mere om hver enkelt bog på: eller skriv til: buhl@compaqnet.dk 30

31 Ny bog til brug for pilgrimsvandrere. De syv pilgrimsord Vejens skjulte hemmeligheder. I bogens forord gives først og fremmest en historisk gennemgang af pilgrimsvandringens historie, samt en redegørelse for, hvorfor netop Sankt Jacobs grav i Santiago de Compostela blev det ultimative pilgrimsmål og ikke Jerusalem eller Rom. Derpå behandles de syv klassiske pilgrimsord Langsomhed Enkelthed Ubekymrethed Stilhed Ydmyghed - Frihed og Fællesskab ( Spiritualitet ) ord for ord, med beskrivelse af hvert ords særlige kendetegn, samt dét at hvert ord leder frem til næste ord i en ubrudt kæde, og at indholdet i hvert ord er tæt knyttet til Evangeliet: Bogens anden del er et Efterskrift Nogle små betragtninger : Her behandles først og fremmest i to afsnit - Om ikke at forstå det, der tales om og Et par af forskellene på Kristen Tro og Kristendom. Det skyldes det faktum, at mange pilgrimme slet ikke kender Kristendommens indhold, og i mange tilfælde kun er Kristen Troende, dvs. humanister med en svag kristen kulør. Derpå behandles i tre afsnit Hvem er de og hvad er de?, Hogedetria: En bøn til Jomfru Maria, Guds Moder, om hjælp og Et billede mere af Jomfru Maria. Disse afsnit forklarer efter bedste evne det billedsprog, som desværre gik tabt blandt protestanter med Reformationens ensidige dogme Sola Scripture Skriften alene. Til allersidst opsummeres hele bogens indhold i to sange skrevet under en vandring på Camino Arragonés efter et besøg i Lourdes. 31

32 32