Pendlermission undervisning af menighedsledere

Transkript

1 Pendlermission undervisning af menighedsledere i Mara Stift, Tanzania v/flemming Hansen Onsdag d. 31. maj Nu er der kun en uge til "take-off". Opgaven i år består af undervisning i fire menigheder i Mara Stift i det nordlige Tanzania. Jeg skal have base på Kiabakari Bibelskole, men det meste af tiden bo og undervise i fire forskellige menigheder. Planen er af og til at komme med små dryp fra turen her på bloggen. Mandag d. 12. juni Så er jeg godt installeret i Signe og Brians gæsteværelse (datter og svigersøn) i deres hus her på Kiabakari bibelskole, hvor jeg skal bo, når jeg ikke er på undervisningsture i menighederne. Turen herud gik for så vidt fint, den blev dog forlænget 24 timer, da vi pga. vejrforhold kom for sent til Nairobiflyet i Holland. Men vi blev ikke snydt for udsigten til Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro efter morgenkaffen på vej til Mwanza. De første par dage blev brugt på at akklimatisere og være sammen med familien og i øvrigt

2 hilse på folk. Blandt andet ved gudstjenesten i går, der jo som altid sluttede ved, at vi hilser på hinanden udenfor. I dag var jeg i Musoma for at få den nødvendige arbejdstilladelse - det lykkes dog ikke. Til gengæld fik jeg hilst på biskoppen, inden han tog af sted til et seminar udenfor stiftet. I morgen skal jeg mødes med vicebiskoppen, og så skal vi have de sidste aftaler og planlægning på plads, hvorefter vi så forhåbentlig kan komme i gang med undervisningen. Jeg fik dog lidt af rusten talt af swahilien, idet jeg holdt mandag-morgen prædikenen på bibelskolen. Torsdag d. 15. juni I dag starter vi på det første menighedskursus i en menighed ved navn Majita ude i nærheden af Victoriasøen. Det bliver en dag kortere end planlagt - bl.a. fordi jeg i går måtte en tur op til Kenya-grænsen ca. 100 km herfra for at få stemplet en arbejdstilladelse i passet. Reglerne er lavet om siden sidste år, hvor man kunne få det gjort i Musoma (se d. 12. juni). Vejret her i Mara er fint til kurser, hvor der altid er filmfremvisning om aftenen. Der er kommet et par regnbyger, mens jeg har været her, men de fleste aftener har det været tørt. På bibelskolen, hvor Signe og Brian bor, skal elever og ansatte i dag til at høste majs. Der er ikke kommet særlig meget regn i år, så derfor er der mangel på mad, hvilket betyder, at en del folk stjæler uhøstet majs på markerne. Jeg regner med søndag, når vi efter planen er tilbage, eller mandag vil skrive lidt om den første tur. Tirsdag d. 20. juni Den første uge foregik kurset i Majita Sogn - eller rettere i Mabuye, en af sognets små annekssogne. Der var gået lidt kuk i invitationen, så der var kun hjælpepræster, evangelister og kirkeældste til stede. Kormedlemmer og søndagsskolemedarbejdere havde ikke fået invitation, men vi havde en flok på 22 mennesker, der gerne ville lære mere. Jeg underviste om formiddagen, mens vicebiskoppen gjorde det om eftermiddagen. På grund af problemerne med arbejdstilladelse, blev kurset kun på to undervisningsdage (fredag - lørdag) mod normalt tre. Men jeg fik gennemgået Galaterbrevet samt forskellige emner som fx ægteskab og nogen om Bibelen og sabbatten. Sidstnævnte, fordi Syvendedagsadventisterne udgør den største kirke her i Mara og er meget aggressive, men ikke særlig

3 bibelske, i deres evangelisering over for de lutherske. Om søndagen prædikede jeg for ca. 50 voksne og 25 børn, mens vicebiskoppen i grønt var liturg. Hver aften blev der vist kristne film, som blev overværet af en masse folk fra den nærliggende landsby. Teamet råder både over Jesus-filmen, samt flere kristne spillefilm. På billedet er vi ved at pakke bilen bl.a. med filmudstyret, inden vi kørte hjem søndag over middag. De sidste par dage har den mest stået på afslapning sammen med familien her på Kiabakari Bibelskole. Elever og medarbejdere har høstet majs. Den er høstmoden nu, og pga.

4 en for kort regntid og meget stærk sol, har høstudbyttet for mange været magert. Så det er med at få høstet, inden sultne tyve tager for meget. På torsdag begynder eksaminerne, inden eleverne d. 30. juni kan slutte dette semester. Mens jeg skriver dette leger Signe og Brians børn udenfor mit vindue sammen med en norsk veninde og Johanna Larsen, som er dansk lærervolontør på skolen i år. Samme vindue, hvor vi for nogle dage siden slog en lille grøn, ugiftig slange ihjel. Hverdagen er mangfoldig Mandag d. 27. juni Så er det andet ugekursus overstået, og jeg er igen tilbage i Signe og Brians gæsteværelse. Denne gang hed sognet Kibara et sogn, der ligesom sognet i sidste uge ligger på en stor halvø ud i Victoriasøen. Vi var ved hovedkirken i sognet, hvorunder der så hører mindre annekssogne med hver deres evangelist tilknyttet. Denne uge havde vi ca. 50 kursister; altså fuldt hus i forhold til disse kurser. Kursisterne kommer onsdag eftermiddag og tager hjem igen lørdag eftermiddag eller søndag. Programmet er det samme hver gang: jeg underviser om formiddagen frem til ca. kl. 13 (lidt afhængig af, om middagsmaden er færdig der, eller vi fortsætter lidt længere) og evt. lidt efter middagsmaden. Resten af undervisningen står vicebiskoppen, pastor Msaghaa, for. Som regel er der også boganmeldelser fra den bogsælger (se billedet), der altid er med på kurserne med et fyldigt bogsalg. Sognepræsten er en mand, der brænder for evangeliets udbredelse. Kursisterne var meget åbne for undervisning og kom stort set alle helt fra morgenen af i kirken, hvor undervisningen startede efter morgenandagten.

5 Flere oplevelser står tilbage i erindringen. Den første formiddag blev en kvinde pludselig meget dårlig, gled ned på gulvet, klagede sig og blev båret ud. Min første tanke var, at hun var besat af dæmoner, som nu reagerede på Guds ord. Den tanke havde andre også, men det viste sig, at hun lige havde fået besked om, at hendes far var død. Præsten rejste sig og fortalte os det, for som han sagde vi ikke skulle sidde og spekulere på, at det var en besættelse eller noget andet. I dette område af stiftet kan alle tale stammesproget Kijita. Det kan godt gøre sådan én som mig endnu mere anderledes, end jeg er i forvejen; for det sprog kan jeg altså hverken forstå eller tale. Og de brugte det næsten konsekvent, når de talte sammen. Ikke af ond

6 vilje, men de er simpelthen så vant til at bruge det, at de næppe tænker på det. Godt nok er det officielle sprog swahili, og alle kan tale det fuldstændig flydende kijita er bare meget nemmere. Det gør også, at jeg ud over undervisningen får allermest talt med folk, når jeg har dem på tomandshånd. Mere end når vi, som på billedet her, sidder nogle stykker sammen til middagsmad, hvor vi her sidder i træernes skygge kun 50 meter fra Victoriasøens bred. Et af de undervisningsemner, som der er rigtig god respons på, er ægteskabet. Jeg har noget principiel undervisning om det især ud fra 1 Mos 2,24-5 og Ef 5,21ff., og derefter overtager vicebiskoppen, når der skal gives svar på de massevis at spørgsmål, der er til emnet. Der er mange gennemgående spørgsmål på kurserne, men også nogle egnsbestemte. I denne her stamme er det fx meget almindelig, at bedstemor får overladt en 2-3 børnebørn for at tage sig af dem. Det er helt almindeligt i Tanzania, at børn bor i lange perioder hos familiemedlemmer, men det specielle her er, at bedstemødrene vil have dem i dobbeltsengen og så bliver hendes mand simpelthen bare skubbet ud. Og det er ikke nemt for ham, når man nu har sovet med sin kone i mange år. Der er faktisk en del eksempler på, at disse mænd simpelthen har løst problemet ved at tage sig en ny kone. Men det er i dette, som i mange andre ting, at stammens skik og brug får et langt større ord at sige ind i dagliglivet end bibelens klare tale. Så kursernes undervisning handler både om de helt centrale ting i evangeliet og om mange at de ting, der knytter sig til den kristne etik. Guds ords lys må ind over det hele! Mandag d. 3. juli

7 Så er der igen gået en uge. Denne gang foregik undervisningen i Nyatira, et lille annekssogn helt oppe mod grænsen til Kenya. Her er vi nærmest i et bjergområde fuldstændig forskellige fra de sidste to uger i lavlandet nede ved Victoriasøen. Selve undervisningen er jo mere og mindre det samme fra uge til uge, men alligevel bliver hele oplevelsen af, hvad der sker, meget præget at de folk og omgivelser, vi er i. Imellem kirken og det landskab, man kan se i baggrunden på billedet, er der en dal. Træerne er høje, myg er der ingen af pga. højden, og bebyggelsen består af både stenhuse og runde lerklinede hytter. Menigheden er den først grundlagte lutherske menighed i et stort område, og kirken er bygget først i 90 erne. Kirkemæssigt er langt den største del af befolkningen her syvendedagsadventister. Denne kirke har været her i over 80 år, er rigtig godt organiseret og har et godt tag i befolkningen. Deres forkyndelse er meget lovisk. De lægger stor vægt på at overholde sabbatten (faktisk kan man ifølge dem ikke være en kristen, hvis man respekterer søndagen som hellig- og tilbedelsesdag) og andre GT-bud + en del andre bud som fx ikke at drikke kaffe, cola mv. De døber i den treenige Guds navn, men gentager dåben, hver gang et medlem falder i synd. Og man døber ved fuld neddykning efter Jesu forbillede. For dem viser det, at Jesus lå passiv i graven påskelørdag, at han netop respekterede sabbatten og derfor først stod op om søndagen. Denne meget loviske udgave af kristendommen passer som fod i hose til det naturlige menneskes trang til selv at yde noget. Selvfølgelig kan der være kristne i denne kirke, for vi frelses ved tro på Jesus alene, men når de er der, så er de der på trods af deres kirkes lære, som helt sikkert peger i en anden retning. Når denne kirkes medlemmer så samtidig er meget aggressivt evangeliserende, kommer det jo til at præge undervisning mv. på sådan et kursus. Jeg gennemgår store dele af Galaterbrevet, og det er jo bl.a. lovtrældom, Paulus kæmper imod i dette brev. Jeg har også en time med emnet Bibelen og sabbatsdagen. Jeg giver en bibelsk introduktion til emnet og den efterfølgende samtale bliver så

8 ledet af vicebiskoppen, som har et langt større lokalkendskab, end jeg har. Det er han og jeg, der underviser på kurserne. Det med at deles om det bruger vi også, når det gælder ægteskabsundervisningen. Jeg gennemgår det bibelske forlæg og han svarer spørgsmål. Der er massive ægteskabsproblemer her. Vi fik det smerteligt aktualiseret ved at én af deltagerne havde brug for ekstra samtaler/hjælp/sjælesorg fra præst og vicebiskop, fordi hun netop havde fundet ud af, at hendes mand (der som kirkeældste der, hvor vi var, også var med på kurset) også havde født udenfor deres ægteskab. Der er mange årsager til de mange ægteskabelige problemer, fx at den gode og livsnødvendige luthersk-bibelske katekismusundervisning er meget svag, samtidig med at lokale traditioner er meget stærke og bestemmende. Vi er i et område, som er massivt domineret af én bestemt stamme, og det, som denne stamme har gjort i århundreder, når det handler om sociale og etiske værdier og retningslinjer, gælder i høj grad stadigvæk. Samtidig har vi her en luthersk præst, der bor mindst en times bilkørsel fra centrum af sine 9-10 menigheder og i praksis er der meget lidt. Det sidste får også folk til at blive katolikker og syvendedagsadventister for i de kirker er præsten/lederen da nærværende! Tre dags seminar sammen med en lille flok evangelister, kirkeældste mv. (15-20 mennesker fra 6-7 forskellige små menigheder i dette sogn) fylder mig både med glæde og med noget, der ligner opgivenhed/fortvivlelse. Glæde, fordi vi fik lov at forkynde evangeliet for dem, og fik lov at undervise dem om grundlæggende ting i den lutherske lære. De ville gerne lære, selvom det var svært. En dame kom til mig efter en time og skulle lige have helt styr på det med den gamle og den nye natur. Hun ville faktisk gerne forstå det. Også en stor glæde at få lov at undervise indgående af Jesu kors betydning, om forsoningen, om Jesus, der reelt gik i mit sted. Men også opgivenhed/fortvivlelse. For har den lutherske kirke overhovedet en fremtid her? Har det frie evangelium overhovedet fået fodfæste her efter over 25 års arbejde? Der er meget lovtrældom, og i det her tilfælde modsat sidste uge megen svigt fra præsten, der skulle være hyrde for denne flok forkomne får. Midt i dette er det alligevel en glæde at fornemme, at vicebiskoppen virkelig vil disse menneskers evige ve og vel! At menigheden var lille kunne også ses af kendsgerning, at undervisere, sognepræst og chauffør var indlogeret ved en katolsk familie. For mig betød det en del snakke med mændene i den familie, idet jeg valgte at opholde mig hos dem om aftenen, mens de andre viste kristne, evangeliserende film ved landsbyens markedsplads. Konen i huset var søster til en af de lokale på kurset. Og så hjælper man helt naturligt hinanden på tværs af kirkeskel. I denne stamme er det i høj grad kvinderne, der arbejder. Aftensmaden (majsgrød, bønner og små fist, man spiser hele) spiste jeg derfor sammen med mændene man kunne ikke drømme om at lade kvinder og døtre sidde med ved bordet. Som gæst, når man kun er der kort tid, er der kun én ting at gøre: Skik følge eller land fly! Kun i bibelundervisningen

9 kunne jeg tillade mig at komme med input ind i fx forholdet mellem de to køn. For der er langt fra bibelens lære til lokal praksis Efter søndagens gudstjeneste for en voksne + nogle børn, kørte vi hjem. Dagen i dag har bl.a. budt på en udflugt til det nærliggende Bundabjerg. Nogle var helt oppe på toppen, men jeg sammen med min gravide datter og to fødte børnebørn gik lidt op af bjerget og nød udsigten over byen. Missionsfolk, der kan huske mange år tilbage, vil måske kunne erindre, at Else Marie og Jens Peter Haahr engang i det forrige årtusind en overgang arbejde på den lutherske kirkes hospital i Bunda. I morgen begynder det sidste kursus i denne omgang Århus d. 11. juli Buske og blomster i haven her på Februarvej i Århus er godt nok vokset meget i de små fem uger, der er gået, siden jeg har set dem sidst! Med det kan jeg fortælle, at jeg er kommet godt hjem igen. Godt nok nåede jeg at redde mig en dum forkølelse med ondt i halsen, inden jeg var færdig med det sidste kursus, men det er det vist ikke noget at gøre ved

10 Den sidste uge foregik undervisningen i Kiagata Sogn knap 50 km. fra bibelskolen. Det er et såkaldt missionssogn, som hører direkte under vicebiskoppen, som jeg har haft disse kurser sammen med. Her var han så at sige kommet hjem. Af forskellige årsager valgte jeg denne uge kun af deltage i selve undervisningen, hvilket betød, at jeg hørte tilbage til bibelskolen og overnattede der hos familien i stedet for at sove i kirken sammen med de øvrige deltagere. Ugen blev også lidt kortere. Vi sluttede fredag over middag (i stedet for at blive til søndag og holde gudstjeneste), fordi jeg lørdag eftermiddag skulle påbegynde hjemrejsen. At den blev lidt kortere gjorde nok heller ikke noget for mig personligt stemmen havde de ikke allerbedst til sidst men jeg nåede alligevel det meste af programmet. Dermed er den sidste af de tre pendlerture, som i 2014 blev aftalt mellem DLM og Aroskirken for , afsluttet. Det blev både til undervisning på bibelskolen i Kiabakari og til en del menighedskurser. Når folkene i Mara så bad mig komme igen, kunne jeg derfor kun sige, at nu må vi jo se, om det ender med en ny aftale eller hvad. Personligt har jeg været glad for at kunne hjælpe til, men fremtiden kender kun Gud. Tak til alle jer, der har fuldt med på bloggen og som har bedt for arbejdet. Mara Stift trænger stadig missionsvenners forbøn, og de hilser også os/jer og beder også for os.