Med teater, sang og musik i Det gamle forsamlingshus

Transkript

1 25 år Med teater, sang og musik i Det gamle forsamlingshus

2 Kulturelle sysler i forsamlingshuset Under overskriften Kulturelle sysler i forsamlingshuset, skrev Næstved Tidende, at en arbejdsgruppe bestående af kommunalbestyrelsesmedlemmerne Bent Andersen og Jørgen Nielsen, samt repræsentanter med interesse for at benytte huset, havde fundet frem til en løsning på Fensmark forsamlingshus fremtid. Forsamlingshuset skulle først og fremmest være hjemsted for De Dysted Spillefolk, der netop havde fået besked på, at rykke ud af Nissens Hus på Holmegaardsvej. Herudover skulle der være plads til andre smågrupper, der passede ind i miljøet f. eks. kvindeforeninger, filmklubber og dilettantforestillinger. Fra idrætsforeningernes side var der ønske om at få enkelte timer i huset, men ifølge arbejdsgruppen havde man valgt at lave begrænsningen kulturelt samlingssted. Det var i 1976 avisen skrev sådan, og det kan vel siges at være Holmegaard Amatør Teaters vugge, der blev tømret sammen her. I den fantastiske samling af avisudklip, som Bente Christensen bedre kendt som Lille Bente - har samlet i de seneste 30 år, kan man i starten læse om masser af folkemusik. Nogle navne går igen. Især Fin Alfred Larsens navn nævnes ofte. I grunden er det Fin Alfred, der startede det hele. Da han i halvfjerdserne boede på Dysted gamle skole, satte han en lille annonce i avisen, hvor han søgte efter folk, der ville spille folkemusik. Og det var der jo. Og fra den tid stammer også navnet på husets ældste grupper De Dysted... Han var og er en fremragende igangsætter, pædagog og spillemand, og det er også ham, der lancerede mottoet: AL MAGT TIL DE AKTIVE.. Det har vi levet efter siden og med et godt resultat. Og på den allerførste avisside ses et billede af Dystederne. Her optræder Volmer Krohn, Gunhild Krohn og Niels Clausson-Kaas. Gunhild med mandolinen, Volmer med bassen og Niels vistnok med en guitar. Volmer fortæller i et interview, at han til dagligt arbejder ved statsbanerne i København, men han har sit hjem i Ravnsbjerg. I fritiden er det musik og sang, der optager ham. Han er medlem af De Dysted Spillefolk som bassist men han nærer en passioneret kærlighed til visesangen. Han fortæller, at han har sunget viser siden, han var år, men aldrig haft mod til at vove det store spring ud i professionalisme. Volmer blev født i Helsingborg og boede der, til han var 9 år. Og det kan jo være, at han på den måde har bragt lidt svensk visetradition med over Øresund. Denne viseglæde bruger han i Folkemusikhuset. 2

3 Der arrangeredes viseaftner i Huset, og Volmer og Gunhild tog initiativet. Man holdt til ude i krostuen. 60 mennesker kom der den første aften. Og folk helt fra København, der ikke tog retur med skuffede forventninger. Et par damer var ligefrem flove over at skulle tilstå, at de havde snydt fra et engelsk-kursus for at kunne komme til viseaften i samlingshuset, som det stadig hed i folkemunde. I 1978 kan man så læse, at kendsgerningerne er, at Fensmark forsamlingshus har en særstilling. De andre samlingshuse i kommunen var lidt pikerede over, at kommunen havde købt og istandsat huset, hvor de andre måtte låne sig frem. Men sådan var det og Storstrøms Folketone så dagens lys, som paraplyorganisation, og der blev nedsat en bestyrelse, hvor Niels Truts og Volmers navne igen optræder. Viseaftnerne fortsætter med stor succes. Og nu dukker der endnu et par navne op. Nemlig Katja Westad og Curtie Fugl Rasmussen og så en dame med mørke fletninger og fodformede sko ved navn Bente Hedegaard. Holmegaard Amatør Teater, Starten Og så... i foråret Avisen fortæller, at en lille kreds af Holmegaardborgere søger at genoplive Holmegaard- Revyen. Omkring et bord i Huset ses Volmer, Gunhild, Bente H, Curtie og Katja samt malermester Ivan Knudsen, der var forbindelsen tilbage til de gamle revyer og dilettantstykker i Fensmark. Han var også instruktør. Den 8. maj 1980 fandt premieren sted. Festlige billeder fra scenen med de tre førnævnte sylfider i trikot og sorte nylonstrømper fundet i scrapbogen. Katja, Bente H., Gunhild, Helle H., Dora synger om korpigernes fagforening Og anmeldelserne er fremragende. En vittig og respektløs revy med bid og humør i. Hovedparten af numrene refererer til landskendte begivenheder men absolut også med lokale indslag. Blandt andet miljøministeren Erik Holst og Borgmester-Kaj (Larsen) var revyofre. Det gik jo meget godt, så man besluttede, at nu skulle Holmegaard Amatør Teater fødes. Der blev indkaldt til stiftende generalforsamling fredag den 19. september Og sådan blev det! Bestyrelsen kom til at se sådan ud: Formand: Volmer Krohn, sekretær Bente Hedegaard, kasserer Henrik Petersen samt Arne Frederiksen og Gunhild Krohn. Kontingentet blev kr. 30 for voksne og kr. 10 for børn. Vel at mærke for et helt år. Startholdet 1980 Katja sminker sig Medens hun synger om klovnen (TV) Bente H. i en sang om hvor nemt det er der at være skuespiller derhjemme og hvor svært det er på scenen. (TH) 3

4 Julekomedien Som en lille notits står der, at man mangler 22 børn til en julekomedie, som Volmer havde skrevet i løbet af sommeren sammen med Gunhild og Bente Hedegaard. Ideen havde Volmer fået, mens man lavede den første revy. At det skulle blive begyndelsen til en kæmpesucces, vidste vel ingen på den tid! I scrapbogen ser man en annonce: JULEKOMEDIE: Hvordan det alligevel blev jul i det gamle forsamlingshus. Der var premiere den 29. november, og der blev spillet i alt 4 gange. Der kom 120 mennesker til hver forestilling og det var, som avisen skrev: En festlig oplevelse, hvor specielt børnene i stykket stod for et par fornøjelige indslag. Bl.a. i en hyggelig nissescene, hvor børnene dansede rundt og ligeledes i en scene, hvor en af musene jazzede sig igennem melodien Min egen Musemor. Musemor var i de første 15 år personificeret ved Katja Westad. Ingen troede helt at julekomedien kunne køre videre, da Katja meddelte, at havde hun spillet musemor for sidste gang. Men det lykkedes. Bente Nissemor 1980 Julekomedien handler om, hvordan problemerne tårner sig op hos bestyrerfamilien i forsamlingshuset, idet Enkebaronessen ved et koncertbesøg i huset har mistet sin diamantring og nu kræver erstatning. Ved børnenes, nissernes og musenes hjælp lykkes det i sidste øjeblik at bringe orden i hele den komplicerede affære. Enkebaronessen får sin diamantring juleglæden og bedstefar fandt sin bil og nåede at komme til festen, der blev ekstra fornøjelig, da folkedanserne i den afsluttende scene mødte frem og pyntede og til julen. Julekomedien, som den i daglig tale kom til at hedde, er siden blevet en institution for sig selv i HAT. Den er vokset på alle leder og kanter. Børn er kommet og gået ja, sågar kommet igen som voksne. Forestillingernes antal og længde er øget. En gang sidst i firserne kunne vi næsten sætte uret efter afslutningsreplikken. Nemlig klokken præcis! Til jubilæumsforestillingen i december 2004, hvor alle gamle julekomediebørn var inviteret, der sluttede forestillingen ca. kl ! Når man skal beskrive hele menageriet omkring julekomedien, risikerer man let at glemme noget, men fælles for alle årene er den afslappede måde tingene foregår på. Katja Musemor 1981 Juleorkester 1988 Musene med enkebaronessens diamantring (juleglæden) Juleglæden

5 Når man fortæller udenforstående om forløbet f. eks. at vi starter med at øve først i november måned med 60 børn, og at vi når at få dem klædt på i nisse- og musekostumer, vi når at sminke dem, vi sætter scenen, stiller stole og borde op, får lyd og lys på plads, bager kager og laver saftevand og samtidig har vi det hyggeligt. Folk tror ikke helt på det. Og når sandheden skal frem, så er det da også hårdt arbejde, men samtidig meget givende. Jeg føler mig overbevist, om at mange af os tilflyttere ikke havde fået en så stor berøringsflade, hvis ikke julekomedien havde været der. Musene 1980 Mus 1980, læg mærke til de store øre Og foreløbig ser julekomedien ud til at leve lystigt videre. Den er nu opført for 26. år i træk. Allerede i 1981 produceredes det første kassettebånd med sangene og en lille historie. Og i 1989 indspillede vi et igen, for der var kommet mange nye sange til. Til jubilæumsforestillingen var det planlagt, at der skulle være produceret en CD. Det lykkedes ikke at få den færdig til jubilæet, men i oktober 2005 blev der taget initiativ til optagelsen. Vi lånte ved hjælp af Anette Funch Pedersen lokalerne på Toksværd Skole. Her i blandt et splinternyt musiklokale. Kasper Welner installerede alt sit elektroniske grej. Juleorkestret blev etableret. Det er Niels Clausson-Kaas, Curtie Fugl, Allan Andersen, Eric Kongsgart, Lars Molzen samt Torben Kaarslev. Et udvalg af store og små børn samt voksne indspillede det hele under behørig ledelse af Bente Hedegaard og Anette. Vi blev så rigeligt beværtet undervejs, forældre til børnene sørgede for dette. Der er nu solgt godt 165 stykker af CD`en. Mange navne knytter sig til julekomedien. Selvfølgelig forfatterne. Men vi husker Arne Petersen som nissefar, Aase Jensen og Gunhild som nissemor og Jørgen Ditlevsen som bedstefar. I orkestret har Niels Trut, Eric Kongsgart, Katja Westad, Allan Andersen og Curtie været med i næsten alle årene. I baggrunden herskede Niller med ølsalg og salg af julegodter. Han fik faktisk opkaldt baglokalet efter sig. Nillers Bodega er kendt og elsket af alle amatørskuespillere i HAT. Gruppebillede

6 Revy- og teater En anden stor del af HATs virke har været og er revyer og teater. Allerede i 1981 blev der lavet revy med titlen Holmegård Revy Med underteksten: Så ruller den igen. Altså trillede man ind på rulleskøjter, ethjulede og trehjulede cykler. Ergo lød startsangen: Så er det forårsrevyen der ruller her i Holmegaard og vi står stadigvæk skulder ved skulder her i Holmegaard Katja og Niels Trut i ballet 1981 Som solen og månen. I november 1981 bliver det første egentlige teaterstykke opført. Med instruktør-debut til den 32-årige Gulli Bejstrup. Som avisen skriver: Sygehjælperen, skatterevisoren, sagsbehandleren, politibetjenten, læreren, assistenten, reparatøren og et par studerende deltager som skuespillere. En række gode Holmegaardborgere - amatører i ordets forstand - med den fællesnævner, at de er grebet af den glade teaterdille og lysten til at formidle oplevelser fra de skrå brædder ud til et bredt publikum. Man opførte Knud Andreasens stykke Det fødte foster. I avisen beskrives det som et dybt alvorligt stykke med budskab til publikum om ikke at pace deres børn frem. Men det er samtidig en fornøjelig forestilling. Til premieren var der 70 mennesker, der fik en længere forestilling ud af det. Der var nemlig strømsvigt i et par timer. Til den sidste forestilling var der kun 50 tilhørere, og det var de medvirkende og folkene bag forestillingen ikke helt tilfredse med. Videre i 1982 lavede den faste garde igen Holmegaard Revy. Og denne gang med titlen: Holmegaard Kommunal Radio Og de sædvanlige ofre - bl.a. borgmester Kaj Larsen står for skud igen. Her huskes specielt visen om Kajs Bodega. Man havde nemlig besluttet at udlægge området omkring gadekæret i Fensmark til plads for en restauration eller bodega. Så Karen Heinesen og Bent Andersen sang på romantisk vis, iført henholdsvis krinoline, jaket og høj hat: Når vi ses i Kajs Bodega - er hyggen alfa og omega. I revyen sås også Katja Westad som nattens dronning, og Bente Hedegaard gav den fuld gas som den spille- og bankogale Agnes. Helle H. og Preben Olsen 1981 Prinsesse og prins Katja Gunhild og Bente H Karen og Bent Revy 1982 Senere på eftersommeren spillede Cabaret. Det var HAT, der var primus motor, og der var klip fra Suså- og Dalmoserevyen. Det var nu ikke så mange år, det fungerede, selv om man ville lave det til en tradition. Senere samme år opførtes stykket Meningen med foreningen. Instruktionen foretages af Volmer Krohn. Desværre vides ikke helt bestemt, hvem der spillede med, men mon ikke bl.a. Gulli Bejstrup og Ejde Møller deltog. Der var ved at danne sig et mønster. Revy om foråret og teater om efteråret og så en julekomedie til jul. 6

7 Og også i 1983 var det sådan. Revyen, Holmegaard Revy trods alt, får megen flot omtale og på avisbillederne kan man bl.a. se Bente Christensen (Lille Bente), der var en uundværlig sufflør og hendes mand Kaj, der her havde forvildet sig op bag lyspulte og lydmixer sammen med Eric Kongsgart. Lille Bente og Kaj har også deltaget lige fra starten af HAT og deltager stadig. For eksempel er dette skriveri kun muligt, fordi Bente har samlet et helt værk af scrapbøger med noter fra aviser og ugeblade lige fra begyndelsen. Nu er det mest julekomedien, der har de tos bevågenhed. Bente som den myndige afkrydser, og Kaj som en ikke mindre myndig tæppetrækker. Slutscenen I 1983 Fejende flot Samba Katja 1983 som den glemte juleengel Cabareten lever stadig og i 1983 ser det ud til at den lever særdeles godt - og det næste teaterstykke blev Et farligt hus. Det var altså titlen. Af beskrivelsen i avisen begynder HAT at ligne, det vi kender i dag. Volmer udtaler: Der mangler endnu mange detaljer i instruktionen, kostumering og dekoration, før tæppet kan gå på fredag. Vi når det nok. Vi har jo prøvet det før. Specielt ved denne forestilling var, at man havde lånt den lokale antenneforenings videoudstyr, der anvendes som redskab under instrueringen, og det kan være medvirkende til at færdiggøre stykket i god tid! Måske skal det prøves igen.. Ellers var det Tordenskjolds soldater på scenen. Vera Elvang og Henrik Petersen havde et par af hovedrollerne. I øvrigt måtte en af forestillingerne rykkes en halv time. Årsag: Fodbold i fjerneren! Volmer siger: Når TV-avisen kan rykke en halv times tid, ja, så skal vi da ikke gøre os finere end dem. Det år var julekomedien på besøg hos DR`s morgennisser for at synge og spille lidt. Det hjalp at kende Hans Otto Bisgaard! Men på den måde kom hele landet til at høre fra Fensmark. I 1987 blev hele julekomedien i øvrigt optaget af radioen og udsendt på P3 mellem jul og nytår. Nå, det var et lille sidespring. I 1984 sker der lidt ændringer. Komedien Lille Nitouche blev sat op. En miniudgave af den oprindelige operette. Tilskuerbevågenheden var ikke stor. Men planlægningen var vel heller ikke så snedig, i og med at man havde lagt en forestilling samtidig med det internationale Melodi Grand Prix. Og det fik da også skylden for, at der kun var 15 tilskuere. Men folket skulle ikke snydes for revy i Den blev af Hans Jørgen Tofte i Næstved Tidende betegnet som Originalt, lokalt, morsomt hos Holberg i Holmegaard. Pakket ind i Holbergkostumer spiddede man tidens lokale og mere globale hændelser. En kraftanstrengelse, der løftede HAT op på et nyt niveau. Blandt nye navne sås John Jakobsen. 7

8 Revyen i 1985 blev også lavet i efteråret. Volmer fortæller til avisen, at man ikke er ude på at agitere for nogen bestemte synspunkter. Vi arbejder først og fremmest på, at give publikum en hyggelig aften. Igen de samme skuespilkræfter. I alle årene har Tove Halle været med i musikken er ingen undtagelse. Man kaldte det en lagkagerevy. Og avisen skriver, at den smelter på tungen! Overvældene med tilskuere var der heller ikke. Men som instruktøren siger: Det er lige meget, hvor mange tilskuere, der kommer, bare vi har et godt publikum. Gulli (TV) og Gunhild (TH) I en forrygende scene om Lystfiskeriets glæder 1985 I 1986 begiver HAT sig ind på musikteaterscenen for første gang. Ejde Møller samler en stor trup og forestår instruktionen af Ebberød Bank. Her havde man entreret med Olsens Jazzband, som spillede til sangnumrene i stykket. Billetterne var udformet som en aktie i banken, og det blev en pæn succes. Faktisk 130 tilskuere til premieren. Vi så her Arne Petersen som den navnkundige skræddermester Vipperup og minsandten om ikke også Jens Due var blevet lokket til at spille den fra Amerika hjemvendte Jens Andrew. Og så i efteråret sker der endnu en nyskabelse i HAT. Syv piger - og en kvindelig instruktør Gulli Bjørdal (jo det er førnævnte, men med nyt efternavn) begiver sig ud i at opføre Dario Fo`s Smid ikke liget ud, før damen er klædt af. Noget af en titel, men et pragtfuldt stykke teater. Med afklædte damer og det hele! En stor succes, der også blev opført ude i byen. Vist nok i et telt på Farø?? En lille kuriositet var, at ved den årlige Cabaret med deltagelse af de omliggende revyer, der havde man flettet årets to stykker sammen. Overskriften i avisen var: I aften skrives der teaterhistorie i Fensmark Sådan! Vi kom til Flere af de faste folk i HAT var kørt lidt trætte, og forskellige forsøg på at holde liv i traditionerne slog fejl, men den 1. maj blev der lavet en revyaften, der aldrig overgås. Vi lavede en lille 25 minutters revy med genbrug af forskellige gamle revynumre. Der blev vist børneteater med samba og det hele. Minus 2 - sang og teatergruppen med Bente Hedegaard og mange flere underholdt. Og ikke mindst Katja og Curties fortolkning af Den glade Enke huskes tydeligt. Der var fuldt hus og en meget lang og flot aften. Også Cabareten i 1987 blev gennemført, men så var der nogen stilstand på voksenteaterfronten lige til efteråret 1989, hvor en vis kvinde fra Karrebæk var ankommet til Fensmark - nemlig Jane Roland. Hun havde været med i Karrebækrevyen og kunne slet ikke udholde tanken om, at der ikke skulle ske noget i Folkemusikhuset. Hun fik samlet tropperne til en revy, der foregik med base i Cafe Lynet, hvis bestyrer var Gwendolyn. Det var Jonna Kremmling, der spillede Lynet. Som hun sagde at det navn, fik hun ikke for at være specielt hurtig, men hun løb altid i zigzag! Åbningssketchen var i øvrigt ultrakort udført af Tom Sass og Jørgen Groth-Pedersen og gengives her i sin fulde ordlyd: Jørgen: Har du fået din frokost? Tom: Nej, ikke en dråbe! Ja, de kunne skrive tekster den gang! Men vi fik sparket tingene i gang igen, dog ikke uden besvær. Der var 25! til premieren, men som avisen skriver - et par håndfulde flere til anden forestilling. 8

9 Det var en god ting, at HAT havde julekomedien at falde tilbage på, for det kneb stadig med at få stablet ting på benene i voksenteatret. I mellemtiden kæmpede man lidt for at kunne bevare den ejendom, der kaldtes Eriks Hus. Her havde vi kulisser på loftet. Men huset var noget faldefærdigt, og enden på komedien blev, at det blev revet ned. Vi fik så til gengæld et loftsrum på Kragemosegård, som kommunen ejede til alle vores kulisser og lignende. I 1991 skulle der gang i løjerne igen. Årets revy kan betegnes som himmelsk. Med titlen Når man sådan ser det hele lidt fra oven var handlingen henlagt til Himlens forkontor hos Sct. Peter. Her går det sløjt med kunderne, og der må laves et reklamefremstød. Selv Dronning Margrethe og hendes mor Ingrid kommer på besøg med sakse i tasken, hvis en snor eller to skal klippes.. I den syvende himmel, eller deromkring Masser af mennesker til premieren, som Folkecafeen havde købt. Det skulle jo senere blive en tradition, der blev videreført. Men igen var der tyndt besat på pladserne til de efterfølgende forestillinger. Ufortrødent arbejdede vi dog videre - for det var jo for vores egen skyld, vi spillede teater. Det med publikum var jo bare godt, hvis der kom nogen. Året 1992 blev lidt skelsættende. Starten lignede ellers alle andre år. En revy - kaldet genbrugsrevyen - opstod. Scenen var en genbrugsplads - originalt ik! Gode gamle numre som Klovnen og flere andre blev anvendt, og her er der igen de samme navne nævnt. Dog er der kommet ny nabo til Huset, nemlig Benny Malm, der for at få lidt husfred hos sig selv, kastede sig over skuespillet. Jens Krohn stod for musikken. Mønstret med mange tilskuere til premieren i Folkecafeen fortsatte og ikke mange til den anden forestilling. Men så skete der det, at Volmer Krohn syntes, at vi snart var så mange, der ville og kunne spille teater, at der kunne blive tale om et musikteaterstykke. Valget faldt på Frøken Nitouche. Karen og Jack I hovedrollerne Frøken Nitouche 1992 Alle gode kræfter blev tilkaldt. Katja blev kapelmester og bl.a. Karl Olesen spillede violin. Hans søn Bjarne trakterede klaveret. Uartig som på klosterskolen, dydig som primadonna på operettescenen. Sådan spilles hun af Karen Heinesen hos HAT. Snart med et frækt blink i de store øjne, snart med ængstelig eftertanke. Diskret antydet, lige tilstrækkeligt. Hun bliver stykkets centrum, og så kan handlingen køre eller knirke omkring hende, så tosset den vil. Og som avisen fortsætter: I Folkemusikhuset knager brædderne ildevarslende i begyndelsen, men syngespillet accelererer igennem de fire akter. Men vi fik syn for sagn. Det kunne vi godt binde an med igen, og i mange år fremover er det blevet en tradition i HAT med disse store opsætninger i musikteater. Der var rigtig mange tilskuere, ja, næsten udsolgt. Volmer var igen primus motor som instruktør. Og hvem husker ikke træhesten Pegasus, der kunne ride begge veje. Og Celestin alias Benny Malm. Da han skulle agere kortklippet og derfor afføre sig parykken inden han skulle på scenen - uden at gøre det. Men man kunne blive ved. Og det gjorde vi så. 9

10 I foråret 1993 ville Bente Hedegaard gerne lave en slags revy. Hun og Richard Saaby arbejdede på det tidspunkt med teater i Køge. Der havde de sammen skrevet historien om Missionshotellet Mamrelund. Med indlagte sange med egne tekster, men med musik af Bernhard Christensen. Stykket foregår blandt ludere og plattenslagere og personale på missionshotellet. Bestyrelsen skal komme og kontrollere, og alt går ad H. til. Overskriften i avisen trak følgende: Ukristelig morskab på missionshotellet. Stykket bar i øvrigt præg af de familiemæssige sammenhænge. Bente og datter Helle, Jonna og datter Heidi, Gulli og datter Berith, samt ikke mindst Katja og hendes datter Tanja var alle på scenen. Slå lige den! Orkestret var også denne gang ledet af Jens Fup Krohn. I foråret 1993 fik vi en check på ,- kr. (akkurat) fra Bikuben til et nyt lysanlæg. Vi var i Næstved-Hallen for at optræde med brudstykker fra Mamrelund. Dette må vel også siges at være starten på opbygningen af et moderne tidssvarende lys- og lydanlæg, som vi nu har. Når vi nu er ved uddeling af priser, ja, så må man sige, at der var kommet fokus på HAT på det tidspunkt. Bente Christensen og Helle Hedegaard Højfeldt fik kommunens ungdomsog idrætslederpris for deres arbejde med børneteatret. Tanja, Helle og Richard Mamrelund 1993 Senere på året skulle det vise sig at succesen med Nitouche fra året før kunne følges op. Valget faldt på Cornevilles Klokker. Det var vist mest Volmers valg. Ingen vidste ret meget om denne operette - bortset fra Volmer altså. Som det stod i avisen: Det er en slem røverhistorie om forbyttede børn, et gammelt 1700-tals slot i Normandiet og nogle klokker, der først ringer, når den retmæssige ejer til det herreløse slot indfinder sig. De ustyrlige morsomme sømænd I Cornevilles Klokker (TV og nedenfor) Bjarne, Per og John Cornevilles klokker (Nedenfor) Avisen fortæller videre, at stykket engang i tidernes morgen har været opført i København med Else Marie og Hans Kurt på rollelisten. Men HAT i Fensmark har sine helt egne sangtalenter, og stemmerne klinger hver onsdag aften i Folkemusikhuset, hvor tonerne slår mangestemmigt og magtfuldt mod taget i teatersalen! Var det her vores kor blev grundlagt? Katja var indpisker på koret og Volmer instruerede. 10

11 Også vores systue begyndte at tage form. Mon ikke det var her, at vi så Anne Auker første gang? Der blev fabrikeret nogle flotte dragter, og Jørgen Aas var blevet fast inventar blandt kulisserne. Annes mand Glenn var også dukket op. Han er meget ferm med en malerpensel og yderst kreativ. Han gik Jørgen Aas til hånde. Men han slap ikke for at komme på scenen. Mænd har vi aldrig haft for mange af. Men det var smukke omgivelser, som vi optrådte i. Så vidt jeg kan se på billedet i avisen, er der også dukket en meget ung Trine Villumsen op i koret. Og hun havde jo som bekendt Per, med det samme efternavn, med. Og de har da i den grad sat deres præg på HAT. Der er altid mange historier tilknyttet til disse forestillinger. Og som tiden er gået bliver de jo bedre og bedre. Og det gamle omklædningsrum under scenen var snart ved at blive lidt trangt. Fordi vi var over 30 aktører nu. Blandt historierne, som jeg kender, er den, at jeg først efter flere år blev accepteret af John Nikolajsens datter Pernille. I embeds medfør skulle jeg nemlig slå parykken af John. Og det blev taget meget fortrydeligt op af en lille Pernille. Men jeg er vist tilgivet. Forestillingen blev meget godt modtaget og vi begyndte der at sælge hele forestillinger. Pensionisterne fik en rabatordning, og det år solgte vi også en forestilling til Rotary i Næstved, der netop havde tysk besøg. Tyskerne var med og forstod jo ikke meget, men som de sagde, var musikken jo et fælles sprog. Og så var de gavmilde. De sponserede hele vores vinforbrug til afslutningsfesten. Dem var vi efterhånden også ved at blive gode til. Rigtig gode endda! John og Jørgen lige før parykken ryger Og så var det jul igen. Cornevilles klokker Avisen skriver, at nu har set julekomedien og TV2 Øst havde også fået øjnene op for, at der her var noget unikt, som de gerne ville vise. Men vi måtte da fare til Vordingborg for at blive foreviget. Så blev det lynhurtigt forår 1994 og jeg var tilfældigt i teatret i København, hvor jeg sammen med familien så Ægtemand på deltid af Ray Cooney udsat for Ulf Pilgaard og Rysse. Og - ja - man var vel blevet lidt selvtillidsfuld efter de foregående års succeser. Så jeg foreslog Volmer, at vi satte stykket på som forårsforestilling. Også for at prøve noget helt andet end musikteater. Det blev en udfordring af de store. Det er faktisk en krævende opgave for amatører. For at gøre målet fuldt, blev hovedrollen besat af en helt ny i HAT-sammenhæng, nemlig Jørgen Uhl Jensen. Han gjorde det fremragende som taxachauffør John Smith med to koner, én i hver sin ende af London. Jørgen har været fast inventar siden - og har medbragt et par søde børn og sin søde kone Britta. Men vi gennemførte seks gode forestillinger. Avisen skrev, at forestillingen tog over 20 minutter længere end beregnet på grund af grin og klap fra publikum! Igen var Jørgen Aas kulissemester i den lidt særprægede kulisse med to stuer på samme scene. Per Villumsen var ved denne lejlighed lyd- og lysmand. Han har også hængt på siden - tør man nok sige. Vera Elvang spillede den ene hustru, og vi havde lånt Erna Kristoffersen fra Suså. Panikken var ved at brede sig, da hun af forskellige årsager ikke dukkede op til generalprøverne i weekenden før premieren. Men det gik fint. Og så var det, som vi kalder forårsforestillinger, kommet til verden! HAT var i god udvikling. Vi havde dannet et ubrydeligt mønster, så vi sådan set ikke på noget tidspunkt af året var uden projekter. Vi måtte jo følge succeserne op. 11

12 Styrmand Carlsens Flammer stod for skud i Billetterne blev solgt som varmt brød. Titlen solgte, men ryet om at vi lavede teater på en speciel måde solgte også godt. Kulisserne blev denne gang ikke holdt oppe på scenen. Den gode skude Albatros blev bygget ud i salen som forscene, og herved var en ny tradition skabt. Forscenen var medvirkende til, at vi kunne skifte scene, mens spillet fortsatte. Gunhild havde syet et smukt fortæppe. Særkende fra denne forestilling er også, at Trine Villumsen fik indført dans i stykket. Hvem husker ikke de orientalske danse, hvor også Ranjith fra Sri Lanka deltog. Bente Hedegaard har ikke tit været med på scenen, men her var en rolle, som hun måtte have. Nemlig som dronning Frederikke på den lysegrønne Ø. Det var svært at holde masken, da Bente iført stram corsage og røde gummisko og sten i navlen entrede scenen. Hold da op! Aldrig hverken før eller siden - er noget tilsvarende set. Og man husker alle de fine kostumer, som Anne Auker stod for. Hun var begyndt at arbejde på Det Kongelige Teater. Men hun startede hos os sagde Volmer, der var instruktør. Bjarne Meyer var en strålende pigeglad styrmand, der sang et fremragende potpourri. Styrmand Carlsens Flammer Jørgen Hvidtfeldt, som var formand for Næstved Teaterforening, var fra avisen udsendt til at anmelde stykket. Han skriver meget positivt om opsætningen. Han slutter med at skrive, at hvis man vil have en glad aften med god underholdning, så er Folkemusikhuset i Fensmark ikke det dårligste valg. Og så går det ellers derudaf Bente og Richard Styrmand Carlsens flammer Trine var mester for iscenesættelsen af HATs smukkeste dans nogensinde 12

13 I 1995 tager vi igen fat i Ray Cooneys farcer. Denne gang Noget i klemme som forårsforestilling. Et stykke, som betegnes som forfatterens bedste. Rollen som minister Lem Knudsen var givet til Jørgen Groth-Pedersen, der efter bedste evne håndterede ca. 600 replikker i løbet af de to timer, som forestillingen varer. Trine Villumsen var med som polsk stuepige med replikker. Så vidste vi, at hun kunne andet end at danse. Publikum kommer ikke til disse stykker på samme måde som til efterårsforestillingerne. Men Folkecafeen tager premieren og dermed er vi sikret en flyvende start. Avisen kommenterer ikke stykket, men der alligevel god pressedækning. Det sælger også billetter. Jane Roland var dels i en rolle som sygeplejerske, og dels ved instruktørbordet ved siden af Volmer. Jørgen, Per og Jørgen Noget i klemme (ovenfor) Efterårsforestillingen det år var Landmandsliv. Et næsten nationalt klenodie med musik af Kaj Normann Andersen. Nu tog Niels Trut over som kapelmester og korleder. Det blev det bestemt ikke ringere af. Volmer var stadig instruktør - nu med Helle Højfeldt som assistent. Og nu sælger forestillingerne næsten sig selv. Fantasifulde kulisser udtænkt af Jørgen Aas og hans team var rammen om en flot, flot forestilling. Til avisen sagde John Nikolajsen: Det er lækkert at være greve Til daglig er John sælger. Som sælger skal man også være lidt af en skuespiller, så jeg kan bruge min optræden på scenen også til hverdag. Det er fint at få lov til at smide hæmningerne og brænde ud, siger Grev Nikolajsen til George Fogh, der var datidens lokale skriverkarl. Karen Heinesen fik sig noget af et comeback som jomfru Møller. Hele truppen i Landmandsliv (TV) Inden vi nåede at se os om, så var det forår Og Ray Cooney blev igen hevet ud af skabet. Tak, så er det nok for i aften var titlen. Der dukker et par nye navne op. Jannie Andersen og Tommy Henriksen. Sidstnævnte havde dog også en rolle i Landmandsliv. De faldt begge fint ind i billedet med det hæsblæsende tempo - ud og ind af dørene. Volmer og Jane var instruktører og Jørgen Aas lavede kulisser. Igen var det en fuldbesat premiere på tilskuerpladserne, men mere tyndt besat til de andre forestillinger. Dog ikke helt katastrofalt. Men det er ikke udfoldelserne på scenen, der er årsagen. Huskes af visse af skuespillerne mest for Bennys gummitræ, og at replikkerne føg så hurtigt over scenen, så vi på et tidspunkt var 4 sider foran. Det blev dog reddet - blandt andet af omtalte gummiplante. Gunhild Krohn var også med. Hun har været med i alle stykker om efteråret, men her var det første gang hun var med i et forårsstykke. Benny og Trine Tak så er det nok for i aften 13

14 Fra efteråret 1996 skete der igen noget nyt. Bente Hedegaard var bestemt ikke ny, men som instruktør af efterårsforestillingen var hun. Volmers helbred svigtede ham lidt, men han var dog med på sidelinien omkring musikken. Kapelmesteren og hans folk - bl.a. Christian Jakobsen, måske bedre kendt som Benjamin, var i den anledning placeret på et stillads oppe under taget. En lidt fiks ide, men der blev senere bygget en fast musiktribune, der oftest bruges mere til skuespil end til musik. Mød mig på Cassiopeia var emnet denne gang. Og manuskriptet blev det første, der blev udsat for Bentes pen. Det gjorde jo ikke stykkerne kortere, men absolut meget bedre og morsommere og ikke mindst tilpasset de forhåndenværende skuespillere. Og som avisen skriver: Fast arbejde for sjov. HAT har et luksusproblem. Samtlige billetter er udsolgt inden premieren. Mød mig på Cassiopeia De flotte dansere Mød mig på Cassiopeia Muserne med Jonna og Benny Det blev en fantastisk flot opsætning. Richard Saaby var begyndt at blande sig i scenografien, og der blev ikke gået på kompromis med noget. Anne Auker havde igen tryllet fantastisk flotte dragter frem. Aviserne var på mærkerne: Anne Auker og hendes stab, der stod bag kostumerne, har gjort et overdådigt stykke arbejde. Der er kælet for hver eneste detalje. I adskillige akter opholder der sig skuespillere på scenen på samme tid og alle er klædt minutiøst på. Især karnevalsoptrinet var storslået.. Endvidere skrives om stykket: Koncentration, god stemning, dans, sang, smøger, sved og en energisk instruktør. Heidi Kremmling var vokset op i voksenteatret. Hun havde en af hovedrollerne. Der står i avisen: Heidi startede i børneteatret som syvårig, og ses nu som primadonna. En rolle som hun i mere end én forstand lever op til. Bragende udstråling og en sangstemme med fremtid i. En forestilling, som vi har lov til at være stolte af alle sammen. Teatrets muse besøgte os virkelig! Igen et nyt år! Og foråret var i operaens tegn. For første gang i HATs historie skulle der prøves kræfter med opera, nemlig farcen Skaf mig en Tenor. Instruktørstolen tilhørte nu Jane Roland, da Volmers helbred for alvor gjorde ham ukampdygtig. Stykket blev en pæn publikumstræffer. Og Allan I. Jensen og Tommy Henriksen trak det store læs som tenorerne. For en sikkerheds skyld lod vi dem mime til arierne. Et gudesyn at se de to i hvert deres Othellokostume og malet sorte i hovederne. Besætningen i Skaf mig en Tenor 14

15 Senere på året blev det så igen Bente Hedegaard, der tog hvervet som instruktør og forfatter, da Sommer i Tyrol blev taget under bearbejdning. En pragtopsætning med de samme involverede, som i Cassiopeia. Hovedrollerne som Leopold og Josepha var lagt i hænderne på Benny Malm og Jannie Andersen. De klarede sig lige så strålende som resten af holdet. Specielt var nok at Edelweiss var rykket fra Sound of Music til Tyrol. Men Therese Elmkvist sang den så smukt, at den måtte med. Der var en masse nye unge med. De gav stykket et frisk pust. Jeanette Wegge var en rigtig sød tjener på Den Hvide Hest. Og så fik Eric Kongsgart sin scenedebut (tror jeg nok) idet han var den gamle kejser. Hans form og facon passede flot! Vi fik en ny kostumepige med. Nemlig Annette Grothe. Hun var uddannet i Fuglebjerg på FIF-scenen. Hun bragte meget nyt ind, men hun var ikke rask og døde desværre i 2004, alt for ung. Men igen en kæmpe publikumstræffer og - same procedure as last year. Bentes manuskript var særdeles morsomt og meget langt, for der var puttet forskellige figurer ind i stykket. Bl.a. huskes Frau Pumpernickel - Jonna Kremmling - og sommerfuglefangeren Herrn Schmetterling - Bjarne Meyer. Trine og Jørgen Sommer i Tyrol Knapballet Sommer i Tyrol Så var det Forårets stykke var Stamherren. Og her havde vi allieret os med en ny instruktør, nemlig Dorte Madelung - nu Dortelil Fries. Og hun gav os meget godt at arbejde med. Alle de sædvanlige kræfter blev sat til. Vi fik en flot scene af Jørgen Aas. Jørgen Uhl Jensen var hovedrolleindehaver. Som de ældre i stykket var Tommy Henriksen og Jonna Kremmling uforlignelige. Jeg husker specielt omkring generalprøven på stykket. Der var 3 syge af 8. Vi havde for en gang skyld - heldigvis - ikke premiere om fredagen, men først lørdag. Instruktørens kommentar, da hun mødte til generalprøven var, at der jo da ingen grund var til at være kede af det, for det var da de fleste, der var der! Så formanden - for det var jeg blevet i 1997 efter Volmer - fik lov at spille 3 roller i prøven. Men alle blev raske og vi lavede lørdag formiddag en generalprøve. Stamherren 15

16 Efteråret skaffede igen en nyskabelse. Så til Søs var et helt hjemmegjort produkt fra Bente og Richards hånd. Historien om DA RUSTI, skibet ladet med landminer i kagedåser og et vidunderligt persongalleri af personale på skibet og intetanende krydstogtspassagerer. Allan I. Jensens bornholmske K-O-G og hans lillemor (Brit), og Luffe personificeret af Tommy Henriksen forbliver uforglemmelige. Et indlagt Spike Jones show var uforligneligt. Nogen fantastiske kulisser omkransede Bente Hedegaards eventyrlige univers. Alt i alt en fin - og original - forestilling efter Bentes kendte lange manuskript. Der var totalt udsolgt, og HATs økonomi var efterhånden rigtig god blev en gentagelse af årets gang i de foregående år. Ray Cooney - den engelske forfatter - blev igen rullet i stilling. Han havde skrevet stykket Funny Money, som var blevet plantet om til Hvidovre. Et stykke om forbyttede attachemapper. Jane Roland instruerede, og Tommy Henriksen spillede hovedrollen i endnu en rablende farce. Lidt et særkende for denne forestilling var, at Allan Andersen for en gangs skyld havde lagt guitaren og byttet orkestergraven ud med scenens skrå brædder. Han skulle tale hollandsk, og dem, der kender Allan, ved, at han taler ret hurtigt. Så hollandsk faldt ham ikke fjernt! Stadig kneb det med billetsalget til forårsforestillingerne. Men der kommer da i snit 80 mennesker pr. forestilling, som der er seks af. Samme forår fik Bente Hedegaard initiativprisen af Lions Club. Bent Elin overrakte prisen og fortalte lidt om bevæggrunden til valget: Også før hun kom til kommunen, var hun et kreativt menneske, der har skrevet og også lavet keramiske værker. Ved viseaftnerne i Folkemusikhuset har hun været med til at højne niveauet med fortolkninger samt egne viser. Siden Holmegaard Amatør Teater blev stiftet har hun været en formidabel kraftkilde, som både kunne skrive tekster, instruere og komponere. Og sådan er det jo med Bente! Trine, Tommy og Jannie Funny Money Missionshotellet Mamrelund Efterårsforestillingen i 1999 var en genopsætning af Bentes og Richards historie om Missionshotellet Mamrelund. Her er moral stadig godt og dobbeltmoral dobbelt så godt. Vi solgte igen mange billetter, og vi kunne i hvert fald selv mærke, at vi var blevet mere rutinerede siden sidste opførsel i starten af halvfemserne. Niels Trut stod i spidsen for orkestret, og Christian Jakobsen (Benjamin) var korleder. Og julekomedien kom på det tidspunkt, hvor julekomedier skal komme. Dette år for 20. gang. - tænk! - som Bente Christensen skriver i sin scrapbog Serveringspigerne på Missionshotellet Mamrelund Nu havde vi anskaffet os en mobiltelefon til billetbestilling. Så kan man bare slukke, når der er udsolgt! 16

17 Selv om man forventede, at mange ting kunne bryde sammen i år 2000, fortsatte HAT uberørt ind i et nyt årtusind. Forårets forestilling blev en evergreen. Nemlig Den Grønne Elevator. Instruktionen var lagt i hænderne på Dortelil Fries. Hun udtalte til avisen, at humor og et godt grin forlænger livet. Og der var faktisk mange, der det år fik forlænget livet. For her kunne der sælges billetter. Men vi fandt jo så også ud af, at Elevatoren ikke alene er farce, men også et stykke med dybere stikkende rødder. Men mest kendt er jo nok scenen, hvor Billy og Blanche blander Elevatoren og drikker den. Fantastisk udført af to af foreningens største komiske talenter, Jørgen Uhl Jensen og Trine Villumsen. En fremragende præstation af de to udført i Jørgen Aas`s flotte kulisse. Jannie og Benny Den grønne elevator Efterårets store forestilling var en historie for sig. I mange år havde Bente haft et stykke med navnet En Lørdag på Amager på kornet. Ikke at forveksle med søndagen sammesteds af J.L.Heiberg. Jeg havde faktisk hørt om det, og mente også, at jeg havde set det i TV. Men væk var det! Men nu blev sigtekornet stillet skarpt. Nogen mente at have erindring om, at skuespiller Grethe Mogensen var deltager, og Jane Roland tog kontakt. Grethe blev helt blød i knæene. Det viste sig nemlig at være hendes debutstykke i 1959, og så havde hun knageme gemt manuskriptet. Og så skete der noget. Grethe Mogensen kom til Fensmark en søndag eftermiddag i juni måned sammen med en af stykkets forfattere Peer Møller. Den eneste nulevende. De to andre var Olaf Becker og Mogens Dam. Musikken var skrevet af Kai Normann Andersen. Stykket var skrevet til Dansk Journalistforbunds jubilæum. Og det blev kun opført en eneste gang. Her blev det optaget til TV og vist. De to fortalte levende om datidens tekniske formåen på TV-området. Siden har stykket ligget dybt begravet i glemmebogen, destineret til evig glemsel, hvis ikke HAT og Bente Hedegaard havde fundet det. Bente fik lov til at bearbejde det til vores brug, og et udstyrsstykke uden lige blev til. Selv en rød scooter blev hevet ind på scenen. Et utroligt flot 50`er tidsbillede. Det var dengang, hvor ecstacy en blandt unge bestod af lige dele MacBaren pibetobak, Tommy Steele og kaffe uden Rich`s. Hvem husker ikke miss-konkurrencen om at blive Miss Amager Smukke piger i smukke badedragter! Hele ideen var jo at omplante Lisbeth og Jokum fra 1800-tallets Amager til nutiden med flyverlarm og højhuse. En skøn forestilling at være med i, men med svære sangnumre. Jeg mindes i hvert fald stadig dommerens sang. Nå, men den gik da godt 6 ud af 9 gange. Julekomedien det år var uden billeder og omtale i avisen, men hvad betyder det? Vi sælger som varm brød alligevel. Anette Funch Pedersen og Morten Sørensen var nu blevet fast inventar på julekomedien også. År 2000 var for HAT en rigtig god begyndelse på et nyt årtusinde. En Lørdag på Amager En Lørdag på Amager 17

18 Foråret 2001 skulle vi følge op på Elevatoren fra forrige år. Og efterhånden er materialet af stykker, som egner sig til os, ved at være brugt. I hvert fald når man ikke en gang årligt har tid (eller råd) til at rejse til udlandet for at se, hvad der rør sig. Men nu blev det altså et fransk stykke oversat af Anders Bircow. Forårskuller var titlen. For 8. gang skulle der prøves kræfter med farcens svære kunst. Dortelil Fries var igen instruktør sammen med Trine Villumsen og Jørgen. Carsten Elin var for første gang med i sådan et stykke, og det klarede han flot. Ved siden af klarede Tine Storm og Stig Elkær hovedrollerne med bravour. Et meget sjovt og vittigt stykke, der var lige efter vores smag. Oppe i mørket bagest i salen regerer Per Villumsen med lyd og lys. Vi har meget stor glæde af Per i foreningen. Han betragter vel nærmest Folkemusikhuset som sit andet hjem. Han sørger for vedligeholdelse af alt det dyre materiel, som han efterhånden har lokket foreningen til at købe. En helt uundværlig mand for foreningen. Forårskuller Efterårsforestillingen skulle igen blive en reprise. Frøken Nitouche blev spillet igen. Bente Hedegaard trængte til en pause, for at passe sin Niller derhjemme på den gamle kro i Holme Julstrup. Han døde desværre samme år. Men Nitouche blev minutiøst planlagt. Syhold blev sammensat, kulissehold ligeledes. Sangtræning gik igang om foråret. Men alligevel blev det lige til øllet som sædvanlig. Jane Roland, Dortelil Fries og Jørgen G-P instruerede. Vi satsede på en meget ung Floridor alias Simon Gaston. Men det klarede han i fin stil. Hans samspil med Janni Andersen, der var Nitouche, blev meget flot. Deres duet om Tinsoldaten var fantastisk. Som lidt nyt lagde vi en lille HAT-specialitet ind. Nemlig Oh Happy day! udsat for nonne- og novicekor. Det går fint med den slags sammenblanding af de forskellige genrer, bare det gøres med nænsom hånd. En helt igennem flot forestilling, som klart viste, at vi var blevet 10 år dygtigere. Julekomedien kom, hvor den plejer. Nemlig til jul. Pyntescenen i sidste akt er helt ny. Og sikke en fornyelse. Hvide yndefulde engle pynter Fam. Juliusens stue, mens tre smukke juletræer synger trestemmigt, så det risler ned ad ryggen: Endnu en sommer er gået. Endnu et år er forbi. Nu er vi endelig nået, til den tid vi alle kan li Slutteligt tændes julelysene på scene og i salen og publikum gisper Frøken Nitouche 2001 Foråret 2002 skulle komme til at stå i kællingernes tegn! Vi har jo nok at tage af i HAT. Så vi tog stykket Mageløse Kællinger på programmet. Også kællinger instruerede. Dortelil Fries var instruktøren og i sufflørboksen hørtes Jane Roland. De to enlige mænd et par etager højere oppe, var personificeret i Benny Malm og Stig Elkær. De havde begge i rollens anledning farvet sig sorthåret og anlagt et flot overskæg i rollerne som Manuel og Jesus. Pigerne var Janni, Tine, Trine, Heidi, Jonna og Malene Wegge. Og de fik spillet noget Trivial Persuit. Ikke fordi de kedede sig, men rollen indebar det. 18

19 Og så kom vi atter i avisen idet Anette modtog Holmegaard Kommunes Ungdoms- og Idrætslederpris. Det er som leder af børneteatret i HAT, hun får prisen. Morten og poderne, Lasse og Magnus var også med oppe hos byrødderne, hvor også en del af os andre var mødt op for at heppe. Tillykke endnu en gang. Tine og Trine Mageløse Kællinger (ovenfor) Trine, Stig Jonna og Jannie Vikvinderne kommer Efterårets store satsning var et af Bentes påhit. Dog godt sekunderet af Richard Saaby. Vikvinderne kommer! Historien er kort den, at en flok forladte vikinge-græseenker vil følge efter deres mænd på togt rundt i verden. Vi kommer en tur til Island, Grønland, England og Tyskland på en helt ualmindelig tur. Vi husker de tyske soldater med skjolde som hjulkapsler fra en VW, De søde grønlænderpiger. Og ikke mindst vikingernes kampråb: Allevivo, allevejvo, allevivo vejvu vuf, hærg, plyndr, voldtag! Scenebilledet indeholder bl.a vikingeskib, markedsplads og grønlandske isbjerge, meget kreativt fremstillet af Morten og Richard. Et helt specielt HAT-Bente Hedegaard-stykke som trods dets særpræg vakte jubel hos publikanerne. Et utal af skuespillere og Bente skrev replikker til alle mand. Tænk, der blev optalt over 60 roller! Og julekomedier har det tidspunkt julekomedier skal ha, nemlig i december, helt som det plejer, og med Bente Hedegaard ved styrepinden - igen sammen med Anette. I 2003 blev snakken om tilbygning til Folkemusikhuset til mere end snak. Man fablede om en tilbygning i flere-millioner-klassen med koncertsal og hvad ved jeg. Det blev dog ind til videre ved snakken. Imens så blev Ray Cooney støvet af endnu en gang. Opfølgeren til Ægtemand på deltid, nemlig Fanget i Nettet gik over scenen med de rutinerede kræfter, der er nødvendigt til et sådant stykke. Historien var udbygget med at taxachauffør John Smith udover sine to ægteskaber nu var blevet begavet med et barn af hvert køn. Et i hvert ægteskab. Og gæt en gang: Selvfølgelig finder de hinanden på nettet og forelsker sig! Og spillet er kørende. Et utroligt sjovt og vittigt stykke, som voldte os et enormt arbejde, men også megen glæde. Publikumstræfferen var hjemme. Jørgen og Jannie Fanget i Nettet 19

20 Den 15. juni det år måtte Gunhild sige farvel til sin Volmer. Han døde efter et langt liv i musikkens og teatrets verden. Vi skylder ham alt, hvad HAT er i dag. Han startede børneteatret, han var med i opstarten af revyerne i firserne og han er ophavsmand til vore musikalske udfoldelser på scenen. Ofte hører man bemærkninger, der fortæller, at hans ånd hviler over teatret. Jeg nævner: Korte stavelser, ingen overdreven banderi på scenen og så videre. Vi savner ham. Men livet går videre, også i HAT og helt bestemt i Volmers ånd var det sådan. Bentes stykke Så til Søs blev vækket til live igen. Mange af de gennemgående personer var de samme, Luffe, den bornholmske kok osv. En kæmpe fuldtræffer hos publikum. Og det blev jul, år 1 efter Volmer. Men julekomedien gik igen rent ind, og der bygges hele tiden på. Det er et studium i samarbejde. Med børnene, forældrene og instruktører og kostumefolk. Men alle kender deres job og det fungerer bare. Nu var det det 24. år i træk. Så til søs 2003 Så til søs Tommy og Tine i en vanvigtig Spike Jonesduet Så til søs Allans forrygende Bornholmske kok: K-O-G Så det blev igen forår, nu Vi tog nu en anden type forestilling op. Det var Min kone spøger af Noel Coward. Ikke en griner men et stykke til eftertænksomhed. Tommy Henriksen fik hovedrollen og forvaltede den med bravour. Morten og Richard havde lavet den flotteste kulisse, som de endnu har frembragt. Og der var pejs med åben ild og bøger der falder ned! Hvis man er i tvivl, så kan man se billeder fra stykket på vores nye hjemmeside Stykket huskes også for Stine Nikolajsens lille, men betydningsfulde rolle i stykket. Hun var fremragende. Den 1. marts kunne man pludselig få fornemmelsen af at julen havde flyttet plads i kalenderen, men det skyldtes af Storstrøms Amts Biblioteksforening ville betænke os med deres kulturpris på kr ,-. Så vi gav dem en lille julehilsen med røde huer og det hele. Det var lidt specielt. Min kone spøger 2004 Trine og Stine Min kone spøger 2004 Trine, Tine, Tommy, Jørgen og Jonna 20