9. Tale. Hvad er retorik?

Transkript

1 9. Tale Denne bog bevæger sig i spændingsfeltet mellem almen pædagogik og specifik kristen formidling. Vi har set på undervisning og fortælling i almindelighed og på kristendomsundervisning og bibelfortælling i særdeleshed. I dette kapitel vil vi se på tale i almindelighed, mens vi i næste kapitel vil se på prædiken og andagt i særdeleshed. For også når det gælder talen, er der nogle forhold af almen karakter, som er vigtige. Alligevel er en kristen tale (dvs. en prædiken eller andagt) noget særligt, fordi den er formidling af Guds ord. Den er formidling af et budskab fra Gud til mennesker, ikke blot fra menneske til menneske. Når jeg her i kapitlet bl.a. trækker på retorikkens inspiration, er det altså ikke, fordi jeg mener, at den kan afværge en åndelig krise, ej heller fordi jeg tror, at vores prædikener og andagter først får gennemslagskraft, når vi mestrer den klassiske retorik. Det er såmænd bare for at hjælpe os med håndværket samtidig med at vi forventer, at underet sker i kraft af Guds Ånd. Det er den samme overbevisning, der ligger bag det gamle motto Bed og arbejd! samt profetens ord: Alt, hvad vi har gjort, har du udført for os. 42 Man kan udtrykke det på en anden måde: Hvis vi forudsætter, at vi har noget på hjerte, hvordan får vi det så bedst muligt ud gennem munden? Hvad er retorik? Retorik er et ældgammelt fag, som handler om at udtrykke sig mundtligt på en hensigtsmæssig og dækkende måde. Faget har fået en renæssance de senere år, og der udkommet mange bøger om emnet. Hvis vi skal bruge retorikken, er det afgørende, at vi afgrænser os fra to grøfter: 1. At den bliver en verdensfjern teori om forholdet mellem ordene og virkeligheden og i praksis en opvisning i veltalenhed. 2. At retorikken udelukkende bliver et spørgsmål om teknik, altså en udvendig, virkningsfuld måde at prakke andre mennesker nogle holdninger på. 42 Es 26,

2 2. del: Inspiration Disse to grøfter er vrangbilleder af retorikken, som er en praktisk lære om, hvordan mennesket som frit og ansvarligt individ giver dækkende sprogligt udtryk for sin tilværelsesforståelse. 43 Et af de værdifulde principielle bidrag, retorikken giver, er, at den understreger den uløselige forbindelse mellem form og indhold. Det har at gøre med, at menneskets sprog har to indbyrdes sammenhængende virkemåder: en erkendende/skabende, der peger indad mod bevidsthedslivet, og en kommunikerende, der vender udad mod samfundet med andre mennesker. 44 Sproget er ikke blot et tomt hylster, som man putter et indhold ind i. Sproget er vores måde at erkende på som mennesker. Vi forstår ved hjælp af det, vi siger. Derfor er der sammenhæng mellem at tale, lytte og forstå. Det at udtrykke noget er i hvert fald en meget væsentlig del af at kunne forstå det. Og hvordan skal vi kunne handle og leve uden at forstå? Erkendelse og formulering kan ikke adskilles. På den anden side er retorikken også en praktisk disciplin, der tilbyder hjælp til at udtrykke ting og dermed gøre dem forståelige for en selv og andre. Retorikken er erfaringsbaseret. Den høster frugterne af umådelige mængder af erfaring med, hvilken form for tale der virker og ikke virker. Virker skal ikke forstås maskinelt (som en bilmotor virker). Virker betyder her får formidlet et budskab. Retorikken tilbyder os nogle redskaber, som brugt med skønsomhed påvirker tilhørerne med talens budskab. Talens opgave er nemlig ikke at underholde eller dupere. Dens opgave er at ændre tilhørernes bane. Talens opgave er heller ikke at give tilhørerne information, skønt det som regel er en del af den. Talens opgave er tillige at skabe transformation, dvs. forandre tilhørerne, så de er et andet sted, efter at de har hørt talen. Men den slags sker ikke vilkårligt. Det sker som regel under de vilkår, som den gode tale er. Derfor giver det god mening at se på den inspiration, retorikken kan tilbyde den kristelige tale, altså prædikenen og andagten. Her begrænser jeg mig til at se på to af retorikkens bidrag, nemlig talens fem forarbejdningsfaser samt talens tre appelformer (logos, etos og patos). Finde, ordne, formulere, indøve og fremføre Retorik og pædagogik har meget med hinanden at gøre. Men retorik er et smallere begreb end pædagogik. Mens pædagogik bredt set handler om opdragelse og formidling, handler retorik om den del af formidlingen, der har med talen at gøre. I dette smallere felt har retorikken imidlertid meget at byde ind med. 43 Fafner (2005), side Fafner (2005), side

3 9. Tale Talens fem forarbejdningsfaser: 1. At finde stoffet (inventio). 2. At ordne stoffet (dispositio). 3. At formulere talen (elocutio). 4. At indøve talen (memoria). 5. At fremføre talen (actio). Det kan være en stor hjælp i udarbejdelsen af en prædiken eller andagt at have disse fem faser for sig. Blot man husker, at de er dybt integreret i hinanden. Ingen af dem findes, uden at de fire andre spiller med. Du kan for eksempel ikke indøve noget (punkt 4), du ikke har formuleret (punkt 3). Idet du finder stoffet (punkt 1), er du allerede i gang med at formulere det (punkt 3). Du kan heller ikke ordne stoffet (punkt 2) uden at tænke i fremførelse (punkt 5). De fem faser hænger altså nøje sammen, og dog er det vigtigt at skelne mellem dem. De fem forarbejdningsfaser har i øvrigt været brugt i den kristne kirke gennem århundreder. Lad os se lidt nærmere på hver enkelt af dem. At finde stoffet Ofte vil bibeltekst eller emne været givet, når vi taler om en prædiken. Enten foreskriver kirkeårets tekstrække noget herom, eller også har de personer, som har inviteret én til at prædike, givet et emne eller en tekst. Dermed er noget væsentligt for talen afklaret. Men man kan også komme ud for, at tekst og emne er frit. Det er som regel tilfældet, når man skal holde en andagt, men også i en del tilfælde, når man skal prædike. Da bliver det at finde stoffet mere omfangsrigt. Der er i virkeligheden tre underfaser: orienteringsfasen, udvælgelsesfasen og fordybelsesfasen. I orienteringsfasen afsøger man forskellige muligheder for tekst eller emne. Det sker ved at besvare et eller flere af følgende spørgsmål: Hvem skal jeg tale til? Hvad har de brug for? Hvor er de henne i deres liv? Hvilket niveau kan talen ligge på? Er det børn eller voksne? Erfarne eller uerfarne kristne? [fortsættes] 117

4 2. del: Inspiration Hvad er anledningen, når talen skal holdes? Hverdag eller højtid? Fest eller sorg? Hvad tid på året skal talen holdes? Hvornår i kirkeåret? Hvad er jeg selv optaget af for tiden? Hvad brænder jeg for? I nogle tilfælde drejer orienteringsfasen sig mest om, hvilken tekst der skal bruges, i andre tilfælde mere hvilket emne det skal være. I udvælgelsesfasen drejer det sig om at indsnævre sit felt til ét emne og/eller én bibeltekst. Har man emnet, er det vigtigt at finde en eller flere tekster, der siger noget om det emne. Har man teksten, er det vigtigt at afgøre, hvilket emne og dermed hvilket budskab man vil uddrage af den pågældende tekst. Orienterings- og udvælgelsesfasen kan vare flere dage, men de kan også være væsentlig kortere. Nogle gange er man meget afklaret med, hvad man skal vælge, andre gange ser det ud til at være tilfældigheder, der spiller ind. Det afgørende er dog, at man når til en grad af afklaring, som gør, at man med frimodighed kan arbejde frem imod at holde netop denne prædiken eller andagt. I fordybelsesfasen drejer det sig om at trænge ind i teksten og emnet. Skridt for skridt trænger man dybere ind i talens budskab med dens underpunkter på jagt efter en god og relevant pointe. Denne fase bliver gradvist afløst af næste fase, hvor stoffet sorteres, ordnes og disponeres. Man kan have mere eller mindre givet på forhånd, men i alle tilfælde er det nødvendigt at trænge så dybt ind i talens indhold, at man får noget på hjerte. Det personlige forhold til teksten er vigtigt, så den bliver noget indvendigt for forkynderen. At ordne stoffet Efter at stoffet er fundet frem, skal det ordnes. Her skal vi passe på ikke at lave for mange bindinger på, hvordan denne ordning eller disponering skal finde sted, for der er mange måder at gøre det på. Det kommer jeg ind på i næste kapitel, hvor jeg ser nærmere på talens disposition. Men ét er sikkert: Man er nødt til at sortere noget af det stof fra, som man har gravet frem i fase 1, og man er nødt til at skabe et eller andet forløb i talen, der ikke er identisk med den rækkefølge, hvori stoffet blev gravet frem. Nogle talere har lang vej fra fase 1 til 2; andre har kort vej. Nogle talere har en meget stor grad af orden i deres tale, andre har en mindre grad af orden. Det er ikke afgørende. Det er derimod 118

5 9. Tale afgørende, at man foretager en bearbejdning af sit stof, så man sammensætter det, idet man tager tre hensyn: 1. Hvad passer til stoffet? 2. Hvad passer til formålet? 3. Hvad passer til tilhørerne? Det kan ikke nytte noget, at man for eksempel vil have en bestemt bibeltekst til at sige noget, som den ikke siger. Man må som taler respektere sit stof. Budskabet skal springe ud af stoffet; det skal ikke presses ind i det. Så stoffet sagen eller substansen skal altså styre dispositionen. Men det er også vigtigt at udelade visse dele af det fremgravede stof, fordi man kun skal medtage den del af stoffet, der understøtter det formål, man har med sin tale. Som vi senere vender tilbage til, skal en tale ideelt set have én pointe, og det er denne ene pointe, alt det medtagne stof skal sige noget om. Endelig skal ordningen af stoffet tage hensyn til tilhørerne. Hvem er de? Hvor meget kan de kapere? Hvor længe skal jeg tale? Ordningen af stoffet i dispositionen skal så vidt muligt være naturlig og enkel for den pågældende gruppe tilhørere. At formulere talen Når stoffet er fundet og ordnet, skal det formuleres til det, der bliver talen. Her er der selvfølgelig forskel på, om man bruger fuldt manus eller stikordsmanus. Men i alle tilfælde skal der arbejdes med fremstillingens sprog og stil. En tale bør så vidt mulig være enkel. Mange af de taler, som man ikke får særlig meget ud af, lider af mangel på enkelhed. Enten vil taleren for meget, eller også kan han for lidt. Begge dele fører til, at talen bliver uoverskuelig og kringlet. Især indledning og afslutning bør være enkel i en tale. Når man vil for meget med sin tale, får man ikke sorteret det mindre væsentlige fra. Der kommer for mange detaljer med, og der bliver for mange løse ender. Det kan derfor let komme til at se ud til, at taleren vil blære sig med sin enorme viden og indsigt. Og man går hjem med et stærkere indtryk af taleren end af hans budskab. Men det er ikke meningen. Manglen på enkelhed kan også opstå, fordi taleren kan for lidt. Han ved måske for lidt, eller han har ikke forberedt sig grundigt nok. Derfor går talen i tomgang, hvilket fører til, at man får mere fokus på taleren end på talen. 119

6 2. del: Inspiration I en prædiken eller andagt gælder det om at formulere sig rammende. Talen skal ramme sagen og tilhørerne. Derfor skal sproget og stilen være klar. Hun tog citronen ud af køleskabet for at blive skåret i både, er ikke en klar sætning. Forstyrrende formuleringer er støj. Måske er et ord klart for dig, men ikke for dine tilhørere - og det er dem, som talen skal være klar for! Måske tænker du med ordet samfund på den lokale missionshusforsamling. Men hvis samfund for nogle tilhørere er det danske eller internationale samfund, så bør du indrette dit sprog efter de tilhørere, også selv om de måske er i mindretal. Talen skal altså være entydig og letforståelig. Endelig skal talens sprog være levende. Det gør, at man kender den ene sprogbruger fra den anden. Et levende sprog er et individuelt sprog. Nogle generelle sproglige tips: Arbejd på at variere sætningsopbygninger og ordforråd, så du ikke henfalder til frase efter frase, a la børns og så og så og så. Benyt gentagelser for at fremhæve en pointe, for eksempel: Hugo skal være formand, for det er ham, der udreder trådene. Det er ham, folk lytter til. Ja, det er ham, der giver foreningen liv. Benyt sproglige virkemidler som: antiteser (i sorg og glæde) den tænkte indvending (nogle vil nok indvende at ) sammenligning (som ligesom hun var som en mor for ham) metafor (hans hænder var som sandpapir mod hendes hud) selvrettelsen (han kunne godt lide hende, nej, han elskede hende) retoriske spørgsmål (har regeringen afskaffet arbejdsløsheden?) udråb (åh, hvor vi kender det!) overdrivelsen eller underdrivelsen (bilen kan vende på en tallerken) brug personord som jeg, I, vi og de, der markerer, at både taler og tilhørere er mennesker (jeg mener, at vi ) tal uden omsvøb, så hovedsagen står langt tydeligere end bitingene. Husk, at talens formål ikke er opremsning af kendsgerninger eller information. Her adskiller talen sig fra for eksempel undervisningen, hvor kendsgerninger og information har en helt anden selvstændig værdi. I talen er det vigtigt, at kendsgerninger og information gøres gældende af nogen og for nogen. Det 120

7 9. Tale er interessant, at Jesus oprejste Lazarus fra de døde; men det bliver først et element i en prædiken eller andagt, når forkynderen trækken linjen frem til tilhørerne og siger noget om, at som Jesus var stærkere end døden dengang, er han det i dag. At indøve talen Hvad enten en taler har fuldt eller delvist manus, har han brug for at indøve talen både for at den kan leve i hans sind, og for at han ikke skal være for bundet til sit manus. Læs talen igennem en eller flere gange. Indprent dig talen så godt som muligt, så du kan huske dens: -- budskab og pointe -- indledning (hvordan du kommer i gang) -- hovedpunkterne i selve behandlingen -- afslutning (hvordan du får sluttet af). Desuden er det en fordel at kunne sine eksempler og spidsformuleringer udenad. Søg at knytte nogle billeder til det, du vil huske. Prøv for eksempel at finde et billede til indledningen eller afslutningen og til et eller flere af hovedpunkterne. Men husk: Man kan kun huske noget, som man selv har forstået og tilegnet sig! At fremføre talen Når man er nybegynder, er det ofte skræmmende at skulle stå op og holde en kort eller lang tale. Men man kan øve sig på det og vænne sig til det. Prøv at vænne dig til selve tanken om at stå op og sige noget til andre! Læs talen op for dig selv, og lyt til din egen stemme, og mærk efter, hvad du er tilpas med. Pas på hverken at tale for langsomt eller for hurtigt. Dit tempo bør normalt ligge mellem 80 og 130 ord i minuttet. Det er umuligt at sige, hvor lang en tale bør være. Men generelt skal den være så kort som muligt, ikke så lang som muligt. Så kort som muligt kan imidlertid både være 5 og 50 minutter. Men slut altid din tale, inden forsamlingen sidder og venter på, at du gør det. Eller som én har sagt: Hvis talen er god, skader det ikke, at den er kort, og er den dårlig, er det jo kun en fordel, at den er det. Fremtræden kommer jeg nærmere ind på i kapitel

8 2. del: Inspiration Logos, etos og patos Det andet bidrag fra retorikken sætter fokus på de tre appelformer: logos, etos og patos. Her refererer jeg fortrinsvis til en klassisk brug af disse begreber. Jeg tillader mig også at være fri i forhold til traditionel sprogbrug på dette felt, idet jeg vil bruge de tre begreber i en pædagogisk og forkyndelsesmæssig sammenhæng. Logos er det i talen, der appellerer til tilhørernes tanker og viden. En tale, der udelukkende bevæger sig i logos, er ikke en tale, men snarere en form for undervisning eller oplysning. Men en tale uden logos er tom og indholdsløs. Skønt livet ikke sættes på spil, når man anvender logos, har de facts og kendsgerninger, der formidles, almindelig og ordinær betydning for tilhørerne. Etos er det i talen, der appellerer til tilhørernes samvittighed, altså den etiske dimension. Det er vigtige og væsentlige sager, der trækkes frem; men alt er ikke sat på spil, som når man taler med patos. Når man taler i etos, søger man at aktivere tilhørernes etiske bevidsthed og pligtfølelse for at påvirke deres overbevisning og engagement. Patos er det i talen, der appellerer til tilhørernes følelser og lidenskab. Da er alt eller i hvert fald meget sat på spil, og man er ved et klimaks i talen, hvor tilhørerne tiltales direkte med et meget glædeligt eller alvorligt budskab, som kræver, at de tager stilling og handler på det sagte. I patos bruges der ofte billeder, og tilhørerne tiltales (applicering). Sat ind i et skema ser det sådan ud: Appelform Appellerer til Vigtighed Virkning Middel Logos Tanker Viden Almindelig Ordinær Indsigt Belæring Facts Kendsgerninger Etos Samvittighed Forpligtelse Vigtig Væsentlig Overbevisning Engagement Etik Pligt Patos Følelser Lidenskab Altafgørende Alt er sat på spil Handling Stillingtagen Billeder Applicering Lad os tage en prædiken over Den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) som eksempel. Det er logos, når forkynderen fortæller, at samaritanerne kom fra Samaria og var ringeagtede af jøderne. Det er også logos, når han beskriver vejen fra 122

9 9. Tale Jerusalem til Jeriko samt forklarer, hvad en præst og levit er, og hvorfor de ikke ville røre manden. Det vil også ligge på logos-niveau, hvis taleren søger at udrede det spil, der foregår i den indledende samtale mellem den lovkyndige og Jesus. Alt sammen er det dele af talen, som er vigtige for at forstå lignelsen. Det er etos, når forkynderen kommer ind på de etiske implikationer i lignelsen, altså den forpligtelse, som samaritaneren følte, men som de to andre ikke følte. Det ville også ligge på etos-niveau at komme ind på den dybere betydning af den lovkyndiges indledende dialog med Jesus (vers 25-29). På etos-niveau kan forkynderen også søge at appellere til tilhørernes samvittighed, så de vækkes til engagement for selv at være barmhjertige. Det er patos, når forkynderen anvender teksten og dens stærke billedsprog til at tiltale tilhørerne. Taleren kan for eksempel anvende lignelsen til at forkynde, at Jesus Kristus er den barmhjertige samaritaner for os. Han finder os og bringer et stort offer for vores frelse; og det er livet om at gøre, at vi lader ham være den barmhjertige samaritaner for os. Taleren kan desuden anvende lignelsen sådan, at tilhørerne udfordres til at handle på samme måde som samaritaneren i sit nærmiljø eller ved at rejse til den tredje verden. Som man ser, glider de tre appelformer over i hinanden, og man kan ikke adskille dem skarpt; men de markerer forskellige niveauer og grader af intensitet i prædikenen, som man gør klogt i at være opmærksom på under forberedelsen og fremførelsen af prædikenen. Men det afgørende er, at en god prædiken skal give indsigt (logos), den skal engagere (etos), og den skal udfordre til både tro og efterfølgelse (patos). Kunsten er derfor at få sin prædiken eller andagt til at svinge imellem disse tre niveauer, altså at benytte dem alle tre på passende måde. En prædiken kan til nød bevæge sig (næsten) udelukkende på etos-niveau. Men den må ikke bevæge sig udelukkende på logos-niveau. Hvis det sker, bliver prædikenen i bedste fald interessant, i værste fald kedelig; men den hverken frisætter eller forpligter tilhørerne. En prædiken eller andagt må heller ikke bevæge sig udelukkende på patos-niveau. Hvis det sker, bliver den for intens og anmassende. Det bliver ligesom for varmt og anstrengende for tilhørerne, og desuden sker der det, at når alt det sagte er lige livsvigtigt og udfordrende, bliver intet ordentligt udfordrende eller livsvigtigt. I formidlingen er der instanser: budskabet, formidleren og modtageren. Retorikkens appelformer svarer til disse tre. Logos er især knyttet til budskabet. Etos er især knyttet til formidleren. Og patos er især knyttet til modtageren. Det skal forstås sådan: 123

10 2. del: Inspiration Budskabet har tilknytning til både etos og patos i og med, at det vil engagere, frisætte og forpligte tilhørerne; men dets substans er logos: En viden, en kerne af facts, nogle kendsgerninger, uden hvilke budskabet er en tom skal. Formidleren (i dette tilfælde: forkynderen) er jo den person, der forvalter appelformerne. Han skal sørge for, at der bliver noget i prædikenen eller andagten til modtagerne som hele mennesker. Men afgørende for hans gennemslag er hans egen etos, dvs. hans troværdighed. Modtageren (i dette tilfælde: tilhørerne) skal mødes med logos og etos, altså appel til såvel tanke som samvittighed. Men da prædikenens opgave er at frisætte og forpligte modtageren, er det vigtigt, at modtageren udfordres af prædikenens patos. Billeder Velvalgte verbale billeder i prædikener og andagter er vigtige af flere grunde: 1. Forskellige undersøgelser har vist, at de visuelle sanseindtryk er basale for de fleste. Mennesker må kunne se, hvad vi siger, når vi formidler Guds ord. Don t tell it. Show it! 2. Billeder er lette at huske. Vores hukommelse er i meget høj grad koblet til de billeder, vi ser for vores indre blik. Tænk selv efter, hvad du husker bedst fra en prædiken. Det vil ofte være en pointe eller et anliggende, der er hæftet op på et billede, som prædikanten brugte. Dette hænger sammen med, at billeder er velegnede til at fremkalde følelser, og følelser husker vi godt, fordi de i mange tilfælde sætter sig i kroppen på os. (Når vi føler skam, rødmer vi. Når vi bliver bange flygter vi. Osv). Hukommelse, følelser og billeder hænger altså nøje sammen. 3. Den tredje grund til at være flittig bruger af billeder i prædikener og andagter er, at Bibelen gør det. Guds ord er rigt på billeder, historier og eksempler. Ud over at bibelhistorien er én lang billedskildring, så bruger profeterne, apostlene og Jesus selv mange billeder. Israel er som en vingård. Gud er som en pottemager. Jesus er Guds tolk. Syv menigheder er som syv lysestager. Jesus er det levende vand og livets brød. Osv. Denne erkendelse af, at vi må kunne se det, der bliver sagt, har indlejret sig i vores danske sprog. Alene vores tale om det indre blik dokumenterer, hvor 124

11 9. Tale meget det betyder at kunne se, hvad der bliver sagt. Og hvis vi synes, det er svært at få overbevist en anden, siger vi: Jamen, kan du ikke se det!? Eller: Det må du da kunne se! Altså: Det er vigtigt, at vores formidling er billedrig. Men det skal selvfølgelig være velvalgte billeder, der viser det, vi ønsker at vise; ellers er det jo lige så tåbeligt som at vise et foto af en stol, hvis vi vil vise et bord. Et eksempel: Skoleeleven Per er kommet for sent så mange gange, at han får en eftersidning. Men så siger hans klassekammerat, Poul, at han tager eftersidningen, hvorfor læreren lader Poul sidde efter i stedet for Per. Og sådan er det også i Guds rige: Gud lod Jesus sidde efter tage straffen i stedet for os. Det billede finder jeg ikke velvalgt! For det første er det en tåbelig lærer, der tillader sådan et strafbytte, og jeg synes ikke, Gud skal sammenlignes med en tåbelig lærer. For det andet er en synder som Poul ikke et troværdigt billede på den syndfrie Jesus Kristus. For det tredje handler retfærdiggørelse, som dette jo skulle være et billede på, om noget dybere, end at en anden straffes. Velvalgte billeder er først og fremmest de billeder, som Bibelen selv bruger. Men det er også billeder, der viser en bibelsk pointe. Eksempler: Et kaffefilter kan bruges som billede på, hvordan ordet fra Gud siver ud af os. En håndboldkamp, hvor man kaster og griber bolden, kan bruges til at sige noget om, at vi skal gribe det evige livs ord, som Gud kaster til os, og at vi skal kaste Guds ord videre til andre. En bro kan bruges til at sige noget om, hvor vigtigt det er, at Jesus er både Gud og menneske. Vinduespudsning kan bruges til at sige noget om Helligåndens gerning. En guldring kan bruges til at sige noget om troen. Man kan også gøre brug af modbilleder for at få en vigtig åndelig pointe frem. Man kan fortælle en historie om en mor, der var ligeglad med, at hendes barn blev væk, og derefter sige, at selv om noget så usandsynligt skulle ske, så er Gud aldrig ligeglad med os. Eller man kan fortælle om en solsort under vand og en fisk på land for at få en pointe frem om betydningen af at være i det element, som Gud har skabt os til, nemlig sit rige. 125

12 2. del: Inspiration Ingen billeder er fuldkomne. Derfor skal man forsøge at hindre misforståelse og understrege, at netop her holder billedet ikke. Man skal heller ikke presse et billede mere, end det kan holde til. Normalt er det bedst at bruge et billede til at illustrere én ting helst den ene ting, man gerne vil have frem med sin prædiken eller andagt. Konkretisering og eksemplificering I familie med billedet er konkretiseringen og eksemplificeringen, som også er vigtige i forkyndelsens håndværk. Forkyndelsen af Guds ord skal ikke holdes i generelle vendinger og teoretiske termer fjernt fra tilhørernes hverdag. Forkyndelsen skal derimod føres ind i tilhørernes verden, så selv abstrakte begreber som synd og nåde, har med det konkrete liv at gøre. For synd er noget, der findes i vores liv og vores hverdag, og der kan gives talrige eksempler på det, hvilket Guds ord også gør. Og nåden er så nær og konkret, som Jesus blev menneske, levede, led, døde og opstod i vores verden. Ja, hans nåde er netop nåde for de konkrete synder og den konkrete arvesynd jeg erfarer i mit liv. I prædikener og andagter er det en god idé at benytte eksempler og konkretiseringer fra sit eget liv. Lad tilhørerne mærke din egen personlighed, lidenskab, humor, vrede, sorg og glæde; uden at du bliver privat. Det gør forkyndelsen hverdagsnær. Ofte er det blot en antydning af, at dette har med hverdagen at gøre, der skal til, for at tilhørerne fornemmer relevansen af det sagte. Konkretisering og eksemplificering gør, at tilhørerne oplever sig genkendt. De oplever sig set, hvilket er vigtigt både for at hænge på og for at få noget ud af det. Benyt dig også af iagttagelser fra menneskelivet. Nogen du har talt med. Noget du har læst, set, hørt eller sanset på andre måder. Sandsynligheden for, at en eller flere tilhørere har lignende erfaringer, er stor. Det er ikke for ingenting, at ordet bevæge har en dobbelt betydning. Når man bliver bevæget, så bevæger man sig. Vores prædikener og andagter har til opgave at flytte mennesker ind i Guds nåde og ud i livet med andre mennesker. Derfor skal tilhørerne blive bevægede af det, vi formidler. Dét sker ikke i kraft af vores talekunst, men kun ved, at tilhørerne bliver bevæget af mødet med Helligånden. Men Helligånden virker ikke umiddelbart. Han virker gennem det middel, som vores formidling er. Derfor er arbejdet med håndværket ikke uden betydning.