DEL I. Central og Superuniverserne KAPITEL I DEN UNIVERSELLE FAR

Transkript

1 DEL I Central og Superuniverserne KAPITEL I DEN UNIVERSELLE FAR EN Universelle Far er hele skabelsens Gud, den Første Kilde og Centrum for alle ting og væsner. Tænk først om Gud som en skaber, dernæst som en overvåger, og tilsidst som en uendelig opretholder. Sandheden om den Universelle Far var begyndt at gå op for menneskeheden da profeten sagde: Du, Gud, er den eneste; der er ingen foruden dig. Du har skabt himmelen og himlernes himmel, med alle deres hærskarer; du bevarer og kontrollerer dem. Universerne er Guds Sønners værk. Skaberen dækker sigselv med lys som med et klædningsstykke og udspænder himmelen som et tæppe. Kun begrebet af den Universelle Far en Gud i stedet for mange guder gør det dødelige menneske i stand til at forstå Faderen som en guddommelig skaber og uendelig overvåger. De utallige planetariske systemer er alle skabt for i sidste instans at blive beboet af mange forskellige typer af intelligente skabninger, væsner som kunne kende Gud, modtage den guddommelige hengivenhed, og elske ham til gengæld. Universernes univers er Guds arbejde og tilholdsstedet for hans forskellige skabninger. Gud skabte himmelerne og formede jorden, han grundlagde universet og skabte ikke denne verden forgæves; han formede den til at bliver beboet. Alle de oplyste verdner anerkende og tilbeder den Universelle Far, den evige skaber og uendelige opretholder af hele skaberværket. I univers efter univers har vilje skabningerne begivet sig ud på den lange, lange rejse mod Paradis, i den evige eventyrrejses fortryllende kamp for at nå frem til Gud Faren. Det ophøjet mål for de tidsfødte børn er at finde den evige Gud, at forstå den guddommelige natur, at genkende den Universelle Far. Gudsfortrolige skabninger har kun en højeste ambition, kun et fortærende ønske, og det er at bliver som ham i deres egen sfærer, som han er i personlighedsfuldkommenhed på Paradis og i hans universelle sfære aforetfærdig Højestehed. Fra den Universelle Far som bebor evigheden, er der fremkommet det højeste bud, Vær fuldkommen, som jeg er fuldkommen. I kærlighed og barmhjertighed har Paradisets budbringere båret denne guddommelige formaning ned gennem tidsalderne og ud igennen universerne, selv til sådanne simple dyriske-oprindelses skabninger som de menneskelige racer på Urantia. Dette pragtfulde og universele påbud om at efterstræbe opnåelsen af den guddommelige fuldkommenhed er den første forpligtelse, og burde være den højeste målsætning af hele den fuldkomne Guds skaberværk af kæmpende skabninger. Denne mulighed for opnåelse af guddommelig fuldkommenhed er den endelig og sikreste skæbne af menneskets evige åndelige fremskridt. De dødelige på Urantia kan næppe have noget håb om at bliver fuldkomne set i uendelighedens lys, men det er fuldt ud mulig for mennesker, med det udgangspunkt

2 de har her på denne planet, at opnå det overjordiske og guddommelige mål som den uendelige Gud har fremsat for de dødelige menneskesker. Og når de opnår denne skæbne, vil de i alle henseender som har med selvrealisering og sindspræstationer at gøre, være lige fuldendte i deres sfære af guddommelig fuldkommenhed som Gud selv er det i sin sfære af uendelighed og evighed. En sådan fuldkommenhed behøver ikke være universel i materielt henseende; ej heller bedst af en ubegrænset intellektuel fatteevne eller være endelig med hensyn til åndelig erfaring, men den er endelig og fuldstændig i alle andre henseender som omfatter guddommelig vilje, perfektion af den personlige motivering og gudsbevisdthed. Dette er den virkelige betydning af den guddommelige befaling: "Bliv fuldkomne som jeg selv er fuldkommen," som altid driver mennesket videre og henviser det indad i den lange og fascinerende kamp for opnåelsen af et stadig højere åndelige værdinivau og opdagelse af universets sande mening. Denne ædle søgen efter universenes Gud er tid- og rumverdnernes indbyggeres uovertræffelige eventyr. 1. FADERENS NAVN 22.4 Af alle de navne som Gud Fader er kendt som i universene, er det dem som betegner ham som den Første Kilde og Centrum for Universet som er de hyppigst forekommende. Den Første Far er kendt under forskellige navne i forskellige universer og i forskellige sektorer af det samme univers. De navne som skabningerne tilskriver Skaberen afhænger for en stor del af skabningens begreb om Skaberen. Den Første Kilde og Centrum for Universet har aldrig åbenbaret sig ved navn, men kun ved sit væsen. Hvis vi tror at vi er børn af denne Skaber, så er det vel naturlig at vi omsider skal komme til kalde ham Far. Men dette er et navn vi selv har valgt, og det udspringer fra vor anerkendelse af vort personlige forhold til den Første Kilde og Centrum. Den Universelle Far påtvinger aldrig universernes tænkende viljesskabninger nogen form for vilkårlig anerkendelse, formel tilbedelse eller underkastende tjeneste. De udviklingsmedvirkende indbyggere af tid- og rumverdnerne må af sig selv, i sine egne hjerter, anerkende, elske og frivillig tilbede ham. Skaberen nægter at fremtvinge eller pådudte underkastelse af sine materielle skabningers åndelige frie vilje. Den kærlige vielse af menneskets vilje til at udføre Faderens vilje er dets mest udsøgte gave til Gud; en sådan indvielse af skabningens vilje er faktisk menneskets eneste mulige gave af virkelig værdi til Paradisets Far. [bibel] Mennesket lever, rører sig og har sin væren i Gud; der findes ikke noget som mennesket kan give til Gud undtagen dette valg om at rette sig efter Faderens vilje, og sådanne besludninger, udført at universernes tænkende viljeskabninger udgør virkeligheden om den sande tilbedelsen som er så tilfredsstillende for Skaberfaderens kærlighedsdomineret væsen, Når i først er blevet virkelig gudsbevidste, efter at i virkelig opdager den majestætiske Skaber og begynder at erfare virkeliggørelsen af den iboende tilstedeværelse af den guddommelige overvåger, da vil i i overensstemmelse med deres oplysthed og med måden og metoden som de guddommelige Sønnere åbenbarer Gud på, finde et navn for den Universelle Far som behørig udtrykker jeres begreb om den Første Store Kilde og Center. Og sådan bliver Skaberen kendt på forskellige verdner og i afvekslende universer under talrige benævnelser som alle betyder det samme hvad forholdet til ånden angår, men som udtrykt i ord og symboler hver for sig genspejler graden og dybden af hans ophøjethed i hans skabningers hjerter i et hvilket som helst rige.

3 Nær centret for universernes univers er den Universelle Far allermest kendt under navne som kan anses for at betyde Første Kilde. Længere udover i rumuniverserne vil de udtryk som bruges for at kendetegne den Universelle Far, oftere betyde Universets Center. Endnu længere ude i stjernetågernes skaberværk er han i lighed med på hovedkvarterverdenen for deres lokale univers kendt som den Første Skabende Kilde og Guddommelige Center. I en af jeres nære konstellastioner bliver Gud kaldt universernes Far; i en anden, den Uendelige Opretholder, og længere øst, den Guddommelige Overvåger. Han er også blevet betegnet som Lysets Far, Livets Gave og den Ene Almægtige. På de verdner hvor en Paradis Søn har levet et overdragelsesliv, er Gud sædvanligvis kendt ved et navn som antyder persontilknytning, ømhed og faderlig hengivenhed. På jeres konstellastionshovedkvarter bliver Gud omtalt som den Universelle Far, og på forskellige planeter i jeres lokale system af beboede verdner er han på forskelligvis kendt som Fædrenes Far, Paradisets Far, Havonas Far og Åndens Far. De som kender Gud fra Paradis Sønnernes åbenbaringer gennem disses overdragelsesliv, vil give efter for den følelsesmæssige apel i den rørende tilknytning mellem Skaberen og den skabte og omtale Gud som "vor Far". På en planet med køns skabninger, på en verden hvor forældrefølelsens impulser hører hjemme i hjerterne hos dens tænkende væsner, bliver begrebet Far et meget udtryksfuldt og passende navn på den evige Gud. Han er bedst kendt, mest almindelig anerkendt, på jeres planet Urantia under navnet Gud. Navnet som han er givet, har kun en lille betydning; det som betyder noget, er at i lærer ham at kende og går ind for at bliver som ham. Jeres fordums profeter kaldte ham sandfærdig for "den evigvarende Gud" og henviste til ham som den som [bibel] "har sit hjem i evigheden". 2. GUD SOM REALITET Gud er den oprindelige virkelighed i åndens verden; Gud er kilden til sandheden i sindssfærerne; Gud overskygger alt overalt i de materielle domæner. For alle skabte tænkende væsner er Gud en personlighed, og for universernes univers er han den evige virkeligheds Første Kilde og Centrum. Gud er hverken menneskelignende eller maskinlignende. Den Første Far er universel ånd, evig sandhed, uendelig virkelighed og faderpersonlighed. 23.5/26.0 Den evige Gud er uendelig meget mere end idealiseringen af virkeligheden eller personliggørelse af universet. Gud er ikke kun menneskets højeste ønske, konkretiseringen af hva de dødelige søger efter. Ej heller er Gud ikke kun et begreb, et retfærdighedens kraftpotentiale. Den Universelle Far er ikke noget synonym for naturen, ei heller er han personificeret af naturlovene. Gud er en transcenderet virkelighed, ikke kun menneskets traditionelle opfattelse om de højeste værdier. Gud er ikke et psykologisk koncentrat af de åndelige betydninger og heller ikke "menneskets ædleste værk". Gud kan udgøre hvilken som helst af disse opfattelser i folks bevidsthed, men han er mere end som så: Han er en frelsende person og en kærlig Far for alle dem som nyder den åndelige fred på jord og som higer efter at opleve personlighedens overlevelse når de dør. Det realle ved Guds eksistens synliggøres i menneskets erfaringsverden gennem den guddommelige tilstedeværelse som bor i mennesket, den åndelige

4 Overskueren som er sendt fra Paradis for leve i menneskets dødelige sind hvor den bistår med at udvikle den udødelige sjæl som fortsætter med at leve i al evighed. Denne guddommelige Tankeretters tilstedeværelse i menneskesindet kommer til udtryk gennem tre slags oplevede fænomener: 1. Den intellektuelle evne til kende Gud gudsbevidstheden. 2. Den åndelige drivkraft efter at finde Gud gudssøgen. 3. Personlighedens higen efter at blive som Gud det helhjertede ønske om at udføre Faderens vilje. Guds eksistens kan aldrig bevises ved hjælp af videnskabelige forsøg eller ved hjælp af den rendyrkede fornuft af logiske ræsonnementer; Gud kan kun opleves som virkelig gennem ens livserfaring. Alligevel er den sande opfattelse om Guds realitet logisk holdbar, filosofisk forsvarlig, af afgørende betydning i religiøs sammenhæng og uundværlig for ethvert håb om personlighedens overlevelse. De som kender Gud, har oplevet hans nærhed som en kendsgerning; sådanne gudsfortrolige dødelige indeholder ved deres personlige erfaring det eneste gyldige bevis på den levende Guds eksistens som et menneske kan tilbyde et andet. Guds eksistens er fuldstændig hinsides det muliges bevisførelse, bortset fra når det gælder kontakten mellem menneskesindets gudsbevidsthed og gudstilstedeværelsen i form af Tankeindretteren som bor i det dødelige intellekt og overdraget til mennesket som den Universelle Fars frie gave I teorien kan i forestille jer Gud som Skaberen, og han er den personlige skaber af Paradis og fuldkommenhedens centralunivers, men alle tid- og rumuniverserne skabes og organiseres af Paradiskorpset af Skabersønner. Den Universelle Far er ikke den personlige skaber af det lokale univers Nebadon, det univers i lever i; det er hans Søn Mikaels skaberværk. Selv om Faderen ikke personlig skaber udviklingsuniverserne, holder han styr over dem i mange af deres universelle forhold og i enkelte af deres fysiske, sindsmæssige og åndelige energiytringer. Gud Fader er den personlige skaber af Paradisuniverset og skaberen, under medvirkning af den Evige Søn, af alle andre personlige Universskabere. Som en som holder fysisk styring i det materielle univers af universer, fungerer den Første Kilde og Centrum i henhold til den evige Paradisets Ø mønstre, og gennem dette absolutte gravitationscenter holder den evige Gud kosmisk overopsyn med det fysiske plan ligelig i centraluniverset som udover i universernes univers. Som sind fungerer Gud i den Uendelige Ånds Guddom; som ånd kommer Gud til udtryk i den Evige Søns person og i personerne af den Evige Søns guddommelige børn. Dette samspil mellem den Første Kilde og Centrum og Paradisets samordnede Personer og Absolutter forhindrer ikke på nogen måde at den Universelle Far personlig handler direkte overalt i skaberværket på alle dets planer. Ved hjælp af tilstedeværelsen af sin fragmenteret ånd holder Skaberfaderen umiddelbar kontakt med sine skabningebørn og sine skabte universer. 3. GUD ER EN UNIVERSEL ÅND "Gud er ånd." Han er en universel åndelig tilstedeværelse. Den Universelle Far er en uendelig åndelig realitet; han er [bibel]"den selvrådende, evige, udødelige,

5 usynlige og eneste sanse Gud." Selv om i er "Guds afkom", bør i ikke tro at Faderen er som jer i form og fysik fordi det har været sagt at i er skabt "i hans billede" beboet af Mysterieoverskuerne som er udsendt fra tilholdsstedet for hans evige tilstedeværelse. Åndevæsener er virkelige på trods af at de er usynlige for menneske øjne og selv om de ikke er af kød og blod. En af oldtidens seere sagde det således: [bibel]"se, han går ved min side og jeg ser ham ikke; han passere også forbi mig, men jeg mærker ikke at han er der." Vi kan når som helst betragte Guds værk; vi kan være meget stærkt bevidste om de materielle beviser på hans storslået handlen, men sjælden får vi ved selvsyn lov til at opleve det synlige udtryk for hans guddommelighed; ikke engang noget af hans udsendte ånd som tager bolig i mennesket, får vi at se. Den Universelle Far er ikke usynlig fordi han gemmer sig væk for de laveste skabningene som præges af materialistiske handicap og begrænsede åndelige evner. Det forholder sig snarere således: [bibel] "I kan ikke se mit ansigt, for ingen dødelig kan se mig og leve." Intet materielt menneske ville kunne skue åndens Gud og beholde sin eksistens som dødelig. Den guddommelige personligheds herlighed og åndelige udstrålingskraft er unærmelig for lavere kategorier af åndevæsener eller for enhver slags materielle personligheder. Den åndelige lysstyrke fra Faderens personlige nærhed er et "lys som intet dødelig menneske kan nærme sig, som ingen materiel skabning har set eller kan se." Men det er heller ikke nødvendig at se Gud med de kødelige øjne for at kunne skelne ham med det åndeliggjorte sinds trosindsigt. Den Universelle Fars åndsvæsen deles til fulde med hans sameksisterende jeg, Paradisets Evige Søn. Både Far og Søn deler ligeledes den universelle og evige ånd til fulde og uden forbehold med deres tilknyttede samvirkende personlighed, den Uendelige Ånd. Guds åndd er i og af sig selv absolut; i Sønnen er den ikkeegenskabsbestemt, i Ånden universel, og hos alle tre er den uendelig. Gud er en universel ånd; Gud er den universelle person. Den højeste personlige virkelighed i det tidsombundne skaberværk er ånd, den yderste virkelighed i det personlige kosmos er absonit ånd. Kun uendelighedens niveauer er absolutte, og kun på sådanne niveauer e r det endelig enhed mellem materie, sind og ånd I universerne er Gud Fader den som har potentiale til at holde den fulde styring med materie, sind og ånd. Kun ved hjælp af sit vidtomspændende personlighedskredsværk beskæftiger Gud sig direkte med personlighederne i sit kæmpemæssige skaberverk af viljevæsener, men han kan (udenfor Paradis) kun kontaktes gennem sine fragmentariske enheders tilstedeværelse, Guds vilje spredt udover i universerne. Denne Paradisets ånd som tager bolig i sindene hos de tidsbundne dødelige og der fostrer udviklingen af den overlevende skabnings udødelige sjæl, indeholder den Universelle Fars væsen og guddommelighed. Men sindene hos sådanne udviklingsskabninger har deres oprindelse i de lokale universer og er nødt til at tilstræbe sig den guddommelige fuldkommenhed ved gennem erfaring at nå de åndelige forvandlinger som uundgåelig følger af at skabningen vælger at udføre den himmelske Fars vilje. I menneskets indre oplevelse er sindet forbundet med materien. Sådanne materietilkoblede sind kan ikke overleve når mennesket dør. Overlevelsesteknikken har sit grundlag i de tilpasninger af menneskeviljen og de forvandlinger i den dødeliges sind som gradvis gør et sådan gudsbevidst intellekt modtagelig for åndelig

6 oplæring og dernæst for åndelig ledelse. Denne udvikling af menneskesindet fra materietilknytning til forening med ånden fører til at de latent åndelige faser i den dødeliges sind omdannes til den udødelige sjæls morontiavirkeligheder. Et dødelig sind som underkaster sig materien, vil nødvendigvis bliver mere og mere materielt og til slut som en følge af det få sin personlighed udslettet; mens det sind som retter sig efter ånden ligeledes bliver mere og mere åndelig og til slut opnå enhed med den overlevende og guddommelige ånd og på denne måde overleve og opnå evig eksistens for sin personlighed Jeg udgår fra den Evige, og jeg har gentagende gange vendt tilbage til den Universelle Fars nærhed. Jeg er bekendt med realiteten i den Første Kilde og Center og hans personlighed, den Evige og Universelle Far. Jeg ved at mens den storslået Gud er absolut, evig og uendelig, så er han også god, guddommelig og imødekommende. Jeg er bekendt med sandheden om de vigtige bekendtgørelser: "Gud er ånd" og "Gud er kærlighed," og disse to egenskaber bliver mest fuldstændig åbenbaret for universet gennem den Evige Søn. 4. MYSTERIET GUD Guds fuldkommenhed er så uendelig at den for altid gør ham til et mysterium. Og det største af alle Guds uudgrundelige mysterier er det fænomen at Gud tager bolig i de dødeliges sind. Den måde hvorpå den Universelle Far færdes sammen med tidsskabningerne, er det mest dybtgående af alle universets mysterier; den guddommelige nærhed i menneskesindet er selve mysteriernes mysterium. De dødeliges fysiske kroppe er "Guds templer". Rent bortset fra at de Suveræne Skabersønner kommer i nærheden af skabningerne på deres beboede verdner og "trækker alle mennesker til sig"; selv om de "står ved døren" til bevidstheden "og banker på" og fryder sig over at kunne komme ind til alle dem som vil " åbne dørene til deres hjerter"; selv om dette intime personlige samkvem mellem Skabersønnene og deres dødelige skabninger faktisk finder sted, så vil det dødelige mennesket ikke desto mindre have noget fra selveste Gud som faktisk har sin bolig indeni det og som dets legeme er et tempel til ære for. Når i er færdige her nede; når jeres færd i en midlertidig form på jorden er kommet til vejs ende; når jeres prøvelsesrejse i kødet er over; når støvet som det dødelige tabernaklet består af, "vender tilbage til jorden hvorfra det kom ": da, er det åbenbaret, at den iboende "ånd skal vende tilbage til Gud som skænkede den." Det færdes indeni ethvert moralske væsen på denne klode et fragment af Gud, en andel af selve det guddommelige. I har ikke ejendomsretten til det, men det er en del af planen at det skal bliver ett med jer hvis i overlever den dødelige tilværelsen. Vi bliver uafladelig konfronteret med dette Guds mysterium; vi er rådvilde over at se hvorledes stadig mere af sandheden om hans uendelige godhed, grænseløse nåde, mageløse visdom og uovertræffelige karakteregenskaber breder sig ud for os i et endeløst panorama. 26.7/27.0 Det guddommelige mysterium består i den vedhængende forskel som skiller det endeomspundne fra det uendelige, det tidsbestemte fra det evige, den tidrumbundne skabning fra den Universelle Skaber, det materielle fra det åndelige, menneskets ufuldkommenhed fra Paradisets Guddoms fuldkommenhed. Den

7 universelle kærlighedens Gud giver sig med ufejlbarlig trofasthed fuldt ud til kende hos hver og en af sine skabninger så langt som en sådan skabning åndelig evner at fatte den guddommelige sandheds, skønheds og godheds kvaliteter. For hvert eneste åndevæsen og hver eneste dødelige skabning i hver eneste sfære og på hver eneste verden i universernes univers åbenbarer den Universelle Far alt det af sit elskværdige og guddommelige jeg som kan skelnes eller fattes af sådanne åndevæsener og de dødelige skabninger. Gud uddeler ikke respekt til personer, hvrken åndelige eller materiel. Det guddommelige nærhedsom ethvert barn af universet til enhver tid nyder godt af, begrænses kun af en sådan skabnings evne til at modtage og skelne den overmaterielle verdens åndelige realiteter. Som en åndelig erfaret virkelighed udgør Gud ikke noget mysterium for mennesket. Men når man forsøger at klarlægge åndeverdnernes virkeligheder for sindene af den materielle orden, melder mysteriet sig: mysterier som er så subtile og så dybtgribende at den gudsfortrolige dødelige kun gennem sin trosforstand kan udrette det filosofiske mirakel det er som endeomspunden at kunne genkende den uendelige, dette at dødelige udviklingsvæsener på de materielle tid- og rumverdner skal kunne få et glimt af den evige Gud. 5. DEN UNIVERSELLE FARS PERSONLIGHED Tillad ikke at Guds storhed, hans uendelighed, hverken skal kunne formørke eller overskygge hans personlighed. [bibel] "Han som planlagde øret, skal ikke han kunne høre? Han som udformet øjet, skal ikke han kunne se?" Den universelle Far er kulminationen af guddommelig personlighed; i hele skaberværket er han personlighedenes kilde og endemål; Gud er både uendelig og personlig; han er en uendelig personlighed. Faderen er i sandhed en personlighed, rent bortset fra at hans persons uendelighed for altid placerer ham hinsides de materielle og endeomspundne væseners fulde forståelse. Gud er meget mere end en personlighed sådan som personlighed forstås af menneskesindet; han er til og med langt mere end ethvert begreb om en superpersonlighed. Men det er fuldstændig nytteløst at diskutere sådanne uforståelige begreber om guddommelig personlighed med materielle skabningesind hvis maksimums begreb om hvad tilværelsens virkelighed er, består af en personligheds idé og ideal. Den materielle skabnings højeste mulige begreb om den Universelle Skaber er omfavnet indenfor de åndelige idealer som den guddommelige personligheds ophøjede idé står for. Derfor vil i, selv om i måske ved at Gud nok er meget mere end hvad mennesket kan forstå af hvad personlighed er, være lige så fuldt ud klar over at den Universelle Far umulig kan være noget mindre end en evig, uendelig, sand, god og smuk personlighed. Gud skjuler sig ikke for nogen af sine skabninger. Han er utilnærmelig for så mange slags væsner kun fordi han [bibel] "dvæler i et lys som ingen materiel skabning kan nærme sig." Den guddommelige personligheds uhyre udstrækning og storslåethed ligger hinsides fatteevnen for de dødelige udviklingsskabningers ufuldkomne sind. Han [bibel 3x] "måler vandmasserne i sin hule hånd, måler et univers med sin håndsbredde. Det er ham som sidder på jordens omkreds, som strækker himmelhvælvingerne ud som en dug og spreder dem udover som et univers man kan bo i." "Løft deres øjne op mod det høje og tag i øjesyn hvem det er som har skabt alt dette, som har tal på alle verdnerne han bringer til veje og nævner dem alle ved deres navn;e" og således er det sandt at "det usynlige som er af Gud kan delvis

8 forstås gennem alt det som er blevet skabt." I dag må i fra jeres eget ståsted skelne den usynlige Skaber gennem hans mangfoldige og varieret skaberværk såvel som gennem hans Sønners og deres talrige underordnedes åbenbaring og tjeneste. Til trods for at materielle dødelige ikke kan se Guds person, burde de fryde sig i forvisning over at han er en person; ved tro godtager den sandhed som fremstiller Paradisets Skaber som den som således elsket verden at han sørgede for at dets ringe beboere kan fortsætte deres åndelige fremgang i al evighed; at han "fryder sig over sine børn." Gud kommer ikke til kort når det gælder nogen af de overmenneskelige og guddommelige egenskaber som indgår i en fuldkommen, evig, kærlig og uendelig skaberpersonlighed I de lokale skaberværker (superuniversernes personel ikke medregnet) findes det ingen personlig eller udstationeret manifestation af Gud bortset fra de Skabende Paradissønnere som er de beboede verdners fædre og de lokale universers suveræne herskere. Om skabningens tro var fuldkommen, ville han med sikkerhed vide at når han havde set en Skabersøn, havde han set den Universelle Far; i sin søgen efter Faderen ville han ikke spørge efter eller forvente at se nogen anden end Sønnen. Det dødelige mennesket kan simpelthen ikke se Gud før det opnår fuldstændig åndelig forvandling og faktisk når frem til Paradis. Med til de Skabende Paradissønners væsensegenskaber hører ikke alle den universelle absolutheds ikke-egenskabsbestemte potentialer som indgår i den Første Store Kilde og Centrums uendelige væsen, men den Universelle Far er på alle måder guddommelig til stede i Skabersønnerne. Faderen og hans Sønner er ett. Disse Paradissønnere af Mikaels orden er fuldkomne personligheder og endogså til mønstret for al personlighed i det lokale univers, fra den Stråleklare Morgenstjernes personlighed og nedover til personligheden hos den mest laveste menneskeskabning som kommer som en videreudvikling af dyreriget. Uden Gud og uden hans storslået og centrale person ville det ikke findes nogen personlighed i hele det vældige universernes univers. Gud er personlighed. Bort set fra at Gud er en evig kraft, en majestetisk nærværelse, et bagvedliggende ideal og en herlighedsudstrålende ånd, selv om han er alt dette og uendelig meget mere, ikke desto mindre er han i sandhed og til evig tid en fuldkommen Skaberpersonlighed, en person som kan "kende og bliver kendt", som kan "elske og bliver elsket", og en som kan gøre sig til ven med os. Ligeledes kan du blive kendt, som Guds ven. Han er en virkelig ånd og en åndelig realitet. Idet vi ser den Universelle Far åbenbaret over hele hans univers; idet vi skimter at han dvæler hos hver og en blandt sit mylder af skabninger; idet vi beskuer ham i hans Selvrådende Sønners personer; idet vi fortsætter med at få en føling af hans guddommelige nærvær rundt omkring, nært og fjernt, lad os da ikke betvivle eller sætte spørgsmålstegn ved den forrang hans personlighed har. På trods af al denne vidtomspændende udspredningen forbliver han en sand person og opretholder til evig tid sin personlige forbindelse med sine utallige skarer af væsner som han har skabt og som findes spredt rundt om i universernes univers. Ideen om den Universelle Fars personlighed er en udvidet og sandere forestilling om Gud som er kommet til menneskeheden hovedsagelig gennem

9 åbenbaringer. Både fornuften, visdommen og den religiøse erfaring peger mod og henspejler til Guds personlighed, men magter ikke helt at påvise den. Selv den iboende Tankeretter er førpersonlig. Enhver religions sandhedsindhold og modenhed står direkte i proportion til den forestillingen den har om Guds personlighed og til dens indsigt om Guddommens absolutte enhed. Ideen om en personlig Guddom bliver derfor målestokken på den religiøse modenhed efter at religionen først har formuleret begrebet om Guds enhed. De primitive religioner havde mange personlige guder, og de var formet i menneskets billede. Åbenbaringer bekræfter gyldigheden af begrebet om Guds personlighed, noget som på grundlag af videnskabens forudsætning om en Første Årsag ikke er mere end en mulighed, og som i tråd med filosofiens idé om den Universelle Enhed kun kan antydes. Kun ved hjælp af personlighedens tilnærmingsbestræbelser kan nogen person begynde at danne sig et klart billede af Guds enhed. Fornægter man at den Første Kilde og Centrum har en personlighed, står man kun med valget mellem to filosofiske dilemmaer: materialismen og panteismen. Når man prøver at forestille sig Guddommen, må personlighedsbegrebet løsrives fra ideen om kropslighed. En materiel krop er ikke uundværlig for personligheden hverken for mennesket eller for Gud. Det fejlagtige ved kropslighedsforestillingen kommer til udtryk i begge yderligheder af menneskelig filosofi: Ifølge materialismen kan mennesket, siden det mister sin krop når det dør, ikke fortsætte med at eksistere som en personlighed; ifølge panteismen kan Gud, siden han ikke har nogen krop, følgelig ikke være nogen person. Den overmenneskelige fremadskridende personlighedstype fungerer imidlertid som en forening mellem sind og ånd. Personligheden er ikke simpelthen en egenskab hos Gud; snarere står den for helheden i det samordnede uendelige væsen og den forenede guddommelige vilje som fremtræder fuldkomment udtrykt med evig og universel gyldighed. Personlighed i ordets mest ophøjede forstand er Guds åbenbaring til universernes univers. Gud, som er evig, universel, absolut og uendelig, vokser ikke i kundskab og højner ej heller sit visdomsniveau. Gud tilegner sig ikke erfaring i den forstand som det endeomspundne mennesket vil kunne ræsonnere sig frem til eller fatte det, men på sin egen evige personligheds præmisser nyder han godt af sådanne kontinuerlige udvidelser af sin selvrealisering som på sin vis kan sammenlignes og parallelføres med udviklingsverdnernes endeomspunne skabningers tilegnelse af nye erfaringer. Den uendelige Guds absolutte fuldkommenhed ville medføre at han blev offer for de bedrøvelige begrænsninger i sin egen ikke-egenskabsbestemte uforanderlige fuldendthed om det ikke var for det faktum at den Universelle Far deltager direkte i personlighedskampen hos alle de ufuldkomne sjæle i det vidtstrakte univers som med guddommelig hjælp forsøger at stige op til de åndelig fuldkomne verdner i det høje. Denne fremskridtserfaring hos ethvert åndevæsen og enhver dødelig skabning i hele universernes univers udgør en del af Faderens stadig ekspanderende guddomsbevidsthed i den uophørlige selvrealiseringens evigvarende guddommelige runddans.

10 Det er bogstavelig talt sandt at [bibel 2x] "I alle jeres pinsler pines også han." "I alle jeres sejre sejrer han i jer og med jer." Hans førpersonlige guddommelige ånd er en real del af jer. Paradisets Ø reagerer på alle fysiske forvandlinger i universernes univers; den Evige Søn er inkluderende overfor alle åndsimpulserne i hele skaberværket; den Medvirkende Aktør omfatter alle sindsudtryk i det ekspanderende kosmos. Den Universelle Far er i sin guddommelige bevidstheds fylde hos ethvert væsen og enhver personlighed med på at opleve alle ekspanderende sinds og opadstigende åndevæsners individuelle erfaringer i deres fremskridtsbestræbelser over alt i det tidrumlige udviklingsskaberværk. Og alt dette er bogstavelig talt sandt, for [bibel]"i Ham lever vi alle og rører os og har vor væren." 6. PERSONLIGHED I UNIVERSET Menneskets personlighed er det tidrumlige skyggebilledet som den guddommelige Skaberpersonlighed kaster. Og ingen realitet kan nogensinde blive rigtig forstået ved at man undersøger skyggen af den. En skygge bør helst fortolkes udfra den substans som kaster den. For videnskaben er Gud en årsag, for filosofien en idé, for religionen en person, selv den kærlige himmelske Far. For videnskabsudøveren er Gud en ophavelig drivkraft, for filosofen en hypotese om enhed, for religionsudøveren en levende åndelig erfaring. Menneskets mangelfulde begreb om den Universelle Fars personlighed kan kun forbedres gennem dets åndelige fremskridt i universet og vil kun være fyldestgørende når tidens og rummets pilgrimme endelig når Paradisets levende Guds guddommelige favntag. Mist aldrig de diametralt modsatte synspunkter af personligheden som de er opfattet af Gud og mennesket. Mennesket betragter og opfatter personligheden set fra det endeomspundne henimod det uendelige; Gud ser fra det uendelige henimod det endeomspundne. Mennesket besidder den laveste form for personlighed, Gud den højeste, selv den altoverordnede, ultimate og absolutte. Derfor måtte man vente tålmodig med de højere begreber om den guddommelige personlighed til der fandtes klarere ideer om menneskets personlighed, i særdeleshed den udvidede åbenbaring af både menneskelig og guddommelig personlighed i Skabersønnen Mikaels nedstigningsgaveliv på Urantia. Den førpersonlige guddommelige ånd som bor i den dødeliges sind, bibringer ved sit blotte nærvær det gyldige bevis på sin faktiske eksistens, men begrebet om den guddommelige personlighed kan kun fattes gennem den indsigt man får gennem ægte personlig religiøs erfaring. En hvilken som helst person, enten det er menneskelig eller guddommelig, kan kendes eller blive forstået, helt uafhængig af personens ydre reaktioner eller fysiske tilstedeværelse. En vis grad af moralsk beslægtethed og åndelig harmoni er væsentlig for et venskab mellem to personer; en kærlig personlighed vil næppe give sig til kende overfor en kærlighedsløs person. Selv det at komme i nærheden af at blive kendt med

11 en guddommelig personlighed kræver at alle menneskets personligheds ressurser vies til denne bestræbelsen. Halvhjertet, ufuldstændig hengivelse vil være frugtesløs. Jo mere fuldstændig mennesket forstår sig selv og værdsætter værdierne hos sine medmenneskers personligheder, jo mere vil det hige efter at kende den Oprindelige Personlighed, og med desto større inderlighed vil et sådan gudsfortrolig menneske stræbe efter at blive som den Oprindelige Personlighed. I kan argumentere for forskellige opfattelser om Gud, men al erfaring med ham og i ham overgår og ligger hinsides alle menneskets kontroverser og ensidig rationelle tænkning. Et gudsfortrolig menneske gør rede for sine åndelige erfaringer, ikke for at overbevise de ikketroende, men for at det skal være opbyggelig og til gavn de troende imellem. At antage at man kan kende universet og at det er forståelig, er det samme som at antage at universet er sindsbevidst skabt og personlig styret. Menneskesindet kan kun opfatte sindsfænomener som kommer fra andre sind, enten disse er menneskelige eller overmenneskelige. Hvis menneskets personlighed kan opleve universet, så ligger der faktisk en personlighed gemt et eller andet sted i dette univers. Gud er ånd: åndspersonlighed. Mennesket er også en ånd: latent åndspersonlighed. Jesus fra Nasaret opnåede til fulde i sin menneskelige livserfaring at realisere dette åndspersonlighedspotentialet; for mennesket bliver hans liv ved at han gennemførte Faderens vilje, derfor den mest virkeligste og ideelle åbenbaring af Guds personlighed. Selv om man kun kan erkende den Universelle Fars personlighed ved hjælp af real religiøs erfaring, bliver vi inspireret af Jesu jordeliv og den realisering og åbenbaring af Guds personlighed som han i et virkelig menneskeliv gav en fuldkommen opvisning af. 7. PERSONLIGHEDSBEGREBETS ÅNDELIGE VÆRDI Når Jesus snakket om "den levende Gud", mente han en personlig Guddom den himmelske Far. Guddomspersonlighedsbegrebet fremmer fællesskabsfølelsen, den meningsfyldte tilbedelse og en forfriskende tillidsfuldhed. Ikkepersonlige ting kan agere imellem sig, men de kan ikke opleve noget fællesskab. Det medmenneskelige forhold mellem far og søn kan på samme måde som fællesskabet mellem Gud og mennesket ikke opleves medmindre de begge er personer. Kun personligheder kan omgås med hverandre, selv om dette personlige samkvem meget lettere kan foregå ved tilstedeværelsen af et så upersonlig væsen som Tankeretteren. Mennesket opnår ikke at blive forenet med Gud på samme måde som en vanddråbe kan blive et med havet: Mennesket opnår sin forening med det guddommelige ved i stigende grad at have et tovejs åndelig samkvem, ved sin personlighedsomgang med den personlige Gud, ved at blive stadig mere et med det guddommelige væsen ved helhjertet og på gennemtænkt vis at rette sig efter Guds vilje. Et så ophøjet samkvem kan kun finde sted mellem personligheder. Sandhedsbegrebet kan muligvis forstås løsrevet fra al personlighed; skønhedsbegrebet kan eksistere uden nogen personlighed; men begrebet om den guddommelige godhed lader sig kun forstå i lys af personligheden: Kun en person kan

12 elske og blive elsket. Selv skønheden og sandheden ville ikke have noget håb om at overleve uden en personlig Gud, en kærlig Far. Vi kan ikke fuldt ud forstå hvordan Gud kan være ophavsperson, uforanderlig, almægtig og fuldkommen og samtidig være omgivet af et univers som stadig forandrer sig og ser ud til at være underlagt lovmæssighedsbegrænsninger, et relativt ufuldkomment univers i udvikling. Men vi kan vide at det er sandt gennem vor egen personlige erfaring siden vi alle beholder vor personlighedsidentitet og vor viljes enhed til trods for at både vi selv og vore omgivelser er i konstant forandring. Universets ultimate virkelighed kan ikke nås med en forståelse udfra matematikkens, logikkens eller filosofiens præmisser, men kun gennem personlig erfaring ved at man i stigende grad retter sig efter en personlig Guds guddommelige vilje. Hverken videnskaben, filosofien eller teologien kan påvise Guds personlighed. Kun den himmelske Fars trossønners personlige erfaringer kan bibringe den faktiske åndelige erkendelsen af Guds personlighed. De mere avancerede forestillinger om personlighed i universet indebærer at der findes identitet, selvbevidsthed, egenvilje og mulighed til at åbenbare sig. Og disse egenskaber indebærer yderligere et fællesskab med andre og ligestillede personligheder, sådan som dem der findes i personlighedssamvirket mellem Paradisets Guddomme. Og den absolutte enhed i disse samvirker er så fuldkomment at det guddommelige kendes ved sin udelelighed, ved sin enshed: "Gud Herren er én." Personlighedsudeleligheden er ikke til hindring for at Gud skænker sin ånd for at den skal leve i de dødelige menneskers hjerter. En menneskelig fars personligheds udelelighed forhindrer ham ikke i at sætte nye dødelige sønner og døtre til verden. Denne forestillingen om udelelighed koblet sammen med forestillingen om enhed indebærer at både tid og rum overskrides af Guddommens Ultimathed; derfor kan hverken rummet eller tiden være absolutte eller uendelige. Den Første Kilde og Centrum er den uendelighed som uden egenskabsbestemmelser overskrider alt sind, al materie og al ånd. Kendsgerningen om Paradisets Treenighed modsiger på ingen måde sandheden om den guddommelige enhed. Paradisets Guddoms tre personligheder er i alle deres reaktioner på den universelle virkelighed og hvad deres forhold til alle skabningene angår, som én. Ej heller det at disse tre evige personene eksisterer, modsiger sandheden om guddommens udelelighed. Jeg er fuldstændig klar over at jeg ikke har tilgang til noget sprog som på behørig vis gør det klart for den dødelige hvordan vi selv opfatter disse problemene i universet. Men I burde ikke miste modet: alt dette har ikke engang de højtstående personligheder som hører til min kategori af Paradisvæsner en helt klar opfattelse om. Hav altid i tankene at I vil komme til at få en stadig klarere opfattelse om disse dybe sandheder som har med Guddommen at gøre efterhånden som jeres sind bliver mere og mere åndeliggjort gennem de rfterfølgende epoker af jeres lange opstigning som dødelige på vej mod Paradis. [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver, et medlem af den gruppe af himmelske personligheder som er beordret af de Urgamle af Dage på Uversa, det syvende superunivers hovedkvarter, for at holde overopsyn med de dele af denne

13 forestående åbenbaring som omhandler omstændigheder hinsides det lokale univers Nebadons grænser. Jeg er betroet til at stå som ansvarlig for de blade som portrætterer Guds væsen og egenskaber fordi jeg repræsentere den øverste tilgængelige informationskilde for sådanne tiltag på enhver beboet verden. Jeg har tjenestegjort som Guddommelig Rådgiver i alle de syv superuniverser og har længe haft mit tilhold på Paradisets centrum for alle ting. Mange gange har jeg kunne nyde godt af den altovertræffende glæde det er at komme i den Universelle Fars umiddelbare personlige nærhed. Jeg fremstiller virkeligheden og sandheden om Faderens væsen og egenskaber med en ubestridelig autoritet, for jeg ved hvad jeg snakker om.]