FARUM-KOMMISSIONEN Bind 1. Kommissoriet og sammenfatning

Transkript

1 FARUM-KOMMISSIONEN Bind 1 Kommissoriet og sammenfatning

2 Bind 1 Kommissoriet og sammenfatning Publikationen kan bestilles via Justitsministeriets hjemmeside ( eller hos Rosendahls - Schultz Grafisk Distribution Herstedvang Albertslund Telefon: Fax: [email protected] ISBN: (samlet bind 1-16) ISBN: (bind 1 til løssalg) ISBN: (e-udgave) Tryk: Rosendahls - Schultz Grafisk A/S

3 Forord Folketinget besluttede den 5. december 2002 at nedsætte en kommission til undersøgelse af forhold i Farum Kommune i perioden 1990 til 2003, der efter beskrivelser og påstande i medierne og den offentlige debat var kritisable. Justitsministeren nedsatte kommissionen den 6. august Som medlemmer af kommissionen udpegedes landsdommer John Mosegaard (formand), tidligere amtskommunaldirektør Finn Hansen og statsautoriseret revisor Carsten Gerner. Advokat Christian Sinding blev udpeget som udspørger under kommissionens afhøringer. Kommissionen har udført sit arbejde i tiden september 2003 til februar Kommissionens medlemmer er enige om beretningens indhold, herunder om alle konklusioner i afsnittene Sammenfatning og vurdering.

4

5 Beretningens indhold Bind 1 Bind 2 Bind 3 Bind 4 Bind 5 Bind 6 Bind 7 Bind 8 Bind 9 Kommissioriet og sammentfatning Kapitel 1 Kommissionens opgave og arbejdsbetingelser Kapitel 2 Sammenfatning af kommissionens undersøgelse og forslag Farumsagens opkomst Kapitel 3 Farumsagens opkomst (medieomtale og borgerhenvendelser) Byrådet Kapitel 4 Kommunalbestyrelsen (Byrådet) Borgmesteren og administrationen Kapitel 5Borgmesterens funktioner og habilitet Kapitel 6 Strukturændringer og normeringer Personaleforhold Kapitel 7 Personaleforhold Kapitel 8 Særligt om personale og idræt Udliciteringer Kapitel 9 Udlicitering af kommunale opgaver Idrætsfremme Kapitel 10 Idrætsfremme Kapitel 11 Reklame- og sponsoraftaler Kommunale ejendomme Kapitel 12 Kommunale ejendomme Informationsteknologi Kapitel 13 Informationsteknologi Bind 10 Beskæftigelsesindsats Kapitel 14 Beskæftigelseindsats mv. Bind 11 Rejser og repræsentation m.v. Kapitel 15 Pensionistrejser Kapitel 16 Bertelsmann og Cities of Tomorrow Kapitel 17 Udgifter til rejser og repræsentation mv. Kapitel 18 Dispositioner til gavn for par-tier og personer Bind 12 Offentlig information og indsigt Kapitel 19 Journalisering og arkivering Kapitel 20 Aktindsigt og informationer til offentligheden

6 Bind 13 Finansiering og økonomistyring Kapitel 21 Finansiering Kapitel 22 Budget- og bevillingskontrol Bind 14 Revision Kapitel 23 Farum Kommunes revision Bind 15 Efterforløbet Kapitel 24 Farum Kommune under administration Kapitel 25 Efterforløbet i øvrigt Bind 16 Tilsyn, politi og domstole Kapitel 26 Det kommunale tilsyn Kapitel 27 Politiets rolle Kapitel 28 Domstolsbehandling Bilag Bilag 1 Høringssvar og kommissionens bemærkninger hertil Vidneoversigt Cd-rom med den samlede beretning inkl. bilag 2-10 (vedlagt bind 1 i enkeltudgaven) ********* Denne beretning offentliggøres af justitsministeren, jf. 32, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner. Offentliggørelse af beretningen sker dels i en trykt udgave af bind 1-16 vedlagt cd-rom med den samlede beretning inkl. bilag, dels som enkeltudgave af bind 1 vedlagt samme cd-rom. Offentliggørelse af beretningen sker endvidere i elektroniske udgaver, dels som e-bog med den samlede beretning inkl. bilag, dels på justitsministeriets hjemmeside i en internetudgave af beretningen uden bilag 2-10.

7 BIND 1 Kapitel 1 Kommissionens opgave og arbejdsbetingelser Kapitel 2 Sammenfatning af kommissionens undersøgelse og forslag Indholdsfortegnelse 1. Kommissionens opgave og arbejdsbetingelser Kommissionens nedsættelse Forarbejder og lovgrundlag Forarbejderne til kommissoriet Folketingets beslutning af 5. december Beslutningsforslag nr. B Justitsministerens svar på udvalgsspørgsmål Udvalgsbetænkning af 29. november Folketingets forhandlinger Lov om undersøgelseskommissioner Kommissionens afgrænsning af opgaven Faktum-undersøgelse Fremadrettede forslag Ansvarsvurderinger og retlig prøvelse Undersøgelsens tilrettelæggelse og gennemførelse Skriftligt materiale og redegørelser Åbningsbreve Anmodninger om skriftligt materiale

8 Særligt om betydningen af journaler Anmodninger om skriftlig redegørelse Vidneafhøringer Vidnets pligter og rettigheder Beslutninger og tilkendegivelser Andre oplysninger Høring over udkast til beretning Medieomtale og offentlig debat Straffesagernes betydning for kommissionens undersøgelse Den tidsmæssige og processuelle betydning Den indholdsmæssige betydning Beretningens opbygning, personomtale mv Beretningens opbygning Personomtale mv Overvejelser om revision af lov om undersøgelseskommissioner Tidsmæssige og økonomiske overvejelser Rådighed over undersøgelsesmaterialet Indledende afhøringer Kommissionens organisation mv Sammenfatning af kommissionens undersøgelse Indledning Farumsagens opkomst (bind 2, kapitel 3) Byrådet (bind 3, kapitel 4) Borgmesteren og administrationen (bind 4) Borgmesterens funktioner og habilitet (kapitel 5) Strukturændringer og normeringer (kapitel 6)

9 2.5. Personaleforhold (bind 5) Personaleforhold (kapitel 7) Særligt om personale og idræt (kapitel 8) Udlicitering af kommunale opgaver (bind 6, kapitel 9) Spildevandsrensning Brandvæsenet Driftsafdelingen Affaldshåndtering og drift af genbrugsplads Plejecentret Lillevang Administrative funktioner Teknisk forvaltning Daginstitutioner Idrætsfremme (bind 7) Idrætsfremme (kapitel 10) Idrætsambassadører (idrætskonsulenter) Afholdelse af badmintonturneringen Danish Open i Farum Arena Samarbejdet med Team Danmark Etablering af professionelle sportsklubber i Farum Kommune Farum Kommunes medlemskab af sponsorforeninger Idrætsbyggerierne Aftalerne med Farum Boldklub A/S Reklame- og sponsoraftaler (kapitel 11) Kommunale ejendomme (bind 8, kapitel 12) Kommunalfuldmagten og kravet om økonomisk forsvarlighed Bevillingsregler Informationsteknologi (bind 9, kapitel 13) Beskæftigelsesindsats mv. (bind 10, kapitel 14) Rejser og repræsentation mv. (bind 11) Pensionistrejser (kapitel 15)

10 Bertelsmann og Cities of Tomorrow (kapitel 16) Udgifter til rejser og repræsentation mv. (kapitel 17) Dispositioner til gavn for partier og personer (kapitel 18) Offentlig information og indsigt (bind 12) Journalisering og arkivering (kapitel 19) Aktindsigt og informationer til offentligheden (kapitel 20) Finansiering og økonomistyring (bind 13) Finansiering (kapitel 21) Kassekreditreglen Kommunal lånoptagelse Farum-modellen Budget- og bevillingskontrol (kapitel 22) Revision (bind 14, kapitel 23) Efterforløbet (bind 15) Farum Kommune under administration (kapitel 24) Efterforløbet i øvrigt (kapitel 25) Tilsyn, politi og domstole (bind 16) Det kommunale tilsyn (kapitel 26) Politiets rolle (kapitel 27) Domstolsbehandling (kapitel 28)

11 Kapitel 1 1. Kommissionens opgave og arbejdsbetingelser 1.1. Kommissionens nedsættelse Folketinget besluttede den 5. december 2002 at nedsætte en kommission til undersøgelse af forhold i Farum Kommune i perioden 1990 til 2003, der efter beskrivelser og påstande i medierne og den offentlige debat var kritisable. Justitsministeren nedsatte kommissionen den 6. august Kommissoriet var udarbejdet efter samråd med Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Kommissionens medlemmer og udspørger blev ligeledes udpeget efter samråd med udvalget. 1 Som medlemmer af kommissionen udpegedes landsdommer John Mosegaard (formand), tidligere amtskommunaldirektør Finn Hansen og statsautoriseret revisor Carsten Gerner. Advokat Christian Sinding blev udpeget som udspørger under kommissionens afhøringer. Kommissoriet har følgende indhold: Kommissorium for en undersøgelseskommission i Farum-sagen 1.1. På baggrund af Folketingets beslutning af 5. december 2002 om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Farum-sagen nedsætter justitsministeren herved i medfør af lov om undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af Farum-sagen (Farum-kommissionen) Undersøgelseskommissionen har efter 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til de beskrivelser og påstande, der er fremkommet i medierne og den offentlige debat, om en lang række kritisable forhold vedrørende Farum Kommune. 1 Jf. 1, stk. 2-4, i lov om undersøgelseskommissioner. Om den rolle Folketingets Udvalg for Forretningsordenen med underudvalg har efter loven om undersøgelseskommissioner og Folketingets Forretningsorden henvises til Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus Dethlefsen: Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets rolle (2002), side 48f og side 368ff

12 Fremkommer der i forbindelse med kommissionens undersøgelse andre forhold, som er af sådan karakter, at de må anses for at høre med i en redegørelse om forholdene vedrørende Farum Kommune, kan kommissionen også undersøge og redegøre for sådanne forhold. Som eksempler på de angivne kritisable forhold kan nævnes sager om kommunens låneoptagelse, kommunens indgåelse af aftaler med organisationer og private virksomheder, indgåelse af reklame- og sponsoraftaler mellem sportsklubber og private virksomheder med forretningsforbindelser til kommunen, kommunens afholdelse af udgifter i forbindelse med restaurationsbesøg mv., kommunens køb af fast ejendom, kommunens behandling af bygge- og plansager, herunder opførelse af ungdomsboliger, kommunens aktiveringsindsats samt kommunens behandling af sager om aktindsigt. Endvidere har der i debatten været rejst kritik af den måde, hvorpå tilsynsmyndigheder mv. har reageret på forholdene i Farum Kommune. Undersøgelseskommissionen skal inden for de anførte rammer bl.a. undersøge og redegøre for borgmesterens varetagelse af sine opgaver som øverste daglige leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og formand for kommunalbestyrelsen kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres opgaver de kommunale embedsmænds varetagelse af deres opgaver samarbejdet mellem kommunalpolitikerne og de kommunale embedsmænd den kommunale revisions varetagelse af sine opgaver Farum Kommunes aftaler med organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn for bestemte politiske partier eller personer, f.eks. i forbindelse med valgkampe de forskellige tilsynsmyndigheders varetagelse af deres opgaver, herunder Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune, relevante ministerier samt Arbejdsmarkedsrådet Hillerød Politis varetagelse af sine opgaver i forbindelse med anmeldelser af Farum Kommune Undersøgelsen skal omfatte perioden fra 1. januar 1990 til tidspunktet for kommissionens nedsættelse. Undersøgelseskommissionen kan dog beslutte også at inddrage forhold, der ligger forud for 1. januar 1990, hvis kommissionen finder behov for det med henblik på at kunne give en sammenhængende redegørelse for begivenhedsforløbet i den nævnte periode Undersøgelseskommissionen har efter 4, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissioner endvidere til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen af det samlede begivenhedsforløb kan begrunde For tiden verserer en omfattende strafferetlig efterforskning vedrørende Farum Kommune

13 Efterforskningen, der forestås af Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, angår en lang række af de forhold, der er nævnt ovenfor under pkt På den baggrund har undersøgelseskommissionen ikke til opgave at undersøge og redegøre for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter en eventuel tiltalerejsning er omfattet af anklageskriftet. I det omfang der ved et eventuelt anklageskrift rejses tiltale mod en person, har undersøgelseskommissionen således ikke til opgave at undersøge og redegøre for, hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der omfattes af tiltalen mod vedkommende. Derimod kan undersøgelseskommissionen undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har haft med hensyn til sådanne forhold. Ved tilrettelæggelsen af sit arbejde skal undersøgelseskommissionen i øvrigt tage hensyn til den fortsatte strafferetlige efterforskning i Farum-sagen og til eventuelle efterfølgende straffesager ved domstolene. Undersøgelseskommissionen kan i den forbindelse - hvis den finder det rigtigt eller hensigtsmæssigt - bl.a. bestemme, at dens undersøgelse af dele af det samlede begivenhedsforløb skal afvente den videre strafferetlige behandling af Farum-sagen. Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen og Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet i fornødent omfang drøfter de spørgsmål, der løbende kan opstå om forholdet mellem undersøgelseskommissionens arbejde og den verserende straffesag - herunder også mere praktiske spørgsmål med henblik på at sikre, at kommissionen fra politi- og anklagemyndighed kan modtage det materiale, som kommissionen finder relevant for sin undersøgelse Hvis undersøgelseskommissionen afgiver sin beretning på et tidspunkt, hvor eventuelle straffesager vedrørende forhold, der er omfattet af pkt. 1.2 og 1.3 ovenfor, er afsluttet ved domstolene, anmodes kommissionen om - såfremt det findes hensigtsmæssigt med henblik på at opnå en samlet beskrivelse af alle væsentlige forhold vedrørende Farum Kommune - i beretningen at medtage en gengivelse af, hvad der er blevet afdækket under domstolenes behandling af straffesagerne Forarbejder og lovgrundlag Forarbejderne til kommissoriet Folketingets beslutning af 5. december 2002 om en kommissionsundersøgelse var en uændret vedtagelse af beslutningsforslag B 2: Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farum-sagen, fremsat den 2. oktober 2002 af Aage Frandsen (F), Svend Auken (A), Poul Nødgaard (F) og Line Barfod (EL)

14 Beslutningsforslaget havde nær sammenhæng med beslutningsforslag B 84 fra forrige folketingsår fremsat af Aage Frandsen (F), Margrete Auken (F), Anne Baastrup (F) og Kristen Touborg (F). De indhentede udtalelser og det udførte arbejde i Folketinget vedrørende beslutningsforslag B 84 indgik i behandlingen af beslutningsforslag B 2, herunder beretning af 28. august 2002 fra Udvalg for Forretningsordenen. Udvalgte dokumenter fra Folketingets behandling af beslutningsforslag B 84 (Folketingsåret 2001, 2. samling) og B 2 (Folketingsåret 2002, 1. samling) er medtaget i bilag 10 til denne beretning. Beslutningsforslag B 2 blev den 5. december 2002 vedtaget med 62 stemmer (S, DF, SF og EL) mod 49 (V, KF, RV og KRF). Ordførerne og udvalgsmedlemmerne fra de politiske partier gav alle med udsagn om, at enhver sten i Farum-sagen skal vendes eller lignende udtryk for, at kritikken skulle undersøges. Mindretallet ønskede imidlertid, at beslutning om en kommissionsundersøgelse skulle afvente den iværksatte strafferetlig efterforskning og en evt. domstolsbehandling. Der henvistes til praktiske og principielle betænkeligheder ved samtidig at gennemføre en kommissionsundersøgelse. Disse betænkeligheder havde støtte i udtalelser fra Justitsministeriet, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) og DJØF Folketingets beslutning af 5. december 2002 Folketingets beslutning af 5. december 2002 har følgende ordlyd: Folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen Folketinget beslutter i henhold til lov om undersøgelseskommissioner, at regeringen skal nedsætte en undersøgelseskommission, der har til formål at 1 I udvalgsbetænkningen udtalte et mindretal: Det er fortsat Venstres og Det Konservative Folkepartis opfattelse, at enhver sten i Farum-sagen skal vendes. Venstres og Det Konservative Folkepartis indvendinger over for forslaget har dermed intet at gøre med, om der skal ske den nødvendige afdækning af alle relevante spørgsmål i sagen.. Dette og et andet mindretal (RV og KRF) henviste navnlig til justitsministerens svar på spørgsmål 3 og 4, jf. afsnit

15 opklare det, der omtales som Farumsagen, hvilket bl.a. indebærer en undersøgelse af: Borgmesterens varetagelse af funktionerne som øverste daglige leder af administrationen, formand for økonomiudvalget og formand for kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af deres hverv. Embedsværkets varetagelse af embeder, herunder dets muligheder for at gøre det, og den måde, det har gjort det på. Den kommunale revisions måde at fungere på og dens reaktioner på Farum Kommunes dispositioner. Farum Kommunes aftaler med organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber og finansieringsinstitutter, set i lyset af kommunalfuldmagten, konkurrenceregler og reglerne for offentlige udbud m.v. Dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har været til gavn for bestemte politiske partier eller personer, f.eks. i forbindelse med valgkampe. De forskellige tilsynsmyndigheders rolle bl.a. i forbindelse med de mange klagesager. Det gælder både Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune som tilsynsmyndighed og de forskellige ministerier som tilsynsmyndighed samt Arbejdsmarkedsrådet som tilsynsmyndighed. Endelig vil det også være relevant at se på Hillerød Politis rolle i forbindelse med anmeldelser af Farum Kommune Beslutningsforslag nr. B 2 Beslutningsforslag nr. B 2 om kommission til undersøgelse af Farum-sagen blev fremsat med følgende bemærkninger: Formålet med undersøgelsen er bl.a. at forebygge, at lignende sager opstår i fremtiden. For uanset at forholdene i Farum Kommune forekommer unikke, kunne nogle af de problemer, som er opstået i Farum Kommune godt opstå andre steder, uden at det ville være så omfattende som i Farum Kommune. En undersøgelse af Farum-sagen vil derfor muligvis give anledning til ændringer i love, administrative regler m.v. Beslutningsforslaget ligger i forlængelse af B 84, der blev fremsat i folketingssamlingen , og den beretning, der af flertallet - S, DF, SF og EL - blev afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 28. august

16 Forslagsstillerne har noteret, at justitsministeren ikke vil nedsætte en undersøgelseskommission, selv om der er et flertal herfor i Udvalget for Forretningsordenen. Det er usædvanligt, og forslagsstillerne kender ikke umiddelbart noget fortilfælde, hvor en regering ikke imødekommer et ønske, når der manifesterer sig et flertal herfor i et folketingsudvalg. Men forslagsstillerne tager naturligvis justitsministerens beslutning til efterretning og fremsætter derfor dette beslutningsforslag, hvis vedtagelse indebærer, at justitsministeren i henhold til lov om undersøgelseskommissioner skal nedsætte en undersøgelses-kommission. Som det fremgik af beretningen, betragter forslagsstillerne en afdækning og en undersøgelse af, hvad der er sket i Farum Kommune, og hvad forskellige andre myndigheder har gjort og ikke gjort i den forbindelse, samt en række relationer mellem Farum Kommune og en række private virksomheder, organisationer m.v. som værende af»almenvigtig betydning«, jf. lov om undersøgelseskommissioner 1, stk. 1. Forslagsstillerne lægger afgørende vægt på, at enhver skal være forpligtet til under vidneansvar at afgive forklaring for undersøgelseskommissionen som vidne, når kommissionen anmoder om det. Dette indebærer, at formanden er en dommer, jf. lovens kapitel 5. Pligten til at afgive forklaring som vidne gælder naturligvis ikke»i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter«. Ligesom vidnepligten heller ikke gælder»i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de nævnte forhold«, jf. lovens 12. Forslagsstillerne lægger også afgørende vægt på, at kommissionen har tre medlemmer, af hensyn til at kommissionen som helhed besidder viden og indsigt i både juridiske, økonomiske, erhvervsmæssige og mere generelle samfundsmæssige forhold, jf. 2. Endelig lægger forslagsstillerne vægt på, at møder i undersøgelseskommissionen og møder i retten er offentlige, jf. lovens kapitel 10, med de begrænsninger, der også ligger heri. Der er efter forslagsstillernes opfattelse en række grunde til, at der bør nedsættes en undersøgelseskommission. Det fremgår bl.a. af en række klager, der er kommet fra en gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre oplysninger, der er fremkommet, at mange borgere i Farum Kommune har følt, at der åbenbart for Farum Kommune gjaldt særlige forhold, og at almindelige retsregler ikke gjaldt for Farum Kommune. Mange borgere har fået en opfattelse af, at Farum Kommune befandt sig i et retstomt rum, og at landets love og regler ikke gjaldt for Farum, hvilket kan sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev fremhævet som foregangskommune og mønsterkommune. Uanset at forholdene i Farum Kommune har været unikke i forhold til andre kommuner, er det vigtigt at få afdækket, hvordan det har været muligt, at forholdene har kunnet udvikle sig, som tilfældet er, og hvordan så mange har kunnet blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor forskellige

17 tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af sig selv eller på baggrund af klager. Når en undersøgelse af Farum-sagen er af»almenvigtig betydning«, skyldes det også, at det er en af de største og måske den største skandalesag inden for det offentlige med udgangspunkt i en kommune, vi nogensinde har set i Danmark. Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet fremhævet, at»alle sten skal vendes«i Farum-sagen. Derfor er det vigtigt, at der iværksættes en undersøgelse, der sikrer, at alle sten bliver vendt. Ellers kan man risikere, at der breder sig en opfattelse af, at der gælder særlige regler, når politikere er involveret, og at politikerne forsøger at dække over hinanden. Formålet med undersøgelsen er at afdække alt det, som ikke er omfattet af den efterforskning, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (bagmandspolitiet) har indledt med henblik på eventuelt at rejse tiltale i henhold til straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er grundlag for tiltale efter straffeloven. Dette spørgsmål efterforskes og vurderes af bagmandspolitiet. Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at beskæftige sig med forhold, der er omfattet af politiets efterforskning, f.eks. samarbejdet mellem kommunen og private virksomheder samt kommunalbestyrelsens informationsniveau i forhold til borgmesterens handlinger m.v. Der er intet forkert i, at bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen ser på samme forhold. Formålet med politiets undersøgelser er alene at undersøge, om der er grundlag for strafferetlig tiltale. Det er ikke undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme handlinger og mange flere, som slet ikke er omfattet af politiets efterforskning m.v., kan også vurderes i forhold til eventuelle»systemfejl«, eventuelt tjenstligt ansvar for embedsmænd, eventuel overtrædelse af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler for revision m.v. Der er intet forkert i, at undersøgelseskommissionen og politiet samarbejder med hensyn til materiale om de faktiske forhold. Tværtimod er det nødvendigt i dette tilfælde. Undersøgelseskommissionens medlemmer vil i disse tilfælde være omfattet af samme tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt lovens kapitel 8. I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren tilgodese, at bagmandspolitiets og undersøgelseskommissionens arbejde ikke kolliderer med hinanden, og at bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen tværtimod samarbejder vedrørende materiale m.v. Forslagsstillerne er også opmærksomme på, at der foregår andet arbejde med hensyn til at afdække forhold i Farum-sagen. Men for dette arbejde gælder det, at det alene bygger på tilgængeligt materiale, og at ingen i den forbindelse har pligt til at udtale sig, hvis de ikke ønsker det eller er under vidneansvar. Dertil kommer, at disse»undersøgelser«har meget specifikke formål. Hvis undersøgelser af

18 Farum-sagen alene blev afgrænset til det, der allerede er sat i gang, ville det indebære, at der bortset fra det strafferetlige spørgsmål ikke ville ske nogen reel undersøgelse af Farumsagens mange aspekter. For flertallet er det afgørende, at der kommer en uvildig, alsidig og grundig undersøgelse. Farum Kommunes egen undersøgelse drejer sig primært om at få undersøgt kommunens forretningsgange og få undersøgt, om kommunen eventuelt kan rejse erstatningssager. Men det vil alene kunne ske på grundlag af tilgængeligt materiale. Men resultatet af Farum Kommunes egen undersøgelse skal naturligvis tilgå undersøgelseskommissionen. Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt har en række sager til behandling, hvoraf en del vedrører tidligere forhold, som tilsynsrådet også tidligere har forholdt sig til. Det arbejde, hvor tilsynsrådet udøver sin tilsynspligt, skal naturligvis fortsætte. Der er derfor en række områder og forhold, der slet ikke undersøges, herunder undersøgelser af tilsynsmyndighedernes rolle. I det omfang, der er begået ulovligheder i Farum Kommune, som ikke er af strafferetlig karakter, f.eks. i forhold til spørgsmål om offentlighed i forvaltningen, vil en undersøgelseskommission derfor godt kunne undersøge, hvorfor der ikke blev grebet ind fra diverse tilsynsmyndigheder, uden at dette forudsætter, at man afventer politiets efterforskning og domstolenes bedømmelse af, præcis hvilke straffelovsovertrædelser bestemte personer eventuelt kan dømmes for. Det samme er tilfældet på aktiveringsområdet, hvor Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg Amt tilsyneladende ikke har ment, at det har skullet føre et aktivt tilsyn, men alene har henholdt sig til oplysninger fra Farum Kommune. Undersøgelseskommissionen skal både undersøge, hvad der er sket, og hvad der ikke er sket og gjort, hvor der måske skulle have været grebet ind. Derfor skal alle dispositioner foretaget af Farum Kommune og kommunens samarbejde med organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber, finansieringsselskaber m.v., gøres til genstand for undersøgelsen, medmindre de er omfattet af politiets undersøgelse. Det samme gælder de forskellige plan- og tilsynsmyndigheders rolle, f.eks. i forbindelse med opførelse af ungdomsboliger, kommunens køb af jord, kommunens aktiveringsindsats m.v. Med det generelle forbehold, at undersøgelseskommissionen ikke skal undersøge og tage stilling til, om der er grundlag for at rejse tiltale efter straffelovgivningen, idet dette spørgsmål helt er overladt til bagmandspolitiet, ønsker forslagsstillerne, at undersøgelseskommissionen skal undersøge alt andet, der har samfundsmæssig relevans i Farumsagen. Ændringer af lovgivningen om det kommunale tilsyn, som opfattes som nødvendige og/eller oplagte, skal efter forslagsstillernes opfattelse ikke afvente resultatet af undersøgelseskommissionens arbejde. Der er allerede sat forskellige arbejder i gang med henblik på eventuelle lovændringer af f.eks. reglerne om

19 tilsynet med amtskommuner og kommuner. På samme måde skal nedsættelse af en undersøgelseskommission ikke begrænse arbejdet i det såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg, som indenrigs- og sundhedsministeren har nedsat. Skulle det vise sig, at undersøgelseskommissionens arbejde giver anledning til yderligere ændringer i lovgivningen eller i administrative regler, ændrer det ikke ved, at det allerede i den kommende folketingssamling kan være fornuftigt at gennemføre ændringer bl.a. på baggrund af betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne og arbejdet i det såkaldte Jens Peter Christensen-udvalg. Som det fremgår af lov om undersøgelseskommissioner kap. 3, kan undersøgelseskommissionen få til opgave»at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb«(jf. 4, stk. 2) og»at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde«(jf. 4, stk. 3). Det er forslagsstillernes opfattelse, at undersøgelseskommissionen skal have disse opgaver. Men da Jens Peter Christensen-udvalget netop har til opgave at se på behovet for ændringer af love, administrative regler og praksis, hvilket formentlig allerede i næste folketingssamling vil resultere i ændringer, vil behovet for den del af kommissionens arbejde være mindre. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der i forbindelse med undersøgelseskommissionens arbejde kan komme ting frem, som kan give anledning til et yderligere behov for ændringer i love og administrative regler og praksis. Derfor skal det selvfølgelig også være en opgave for undersøgelseskommissionen at komme med forslag til sådanne yderligere ændringer af love m.v., som undersøgelsen kan begrunde. Derimod mener forslagsstillerne, at det vil være hensigtsmæssigt, at undersøgelseskommissionen undlader at komme med retlige vurderinger som en del af konklusionen på undersøgelsen, selv om lov om undersøgelses-kommissioner giver mulighed herfor (jf. 4, stk. 4). Derved undgås, at sådanne retlige vurderinger eventuelt kolliderer med eventuel strafferetlig tiltale og eventuel domfældelse. Dermed sker der også en imødekommelse af noget af den kritik, som har været fremført imod, at en undersøgelseskommission nedsættes nu, samtidig med at der kører en strafferetlig sag. Bortset fra den afgrænsning, som ligger i forhold til bagmandspolitiets efterforskning, skal undersøgelseskommissionen ikke begrænses i at kunne undersøge forhold, handlinger, undladelser m.v., som har samfundsmæssig relevans frem til det tidspunkt, hvor undersøgelseskommissionen bliver nedsat. Som det allerede er fremgået, er det efter forslagsstillernes opfattelse vigtigt, at arbejdet med henblik på nedsættelse af en undersøgelseskommission påbegyndes snarest. Forslagsstillerne mener derfor ikke, at man kan vente med at nedsætte en undersøgelseskommission til et eller andet tidspunkt ud i fremtiden, hvor den strafferetlige efterforskning er afsluttet, og hvor der eventuelt er rejst tiltale, samt hvor der eventuelt også er sket domfældelse, da dette kan tage 3-4 år eller betydeligt mere. Men det ændrer ikke ved, at det også er afgørende, at arbejdet i undersøgelseskommissionen - herunder det tidsmæssige forløb - er tilrettelagt sådan, at undersøgelseskommissionens arbejde ikke kommer på tværs af

20 bagmandspolitiets efterforskning. Derfor går forslagsstillerne ud fra, at justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages Justitsministerens svar på udvalgsspørgsmål Justitsministeren besvarede som led i behandlingen af beslutningsforslag B 2 fire spørgsmål fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Spørgsmål 1 vedrørte henvendelse fra DJØF om navnlig betænkeligheder vedrørende retssikkerheden for embedsmænd, som har været involveret i sagen. Forbundet henviste til, at der vil være en betydelig risiko for, at de pågældende embedsmænd bl.a. under afgivelse af forklaring for undersøgelseskommissionen kunne komme ind på spørgsmål af væsentlig betydning for den strafferetlige vurdering af deres egne forhold, ligesom man lagde afgørende vægt på, at kommissoriet i forhold til beslutningsforslaget blev præciseret. Justitsministeriet var enig. Spørgsmål 2 vedrørte spørgsmål om hvilke af forslagets punkter ministeren fandt, kunne være i konflikt med den strafferetlige undersøgelse. Justitsministeren henviste som svar til en indhentet udtalelse fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Emnet uddybedes i svaret på spørgsmål 3. Spørgsmål 3 vedrørte ministerens kommentarer til beslutningsforslag nr. B 2, der med visse ændringer var en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 84 fra forrige folketingsår. Efter en opsummering af forslaget, igangværende undersøgelser og tidligere udtalelser hedder det: 3.2. Der lægges i beslutningsforslaget op til, at forhold i Farum-sagen, som er genstand for statsadvokatens efterforskning og eventuelt senere vil blive genstand for en straffesag ved domstolene, også vil skulle undersøges af undersøgelseskommissionen. En række afgørende hensyn taler efter Justitsministeriets opfattelse imod en sådan ordning. a. Det er i forarbejderne til lov om undersøgelseskommissioner udtrykkeligt forudsat, at en undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende af faste, ordinære undersøgelsesorganer

21 I den foreliggende sag er forholdet ikke alene det, at de omhandlede sagskomplekser kan undersøges af anklagemyndigheden (og domstolene). Anklagemyndigheden er således allerede i gang med en omfattende efterforskning, der vil vise, om der er grundlag for at føre en straffesag ved domstolene mod de ansvarlige enkeltpersoner. Der kan i den forbindelse henvises til, at det i udtalelsen af 21. november 2002 fra Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet om forholdet mellem efterforskningen - som den tegner sig på nuværende tidspunkt - og den række af nærmere angivne punkter, der fremgår af beslutningsforslaget, bl.a. anføres at det er statsadvokatens umiddelbare opfattelse, at de forhold, der er indeholdt i alle forslagets punkter, på nær det fjerde om den kommunale revision og de to sidste om henholdsvis tilsynsmyndighederne og Hillerød politi, helt eller delvist er omfattet af SØKs efterforskning og derfor vil kunne komme i konflikt med denne (og dermed muligvis også en senere domsforhandling). Efter Justitsministeriets opfattelse er den ordning, som der lægges op til i udkastet, derfor et eksempel på en kommissionsundersøgelse, som efter lovens forarbejder ikke bør iværksættes. b. I beslutningsforslaget anføres, at det er afgørende, at arbejdet i kommissionen tilrettelægges således, at det ikke kommer på tværs af Bagmandspolitiets efterforskning, og at man går ud fra, at justitsministeren ved udarbejdelse af kommissoriet og nedsættelse af undersøgelseskommissionen sikrer, at disse hensyn tages. Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at en sideløbende kommissionsundersøgelse af de forhold, som statsadvokaten efterforsker, må antages at være egnet til i væsentlig grad at kunne påvirke og vanskeliggøre statsadvokatens virksomhed. Det skyldes bl.a., at de berørte personer og deres bisiddere i givet fald sideløbende skal overveje og tilrettelægge førelsen af en meget omfattende sag over for to forskellige instanser. Sådanne forhold vil efter Justitsministeriets umiddelbare opfattelse kun delvist kunne afhjælpes ved den nærmere udformning af et kommissorium for undersøgelsen og ved den praktiske tilrettelæggelse af kommissionens undersøgelse. c. Det må herudover give anledning til meget alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade en undersøgelseskommission foretage en konkurrerende undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som ville skulle behandles eller allerede var behandlet af domstolene. Iværksættes den ordning, som der lægges op til i beslutningsforslaget, vil der bl.a. blive tale om en bevisførelse om de samme temaer og sagskomplekser og formentlig i vidt omfang ved fremlæggelse af de samme dokumenter og afhøring af de samme vidner mv. I den forbindelse vil henholdsvis kommissionen og domstolene skulle foretage deres egen selvstændige vurdering af de fremkomne

22 beviser, herunder bl.a. af den vægt, som der kan lægges på de forskellige vidneudsagn. Det er imidlertid i forarbejderne til loven om undersøgelseskommissioner udtrykkeligt fremhævet, at bevisvurderingerne i en undersøgelseskommission må foretages med forsigtighed under hensyn til, at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces under en almindelig retssag. Heraf følger, at det i det særegne tilfælde, hvor der - således som der lægges op til i beslutningsforslaget - sideløbende foretages en konkurrerende undersøgelse om de samme forhold i henholdsvis en undersøgelseskommission og ved domstolene, vil være væsentlig forskel på den sikkerhed og fasthed, hvormed disse myndigheder kan udtale sig om, hvilket faktisk hændelsesforløb der kan lægges [til grund som] bevist. Hvis undersøgelseskommissionens beretning - hvad der efter Justitsministeriets opfattelse næppe kan anses for realistisk - måtte foreligge, før en straffesag ved domstolene var afsluttet, ville det derfor efter Justitsministeriets opfattelse med rette kunne gøres gældende, at beretningen ikke kunne lægges til grund som et endeligt billede af de omhandlede forhold, og at man derfor nu måtte afvente domstolenes vurdering af hændelsesforløbet. I det omvendte - og efter Justitsministeriets opfattelse mere realistiske - tilfælde, hvor kommissionens beretning først forelå efter afslutningen af en straffesag ved domstolene, måtte man efter Justitsministeriets opfattelse også spørge, hvilket nærmere formål beretningen skulle tjene: Hvis beretningen i denne situation gav udtryk for det samme billede af de undersøgte forhold som domstolene, ville det således kunne gøres gældende, at undersøgelsen måtte anses for helt overflødig. Hvis beretningen omvendt gav udtryk for et andet billede, ville det som følge af det ovenfor anførte - og efter Justitsministeriets opfattelse med rette - kunne gøres gældende, at det i alle tilfælde var [domstolenes] vurdering af hændelsesforløbet, der måtte tillægges afgørende betydning, og at kommissionens beretning derfor ikke ville kunne lægges til grund for videre analyser og konklusioner i sagen. Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at en ordning som den beskrevne må anses for uegnet til at opnå det, som efter loven om undersøgelseskommissioner er et hovedformål med en kommissionsundersøgelse, nemlig over for regeringen og Folketinget mv. at skabe klarhed over et hændelsesforløb. Det kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke afvises, at en afgrænsning af undersøgelseskommissionens opgave - f.eks. således at kommissionen i det omfang der ved et eventuelt anklageskrift rejses tiltale mod en person for forhold vedrørende Farum Kommune ikke skal undersøge, hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der er omfattet af tiltalen - i et vist omfang kan afbøde nogle af de netop anførte betænkeligheder

23 Efter Justitsministeriets opfattelse ville der imidlertid - også med en sådan afgrænsning - fortsat være en væsentlig risiko for, at undersøgelsen vil være egnet til at skabe usikkerhed og uklarhed og dermed besværliggøre klarlægningen og analysen af Farums-sagens forskellige perspektiver og problemstillinger Endvidere rejser beslutningsforslaget efter Justitsministeriets opfattelse væsentlige principielle spørgsmål i forhold til de berørte enkeltpersoner. I den forbindelse kan det bl.a. fremhæves, at de implicerede personer sideløbende ville kunne komme til at afgive forklaring om de samme eller nært forbundne forhold for forskellige myndigheder og efter forskellige regelsæt. Det ville herunder kunne være meget vanskeligt for en person, der er inddraget i straffesagen ved domstolene, at vurdere og overskue, om en forklaring for undersøgelseskommissionen - vedrørende f.eks. generelle spørgsmål om proceduren for behandling af visse sager i kommunen - ville kunne belaste den pågældende under straffesagen, og om den pågældende derfor skal påberåbe sig sin ret efter loven til ikke at afgive forklaring for kommissionen Som anført under pkt. 1 lægges der i beslutningsforslaget op til, at kommissionen skal undersøge alt, hvad der "har samfundsmæssig relevans i Farum-sagen", herunder en række nærmere angivne problemstillinger. Efter Justitsministeriets opfattelse giver det anledning til betydelig tvivl, om en sådan beskrivelse af kommissionens opgaver i et kommissorium ville være i overensstemmelse med 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner, hvorefter en undersøgelseskommission kun kan nedsættes med henblik på undersøgelse af "nærmere bestemte forhold". Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at det vil være muligt at finde en teknisk løsning på dette spørgsmål. 4. Som det fremgår, giver beslutningsforslaget efter Justitsministeriets opfattelse anledning til en række principielle og vanskelige spørgsmål. Justitsministeriet finder i den forbindelse navnlig grund til at fremhæve, at en række afgørende hensyn taler mod den ordning, der lægges op til i beslutningsforslaget, hvorefter forhold i Farum-sagen, som er genstand for statsadvokatens efterforskning og eventuelt senere vil blive genstand for en straffesag ved domstolene, også vil skulle undersøges af undersøgelseskommissionen. Det kan i den forbindelse bl.a. nævnes, at loven om undersøgelseskommissioner bygger på en klar forudsætning om, at der ikke bør iværksættes kommissionsundersøgelser af forhold, som kan belyses tilfredsstillende af de almindelige undersøgelsesorganer, herunder politiet og anklagemyndigheden, at statsadvokaten i den foreliggende sag allerede er i gang med en omfattende efterforskning, at der i givet fald måtte antages at ville blive tale om betydelige vanskeligheder i forhold til statsadvokatens muligheder for hurtigt og effektivt at færdiggøre sin efterforskning af sagen, således at der snarest muligt kan foreligge en afklaring af, om der er grundlag for at rejse tiltale mod de berørte enkeltpersoner, og at det måtte give anledning til meget alvorlige overvejelser og betænkeligheder at lade

24 en undersøgelseskommission foretage en konkurrerende undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som ville skulle behandles (eller allerede var behandlet) af domstolene. Efter spørgsmål 4 blev ministeren bedt om at skitsere, hvordan et kommissorium kunne se ud, hvis forslagets indhold skulle tilgodeses. Svaret med vedhæftet skitse dannede det centrale grundlag for vedtagelsen af beslutningsforslag B 2 den 5. december 2002: Svar: 1. På et møde mellem medlemmer af udvalget og justitsministeren den 26. november 2002 blev der - på baggrund af beslutningsforslaget fremsat af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti - drøftet en række spørgsmål med henblik på, at Justitsministeriet herefter - som teknisk bistand - kunne udarbejde en skitse til et kommissorium for den undersøgelseskommission, som forslagsstillerne ønsker ned Justitsministeriet har i forlængelse af drøftelserne med forslagsstillerne udarbejdet vedlagte skitse til kommissorium for en undersøgelseskommission i Farum-sagen. Den pågældende skitse lever efter Justitsministeriets opfattelse op til de retlige krav til beskrivelsen af en undersøgelseskommissions opgaver, der følger af lov om undersøgelseskommissioner, herunder kravet i lovens 1, stk. 1, om, at en undersøgelseskommission kan nedsættes med henblik på at undersøge nærmere bestemte forhold. 2. Det bemærkes i tilknytning til den pågældende skitse til kommissorium, at Justitsministeriet har forstået det således, at forslagsstillerne ønsker, at undersøgelseskommissionen skal have til opgave at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb - det vil sige at gennemføre en såkaldt faktumundersøgelse efter 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner. Justitsministeriet har endvidere forstået det således, at kommissionen efter lovens 4, stk. 3, skal komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen af dette begivenhedsforløb kan begrunde. Derimod skal en undersøgelseskommission - således som Justitsministeriet har forstået forslagsstillernes ønske - ikke foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar, jf. lovens 4, stk. 4. På den baggrund finder Justitsministeriet - sådan som det også blev nævnt på det pågældende møde - anledning til at gøre opmærksom på, at visse formuleringer i beslutningsforslaget med tilhørende bemærkninger kan forstås således, at den ønskede undersøgelseskommission også bør have til opgave at komme med retlige vurderinger

25 Der henvises herved bl.a. til pkt. 5 i beslutningsforslaget, hvor der anvendes formuleringen set i forhold til kommunalfuldmagten, konkurrenceregler og reglerne for offentligt udbud m.v., samt til bemærkningerne på side 3, 3, afsnit, hvor det anføres, at de pågældende handlinger kan også vurderes i forhold til eventuelle systemfejl, eventuelt tjenstligt ansvar for embedsmænd, eventuel overtrædelse af kommunale styrelsesregler, forvaltningsloven, offentlighedsloven, regler for revision m.v.. Formuleringer af denne karakter kan give det indtryk, at undersøgelseskommissionens opgave bl.a. skal bestå i at foretage vurderinger af, om regler i lovgivningen mv. er tilsidesat - også selv om disse vurderinger ikke omfatter, hvilke enkeltpersoner der eventuelt kan drages til ansvar. Efter Justitsministeriets opfattelse falder det imidlertid uden for den opgavebeskrivelse, der efter lovens 4, stk. 2, knytter sig til en faktum-undersøgelse, at foretage retlige vurderinger af, om lovgivningen mv. er tilsidesat, og den vedlagte skitse til kommissorium er udformet i overensstemmelse hermed. Såfremt forslagsstillerne finder, at den i skitsen angivne faktum-undersøgelse opfylder deres sigte med beslutningsforslaget, vil det kunne være hensigtsmæssigt, at dette præciseres under den videre behandling af beslutningsforslaget - eventuelt i forbindelse med udvalgets afgivelse af betænkning. 3. Særligt om forholdet til den verserende straffesag om forhold vedrørende Farum Kommune bemærkes, at det følger af skitsen til kommissorium, at undersøgelseskommissionens undersøgelse skal afgrænses i forhold til straffesagen. I skitsens pkt. 1.5 anføres det nærmere herom, at undersøgelseskommissionen ikke har til opgave at undersøge og redegøre for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter en eventuel tiltalerejsning er omfattet af anklage-skriftet. I det omfang der ved et eventuelt anklageskrift rejses tiltale mod en person, har undersøgelseskommissionen således ikke til opgave at undersøge og redegøre for, hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der omfattes af tiltalen mod vedkommende. Derimod kan undersøgelseskommissionen undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har haft med hensyn til sådanne forhold. Den angivne afgrænsning i skitsen til kommissorium er formuleret på grundlag af de tilbagemeldinger, som Justitsministeriet har fået fra forslagsstillerne efter det ovennævnte møde. Justitsministeriet har således forstået, at forslagsstillerne ønsker, at undersøgelseskommissionens undersøgelse afgrænses i forhold til straffesagen i overensstemmelse med den valgte formulering. 4. Som det fremgår, er den vedlagte skitse til kommissorium udarbejdet med det sigte at afspejle de ønsker, som Justitsministeriet har forstået, at forslagsstillerne har med hensyn til en undersøgelseskommission vedrørende Farum Kommune

26 Med henblik på at sikre, at skitsen til kommissorium afspejler forslagsstillernes ønsker, finder Justitsministeriet, at det kan være hensigtsmæssigt, at ministeriet under et møde inden 2. behandlingen af beslutningsforslaget foretager en teknisk gennemgang af skitsen, herunder betydningen af, at undersøgelseskommissionens opgave efter skitsen er at foretage en faktum-undersøgelse, samt konsekvenserne af den i skitsen foretagne afgrænsning af kommissionens opgave i forhold til straffesagen. 5. Det skal afslutningsvis bemærkes, at regeringen fortsat finder, at der på nuværende tidspunkt ikke bør træffes beslutning om at nedsætte en undersøgelseskommission i Farum-sagen. Der kan i den forbindelse henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 3 fra udvalget. Samtidig er det klart, at Justitsministeriet efter vedtagelsen af en folketingsbeslutning om nedsættelse af en undersøgelseskommission straks vil tage initiativ til at gennemføre en sådan beslutning i overensstemmelse med lov om undersøgelseskommissioner. Skitse til kommissorium for en undersøgelseskommission i Farum-sagen... Skitsen svarer ordret til det endelige kommissorium, jf. afsnit Udvalgsbetænkning af 29. november 2002 Efter udvalgsbetænkning af 29. november 2002 indstillede et flertal beslutningsforslaget vedtaget uden ændringer (S, DF, SF og EL). 1 Flertallet udtalte bl.a.: Flertallet betragter en afdækning og en undersøgelse af, hvad der er sket i Farum Kommune, og hvad forskellige andre myndigheder har gjort og ikke gjort i den forbindelse, samt en række relationer mellem Farum Kommune og en række private virksomheder, organisationer m.v. som værende af»almenvigtig betydning«, jf. lov om undersøgelseskommissioner 1, stk. 1. Flertallet henviser til justitsministerens svar på spørgsmål 4, med vedhæftet skitse til kommissorium, der er blevet til efter drøftelse mellem justitsministeren og forslagsstillerne. Flertallet ønsker dog i forbindelse med 2. (sidste) behandlingen nærmere at få afklaret enkelte uklarheder, der vedrører afgrænsningen mellem den strafferetlige efterforskning og eventuelle straffesager ved domstolene og så undersøgelseskommissionens arbejde. Herved kan det på den ene side sikres, at der ikke lægges nogen hindringer i vejen for den 1 Udvalgsmedlemmer: Svend Auken (A), Poul Nødgaard (DF), Margrete Auken(SF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Peter Skaarup (DF), Frank Jensen (S), Ole Stavad (A), Helge Mortensen (A), Pia Gjellerup (A), Aage Frandsen (F), og Line Barfod (EL)

27 strafferetlige undersøgelse, og at de involveredes retssikkerhed sikres, og på den anden side sikres det, at undersøgelsen så vidt muligt omfatter alle aspekter af Farum-sagen, bortset fra vurderingen af om enkeltpersoner skal drages til ansvar. Flertallet lægger vægt på, at det i kommissoriet slås fast, at undersøgelseskommissionen får frihed til at undersøge de forhold, kommissionen finder relevant, dog med respekt for afgrænsningen i forhold til den strafferetlige efterforskning og eventuelle straffesager ved domstolene. Et mindretal i udvalget (V, KF, RV og KRF) 1 indstiller beslutningsforslaget til forkastelse og udtalte bl.a.: Det er fortsat Venstres og Det Konservative Folkepartis opfattelse, at enhver sten i Farum-sagen skal vendes. Venstres og Det Konservative Folkepartis indvendinger over for forslaget har dermed intet at gøre med, om der skal ske den nødvendige afdækning af alle relevante spørgsmål i sagen. Venstre og Det Konservative Folkeparti finder imidlertid ikke, at nærværende forslag sikrer den bedste og mest effektive klarlægning i Farum-sagen. Tværtimod frygter disse partier, at en undersøgelseskommission, der skal arbejde samtidig med en straffesag, vil forsinke straffesagen, og at straffesagen vil forhindre, at undersøgelseskommissionen får mulighed for at vende hver en sten... 2 Som forslagsstillerne har tilrettelagt sagen og med forslagsstillernes ønske om, at undersøgelsen skal omfatte perioden mindst tilbage til 1990 og frem til tidspunktet for kommissionens nedsættelse, imødeser mindretallet, at der vil gå adskillige år, før en undersøgelseskommission kan offentliggøre sin undersøgelse. Også af rent principielle grunde må Venstre og Det Konservative Folkeparti advare mod at lade en undersøgelseskommission foretage en»konkurrerende«undersøgelse og vurdering af spørgsmål, som kan vise sig at blive behandlet under en eventuel straffesag. Ved konkurrerende undersøgelser er der uanset en kommissions forsigtighed en nærliggende risiko for, at der bl.a. kan blive tale om en bevisførelse om de samme temaer og sagskomplekser og formentlig i vidt omfang om fremlæggelse af de samme dokumenter og afhøring af de samme vidner m.v. for henholdsvis kommissionen og domstolen. Det er Venstres og Det Konservative Folkepartis fornemmelse, at forslagsstillerne ikke ønsker, at de to undersøgelser skal kollidere. Forslagsstillerne vil derfor efter 1 Udvalgsmedlemmer: Ivar Hansen (V), Kaj Ikast (KF), Inge Dahl-Sørensen (V), Birthe Rønn Hornbech (V), Rikke Hvilshøj (V), Christian Mejdahl (V), Knud Erik Kirkegaard (KF), Pia Christmas-Møller (KF), Jann Sjursen (KRF), og Niels Helveg Petersen (RV). 2 Gennemgang af principielle og praktiske problemer, herunder med henvisning til synspunkter fremsat af justitsministeren og statsadvokaten

28 Venstres og Det Konservative Folkepartis opfattelse være nødt til at acceptere, at der kan blive større eller mindre dele af det samlede begivenhedsforløb, der i kommissionsarbejdet skal afvente den videre strafferetlige behandling af Farumsagen. Hvis forslagsstillerne vælger denne model for kommissoriet finder Venstre og Det Konservative Folkeparti det uforståeligt, at man ikke afventer en eventuel straffesags udfald, før en kommissionsundersøgelse påbegynder sit arbejde. Ved at afvente en eventuel straffesags udfald ville man spare megen tid både for Bagmandspolitiet og undersøgelseskommissionen. Med sideløbende undersøgelser vil det nemlig være nødvendigt, at både SØK og kommissionen løbende anvender ikke ubetydelige ressourcer til at koordinere arbejdet for at undgå kollisioner. Hvis man afventer udfaldet af en eventuel straffesag, vil en meget stor del af kommissionens arbejde, nemlig det som anklagemyndigheden og en eventuel domstol har færdigbehandlet, så at sige være grydeklart for undersøgelseskommissionen. Endelig ønsker Venstre og Det Konservative Folkeparti at fremhæve, at den valgte form, hvor to konkurrerende undersøgelser afvikles samtidig, er retssikkerhedsmæssigt betænkelig, idet formen indebærer, at de samme personer sideløbende vil kunne komme til at afgive forklaring om de samme eller nært forbundne forhold for forskellige myndigheder og efter forskellige regelsæt. 1 Venstre og Det Konservative Folkeparti har både under behandlingen af det tidligere fremsatte forslag i foråret og sommeren 2002 og under 1. behandlingen af nærværende forslag og i det foregående fremhævet en lang række omstændigheder, der indebærer, at den ordning, som flertallet lægger op til, vil have vidtrækkende principielle perspektiver og konsekvenser, og at den i øvrigt mest af alt vil være egnet til at fuldende et billede af kaos i en sag, der allerede er tilstrækkeligt kompliceret. Grundlæggende har dette - som også anført af Justitsministeriet - sammenhæng med, at loven om undersøgelseskommissioner ganske enkelt ikke tager sigte på situationer som den foreliggende, hvor bl.a. politiet og anklagemyndigheden - statens centrale efterforsknings- og undersøgelsesapparat - allerede er i fuld gang i sagen. Venstres og Det Konservative Folkepartis har noteret sig, at justitsministeren i sit svar på spørgsmål 4, har tilbudt forslagsstillerne på ny at foretage en teknisk gennemgang af skitsen til kommissorium, herunder betydningen af, at undersøgelseskommissionens opgave efter skitsen er at foretage en faktum undersøgelse, samt konsekvenserne af den i skitsen foretagne afgrænsning af kommissionens opgave i forhold til straffesagen. Venstre og Det Konservative Folkeparti tager dette tilbud til forslagsstillerne til efterretning og bemærker, at man er enig i, at ministerens skitse opfylder lovens 1 Justitsministeriets synspunkter om de berørte personers retsstiling og konkurrerende bevisbedømmelse gentages

29 krav til afgrænsning af et kommissorium, og at det følger af ministeransvaret, at justitsministeren efter en folketingsbeslutning skal drage omsorg for, at folketingsbeslutningen gennemføres i overensstemmelse med lov om undersøgelseskommissioner. Dette ansvar rokker dog ikke ved den kendsgerning, at det alene er flertallets forslag, gennemført ved en afstemning i Folketingssalen, der tvinger en kommissionsundersøgelse igennem uden hensyntagen til de mange principielle betænkeligheder og praktiske vanskeligheder, forslaget medfører. Venstre og Det Konservative Folkeparti er imod, at der nedsættes en undersøgelseskommission nu. Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti kan ikke medvirke til forslagets gennemførelse Folketingets forhandlinger I det følgende refereres uddrag af Folketingets anden (og sidste) behandling den 5. december 2002 før vedtagelse af beslutningsforslaget om kommissionens nedsættelse. Også referatet af forhandlingerne har været med til at give kommissionen en opfattelse af, hvilke problemer af processuel art, der skulle søges undgået, ligesom formålet med kommissionens undersøgelse blev uddybet. Under behandlingen udtalte justitsminister Lene Espersen (KF) indledningsvis bl.a.: I besvarelsen af udvalgsspørgsmål nr. 4 har Justitsministeriet knyttet en række kommentarer til skitsen til kommissorium, og jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i disse kommentarer. Jeg vil først pege på, at skitsen efter Justitsministeriets opfattelse lever op til de retlige krav til beskrivelsen af en undersøgelseskommissions opgaver, der følger af loven. I skitsen er der med andre ord taget højde for det principielle spørgsmål om afgrænsningen af kommissionens undersøgelse, som jeg fremhævede i min tale under førstebehandlingen af beslutningsforslaget. Det er for det andet i skitsen fastsat, at undersøgelseskommissionen skal have til opgave at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb, dvs. en såkaldt faktumundersøgelse. Kommissionen skal derimod ikke efter skitsen have til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. Justitsministeriet har i den forbindelse tilkendegivet, at det efter ministeriets opfattelse falder uden for opgavebeskrivelsen for en faktumundersøgelse efter lov om undersøgelseskommissioner at foretage retlige vurderinger af, om lovgivningen er tilsidesat, også selv om de retlige vurderinger 1 Som begrundelse henvises til justitsministerens svar på spørgsmål 3 og 4, samt udtalelser fra DJØF og statsadvokaten

30 ikke måtte berøre enkeltpersoners forhold. Skitsen til kommissoriet er udformet i overensstemmelse med denne opfattelse. Endelig vil jeg knytte nogle kommentarer til det meget væsentlige spørgsmål om forholdet til den verserende strafferetlige efterforskning 1 Regeringen kan således fortsat ikke støtte beslutningsforslaget om på nuværende tidspunkt at nedsætte en undersøgelseskommission i Farumsagen. Line Barfod (EL) bad ministeren bekræfte, at undersøgelse kunne lade sig gøre ved fornuftig tilrettelæggelse fra undersøgelseskommissionens side og efter drøftelse med anklagemyndigheden. Justitsministeren svarede som jeg meget klart tilkendegav i mit indlæg, kan det lade sig gøre praktisk, men det bliver ikke uden komplikationer.. Der bliver afgrænsningsproblemer, der bliver problemer, fordi det er en dobbeltundersøgelse. Men der er ikke nogen, der vil forsøge at modvirke eller modarbejde det, som et flertal i Folketinget ønsker ført ud i livet. Birthe Rønn Hornbech (V) udtalte bl.a.: Forslagsstillerne ønsker, at undersøgelsen skal omfatte perioden tilbage til Jeg tør godt vædde på, at den kommission bliver en evighedsmaskine. Venstre vil have hver en sten vendt, men vi er ikke så naive, at vi tror, at man kan skille det varme og det kolde vand ad, for det kan man ikke. Og fordi man netop ikke kan adskille det kolde og det varme vand, vil kommissionen hele tiden få problemer med at adskille arbejdet fra bagmandspolitiets... Hvis forslagsstillerne virkelig havde ønsket hver en sten vendt, havde man fulgt Venstres forslag, der sikrer den bedste og mest effektive klarlægning af Farumsagen. Ved at afvente en eventuel straffesags udfald ville man nemlig spare megen tid både for bagmandspolitiet og for undersøgelseskommissionen Svend Auken (A) udtalte bl.a.: Det er den største skandale nogen sinde. Skandalen ligger ikke i rødvinsregninger eller kammerateri. Skandalen ligger i, at dette har kunnet foregå, uden at det er blevet standset af alle de instanser og myndigheder, der har haft med dette at gøre, og uden at nogen har grebet ind. 1 Justitsministeriets betænkeligheder ved dobbeltundersøgelse gentages

31 Det, vi har ønsket med den undersøgelse - og jeg er glad for, at der er et flertal nu - er, at det samlede politiske ansvar for det, der er sket i Farum, kan blive placeret. Det er ikke kommissionens opgave at fælde den retlige eller politiske dom, men det er at tilvejebringe det faktuelle grundlag for, at man kan placere dette ansvar. Hvis vi ser på den strafferetlige undersøgelse, så er den en politimæssig undersøgelse, som har et helt andet sigte end det, som forslagsstillerne har med ønsket om at nedsætte undersøgelseskommissionen. Vores ønske er at komme frem til en forklaring på, hvad det var, der gik galt i Farum. Var det ministeriet, der svigtede? Var det tilsynsmyndighederne, der ikke var deres opgave voksen? Var det de advokater, der arbejdede? Var det de revisorer? Var det den kommunale revision? Var det de politiske partier, som havde magten derude, der svigtede? Var det de folkevalgte, der svigtede? Hvem svigtede i Farum? Ikke hvem overtrådte straffeloven. Det har vi politi, anklagemyndighed og domstole til at tage stilling til. Men hvem svigtede i Farum? Hvordan kunne det gå så galt? Knud Erik Kirkegaard (KF) udtalte bl.a.: Det Konservative Folkeparti har på intet tidspunkt modsat sig nedsættelse af en undersøgelseskommission. Det, vi har sagt, er, at det makværk, som man lægger op til, nemlig at man laver en undersøgelseskommission parallelt med bagmandspolitiets arbejde, vil vi ikke være med til. Det er noget makværk, det giver rod i systemet, det er uklogt, det forlænger hele forløbet omkring det her, og det kan sagtens blive efter 2010, at undersøgelseskommissionen bliver færdig med sit arbejde. Vi ønsker ikke at gøre det parallelt. Det er forskellen. Under ordveksling med Svend Auken (A) udtalte Knud Erik Kirkegaard videre bl.a.: Nu skal jeg ikke blande mig i sammensætningen af den kommission, der bliver nedsat, men jeg vil i hvert fald anbefale, at man ikke anvender personer, der er højt oppe i årene, for jeg er temmelig overbevist om, at den her undersøgelseskommission vil tage år, mange år og betydelig flere år, end den ville have taget, hvis det ikke var, fordi den skulle køre parallelt med bagmandspolitiets arbejde. Under alle omstændigheder bliver det her en meget, meget langstrakt proces, uanset om man vælger regeringspartiernes metode, eller man vælger flertallets metode. Det bliver under alle omstændigheder en langvarig proces. Vi skal såmænd være heldige, hvis man bliver færdig i det her årti. Svend Auken erklærede sig enig i, at en tilbundsgående undersøgelse ville tage tid, men når der var behov for tid til at komme til bunds i sagen var det om at komme i gang nu frem for at vente måske 7 år

32 Poul Nødgaard (DF) udtalte bl.a.: I Dansk Folkeparti har vi meget nøje vurderet og overvejet den her sag, og vi ved også, hvilket stort skridt det er, Folketinget tager, når vi sætter sådan en undersøgelseskommission i gang. Det er jo ganske vidtgående. Men vi er i hvert fald kommet til den konklusion og har længe ikke været i tvivl om, at danmarkshistoriens største kommunalpolitiske skandale skal endevendes fra a til z, og det skal gøres, om man kan bruge det udtryk, i ét hug. Vi er i partiet tillidsfulde ved, at bagmandspolitiet tager sig af de ting, de skal tage sig af, og det er det strafferetlige. Undersøgelseskommissionen skal så tage sig af alt det øvrige, som ikke er det strafferetlige. Hvis man ikke gør noget i en sag af det her omfang, synes jeg, at man vil svigte ikke alene Farums befolkning, der bliver hårdest ramt af det her økonomisk set, men man vil så sandelig også svigte den øvrige del af den danske befolkning, som må forvente, at det gamle udtryk, at vi»vil vende hver en sten i Farum-sagen«, også bliver overholdt. Jeg tror, det var hr. Kirkegaard, der dristede sig til at sige, at det kan vare 5-10 år, inden bagmandspolitiet er færdigt, når det skal igennem tre retsinstanser. Det skal nok blive år. Så spørger jeg bare mig selv og også den undrende befolkning: Havde regeringen så forestillet sig, at man om 8 år så kunne indlede en undersøgelse af alt det andet, der er tilbage i Farum-sagen? Ingen, tror jeg, ville kunne forstå det. Der er ikke tale om en dobbeltundersøgelse. Der er tale om to sideløbende undersøgelser, der tager sig af hver sin del med et lille gråzoneområde imellem. Jeg synes også, at jeg den dag ovre hos ministeren fik indtryk at, at hun også har tillid til - ellers må hun jo sige til - at de folk, der sidder i henholdsvis bagmandspolitiet og i undersøgelseskommissionen, sætter sig ned og finder ud af, hvordan de får de her to undersøgelser til at fungere på en måde, så der er samklang imellem dem Knud Erik Kirkegaard (KF) udtalte herefter bl.a.: Vi afviser ikke, at der skal foretages tilbundsgående undersøgelser overhovedet - og så kan man diskutere, om det er en dobbeltundersøgelse eller det er to sideløbende undersøgelser - men under alle omstændigheder vil den metode, som flertallet vælger, komplicere arbejdet for bagmandspolitiet og for undersøgelseskommissionen. Det vil forsinke arbejdet for bagmandspolitiet, og det vil forsinke arbejdet i undersøgelseskommissionen med den metode, man har valgt. Det er ikke hensigtsmæssigt. Det advarer vi imod, og det stemmer vi imod

33 Jeg vil så i øvrigt gerne sige, at noget af det, der ikke har været fremme i debatten her i dag, er den såkaldte Jens Peter Christensen-undersøgelse. Jens Peter Christensen-udvalget har jo fået til opgave at undersøge eventuelle systemfejl hos tilsynsmyndigheder osv. hele vejen rundt og komme med forslag til ændringer. Det må være uhyggeligt demotiverende for Jens Peter Christensen-udvalget at vide, at samtidig med, at de skal foretage disse overvejelser, skal man foretage nøjagtig de samme overvejelser i undersøgelseskommissionen, og når Jens Peter Christensen-udvalget er kommet med sine synspunkter og sine forslag, er det altså med en viden om, at et stykke tid efter kan undersøgelseskommissionen komme med noget, der måske strider imod det, som Jens Peter Christensen-udvalget anbefaler. Det må være dybt demotiverende, og jeg synes ikke, det er hensigtsmæssigt. Vi har hele tiden advaret imod det. Niels Helveg Petersen (RV) udtalte bl.a.: Jeg er helt enig med hr. Svend Auken i, at Farumskandalen er den største kommunalpolitiske skandale, der endnu er set i kongeriget, heldigvis, og måtte vi aldrig se noget tilsvarende. Den er til ubodelig skade for kommunen og for Farums borgere, som kommer til at mærke følgerne i lang tid. Men det er sådan set ikke det, vi diskuterer, for hvad enten vi nedsætter en undersøgelseskommission eller ikke, er det jo ikke noget, der ændrer vilkårene for Farums borgere her og nu, men jeg forstår godt ønsket om at komme til bunds i sagen, det er et ønske, jeg helt deler, og som mit parti deler. Min vurdering er, at undersøgelseskommissionen i praksis ikke kan komme i gang, i hvert fald slet ikke før straffesagen er indledt. Derfor havde det i det mindste været rimeligt, at man ventede med at nedsætte en undersøgelseskommission, til man så et anklageskrift. Men det er også min vurdering, at undersøgelseskommissionen ikke kan afslutte sit arbejde, før en eventuel straffesag er afsluttet. Man skal ikke foregøgle folk, at en undersøgelseskommission er særlig hurtig. De plejer at tage lang tid, og en undersøgelseskommission kan heller ikke gå så skarpt til sagen, som man kan i en straffesag, hvor anklagede jo har en forsvarer, og hvor man derfor kan gå ganske anderledes skarpt til sagen. Så undersøgelseskommissionen er ikke et hurtigt instrument, og det er ikke et særlig skarpt instrument. Straffesagen er det skarpeste instrument, vi råder over, det findes ikke skarpere. Det er det ene ræsonnement, der er grunden til, at Det Radikale Venstre ikke kan stemme for nedsættelse af en undersøgelseskommission. Det andet ræsonnement er, at det aldrig var meningen, da man lavede loven om undersøgelseskommissioner, at der skulle køre to slags undersøgelser ved siden af hinanden. Det var meningen, at undersøgelseskommissioner var noget, man nedsatte, når andre metoder var udtømt, f.eks. straffesager. Det fremgår fuldstændig klart af lovgivningen om undersøgelseskommissioner. Også dette element spiller en rolle for Det Radikale Venstre. Derfor kan Det Radikale Venstre ikke støtte nedsættelse af en undersøgelseskommission på dette tidspunkt

34 Herefter kommenterer Svend Auken (A), Poul Nødgaard (DF), Line Barfod (EL) og Aage Frandsen (F) bl.a. spørgsmål om, hvorvidt Det Radikale Venstre ville have stillet sig anderledes til nedsættelse af en kommission, hvis der allerede forelå et anklageskrift, så kommissionens opgave kunne afgrænses i forhold hertil og om betydningen af forarbejderne til lov om undersøgelseskommissioner. Svend Auken (A) bemærkede bl.a.: I øvrigt tror jeg, at der, inden man er kommet i gang med undersøgelsen og med alle de områder, der i hvert fald intet har med den strafferetlige undersøgelse at gøre, vil foreligge et anklageskrift og dermed en mulighed for i praksis at afgrænse de to undersøgelser og dermed også en mulighed for, at man kan få nytte af det materiale, der er tilvejebragt hos politiet, og som man så kan bruge i den fortsatte undersøgelseskommission. Men spørgsmålet er altså: Ville man have stemt for undersøgelseskommissionen, hvis der havde foreligget et anklageskrift? Niels Helveg Petersen (RV) svarede herefter bl.a.: Jeg kan selvfølgelig ikke stå her og sige, hvad jeg ville gøre i forhold til et anklageskrift, jeg ikke kender, men jeg vil give helt klart til kende, at vi selvfølgelig med åbent sind ville være gået ind i en sådan overvejelse også med henblik på muligheden for at nedsætte en undersøgelseskommission for de forhold, der ikke var omfattet af straffesagen... Line Barfod (EL) udtalte bl.a.: Det, vi skal have undersøgt, og som vi skylder borgerne at få undersøgt, er: Hvordan kunne det gå til, at Farum Kommune gennemgik den udvikling? Hvordan kunne det gå til, at alle de mange klager og advarsler, der kom især fra borgerne i Farum Kommune, ikke blev taget alvorligt? Hvordan kunne det være, at når fagforeninger, borgerorganisationer og enkeltborgere klagede, var der ingen, der lyttede, og der blev ikke grebet ind? Borgerne i Farum har stået tilbage med den følelse, at de boede i et retstomt rum, at der var sådan et skilt ved kommunegrænsen, der sagde, at her i Farum gælder loven ikke. Vi har jo gentagne gange set, at når det en sjælden gang er sket, at en tilsynsmyndighed har sagt, at Farum Kommune havde foretaget sig noget ulovligt, så har et flertal i byrådet og borgmesteren afvist, at man kunne have ret, og sagt, at Farum Kommune havde ret, og så er der ikke sket yderligere. Det, der er behov for at få undersøgt, er: Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne det være, at der ikke blev grebet ind? Efter at have lyttet til debatten her står jeg tilbage med den opfattelse, at det, at vi er så uenige om, hvorvidt der skal være en undersøgelse, bl.a. handler om, hvorvidt man forsøger at begrænse problemet og siger, at problemet kun handler om et overforbrug af rødvin og penge i Farum Kommune og nogle, der måske skal straffes for nogle ulovligheder begået i Farum Kommune, mens det for

35 mange af os andre handler om langt mere: Det handler om alle de mange, der ikke greb ind, alle de mange tilsynsmyndigheder, ministerier osv., som afviste de klager, der kom, og som ikke gjorde noget for at undersøge, hvordan det egentlig stod til. Det drejer sig om, hvorvidt man ønsker fortsat at bruge den model, som spillede fallit i Farum Kommune, og derfor ikke ønsker at få undersøgt, om det er den model, der i virkeligheden, og også hvis man gennemfører den på landsplan, vil føre til, at landet går fallit. Nogle konkrete eksempler på noget af det, som vi forestiller os skal undersøges af undersøgelseskommissionen, og som ikke er med i det, bagmandspolitiet har oplyst at de undersøger, og som formentlig ikke på noget tidspunkt vil blive inddraget i en strafferetlig undersøgelse, er hele spørgsmålet om Arbejdsmarkedsrådet i Frederiksborg Amt. Hvorfor undersøgte man slet ikke aktiveringen, når der blev klaget over det? Hvordan kunne man bare lægge til grund, at de oplysninger, man fik fra en offentlig myndighed, pr. definition var sande, når de kom fra en offentlig myndighed, endda uden at man bad om at se dem på skrift, men bare fik mundtlige oplysninger? Hvordan kunne det gå til, at man kunne ansætte et privat firma som chef i Farum Kommune? Når der blev klaget over det, blev det slet ikke undersøgt, hvorvidt den ansættelse overhovedet var lovlig. Det blev sendt frem og tilbage mellem forskellige myndigheder, men uden at nogen greb ind, så det er reelt endnu til dato ikke undersøgt, om det overhovedet er lovligt at ansætte nogen på den måde. Skattesekretariatet blev udliciteret for et par år siden. Det har tilsynsmyndighederne sagt er ulovligt, men det cirkler stadig rundt mellem Skatteministeriet, Tilsynsrådet og Indenrigsministeriet. Der er stadig en ulovlig tilstand i Farum, uden at der sker noget. Hvordan kan det gå til, at man ikke har en metode, der sikrer, at en ulovlig tilstand i en kommune bringes til ophør? Hillerød Politi: Der ikke fremkommet noget om, at de har gjort noget strafbart, men de har ikke på noget tidspunkt taget nogen af de anmeldelser, der kom, alvorligt; der er ikke sket yderligere med dem. De bliver næppe undersøgt af bagmandspolitiet. Der er også Indenrigsministeriets behandling af de mange klager, der er kommet. Det er næppe heller sandsynligt, at det indgår i bagmandspolitiets undersøgelser. Men det vil være en meget væsentlig del af en undersøgelseskommission at se på, hvorfor de mange, mange klager ikke førte til, at man fik en mere gennemgribende undersøgelse af Farum Kommune. Så er der endelig det sidste argument: Hvorfor ikke bare vente med undersøgelseskommissionen? Men så vil der jo gå mange, mange år, før vi får et svar på, hvad det egentlig var, der gik galt ude i Farum Kommune, samtidig med at vi risikerer, at mange af de vidner, der skal afhøres og forklare, hvordan tingene forløb i Farum, til den tid vil have en endnu dårligere hukommelse, end de har nu, når en del af forholdene ligger over 10 år tilbage i tiden. Det vil blive alt for mange år ud i fremtiden, og vi skylder også borgerne, at de få en forklaring nu. Det vil være svært om 5, 6, 7, 8 år, når de eventuelle straffesager er afsluttet, at skulle forklare borgerne, at vi skal bruge flere millioner kroner til

36 en kommission, som skal undersøge en kommune, der forhåbentlig på det tidspunkt langsomt er ved at komme på fode igen. Derfor har vi behov for at få sat undersøgelseskommissionen i gang nu og få nogle forklaringer og forhåbentlig om nogle år også nogle bud på: Hvad kan vi gøre for at forebygge, at det sker igen? Så var hr. Knud Erik Kirkegaard lidt inde på Jens Peter Christensen-udvalget. Jens Peter Christensen-udvalget kommer forhåbentlig snart med nogle forslag til, hvordan vi her og nu kan forbedre lovgivningen, men jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan kollidere med en undersøgelseskommission, der først skal afdække alt det, der gik galt i Farum Kommune og ministerier og tilsynsmyndigheder osv. Selv om man måske om 5, 6, 7, 8 år finder ud af, at der bør foretages yderligere lovændringer, er det altså ikke usædvanligt. Det sker jo på en del områder, at vi jævnligt laver lovændringer, når vi finder ud af, at der er behov for nogle ændringer, så jeg kan ikke se, det kan være nogen indvending Birthe Rønn Hornbech (V) bemærkede, at afhøring af kommunale embedsmænd sideløbende med en eventuel straffesag mod Peter Brixtofte kunne give problemer for Peter Brixtoftes retssikkerhed (i straffesagen). Line Barfod henviste til, at der var mange andre, der i første omgang kunne høres og som ikke var embedsmænd i kommunen. 1 Jann Sjursen (KRF) udtalte sig mod nedsættelse af kommissionen på daværende tidspunkt og anførte bl.a.: Det, der er brug for på kort sigt for at få rettet op på nogle af de eskapader, som er sket i Farum Kommune, mener vi, der kommer et godt bud på, når Jens Peter Christensen-udvalget snart kommer med sin betænkning.. Jeg vil godt føje til, at det somme tider kommer til at lyde fra ordførerne for forslagsstillerne, som om lige præcis de partier og forslagsstillerne vil have, at enhver sten skal vendes, og at vi andre ikke vil det. Jeg mener, at alle i Folketinget er enige om lige præcis det synspunkt, og vandene skiller så med hensyn til, hvilke midler der skal tages i brug, for at det rent faktisk sker. Jeg vil godt understrege, at også Kristeligt Folkeparti ønsker, at vi til fulde får afdækket Farum-sagen eller Farumskandalen, eller hvad man nu vil kalde den. Men det skal være med de rigtige midler på de rigtige tidspunkter, og lige nu er tiden ikke inde til, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission. Derfor afviser vi beslutningsforslaget. 1 Kommissionen løste problemet ved i de første afhøringer af kommunens embedsmænd at indsnævre afhøringen til perioden før det tidsrum straffesagerne omfattede eller begrænse den til spørgsmål, der utvivlsomt ikke vedrørte straffesagen

37 Aage Frandsen (F) udtalte herefter som ordføreren for forslagsstillerne bl.a.: Det, det drejer sig om, er jo at finde ud af, hvordan det kunne gå til. Det er det spørgsmål, mange mennesker i både Farum Kommune og andre steder i landet stiller sig selv: Hvordan kunne det gå til? Så sent som i januar måned sendte indenrigsministeren et brev ud til nogle kommuner og sagde til dem: I kan bare gribe sagen an på en anden måde, hvis I ikke kan få pengene til at slå til. I kan gøre ligesom i Farum. Så var der en eller anden tænksom Venstreborgmester i Jylland, der sagde: Nej, det er nu altså ikke den måde, vi gør det på i Jylland, for det, de gør i Farum, ser altså lidt mærkeligt ud. Man kan jo godt forstå, at han syntes, det så lidt mærkeligt ud, for de betalte ikke så meget i skat i Farum som andre steder, og Farum Kommune havde et serviceniveau, der lå meget højt. Det kunne man ikke forstå nogle steder i landet, vi var også andre, der heller ikke kunne forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, og det viste sig altså også, at der var god grund til, at vi ikke kunne forstå det. Så vil jeg godt understrege i forbindelse med nogle af de indvendinger, der har været, og i forlængelse af det, som også andre ordførere fra forslagsstillernes partier har været inde på, at der er en række tilsyn, som ikke undersøges af bagmandspolitiet; det siger bagmandspolitiet selv. Der er f.eks. revision, og der er en række ting i både det ministerielle tilsyn, det amtslige tilsyn og statsamtets tilsyn, som ikke undersøges, så der er et stort felt, der under ingen omstændigheder undersøges. Så har det også været fremme, at der var tale om en dobbeltundersøgelse. Man kan snarere bruge udtrykket, at der er tale om to undersøgelser, der foregår på samme tidspunkt, og det er helt afgørende for os, som det også er præciseret af justitsministeren i skitsen til kommissoriet, at når man har to sådanne undersøgelser, må retssikkerheden ikke på nogen måde kunne blive krænket, heller ikke i forbindelse med det strafferetlige. Vi ved godt fra flertallets side, at der er vanskeligheder i den forbindelse. Men vi har så stor en tiltro til den dommer og de kommissionsmedlemmer, der skal udføre arbejdet, at vi tror, det kan lade sig gøre, og vi har også stor tiltro til, at Justitsministeriet i samarbejde med kommissionen og bagmandspolitiet kan finde ud af en fornuftig afgrænsning. Så er det blevet nævnt af hr. Knud Erik Kirkegaard, at undersøgelsen også går på tværs af Jens Peter Christensen-udvalgets arbejde. Det mener jeg under ingen omstændigheder der er tale om Det, der er afgørende for os, er altså, at vi får undersøgt Farum-sagen. Den har det, der i lovens forstand er almen vigtig betydning, og vi mener også, at den måde, det er skruet sammen på, gør, at der bliver tale om en undersøgelse ud fra et nærmere bestemt grundlag

38 Vi er meget glade for, at det er en undersøgelse, som også giver åbenhed udadtil og går tilbage i tiden, og at der gives mulighed for, at hvis man finder nye ting frem, kan man også tage dem op. Vi mener, at skitsen til kommissoriet giver den mulighed, der somme tider desværre ikke er til stede i forbindelse med kommissionsnedsættelser, nemlig at de, der arbejder i kommissionen, kan gennemføre deres arbejde tilfredsstillende. Det, der skiller os i Folketinget, er jo, at vi er et flertal, der vil have kommissionen nedsat nu. Jeg kan forstå, at Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti måske vil tage en anden stilling, når anklageskriftet muligvis foreligger til efteråret, og jeg kan forstå, at regeringspartierne ville have ventet, til alt det strafferetlige var afklaret. Men det ville betyde, at der formentlig ville gå 7-10 år, og det vil under alle omstændigheder være helt uacceptabelt, fordi borgerne i Farum og befolkningen i det hele taget har behov for og krav på, at man gennemfører en sådan undersøgelse nu. Efter yderligere bemærkninger fra Line Barfod (EL) og Birthe Rønn Hornbech (V) om retssikkerhed mv. blev forslaget om en kommissionsundersøgelse herefter vedtaget af det tidligere nævnte flertal Lov om undersøgelseskommissioner Efter 1 i lov om undersøgelseskommissioner kan en kommission nedsættes til at gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning. En undersøgelseskommissions mulige opgaver er beskrevet i lovens 4, der har følgende ordlyd: 4. Undersøgelseskommissionen har ikke dømmende myndighed. Stk. 2. Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb. Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan endvidere få til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde. Stk. 4. Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar. Stk. 5. Er et medlem af undersøgelseskommissionen dommer, foretager undersøgelseskommissionen alene retlige vurderinger som nævnt i stk. 4 i det omfang, dommeren ikke finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt

39 Fortolkningsbidrag vedrørende lovens 4 gennemgås i det følgende 1. Lovens 4 svarer til lovforslaget med to ændringer. Efter lovforslagets 4, stk. 2, kunne en undersøgelseskommission få til opgave at undersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb. I den vedtagne lov blev klarlægge ændret til redegøre for. Lovforslagets 4, stk. 4, indeholdt en formulering, hvorefter undersøgelseskommissionen kunne få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at søge embedsmænd draget til ansvar. I den vedtagne lov blev embedsmænd ændret til nogen. I betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelseskommissioner, side 53-54, anfører udvalgets flertal for så vidt angår undersøgelse af fakta (med kommissionens understregninger): Der er i udvalget enighed om, at en undersøgelseskommission - under hensyn til formålet - ikke blot bør registrere fakta vedrørende et begivenhedsforløb, herunder registrere forskellige, eventuelt modstridende, forklaringer. Kommissionen bør også binde de konstaterede fakta sammen med en bevisvurdering og dermed i og for sig ved en retligt orienteret vurdering, for så vidt som bevisvurderingen sker under anvendelse af bevisregler. b) En undersøgelseskommissions undersøgelse af fakta vil altid - også uden udtrykkelig tilkendegivelse herom i kommissoriet - være afgrænset af en retlig ramme, der bestemmes af, hvilke retsregler der til sin tid kan blive spørgsmål om at vurdere fakta i forhold til. Et mindretal i udvalget, der nærede principielle betænkeligheder ved at dommere blev involveret i undersøgelseskommissioner, anførte side 76 ff.: Beskrivelse af den faktuelle undersøgelse Anses det i en given situation for uomgængeligt nødvendigt at inddrage dommere i efterforsknings- og undersøgelsesvirksomhed, bør undersøgelseskommissionens opgave begrænses til at undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb med en bevisbedømmelse, der må foretages under hensyntagen til, at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces med sædvanlige retsgarantier. 1 Forarbejderne omfatter betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer (Nordskov-udvalget) og FT : 770, 6702, 7042; A 243; B 773 (lovforslag L3)

40 Denne begrænsning medfører, at kommissionen eksempelvis ikke skal karakterisere afgivne oplysninger ved anvendelse af betegnelser som»misvisende«,»urigtige«el. lign. Undersøgelsen skal således beskrive, hvad der er sagt, hvornår og til hvem det er sagt, og hvorledes de givne oplysninger forholder sig til de faktiske forhold, samt i hvilket omfang den, der gav oplysningerne, var eller måtte være bekendt med eventuelle afvigelser fra de faktiske forhold. Hovedformålet med at nedsætte en undersøgelseskommission er at få klarhed over, hvad der faktisk er sket i en bestemt sag. Dette formål vil blive tilgodeset uanset den foreslåede afgrænsning af kommissionens opgave. Det er en forudsætning for forslaget, at det er muligt at adskille beskrivelsen af et begivenhedsforløb fra den retlige vurdering heraf, og mindretallet finder, at dette er muligt.... I lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser anføres under 4, at det i overensstemmelse med grundlovens 61, 2. pkt., om, at særdomstole med dømmende myndighed ikke kan nedsættes, i stk. 1 er fastsat, at undersøgelseskommissionen ikke har dømmende myndighed. Formålet med undersøgelseskommissionens virksomhed vil navnlig være at tilvejebringe et materiale som grundlag for vedkommende myndigheds afgørelse af, om sagen skal fremmes, navnlig ved at der rejses tiltale, eller disciplinærforfølgning indledes. Herefter anføres om stk. 2 og 3 bl.a. (med kommissionens understregninger): Til stk. 2 Den vigtigste opgave for en undersøgelseskommission vil i almindelighed være at undersøge og klarlægge et bestemt hændelsesforløb. I overensstemmelse hermed fastsættes det i bestemmelsen, at undersøgelseskommissionen kan få til opgave at undersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb. Det forudsættes, at kommissionen ikke blot registrerer fakta vedrørende begivenhedsforløbet, herunder registrerer forskellige, eventuelt modstridende, forklaringer, men også foretager en bevisvurdering af de konstaterede fakta. Bevisvurderingen må foretages med den forsigtighed, der må følge af, at beviserne ikke er tilvejebragt ved en kontradiktorisk proces under en almindelig retssag. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med de synspunkter vedrørende domsvirkning, der er nævnt i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. En undersøgelseskommissions undersøgelse af fakta vil altid - også uden udtrykkelig tilkendegivelse herom i kommissoriet - være afgrænset af en retlig

41 ramme, der bestemmes af, hvilke retsregler der til sin tid vil kunne blive spørgsmål om at vurdere fakta i forhold til. Til stk. 3 I bestemmelsen fastsættes det, at undersøgelseskommissionen - ud over at undersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb - også kan få til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde. Den foreslåede bestemmelse peger i retning af, at undersøgelserne ved undersøgelseskommissioner - som i andre lande - kan blive mere systemorienterede, dvs. sigtende på at identificere systemfejl og formulere forslag til ændringer i procedurer m.v., der kan modvirke, at der i fremtiden opstår problemer som dem, der har givet anledning til undersøgelsen. Det vil i sagens natur kunne være nødvendigt for en kommission - som led i sin begrundelse for forslag som nævnt i bestemmelsen - at vurdere, om der kan antages at være begået fejl af den pågældende forvaltning uden dermed at tage stilling til spørgsmålet om enkeltpersoners fejl. Dette svarer til de typiske ombudsmandsundersøgelser. Under bemærkningerne til stk. 4 om adgangen til at give en undersøgelseskommission til opgave at foretage retlige vurderinger vedrørende ansvar anføres bl.a.: at en undersøgelseskommission ikke må nedsættes med henblik på at tage stilling til en partstvist. En undersøgelseskommission må heller ikke nedsættes for at undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb, hvis formålet hermed er at tilvejebringe grundlaget for en efterfølgende stillingtagen til en partstvist. Under bemærkningerne til stk. 5 om en dommers medvirken til retlige vurderinger efter stk. 4 hedder det: Til stk. 5 Der har også været peget på, at der knytter sig nogle principielle betænkeligheder til, at dommere, når de leder undersøgelsesretter, udfører opgaver, som efter deres art ikke er sædvanlige for domstolene, og at de herved - til skade for tilliden til domstolene - kan blive gjort til aktører i sager, der reelt er afspejlinger af politiske konflikter. Disse betænkeligheder skal ses på baggrund af, at en undersøgelseskommissions virksomhed markant adskiller sig fra en domstols behandling af en retssag, idet kommissionens behandling er præget af en inkvisitorisk procesform. Kommissionen skal således både tilrettelægge undersøgelsen, indsamle bevismateriale,

42 foretage afhøringer og på grundlag af dette materiale - og udtalelser fra de berørte personer og deres bisiddere, jf. 23, stk. 4 - foretage vurderinger. Lovforslaget indeholder flere konkrete forslag til, hvordan grundlaget for denne kritik kan begrænses Under Folketingets behandling foreslog Folketingets Udvalg for Forretningsordenen i beretning af 5. maj 1999 det ovenfor nævnte og gennemførte ændringsforslag til 4, stk. 2, ( klarlægge blev til redegøre for ) med følgende begrundelse: Under hensyn til, at også kommissionens bevisvurdering bør formuleres forsigtigt, foreslår udvalget, at formuleringen i 4, stk. 2, om, at kommissionen kan få til opgave at undersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb, ændres til... undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb, jf. ændringsforslag. Fra Folketingets 2. behandling den 18. maj 1999 refereres følgende udsagn: Helge Adam Møller (KF) udtalte bl.a.: Vi har tidligere haft noget, vi kaldte undersøgelsesretter eller kommissionsdomstole, og det gav jo den meget uheldige virkning, at mange opfattede dem som domstole. L 3 slår nu fast, at det ikke er og ikke skal og ikke må være en domstol. Det er alene en kommission, som skal undersøge og redegøre for et handlingsforløb, ofte et kompliceret handlingsforløb, og derefter er det op til Folketinget, hvis det drejer sig om ministeransvar, omhyggeligt at drøfte og afgøre, hvilke konsekvenser der eventuelt skal træffes over for den eller de pågældende ministre... Margrethe Auken (F) udtalte bl.a.: Jeg tror, vi vil blive overraskede over, at sådan en sag alligevel ikke helt passer på den model, vi har lavet. Jeg synes, de sager, vi har kigget på, historisk har været meget forskellige, og vi vil komme til at opleve igen, at en sag kan blive meget forskellig... Poul Nødgaard (DF) udtalte bl.a.: Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg synes, det er flot, at det nu ikke alene er regeringen, der kan sige, at den vil have en undersøgelseskommission, men at de politiske partier gennem Udvalget for Forretningsordenen nu faktisk i høj grad

43 kan være med til at styre det her foretagende, og det vil jeg håbe og tro på at man vil gøre på bedste og mest ansvarsfulde måde.... Kim Benkhe (FP) udtalte bl.a.: Derudover har vi haft det meget stærke ønske, at den måde, tingene bliver undersøgt på, har karakter af en egentlig undersøgelse, for selv om man fra pressens side nok vil være tilbøjelig til hurtigt at drage konklusioner med hensyn til, hvorvidt en minister bør gå af, eller hvad der nu i øvrigt kan forekomme af ønsker i pressen, så skal vi være så fair i de her undersøgelser, at når undersøgelsen er afsluttet, foregår den egentlige retshandling et andet sted, sådan at folk har mulighed for at forsvare sig og ikke kommer i den situation, at de bliver stillet i en gabestok. Lovforslaget blev vedtaget enstemmigt Kommissionens afgrænsning af opgaven Folketinget har ved sin beslutning om nedsættelse af Farum-kommissionen fundet, at undersøgelsen er af almenvigtig betydning og dermed omfattet af 1 i lov om undersøgelseskommissioner. Kommissionen har efter lovens 4, stk. 2 og 3, fået til opgave at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb (en faktum-undersøgelse), og på den baggrund komme med forslag til ændring af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis (fremadrettede forslag). Kommissionen har herunder interesseret sig for beslutningsprocesserne og de politiske beslutninger set i forhold til den retlige ramme for det kommunale selvstyre, men har samtidig været sig bevidst, at rigtigheden af de politiske valg ikke er genstand for undersøgelse. Kommissionen har i øvrigt inden for de vide rammer, kommissoriet giver, foretaget en nærmere afgrænsning af opgaven efter en væsentlighedsvurdering. Kommissionens arbejdsbetingelser kan i kort form angives således: Faktum-undersøgelse Kommissionen skal undersøge og redegøre for det faktisk begivenhedsforløb i undersøgelsesperioden, navnlig med henblik på at identificere systemfejl. Retlig ramme

44 Kommissionens undersøgelse af faktum er afgrænset af den retlige ramme, der gælder for kommuner og for tilsynsmyndighederne m.fl. ved varetagelsen af deres opgaver. Bevisbedømmelse Kommissionens bevisvurderinger foretages efter samme principper som i retsplejen, men med den forsigtighed undersøgelsesformen tilsiger. Fremadrettede forslag Kommissionen skal på ovennævnte baggrund overveje et evt. behov for ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis. Ikke ansvarsvurderinger Kommissionen skal ikke foretage retlige vurderinger til belysning af, om der er grundlag for at drage nogen til ansvar. Ikke retlig prøvelse Kommissionen har ikke dømmende myndighed og skal derfor bl.a. ikke ved retlige vurderinger efterprøve hverken myndighedsafgørelser eller domstolsafgørelser. Nedenfor omtales disse arbejdsbetingelser nærmere Faktum-undersøgelse Efter kommissoriets punkt 1.2. skal kommissionen undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til de beskrivelser og påstande, der er fremkommet i medierne og den offentlige debat, om en lang række kritisable forhold vedrørende Farum Kommune. Kommissionen kan i redegørelsen medtage andre forhold, som er af sådan karakter, at de må anses for at høre med. Der opregnes eksempler på de angivne kritisable forhold ligesom varetagelsen af en række opgaver nævnes. Kommissionen har herefter lagt til grund, at kommissionen under sin gennemgang af det samlede begivenhedsforløb skal undersøge og redegøre for muligt kritisable forhold, som har været offentligt omtalt, eller som kommissionen selv ved sin gennemgang bliver opmærksom på. Overordnet set har kommissionen derfor i lighed med tidligere undersøgelseskommissioner til opgave at undersøge muligt kritisable forhold vedrørende en bestemt emnekreds

45 Som også forudsat i forarbejderne til lov om undersøgelseskommissioner kan heller ikke en kommissionsundersøgelse, der er begrænset til fakta og fremadrettede forslag, gennemføres uden en retlig ramme. Kommissionens undersøgelse af fakta er således afgrænset af en retlig ramme. 1 Uden at have gjort sig klart, hvilken retlig ramme der gælder for det kommunale styre og for myndighedernes udøvelse af deres beføjelser, vil der ikke kunne gennemføres en meningsfuld kommissionsundersøgelse. Vurdering af faktum i forhold til den retlige ramme er endvidere afgørende for, at kommissionen kan begrunde behovet for fremadrettede forslag efter lovens 4, stk. 3. Det har derfor været nødvendigt for kommissionen at fastslå i hovedtræk, hvilke regler der efter kommissionens opfattelse gælder for de kommunale aktiviteter og de enkelte myndigheders virke. Kommissionens retsopfattelse er tilkendegivet i de emneopdelte kapitler i afsnit om den retlige ramme og i kommissionens sammenfatninger og vurderinger. 2 Kommissionen skal så langt, det er muligt og forsvarligt, foretage en bedømmelse af bevisernes vægt med henblik på at fastslå hvilket sagsfaktum, der er det rigtige 3. Bevisvurderingen skal foretages med den forsigtighed eller det forbehold, der bl.a. følger af, at ikke alle involverede har haft lejlighed til at føre bevis eller udtale sig om bevisernes vægt (kontradiktorisk proces). Der vil således som fremhævet i forarbejderne vedrørende en undersøgelseskommission og en domstol være væsentlig forskel på den sikkerhed og fasthed, hvormed disse myndigheder kan udtale sig om, hvilket faktisk hændelsesforløb der kan lægges [til grund som] bevist. 4 Det vil dog i mange tilfælde ud fra dokumentbeviser og forklaringer været muligt at drage temmelig sikre konklusioner. I andre tilfælde vil der være behov for at give udtryk for graden af bevisusikkerhed. 1 Jf. afsnit om forarbejderne til lov om undersøgelseskommissioner. Se også Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus Dethlefsen: Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets rolle (2002), side Det kommunale selvstyre er generelt udtrykt på den måde, at kommunalbestyrelsen har fuldmagt til at handle på borgernes vegne og herunder anvende kommunens formue og løbende skatteindtægter. De opgaver, kommunalbestyrelsen kan påtage sig er begrænset til opgaver med kommunalt formål. Det hedder i grundlovens 82 Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov. Det kommunale selvstyre kan ikke ophæves af lovgivningsmagten. Lovgivningsmagten kan derimod bestemme dets nærmere omfang. Positivt afgrænset gælder der et kommunalt selvstyre, som skal have et materielt indhold (kommunalfuldmagten). Negativt afgrænset kan en kommune i hvert fald ikke beskæftige sig med områder, der efter loven hører under statslige myndigheder. Ud over den regulering, der har fundet sted i den kommunale styrelseslov, er kommunernes opgaver og skønsmæssige beføjelser som forvaltningsmyndighed ofte nøje lovreguleret. I øvrigt henvises til domstolspraksis og navnlig tilsynspraksis. 3 Jf. princippet i om den frie bevisbedømmelse. 4 Jf. justitsministerens svar på spørgsmål 3 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (omtalt i afsnit )

46 Kommissionen har forholdt sig til, om den rejste kritik ud fra en bevismæssig vurdering af faktum kan bekræftes. Bevisbyrden må efter almindelige retsprincipper påhvile den, der rejser kritik. Kommissionen har i øvrigt søgt opgaven afgrænset efter en væsentlighedsvurdering samt almindelige ressourcehensyn. 1 En væsentlighedsvurdering foretages ofte bedst, når tingene er kommet lidt på afstand og med den konsekvens, at ikke alt har fundet plads i beretningen, selvom der har været medieomtale og/eller kommissionen har brugt nogle ressourcer på emnet. 2 Kommissionen er sig derfor bevidst, at beretningen ikke redegør for alle detailspørgsmål, der har været rejst eller kan rejses vedrørende Farum-sagen. Undersøgelsens formål har været at give et troværdigt billede af et hændelsesforløb. Den, der måtte ønske det, vil utvivlsomt fortsat kunne føje detaljer på. Kommissionens formand udtalte således i august 2003 til pressen, at opgaven måske bedst kan sammenlignes med et puslespil, som kommissionen i de kommende år skulle samle. Selvom de mindste brikker nok aldrig vil komme på plads, bør det med de større brikker, nemlig straffesagerne og tilsynssagerne, samt de ganske mange brikker, som kommissionen selv sætter på plads, være muligt efter nogle år at give politikerne og offentligheden et godt grundlag for at vurdere, hvad Farum-sagen faktisk drejede sig om, og mulighed for eventuelt at drage en lære heraf både juridisk, økonomisk og samfundsmæssigt. Det er kommissionens håb, at beretningen kan opfylde dette formål Fremadrettede forslag Kommissionens grundlag for på tidspunktet for beretningens afgivelse at komme med fremadrettede forslag på grundlag af Farum-sagen er påvirket af, at kommissionen har været nødt til at bedømme evt. forslag i lyset af den mellemliggende udvikling i lovgivningen mv. i tiden frem til beretningens afgivelse. Dette problem forelå allerede før kommissionen påbegyndte sit arbejde, idet der i maj 2003 gennemførtes ny lovgivning i lyset 1 Se også afsnit Kommissionen har herunder udeladt omtale af flere projekter, der aldrig blev til noget

47 af Farum-sagen. 1 Senere kom der yderligere udvalgsbetænkninger og lovgivning til af betydning for kommissoriet, herunder om den kommunale revision. Om de retlige vurderinger i den anledning henvises til afsnit Ansvarsvurderinger og retlig prøvelse En undersøgelseskommission har ingen dømmende myndighed. 2 Kommissionen har ikke fået til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar, jf. lovens 4, stk. 4. Efter forarbejderne til kommissoriet har man søgt at forebygge en konflikt mellem en sideløbende kommissionsundersøgelse og domstolsbehandling ved ikke at pålægge kommissionen den opgave. Kommissionen skal i det hele taget ikke tage stilling til, om enkeltpersoner kan drages til ansvar strafferetligt, erstatningsretligt eller disciplinært, eller om virksomheder, organisationer og foreninger kan drages til ansvar erstatningsretligt. 3 Særligt for de vidner og andre personer, der har været tiltalt i straffesagerne og er henholdsvis frifundet og dømt, bemærkes, at kommissionen efter kommissoriets pkt ikke har til opgave at undersøge og redegøre for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter en eventuel tiltalerejsning er omfattet af anklageskriftet. I det omfang der ved et eventuelt anklageskrift rejses tiltale mod en person, har undersøgelseskommissionen således ikke til opgave at undersøge og redegøre for, hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der omfattes af tiltalen mod vedkommende. Derimod kan undersøgelseskommissionen undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har haft med 1 Lov nr. 381 af 28. maj 2003 om ændring af lov om kommunernes styrelse med flere love (Forbedring af muligheder for indsigt i den kommunale administration, tilsynsreform mv.), der bl.a. byggede på betænkning nr. 1425/2002 Indsigt i den kommunale administration for kommunalbestyrelsen, revisionen, kommunaltilsynet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 2 Jf. 4, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner. 3 En undersøgelseskommission har ikke til opgave at undersøge og redegøre for begivenhedsforløbet med det formål at tilvejebringe grundlag for en efterfølgende stillingtagen til en partstvist. Se Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus Dethlefsen: Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets rolle (2002), side om partstvister

48 hensyn til sådanne forhold.. Det faktum, domstolene har fastslået vedrørende de tiltaltes rolle, indgår i kommissionens beskrivelse af det faktiske forløb i undersøgelsesperioden med henblik på at opnå en samlet beskrivelse af alle væsentlige forhold, jf. kommissoriets punkt Kommissionen har endvidere ikke haft til opgave at foretage en retlig prøvelse af, om kommunen i sit virke eller tilsynsmyndighederne m.fl. ved myndighedsudøvelse har anvendt loven rigtigt eller har tilsidesat regler i lovgivningen mv. 2 Tilsynsmyndighedernes faktiske virke er undersøgt og beskrevet, ligesom kommissionen har inddraget tilsynsmyndighedernes afgørelser og udtalelser i sin vurdering af, om angivne kritisable forhold er godtgjort og i overvejelser om fremadrettede forslag. Sammenfattende kan der således ikke ud fra kommissionens bevisvurderinger og forslag drages slutninger om, hvorvidt en retlig prøvelse af de samme forhold ville føre frem til, at lovgivning mv. er tilsidesat, eller at enkeltpersoner i den anledning har pådraget sig et ansvar Undersøgelsens tilrettelæggelse og gennemførelse Ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af undersøgelsen var det nødvendigt at forholde sig til en række problemer, der formentlig adskiller denne undersøgelse fra, hvad Folketinget havde forudset, da man vedtog lov om undersøgelseskommissioner, men som man i nogen grad var opmærksom på, da Folketinget i december 2002 besluttede sig for at iværksætte undersøgelsen, jf. afsnit Efter deres betydning kan problemerne for undersøgelsens tilrettelæggelse og gennemførelse opregnes således: 1 Der henvises i øvrigt til afsnit Jf. justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 4: Efter Justitsministeriets opfattelse falder det imidlertid uden for den opgavebeskrivelse, der efter lovens 4, stk. 2, knytter sig til en faktum-undersøgelse, at foretage retlige vurderinger af, om lovgivningen mv. er tilsidesat,. Svaret blev lagt til grund i Folketingets videre behandling, jf. afsnit og afsnit om lov om undersøgelseskommissioner. 3 Jf. også afsnit om kommissionens forståelse af den retlige ramme for kommuners og myndighedernes virke

49 Der verserede straffesager mod centrale personer i sagen. Tilsynsmyndighederne havde ikke afsluttet deres arbejde vedrørende undersøgelsesperioden og var samtidig genstand for undersøgelse. Den af Farum Kommune igangsatte advokat- og revisorundersøgelse var ikke endeligt afsluttet. Kommissionens undersøgelse krævede adgang til sagsmateriale, der fortsat var af væsentlig betydning for kommunens arbejde, herunder med genopretningsplanen. Efter undersøgelsesmaterialets omfang oversteg opgaven formentlig, hvad nogen kommission hidtil var blevet anmodet om at undersøge. 1 Der var aldrig tidligere gennemført en kommissionsundersøgelse vedrørende kommunale forhold. Der skulle skaffes overblik over den medieomtale og offentlige debat, som kommissoriet i brede vendinger henviser til. Nedenfor omtales kommissionens indhentelse af skriftligt undersøgelsesmateriale og skriftlige redegørelser (afsnit ), vidneafhøringer (afsnit ), modtagne andre oplysninger (afsnit ) og høringssvar (afsnit ). I særskilte afsnit redegøres for undersøgelsen af medieomtale og offentlig debat (afsnit 1.5.) og for straffesagernes betydning for kommissionens undersøgelse (afsnit 1.6.). Det har for kommissionen været en selvfølge, at kommissionens undersøgelse ikke måtte gribe ind i hverken kommunens, tilsynsmyndighedernes eller statsadvokaturens uafsluttede sager vedrørende undersøgelsesperioden. Kommissionsundersøgelsen måtte således ikke i sig selv lægge hindringer i vejen hverken for kommunens varetagelse af egne opgaver eller for myndighedsudøvelse. Kommissionen anmodede derfor i almindelighed om udlån af sagsakter i afsluttede sager samt verserende sager, efterhånden som disse blev afsluttet. Bortset fra enkelte historiske tilbageblik har kommissionen ikke beskæftiget sig med forhold 2 før 1. januar Forhold efter undersøgelsesperiodens afslutning 6.august 2003 har ikke 1 Kommissionen har i sit elektroniske dokumenthåndteringssystem indskannet hvad der svarer til ca. 1,5 mio. dokumentsider. Heraf udgør straffesagerne hvad der svarer til ca sider, jf. afsnit Jf. kommissoriets punkt

50 været genstand for undersøgelse, men kommissionen har beskrevet efterforløbet i det omfang, det har haft betydning for en fuldstændig omtale af forhold i undersøgelsesperioden. Om det praktiske samarbejde med kommunen henvises til afsnit Skriftligt materiale og redegørelser Åbningsbreve Kommissionen har udsendt såkaldte åbningsbreve til Farum Kommune og en lang række myndigheder, personer mv. Åbningsbrevene beskriver kommissionens arbejdsopgaver og de beføjelser kommissionen har efter lov om undersøgelseskommissioner. Åbningsbrevene indeholder herunder en generel beskrivelse af de undersøgte personers rettigheder, bestemmelserne om tavshedspligt og offentlighed, strafansvar for urigtige oplysninger (ved anmodning om redegørelse) og om kæreadgang. Som bilag vedlagdes vejledning efter persondataloven med bl.a. gengivelse af kommissoriet og lov om undersøgelseskommissioner. For yderligere information henvistes til kommissionens hjemmeside med bl.a. forarbejder, jf. afsnit Anmodninger om skriftligt materiale Det praktiske samarbejde med Farum Kommune indledtes med et møde på Farum Rådhus den 25. september 2003 med deltagelse af borgmesteren, kommunaldirektøren, kommissionsformanden samt en fuldmægtig i kommissionens sekretariat. Temaet for mødet var det nødvendige samarbejde om kommissionens adgang til kommunens sagsakter. Besøget inkluderede en rundvisning på rådhuset. Det er kommissionens opfattelse, at Farum Kommune og senere Furesø Kommune i det praktiske samarbejde om fremfindelse og udlån af sagsakter og øvrig nødvendig informationer har medvirket positivt til undersøgelsen. Det samme gælder generelt for de berørte myndigheder og private. 1 Denne afgrænsning blev præciseret over for byrådet i Farum Kommune ved brev af 15. april 2005 (198-2)

51 Særligt for kommunen gælder, at en noget utilstrækkelige journalisering i undersøgelsesperioden har medført vanskeligheder med at finde alle ønskede sagsakter frem, jf. afsnit Kommunens administration har i øvrigt navnlig ved kommissionsundersøgelsens opstart utvivlsomt været belastet af et merarbejde med at finde sagsakter mv. ikke alene til brug for kommissionen, men også til brug for tilsynet, politiets efterforskning, kommunens egen advokat- og revisorundersøgelse og aktindsigtsbegæringer. Farum Arkiver, nu Furesø Arkiver har generelt ydet en meget positiv indsats. Åbningsbreve og anmodninger om udlån af skriftligt materiale eller skriftlige redegørelser mv. er sendt til følgende: Myndigheder: Arbejdsmarkedsstyrelsen Arbejdsmarkedsrådet Arbejdsdirektoratet Arbejdstilsynet i Frederiksborg Amt Beskæftigelsesministeriet, Departementet Civilretten i Hillerød De Europæiske Fællesskabers Tidende Det Sociale Nævn for Frederiksborg Amt Embedslægeinstitutionen Frederiksborg Amt Energiklagenævnet Energistyrelsen Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Erhvervsankenævnet Erhvervs- og Boligstyrelsen Finansministeriet Finanstilsynet Folketingets Ombudsmand Frederiksborg Amtskommune Hillerød Politi Hovedstadens Udviklingsråd Højesteret (domsudskrift) Indenrigs- og Sundhedsministeriet (Velfærdsministeriet) Integrationsministeriet (Ministeriet for flygtninge, indvandring og integration) Justitsministeriet Klagenævnet for udbud Konkurrenceankenævnet Konkurrencestyrelsen Kriminalretten i Hillerød Kulturministeriet Miljøministeriet, Departementet

52 Miljøstyrelsen Miljøklagenævnet Naturklagenævnet Rigsrevisionen Skatteministeriet, Departementet Socialministeriet Statsadvokaten for Sjælland Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet Statsamtet København, Tilsynet Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt Told- og Skatteregion Hillerød (Ballerup) Told- og Skattestyrelsen Undervisningsministeriet Vestre Landsret Økonomi- og Erhvervsministeriet, Departementet Østre Landsret Organisationer og faglige foreninger mv.: Arkitektforbundet Danmarks Jurist- og Økonomforbund Farum Arkiv og Museer Foreningen af Kommunale Chefer HK Kommunal IDA, Ingeniørforeningen i Danmark Kommunernes Landsforening Kommunernes Lønningsnævn Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) SID (nu: 3F Nordsjælland Syd) Team Danmark Sportsforeninger: Ajax København Elite A/S BF Copenhagen under konkurs Farum Badminton Club af 1979 Farum Badminton Klub Farum Bokseklub Farum Basketball Klub Farum Baseball og Softballklub Farum Boldklub A/S (FC Nordsjælland A/S) Farum Bordtennis Klub Farum Cats Australsk Fodbold Farum Fodboldklub Farum Gymnastikforening Farum Håndbold Forening Farum Idræts Union Farum Sejlklub Farum Svømmeklub

53 Farum Tennisklub Kano og Kajakklubben Nord Roklubben Furesø Værløse/Farum BBK A/S under konkurs Vælgerforeninger: Borgerlisten Den konservative vælgerforening i Farum SF's vælgerforening i Farum Socialdemokratiets vælgerforening i Farum Venstres Vælgerforening i Farum Virksomheder: Arkitektfirma Hou & Partnere A/S BG Bank Birger Lund A/S, Rådgivende ingeniører Business Services A/S under konkurs Carl Bro A/S Columbus IT Partner Danmark A/S Compaq Computers A/S (Hewlett-Packard ApS) Danske Leasing A/S Deloitte Statsautoriseret Revisionsaktieselskab EDC Mægleren v/ statsaut. ejendomsmægler Hans Jørgen Laustsen Falck A/S/Securitas FIH Erhvervsbank A/S Gert Andersson Arkitektfirma ApS Hoffmann / Krüger - Farum A/S Hoffmann A/S Jydsk Rengøring A/S (ISS Danmark A/S) Jørgen Wessberg A/S Kay Wilhelmsen A/S under konkurs KF Plast A/S Kinnarps A/S Kommunernes Revision Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S Mangor & Nagel A/S Michael Henriksen A/S Milcom A/S Nordania Leasing NCC Danmark A/S PHL Konsulent v/ Preben Lund Rambøll Danmark A/S Securitas Skanska Danmark A/S Swimmix Virklunds Sport A/S (tidligere Sportson A/S)

54 Universiteter mv.: Aalborg Universitet Aarhus Universitet Amternes og kommunernes forskningsinstitut Copenhagen Business School/Handelshøjskolen Handelshøjskolen i Århus Københavns Universitet Roskilde Universitetscenter Socialforskningsinstituttet Syddansk Universitet Andre: Advokat Christian Kruse Madsen Advokatfirmaet Rønne & Lundgren S. A. Christensen & W. Kjærulff Statsautoriseret Revisionsaktieselskab Åbningsbreve af 1. september 2003 er endvidere sendt til tidligere borgmester Peter Brixtofte samt tidligere ordførende direktør Leif Frimand Jensen. Kommunens sagsgange har overvejende været baseret på papir, idet kommunen først efter undersøgelsesperioden har fået et elektronisk dokumenthåndteringssystem. Det elektroniske materiale fra kommunen i undersøgelsesperioden har hovedsageligt omfattet s, journaler og regneark. Sådant materiale har også indgået i undersøgelsen. Kommissionens revisorsagkyndige har haft adgang til elektronisk materiale hos Kommunernes Revision. Elektronisk materiale fra myndigheder m.fl. er modtaget i udskrift, navnlig i form af journaludskrifter. Kommissionen har fra Retten i Hillerød 1 og fra Østre Landsret modtaget retsbøger vedrørende straffesagerne samtidig med sagens parter og har på den måde løbende kunnet følge straffesagernes forløb. Kommissionen har fra Farum Kommune også modtaget rapport med bilag for den for kommunen af Advokatfirmaet Rønne & Lundgren og S. A. Christensen & W. Kjærulff Statsautoriseret Revisionsaktieselskab udførte advokat- og revisorundersøgelse benævnt Uvildig un- 1 Før domstolsreformen var det Kriminalretten i Hillerød. Denne betegnelse er derfor anvendt i dommene, jf. bilag 8.1. og

55 dersøgelse af en række forhold i Farum Kommune. Kommissionen har herudover fra advokatfirmaet bl.a. modtaget referater af de frivillige afhøringer, der er udført som led i advokat- og revisorundersøgelsen Særligt om betydningen af journaler I den typiske kommissionsundersøgelse med et velafgrænset tema efter kommissoriet er den pågældende myndighed eller myndigheder blot anmodet om udlån af alt materiale om sagen, dvs. sagsakter og journaler i papirform samt udskrift af elektroniske data. Herved har myndigheden i hvert fald i første omgang pådraget sig ansvaret for, at intet materiale udeholdes fra undersøgelsen. Det må antages let politisk at kunne belaste en minister, hvis relevant undersøgelsesmateriale er overset eller bortkommet og derfor ikke er udleveret til en undersøgelseskommission, hvilket embedsmændene er sig bevidste. Denne sammenhæng er med til at lette en kommissions arbejde og øge muligheden for, at undersøgelsen bliver udtømmende. For de ganske mange myndigheder, som har udlånt sager, var opgaven med at få overblik da også enkel, jf. eksempelvis anmodningen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet: Med henblik på tilrettelæggelse af kommissionens undersøgelse skal jeg herved på kommissionens vegne i medfør af 9 i lov om undersøgelseskommissioner anmode om fra ministeriets afdelinger for kommunaljura og kommunal økonomi at modtage samtlige foreliggende journaloplysninger i sager vedrørende Farum Kommune for undersøgelsesperioden 1.januar 1990 til 6. august 2003, d.v.s. også journaloptegnelser efter 6. august 2003, der vedrører undersøgelsesperioden. Alle 254 registrerede sager blev derefter udlånt over et par måneder og indskannet i kommissionens dokumenthåndteringssystem. I mange andre tilfælde foretog kommissionen dog ud fra journaloplysningerne en udskillelse af sager, der åbenbart ikke kunne have interesse for undersøgelsen. Denne simple fremgangsmåde lod sig ikke anvende i forhold til Farum Kommune. Det var en åbenbar umulighed blot at udbede sig godt 13 års arkivalier fra et rådhus og kommissionen havde ikke et enkelt, afgrænset tema, men nogle temaer kunne dog udskilles. Der blev derfor i første omgang fremsat anmodning om udlån af (alle) sager efter 13 temaer, der kunne udledes

56 af kommissoriet. Denne fremgangsmåde måtte opgives, da kommunens journalsystem ikke gav mulighed for en tilstrækkelig målrettet søgning, ligesom kommunen ikke realistisk kunne anmodes om manuelt at udskille sagerne. Kommissionen bad derfor om en samlet journaludskrift, der er baseret på KL's journalplan, og udvalgte ud fra journaludskriften de sager, der skønnedes relevante. Også denne fremgangsmåde gav problemer. Journallisternes angivelser var som oftest kortfattede, og det viste sig endvidere, at der på grund af problemer med it i en periode ikke var sket journalisering eller først sket delvis journalisering efter løsning af it-problemerne. Mange sagsakter var - også før og efter it-problemerne ikke blevet journaliseret og kom først til veje efter registrering af ujournaliseret materiale i Farums Arkiver, nu Furesø Arkiver. Det var derfor typisk først efter udarbejdelse af en registratur at disse sagsakter kunne udfindes. Der henvises til bind 12, kapitel 19, om journalisering og arkivering. Samarbejdet med Farums Arkiver har bl.a. formet sig således, at kommissionen har modtaget henvendelser om, at der fra forvaltningen til arkivet var blevet afleveret materiale af mulig interesse. Denne bistand og løbende underretning har betydet, at der er tilgået kommissionen yderligere fundet materiale under hele undersøgelsen, senest i Det anførte om kommunens sagsakter kan give anledning til spørgsmål om undersøgelsens fuldstændighed og burde navnlig gøre det, hvis kommunens sagsakter var eneste kilde. Det er imidlertid kommissionens opfattelse, at det i det alt væsentligste er lykkedes at sammenstykke sagsforløbene ud fra flere tilgængelige kilder. De spænder således meget vidt fra modpartens eksemplar af kontrakten og myndighedens kopi af korrespondance til hvad politiet fandt under ransagning på rådhuset i foråret 2002 og hvad en medarbejder måtte have sikret sig af kopier til et privat arkiv. Hertil kommer ikke mindst de oplysninger, der er fremkommet under kommissionens omfattende vidneafhøringer Anmodninger om skriftlig redegørelse Efter 9, stk. 2 i lov om undersøgelseskommissioner har enhver pligt til skriftligt at redegøre for de forhold, hvorom kommissionen anmoder om redegørelser, og til skriftligt at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller. Pligten gælder dog ikke i det omfang, der ikke er pligt til at afgive vidneforklaring om de pågældende forhold. Pligter gælder, uanset om de pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt. Den, der med forsæt afgiver urigtige skriftlige oplysninger til en undersøgelseskommission vil kunne straffes. Kommissionen kan ikke som

57 til gennemtvingelse af en vidneforklaring anvende tvangsmidler, hvis anmodningen ikke besvares, men må i så fald enten kræve konkret materiale udleveret eller foretage vidneindkaldelse, i hvilke tilfælde der kan anvendes tvangsmidler. Kommissionen har i betydeligt omfang anmodet om sådanne skriftlige redegørelser, bl.a. til belysning af virksomheders forretningsforbindelser med kommunen og en evt. sammenhæng med sponsorater. Denne fremgangsmåde har således tjent til at begrænse afhøringernes omfang eller helt undgå vidneindkaldelser. Fremgangsmåden er navnlig anvendelig med ensartede spørgetemaer eller spørgsmål, hvor det på forhånd er hensigtsmæssigt med en overordnet redegørelse før der evt. foretages vidneindkaldelser. Denne lovbestemte adgang til at indhente skriftlig redegørelse er anvendt under hensyntagen til på den ene side, at den er omkostningsbesparende og hensigtsmæssig, navnlig hvis den rettes til organisationer og virksomheder, hvor relevante navngivne personer ikke kendes på forhånd og på den anden side, at der alt andet lige kan lægges større bevismæssig vægt på forklaringer afgivet direkte for kommissionen og med adgang for bisidderne til samtidig at stille spørgsmål. Skriftlig redegørelse fra et vidne er anvendt i ét tilfælde under hensyn til vidnets helbred og i ét tilfælde som en hensigtsmæssig fremgangsmåde og efter delvist forslag fra vidnets bisidder, jf. afsnit Vidneafhøringer Kommissionen har i betydeligt omfang gennemført vidneafhøringer. Der er således afhørt i alt 222 vidner fordelt på 93 afhøringsdage. Vidneafhøringerne er gennemført i tiden 25. august 2004 til 10. marts 2010 og har omfattet hele undersøgelsesperioden 1. januar 1990 til 6. august Kommissionen indkaldte til et informationsmøde i marts 2004 for allerede beskikkede bisiddere, mulige bisiddere og faglige organisationer, der repræsenterede personer omfattet af kommissionens undersøgelse. Her orienteredes om kommissionens arbejdsplan, ligesom bi

58 siddernes og deres klienters vilkår i en undersøgelseskommission drøftedes. 1 Bisidderne har i almindelighed benyttet kommissionens tilbud om internetadgang til afhøringsprotokoller og undersøgelsesmateriale indlagt i kommissionens elektroniske dokumenthåndteringssystem. Kommissionens afhøringsplan med angivelse af afhøringstidspunkt for navngivne vidner har været offentliggjort på kommissionens hjemmeside. Det er en almindelig erfaring, at erindringen svækkes over tid og med betydelig forskel vidner imellem. Disse forhold har indgået i bevisbedømmelsen. Det er i almindelighed ikke tilladeligt at sætte lighedstegn mellem et udsagn om manglende erindring og en manglende vilje til at afgive en fuldstændig og sandfærdig forklaring. I øvrigt skal troværdigheden af en vidneforklaring bedømmes i sammenhæng med alt andet tilgængeligt bevismateriale, herunder dokumenter og andre vidneforklaringer, og med den forsigtighed i bevisbedømmelsen, der er forudsat i en kommissionsundersøgelse. Samlet set er det kommissionens vurdering, at vidnerne på baggrund af navnlig det omfattende skriftlige materiale, der har kunnet tjene til at opfriske hukommelsen, alt overvejende har været i stand til at afgive relevante forklaringer også om forhold, der ligger mange år tilbage. Det er således ikke generelt kommissionens indtryk, at den forløbne tid afgørende har svækket kommissionens muligheder for at drage bevismæssige konklusioner om det faktiske forløb. 2 Sidst i bind 16 er medtaget en vidnefortegnelse med en kort funktionsbeskrivelse og henvisning til vidnets samlede forklaring efter protokollen og evt. skriftlig redegørelse, jf. beretningens bilag 2. Forklaringerne er i øvrigt medtaget eller refereret i uddrag i beretningens emneopdelte gennemgang af Farum-sagen. 1 Se også afsnit Særligt vidnet Peter Brixtofte har som den, der sidst afgav forklaring for kommissionen, ønsket at henlede opmærksomheden på tidsfaktoren ved bevisbedømmelsen. Peter Brixtofte afgav forklaring i straffesagerne i tiden fra maj 2004 til foråret 2009 og for kommissionen i tiden fra november 2009 til marts

59 Vidnets pligter og rettigheder Kommissionens afhøringer er gennemført efter reglerne i og 22 i lov om undersøgelseskommissioner. De personer, hvis forhold undersøges, har i vidt omfang benyttet bisidder og med de rettigheder, der er tillagt bisidderen til at overvære møderne, få adgang til undersøgelsesmaterialet, anmode om bevisførelse og foretage uddybende afhøring af vidnet samt afgive afsluttende udtalelse, jf. lovens Samtlige vidner har modtaget en skriftlig vidneindkaldelse og et afhøringstema med opregning af de hovedemner, de vil blive afhørt om. Herudover har vidnerne til brug for deres forberedelse modtaget de dokumenter, de ville blive spurgt om under afhøringen. Vidneindkaldelsen har ud over angivelse af tid og sted samt henvisning til det vedlagte afhøringstema bl.a. indeholdt følgende vejledning: Jeg skal vejlede Dem om, at De som vidne efter 11 i lov om undersøgelseskommissioner som udgangspunkt har pligt til under strafansvar at afgive forklaring. Et vidne kan dog efter lovens 12 begære sig fritaget for at afgive forklaring i det omfang, der efter de forhold, undersøgelsen omfatter, må antages at foreligge mulighed for strafansvar eller mulighed for, at det offentlige gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt ansvar gældende, eller i øvrigt mulighed for tab af velfærd eller anden væsentlig skade for den pågældende selv eller dennes nærmeste. Afvigelse fra denne vejledning er gjort for personer, der har været tiltalt. Her har indkaldelsens afsnit om vidnepligt haft følgende tilføjelse: Det bemærkes herved, at kommissionens undersøgelse ikke omfatter Deres rolle som tiltalt i verserende eller afsluttede straffesager. Derimod kan kommissionen undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har haft med hensyn til sådanne forhold. For afhørte ministre har indkaldelsens afsnit om vidnepligt haft følgende tilføjelse: Det bemærkes, at disse begrænsninger i vidnepligten også gælder med hensyn til nuværende eller forhenværende ministres mulige strafansvar efter lov om ministres ansvarlighed

60 Vidnerne blev endvidere vejledt om retten til en bisidder og om lovligt forfald mv. Indkaldelsen var vedlagt kopi af kommissoriet, lov om undersøgelseskommissioner samt vejledning efter persondataloven. Vidnets pligter og rettigheder er i øvrigt behandlet i kommissionens afgørelser omtalt i det følgende afsnit om beslutninger og tilkendegivelser. Afhøringstemaerne har omfattet en række temaer, som blev afpasset efter, hvad det enkelte vidne eller en gruppe af vidner måtte formodes at kunne svare på. Afhøringstemaerne har for flere vidners vedkommende været ganske omfattende, således fyldte det ca. 8 sider for byrådsmedlemmernes vedkommende og indeholdt ud over en generel vejledning følgende hovedtemaer (med uddybende beskrivelse): 1. Personlige oplysninger 2. Deres medlemskab af Farum Kommunalbestyrelse 3. Arbejdsvilkårene som kommunalbestyrelsesmedlem og kommunalpolitiker 3.1 Særligt om byrådsmøder 3.2 Særligt om udvalgsmøder, udvalgsstruktur mv. 3.3 Særligt om andre hverv knyttet til byrådsarbejdet 4. Kommunens organisation og administration 4.1 Kommunens organisation 4.2 Personalenormering 4.3 Udvikling af IT 5. Økonomistyring og finansiering 5.1 Kommunens økonomistyring 5.2 Kommunens finansiering, herunder låneoptagelse og benyttelse af sale-and lease-back. 6. Udliciteringer (administration, teknisk drift, institutioner og plejehjem) 7. Køb og salg af fast ejendom samt behandling af bygge- og plansager 8. Idrætsområdet 8.1 Eliteidræt 8.2 Professionel idræt 8.3 Idrætsbyggerier 8.4 Evt. virke vedr. idræt 9. Pensionistrejser (velfærdsrejser) 10. Beskæftigelses- og integrationsindsats 11. Rejser og repræsentation (restaurationsbesøg mv.) 12. Dispositioner til gavn for bestemte politiske partier eller personer, f.eks. i forbindelse med valgkampe. 13. Aktindsigt 14. Relationerne til Tilsynsrådet og andre statslige myndigheder

61 15. Forløbet omkring borgmesterskiftet i foråret 2002 samt gennemførelse af genopretningsplanen og ny organisation 16. Evt. forslag til ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis i lyset af Farum-sagen Beslutninger og tilkendegivelser Spørgsmål om bisiddernes og undersøgte personers rettigheder mv. har i flere tilfælde givet kommissionen anledning til at træffe beslutning og fremkomme med tilkendegivelser. Emnerne omtales i hovedtræk her. I øvrigt henvises til protokol nr. 4, 171, 236, 241, 246, 250 og 258. Protokol nr. 4 (8. september 2004) Afslag på anmodning fra Peter Brixtofte om selvstændig og generel internetadgang til Farum-kommissionens database. Afgørelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelserne om tavshedspligt. Peter Brixtofte havde således alene tavshedspligt i det omfang, kommissionen gav adgang til materiale af betydning for vidnets besvarelse af spørgsmål, jf. 26 i lov om undersøgelseskommissioner. Lovens hovedregel i 25 om tavshedspligt ville derfor blive brudt, hvis kommissionen gav vidnet generel adgang til databasen. Peter Brixtoftes adgang til undersøgelsesmateriale, der ikke indgik i afhøringsgrundlaget, måtte derfor ske via bisidderen. Afgørelsen blev ikke kæret 1. Protokol nr. 171 (10. oktober 2007) Peter Brixtoftes forsvarere, advokat René Offersen og advokat Preben Kønig, anmodede kommissionen om at tillade, at Peter Brixtofte til forsvarerne videregav samtlige oplysninger, som han var blevet bekendt med i forbindelse med kommissionens arbejde. Forsvarerne anmodede endvidere om, at der blev givet forsvarerne selvstændig adgang til at gennemgå kommissionens materiale med henblik på at identificere materiale af betydning for forsvaret, som herefter kunne begæres udleveret efter editionskendelse. Kommissionen afslog anmodningerne med henvisning til, at de lå uden for, hvad en kommission kunne træffe bestemmelse om, efter de begræns- 1 Retsplejeloven indeholder i modsætning til 26, stk. 2, ingen bestemmelser om tavshedspligt, der sikrer mod, at udleveret materiale gøres frit tilgængeligt, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2006/1968 ØLK

62 ninger loven opstiller, jf. 25 og 26 om tavshedspligt og udlevering af materiale. Afgørelsen blev kæret og stadfæstet af Østre Landsret. 1 Protokol nr. 227 (13. maj 2009) Tilkendegivelse om afhøringer i grænseområdet til straffesagerne, jf. afsnit 1.6. Tilkendegivelsen blev kæret, men Østre Landsret afviste at behandle kæremålet, da der ikke var truffet en afgørelse, der kunne kæres. 2 Protokol nr. 236 (23. september 2009) Afslag på Peter Brixtoftes anmodning om at få bevilget et passende beløb til brug for regnskabsmæssig assistance og til udarbejdelse af oversigtsplancher eller lignende. Beløbet skønnes ikke at ville overstige kr. Kommissionen præciserede rollefordelingen i en kommissionsundersøgelse, herunder vidnets retsstilling. Kommissionen fastlægger de nærmere afhøringstemaer og foranlediger stillet de spørgsmål, kommissionen finder relevant, men med adgang for bisidderne til at stille uddybende spørgsmål og til at anmode om bevisførelse. Kommissionen bemærkede i øvrigt, at anmodningen ikke indeholdt en nærmere angivelse af, hvilken opgave den sagkyndige bistand skulle løse i forhold til afhøringstemaet, og at kommissionen var afskåret fra at behandle andre emner end dem, der følger af kommissoriet. Afgørelsen blev ikke kæret. 3 Protokol nr. 246 og 250 (18. november 2009 og 18. januar 2010) I protokol nr. 246 omtales spørgsmål vedrørende kommissionens opgave og processuelle emner, idet Peter Brixtofte øjensynligt havde en anden opfattelse end kommissionen af, hvad kommissionen skulle og kunne beskæftige sig med. I protokol nr. 250 omtales brev af 17. januar 2010 fra Peter Brixtofte med forskellige spørgsmål, herunder om en besigtigelsestur til Farum, belysning af opnåede sportslige resultater 1 Se Ugeskrift for Retsvæsen ØLK. Afgørelsen omtales også i afsnit Peter Brixtofte opnåede i øvrigt det tilsigtede resultat ved advokat Preben Køning blev beskikket som bisidder i stedet for den hidtidige bisidder og derved i sin egenskab af bisidder fik adgang til kommissionens materiale. 2 Kendelse af 23. juni 2009 (818-8). 3 Anmodningen er muligt inspireret af de muligheder, en forsvarer har i straffeprocessen for at få stillet midler til rådighed til sagkyndig bistand

63 og diverse beregninger. I kommissionens svar af 26. januar 2010 til bisidderen fastholdt kommissionen sit ansvar for at gennemføre netop den kommissionsundersøgelse, som Folketinget havde besluttet at gennemføre. 1 Bisidderen fremsatte ikke anmodning om bevisførelse efter lovens 22, stk. 4. Protokol nr. 258 (2. december 2010) Kommissionen traf den 2. december 2010 beslutning om ikke at give yderligere udsættelse for bisidderens supplerende afhøring af Peter Brixtofte. 2 Samtidig imødekom kommissionen et forslag fra bisidderen om, at Peter Brixtofte kunne afgive en skriftlig redegørelse med bemærkninger til øvrige vidneforklaringer efter protokollen, ligesom der blev givet adgang til supplerende skriftlige bemærkninger vedrørende vidnets egne forklaringer afgivet den 8. og 10. marts Fristen for den skriftlige redegørelse fastsattes til 1. marts Bisidderen kærede afgørelsen med ønske om supplerende afhøring. Østre Landsret stadfæstede den 21. januar 2011 kommissionens afgørelse. 3 Kommissionen modtog den 7. marts 2011 efter indrømmet fristforlængelse en skriftlig redegørelse fra Peter Brixtofte, jf. beretningens bilag 2.2. Bisidderen præciserede i følgebrevet af samme dato, at hans klient fortsat var indstillet på og interesseret i at afgive forklaring. 4 De øvrige bisiddere blev hørt over Peter Brixtoftes redegørelse og med replik fra dennes bisidder, jf. beretningens bilag Peter Brixtoftes skriftlige redegørelse gav efter sit indhold ikke kommissionen anledning til at ændre standpunkt med hensyn til yderligere afhøring af Peter Brixtofte. Kommissions afgørelse havde baggrund i følgende forløb: Der var i forlængelse af udspørgerens afhøring af Peter Brixtofte i tiden november 2009 til marts 2010 afsat tid til bisidderens supplerende afhøring af sin klient den 12. marts Efter bisidderens 1 Det hedder i svaret bl.a.: Kommissoriet sætter således rammerne for kommissionens virke og dermed for hvilke oplysninger, det er relevant at fremskaffe. Forhold, som kommissionen efter kommissoriet selv kan inddrage, må formodes at være forhold af samme karakter, som de i kommissoriet angivne kritisable forhold. 2 Det hedder i afgørelsen af 2. december 2010: Kommissionen finder ikke grundlag for at beramme yderligere møder med henblik på supplerende afhøring af Peter Brixtofte som begæret af bisidderen. Kommissionen har herved foretaget en afvejning af relevansen af den ønskede yderligere bevisførelse over for resursehensyn og hensynet til, at kommissionens beretning afgives inden for en rimelig tid. 3 Procesbevillingsnævnet afslog i et møde den 9. marts 2011 bisidderens anmodning om tilladelse til kære til Højesteret ,b1-57 -

64 anmodning blev afhøringen udsat til den 21. april Anmodningen var begrundet med et ønske om mulighed for forberedelse sammen med klienten. En aftalt frist for dokumentoversigt til brug for udspørgerens og øvrige bisidderes forberedelse blev ikke overholdt. Begrundelsen var, at klienten var bortrejst og først kom tilbage 19. april Ved mail af 20. april 2010 frafaldt bisidderen at foretage uddybende afhøring og meddelte, at mødet den 21. april 2010 kunne aflyses. Bisidderen havde samtidig betragtninger om, hvilken bevisvægt kommissionen ville tillægge vidneforklaringer, der ikke særskilt var foreholdt klienten. Kommissionen meddelte herefter bisidderen, at han indtog en standpunktsrisiko, idet der ikke i bisidderens vurdering af behovet for at stille spørgsmål til klienten kunne indgå nogen form for forudsætning om, at kommissionen i sine bevisvurderinger kunne eller ville underlægge sig andre processuelle begrænsninger end dem, loven opstiller, ligesom kommissionen ikke ville forholde sig til hypotetiske bevisvurderinger. Bisidderen anmodede herefter om genafhøring tillige omfattende det protokollerede i afhøringer af Peter Brixtofte den 8. og 10. marts Den 13. oktober 2010 blev der afholdt et forberedende møde med deltagelse af kommissionens formand, udspørgeren, bisidderen og Peter Brixtofte selv. I kommissionens mail af 14. oktober 2010 til bisidderen opsummeredes det aftalte på mødet således: 3 Der er aftalt følgende: 1) Med frist 1. december 2010 vil du efter samråd med din klient efter gennemgang af protokollerne vende tilbage med en afhøringsplan med opregning af protokoller og sidehenvisninger til de dele af andre vidners forklaring, som giver anledning til supplerende forklaring fra din klient vedrørende faktuelle oplysninger. Afhøringsplanen skal også for udspørgeren og øvrige bisiddere kunne danne grund-lag for en målrettet forberedelse. 2) Tidsskøn til afhøring. 3) Endelige bemærkninger til protokollerne fra 8. og 10. marts 2010 i en form, der er egnede til indføjelse som noter til protokollen. 1 Det hedder i bisidderens mail af 8. april 2010: Som bekendt er der planlagt subsidiær afhøring af min klient til den 21. ds. Et fastlagt møde for gennemgang af min klients supplerende forklaring har desværre måtte aflyses som følge af min klients bortrejse, hvorfor jeg først vil have mulighed for at holde møde mandag den 19. ds. Jeg har derfor ikke mulighed for at fremsende nærmere oplysninger om afhøringstema mv. før den 20. ds. (17-60). 2 Se noter til protokol nr. 256 og 257. Kommissionens lydoptagelse af de to afhøringer blev stillet til rådighed for bisidderen og hans klient med henblik på egenkontrol. 3 Gengivet i protokol nr. 258 ( )

65 Ved fristudløb havde kommissionen ikke modtaget det aftalte. Kommissionen traf herefter sin afgørelse af 2. december efter udsættelse nu siden marts Andre oplysninger Alle oplysninger, der kan have betydning for undersøgelsen, er registreret i kommissionens dokumenthåndteringssystemet. Det gælder også for mundtligt meddelte oplysninger, dvs. en fremgangsmåde sammenlignelig med notatpligten i den offentlige forvaltning Høring over udkast til beretning Efter 21, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner har den person, hvis forhold undersøges, ret til en bisidder og denne person og pågældendes bisidder har ved undersøgelsens afslutning ret til at komme med en skriftlig udtalelse om de faktiske og eventuelt retlige spørgsmål, undersøgelsen rejser vedrørende den pågældende, jf. lovens 23, stk. 4. Kommissionen har i enkelte tilfælde hørt vidner, der ikke har anmodet om bisidder, om dele af beretningen, som vidnet må antages at have særlig interesse i efter omtale af vidnet i kommissionens sammenfatning og vurdering. 1 Kommissionen har endvidere hørt både sådanne personer og personer, der ikke har været afhørt som vidner, vedrørende beretningens omtale af ansættelsesforhold eller et ansættelseslignende konsulentforhold i kommunen. Denne høring er udtryk for, at omtalen ikke nødvendigvis medfører, at der er tale om en person, hvis forhold undersøges, men at der inden for en rimelig margin også her ud over kan være grund til at tage hensyn til personforhold. 2 Høringsfristen blev i almindelighed fastsat til tre måneder, jf. lovens 23, stk. 4, 2. pkt. For de nævnte personer med ansættelsesforhold eller et ansættelseslignende konsulentforhold var fristen dog kortere henset til materialets begrænsede omfang. Høringssvar er medtaget i beretningens bind 16, bilag 1. 1 Jf. protokol nr. 259 af 11. oktober Der er således sket høring af en række personer, hvis personaleforhold eller ansættelseslignende konsulentforhold er omtalt med navns nævnelse i bind 5, kapitel 7 og 8, samt i bind 7, kapitel

66 1.5. Medieomtale og offentlig debat Medieomtale og offentlig debat er udtrykkeligt nævnt i kommissoriet: 1.2. Undersøgelseskommissionen har efter 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til de beskrivelser og påstande, der er fremkommet i medierne og den offentlige debat, om en lang række kritisable forhold vedrørende Farum Kommune. Kommissionen har herefter lagt til grund, at der ønskes en bevismæssig fastlæggelse af, hvad der faktisk er foregået i undersøgelsesperioden set i forhold til den retlige ramme, der gælder for kommunernes og myndighedernes virke, således at der på den baggrund så vidt muligt kan drages konklusioner vedrørende rigtigheden af de beskrivelser og påstande, der er fremkommet i medierne og den offentlige debat om kritisable forhold vedrørende Farum Kommune. Avisudklip er i vidt omfang fundet i kommunens og i tilsynsmyndighedernes sager. Kommissionen har bl.a. benyttet oplysninger fra Infomedia 1, avisernes hjemmesider og anden søgning på internettet. Særligt fra Farum Avis er modtaget digitalt materiale om indlæg. Materiale fra Frederiksborg Amtsavis m.fl. er søgt ved gennemgang af mikrofilm på Det Kongelige Bibliotek 2. Også oplysninger fra tv-optagelser og i bogform er indgået. Kommissionen har bl.a. gjort sig bekendt med følgende værker: Bjarne Birkbak: På med vanten! - Moderne beskæftigelsespolitik i Farum (1997), Morten Bjørn, Frank E. Christensen, Elsie Jønsson, John B. Nielsen, Signe Thomsen og Knud Wodschou: Farum - Historie, Udvikling og Miljø (1998), Peter Brixtofte: Nye tanker uden skranker (1992), Forandring kræver mod (1995), På Borgernes side (1997), Fremtidens Kommune (1999), Et opgør med 13 tabuer (2000), Med hjertet (januar 2003) samt et stort antal artikler og avisindlæg. Bente Ellegaard, Finn Gravesen, Kurt Jacobsen, Henrik Münchow, Ole Porsgaard, Henrik Poulsen, Anette Rønne og Henrik Terney: Tilsynsmyndighedernes rolle i 1 Informedia A/S er en artikeldatabase. 2 Det Kongelige Bibliotek modtager som del af pligtafleveringer papirudgaven af alle danske aviser og derudover mikrofilm af dagblade og distriktsblade

67 Farum-skandalen, En hvidbog om Tilsynsrådets og Indenrigsministeriets medansvar for Farumskandalen (maj 2002) med tillæg (juni 2002), Tôrun Ellingsgaard & Jaku-Lina Elbøl Nielsen: Brixtofte, Spillet om magten (2002), Marianne Helslev, Leif Frimand, Jens Madsen, Knud Rus, Bundgaard og Henrik Zip Sane: Det politiske menneske - portrætter af Peter Brixtofte på 50-årsdagen (1999) 1, Henrik Madsen: Bogen om Peter (maj 2002), Eigil Mølgaard: Farum-sagen i en nøddeskal - fandt de sandheden? (december 2006), Jens Jørgen Nielsen: Ikke bare rødvin - Om underet i Farum (2003), René Offersen: Imperator, Sagen uden om Brixtofte (april 2006), Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen: Brixtofte, Historien om en afsløring (oktober 2002), Morten Pihl: Højt at flyve (oktober 2009). Der henvises i øvrigt til bind 2, kapitel 3, Farum-sagens opkomst Straffesagernes betydning for kommissionens undersøgelse I kommissoriets punkt 1.5 og 1.6 er der foretaget en afgrænsning af kommissionens opgave i forhold til den efterforskning og evt. tiltalerejsning, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet foretog, jf. afsnit Den tidsmæssige og processuelle betydning Efter kommissoriet fik kommissionen således ikke til opgave at undersøge og redegøre for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter en eventuel tiltalerejsning var omfattet af anklageskriftet. Ved tilrettelæggelsen af sit arbejde skulle undersøgelseskommissionen i øvrigt tage hensyn til den fortsatte strafferetlige efterforskning i Farum-sagen og til eventuelle 1 Bogen har 34 indlæg fra forskellige forfattere, herunder lokal- og landspolitikere

68 efterfølgende straffesager ved domstolene. Det blev forudsat, at kommissionen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i fornødent omfang drøftede de spørgsmål, der løbende kunne opstå om forholdet mellem undersøgelseskommissionens arbejde og den verserende straffesag - herunder også mere praktiske spørgsmål med henblik på at sikre, at kommissionen fra politi- og anklagemyndighed kunne modtage det materiale, som kommissionen fandt relevant for sin undersøgelse. Med denne afgrænsning blev der søgt taget højde for en mulig konflikt mellem det, kommissionen skulle beskæftige sig med, og det der skulle behandles strafferetligt. Under Folketingets forhandlinger spillede det en stor rolle i debatten, om en kommissionsundersøgelse kunne og burde iværksættes sideløbende med en strafferetlig efterforskning og tiltalerejsning ved domstolene. Der blev truffet beslutning om en sideløbende kommissionsundersøgelse navnlig ud fra argumenter om, at kommissionen skulle foretage undersøgelse med et andet sigte end politiets efterforskning, hensynet til bevissikring og ønsket om, at en kommission kunne afslutte sit arbejde på det tidligst mulige tidspunkt og således ikke først skulle påbegynde sit arbejde efter endelige domme. I almindelighed er en kommissionsundersøgelse gennemført forud for en evt. disciplinærsag eller retssag, og således at kommissionen er anmodet om at foretage en faktum-undersøgelse og evt. ansvarsvurderinger til brug for afgørelsen af, om der er grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. Kommissionens undersøgelse sideløbende med straffesagerne og afgivelse af beretning efter straffesagernes afslutning som redskab for Folketingets videre arbejde er derfor unik i forhold til tidligere kommissionsundersøgelser. I offentligheden har det undertiden været svært at udskille, hvad der var kommissionens opgave, nu hvor Brixtofte har fået sin dom. Kommissionens formand afholdt i august 2003 et møde med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om den praktiske tilrettelæggelse af samarbejdet. Der var da udarbejdet et anklageskrift af 23. juni 2003 mod den tidligere borgmester og ordførende direktør ( hovedsagen ) samt to anklageskrifter af samme dato, der omfattede den tidligere borgmester og ordførende direktør samt fire direktører fra det private erhvervsliv

69 ( sponsorsagen ). Der verserede efterforskning mod en række byrådsmedlemmer. På mødet med statsadvokaten opnåedes enighed om, at kommissionen fik et sæt forsvarer-genparter, dvs. tilsendelse af kopi af alt materiale i de sager, der førte til tiltalerejsning, i samme omfang som de tiltaltes forsvarere. Herudover fik kommissionen adgang til det resterende efterforskningsmateriale i politiets besiddelse, som ikke havde ført til tiltalerejsning. Det omfattede navnlig efterforskningsmateriale vedrørende sponsorater. Kommissionen fik efterfølgende i det hele taget mulighed for at benytte det bevismateriale politiet havde indsamlet, benævnt koster, herunder eksempelvis kloner af de harddiske, som politiet havde beslaglagt under ransagning på rådhuset. Statsadvokaten erklærede sig på mødet bekendt med, at kommissionen begrundet i tavshedspligt ikke kunne videregive oplysninger hverken til anklagemyndigheden eller forsvarere uden retskendelse. Der kunne således heller ikke ske uformel kommunikation om kommissionens undersøgelsesmateriale og afhøringer. Kontakten er i øvrigt gennemført med respekt af, at såvel kommission som anklagemyndighed har opretholdt tavshedspligt om interne overvejelser. Statsadvokatens repræsentanter har derimod i lighed med andre som tilhørere i offentlige kommissionsmøder haft mulighed for at skaffe sig oplysning om, hvad der passerede i mødet. Denne adgang synes alene benyttet under en enkelt afhøring i efteråret I øvrigt drøftedes på mødet med statsadvokaten betydningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 i forhold til en straffesag med en sideløbende kommissionsundersøgelse. Kommissionen har i hele forløbet været opmærksom på denne problemstilling 1. Der blev afholdt et yderligere møde i september 2003 med efterforskningsgruppen i statsadvokaturen, der overordnet præsenterede kommissionens formand og medarbejdere fra kommissionens sekretariat for efterforskningsmaterialet, navnlig det fundne materiale ved ransagninger i foråret Samarbejdet har således alene vedrørt kommissionens praktiske adgang til politiets materiale samt formel information om straffesagernes fremdrift, herunder vidnelister og forventninger om doms tidspunkter. Kontakten har derfor været yderst begrænset. Det praktiske samarbejde med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet har ikke været forbundet med nogen form for vanskeligheder. Spillereglerne har været enkle: 1 Jf. også afsnit

70 Kommissionen har fået det efterforskningsmateriale, den har anmodet om, og anklagemyndigheden og forsvaret har fra kommissionen alene fået udleveret materiale efter retskendelse (edition), jf. afsnit Kommissionens medlemmer, udspørger, bisiddere, sagkyndige og personer ansat i kommissionens sekretariat har været bundet af deres tavshedspligt efter 25 i lov om undersøgelseskommissioner. Det måtte tillægges stor betydning, at der blev afgivet en sammenhængende beretning med inddragelse af, hvad der blev afdækket under straffesagerne. Dette forhold har i sig selv betydet en væsentlig udskydelse af det tidspunkt, hvor kommissionen kunne afgive beretning. Kommissionen kunne tilpasse sin egen resurseanvendelse med henblik på at fremskynde arbejdet, men var - som en selvfølge - uden indflydelse på de forsinkelser, straffesagernes afvikling medførte i forhold til kommissionens oprindelige tidsskøn. Kommissionens undersøgelse måtte også tilrettelægges på en sådan måde, at den ikke greb ind i de verserende straffesager, navnlig henset til risikoen for at en tiltalt som vidne i en kommissionsafhøring afgav en vidneforklaring, der efterfølgende kunne bruges mod vidnet som tiltalt i straffesagen (selvinkriminering). Efter endelig dom i en straffesag ville det endvidere være muligt at navigere med betydeligt større sikkerhed i grænseområdet til forhold, der kunne have betydning i straffesagerne. Det er således sædvanligt forekommende, at en anklager og en forsvarer som led i bevisførelsen for at skabe det fornødne overblik inddrager omstændigheder, der ligger ud over beskrivelsen i anklageskriftet, og som derfor meget muligt var omfattet af kommissionens opgave, jf. kommissoriets afgrænsning. Den domfældte har om andre forhold end dem, der var omfattet af tiltalen, haft pligt til at afgive forklaring for kommissionen under vidneansvar, medmindre der forelå andre vidnefritagelsesgrunde, f.eks. uafsluttede erstatningssager. Kommissionens årlige redegørelser til justitsministeren og dermed også til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen har indeholdt bemærkninger om straffesagernes betydning for fremdriften i kommissionens undersøgelse. Således i redegørelsen af 2. september 2005: Sammenhængen med verserende straffesager medfører en betydelig udskydelse af det tidspunkt, hvor kommissionen kan afgive beretning. Domskonklusionerne og præmisser er væsentlige i den samlede beskrivelse. Domstolsprocessen indebærer endvidere en udskydelse af det tidspunkt, hvor en række centrale

71 personer kan afhøres. Der er således ingen vidnepligt for den tiltalte, ligesom det ud fra almindelige retsplejeprincipper (selvinkriminering) kan være betænkeligt at afkræve en tiltalt forklaring i en dommerledet kommissionsundersøgelse, hvorfra protokollatet evt. af straffesagens parter kan begæres udleveret til brug i straffesagen, såfremt den dømmende ret afsiger kendelse herom (editionskendelse). Kommissionen har fra undersøgelsens start søgt arbejdet tilrettelagt i forhold til straffesagerne Fastlæggelsen af disse tiltaltes rolle og yderligere forklaringer er således efter kommissionens opfattelse nødvendige i det samlede billede af Farum-sagen. Det må antages, at bisiddererne for tiltalte af de ovennævnte grunde - selvinkriminering og usikkerhed om, hvad der kunne få betydning i straffesagen - i almindelighed har rådet deres klienter til ikke af afgive forklaring for kommissionen før efter endelig dom. Kommissionen har henset til ønsket om bevissikring og for i øvrigt at fremme undersøgelsen haft interesse i, at tiltalte før endelig straffedom afgav forklaring om andre emner end dem, der direkte kunne antages at have betydning for straffesagerne. Emnet blev drøftet på et indledende møde med bisidderne den 3. marts Efter mødereferatet opfordrede kommissionens formand bisidderne til om muligt at tilkendegive, hvorvidt deres klienter var interesseret i at udtale sig forud for eller mens straffesagerne verserer, idet han dog understregede vigtigheden i den forbindelse af ikke at lade den enkelte udtale sig om noget, der kan få betydning for vedkommende i en straffe- eller eventuel embedsmandssag. 1 Set i forhold til de alvorlige konsekvenser, en straffesag kan have for en tiltalt, sammenholdt med den pågældendes rolle som vidne i en kommissionsundersøgelse har kommissionen ikke næret tvivl om, at undersøgelsen ved en interessemodsætning måtte vige for straffesagen. Kommissionen har således tillagt det afgørende betydning, at ingen tiltalt i tilfælde af domfældelse efterfølgende med rette kan gøre gældende, at kommissionens undersøgelse har forringet deres retsstilling som tiltalt og dermed evt. rejse spørgsmål om den danske stats overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retfærdig rettergang. Det kunne være tilfældet, hvis beviser i straffesagen blev tilvejebragt ved edition i kommissionens protokoller, hvor den tiltalte som følge af afhøringer i kommissionen har belastet sig selv (selvinkriminering). Det kunne også være tilfældet, hvis kommissionen med og

72 sine krav om afhøring sideløbende med straffesagen afskar den tiltalte fra i tilstrækkelig grad at kunne koncentrere sig om sin straffesag. Det lykkedes i januar 2007 kommissionen efter drøftelse med bisidderen at fastlægge et afhøringstema, der kunne danne grundlag for afhøring af vidnet Leif Frimand Jensen den 25. april og 27. august 2007 om emner, der med fornøden sikkerhed kunne udskilles fra straffesagerne. Afhøringerne måtte imidlertid efter bisidderens anmodning opgives af hensyn til vidnets mulighed for at kunne koncentrere sig om varetagelse af sit forsvar. Bisidderen for Peter Brixtofte anmodede den 19. august 2008 om, at der blev givet hans klient mulighed for overhovedet hurtigst muligt at afgive forklaring for Kommissionen. Bisidderen henviste til Peter Brixtoftes ønske om at afgive forklaring, hvilken uagtet den verserende sag ved Østre Landsret uden problemer bør kunne afgives, hans svækkede mulighed for over tid at erindre konkrete omstændigheder og hans centrale rolle. 1 Kommissionen konstaterede i sit svar af 11. september 2008, at advokaten som bisidder og forsvarer ikke mente, at risikoen for selvinkriminering talte imod, at Peter Brixtofte nu kunne afhøres, og erindrede i øvrigt om, at bisidderen og dennes forgænger som bisidder siden mødet i marts 2004 ikke over for kommissionen havde tilkendegivet andet standpunkt end bisiddernes almindelige udgangspunkt om, at afhøring i kommissionen i det hele burde afvente straffesagerne. Kommissionen havde imidlertid allerede disponeret sin afhøringsplan frem til september Kommissionens beslutning om at fastholde denne afhøringsplan blev ikke kæret. 2 I forlængelse af de allerede fastsatte afhøringsdatoer blev der herefter fastsat datoer først for afhøring af den medtiltalte Leif Frimand Jensen i oktober 2009 og herefter for afhøring af Peter Brixtofte i tiden november 2009 til februar Efter Østre Landsrets dom af 6. oktober 2009 anmodede bisidderen for Peter Brixtofte kommissionen om, at disse afhøringer - i det hele - blev udsat på den endelige afslutning af straffesagen. Kommissionen besluttede den 22. oktober 2009 at påbegynde afhøringerne i november 2009, men således at spørgsmål vedrørende økonomi mv. og rejser og repræsentation afventede resultatet af en ansøgning om anketilladelse til Højesteret. 3 Kommissionens 1 Mailen er citeret fuldt ud i protokol nr. 241 af 22. oktober Om erindring over tid henvises til bemærkningerne i afsnit Svaret er delvist citeret i protokol nr. 241 af 22. oktober Protokol nr. 241 af 22. oktober

73 beslutning blev kæret til Østre Landsret, der den 12. november 2009 stadfæstede beslutningen. 1 Efter at Procesbevillingsnævnet den 18. december 2009 gav afslag på anketilladelse til Højesteret, færdiggjorde kommissionen sine afhøringer af vidnet, således at afhøring om de udsatte emner gennemførtes i februar og marts Der blev dog efter anmodning givet vidnefritagelse på visse spørgsmål om rejser og repræsentation, der indgik i uafsluttede civile erstatningssager. Sammenfattende har de verserende straffesager mod bl.a. den tidligere borgmester, den ordførende direktør og et antal byrådsmedlemmer ikke medført praktiske vanskeligheder i forhold til det nødvendige samarbejde med anklagemyndigheden, men de verserende straffesager har givet anledning til nogle processuelle spørgsmål og har med sikkerhed medført en betydelig udskydelse af det tidspunkt, hvor kommissionen kunne afgive beretning. Fastlæggelsen af disse personers rolle i straffesagerne og deres yderligere forklaringer for kommissionen vedrørende kommissoriet var nødvendige i det samlede billede af Farum-sagen Den indholdsmæssige betydning Kommissionen har ikke haft til opgave at undersøge og redegøre for de dele af begivenhedsforløbet, der har været omfattet af anklageskrifter i straffesagerne mod en tiltalt. Derimod har kommissionen kunnet undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har haft med hensyn til sådanne forhold, jf. kommissoriets punkt 1.5. og 1.6. Kommissionen skal således ikke for en tiltalt undersøge og redegøre for, hvilken rolle vedkommende har haft med hensyn til det eller de forhold, der omfattes af tiltalen mod vedkommende. Derimod kan undersøgelseskommissionen undersøge og redegøre for, hvilken rolle andre personer, myndigheder mv. har haft med hensyn til sådanne forhold. Kort udtrykt skal kommissionen lægge domstolenes afgørelser i straffesagerne uprøvet til grund, så langt de rækker. 2 Kommissionen har indrettet sig efter, at beretning blev afgivet efter endelige straffedomme, og har ikke iværksat eller tilladt bevisførelse med henblik på at efterprøve straffedomme, men har omvendt foretaget de vidneafhøringer og beskrevet de dokumenter, som kommissionen har været i besiddelse af, og som har haft betydning for Se herunder beretningens bilag

74 løsning af opgaven efter kommissoriet uden skelen til, om de tillige kunne have haft relevans i de afsluttede straffesager Beretningens opbygning, personomtale mv Beretningens opbygning Beretningen er opbygget med en emneopdeling i bind og kapitler, der så vidt muligt følger kommissoriets opregning af muligt kritisable forhold og rammer for undersøgelsen: Bind 1. Kommissoriet og sammenfatning Bind 2. Farumsagens opkomst Bind 3. Byrådet Bind 4. Borgmesteren og administrationen Bind 5. Personaleforhold Bind 6. Udliciteringer Bind 7. Idrætsfremme Bind 8. Kommunale ejendomme Bind 9. Informationsteknologi Bind 10. Beskæftigelsesindsats Bind 11. Rejser og repræsentation mv. Bind 12. Offentlig information og indsigt Bind 13. Finansiering og økonomistyring Bind 14. Revision Bind 15. Efterforløbet Bind 16. Tilsyn, politi og domstole. Bilagsdel og vidneoversigt. De enkelte kapitler er typisk opdelt således: Indledning med beskrivelse af f.eks. den medieomtale, der har givet anledning til undersøgelse af emnet Fastlæggelse af den retlige ramme for kommunens og myndighedernes virke i forhold til emnet Sagsfremstilling omfattende både skriftligt materiale og forklaringer Resultatet af kommissionens bevismæssige overvejelser vedrørende faktum og fremadrettede forslag opsummeres i et afsnit betegnet Sammenfatning og vurdering

75 Den trykte udgave af beretningen er vedlagt en cd omfattende beretningens bind 1-16 samt yderligere bilag alene i digital form. Beretningen omfatter således bilag 1 i trykt udgave, mens bilag 2-10 alene foreligger i digital form. Det drejer sig om følgende bilag: 1. Høringssvar og kommissionens bemærkninger hertil. 2. Kommissionens protokol og skriftlige vidneredegørelser vedrørende protokollen. 3. Udvalgte bilag fra undersøgelsesmaterialet. 4. Rapport om Den kommunale revision i Farum Kommune i undersøgelsesperioden 1. januar 1990 til 6. august Rapport om Revisionssagkyndige og økonomiske analyse og vurdering af sale-andlease-back arrangementer, Farum Kommune i perioden 1. januar 1990 til 6. august Indenrigs- og Sundhedsministeriets foreløbige afgørelse af 6. maj 2002 om suspension af borgmesteren. 7. Dom i sagen mod et antal byrådsmedlemmer (dom i byret). 8. Dom i Sponsorsagen (domme i byret, landsret og højesteret med rigsadvokatens kommentar). 9. Dom i Hovedsagen (domme i byret og landsret). 10. Folketingsspørgsmål og forslag fra 1990 og frem med omtale af Farum og Farumsagen. Der henvises i beretningen i noterne til refererede dokumenters placering i kommissionens ikke offentligt tilgængelige dokumenthåndteringssystem. Bisidderne har haft internetadgang til disse dokumenter. Efter beretningens færdiggørelse afleveres alt undersøgelsesmateriale til Statens Arkiver. Adgangen vil herefter være reguleret af arkivlovgivningen. Kun en del af dokumenterne er medtaget som bilag til beretningen. Den digitale gengivelse har dog gjort det muligt at medtage ganske mange bilag, herunder underbilagene til bilag 3. I forhold til beretningens ca sider indeholder den digitale bilagsdel under bilag 2-10 ca sider. Formålet hermed har været at give den særligt interesserede mulighed for ikke blot at læse protokollen, men også at gå dybere ned i undersøgelsesmaterialet. Bilag 10 om Folketingsspørgsmål og forslag afspejler den interesse forhold i Farum Kommune har haft for det politiske arbejde i Folketinget

76 Personomtale mv. Foruden navngivne byrådsmedlemmer og embedsmænd omtales en række navngivne virksomheder, organisationer og foreninger samt nogle private personer. Denne omtale er medtaget i det omfang, det er skønnet relevant for at klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forhold til Folketinget og offentligheden. I vurderingen har tillige indgået den allerede skete medieomtale af navngivne personer og virksomheder. 1 Der er i enkelte tilfælde under afhøringer om personsager sket dørlukning i medfør af 30, stk. 1, nr. 3, for at beskytte mod unødvendig krænkelse. 2 Kommissionen har efterfølgende vurderet, om det protokollerede vedrørende afhøring for lukkede døre helt eller delvist skal medtages i beretningen som direkte citat eller referat eller udelades i beretningen henset til, hvad der er nødvendigt for at løse kommissionens opgave efter lov om undersøgelseskommissioner i en afvejning med personhensyn. Enkelte personnavne er også i øvrigt udeladt af den offentliggjorte protokol, eksempelvis på rejsedeltagere. 3 Personoplysninger indgår ligeledes i foreløbig afgørelse af 6. maj 2002 om suspension af borgmesteren og i straffedommene. I den fulde gengivelse af straffedommene er navneoplysningerne anonymiseret, jf. beretningens bilag I beretningen er citeret uddrag af straffedommene med angivelse af navne i det omfang, det er skønnet relevant og nødvendigt efter kommissionens opgave. 1 Jf. navnlig bind 5, kapitel 7 og 8. Se bemærkningerne i afsnit om ansvarsvurderinger, i afsnit om høring og i afsnit 1.9 om behandling af personfølsomme oplysninger. Se i øvrigt høringssvar i beretningens bilag om personomtale. 2 Jf. protokol nr. 2, 3, 172, 174 og Kommissionen skal efter 7 i lov om undersøgelseskommissioner føre en protokol over kommissionens møder. Hovedindholdet af de afgivne forklaringer tilføres protokollen, jf. herved retsplejelovens 186. Oplysninger uden betydning for sagen kan udelades. Kommissionen har lagt til grund, at personfølsomme oplysninger i protokollen kan undlades offentliggjort i hvert fald i tilfælde, hvor forklaring herom er afgivet for lukkede døre, jf. 30, nr. 3, eller hvor lignende hensyn kunne have begrundet dørlukning. Justitsministeren offentliggør i øvrigt beretningen, medmindre ganske særlige grunde taler imod det, jf. 32, stk. 2. Det hedder i lovkommentaren side 236: Da kommissionens protokol optages som bilag til beretningen, indebærer bestemmelsen, at protokollen også vil blive offentliggjort, medmindre ganske særlige grunde taler herimod. Under sådanne særlige grunde nævnes tilfælde, hvor tungtvejende hensyn navnlig til statens sikkerhed eller til fremmede magter gør sig gældende. 4 Anonymiseringen er sket ved anvendelse af bogstavkoder og nummer, hvor A er byrådsmedlemmer, B er kommunale embedsmænd og C er andre

77 Det lægges i øvrigt vedrørende de protokollerede vidneforklaringer og afgivne vidneredegørelser, jf. beretningen bilag 2, til grund, at disse forklaringer og redegørelser er afgivet på det pågældende vidnes eget ansvar, typisk med advokatbistand og efter adgang til at berigtige et udsendt udkast til protokolat Overvejelser om revision af lov om undersøgelseskommissioner Tidsmæssige og økonomiske overvejelser Farum-kommissionens undersøgelse blev navnlig langvarig på grund af sammenhængen med straffesagerne. Den blev også omkostningstung på grund af undersøgelsens omfang, herunder med gennemgang af kommunens og myndighedernes dokumenter gennem en lang årrække og afhøring af et stort antal vidner med advokat som bisidder. Kommissionens overvejelser om fremadrettede forslag blev kompliceret af, at de skulle foretages under hensyntagen til efterfølgende retsudvikling. Det er vel en generel erfaring, at interessen for at gennemføre en kommissionsundersøgelse er meget stor på det tidspunkt beslutning herom træffes, men at denne interesse over tid let fortoner sig både i den politiske virkelighed og i offentligheden i lyset af, hvad der senere kommer til af mere dagsaktuelle emner, og at den faktiske regning for undersøgelsen bliver vejet op med interessen for resultatet på det tidspunkt beretningen afgives. 1 For eftertidens bedømmelse må det antages at være graden af de undersøgte emners almenvigtige betydning, der tegner eftermælet, konkret spørgsmål af betydning for det kommunale folkestyre. Under Folketingets behandling i december 2002 var mange ordførere inde på, at undersøgelsen ville blive langvarig og med tidsskøn, der svarer meget godt til det faktiske forløb. Kommissionens skøn i de første redegørelser om tidspunktet for afgivelse af beretning afhængig af domstolsprocessen var mere optimistiske. 2 1 Presseomtalen har i de seneste år før beretningens afgivelse navnlig drejet som om tids- og ressouceforbruget, dog jævnligt med undladelse af oplysning om undersøgelsens afhængighed af domstolsprocessen og om den faktiske opgaves udsædvanlige omfang. 2 Også byretsdommer Peter Garde var øjensynlig optimist, i det han i en artikel i Berlingske den 11. april 2007 er citeret for følgende: Da Peter Garde tog hul på sin karrieres længste sag, retssagen mod Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte i eftersommeren 2003, regnede han optimistisk med at kunne lægge den fra sig efter halvandet års tid.. Byretsdommen i hovedsagen blev afsagt den 10. april 2007 eller efter tre et halvt år

78 Folketingets mulige overvejelser om ressourceforbrug har ikke fundet udtryk i forarbejderne, og der er heller ikke efter lov om undersøgelseskommissioner noget krav om, at der gøres hverken tidsmæssige eller økonomiske overvejelser. Det er i almindelighed velbegrundet, at et kommissorium for en undersøgelseskommission udformes bredt for ikke at afskære kommissionen fra at gennemføre den relevante undersøgelse, men med den ikke udtalte forudsætning, at kommissionen selv skærer undersøgelsen til efter en væsentlighedsvurdering. Det er ligeledes i almindelighed velbegrundet, at en undersøgelseskommissions arbejder ikke er begrænset af en tidsramme for hvornår arbejdet skal være afsluttet eller økonomisk set af en politisk vedtaget bevilling, da det kan være svært at forudse udgifter og tidsanvendelse for en undersøgelseskommission, ligesom det politiske tema for beslutningen om nedsættelse af en undersøgelseskommission typisk er at hver en sten skal vendes, hvorfor udgifter og tidsanvendelse nok kommer i anden række. Det tillægges således væsentlig betydning, at kommissionen ikke hindres i at udføre sit arbejde optimalt. Kommissionen afgav den 3. august 2010 til justitsministeren sin redegørelse nr. 6 over kommissionens arbejde. I redegørelsen indgik besvarelse af et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg. Justitsministeren videresendte den 1. september 2010 redegørelsen til Folketingets Retsudvalg og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. 1 Om den i medierne rejste kritik af kommissionens tidsanvendelse og ressourceforbrug hedder det i redegørelsen bl.a.: Under Folketingets forhandlinger den 2. december 2002 udtalte flere politikere sig om tidshorisonten for en kommissionsundersøgelse i sammenhæng med straffesagerne. Herunder udtalte Knud Erik Kirkegaard (KF) bl.a.:... jeg er temmelig overbevist om, at den her undersøgelseskommission vil tage år, mange år og betydelig flere år, end den ville have taget, hvis det ikke var, fordi den skulle køre parallelt med bagmandspolitiets arbejde. Under alle omstændigheder bliver det her en meget, meget langstrakt proces, uanset om man vælger regeringspartiernes metode, eller man vælger flertallets metode. Det bliver 1 Folketingets Retsudvalg stillede den 30. juni 2010 efter ønske fra Peter Skaarup (DF) spørgsmål nr (Alm. del.) til justitsministeren om kommissionens arbejde og ressourceforbrug. I justitsministerens svar henvistes til kommissionens redegørelse samt ministeriets seneste regnskabstal vedrørende kommissionen. Redegørelsen er medtaget i beretningens bilag 3 under

79 under alle omstændigheder en langvarig proces. Vi skal såmænd være heldige, hvis man bliver færdig i det her årti. 1 Forarbejderne er tavse vedrørende ressourceforbrug. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen må imidlertid baseret på de erfaringer, man har med mange tidligere kommissionsundersøgelser, have haft en betydelig indsigt i ressourceforbruget ved at nedsætte en undersøgelseskommission. Denne viden må have indgået ved fastlæggelsen af det meget vide kommissorium både efter emner og undersøgelsesperiodens længde (1. januar 1990 til 6. august 2003), jf. 1, stk. 4, i lov om undersøgelseskommissioner. Kommissionen valgte imidlertid uopfordret at sende de årlige redegørelser til justitsministeren, herunder med oplysninger om ressourceforbrug - som ministeren kendte i forvejen 2 - med henblik på at sikre, at Folketinget også fik den viden. For at give offentligheden samme indblik er redegørelserne løbende lagt ud på kommissionens hjemmeside. Kommissionen har således ikke været i tvivl om, at Folketinget og i særdeleshed Udvalg for Forretningsordenen ud fra erfaringerne med tidligere kommissionsundersøgelser var klar over, at det er en dyr undersøgelsesform, og at undersøgelsen ville blive omfattende med gennemgang af kommunes forhold i en periode på godt 13 år. Udtrykkelige overvejelser herom i form af et budget og budgetopfølgninger kunne imidlertid overvejes, i hvert fald i en langvarig kommissionsundersøgelse. På den måde ville man opnå, at regering og Folketing havde overvejet disse spørgsmål politisk og det hermed forbundne ansvar, ligesom de, der overvejer at påtage sig opgaven som medlem af kommissionen eller som udspørger, ville få et bedre grundlag for at vurdere, hvad der forventes udført og om man i givet fald ville takke ja eller nej til opgaven. For så vidt angår opstilling af tidsrammer for en forventet færdiggørelse af en kommissionsundersøgelse bør foruden opgavens omfang efter kommissoriet indgå med betydelig vægt dels hvilke fagpersoner, der agtes rekrutteret som kommissionsmedlemmer og udspørger, dels i hvilket omfang, der skal ske vidneafhøringer med advokatbistand som bisidder. 1 Se i øvrigt afsnit om Folketingets forhandlinger, herunder efterfølgende ordveksling med Svend Auken (A). Se også afsnit fra mindretalsudtalelse i udvalgsberetningen af 29. november 2002: Som forslagsstillerne har tilrettelagt sagen og med forslagsstillernes ønske om, at undersøgelsen skal omfatte perioden mindst tilbage til 1990 og frem til tidspunktet for kommissionens nedsættelse, imødeser mindretallet, at der vil gå adskillige år, før en undersøgelseskommission kan offentliggøre sin undersøgelse. 2 Justitsministeriet fører regnskabet med kommissionens udgifter mv

80 Kommissionen finder det således hensigtsmæssigt og forsvarligt, at der - i hvert fald ved iværksættelse af langvarige kommissionsundersøgelser - i lighed med lovforslag forud for beslutningen skal være foretaget overvejelser om både den forventede ressourceanvendelse og tidsanvendelse, og at resultatet af disse overvejelser tilkendegives offentligt og over for de personer, der agtes udpeget som kommissionsmedlemmer og udspørger. Kommissionen valgte selv at afgive de årlige redegørelser fra september 2005 og frem. Formålet med kommissionens redegørelser har været at orientere om kommissionens arbejde med henblik på at sikre, at arbejdet efter emneafgrænsning, det tidsmæssige forløb og efter ressourceanvendelse var i overensstemmelse med kommissoriegivers forventninger og i givet fald at give Folketinget mulighed for bl.a. præcisering af kommissoriet. 1 Redegørelserne er gjort offentligt tilgængelige dels på kommissionens hjemmeside onen.dk, dels under udvalgsdokumenter for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen på Kommissionen skal foreslå, at der - i hvert fald ved iværksættelse af langvarige kommissionsundersøgelser - stilles krav om sådanne redegørelser og med markering af, at der skal ske politisk opfølgning. Hvervgiver kan til en hver tid beslutte at udvide, reducere eller standse en kommissionsundersøgelse. Det bør kunne ske med respekt af kommissionens uafhængighed i øvrigt. Det bemærkes, at det er kommissionens opfattelse, at der i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen er sket sådan politisk opfølgning under Farum-kommissionens undersøgelse, også selvom den ikke er kommet offentligt til udtryk på anden måde, end at redegørelserne er indgået under udvalgsdokumenter for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen og ikke har givet anledning til bemærkninger. Kommissionen har i den forbindelse bemærket, at der i kommissoriet fra juni 2010 for undersøgelseskommission vedrørende centrale myndigheders rolle i Blekingegade-sagen er medtaget følgende bemærkninger om tidshorisont: 1 Regeringen og Folketinget kan derimod ikke pålægge en undersøgelseskommission at udføre arbejdet på en bestemt måde, jf. Oliver Talevski, Jens Peter Christensen og Claus Dethlefsen: Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret og Folketingets rolle (2002), side 94 vedrørende 5. Eigil Mølgaard: Farum-sagen i en nøddeskal - fandt de sandheden? (december 2006) skrev bl.a. om muligheden af at begrænse kommissoriet

81 Kommissionen bør endvidere tilrettelægge sit arbejde således, at den så vidt muligt kan afgive beretning om resultatet af sin undersøgelse senest tre år efter, at kommissionen er endeligt nedsat. Hvis kommissionen ikke kan afgive beretning inden det nævnte tidspunkt, anmodes kommissionen om at orientere justitsministeren skriftligt om baggrunden herfor og om, hvornår kommissionen forventer at kunne afgive sin beretning. Denne fremgangsmåde synes nu at være praksis, jf. kommissoriet for Statsløsekommissionen (3 år) og Skattesagskommissionen (2 år) Rådighed over undersøgelsesmaterialet Østre Landsret har i en kendelse af 20. december udtalt sig om, hvorvidt kommissionen kunne tillade Peter Brixtofte til sine forsvarere at videregive samtlige oplysninger, som han i forbindelse med kommissionens arbejde er blevet bekendt med, og at kommissionen giver forsvarerne selvstændig adgang til at gennemgå kommissionens materiale for at identificere materiale af betydning for forsvaret af Peter Brixtofte med henblik på begæring om edition. Landsretten stadfæstede kommissionens afslag og udtalte bl.a.: Farum-kommissionen er undergivet tavshedspligt, jf. lovens 25, stk. 1, og er begrænset i sin ret til at udlevere materiale, som anført i 26, stk. 1, jf. dog reglerne i 22, stk. 3, der specifikt regulerer udlevering af oplysninger og materiale til de undersøgte personer. Landsretten tiltræder, at Farumkommissionen ikke kan give samtykke til at undtage personer eller oplysninger fra tavshedspligt, der er pålagt i medfør af 26, stk. 2. Det tilkommer Justitsministeriet, som den myndighed, der har nedsat Farum-kommissionen, at tage stilling til, om kommissionen og Brixtofte kan videregive oplysninger til forsvarerne med henblik på at varetage Brixtoftes forsvar. Landsretten kan på dette grundlag tiltræde, at Farum-kommissionen ikke har kompetence til at tillade Brixtofte at videregive samtlige oplysninger til forsvarerne eller at give forsvarerne selvstændig adgang til uden editionskendelse at gennemgå kommissionens materiale, For kommissionen at se bør det give anledning til overvejelse, at landsretten med sin afgørelse under en verserende kommissionsundersøgelse overlader det justitsministeriet, som den myndighed, der har nedsat kommissionen, at tage stilling til, om kommissionen og den per- 1 Ugeskrift for Retsvæsen ØLR

82 son, hvis forhold undersøges, kan videregive oplysninger. Indtil landsretten traf afgørelse antog kommissionen, at den alene havde kompetencen mens undersøgelsen verserer. Efter landsrettens afgørelse sikrede kommissionen sig ministeriets samtykke til fortsat at behandle editionsbegæringer uden inddragelse af ministeriet. Den typiske kommissionsundersøgelse har vedrørt ministre, og hvis den vedrører en anden minister i en siddende regering vil landsrettens kendelse kunne give justitsministeren habilitetsproblemer. Selvom en sideløbende straffesag måske er så atypisk, at det ikke kan begrunde initiativer, er en sideløbende civil erstatningssag en ikke fjerntliggende mulighed Indledende afhøringer Kun kommissionen (medlemmer og udspørger) har adgang til at gennemføre mundtlige afhøringer af vidner og med ret for bisidderne til at være til stede og til at stille spørgsmål. Denne arbejdsform følger af loven om undersøgelseskommissioner og bygger på et ønske om at give de personer, hvis forhold undersøges de bedst mulige forhold for at varetage deres interesser. Set i forhold til, at kommissioner ikke har dømmende myndighed og i øvrigt til, at denne kommission ikke har til opgave at udtale sig om ansvarsspørgsmål, kunne det overvejes om arbejdsformen burde lempes således at i hvert fald en faktum-undersøgelse kunne gennemføres væsentligt hurtiger. Medarbejdere i kommissionens sekretariat har således ikke adgang til at foretage afhøringer af vidner, heller ikke indledende afhøringer. Der er modsat straffesager ingen politirapporter som en anklager eller forsvarer kan støtte sig til i vurderingen af vidners relevans og afhøringstema. Denne arbejdsform en kommission har, indebærer derfor større risiko for, at vidner, der indkaldes, ikke kan bidrage med væsentlige oplysninger og at vidner, der ikke indkaldes, måske kunne have bidraget med oplysninger, men at disse er frasorteret allerede i lyset af de betydelige udgifter til advokater mv., der er forbundet med afholdelse af kommissionsmøder. Hertil kommer risikoen for, at der afsættes for lidt eller meget tid til en afhøring. I denne undersøgelse har kommissionen dog kunnet drage nytte af de politirapporter, som Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet har udarbejdet, men kun i mindre omfang da politiets afhøringer er gennemført med et andet sigte og i det væsentlige er begrænset til forløbet i

83 Kommissionen skal foreslå, at der overvejes at indføre en adgang for medarbejdere i kommissionens sekretariat til at foretage en kort indledende afhøring af et muligt vidne med spørgsmål til belysning af, om det er relevant at indkalde et vidnet til afhøring i et kommissionsmøde. En sådan indledende afhøring vil typisk kunne ske pr. telefon og bør være forbundet med notatpligt om forløbet. Kommissionen finder i denne sammenhæng anledning til at bemærke, at muligheden for at anmode om skriftlige redegørelser efter 9, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner med fordel er anvendt af kommissionen i forhold til virksomheder og organisationer samt i to tilfælde i forhold til vidner, jf. nærmere afsnit Kommissionens organisation mv. Der er ved udformningen af kommissoriet, herunder undersøgelsesperioden og præciseringen af undersøgelsens genstand, foretaget det overordnede valg mellem den ønskede undersøgelse og det påregnelige ressourceforbrug. Der henvises til bemærkningerne i afsnit Justitsministeriet har sørget for, at kommissionen har haft den fornødne sekretariatsbistand og anden praktisk bistand, jf. 1, stk. 5 i lov om undersøgelseskommissioner. Justitsministeriet har herunder anvist kommissionen lokaler. Lønudgifter og alle øvrige direkte udgifter vedrørende kommissionen er afholdt af staten. Staten har herunder afholdt udgifterne til de advokater, der har været bisiddere. Hertil kommer indirekte udgifter fortrinsvis i Farum Kommune vedrørende efterkommelse af kommissionens anmodninger om udlevering af materiale og besvarelse af spørgsmål. Justitsministeriet har i tre tilfælde ansat sagsbehandlere som medarbejdere i kommissionens sekretariat samt i to tilfælde studentermedhjælpere. Øvrige medarbejdere er udlånt fra deres faste ansættelsessteder. Sekretariatet har med forskellig sammensætning bestået af følgende personer:

84 Landsdommer, cand. jur. John Mosegaard (fuld tid 1. september august 2006, 1/5 tid 1. september juli 2009, fuld tid 1. august marts 2012) Byretsdommer, cand. jur. Jørgen Lougart (timebasis 1. september august 2006) Byretsdommer, nu landsdommer, cand. jur. Bo Østergaard (timebasis 15. august december 2010, fuld tid 1. januar december 2011, herefter timebasis til beretningens afgivelse) Dommerfuldmægtig, cand. jur. Jane Hansen (fuld tid 1. september juli 2006 og 1. oktober december 2009) Fuldmægtig, cand. scient. pol. Jacob Max Jørgensen (fuld tid 1. marts oktober 2011) Fuldmægtig, cand. jur. Paul Christian Vang (fuld tid 1. januar oktober 2011) Fuldmægtig, cand. jur. Jacob Nygaard Waage (1/5 tid 1. februar marts 2005) Fuldmægtig, cand. jur. Rikke Søgaard Berth (1/5 tid 1. februar september 2005) Fuldmægtig, cand. jur. Lasse Risager (1/5 tid 1. februar juli 2011) Fuldmægtig, cand. jur. Jacob Severin Thaarup (1/5 tid 1. februar februar 2011) Kriminalassistent Ejner M. Møller (fuld tid 1. september marts 2006, herefter 2/5 og 3/5 tid til til 31. marts 2012) Kontorfuldmægtig Pia Spange (fuld tid, 1. september 2003 til 31. marts 2012) Studentermedhjælp, stud. jur. Sandra Sobfeldt-Hansen (1/3 tid 15. november december 2005) Studentermedhjælp, stud. jur. Daniel Soelberg Bach (1/3 tid 8. februar oktober 2008). Kommissionen har efter 6 i lov om undersøgelseskommissioner og efter EU-udbud benyttet HLB Mortensen & Beierholm, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, 1 som revisorsagkyndig bistand. Denne bistand er ydet under ledelse af statsautoriseret revisor Jørgen Krauw og statsautoriseret revisor Jan Robert Molin. Bistanden har omfattet spørgsmål vedrørende den kommunale revision og sale-and-lease-back, jf. beretningens bilag 4 og 5. Kammeradvokaten har ydet juridisk bistand i forbindelse med EU-udbudet. 1 Nu Beierholm, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab

85 Justitsministeriet har stillet lokaler til rådighed for kommissionen i baghuset på adressen Store Kongensgade 1, 1. tv., 1264 København K. Disse og en række andre lokaler i samme ejendom benyttes til statsligt formål efter lejeaftale indgået af Slots- og Ejendomsstyrelsen. 1 Efter presseomtale af lokaleforholdene beskrev kommissionen i sin redegørelse nr. 6 af 3. august 2010 lokalerne og den faktiske benyttelse. 2 Der er om alle temaer i undersøgelsen foretaget dokumentindsamling fra såvel kommunen som myndigheder, organisationer og private virksomheder. Kommissionen har i sit elektroniske dokumenthåndteringssystem indskannet hvad der svarer til ca. 1,5 mio. dokumentsider. Det skriftlige undersøgelsesmateriale er således efter omfang formentlig uden fortilfælde for en dansk kommissionsundersøgelse. Til sammenligning udgør dokumenterne i straffesagerne som en delmængde heraf hvad der svarer til ca sider. Dette system blev udbygget med en ekstern adgang via krypteret internetforbindelse for kommissionens medlemmer, udspørger og bisiddere. Farum-kommissionen var den første kommission, der fik mulighed for at benyttet et fuldt udbygget elektronisk journaliserings- og dokumenthåndteringssystem og med den nævnte internetadgang. Systemet har i det store hele været velfungerende, men med problemer ved opstarten og ved løbende tilpasning til den teknologiske udvikling og de individuelle brugeres egne systemer. Hertil kom en vis konservatisme hos nogle brugere med hensyn til behovet for papirudskrift. Det er kommissionens opfattelse, at benyttelse af denne informationsteknologi ikke blot har betydet en væsentlig besparelse i forhold til sædvanlig papirgang, men også har haft afgørende betydning for, at det overhovedet har været muligt at løse opgaven med at behandle arkivmateriale for en periode på godt 13 år fra henholdsvis en mellemstor dansk kommune og fra adskillige myndigheder mv. 1 Nu Bygningsstyrelsen. 2 DR 21-søndag rejste i udsendelser den 27. og 28. juni 2010 kritik af kommissionens benyttelse af lejemålet. Folketingets Retsudvalg stillede herefter justitsministeren spørgsmål nr (Alm. del.) om kommissionens forhold, jf. omtale i afsnit Redegørelsen er medtaget i beretningens bilag 3 under

86 Databasen blev opbygget efter en arkivplan, hvorefter undersøgelsesmaterialet er hovedopdelt efter den myndighed mv. som har udlånt materialet. Indenfor samme database blev der således opbygget en elektronisk kopi af arkiverne, der gav mulighed for at søge en sag eller et emne dels hos myndigheden mv., dels på tværs af alt undersøgelsesmateriale. Det var herefter muligt elektronisk f.eks. at søge en sag eller et emne i Farum Kommunes arkiver og sammenholde med, hvad der fandtes i Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, i materiale modtaget fra en virksomhed, i en politirapport og i medieomtale. Den elektroniske søgning er dog afhængig af det indskannede materiales kvalitet, f.eks. giver en dårlig fotokopi af en avisartikel tilsvarende forringet mulighed for tekstgenkendelse ved fritekstsøgning, ligesom håndskrift ikke har været læsbart for tekstbehandlingsprogrammet. Kommissionens elektroniske journal og dokumenthåndteringssystem er anmeldt og godkendt af Statens Arkiver, Rigsarkivet den 14. november 2003 (j.nr ). Farum-kommissionen er under sit arbejde kommet i besiddelse af personfølsomme oplysninger. Det gælder således for sagsakter i straffesager, men også for sagsakter i navnlig kommunens forvaltning, herunder personalesager. Disse oplysninger er indsamlet med andet formål end ønsket om at registrere personoplysninger, men er omfattet af persondataloven. Kommissionens virksomhed blev før undersøgelsens opstart anmeldt til Datatilsynet, jf. Datatilsynets udtalelse af 26. august 2003 (j.nr ). Kommissionen udarbejdede en vejledning om registreredes rettigheder efter persondataloven, som er søgt udleveret til muligt berørte, herunder alle indkaldte vidner. Datatilsynets krav til sikker opbevaring og benyttelse af sådanne data og kommissionens data generelt er efterlevet, herunder med en sikkerhedsinstruks og såkaldt stærk kryptering af bisiddernes internetforbindelse til databasen. Oplysninger fra personalesager i kommunen er alene videregivet til bisidderne på særskilt medie (cd) og med delvist pålæg efter 22, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissioner. Det er karakteristisk for kommissioners virksomhed efter lov om undersøgelseskommissioner, at offentligheden som udgangspunkt ikke har adgang til at gøre sig bekendt med kommissionens arbejde undervejs bortset fra, hvad der fremkommer under kommissionens offentlige afhøringer. Både kommissionen, udspørgeren og bisidderne har således i almindelighed tavshedspligt vedrørende den løbende undersøgelse. Det samme gælder for vidner vedrørende

87 skriftligt materiale af betydning for afhøring af dem, jf. 25 og 26. Loven om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for undersøgelseskommissioner, jf. 29. Der gælder for en kommission ikke et krav om mundtlig behandling. Kommissionen formodes selv at læse det skriftlige materiale. Kommissionen har adgangen til at anmode om skriftlige redegørelser, jf. 9, stk. 2. Afhøring af vidner skal ske i offentlige møder, medmindre det undtagelsesvis findes påkrævet at lukke dørene, jf. 30 i lov om undersøgelseskommissioner. I en kommissionsafhøring oplæses alene de uddrag af det skriftlige materiale, som skal danne grundlag for spørgsmål. Det skriftlige materiale er blevet vist på en storskærm. Der er for kommissionen oprettet en hjemmeside på adressen Formålet med hjemmesiden har dels været at give offentligheden generel information om kommissionens virksomhed, dels at kunne offentliggøre tidspunkterne for kommissionens afhøringer. Justitsministeriet har ved udpegning af kommissionens medlemmer og udspørger samt ansættelse af medarbejdere i sekretariatet taget stilling til, om de pågældende er uvildige og uafhængige af de myndigheder, personer mv., hvis forhold undersøges og har således fundet, at der ikke foreligger omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om deres fuldstændige upartiskhed, jf. 3 i lov om undersøgelseskommissioner. De revisorsagkyndig har afgivet erklæring om uafhængighed. Kommissionen har efter samråd med udspørgeren, advokat Christian Sinding, fastlagt de overordnede retningslinjer for tilrettelæggelse og gennemførelse af undersøgelsen, jf. 5 i lov om undersøgelseskommissioner. Udspørgeren har herefter tilrettelagt de enkelte afhøringer og afhøringsforløb med bistand fra sagsbehandlere i kommissionens sekretariat. Udspørgerens opgave har ikke omfattet udarbejdelse af beretningen. Beretningen er alene kommissionsmedlemmernes ansvar. Kommissionens formand har på kommissionens vegne varetaget den daglige ledelse af sekretariatet, jf. princippet i retsplejelovens 6, stk. 1, 2. punktum

88 Kapitel 2 2. Sammenfatning af kommissionens undersøgelse 2.1. Indledning Dette kapitel indeholder en sammenfatning af Farum-kommissionens undersøgelse og overvejelser om fremadrettede forslag. Det er i kapitel 1 præciseret, at kommissionens opgave har været at gennemføre en faktumundersøgelse af den rejste kritik og på den baggrund overveje behovet for fremadrettede forslag. Kommissionen har ikke dømmende myndighed og kan derfor ikke efterprøve lovligheden af myndighedsafgørelser mv. Kommissionen har heller ikke haft til opgave at foretage retlige vurderinger med henblik på at afklare, om nogen har pådraget sig et ansvar. Derimod skal en faktum-undersøgelse af den rejste kritik og overvejelser om behovet for fremadrettede forslag ske i forhold til den retlige ramme, der gælder for kommunes og myndighedernes virke. En vurdering af hensigtsmæssigheden mv. af de politiske- og forvaltningsmæssige beslutninger, der er truffet inden for den retlige ramme, falder uden for kommissionens opgave. Kommissionen har i øvrigt i kapitel 1 gjort sig nogle overvejelser om revision af lov om undersøgelseskommissioner eller praksis for så vidt angår tids- og ressouceanvendelse ved langvarige kommissionsundersøgelser Farumsagens opkomst (bind 2, kapitel 3) I kommissoriet er som genstand for undersøgelsen angivet de beskrivelser og påstande, der er fremkommet i medierne og den offentlige debat, om en lang række kritisable forhold vedrørende Farum Kommune

89 Kommissionen har fundet det af væsentlig betydning for eftertidens bedømmelse af forløbet, at mediebilledet før Farum-sagens opkomst gentegnes med opregning af både positive og negative momenter. Farum kommune var gennem undersøgelsesperioden ofte genstand for omtale i de landsdækkende medier. Medieomtalen af kommunen var i vidt omfang positiv, men der blev på den anden side også forholdsvis tidligt i de landsdækkende medier rejst kritik bl.a. vedrørende risikomomenterne i Farum-modellen og vedrørende relationerne mellem kommunen og Farum Boldklub A/S. Det er ikke antageligt og er vel heller ikke gjort gældende, at byrådsmedlemmerne overordnet set savnede kendskab til kritikken, men man havde vanskeligt ved at forholde sig kvalificeret til den. Kritikken fik således ikke nogen større gennemslagskraft hverken i byrådet eller i offentligheden, men den skabte nogen opmærksomhed hos myndighederne - både i faktiske handlinger og ved registrering i form af avisudklip på tilsynssagerne Byrådet (bind 3, kapitel 4) I kapitel 4 behandles navnlig den kritik, som nogle byrådsmedlemmer i oppositionen har rejst og viderebragt både i medierne og over for tilsynsrådet af deres arbejdsvilkår, herunder af mulighederne for at forberede sager på byrådets dagsorden. Endvidere behandles kritik om manglende offentlighed i form af dørlukning og manglende offentliggørelse af sagsfortegnelser over lukkede møder. Herudover behandles en række særlige problemstillinger vedrørende byrådsmedlemmernes funktion som sådan. I dette som i øvrige kapitler beskrives tilsynsmyndighedernes rolle i forløbet. I kapitel 4.3. om byrådet og dets udvalg omtales bl.a. byrådsmedlemmernes baggrund og forudsætninger. Kommissionen skønner, at Farum Byråd i undersøgelsesperioden har omfattet relativt mange veluddannede personer og personer med organisations- og ledelses-erfaring. Kommissionen kan klart anbefale, at der sættes fokus på målrettet information og uddannelse af byrådsmedlemmer, herunder i form af relevante vejledninger om kommunal jura og økonomi. Samtidig understreges det, at hvervet som medlem af en kommunalbestyrelse besættes af vælgerne efter politiske anskuelser og bør kunne besættes af personer uden særlige uddannelsemæssige forudsætninger. Byrådsmedlemmet bør således i almindelighed kunne indrette sig efter, at kommunens eget embedsværk yder fornøden rådgivning og vejledning,

90 således at byrådsmedlemmets arbejde kan koncentreres mest muligt om det politiske indhold i hvervet som byrådsmedlem. Kapitel 4.4. vedrører byrådsmedlemmernes arbejdsvilkår med underafsnit om afholdelse og deltagelse i byrådsmøder, beslutningsproces og sagsoplysning, afvikling af byrådsmøder og offentlighed. Kommissionen bemærker vedrørende den generelle kritik om meget korte byrådsmøder bl.a., at lydoptagelserne fra byrådsmøderne dokumenterer, at møderne blev afviklet hurtigt, hvilket kan være udtryk for god mødeledelse og afklarede holdninger til sagernes indhold. Kritikkens berettigelse må bero på, om møderne konkret blev kortet således ned, at medlemmerne under de enkelte dagsordenpunkter blev afskåret fra en relevant drøftelse til brug for deres stillingtagen til sagerne. En mulig manglende lyst til for flertallet i byrådsmødet at gå nærmere ind i en politisk drøftelse med repræsentanter fra mindretallet, efter at borgmesteren/udvalgsformanden har udtalt sig på flertallets vegne, og forholdet er udvalgsbehandlet, er muligt et demokratisk problem, men ikke et emne der giver anledning til ændring af lovgivningen. Beslutningsprocessen og sagsoplysning har været er et meget vigtigt kritikpunkt i kommissionens undersøgelse som beskrevet i de emneopdelte kapitler. I dette generelle kapitel bemærker kommissionen bl.a., at udkast til dagsorden med sagsfremstilling og evt. bilag samt forvaltnings- eller borgmesterindstilling sammen med udvalgsindstillinger udgør det mødemateriale, der i almindelighed bør give byrådsmedlemmerne tilstrækkeligt grundlag for forberedelse. Der gøres i øvrigt bemærkninger om dagsordenernes indhold og udsendelse sammenholdt med flertalsvedtagelse i byrådet den 6. oktober 1998 om bl.a., at fristerne for udsendelse af dagsorden og adgang til mødemateriale tilstræbes i højere grad overholdt, ligesom der i alle større sager udarbejdes de nødvendige notater

91 Kommissionen bemærker, at formuleringen så vidt muligt i styrelseslovens 8, stk. 4, giver mulighed for at fravige fristerne henset til, at der på møderne så kan medtages hastende sager og sager, hvortil der umiddelbart kan tages stilling, ligesom der fortsat er mulighed for at indkalde til ekstraordinært møde med kortere frist end 4 dage. Med det formål at sikre byrådsmedlemmerne forsvarlige arbejdsbetingelser anbefaler kommissionen en regel, hvorefter tidsfristerne for udsendelse af dagsorden og mødemateriale kun kan fraviges, såfremt samtlige mødedeltagere er enige herom, eller at borgmesteren finder det åbenbart, at der umiddelbart kan tages stilling til sagen, eller at borgmesteren ikke finder, sagen kan tåle udsættelse. I sidste situation må det nærmere begrundes hvorfor. Herved gives byrådsmedlemmerne allerede efter dagsordenudkastet anledning til at overveje, om de vil gøre indsigelse mod, at dagsordenpunktet behandles i mødet. Set i forhold til beslutningsprocessen er det ikke uden betydning, hvorvidt udvalgsindstillinger - typisk fra økonomiudvalget - og væsentlige oplysninger i øvrigt evt. først kommer til medlemmernes kundskab på selve mødet, f.eks. ved skriftligt materiale udleveret i mødet eller via en mundtlig forelæggelse, redegørelse og debat. Herved vil medlemmet kunne bringes i en situation, hvor der ikke har været rimelig tid til forberedelse af vedkommendes stillingtagen og stemmeafgivning. Kommissionens undersøgelse viser, at eksempelvis sager vedrørende idrætsbyggerierne i almindelighed er blevet behandlet på økonomiudvalgsmøder og byrådsmøder, der lå samme dag og i umiddelbar forlængelse af hinanden, jf. bind 7, kapitel 10. Når det sammenholdes med, at der ingen fagudvalgsbehandling har fundet sted i disse sager (ejendomsudvalg eller idræts- og fritidsudvalg), og at bilag og materiale vedrørende beslutningspunkterne typisk først er blevet udleveret meget sent, eventuelt på selve mødet, har det gjort det vanskeligt for byrådsmedlemmerne at forberede sig og herunder reagere på et evt. mangelfuldt beslutningsgrundlag. Det kunne overvejes, at gøre tidsfristerne i styrelseslovens 8, stk. 4, for udsendelse af dagsorden mv. ufravigelige, når byrådet skal træffe afgørelser om bevillinger (af nogen rækkevidde), og således at behandling i økonomiudvalget i sådanne sager skal ske senest fire hverdage før behandlingen i byrådet. Samtidig kunne styrelseslovens 8, stk. 5, ændres,

92 således at materialet i disse sager skal sendes til byrådsmedlemmerne sammen med dagsordenen. Kommissionen konkluderer, at grundlæggende forudsætninger for en tilstrækkelig sagsforberedelse i administrationen ikke har været til stede i den sidste del af undersøgelsesperioden. Ved henvendelsen til konsulentfirmaet Kühl Organisationsudvikling om bistand i juli 2002 blev det således fra kommunens side påpeget, at der ikke fandtes en egentlig forvaltningskultur i kommunen, og at der ikke var tradition for grundig skriftlig dokumentation af sager, inden de blev forelagt for de politiske udvalg. Konsulenternes rådgivning resulterede bl.a. i forslag om retningslinjer for sagsfremstilling på linje med, hvad der er sædvanlig kommunal praksis. Kommunalbestyrelsen kan ved et flertal inden for vide rammer træffe beslutning om, hvorvidt en sag er således oplyst, at der foreligger et tilstrækkeligt og forsvarligt beslutningsgrundlag. Det forsvarlige beslutningsgrundlag afspejler en kommunalretlig grundsætning og dermed den retlige minimumsramme. Opfattelsen af om der (herudover) foreligger et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag vil også kunne afspejle en politisk vurdering, hvor en opposition eksempelvis måske i højere grad end flertallet efterspørger konsekvensanalyser til underbygning af betænkeligheder eller kritik af et givet forslag. Kommissionen finder grundlag for generelt at betegne beslutningsgrundlaget som tyndt og således, at dette må betegnes som en systemfejl ved tilrettelæggelsen af byrådsarbejdet. Der synes navnlig at være truffet mange vidtrækkende beslutninger uden for byrådssalen alene på grundlag af principbeslutninger truffet af byrådet, jf. herunder omtalen i bind 4, kapitel 5, af bemyndigelse/delegation til borgmesteren. Den rejste kritik kan derfor ikke afvises. Problemet kan eksempelvis illustreres ved, at det i dag ikke er muligt at se, hvilket grundlag byrådet har haft at træffe beslutning på i flere af sagerne om idrætsbyggerierne. Det er kommissionens opfattelse, at byrådspolitikerne af hensyn til den demokratiske kontrol med deres arbejde bør sikre sig, at beslutningsgrundlaget efter protokollerne i hvert fald i hovedtræk kan dokumenteres. Det bør være god kommunal adfærd, og det er da også kommissionens indtryk, at der sædvanligvis udarbejdes mere udførlige protokoller, herunder

93 med tilstrækkelig sagsfremstilling og bilagsoversigt, end det har været tilfældet i Farum Kommune før Farum-sagens opkomst. Før beslutninger af vidtrækkende karakter træffes, som f.eks. de store idrætsbyggerier og udviklingen af Farum Nordby, bør forvaltningen have udarbejdet notat om navnlig de økonomiske konsekvenser af beslutningen på kort og langt sigt både vedrørende finansiering, anlæg og drift. Kommissionen finder, at de gældende regler er tilstrækkelige, herunder efter den skete lovændring pr. 1. januar 2004 om udvidet adgang for byrådsmedlemmerne til sagsindsigt Borgmesteren og administrationen (bind 4) Borgmesterens funktioner og habilitet (kapitel 5) Et hovedemne for kommissionen har været spørgsmål om bemyndigelse og delegation fra byrådet til borgmesteren. Byrådet synes ikke at have gjort sig klart, at en bemyndigelse til endeligt at gennemføre og afslutte forhandlinger på byrådets vegne kræver enstemmighed. Herved sikres navnlig mindretallets muligheder for at følge op på en sag, hvis vide beføjelser overlades til borgmesteren. Det er altså ikke i enhver situation flertallet, der bestemmer. Der kan kræves en ny byrådsbehandling til evt. godkendelse af borgmesterens aftaler indgået med forbehold af byrådets godkendelse. Et andet hovedemne er spørgsmålet om borgmesterens og andre byrådsmedlemmers habilitet i forbindelse med byrådets behandling af dagsordenspunkter vedrørende Farum Boldklub A/S. Peter Brixtofte var således i en periode sideløbende med sit borgmesterhverv bestyrelsesformand i såvel Farum Boldklub A/S og Farum Boldklub Holding A/S som støtteforeningen Farum & Erhverv. To andre byrådsmedlemmer sad også i de nævnte bestyrelser. Endvidere besad en række byrådsmedlemmer aktieposter i boldklubben. I kapitel 5.6 gennemgås en række tilsynssager hvori det er udtalt, at der i flere sager, der vedrører Farum Boldklub A/S, har foreligget speciel inhabilitet hos borgmester Peter

94 Brixtofte eller andre byrådsmedlemmer, og at habilitetsreglerne er blevet tilsidesat i forbindelse med nogle af sagernes afgørelse. Kommissionen anser det efter de afgivne forklaringer endvidere for godtgjort med en høj grad af sandsynlighed, at Peter Brixtofte i en række tilfælde, hvor han har erklæret sig inhabil ved byrådets behandling på grund af sit hverv som formand for Farum Boldklub via sit virke som kommunens øverste daglige leder har påvirket den forudgående sagsforberedelse i kommunen. Kommissionen finder, at Peter Brixtoftes samtidige bestridelse af hvervene som henholdsvis borgmester og formand for bestyrelsen i Farum Boldklub A/S endvidere giver anledning til overvejelser om generel inhabilitet. Dobbeltrollen udelukkede således borgmesteren fra at udøve sin almindelige tilsynsforpligtelse i egenskab af administrativ leder af kommunen og formand for økonomiudvalget i relation til kommunens løbende økonomiske engagementer med boldklubben, jf. styrelseslovens 18 og 31. Således som kommunens samarbejde med boldklubben udviklede sig med vidtgående behov for politisk stillingtagen finder kommissionen, at disse habilitetsproblemer reelt ikke kunne afbødes effektivt på anden måde end ved, at Peter Brixtofte traf et valg med hensyn til hvilket af hvervene som henholdsvis borgmester og bestyrelsesformand i boldklubben, han ønskede at bestride. Kommissionen finder endvidere, at spørgsmålet om inhabilitet som følge af byrådsmedlemmers besiddelse af aktieposter i Farum Boldklub A/S og Farum Boldklub Holding A/S kan give anledning til generelle overvejelser. Det er således kommissionens opfattelse, at enhver privatøkonomisk investering uanset størrelse i aktier, andele mv. principielt kan give anledning til tvivl om habiliteten i forbindelse med behandling af og afgørelse i sager, der direkte vedrører den virksomhed, investeringen er foretaget i. Det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem bør derfor efter kommissionens opfattelse altid underrette kommunalbestyrelsen om sådanne investeringer med henblik på kommunalbestyrelsens afgørelse af habilitetsspørgsmålet, jf. den kommunale styrelseslovs 14, stk. 1 og Se hertil bilag 1, afsnit (pkt.1.), med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium

95 Strukturændringer og normeringer (kapitel 6) I kapitel 6 beskrives de hyppige organisationsændringer på Farum Rådhus i undersøgelsesperioden, herunder navnlig en række ændringer i den administrative ledelse. Kommissionen bemærker, at den valgte flade organisationsform, hvor en række chefer havde direkte referat til borgmesteren, var velegnet for en borgmester, der ønskede at engagere sig bredt i forvaltningen med henblik på varetagelse af hvervet som den øverste daglige leder af kommunens administration og i øvrigt under påberåbelse af det mandat, vælgerne har givet borgmesteren som borgernes repræsentant. Samtidig levnedes mindre plads til ledende embedsmænd end i en mere hierarkisk organiseret administration med en kommunaldirektør. Det direkte referat til borgmesteren kan indebære både styrker og svagheder for organisationen. Den bliver således meget afhængig af netop den person, der er borgmester. Set navnlig i forhold til det embedsmisbrug borgmester Peter Brixtofte senere blev tiltalt og dømt for, men også den kritik der i øvrigt havde været af en egenrådig ledelsesform, er det ikke overraskende, at kommunen i 2003 gik over til en mere traditionel organisationsform. Byrådet fik derved bedre mulighed for at sikre sig, at borgmesteren i forhold til de vide beføjelser, han er tillagt efter styrelsesloven, lever op til lovmæssig forvaltning og med respekt for byrådets beslutningskompetence. Det har i flere sammenhænge været overvejet, om ikke midlet burde være en styrket - og muligt lovfæstet - rolle for kommunaldirektøren som øverste administrative chef efter den politisk valgte borgmester. Det er kommissionens opfattelse, at der lige så lidt som for en departementschef i forhold til en minister bør opstilles lovregler for kommunaldirektørens beføjelser i forhold til den politisk ansvarlige chef. Et disciplinært og evt. strafferetligt ansvar opsætter minimumsgrænserne for, hvornår en topembedsmand skal sige fra. Topembedsmanden bør i øvrigt ikke blande sig i den politiske proces, medmindre sagkyndig bistand efterspørges af borgmesteren og/eller øvrige byrådsmedlemmer. Også det kommunale folkestyre er bedst tjent med loyale embedsmænd, der samtidig kender grænserne for loyalitet. Det er borgmesteren, der tegner kommunalbestyrelsen og dermed kommunen

96 2.5. Personaleforhold (bind 5) Personaleforhold (kapitel 7) Kapitlet 7 omfatter kommunens behandling af personalesager, herunder personalepolitik, regler for behandling af personalesager og psykisk arbejdsmiljø, løn- og ansættelsesvilkår, ytringsfrihed og tjenestepligt, samt anvendelsen af konsulenter. Kommissionen finder, at den rejste kritik vedrørende ansættelsestryghed og psykisk arbejdsmiljø i første del af undersøgelsesperioden - bortses fra Ulla Andersens personalesag - ikke er underbygget af det fremkomne i personalesagerne og det øvrige skriftlige materiale. Kritikken er kun i en vis grad underbygget af vidneudsagn. Det har været kommunens erklærede politiske mål at skære ned på personalet, hvilket i sig selv vil kunne være en psykisk belastning for medarbejderne. Kommunen har navnlig gennem tryghedsaftale og aftrædelsesordninger søgt at dæmme op for personalets potentielle betænkeligheder ved nedskæringer. Kritik af arbejdsmiljøet generelt efter Farum-sagens opkomst er underbygget med bl.a. Arbejdstilsynets undersøgelse af byrådssekretariatet. Den organisation, kommunen stod med i 2002, havde temmelig åbenbart ikke resurser til at håndtere de problemer, der søgtes afdækket efter Farum-sagens opkomst. Kommissionens gennemgang af en række konkrete personalesager viser et meget svingende informationsniveau. I en del af sagerne foreligger der intet ansættelsesbrev, ingen nærmere stillingsbeskrivelse og meget spartanske oplysninger om lønforhold mv. I andre sager er oplysningerne mere fyldige. Sagerne forekommer generelt ustrukturerede, og det må have været vanskeligt for personaleadministrationen at orientere sig i indholdet. KL's lønscanning bekræfter dette indtryk. Nogle af disse forhold har sammenhæng med, at de høje krav der i dag stilles til indholdet af personalesager, herunder f.eks. til indholdet af ansættelsesbreve, ikke var gældende, da de ældre sager blev oprettet. Personalesagernes administrative

97 behandling kan endvidere have sammenhæng med den samlede prioritering af personaleresurserne i administrationen. I Indenrigsministeriets udtalelse af 26. februar 1997 lagde ministeriet til grund, at Ulla Andersens tale - bygget op over H. C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder - indeholdt mange kritiske, ironiske og sarkastiske ytringer om borgmester Peter Brixtofte og de ledende embedsmænd i Farum Kommune. Efter ministeriets opfattelse indeholdt talen dog næppe ytringer, der kunne karakteriseres som egentligt ærekrænkende. Det var sammenfattende ministeriets opfattelse, at Ulla Andersen ikke havde overskredet grænserne for sin ytringsfrihed, og at kommunen derfor ikke lovligt kunne meddele Ulla Andersen en advarsel på grund af talens indhold. Under kommissionens bemærkninger hedder det bl.a., at det er et væsentligt element i offentligt ansattes ytringsfrihed, at de ansatte har sikkerhed for, at offentlige udtalelser, som ligger inden for rammerne af ytringsfriheden, ikke medfører, at der sker disciplinære sanktioner. Ansættelsestryghed kan således være en nødvendig forudsætning for, at en formel ytringsfrihed opnår den tilsigtede effekt, herunder at den ansatte ikke holder sig tilbage fra at ytre sig om forhold, som han eller hun ønsker at ytre sig om. Spørgsmålet om meddeleret og meddelepligt navnlig for embedsmænd i kommunens øverste administrative ledelse overvejes. Det hedder afslutningsvis, at det må anses for en systemfejl, hvis de, der har haft informationerne og mulighederne, typisk vælger ikke at reagere. I tilfælde af grove overtrædelser og i mangel af reaktion ved henvendelse til borgmesteren eller andre byrådsmedlemmer må en henvendelse til revisionen og tilsynsmyndighederne være det næste og rigtige skridt. Det ansættelsesretlige værn for en sådan embedsmand bør være indrettet, så det giver et sikkerhedsnet også økonomisk set. Synspunktet bør veje tungt ved udmåling af godtgørelse eller erstatning. Kommissionen finder ikke grundlag for at anfægte (flertallets) konklusioner i betænkningen fra udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret, men forløbet i Farum-sagen kan give anledning til genovervejelse af behovet for lovgivning om meddeleret og - navnlig - ansættelsesretligt værn og i den sammenhæng om vejledninger og etiske regler rækker. Kommissionen understreger, at det for enhver embedsmand er i gråzonen, problemerne ligger. Her gælder der fortsat en margin, hvor udgangspunktet er, at embedsmanden med god grund

98 kan forventes loyalt at udføre borgmesterens og byrådets lovlige beslutninger. Det er enestående i dansk kommunalstyre, at en borgmester og en ordførende direktør/kommunaldirektør i forening gør sig skyldige i alvorlige strafbare forhold. Det må forventes, at den der påtager sig en ledende stilling i en kommune - navnlig som kommunaldirektør, ordførende eller administrerende direktør - gør sig klart, hvilket ansvar der er forbundet med at indtage en sådan stilling, og at der som udgangspunkt ikke siden kan henvises til manglende uddannelsesmæssig eller personlig kompetence, endsige manglende faglige forudsætninger for at bestride stillingen. Undladelse heraf ved ansættelse eller forfremmelse er imidlertid ikke ensbetydende med, at der senere kan gøres et ansættelsesretligt ansvar gældende. 1 Kommunens anvendelse af konsulenter er gennemgået. Anvendelsen af en selvstændig konsulent eller et konsulentfirma kan have både kvantitative og kvalitative begrundelser. Som eksempel på en kvantitativ begrundelse henvises til Leif Frimand Jensens forklaring for Lyngby ret ifølge dom af 28. oktober 2008 om Bjarne Jensens bistand, hvorefter kommunen havde outsourcet en stor del af sin administration og reduceret medarbejderstaben fra 207 til 80. Kommunen var derfor afhængig af bistand fra eksterne konsulenter. Kommunen havde således ikke selv tilstrækkelige personalemæssige resurser til løsning af den særlige opgave vedrørende pensionistrejser, jf. bind 11, kapitel 15, dvs. en kvantitativ begrundelse. Samtidig må det antages, at der var en kvalitativ begrundelse for at anvende konsulentydelser fra Bjarne Jensen og dennes firmaer. For Lars Bjerregaard Jensens vedkommende var kommunens overvejelse navnlig, at man ved at tilbyde et honorar, der oversteg lønsatserne, kunne få bistand fra en konsulent, der til gengæld forventedes at kunne opnå særligt gode resultater, jf. bind 10, kapitel Særligt om personale og idræt (kapitel 8) I kapitel 8 beskrives dels udlån af kommunalt ansat personale til Farum Boldklub A/S, dels ansættelse af idrætsudøvere i kommunen. 1 Se beretningens bilag med gengivelse af høringssvar fra bisidder og kommissionens bemærkninger hertil

99 Kommissionen lægger efter bevisførelsen til grund, at flere navngivne kommunalt ansatte har været udlånt til at udføre opgaver i Farum Boldklub A/S. Kommissionen finder det bevismæssigt tvivlsomt, om der oprindeligt var aftale om refusion svarende til de reale udgifter for kommunen. For det første er der ingen skriftlig dokumentation for sådan aftale på de tidspunkter, personaleudlån blev etableret, eller en opfølgning herpå i personalesagerne. For det andet er der ikke i perioden sket en tids- og bogholderimæssig registrering til brug for opgørelsen af refusionskravet. Der blev således ikke ført timesedler eller anden form for løbende opgørelse. Heller ikke gennem bestyrelsesprotokoller eller andet skriftligt materiale fra Farum Boldklub A/S er der tilvejebragt dokumentation for aftale om refusion eller materiale om løbende opgørelse. Det viste sig efterfølgende umuligt at opgøre refusionskravenes konkrete størrelse; disse blev alene fastsat skønsmæssigt. Det forekommer kommissionen mere sandsynligt, at det er blevet betragtet som en kommunal opgave ikke blot at etablere en professionel boldklub og indgå kontrakt om stadionleje, men også - i hvert fald i opstartfasen - at bidrage aktivt og økonomisk ved udlån af kommunalt personale til boldklubbens administration. For så vidt angår kommunens servicekorps betegnet som de blå mænd lægges det til grund, at dette kommunalt aflønnede personale udførte renholdelses- og pasningsopgaver i bl.a. Farum Park og Farum Arena. Der skete en sammenblanding af kommunens og aktieselskabets interesser, ligesom kommunen i hvert fald udsatte sig for alvorlig kritik om ved personaleudlån at have ydet et tilskud til en privat erhvervsdrivende virksomhed i strid med kommunalfuldmagten. Såfremt en kommune på forhånd indgår aftale med en privat virksomhed om langvarig henstand med lønrefusion, vil dette også i sig selv kunne udgøre en begunstigelse af en privat virksomhed, ligesom kommunen i øvrigt skal handle økonomisk forsvarligt. Der var konkret i forhold til Farum Boldklub A/S en betydelig risiko for, at kommunen opbyggede et større tilgodehavender hos boldklubben, end denne kunne honorere. Det bemærkes endelig, at de personalemæssige dispositioner var så atypiske set i forhold til den kompetence, en borgmester har efter styrelseslovens 31 som øverste daglige leder af administrationen, at de måtte kræve en politisk stillingtagen. Byrådet, herunder økonomiudvalget, ses ikke at have været involveret. Kritikken af kommunens ansættelse af personer med tilknytning til idræt har navnlig, men ikke alene, drejet sig om fodboldspillere og trænere på boldklubbens førstehold

100 Kommissionen finder det bevismæssigt godtgjort, at der er sket en favorisering af idrætsfolk i forbindelse med kommunale ansættelser. En kommune har som offentlig ansættelsesmyndighed pligt til at overholde det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Kommissionen finder det endvidere godtgjort, at almindelige ansættelsesretlige procedurer er fraveget, herunder med en direkte involvering fra borgmesterens side som øverste daglige leder af administrationen, der ligger ud over den for en borgmester sædvanlige ved besættelse af stillinger i en kommune. Fodboldspillere havde således i den periode, hvor deres kontrakter med boldklubben ikke gav dem et fyldestgørende indtægtsgrundlag, adgang til kommunal ansættelse uden om de normale ansættelsesprocedurer. Kommissionen finder det endvidere bevismæssigt ubetænkeligt at lægge til grund, at tilbud om kommunal ansættelse blev benyttet for at sikre tilgangen af kvalificerede fodboldspillere til førsteholdet og i øvrigt med vidtstrakt hensyn til træning mv Udlicitering af kommunale opgaver (bind 6, kapitel 9) Farum var i undersøgelsesperioden blandt de kommuner, der gik forrest med udlicitering af kommunale opgaver. Spildevandsrensning, brandvæsen, driftsafdeling, affald og genbrug, plejecenter, administrative funktioner på rådhuset, teknisk forvaltning og daginstitutioner blev således udliciteret. Driftsafdelingen, plejecenteret, de administrative funktioner, teknisk forvaltning og de fleste af daginstitutionerne blev senere tilbageført til kommunal drift. Farum Kommune blev i forbindelse med udliciteringerne blandt andet kritiseret for manglende overholdelse af udbudsregler (spildevandsrensning, plejehjem og administrative opgaver), behandlingen af ansatte, hvis opgaver skulle udliciteres (driftsafdelingen), kvaliteten af ydelser efter udlicitering (plejehjemmet), manglende hjemmel til udlicitering (skatteområdet) og udlicitering som camoufleret støtte til Farum Boldklub (daginstitutioner)

101 Spildevandsrensning Udliciteringen af spildevandsrensningen i 1990 blev præsenteret for fagudvalg, økonomiudvalg og byråd som et fait accompli, idet aftalen forinden den politiske behandling - med forbehold for byrådets godkendelse - var indgået, en pressemeddelelse om udlici-teringen udsendt og pressemøde afholdt. Kommissionen har ikke kunnet fastslå, om de væsentlige betænkeligheder ved aftalevilkårene, der var kommet til udtryk fra Kommunernes Revision og fra kommunens advokat, blev forelagt og drøftet i udvalg og byråd forud for den politiske beslutning, men de satte sig under alle omstændigheder ikke spor i den indgåede aftale. De arbejder, der i 1991 blev udført på det eksisterende renseanlæg, må efter kommissionens opfattelse betragtes som ét bygge- og anlægsarbejde. Den samlede anlægsudgift var på ca. 86 mio. kr. og således langt over tærskelværdien på ca. 40 mio. kr. Ud fra de skøn, der forelå i kommunen, fremstod det også som overvejende sandsynligt, at tærskelværdien ville blive overskredet, således at der var udbudspligt efter EU s regler. Der blev ikke foretaget udbud. Udbuddet i 1998 af såvel drift, vedligeholdelse og fornyelse som køb af renseanlæg mv. førte til kontrakten med Hoffmann/Krüger-Farum A/S og FIH A/S, hvorved ejerskabet og driften af rensningsanlægget blev adskilt. Dette førte til en åbningsskrivelse til Danmark fra Europakommissionen, der bl.a. fandt tildelingen af kontrakten i strid med ligeretsgrundsætningen, idet Kommissionen opfattede det som en fundamental betingelse i udbudsbetingelserne, at kontraktshaveren både skulle eje og drive rensningsanlægget. Efter den danske regerings svar foretog Kommissionen ikke videre i sagen, og det må på den baggrund lægges til grund, at udbudsreglerne efter Kommissionens endelige vurdering ikke ansås for overtrådt Brandvæsenet De ret omfattende protester, som nedlæggelsen af Farums kommunale brandvæsen og indgåelse af aftale med Falcks Redningskorps A/S medførte, må ses i lyset af den politiske og ideologiske debat om udlicitering, der på daværende tidspunkt var intens. Forløbet har ikke givet kommissionen anledning til bemærkninger

102 Driftsafdelingen Bemyndigelsen til borgmesteren til at indgå endelig aftale med Jydsk Rengøring A/S herunder om endelig specifikation af arbejdsopgaverne og en prissætning var ikke meddelt af et enigt byråd. Tilsynsrådet fandt på den baggrund, at borgmesteren ikke havde haft et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag fra byrådet til at kunne indgå aftalen med Jydsk Rengøring A/S. Dette resultat må anses for at være i overensstemmelse med Indenrigsministeriets faste praksis. Uanset at der allerede den 22. november 1991 fra kommunens egen jurist forelå en vurdering, hvorefter det måtte anses for ret utvivlsomt, at den påtænkte aftale med Jydsk Rengøring A/S ville være omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, gav kommunen over for de pågældende medarbejdere og deres faglige repræsentanter udtryk for, at dette ikke var tilfældet. Da kommunen i februar 1992 traf beslutning om imødekommelse af SiD s primære ønske om anvendelse af virksomhedsoverdragelsesloven, blev det med Jydsk Rengøring A/S aftalt, at kommunen i hele aftaleperioden frem til den 31. marts 1997 betalte den heraf følgende merudgift til aflønning af medarbejderne, der ifølge Peter Brixtoftes oplysninger til tilsynsrådet ikke var påregnet af Jydsk Rengøring A/S, da virksomheden den 17. oktober 1991 afgav sit tilbud. Denne merudgift var ikke omtalt i notatet af 26. november 1991 til byrådet, den var ikke indgået ved vurderingen af de indkomne tilbud, og den blev ikke forelagt for byrådet. Tilsynsrådet udtalte herom, at borgmesteren ved at indgå aftalen om at godtgøre Jydsk Rengøring A/S merudgifterne til løn i perioden fra den 1. april 1993 til 31. marts 1997 klart havde overtrådt sine beføjelser i henhold til den kommunale styrelseslovgivning, da denne forpligtelse ikke havde været omtalt i notatet af 26. november 1991 til byrådet. Endelig fandt tilsynsrådet, at borgmesteren uberettiget havde afvist nogle byrådsmedlemmers anmodning om i økonomiudvalget at få diskuteret de økonomiske og personalemæssige konsekvenser, som en overenskomst mellem Farum Kommune og Jydsk Rengøring A/S ville kunne pådrage kommunen fremover

103 Affaldshåndtering og drift af genbrugsplads Kommunens aftale med en entreprenør vedrørte foruden driften erhvervelse af genbrugsstationen på sale-and-lease-back vilkår for 11 mio. kr. med tilbagekøb efter 5 år. Aftalen blev forud for dens ikrafttræden ændret til en 5 års lejeaftale med en forudbetalt husleje på 10 mio. kr. samt et depositum på 1 mio. kr. Der er ikke tilstrækkelig grundlag for at antage, at aftaleændringen forrykkede udbudsgrundlaget således, at en anden tilbudsgivers tilbud ville have været det vindende i forbindelse med det afholdte EU-udbud. En senere aftaleændring vedrørende affaldsbeholdere og indsamling af papir og glas lå isoleret set væsentligt under tærskelværdien og var af beskedent omfang i forhold til den samlede kontraktværdi. Farum Kommunes aftale med entreprenøren i september 1999 om reetablering af genbrugspladsen må betragtes som en aftale om en bygge- og anlægsopgave. Da tærskelværdien i bygge- og anlægsdirektivet ikke blev overskredet, kunne udbud som sket undlades Plejecentret Lillevang Farum Kommune udliciterede i 1998 efter udbud driften af et af Lillevangs fire huse til JRS Senior-Service, der var et selskab i Jydsk Rengøring koncernen. Forud for udbuddets gennemførelse havde en udviklingschef i Jydsk Rengøring bistået Farum Kommune bl.a. med ansættelse af personale til den omhandlede del af plejecenteret. I 1999 blev driften af de resterende tre huse ligeledes udliciteret til JRS Senior-Service, men uden afholdelse af udbud. I 2000 indgik Farum Kommune og JRS Senior-Service nogle tillægsaftaler, herunder om etablering af en yderligere plejekategori D5, der betød en højere betaling for de mest plejekrævende beboere. Konkurrencestyrelsen udtalte efterfølgende, at der i forhold til udbudsforretningen i 1998 var en række indikationer på, at der ikke var sket en fair og objektiv sammenligning af de indkomne tilbud, og at kommunen ikke syntes at have haft en saglig begrundelse for inden kontrakttildelingen aktivt at have inddraget JRS Senior-Service i det omfang, som virksomheden efter de foreliggende oplysninger var blevet. Endvidere burde aftalen i 1999 om udlici

104 tering af hus 1-3 efter styrelsens opfattelse have været sendt i udbud. Indgåelsen af aftalen i 2000, som bl.a. indebar etableringen af plejekategorien D5, var efter styrelsens opfattelse ikke i strid med udbudsreglerne. Kommissionen lægger til grund, at tillægsaftalerne fra 2000 savnede beslutnings- og bevillingsmæssigt grundlag, idet de hverken havde været forelagt byråd eller økonomiudvalg. Det for kommissionen foreliggende materiale og de afgivne vidneforklaringer støtter derimod ikke antagelser om, at der bag kommunens indgåelse af aftalerne lå et ønske om at tilføre JRS Senior-Service flere midler end nødvendigt og udover, hvad en forsvarlig løsning af opgaverne tilsagde. Ved sit første tilsynsbesøg godt et halvt år efter udliciteringen af driften af det første hus konstaterede Arbejdstilsynet flere væsentlige problemer vedrørende såvel det fysiske som det psykiske arbejdsmiljø og meddelte i den anledning JRS Senior-Service fem påbud. Problemerne vedrørende det fysiske arbejdsmiljø blev konstateret løst eller under løsning ved et nyt tilsynsbesøg ca. to måneder senere og efter et yderligere besøg vurderede arbejdstilsynet, at også problemerne med det psykiske arbejdsmiljø fandt sin løsning, hvorfor et varslet påbud ikke blev fremsendt. Embedslægeinstitutionen fandt efter sine tilsynsbesøg i august 1999 og januar 2000, at der i forbindelse med etableringen af Lillevang havde været organisatoriske problemer i form af utilstrækkelige og manglende retningslinjer vedrørende arbejdstilrettelæggelsen og opgavevaretagelsen, men at der ikke var grundlag for kritik af sundhedspersonalet. Embedslægeinstitutionen fandt at fem beboeres plejeforløb ikke havde været optimale og ikke havde levet op til en acceptabel faglig standard, idet specielt medicinhåndteringen i flere tilfælde ikke havde været tilfredsstillende. Sundhedsstyrelsen tilsluttede sig vurderingen af de nævnte plejeforløb og fandt generelt, at ansvarsforholdene på det sygeplejefaglige område havde været uklare, idet ansvarsfordelingen mellem hjemmesygeplejerskerne og plejepersonalet ansat af JRS Senior-Service ikke fremgik klart. Efter et senere tilsynsbesøg fremkom Embedslægeinstitutionen med en række anbefalinger vedrørende de sundhedsadministrative og sundhedsfaglige forhold, men fandt sammenfattende de sundhedsrelaterede forhold i orden

105 De ovennævnte myndigheders behandling af sagen og de afgivne udtalelser har ikke givet kommissionen anledning til bemærkninger Administrative funktioner Udliciteringen til Deloitte & Touche Business Services A/S vedrørte lønadministration, bogholderi, sekretariatsfunktion for skatteankenævnet, ejendomsbeskatning, herunder vurdering, opkrævning og administration, opkrævning af vandafledningsafgifter og renovationsafgifter, BBR-administration, administrativ inkasso og forældrebetaling. Med hensyn til kommunens udbud af opgaverne fandt Konkurrencestyrelsen, at noget talte for, at Deloitte & Touche Business Services A/S havde opnået en konkurrenceforvridende fordel i forbindelse med sin position som rådgiver i forbindelse med tilvejebringelsen af udbudsmaterialet og som følge heraf burde have været udelukket fra at give tilbud. Styrelsen påtalte også, at der var blevet opkrævet kr. for erhvervelse af udbudsmaterialet, idet det blev anset for sandsynligt, at hensigten hermed havde været at begrænse af antallet af rekvirenter af udbudsmaterialet. Endelig fandt styrelsen, at tilbuddet fra Deloitte & Touche Business Services A/S de facto var ukonditionsmæssigt, idet firmaet ikke kunne påtage sig de udbudte it-opgaver, og at det derfor var i strid med ligebehandlingsprincippet, at tilbuddet blev antaget. En så væsentlig ændring af udbudsbetingelserne under de endelige kontraktforhandlinger burde have medført, at udbuddet var blevet annulleret, og et nyt udbud iværksat. Tilsynet tilsluttede sig Konkurrencestyrelsens opfattelse. Henset til at den udbudte opgave måtte antages reelt kun at have haft interesse for Deloitte & Touche Business Services A/S, til at virksomheden var ophørt ved konkurs, samt til Farum Byråds udtalelse, hvorefter kommunen havde påset, at kritik i forbindelse med ethvert udbud ikke måtte kunne rejses fremover, fandt tilsynet ikke anledning til at foretage videre i sagen. For så vidt angår hjemmelsspørgsmålet, fandt Told- og Skattestyrelsen i sin udtalelse til tilsynsrådet til brug for dets behandling af sagen, at der ikke var hjemmel til ved udlicitering at overlade eksterne personer eller virksomheder bl.a. udøvelsen af den sagsbehandlings- og afgørelseskompetence, som vurderingsrådet ved delegation havde overladt kommunens vur

106 deringssekretariat i henhold til vurderingslovens 31, stk. 3. Told- og Skattestyrelsens fandt endvidere, at sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnet bestående i udarbejdelse af konkrete forslag til forvaltningsafgørelser var så tæt knyttet til selve afgørelseskompetencen, at privat udlicitering heraf forudsatte en særskilt hjemmel, der ikke var til stede. Tilsynsrådet tilsluttede sig Told- og Skattestyrelsens vurdering og opfordrede Farum Byråd til at genforhandle kontrakten med Deloitte & Touche Business Services A/S. Farum Byråd afviste dette eller i øvrigt at foretage sig videre i sagen. Det var tilsynsrådets opfattelse, at anvendelse af sanktioner over for Farum Kommune i sagens anledning forudsatte en anmodning herom fra de centrale skattemyndigheder. Skatteministeriet ønskede imidlertid ikke at påtage sig ansvaret herfor og meddelte tilsynsrådet, at initiativet hertil måtte påhvile de kommunale tilsynsmyndigheder, hvilket Indenrigsministeriet tilsluttede sig. Tilsynsrådet fastholdt, at sanktionsanvendelse fra dets side forudsatte en anmodning om bistand fra en sektormyndighed, og at denne skønnede, at sanktionsanvendelse var påkrævet. Tilsynsrådet anmodede på den baggrund Skatteministeriet om at få en formel anmodning eller tilkendegivelse om anvendelse af et anerkendelses-søgsmål mod Farum Kommune med påstand om, at udlicitering af sekretariatsbetjening for henholdsvis skatteankenævn og vurderingsråd måtte anses for ulovlig. Skatteministeriets fastholdt heroverfor som sin opfattelse, at det var tilsynsrådets afgørelse, om den konstaterede ulovlighed skulle bringes til ophør og tilsynsrådets valg, hvilke midler, der i givet fald skulle anvendes. Det kom imidlertid aldrig til anvendelse af sanktioner, idet vurderingsrådene blev nedlagt pr. 1. maj 2002 og sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene overgik til staten pr. 1. juli Teknisk forvaltning Farum Kommunes aftale med Rambøll om udlicitering af teknisk forvaltning blev indgået af Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen med forbehold for byrådets endelige godkendelse, men det må lægges til grund, at den både trådte i kraft og ophørte uden på noget tidspunkt at have været genstand for politisk behandling. Udliciteringen savnede således såvel beslutnings- som bevillingsmæssigt grundlag efter kommunestyrelsesloven

107 Udliciteringen blev i øvrigt iværksat på et mangelfuldt grundlag uden tilstrækkelig analyse af de økonomiske konsekvenser, der først synes erkendt i takt med modtagelsen af for kommunen uventet store faktureringer fra Rambøll, hvorefter aftalen blev opsagt af kommunen med kortest muligt varsel Daginstitutioner Farum Kommunes aftaler med Farum Boldklub, Farum Boldklub A/S og ISS Juniorservice A/S om drift af daginstitutioner var ikke egentlige udliciteringer, men blev indgået i henhold til de dagældende regler om puljeordninger, der ikke gav kommunens aftalepart mulighed for at opnå en umiddelbar fortjeneste ved ordningens drift. Aftalen med ISS, der indeholdt en bestemmelse hvorefter alle midler, som kunne henføres til kommunens driftstilskud eller til forældrebetaling, ved aftalens ophør tilfaldt Farum Kommune, indikerer, at man i kommunen var opmærksom på denne begrænsning. Peter Brixtofte har da også over for kommissionen udtalt, at samarbejdet med ISS måtte opgives, fordi det var for svært inden for de rammer, lovgivningen havde fastlagt, og at det er svært at udlicitere, når de private ikke må tjene på deres opgaver. Alligevel indgik kommunen aftaler med Farum Boldklub og senere Farum Boldklub A/S uden tilsvarende eller anden bestemmelse om, hvordan der skulle forholdes med en evt. formue ved institutionens ophør. Aftalen med Farum Boldklub A/S indeholdt heller ikke - som aftalerne med ISS og boldklubbens amatørafdeling - bestemmelse om regnskabsaflæggelse over for kommunen. I dagbladet B.T. blev borgmesteren citeret for, at Idrætten 1, 2 og 3 som enhver anden forretning selvfølgelig skulle give overskud. Tilsynsrådet fastslog, at en driftsherre af en puljeordning ikke lovligt kunne udtræde af en aftale om driften med en formue, der var dannet af et overskud af midler til driftsudgifter, og at kommunen havde pligt til at sikre, at eventuel formue, finansieret af kommunale driftstilskud, ikke tilfaldt driftsherren ved udtræden af aftale om drift. Tilsynsrådet fandt følgelig, at Farum Kommune ville lide et tab, hvis kommunen ikke tilbagesøgte de beløb, som puljeinstitutionerne hver især havde givet ISS CarePartner A/S og Farum Boldklub A/S i driftsoverskud

108 Under en senere retssag anlagt af kommunen mod Farum Boldklub A/S om tilbageførsel af oparbejdet overskud til kommunen henholdt boldklubben sig til, at den efter aftalerne hverken havde pligt til regnskabsaflæggelse eller til at fralægge sig noget overskud. Bl.a. som følge af de bevismæssige problemer, der fulgte af de manglende regnskaber, indgik kommunen forlig og opnåede herved tilbageførsel af halvdelen af det opgjorte overskud. Det er således nærliggende at antage, at den måde, hvorpå aftalerne med Farum Boldklub A/S var udformet, endte med at påføre kommunen tab. En tilsvarende retssag vedrørende de af ISS drevne institutioner endte med et forlig, hvorved godt en tredjedel af det overskud, som driften af to af institutionerne havde givet, blev tilbageført til kommunen, mens et underskud af omtrent samme størrelse ved driften af de to andre institutioner måtte bæres af ISS (CarePartner Danmark A/S) Idrætsfremme (bind 7) Idrætsfremme (kapitel 10) I kapitel 10 beskrives de tiltag som Farum Kommune fra 1998 foretog for at opfylde byrådets målsætning om, at udbygge Farums position som en af landets førende idrætskommuner. Initiativerne omfattede udover opførelse af de store idrætsanlæg bl.a ansættelse af kendte idrætsudøvere som kommunale idrætsambassadører og etablering af en elitelandsby i samarbejde med Team Danmark. I kapitlet beskrives også kommunens direkte engagement i etablering af professionelle sportsklubber, kommunens medlemskaber af sponsorforeninger og kommunens aftaler ned Farum Boldklub A/S om fremleje og drift af idrætsanlæg Idrætsambassadører (idrætskonsulenter) Statsamtet København, Tilsynet, fandt, at Farum Kommunes aftaler med en række eliteidrætsudøvere om at fungere som idrætsambassadører var lovligt indgået. Det var således tilsynets opfattelse, at en kommune lovligt inden for kommunalfuldmagtens grænser kan indgå aftaler med eliteidrætsfolk og udbetale beløb til disse forudsat, at der foreligger en modydelse, og at denne modydelse står i rimeligt forhold til de udbetalte beløb. Tilsynet lagde til grund, at der ved indgåelsen af aftalerne med idrætsambassadørerne blev stillet krav om

109 modydelser i form af aktivitetsplaner mv., der skulle opfyldes af idrætsambassadørerne, og at der i disse aktivitetsplaner indgik aktiviteter, der kom kommunen og kommunens borgere til gode i henhold til almennyttekriteriet. Kommissionen har imidlertid lagt til grund, at der som fastslået af tilsynet for årene ikke forelå politisk beslutning om etablering af ordningen eller bevilling hertil. Kommunestyrelseslovens 31, stk. 2, (nu stk. 3) og 40, stk. 2, blev således overtrådt Afholdelse af badmintonturneringen Danish Open i Farum Arena Kommissionen har lagt til grund, at der på tidspunktet for indgåelsen af aftalen med Dansk Badminton Forbund om afholdelse af Danish Open i Farum Arena ikke forelå beslutnings- og bevillingsmæssigt grundlag herfor, idet aftalen først efterfølgende blev forelagt for økonomiudvalg og byråd. Der ses ikke at være meddelt tillægsbevilling til overskridelsen af kommunens budgetterede udgift til turneringen på 1 mio. kr. Der blev endvidere afholdt en udgift på kr. til bordtennisturneringen Farum Open, som der ikke ses at have været beslutnings- og bevillingsmæssigt grundlag for. Tilsynsrådet har den 7. december 2001 udtalt, at støtten til afholdelsen af Danish Open i Farum ligger inden for, hvad Farum Kommune efter kommunalfuldmagtens rammer lovligt har kunnet støtte. Forløbet giver ikke i øvrigt kommissionen anledning til bemærkninger Samarbejdet med Team Danmark Farum Kommune og Team Danmark indgik pr. 1. august 2001 en samarbejdsaftale med Farum Kommune om etablering og drift af en såkaldt elitelandsby for en række specialforbunds elite-, trænings- og kraftcentre. Formålet med aftalen var at tilbyde elitesportsfolk på internationalt niveau trænings-, service- og bofaciliteter af høj kvalitet. Aftalen var indgået på grundlag af en bemyndigelse til borgmesteren givet af et flertal i Farum Byråd den 12. juni

110 Tilsynsrådet fandt, at de 14 byrådsmedlemmer, der havde stemt for at bemyndige borgmesteren til at indgå samarbejdsaftalen med Team Danmark, og et byrådsmedlem, der havde undladt at stemme, havde handlet i strid med kommunestyrelseslovens 40, stk. 2, idet man havde vedtaget at indgå en aftale uden at kende de økonomiske konsekvenser. Det var dog tilsynsrådets opfattelse, at den manglende stillingtagen til de økonomiske konsekvenser ikke var af en sådan grovhed, at der var grundlag for at begære påtale rejst efter lovens 61 c, stk. 1. Tilsynsrådet tog ikke stilling til aftalens forhold til kommunalfuldmagten Etablering af professionelle sportsklubber i Farum Kommune Kommissionen lægger til grund, at Farum Kommune i forbindelse med etableringen af de professionelle sportsklubber Farum Boldklub A/S, Ajax Farum Håndbold A/S og Værløse/- Farum BBK A/S afholdt ikke ubetydelige udgifter til advokatbistand til udarbejdelse af oplæg til stiftelse af de tre professionelle klubber med udgangspunkt i de eksisterende amatørklubber. Afholdelse af de nævnte udgifter ses ikke at have været genstand for behandling i økonomiudvalg eller byråd. Uanset det behov for tilstedeværelse af professionelle brugere, som den samtidige opførelse af store sportsanlæg i Farum Kommune måtte have skabt, og uanset en mulig positiv effekt i relation til den generelle udvikling af idrætslivet i kommunen kan etablering af professionelle sportsklubber ikke anses for en kommunal opgave. Kommunens betaling af udgifter hertil måtte derfor betragtes som ulovlig støtte til privat virksomhed i strid med kommunalfuldmagten, jf. bind 7, kapitel Farum Kommunes medlemskab af sponsorforeninger Farum Kommune tegnede 7 medlemskaber i hver af foreningerne Farum & Erhverv, Ajax- Farum Erhvervsklub og Værløse Farum Basket Erhverv, hvis overordnede formål var at yde økonomisk støtte til henholdsvis Farum Boldklub A/S, Ajax Farum Håndbold A/S og Værløse/Farum BBK A/S. Medlemskaberne påførte Farum Kommune årlige udgifter på mere end kr. Afholdelse af udgifter til medlemskaberne ses ikke at have været genstand for behandling i økonomiudvalg eller byråd

111 Peter Brixtofte, der var bestyrelsesformand og aktionær i Farum Boldklub A/S, bestyrelsesformand i Farum & Erhverv og medlem af bestyrelsen i Ajax-Farum Erhvervsklub, må anses for at have været inhabil i forbindelse med behandling af sager om kommunens tegning af medlemskaber i de to nævnte sponsorforeninger, jf. forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 3. Tilsynsrådet fandt, at kommunen ikke ved de mange medlemskaber af de tre sponsorforeninger, der til dels havde sammenfaldende medlemskredse, opnåede image- og reklamemæssige eller andre fordele, der stod i et rimeligt forhold til udgifterne til medlemskaberne. De fordele, herunder af beskæftigelsespolitisk karakter, der måtte være opnået, må således efter det foreliggende antages at kunne være opnået ved tegning af færre medlemskaber af hver af de tre foreninger Idrætsbyggerierne I perioden foretog Farum Kommune investeringer i idrætsanlæg mv. for ca. 850 mio. kr., heraf 466 mio. kr. vedrørende Farum Park, 166 mio. kr. vedrørende Farum Arena og 130 mio. kr. vedrørende svømmehallen. Farum Byråds beslutning den 17. marts 1998 om udbygning af Farum Idrætspark til et stadionanlæg, der kunne danne ramme om en fodboldklub i superligaen, var baseret på dels en forudsætning om, at superligaklubben AB indgik i projektet, dels en forudsætning om, at hele projektet søges finansieret af private investorer. Hverken AB s udtræden af projektet allerede et par uger efter byrådets beslutning eller Peter Brixtoftes udtalelser til pressen i den forbindelse om, at han skønnede Farum Kommunes udgifter til renter, afdrag og andre omkostninger til stadionbyggeriet til ca. 7 mio. kr. om året, gav anledning til fornyet drøftelse i byrådet af grundlaget for projektet, der blev igangsat sideløbende med etableringen af Farum Boldklub A/S. Hverken udvalgs- og byrådsprotokollerne eller den øvrige bevisførelse giver kommissionen sikkert grundlag for at fastslå hvilket sagsmateriale, der blev forelagt eller stod til rådighed for byrådsmedlemmerne i forbindelse med den politiske behandling af idrætsbyggerierne. Bevisførelsen giver dog et billede af et i forhold til rækkevidden af de trufne beslutninger særdeles sparsomt beslutningsgrundlag og en overfladisk beslutningsproces, hvor end ikke

112 afstemningstemaet altid har stået klart. Sagerne blev overvejende uden forudgående behandling i fagudvalg hastet igennem økonomiudvalgs- og byrådsmøder afholdt i forlængelse af hinanden. Borgmesteren var den altdominerende drivende og styrende kraft, og det må antages, at de øvrige byrådsmedlemmer befandt sig i en vildfarelse med hensyn til idrætsbyggeriernes økonomiske konsekvenser for kommunen, og at det ikke altid var klart for alle, hvad der overhovedet var besluttet. Bevillingsreglerne i kommunestyrelsesloven blev ikke overholdt, og udbudsreglerne i EU s bygge- og anlægsdirektiv blev i flere omgange tilsidesat. Gennemførelsen af projekterne var præget af, at der hverken forelå en klar og fastholdt plan for den fysiske udførelse eller en fast økonomisk ramme for gennemførelse af alle byggerierne. En række ideer opstod undervejs og omfattende arbejder blev igangsat uden aftaler om pris. Kommissionen har således efter de afgivne forklaringer og det oplyste om byggeudgifterne - navnlig efter de manglende selvstændige udbud af Farum Park etape II-IV samt en række projektændringer/ekstraarbejder i de forskellige byggerier - lagt grund, at der i projektforløbet kom væsentlige udgiftsforøgelser, der kunne have været undgået ved sædvanlig byggestyring. Kommunen savnede kapacitet til selv at gennemføre byggestyringen. Uanset inddragelse af professionelle rådgivere må det lægges til grund, at byggeriet bygherremæssigt var præget af en fra start utilstrækkelig præcisering af ønskerne til det færdige byggeri og/eller senere tilkomne ønsker til projektændringer. Der var således ikke anvendt et udbudsmateriale med en nøje projektbeskrivelse, der blev fastholdt under byggerierne alene med sædvanlige hensættelser til uforudsete udgifter. Kommissionen lægger bevismæssigt til grund, at projekterne var så mange, omfattende og udgiftskrævende, at de samlet må betegnes som ude af proportion med kommunens størrelse. Da kommunen ikke havde den fornødne finansielle baggrund for at gennemføre projekterne, medførte de en kraftig gældsætning, der som den væsentligste årsag førte til, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i 2002 måtte sætte kommunen under administration, jf. herom i beretningens bind 15, kapitel

113 Farum Kommune foretog efterfølgende i forbindelse med tilsynets behandling af spørgsmålet om byrådets beslutnings- og bevillingsgrundlag vedrørende byggerierne en gennemgang af protokollerne fra byrådets møder vedrørende de enkelte ejendomme med tilhørende byggeprojekter. Kommunen konstaterede, at beslutningsgrundlaget havde været spartansk beskrevet i sagsfremstillingerne, at sagernes faktiske omstændigheder havde været ufuldstændigt oplyst og forelagt, og at der kun i yderst begrænset omfang blev meddelt bevilling til de foretagne udbetalinger til byggerierne. Efter tilsynets gennemgang af oversigt over byrådets mødesagsbehandling i de 17 byggeregnskaber sås nogle projekter ikke at være behandlet af byrådet (adgangsvej til Farum Arena, Musikhuset, Idrætten og renovering af Stavnsholthallen). De øvrige projekter var i varierende omfang behandlet i byrådet, men i alle tilfælde på baggrund af ingen eller sparsomme økonomiske oplysninger og bevillingsoplysninger. Det var på grundlag af oversigten over byrådets behandling af byggerierne og de tilhørende udskrifter af forhandlingsprotokollen også tilsynets opfattelse, at sagerne ikke havde været fyldestgørende oplyst ved byrådsbehandlingen, ligesom 40, stk. 2, ikke sås at have været overholdt. Tilsynet var i sin udtalelse af 31. marts 2006 mest tilbøjelig til at mene, at kommunen lovligt havde kunnet træffe beslutning om at etablere konferencefaciliteter som led i Farum Park, og at etableringen at hotel- og restaurationsvirksomhed til dels var lovlig ud fra et accessoriesynspunkt, da disse faciliteter sammen med konferencefaciliteterne måtte anses for at knytte sig naturligt og tæt til stadion og idrætsfaciliteterne i kommunen i øvrigt, og da denne opgave ikke blev varetaget på en dækkende måde af private erhvervsdrivende i kommunen. Tilsynet fandt dog, at etableringen at et antal suiter og loger gik videre, end hvad hensynet til den lovlige kommunale opgavevaretagelse tilsagde, og beslutningen herom derfor havde været ulovlig. Kommissionen har ikke fundet, at forløbet giver anledning til forslag om ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis

114 Aftalerne med Farum Boldklub A/S Kommissionen finder det efter bevisførelsen nærliggende at antage, at det allerede i forbindelse med byrådets beslutning om udbygningen af Farum Idrætspark af Peter Brixtofte var forudsat, at det færdige stadion skulle fremlejes af kommunen til Farum Boldklub A/S, og at Peter Brixtofte også i det forløb, der førte til en aftale herom, var den drivende og styrende kraft. Det må således lægges til grund, at viceborgmester Per Edrén, der af byrådet var bemyndiget til at indgå aftale om driften af det nye stadion, ikke deltog i forhandlinger mellem kommunen og boldklubben, men alene forestod ledelsen af de byrådsmøder, hvor udbuddet af driften blev behandlet, og underskrev de færdige aftaler, som blev ham forelagt. Det forekommer efter bevisførelsen tvivlsomt, om der overhovedet har været tale om egentlige forhandlinger mellem kommunen og boldklubben, idet aftalerne snarere synes at være tilblevet efter uformelle drøftelser mellem Peter Brixtofte, Leif Frimand Jensen, Carsten Pedersen og eventuelt Ib Bolvig, med praktisk og juridisk bistand af Mogens Beier og advokat Christian Kruse-Madsen og uden nogen klar opfattelse af, hvem der repræsenterede hvem. De habilitetsmæssige spørgsmål, som Peter Brixtoftes dobbeltrolle som på den ene side borgmester og på den anden side bestyrelsesformand og aktionær i Farum Boldklub A/S rejste, er nærmere behandlet i bind 4, kapitel 5.6. Det antages, at en kommune, der leverer ydelser til private virksomheder, skal agere og prissætte ydelserne i overensstemmelse med markedsværdiprincippet. Dette gælder eksempelvis ved en kommunes udleje af fast ejendom til en virksomhed. Anvendelse af markedsværdi forudsætter i almindelighed, at der eksisterer et marked for den konkrete ydelse. Et marked defineres i denne sammenhæng ved, at der eksisterer såvel villige købere som villige sælgere af den konkrete ydelse, og at der kan identificeres et ikke ubetydeligt antal transaktioner på dette marked. I modsat fald kan en markedsværdi ikke fastsættes med rimelig sikkerhed. Princippet om at prisfastsætte ydelser til markedsværdi tager sit udgangspunkt i, at en kommune ikke må afholde udgifter, der ikke tjener et lovligt kommunalt formål. Levering af

115 ydelser til en privat virksomhed til en pris, der er lavere end markedsværdien, ville indebære anvendelse af kommunale midler til støtte af den private virksomhed. I situationer, hvor en markedsværdi ikke med rimelig sikkerhed kan identificeres, må prisen fastsættes efter andre kriterier. Det vil være nærliggende at tage udgangspunkt i omkostningerne, der medgår til frembringelsen af ydelsen. Ved udleje af fast ejendom ville omkostningerne til forrentning, vedligeholdelse og eventuel afskrivning (værdiforringelse) indgå heri. Hertil kommer enhver anden omkostning vedrørende ejendommen, der ikke dækkes af lejeren. Ved opførelse og udlejning af en ejendom, der delvist udlejes til en privat virksomhed og delvist anvendes til et (lovligt) kommunalt formål, bør beslutningsgrundlaget for kommunalbestyrelsens behandling derfor som minimum indeholde en opgørelse af: samtlige ejendommens omkostninger, hvor stor en del af ejendommen, der udlejes til den private virksomhed og betalingen herfor, hvor stor en del af ejendommen, der herefter anvendes til kommunale formål og (netto) omkostningen herfor. Herved sikres, at kommunalbestyrelsen gives mulighed for både at vurdere rimeligheden af den fastsatte leje i forhold til omkostningerne, og at tage stilling til omkostningen vedrørende det kommunale formål. Konkurrencerådet har den 22. juni 2011 udtalt, at aftalen om fremleje af hotel- og konferencecentret i Farum Park er så fordelagtig for boldklubben, at der er tale om konkurrenceforvridende støtte. Lejen for hotel- og konferencecentret i Farum Park lå således væsentligt lavere end det generelle lejeniveau for konferencecentre, da lejeaftalen blev indgået i Da lejeaftalen er indgået, før forbuddet mod konkurrenceforvridende offentlig støtte blev indført i konkurrenceloven, havde Konkurrencerådet ikke mulighed for at påbyde støtten tilbagebetalt. Konkurrencerådet har derfor heller ikke opgjort præcist, hvor stor støtten til FC Nordsjælland har været

116 Det beslutnings- og bevillingsmæssige grundlag, der forelå for Farum Byråd i forbindelse med beslutningen om at indgå fremlejeaftale med Farum Boldklub A/S vedrørende Farum Park, må efter det foreliggende anses for at have været helt utilstrækkeligt. Opførelsen af Farum Park påførte foruden betydelige driftsudgifter Farum Kommune årlige leasingafgifter på ca. 40 mio. kr. Fremlejeaftalen sikrede Farum Boldklub A/S særdeles gunstige vilkår, navnlig med hensyn til lejens størrelse og muligheden for regulering heraf, betaling for vand og varme og vilkårene vedrørende opsigelse. Fremlejeaftalen blev godkendt af byrådet, uden at der forelå sædvanlige, underbyggede budgetter over forventede indtægter og udgifter og uden en nærmere økonomisk bedømmelse af boldklubben. Det markante misforhold mellem kommunen pådragne udgifter og de forventelige indtægter, som der var tale om, og som et blot overordnet budget ville have afsløret, har således næppe stået klart for medlemmerne af byrådet. Tilsvarende gør sig gældende med hensyn til fremleje- og serviceaftalen vedrørende Farum Arena og fremlejeaftalen vedrørende Farum Marina. Om serviceaftalen bemærkes endvidere, at den ikke ses at have været undergivet behandling i Farum Byråd, før tilsynsrådet senere tog sagen op til behandling, og at de driftsopgaver, der var omfattet af serviceaftalen, ikke ses at have været udbudt i henhold til EU s udbudsdirektiv. Den 1. november 2001 udstedte Farum Boldklub A/S fem fakturaer til Farum Kommune på i alt kr. ekskl. moms. Kommissionen lægger til grund, at de blev betalt af kommunen umiddelbart efter modtagelsen uden at have været genstand for behandling i økonomiudvalg eller byråd. Der forelå således ikke bevilling til betalingen, jf. kommunestyrelseslovens 40, stk. 2. De over for kommissionen afgivne forklaringer om omstændighederne i forbindelse med fakturaernes udstedelse, attestation og betaling giver grundlag for at antage, at der i et vist omfang var tale om krav, der helt eller delvist savnede et retligt grundlag, og til dels dækkede over økonomisk støtte til boldklubben. Kravene var således udokumenterede, og de blev efterfølgende kun opretholdt i fuldt omfang for det enes vedkommende, idet det for de fire øvrige kravs vedkommende som led i afviklingsaftalen og rammeaftalen blev aftalt, at Farum Boldklub A/S tilbagebetalte samlet ca. 40 %

117 Med hensyn til afviklingsaftalen af 18. juni 2002 har Indenrigs- og Sundhedsministeriet den 1. april 2003 udtalt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Farum Byråd ikke handlede økonomisk forsvarligt ved beslutningen om aftalens indgåelse. Ministeriet lagde herved bl.a. vægt på, at de krav, der var omfattet af aftalen, var gennemgået og vurderet med bistand fra kommunens advokat og boldklubbens revisor, at Farum Boldklub A/S befandt sig i en særdeles vanskelig likviditetsmæssig situation, og at formålet med aftalen var at beskytte kommunens tilgodehavende og undgå, at det fortabtes, og at et krav om kontant indfrielse af kommunens tilgodehavende i videre omfang end bestemt ved aftalen måtte antages at føre til boldklubbens konkurs, hvorved kommunen ville miste sit fulde tilgodehavende. Ministeriet lagde endvidere til grund, at der ikke bestod væsentlige realiserbare aktiver i Farum Boldklub A/S, og fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen - kontant eller ved pant eller udlæg - kunne have sikret sig det samlede tilgodehavende efter aftalen. Indenrigsministeriet fandt, at Farum Byråd under de foreliggende omstændigheder havde udfoldet rimelige bestræbelser på i videst muligt omfang at sikre kommunens tilgodehavende. Endelig fandt ministeriet, at Farum Byråd ikke ved sin beslutning om at indgå aftalen tilsidesatte de - vide - rammer, der tilkom byrådet ved dets skøn over, hvilke oplysninger der var tilstrækkelige som beslutningsgrundlag Reklame- og sponsoraftaler (kapitel 11) Kapitel 11 omhandler indgåelse af reklame- og sponsoraftaler mellem sportsklubber og private virksomheder med forretningsforbindelser til kommunen. Under den såkaldte sponsorsag blev to sådanne aftaler genstand for strafferetlig behandling. Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen samt to direktører i Skanska Danmark A/S blev således skyldige i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed henholdsvis medvirken hertil ved i fællesskab at have ladet Farum kommune betale Skanska Danmark A/S forhøjede priser i forbindelse med renovering af Stavnsholthallen i Farum svarende til en samlet merpris på kr. ekskl. moms, mod at merprisen skulle anvendes til støtte af Ajax/Farum Håndbold A/S via dennes sponsoraftale med Skanska Danmark A/S med et tilsvarende formuetab for Farum kommune til følge. I et andet forhold, der vedrørte Alletiders Rejser A/S, skete der frifindelse

118 Kommissionen har gennmgået de sponsor- og reklameaftaler, som 17 virksomheder med forretningsmæssig forbindelse med Farum Kommune har indgået med sportsklubber i Farum. Kommissionen har ved denne gennemgang konstateret, at der i mange tilfælde har været en snæver tidsmæssig sammenhæng mellem virksomhedernes indgåelse af aftaler henholdsvis med Farum Kommune om leverancer til kommunen og med sportsklubber, herunder navnlig Farum Boldklub A/S, om sponsorater. Der er endvidere i flere tilfælde holdepunkter for, at kommunens interesser ved indgåelse af aftaler med virksomheder, der var eller blev sponsorer for sportsklubber i kommunen, set ud fra forretningsmæssige overvejelser om godt købmandskab ikke blev varetaget med henblik på at opnå de bedst mulige aftalevilkår efter pris og kvalitet, men dog med vilkår der ikke afveg fra almindelige vilkår i markedet. Det for kommissionen foreliggende materiale giver således ikke grundlag for i andre tilfælde end sagen vedrørende Skanska Danmark A/S at dokumentere en kritisabel sammenhæng imellem sponsoraftaler indgået af kommunens leverandører med sportsklubber i kommunen og de pågældende leverandørvirksomheders aftalevilkår med kommunen, herunder navnlig en kritisabel sammenhæng mellem en kontraktsum i overkanten af markedsværdien og sponsoratets værdi. Peter Brixtoftes dobbeltrolle som på den ene side borgmester og dermed øverste chef for den kommunale forvaltning og på den anden side aktionær og bestyrelsesformand i Farum Boldklub A/S har imidlertid været egnet til at skabe tvivl om, hvorvidt Peter Brixtofte i forbindelse med iværksættelse af tiltag, der indebar indgåelse af aftaler mellem kommunen og virksomheder, der var eller (for)blev sponsorer for sportsklubberne i kommunen, overholdt sin forpligtelse som borgmester til at varetage kommunens interesser bedst muligt. Denne tvivl meldte sig i forbindelse med pensionistrejser og i øvrigt i forbindelse med initiativer som udlevering af gratis pc er til alle skolesøgende børn, indkøb af isvandsdispensere til alle kommunens institutioner, indkøb af nye møbler til alle skoler og institutioner og indkøb af nye kopimaskiner til kommunens institutioner Kommunale ejendomme (bind 8, kapitel 12) I kapitel 12 gennemgås Farum kommunes ejendomshandler i undersøgelsesperioden. Farum Kommune foretog navnlig i perioden et relativt stort antal ejendomshandler. Særligt projekterne vedrørende Rørmosegård, Hjortefarmen og Farum Kaserne har vedrørt betydelige beløb, såvel absolut som set i forhold til kommunens størrelse. I kapitlet beskrives

119 også kommunens behandling af bygge- og plansager i forbindelse med nogle af projekterne, herunder forløbet vedrørende det planlagte ungdomsboligbyggeri i et industrikvarter. Ejendomssalgene i forbindelse med sale-and-lease-back arrangementer med Nordania Leasing A/S og FIH, der også har vedrørt meget store beløb, er omtalt i bind 13, kapitel 21.6., om den såkaldte Farum-model Kommunalfuldmagten og kravet om økonomisk forsvarlighed Det kommunale formål er i forbindelse med flere af de undersøgte ejendomskøb kun helt overordnet beskrevet i sagsfremstillingen til byrådet. En mere udførlig beskrivelse heraf ville af hensyn til muligheden for en efterfølgende bedømmelse have været ønskelig. De køb og salg af fast ejendom i området omkring Farum Station, der blev foretaget tilbage i , blev i forbindelse med en klagesag af Indenrigsministeriet anset for at ligge inden for kommunalfuldmagtens rammer under hensyn til, at handlerne blev gennemført med henblik på opfyldelse af kommunens byplanmæssige intentioner for området. Det var ifølge ministeriet under de omstændigheder ikke ulovligt, at kommunen ved købene havde betalt en højere pris, end der kunne opnås ved videresalg, og at kommunens samlede udgifter ikke blev dækket ved videresalget. Farum Byråds beslutning i 1999 om køb af Compaq-grunden, der var en del af Rørmosegård, blev truffet, uden at kommunens formål med købet blev angivet i byrådsprotokollen. Det er således uklart, hvilken kommunal interesse byrådet søgte at varetage med købet. Kommune blev i øvrigt påført en væsentlig økonomisk risiko, da kommunen i august 1999 frigav købesummen til sælger, selv om handelen ikke kunne berigtiges, som den var indgået. For så vidt angår købene af Rørmosegård og ejendommen Alfred Sørensensvej 4 har spørgsmålet om, hvorvidt Peter Brixtofte lod kommunen betale en overpris til sælger, været genstand for en politimæssig efterforskning. Statsadvokaten fandt i begge tilfælde, at der ikke var rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, var begået. Ejendommene Havremarken 14, Farum Hovedgade 80B, Frederiksborgvej 2, Gammelgårdsvej 93 og Gammelgårdsvej 102 kan være erhvervet til priser, der oversteg markedsprisen på

120 købstidspunkterne. Flere af de købte ejendomme er af Farum Kommune efter forholdsvis kort tid videresolgt med tab, for tre af de førnævnte ejendommes vedkommende i størrelsesordenen %. Der er ikke holdepunkter for, at andre ejendomme er købt eller solgt til priser, der ikke har modsvaret ejendommenes markedsværdi, eller at kommunen i øvrigt ikke ved handlerne har handlet økonomisk forsvarligt. Med hensyn til lejemålet af ejendommen Gammelgårdsvej 88, blev det indgået uden at have været forelagt for byrådet, og der er ikke angivet et kommunalt formål med indgåelsen af lejeaftalen. To indhentede uvildige vurderinger tyder på, at den aftalte leje lå væsentligt over markedsniveau. Også denne sag har været politimæssigt efterforsket, og statsadvokaten fandt, at der ikke med den grad af sikkerhed, der skal til i en straffesag, var tilstrækkeligt bevis for, at Peter Brixtofte og/eller Leif Frimand Jensen ved indgåelsen af lejeaftalen havde haft forsæt til at påføre Farum Kommune et formuetab. Vedrørende købet af den resterende del af Rørmosegård i januar 2001 konstaterer kommissionen, at der knyttede sig en vis usikkerhed til den for kommunen helt afgørende forudsætning, at det måneden forinden fremsatte regionplansforslag, der udlagde størsteparten af området som fremtidigt boligområde, ville blive vedtaget. Endvidere var omkostningerne til forureningsbekæmpelse ukendte, indtil de i en rapport af 21. november 2001 blev opgjort til ca. 6,2 mio. kr. eksklusiv moms. Der knyttede sig også betydelig usikkerhed til de forventede indtægter ved videresalg, og den i januar 2002 indgåede aftale med byggefirmaet Lind & Risør vedrørende Rørmosegård og Hjortefarmen fastholdt i ikke uvæsentligt omfang denne usikkerhed, idet firmaets køb og betaling skulle ske etapevis i takt med, hvornår firmaet selv byggede og solgte. Som følge af klager over lokalplanen kom byggeriet først i gang i foråret Der forelå ikke nærmere oplysninger for byrådet om disse væsentlige usikkerhedsfaktorer, da beslutningen om købet af Rørmosegård blev truffet på byrådsmødet den 2. januar Da den endelige aftale om Farum Kommunes køb af Farum Kaserne blev indgået den 31. maj 2001 havde kommunen efter forhandlinger med planmyndighederne i fornødent omfang sikret sig, at arealerne som forudsat kunne anvendes til boligbyggeri. Der knyttede sig imidlertid væsentlig usikkerhed til såvel udgifterne til forureningsbekæmpelse og byggemodning, hvortil

121 byrådet i juni 2002 måtte give en tillægsbevilling på 43 mio. kr., som til de meget betydelige forventede og budgetterede indtægter ved videresalg. Kommissionen finder således, at købet påførte kommunen en i forhold til dens størrelse særdeles omfattende økonomisk risiko, som ikke blev nærmere belyst i forbindelse med byrådets behandling af sagen. Kommissionen har forsigtigt og med visse forbehold anslået kommunens økonomiske resultat vedrørende projektet Farum Nordby til et overskud på ca. 130 mio. kr. Heri er ikke medregnet kommunens renteudgifter, der må forventes at andrage et betydeligt tocifret millionbeløb. Hertil kommer spørgsmålet om en mulig løbende nettoindtægt som følge af tilflytningen af nye indbyggere til kommunen. Farum Kommune forventede primo 2002 en nettoindtægt på kr. pr. år. pr. ny indbygger. Det for kommissionen foreliggende materiale giver ikke grundlag for at vurdere, i hvilket omfang tilflytningen af nye borgere har medført et nettoprovenu for kommunen. Farum Byråd besluttede den 6. juni 2000 at give Michael Henriksen, der havde købt ejendommen Farum Gydevej 62, et afslag i købesummen på kr. grundet mangler ved jordbundsforholdenne. Der forelå et notat fra forvaltningen, hvorefter der ikke var juridisk grundlag for kravet, der i givet fald skulle imødekommes pr. kulance. Denne vurdering var ikke refereret i sagsfremstillingen til byrådet, idet det heri var anført, at det ville være i overensstemmelse med kutyme i den slags handler at give det krævede afslag. I det omfang Farum Kommune ikke har været retligt forpligtet til at yde det omhandlede afslag, er kravet om økonomisk forsvarlighed tilsidesat ved den trufne beslutning. I forbindelse med salget af en del af ejendommen Rugmarken 37 til opførelse af ungdomsboliger afholdt kommunen en udgift på ca. 2,1 mio. kr. til forureningsbekæmpelse. Da ejendommen rettidigt var tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje, kunne forureningen muligt have været fjernet i dette regi uden omkostning for kommunen Bevillingsregler Kommissionen har konstateret, at der ved køb og salg af ejendommene Havremarken 14, Rugmarken 37, Farum Gydevej 62, Rugmarken 7 og Farum Hovedgade 42 og ved købet af Alfred Sørensensvej 4 ikke har foreligget fornøden bevilling, jf. kommunestyrelseslovens

122 40, stk. 2. Tilsvarende gør sig gældende vedrørende mageskiftet Rugmarken 7/Gammelgårdsvej 10. Bevillinger er efterfølgende meddelt af Farum Byråd i Der er endvidere truffet beslutning om bevillingskrævende foranstaltninger uden forudgående bevilling i forbindelse med aftalen med det daværende KTAS om dets ejendom i Stationsområdet, det meddelte afslag i prisen for Havremarken 14 på grund af jordbundsforhold, iværksættelsen af forureningsbekæmpelse på Rugmarken 37, betalingen af kr. til en ejerforening for kvittering af en forkøbsret og indgåelsen af lejemålet vedrørende ejendommen Gammelgårdsvej 88. Der er generelt ikke i forbindelse med de enkelte ejendomshandler givet bevilling til de med handelen forbundne omkostninger. Helt tilbage til 1990 har Farum Byråd truffet beslutning om køb af fast ejendom ved tillægsbevillinger, uden at det som krævet i kommunestyrelseslovens 40, stk. 3, har været angivet, hvorledes udgiften skulle dækkes. Det må tillægges afgørende betydning, at bestemmelsen iagttages af kommunalbestyrelsen i forbindelse med beslutninger om køb af fast ejendom. De foreliggende muligheder for finansiering af et kommunalt køb af fast ejendom er således af central betydning ved den politiske stillingtagen til købet. Forholdet illustreres ved Farum Kommunes køb af Farum Kaserne, hvor flere medlemmer af byrådet svævede i den vildfarelse, at købet kunne og skulle finansieres af kommunens kassebeholdning, mens realiteten var, at købet blev finansieret dels ved ubevilliget låneoptagelse, dels ved et ligeledes ubevilliget salg af kommunens deponerede obligationsbeholdning Informationsteknologi (bind 9, kapitel 13) I kapitel 13 behandles Farum Kommunes forsøg på i samarbejde med Columbus IT Partner A/S at udvikle en it-platform til kommunalt brug. Samlet finder kommissionen at: Columbus projektet havde det sigte at få konstrueret et it-system tilpasset Farum Kommunes samlede behov

123 Gennemførelsen af projektet var urealistisk. Både kommunen og leverandøren undervurderede projektets omfang og kompleksitet og overvurderede egen kapacitet og kompetence. Parterne blev fra starten advaret om skrøbeligheden i projektgrundlaget, idet Deloitte allerede i oktober 1998 opfordrede kommunen til at kræve en revideret forstudieanalyse - selve specifikationsgrundlaget for projektet. Bortset fra borgmesteren var det politiske niveau kun inddraget i ringe omfang og først sent med orientering om problemerne i projektet. Under selve forløbet ville det næppe have været muligt for udenforstående som tilsynsråd at gribe ind i projektet, ligesom revisionen først efterfølgende har kunnet gøre opmærksom på konsekvenserne af de manglende og mangelfulde it-løsninger. Kommissionen finder, at den alvorligste kritik mod projektet som sådan vedrører spørgsmålet om, med hvilken realisme aftaleparterne anså det for muligt i fællesskab at realisere planen om at skabe en fælles it-platform for kommunens sagbehandling. Heri indgår både spørgsmål om, hvorvidt det var it-teknisk muligt at realisere visionen, og om hvorvidt parterne havde de nødvendige resurser. I samtiden var der måske en noget større optimisme med hensyn til, hvilke it-løsninger der var realiserbare med givne resurser, i forhold til den lære man i dag har draget om kompleksiten i et sådant projekt. Kommissionen lægger til grund, at kommunens styring har været mangelfuld på ledelsesplan. Deloittes konklusion i oktober 1998 var meget klar: Forstudierapporten var uegnet, og betaling blev indstillet tilbageholdt. Denne og følgende advarsler blev stort set overhørt på det administrative og politiske ledelsesniveau. Der kom under hele forløbet en række advarsler fra kommunens rådgivere og egne it-folk. Flere af de ansvarlige projektledere på den kommunale side forlod deres job successivt. Der blev således ikke i tide gjort indsigelse mod væsentlige forsinkelser fra CITP's side, og kommunen fortsatte med at betale for leverancer, der ikke var og ikke blev leveret til aftalt tid og kvalitet. Opsigelsen af KMD-systemerne i juli 2001 fik meget alvorlige konsekvenser. Reelt kom kommunen til at undvære et debitorsystem i en længere periode, hvilket medført kraftige ulemper for borgere, samarbejdsparter og administrativt personale. Kommissionen bemærker

124 om den politiske behandling, at faresignalerne næppe har stået byrådsmedlemmerne klart før på et meget sent tidspunkt i forløbet. Indtil da fremstod projektet for byrådet som visionært og realistisk. Den viden, borgmesteren havde om de mange problemer med projektet, kom øjensynligt først til de øvrige medlemmers kundskab efter opsigelsen af KMD-systemerne i juli Kommissionen bemærker for så vidt angår revision og tilsynsråd, at det som udgangspunkt må kræve nogle konkrete fareindikationer, såfremt revision og tilsynsråd skal gå ind (allerede) under et projektforløb Beskæftigelsesindsats mv. (bind 10, kapitel 14) Den førte beskæftigelsespolitik i Farum har været udtryk for, at borgere med problemer, der alene skyldtes manglende beskæftigelse, skulle tages helt ud af det sociale system, og at andre borgere med problemer, der kunne løses ved arbejdstræning, sprogundervisning mv., skulle hjælpes i gang på arbejdsmarkedet. Kommissionen bemærker, at den kritik, der har været rejst lokalt af SiD og Landsforeningen af Arbejdsledige og i et vist omfang er blevet fulgt op i medierne og i Folketinget, til dels har været af politisk art. Farum kommune ønskede at etablere, hvad der vel kan betegnes som en så vidt muligt formløs, effektiv og enkel forvaltning på beskæftigelsesområdet, og fastholdt fra Produktionshusets start, at aftaler med private virksomheder henhørte under kommunens forretningsområde og derfor ikke var undergivet forvaltningsretlige formkrav. Dette bestyrkedes af Indenrigsministeriets og tilsynsrådets afgørelser, hvorefter der ikke blev stillet krav om notatpligt eller om, at aftalerne skulle være skriftlige. Det har således ikke været noget dokumentationskrav i forhold til den forvaltningsretlige grundopfattelse af god forvaltningsskik. Kommunen har som konsekvens af denne fremgangsmåde ikke kunnet føre dokumentation til imødegåelse af påstande om, at aftalerne skulle have indebåret ulovlig erhvervsstøtte eller konkurrenceforvridning, ligesom kritikerne omvendt ikke har kunnet dokumentere påstande herom. 1 1 Se hertil bilag 1, afsnit (pkt. 3.), med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium

125 Efter kommissionens opfattelse bør en kommune sikre sig dokumentation for alle væsentlige aftaler uanset, om der gælder formkrav efter god forvaltningsskik. Det kan som i ethvert aftaleforhold juridisk set have betydning ved evt. senere konflikt om det aftalte, og det kan demokratisk set have betydning for såvel kommunalpolitikernes som borgernes muligheder for at følge kommunens arbejde. Endelig kan det have afgørende betydning for tilsynsmyndighedernes mulighed for at føre en effektiv kontrol. Kommissionen anser det således for en systemfejl, hvis en offentlig forvaltning ikke kan dokumentere sin faktiske forvaltning og dermed, at der er forvaltet efter gældende ret. Reglerne om aktindsigt rummer muligheder for i fornødent omfang at begrænse aktindsigt af hensyn til forretningsforhold mv. Kommunen har påkaldt sig kritik fra Folketingets ombudsmand for at have afgivet forkerte og vildledende oplysninger. Dermed har kommunen skabt tvivl om det almindelige princip, at offentlige myndigheder afgiver sandfærdige og korrekte oplysninger. Kommunen har ligeledes nægtet aktindsigt på et fejlagtigt grundlag. Det er kommissionens opfattelse, at der også inden for gældende ret i undersøgelsesperioden efter læren om fri bevisbedømmelse efter alt foreliggende ville være mulighed for at imødegå en situation, hvor en kommune ikke er i stand til at give fyldestgørende oplysninger eller giver urigtige eller vildledende oplysninger. En offentlig forvaltningsmyndighed, eksempelvis tilsynsrådet, må dog alt andet lige antages at være mere tilbageholdende med at anvende disse principper end domstolene, fordi man ikke på samme måde som i en kontradiktorisk domstolsproces med bl.a. advokatbistand og mundtlig forhandling har haft lejlighed til at efterprøve faktum. Skønt formodningen således kan afkræftes, må der gælde en stærk formodning om, at oplysningerne fra en offentlig myndighed lever op til de forventninger, man i et demokratisk samfund kan have til, at oplysningerne er tilvejebragt og videregivet efter spillereglerne for en uvildig offentlig myndighedsudøvelse. For både Arbejdsmarkedsrådet, tilsynsrådet og andre involverede myndigheder samt ombudsmanden har dette derfor været det naturlige udgangspunkt for vurderingen af modtagne oplysninger også fra Farum Kommune. Disse spilleregler kan ikke i forhold til klageorganet generelt

126 tilsidesættes med henvisning til, at kommunen driver forretning (indgår i forretningsforhold med tredjepart). 1 Det lægges i øvrigt til grund, at aktiviteterne i Produktionshuset siden midt i 90 erne har kunnet drives i overensstemmelse med de almindelige krav til god forvaltningsskik, hvorefter en offentlig administration skal være i stand til at dokumentere sine handlinger. Den oprindeligt praktiserede meget uformelle forvaltningsform har således ikke været en nødvendighed for beskæftigelsesindsatsen. På det regnskabsmæssige område har Socialministeriet og siden Beskæftigelsesministeriet i en årrække kunnet påvise mange og alvorlige fejl i de sociale regnskaber, der har dannet grundlag for statsrefusion, og for så vidt angår regnskabet for 2001 fandt ministeriet kommunens opgørelse af udgifter på det sociale område så mangelfuld, at der er en betydelig usikkerhed med hensyn til, om statsrefusionen er udbetalt på et korrekt grundlag. Emnet blev fulgt op i ministeriets senere gennemgang af beretninger. For så vidt angår den faktiske administration af ikke mindst personsager har først Socialministeriet og siden Beskæftigelsesministeriet ligeledes kunnet påvise mange fejl fra regnskabsårene 1999 og frem. Både i regnskaberne for 2002 og 2003 understreges det, at det er en forudsætning for at få statsrefusion, at der i sagerne er foretaget en korrekt sagsbehandling, og at det er byrådets ansvar, at lovgivningen overholdes, samt at der er den fornødne kvalitet i sagsbehandlingen. Beskæftigelsesministeriet anfører om 2003-regnskabet, at det er ministeriets opfattelse, at der forekommer for mange fejl i sagsbehandlingen, og ministeriet forventer, at de tilrettede forretningsgange og en opstramning og tydeliggørelse af arbejdsopgaver/rutiner i forbindelse med sagsadministrationen vil medvirke til, at den nødvendige kvalitet i sagsbehandlingen tilvejebringes, således at det fremgår af næste års beretning, at antallet af fejl er væsentligt reduceret. Om Produktionshusets aftaler med virksomhederne er der for så vidt angår kommuners mulighed for at udføre indtægtsdækket produktion på markedsvilkår gennemført et meget detaljeret regelsæt. I det hele bærer udviklingen på beskæftigelsesområdet præg af en intensiv 1 Se hertil bilag 1, afsnit (pkt. 2.), med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium

127 regulering, ikke mindst efter at beskæftigelsesindsatsen blev samlet hos kommunerne, men under tilsyn. Kommissionen bemærker, at Farum Kommune uden tvivl har opnået gode resultater på aktiveringsområdet, uden at der dog er fremlagt dokumentation for årlige besparelser i den hævdede størrelsesorden på mio. kr. Farum Kommune har kunnet spare kommunale udgifter (kontanthjælp) ved at overføre aktiverede til det statslige område (dagpenge). Sådan kassetænkning er lovlig. Også de gældende statslige refusionsordninger indebærer, at kommunerne er tilskyndede til at bringe kontanthjælpsmodtagere i aktivering. Navnlig på integrationsområdet har Farum Kommune opnået gode resultater i de sammenligninger der har været foretaget med andre kommuner. Kommunen var meget tidligt ude med krav om danskundervisning og beskæftigelse som hovedelementer i integrationsindsatsen. På baggrund af de ændringer, der er sket på området under og efter undersøgelsesperioden, giver kommissionens undersøgelse af det faktiske forløb ikke anledning til forslag om regelændringer Rejser og repræsentation mv. (bind 11) Pensionistrejser (kapitel 15) Den 1. august 1999 præsenterede Peter Brixtofte i Berlingske Tidende et forslag om at sende alle pensionister i kommunen sydpå i 14 dage - på kommunens regning. Ideen fik den følgende dag udførlig omtale i de fleste landsdækkende aviser. To dage senere blev sagen behandlet på ekstraordinære møder i socialudvalget, økonomiudvalget og byrådet, og et flertal besluttede at undersøge mulighederne for at tilbyde Farums alderspensionister et helbredsforebyggende kurophold på 14 dage i sydens sol i vinterperioden. Det blev besluttet at afsætte 7,5 mio. kr. til formålet i budgettet for Efter at et nedsat rejseudvalg havde gennemført en prøverejse fandt den første rejse med deltagelse af 48 pensionister sted med afgang den 19. januar Spørgsmålet om eventuel beskatning hos pensionisterne af rejsens værdi blev rejst i dagspressen, og der blev i Folketinget stillet spørgsmål til skatteministeren herom. Social

128 ministeriet fremkom i den forbindelse med en udtalelse, der måtte forstås således, at ministeriet fandt Farum Kommunes pensionistrejser hjemlet ved den dagældende lov om social service 65. I konsekvens heraf udtalte Ligningsrådet, at rejserne var skattefri for pensionisterne med hjemmel i den dagældende bestemmelse i ligningslovens 7, litra j. For så vidt angår spørgsmålet om såkaldte Farum-værters deltagelse i rejserne på kommunens regning og med diæter fra kommunen finder kommissionen henset til målgruppen af ældre og til dels svagelige borgere ikke grundlag for at tilsidesætte en vurdering, hvorefter værternes deltagelse var om ikke nødvendig så i hvert fald hensigtsmæssig. Kommunal afholdelse af udgifter i forbindelse med, at ægtefæller til Farum-værter deltog i rejserne, må for at kunne accepteres selvsagt forudsætte, at de pågældende har fungeret som værter på lige fod og ikke har været overtallige. De foretagne besigtigelsesrejser til eventuelle nye rejsemål er omtalt i bind 11, kapitel 17, Udgifter til rejser og repræsentation. Ved vedtagelsen af budgetterne for blev der skabt bevillingsmæssigt grundlag for gennemførelse af pensionistrejser, men budgetterne blev kraftigt overskredet i både 2000 og Spørgsmålet om tillægsbevilling blev i strid med kommunestyrelseslovens 40 ikke forelagt for byrådet. Forløbet giver ikke i øvrigt kommissionen anledning til bemærkninger Bertelsmann og Cities of Tomorrow (kapitel 16) Kommissionen har undersøgt grundlaget for, at Farum Kommune i 1993 blev nomineret som en af verdens ti bedste kommuner sammenholdt navnlig med, at Farum siden blev forbundet med en kommunal skandale. Carl Bertelsmann prisen uddeles som anerkendelse for innovative og eksemplariske løsninger på centrale samfundsmæssige og politiske problemer. I 1993 blev prisen givet for fremragende kommunale præstationer i et borgerperspektiv. Kommissionen lægger til grund, at Farum Kommune alt overvejende blev nomineret på grundlag af nøgletal og politisk/økonomiske statements fra henholdsvis en kommunalt kyndig

129 dansk professor efter en forholdsvis summarisk proces og en rapport udarbejdet af kommunalt kyndige antaget af kommunen selv. Uanset om nomineringen af Farum Kommune i 1993 kan karakteriseres som sket efter en større eller mindre grad af videnskabelig undersøgelse, kan det efter kommissionens opfattelse lægges til grund, at de anførte konklusioner i indstillingerne til fonden svarede meget vel til den almindelige opfattelse i samtiden af udviklingen i Farum Kommune. Det er muligt, at nogle kritikpunkter i slutningen af undersøgelsesperioden også gjorde sig gældende allerede ved undersøgelsesperiodens start, herunder vedrørende beslutningsprocesser, men i hvert fald for økonomiens vedkommende var det en ganske anden kommune end ved undersøgelsesperiodens slutning. Nomineringen af Farum Kommune til prisen i 1993 som en af verdens ti bedste kommuner og den senere deltagelse i Cities of Tomorrow har utvivlsomt givet både kommunen og borgmesteren en betydelig goodwill. Dette faktum må indgå i den afvejning, der efterfølgende foretages af, hvorvidt byrådsmedlemmer, embedsmænd, tilsynsmyndigheder og vælgere burde have forholdt sig mere kritisk og have handlet anderledes i tiden før Farum-sagens opkomst Udgifter til rejser og repræsentation mv. (kapitel 17) En kommune kan lovligt afholde udgifter til rejser og repræsentation vedrørende kommunale formål, dog begrænset af kravet om økonomisk forsvarlighed. Et byråd kan således beslutte et mere eller mindre højt niveau, herunder ud fra en politisk stillingtagen til om man ønsker at engagere sig i internationalt samarbejde med heraf følgende udgifter til udlandsrejser og genbesøg. Østre Landsret har med dommen af 6. oktober 2009 trukket en grænse for den økonomiske forsvarlighed af udgiftsafholdelsen for en række aktiviteter i Farum i 2001, herunder udgiftsniveauet til restaurationsbesøg ved interne og eksterne møder. Der blev samtidig gjort op med en række synspunkter om ansvarsfrihed, herunder begrundet i byrådets viden og manglende reaktion fra revisionens side. Kommissionen peger på de generelle principper, der efter kommissionens opfattelse kan udledes af dommen. Spørgsmålet om kuvertpriser efter en kr. s grænse blev overvejet i den uvildige undersøgelse og i de udtagne stævninger, ligesom spørgsmålet indgik i Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 2. juli 2007 i den såkaldte Comwell-sag i tiden mellem byrettens dom og ankedommen

130 Kommissionen finder, at det på baggrund af det anførte i landsrettens dom side 40 om kuvertpriser mv. kan fastslås, at grænsen for en kuvertpris på kr. er vurderet efter prisniveauet i 2001, landsretten har ikke taget stilling til fremgangsmådens generelle anvendelighed, en konkret vurdering af enkeltforhold kan føre til, at der er grundlag for højere kuvertpris end kr., hvorfor dette beløb ikke udgør nogen absolut øvre grænse gældende for kommunale arrangementer, der vil selvsagt være anledninger, der ikke i sig selv og uden særlig hjemmel kan begrunde en kuvertpris på kr., ikke mindst ved interne møder. Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering i udtalelsen af 2. juli 2007 i Comwell-sagen synes at være i god overensstemmelse med disse principper. Ministeriet anførte herunder som sin opfattelse, at den i dommen fastlagte grænse skal ses i lyset af, at den daværende Farum Kommunes repræsentationsudgifter var på et helt ekstraordinært højt niveau, ligesom der var tale om et meget stort antal middage på årsbasis. Det har efter kommissionens opfattelse også længe før Farum-sagen været almindelig praksis i kommuner og amtskommuner, at man ved særlige lejligheder har kunnet gennemføre f.eks. større middagsarrangementer med deltagelse af politikere, ledende embedsmænd og ledsagere. Udgiftsafholdelse til lovlige kommunale fomål skal afgrænses i forhold til ikke lovlig afholdelse af udgifter, der må anses for private. Navnlig følgende udgiftstyper har givet anledning til problemer i Farum-sagen: Intern bespisning Partipolitisk virksomhed Idrætsfremme Beskæftigelsesindsats Det hedder om intern bespisning i landsrettens dom side 44, at det ved vurderingen af, om et møde mellem borgmesteren og personer, der er ansat i kommunen, har et formål, som kan begrunde, at kommunen afholder udgiften til fortæring, kan indgå som et kriterium, om

131 stedet for fortæringen og udgiften hertil har en sådan karakter, at det kommunale element kommer til at fremstå som fuldstændig underordnet. Det kan også, som det flere gange sker i byrettens dom, udtrykkes således, at et møde hører hjemme på rådhuset men ikke på en restaurant under indtagelse af dyr vin. Denne domspræmis markerer således nogle grænser for udgiftsafholdelsen. I øvrigt bemærker kommissionen, at normen vel er den, at der kun i begrænset omfang afholdes udgifter til bespisning mv. i byrådsgrupper og administration, f.eks. lettere bespisning ved byrådsmøder eller i forbindelse med embedsmænds arbejdsindsats ud over sædvanlig arbejdstid. Det hedder om partipolitisk virksomhed i dommen side 42, at det ikke kan tillægges betydning, om andre byrådsgrupper end Venstres har fået fortæring under møder betalt af Farum Kommune. Landsretten finder det endvidere ubetænkeligt at bortse fra den mulighed, at de tiltalte skulle have befundet sig i den retlige vildfarelse, at kommunal finansiering af partipolitisk virksomhed var lovlig. At byrådsmedlemmerne i større eller mindre omfang har været opmærksomme på, at fortæring ved partimøde blev finansieret af kommunen, er uden betydning for den strafferetlige subsumption, idet selv en formel byrådsbeslutning herom ikke ville have indflydelse herpå. Det kan efter kommissionens opfattelse udtrykkes enkelt: det der er ulovligt, kan ikke gøres lovligt selv ved en enstemmig byrådsbeslutning. Denne domspræmis vedrørende det konkrete forhold tegner således et klart forbud. Det kan ikke antages, at der herved er taget stilling til eller opstillet forbud vedrørende mødeforplejning i almindelighed, herunder samlet bespisning af byrådet. Byretten har i sine præmisser særlig anset støtte til Farum Boldklub, som Peter Brixtofte var formand for, som kommunen uvedkommende, og forkastet hans anbringende om, at han ved møder på boldklubbens vegne betragtede sig selv som borgmester og ikke bestyrelsesformand i klubben. Særligt om udgiftsafholdelse til de kommunale formål vedrørende idrætsfremme hedder det i landsrettens dom på side 41, at de tiltalte ikke har kunnet være i tvivl om retsstillingen på

132 dette område, der udelukker direkte kommunal støtte til professionel idræt, og det gør ikke en sådan støtte retmæssig, at amatørklubben havde økonomiske interesser i Farum Boldklub A/S. Et muligt ønske hos et flertal i kommunalbestyrelsen om ved retsstridige midler at profilere kommunen gennem professionel idræt har ikke betydning for den strafferetlige subsumption. Landsretten bemærker på side 46, at støtte til en professionel sportsklubs sponsorrejse meget muligt kan bidrage til at profilere en kommune positivt i forhold til kommunens erhvervsliv. Uanset dette må en kommune som udgangspunkt afholde sig herfra, da den herved ville forfølge et lovligt formål med ulovlige midler. Rejserne under bilag 1, gruppe VI - til Barcelona, Paris og Gran Canaria - kan endvidere ikke med blot nogen rimelighed beskrives som en markedsføringsydelse, der på markedsvilkår er erhvervet af Farum Kommune. Tværtimod fremstår et muligt lovligt kommunalt formål som helt underordnet i forhold til den betydelige økonomiske støtte, der er formidlet til den professionelle idræts sponsorer. På side 46 i dommen omtales særskilt vidneforklaring fra en erhvervsmand vedrørende rejse til Gran Canaria, hvorefter han anså turen som en gestus og som en tak fra kommunens side for det arbejde, som de erhvervsdrivende havde lagt i at få mennesker i arbejde. Der blev under turen primært talt om erhvervsmæssige spørgsmål og navnlig om de problemer, som ansættelsen af de personer, kommunen anviste, indebar. Der blev ikke afholdt formelle møder, men der var løbende uformel diskussion og erfaringsudveksling. Landsretten lagde til grund, at et muligt lovligt kommunalt formål med rejsen - når henses til rejsemålet, rejsens længde og den afholdte udgift - har været aldeles underordnet og uden selvstændig betydning i forhold til rejsens rekreative karakter. Der blev således i de konkrete forhold taget stilling til det kommunale formål vedrørende idrætsfremme og beskæftigelsesindsats og det kommunale formåls relative betydning set i forhold til udgiftsafholdelsen. Kommissionen finder, at det i forhold til kommissionens undersøgelse navnlig har interesse, at det heller ikke med dommen er anfægtet, at et godt samarbejde med erhvervslivet om bl.a. beskæftigelsesindsatsen er et væsentligt kommunalt formål, men der er grænser for, hvilke udgifter, en kommune i den anledning kan postulere, har et kommunalt formål. Der er således efter kommissionens opfattelse ikke noget til hinder for, at en kommune påskønner f.eks. en virksomheds medvirken til at fremme kommunens indsats vedrørende beskæftigelse, men

133 indebærer det udgifter, skal kommunen være påpasselig, og i det konkrete tilfælde var grænsen så klart overskredet, at det medførte strafansvar for de tiltalte. Der gælder et krav om proportionalitet. Vurderingen af proportionalitet i forhold til det kommunale formål blev foretaget både i forhold til den afholdte udgift og rejsens rekreative elementer. Udgifterne til rejser og repræsentation var i det meste af undersøgelsesperioden i væsentlig grad underbudgetterede. Der blev således ikke i tilstrækkeligt omfang foretaget budgettering ud fra de regnskabsmæssige erfaringer og planlagte aktiviteter. I revisionsrapport af 26. september 2002 fra KR vedrørende repræsentation efter regnskaberne for , konkluderes det, at styrelseslovens 40 ikke har været overholdt, da der ikke har været bevillingsmæssig dækning for de afholdte udgifter og med bemærkning om, at KR vedrørende revisionen af Farum Kommunes regnskab for året 2001 afgav revisionsbemærkning vedrørende den generelt manglende overholdelse af styrelseslovens 40. Efter revisionens gennemgang i 2002 af 757 posteringer over kr. excl. moms efter regnskaberne for gav de 600 anledning til bemærkninger, kommentarer mv. Det var sammenfattende KR s opfattelse, at bilagene i langt overvejende grad ikke lever op til de gældende retningslinjer på området, eller hvad man i øvrigt som minimum må kræve af oplysninger på bilag vedrørende repræsentationsudgifter. Det er f.eks. konstateret, at en relativ stor del af de gennemgåede bilag mangler oplysninger om formål/anledning samt deltagere. Der var bogført udgifter, hvor det ikke havde været muligt for KR at få forelagt relevant dokumentation i form af bilag, underbilag med videre. Den uvildige undersøgelse fulgte op på KR s kritik med en række revisionskritiske bemærkninger. Forhold 7 i Østre Landsrets dom omhandler samme spørgsmål. Kommissionen bemærker, at en fare på området rejser og repræsentation navnlig kan være, hvis alle spiser med, således at normalbilledet af, hvad der er tilladeligt i en dansk kommune, forrykkes. En evt. tankegang om, at der ved rejser og repræsentation kan ydes kompensation for et lavt honoreret borgerligt ombud, er udtryk for en ulovlig tag selv tankegang

134 Dispositioner til gavn for partier og personer (kapitel 18) Farum Kommunes dispositioner til gavn for bestemte politiske partier eller personer har hovedsageligt bestået i betaling for fortæring til gruppemøder i en række tilfælde. Dette forhold er nærmere behandlet i bind 11, kapitel 17. Kommunen har endvidere betalt for udarbejdelse af informationsmateriale mv. til offentligheden. Herom henvises der til bind 12, kapitel 20. Det fremkomne giver ikke i øvrigt kommissionen anledning til bemærkninger Offentlig information og indsigt (bind 12) Journalisering og arkivering (kapitel 19) Kommissionen lægger til grund, at en hensigtsmæssig gennemført journalisering og arkivering har betydning for: Det samlede overblik over kommunens virke, sagsbehandlingens kvalitet i de enkelte sager genoptaget eller relateret sagsbehandling dokumentation af faktiske dispositioner (af væsentlig administrativ og retlig betydning) og aktindsigt. Kommissionen lægger til grund, at journalisering og arkivering i personsager og andre borgerrelaterede sager i Farum Kommune som udgangspunkt har fulgt et sædvanligt mønster i en kommune. For øvrige sager, navnlig generelle sager om kommunens dispositioner, synes journalisering og opbevaring/arkivering ikke at have været konsekvent. Det er kommissionens indtryk, at sagsakter, der burde have været løbende journaliseret (og efterfølgende arkiveret), i flere tilfælde, end hvad der kan forklares som hændelige fejl, er blevet opbevaret på hylden og - i værste fald - først registreret af Farums Arkiver og Museer efter oprydning på kontoret ved den pågældendes fratræden. Det er ikke usædvanligt og formentlig velbegrundet at opbygge mapper med kopier som eget arbejdsredskab, men det er i forhold til både byrådets og borgeres mulighed for indsigt problematisk, hvis ikke dokumentet er journaliseret og i øvrigt med originalen opbevaret (og siden arkiveret) i en konkret sag

135 Det er efter kommissionens opfattelse ledelsens ansvar - både for eget og medarbejderes vedkommende, at det ikke overlades til den enkelte, om der bliver journaliseret og arkiveret, men at der både udarbejdes og håndhæves instruks herom. Såfremt der ikke i en kommunal administration er et sagsbaseret samlet overblik, vil den faktiske administration bero på enkeltpersoners kendskab til sagen og evt. eget opbevaringssystem, idet andre ikke via journalen har adgang til indsigt. Denne svaghed vil navnlig være alvorlig, hvis indsigten ikke er formidlet til en overordnet eller praktiseres i den kommunale topledelse. Et delhensyn bag journalisering er således, at andre kan tage over og fortsætte løsningen af eksempelvis kommunale ledelsesopgaver, og hvis journaliseringen er utilstrækkelig, svækkes denne mulighed. Hertil kommer, at byrådsmedlemmernes og almenhedens adgang til information bliver begrænset. Farum Kommune valgte selv at løfte de lovbestemte opgaver om bevaring og kassation i kommunens arkiver, således at det daglige ansvar og det faglige ansvar blev chefen for Farums Arkiver og Museer. Denne beslutning giver ikke kommissionen anledning til bemærkninger Aktindsigt og informationer til offentligheden (kapitel 20) Kommissionen bemærker, at den offentlige informationsindsats også i en kommune er en vigtig opgave med henblik på at sikre den demokratiske proces. Byrådspolitikerne kan inden for kommunalfuldmagtens rammer i meget vidt omfang bestemme arten og niveauet for kommunens informationer til offentligheden, herunder benyttelse af f.eks. pressemeddelelser, annoncering, hjemmeside og husstandsomdelt materiale. Farum Kommune fik - i lighed med andre kommuner - udarbejdet materiale med positiv omtale og fakta om kommunen, efter kommunens størrelse nok i noget større omfang end gennemsnitligt. Denne politiske prioritering kan have en nær sammenhæng med bl.a. en stor besøgsaktivitet og internationalt samarbejde. Der blev i oktober 2001 af kommunen udarbejdet et resumé af en række sager, herunder om kommunens økonomi, om kommunens relationer til Farum Boldklub A/S og om andre emner, som fyldte meget i medierne på daværende tidspunkt. Dette resumé blev udsendt til kommunens borgere i et brev af 12. oktober 2001 underskrevet på byrådets vegne af

136 borgmester Peter Brixtofte. Kommissionen lægger til grund, at byrådets flertal anså disse informationer for korrekte. Medmindre der bevidst udsendtes objektivt set urigtig faktisk information, vil det være i overensstemmelse med kommunalfuldmagten. I formen giver udsendelsen derfor ikke anledning til bemærkninger, herunder om den politiske betydning af hvornår og hvordan budskabet formidles set i forhold til et mindretals modstridende politiske interesser. Indholdet af den givne information må vurderes i lyset af omtalen i beretningen af de delemner udsendelsen vedrører, herunder for så vidt angår økonomi, hvor det kan konstateres, at kommunens reelle økonomiske situation i 2001 ikke svarede til det skønmaleri, der blev præsenteret for offentligheden. Kritikken af kommunens håndtering af sager om aktindsigt har omfattet spørgsmål om, hvorvidt kommunen gav aktindsigt efter offentlighedslovens og forvaltningslovens bestemmelser og intentioner eller førte en for restriktiv praksis. Kritikken opstod ikke mindst som følge af journalisters og borgeres interesse i at kunne følge med i meget medieomtalte sager, herunder vedrørende f.eks. udliciteringer. Aktindsigt og hurtig adgang hertil udgør et afgørende element i den demokratiske kontrol med det offentliges virke. Både kommunens ekspeditionstider før og efter Farumsagens opkomst og tilsynsrådets langmodighed i en række sager i tiden før da står i skarp kontrast til 10-dages fristen i offentlighedslovens 16, stk. 2. En nægtet eller forsinket aktindsigt kan i værste fald være dække over ikke blot politiske motiver, men også egentlige ulovligheder. Omvendt kan en nægtet eller begrænset aktindsigt være velbegrundet f.eks. ud fra hensynet til forretningsmæssige interesser eller personalehensyn. Kravet om aktindsigt må således vige for visse beskyttelsesværdige interesser, ligesom ekspeditionen af begæringerne i sig selv kan være vanskelig og tidskrævende set i forhold til 10-dages fristen. Flere vidneforklaringer understøtter, at der fra kommunens side blev lagt en relativt stram kurs vedrørende aktindsigt. Kommissionen konstaterer videre, at kommunens afslag på aktindsigt i flere tilfælde blev underkendt af tilsynsmyndighederne, og at kommunen derpå efterkom tilsynsmyndighedernes afgørelser og meddelte aktindsigt. Peter Brixtofte selv har omvendt forklaret, at Farum efter hans opfattelse var en af landets mest åbne kommuner

137 Det er et gennemgående træk i en række af de omtalte sager, at de blev besvaret med bemærkning om, at kravet i offentlighedslovens 4, stk. 3, om identifikation af, hvad der ønskedes aktindsigt i, ikke var opfyldt. Kommunen fastholdt i den forbindelse efterfølgende, at dette ikke var en afvisning, men en anmodning om præcisering. Tilsynsrådet fastslog - næppe overraskende - at der gælder et begrundelseskrav efter forvaltningsloven 22, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold, og at svar med krav om præcisering forvaltningsretligt set er at betragte som afslag på anmodningen. Hensynet til kommunens og navnlig forretningsforbindelsers økonomiske interesser er påberåbt i flere sager. Kommunens pligt efter 13, stk. 2, til at overveje, hvorvidt der kan gives aktindsigt efter udskillelse af den del af dokumenternes indhold, som ikke faldt under undtagelsesbestemmelserne til aktindsigt, synes generelt ikke at være blevet iagtaget. Kommissionen bemærker, at de praktiske konsekvenser af indkøbsbekendtgørelsen, som de viste sig i Farum, blev bragt til ministerens kendskab, og at indkøbsbekendtgørelsen bl.a. i det lys blev ophævet Finansiering og økonomistyring (bind 13) Finansiering (kapitel 21) I kapitel 21 beskrives Farum Kommunes finansiering, herunder navnlig den såkaldte Farummodel. Forhold vedrørende kommunens overholdelse af kassekreditreglen og kommunens lånoptagelse og er også behandlet Kassekreditreglen Ved dommen i straffesagen imod Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen blev med hensyn til den regnskabsmæssige bedømmelse den til sagen udarbejdede revisionsberetning lagt til grund, hvorefter den såkaldte kassekreditregel var overtrådt allerede den 8. januar Det blev endvidere lagt til grund, at Peter Brixtofte i hvert fald siden den 16. maj 2001 kendte den rette sammenhæng, hvorimod retten fandt det overvejende betænkeligt at lægge til grund med tilstrækkelig sikkerhed, at han også var klar over betydningen af korrektionen for mellemreg

138 ningen med FIH og dermed klar over, at kassekreditreglen var overtrådt allerede i januar Overtrædelsen af kassekreditreglen fremgik ikke af de opgørelser, der blev udarbejdet af kommunens økonomiforvaltning, idet deponerede beløb fejlagtigt blev medregnet ved opgørelsen. Kommissionen har efter de afgivne forklaringer lagt til grund, at dette skete efter Peter Brixtoftes udtrykkelige instruks og imod forvaltningens indstilling. Forholdet blev herved holdt skjult for økonomiudvalg og byråd, og der blev ikke taget skridt til at ansøge Indenrigs- og Sundhedsministeriet om dispensation og herved få kommunen sat under administration, hvilket derfor først skete med ca. et års forsinkelse. Der er nu fastsat regler om udarbejdelse og udsendelse af oplysninger til kommunalbestyrelsen om kommunens økonomiske forhold. Forløbet giver ikke kommissionen anledning til at fremkomme med forslag om andre regelændringer Kommunal lånoptagelse To ubevilligede låneoptagelser i april og december 2001 på henholdsvis 250 mio. kr. og 200 mio. kr. har været undergivet strafferetlig behandling i forbindelse med den såkaldte hovedsag. Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen blev som ansvarlige for låneoptagelserne begge dømt for overtrædelse af straffelovens 155. Forløbet giver ikke kommissionen anledning til at fremkomme med forslag til regelændringer eller bemærkninger i øvrigt Farum-modellen I perioden fra slutningen af 1997 til 2000 indgik Farum Kommune en række aftaler om kommunens salg og efterfølgende leje af forskellige anlægsaktiver, såkaldte sale-and-leaseback arrangementer. Det drejede sig blandt andet om kommunens daginstitutioner, rensningsanlæg, skoler, svømmehal, rådhus, idrætsanlæg mv. Fremgangsmåden vakte betydelig offentlig opmærksomhed og blev populært kendt som Farum-modellen. Farum Kommunes første sale-and-lease-back aftale med Dansk Boligselskab og Nordania Leasing A/S vedrørende 23 daginstitutioner blev indgået efter Indenrigsministeriets brev af

139 december 1997 til alle primærkommuner, hvorefter den hidtil gældende lempelse af deponeringskravet ved leje/leasing af daginstitutionslokaler i eksisterende bygninger fremover kun ville gælde for bygninger, der ikke havde været i kommunens eje. Såvel Farum Kommune som kommunens advokat på sagen var således, allerede før købstilbuddet fra Dansk Boligselskab forelå, bekendt med stramningen, der betød, at Farum Kommune ved gennemførelse af arrangementet skulle foretage deponering efter reglerne i lånebekendtgørelsen. Indenrigsministeriet lagde kommunens oplysning om, at aftalen var indgået før skærpelsen af reglerne, uprøvet til grund, og provenuet på kr. indgik ikke i Indenrigsministeriets senere opgørelse af Farum Kommunes deponeringsforpligtelse. Kommissionen har lagt til grund, at kommunalpolitikerne ikke i forbindelse med sagens behandling i økonomiudvalg og byråd blev oplyst om den skete og afgørende skærpelse af deponeringsreglerne, og der er heller ikke i øvrigt holdepunkter for, at menige medlemmer af byrådet var i ond tro med hensyn til lovligheden af at gennemføre arrangementet uden at foretage deponering. Indenrigsministeriet fandt i udtalelser af 24. marts 1999 og 24. april 2002, at aftalerne mellem Farum Kommune og FIH vedrørende rensningsanlægget, Farum Park og Farum Arenagrunden indeholdt vilkår, der adskilte sig så afgørende fra de vilkår, der er normale i en aftale om ejendomsoverdragelse, at der i relation til lånereglerne ikke var tale om reelle ejendomsoverdragelser, men om lån, der som udgangspunkt skulle indfries, hvis kommunen ikke havde uudnyttet låneramme for de pågældende år. Tilsvarende fandt Klagenævnet for Udbud i dets kendelse af 29. januar 2002, at salgene af Farum Park og Farum Arena-grunden til FIH trods for den formelle betegnelse ikke var egentlige salg i den sædvanlige betydning af dette ord, og at kommunen derfor stadig var den reelle ejer af ejendommene. Endelig traf Told- og Skattestyrelsen efter en gennemgang af samtlige sale-and-lease-back aftaler mellem Farum Kommune og FIH den 16. december 2003 afgørelse om, at FIH ikke i momsretlig henseende ved aftalerne havde fået overdraget retten til som ejer at råde over ejendommene, og at FIH derfor ikke var berettiget til at blive frivilligt momsregistreret i forbindelse med udlejning af disse. Også ved Indenrigsministeriets efterfølgende afgørelse af 19. december 2003 om

140 refusion af momsudgifter blev det efter en bedømmelse af kontrakterne lagt til grund, at kommunen fortsat var den reelle ejer af ejendommene. Når aftalerne mellem Farum Kommune og FIH i relation til reglerne om kommunernes låntagning reelt måtte betragtes som låneaftaler, der ikke indebar en reel overdragelse af de omhandlede ejendomme til FIH, kunne Indenrigs- og Sundhedsministeriet over for Farum Kommune som udgangspunkt kræve engagementerne med FIH indfriet, idet omfang kommunen ikke havde uudnyttet låneramme for de pågældende år. I sagen vedrørende rensningsanlægget var embedsværkets indstilling til indenrigsminister Thorkild Simonsen i sommeren 1999, at ministeriet anlagde retssag imod Farum Kommune for at opnå, at kommunen med retligt bindende virkning blev tilpligtet at anerkende ministeriets retsopfattelse. Det blev dog samtidig bl.a. ud fra mediemæssige overvejelser indstillet, at ministeriet imødekom kommunens ønske om et møde om sagen. Ministeren ønskede med sin kommunale baggrund ikke en langvarig retssag med en højtprofileret og populær borgmester som modpart. Sagen blev på den baggrund lukket med et forlig, der på den ene side indebar, at ministeriets principielle holdning kunne hævdes at være fastholdt, og på den anden side stillede kommunen væsentligt 1 mere fordelagtigt, end en indfrielse af engagementet eller deponering af det samlede provenu ville have gjort. Et halvt år senere blev indenrigsministeren efter omtale i dagspressen af stadionbyggeriets forhold til de kommunale låneregler af Folketingets Kommunaludvalg stillet spørgsmål herom. Indenrigsministeriet vurderede i et notat af 16. februar 2000, at kommunens dispositioner udløste pligt til deponering af et beløb svarende til salgssummen på 24 mio. kr. for stadiongrunden med tillæg af det færdige stadions værdi, der var oplyst til mindst mio. kr. I sit svar til kommunaludvalget den 2. marts 2000 udtalte indenrigsminister Karen Jespersen, der netop havde afløst Thorkild Simonsen på posten, at sagen blev undersøgt af Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, og at hun derfor ikke kunne udtale sig om arrangementets lovlighed i forhold til lånereglerne. Indenrigsministeren fandt ikke anledning til på grundlag af ministeriets ressortbetingede overtilsyn med overholdelsen af lånebekendtgørelsen at gå ind i sagen på daværende tidspunkt. 1 Se hertil bilag 1, afsnit , med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium og kommissionens bemærkninger hertil. Se også bilag 1, afsnit (pkt. 4.)

141 I løbet af det følgende ca. 1½ år fik Farum Kommune udbetalt i alt ca. 850 mio. kr. i henhold til de aftaler, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet i april 2002 fastslog - på samme måde som aftalen vedrørende rensningsanlægget - måtte sidestilles med låntagning. Kommissionen har lagt til grund, at denne meget betydelige yderligere gældsætning af kommunen kunne være blevet begrænset, hvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet ressortansvarlig for kommunernes låntagning i foråret 2000 var gået ind i sagen på samme måde, som det tidligere var sket vedrørende Farum Kommunes dispositioner med hensyn til rensningsanlægget. 1 Farum Kommunes formål med sale-and-lease-back arrangementerne må foruden mulig spekulation i rentemarginalen mv. antages at have været, uden om de begrænsninger som ellers fulgte af kommunens budgetter og reglerne for kommunal låntagning, at opnå mulighed for finansiering af dels nyanlæg, dels et vedligeholdelsesefterslæb på eksisterende anlæg. Endvidere opnåede kommunen ved aftalen med FIH om en løbende mellemregningskonto en likviditetsmæssig styrkelse. Det var ikke for nogen af parterne et formål, at FIH skulle opnå ret til som ejer at råde over ejendommene. Sale-and-lease-back arrangementer har siden en ændring af lånebekendtgørelsen den 7. juni 2000 ikke kunnet indgås uden Indenrigsministerens godkendelse. Indenrigsministeren fastsætter betingelser for godkendelse, herunder de nærmere vilkår for deponering, jf. den gældende lånebekendtgørelses 11. Efter undersøgelsesperioden er der endvidere med hjemmel i den bemyndigelse, der ved lov nr. 381 af 28. maj 2003 blev indsat i kommunestyrelseslovens 41, stk. 2, indsat en bestemmelse i lånebekendtgørelsens 15, stk. 4, hvorefter beslutning om indgåelse af leje- og leasingaftaler, der kan sidestilles med en kommunal anlægsopgave, skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde. Kommissionen finder ikke anledning til at stille forslag om andre regelændringer på området. Forløbet har dog givet kommissionen anledning til at påpege, at kommuner der, indgår leje- og leasingaftaler, bør have fastlagt forretningsgange, der sikrer entydige ansvarsplaceringer. Forretningsgangene skal sikre, at kommunen bliver i stand til at udarbejde en oversigt over 1 Se hertil bilag 1, afsnit , med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium og kommissionens bemærkninger hertil

142 forpligtelserne til årsregnskabet. Oversigten skal udarbejdes i overensstemmelse med gældende krav, herunder de bestemmelser, som fremgår af lånebekendtgørelsen om leje- og leasing. Forretningsgangene bør i relation til leasingaftaler indeholde bestemmelser om: 1 ansvars- og kompetencefordeling ved indgåelse af leasingkontrakter, godkendelsesprocedure i byråd og økonomiudvalg, at leasinggivere skal indarbejdes i oversigt over finansielle institutioner fra hvem, der indhentes engagementsforespørgsler, opgørelsen af forpligtelserne til årsregnskabet, vurdering af leje- og leasingforholdet i relation til om lejemålet eller leasingforholdet erstatter en kommunal anlægsudgift, og om der er givet dispensation for deponering/belastning af låneramme for indgåelse af kontrakter, og opgørelse af eventuelt beløb til deponering. Særligt vedrørende aftaler om sale-and-lease-back bør der være bestemmelser til sikring af at arrangementerne er godkendt af Indenrigsministeriet, eventuelle særlige bestemmelser fra Indenrigsministeriet efterleves Budget- og bevillingskontrol (kapitel 22) Tilvejebringelse og overholdelse af kommunens budget er en central opgave for kommunalbestyrelsen og dens udvalg. Ved budgettets endelige vedtagelse tager kommunal-bestyrelsen bevillingsmæssig stilling til de enkelte poster og fastsætter hermed den bindende regel for skatteudskrivningen og den kommunale forvaltning i budgetåret. Det påhviler herefter borgmesteren og udvalgene at påse, at de bevilgede beløb ikke overskrides og i givet fald at tage skridt til at få vedtaget tillægsbevillinger. 1 Se hertil bilag 1, afsnit (pkt. 5.3.) med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium

143 I kapitel 22 redegøres for, hvorledes iagttagelsen af disse pligter er blevet praktiseret i Farum Kommune i undersøgelsesperioden. Pr. 1. januar 1998 blev Farum Kommunes 23 daginstitutioner som led i en sale-and-leaseback aftale solgt for kr. Den 17. marts 1998 tiltrådte byrådets flertal, at renseanlæg og kloakledningsnet blev udbudt til salg. Der blev herefter indgået aftale om overdragelse af anlæggene til FIH A/S for kr. som led i en sale-and-lease-back aftale. I samme møde, den 17. marts 1998, traf byrådet principbeslutning om udbygning af Farum stadion i forbindelse med Farum Boldklubs forventede fremgang i Divisionsfodbold, hvilket blev startskuddet til Farum Kommunes omfattende investeringer i idrætsanlæg i de følgende år. I snæver tidsmæssig sammenhæng med disse begivenheder ophørte den hidtidige budgetopfølgning i udvalgene i Farum Byråd, jf. økonomiudvalgsmødet den 17. marts 1998 hvor udvalget tog til efterretning, at det almindelige punkt om budgetopfølgning [var] udgået i forlængelse af byrådskonferencen den 30. januar I de følgende knap fire år beroede byrådsmedlemmernes indsigt i kommunens løbende økonomiske stilling i alt væsentligt på borgmesterens mundtlige redegørelser - navnlig om en stor og stadigt voksende kassebeholdning - og de såkaldte 25-årsoversigter. 1 Om 25-årsoversigterne gælder dels, at medlemmer af byrådet har forklaret, at de ikke forstod indholdet, dels at de oplysninger, der var indeholdt i oversigterne, på centrale punkter var misvisende, som det siden blev fastslået i straffesagen imod Peter Brixtofte. Under alle omstændigheder kunne 25-årsoversigterne ikke bruges til at styre økonomien efter, jf. herom samstemmende forklaringer fra politikerne Morten Pflug, Helene Lund og Sabine Kirchmeier- Andersen og embedsmændene Palle Mikkelsen, Martin Vith og Carsten Lehrmann. Med hensyn til løbende kontrol af at budgetter og bevillinger blev overholdt, var det i øvrigt en almindelig opfattelse i byrådet, at ansvaret herfor var delegeret til budgetansvarlige embedsmænd, og at forbruget holdt sig inden for det bevilgede, hvis byrådsmedlemmerne 1 Se hertil bilag 1, afsnit , med gengivelse af høringssvar fra seks tidligere byrådsmedlemmer og kommissionens bemærkninger hertil

144 ikke hørte andet. Den løbende budgetopfølgning vedrørende udvalgenes aktivitet, som faktisk blev foretaget i forvaltningen, og som i flere tilfælde blev ledsaget af opfordringer til borgmesteren om at tage skridt til en budgetregulering, blev ikke forelagt for byrådet. Konsekvensen blev, at betydelige udgifter blev afholdt uden bevilling. Om konstruktionen i Farum Kommune med såkaldt budgetansvarlige embedsmænd bemærker kommissionen, at kommunestyrelsesloven ikke er til hinder for, at ansvaret for bevillingernes anvendelse og overholdelse overlades til et udførende led i den kommunale forvaltning. Det stående udvalg eller økonomiudvalg, der varetager den umiddelbare forvaltning af det pågældende forvaltningsområde må imidlertid antages fortsat at have det endelige ansvar for bevillingernes anvendelse og overholdelse og at have pligt til at udøve tilsyn og kontrol hermed. Der er med Østre Landsrets dom i straffesagen imod Peter Brixtofte sket en afklaring af retstilstanden dels med hensyn til overskridelse af såkaldt kalkulatoriske bevillinger, det vil sige bevillinger, hvor det ikke er muligt præcist at angive udgifternes eller indtægternes størrelse, fordi de kan afhænge af mere eller mindre uvisse, fremtidige begivenheder, f.eks. antallet af modtagere af lovbestemte ydelser, dels med hensyn til berigtigelse af ubevilget forbrug i forbindelse med regnskabsafslutningen. Landsretten fandt, at det kunne lægges Peter Brixtofte strafferetligt til last, at han fra 1. oktober 2001 ikke reagerede på de endog meget betydelige bevillingsoverskridelser, som han var vidende om måtte påregnes for Landsretten fandt således, at bevillingsoverskridelserne i Farum Kommune i 2001 klart og i betydeligt omfang lå ud over grænsen for, hvor store udgifter der kan afholdes uden tillægsbevilling, og at overskridelserne lå langt uden for det område, hvor bevillingsoverskridelse kan berigtiges ved regnskabsaflæggelsen. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at de ubevilgede budgetoverskridelser i Farum Kommune i 2001 endog i betydeligt omfang havde bestået af overskridelse på bevillinger vedrørende kalkulatoriske udgifter, fandt landsretten således henset til den samlede bevillingsoverskridelse, som Peter Brixtofte i hvert fald fra sommeren 2001 kunne forudse, at han havde haft pligt til at drage omsorg for, at de nødvendige tillægsbevillinger blev indhentet

145 Retten i Hillerød fandt i sin dom i sagen mod byrådsmedlemmerne, der blev afsagt før landsrettens ovenfor refererede dom, at en forudsætning for at kunne straffe de tiltalte for manglende bevillingskontrol var, at der kunne konstateres et ubevilget merforbrug af en vis størrelse, og at dette merforbrug ikke skyldtes udgifter, som måtte betegnes som kalkulatoriske eller lovbundne udgifter. Retten bemærkede herved, at det henstod uafklaret, hvor stor en del af den af Kommunernes Revision konstaterede budgetoverskridelse, der skyldtes disse uundgåelige udgifter. Retten fandt efter en samlet vurdering og navnlig under hensyn til, at de tiltalte blev ført bag lyset, at de tiltalte ikke modtog nogen oplysninger om det løbende forbrug, og at størrelsen af de såkaldte uundgåelige udgifter i forhold til det samlede ubevilgede merforbrug var uoplyst, at de tiltalte ikke havde gjort sig skyldige i grov tilsidesættelse af deres pligter som medlemmer af Farum Kommunes fagudvalg. De tiltalte blev derfor frifundet. Dommen blev ikke anket. Allerede året efter Farum-sagens opkomst vedtog Folketinget en række ændringer i kommunestyrelsesloven med henblik på at såvel det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem som revisionen, de kommunale tilsynsmyndigheder og Indenrigs- og Sundhedsministeriet kunne få forbedret mulighederne for indsigt i den kommunale administration og i kommunernes økonomiske forhold. De gennemførte ændringer må vurderes som velbegrundede og hensigtsmæssige, og forløbet, som det nu er afdækket, giver ikke kommissionen anledning til at foreslå yderligere ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis Revision (bind 14, kapitel 23) Kommissionen har ikke til opgave at foretage ansvarsvurderinger vedrørende den revisionsfaglige indsats. Kommissionens bemærkninger om den udførte revision og hensigtsmæssigheden heraf er således ikke ensbetydende med, at revisionen ikke retligt set har levet op til de gældende krav på det tidspunkt, revisionen er udført, men er udtryk for kommissionens opfat- telse af, hvad der er eller bør være god kommunal revision set i forhold til de oplysninger, som byrådsmedlemmer bør kunne forvente i revisionsberetning og revisionspåtegninger

146 Kommissionen har benyttet sagkyndig bistand fra HLB Mortensen & Beierholm, statsautoriseret revisionsaktieselskab, nu Beierholm, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Revisionsfirmaet afgav den 18. marts 2005 rapport: Den kommunale revision i Farum Kommune i undersøgelsesperioden 1. januar august Kommunernes Revision (KR) har kommenteret rapporten. De revisorer, der har varetaget revisionen i undersøgelsesperioden, byrådsmedlemmer mv. har afgivet forklaring om revisionen og opfattelsen af denne. Det fremgår af styrelseslovens bestemmelser og af de i medfør heraf udstedte bekendtgørelser, at revisionen skal gøre bemærkninger, hvis regnskabets poster ikke er i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens beslutninger, eller der er handlet i strid med gældende love og øvrige bestemmelser. I forhold til Farum-sagen bemærkes, at man i 1982 i revisionsregulativet fastslog, at revisionen skulle foretage kritisk gennemgang af kommunens regnskabsføring, og at man skulle påse, at ingen udgifter afholdes uden hjemmel, og at der skal være behørig og forskriftsmæssig dokumentation ved attestation og anvisning af bilag. I sin analyse og vurdering af KR s revisionsarbejde i undersøgelsesperioden har HLB fremsat en del kritik især vedrørende revisionen i den sidste del af undersøgelsesperioden. HLB har herunder udtrykt kritik af, at KR har undladt at omtale væsentlige forhold vedrørende de reviderede regnskaber i de af KR udarbejdede påtegninger på kommunens årsregnskaber - enten som forbehold eller som supplerende oplysninger. KR har anført, at denne kritik hviler på en fejlagtig opfattelse af den kommunale revision og en manglende forståelse for, at kommunal revision på væsentlige punkter adskiller sig fra revision i den private sektor. Det anføres blandt andet, at også revisionens bemærkninger i den revisionsberetning, der knytter sig til årsregnskabet, meddeles byrådet og i øvrigt er offentligt tilgængelige. Ved revisionen af en privat virksomheds årsregnskab er revisionspåtegningen offentligt tilgængelig, mens revisionsprotokollatet om revisionen af årsregnskabet alene er stilet til virksomhedens bestyrelse. Uagtet kommissionen er enig i, at KR har anført væsentlige kritiske bemærkninger i revisionsberetningerne, og at disse kritiske bemærkninger derfor er meddelt kommunalbestyrelsen, tilsynsmyndighederne og borgerne, er det dog kommissionens opfattelse, at KR s udstrakte

147 anvendelse af blanke revisionspåtegninger, udformet i det væsentligste som tilsvarende revisionspåtegninger i den private sektor, kan have medvirket til at give regnskabsbrugerne et indtryk af, at de aflagte regnskaber er retvisende, lovmedholdelige og uden væsentlige fejl og mangler. Dette indtryk er bekræftet af en række af de byrådsmedlemmer og embedsmænd, der har afgivet vidneforklaringer for kommissionen og i straffesagerne. Når KR har valgt at formulere revisionspåtegninger, der i opbygning og indhold følger de for de private virksomheder gældende regler og standarder og endvidere i påtegningen blandt andet henviser til almindeligt anerkendte revisionsprincipper, er der skabt en forventning om, at KR har udført sin revision i overensstemmelse med den gode revisionsskik, der i almindelighed gælder ved revision af årsregnskaber, dog tilpasset de for kommuner særlige forhold, herunder den gode offentlige revisionsskik. Kommissionen er derfor enig i HLB s kritik af, at KR ikke har fulgt gældende revisionsstandarder vedrørende eksempel indhentelse af ledelseserklæringer og engagementsforespørgsler. KR burde efter kommissionens opfattelse i sine påtegninger eller på anden måde have tydeliggjort, hvor KR har valgt at afvige fra almindeligt anerkendte revisionsprincipper. Kommissionen har ikke herved taget stilling til, om KR med henvisning til de for kommunerevisionen gældende særlige forhold kunne vælge at se bort fra disse standarder, men alene at KR ved sin formulering af revisionspåtegningerne har givet regnskabslæserne det indtryk, at revisionen faktisk er udført i overensstemmelse med disse standarder. Kommissionen forholder sig til en række kritikpunkter rejst i HLB s rapport vedrørende de enkelte år. Det hedder herunder bl.a.: Kommunens underskud på driften var i 2000 efter regnskabet på 111,95 mio. kr., hvilket var en afvigelse på 37 pct. i forhold til det budgetterede underskud, mens underskuddet i 2001 var vokset til 198,14 mio. kr. eller en afvigelse på 49 pct. i forhold til det budgetterede underskud. Hertil kommer de afholdte anlægsudgifter, således at det samlede underskud på drift og anlæg voksede fra 137 til 339 mio. kr. Alene stigningen og underskuddets niveau gjorde det efter kommissionens opfattelse meget nærliggende, at KR direkte i beretningen om årsregnskabet

148 havde påpeget den uheldige udvikling med stigende underskud og havde kvantificeret problemets størrelse tydeligere. Efter kommissionens opfattelse var det endvidere meget nærliggende, at KR enten som en supplerende oplysning eller et forbehold i påtegningen eller som en bemærkning i beretningen havde gjort opmærksom på, at man ikke kunne kvantificere byggerierne, og at man ikke kunne få forelagt en aftale mellem kommunen og FIH for de enkelte år. Det refererede fra bl.a. straffesagerne viser, at Peter Brixtofte forsvarer sig med, at revisionen først efter hans fratræden fremførte, hvad han betragter som alvorlig kritik, og at der var blanke revisionspåtegninger i hans borgmestertid. Tilsvarende har mange af byrådsmedlemmerne givet udtryk for, at de følte sig trygge ved, at der var blanke revisionspåtegninger. Med virkning fra 1. januar 2012 skal alle kommuner revideres af statsautoriserede eller registrerede revisorer, og revision af kommuner omfattes herefter af revisorloven, hvilket blandt andet indebærer, at revisionen skal udføre revision i overensstemmelse med god revisorskik, som blandt andet er fastsat i de danske revisionsstandarder, at revisors erklæringer er omfattet af erklæringsbekendtgørelsen, som fastsætter specifikke regler for revisionspåtegninger og andre erklæringer, at revision af kommuner er omfattet af lovens 21, stk. 3, og derfor underlagt skærpede uafhængighedsbestemmelser, rotationsregler mm. På baggrund heraf er det kommissionens opfattelse, at der ikke er behov for yderligere ændringer af reglerne om den kommunale revision. 1 1 Se i øvrigt bilag 1, afsnit 1.3., med gengivelse af høringssvar fra revisorer i det tidligere Kommunernes Revision

149 2.15. Efterforløbet (bind 15) Farum Kommune under administration (kapitel 24) Som beskrevet i dette kapitel påhviler det en kommune selv at bringe orden i egen økonomi. Det er ikke Indenrigsministeriets umiddelbare opgave, hvorfor udsagn om, at ministeriet har sat en kommune under administration, i sig selv kan give anledning til misforståelse om ansvarsfordelingen. Ministeriet kan i forbindelse med en kommunes genopretningsplan (handlingsplan/spareplan) give dispensation fra lånebekendtgørelsen på nærmere angivne vilkår, ligesom der kan ydes særtilskud fra puljen for særligt vanskeligt stillede kommuner. Efter byrådets handlingsplan af 23. april 2002 konstaterede Farum Byråd, at et byrådsflertal kan lade domstolene afgøre lovligheden af de deponerede beløb. Farum Byråd var enig i, at under forudsætning af at Indenrigsministeriet har ret i deponeringsspørgsmålet og økonomien vedrørende nye indbyggere holdes udenfor regnestykket, skal der ske en forbedring af nettodriften/skatteindtægterne på det niveau foreslået af Indenrigsministeriet. Farum Kommune anlagde ikke sag ved domstolene og var således bundet af ministeriets myndighedsafgørelse om deponering. Forløbet viser, at ministeriet gik aktivt ind i tilvejebringelse af en genopretningsplan og også fulgte op på, at vilkårene for den meddelte dispensation blev overholdt. Det er for kommissionen åbenbart, at en kommune i en økonomisk krisesituation i høj grad kan have behov for den sparring, ministeriet kan give ved kommunens udformning af en genopretningsplan, hvis gennemførelse forudsætter dispensationer fra lånebekendtgørelsen og særtilskud. Det er ikke en rutineopgave for et byråd og en kommunal forvaltning. Af vidneforklaringerne fremgår, at ministeriet konstaterede, at Farum-sagen var enestående pga. omfanget af kommunens økonomiske vanskeligheder og omstændighederne i øvrigt, herunder kommunens omgang med de deponerede midler. Kommissionen finder, at der intet belæg er for at antage, at ministeriet ved fastsættelsen af dispensationsvilkårene den 17. juni 2002 og ved den reviderede dispensation af 25. juni 2003 har varetaget usaglige hensyn. Både ministeriets korrespondance, interne sagsakter og de afgivne vidneforklaringer dokumenterer derimod en grundig og saglig administration

150 Derimod viser i hvert fald efterforløbet omkring den reviderede genopretningsplan, at forudsætningerne for den oprindelige genopretningsplan ikke holdt. Farum Kommunes økonomi var værre end først antaget, herunder som følge af underbudgettering. Det nåede man ikke i tilstrækkeligt omfang at rette op på ved regulering af budget 2002 og ved udarbejdelse af det nye budget 2003 (fra oktober 2002). Kommunernes Revision var tidligt opmærksom herpå. Generelt oplevede kommunen fra slutningen af 1999 frem til februar 2002 en fortsat faldende kassebeholdning. Uden låneoptagelsen i 2001 på i alt 450 mio. kr. havde kommunen en underbalance på ca. 200 mio. kr. årligt. Konsekvenserne af navnlig de store leasingforpligtelser til idrætsbyggerierne fjernede grundlaget for en sund økonomi. Forventede salgsindtægter fra Farum Nordby og afledede indtægter fra nye borgere udgjorde så lidt som andre fremtidsforventninger et bidrag til inddækning af det aktuelle likviditetsunderskud og dermed kommunens overholdelse af kassekreditreglen. Disse forventninger synes i øvrigt at have været meget optimistiske. Opgørelsen af en kommunes likviditet kan ikke foretages ved at trække veksler på fremtiden, heller ikke for det tilfælde, at ejendomspriserne havde været stigende og befolkningssammensætning blandt de nytilflyttede gunstig opgjort som nettoskatteindtægt. Det afgørende er den faktiske kassebeholdning. Ministeriet stillede ikke et uigennemførligt krav om øjeblikkelig deponering mv., men medvirkede til opstilling af krav der på dispensationstidspunkterne forekom parterne realistiske. I efterforløbet valgte ministeriet med delvis skattefinansiering som en samfundsopgave at få ryddet op efter det økonomiske uføre i den tidligere Farum Kommune. Ministeriet har hidtil ad frivillighedens vej kunnet aftale sig frem til en løsning, når kommuner er kommet i økonomiske vanskeligheder. Det skete også i forhold til Farum Kommune. Kommissionen finder derfor ikke grund til at stille forslag om særligt retsgrundlag ud over det eksisterende. Kommunens problemer med at få driften i balance var ifølge forklaringer afgivet af Thorkil Juul og Niels Jørgen Mau Pedersen så alvorlige, at ministeriet ikke fandt det realistisk herudover at opretholde deponeringskravet. Skatten i Farum Kommune steg således ikke pga. de

151 poneringskravene, da kommunen aldrig deponerede, selvom det havde været hensigten, at kommunen i 2006 skulle begynde at deponere. Kravet om deponering blev endeligt opgivet som led i aftalen om sammenlægning med Værløse Kommune (Furesøaftalen). Der blev samtidig aftalt en række særtilskud til Furesø Kommune. Hvis Farum Kommune havde været i stand til at deponere, ville det efter vidnet Thorkil Juuls forklaring have aflastet fremtidige skatteborgere i kommunen, således som det er hensigten med deponeringsreglerne. I stedet har man fået et ydelsesforløb frem til Ved aftalen i marts 2011 blev der gjort endeligt op med vilkårene for sammenlægning til den nye Furesø Kommune Efterforløbet i øvrigt (kapitel 25) I kapitel 25 beskrives forløbet fra februar 2002, herunder Peter Brixtoftes orlov, overvejelserne om hans suspension, hans senere fratræden samt den bistand som kommunen indhentede fra eksterne rådgivere. Peter Brixtofte valgte den 13. maj 2002 at søge sig fritaget for hvervet som byrådsmedlem i Farum Kommune med en begrundelse, der opfyldte valglovens betingelser, når bortses fra forsøget på at knytte politiske vilkår om valg af efterfølger til lovens betingelser. Som følge af denne frivillige fratræden kom der aldrig en endelig afgørelse fra ministeriet i suspensionssagen. Set i forhold til kommissionens opgave vedrørende fremadrettede forslag giver forløbet det indtryk, at byrådsmedlemmerne i høj grad stod usikre og til dels famlende overfor den helt ekstraordinære situation de befandt sig i. Det er kommissionens opfattelse, at der er god grund til at overveje, om styrelseslovens 66 vedrørende borgmesterens vægring kan og bør tydeliggøres. Overskriften er fortsat både hensynet til det kommunale folkestyre og borgmesterens retssikkerhed. I den forbindelse kan der være grund til at overveje, hvorledes byrådet kan sikres den fornødne og passende juridiske bistand, herunder evt. ekstern bistand. 1 Under omtalen af kommunes rådgivere efter Farum-sagens opkomst beskrives iværksættelsen af den uvildige advokat- og revisorundersøgelse. I det refererede notat fra kommunaldirektøren til økonomiudvalgets møde den 30. marts 2004 fremsættes det synspunkt, at undersøgelsen oprindeligt er iværksat af byrådet, men i praksis annekteret af Tilsynsrådet, 1 Se hertil bilag 1, afsnit (pkt og pkt. 5.4.), med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium

152 som har haft klare synspunkter på indhold og arbejdsplan for firmaerne. Kommissionen lægger til grund, at tilsynsrådet reagerede allerede på medieomtalen og rettede henvendelse til kommunen om advokat- og revisorundersøgelsen som en mulighed for at få undersøgt konkrete forhold i Farum Kommune, der også havde tilsynsrådets interesse. Tilsynsrådet havde imidlertid ikke lagt sig fast på, at advokat- og revisorundersøgelsen var den eneste mulighed for undersøgelse. Andre igangværende undersøgelser kunne inddrages, f.eks. fra Kommunernes Revision og fra politiets arbejde. Det afgørende var, at kommunen undersøgte forholdene. Efter Farum-sagens opkomst efterspurgte kommunen i øvrigt sagkyndig bistand til løsning af en række opgaver, som man efter art og omfang ikke selv havde resurser til at løse, og som skulle løses som led i kommunens genopretning af økonomi og administration mv Tilsyn, politi og domstole (bind 16) Det kommunale tilsyn (kapitel 26) Kapitel 26 omhandler særligt det kommunale tilsyn udøvet af Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt (senere Statsamtet København, Tilsynet) og af Indenrigsministeriet. I kapitlet behandles generelle forhold vedrørende tilsynsmyndighederne og deres arbejde med sagerne fra Farum Kommune. For så vidt angår de konkrete tilsynssager henvises til beretningens øvrige kapitler, hvor et stort antal tilsynssager er beskrevet i deres emnemæssige sammenhænge. Det tilsyn, der er udøvet i forbindelse med fremsendelse af revisionsberetninger til tilsynsrådet, er beskrevet i bind 14, kapitel De tidligere amtskommuner, herunder Frederiksborg Amtskommune, udførte indtil kommunalreformens ikrafttræden 1. januar 2007 bl.a. opgaver vedrørende miljøtilsyn. Amtskommunerne havde ansvaret for overvågningen af miljøtilstanden i omgivelserne, herunder tilsynet med miljøets tilstand i vandløb, søer og kystnære havområder og i jord, luft og grundvand. Frederiksborg Amtkommunes rolle som tilsynsmyndighed er omtalt i bind 8, kapitel 12, i forbindelse med gennemgangen af Farum Kommunes køb og salg af henholdsvis Rørmosegård med henblik på udstykning og Rugmarken 37 med henblik på opførelse af

153 ungdomsboliger. Kommissionen har ikke fundet anledning til omtale af Frederiksborg Amtskommune i andre sammenhænge. Arbejdsmarkedsrådet for Frederiksborg Amt er omtalt i kapitel 15 om beskæftigelsesindsatsen i Farum Kommune. For så vidt angår øvrige ministerier kan nævnes omtale af det tidligere By- og Boligministerium i bind 7, kapitel 10, i forbindelse med gennemgangen af de udbudsretlige problemer vedrørende opførelsen af Farum Park og Farum Arena og i bind 8, kapitel 12, i forbindelse med omtalen af ungdomsboligbyggeriet på Rugmarken Socialministeriet er omtalt i bind 10, kapitel 14, om beskæftigelsesindsatsen i Farum Kommune og i bind 11, kapitel 15, om pensionistrejser. Miljøministeriet er omtalt i bind 8, kapitel 12, i forbindelse med gennemgangen af kommunens køb af Farum Kaserne og i forbindelse med ungdomsboligbyggeriet. Arbejdsministeriet (Beskæftigelsesministeriet) er omtalt i bind 10, kapitel 14, om beskæftigelsesindsatsen. Frederiksborg Statsamts allokering af resurser til tilsynsområdet i tiden forud for Farumsagens opkomst synes at have ligget lidt over gennemsnittet, hvorefter der (1996) blev anvendt godt et AC-årsværk på opgaven i hvert statsamt. I begyndelsen af 2000 rejste Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt bl.a. de tunge sager vedrørende opførelse og udlejning af Farum Park og om habilitet og mulig magtfordrejning i forbindelse med tilladelse til etablering af en Metax-tankstation. Samme forår gik den fuldmægtig, der i en årrække havde behandlet Farum-sagerne, på pension, og statsamtmand Christian Trønning bad i den forbindelse Indenrigsministeriet om hjælp med at finde en afløser med særlig indsigt i området. Løsningen blev, at en souschef fra ministeriet den 15. september 2000 tiltrådte en nyoprettet stilling som sekretariatschef i statsamtet, idet ministeriet samtidig ydede en ekstrabevilling i 2001 på kr. til den hermed forbundne ekstra lønudgift. Sekretariatschefen fratrådte imidlertid stillingen allerede den 1. april 2001, og en ny fast sagsbehandler på Farum-sagerne var først på plads i sommeren i Efter ressortomlægning i forbindelse med regeringsskiftet 27. november 2001 blev sagerne videreført af Økonomi- og Erhvervsministeriet

154 I forbindelse med Farum-sagens opkomst i medierne i februar 2002 rejste Christian Trønning over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet på ny resursespørgsmålet. Statsamtet fik herefter en tillægsbevilling i 2002 på kr. til ansættelse af en yderligere fuldmægtig, der tiltrådte 15. april I løbet af foråret 2002 rejste tilsynsrådet et meget stort antal sager vedrørende Farum Kommune, og efter nye henvendelser til Indenrigs- og Sundhedsministeriet i juli, august og september 2002, tiltrådte Folketingets Finansudvalg den 9. oktober 2002 en anmodning fra ministeren om en bevilling på 3 mio. kr. til oprettelse af den særlige Farumenhed ved tilsynsrådet. Det er næppe realistisk at forestille sig, at resursetilførslen til statsamtet kunne være opnået væsentligt tidligere, jf. herved også afdelingschef Thorkild Juuls forklaring, hvorefter ministeriet som bevillingsgiver nok normalt ville have udvist større skepsis og stillet kritiske spørgsmål til belysning af behovet, men både Indenrigsministeren og Finansministeren var i en position, hvor de ikke kunne stille ret meget op over for de nævnte resurseønsker. Kommissionen har lagt til grund, at Peter Brixtofte som borgmester stod for en kritisk, uvillig og konfrontatorisk linje over for tilsynsrådet præget af manglende samarbejde og angreb på medlemmer af tilsynsrådet og medarbejdere i dets sekretariat. Det må endvidere lægges til grund, at Peter Brixtofte havde i hvert fald en vis opbakning til denne linje fra et flertal af byrådets medlemmer. 1 Farum Byråds både i form og indhold usædvanlige, generelle henvendelse til tilsynsrådet den 9. august 2000 blev da også vedtaget af et bredt byrådsflertal, der også omfattede SF s og Socialdemokraternes stemmer, idet Sabine Kirchmeier-Andersen dog undlod at stemme. Borgmesterens generelle holdning over for tilsynsrådet, der var offentligt kendt, hindrede endvidere ikke genvalg med meget store personlige stemmetal. Kommissionen har ikke fundet holdepunkter for, at denne adfærd fra borgmesterens side, der kan opfattes som et forsøg på intimidering af tilsynsrådet, skulle have medført berøringsangst i forhold til Farum Kommune. Den beskrevne holdning over for tilsynsrådet har imidlertid også udmøntet sig i trænering af sager ved forsinkede eller ufyldestgørende svar på tilsynsrådets høringer af byrådet. Det må lægges til grund, at tilsynsrådets arbejde med sagerne vedrørende Farum Kommune herved i en række tilfælde er blevet forsinket og besværliggjort. 1 Se hertil bilag 1, afsnit , med gengivelse af høringssvar fra seks tidligere byrådsmedlemmer og kommissionens bemærkninger hertil

155 Det kan konstateres, at tilsynsrådet før 2002 ved høring af Farum Kommune - som det er almindeligt mellem offentlige myndigheder - ikke i første omgang har fastsat svarfrist eller har anmodet om svar snarest belejligt eller lignende. I tilsynsrådets rykkere ses i større omfang tidsbestemte svarfrister. Praksis har i sager vedrørende aktindsigt generelt været lidt mere restriktiv, navnlig således at der i højere grad er anvendt tidsbestemte frister. Trussel om tvangsbøder er kun anvendt helt undtagelsesvist. Et sådant skridt er da også meget usædvanligt ved korrespondance mellem offentlige myndigheder, og der har angiveligt blandt medarbejdere i tilsynsrådet endvidere været tvivl om hjemmelen hertil, jf. fuldmægtig Marianne Petersens forklaring herom. I forbindelse med de mange sager, der blev rejst af tilsynsrådet fra februar 2002, er der i vidt omfang fastsat tidsbestemte svarfrister og truet med tvangsbøder ved fristoverskridelse. Ved tilsynsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2004, blev adgangen til at fastsætte svarfrister præciseret i kommunestyrelseslovens 49, stk. 3. Ifølge forarbejderne er muligheden for at anvende sanktioner herved blevet forbedret, idet overskridelse af en fastsat svarfrist herefter umiddelbart kan anses som en undladelse af en forpligtelse med den fornødne klarhed til, at undladelsen kan berettige til anvendelse af tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge tilvejebringelsen af oplysninger, jf. lovens 50 b. Der kan ikke bortses fra, at en skærpelse på et tidligere tidspunkt af tilsynsrådets praksis med hensyn til svarfrister over for Farum Kommune kunne have afkortet rådets sagsbehandlingstid også i de store og væsentlige sager, der blev indledt i 2000, herunder sagen vedrørende FIH s finansiering af idrætsbyggerierne. Kommissionen finder det imidlertid tvivlsomt, om det herved ville have været muligt at fremskynde sagsbehandlingen i en sådan grad, at det på afgørende måde havde begrænset omfanget af de problemer, som kommunen endte med at have. Også i andre sager, herunder sager vedrørende aktindsigt, har sagsbehandlingstiden i tilsynsrådet i nogle tilfælde været længere end sagernes karakter umiddelbart synes at kunne begrunde. Dette må dog ses i sammenhæng med de resursemæssige udfordringer, som tilsynsrådet stod med fra foråret 2000 og indtil den særlige Farum-enheds etablering 1. januar

156 Også Indenrigsministeriet har i nogle sager haft en sagsbehandlingstid af en længde, der ikke umiddelbart lader sig forklare ud fra sagernes indhold. Dette gælder således sagen om psykolog Ulla Andersen omtalt i bind 5, kapitel (Indenrigsministeriets j.nr. 4.k. 1994/ ) og sagen om Farum Kommunes salg af ejendomme i Stationsområdet til Pen- Sam omtalt i bind 8, kapitel (Indenrigsministeriets j.nr. 1.k. 1992/ ). Såvel tilsynsrådet som ministeriet har da også i flere tilfælde beklaget langm sagsbehandlingstid. 1 Tilsynsrådets og Indenrigsministeriets sagsbehandling i forbindelse med de i beretningen omtalte tilsynssager giver ikke i øvrigt kommissionen anledning til generelle bemærkninger. Kommissionen finder, at tilsynsrådet ikke med rette kan kritiseres for at have siddet på hænderne. Tilsynsrådet har således også forud for Farum-sagens opkomst i februar 2002 i flere tilfælde rejst sager vedrørende Farum Kommune uden forudgående klage, herunder væsentlige sager vedrørende bl.a. borgmesterens og andre byrådsmedlemmers habilitet i sager med relation til Farum Boldklub A/S (10. februar 1999), mulig kritisabel sammenhæng mellem kommunens ordrer til private virksomheder og samme virksomheders sponsorater for Farum Boldklub A/S (10. februar 1999), den økonomiske struktur omkring driften af Farum Park og dets overdragelse til Farum Boldklub A/S (31. januar 2000) og den såkaldte Metaxsag (31. januar 2000). Som eksempel på, at Indenrigsministeriet efter presseomtale har taget en sag op til behandling, kan nævnes sagen vedrørende Farum Kommunes dispositioner vedrørende rensningsanlæg mv., som ministeriet i kraft af sit ressortbetingede overtilsyn med overholdelsen af lånebekendtgørelsen tog op i sommeren Da ministeriet - efter noget tovtrækkeri med Farum Kommune - havde fået udleveret de indgåede kontrakter, udtalte indenrigsminister Thorkild Simonsen på grundlag af en indhentet udtalelse fra Kammerad-vokaten, at der reelt var tale om låneoptagelse hos FIH i strid med lånebekendtgørelsen, og at lånet som udgangspunkt skulle indfries. Da Farum Kommune bestred dette, var embeds-værkets 1 Se som eksempler for så vidt angår tilsynsrådet bind 11, kapitel , bind 12, kapitel og og for så vidt angår Indenrigsministeriet bind 3, kapitel (spørgsmålet om inhabilitet for borgmesteren og andre byrådsmedlemmer, der tillige var bestyrelsesmedlemmer og/eller aktionærer i Farum Boldklub A/S) og bind 12, kapitel (Dagbladet Arbejderens klage over afslag på aktindsigt i kommunens aftale med ISS om drift af daginstitutioner). Se hertil bilag 1, afsnit , med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium og kommissionens bemærkninger hertil

157 indstilling til ministeren, at ministeriet anlagde retssag imod kommunen. Sagen endte dog med at blive forligt, idet ministeriet frafaldt indfrielse af engagementet med FIH mod, at kommunen dels indfriede hele sin øvrige langfristede gæld, opgjort til ca. 200 mio. kr., dels deponerede et beløb på 140 mio. kr. Ministeren ønskede således med sin kommunale baggrund ikke en langvarig retssag med en højtprofileret og populær borgmester som modpart. 1 Indenrigsminister Karen Jespersen fandt derimod ikke anledning til i foråret 2000 at gå ind i sagen om FIH s finansiering af Farum Park, selv om ministeriet i et notat af 16. februar 2000 havde vurderet, at kommunens dispositioner udløste pligt til deponering af et beløb, der af ministeriet da blev skønnet i størrelsesordenen 200 mio. kr. I sit svar på et spørgsmål om sagen fra Folketingets Kommunaludvalg henviste ministeren til, at sagen blev undersøgt af Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, og at hun derfor ikke kunne udtale sig om arrangementets lovlighed i forhold til lånereglerne. Som omtalt i bind 13, kapitel , er det kommissionens vurdering, at den meget betydelige yderligere gældsætning af kommunen kunne være blevet begrænset, hvis Indenrigsministeriet som overordnet ressortansvarlig for kommunernes låntagning i foråret 2000 var gået ind i sagen på samme måde, som det tidligere var sket vedrørende Farum Kommunes dispositioner med hensyn til rensningsanlægget. 2 En anden meget omtalt sag var sagen vedrørende bl.a. mulig magtfordrejning i forbindelse med tilladelse til byggeri af en Metax tankstation i Farum. Tilsynsrådet sluttede som omtalt i bind 7, kapitel , i første omgang sagen med henvisning til, at en stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt kommunen havde varetaget usaglige hensyn, ville forudsætte en vurdering af bevismæssige tvivlspunkter, som tilsynsrådet ikke havde forudsætninger for at foretage. Indenrigs- og Sundhedsministeriet pålagde efter klage fra en borger tilsynsrådet at genoptage sagen med henblik på yderligere undersøgelser af spørgsmålene om inhabilitet og mulig magtfordrejning og endvidere undersøgelse af spørgsmål om planlovens og delegations-reglernes overholdelse. De sidstnævnte spørgsmål var ikke rejst i borgerens oprindelige klage til tilsynsrådet. Ministeriet redegjorde i den forbindelse for tilsynsmyndighedernes muligheder for at oplyse en sag, herunder muligheden for at pålægge byråds- 1 Se hertil bilag 1, afsnit (pkt. 4.) med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium. 2 Se hertil bilag 1, afsnit , med gengivelse af høringssvar fra embedsmænd i det tidligere Indenrigsministerium og kommissionens bemærkninger hertil

158 medlemmer tvangsbøder. Sideløbende med tilsynsrådets genoptagelse af sagen kom den også til at indgå i den uvildige advokat- og revisorundersøgelse, der bl.a. konkluderede, at kommunen ikke havde varetaget usaglige hensyn i sagen. Sagen blev endvidere efterforsket af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, der efter bl.a. at have afhørt ledende medarbejdere hos Metax og hos Jysk Sengetøjslager, sluttede sagen. Tilsynsrådet afgav efter sin fornyede behandling af sagen en omfattende udtalelse. Tilsynsrådet fandt, at habilitetsdelegations- og naboorienteringsregler var blevet tilsidesat i forbindelse med kommunens behandling af sagen, og at Peter Brixtofte ved at blande sig i det materielle indhold på planog miljøudvalgets sagsområde havde overskredet den kompetence, han var tillagt som borgmester. Tilsynsrådet fandt det fortsat ikke godtgjort, at der havde været varetaget usaglige hensyn i Farum Kommunes sagsbehandling. Sagen vedrørende udlicitering af sekretariatsfunktioner for skatteankenævn og vurderingsråd illustrerer de problemer, der kan opstå i samspillet mellem det kommunale tilsyn og de ressortansvarlige sektormyndigheder. Tilsynsrådet udtalte med støtte i indhentede udtalelser fra Told- og Skattestyrelsen, at Farum Kommune ved udliciteringen i strid med lovgivningen havde overladt udøvelse af myndighedsopgaver til private. Farum Byråd svarede tilsynsrådet, at byrådet var uenig med tilsynsrådet, idet de udliciterede opgaver efter byrådets opfattelse ikke vedrørte myndighedsudøvelse, men faktisk forvaltningsvirksomhed. Byrådet udtalte videre, at der på den baggrund ikke ville ske en genforhandling af aftalen om udlicitering, og at Farum Byråd ikke agtede at foretage sig yderligere i sagen. Tilsynsrådet anmodede derpå Skatteministeriet om en udtalelse om, hvorvidt tilsynsrådet efter ministeriets opfattelse burde anvende sanktioner efter kommunestyrelsesloven over for byrådet. Tilsynsrådet anså således de centrale skattemyndigheder, der efter skattestyrelseslovens kapitel 2 førte tilsyn med de lokale lignings- og vurderingsmyndigheder, for at være ansvarlig sektormyndighed. Told- og Skattestyrelsen svarede, at sektormyndighederne ingen kompetence havde til generelt at påtale, at Farum kommune havde valgt at udlicitere sekretariatsbetjeningen til et privat revisionsfirma, idet dette under de foreliggende omstændigheder lå uden for rammerne af bestemmelserne i skattestyrelsesloven. Styrelsen fastholdt således over for tilsynsrådet, at dette havde initiativforpligtelsen med hensyn til at iværksætte sanktioner. Der fulgte yderligere korrespondance herom, og sagen fandt først sin afslutning ca. 2½ år efter tilsynsrådets oprindelige udtalelse - og uden at sanktioner var blevet iværksat - da lovændringer

159 havde ført til nedlæggelse af vurderingsrådene og overførelse af sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene til staten. Sagerne vedrørende helårsbeboelse i sommerhusområdet Trevang og sagen vedrørende ungdomsboligbyggeriet illustrerer de problemer, der kunne være forbundet med den politiske repræsentation i de daværende tilsynsråd. I Trevang-sagen, hvor tilsynsrådets flertal havde truet Farum Byråd med sanktioner, udtalte planudvalgsformand Regner Møller (V) under et byrådsmøde, at Venstres medlem af tilsynsrådet og SF s medlem af tilsynsrådet har sagt til os, at de vil stemme sammen med Farum og opfordrede socialdemokraterne til at få deres medlem af tilsynsrådet til en samtale, således at vi kan stoppe denne her. Forslaget blev straks i mødet afvist, men sagen blev omtalt i pressen og førte til en henvendelse fra Indenrigsministeriet til tilsynsrådet, hvis medlemmer over for ministeriet måtte erklære, at de var enige i, at de i deres tilsynsfunktion ikke er repræsentanter for bestemte politiske interesser, og at rådet træffer sine beslutninger efter en retlig vurdering. Det må efter indholdet af Peter Brixtoftes kalender og tilsynsrådsmedlem Arne Blom (V) s forklaring efter forehold heraf lægges til grund, at Arne Blom har drøftet tilsynssager med Peter Brixtofte forud for sagernes behandling i tilsynsrådet. I sagen vedrørende ungdomsboligbyggeriet, der efter et standsningspåbud fra Naturklagenævnet af Miljø- og Energiministeriet var blevet indbragt for tilsynsrådet, må det lægges til grund, at både Arne Blom og Karin Falkencrone (V) forud for rådets behandling havde møde om sagen med Peter Brixtofte (V) og Flemming Oppfeldt (V). Ved tilsynsrådets behandling af sagen afgav de to medlemmer en mindretalsudtalelse, idet de ikke fandt, at tilsynsrådet kunne behandle sagen, da der var væsentlige mangler i sagsoplysningen, da forvaltningslovens regler om partshøring ikke var overholdt af Naturklagenævnet, og da Naturklagenævnet havde truffet sin beslutning på forkert grundlag. Tilsynsrådets flertal fandt, at medlemmerne af Farum Byråd handlede i strid med lovgivningen ved at undlade at gribe ind over for byggeriet som tilsynsmyndighed i sagen, og truede med tvangsbøder. Arne Blom og Karin Falkencrone klagede herefter til Indenrigsministeriet over såvel sagsbehandlingen i tilsynsrådet som et andet tilsynsrådsmedlems habilitet. Også Farum Kommune indbragte habilitetsspørgsmålet for Indenrigs

160 ministeriet. Indenrigsministeriet afviste habilitetsklagerne og fandt ikke grundlag for at udtale sig om klagen over tilsynsrådets sagsbehandling. Som omtalt i bind 16, kapitel trådte en reform af tilsynsreglerne i kraft den 1. januar Forløbet giver ikke kommissionen anledning til at fremkomme med forslag om yderligere lovændringer eller om ændringer af administrative bestemmelser eller administrativ praksis Politiets rolle (kapitel 27) Samarbejdet mellem Farum Kommune og Hillerød Politi Ud fra kommissionens undersøgelse af samarbejdet mellem Farum Kommune og Hillerød Politi i perioden er det overordnet kommissionens vurdering, at dette samarbejde ikke i særlig grad har adskilt sig fra politikredsens samarbejde med de øvrige kommuner (Allerød, Græsted-Gilleleje, Helsinge, Hillerød, Skævinge og Slangerup), eller for den sags skyld fra andre politikredses forhold til de kommunale samarbejdspartnere. Det er blevet antydet, at der skulle have bestået et særligt venskabeligt forhold mellem Peter Brixtofte og Jørgen Skat-Rørdam, og at dette venskab i konkrete sager, hvor politikredsen traf afgørelse, muligvis har haft betydning for sagens udfald. Ved afhøringerne i kommissionen har såvel Jørgen Skat-Rørdam som Inge Wilsbech Andersen afvist at have haft et forhold af privat karakter til Peter Brixtofte. I det for kommissionen tilvejebragte materiale indgår alene korrespondance af mere formel karakter, f.eks. mødeindkaldelser, invitation til nytårsparole, jubilæum og lignende, og der indgår ikke heri materiale, der godtgør, at der skulle have bestået et særligt, venskabeligt forhold mellem Peter Brixtofte på den ene side og repræsentanter fra Hillerød Politis øverste ledelse på den anden side. Kommissionen må herefter lægge til grund, at der ikke har foreligget omstændigheder, der for så vidt angår ledelsen i Hillerød Politi kunne medføre inhabilitet ved politiets behandling af sager med tilknytning til Farum Kommune

161 Politianmeldelser imod Farum Kommune før februar 2002 Kommissionen har anmodet Hillerød Politi (nu Nordsjællands Politi) om at fremsende journaloplysninger om oprettede sager vedrørende Farum Kommune og 6 navngivne enkeltpersoner, herunder Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen. Ud fra de fremsendte journaloplysninger, har kommissionen anmodet om udlån af i alt 15 sager, der har været oprettet af Hillerød Politi i undersøgelsesperioden. Der er tale om anmeldelser, der i nogle tilfælde alene har vedrørt Farum Kommune, i andre tilfælde specifikt er rettet imod enkeltpersoner, navnlig Peter Brixtofte. En større del af anmeldelserne er indgivet af den samme gruppe af personer og foreninger så som Komokoda (Komitéen mod Magtmisbrug og Korruption i Danmark) og Åbenhedskomitéen. Anmeldelserne fra før februar 2002 har f.eks. vedrørt kommunens afskedigelse af psykolog Ulla Andersen, tvangsarbejde, mulige overtrædelser af byggeloven eller naturbeskyttelsesloven, pligtforsømmelse og brud på brevhemmeligheden. De fleste af anmeldelserne er efter en kort sagsbehandlingstid blevet afvist af Hillerød Politi, i medfør af retsplejelovens 749, det vil sige uden at der er rejst en sigtelse, idet det har været politiets opfattelse, at der ikke var tale om et strafbart forhold. I flere af sagerne er Hillerød Politis afgørelse om at afvise anmeldelsen blevet påklaget til Statsadvokaten for Sjælland, der i alle tilfælde har tiltrådt politiets afgørelse. Kommissionens gennemgang af politianmeldelserne har ikke givet anledning til bemærkninger. Der er således efter kommissionens opfattelse ikke påvist fejl ved Hillerød Politis behandling af anmeldelser frem til februar 2002 bortset fra sagen i 2001 om byggeri af ungdomsboliger på Rugmarken i Farum. Det må i denne sag betegnes som en fejl, at Hillerød Politi afviste at indlede efterforskning i sagen vedrørende overtrædelse af planloven i forbindelse med byggeriet. Det må antages, at fejlen beroede på en urigtig anvendelse af lovgivningen

162 For så vidt angår Metax-sagen er der efter kommissionens opfattelse ikke grundlag for at antage, at der skulle være indgået usaglige forhold ved politiets afgørelse om at frafalde et oprindeligt stillet vilkår om en venstresvingsbane ved benzintanken. Hillerød Politi foretog således i januar 2000 en fornyet vurdering af trafikforholdene på Paltholmvej, efter at tanken var taget i brug, og efter at det var konstateret, at aktivitetsniveauet på tanken ikke var så højt som først forventet. Hillerød Politis dispositioner i dagene efter de første afsløringer Det er gjort gældende, at Hillerød Politi i forlængelse af afhøringen af Jørn Frederiksen onsdag den 7. februar 2002 om aftenen burde have beslaglagt yderligere materiale, end det Jørn Frederiksen havde i sin besiddelse under afhøringen vedrørende kommunens køb af Rørmosegård-grunden, og at politiet hurtigere burde have iværksat ransagninger. Flere journalister og politikere satte i denne forbindelse spørgsmålstegn ved Hillerød Politis vilje og evne til at efterforske muligt strafbare forhold begået i Farum Kommune. Det kan anføres, at Hillerød Politi i forlængelse af afhøringen af Jørn Frederiksen og gennemgang af det fra ham modtagne materiale og i hvert fald senest efter hans oplysning til politiet den følgende dag, om at sagsmapper var fjernet fra hans kontor, burde have iværksat ransagninger. Der var således en nærliggende risiko for, at belastende dokumenter såvel på rådhuset som hos involverede personer, ville blive skaffet af vejen. På den anden side må sagens kompleksitet og særegenhed også tages i betragtning. Der var tale om muligt strafbare økonomiske transaktioner i en kommune med involvering af kommunens øverste politiske og administrative ledelse og en heraf følgende overvældende offentlig interesse. Hillerød Politi, der var en politikreds af forholdsvis beskeden størrelse, inddrog den regionale statsadvokatur i sagen senest dagen efter afhøringen af Jørn Frederiksen og tilrettelagde efterforskningen i samråd med denne. Anmodning om ransagningskendelse blev - efter Rigsadvokatens intervention - indgivet til retten knap to døgn efter afhøringen af Jørn Frederiksen og modtagelsen af de første belastende dokumenter, og Hillerød Politi anmodede om og fik bistand fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet til gennemførelse af ransagningerne, der blev foretaget straks rettens kendelse forelå. Efter at sagens omfang i de følgende dage stod klarere, overtog Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet den

163 14. februar 2002 efter politimesterens anmodning den fortsatte efterforskning med bistand fra Hillerød Politi. Hillerød Politis dispositioner i sagen fra den 6. februar 2002 og frem til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitets overtagelse af efterforskningen den 14. februar 2002 giver efter en samlet vurdering ikke kommissionen anledning til bemærkninger. Det er også blevet anført, at Hillerød Politi og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet burde have ransaget hos flere personer end sket, idet disse personer muligvis spillede en rolle i de kriminelle aktiviteter, der fandt sted i Farum Kommune, og at det materiale, disse personer muligvis lå inde med, kunne have haft betydning for de efterfølgende straffesager. Det ligger uden for kommissionens opgave at udtale sig om, hvorvidt enkeltpersoner burde have været inddraget i efterforskningen. Kommissionen går derfor ikke nærmere ind i disse overvejelser. For så vidt angår spørgsmålet om mulig indblanding fra det politiske system i politiets efterforskning er det som nævnt gjort gældende, at efterforskningen i realiteten var iværksat på regeringens initiativ, eller i hvert fald understøttet derfra på samme måde som den senere afgørelse om at rejse tiltale. Politimester Jørgen Skat-Rørdam og vicepolitimester Inge Wilsbech Andersen har begge forklaret om deres kontakt til statsadvokaten i forbindelse med efterforskningens opstart. Ved disse afhøringer er det også nævnt, at rigsadvokaten via statsadvokaten lod forstå, at han var af den opfattelse, at man ikke burde vente med at gennemføre de påtænkte ransagninger til mandag den 11. februar 2002, men allerede foretage dem om lørdagen den 9. februar Der er ikke i afhøringerne eller det skriftlige materiale holdepunkter for, at Justitsministeriet eller andre ministerier skulle have været involveret i de trufne beslutninger eller på anden måde skulle have påvirket politiets efterforskning i forbindelse med Farum-sagen

164 Hillerød Politis rolle i Farum-sagen giver ikke kommissionen anledning til at fremkomme med forslag til ændringer af den eksisterende lovgivning Domstolsbehandling (kapitel 28) Der gives i dette kapitel i oversigtsform en redegørelse for afsagte domme i straffesager og civile sager af betydning for kommissionens undersøgelse. Dommene omtales i øvrigt i de emneopdelte kapitler. Straffedommene er medtaget som bilag til beretningen i anonymiseret form

165

166

167

168