Katastrofen. Af Else Berenth

Transkript

1 Katastrofen 1945 Af Else Berenth A t den tyske såkaldte Værnemagt var i Danmark fra , så man hver dag på gaden. Her var der, især mod krigens slutning, troppetransporter af sårede, tyske soldater og af krigsmateriel. Hvis man, uden at ville det, kom til at gå på fortovet i nærheden af et par tyske soldater, som altid fulgtes ad to og to, skyndte man sig at gå over på det modsatte fortov og desuden hurtigt at tage sin lille, hjemmehæklede rødhvid-blå Royal Air Force-hue af og gemme den i lommen. Der skulle ikke meget til for at ophidse tyskerne, og de engelske flyveres symbol virkede som en rød klud på dem. Mange blev taget med til forhør i det tyske hovedkvarter, Shellhuset, for mindre end dén demonstration. Flere skoler blev lukket, fordi tyske flygtninge skulle indkvarteres der. Der var jævnlig luftalarm, men i Københavns omegn skete der endnu ikke alvorlige ting. I selve København var der mange sabotagehandlinger rettet mod værnemagten, og tyskerne hævnede sig ved at sprænge bl.a. Forum, Tivoli og restaurant Wivex i luften samt ødelægge eller nedbrænde adskillige forretninger på Strøget. Der var udgangsforbud fra kl. 20 om aftenen indtil næste morgen; tyskerne likviderede danske modstandsfolk, og fra dansk side skete likvideringer af danske stikkere. Fire af mine barndomsvenner var i 1944 taget af HIPO erne, danske medlemmer af det tyske Hilfspolizei, og sendt til Frøslevlejren. De blev ved en tilfældig razzia anholdt i Buddinge, en 127

2 forstad til København, da de var på vej til en skydeøvelse i kælderen til en vens hus. Ved kropsvisiteringen blev deres skydevåben fundet, og HIPO erne skød en af de fire, Erik, bror til Bent, som var en anden af de fire. De blev alle kørt til Vestre Fængsel, hvor de blev beordret til resten af dagen at stå i fængselsgården med ansigtet vendt mod muren og hænderne løftet over hovedet. Imens forblødte Erik på jorden bag dem, hvor han var lagt, uden at nogen af de tre måtte komme ham til hjælp. Først efter krigens slutning den 5. maj 1945 kom pålidelig besked om, hvad der var sket med de fire. Indtil nu var kun en kort note smuglet ud fra Vestre Fængsel om, at de var taget til fange, at en af brødrene var død, men den, der gav beskeden, vidste ikke, hvem af de to det var. Forældrene og vi, vennerne, blev ulykkelige. Vi fik nu lige pludselig krigen uhyggelig tæt på, og vores lille klub, der bestod af de fire teenagedrenge, der blev taget af tyskerne, og fire teenagepiger, gik i opløsning. Vi boede alle sammen hos vores forældre i Bagsværd, en forstad til København, og plejede at mødes hos hinanden en gang om ugen. Vi kaldte klubben BSK, som stod for Bagsværd Swing Klub. Drengene havde engang sagt, at det også kunne betyde Bagsværd Sabotage Klub. Men det anså vi piger for at være en morsomhed, og ingen fortalte os andet. Formentlig for at beskytte os. Når vi intet vidste, kunne vi heller intet fortælle ved et eventuelt forhør. Bent havde nogle få grammofonplader, gamle lakplader, og en rejsegrammofon, der skulle trækkes op med et håndsving, før vi kunne høre den jazzmusik, vi var så begejstrede for, og som vi dansede efter, mens vi sang de engelske tekster til melodierne. Det var forbudt under krigen at synge eller tale engelsk uden for hjemmet. Vi spillede bridge, gættede gåder, og Bent og Erik tegnede os. Det var de gode til, og jeg har stadig nogle af tegningerne. Jeg var kontorelev i et firma på Vesterbro i København. Firmaet fremstillede maskiner til bogtryksindustrien og solgte materialer som papir, kemikalier og andet, der blev brugt inden for den fabrikation. Der iblandt var også syre. 128

3 Hver dag cyklede jeg til Lyngby station og tog med S-toget ind til København. Der var ikke langt at gå fra Hovedbanegården til min arbejdsplads, men den 21. marts 1945 blæste det så kraftigt, at jeg kun kom langsomt frem, fordi jeg måtte stride mig frem imod vinden. Det var et kedeligt job at være kontorelev i firmaets bogholderi. Et par gange om ugen gik jeg til undervisning i maskinskrivning. Blindskrift 10-fingersystemet. Andre dage var det stenografi, det drejede sig om, og om aftenen var det undervisning i bogholderi på skolen i Bagsværd. Det sidste, syntes jeg, var så utrolig kedeligt, at jeg så på mit ur hvert andet minut i håb om, at timen snart var forbi. Et oplivende moment i hverdagen var, at Sussi, som var på min egen alder, var ansat i samme firma som jeg. Vi havde det morsomt sammen, som de årige piger vi var. Vi gik tur i frokostpausen, når vi turde, for det var ikke velset af ledelsen, at vi forlod frokoststuen. Onsdag den 21. marts klokken 11:15, da tiden for frokostpause nærmede sig, hørte vi pludselig lyden af en flyvemaskine. Den fløj meget lavt, og vi troede først, at det var tyskernes eneste og En Mosquito. Maskinerne fløj ind over byen i ca. 50 meters højde. 129

4 sidste, gamle maskine, som gik under øgenavnet Anders And. Men lyden var anderledes, og da vi kiggede ud ad vinduet, så vi, at der var mere end én maskine i luften over vores hoveder. Samtlige maskiner fløj lavt hen over taget, og en af dem dykkede næsten ned i gården, hvor der stod mange store glasbeholdere, der indeholdt kemikalier til brug for firmaets produktion. Det er englænderne! råbte vi i munden på hinanden. Se Royal Air Force-mærket på maskinerne! Vi troede næsten ikke vores egne øjne. Det er en Mosquito! råbte jeg. Og der kom flere og flere maskiner, mens der lød bombenedslag i det fjerne. Hurtigt kastede Sussi og jeg det fra os, vi havde i hænderne, fik fat i vores frakker og løb sammen hen over gården for at komme i dækning i husets kælder, mens maskinerne kredsede lavt over området. I kælderen var indrettet et beskyttelsesrum, og på nogle hylder dér havde vi og firmaets andre ansatte som aftalt lagt små forråd af kiks og sodavand i tilfælde af længerevarende ophold under luftalarm. Men som de ufornuftige teenagepiger vi var, Shellhuset bliver bombarderet af engelske flyvere. 130

5 havde vi gang på gang listet os derned og i smug spist af vores beskedne forråd og drukket de få sodavand med kunstigt sødestof, vi havde stående. Nu var der ikke ret meget tilbage i vores lille rum. Der var træbænke at sidde på, nogle tæpper mod kulden i kælderen samt stearinlys, et par lommelygter og en båre. Jeg husker ikke, om der var en radio, men i 1945 fandtes hverken transistorradioer eller andre små, transportable radioer. Firmaets ansatte havde nogle gange øvet sig i, hvordan man skulle reagere, hvis der opstod en katastrofesituation med tilskadekomne. Fire personer bar en båre, hvor den tilskadekomne lå under et tæppe, og jeg var den, der havde kommanderet båreholdet, som det kaldtes. Det mente man, jeg var kvalificeret til, fordi jeg deltog i et aftenkursus i førstehjælp på skolen i Bagsværd. Udover øvelsen med transport af sårede, var der et par gange blevet afholdt brandslukningsøvelse i firmaets gård. Vi hørte flyverne kredse over huset samtidig med lyden af bombenedslag, men det varede lidt, før luftalarm kom. Sirenernes stigende og faldende toner lød nu samtidig med bragene fra bomberne. Pladsen i beskyttelsesrummet i kælderen blev trang, efterhånden som firmaets ansatte kom derned, og stemningen var præget af nervøsitet og af alles usikkerhed. Hvor faldt bomberne? Ville vi overleve? Hvad ville der ske den mandlige kontorelev, der var sendt til Hovedbanegården for at afsende en pakke for firmaet? Sussi og jeg sad tæt sammen på en bænk, da hun begyndte at græde og ryste, som om hun frøs. Jeg havde ikke før set et menneske gå i chok, men helt instinktivt lagde jeg et tæppe om hende og holdt hende ind til mig, mens jeg talte beroligende og strøg hende over ryggen. Noget havde jeg altså lært på kurset i førstehjælp. Sussi lagde sit hoved mod min skulder og græd som en lille pige. At se hende sådan bevirkede, at jeg til min overraskelse selv blev helt rolig. Måske fordi jeg syntes, at jeg pludselig havde fået ansvaret for hende. Det varede længe, før hun holdt op med at ryste og langsomt blev sig selv igen. 131

6 Da afblæsningen endelig lød som en lang, ensartet tone, kunne vi med en følelse af lettelse forlade kælderen. Huset var ikke ramt, og ingen var kommet til skade. Uret viste, at det var blevet tid til den daglige frokostpause, men Sussi og jeg havde ikke tanker for at gå op i frokoststuen og spise vores madpakker. Vi løb ud på gaden og skyndte os op ad Frederiksberg Allé for at se, hvor de enorme røgskyer kom fra, der væltede op mod himlen ikke langt fra, hvor vi opholdt os. Brandbiler og ambulancer begyndte at køre, og i den kraftige forårsblæst fløj røgpartikler og støv mod vores ansigter, så vi måtte lukke øjnene og bøje hovedet, mens vi stred os frem. Vi kunne slet ikke forstå, hvilket bombemål der var på Frederiksberg Allé. Helt uforstående og rystede blev vi, da blade fra skolebøger og børnebøger blev ført rundt af blæsten og landede på gaden. Hvorledes dagen går for lille Heidi, læste jeg på en sodsværtet bogside, jeg samlede op. Det kunne altså være en skole, der var ramt, men hvorfor var det sket, og hvilken skole lå på Frederiksberg Allé? Det gjorde Den Franske Skole, Jeanne d Arc Skolen, og det viste sig, at det var den, der brændte. Det Den Franske Skole blev ved en fejltagelse ramt af bomber. 132

7 samme gjaldt også den nærliggende boligbebyggelse på Maglekildevej. Her var husene også ved at brænde ned. Der blev gravet desperat i ruinbunkerne, gravet med de bare hænder. Selv HIPO-folk så vi deltage i hjælpearbejdet. De sortuniformerede, utroligt upopulære danskere, der hjalp tyskerne. Chokerede, fortvivlede og grædende forældre løb langs alléen med dens mange træer og råbte og spurgte enhver, de mødte: Hvad er der sket? Hvilke bygninger er ramt? Er det skolen? Er vores børn i live? Må vi være med til at grave i ruinerne for at søge efter dem? Det måtte de ikke. En kvinde, hvis ansigt var strimet af tårer, kom løbende hen til Sussi og mig, tog fat i min arm og spurgte fortvivlet, om vi kom fra Frederiksberg Gymnasium, og om dét også var ramt. Vi stod der med vores sodsværtede, ophovnede ansigter uden at kunne hjælpe hende. Vi kunne blot ryste på hovedet og sige, at vi ikke vidste det og ikke forstod det, der var sket. Den forvirring og den rædsel, der herskede på ulykkesstedet blandt de tilstrømmende, ulykkelige forældre, gjorde et så dybt indtryk, at tårerne løb ned ad vores kinder. Nu stod vi lige med ét ansigt til ansigt med krigens tilfældighed og dens grusomme realiteter, midt i følgerne af et Tilskadekomne føres væk fra Den Franske Skole og Maglekildevej. 133

8 bombeangreb uden at forstå, hvorfor det var sket. Med en følelse af afmagt over for katastrofen og uden at kunne gøre noget for at hjælpe. Vi holdt om hinanden, mens vi græd. Fortumlede af oplevelsen havde vi glemt alt om vores egen hverdag, som så pludseligt var blevet afbrudt. Men da vi nåede en afspærring ved Maglekildevej, hvor vi blev standset ved tilråb om, at det var forbudt at gå videre, indså vi, at vi måtte vende om og begyndte at gå tilbage. Frokostpausen måtte for længst være forbi, mente vi, men arbejdsdagen var måske ikke slut, skønt det ikke stod os klart, hvordan vi skulle kunne vende tilbage til alt det rutinemæssige og hverdagsagtige efter den rædsel, vi havde været vidne til. Men tilbage til firmaet måtte vi, og da vi gik ned ad Frederiksberg Allé kom jeg i tanker om, at mine forældre, som boede kun 12 km. fra København, ikke havde kunnet undgå at høre bombardementet og derfor var blevet urolige for mig. Sussi boede så langt borte som i Roskilde, hvor man formentlig ikke havde hørt, hvad der var sket. Men radioen havde måske fortalt om bombardementet. Derfor besluttede vi at skynde os på posthuset og sende et telegram til vores forældre om, at alt var vel, og at vi havde det godt. Det viste sig imidlertid, da jeg kom hjem om aftenen, at det havde blæst så kraftigt, så vinden havde ført lyden af bomberne væk. Mine forældre havde ikke hørt noget af det, der var sket i København. Jeg havde opskræmt dem i stedet for at berolige dem, og i radioen, som var kontrolleret af værnemagten, var intet blevet sagt om, at der havde været et engelsk angreb på det tyske hovedkvarter i København. For hvad Sussi og jeg ikke vidste var, at målet for bomberne var Shellhuset, som tyskerne havde besat og brugte som arkiv, fængsel og forhørs- og tortursted for tilfangetagne, danske modstandsfolk. Fangerne var anbragt i celler i husets øverste etager som et bombeskjold, hvis der skulle ske luftangreb på huset. Første bølge af de engelske bombeflyvere havde ramt målet så præcist, at øverste etage netop undgik at blive ramt. Det var derfor i den opståede forvirring lykkedes flere fanger, her iblandt Mogens Fog, at springe ud og komme væk. Men 134

9 ulykkeligvis havde en maskine i anden angrebsbølge ramt en høj mast ved Godsbanegården og var styrtet ned ved Frederiksberg Have. De efterfølgende maskiner i tredje bølge opfattede nedstyrtningsstedet, hvor det brændte kraftigt, som målet og kastede deres bomber der. Det var helt utilsigtet, at bomberne ramte Den Franske Skole, hvor 86 børn og 11 nonner omkom, og husene på den nærliggende Maglekildevej, hvor også mange døde. Firmaets mandlige kontorelev fortalte senere, at han fra Hovedbanegården havde set bomberne blive kastet over Shellhuset. Da Sussi og jeg i chokeret tilstand kom tilbage til kontoret, var arbejdet gået rutinemæssigt i gang, men der herskede til vores forundring en nærmest tordenagtig stemning. Bogholdersken, en lille kvinde, der aldrig havde været særlig venlig, var nu rasende. Tænk, sagde hun, at vi var løbet i kælderen uden at tænke på at hjælpe hende! Hun bebrejdede os i kraftige vendinger, at hun havde været helt alene om at bære ikke blot den store hovedbog, men også alle protokollerne ind i den brandsikre boks, for at firmaets regnskaber ikke skulle gå tabt, hvis huset blev ramt. Det burde vi have hjulpet hende med, men vi tænkte kun på at redde os selv, mens hun tænkte på firmaets interesser, sagde hun med lynende øjne. Vi stod som himmelfaldne og kunne ikke forstå den måde, hun prioriterede på. Hun ville virkelig hellere redde firmaets regnskaber end sit eget liv, og hun forventede, at vi skulle tænke og handle som hun. Ulykken, vi havde set følgerne af, blev slet ikke nævnt, og vi blev ikke spurgt eller fik ikke mulighed for at tale om, hvad vi havde oplevet ved Den Franske Skole. Det viste en manglende forståelse og en ufølsomhed, der forstærkede virkningen af den rædsel, vi havde været vidne til. At jeg ikke pakkede sammen og gik hjem må skyldes, at det dengang var de voksne, der gav tonen an. Det var dem, der bestemte. Børns og unges følelser blev ikke bemærket. Dem blev der ikke taget hensyn til. I dag ville man utvivlsomt have sat sig sammen for at forsøge at sætte ord på og bearbejde oplevelsen ved bombeangrebet, og vi to piger ville have fået den nødvendige krisehjælp. 135

10 Efter arbejdstids ophør, da jeg var på vej hjem, kom jeg til at tænke på, hvilke følger det ville have haft for os alle i beskyttelsesrummet, hvis en af flyvemaskinerne havde tabt en maskindel ned i firmaets gård. Her stod de store glasbeholdere med deres indhold af syre. Den syre, eller dampene fra den, kunne i så fald være løbet ned og have dræbt os alle sammen. På Kochsvej, en sidevej til Frederiksberg Allé, boede min onkel og tante samt min jævnaldrende kusine. En tid efter ulykken var jeg gæst hos dem, og en 13-års pige, Kirsten, der boede i samme ejendom, kom på besøg hos min kusine, som hun så op til, fordi hun var et par år ældre. Kirsten var elev på Den Franske Skole og fortalte os, hvad hun selv havde oplevet den 21. marts: Da bomberne faldt, havde hendes klasselærer, en nonne, ført klassen ned ad trappen mod skolens beskyttelsesrum. Men hun var kommet i tanker om, at det ville være koldt dernede. Derfor bad hun pigen om at løbe tilbage og hente alle frakkerne, som hang på knager uden for døren til klasselokalet. Kirsten skyndte sig tilbage, men da hun løb med frakkerne i favnen, faldt en bombe, og den trappe, hun var på vej ned ad, blev sprængt væk. Hun faldt mange meter ned, men blev ved at Mindesmærket i Frederiksberg Allé for de omkomne på Den Franske Skole. 136

11 holde alle frakkerne i favnen. Derfor faldt hun ovenpå hele bunken af tøj, og det blev hendes mirakuløse redning. Jeg har aldrig glemt hverken hendes historie eller mit uventede møde med krigen den dag, da bomberne faldt. En forårsdag, der var begyndt som alle andre forårsdage i marts Efterskrift Kunne jeg fortsætte som kontorelev i firmaet med det kolde, ufølsomme klima? Nej. Jeg fuldendte min kontoruddannelse i Boligministeriet. Og det blev igen et spring, da jeg i en sen alder begyndte at læse Kultursociologi ved Københavns Universitet med særlig interesse for studiet af kvinders situation rundt om i verden samt for studiet af migration. Siden 1996 har jeg skrevet og redigeret fem antologier, fordi jeg mener, det er vigtigt at huske. Alle mennesker har en historie om deres liv at fortælle. Som et gammelt ord siger: Lukker du øjnene for fortiden, bliver du blind for nutiden. 137