Sydøstasien. Tema: Syrien. DR Congo. Konkurrence. Spændende beretninger fra Filippinerne Thailand Brunei Indonesien Laos Cambodja og Vietnam

Transkript

1 september 2009 / nr. 37 Globen Medlemsblad for De Berejstes Klub Tema: Sydøstasien Spændende beretninger fra Filippinerne Thailand Brunei Indonesien Laos Cambodja og Vietnam Syrien BORDELLET I DAMASKUS DR Congo DEN SORTE VULKAN Konkurrence KÆRLIGHED PÅ REJSEN

2 Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! Medlemsrabat 15%. Gps og kano/kajak er undtaget fra rabatordningen. Medlemskort TEMA KLUBBEN med billede skal fremvises. 6 TEMA: 5 PERFEKTE HÆNGE-UD STEDER I SYDØSTASIEN 54 CAMBODIA: MEGET MERE END ANGKOR WAT 4 Leder Dette nummer af Globen er viet til af Nikolaj Witte Find hængekøjen frem og lad tiden forsvinde på fem afslappede destinationer. af Camilla Kornerup Do you know the jungle, mam? En beretning om igler, tempelsyge og beretninger fra Sydøstasien. 5 Næste tema KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk var.indd :42:24 8 INDONESIEN: OM FLÆKKEDE KRANIER OG FORFÆDRENES ÅNDER af Claus Qvist Jessen Claus farer vild og ender til en aparte housewarming i Flores mystiske Ngada-region. 18 THAILAND, LAOS, CAMBODIA & VIETNAM: BLANDT SMUKKE GULE PIGER MED ALT FOR STORE FØDDER mugne vandrestøvler. 60 LAOS: NYTÅR MED KARAOKE OG KÆDEDANS HOS MR. KITKAT af Rasmus Vejersøe Gregersen Langt ude på landet fejrer Rasmus årsskiftet med fællessang og kun to ølkrus. ARTIKLER Lad festen begynde!. Vi sætter fokus på verdens farverige festivaler. 13 Forsidekandidater Se de flotte fotos, der var med i opløbet om at komme på forsiden. 27 Øyvind Løkkeberg runder 100 lande Læs portrættet af klubbens seneste 100-lande-jubilar. af Arne Runge Arne slår sig løs med gratis Happy 14 SYRIEN: BORDELLET I DAMASKUS 39 Formandens klumme Smoke og billig risbrændevin. af Jakob Øster Nyt aktivt medlem i DBK Røverhistorie om en natlig udflugt der 24 FILIPPINERNE: Ø-RIGETS HIGHLIGHTS af Elsa Ranzau Elsa guider dig gennem Filippinernes spændende højdepunkter - over og under vandet. 30 THAILAND: PÅ TOHJULET EVENTYR I DEN GYLDNE TREKANT bød på fårenosser, whisky og mavedans 28 CARTAGENA/COLOMBIA: ET LAND/EN BY af Niels Iversen Fem ting du må vide om Cartagena og en billedrejse rundt i Colombia. 34 DR CONGO: DEN SORTE VULKAN 40 Konkurrence De bedste artikler i konkurrencen: Kærlighed på rejsen. Et skæbnesvangert møde på Bali af Anette Lillevang Kristiansen Soldaten fra Sahara af Arne Runge Hajen - en uelskelig fisk af Camille Aulkær Andersen af Nikolaj Witte Nikolaj forfølger sin drengedrøm og af Morten Svane Eventyr ved Afrikas Pompeji i det 58 Fotokonkurrence genoplever, med sin kæreste, Thailand fattige og krigshærgede Congo. Se de flotte vinderbilleder i DBKs på kværn. 38 BRUNEI: DET STORE ROAD TRIP 43 TYRKIET & KINA: ÉN GANG - OG SÅ ER MAN HOOKED! fotokonkurrence Om medlemsundersøgelsen af Mikkel Høj af Jacob la Cour Se hvad vores medlemmer synes om Med smuglergin på kineserhotel og om Tag med når Jacob rejser verden rundt for bladet, hjemmesiden og DBK generelt. en jomfrufærd til en stolpeby. 46 THAILAND & MYANMAR: DRAGEKVINDERNE MED DE LANGE HALSE at se solformørkelser - og bliver afhængig. 50 MARTINIQUE: ILDREGN OVER MARTINIQUE af Henning Andersen 65 Nye medlemmer Se de sidste nye ansigter i klubben 66 Klubbens kontaktpersoner af Claus Søndergaard Spændende historisk beretning om Myter og facts om Long Neck - et caribisk vulkanudbrud med kvinderne i den gyldne trekant. forfærdelige konsekvenser. GLOBEN nr. 37 / September

3 i n t r o r e d a k t ø r e n s fo r o r d n æ s t e te m a Fa r v e r i g e Fe s t i va l e r Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Jakob Øster (ansv.), Anja Povlsen Olsen, Gerner Thomsen, Per Allan Jensen og Søren Fodgaard. Adresser s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: globen@berejst.dk Suveræne Sydøstasien Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Hello Mistar!. Where you come from, Mistar? Bag hver en frodig rismark synes søde, nysgerrige unger at stikke deres grinende fjæs frem og byde velkommen, betragtende den rejsende med øjne så store som cyclohjul. Hiv en fodbold op ad tasken eller kom dem på anden måde i møde, og du kan hurtigt finde dig nye venner for livet. Forsidefoto: Claus Qvist Jessen Feminin mandlig danser Yogyakarta, Indonesien Scan af billeder: Per Danielsen Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 700 ISSN: Deadline til næste nummer: 5. november 2009 Tema: Farverige Festivaler Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Formand: Lars Munk, adresse s. 66 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. I Sydøstasien får du mere for pengene, bedre service, dejlig mad, fantastisk natur, nogle af verdens venligste mennesker, høj sikkerhed, masser af eventyr og et super behageligt klima. Ihærdige, søde og hjælpsomme mennesker står overalt på spring for at hjælpe dig. Det er næppe en tilfældighed, at Sydøstasien er en klar favorit for både almindelige rejsende og hardcore eventyrere. Ikke længere den jomfrueligste af verdens regioner (hverken i den ene eller den anden forstand), men alligevel er der stadig masser af muligheder for at komme væk fra masseturisternes foretrukne hotspots og komme på rigtigt eventyr. Det eneste du behøver gøre, er - som Claus Qvist så glimrende beskriver det i sin artikel - at smide din Lonely Planet over skulderen og tage en mystisk lokalbus. Så ender du måske blandt flækkede grisekranier og forfædrenes ånder. Blandt mange fremragende artikler om Sydøstasien i dette nummer synes jeg, at Arne Runge bedst af alle rammer lige ned i Sydøstasiens sjæl i hans forrygende underholdende artikel om hans eskapader i regionen. Og da jeg ikke er i stand til selv at sige det ligeså præcist, så tillad mig her at citere fra Arnes artikel: Er du ung og skal til at starte dit backpackerliv, så start med at flyve til Bangkok og tag det derfra. Du får oplevelser, der forandrer dig for altid, så du er ikke den samme gamle Polledreng, når du kommer hjem. Du er blevet oplyst, som Buddhisterne siger. En rundrejse i Sydøstasien er nutidens dannelsesrejse. Som altid en stor tak til Anja og den øvrige redaktion og til alle, der har sendt materiale ind. Det var en fornøjelse at se, hvor mange helt nye og meget velskrivende forfattere, der denne gang gav os deres bidrag. Med håbet om, at du med dette blad har fundet inspiration til nye ture i suveræne Sydøstasien, vil jeg, inspireret af de lokale piger med de til tider lidt for store fødder, slutte af med en kærlighedserklæring til den vidunderlige region: Me love you long time! Farverige Festivaler Lad festen begynde!. Kom i festhumør, når Globen om kort tid sætter fokus på verdens skøreste og farverigeste festivaler. Fra Indiens farvestrålende, hinduistiske Holi- (farve) og Diwali- (lys) festivaler til de overdådige kristne karnevaler, som dem i Rio og Venedig, til ørkenfestivalen i Mali skabes fascinerende fester i magiske rammer. Og hvad enten disse festivaler har udspring i det religiøse eller ej, så er alle næsten altid velkomne til at deltage eller betragte løjerne. Og er der noget, der forener mere på tværs af race og religion end at feste? Måske har du stået i dine lækre lederhosen og skrålet tyske slagere til Münchens oktoberfest. Måske har du været til Nagholfestival på Vanuatu, hvor de lokale kaster sig ud fra et højt tårn med en lian bundet om benene. Måske har du overværet Noche de Brujas (heksenes nat) eller El Día de los Muertos i Mexico. Måske har du overværet nøgenfestivalen i den japanske by Saidaiji, hvor nøgne mænd på en af årets koldeste dage løber op og ned ad gaden, mens de skiftevis hopper, drikker sake og råber Washoi! ( Vidunderligt! ). Hvad enten du har været til en af ovenstående festivaler eller du har løbet med tyre i Pamplona, været til kamel- eller elefantfestival i Indien, til love parade i Berlin eller til en helt anden type festival, hører vi meget gerne fra dig. Bare du har en underholdende historie fra et sted, hvor der var fest og farver. Som altid opfordres både nye og etablerede skribenter til at sende deres spændende artikler og farverige fotos ind. Vi hjælper med sparring, korrektur og professionel opsætning. Husk, at deadline for næste nummer om farverige festivaler er 5. november. Kommende temaer Foto: Peter Goltermann, Jytte Kristensen, Jakob Øster og Wikimedia Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. God rejse. Jakob Øster Marts 2010: Udlandsarbejde (deadline 5. februar) Juni 2010: Rablende røverhistorier (deadline 5. maj) September 2010: Sydlige Afrika (deadline 5. august) 4 GLOBEN nr. 37 / September 2009 GLOBEN nr. 37 / September

4 t e m a Sy d ø s ta s i e n Fem perfekte steder at hænge ud i Sydøstasien Sydøstasien har utallige highlights og storslåede rejsedestinationer komprimeret på et overskueligt område. Dette hjørne af Asien er rigtig mange backpackeres første møde med verden, det er mange rejsendes yndling, og det er stedet som alle vender tilbage til igen og igen. Selvfølgelig kommer vi til Sydøstasien for at se og opleve, men frem for alt er regionens hangouts, chill-outs og hænge-ud-steder legendariske. Det er steder hvor en dag bliver til en uge der bliver til en måned, og tiden forsvinder på magisk vis. Her er din guide til Sydøstasiens bedste steder at hænge ud. Ko Pha-Ngan i Thailand Det er stedet berømt for: Øen er et backpackerparadis, der i dag er berømt for Full Moon Party, hvor stranden ved Hat Rin under fuldmånen forvandles til en af verdens største og mest gale strandfester. Historien: Det første Full Moon Party fandt sted i 1987 eller 1988, det vides ikke med sikkerhed. Det var en - i dag ukendt - persons fødselsdagsfest, og festen var så god, at alle mødte op igen ved Paradise Bungalows og festede løs under næste fuldmåne. Gennem 90 erne blev det hele regionens fest, og alle backpackere lagde vejen forbi. Det er der i området: Lej en motorcykel og kom ud til de mindre strande, for selv om Ko Pha-Ngan for længst er blevet opdaget, så er der dejlige steder, hvor strandens bungalow trækker, og den ene dag glider over i den anden. Øen er et himmerige for alle med for meget tid, og har du en returbillet, så sælger du den gerne for endnu en kølig Chang øl. Si Phan Don i Laos Det er stedet berømt for: Små sandede og klippefulde øer i Mekong-floden på grænsen mellem Laos og Cambodja. Smukke vandfald, ferskvandsdelfiner og tiden, der står helt stille. Der er stråtækte hytter, laotiske kvinder der vasker tøj i floden, hjemmebryg og hængekøjer. Historien: Si Phan Don, og ikke mindst vandfaldene, er notoriske, for det er deres skyld at flere, inklusiv franskmændene, måtte opgive at bruge Mekong som den store færdselsåre helt fra Tibet og ud til havet. Resterne af et forsøg, der inkluderede Laos eneste jernbane, findes stadig på de sydlige øer. Det er der i området: Don Khong er den største ø, og de har haft elektricitet i over ti år, så her er udviklingen længere fremme end på de absolut afslappede øer Don Det og Don Khon. Øerne er indbegrebet af at kaste sig sløvt i hængekøjen og lade den ene dag glider over i den næste. Lade snakken flyde over en lunken Beer Lao og glemme alt om at rejse herfra. Hoi An i Vietnam Det er stedet berømt for: Smukt fiskerleje med dejlige huse og ofte trafikfri veje. Hoi An er på næsten alles rejseprogram, men det har bestemt ikke spoleret den herlige værdi du får for pengene. Du kan spise kæmperejer og få syet nyt tøj. Historien: Hoi An var en vigtig handelsby i Asien, hvor japanere, kinesere, europæere og vietnamesere havde hvert sit kvarter. De gamle, smukke handelshuse kan stadig besøges, og selvom byen i dag besøges af mange turister, så er det besøget værd. Det er der i området: Er der dømt rent hænge-ud? Så lad være med at bo helt inde i centrum. Afprøv alle caféerne og find den bedste kop kaffe, drink eller hvad du er til. Prøv de lækre kager i bagerierne, lej en motorcykel, og kør til stranden. Sæt dig ned til floden og se på alle bådene, og lad dagene forsvinde. Tekst: Nikolaj Witte Foto : Nikolaj Witte og Wikipedia Boeng Kak i Cambodja Det er stedet berømt for: Søen ligger lidt gemt inde i Phnom Penh, og skønt turisterne og de pæne rejsende bor ude ved hovedgaderne, så bor hippierne og de langtidsrejsende her. Du skal være jævnt bedugget for at bade i søen, men langs den findes balkoner til ren afslapning. Historien: Phnom Penh og Cambodja var et rejseparadis, og specielt franskmændene har sat deres spor. Khmer Rouge kom til magten, og Cambodja blev slettet fra rejselandkortet, men i dag er landet fredeligt og ikke så overrendt og hektisk som naboerne. Det er der i området: Der er et utal af små, billige hoteller og spisesteder. Der er en grusvej, grønne planter i søen og et par bogbutikker. Der er ikke meget, men ud over hængekøjen på balkonen og et poolspil, hvad har du så brug for, når du er i hænge-ud-ånden? Danau Toba i Indonesien Det er stedet berømt for: Søen er resultatet af en sammenstyrtet gigantisk vulkan. Midt i den ligger øen Pulau Samosir, og på spidsen af den findes Tuk-Tuk. Det er det indonesiske backpacker hængeud-eden væk fra de overrendte turiststeder på Bali og Lombok. Historien: Søen der ligger midt på Sumatra, er op til 500 meter dyb. Udbruddet der skabte den, skete for omkring år siden og var så voldsomt, at det påvirkede hele regionen, hvis ikke hele verden. Det er der i området: Batak-folk, som er dejlig afslappede, lever her, og selvom øen engang var forholdsvis besøgt, så er der ultraafslappet. Priserne på både overnatning og mad er vanvittigt lave og kræver, at man bliver hængende. Det er stedet at møde andre rejsende, slappe af i de varme kilder og bare chille. GLOBEN nr. 37 / September

5 t e m a Sy d ø s ta s i e n Billede til venstre: Folk i Flores centrale Ngada-region er som næsten hele øen officielt katolikker, men Jesus og Jomfru Maria er helt skubbet i baggrunden til fordel for tilbedelsen af forfædrenes ånder. Den mandlige gudedom kaldes Ngadhu og sørger for god frugtbarhed, både indenfor og udenfor husets fire vægge. Billede til højre: Alle de lækreste stykker af grisen koges sammen til én stor suppe sammen med blodet fra de flækkede kranier. Uheldigvis for min danske smag regnes indvoldene som de største delikatesser, især mave og tarme. Ydrk. Surt show, og lettere muggen skipper jeg den LP-anbefalede restaurants herligheder og tager det næste køretøj retur til Bajawa. Jeg står i vejkanten og tænker, og ender så med at tage en meget impulsiv beslutning og hopper ind i den første den bedste ramponerede mikrobus ud af byen med kurs mod noget. Chaufføren forsøger at forklare mig, hvor bussen er på vej hen, men jeg er ligeglad, bare det ikke er et sted, der står i nogen bog. Jeg stikker ham et par kroner og overlader til ham at smide mig ud, når jeg har kørt dem op. Han slår sig på lårene af grin, smækker døren i og jokker tungt på speederen. Efter en halv times tid ender vejen, og pludselig står jeg in the middle of nowhere, midt i et grønt ocean af regnskov og bananpalmer, midt i den meget specielle Ngada-region, hvor folk har deres helt eget sprog, og hvor de ganske vist er katolikker ligesom resten af Flores, men hvor forfædrenes ånder stadig er så livskraftige, at Jesus og Jomfru Maria må finde sig i at spille andenviolin. Her bygger man ikke kirker og tilbeder billeder af Paven, men dyrker forfædrenes ånder i nogle runde og meget specielle, stråtækte huse. Alle sammen ligner forvoksede parasoller, og alle parasollerne har et sært fugleskræmsel af strå i toppen, sådan lidt a la en gammeldags julebuk af halm. Det er Ngadhu, den mandlige gudedom, der beskytter alt lige fra landsbyens levende mennesker til de afdøde forfædre, udover naturligvis at bibringe god frugtbarhed både til mennesker og de omkringliggende marker. Noget af det må virke efter hensigten, for hele regionen er vildt grøn, og overalt render der flokke af grinende børn rundt. Det kvindelige modstykke til Ngadhu er en lille, ¾ meter høj, stråtækt hytte ved navn Bhaga, men helt præcis hvad den bruges til, finder jeg aldrig ud af. En lokal fyr forsøger at forklare det, men mine 50 ord på bahasi Indonesia rækker ikke til at forstå hans dybsindige udredninger. Køkkenets hellige ånder En kilometer eller to til fods gennem bananpalmer og bambus bringer mig til næste landsby, en lille flække ved navn Ekoheto, og igen modtages jeg af en stor plads dekoreret med et par af de stråtækte Ngadhu-parasoller med tilhørende fugleskræmsler og et par Bhagahytter. Men der er ikke et øje at se. Ikke et menneske overhovedet i hele landsbyer, så jeg lusker lidt rundt mellem de tomme huse og undrer mig lidt over fraværet af indbyggere. Heldigvis kommer jeg ikke til at undre mig så længe. Ved ét hus myldrer det nemlig med mennesker, og så snart de opdager ham den fremmede, kommer flere af dem rendende og nærmest skubber mig i den rigtige retning. Please, come inside, lyder det fra alle sider, og før jeg ved af det, er jeg Billede til venstre: Landsbyens ældre læser forfædrenes ånders vilje i et par nyslagtede svinelevere. Alle holder vejret, inden dommen falder: Ånderne er venligt stemt. Om flækkede kranier og Billede til højre: Ibanhøvding fra et langhus et eller andet sted på Sarawak, lidt oppe ad Renjangfloden et par timer eller tre fra Kuching. forfædrenes ånder Til housewarming i Flores mystiske Ngada-region Recommended by Lonely Planet står der sgu! Her er jeg havnet i en lille, obskur landsby en lille times bumlekørsel fra højlandsstaden Bajawa, og så er der gudhjælpemig en entreprenant, lokal gut, der for længst har set så tilpas mange turister, at han har åbnet en lille, autentisk turistcafé. Illusionen om det uberørte højland brister på et sekund, men det er vel næsten, hvad man kan forvente, når man sætter kurs mod en landsby, der er nævnt i LP s gule rejsebibel. Tekst og foto : Claus Qvist Jessen 8 GLOBEN nr. 37 / September 2009

6 Praktiske oplysninger Flores: Flores er en del af øgruppen Nusa Tenggara, der starter med Bali og Lombok og løber helt til Irian Jaya. Øerne ligger syd for Ækvator, og regntiden falder i deres sommer = vores vinter. Tørtiden er fra april til oktober (ca.). Religion: Hovedparten af Indonesiens 200 mio. mennesker er muslimer, men flere af øerne er helt eller delvist kristne. Sulawesi, Sumba, Timor, Molukkerne og Flores er blot nogle. Er man til forfædrenes ånder og sære ofringer, er de kristne regioner langt bedre end de muslimske. Islam er desværre for imperialistisk til at give plads til tidligere tiders kulturer, mens kristendommen bedre synes at tolerere konkurrencen fra gamle dage. Transport: Transporten til Indonesien kan gøres relativt billigt. Check det Malaysia-baserede Air Asia på eller også kan man ofte finde noget betaleligt til især Bali. Den fedeste vej at flytte sig rundt i Indonesien er ved hjælp af det statslige Pelni-rederi. Skibene er forbavsende præcise, og en køreplan kan hjemmefra hentes via Alternativt kan man naturligvis flyve ( men det tenderer næsten snyd, og du misser den lokale kolorit. Billede til venstre: Macheten svinges, luften genlyder af et højt hyl, og svinet har fået flækket kraniet. Alt sammen til gavn og glæde for forfædrenes ånder. Billede i midten: Efter et velrettet hug med en stor machete er grisens hjernekiste blevet helt flækket, og blodet drænes fra og ned i en skål. Dette blod bliver senere brugt til en kæmpe gryde indvoldssuppe. Billede til højre: Dyrevelfærd har aldrig haft nogen høj prioritet i Sydøstasien, heller ikke i Indonesiens kristne regioner, hvor grise gerne transporteres som tøjbylter. skubbet indenfor i et ret almindeligt, grønmalet hus af gasbeton. Hele byen synes at være samlet omkring det grønne hus, og en af de få, der snakker nogle brokker engelsk, påtager sig den glade opgave at forklare turisten, hvad i alverden der foregår. Jeg er havnet midt i en større housewarming, ikke fordi man har bygget et nyt hus, men fordi man har lavet et nyt køkken. That s very important, forklarer min nye ven, The kitchen is always nice and warm, so it s here the spirits of the ancestors want to stay. Every time the kitchen is rebuilt, we have to make sacrifices to please the spirits. Otherwise, things may end up bad. Ingen billeder fa hverken Jesus eller Mutter Maria, men forfædrenes ånder bor gudhjælpemig i køkkenet. Gud ved, om Paven i Vatikanet er klar over, hvordan de hellige skrifter fortolkes så langt fra Rom. Der er 400 indbyggere i landsbyen, siger min nye ven. Alle er naturligvis med, oveni har festen tiltrukket mere end 200 ekstra familiemedlemmer fra nær og fjern. Nogle er ligefrem rejst hele vejen fra Java, og selv er han kommet fra Timor, ene og alene for at være med ved indvielsen af det nye køkken, så det er bestemt en vigtig ting at være med til at fejre forfædrenes ånder. Mens vi står og snakker, kommer en ældre gut og byder mig et glas uklar, gæret palmevin, og mens jeg - belært af et par fugtige oplevelser i Sarawaks - langhuse forsøger ikke at bunde alt for hurtigt, skal det meste af landsbyen lige hen og se, hvad det er for en underlig, høj, hvid mand, der er dukket op. Det sker bestemt ikke hver dag sandsynligvis aldrig, men landsbyen er jo heller ikke listet blandt Lonely Planets officielle attraktioner på Flores. Miss Piggy og forfædrenes ånder Ude foran huset tøffer tre fede svin rundt i hver deres snor, og det er ikke svært at gætte sig til, hvad de skal bruges til. Og ganske rigtigt. Pludselig genlyder luften af et langt og skingert hvin, og da jeg vender mig om, står en af landsbyens mænd overskrævs på et af svinene med sin machete dybt begravet i kraniet på dyret. Blodet sprøjter til alle sider, og sekunder efter har to andre bødler gjort kål på de to andre svin. Hylene fortsætter nogen sekunder endnu, indtil de overdøves af den folkelige festivitas lige til at blive vegetar af. Man skal i hvert fald ikke spekulere for meget over, hvordan vore egne flæskestege finder vej til julebordene. De døde svin slæbes et efter et i triumf op på terrassen, hvor blodet drænes fra de kløvede hjerner, inden de bæres tilbage på pladsen. Der graver øvede hænder hurtigt alle indvolde ud og fordeler dem på adskillige kvadratmeter palmeblade. Det meste får lov at ligge i fred, men de tre levere bæres andægtigt over til en samling af ældre mænd, der sidder under et halvtag og ordner verdenssituationen. Mændene undersøger omhyggelig de tre levere en efter en, godt overvåget af en snes lokale tilskuere, indtil høvdingen nikker anerkendende, og alle bryder ud i stor jubel. The elders are reading the will of the spirits in the livers, forklarer min nye ven. They want to see if the spirits of the ancestors are happy or sad. Fortunately, the spirits are happy today, and that s very good news for the kitchen. Oh, hvis den slags virkelig virker, kan jeg godt komme i tanker om adskillige danske køkkener, der trænger til lidt åndelig velsignelse mit eget for eksempel. Men hvad så hvis ånderne ikke er tilfredse med tre nyslagtede svinelevere? The we just kill another pig. Jamen, hvis det heller ikke er nok? It always is, griner han. Fire grise er altid nok, og når ånderne er glade, er alle glade. Ryatæpper og sålelæder Det nærmer sig spisetid, og mens de mange kilo lækkert, reelt kød fordeles i mindre bunker, går et par gutter i gang med at klippe alle de mest delikate dele i stumper og stykker. Glem alt om mørbrad og flæskesteg. Her er det indvoldene, der er i højest kurs, og alle mulige uspiseligheder i form af mavesæk, tarmsystem, lever, hjerne, lunger, nyrer og hjerte hakkes omhyggeligt i mindre stykker og hældes op i en stor gryde sammen med de tre fade blod, der blev drænet fra grisenes flækkede kranier. Pludselig genlyder luften af et langt og skingert hvin, og da jeg vender mig om, står en af landsbyens mænd overskrævs på et af svinene med sin machete dybt begravet i kraniet på dyret. Blodet sprøjter til alle sider, og sekunder efter har to andre bødler gjort kål på de to andre svin. Muligvis mums, hvis man er lokal Bajawa-mand, mens jeg i stedet håbede på, at de vi skulle have noget af det mere reelle kød, der er lagt i bunker på bananbladene. Hvem kan ikke spise et par skiver flæskesteg? Men det sker naturligvis ikke. Alle æresgæsterne, inkl. den danske turist, bliver ledt ind i det allerhelligste, og kort efter blev tallerknerne sendt rundt, godt fyldt op med den ubestemmelige suppe af nyslagtede indvolde tilsats en spandfuld mørkerødt svineblod. Mums. 10 GLOBEN nr. 37 / September 2009 GLOBEN nr. 37 / September

7 Billede øverst: Høvdingen for landsbyen nyder en af mine medbragte cigaretter efter indvielsen af det hellige køkken. Billede nederst til venstre. Af alle hellige steder i det allerede hellige køkken er ildstedet det helligste. Det er der, der er varmest, og det må derfor være der, ånderne holder til. Denne mand er ved at slagte en lille fugl på dekorativ vis han flækker dens hoved gennem næbbet. Det er efter sigende nødvendigt for at holde på magien. Billede nederst til højre: Køkkenet er det helligste sted i huset og det sted hvor forfædrenes ånder holder til. Disse gæve mænd holder en lille slabberas midt i festivitasen. Uheldigvis stopper en af de propfulde tallerkner foran mig, og der er ingen vej udenom. Alles øjne hviler på den nye gæst, og jeg må til det, stikker skeen ned i det ubestemmelige snask og fanger noget, der mest af alt minder om et stykke af et korthåret, gråt ryatæppe. Det er et stykke grisemave, og min indre jubel er mildt sagt begrænset. Det her er bare the point of no return. Jeg tager en dyb indånding, skovler skidtet indenbords og forsøger efter bedste evne at tygge grisemaven i småstykker, men den går bare ikke. Jeg tygger og tygger, men det grå ryatæppe er sejt som sålelæder, og jeg kommer ingen vegne. Very good! nikker min nye ven med munden fuld af sålelæder, mens jeg gentagne gange forsøger at sluge det seje ryastykke i hel tilstand. Tygge det i stykker kan jeg bare ikke, men som en kulinarisk yoyo glider grisemaven gentagne gange op igen i spiserøret. Hver eneste gang, jeg får ryatæppet skubbet halvvejs ned i maven, er det som om, at der er en stærkere kraft nedefra, der skubber den anden vej, og jeg skal anstrenge mig gevaldigt for ikke at få både morgenmad og frokost til at følge med op i en stor brækklat. Det vil næppe formilde ånderne. Brækfornemmelserne stopper først, da jeg har held til uset at spytte det uspiselige stykke ud og begrave det i et hjørne af tallerknen under et lille bjerg af ris. De resterende stykker grisemave ryger samme vej, mens jeg koncentrerer de sidste rester af appetit om de egentlig ret velsmagende stykker af nyrer, hjerte og andet tygbart og så tilpas meget ris, at mit gemmested ikke afsløres. Afgang Udenfor er folk ved at pakke det rigtige kød ind i bananblade, og alle de inviterede får et lille pose med hjem, en tradition jeg få dage inden havde oplevet ved en af de blodige begravelser i Tanatoraja. Jeg takker pænt nej til kødet, men når lige at få min Timormands adresse, så jeg kan sende en flok billeder retur. Kort efter sidder jeg igen i en af Flores mikroskopiske 24-mands-mikrobusser med kurs mod Bajawa, og indeni har jeg en herlig fornemmelse af endnu en gang at have genoplevet formålet med rejselivet. Lonely Planet og andre bibler er godt for meget især hvis man er tilfreds med at gå i andres trygge og gennemprøvede fodspor, men de fedeste og mest overraskende oplevelser kommer en gang imellem, hvis man skrotter der litterære sikkerhedsnet og bruger sin egen intuition. Det der med udelukkende at følge andres anvisninger går måske et stykke hen ad vejen, men til de virkeligt sublime oplevelser er der kun en vej: Do it yourself! FORSIDEKANDIDATER Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt de indsendte billeder fra Sydøstasien. Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet. september 2009 / nr. 37 Globen m e d l e m s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Legende munke, Luang Prabang, Laos Foto : Morten Elm september 2009 / nr. 37 Globen september 2009 / nr. 37 Globen m e d l e m s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Langhalset kvinde, Huay Pu Keng, Thailand Foto : Claus Søndergaard september 2009 / nr. 37 Globen m e d l e m s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b m e d l e m s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Oksekærre foran tempel, Bagan, Burma Foto : Jakob Øster Munk, Angkor Wat, Cambodja Foto : Mette Skifter Andersen GLOBEN nr. 37 / September

8 Bordellet i Damaskus En historie om jordbær, whisky og halvnøgne russerpiger. På en rundrejse i Mellemøsten beslutter Jakob og Charlotte sig for at se lidt nærmere på nattelivet i Syriens hovedstad. Over et måltid fårenosser på baren Karnak bliver de af en libanesisk forretningsmand inviteret til at tage med ud for at se mavedans. Tag med på deres natlige udflugt, der byder på en gedigen overraskelse. Tekst og foto : Jakob Øster Med deletaxa fra Amman Helt inde i hjertet af Damaskus stopper vores service taxa endelig. Vi har lige passeret det gamle citadel, og nu stopper chaufføren sin gamle, gule amerikanerbil for sidste gang og trækker håndbremsen. Han parkerer langs den høje mur, der omkranser den gamle bydel. På det brede bagsæde sidder min kæreste Charlotte klemt inde mellem vores nye irske rejseven Gordon og en rar, gammel langskægget palæstinenser. Palæstinenseren retter omhyggeligt på sin keffiyeh (sort- og hvidternet tørklæde), smiler en sidste gang til os med sine venlige øjne, stiger ud og forsvinder i Damaskus menneskemylder. Fem en halv time gennem Syriens og Jordans golde grænseområde har turen fra Amman i den delte taxa taget. Tid nok til at blive gode venner med de andre i taxaen, selv om vi ikke forstår et ord arabisk. Vi står ud og kigger os omkring. Modsat den gamle by ligger den centrale martyrplads omgivet af moderne hoteller, byggekraner og parkeringshuse i mange etager. Ikke langt fra den gamle by finder vi den hyggelige gamle smøge, vi er på udkig efter, og kort efter træder vi ind i Al-Haramein hotel, hvis lobby ligner noget fra et hyggeligt arabisk eventyr. Fyldte bogreoler, sofaer og stole, glaslamper og lysekroner, grønne planter, gamle billeder og et smukt springvand kæmper om pladsen i det indbydende, klinkebelagte rum. Al-Haramein»Alt er optaget«, siger receptionisten,»med mindre I vil sove i sovesal eller i et hus oppe på taget uden varme«. Der er hoteller, man ikke kan komme hurtigt nok væk fra, og der er hoteller, man aldrig ønsker at forlade. Al-Haramein besidder allerede ved første øjekast en mellemøstlig charme, der ville have fået os til at sige ja til at sove der, om der så kun havde været plads på gulvet i lobbyen. Så Charlotte og jeg får anvist vores eget lille hus på taget, der er både hyggeligt og faldefærdigt, mens Gordon sætter kurs direkte mod fællesskabet i sovesalen. Lokum og vask er på gangen, men det lever vi lykkeligt med. Tilbage i lobbyen møder vi Omar. Omar er en imødekommende 19-årig gut fra England, som er på udkig efter noget fest. Det passer fint, for det er lørdag aften, og vi har aftalt med Gordon, at vi vil udforske Damaskus natteliv. I et land, hvor knap 90 procent af befolkningen er muslimer, der - hvis de ellers overholder reglerne - ikke må drikke alkohol, forventer vi ikke, at det ligefrem myldrer med barer. Alligevel skal vi ikke lede længe efter en. En trappe leder fra Martyrpladsen op over Hotel Siyaha og op til en bar, der hedder Karnak. Whisky og fårenosser»fårenosser«står der øverst på menukortet, og så er valget jo let, for det skal vi da alle sammen prøve. Så let går det dog ikke.»jeg er ked af det«, siger den venlige tjener, da vi bestiller,»men vi har kun en portion tilbage«. Selv om vi ikke er meget for at skulle dele testiklerne fra det uldne dyr, må det være løsningen, og vi supplerer med lidt kebab. Et par muslimer med store rød- og hvidternede hovedbeklædninger slubrer diskret øl af glas med isterninger længere inde i lokalet. Vores mad får følgeskab af et par øl af samme lokale slags, som alle andre i baren drikker. De kommer i et par velvoksne flasker og ledsages af en flaske whisky, som Omar har bestilt. Nosserne viser sig med en smag af halvsur tofu ikke at udgøre den helt store kulinariske oplevelse, men alkoholen sender alligevel stemningen opad med raketfart. Omar har smag for de gyldne dråber. Hans stemmebånd løsnes, og hans tale bliver hurtigt ligeså glat, som isterningerne i hans drink. Ved nabobordet sidder en korpulent libaneser i en skovmandsskjorte og hans spinkle saudiarabiske drikkefælle iført skinnende hvid skjorte og blazer. Omars far er fra Irak, så han taler arabisk og falder opstemt i snak med libaneseren. Flere øl kommer på bordet, og samtalen bliver pludselig endnu hyggeligere.»i skal med os ud at se mavedans!«, proklamerer libaneseren pludselig via Omar, der fungerer som tolk. Og det er da det, vi skal. Situationen bliver dog lidt akavet, da libaneseren kommer i tvivl om mavedans nu også er noget for Charlotte? Det mener Bilen sætter i gang igen, og snart befinder vi os uden for lands lov og ret. Vi har forladt Damaskus, men aner ellers ikke, hvor vi befinder os. Det er bælgmørkt, og der ingen bygninger eller andet tegn på liv i sigte. vi godt hun kan håndtere, og efter en kort periode med ubekvem tavshed lyser libaneseren igen op i et smil.»ok lad os tage af sted«, siger han,»i er mine gæster«. Ud af Damaskus Neden for baren venter libaneserens chauffør. Med lidt god vilje er der snildt plads til seks overrislede passagerer i bilen, mener libaneseren, så vi kravler opstemte ind og køreturen kan begynde. Gennem Damaskus dunkle, gamle gader kører vi væk fra centrum og stopper først et sted i udkanten af den kæmpestore by. Vi tror selvfølgelig det er her der er mavedans og er på vej ud af bilen, men får at vide, at vi skal blive siddende, mens chaufføren går over mod noget, der ligner Billede yderst til venstre: We are going on a summer holiday. Et par sorte madammer kigger på kassettebånd og drømmer sig måske lidt væk ved en lille biks foran Umayyad Moskéen i Damaskus. Billede til venstre: Alenlange støvler, ultrakorte kjoler og cowboybukser med stjerner synes at være den foretrukne mode blandt mavedanserne i Damaskus. Billede til højre: Gordon og Omar nyder en vandpibe og et glas whisky mens vi venter på vores fårenosser på baren Karnak. Billede yderst til højre: Fra venstre ses Gordon fra Irland, Omar fra England, kongen af Libanon, libaneserens chauffør, saudiaraberen og artiklens forfatter i færd med at indtage frugt og whisky.

9 Charlotte dagen derpå foran bladkiosk i det centrale Damaskus. Bemærk bladet Al-Shahrs ikke alt for jødevenlige forsidebillede. et udendørsmarked. Lidt efter vender han tilbage med et par plastikposer fyldt med frugt. Øverst ligger et par bakker jordbær. Vi har næsten lige forladt det februarkolde Danmark, og nu sidder vi i en bil i udkanten af Damaskus med friske jordbær på skødet. Jeg spørger, om det er varmt nok i Syrien til at dyrke jordbær hele året, hvortil saudiaraberen svarer.»jordbær, det er da en vinterfrugt«. Bilen sætter i gang igen, og snart befinder vi os uden for lands lov og ret. Vi har forladt Damaskus, men aner ellers ikke, hvor vi befinder os. Det er bælgmørkt, og der ingen bygninger eller andet tegn på liv i sigte. Efter et kvarters kørsel i mørket, hvor vi er lige ved at blive lidt nervøse, når vi frem til en isoleret lav hvid betonejendom. Der skiltes hverken med mavedans eller med noget som helst andet. Det hele er temmelig mystisk, men vi ledes indenfor og ind i et kæmpe lokale med en stor, rund scene med forladte musikinstrumenter. Kun få andre gæster har taget plads ved de lange borde, som står ud fra scenen. Til gengæld vrimler det med tjenere. Vi får hurtigt anvist det bedste bord lige foran scenen, og libaneseren bestiller araq og mere whisky. Poserne med frugt giver libaneseren til tjenerne. Kort efter er frugten skyllet og sirligt anrettet i fade på vores bord. Tjenerne betragter det som det naturligste i verden, at man selv har mad med. Vores gavmilde herre smiler og beder os tage for os af retterne. Det er tydeligvis ikke til diskussion, hverken hvem i selskabet der bestemmer, eller hvem der betaler. De udenlandske gæster skal beværtes som var der ingen i morgen. Tjenernes blikke signalerer anerkendelse og ærefrygt for vores vært - kongen af Libanon. Arabisk disco Et band med en kvindelig forsanger dukker op og lader liflig og sødladen arabisk popmusik strømme gæsterne, som sjovt nok alle på nær Charlotte er mænd, iørefaldende i møde. Vi bliver ikke mindre berusede som tiden går, og Gordon og Omar indtager kækt den store tomme scene foran bandet og forvandler den til dansegulv. Vores arabiske venner, Charlotte og jeg følger med og fuldbyrder den underlige sceneoptræden med klodset vestlig diskodans til arabisk musik. Langsomt fyldes bordene foran scenen med arabiske mænd. De første mavedanserinder indtager scenen, men det afholder ikke hverken Gordon eller Omar fra fortsat at tåge rundt i blandt de unge damer og fremvise vældigt smarte dansetricks. Pigerne cirkulerer langsomt rundt på scenen, mens de forsøger at undgå at blive budt op til dans af Omar og Gordon. De er iført en makeup, der er rundhåndet påført, og støvler, der rækker højt op mod deres usædvanligt korte kjoler. Endelig sætter Omar og Gordon sig trætte ned, og gulvet fyldes helt op af de cirkulerende danserinder med lange ben og påklistrede smil. De fleste er østeuropæere, men der er også kvinder med arabiske og asiatiske træk. Æggende, men en smule anstrengt, smiler de på deres runder ned mod de mandlige tilskuere. Mavedans får vi aldrig at se, for det er selvfølgelig noget helt andet der er på programmet her i aften. Fra tid til anden nikker en araber mod en af pigerne, som derefter diskret forsvinder sammen med ham ud i baglokalet. Det er derude det, der kun har lidt til fælles med mavedans, skal foregå. Vi er nemlig, går det endelig op for os, havnet på et vaskeægte syrisk horehus. En trist debut Et dametoilet viser sig ikke at være tænkt ind i bordellets arkitektur, formentlig fordi gæsterne ikke plejer at være af samme Lobbyen i Al-Haramein hotellet i Damaskus var et indbydende opholdsrum og mødested for de rygsæksrejsende, der boede der. køn som pigerne på gulvet. Tjenerne aner ikke hvad de skal gøre da naturen kalder på Charlotte. Heldigvis træder manageren på stedet i karakter. Han gelejder hende ud bagved i ludernes omklædningsrum. Her er et dametoilet, hvor hun kan forrette sin nødtørft. Men kun kort efter er hun tilbage. Tydeligt oprevet beder hun mig om penge. Jeg er sikker på, at vores libanesiske ven vil tage det ilde op, hvis han ikke får lov til at betale alle hans gæsters udgifter, så jeg tøver lidt. Men hun insisterer, og da jeg prøver at give hende nogle penge, opdager libaneseren det og afkræver os svar på, hvad det dog er, vi skal betale for.»der sidder en pige på måske 14 år ude ved toilettet og græder«, hvisker Charlotte til mig på dansk,»det er hendes debutaften, og hun vil for alt i verden ikke ind på scenen«. Charlottes vakse idé er, at vi skal forsøge at kompensere hende, så hun kan slippe - i det mindste for i aften. Men hvordan fortæller vi det til vores vært, som trods hans utrolige gæstfrihed næppe vil finansiere en udsættelse af pigens karriere? Til sidst lykkes det mig i smug at få givet Charlotte et bundt sedler, som hun straks iler videre for at overlevere. Men fuglen er fløjet. Den unge pige er forsvundet. Vi ser hende aldrig igen. For mange gyldne dråber Omar har i løbet af aftenen efterhånden fået konsumeret hovedparten af en flaske whisky, hvilket viser sig at være lidt mere end den unge englænder kan kapere. Helt efter drejebogen for fulderikker er han gået fra at være opstemt til at blive højtråbende for til sidst nu træt at sidde og hænge på en stol. Pludselig kaster han voldsomt op ud over maven på sig selv. Med en forbløffende agilitet i betragtning af, at han er en lettere fedladen herre, er libaneseren lynsnart over ham. Resolut tager vores vært den tilsølede skjorte af vores unge engelske ven, knapper sin egen skjorte op og ifører Omar den. Snart sidder han igen smilende på sin værtsstol, nu kun iført netundertrøje, og skænker op til sine internationale gæster, som om intet var hændt. Ingen problemer signalerer han. Lad showet fortsætte. En halv time senere drister jeg mig til at spørge vores urealistisk flinke og gæstfrie vært om det er muligt, at vi kan få et lift hjem, så vi kan få lagt Omar i seng.»jeg håber, I har nydt denne aften«siger libaneseren efter et kort øjebliks tøven og knipser efter sin chauffør.»nu skal jeg sørge for, at I bliver kørt hjem til jeres hotel«. Dagen derpå»velkommen til Syrien, lad mig købe jer morgenmad«, siger en venlig, lille syrer med nystrøget skjorte og et velplejet overskæg. Efter en nat på Al-Haramein er vi gået ud for at dulme vores tømmermænd med lidt morgenmad og er stoppet på et hjørne ved en lille café, der serverer croissanter og friskpresset jordbærjuice. Straks lidt mistænksom siger jeg til den flinke syrer, vi netop er stødt ind i, at det behøver han ikke. Vi har jo kun lige mødt hinanden, og i øvrigt tjener jeg sikkert flere penge end ham, fortæller jeg ham. Men han insisterer.»hvis jeg kom til jeres land ville folk jo gøre det samme for mig«. Jeg grubler lidt over, hvad jeg skal sige til det, men afbrydes af endnu et»velkommen til Syrien«, fra den flinke mand, der nu har betalt for vores mad. Så går han. Uden at bede om det mindste retur. Overrumplede stirrer vi efter ham og ser ham dreje om det næste hjørne. Det kan godt være, at Syrien er et militærdiktatur, og at man fra officielt hold ikke altid er så vilde med de vestlige lande. Men det mærker vi nu ikke meget til fra de lokale, der krydser vores vej. De besidder en sjælden oprigtig og uforbeholden gæstfrihed, som ikke synes at være af denne tid og verden. Som i så mange andre af verdens slyngelstater belønnes rejsende, der tør tage til steder, som kun de færreste andre besøger, ofte med jomfruelige oplevelser og en fantastisk imødekommenhed. Læg dertil den traditionsbundne mellemøstlige gæstfrihed, så har du et godt billede af befolkningen i Damaskus. Videre mod Beirut Efter et par dage med en permanent diæt af kebab, og efter at have vandret Damaskus gamle basarer og moskéer tynde, er det tid til at drage videre fra verdens ældste kontinuerligt beboede by. Rygsækkene er fyldt op med silke og andre gode sager, og vores hoveder er fulde af indtryk fra mødet med de venlige mennesker. Forude venter Beirut og Libanon. Den gule amerikaner-deletaxa, der holder foran Baramke busholdepladsen og fuldstændig ligner den, vi ankom med nogle dage forinden, er hurtigt fyldt op. Vi er klar til at tage videre på nye eventyr i det uforståeligt gæstfrie Mellemøsten. Praktiske oplysninger Transport Vi fløj (i 2002) med Lufthansa til Amman (via Frankfurt). Flybilletten købte vi på slagtilbud direkte fra flyselskabets stand på rejsemessen i Bella Centret til kr retur. Fra Amman til Damaskus tog vi en deletaxa til 20US$. Overnatning Kostede 10$ pr. nat for et dobbeltværelse på Al-Haramein som ifølge Lonely Planet er Damaskus eneste sande backpacker-ghetto hotel. Visum Kan dd. ifølge udenrigsministeriets hjemmeside fås dækkende 15 dage ved indrejse til Syrien. Det bør dog tjekkes om dette også gælder ved rejser over land. I 2002 var reglen, at man kun kunne få visum ved grænsen, hvis ens eget land ikke havde en syrisk repræsentation, og selv om Danmark ikke har en sådan (den nærmeste ambassade ligger i Stockholm) kunne man dengang ifølge mange jordanere risikere alligevel at blive afvist ved grænsen. Vi tog chancen, rejste op til den syrisk-jordanske grænse og var heldige at få et visum for omkring 40 US$ pr. person. Vores palæstinensiske medpassager i deletaxaen fra Amman til Damaskus. Taxaen gjorde stop ved et par tankstationer undervejs. Her stod vand i kander, som man frit kunne forsyne sig med.

10 t e m a Sy d ø s ta s i e n Sydøstasien - Blandt smukke gule piger med alt for store fødder I Vietnam fejres det kinesiske nytår (Tet) blandt andet med omfattende fyrværkeri. Sydøstasien har så mange højdepunkter, at det er vanskeligt at vide, hvor man skal ende og hvor man skal begynde. Der er skyhøje bjerge, dybe jungler, gamle templer og travle byer. Der er bountystrande og der er tryllebindende ritualer, og så bor der nogle af verdens venligste mennesker. Sydøstasien har det hele. Faktisk er der ingen steder i verden, hvor man kan rejse gennem en sådan mangfoldighed af kulturer og geografi med en sådan lethed. Og så er det et af de sikreste rejseområder i verden. De fleste berejste har allerede været flere gange i Sydøstasien, men er du ung og skal til at starte dit backpackerliv, så start med at flyve til Bangkok og tag det derfra. Du får oplevelser der forandrer dig for altid, så du er ikke den samme gamle Polledreng, når du kommer hjem. Du er blevet oplyst, som Buddhisterne siger. En rundrejse i Sydøstasien er nutidens dannelsesrejse. på den anden side af grænsen, hvor der holdt en flok ramponerede gamle japanske arbejdspickupper. Det var den videre transport. Der var ingen sæder bag på ladet, men ikke desto mindre blev der plads til tolv backpackerere med rygsække. Det tog godt otte timer at køre de hundrede og halvtreds kilometer, og halvvejen kørte vi ad den bombede og minesprængte hovedlandevej. De huller der var så store, at der kunne ligge en bil nede i dem, kørte vi uden om. De mindre huller kørte vi igennem. Hold kæft hvor fik jeg ondt i røven. Ofte var markerne bedre at køre på end hovedvejen, så det gjorde vi en stor del af vejen. Det er godt nok lidt af en chance at køre ind på markerne. Der ligger stadig landminer, men vi skulle helst være fremme før mørkets frembrud, så vi ikke blev overfaldet af nogle af de mange bevæbnede landevejsrøverbander, fortalte chaufføren. Det var alligevel nået at blive mørkt, da vi blev sat af på Hotel Sunway i Seam Reap, men vi klarede den, selv om vi lignede en flok krigsinvalider, da vi gik ind i receptionen på det lille hotel chaufføren anbefalede. Gratis tøjvask og happy smoke Det var mere det, at hostellet lå lidt for langt fra centrum, end prisen på fyrre kroner for et dobbeltværelse med bad, der var grunden til at jeg og min nye rejsekammerat Pierre fra Belgien tænkte på at finde noget mere interessant. Vi talte fransk sammen, så hotelejeren ikke kunne forstå hvad vi talte om. og da han troede det var prisen vi diskuterede, kom det gode tilbud. Jamen prisen er inklusiv gratis tøjvask og free happy smoke, sagde han og pegede på en stor papkasse fuld af marihuana midt på gulvet. Vi kikkede smilende på hinanden og slog til. Og så var vores tøj jo osse blevet godt støvet på pickupturen. Så alt i alt var det et tilbud vi ikke kunne sige nej til. Jeg fik aldrig set Angkor Wat De andre backpackere som boede her, var meget happige. De fleste havde satset på bare at blive et par dage i Siem Reap for at se Angkor Wat, men flere havde været her i ugevis. Når man kom ind i restauranten om morgenen, kom der øjeblikkelig en joint sejlende forbi, jointene cirkulerede rundt om det store fællesbord, og alle røg med. Så der gik aldrig mange minutter, før jeg osse blev happy, og det var jeg så resten af dagen. Der kom hele tiden en ny joint sejlende forbi. Så sad vi og fortalte røverhistorier hele dagen og følte os enormt happige. Om aftenen var der videofilm. Man kunne selv vælge filmen, og alle ville se Killing Fields, som jo handler om Cambodja. Og der var altid en ny backpacker, der også lige skulle se den. Så jeg så den samme film hver aften i fem dage, og den bliver jo ikke dårlige af, at man har nydt en joint. Efter at have set Killing Fields og været happy i fem dage, sagde jeg pludselig nej tak til den morgenjoint jeg blev tilbudt. Jeg rejser Tekst: Arne Runge Foto : Per Allan Jensen, Søren Padkjær og Arne Runge Bangkok, hovedstaden i Thailand, er simpelthen hovedstaden i Sydøstasien, det er det letteste og billigste sted at flyve til, og som backpacker er der kun et sted at bo i Bangkok og det er på Kaosan Road, gaden der aldrig sover. Her ligger et hav af små hostels, barer, fastfoodsteder og internetcaféer. Der er tusindvis af backpackere fra hele verden samlet i en gade, der er mindre end Istedgade i København. Der er dømt party. Om aftenen klæder de lokale unge piger sig ud og tager læbestift og højhælede sko på, og de vil alle sammen gerne have en hvid kæreste med en stor næse. Men pas på hvis du er fuld - det er ikke alt der skinner der er guld, en del af pigerne, oftest de smukkeste, har lidt for store fødder. Der er venner alle vegne, i Bangkok er du kun alene når du selv vil. Jeg har lavet flere rundrejser fra Bangkok, og på denne tur havde jeg besluttet mig for at besøge Cambodja, Vietnam og Laos. I receptionen på mit hostel hang der et skilt om daglige busafgange til Siem Reap i Cambodja. Jeg havde ingen anelse om, hvor Siem Reap lå, eller at der i denne by lå et berømt gammel tempelområde som hed Angkor Wat, hvortil folk kom fra hele verden kun med det ene formål, at se Angkor Wat, et af denne verdens syv vidundere. Jeg var helt blank, da jeg tog af sted, og tænkte bare på at opleve hvad der nu måtte dukke op undervejs. Cambodja har verdens mest hullede landeveje Der var vildt kaos ved Poipet, grænsen mellem Thailand og Cambodja. Chaufføren fra vores flotte airconditionerede bus satte vores rygsække af midt på landevejen og sagde farvel. Farvel, råbte vi, skal vi ikke til Siem Reap. Jo, råbte han tilbage, der er videre transport på den anden side af grænsen. Vi havde betalt for transport helt til Siem Reap i Cambodja, og flere troede, at vi var blevet snydt. Men man skulle bare selv gå over grænsen og vise pas. Der var betalt for den videre transport Sen eftermiddag i Hoi An i det centrale Vietnam. 18 GLOBEN nr. 37 / September 2009

11 til Phnom Penh, der går en pickup om en halv time, og hvis jeg ryger med nu, kommer jeg aldrig af sted, svarede jeg. Jamen du fik jo ikke set Angkor Wat, svarede de. Phnom Penh Jeg havde stadig ondt i røven, da jeg satte mig op bag på pickuppen mod Phnom Penh for at gennemføre endnu ti timers kørsel på verdens mest hullede landevej. Og jeg var helt ødelagt, da de læssede mig af ved et Guesthouse i Phnom Penh. Her var der heldigvis ingen free happy smoke, men indgangen til gæstehuset var altid fuld af motorcykeltaxiknægte med lommerne fulde. Så alle var alligevel meget happige. Gæstehuset lå lige ud til Boeng Kak Søen, og en bro førte ud til restauranten, som lå på en stor tømmerflåde. Der sad mindst tredve happige backpackers og røg happy smoke og så videofilm døgnet rundt. Killing fields, Deer Hunter, First blood og Pearl Harbour. Her havde de fleste osse boet i ugevis. Det var varmt, meget varmt, fyrre grader i skyggen og vindstille. Man var simpelthen nødt til at sidde helt stille foran en ventilator for at overleve. Man behøvede heller ikke andet. Hotellet vaskede vores tøj og serverede mad og drikke døgnet rundt, og de arrangerede al transport videre til den næste destination. Busserne stoppede lige uden for døren, og de ordnede selvfølgelig osse visum, for dem som ville videre til andre lande. De ordnede faktisk mit visum til Vietnam tre dollar billigere end jeg skulle have betalt, hvis jeg havde haft kræfter til selv at bevæge mig op på ambassaden. Det er jo også alt for farligt at bevæge sig ud i samfundet, blev vi enige om, når vi havde røget og var meget bevidsthedsudvidede. Der er fuldt af pistolbevæbnede landevejsrøvere og røde khmerer. Landet flyder med våben ovenpå de mange krige landet har været igennem. Markerne og grøftekanterne er fulde af store, farlige, giftige, lange, grønne slanger. Og så ligger der landminer overalt. Det er mere sikkert at opholde sig i badebukser på et gæstehus, der ligger og vugger på en tømmerflåde i en smuk sø, med masser af ice-coffee, gode videofilm, og en ventilator der sender en let brise hen over det hele. Det var vi meget enige om. Jeg hørte i hvert fald aldrig om nogen, der havde været ude for ulykker. I Ho Chi Minh købte jeg en åben busbillet med stop i flere byer undervejs, op gennem landet til hovedstaden Hanoi. I bussen mødte jeg Maria, en sød spansk pige, som jeg rejste sammen med et par uger. Hver gang vi kom til den næste af byerne på den åbne billet, stoppede bussen ved et budget hotel. Når man ville videre gav man bare receptionen besked, og næste morgen hold bussen klar til afgang til næste by. Det var næsten for nemt. En dag i Hanoi Der var varmt i Hanoi. Allerede ved femtiden stod solen og bragede ind gennem vinduet. Vi vågnede badet i sved, selvom ventilatoren kørte på højeste hastighed. Termometret havde allerede passeret tredive grader. Vi stod mindst ti minutter under den kolde bruser, men få minutter senere rendte den salte sved igen ned ad ansigtet. Vi skyndte os ud af hotellet og ind på den nærmeste cafe med aircondition og fik en stor kop Ice Coffee med masser af Ice. Til morgenmad, fik vi lysebrune biller, som knaste mellem tænderne, og blødkogte befrugtede hønseæg med et lille sort foster indeni. Ude på gaden var vietnameserne allerede i fuldt sving med dagens gøremål. Pludselig åbnede himlen sine sluser. Regnen væltede ned i tykke tove. Vi var midt i regntiden, og temperaturen faldt et par grader. Vietnameserne tog deres regnponchoer på og arbejdede videre. Ti minutter senere holdt regnen op igen, lige så pludselig som den begyndte. På markedet drak vi et par fadøl med isterninger. De skulle drikkes hurtigt, før isklumperne smeltede. Der var alle slags dyr til salg på markedet, alt der kan gå, kan spises i Vietnam. Biller og kakerlakker i tusindvis kravlede forvirret rundt i store gryder. Frøer på størrelse med kattekillinger, var lige som kyllinger, ænder og duer bundet Rejsen til Sydøstasien bød ud over happy smoke på storslåede seværdigheder, smukke gamle byer, trafikmylder i det centrale Hanoi, munke og kulinariske overraskelser

12 sammen i bundter. Lydene fra dyrene blandede sig med motorcyklernes evindelige dytten og vietnamesernes højrøstede snakken i et toneleje, der ligger et par oktaver højere end vores vestlige sprogleje. Lugten mindede mere om kloak end om køkken. Vi dinerede på en lokal restaurant, siddende på små babystole. Hønseæggestokke og hundepik. Maria rødmede da hun opdagede, at hun var i gang med at spise pikhovedet. Om aftenen gik vi i operaen. De sang falset på vietnamesisk, iklædt smukke farvestrålende dragter og parykker. Vi fattede ikke en skid. Jeg bildte Maria ind, at det var Madame Butterfly og forklarede hviskende handlingen. Hun nikkede og troede på mig og hvem ved, måske var det Madame Butterfly. Et par dage senere rejste Maria tilbage til Spanien og jeg fortsatte alene til Laos. Laos, pludselig blev alt stille Fra at blive behandlet som superstar i Vietnam og Cambodja, blev jeg nu nærmest ignoreret. Folk var meget stille, de næsten hviskede til hinanden. Der var kun få biler og det var uforskammet at bruge bilhorn, fik jeg at vide. Der var ingen musik på caféerne. Nothing but silence. Før var det sjovt at prøve at spise hønseæggestokke og hundepikke, frøer og skrubtudser, men nu havde jeg fået nok. Her var ingen spisekort. og maden så meget utiltalende ud. Gu ved hvad jeg spiste. Jeg har i alt fald set firben, salamandere, slanger, hunde, rotter og mus på markedet. Ingen talte andet end laotisk. Det eneste rigtig sjove var, at en liter fem og fyrre procent risbrændevin kun kostede fire kroner. Det var til gengæld skide sjovt. Jeg drak en liter om dagen, spædede den op i colaen, kaffen, theen og maden, for at dræbe bakterierne, som jeg var sikker på var i alt jeg drak og spiste. Jeg gik rundt og grinte til alle jeg mødte, men kun børnene grinte tilbage. De voksne holdt sig for munden og turde ikke grine. De har sgu' ikke meget humor her i Laos, tænkte jeg, mon det var kommunismens skyld, eller mon det stadig var krigens traumer. Laos var det land der led mest under Vietnamkrigen. Tilbage i Thailand Jeg kom gående ned af hovedgaden i Nong Kay, den første by på den thailandske side af grænsen til Laos. Jeg gik og kikkede på facaderne for at finde et gæstehus. Pludselig stod der Danish Bakery over en café. Indenfor sad der en flok højrøstede danskere. De drak mere Mekong whisky end de spiste dansk wienerbrød. Jeg satte mig ned ved deres bord og de fortalte mig, at de var fastboende danskere i Thailand. Jeg kom i snak med Sven og Bent, som begge var gift med thailandske piger og Før var det sjovt at prøve at spise hønseæggestokke og hundepikke, frøer og skrubtudser, men nu havde jeg fået nok. boede i hver sin lille landsby femhundrede kilometer sydpå. På grund af visumreglerne i Thailand måtte de tage til Laos hver tredje måned for at få ny opholdstilladelse. De overnattede så her i Nong Kai og legede når katten er ude, nu de var væk fra konerne, eller kaloriebomberne, som de kaldte dem. Jeg legede når katten er ude med dem et par dage, puh ha - det var sgu' hårdt, og da de kørte sydpå, sad jeg på bagsædet af bilen. Den første uge boede jeg hos Sven og hans kaloriebombe. Sven var landsbyens rigeste mand. Daglønnen i området lå på seksogtyve danske kroner, og Sven fik sekstusinde kroner sendt ned fra sit bistandskontor i Danmark hver måned. Så han var bare rig. Vi slappede af, hørte 60'er musik og MARTS 2009 / nr. 35 Globen M e d l e M S b l A d f o R d e b e R e j S T e S K l u b det CArIbIske hav På tomlen fra ø til ø venezuela en tennisgal nation MALAWI eventyr og mærkelige drømme ChILe landet der bringer smilet frem Globen Te ma: Caribien DECEMBER 2007 / nr. 30 M E D l E M s B l a D f o R D E B E R E j s t E s K l u B - et hjørne af paradis Tema: Sydamerika - eventyret lever JAMAL HALVØEN Rensdyrnomader i sibirien drak de syv flasker Mekong whisky, som Sven havde smuglet med over grænsen fra Laos. En gang imellem tog vi knallerterne op til købmanden og snuppede en elefantbajer, lavet på licens her i Thailand. Den var kommet til at hedde Chang Beer, men elefanterne på etiketterne var der, så den var god nok. Bent var osse landsbyens rigeste mand. Han boede hundrede kilometer sydligere end Sven, i landsbyen Charrat. Bent havde sejlet hele sit liv, og nu var han kaptajn på et dansk skib. Hans thailandske kone havde sejlet som kok på skibet, indtil skipperen løb med hende. Hold kæft hvor var hun god til at lave sovs og kartofler, det var som at komme i himlen efter to måneder med ris. Jeg tog fem kilo på de syv dage jeg boede hos dem. Bent kørte mig rundt i sin 4-hjuls trækker og viste mig de smukkeste steder. Vi besøgte blandt andet ruinerne i Pimai og Nationalparken Aob Luang. Efter besøget hos Bent tog jeg toget til Kanchanaburi, som ligger godt hundrede kilometer vest for Bangkok og fortsatte med dødstoget over River Kwai broen. Broen over River Kwai Broen Death Railway Bridge, blev verdensberømt med filmen Bridge on River Kwai og spænder over Khwae Yai floden, en biflod til Mae Klong floden, et par kilometer nord for Kanchanaburi. Broen, som blev bygget af allierede krigsfanger under anden verdenskrig, var en lille men strategisk del af dødsjernbanen til Burma og var i brug i tyve måneder, indtil de allierede bombede den i nittenhundredefemogfyrre. Turen, som blev kaldt for dødsruten, var det den smukkeste, farligste og mest interessante togtur jeg nogensinde havde prøvet. I samfulde fem timer kravlede toget langs med floder, gennem bjergtunneller, over skrøbelige simple træbroer, på spor konstrueret på betonpiller, langs bjergsiden hundrede meter over floden. Vi passerede Hell fire pass og den berygtede bro hen over floden Kwai, en kopi som blev bygget efter den originale blev bombet. Heldigvis var det tilladt at ryge i de thailandske toge, ellers havde jeg bestemt fået op til flere hjerteanfald af skræk. Da jeg om aftenen kom tilbage fra dødsruten, og nærmede mig hotellet ad en lille junglesti, hørte jeg musik der kom inde fra gæstehuset. Musik jeg kendte. Det var den der, tjener jeg vil ha' mere øl, eller som den hedder på engelsk, The River Kwai March. Gæt så hvilken film der var på videoen den aften. Endnu en følsom erfaring på livets landevej i Sydøstasiens dejligste land Thailand. Bliv passivt medlem af De Berejstes Klub og få 4 numre af Globen + andre fordele Alt dette får du for kun 300 kr. pr år: Medlemsbladet Globen tilsendt hvert kvartal (68 sider spækket med spændende rejsestof og gode billeder) 10% rabat på udvalgte rejser hos Penguin Travel 15% rabat på vaccinationer hos 'Rejseklinikken' i Charlottenlund 10% på vaccinationer hos Udlandsvaccinationen på Skejby Sygehus 15% rabat på køb hos 'Friluftsland' 15% rabat på køb hos '540 Shop' (ikke udsalgsvarer) 25% rabat på køb af rejsebøger og kort hos 'Scanvik Books' 5 kr's rabat pr. genstand i 'Café Globen' Mulighed for at deltage i specielle arrangementer (visse møder, grupperejser etc.) Så nemt er det: 1. Klik ind på vores hjemmeside berejst.dk og klik på bliv passivt medlem eller 2. Send en mail til passiv@berejst.dk Aktivt medlem: Hvis du føler dig rigtig berejst kan du måske blive aktivt medlem, hvis du opfylder vores skrappe betingelser. Klik dig ind på berejst.dk og læs mere. VA T I K A N E T overgav sig endelig GLOBEN nr. 37 / September

13 t e m a Sy d ø s ta s i e n Filippinske highlights Velkommen til et øhav med over 7000 øer, til et land med kamphaner og karaoke, med vulkaner og øde strande, med overdekorerede jeepneys, et land hvor du kan tage på ø-hop i dagevis uden at møde mange mennesker, og hvor en færgetur kan byde på alt fra vækkelsesprædikanter og nonner til basketball kampe og galende kamphaner og hvor selv bagerierne er bevogtet af bevæbnede sikkerhedsvagter. Filippinerne er på grund af sin fortid under amerikansk styre også det land i Asien, hvor folk er bedst til engelsk, så der er gode muligheder for at komme lidt tættere på befolkningen end i mange af de andre lande i regionen. Dette er mine personlige highlights i Filippinerne fra 3 rejser i 1998, 2000, og Nogle steder er kendte, mens andre er mere eller mindre ukendte : Port Barton (Palawan) Hyggelig landsby ved stranden på Vestkysten af Palawan. Næsten alle i Port Barton er enten ejere af en båd eller kender nogen, som er ejere af en båd, så det er nemt at aftale en dagstur med ø-hopping med en af de lokale fra byen. Man kan tilbringe nogle rigtigt hyggelige dage ved at sejle rundt i området sammen med en af de lokale, som til dagligt bruger båden til fiskeri, og tit kan man spise grillmad på stranden til frokost på en af de øde øer. 5: Camiguin Island (nord for Mindanao) Vandreturen til krateret af vulkanen Mount Hibok-Hibok starter i mørke med lommelygter for at man kan nå toppen, inden skyerne kommer ind og dækker udsigten og ned igen inden aften. Det er en hård og svedig tur, men fra toppen belønnes man med udsigten over White Island, som nærmest ligner en halv atol i sand ud for Camiguiens kyst. Der er også mange andre gode vandreture man kan tage selv, når man lige har hvilet benene en dags tid efter at have været på Hibok-Hibok. 2: El Nido (Palawan) Et fantastisk klippeø-landskab i stil med Krabi i Thailand eller Vietnams Halong Bay, men med en følelse af, at man mere eller mindre har det hele for sig selv. Lej en båd og sejl på opdagelse i et ø-hop paradis mellem masser af ubeboede øer. Mange små hemmelige strande og laguner, man kun kommer ind til via en sprække i klippen, som nærmest er usynlig, hvis man ikke er lokalt kendt. 4: Chocolate Hills og Nuts Huts (Bohol) Midt på Bohol ligger et mærkeligt landskab med masser af bakker og høje, som med lidt fantasi godt kan ligne chokolade toppe, deraf navnet Chocolate Hills. Man kan sagtens bruge nogle dage med at udforske området til fods ved at vandre ud til landsbyerne, sætte sig ved den lokale kiosk (som findes i selv den mindste flække) og falde i snak med folk. Når man bliver træt går man ud til hovedvejen og vinker den næste bus ind til siden. Fra restauranten i Nuts Huts er der udsigt direkte ud til junglen og intet andet. Hytterne er af backpacker standard og ligger direkte ud til Loboc floden, hvor man også kan leje små kanoer, eller man kan blive sejlet over på den anden side af floden og tage på vandretur. Tekst og foto : Elsa Ranzau 1: Donsol (Luzon) Hvalhajer i massevis. Ingen andre steder i verden byder på så store chancer for at se hvalhaj, at man i sæconen (november til maj) er tæt på at kunne påstå, at der er hvalhaj-garanti. Dykning er ikke tilladt istedet sejler man ud i små udriggerbåde med maks. 6 passagerer og snorkler med hvalhajerne. Hver båd har en kaptajn og en Butanding (Tagalog for hvalhaj) Interaction Officer ombord. I løbet af to dages snorkeling i området så jeg hvalhaj over 40 gange, hvilket lyder som en løgn men ikke er det! Jeg oplevede at snorkle ned sammen med én hvalhaj og dykke op med en anden. Jeg så hvalhajer i alle størrelser og en enkelt hvalhaj med et fiskenet viklet om halen (her gælder det om at holde sig væk, når hajen dykker, så man ikke bliver trukket med ned). Der er så mange hvalhajer, at man tilsidst næsten ikke gider hoppe i vandet ved hver ny Butanding sighting...og det er jo i alle henseender et luksusproblem. 6: Negros I sukkerplantagerne på det nordvestlige Negros bliver de gamle damplokomotiver stadig brugt i forbindelse med sukkerrørshøsten. Det er ikke en egentlig turistattraktion, men hvis man selv tager ud til en af plantagerne og opsøger direktøren, får man nok lov til at få en rundvisning mellem de gamle damptog, som holdes i live af et team af mekanikere og ingeniører med imponerende evner for at reparere alt. Vores høfligste optræden resulterede i, at vi blev inviteret på cola og kaffe på direktørens kontor og efterfølgende vist rundt blandt damplokomotiverne. Hvis man er heldig at ankomme i høstsæsonen (eller hvis man er parat til at sige farvel til en større sum penge) kan man få lov at køre med som damplokomotivfører. Området er et større opdræts-og træningscenter for kamphaner, og hvis man falder i snak med nogle af kamphane-opdrætterne, kan man få lov at se, hvordan de træner hanerne. Træningsmetoderne omfatter bl.a. styrketræning for hane-benmusklerne (de går på et special blandet underlag af høvlspåner og savsmuld, som giver stærke benmuskler). På Filippinerne kan man også købe speciel kamphane-shampoo om doping også har bredt sig til hanekamp-sporten ved jeg ikke. GLOBEN nr. 37 / September

14 8: Siquijor Øen Siquijor egner sig perfekt til at udforske på motorcykel. Der er ca 80 km rundt om øen, hvilket passer fint med, at man kan bruge en hel dag på at køre rundt, inklusiv stop i forskellige byer og strande. 7: Apo Island (Syd for Negros) Apo Island er en lille klippeø beliggende ud for Negros. Havet rundt om øen er udlagt til undervandsnationalpark og lokker dykkere til med noget af den bedste dykning og snorkling i Visayas-øgruppen. Fiskene er mærkbart større her end uden for nationalparken, og da øen primært er klippe er der ikke meget udvaskning af mudder og partikler derfor er vandet ofte meget klart og sigtbarheden i top. k l u b i n f o 100-landsjubilæum: Øyvind Løkkeberg Af Søren Fodgaard Dykningen er overraskende god, og for det meste er der ikke mere end et par dykkere i vandet i hele farvandet rundt om øen. Omkring marts-april måned er det fiesta-tid, hvor de forskellige byer holder hver deres fiesta. Det er et overdådigt ædegilde, hvor der laves uhyrlige mængder af mad i de private hjem, og hvor man inviterer sine familiemedlemmer fra andre egne af Filippinerne. Så går man fra hus til hus og spiser lidt hvert sted. Også rejsende bliver vinket til side. når de passerer forbi på vejen, og inviteret ind og spise med og når det er sket 4-5 gange på en eftermiddag, er det svært at fremvise den store appetit. Efter fiestaerne sker det sommetider at hele øen er løbet tør for sodavand eller øl. 10: Biliran Island (nord for Leyte) En af de meget lidt besøgte øer i Visayas ø-gruppen. Masser af gode vandreture til bl.a. vandfald. Her slog jeg følge med en gruppe børn, som viste vej til vandfaldene, og som på vejen fandt ananas og kokosnødder til vores frokost. Lørdag-søndag er Store-Picnic-dag på Filippinerne, også på Bilirans strande. Her får man ikke strandene for sig selv men tilgengæld kan man blive inviteret med til familiepicnic. 9: Malapascua (nord for Cebu) Don t look up with your mouth open...you know bat shit siger min dykkerinstruktør, idet vi dykker ind i hulen på Gato Island en hule hvis loft er tæt besat af flagermus og med et fælt duftende regnvejr fra hulens loft. Jeg vælger at stole på hans råd og holder munden solidt bidt sammen til vi dykker ned og ud gennem tunellen, som fører os ud på den anden side af øen. Her ligger tre små revhajer og sover under et klippefremspring og ænser os ikke. Gato Island er en lille klippeø, beboet af en enlig nationalpark-vagt, ca to timers sejlads fra Malapascua. Dagen før har jeg ved daggry dykket med tre meter lange tresher sharks (cirka halvdelen af hajens størrelse udgøres af halen). Vi dykkere sidder på bunden på cirka 30 meters dybde, da der kommer to tresher sharks ind på meget tæt hold aldrig før har en gruppe dykkere været så hurtige til at komme op i båden igen efter dykket! 11: Risterrasserne ved Banaue og Batad (Luzon Island) Banaue er hovedbyen i området men en større oplevelse er dat at tage ud til en af landsbyerne, hvoraf mange kun kan nåes ved at tage en jeepney så langt som muligt, og derefter gå resten af vejen gennem risterrasserne. I landsbyer som fx Batad bor man midt mellem risterrasserne og i lokale hjem, som måske lejer et enkelt værelse ud til turister, og hvor man spiser sammen med familien om aftenen og måske bliver inviteret på risbrændevin. - Hver gang jeg er i København prøver jeg at finde tid til at komme herind. De serverer en rigtig god Hof, siger Øyvind Løkkeberg, mens han kigger på den flotte skumkrone. Vi sidder på Vinstue 90 på Gl. Kongevej i København. Stedet der er kendt for slow beer, som det tager et kvarter at skænke op. - I det hele taget sætter jeg pris på god mad drikke. Når jeg rejser prøver jeg at finde en god restaurant om aftenen med lokal mad gerne fisk og skaldyr og lokalt øl. Her i København besøger jeg også gerne Nørrebro Bryghus og BrewPub. Øyvind er 55 år og bor i Bergen. Han blev optaget i klubben i 2000, hvor han havde besøgt 63 lande. Øyvind er et af de ret få medlemmer i Norge, og han blev opmærksom på klubbens eksistens gennem en artikel i norske Aftenposten. Så vidt han ved findes der ikke nogen tilsvarende klub i Norge. Anledningen til vores møde er, at Øyvind har passeret de 100 lande, og mit første spørgsmål bliver, hvorfor han rejser: - Det vigtigste er nok, at jeg vil se hvordan folk lever rundt om på kloden, siger Øyvind. Der er nogle rigtig spændende steder, som jeg vil have oplevet mindst én gang i livet som Machu Picchu, Påskeøen, Galapagos, Grand Canyon, Kinesiske mur, Ayers Rock og Samarkand og jeg mangler pyramiderne i Egypten. Jeg vil gerne besøge steder igen, hvor jeg trives godt. Jeg er mindst en gang om året i Berlin og Wien jeg boede i Wien i studietiden og taler flydende tysk men jeg kommer også tit i København, de græske øer samt Østeuropa, især Ungarn. - Hvad er dine bedste rejseoplevelser? - Min første tur udenfor Europa i 1979 rager højt op. Den var med den transsibiriske jernbane til Kina, som dengang var næsten helt lukket for turister. En anden stor rejse var den første tur på Interrail i Det var min første rejse udenfor Norden, vi var nogle venner fra gymnasiet som rejste sammen, og vi ville selvfølgelig se så meget af Europa som muligt på en måned. - Jeg har siden rejst en del med mit arbejde. Jeg er civilingeniør i Elektrisitetstilsynet, og en del af mit job er at kontrollere det elektriske anlæg på norske skibe rundt om i verden. - Land nr. 100 var øen St. Lucia, men jeg fandt den ikke så interessant, da den var lidt for turistpræget. Dominica og Grenada var mere spændende. Et andet meget spændende sted var Galapagosøerne, hvor jeg sejlede rundt i en uge. Det var fascinerende at opleve søløver, iguaner, skildpadder, pingviner, søfugle og falke, som kom helt tæt på, fordi de ikke var bange for mennesker. - Jeg rejser normalt på egen hånd, med rygsæk og med lokale busser og gerne med tog, hvis det er muligt. Jeg tager ikke de helt billige hoteller, for i min alder vil jeg gerne have en vis komfort. Jeg rejser gerne til større byer, hvor jeg går rundt og ser, hvordan almindelige mennesker lever. Det skal være lidt civiliseret, og jeg tager ikke på længere ture i ødemarken. Jeg er også en af de få nordmænd, som ikke løber på ski. Jeg tager af og til en charterrejse fordi det er nemt men så rejser jeg rundt på egen hånd i landet. - Jeg har besøgt alle lande i Europa (dog ikke Vatikanet) og jeg har besøgt alle lande i det tidligere Sovjetunionen (bortset fra Turkmenistan). Jeg er også fascineret af territorier. Jeg har besøgt 22, og i det sidste år har jeg været i Turks and Caicos (som det første medlem af klubben, red.), Nordcypern, Galapagos, Martinique og de Nederlandske Antiller. Jeg har nået 104 lande nu, men jeg vil fortsætte med at besøge 1-2 nye lande om året. Mit største hvide område på kortet er Vestafrika, og andre rejseplaner omfatter Brasilien, Nordkorea og Turkmenistan. Det må gerne være lidt besværlige og lukkede lande, hvor det er svært at komme ind, såsom Kina i 1979 eller Iran i Hvad er dine værste rejseoplevelser? - I 1990 blev jeg hypnotiseret og bestjålet i en bybus i Jakarta. Jeg havde spurgt en mand om vej til stationen. Han fulgte mig hen til en bus og satte sig over for mig. Han kiggede direkte på mig og snakkede og snakkede jeg kan stadig huske hans øjne. Pludselig sagde han, at nu var vi der, og jeg gik ud, men der var ikke nogen station. Jeg fandt derhen, men da jeg skulle betale for billetten opdagede jeg, at min skjorte var knappet op, og en anden person havde skåret hul i min pengekat, der hang på maven. Væk var penge og rejsechecks men pas og flybillet var der heldigvis. Jeg fik erstattet checkene, men det værste var faktisk dette at blive totalt frataget kontrol over situationen. Det kogte i mig i flere dage efter. - Du er et af de få norske medlemmer og kan derfor ikke være med til så mange aktiviteter? - Jo, men jeg synes det fungerer fint. Jeg har været med til fem julefrokoster siden jeg meldte mig ind, men jeg har desværre ikke haft mulighed for at deltage på andre medlemsmøder. Jeg har været på to klubture (til Madagaskar og Etiopien) i det seneste år og kender derfor flere medlemmer godt. Og så læser jeg Globen, det er jo et glimrende medlemsblad, og jeg følger også jævnligt med på hjemmesiden. GLOBEN nr. 37 / September

15 Cartagena Columbia Transport Hvis man ikke har råd til en bil, må man klare sig med en forvokset knallert - som her i Baranquilla. Galge Inkvisitionens hovedkvarter i Cartagena er indrettet til museum, og dette er husets galge. Blas-de-Lezo Den enarmede, etbenede og enøjede Blas de Leso slog i 1741 et engelsk angreb mod Cartagena tilbage. Denne usædvanligt spraglede bybus kører rundt i Cartagena - undtagen i kaffepauserne. 5ting du ifølge Niels Iversen skal vide om Cartagena og resten af Columbia 2 Den centrale plads er opkaldt efter frihedshelten Simon Bolivar, El Libertador, der bragte det spanske kolonistyre til fald i starten af 1800-tallet. Han kunne dog ikke forhindre det nye Stor-Colombia i at blive splittet op i flere stater. Vil man vide mere om uafhængighedskrigene, er det dog snarere Bogotá man skal besøge. 4 Columbia blev længe betragtet som et af verdens farligste lande pga. narkobaroner og oprørsbevægelsen FARC. Men præsident Uribe, der kom til magten i 2002, har ført en hård lov-og-orden-politik, og nu kan man igen besøge hovedparten af dette interessante land uden at blive skudt eller kidnappet. Der kræves ikke visum til Colombia (op til 3 mdr). Juan-de-Jesus Den gamle bydel i Cartagena er fuld af pittoreske gader som denne, Calle San Juan de Jesus. Pedro-de-Claver San Pedro de Claver levede selv spartansk, men hans kirke (med museum) er ikke just spartansk. Plaza-Bolivar Alle latinamerikanske byer har en central plads, og i Colombia hedder den Plaza Bolivar - også i Cartagena. 1 Cartagena var et af spaniernes hovedstøttepunkter i Amerika. Da byen var blevet plyndret af Francis Drake, blev den befæstet efter alle kunstens regler både til lands og til vands, og siden blev den ikke indtaget. Alle disse fæstningsværker (incl. fortet San Felipe) er bevaret. Det samme gælder inkvisitionens hovedkvarter. 3 Der er masser af rutebiler, og de afgår stort set til tiden, men nogle af dem bruger derefter hele og halve timer på at samle flere passagerer op på underlige rastepladser. Luksusbusserne er merprisen værd. Cartagena har et udmærket bybussystem, men selv lufthavnen ligger indenfor gåafstand. Rutebilstationen ligger derimod noget afsides. 5 Den begrænsede turisme er centreret om kystbyen Cartagena, hvor de fleste pakketurister bor på en kedsommelig landtange udenfor byen. Cartagena har imidlertid en gammel bydel, der er optaget på UNESCO s seværdighedsliste, og det er naturligvis her man skal bo (eller evt. i bydelen Getsemani, der er billigere). Casa-Bolivar, Bogotá Ved foden af bakken Montserrate kan man besøge Bolivar s hus, men han tilbragte ikke meget tid her. Guldmuseum, Bogotá Bogotá s guldmuseum rummer også andet end gyldent flitterstads - her en rekonstrueret skaktgrav. Maloka, Bogotá I en vestlig udkant af Bogotá finder man Maloka, et moderne eksperimentarium med Omnimaxkino. 28 GLOBEN nr. 37 / September 2009 GLOBEN nr. 37 / September

16 t e m a Sy d ø s ta s i e n På Det var opfyldelsen af en gammel drøm om friheden på to hjul blandt Nordthailands bjergstammer og gennem de jungleklædte bjerge. Turen blev et nyt eventyr, for jeg havde kørt her før. Selvom det altid er farligt at vende tilbage og forsøge at genoplive gamle eventyr som var legendariske i drengerøvsårene, så var både jeg og Thailand så forandrede, at vi stadig passede sammen. Tekst og foto : Nikolaj Witte tohjulet eventyr i Den Gyldne Trekant En motorcykelrejse gennem Nordthailand På vej mod Den Gyldne Trekant, der er noget rent eventyr i at trille rundt på sin motorcykel i Thailands bjerge også nu hvor opiumsmarkerne er væk. Det er let at leje motorcykel i Thailand, du behøver end ikke kørekort selvom det selvfølgelig er en god idé. Bare lej den størrelse du føler for, bed om en hjelm og fyld tanken så venter eventyret. Thailand tager buddhismen meget alvorligt, og mens vi kørte på motorcykle gennem de nordlige bjerge søgte vi selvfølgelig velsignelse ved de små altre for det kan vel aldrig skade Morgendisen ligger tykt mellem junglens træer og dækker vejen. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle vikle mig så godt ind og få brug for varme vanter i dejlige solvarme Thailand, men højden, den tidlige morgen og disen gør det til en rystende kold oplevelse at sidde overskrævs på en Honda Phantom. Jeg ser en bonde der går lands vejen - han er også kommet tidligt op. Han stopper op, og jeg ser han er i klædt h mongers karakteristiske tøj. Det er sort, men med blå bånd, og han er som næsten alle mændene særdeles kortklippet. Han vender sig om, og mens han bapper lidt på piben nikker han kort, og jeg flyver forbi ham. Kan man genopleve og genopfriske et eventyr? For snart femten år siden lejede jeg og en god kammerat to fede offroa- dere i Chiang Mai. Vi anede ikke hvad vi lavede, havde ikke den store erfaring, og var bare klar på den vildeste drengerøvstur. Vi kørte i et par uger på alt fra junglestier langs Myanmars grænse til motorveje, hvor vi kunne give den gas. Vi mødte det ægte Thailand, i betydningen det primitive Thailand med stammerne, elefanterne og vandbøflerne. Det var en tur der siden har stået i min erindring som helt perfekt, og ikke så sjældent har jeg fortalt min kæreste, Pernille, om den. Nu står jeg igen i Chiang Mai og vil vise Pernille, hvorfor en motorcykeltur i Thailand er helt enestående og indbegrebet af et rejseeventyr. Vi er mere forberedte, har kørekort og har undersøgt sagen på nettet, men turen skal stadig bare være frihed blandet med thai-charmen. Fra trafikkaos til ren idyl Bagagen er surret på, Pernille er kravlet op bagpå, og motoren spinder. Langsomt triller vi ud fra hotellet, dytter til farvel og befinder os i trafikken langs voldgravene. Venstrekørsel er ikke et stort problem, og nu da tanken er fuld, sætter vi kursen mod bjergene, for vi vil begynde med at besejre Thailands højeste bjerg, Doi Inthanon. Trafikken er tæt, for det er anden juledag, og thaierne skal også på udflugt. Vi nærmer os toppen af bjerget, trafikken er snart så tæt, at den går i stå, og til sidst er den stakkels motorcykel tæt på at give op overfor varmen, de mange mennesker og det evige første gear. Da jeg kigger mod højre, ser jeg Doi Inthanons velkendte pagoder, men mod venstre ser jeg en vej væk fra feriekaoset, og uden den store tøven slår jeg blinklyset til, og allerede få kilometer nede ad vejen kan vi begge mærke, at dette er det helt rigtige. Vi suser ned ad bakker og op ad bjerge. Junglen er så skøn som kun i Sydøstasien, og selvom lyden af motorcyklen dominerer, mærker jeg den dampende og levende skov overalt omkring os. En nudelsuppe er den perfekte kontaktskaber Pernille peger ind foran mit ansigt, og jeg følger hendes finger. Hun peger på den lille landsby, eller i hvert fald et par små hytter, der ligger langs vejen. De ser ud til at sælge en sodavand og hvem ved hvad ellers, så jeg holder ind. Jeg parkerer motorcyklen, og mens vi fjerner hjelmene, hilser vi på de lokale, der smilende nikker. Der bliver en smule postyr over de pludselig ankomne gæster, men da vi peger lidt på de andres mad, står det lysende klart hvad vi vil, og uden den store ventetid kommer der rygende varm nudelsuppe. Ungerne leger rundt i bambushytten, og de gør alt for at vise sig fra deres mest charmerende side. De smiler skælmsk mens vi snakker om, hvor vi mon skal overnatte i nat. Nytår a la thai Et par dage senere er vi på vej mod Pai. En lille, ligegyldig landsby i bjergene, eller det var den for femten år siden. Jeg kan knap nok huske, at jeg stoppede her, men siden har vi ved flere besøg i Thailand hørt rejsende snakke om Pai med samme blik i øjnene som alle backpackere får, når de tror de har fundet The Beach altså det uopnåelige rejseparadis. I skal bare tage dertil, gentager de. Det fik os til at holde os langt væk, men nu er det blevet den 31. december og tid til at finde en fest, så vi vender forhjulet mod Pai. Vi kan fornemme nytårsfesten i luften, og mens menneskemængden rundt om vores motorcykel når nye højder, tænker jeg, om det var så smart at ankomme ud på aftenen til årets fest uden reservation. Efter de første fem hoteller og fem gange nej desværre spørger vi om muligheden for at købe et telt og slå det op nede ved floden sammen med de andre festaber. Heldigvis finder vi 30 GLOBEN nr. 37 / September 2009 GLOBEN nr. 37 / September

17 til sidst et hotel, der netop har fået en aflysning, og Pais bedste hotelværelse, eller i hvert fald et ledigt et, udlejes til spotpris dagen taget i betragtning. På vej ned i byen bliver vi igen og igen overrasket over den udvikling som Thailand har været igennem; de klassiske backpackersteder er blevet overtaget af unge thaier med penge på lommen. Det gælder Khao San i Bangkok, Ko Pan Nang og nu også Pai. Vi spotter en falang hvid turist i ny og nær, men det er klart unge thaier fra Chiang Mai og Bangkok der dominerer, og de kommer til at dominere hele aftenen på den fede måde. Klokken nærmer sig midnat, og teknofesten kører langs floden i to konkurrerende lejre, men helt anderledes stille og smukt står folk på broen og sender oplyste, kæmpestore papirlamper mod himlen. De svajer og tager langsomt fart. Vi får hjælp til vores tre indkøbte lamper, og der er vældig entusiasme for at vise os, hvordan man gør, og selv en betjent kommer til for at sikre, at de sendes mod himlen med ønsker om et godt nyt år for os og alle andre. Til høstfest blandt bjergenes stammer Vejen væk fra Tha Ton - en landsby der ligger idyllisk nede ved floden - snor sig som en slange, og solen skinner fra en himmel med kun enkelte, fotogene skyer. Det er to dage siden nytårsfesten, og i tavshed mere summer vi ud ad vejen end vi suser, for vi har valgt oplevelserne frem for farten. Hverken motorcyklen eller vejen indbyder til ræs, og vi nærmer os langsomt en større landsby. Da jeg kigger mig omkring, ser jeg usædvanligt mange folk fra Thailands bjergstammer, alle iklædt deres smukke og farverige tøj. Der er en markedsplads til højre for vejen, og jeg skynder mig at holde ind. Det er en tehøst-festival, fortæller de os, og vi er meget velkomne. Der er helt klart mindst en der har drukket noget stærkere end te, for med cool solbriller og stammeklæder forsøger han at sparke gang i festen. Mens han passer sit eget show, laver kvinderne, dog med hjælp fra et par enkelte mænd, en traditionel dans og et show. De er iklædt høje, farvestribede hatte, sorte dragter med meget flotte, farverige ærmer, og om halsen, og alverdens andre steder, har de sølvsmykker en masse. Hvad der fascinerer mig endnu mere er deres fantastiske tivoli, alt bygget i bambus, med gynger og pariserhjul. Der er mange grin, og det er tydeligvis ikke hver dag teen kommer i hus. Udsigten til Myanmar og burmeserne Hvis vi har et mål med turen, så er det Mea Sai, den nordligste by på grænsen til Myanmar. Jeg husker det som en lettere tosset udpost med rigtig gangster- og grænsestemning. Jeg husker at have boet på et lille guesthouse, hvor ejeren stolt holdt kæmpe pytoner i restauranten. Jeg husker også et par dejlige hoteller langs grænsefloden, hoteller som jeg den gang ikke havde råd til, for de kostede - og koster stadig kroner den gang en formue, i dag en ganske rimelig pris. Vejen til vores hotel er ikke let, og motorcyklen sniger sig ad noget, som minder mere om en skrøbelig gangsti end en vej. Som belønning, og bare fordi det virker perfekt, vælger vi en bungalow lige ned til floden med terrasse og god udsigt til Myanmar. Solen går mod horisonten, og pludselig spotter jeg en mand i floden. Så kommer der en mere og en mere. Det er tydeligvis burmesiske dagarbejdere, der krydser grænsen her en god kilometer fra broen og den officielle grænseovergang. Næste morgen ser vi hele showet igen, denne gang bare fra Myanmar til Thailand. Ud på aftenen sidder vi på en bar/ restaurant og falder i snak med en falang, der bor på disse kanter. Mens han hælder dagens dosis af Chang øl indenbords og blærer sig med sin gigantiske off-roader, slår det mig, at Mea Sai sandelig stadig ikke har mistet sin tiltrækning på tosser. Lidt snøvlende og ikke altid helt sammenhængende fortæller han om det praktiske i at have en burmesisk kæreste, for de har tilladelse til at være her i området, men må ikke rejse længere ind i Thailand, og så har man jo styr på hende. Ind i hjertet på Den Gyldne Trekant Den Gyldne Trekant, det lyder så eksotisk og dragende, så farligt og spændende. Det tænkte jeg også for femten år siden og blev en smule skuffet, for her var bare et skilt, hvorpå der stod Velkomme til Den Gyldne Trekant ingen opiumsvalmuer, ingen Khun Sa berygtet narkotika-krigsherre på disse kanter og ingen guerillahær. Dog brændte soldaterne sammen med DEA det amerikanske narkopoliti valmuemarker af, så der var en snert af spænding. Mens vi kører efter de officielle vejskilte, der leder os mod Den Gyldne Trekant, ved jeg hvad jeg går ind til, og alligevel bliver jeg overrasket, for der er virkelig stillet op til den store turistinvasion. Der er små restauranter langs hele Mekongflodens bred, og en by har taget navnet Den Gyldne Trekant. Nu skal man jo ikke dvæle ved fortiden men omfavne fremtiden, så vi sætter os ind et hyggeligt sted og nyder en kold cola. Jeg bemærker en helt ny gren af banditter, for nu er det ikke stoffer men kasinoer pengene kommer fra. Thailand er ikke begejstret for, at folk spiller om penge, men thaierne elsker det, så de har bygget et dejligt, stort kasino på en ø ude i floden. Det er vel Myanmars territorium, men der reklameres med, at visum og pas ikke er nødvendigt bare kom og spil. Mens vi kører videre, smiler jeg ved mig selv over, hvordan Thailand har udviklet, sig og hvordan det lykkes mig at genopleve et eventyr eller måske ikke så meget genopleve som at skabe et nyt. Vandbøflerne blokerer vejen og vores videre fremfærd. Mens vi holder stille og kigger på dem, kan jeg kun tænke, at Thailand stadig har det hvad det så end er - som giver drømme, frihed, eventyr og en rejse, som brænder sig fast. Billede øverst til venstre: En herlig fyr til tefestivalen som festede for vildt med de cool solbriller og en skrattende højttaler i hatten. De andre deltagere til festivalen var delt begejstrede for ham men han var nu festlig. Billede øverst til højre: Udsigten fra de hyggelige og romantiske bungalows på den ene side Thailand og på den anden Myanmar. I de tidlige morgentimer og igen om aftnen krydsede burmeserne floden for at arbejde i Thailand. Billede i midten: Undervejs blev vi inviteret til tefestival hvor bjergstammerne fra nær og fjern kom iklædt deres fineste traditionelle tøj. Der var gynger, pariserhjul og fest i gaden. Biillede nederst til venstre: Nytåret fejres også i Thailand, på en yderst smuk og fredfyldt måde altså bortset fra lyden af teknofesten når papirlamperne sendes mod himlen. Billede nederst til højre: Med begyndelse i Chiang Mai, blandt alle de skønne pagoder som pryder byen, er landevejen åben for et motorcykeleventyr. 32 GLOBEN nr. 37 / September 2009

18 Vulkanen Nyiragongo. Den sorte stribe der krydser vejen stammer fra lavastrømmen Mens det rigtige Pompeji efter sigende skulle være overrendt af turister, kan dette ikke siges at være tilfældet for den udgave, jeg besøgte, i form af byen Goma i Den Demokratiske Republik Congo. På en måde kan jeg godt forstå, at mange holder sig væk. Goma er ikke det sikreste sted i verden. Tænker man sig lidt om og undersøger situationen inden man tager af sted, kan man til gengæld komme til at opleve noget helt unikt. Både i selve Goma og på vulkanen Nyiragongo, der for få år siden oversvømmede byen med lava. Tekst og foto : Morten Svane Børnehjemmet i Goma der bor flere tusinde børn, der, mens de bor der, går i skole og lærer et håndværk, så de kan klare sig bagefter. Den sorte vulkan i DR Congo - På tur til Afrikas Pompeji Forberedelser til turen Da jeg først overvejede at tage til DRC var jeg temmelig bekymret over, hvorvidt det var en god idé. Skulle jeg skrive en plus/minus-liste over grunde til at tage af sted, ville der være to punkter i hver kolonne. Første punkt på plus-siden var Goma - en by, der for nylig var blevet oversvømmet af lava, men stadig var beboet. Det andet punkt var vulkanen Nyiragongo efter sigende en af kun tre vulkaner i verden med en åben lavasø, og i øvrigt den største af slagsen. På minussiden ville være to oprørsgrupper, FDLR og CNDP - ikke ligefrem noget man har lyst til at beskæftige sig med på sin ferie. FDLR var formet af de tidligere hovedansvarlige for Rwandas folkemord og var nok den værste af de to grupper, men CNDP s leder var stadig tosset nok til aldrig at ville fotograferes uden et scepter i hånden, hvilket i mine øjne også var lidt foruroligende. Hvor glad jeg end er for vulkaner, besluttede jeg mig til - indtil videre - at droppe at tage til DRC. Jeg havde dog alligevel svært ved at slå idéen helt ud af hovedet, og i de efterfølgende måneder prøvede jeg at danne mig et overblik over oprørsgruppernes positioner i DRC. Jeg søgte på google news om DRC hver dag og tjekkede de bynavne, hvor der skulle være oprørere, på google maps. Det virkede som om Goma, der også var den by hvor FN s styrker MONUC havde hovedkvarter, lå et stykke væk fra, hvor der var oprørere, så jeg begyndte at tænke, at det nok var ok at tage dertil alligevel. Kort efter rykkede CNDP så mod Goma, og de stod på et tidspunkt kun fem kilometer fra bygrænsen, midt mellem byen og vulkanen. Der var ikke noget at gøre, og jeg valgte igen at droppe DRC. I slutningen af januar skete der så pludselig noget uventet. Rwandas og DRC s regeringer, der ellers havde brugt de to militser til at føre en proxy-krig mod hinanden, besluttede sig for at blive gode venner igen. Fra den ene dag til den anden, og uden at hverken FN eller andre anede hvad der foregik, gav DRC sin gamle fjende Rwanda lov til at krydse grænsen for at bekæmpe FDLR. Det første Rwanda gjorde var dog at arrestere deres egen allierede, CNDP s leder Laurent Nkunda. Resterne af CNDP blev integreret i DRC s hær, der nu sammen med Rwandas hær nu vendte sig mod FDLR. Den næste måned blev FDLR trængt et godt stykke ind i landet, og mange krigere besluttede sig for mod amnesti at vende tilbage til Rwanda. Operationen varede kun til sidst i februar, og FDLR eksisterer stadig, men de var trængt længere ind i landet. CNDP var væk. På utrolig vis var et puslespil gået op. Den form for konfliktløsning har jeg aldrig hørt om før i Afrika, og det er al ære værd, at to gamle fjender på den måde lagde stridighederne bag sig. For mit vedkommende betød det, at der ikke længere var militser i nærheden af Goma. Med en plus/minus-liste kun bestående af plusser, pakkede jeg nu kufferten og tog til DRC. Da FDLR også var jaget væk fra Bukavu længere mod syd, besluttede jeg mig for at tage dertil på vejen og få sejlturen over Kivu-søen med i købet. Bukavu Da jeg sammen med et par venner krydsede den lille militærbro fra Rwanda til DRC kunne jeg godt mærke, at jeg på trods af forberedelserne var lidt ubekvem ved situationen. Når jeg kiggede ud af vinduet var det dog let at glemme, hvor jeg var på vej hen, for naturen i området er virkelig flot. Området er meget bjergrigt, og Kivu-søen, der udgør grænsen til Rwanda, er også er utrolig smuk. Situationen blev gjort lidt mindre alvorlig af, at vores minibus var fyldt af vasketøj, der hang til tørre. Busturen var startet i Burundi, men på vej til DRC var vi krydset ind i Rwanda. Her har man åbenbart haft et problem med, at plasticposer svinede for meget. I stedet for at indføre bøder for folk der svinede, havde man valgt den noget sjovere løsning at forbyde plasticposer ved lov. Vores plasticposer var derfor, som det smuglergods det var, blevet konfiskeret ved grænsen, og mit våde vasketøj måtte derfor hænges til tørre i bilen. Der var flere der kiggede underligt efter os, da vi kom kørende. Da vi krydsede grænsen var vi positivt overraskede over, at grænsevagterne ikke prøvede at kræve bestikkelse. Vi havde læst, at der ville være en del af den slags i DRC, så vi var forberedt på det værste. Lommerne var ellers fyldt med 1 og 5-dollar-sedler, man lige kunne stikke folk, hvis der blev problemer. Dem blev der ikke brug for. Af uransaglige årsager går små sedler til en lavere vekselkurs end store i Østafrika. Vores trick med at veksle bestikkelsespenge var derfor galt på mere end en måde. Slidte sedler var desuden endnu mere ildesete. Det opdagede vi i Goma, da vores receptionist prøvede både at lokke os til at bytte en ny 100-dollar-seddel til en der lignede en brugt karklud. Måden hvorpå han lokkede os var at vække os tidligt, så vi var lidt groggy, og så ellers bare vifte med karklud-sedlen, råbe og se farlig ud. Vi råbte lidt tilbage, men hele situationen var så åbenlyst dum, at det var svært at tage ham rigtig alvorligt, så vi gik ind og drak noget kaffe i stedet. På grænsen til Bukavu var vi stadig lidt overraskede over vores grænsevagters opførsel. De smilede til os, stemplede i vores pas, og var åbenbart slet ikke interesseret i at bede os om penge. Vi havde dog stadig en sund skepsis, og da de spurgte, hvor vi skulle bo, og derefter påstod, at de første tre steder vi nævnte, ikke længere eksisterede, voksede denne skepsis. Vores guidebog var under et år gammel, og selv om tingene kunne gå stærkt, virkede det næsten for utroligt. De var dog meget insisterende, og da de nu havde været søde ikke at kræve bestikkelse af os, valgte vi at køre til et hotel, der ifølge dem skulle eksistere. Bukavu var en mærkelig blanding af flot og hærget. Først og fremmest var den hærget. Der var beskidt og mudret alle vegne. Man kunne se rester af fordums storhed med gamle belgiske villaer, der for det meste ikke var vedligeholdt. Byen ligger på en række halvøer, der strækker sig ud i Kivu-søen. Ifølge folk vi talte med boede der stadig velhavende folk i flotte huse ude på halvøernes spidser, men der kom vi ikke ud. Det jeg kan sige med sikkerhed er, at centrum ikke var beboet af velhavende folk. Det var ret fattigt. Vores hotel var et godt eksempel på noget, der kunne have været overdådigt men i virkeligheden var usselt. Som udgangspunkt var det egentlig ret flot og hyggeligt, men som resten af byen var det ikke særlig velholdt. Nogle værelser havde varmt vand, andre myggenet, ingen begge dele og ingen af dem var forsøgt rengjort længe. Vi havde kun meget kort tid i Bukavu, da Goma var hovedmålet for turen. Det blev til en enkelt gåtur inden mørket faldt på. På turen gik vi for sjov forbi det hotel vi først havde planlagt at bo på. Da vi fandt stedet, var det eneste vi kunne se en ruin med et skilt, hvor der stod Hotel Bellevue. Der havde et par måneder før været jordskælv i byen. Grænsevagterne havde åbenbart haft ret. GLOBEN nr. 37 / September

19 Pakistan ligger jo også langt fra Danmark, men her var vi alle på udebane, og så var vi lidt på samme hold, hvis man kan sige det sådan. Hyggeligt. Goma. Små huse på deres lava-grunde, med lava-stakitter, der adskiller dem fra lava-vejen. Sejlturen over Lake Kivu Bukavu ligger ved Kivu-søens sydlige bred og Goma ved den nordlige, så den skulle vi over. Sejlturen var dog et mål i sig selv, så det var helt fint. Som man måske næsten kunne forvente, når den nu ligger i DRC, var Kivu-søen ikke en almindelig sø, men en potentielt farlig sø. Det er åbenbart ikke nok med krige, vulkanudbrud, jordskælv, fattigdom og oprørsgrupper i området. Politiken bragte inden vi rejste en artikel om den med overskriften Verdens farligste sø. Problemet er, at der på bunden er meget store CO2-forekomster, der kan boble op til overfladen og kvæle folk og få skibe til at synke. Lignende forhold i en sø i Cameroon har kostet mange dødsfald, så faren var reel, selv om man skulle være temmelig uheldig for at der skete noget. Som en lille bonus har Kivu-søen også store forekomster af eksplosiv metangas. Der arbejdes for tiden på at udvinde energi af gassen og dermed fjerne risikoen og tjene penge samtidig. Skulle man alligevel et kort øjeblik glemme, hvad der var sket med byen, kunne man bare kigge op. Så stod vulkanen Nyiragongo og skumlede i baggrunden med sin konstante røgsøjle. Undervejs på sejlturen viste de verdens dårligste film. Jeg forstod ikke sproget, men kunne alligevel forstå, at den primært handlede om, at handicappede var sjove. De lokale elskede den. Heldigvis kunne man gå lidt udenfor og nyde udsigten en gang imellem. Selv om det var overskyet, var det en flot sejltur. Bukavu var virkelig nydelig fra søsiden, og undervejs var der både frodigt og bakket. Intet slog dog synet af Goma, der lå klemt inde mellem søen og den enorme vulkan Nyiragongo. En fiskehandler på markedet i Goma Vi lærte nogle flinke folk at kende på turen, men også nogle lidt mindre flinke. En stor del af passagererne mente, at når man nu havde 6-7 timer at slå ihjel sådan en hverdagsmorgen, kunne man lige så godt drikke sig stive. Øllene kostede desværre penge, men på denne båd var der heldigvis fire vesterlændinge med. Da sådan nogle jo er lavet af penge, blev de spurgt om øl ret mange gange. Det gad de frække vesterlændinge dog ikke, hvilket gjorde et par af passagererne irriterede. En enkelt gang resulterede det i at en fyr sagde fuck you til os ti gange. Derefter tilbød de os at komme hjem på vores hotel med en fisk i bytte for øl. Efter endnu et høfligt afslag fra mig og endnu et fuck you fra ham, bad han om min adresse og telefonnummer, så vi kunne holde kontakten når jeg kom hjem. Han fik en falsk adresse og alle var glade igen. Lavabyen Goma I Goma tjekkede vi ind på endnu et flot, men hærget hotel. Byen var om muligt endnu mere slidt at se på end Bukavu, hvilket selvfølgelig var fair nok, når den nu for syv år siden var blevet dækket af lava. Det gav den et meget særpræget udseende, og man kom i en underlig stemning af det, men det var også med til at gøre den til et virkeligt fascinerende sted. Lavaen var til stede overalt. Vejene var af lava, hegn mellem huse var lavet af lava, og nogle steder kunne man direkte se størknede lavastrømme midt inde i byen. Der er også stadig udbrændte huse rundt omkring. Skulle man alligevel et kort øjeblik glemme, hvad der var sket med byen, kunne man bare kigge op. Så stod vulkanen Nyiragongo og skumlede i baggrunden med sin konstante røgsøjle. Vulkanudbruddet havde betydet, at store dele af byen nu lå i et niveau halvanden til to meter højere end tidligere. Når man gik på hovedgaden, var man derfor som regel på højde med husenes første sal. Stueetagerne var blevet gravet ud igen, og skulle man ind i et hus, måtte man derfor gå lidt ned ad en skråning først. Som et ekstra lille pift til byens udseende, der gjorde det hele komplet bizart, var der utrolig mange lilla og turkise huse. DRC har som flere andre østafrikanske lande en meget liberal reklamelovgivning, hvilket betyder, at firmaer må indgå aftaler med folk om at male deres huse med firmaets logo. Vi blev fortalt, at firmaet det første år betalte for malingen og efterfølgende et beskedent beløb om året. Teleselskabet Zain var specielt glad for denne form for markedsføring, og deres brands farve var desværre lilla og turkis. Man kunne se mindst et lilla hus i Goma lige meget hvor man stod. Selv den centrale rundkørsel i byen var malet. Folk var ikke så vant til at se hvide mennesker i byen. I hvert fald ikke turister. Børnene kaldte os for MONUC i stedet for det normale muzungu man ellers hører i Østafrika. MONUC er FN s mission i DRC, der har hovedsæde i Goma. Ræsonnementet må enten have været noget i retning af, at hvide mennesker altid er fra FN, eller at MONUC var et andet ord for hvid. Det lød lidt skørt i hvert fald. En mor, der sad i sin forretning, opfordrede en dag sin lille pige til at hilse på mig. Hun gik meget forsigtig hen til mig, rørte min hånd et splitsekund og løb om bag moren igen. Sådan en muzungu/ MONUC/hvid mand var åbenbart lidt farlig at se på for sådan en lille en. MONUC var talstærkt til stede i byen. Det var måske ikke hver tiende bil, der var fra FN, men tæt på. Derudover var der andre FN-afdelinger som UNHCR samt en del NGO er. Langskæggede pakistanske FN-folk sad bag i bilerne og gav nogle gange thumbs up til en, når de kørte forbi. Det man først og fremmest laver i Goma er at gå rundt i gaderne og se, hvordan folk lever. Turistattraktioner er der ikke mange af. Så er det i hvert fald meget Goma-specifikke ting, som at besøge en udbrændt kirke, et børnehjem eller et vulkanobservatorium. Da vi selv var studerende, valgte vi at tage forbi Goma University. Vi satte os på en bænk udenfor og kiggede lidt, og som mange andre steder i Østafrika betød det, at vi efter to minutter var omringet af interesserede folk. En studerende ved navn David viste os rundt i bygningen. Mens udsigten fra universitet slår Københavns Universitets med flere længder (Lake Kivu til den ene side, Nyiragongo til den anden) er jeg nu alligevel glad for at gå på KU i stedet. Goma University bestod af en slidt betonbygning i fire etager med en masse smadrede vinduer. Trappen man brugte gik desværre på hver etage igennem nogle af klasseværelserne. Det kan umuligt være godt for koncentrationen, og den skulle man ellers tro, at der var brug for, for de stuver mere end dobbelt så mange studerende ind i lokalerne som i Danmark. Vi mødte også Hector, lederen af de studerendes vagtkorps ca. 40 mand, der skal dæmpe gemytterne, når der er problemer. Da vi spurgte ind til, hvad sådanne problemer kunne være, gav han det eksempel, at hvis nu en studerende var blevet slået ihjel, kunne de andre studerende godt blive sure og gå ned på gaden og brænde ting af. Så ville vagtkorpset prøve at få dem til at opføre sig ordentligt igen. Hurra for KU. Vulkanen Nyiragongo var desværre lukket på grund af frygt for udbrud af søstervulkanen Nyamuragira. Vi prøvede at lave de største hundeøjne vi kunne, for at få lov at komme derop, men det hjalp ikke. Når folk i et fattigt land af sikkerhedsårsager siger nej tak til flere hundrede dollars er det selvfølgelig også noget man skal tage alvorligt. Det var bare ekstremt ærgerligt, da jeg gerne ville have overnattet deroppe og kigget på lavaen om natten. Goma var nu interessant nok i sig selv, så det går nok. Desuden har den en lufthavn, og nu har jeg en god grund til at vende tilbage. Fem dage er selvfølgelig ikke nok i et land på størrelse med Vesteuropa, men vi havde booket en gorillasafari i Rwanda næste dag, og når man har betalt 3000 kr for en times underholdning, så møder man op. Problemerne i DR Congo DRC har ikke altid haft det lige let. De seneste år har landet været centrum for to krige, den seneste kaldet Afrikas verdenskrig, da ikke mindre end ni landes hære var involveret. Begge krige havde udgangspunkt i folkemordet i Rwanda i På tre måneder dræbte dele af Rwandas største befolkningsgruppe, hutuerne, op mod en million af mindretallet, tutsierne. Mens militsen Interhamwe var hovedansvarlig for myrderierne, deltog mange almindelige borgere også i dem. Sideløbende med folkemordet kæmpede en tutsi-oprørsgruppe, ledet af landets nuværende præsident Paul Kagame, for at indtage landet. Da det lykkedes, flygtede store dele af hutubefolkningsgruppen ud af landet, bl.a. til DR Congo (dengang Zaire). Både Interhamwe og uskyldige flygtede, og mange omkom undervejs. Resterne af Interhamwe dannede oprørsgruppen FDLR (De Demokratiske Styrker for Rwandas Befrielse) med det mål at få magten i Rwanda igen. Med støtte fra DRC s hær har FDLR spredt død og ødelæggelse blandt landets eget tutsi-mindretal i det østlige DRC, og gruppen har også af og til krydset grænsen til Rwanda. Det resulterede i, at Rwanda og Uganda i 1996 indtog landet og indsatte en venligsindet præsident, Laurent Kabila. Rwanda og Uganda tog godt for sig af naturrigdommene i DRC mens de var der, og dette, kombineret med et lidt for stærkt ønske om indflydelse i landet gjorde, at de blev bedt om at tage hjem. Som svar prøvede de igen at indtage landet. Denne gang lykkedes det ikke, og forholdet mellem DRC og dets østlige naboer har ikke været godt siden. DRC s regering har skjult støttet FDLR, selv om de officielt har bekæmpet dem, og Rwanda har ligeledes uofficielt støttet en tutsi-oprørsgruppe i DRC, CNDP (Nationalkongressen for Folkets Forsvar) ledet af general Laurent Nkunda. Disse to militser var ikke de eneste, der huserede i landet, men det var dem, der var på spil i Kivu-provinserne, da vi først overvejede at tage dertil. 36 GLOBEN nr. 37 / September 2009 GLOBEN nr. 37 / September

20 Brunei bys splendeur, ægte som en wonderbra Lands rigdom lyser op på havet efter solnedgang t e m a Sy d ø s ta s i e n k l u b Fo r m a n d e n s kl u m m e Nyt aktivt medlem i DBK Det store roadtrip i Brunei Jeg smugler sgu en flaske gin ind i Brunei, tænkte jeg resigneret i lufthavnen i Kota Kinabalu for tvangsmæssigt at øge spændingen med udsigt til to døgn i det strengt muslimske sultanat Brunei Darussalam. Det gik ikke som forventet. Tekst og foto : Mikkel Høj Jeg fik mig placeret i det halvtomme fly fra Royal Brunei Airlines. I en rolig bevægelse klappede skærmene ned fra loftet af flyet, og velkomsten til Brunei startede højlydt. Til billeder af guldbelagte moskéer kom en klagesang ud fra minareterne; der skulle bruges fem minutter på at velsigne flyet inden afgang. Jeg tog ørepropper i. Downtown by night Jeg checkede ind på et billigt kineserhotel. I en balsal af et værelse, med gennem årtier blegnede pastelfarver, stod jeg bag tremmevinduer. Jeg gik forbi den skinnede grønne Tanqueray flaske, ved hvis side der nu lå en gul tolddeklaration, der gjorde flasken kedelig legal. Med paraply over hovedet i troperegnen så jeg ud af øjenkrogen to langbenede prosituerede, der smilede; dette land bliver måske ikke så kedeligt endda. Ved fortorvet var der en kat med fire killinger, der havde søgt ly under en parkeret, oppulent Lexus. På havnen faldt jeg i snak med én, der arbejde på flyterminalen. Han stod med nøje indstuderet lethed og kastede sit finmaskede net ud over molen, ned i det mørke vand. Hver andet minut kunne han hive fyrre-halvtres grårosa små rejer op. Hans spand var halvt fuld. Sønnen havde forskanset sig under bagklappen i en rød japanerbil. Taxibåde med hvinende motorer torpedoede over det brune vand. Unge teenagere, der havde søgt ud og væk, fandt ly under kokospalmerne. To fnisende generte piger på tretten år sad med to stolte, opvakte femtenårige knægte. Med et timewarp mærkede jeg nærmest brystet sprænges, da jeg erindrede, hvordan netop deres følelser var. Simpel sightseeing Næste dag spadserede jeg et par timer rundt i byen for at se seværdighederne. Det drejede sig om en moské og et museum til ære for sultanen og hans oppustede levnede. Derefter mere interessant en stolpeby med belle décadence. Der var 36 timer tilbage i landet, og jeg kedede mig. En hurtig beslutning skulle træffes. En time derefter stod jeg foran mit kineserhotel og skrev under på en kreditkortnota ovenpå bagagerummet af en lejebil. Rettet sat bekvemt i venstre side på japanerbilen, der duftede ny, og kilometertælleren viste da også En jomfrufærd. Moderne motorveje, billige biler og regnskove Jeg tog maskinen vestpå gennem sekundær regnskov ad en god motorvej, hvor der ikke var mange biler at overhale. Jeg drejede af vejen og kørte ind i hjertet af Brunei. Ind mod Borneos højland tyndede husene ud, til sidst kun et hus hver tiende kilometer. Jeg havde glædet mig til at se nogle kommenterede landhuse. De viste sig overraskende alle at have bliktag og med parkerede Isuzu pickups. Og med ét endte vejen med grøn mur af uigennemtrængelig jungle. Der lå blot ét enkelt langhus dér. Det er et udtryk for landets fantastiske økonomiske formåen. Et land, hvor ingen betaler skat, hvor biler til folket er subsidierede, og hvor landets egen benzin koster 1,33 kr./liter. Jeg søgte ud mod kysten og fandt et strandhotel med underholdning i form af en blødende solnedgang. Næste dag satte jeg af mod mine drømmes mål, den ægte urskov. Den uberørte tropiske regnskov, der har fornyet sig selv i uendeligheder. Der var stammer af ædle træsorter med mange op mod hundrede meter høje Dipterocarpoideae. Der var alt på naturens præmisser, løvets raslen, fuglenes kaldesang. De markerede seværdigheder var alle lukkede af, turisterne var blevet væk. Det opskårne tømmer, der var lagt ud som stier, var i hurtig forvitring i den fugtige varme. Desto sjovere var det at undersøge området. Et milliard dollars hotel Tilbage i bilen mod hovedstaden i en meditativ stemning så god som på Autobahn. Sidste stop var milliarddollar-projektet Empire Hotel & Country Club. Det var sultanens lillebror, der - som finansminister - spenderede denne kolossale sum på en 18 huls golfbane og et verdensklasse hotel i imponerende stil. Dørene blev åbnet for mig, som hørte jeg til derinde. Der var bl.a. en beskyttet tropestrand bygget ud i havet med tilhørende bølgemaskine. Der er en tilhørende, men nu deserteret forlystelsespark. Den var dog var åben den dag, Michael Jackson var købt til give koncert. Det blev et requiem for sultanens lillebror. Han blev fyret - og landflygtig. Min gin? Den blev aldrig åbnet i Brunei. Første gang man deltager i et DBK-møde, kan det godt være en lidt chokerende oplevelse. Jeg er ikke i tvivl om, at nye medlemmer synes det er uhyre spændende at være med til det første DBK-møde, og jeg tror også, at nye medlemmer kan fornemme den fantastiske stemning på møderne - men man kan godt få opfattelsen af, at der er tale om en lukket klub. Et eksempel kan være: Tour de Table: Et medlem beretter om tiden som fange hos guerillaen i Colombia, en anden fortæller om at være mål for stenkastende unger på sine cykelture rundt i verden, mens en tredje beretter om sine krigsoplevelser i Mogadishu. Spændende, spændende - men også en smule skræmmende. Et par excentriske herrer/damer begynder pludselig at fortælle om skjulte arkitektoniske perler i den mellemamerikanske regnskov, beretninger om tyske tandlægeklinikker i Afrika eller fortolkninger af fortidens rejseforfatteres beretninger fra Sibiriens udørken. Slutteligt rundes gildet af med, at en gruppe medlemmer begynder at diskutere begrebet: Berejst - har man i det hele taget rejst, når man bruger ti dage på at besøge fem lande på Balkan? Stemningen er god, om end måske en smule nørdet. Pludselig bliver man bedt om at rejse sig og fortælle om sine egne rejser - dem man har været på, og dem man er i gang med at planlægge. Første gang, man er med til et møde, er man oven i købet så heldig, at man får udvidet taletid, så man kan fortælle lidt mere om sig selv De ellers så spændende beretninger fra de tre jordomrejser, som normalt vækker begejstring hos venner og familie, dratter måske til jorden sammenlignet med nogle af medlemmernes fortællinger, og sandt at sige kan man føle sig en smule på glatis, når man rejser sig og skal bruge fem lange minutter på at fortælle om sig selv foran 40 fremmede - men rejsegale - personer Ikke underligt, at nye medlemmer af og til får en smule koldsved på panden, og det er faktisk forståeligt, hvis et nyt medlem ikke dukker op til møde nummer to. Medlemsundersøgelsen peger bl.a. på, at Tour de Table er en god aktivitet, men at den tager for lang tid at gennemføre. Medlemsmøderne bliver nu omstruktureret, så Tour de Table bliver afkortet. Et andet initiativ er, at vi to gange om året i hhv. øst og vest vil holde introduktionstime for nye medlemmer umiddelbart op til et formelt DBK møde. Medlemmer, der ikke tidligere har deltaget i et DBK møde, eller kun har deltaget i et enkelt møde, vil blive inviteret til introduktionstimen. Man vil blive budt på en øl/vand, og et af bestyrelsesmedlemmerne vil give en lille briefing om DBK. Her møder man nye medlemmer på lige fod med en selv, og derved har man et par ligesindede at sidde sammen med til medlemsmødet, foruden at man, i en lille forsamling, får mulighed for at berette lidt om sine egne oplevelser. Hvis man er forhindret i at deltage i første introduktionstime, så får man naturligvis mulighed for at komme med til den næste i rækken. Første introduktionstime vil være ved oktobermøderne, næste introduktionstime i april osv. Nye medlemmer kan naturligvis forberede sig på mødet med kulturen i DBK, eksempelvis via hjemmesiden, hvor man kan hente uendelige informationsstrømme om klubben og dets medlemmer. Specielt menuerne: Blå bog, Beretninger og Links, søgning har stor relevans for nye medlemmer. Afslutningsvis er et godt sted at hente aktuelle informationer, ligesom det er et godt sted at stille spørgsmål til medlemmerne. En tur på Café Globen kan endvidere give et fingerpeg om, hvad DBK står for. En af de fantastiske sider ved De Berejstes Klub er den store variation i medlemmerne, spændende lige fra vagabonden, der bruger ti måneder om året på at rejse, over forretningsmanden, der jævnligt rejser til diverse hovedstæder med jobbet, til almindelige lønslaver, hvis rejsefrihed begrænser sig til cirka seks uger om året. Der er plads til alle, der har en passion for at rejse. Variationen i medlemsskaren gør DBK til noget unikt at være medlem af, om end der naturligvis er nogle lidt nørdede medlemmer imellem - men inden længe er man inde i jargonen, og inden længe vil du for udenforstående selv blive opfattet som en rejsenørd. Og det er bl.a. det, der giver DBK kulør. Velkommen i klubben Lars Munk, formand. I ly på havnen mens far fisker rejer 38 GLOBEN nr. 37 / September 2009 GLOBEN nr. 37 / September