Servicelovens 84 om merudgifter Bilagssamling

Transkript

1 Servicelovens 84 om merudgifter Bilagssamling Denne bilagssamling indeholder blandt andet de gældende regler om servicelovens 84 om merudgifter (loven, bekendtgørelsen og vejledningen) og daværende socialminister Henrik Dam Kristensens bemærkninger til lovforslaget forud for lovens vedtagelse, fordi disse bemærkninger gennemgår den sammenhæng, som loven indgår i. Desuden er optrykt de spørgsmål fra folketingsmedlemmer og svar fra skiftende ministre, som har været rejst i Folketinget. Bilagssamlingen indeholder også samtlige Sociale Meddelelser fra Ankestyrelsen om merudgifter efter såvel servicelovens 28 (børn) og 84 (voksne), også fra tiden forud for 1. januar 2003, hvor den nye formulering af servicelovens 84 trådte i kraft. De to bestemmelser bygger ganske vist på hvert sit lovgrundlag, men der er betragtelige ligheder, og det meget mere detaljerede regelsæt for servicelovens 84 og de betragtninger om handicapkompensation, der ligger bag servicelovens 84, er i vidt omfang anvendt ved forvaltningen af også servicelovens 28 siden 1. januar Endelig er optrykt et eksempel på en mønsteransøgning, hvis enkelhed og kvalitet førte til en næsten fuldstændig bevilling, samt mit indlæg fra minikonferencen i Bella Centret i dag for nøjagtig ét år siden. Formålet med bilagssamlingen er at gøre det lettere at ansøge kommunen om merudgifter efter servicelovens 84, at forberede møder med kommunen og at anke en afgørelse fra kommunen. I betragtning af det omfattende materiale vil det for mange ansøgere være muligt at finde oplysninger, som kan være til støtte i denne situation, og som det ikke kan forventes, at kommunen eller sagsbehandleren kender. Vanskelighederne med at få reglerne overholdt i adskillige kommuner har gjort det nødvendigt med nogle ekstraordinære initiativer for på den måde at sikre brugerne de rettigheder, som Folketinget har ønsket, at de skulle have. Jeg er fuldt bevidst om, at mange ikke har mod på at gå i gang med så mange sider med tørre regler og love; men med næsten 100 bestillinger af udgivelsen på mindre end et døgn håber jeg, at kendskabet til reglerne vil brede sig som ringe i vandet. Udgivelsen af bilagssamlingen vil i løbet af sommeren blive suppleret med en egentlig gennemgang af de gældende regler, både ud fra selve regelsættet og ud fra den praksis, der har vist sig, og som langt fra udtrykkes fyldestgørende gennem de sager, som Ankestyrelsen har behandlet. Bilagene er samlet sammen fra især Folketingets og Ankestyrelsens hjemmesider. Layoutet er ændret af hensyn til læsbarheden. Regnefejl, stavefejl, slagfejl, kommafejl osv. er rettet i videst muligt omfang, men jeg vil være glad for at blive gjort opmærksom på eventuelle fejl, således at disse kan rettes, inden bilagssamlingen i opdateret form vil indgå i den samlede udgivelse. Muskelsvindfonden - den 25. maj 2005 Jørgen Lenger

2 Indhold: Servicelovens Sammenligning af servicelovens 84 før og efter 1. januar Uddrag af socialminister Henrik Dam Kristensens bemærkninger til lovforslaget (L Folketingsåret 2000/2001) Almindelige bemærkninger: Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser: Merudgiftsydelsen efter forslagets 84: Bekendtgørelsen Vejledningen Generelt Formål Betingelser for støtte Personkreds Forsørgelsesgrundlaget Ikke ret til merudgiftsydelse Hvilende førtidspension Invaliditetsydelse Udmåling af tilskud til merudgifter Bagatelgrænse Basisbeløb Ikke skattepligt Hvilke sandsynliggjorte merudgifter kan der gives tilskud til? Kost og diætpræparater Medicin Sygeforsikring Befordring generelt Befordring i fritid Befordring til og fra arbejde Befordring til og fra uddannelse Befordring til og fra behandling Handicaprettede kurser Beklædning Daglige håndsrækninger Nødvendige håndsrækninger Forsikringer Indskud i en lejebolig og andre udgifter Andre eksempler på hvilke udgifter merudgiftsydelsen i øvrigt dækker Samspil med andre ordninger Afgrænsning overfor andre bestemmelser Behandling Behandlingsredskaber Hjælpemidler, forbrugsgoder og støtte til køb af bil Nødvendig boligindretning og boligskift Nødvendig boligindretning Boligskift Respirationsinsufficiens Genvurdering regulering og opfølgning Ophør

3 år og ret til folkepension Dødsfald Betingelser ikke opfyldt Merudgifter lavere end oprindeligt antaget Invaliditetsydelse Særligt om rådgivningsindsatsen for ydelser efter servicelovens Personer, der modtager førtidspension, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler Overgang fra ung til voksen Overgang til folkepension Ansøgerens inddragelse i sagen og dennes oplysningspligt Tilsidesættelse af ansøgerens oplysningspligt og tilbagebetaling Særligt om opholdskommune, refusion og finansiering Tilkendegivelser fra socialministeren »Kan ministeren bekræfte, at mulighederne for bevilling af håndsrækninger efter reglerne for dækning af merudgifter efter servicelovens 84 i praksis og i samme omfang kan imødekomme samme behov som bistands- eller plejetillæg efter den tidligere lovgivning om førtidspension?« »Kan ministeren bekræfte, at kommunen har pligt til at tage initiativ til en konkret vurdering af, om personer, der eventuelt kan være omfattet af personkredsen for servicelovens 84, har merudgifter i tilstrækkeligt omfang til en eventuel bevilling, samt hvad konsekvensen er, hvis kommunen ikke har taget et sådant initiativ?« »Vil ministeren oplyse, om servicelovens 84 om merudgifter giver mulighed for bevilling af sandsynliggjorte udgifter af beskedent omfang eller mindre påskønnelser i form af naturalier for håndsrækninger fra naboer, venner og bekendte, samt om der med bevillingen kan pålægges modtagere af ydelsen en indberetningspligt til kommunen med henblik på oplysning til skattevæsenet?« »Vil ministeren bekræfte, at servicelovens 84 om merudgifter indebærer, at der ydes hjælp til håndsrækninger, som formuleret i den tilhørende vejledning, svarende til den fulde sandsynliggjorte udgift?« »Vil ministeren oplyse, om en kommune af egen drift har pligt til at oplyse personer, som eventuelt tilhører målgruppen for servicelovens 84, om mulighederne i den nye bestemmelse, uanset om de pågældende selv retter henvendelse til kommunen?« Vil ministeren oplyse, om udmåling af håndsrækninger som merudgift efter servicelovens 84 kan ske med en takst, der forudsætter, at den, der udfører håndsrækninger, unddrager sig betaling af skat? Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at personer med ret til merudgiftsydelse efter servicelovens 84 også modtager den ydelse, de er berettiget til? Hvilken garanti har ministeren for, at ingen borger med ret til merudgiftsydelse efter servicelovens 84 unddrages denne ydelse på grund af manglende viden om muligheden? Vil ministeren oplyse, hvilke muligheder der eksisterer for dækning af udgifter ved at have hjælpere i éns bolig i hele eller en stor del af døgnet, såfremt hjælpen er bevilget efter servicelovens 76, stk. 2 eller 3? Ankestyrelsens afgørelser Servicelovens 28 (børn) SM C SM C SM C SM C SM C

4 5.1.6 SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C Servicelovens 84 (voksne) SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C SM C Minikonference i Bella Centret om servicelovens Eksempel på mønsteransøgning

5 Servicelovens 84 (Lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring af lov om social pension og andre love (Førtidspensionsreformen) Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. Stk. 2. Udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f.eks. merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter. Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet beregnes med et basisbeløb på kr. pr. måned. Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned til kr. pr. måned, når de skønnede merudgifter overstiger kr. pr. år, svarende til kr. pr. måned. Herefter øges basisbeløbet med 500 kr. pr. måned, hver gang merudgifterne stiger henholdsvis kr. pr. år og 500 kr. pr. måned. Tilskuddet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 500. Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor. Stk. 5. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler, er ikke berettigede til ydelser efter denne bestemmelse, medmindre de tillige er bevilget personlig hjælpeordning efter Sammenligning af servicelovens 84 før og efter 1. januar Kommunen yder dækning af de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til personer med betydelige og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne. Stk. 2. Personer, der modtager social pension, kan ikke samtidig få hjælp efter denne bestemmelse, medmindre det drejer sig om personer, der har hjælpeordning efter 77. Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til hjælp efter denne bestemmelse.» 84. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne, og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. Stk. 2. Udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, fx merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger, og fritidsaktiviteter. Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst kr. pr år, svarende til 500 kr. pr måned. Tilskuddet beregnes med et basisbeløb på kr. pr. måned. Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned til kr. pr. måned, når de skønnede merudgifter overstiger kr. pr. år, svarende til kr. pr. måned. Herefter øges basisbeløbet med 500 kr. pr. måned, hver gang merudgifterne stiger henholdsvis kr. pr. år og 500 kr. pr måned. Tilskuddet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 500. Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til og betingelserne herfor. Stk. 5. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler, er ikke berettigede til ydelser efter denne bestemmelse, medmindre de tillige er bevilget personlig hjælpeordning efter 77.«5

6 1.2 Uddrag af socialminister Henrik Dam Kristensens bemærkninger til lovforslaget (L Folketingsåret 2000/2001) Almindelige bemærkninger: Forligspartierne er enige om, at Socialministeriet skal udarbejde en bekendtgørelse om ændringerne i serviceloven, med henblik på at styrke retssikkerheden og sikre ensartede kriterier for den individuelle og konkrete vurdering af den enkelte ansøger. Bekendtgørelsen skal omfatte formålet med bestemmelserne om kompensation for nedsat funktionsevne, klar definition af den berettigede personkreds, og fastlæggelse af retningslinier for sagsbehandlingen, og herunder anvendelse af skriftlige handleplaner. I tilknytning til bl.a. forslaget om, at pensionslovens ydelse til førtidspensionister er en forsørgelsesydelse udbygges servicelovens regler for serviceydelser og merudgiftsydelser, der skal kompensere nedsat funktionsevne. Sådanne ydelser foreslås derfor at være skattefri og indkomstuafhængige. Formålet med at samle reglerne om service og tilskud til konkrete behov som følge af en funktionsevnenedsættelse i serviceloven er at skabe ensartede vilkår for alle med en nedsat funktionsevne. Som følge af bestemmelsen om, at ydelserne nu retter sig til alle, vil personkredsen for servicelovens 84 være udvidet, og omfatte førtidspensionister og andre personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat funktionsevne, der betinger merudgifter ved den daglige livsførelse. Den gældende bestemmelse retter sig til en begrænset personkreds med betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Forslaget giver endvidere en standardiseret ydelse, og en høj startydelse, hvis den konkrete modtagers funktionsevnenedsættelse erfaringsmæssigt giver merudgifter udover 500 kr. månedligt og kr. årligt. Kommunerne har lang tids faglig ekspertise i anvendelse af funktionsevnebegrebet, idet alle ydelser, som efter den gældende servicelov tildeles til kompensation for en nedsat funktionsevne, bygger på dette begreb. Socialministeriet vil fastlægge retningslinier for kommunernes sagsbehandling, og herunder anvendelse af handleplaner efter 111 i serviceloven, som den nu er foreslået affattet efter forslaget om grundtakstfinansiering. Det er samtidigt vigtigt og nødvendigt, at kommunen sikrer sig, at der sker den fornødne koordination af den samlede hjælp - både inden for kommunens egne forvaltninger og i relation til andre myndigheder. Ved vurderingen af om der skal ydes hjælp efter bestemmelsen om merudgiftsydelse eller efter andre bestemmelser i serviceloven, fx bestemmelserne om praktisk og personlig bistand, er det vigtigt at kommunen holder sig formålet med at yde bistand for øje, idet der i nogle tilfælde vil være tale om flydende grænser mellem forskellige hjælpemuligheder, herunder også mellem naturalhjælp og kontantydelser. Ydes støtten som naturalhjælp har kommunen en direkte forpligtelse til at sikre kvaliteten af og indholdet i de ydelser, der gives, mens det i højere grad vil være overladt til den pågældende selv at sikre sig den rigtige bistand, hvis støtten ydes som et kontant tilskud. Derfor er det af afgørende be- 6

7 tydning at hjælpen tilrettelægges i samarbejde med modtageren, og dennes nærstående og pårørende eller værge. Her skal handleplanen fastlægge, hvilke ydelser, der er behov for, og hvilken kompensation, der kan ydes. Handleplanen kan»følge«personen rundt i systemet, kan revideres og udbygges. Merudgiftsydelsen efter den foreslåede formulering af servicelovens 84 ophører, når den berettigede fylder 65 år og opnår ret til folkepension. I forbindelse med overgang til folkepension, skal der foretages en grundig vejledning af den pågældende, hvor hans/hendes situation samlet tages op til vurdering, både med hensyn til pågældendes fremtidige økonomiske situation og behovet for praktisk og personlig hjælp, hjælpemidler m.v. Samtidig vil det være relevant at vurdere om pågældende vil være berettiget til personlige tillæg efter pensionslovens bestemmelser Funktionsevnekriteriet Med servicelovens ikrafttræden fastsattes en ny målgruppebetegnelse, idet man forlod»vidtgående fysisk eller psykisk handicap«, og i stedet anvender betegnelsen»personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne«. Årsagen til den nedsatte funktionsevne vil ofte være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, som fx syn, hørelse, lammelser, hjerneskade, men det er vurderingen af graden af funktionsevnenedsættelsen, der er afgørende for berettigelsen til de særlige handicapkompenserende ydelser, og ikke den lægelige diagnose. I FN s standardregler om lige muligheder for handicappede anvendes begrebet handicap om tab eller begrænsninger af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap betegner her således relationen mellem et menneske med nedsat funktionsevne og dets omgivelser. Handicapbegrebet bliver på den måde et dynamisk begreb, der angiver, at grænserne for, at et menneske med en funktionsevnenedsættelse kan leve et normalt liv integreret i samfundet, ændres i takt med samfundets udvikling. Det nye handicapbegreb lægger vægt på de barrierer i det omgivende samfund, et menneske med en nedsat funktionsevne støder imod, relationen mellem en persons nedsatte kropslige eller kognitive funktion og mulighederne i det omgivende samfund. Vurderingen af funktionsevnen hos det enkelte menneske bliver derfor efter de gældende regler sat i relation til de tre overordnede principper for handicapindsatsen: Solidaritetsprincippet (skattefinansiering af ydelser), sektoransvarlighedsprincippet (hver sektor er ansvarlig for»indretning«, støtte og ydelser på sit område) og kompensationsprincippet, (kompensering for følgerne af nedsat funktionsevne). Kompensationsprincippet tager udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske til menneske og fra funktionsevnenedsættelse til funktionsevnenedsættelse. Tildelingskriterierne for de enkelte ydelser er fastsat efter dette princip, og for nogle ydelser er også udmålingskriterierne fastsat her ud fra. 7

8 Kompensation sker enten ved naturalhjælp eller ved kompensation for væsentlige merudgifter. Der lægges herved på den ene side vægt på, at den handicappede skal afholde udgifter på linie med hvad alle andre har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne. Det er en helhedsvurdering af den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger til grund for både ydelser og samlet støtte. Den personkreds, der vil kunne komme i betragtning til en merudgiftsydelse, vil efter forslaget være personer med en varigt nedsat funktionsevne, som kan kompenseres blandt andet ved støtte til dækning af merudgifter. Begrebet nedsat funktionsevne bruges som ved tildeling af alle servicelovens ydelser, der skal kompensere en nedsat funktionsevne, som fx personlig hjælp, ledsagelse og hjælpemidler. Den endelige afgørelse af niveauet for hvilke merudgifter der skal dækkes, må fastlægges ved den praksis som de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse træffer afgørelse om. I den forbindelse vil den Sociale Ankestyrelse blive anmodet om i de første fem år efter lovens ikrafttræden at prioritere koordinering af praksis på dette område højt, således at der så hurtigt som muligt fastlægges en sikker praksis på området. Det er som udgangspunkt den ansvarlige bopæls- eller opholdskommune eller amtskommune, der fastlægger retningslinierne for behandlingen af de enkelte sager, og herunder hvilke procedurer den enkelte sagsbehandler skal følge, og i hvilke sager der skal indhentes faglig vurdering fra fx egen læge, fysioterapeut, speciallæge, hjælpemiddelinstitut m.fl., ligesom der kan aflægges hjemmebesøg for at vurdere boligindretning og funktionsevne. Socialministeriet vil arbejde på at opstille en metode for ensartet sagsbehandling ved vurdering af disse spørgsmål inden lovens ikrafttræden. Alle afgørelser skal efter de gældende forvaltningsretlige regler være skriftlige og begrundede og indeholde vejledning om klagemuligheder. Der er som altovervejende hovedregel adgang til at klage over en kommunal eller amtskommunal afgørelse om ydelser til enkeltpersoner til Det Sociale Nævn i det pågældende Amt. Afgørelserne herfra vil kunne ankes til Den Sociale Ankestyrelse, hvis de har principiel eller generel betydning, og herunder fx i forbindelse med nye regler og praksisfastlæggelse på området. For personlig og praktisk hjælp efter 71 i serviceloven er der fastsat særlige klageregler Retssikkerhed og metode for sagsbehandling og grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser Som nævnt er det et led i aftalen om førtidspensionsreformen m.v., at der indføres en ensartet metode for sagsbehandling af bl.a. sager om førtidspension, i forbindelse med indførelse af arbejdsevnekriteriet i stedet for erhvervsevnetabskriteriet. På tilsvarende måde vil Socialministeriet i samarbejde med kommuner, de relevante faglige praktikere på handicapområdet, og den fornødne juridiske ekspertise på området for retssikkerhed, arbejde på at udvikle en metode for sagsbehandling ved tildeling af handicapkompenserende ydelser, inden lovens ikrafttræden den 1. januar

9 Bagatelgrænse Lovforslaget indfører en absolut bagatelgrænse på kr. i årlige merudgifter, før der kan udbetales tilskud. Begrundelsen er, at det vil give en væsentlig besparelse i administrative udgifter, og der skønnes også at være en mindre besparelse i direkte udgifter. Mange får i dag omkring 150 til 300 kr. om måneden. Personer, der efter en økonomisk trangsvurdering ikke har midler til at afholde udgifterne kan få støtte efter bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik Styrkelse af retssikkerheden via indførelse af en sagsbehandlingsmetode Retssikkerhed og metode udgør et selvstændigt punkt i forligsaftalen om en førtidspensionsreform. Parterne er enige om, at der sammen med indførelse af arbejdsevnekriteriet skal indføres en metode, der kan sikre, at alle relevante oplysninger indhentes, og at borgeren medinddrages, således at hele processen med afdækning af mulighederne for at udnytte arbejdsevnen sker i tæt samarbejde med borgeren. Ligeledes er der enighed om, at der skal gennemføres en uddannelsesindsats i anvendelse af arbejdsevnekriteriet/tilkendelse af førtidspension efter de nye regler i alle landets kommuner, således at anvendelsen af arbejdsevnekriteriet sker efter hensigten og borgeren dermed får en ensartet og korrekt afgørelse. Socialministeriet har netop afsluttet et projekt om metode for god sagsbehandling på førtidspensionsområdet. Metoden sætter retssikkerhed og kvalitet i fokus. Dels gennem en tydeliggørelse af kravene til dokumentation, beskrivelse og vurdering - dels ved en fælles systematik, der reducerer afhængigheden af den enkelte sagsbehandlers erfaringsgrundlag og metode. Der skal ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt være forskel på, hvordan de enkelte sager gennemføres, men forskellene skal afspejle forskelle i borgerens situation og behov, frem for forskelle der kan tilskrives den enkelte sagsbehandler. Dette understøtter metoden til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet. Metoden er udarbejdet i tæt samarbejde med 8 kommuner, der er udvalgt således, at de tegner et bredt billede af forskelligheder blandt landets kommuner. De 8 kommuner har bidraget aktivt til at udvikle og afprøve metoden over et forløb på 2 år. Metoden er blevet til med afsæt i analyser af behandlingen af førtidspensionssager i de 8 kommuner og er efterfølgende implementeret i kommunerne. Metoden har bl.a. fokuseret på selve visitationsafgørelsen, dvs. afgørelser hvori der skal tages stilling til, om der kan påbegyndes sag om førtidspension. Det har derfor været centralt, at metoden kan afdække borgerens arbejdsevne, idet der i forbindelse med påbegyndelse af sag om førtidspension skal tages stilling til, om det er muligt at skabe forbedring via aktivering, revalidering eller behandling. Derved udgør metoden et redskab i forhold til arbejdsevnekriteriet og vil derfor kunne udgøre det metodiske grundlag for sagsbehandling efter denne førtidspensionsreform, som indebærer at arbejdsevnekriteriet indføres som tilkendelseskriterium. I tilknytning til forslaget om anvendelse af metoden ved behandling af sager om førtidspension foreslås der indført en bemyndigelsesbestemmelse i lov om aktiv socialpolitik, jf. forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og andre love (Ændring af reglerne om fleksjob, ledighedsydelse, sagsbehandling m.v.). Efter denne bemyndigelsesbestemmelse kan socialministeren fastsætte regler om anvendelse af metoden til vurdering af arbejdsevnen i forbindelse med påbegyndelse og behandling af sager om reva- 9

10 lidering og fleksjob. Sagsbehandlingen vil således skulle foregå efter samme retningslinier og med anvendelse af samme begreber ved arbejdsevnevurderingen på det sociale arbejdsmarkedsrettede område og efterfølgende i vurderingen med henblik på førtidspension. Overordnet set tjener metoden to formål: Metodens første formål er at understøtte en afklaringsproces sammen med borgeren og samtidig understøtte en udvikling af borgerens ressourcer, så de kan anvendes i arbejdsrelaterede sammenhænge, herunder eventuelt forandre borgerens opfattelse af egne ressourcer og udviklingsmuligheder. Sagsbehandleren skal gennem hele forløbet sammen med borgeren sætte fokus på muligheder frem for barrierer. Inddragelsen af borgeren understøtter dermed også retssikkerhedslovens bestemmelse om, at borgeren skal medinddrages i sagsbehandlingen. Indsatsen for at udvikle borgerens ressourcer vil normalt fortrinsvis finde sted i det forudgående sagsbehandlingsforløb. I det omfang, der fortsat arbejdes på at opnå en forandringsproces sammen med borgeren i forløbet frem mod en afgørelse om førtidspension, vil det ske som en videreførelse af det tidligere arbejde og bygge ovenpå resultaterne af den forebyggende indsats. Metoden medvirker til at sikre, at der foregår en kontinuerlig og systematisk indsamling og overdragelse af oplysninger fra det tidligere sagsforløb til en eventuel sag om førtidspension. Metodens andet formål er at understøtte, at der bliver truffet en korrekt afgørelse om førtidspension. Der skal opbygges et systematisk og relevant dokumentationsgrundlag, og afgørelsen skal begrundes på en entydig og forståelig måde. Disse to formål indebærer, at der på en og samme tid arbejdes frem mod etablering af det nødvendige dokumentationsgrundlag og frem mod at opnå en udviklingsproces sammen med borgeren. Metoden fastlægger, hvilke ressourceparametre der er centrale, når arbejdsevnen skal vurderes. Disse elementer udgør tilsammen en kortlægning af borgerens ressourceprofil. De enkelte elementer, der indgår i ressourceprofilen, er nærmere beskrevet i bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser. Ressourceprofilen skal betragtes som en ramme for beskrivelsen af og arbejdet med borgeren, hvor det afgørende som nævnt er, at alle sagsbehandlere arbejder ud fra de samme præmisser - i stedet for at foretage vurderinger, der er baseret på egne holdninger og erfaringer. Kravet om det udvidede dokumentationsgrundlag gør sagsbehandlerne i stand til at dokumentere, om borgeren har eller kan udvikle en arbejdsevne i forhold til en konkret jobfunktion. Ved at have undersøgt og beskrevet de forskellige ressourceparametre bliver sagsbehandleren i stand til at»matche«borgeren i forhold til jobfunktioner på arbejdsmarkedet. Skal der gives afslag på førtidspension, skal det begrundes med en anvisning af, hvilke jobfunktioner borgeren kan (eller kan bringes til at kunne) varetage. Det forhold, at der stilles krav om positivt at angive, hvilke jobfunktioner kommunen vurderer, at pågældende kan varetage, betyder, at begrundelserne i forbindelse med afslag og tilkendelse af førtidspension bliver mere specifikke og konkrete. For at bibringe sagsbehandlerne den fornødne viden om konkrete jobfunktioner på arbejdsmarkedet er det nødvendigt, at metoden forankres i et samspil med fx arbejdsmarkedets parter m.fl. Det afgørende er, at det ikke er den enkelte sagsbehandlers kendskab eller mangel på samme til konkrete jobfunktioner, der bliver afgørende for, om der kan tilkendes førtidspension eller ej. Det bliver såle- 10

11 des en kommunal forpligtelse at bibringe sagsbehandlerne den fornødne viden og foranstalte de fornødne samarbejdsrelationer om konkrete jobfunktioner. Herudover er der i metoden også fokuseret på en række formkrav til sagsbehandlingen. Det drejer sig om de formelle forvaltningsretlige krav for, hvordan sagsbehandlingsforløbet skal afvikles, dvs. eksempelvis overholdelse af regler for, hvordan der skal partshøres, hvilke tidsfrister der skal overholdes m.v. Som nævnt indføres samme metode i forbindelse med sager om revalidering og fleksjob, således at ressourceprofilen kan danne grundlag for sammen med brugeren at udpege den aktiveringsaktivitet eller revalideringsaktivitet, ansættelse i ustøttet job (skånejob efter de sociale kapitler) eller fleksjob, der matcher brugeren bedst Uddannelse af sagsbehandlere For at styrke de enkelte sagsbehandleres kompetencer i forhold til vurderingen af arbejdsevne vil der blive gennemført en uddannelsesindsats over for de kommunale sagsbehandlere og sagsbehandlere i de sociale nævn (statsamterne). Metoden og de udviklede værktøjer vil udgøre omdrejningspunktet for uddannelsesindsatsen. Undervisningen af sagsbehandlerne i anvendelsen af metoden til afdækning af en borgers arbejdsevne har især til formål at sikre den ensartethed i behandlingen af førtidspensionssager og den styrkelse af retssikkerheden for borgerne, som er hensigten med at opstille mere præcise krav til afgørelsesgrundlaget i en førtidspensionssag. Uddannelsesindsatsen skal tilrettelægges således, at den kan være gennemført i alle landets kommuner og statsamter inden lovforslagets ikrafttrædelse den 1. januar Der er afsat midler af satspuljen til dækning af udgifterne til uddannelsesindsatsen. Der skal ske en tæt opfølgning af den kommunale sagsbehandling både i form af løbende tilretning af sagsbehandlingsmetoden men også i form af en øget praksiskoordinering i årene efter lovforslagets ikrafttræden. Endelig skal Socialministeriet følge den kommunale sagsbehandling tæt Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser: Formålet med ydelsen er at medvirke til, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og dennes eventuelle familie, kan leve så normalt som muligt på trods af den nedsatte funktionsevne. Personkredsen omfatter personer mellem 18 år og 65 år, som har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som følge af medfødt handicap eller senere opstået sygdom eller som følge af ulykkesskader. Som eksempler herpå kan nævnes udviklingshæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion, herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse. Eksemplerne er ikke udtømmende og selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være en lægeligt diagnosticeret lidelse, der angiver en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, er det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i for- 11

12 hold til den daglige tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter og andre tilbud, der er afgørende for berettigelsen til de særlige kompenserende ydelser. Det er således ikke den lægelige diagnose og ikke arbejdsevnen, der er afgørende, men den pågældendes muligheder for at begå sig i sin daglige tilværelse. Med forslaget vil forsørgelsesgrundlaget ikke have betydning i forhold til den personkreds, der kan opnå tilskud til dækning af nødvendige merudgifter, som følge af en nedsat funktionsevne. Den foreslåede bestemmelse omfatter alle voksne under 65 med varigt nedsat funktionsevne, uanset om forsørgelsesgrundlaget er førtidspension, erhvervsindkomst, dagpenge eller andet. Reglerne om, hvem der er berettigede til ydelsen er således gjort så gennemskuelige som muligt, hvilket styrker retssikkerheden. I stk. 5 foreslås det at undtage personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, medmindre de tillige har fået bevilget hjælpeordning. Det vil sige, at personer, der er tilkendt invaliditetsydelse, eller som har fået pensionen gjort hvilende, fortsat vil være berettigede også efter den foreslåede bestemmelse i 84. Kompensation sker enten ved naturalydelser eller ved kontant merudgiftsydelse. Den handicappede skal afholde udgifter på linie med hvad alle andre har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække nødvendige merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne. Det er en helhedsvurdering af den samlede livssituation for den enkelte og dennes familie, der ligger til grund for både ydelser og samlet støtte Merudgiftsydelsen efter forslagets 84: Merudgiftsydelsen er et supplement til servicelovens øvrige bestemmelser om støtte. Merudgiftsydelsen skal sikre, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter til at få dagligdagen og almindelig livsførelse til at fungere. Anvendelse af kontantydelsesformen giver modtageren mulighed for at vælge sin egen løsning. Der kan ikke foretages en udtømmende opregning af, hvilke udgifter, der vil kunne opnås dækning for, idet merudgiftsbehovet vil være forskelligt fra person til person. I vurderingen vil bl.a. indgå pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold, erhvervsforhold, personlige forhold etc. Formålet er, at den pågældende kan fortsætte et liv så nær det normale som muligt. Merudgiftsydelse tildeles ud fra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af funktionsevnenedsættelsen, og udmåles med en startydelse på kr. pr. måned. For at komme ind i ordningen skal der foreligge sandsynliggjorte merudgifter på mere end 500 kr. pr. måned. Der tages herved højde for en del af de ulemper og ikke specificerbare merudgifter, der måtte være ved at skulle klare sig i dagligdagen med en varig funktionsevnenedsættelse. Har den pågældende merudgifter udover startydelsen, betinget af funktionsevnenedsættelsen, kan yderligere beløb udbetales i trin på 500 kr. pr. måned. 12

13 Merudgiftsydelsen udmåles på grundlag af størrelsen af de sandsynliggjorte merudgifter, den pågældende har som følge af funktionsevnenedsættelsen. Overslaget over merudgifterne fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter. Administrationen af ordningen forudsættes at blive tilrettelagt efter generelle principper og uden dokumentationskrav for hver enkelt udgift. Det er her forudsat, at modtageren årligt holder et møde med sagsbehandler/forvaltning om det kommende års forventede udgifter, hvorefter det fastsættes, om der er grundlag for startydelse eller mere. Den kontante del af ydelsen udbetales i månedlige rater. Visse ydelser kan aftales som naturalhjælp, fx taxakørsel, der kan afregnes direkte af kommunen. Opstår der uventede og høje udgifter i årets løb skal aftalen revideres. Eksempler på hvilke udgifter merudgiftsydelsen kan dække: Bistand til håndsrækninger, fx at skifte en elpære, pudse vinduer, købe ind etc. Nødvendige håndværkerudgifter. Egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin, der gives som følge af den nedsatte funktionsevne, og særlige ernæringspræparater ud over det tilskud, der evt. kan ydes efter sygesikringslovens bestemmelser. Forhøjede forsikringspræmier vedrørende familieulykkesforsikringer. Udgifter til beskæftigelse i fritiden. Udgifter til flytning, der er betinget af en nedsat funktionsevne, herunder eventuelt salær til ejendomsmægler, leje af flyttevogn m.v. Merudgifter til befordring, hvis disse ikke dækkes af andre ordninger, Med flere. Der kan ydes tilskud til merudgifter til befordring til uddannelse, behandling og fritid. Befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter andre bestemmelser, herunder eventuel støtte, der kan ydes efter 103 til personer, der på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle befordringsmidler. Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af en person med nedsat funktionsevne kan ydes efter servicelovens 99. Generelt kan der ikke gives støtte til andre udgifter, som fx forsikring, reparationer m.v. Efter en konkret vurdering kan der ydes tilskud til merudgifter, hvis der er anskaffet en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil - fx en kassebil - som følge af den nedsatte funktionsevne. Hvis en person på grund af nedsat funktionsevne ikke er i stand til at benytte offentlige transportmidler, kan der ydes tilskud til nødvendige merudgifter til befordring i egen bil i fritiden. Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget, der kan ydes i den situation. Det beror på en konkret vurdering af fx hjemmets afstand til fritidsforanstaltninger, venners hjem, mulighederne for almindelig fritidsbeskæftigelse osv. Der kan ydes hjælp til dækning af merudgifter som følge af pågældende og eventuelt pårørendes nødvendige deltagelse i kurser, som tager sigte på at sætte de pågældende i stand til at leve et liv så nær det almindelige som muligt på trods af funktionsevnenedsættelsen. 13

14 Det klassiske eksempel er deltagelse i kurser i total kommunikation (tegnsprogsundervisning mv.) for pårørende til personer med vidtgående hørehandicap. De udgifter, der kan være tale om, er fx rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusafgift, kursusmaterialer, pasning af barn/børn, som ikke skal med på kurset. Hjælp til hjælpemidler, beklædning og fodtøj og særligt udstyr gives efter bestemmelserne i 97 og 98. Herudover kan der efter 84 ydes hjælp til personer, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning e.l. har behov for særlig dyrt eller særligt udformet tøj. Det samme gælder hjælp til beklædning, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko Bagatelgrænse Lovforslaget indfører en absolut bagatelgrænse på kr. i årlige merudgifter, før der kan udbetales tilskud. Begrundelsen er, at det vil give en væsentlig besparelse i administrative udgifter, og der skønnes også at være en mindre besparelse i direkte udgifter. Mange får i dag omkring 150 til 300 kr. om måneden. Personer, der efter en økonomisk trangsvurdering ikke har midler til at afholde udgifterne kan få støtte efter bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik. 14

15 2 Bekendtgørelsen. Bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens 84. I medfør af 84, stk. 4, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002, fastsættes: Personkreds 1. Kommunen yder hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i lov om social service. Til personer, der er født før den 1. juli 1939, kan hjælpen ydes indtil det fyldte 67. år. Stk. 2. Med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. Stk. 3. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler i lov om social pension, er ikke berettigede til ydelser efter 84 i lov om social service, medmindre de tillige er bevilget personlig hjælpeordning efter 77 i lov om social service. Stk. 4. Personer, der modtager invaliditetsydelse tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler i lov om social pension, kan samtidig få dækket nødvendige merudgifter efter 84 i lov om social service. 2. Personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, når forskrifter om diæt og lignende følges. Stk. 2. Udgifter til særlige diætpræparater til personer med PKU (Føllings sygdom) og personer med Alcaptonuri afholdes af staten og udleveres af John F. Kennedy Instituttet. 3. Dækning af nødvendige merudgifter kan ske uanset ansøgerens boform. Hjælp til dækning af nødvendige merudgifter Beregning 4. Der ydes alene hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos ansøgeren. Behovet vurderes i forhold til ikkehandicappede på samme alder og i samme livssituation. Stk. 2. Udgifter, som den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige omkostninger ved den daglige livsførelse på grund af den nedsatte funktionsevne, skal afholdes af den pågældende selv. Stk. 3. Beløbet til dækning af merudgifter er uafhængigt af ansøgerens indkomst og er ikke skattepligtigt. 5. Udmåling af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte. Udmålingen skal ske for det kommende år regnet fra afgørelsestidspunktet. Stk. 2. Der laves et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter. Overslaget over merudgifterne fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter. 15

16 Stk. 3. Merudgifterne omfatter såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. 6. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned. Stk. 2. Tilskuddet beregnes med et basisbeløb på kr. pr. måned. Stk. 3. Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned til kr. pr. måned, når de skønnede merudgifter overstiger kr. pr. år, svarende til kr. pr. måned. Stk. 4. Basisbeløbet øges herefter med 500 kr. pr. måned, hver gang merudgifterne stiger henholdsvis kr. pr. år og 500 kr. pr. måned. Stk. 5. Tilskuddet ydes som udgangspunkt som en kontantydelse. Visse ydelser kan dog aftales som naturalhjælp, som afregnes direkte af kommunen. Stk. 6. Den kontante del af ydelsen udbetales i månedlige rater. Beløbet, som afregnes direkte af kommunen, modregnes i det månedlige tilskud. Genvurdering 7. Kommunen foretager mindst én gang årligt en genvurdering af ansøgerens forventede nødvendige merudgifter i det kommende år. Stk. 2. Ved uventede og høje udgifter, som forventes at være blivende skal aftalen revideres snarest. Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne er lavere end oprindelig antaget. Den årlige opfølgning vil herefter skulle fastsættes senest et år efter det tidspunkt på året, hvor den nye aftale blev indgået. Stk. 3. Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan dette ske ved en enkeltstående udbetaling uden regulering af det månedlige beløb. Dette forudsætter, at den pågældende allerede er berettiget til merudgiftsydelse efter servicelovens 84 i lov om social service. Stk. 4. For væsentlige ændringer i den pågældendes situation og behov, som er af midlertidig karakter, kan ydelsen reguleres for et kortere tidsrum. Tidspunktet for den årlige opfølgning fastholdes. Ophør 8. Merudgiftsydelsen er forudbetalt og bortfalder ved udgangen af den måned, hvor den pågældende fylder 65 år, eller hvor den pågældende dør. Stk. 2. Hvis betingelserne for tilskud efter 84 i lov om social service ikke længere er opfyldt, eller hvis det vurderes, at merudgifterne er lavere end oprindeligt antaget, og de samlede merudgifter ikke mindst overstiger kr. årligt, bortfalder tilskuddet ved udgangen af den måned, hvor dette konstateres. Stk. 3. Tilskud efter 84 i lov om social service ophører i de tilfælde, hvor en person, som hidtil har modtaget invaliditetsydelse, overgår til førtidspension efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler om førtidspension. Tilskuddet ophører med virkning fra den måned, hvor førtidspensionen kommer til udbetaling. Samspil med andre ordninger i lov om social service om dækning af nødvendige merudgifter omfatter efter sit formål ikke hjælp til egenbetaling efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning. Stk. 2. Der kan ydes hjælp til personer, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning e.l. har behov for særlig dyrt eller særligt udformet tøj. Det samme gælder hjælp til beklædning, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko, herunder ekstraordinært slid på ortopædiske sko. 16

17 Stk. 3. For dækning af merudgifter til medicin gælder, at der kun kan ydes tilskud efter servicelovens 84 i lov om social service til den del af udgiften, som ikke kan dækkes efter fx sygesikringsloven eller fra Sygeforsikringen Danmark eller andre private forsikringer. Stk. 4. Der kan ikke ydes hjælp til merudgifter, som dækkes af private forsikringsordninger. 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsning af personkredsen efter lov om social service 84, stk. 3. Socialministeriet, den 23. oktober 2002 Henriette Kjær 17

18 3 Vejledningen. Vejledning om ændring af vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap. (Dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse) I vejledning nr. 58 af 10. marts 1998 om sociale tilbud til voksne med handicap affattes kapitel 10 således: 3.1 Generelt Merudgiftsydelsen i servicelovens 84 er et supplement til servicelovens øvrige bestemmelser om støtte. Bestemmelsen viderefører den dækning af merudgifter, som hidtil har været gældende, og giver hjemmel til at dække de udgifter, som personer mellem 18 og 65 år ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Personkredsen er udvidet i forhold til tidligere og omfatter nu førtidspensionister og andre personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der betinger merudgifter ved den daglige livsførelse. Dækning af merudgifter ved den daglige livsførelse ydes som udgangspunkt som en kontantydelse og tildeles ud fra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen. Gennem denne ydelsesform får den pågældende mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst muligt kan dækkes. Visse ydelser kan dog aftales som naturalhjælp, fx taxakørsel eller medicinudgifter, der kan afregnes direkte af kommunen. Merudgiftsydelsen er skattefri og indkomstuafhængig. 3.2 Formål Formålet med ydelsen er at medvirke til, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og dennes familie kan leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation. Merudgiftsydelsen skal sikre, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter, som er en forudsætning for at få dagligdagen til at fungere. Sigtet med tilskud til merudgifter generelt er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan hans eller hendes behov bedst kan dækkes. Merudgiftsydelsen skal samtidig sikre at personer med varigt nedsat funktionsevne, som yder en særlig indsats for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, kan forblive på arbejdsmarkedet. 3.3 Betingelser for støtte Merudgiften skal være en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne. Dvs. at de udgifter, som kan dækkes, er udgifter, som den pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne. 18

19 Udgifter, som pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige omkostninger ved den daglige livsførelse på grund af den nedsatte funktionsevne, skal derfor afholdes af den pågældende selv. Der lægges herved på den ene side vægt på, at den pågældende skal afholde udgifter på linie med, hvad andre på samme alder og i samme livssitation har. På den anden side skal den pågældende ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne. 3.4 Personkreds Personkredsen omfatter personer mellem 18 og 65 år (dog 67 år for personer, der er født før den 1. juli 1939) med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som følge af medfødt handicap eller senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader, der betinger merudgifter ved den daglige livsførelse. Der skal være tale om en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse. Som eksempler herpå kan nævnes udviklingshæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion, herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse. Eksemplerne er ikke udtømmende og selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være en lægelig diagnosticeret lidelse, der angiver en varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, er det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter, der er afgørende for berettigelsen til den særlige merudgiftsydelse. Det er således ikke den lægelige diagnose eller den pågældendes arbejdsevne, der er afgørende, men den pågældendes muligheder for at klare sig i sin daglige tilværelse. Ved den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse vil blandt andet indgå den pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold, erhvervsforhold, personlige forhold, herunder om den pågældende er forælder, helbredsforhold etc. Funktionsevnenedsættelse er et begreb, som bruges ved tildeling af alle servicelovens ydelser, der skal kompensere en nedsat funktionsevne, som fx personlig hjælp, ledsagelse, nødvendig boligindretning og hjælpemidler. Personkredsen omfatter endvidere personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbar konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.l. følges. Der tænkes især på gruppen af personer med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) og personer med cystisk fibrose, som dog alene kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, jf. 2 i Socialministeriet bekendtgørelse om merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens Forsørgelsesgrundlaget Forsørgelsesgrundlaget har ikke nogen betydning i forhold til den personkreds, der kan opnå tilskud til dækning af nødvendige merudgifter som følge af en nedsat funktionsevne. Bestemmelsen omfat- 19

20 ter alle voksne under 65 år (dog 67 år for personer, der er født før den 1. juli 1939) med varigt nedsat funktionsevne, uanset om forsørgelsesgrundlaget er førtidspension, erhvervsindkomst, dagpenge, fleksjob, SU, revalideringshjælp, kontanthjælp eller andet Ikke ret til merudgiftsydelse Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, er ikke omfattet af bestemmelsen, jf. servicelovens 84, stk. 5, medmindre de tillige har fået bevilget en hjælpeordning efter servicelovens Hvilende førtidspension For de personer, hvis førtidspension er gjort hvilende, men hvor førtidspensionen er tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, gælder, at disse er omfattet af personkredsen i servicelovens 84. Først fra det tidspunkt, hvor de overgår til at modtage førtidspension efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, vil de ikke være omfattet af personkredsen, medmindre de samtidig har en hjælpeordning efter servicelovens Invaliditetsydelse For personer, der modtager invaliditetsydelse, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, gælder, at disse er omfattet af servicelovens 84. Disse personer, kan derfor bevare invaliditetsydelsen samtidig med at de modtager merudgifter efter servicelovens 84. Personer, der modtager invaliditetsydelse, betragtes ikke som førtidspensionister i forhold til servicelovens 84. Hvis en person, der modtager invaliditetsydelse, samtidig modtager bistands- eller plejetillæg efter reglerne i pensionslovens 16, fra før 1. januar 2003, vil den pågældende ikke samtidig kunne modtage merudgiftsydelse efter servicelovens 84, til det som har udløst bistands- eller plejetillægget. Det vil sige, hvis ansøger er tilkendt bistands- eller plejetillæg med den begrundelse, at den pågældendes invaliditet bevirker, at han/hun må have personlig bistand af andre eller vedvarende pleje eller tilsyn, som nødvendiggør andres stadige nærværelse, kan samme udgift ikke medregnes ved udmålingen af merudgiftsydelsen. Hvis en person modtager invaliditetsydelse og samtidig er tilkendt bistands- eller plejetillæg, skal den pågældende således have sandsynliggjorte merudgifter på kr. eller derover årligt udover bistands- eller plejetillægget. En person, der modtager bistands- eller plejetillæg, kan dog vælge, at lade tillægget bortfalde, og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens 84. I de tilfælde hvor en person ønsker at fravælge bistands- eller plejetillæg og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens 84, skal kommunen frakende bistands- eller plejetillægget. Dette som følge af, at den pågældendes behov i stedet vil blive dækket efter servicelovens servicelovens 84. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen rådgiver og vejleder om den bedst mulige løsning. 20

21 Eksempel 1: Birthe modtager invaliditetsydelse og er samtidig tilkendt bistandstillæg efter pensionslovens 16, stk. 1, som følge af, at hun har behov for hjælp til personlig hygiejne, hjælp til af- og påklædning og hjælp til toiletbesøg. Bistandstillægget udgør kr. pr. måned (sats 2002), kr. årligt (sats 2002). Birthe har herudover sandsynliggjorte merudgifter for 641 kr. pr. måned, kr. årligt til befordring, medicin og kurser. Birthe søger kommunen om tilskud til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter efter servicelovens 84. Da de sandsynliggjorte merudgifter overstiger bagatelgrænsen på kr. pr. år, får Birthe kr. pr. måned, som er basisbeløbet, der udløses ved sandsynliggjorte merudgifter, der er lig med eller overstiger kr. årligt. Eksempel 2: Helen modtager invaliditetsydelse og er samtidig tilkendt plejetillæg efter pensionslovens 16, stk. 2, som følge af at hun har behov for vedvarende tilsyn, der nødvendiggør andres stadige tilstedeværelse. Plejetillægget udgør kr. pr. måned (sats 2002), kr. årligt (sats 2002). Helen har herudover sandsynliggjorte merudgifter for 434 kr. pr. måned, 5208 kr. årligt til et enkelt kursus og til medicin. Helen søger kommunen om tilskud til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter efter servicelovens 84. Da de sandsynliggjorte merudgifter ikke overstiger bagatelgrænsen på kr. år, får Helen et afslag. Begrundelsen er, at de sandsynliggjorte merudgifter ikke overstiger bagatelgrænsen på kr. Eksempel 3: Peter modtager invaliditetsydelse og er samtidig tilkendt bistandstillæg efter pensionslovens 16, stk. 1, som følge af at hans helbredstilstand kræver, at han skal mades ved måltiderne og skal hjælpes ved toiletbesøg og til at færdes indendørs. Bistandstillægget udgør kr. pr. måned (sats 2002), kr. årligt (sats 2002). Peter har herudover sandsynliggjorte merudgifter for 828 kr. pr. måned, kr. årligt til tøj, medicin og almindelige håndsrækninger. Peter søger kommunen om tilskud til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter efter servicelovens 84. Kommunen vurderer, at de sandsynliggjorte merudgifter kun udgør 475 kr. pr. måned, idet den resterende del af beløbet op til den ansøgte merudgift på 828 kr. pr. måned, vurderes at være udgifter til almindelige håndsrækninger, som er indeholdt i bistandstillægget. Peter får derfor afslag på sin ansøgning, idet de sandsynliggjorte merudgifter udover bistandstillægget ikke overstiger bagatelgrænsen på kr. pr. år. Peter orienteres om, at han kan vælge at lade tillægget bortfalde, og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens 84. Peter vælger at lade bistandstillægget bortfalde, og lade alle merudgifterne indgå i beregningen efter servicelovens 84. Ved beregningen af de sandsynliggjorte merudgifter tager kommunen udgangspunkt i bistandstillægget (sats for indeværende år) på kr. pr. måned og lægger 475 kr. til, i alt kr. pr. måned svarende til kr. årligt. Merudgiftsydelsen, som Peter vil modtage, vil herefter være kr. årligt, kr. pr. måned. 3.6 Udmåling af tilskud til merudgifter Sigtet med tilskud til merudgifter generelt er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan hans eller hendes behov bedst kan dækkes. Merudgiftsydelsen udmåles udfra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen. Med sandsynliggjorte merudgifter menes, at der laves et overslag over omfanget af de behov, som den pågældende efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter. Der skal således ikke søges kommunen om hjælp for hver enkelt merudgift men derimod for sandsynliggjorte merudgifter, der er en følge af funktionsnedsættelsen, for det kommende år. Udgifter, der afholdes inden for 12 måneder regnet fra tidspunktet, hvor ansøgeren henvender sig i kommunen, sammenlægges. Der laves et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter. Overslaget over merudgifterne fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter. Merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Hvis der fx er tale om ekstraordinært slid på tøj og sko som følge af den nedsatte funktionsevne, laves et overslag over, hvad merudgiften til dette vil være på årsbasis. Det samme gælder i de tilfælde, hvor den pågældende ved, at han/hun skal befordres fx til behandling, fritidsinteresser, arbejde o.l. Også et skøn over kursusudgifter indgår i oversigten, herunder også kurser der normalt finder sted, men som ikke er annonceret på det tidspunkt, hvor beregningerne foretages. Det vil typisk dreje sig om kursusudgifter som følge af den pågældendes og eventuelle børn eller pårørendes nødvendige deltagelse, fx deltagelse i tegnsprogskurser eller kurser som tager sigte på at sætte de pågældende i stand til at leve et almindeligt liv. 21

22 For at komme ind i ordningen skal der foreligge sandsynliggjorte merudgifter på mindst 500 kr. pr. måned eller mindst kr. årligt Bagatelgrænse Der er indført en bagatelgrænse på mindst kr. i årlige merudgifter, før der kan udbetales et tilskud efter servicelovens Basisbeløb Hvis den pågældende modtagers funktionsevnenedsættelse erfaringsmæssigt medfører sandsynliggjorte merudgifter udover 500 kr. månedligt eller mindst kr. årligt udløser dette et basisbeløb på kr. pr. måned. Selv om merudgifterne udgør under 500 kr. i enkelte måneder, vil der kunne udbetales et basisbeløb, hvis kommunen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige kr. Har den pågældende merudgifter udover basisbeløbet på kr., betinget af funktionsnedsættelsen, kan yderligere beløb udbetales i trin på 500 kr. pr. måned. Ydelsen vil herefter blive betegnet som merudgiftsydelse. Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned, til kr. pr. måned, når de skønnede merudgifter overstiger kr. pr. år, svarende til kr. pr. måned. Herefter øges basisbeløbet med 500 kr., hver gang merudgifterne stiger kr. pr. år svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 500. Eksempel 1: Søren har sandsynliggjorte merudgifter på 745 kr. pr. måned svarende til kr. pr. år. Basisbeløbet, som Søren vil modtage, vil herefter være årligt, kr. pr. måned. I eksempel 1 overstiger Sørens skønnede merudgifter kr. pr. år svarende til 500 kr. pr. måned. Derfor udløses et basisbeløb på kr. pr. måned og kr. årligt. Eksempel 2: Søren har sandsynliggjorte merudgifter på kr. pr. måned svarende til kr. pr. år. Merudgiftsydelsen, som Søren vil modtage, vil herefter være kr. årligt, kr. pr. måned. I eksempel 2 overstiger Sørens skønnede merudgifter kr. pr. år svarende til kr. pr. måned. Merudgifter over kr. årligt udløser udover basisydelsen et ekstra beløb på 500 kr., således at den samlede merudgiftsydelse bliver kr. Søren vil derfor modtage en merudgiftsydelse på kr. pr. måned (basisbeløb kr kr.) svarende til kr. årligt. Eksempel 3: Søren har sandsynliggjorte merudgifter på kr. pr. måned svarende til kr. pr. år. Merudgiftsydelsen, som Søren vil modtage, vil herefter være kr. årligt, kr. pr. måned. I eksempel 3 overstiger Sørens skønnede merudgifter kr. pr. år svarende til kr. pr. måned. Men de skønnede merudgifter overstiger ikke næste trin, som vil være kr. pr. måned svarende til kr. pr. år. Derfor modtager Søren kun en merudgiftsydelse på kr. pr. måned (basisbeløb kr kr.) svarende til kr. årligt. Eksempel 4: Søren har sandsynliggjorte merudgifter på kr. pr. måned svarende til kr. pr. år. Merudgiftsydelsen, som Søren vil modtage, vil herefter være kr. årligt, kr. pr. måned. 22

23 I eksempel 4 overstiger Sørens skønnede merudgifter kr. pr. år svarende til kr. pr. måned. Ved merudgifter over årligt øges basisbeløbet på kr. med kr. (500 kr. første trin kr. andet trin). Søren vil derfor modtage en merudgiftsydelse på kr. pr. måned (basisbeløb kr kr. (500 kr. første trin kr. andet trin )) svarende til kr. årligt. Skema for udløsning af (basisbeløb) merudgiftsydelse Skønnede merudgifter månedligt Skønnede merudgifter årligt Merudgiftsydelse 500 kr kr kr. pr. måned (Basisbeløb) kr kr kr. pr. måned kr kr kr. pr. måned kr kr kr. pr. måned kr kr kr. pr. måned Osv. Osv. Osv. Osv. Osv. Osv. Administrationen af ordningen forudsættes at blive tilrettelagt efter generelle principper og uden dokumentationskrav for hver enkelt udgift. 3.7 Ikke skattepligt Efter ligningslovens 7, litra j, er en ydelse, som udbetales efter serviceloven til dækning af nærmere bestemte udgifter, ikke skattepligtig for modtageren. Dækning af merudgifter efter servicelovens 84 er således ikke skattepligtig for modtageren, jf. også 5, nr. 2, i lov nr. 271 af 8. maj Hvilke sandsynliggjorte merudgifter kan der gives tilskud til? I det følgende angives nogle eksempler på merudgifter som følge af den varigt nedsatte funktionsevne. Der er ikke er tale om en udtømmende liste. Der kan ofte være tale om komplicerede situationer, som opstår på grund af den varigt nedsatte funktionsevne. Det er derfor ikke muligt at angive alle de merudgifter, som den pågældende kan komme ud for Kost og diætpræparater Der kan ydes tilskud til merudgifter til diætkost. Det forudsættes, at kommunen sørger for, at behovet er tilstrækkelig dokumenteret, fx ved lægeerklæring. I tilfælde, hvor der ydes tilskud til ernæringspræparater efter sygesikringsloven, går denne lovgivning forud for dækning af merudgifter efter servicelovens 84, jf. 8a i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om lov om offentlig sygesikring. 23

24 Der kan ydes tilskud til særlige diætpræparater, når det ved lægeerklæring er dokumenteret, at der er tale om diætpræparater, som ordineres som følge af nedsat funktionsevne, og hvor behovet for disse præparater er dokumenteret ved flere kontakter med ansøgeren Sagkyndig bistand Ved bedømmelsen af dokumentationsgrundlaget i disse tilfælde kan det oftest være nødvendigt at inddrage sagkyndig bistand fra specialafdelinger under sygehusvæsenet eller fra embedslægen, hvis kommunen ikke selv råder over den lægelige ekspertise. Er der tvivl om, hvad udgiften til diætkosten er, kan det anbefales at tage kontakt med den pågældende specialafdeling, som ofte har beregninger over udgiften. Ligeledes foreligger der ofte beregninger fra Forbrugerstyrelsen eller fra brugerorganisationer, patientforeninger o.l. I hvert enkelt tilfælde skal der ved fastlæggelsen af den konkrete ydelse dog laves et skøn over behovet. Udgifterne til særlige diætpræparater, som fremstilles på sygehus og som pågældende skal indtage som led i en sygehusbehandling, afholdes af sygehusvæsenet Diætpræparater der dækkes af staten Udgifter til særlige diætpræparater dækkes også for personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbart nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt o.l. følges. Det gælder især gruppen af personer med PKU (Føllings sygdom) og personer med Alcaptonuri, jf. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiften ved den daglige livsførelse efter servicelovens 84. Udgifterne til disse særlige diætpræparater afholdes som hidtil af staten (John F. Kennedy Instituttet). Præparaterne rekvireres direkte hos Instituttet, bortset fra præparatet Aminogran, der distribueres via apotekerne Medicin Der kan ydes dækning af nødvendige merudgifter til hjælp til den del af egenbetalingen af den tilskudsberettigede medicin, der ikke dækkes efter sygesikringslovens regler. Det er en betingelse, at den tilskudsberettigede medicin er ordineret som følge af den nedsatte funktionsevne. Der kan dog i enkeltstående tilfælde efter lægelig ordination ydes hjælp til medicin, der ikke er tilskudsberettiget efter sygesikringsloven, når der er tale om en speciel lidelse, jf. 2 i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 3 af 3. januar 2001 om ansøgning om medicintilskud. Dette kan fx være aktuelt i forhold til gigtramte. Støtte til medicinudgifter følger af sygesikringslovens regler om tilskud til medicin, som trådte i kraft den 1. marts Sygesikringslovens gældende regler om tilskud til medicin indebærer, at tilskuddets størrelse afhænger af den enkelte persons behov for tilskudsberettiget medicin. For personer over 18 år indebærer sygesikringslovens regler om tilskud til medicin, at man ikke får tilskud, hvis den samlede udgift til køb af tilskudsberettiget medicin er mindre end 515 kr. (takst 2002) i løbet af en periode på ét år, at der er tilskud på 50 % til den del af udgiften, der ligger mellem 515 kr. og kr. (takst 2002), 24

25 at der er tilskud på 75 % til den del af udgiften, der ligger mellem kr. og kr. (takst 2002), og at der er tilskud på 85 % til udgifter, der overstiger kr. (takst 2002). Efter sygesikringsloven kan personer, der har et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for tilskudsberettiget medicin, få tildelt et særligt kronikertilskud. Kronikertilskuddet indebærer, at der lægges et loft på kr. over den årlige egenbetaling opgjort i tilskudspriser. Tildeling af dette tilskud kræver, at lægen søger Lægemiddelstyrelsen om, at der ydes patienten et sådant tilskud Sygeforsikring Der kan kun ydes hjælp efter servicelovens 84 til udgifter, som ikke dækkes efter anden lovgivning. Det betyder, at der kun kan ydes hjælp efter denne bestemmelse til den pågældendes egen andel af udgiften til medicin m.v. Der kan kun ydes tilskud efter servicelovens 84 til den del af udgiften, som ikke kan dækkes efter fx sygesikringsloven eller fra Sygeforsikringen Danmark eller andre private sygeforsikringer/ordninger Befordring generelt Der kan ydes tilskud til merudgifter til befordring til og fra uddannelse, arbejde, behandling og fritid (familiebesøg, fritidsinteresser etc.). Befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter andre bestemmelser, herunder eventuelt støtte, der kan ydes efter 103 i serviceloven til personer, der på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle befordringsmidler. Tilskud til nødvendige merudgifter til befordring kan ydes, uanset befordringsform. Dette gælder således også uanset om den bil som pågældende bliver befordret i, er ejet af den pågældende, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter servicelovens 99. Når en person er berettiget til hjælp, kan tilskuddet fx udregnes på baggrund af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste takst. Dette gælder, hvad enten bilen er ejet, lånt eller lejet. Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af en person med nedsat funktionsevne kan ikke ydes efter servicelovens 84. Den kan eventuelt ydes efter servicelovens 99, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter servicelovens 99, hvori der udtømmende er gjort op med mulighederne for støtte til anskaffelse af bil til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der kan således heller ikke efter servicelovens 84 ydes hjælp til betaling af afdrag på en bil. I ganske særlige situationer kan der efter en konkret vurdering ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring i egen bil. Det vil fx gælde, hvis det kan sandsynliggøres, at den pågældende ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne. Det vil endvidere være tilfældet, hvis den pågældende har en ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil fx en kassebil/mpv-bil som følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne. I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af fx forsikringer, benzin, reparationer m.v., når merudgiften må anses at være en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse Befordring i fritid Hvis en person på grund af nedsat funktionsevne ikke er i stand til at benytte offentlige befordringsmidler, kan der ydes tilskud til nødvendige merudgifter til befordring i egen bil i fritiden. Det 25

26 vil også kunne være tilfældet i de situationer, hvor en forælder med nedsat funktionsevne skal ledsage sit barn til dagtilbud, skole, behandling eller fritidstilbud, og hvor dette ikke kan lade sig gøre med offentlige befordringsmidler. Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget der kan ydes i den situation. Det beror på en konkret vurdering af fx hjemmets afstand til fritidsforanstaltninger, venners hjem, mulighederne for almindelig fritidsbeskæftigelse osv Befordring til og fra arbejde Der kan ydes hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring til og fra et arbejde. Der vil være tale om merudgifter ud over det særlige skattefradrag, som kan benyttes ved befordring til og fra arbejde, jf. ligningslovens 9 D. Se også Skatten 2002, hvori det nævnes, at»har en skatteyder som følge af invaliditet eller kronisk sygdom udgifter ud over det normale til befordring mellem hjem og arbejdsplads, skal de almindelige regler om fradrag for befordring mellem hjem og arbejdssted ikke anvendes, men i stedet bestemmelsen i ligningsloven 9 D.«Merudgifter til og fra arbejde vil gælde for de udgifter, der ligger udover, hvad den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige problemer i forbindelse med den pågældendes nedsatte funktionsevne. Merudgifter til og fra arbejde kan fx være udgifter i forbindelse med færgeoverfart, hvor størrelsen på bilen udløser en ekstra betaling, taxakørsel i forbindelse med at den særligt indrettede bil er til reparation, taxakørsel i ventetiden indtil bevilling af støtte til køb af bil efter servicelovens 99 foreligger eller indtil bilen leveres Befordring til og fra uddannelse Der vil kunne ydes hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring til og fra en uddannelse. Dette vil være i de tilfælde, hvor den pågældende i videre omfang end normalt og som en direkte følge af nedsat funktionsevne skal befordres til eller fra skole eller andet uddannelsessted. Det sker dog kun i det omfang merudgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser, herunder Beskæftigelsesministeriets revalideringsbestemmelser i lov om aktiv socialpolitik, eller ved andre ordninger, jf. Undervisningsministeriets regler om befordring af voksne med nedsat funktionsevne Befordring til og fra behandling Der kan ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter o.lign., som er nødvendige, for at en voksen kan komme til behandling som følge af nedsat funktionsevne. Hvis der er behov for, at personen har en ledsager, kan hjælp til betaling i sådanne tilfælde ydes såvel til befordring for personen selv som til ledsagerens befordring. Merudgifterne dækkes i det omfang, de ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger. Hjælp til dækning af befordringsudgifter m.v. i forbindelse med behandling i udlandet kan kun ydes, hvis Sundhedsstyrelsen har godkendt, at behandlingen skal foregå i udlandet, jf. Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 13. maj 2002 om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp. I sådanne tilfælde ydes hjælpen kun, hvis den ikke dækkes fuldt ud efter 36 i overnævnte bekendtgørelse. Her dækker bopælskommunen udgifterne til befordring af patienter til og fra behandling i udlandet med det efter omstændighederne billigste, forsvarlige befordringsmiddel. 26

27 3.8.9 Handicaprettede kurser Der kan ydes hjælp til dækning af merudgifter som følge af den pågældendes og eventuelle børns eller pårørendes nødvendige deltagelse i kurser, som tager sigte på at sætte de pågældende i stand til at leve et liv som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation. Det klassiske eksempel er deltagelse i kurser i kommunikation (tegnsprogsundervisning m.v.) for pårørende til personer med vidtgående hørehandicap. Dernæst kurser som omhandler forskellige aspekter af temaet "at leve med handicap", herunder forholdet til partneren, børn m.v. De pårørende omfatter også familiens børn. De udgifter, der kan være tale om, er fx rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusudgifter, kursusmaterialer, pasning af barn/børn, som ikke skal med på kurset Beklædning Der kan ydes hjælp til personer, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning e.l. har behov for særlig dyrt eller særligt udformet tøj. Det samme gælder hjælp til beklædning, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko, herunder ekstraordinært slid på ortopædiske sko. Særlige beklædningsgenstande som fx regnslag til kørestol, kørepose, rygeforklæde og beskyttelsesbukser til svært inkontinente personer ydes dog efter servicelovens 97. Efter denne bestemmelse ydes også merudgifter til beklædningsgenstande til personer, som på grund af sygdom, ulykke e.l. er blevet varigt invalideret og som følge heraf skal have udskiftet hele sin garderobe. Hvis det er nødvendigt med ortopædisk fodtøj eller indlæg, herunder fodtøj og indlæg til personer med en foddeformitet, ydes hjælpen efter Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens 97 og Daglige håndsrækninger Hvis en person på grund af nedsat funktionsevne ikke er i stand til at varetage opgaver, som er nødvendige for at få en almindelig dagligdag til at fungere, kan der ydes tilskud til nødvendige merudgifter i form håndsrækninger. Der kan fx være tale om at skifte en elpære, at pudse vinduer, at vaske gardiner, at købe ind, herunder gaveindkøb, at passe børn, hvis den handicappede forælder er ude, at ledsage børn til dagtilbud, skole, behandling, fritidstilbud e.l., at hjælpe med at give mindre børn tøj på, bade dem, give dem mad e.l., at hjælpe med at smøre børnenes madpakker, at hjælpe med at få overtøj på, at hjælpe med at komme ud og ind af bilen, at hjælpe med at pakke taske og bære ind og ud, hvor adgangsforholdende ikke er egnede, at hjælpe med forskellige former for aflastning og praktisk hjælp, fx i forbindelse med udsving i helbredstilstanden, ved behandlinger etc. I forbindelse med vurderingen af om den pågældende har nødvendige merudgifter til almindelige daglige håndsrækninger skal kommunen vurdere den pågældendes samlede situation. Der skal bl.a. 27

28 tages hensyn til den pågældendes netværk, og det forudsættes, at eventuelle øvrige medlemmer af husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet, herunder at skifte el-pære, pudse vinduer, købe ind etc. Hvis der er større børn i hjemmet, skal der ved vurderingen af, om den pågældende har nødvendige merudgifter til almindelige håndsrækninger ikke stilles krav, som går ud over de krav, der normalt stilles til større børn. Der kan i den forbindelse fx ses på, hvordan opgaverne i hjemmet blev fordelt før, der opstod behov for hjælp. Der må ved vurderingen af udgifter i forbindelse med de daglige håndsrækninger tages hensyn til, om håndsrækningen allerede ydes efter andre bestemmelser i serviceloven. Dette gælder fx servicelovens 71, om personlig og praktisk hjælp, servicelovens 77, om tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse, servicelovens 78, om ledsagelse til voksne, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, etc Nødvendige håndsrækninger Der kan ydes tilskud til merudgifter i forbindelse med nødvendige håndsrækninger, fx snerydning af fortov og flisegang, slåning af græs, malerarbejde, etc. Der kan også være tale om hjælp til praktiske gøremål og tilsyn i forbindelse med den pågældendes særlige handicap. I den forbindelse bør kommunen være opmærksom på, hvilket handicap den pågældende har. Kommunen kan for at få afdækket den enkelte handicappedes behov søge oplysninger om de specielle forhold, der gør sig gældende for forskellige sygdoms- og handicapgrupper ved at rette henvendelse til de relevante patientforeninger og handicaporganisationer/foreninger. Kommunen bør ligeledes være opmærksom på, om den pågældende har et arbejde, og om den pågældendes arbejdsindsats betyder, at der kan opstå et særligt behov for hvile. I den forbindelse kan der være behov for håndsrækninger i form af indkøb, madlavning etc., således at den pågældende fortsat har overskud til at forblive i beskæftigelse. Som ovenfor under daglige håndsrækninger skal kommunen også ved vurderingen af nødvendige håndsrækninger vurdere den pågældendes samlede situation, samt vurdere om udgiften allerede ydes efter andre bestemmelser i serviceloven Forsikringer Udgifter til forsikringer eller forhøjede forsikringspræmier som er en følge ansøgerens funktionsevnenedsættelse kan ydes som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse. Det gælder fx udgifter til en erhvervsansvarsforsikring, som kan være nødvendig i de tilfælde, hvor den pågældende har en handicaphjælper, udgifter til at forsikre 3-hjulede knallerter og kørestole, som er bevilliget efter serviceloven, dyrere forsikringer på kassebiler (se under befordring generelt), dyrere husforsikring på grund af et større antal kvadratmeter, dyrere fritids- og ulykkesforsikringer for at opnå samme dækning, som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation, etc. 28

29 Indskud i en lejebolig og andre udgifter Betaling af indskud i en anvist lejebolig efter servicelovens 102, stk. 2, skal ifølge en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse, SM C , afgøres i medfør af servicelovens 84 og ikke i medfør af servicelovens 102, stk. 2 om dækning af anskaffelsesudgifter til anden bolig. Indskud i en lejebolig anses ikke som en anskaffelsesudgift, men derimod som en sikkerhed for lejerens eventuelle forpligtelser ved fraflytning af lejemålet. En anskaffelsesudgift til en anden bolig efter servicelovens 102, stk. 2, vedrører anskaffelsen af en ejerbolig. Eventuelle udgifter på grund af et boligskift til en anvist lejebolig skal vurderes i henhold til servicelovens Andre eksempler på hvilke udgifter merudgiftsydelsen i øvrigt dækker Udgifter til beskæftigelse i fritiden. Udgifter til flytning, der er betinget af en nedsat funktionsevne, herunder eventuelt salær til ejendomsmægler (salgsomkostninger), leje af flyttevogn m.v. Se herom under afgrænsning overfor andre bestemmelser. Ekstra varmeudgifter. Den nedsatte funktionsevne kan medføre behov for ekstra varme, idet den pågældende ikke kan bevæge sig eller kun i begrænset omfang, og at den pågældendes af- og påklædning tager længere tid. Udgifter til daglig vask (tøjvask) og hygiejne. 3.9 Samspil med andre ordninger Personer, der har behov for merudgifter til den daglige livsførelse, kan have problemer, som kræver mere indgående social- eller sundhedsmæssig bistand. Det kan derfor være nødvendigt at give andre former for hjælp ved siden af hjælpen efter servicelovens 84. Dette skal sammenholdes med servicelovens 113, hvorefter kommunen løbende skal være opmærksom herpå, samt retssikkerhedslovens 5, hvorefter kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Servicelovens 111 indeholder regler om udarbejdelse af handle planer for indsatsen blandt andet for personer med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Målet med denne indsats er at sikre en koordineret indsats og at tydeliggøre forpligtelsen for alle involverede personer, instanser og forvaltningsgrene. Der henvises til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap. Hvis ansøgerens sandsynliggjorte merudgifter kan dækkes efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning, skal disse bestemmelser anvendes, førend det vurderes, om den pågældende kan få dækket merudgifterne efter servicelovens 84. Ligeledes gælder det, at servicelovens 84 ikke efter sit formål omfatter hjælp til egenbetaling efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning. Dette gælder fx hjælp til dækning af egenbetalingen i forbindelse med køb af en computer, som kan bevilliges som forbrugsgode efter servicelovens 98, hjælp til dækning af egenbetalingen i forbindelse med den pågældendes valg af anden leverandør end den af (amts)kommunen valgte i forbindelse med erhvervelse af et særligt personligt hjælpemiddel efter servicelovens 97, stk. 4, hjælp til dækning af ansøgerens udgifter i forbindelse med 29

30 den første årlige udskiftning af dæk og slanger til kørestole, som følger af 5, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens 97 og 98 etc. Der kan dog i helt særlige tilfælde udfra en konkret, individuel vurdering ved ekstraordinært slid på fx ortopædiske sko ydes hjælp til dækning af egenbetalingen eller en del heraf Afgrænsning overfor andre bestemmelser Behandling Udgifter til lægebehandling forudsættes afholdt indenfor rammerne af den gældende sygesikringsordning. Om hjælp til dækning af udgifter til særlig tandbehandling, ergoterapi, fysioterapi og anden lignende behandling kan der også henvises til lov om aktiv socialpolitik Behandlingsredskaber Udgifter til behandlingsredskaber afholdes af sygehusvæsenet. Afgrænsningen af behandlingsredskaber i forhold til hjælpemidler efter servicelovens 97 er behandlet i Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar Hjælpemidler, forbrugsgoder og støtte til køb af bil Om ydelse af hjælpemidler, forbrugsgoder og bil henvises til servicelovens 97, 98 og Nødvendig boligindretning og boligskift Om hjælp til boligindretning og skift af bolig på grund af betydelig og varigt nedsat funktionsevne henvises til servicelovens Nødvendig boligindretning Som boligindretning efter servicelovens 102 anses mur- og nagelfaste genstande. Hvis det derimod drejer sig om møbler, gardiner, gulvbelægning (som ikke er en integreret del af gulvet), maling og anden istandsættelse, og hjælp til dette ikke kan ydes efter andre bestemmelser i serviceloven, kan servicelovens 84 eventuelt bringes i anvendelse. Ved boligændring i form af til- og ombygning som følge af den pågældendes handicap kan der ydes merudgifter efter servicelovens 84 i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større forbrug af el og varme, se også SM C Særligt for så vidt angår den forhøjede lejeværdi lægges der vægt på, at der tages pant for værdiforøgelsen som indretningen medfører, hvorfor den ikke modsvares af en formueforøgelse Boligskift Boligskift efter servicelovens 102, stk. 2 indeholder en hjemmel til støtte til anskaffelse af en anden bolig, men derimod ikke udgifter vedrørende selve salget af boligen. Hjælp til salgsomkostninger skal derfor afgøres efter servicelovens 84 om nødvendige merudgifter ved livsførelsen. Hvis 30

31 det er nødvendigt for den pågældende at sælge den hidtidige bolig med deraf følgende udgifter, følger det af kompensationsprincippet, at den pågældende ikke skal have merudgifter som følge af handicappet. Der kan således ikke i en sådan vurdering lægges vægt på hverken størrelsen af salgsprovenuet, eller den omstændighed at den pågældendes boligudgifter bliver mindre end tidligere. Dette er en følge af, at hjælp efter servicelovens 84 er uafhængig af ansøgerens indkomst- og formueforhold. For indskud i en anvist lejebolig gælder, at dette skal afgøres i medfør af servicelovens 84, og ikke i medfør af servicelovens 102, stk. 2. Et indskud i en lejebolig er ikke en anskaffelsesudgift, men derimod en sikkerhed for lejerens forpligtelser ved fraflytning af lejemålet Respirationsinsufficiens Når der er tale om mennesker med respirationsinsufficiens, som på grund af særligt apparatur har behov for overvågning, ydes denne som ventilatørbistand, betalt af sygehusvæsenet, mens kommunen afholder udgiften til anden form for hjælp og pleje m.v. efter lov om social service. Kommunens hjælp til pleje og overvågning ydes sædvanligvis efter servicelovens ( 76), hjemmesygepleje samt som hjælpeordning efter servicelovens 77. Det tidligere Sundhedsministerium nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet har efter aftale med Socialministeriet i skrivelse af 14. januar 1993 præciseret, at i de tilfælde hvor hjælpetimerne overlapper hinanden, således at der er behov for begge former for hjælp samtidigt, og hjælpen kan ydes af én person, deles udgiften til disse overlappende timer, således at sygehusvæsenet og den pågældende kommune afholder hver 50% af udgiften, jf. bilag 5 i Socialministeriets vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap af 10. marts Denne skrivelse er suppleret med en skrivelse af 14. juni 1996 fra Socialministeriet udsendt efter aftale med det tidligere Sundhedsministerium, jf. bilag 4 i Socialministeriets vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap af 10. marts Udgifter til aflønning af personale, der er påkrævet ved plejen, herunder respiratorhjælp, af en beboer på et plejehjem, skal afholdes af plejehjemmet/kommunen. Det er i denne sammenhæng afgørende, at ophold på plejehjem ikke opfattes som ophold i eget hjem. Det er alene ophold på et traditionelt plejehjem omfattet af servicelovens 140, der ikke opfattes som ophold i eget hjem. Beboere i almene ældre- eller plejeboliger, som er opført eller omdannet efter reglerne i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. (almenboligloven), opholder sig i eget hjem, hvorfor udgifterne til respiratorhjælp i disse tilfælde skal afholdes af sygehusvæsenet. Se ovenfor om bilag 4 og Genvurdering regulering og opfølgning Det er forudsat, at modtageren årligt holder et møde med sagsbehandler/forvaltning/afdeling om det kommende års forventede udgifter, hvorefter det fastsættes, om der er grundlag for basisydelse/merudgiftsydelse. Den kontante del af ydelsen udbetales i månedlige rater. Selvom udgangspunktet er, at merudgiftsydelsen udbetales til den berettigede som et kontantbeløb, kan det konkret aftales med kommunen, at fx taxakørsel, håndværksudgifter, udgifter i forbindelse med tilmelding til et kursus, medicinudgifter og udgifter til plejeartikler kan afregnes direkte af kommunen. Beløbet, som afregnes direkte af kommunen, modregnes i det månedlige basisbeløb/merudgiftsydelse. 31

32 Der skal ske en opfølgning på, om den udmålte ydelse dækker de konkrete behov. Det er derfor vigtigt, at kommunen med jævne mellemrum som hovedregel mindst en gang årligt afholder et møde med den pågældende, hvor den pågældendes situation og behov drøftes. Det kan være svært i starten af et forløb at få alle de merudgifter med, som har tilknytning til den pågældendes varigt nedsatte funktionsevne. Det bør derfor overvejes at lave en opsamling efter en kortere periode fx efter 2-3 måneder, første gang ydelsen udmåles. Modtageren af ydelsen bør ved opfølgningen kunne sandsynliggøre de væsentligste udgifter, som han/hun har haft, siden ydelsen blev fastsat. Det vil gøre det nemmere at få fastsat en rimelig merudgiftsydelse, specielt når den pågældende får ydelsen for første gang. Hvis der akut indtræffer væsentlige ændringer i den pågældendes situation og behov, forudsættes ydelsen også reguleret for et kortere tidsrum, bl.a. for at kunne dække større enkeltudgifter på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår. Udgifter, der er en følge af almindelige prisstigninger, anses ikke for at være en væsentlig ændring i den pågældendes situation. Derimod vil udgifter, der pludseligt er opstået som følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne, kunne bevirke, at ydelsens størrelse tages op til fornyet overvejelse. Dette kan ske ved et møde, via telefon, mail e.lign. Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan dette ske ved en enkeltstående udbetaling uden regulering af det månedlige beløb. Dette forudsætter, at den pågældende allerede er berettiget til merudgiftsydelse efter servicelovens 84. Kommunen skal i den forbindelse være opmærksom på, at den bedst mulige løsning findes. Dette følger af almindelige forvaltningsretlige principper, hvorefter en myndighed har pligt til at være opmærksom på, at borgerne får de rettigheder, som de har krav på. Ved uventede og høje udgifter, som forventes at være blivende, skal aftalen revideres snarest. Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne viser sig at være lavere end oprindelig antaget. Den årlige opfølgning vil herefter skulle fastsættes senest et år efter det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået eller revideret. Eksempel: Per holder et møde med sin sagsbehandler den 1. marts Det vurderes, at Pers sandsynliggjorte merudgifter er på 636 kr. pr. måned svarende til kr. årligt. Det oplyses, at Per vil få basisbeløbet på kr. pr. måned, og at ydelsen vil komme til udbetaling første gang den 1. april 2003 gældende for 1. april og frem. Den 6. maj 2003 konstateres det, at Per, som følge af sin funktionsevnenedsættelse, har fået uventede merudgifter, der ligger langt over det oprindeligt tilkendte basisbeløb på kr. Per kan nu sandsynliggøre, at hans merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen er øget med godt kr. pr. måned. Per har således nu sandsynliggjorte merudgifter på kr. (636 kr kr.) pr. måned. Sagsbehandleren indkalder til møde medio maj Det vurderes, at Pers sandsynliggjorte merudgifter nu er på kr. pr. måned svarende til kr. årligt. Det oplyses, at Per nu, i stedet for det oprindelige basisbeløb på kr., vil få kr. pr. måned, idet Pers sandsynliggjorte merudgifter overstiger kr. pr. måned, hvilket udløser 500 kr. ekstra om måneden. Det aftales herefter mellem sagsbehandleren og Per, at det næstkommende møde vil blive medio maj I eksemplet ovenfor aftales det næstkommende møde et år efter det tidspunkt, hvor den oprindelige udmåling blev revideret, og altså ikke året efter det tidspunkt hvor den første udmåling fandt sted. Havde der derimod været tale om et akut indtruffet behov, som ikke er varig, ville det næstkommende møde være året efter den første udmåling. Ved den årlige opfølgning vurderes det, om den pågældende stadig opfylder betingelserne for tilskud efter servicelovens 84. Dernæst vurderes det, om den pågældende stadig har skønnede merudgifter, der som minimum overstiger kr. årligt. Og endelig skal det vurderes, om der er grundlag for at øge basisbeløbet, som følge af flere sandsynliggjorte merudgifter. 32

33 3.12 Ophør år og ret til folkepension Merudgiftsydelsen efter servicelovens 84 ophører, når den berettigede fylder 65 år og opnår ret til folkepension. Merudgiftsydelsen er forudbetalt og vil derfor bortfalde ved udgangen af den måned, hvor den pågældende fylder 65 år. Hvis den pågældende fylder 65 år på selve dagen for udbetalingen, vil den pågældende have et krav på at få merudgiftsydelsen udbetalt for denne måned. Personer, der er født før den 1. juli 1939, vil først overgå til folkepension som 67-årige. For denne persongruppe ophører merudgiftsydelsen derfor først, når den berettigede fylder 67 år og opnår ret til folkepension. I forbindelse med overgang til folkepension, skal der foretages en grundig vejledning af den pågældende, hvor hans/hendes situation samlet tages op til vurdering, både med hensyn til pågældendes fremtidige økonomiske situation og behovet for praktisk og personlig hjælp, hjælpemidler m.v. Samtidig vil det være relevant at vurdere, om den pågældende vil være berettiget til personligt tillæg efter pensionslovens bestemmelser Dødsfald Ved dødsfald gælder samme regler om ophør som ovenfor skitseret for personer, der fylder 65 år Betingelser ikke opfyldt Hvis det ved den årlige opfølgning vurderes, at den pågældende ikke længere opfylder betingelserne for tilskud efter servicelovens 84, vil tilskuddet bortfalde fra det øjeblik, hvor dette konstateres. Merudgiftsydelsen vil således ikke komme til udbetaling måneden efter det årlige opfølgningsmøde, men bortfalder ved udgangen af den måned, hvor dette konstateres Merudgifter lavere end oprindeligt antaget Hvis det vurderes, at merudgifterne er lavere end oprindeligt antaget, og de samlede merudgifter ikke mindst udgør kr. årligt, bortfalder tilskuddet fra det øjeblik, hvor dette konstateres. Merudgiftsydelsen vil således ikke komme til udbetaling måneden efter, hvor dette konstateres, men ophører ved udgangen af den måned, hvor det konstateres. Det samme gælder, hvis det viser sig, at de sandsynliggjorte merudgifter er lavere end det beløb, som har udløst merudgiftsydelsen Invaliditetsydelse Personer, som modtager invaliditetsydelse, og som efterfølgende overgår til at modtage førtidspension efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler om førtidspension, vil fra det tidspunkt ikke være 33

34 omfattet af personkredsen i servicelovens 84, medmindre de samtidig har en hjælpeordning efter servicelovens 77. Tilskuddet efter servicelovens 84 vil i de tilfælde, hvor en person, som hidtil har modtaget invaliditetsydelse, overgår til førtidspension, ophøre med virkning fra den måned, hvor førtidspensionen kommer til udbetaling Særligt om rådgivningsindsatsen for ydelser efter servicelovens 84 Hvis den pågældende ikke kan sandsynliggøre merudgifter af en størrelsesorden, der som minimum er lig med bagatelgrænsen på kr. årligt, bør kommunen være opmærksom på den pågældendes behov for rådgivning og vejledning og anden form for støtte efter andre af servicelovens bestemmelser om handicapkompensation, jf. blandt andet de øvrige kapitler i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap. Muligheden for hjælp efter bestemmelserne om hjælpemidler, biler eller boligindretning bør også overvejes, jf. Socialministeriets vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Endelig bør kommunen være opmærksom på personer, der efter en økonomisk trangsvurdering ikke har midler til at afholde udgifter, der enten ikke efter en konkret individuel vurdering er omfattet af personkredsen i servicelovens 84 eller hvis merudgifter som minimum ikke er lig med bagatelgrænsen på kr. årligt. Kommunen bør i disse tilfælde være opmærksom på reglerne i lov om aktiv socialpolitik 81 og 82, der vedrører hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter og hjælp til sygebehandling, medicin o.lign Personer, der modtager førtidspension, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler For personer, der modtager førtidspension, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler, men som samtidig har fået bevilliget en hjælpeordning efter servicelovens 77, og derfor omfattet af servicelovens 84, gælder, at kommunen også, udover de ovenfor nævnte bestemmelser, bør være opmærksom på muligheden for, at den pågældende vil være berettiget til personlige tillæg efter 17 i pensionsloven (gældende pensionslov fra før 1. januar 2003) Overgang fra ung til voksen En særlig problemstilling er overgangen fra barn til voksen. Har en forælder med et handicappet barn modtaget merudgiftsydelse efter servicelovens 28 og eventuelt tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29, bortfalder disse ydelser, når den unge fylder 18 år. Der er derfor en særlig vejledningsforpligtelse i denne situation, både hvad angår den unges fremtidige forsørgelsesgrundlag, uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, behov for støtte m.v., ligesom forældrene i god tid skal orienteres om de ændringer, der vil ske i den måde støtten til den unge udmåles på Overgang til folkepension 34

35 I forbindelse med overgang til folkepension skal kommunen også foretage en grundig vejledning af den pågældende, hvor hans/hendes situation samlet tages op til vurdering, både med hensyn til pågældendes fremtidige økonomiske situation og behovet for praktisk og personlig hjælp, hjælpemidler m.v. Samtidig vil det være relevant at vurdere, om pågældende vil være berettiget til personlige tillæg efter pensionslovens bestemmelser. Denne vurdering bør foretages i god tid, inden ansøgeren overgår til folkepension Ansøgerens inddragelse i sagen og dennes oplysningspligt Det er et led i retssikkerheden, at ansøgninger behandles så hurtigt, grundigt og smidigt som muligt, jf. retssikkerhedslovens 3. Det ligger samtidig som en forudsætning i retssikkerhedslovens 4, at den ansøger, det drejer sig om, selvstændigt skal kunne følge med i sagsbehandlingen og have så stor indflydelse på forløbet som muligt. Der er herudover i retssikkerhedslovens 11 en direkte pligt for kommunen til at oplyse ansøgeren om ansøgers pligt til at medvirke om muligheden, for at kommunen indhenter oplysninger efter retssikkerhedslovens 12, og om konsekvenserne, hvis ansøgeren ikke vil medvirke eller give samtykke til at indhente oplysninger efter retssikkerhedslovens 12, stk. 3. Henvisning til retssikkerhedslovens 12 indebærer, at kommunen kan indhente oplysninger fra andre myndigheder og fra private, herunder blandt andet fra ansøgerens arbejdsgiver, fagforening eller den pågældendes tillidsmand m.v., og at kommunen/myndighederne har ret til i elektronisk form at samkøre registre med henblik på kontrol. Endvidere bør kommunen være opmærksom på, om der mellem ansøgeren og dennes sagsbehandler er skabt en tillidsfuld dialog. Er dette ikke tilfældet, bør kommunen efter ansøgerens ønske, og hvis ønsket er velbegrundet, sørge for at være imødekommende overfor en anmodning om at få en anden sagsbehandler. Endelig har en ansøger, der ønsker det, ret til, at en anden person medvirker som støtte for den pågældende, når kommunen behandler pågældendes ansøgning om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Det er ansøgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Ansøgeren bør af kommunen gøres opmærksom på denne mulighed Tilsidesættelse af ansøgerens oplysningspligt og tilbagebetaling Hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har undladt at oplyse om, at den pågældendes forudsætninger for at modtage merudgiftsydelse er ændrede eller bortfaldet, og pågældende derfor uberettiget har modtaget dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens 84, skal den/de modtagne merudgiftsydelser betales tilbage. Det er kommunen, der træffer afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter servicelovens 84, jf. servicelovens 119. Der henvises samtidig til retssikkerhedslovens 11 og til Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni

36 3.19 Særligt om opholdskommune, refusion og finansiering Den sociale lovgivnings almindelige bestemmelser om opholdskommune og refusion er omtalt i Socialministeriets bekendtgørelse om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område 9 og 9a med tilhørende vejledning af 7. juni Udgifterne til hjælp efter servicelovens 84 finansieres efter servicelovens 131, stk. 1, nr. 4. Staten refunderer, jf. 131, stk. 1, nr. 4, 50 pct. af kommunernes tilskud til dækning af merudgifter i medfør af servicelovens 84.«Socialministeriet, den 23. oktober 2002 Henriette Kjær /Vibeke Køie 36

37 4 Tilkendegivelser fra socialministeren. René Skau Björnsson den 24. marts 2003: 4.1»Kan ministeren bekræfte, at mulighederne for bevilling af håndsrækninger efter reglerne for dækning af merudgifter efter servicelovens 84 i praksis og i samme omfang kan imødekomme samme behov som bistands- eller plejetillæg efter den tidligere lovgivning om førtidspension?«socialministeren (Henriette Kjær): Ja, jeg kan godt bekræfte, at reglerne om dækning af merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens 84 kan i mødekomme de behov, som bistands- og plejetillægget har haft efter den tidligere lov om pension. Med førtidspensionsreformens vedtagelse blev ydelsesstrukturen i lov om social pension ændret. Den ændrede ydelsesstruktur betyder, at forsørgelsesdelen udbetales som førtidspension, mens handicapkompensation, som tidligere fx bistands- og plejetillæg, nu udmåles efter serviceloven. Det betyder at servicelovens 84, er blevet udvidet til også at omfatte førtidspensionister. Formålet med at samle reglerne om service og tilskud til konkrete behov som følge af en funktionsevnenedsættelse i serviceloven var at skabe ensartede vilkår for alle med en nedsat funktionsevne. Jeg vil for en god ordens skyld oplyse, at det ved vurderingen af om der skal ydes hjælp efter bestemmelsen om merudgiftsydelse i 84 i serviceloven eller efter andre bestemmelser i serviceloven, fx bestemmelserne om personlig og praktisk hjælp, er vigtigt at kommunen holder sig formålet med at yde bistand for øje, idet der i nogle tilfælde vil være tale om flydende grænser mellem forskellige hjælpemuligheder. Bistands- og plejetillæg er efter den tidligere lov om pension, blevet tilkendt hvis ansøgeren havde et behov for personlig bistand af andre eller et behov for vedvarende pleje og tilsyn. Det er derfor vigtigt, at kommunen ikke kun ser på muligheden for at yde hjælp efter servicelovens 84, men også ser på om hjælpen i langt højere grad vil kunne dækkes efter bestemmelserne om personlig og praktisk hjælp. René Skau Björnsson den 25. juli 2003: 4.2»Kan ministeren bekræfte, at kommunen har pligt til at tage initiativ til en konkret vurdering af, om personer, der eventuelt kan være omfattet af personkredsen for servicelovens 84, har merudgifter i tilstrækkeligt omfang til en eventuel bevilling, samt hvad konsekvensen er, hvis kommunen ikke har taget et sådant initiativ?«begrundelse: 37

38 I forbindelse med førtidspensionsreformen blev der indført nye regler om dækning af merudgifter efter servicelovens 84. Reglerne indebærer, at en større personkreds er berettiget til dækning af flere merudgifter end tidligere. For mange mennesker er lovgivningen og de mere detaljerede regelsæt i vejledningerne imidlertid komplicerede og uoverskuelige, og navnlig samspillet og afgrænsningen mellem de forskellige regler (f.eks. pleje- og bistandstillæg, servicelovens 84 og servicelovens 77, (jf. vejledningens punkt 71) kan være umulige at forstå uden særlige forudsætninger. Derfor kan det være vanskeligt for den enkelte bruger at danne sig et overblik over de rettigheder, man har. Ikke mindst fordi brugergruppen også omfatter personer med dårlige forudsætninger for at forstå komplicerede sammenhænge. Det ønskes derfor præciseret, at det er et kommunalt ansvar, at man modtager den hjælp efter servicelovens 84, man er berettiget til. Der er allerede nu eksempler på kommuner, som intet har foretaget sig i forhold til potentielle brugere af servicelovens 84, og som derfor allerede indtil nu er blevet snydt for f.eks skattefri kroner pr. måned siden reglerne trådte i kraft den 1. januar Det ønskes derfor også præciseret, at kommunal passivitet ikke må stille den enkelte bruger ringere, og i den forbindelse hvilke rettigheder man har, når en manglende bevilling skyldes, at man ikke selv har kendt sine rettigheder, og når kommunen ikke har taget noget initiativ. Socialministeren (Henriette Kjær): Efter 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) skal kommunen og amtskommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen er herunder forpligtet til at rådgive og vejlede borgeren inden for sit eget område. Det vil sige, at en ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om. Når en borger henvender sig til kommunen for at få hjælp, skal kommunen således også gøre borgeren opmærksom på, at der kan søges hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens 84, hvis borgeren falder inden for målgruppen af potentielle ansøgere til ydelsen. Bekendtgørelse nr af 11. december 2002 om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser har bl.a. til formål at sikre, at der foretages en helhedsvurdering af den samlede livssituation for borgeren og dennes familie og at styrke borgerens retssikkerhed i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Socialministeriet har i tilknytning til bekendtgørelsen udarbejdet en vejledning, der indeholder metodiske anvisninger på behandling af sager om handicapkompenserende ydelser. Efter praksis i Den Sociale Ankestyrelse kan manglende eller mangelfuld vejledning betyde, at der skal træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. 38

39 Kommunen eller sagsbehandleren kan desuden pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder blandt andet, at sagsbehandleren og myndigheden skal kunne bebrejdes for den fejlagtige rådgivning. Det skal i øvrigt bemærkes, at kommunen efter retssikkerhedslovens 4 er forpligtet til at tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at borgeren har mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Dette gælder også borgere, der har vanskeligt ved at varetage deres egne interesser, for eksempel på grund af alderdomssvækkelse eller manglende danskkundskaber. Kommunen er således forpligtet til at tilbyde tolkebistand, hvis der er behov for det, ligesom kommunen har pligt til at gøre borgeren opmærksom på, at borgeren har ret til en bisidder, der kan medvirke som støtte for borgeren ved kommunens behandling af sagen. René Skau Björnsson den 20. oktober »Vil ministeren oplyse, om servicelovens 84 om merudgifter giver mulighed for bevilling af sandsynliggjorte udgifter af beskedent omfang eller mindre påskønnelser i form af naturalier for håndsrækninger fra naboer, venner og bekendte, samt om der med bevillingen kan pålægges modtagere af ydelsen en indberetningspligt til kommunen med henblik på oplysning til skattevæsenet?«begrundelse: Vejledningen om servicelovens 84 indeholder en række eksempler på hjælp til håndsrækninger (skifte en elpære, pudse vinduer, vaske gardiner, hjælpe med at give mindre børn tøj på, bade dem, give dem mad e.l., hjælpe med at smøre børnenes madpakker, hjælpe med at få overtøj på, hjælpe med at komme ud og ind af bilen, hjælpe med at pakke taske og bære ind og ud, hvor adgangsforholdene ikke er egnede), som er af en sådan karakter, at de efter almindelig dansk adfærd påskønnes med en blomst, en vingave, en middagsinvitation eller lignende. Ministeren bedes bekræfte, at sådanne påskønnelser er omfattet af de gældende regler, og at de kan påskønnes på en uformel måde, som det nu engang er sædvane mellem naboer eller venner for sådanne små håndsrækninger og vennetjenester. Ministeren bedes samtidig oplyse, om det er i overensstemmelse med bestemmelsen om, at en merudgift alene skal sandsynliggøres, og om der i øvrigt er hjemmel til at pålægge den enkelte borger en pligt til at indberette til kommunen, hvorledes ethvert småbeløb og hvorledes enhver lille påskønnelse er udbetalt, idet et ellers fleksibelt regelsæt herved vil medføre et betydeligt bureaukrati med registrering af småbeløb, både for den enkelte og for kommunen. Det bemærkes i den forbindelse, at reglerne om merudgiftsydelsen træder i stedet for de tidligere regler om plejetillæg og bistandstillæg, hvor en sådan forpligtelse ikke har kunnet pålægges modtagerne. Socialministeren (Henriette Kjær): Formålet med merudgiftsydelsen efter servicelovens 84 er at sikre, at en person med varigt nedsat funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter, som er en forudsætning for at få dagligdagen til at fungere. 39

40 Sigtet med tilskud til merudgifter efter servicelovens 84 generelt er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan hans eller hendes behov bedst kan dækkes. Det er derfor vigtigt at holde fast i, at de udgifter, som den pågældende har som følge af den nedsatte funktionsevne, kun skal sandsynliggøres. Der er altså ikke krav om, at modtageren skal dokumentere sine udgifter, og der er heller ikke nogen forpligtelse for modtageren til at indberette, hvad pengene er blevet brugt til. Med sandsynliggjorte merudgifter menes, at der laves et overslag over omfanget af de behov, som den pågældende efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter. Overslaget over merudgifter udarbejdes af kommunen i samarbejde med borgeren ud fra en samlede vurdering af borgerens funktions nedsættelse og livssituation mv. Kommunen skal således ikke søges om hjælp for hver enkelt merudgift men derimod for sandsynliggjorte merudgifter, der er en følge af funktionsnedsættelsen, for det kommende år. Ved sandsynliggjorte merudgifter i form af daglige håndsrækninger skal kommunen vurdere den pågældendes samlede situation. Det forudsættes i forbindelse med kommunens vurdering, at eventuelle øvrige medlemmer af husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet, herunder at skifte elpære, pudse vinduer, købe ind etc. Kommunen kan også tage hensyn til, om den pågældende har et netværk, der kan være behjælpelig, Når der tales om daglige håndsrækninger, er det vigtigt for kommunen konkret at vurdere sammen med ansøgeren, hvilken hjælp der i løbet af året kan blive brug for. Det er derfor klart, hvis ansøgeren ikke bor sammen med nogen eller fx ikke har noget netværk, at han/hun meget nemt kan sandsynliggøre, at han/hun skal have hjælp til daglige håndsrækninger. Kommunen kan i en sådan situation vælge, om hjælpen skal ydes den pågældende i form af dækning af merudgifter efter servicelovens 84, eller om hjælpen bedre kan ydes på en anden måde. René Skau Björnsson den 20. oktober 2003: 4.4»Vil ministeren bekræfte, at servicelovens 84 om merudgifter indebærer, at der ydes hjælp til håndsrækninger, som formuleret i den tilhørende vejledning, svarende til den fulde sandsynliggjorte udgift?«begrundelse: Ifølge vejledningen om merudgifter efter servicelovens 84 skal merudgiftsydelsen»sikre, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter, som er en forudsætning for at få dagligdagen til at fungere«. Det er samtidig præciseret, at merudgiften»skal være en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne«, og omvendt, at den pågældende selv»skal afholde udgifter på linie med, hvad andre på samme alder og i samme livssituation har«, mens»den pågældende ikke selv skal dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.«det fremgår endelig af vejledningen, at merudgifterne alene skal sandsynliggøres. 40

41 Ministeren bedes derfor oplyse, om vejledningen kan fortolkes på nogen anden måde, end at den enkelte kan få dækket udgifter til håndsrækninger med den fulde sandsynliggjorte udgift til hjælp fra f.eks. hjemmeservice, naboer, venner eller lignende. Socialministeren (Henriette Kjær): Merudgiftsydelsen efter servicelovens 84 udmåles ud fra størrelsen af den enkelte ansøgers sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen. Når modtageren over for kommunen har sandsynliggjort sine merudgifter, fx merudgifter til hjælp til forskellige daglige håndsrækninger, laver kommunen et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter. Overslaget over merudgifterne fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter. Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål S 297. René Skau Björnsson den 20. oktober 2003: 4.5»Vil ministeren oplyse, om en kommune af egen drift har pligt til at oplyse personer, som eventuelt tilhører målgruppen for servicelovens 84, om mulighederne i den nye bestemmelse, uanset om de pågældende selv retter henvendelse til kommunen?«begrundelse: I spørgsmål nr. S 4032 (Folketingsåret 2002/2003) har ministeren redegjort grundigt for kommunernes vejledningspligt over for borgere, der retter henvendelse til kommunen. Spørgsmålet handlede imidlertid om kommunens eventuelle pligt til selv at rette henvendelse til borgere, som ud fra kommunernes oplysninger eventuelt kunne være berettiget til hjælp efter servicelovens 84 efter den nye ordlyd, der trådte i kraft den 1. januar 2003, samt konsekvenserne af, at kommunerne undlader et sådant initiativ. Som det allerede fremgik af begrundelsen for spørgsmål nr. S 4032, er det generelt vanskeligt for den enkelte borger at danne sig et overblik over mulighederne for dækning af forskellige typer af merudgifter, f.eks. bistandstillæg, plejetillæg, personligt tillæg, kontant tilskud til hjælpere efter servicelovens 77, merudgifter efter servicelovens 84 osv. Som det desuden fremgik, så omfatter servicelovens 84 også personer med vanskelige forudsætninger for selv at overskue mulighederne for hjælp. Den problemstilling, der ønskedes belyst, var derfor ikke primært kommunernes generelle vejledningspligt, men derimod pligten til i denne konkrete situation med nye regler at orientere borgere, som kommunen i forvejen har kendskab til, uden at afvente en henvendelse fra borgerne selv, om de forbedrede muligheder i servicelovens 84, idet der i modsat fald vil være mange borgere, som alene på grund af uvidenhed ikke modtager en ydelse, som det ellers har været Folketingets mening, de skal modtage. I den forbindelse ønskedes det endvidere belyst, hvad konsekvensen er, hvis en kommune undlader at orientere borgerne om de nye regler, således at de først på et sent tidspunkt får kendskab til deres muligheder og derfor er gået glip af betydelige indtægter, medmindre den manglende kommunale 41

42 oplysning kompenseres gennem en ret til at modtage merudgiftsydelsen med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor kommunen af egen drift burde have taget initiativ til en orientering om reglerne. Socialministeren (Henriette Kjær): Som supplement til den generelle rådgivningsforpligtelse efter servicelovens 3, hvori det bl.a. fastslås, at kommunen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning, kan jeg oplyse, at kommunen efter servicelovens 68 har pligt til at sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat funktionsevne. Samtidig skal tilbudet om rådgivning også omfatte opsøgende arbejde. Det er vigtigt, at rådgivningen og tildelingen af handicapkompenserende ydelser efter serviceloven tager udgangspunkt i et samarbejde med den enkelte borger. Det er borgeren, som kan beskrive sin nedsættelse af funktionsevnen og sine behov. Det er kommunen, som gennem rådgivning kan finde ud af, hvad der findes af kompenserende ydelser, hvilke der er relevante, og hvad der kan ydes støtte til. Samarbejdet mellem borgeren og kommunen indebærer både et udredende og et rådgivende element. Sagsbehandlingen skal sikre, at omfanget af funktionsnedsættelsen vurderes og beskrives af kommunen, og at borgeren har en klar fornemmelse af, hvad den nedsatte funktionsevne består i (personligt, helbredsmæssigt og i forhold til de barrierer i det omgivende samfund, som borgeren kan støde imod). Derudover skal sagsbehandlingen sikre at det fremgår, hvilke mulige kompenserende ydelser, der er relevante og hvilke af disse handicapkompenserende ydelser, kommunen yder støtte til. René Skau Björnsson den 17. marts 2005: 4.6 Vil ministeren oplyse, om udmåling af håndsrækninger som merudgift efter servicelovens 84 kan ske med en takst, der forudsætter, at den, der udfører håndsrækninger, unddrager sig betaling af skat? Begrundelse: Daværende socialminister Henriette Kjær har i besvarelse af spørgsmål S 298 (Folketingsåret 2003/2004) fastslået, at merudgifter efter servicelovens 84 fastlægges 'ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgifter'. Merudgiftsydelsen er ikke skattepligtig for modtageren; men den, der udfører håndsrækningen er skattepligtig af beløbet, selv om der ikke efter skattelovgivningen påhviler modtageren af merudgiftsydelsen nogen indberetningspligt. Københavns Kommune har uagtet ministerens tilkendegivelse fastlagt en takst for håndsrækninger på 60 kr. pr. time, hvilket over for brugerne begrundes med - og i øvrigt også ved simpel hovedregning forudsætter - at den, der udfører håndsrækningen unddrager sig skattebetaling. Det forekommer moralsk særdeles angribeligt, at landets største kommune i sin forvaltning af servicelovens 84 anvender takster, der forudsætter, at man gør brug af sort arbejde, og det er særdeles ubehageligt for den person, der har brug for håndsrækninger, og som må anses for at være en 42

43 lovlydig borger, at han eller hun skal bede den person, der udfører håndsrækningen og som også må antages at være en lovlydig borger, om at snyde i skat. Socialministeren (Eva Kjer Hansen): Det fremgår af begrundelsen for spørgsmålet, at det er stillet på baggrund af, at Københavns Kommune har fastlagt en takst for håndsrækninger på 60 kr. pr. time, hvilket efter spørgerens opfattelse forudsætter, at den, der udfører håndsrækningen, kommer til at unddrage sig skattebetaling. Københavns Kommune har overfor mig oplyst følgende: Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan oplyse, at der ikke anvendes en generel takst for håndsrækninger efter 84. Udmåling af støtten til håndsrækninger afhænger af hvilken opgave der er tale om og hvem der skal varetage opgaven. I visse tilfælde skelnes der mellem om håndsrækninger kan udføres af en ung over 15 år, eller om det er e n voksen, der skal udføre håndsrækningen. Ved ung over 15 år gives som udgangspunkt 50 kr. i timen. Til voksen gives som udgangspunkt 100 kr. i timen. I visse tilfælde undersøges det hos et hjemmeservicefirma, hvad det vil koste at få udført opgaven. Under alle omstændigheder kan Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen helt afvise, at der opfordres til sort arbejde. Udtalelsen fra Københavns Kommune giver mig ikke anledning til bemærkninger. Pernille Vigsø Bagge den 6. april 2005: 4.7 Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at personer med ret til merudgiftsydelse efter servicelovens 84 også modtager den ydelse, de er berettiget til? Begrundelse: En opgørelse fra Socialministeriet over udgifterne til merudgifter efter servicelovens 84 viste for året 2003, at der var anvendt et betydelig lavere beløb til et betydelig lavere antal ydelsesmodtagere end forudsat. En væsentlig årsag hertil blev påpeget af Muskelsvindfonden, idet adskillige medlemmer aldrig havde hørt om de nye regler om merudgiftsydelse, der var trådt i kraft 1. januar 2003, selv om kommunerne har en rådgivnings- og vejledningsforpligtelse, og selv om daværende socialminister Henriette Kjær (S 299, Folketingsåret 2003/2004) blandt andet gav udtryk for, at 'tilbudet om rådgivning også skal omfatte opsøgende arbejde'. Man kan næppe med rimelighed forlange af en kommune, at den aktivt og opsøgende skal rette henvendelse til enhver borger om de nye muligheder efter servicelovens 84, men man må kunne forvente, at den senest i starten af 2003 har rettet henvendelse til enhver borger, som den i forvejen har haft kendskab til, og som eventuelt vil kunne gøre anvendelse af servicelovens 84. Muskelsvindfonden er formentlig den handicaporganisation, som har den højeste organiseringsprocent og dermed den tætteste kontakt til målgruppen. Hvis Muskelsvindfonden kan berette om så massive problemer, må problemerne være mangefold større for de fleste andre handicapgrupper. 43

44 Det er derfor sandsynligt, at berettigede personer uden for Muskelsvindfondens målgruppe i endnu højere grad mister deres merudgiftsydelse, fordi de ikke er bekendt med muligheden. På den baggrund ønskes oplyst, hvad ministeren har tænkt sig at gøre, for at de pågældende mennesker modtager den ydelse, som det har været Folketingets hensigt, at de skal modtage. Socialministeren (Eva Kjer Hansen): Med virkning fra den 1. januar 2003 vedtog Folketinget ved lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring af lov om social pension og andre love (Førtidspensionsreformen) en revideret bestemmelse i servicelovens 84 om betaling af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Merudgiftsydelsen i servicelovens 84 er et supplement til servicelovens øvrige bestemmelser om støtte. Det er kommunen, der træffer afgørelse om hjælp efter servicelovens 84 til personer mellem 18 og 65 år, som har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Afgørelsen vil altid bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Hjælp til merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens 84 skal sikre, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter, som er en forudsætning for at få dagligdagen til at fungere. For at komme ind i ordningen skal der foreligge sandsynliggjorte merudgifter på mindst 500 kr. pr. måned eller mindst kr. årligt. Det er rigtigt, at opgørelsen over udgifter til merudgifter efter servicelovens 84 for 2003 har vist, at der er anvendt et lavere beløb til færre ydelsesmodtagere end skønnet i forbindelse med førtidspensionsreformen. Dette fremgår bl.a. af Status over førtidspensionsreformen og det rummelige arbejdsmarked fra juni 2004, som tidligere er oversendt til Folketinget. En del af forklaringen på det lavere udgiftsniveau er, at man ikke vidste præcist, hvor mange modtagere af merudgiftsydelse der var, inden førtidspensionsreformen trådte i kraft. Det skyldes bl.a., at udgifterne vedrørende servicelovens 77 (privat ansættelse af hjemmehjælp), 79 (kontaktperson til døvblinde) og 84 indtil 1. januar 2002 blev konteret på samme konto. I 2002 fejlkonterede kommunerne ifølge Danmarks Statistik en del udgifter til 77 og 79 til kontoen for merudgifter, så udgifter og antal for 2002 blev overvurderet. En anden del af forklaringen er, at den fulde gennemførelse af førtidspensionsreformen er blevet forskudt i forhold til det oprindeligt antagne og denne længere indfasning har en afsmittende effekt på merudgiftsydelserne efter 84. Det er dermed min umiddelbare opfattelse, at der i et vist omfang er tale om en forsinkelse af udgifterne og at tallene for 2004 vil vise en stigende tendens. Jeg kan samtidig oplyse, at der i forbindelse med ændringen af 84 blev indført et krav om at anvende en nyudviklet metode funktionsevnemetoden i forbindelse med den kommunale sagsbehandling. Funktionsevnemetoden giver kommunen eller amtskommunen retningslinier for, hvordan den enkelte kommune eller amtskommune skal gennemføre sagsbehandlingen i dialog med borgeren, og hvordan der kan udarbejdes en oversigt over rådgivningsfunktioner, mulige ydelser, opgaveplace- 44

45 ringer samt kriterier for tildeling. Jeg kan i den sammenhæng oplyse, at der er gennemført kurser for kommunale sagsbehandlere, ledere og interesserede politikere i funktionsevnemetoden. Kurserne har haft til formål at uddanne kommunale sagsbehandlere, ledere og politikere, der har ansvar for dels at iværksætte og dels at anvende metoden i det daglige arbejde. Kursusforløbet blev først afsluttet i maj Disse kurser og den udsendte hånd bog skal medvirke til at sikre, at kommunen er opmærksom på de nye regler i sin sagsbehandling. Jeg kan desuden oplyse, at Socialministeriet har iværksat en evaluering af funktionsevnemetoden. Evalueringen omfatter både brugere og sagsbehandlere og ventes afsluttet medio september Når resultatet af denne evaluering foreligger, vil jeg samlet overveje, om der er behov for yderligere tiltag på området. Pernille Vigsø Bagge den 20. april 2005: 4.8 Hvilken garanti har ministeren for, at ingen borger med ret til merudgiftsydelse efter servicelovens 84 unddrages denne ydelse på grund af manglende viden om muligheden? Begrundelse: I sin besvarelse af spørgsmål nr. S 593 har ministeren primært gennemgået de gældende regler om bevilling af merudgiftsydelse efter servicelovens 84. Spørgsmålet handlede imidlertid om, hvad ministeren vil gøre for at sikre, at personer med ret til merudgiftsydelse efter servicelovens 84 også modtager den ydelse, de er berettiget til. Den eneste oplysning, der i det mindste udgør et forsøg på at besvare spørgsmålet går ud på, at»socialministeriet har iværksat en evaluering af funktionsevnemetoden. Evalueringen omfatter både brugere og sagsbehandlere og ventes afsluttet medio september Når resultatet af denne evaluering foreligger, vil jeg samlet overveje, om der er behov for yderligere tiltag på området.«denne oplysning er imidlertid irrelevant i forhold til spørgsmålet, fordi funktionsevnemetoden først iværksættes, når en sagsbehandling er påbegyndt. Som det fremgik af begrundelse for spørgsmål nr. S 593, har Muskelsvindfonden påpeget, at personer, der er omfattet af personkredsen efter servicelovens 84 end ikke orienteres om bestemmelsens eksistens. I disse tilfælde påbegyndes en sagsbehandling ikke, og de pågældende borgere har af samme grund hverken glæde af funktionsevnemetoden eller af Socialministeriets evaluering af funktionsevnemetoden! Spørgeren kan tilføje, at ministeren ikke kan være uvidende om den problemstilling, som spørgeren rejste i spørgsmål nr. S 593, idet også Diabetesforeningen så tidligt som den 14. marts d.å. i et brev direkte til ministeren har rejst en helt tilsvarende problemstilling vedrørende bevilling af bl.a. diabeteskost, hvor en række kommuner bevidst vælger at sidde en principiel afgørelse fra Ankestyrelsen overhørig. Socialministeren (Eva Kjer Hansen): 45

46 Som jeg oplyste i besvarelsen af spørgsmål S 593 har kommunen en generel forpligtelse til at yde rådgivning og vejledning til personer med handicap. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde. Denne pligt fremgår af servicelovens 68. Jeg gjorde i besvarelsen af spørgsmål S 593 også opmærksom på, at der i forbindelse med gennemførelsen af funktionsevnemetoden, som anvendes ved ansøgninger om merudgiftsydelse efter servicelovens 84, frem til maj 2004 har været afholdt en række kurser i funktionsevnemetoden. Kurserne har haft til formål at informere og uddanne kommunale sagsbehandlere, ledere og politikere, der har ansvar for dels at iværksætte og dels at anvende metoden i det daglige arbejde. Ud over at give et kendskab til anvendelsen af funktionsevnemetoden, har kurserne naturligvis også informeret om merudgiftsydelsen, som er den eneste af de handicapkompenserende ydelser, der er pligt til at anvende metoden til. Efter servicelovens 67 har kommunerne desuden en generel forpligtelse til at yde en helhedsorienteret indsats til personer med nedsat fysisk eller psysisk funktionsevne. Det betyder, at de handicapkompenserende ydelser, der gives efter servicelovens bestemmelser, skal være afpasset efter den enkeltes særlige behov. Det gælder f.eks. i forhold til praktisk og personlig hjælp, hjælpemidler, boligindretning og merudgiftsydelse. Det skal i forbindelse med merudgiftsydelse præciseres, at den kun gives, når merudgiften som følge af nedsat funktionsevne ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven, og at tildeling af merudgiftsydelse beror på en konkret vurdering i hver enkelt sag. Det er naturligvis en forudsætning for merudgiftsydelse som for andre lignende sociale ydelser at kommunerne kender reglerne og konkret i den enkelte relevante sag vurderer, om støtten kan bevilliges. Det handler derfor ikke om at give garantier, men derimod om at sikre, at kommunerne får information om reglerne, så de bliver anvendt i praksis. Afholdelse af de nævnte kurser har været en måde at øge kendskabet til reglerne om merudgifter og funktionsevnemetoden. Afslutningsvis vil jeg gerne fastslå, at jeg, når evalueringen af funktionsevnemetoden foreligger, samlet vil overveje om der er behov for yderligere tiltag herunder også en ekstra informationsindsats på området. Pernille Vigsø Bagge den 29. april 2005: 4.9 Vil ministeren oplyse, hvilke muligheder der eksisterer for dækning af udgifter ved at have hjælpere i éns bolig i hele eller en stor del af døgnet, såfremt hjælpen er bevilget efter servicelovens 76, stk. 2 eller 3? Begrundelse: Et antal mennesker har et betydeligt behov for hjælp i eget hjem, men opfylder ikke betingelserne for en hjælpeordning efter servicelovens 77, f.eks. fordi de ikke har et tilstrækkelig højt aktivitetsniveau, eller f.eks. fordi de ikke vurderes at være i stand til at fungere som arbejdsgivere. I disse tilfælde bevilges hjælpen i stedet efter servicelovens 76, stk. 2, hhv. stk. 3. Hvis hjælpen bevilges efter servicelovens 77, er der efter vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap, pkt. 72, en hjemmel til at udmåle et ekstra beløb til dækning af de udgifter, der føl- 46

47 ger af, at man i en stor del af døgnet, eventuelt hele døgnet, har fremmede mennesker i sin bolig, f.eks. øget forbrug af vand, varme, el, toiletpapir, vask, slid osv. En praktisk og meget anvendt metode går ud på, at udgifterne dækkes ved, at et eventuelt plejetillæg ikke modregnes 100 pct. men kun 70 pct. eller 80 pct., således at de resterende 20 pct. eller 30 pct. kan anvendes til dækning af de udgifter, der alternativt skulle være dækket efter vejledningens pkt. 72. En hjemmel, der svarer til vejledningens pkt. 72, findes imidlertid ikke, hvis hjælpen ydes efter servicelovens 76, selv om udgifterne ved konstant at have fremmede mennesker i boligen er nøjagtig den samme, uanset at udgiften til dem finansieres efter en anden bestemmelse i serviceloven. Socialministeren (Eva Kjer Hansen): Det fremgår af begrundelsen, at spørgsmålet drejer sig om mulighederne for at få dækket de ekstra udgifter, der følger af at have hjælpere i sin bolig i en stor del af døgnet, eventuelt hele døgnet. Som eksempel på ekstra udgifter nævnes øget forbrug af vand, varme, el, toiletpapir, vask, slid m.v. I begrundelsen for spørgsmålet anføres det, at det af punkt 72 i Socialministeriets Vejledning af 10. marts 1998 om sociale tilbud til voksne med handicap fremgår, at der kan udmåle s et særskilt beløb til dækning af de direkte udgifter i forbindelse med hjælperne. Dette punkt i vejledningen vedrører imidlertid ikke hjælp efter servicelovens 76, stk. 2 eller 3, om ansættelse af bistand med henblik på personlig hjælp og pleje og løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, men derimod kun hjælp bevilget efter servicelovens 77 om ansættelse af hjælp til pleje, overvågning og ledsagelse. Spørgsmålet er herefter, hvilke muligheder der er for at få dækket de omtalte ekstra udgifter, når hjælpen ydes efter 76, stk. 2 eller 3. Det skal indledningsvist nævnes, at persongruppen i servicelovens 76, stk. 2 eller 3, og 77 omfatter personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er fælles for bestemmelserne, at der er ansat hjælpere, og at modtageren har et stort behov for hjælp og pleje mv. Hovedforskellen imellem servicelovens 76, stk. 2 eller 3, og 77 er, at modtage- ren efter 77 har et aktivitetsniveau, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte, og at hjælpen efter 77 som følge af det højere aktivitetsniveau f.eks. omfatter ledsagelse. Det skal i den forbindelse bemærkes, at punkt 72 efter Socialministeriets opfattelse især vedrører dækning af de udgifter, der er forbundet med, at hjælp efter 77 ikke er begrænset til at foregå i borgerens hjem. Der er således ikke i serviceloven fastsat særlige regler for dækning af de omhandlede ekstraudgifter ved at have hjælpere i boligen i hele eller en stor del af døgnet. Efter servicelovens 84 yder kommunen imidlertid dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. 47

48 Det er en betingelse, at merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven. For personer, der er bevilget hjælp efter 76, stk. 2 eller 3, og 77, og som i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage merudgiftsydelse, vil eventuelle merudgifter som de omhandlede efter Socialministeriets opfattelse være dækket heraf. 48

49 5 Ankestyrelsens afgørelser I dette afsnit er optrykt samtlige de afgørelser fra Ankestyrelsen om merudgifter, som er udsendt som Sociale Meddelelser (SM). Hver Social Meddelelse har et nummer. De sidste to cifre angiver året for afgørelsen, og på den måde er det muligt at se, om afgørelsen er truffet før eller efter de nye regler om merudgifter trådte i kraft. 5.1 Servicelovens 28 (børn) SM C-3-99 Resumé: Kommunen var berettiget til at tilbagekalde en bevilling til diættilskud givet den 13. marts 1996 for en 5 årig periode. Ved servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 skete der en ændring af beregningsgrundlaget i forhold til bistandslovens bestemmelser herom. Selvom der var givet en bevilling (begunstigende forvaltningsakt) for en 5-årig periode, kunne der i dette tilfælde ske en tilbagekaldelse på grund af lovændring. Modtagelse af en bevilling strækkende sig over en så lang periode kunne ikke antages at give en forventning om, at der ikke kunne ske retlige ændringer, der bevirkede et ændret tilkendelses/ beregningsgrundlag. Der skulle gives en rimelig frist for tilbagekaldelsen. Sagsfremstilling: Kommunen bevilgede 9. marts 1989 hjælp efter bistandslovens 48, stk. 1, til kosttilskud til familiens 2 børn. Bevillingen var gældende til den 31. marts Der blev senere givet bevillinger gældende for 1 år ad gangen. Den 13. marts 1996 gav kommunen en bevilling dækkende perioden 1. november 1996 til 31. oktober (5 år) I forbindelse med servicelovens ikrafttræden pr. 1. juli 1998 annullerede kommunen den tidligere bevilling i henhold til bistandslovens 48. Kommunen lagde til grund, at diættilskuddet i henhold til servicelovens 28, som var ny lovgivning vedrørende merudgifter til handicappede og kronisk syge børn, ændredes til 1/4 standardydelse, svarende til 500 kr. om måneden. Bevillingen var gældende til den 31. juli Nævnet fandt, at kommunen var bundet af sin afgørelse af 13. marts 1996, således at kommunen ikke efterfølgende kunne tilbagekalde afgørelsen under henvisning til, at der er kommet ny lovgivning på området. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en lovlig og begunstigende forvaltningsakt, samt at bevillingen var tidsbegrænset til den 31. oktober

50 Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke i lov om social service er fastsat hjemmel til at tilbagekalde afgørelsen efter lov om social bistand 48. Kommunen var derfor som udgangspunkt bundet af sin afgørelse og kunne således kun tilbagekalde afgørelsen, såfremt tilbagekaldelsesønsket havde en betydelig styrke, hvilket nævnet ikke fandt var tilfældet i den konkrete sag. Nævnet gav således klager medhold, og pålagde kommunen at bevilge diættilskud med i alt 650 kr. pr. måned frem til den 31. oktober Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om kommunen havde været berettiget til at tilbagekalde den tidligere udstedte bevilling efter bistandslovens 48, stk. 1, i forbindelse med servicelovens ikrafttrædelse. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde været berettiget til at tilbagekalde bevilling af 13. marts 1996 om diættilskud med et månedligt beløb på 650 kr. i en 5-årig periode. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var sket ændringer i det retlige grundlag, idet der med servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 var sket en ændring af beregningsgrundlaget i forhold til bistandslovens bestemmelser herom, jf. servicelovens 28, stk. 2 og 3. Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at borgeren havde modtaget en begunstigende forvaltningsakt, tidsbegrænset for en 5-årig periode, i dette tilfælde kunne begrunde, at der ikke kunne ske tilbagekaldelse ved retlige ændringer. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ved modtagelse af en bevilling strækkende sig over en så lang periode, ikke kunne antages at være en forventning om, at der ikke ville kunne ske retlige ændringer, der bevirkede et ændret tilkendelses-/beregningsgrundlag. Ankestyrelsen fandt endvidere, at der skulle gives en rimelig frist for tilbagekaldelsen. Bevillingen af 13. marts 1996 kunne derfor først tilbagekaldes med udgangen af april måned (Med udgangen af den efterfølgende måned efter Ankestyrelsens afgørelse, idet nævnet havde ændret kommunens afgørelse). Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: En 5-årig pige med en eksemlidelse var ikke omfattet af personkredsen for merudgiftsydelse. Begrundelsen var, at det ikke er tilstrækkeligt at der er tale om en langvarig lidelse. Der må også stilles krav om, at der er tale om en indgribende lidelse. Sagsfremstilling: Forældrene til et 5-årigt barn søgte om dækning af udgifter til cremer/salver til brug for behandling af atopisk eksem efter servicelovens

51 Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om hjælp til medicinudgifter efter servicelovens 28. Afgørelsen var begrundet med, at lægekonsulenten vurderede, at betingelserne i servicelovens 28 ikke var opfyldt, idet der ikke var tale om en så indgribende lidelse som beskrevet i vejledningen. Der var henvist til, at indgribende lidelse i denne sammenhæng betyder, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse. Forældrene klagede over afgørelsen. Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet fandt, at barnet var omfattet af servicelovens 28, da lidelsen måtte anses som langvarig, jf. 1, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998, hvorefter der med langvarig lidelse forståes, at lidelsen normalt skønnes at vare et år eller mere. Det var videre anført i nævnets afgørelse, at det af samme bekendtgørelse 3, stk. 1, fremgår at hjælp ydes til dækning af nødvendige merudgifter til den langvarige lidelse. Kommunen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen. Kommunen anførte bl.a., at man vurderede, at der ikke var tale om en så indgribende lidelse som nævnt i vejledningen. Der var henvist til, at der ved indgribende lidelse forstås, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse. Kommunen fandt ikke, at det sociale nævn havde været inde i en sådan vurdering, men kun havde taget stilling til, at lidelsen måtte anses for langvarig, jf. 1, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar Kommunen ønskede en principiel stillingtagen til, hvorledes vejledningen af 5. marts 1998 punkt 8,3 skulle forstås, nemlig hvorvidt langvarig lidelse kan stå isoleret uden at der tages stilling til om der er tale om en kronisk eller indgribende lidelse. Under sagens behandling i Ankestyrelsen tilføjede nævnet, at nævnet fortolkede bestemmelsen i servicelovens 28, stk. 1, således at ordet indgribende kun refererede til kronisk lidelse, således at der ikke kunne stilles krav om at langvarig lidelse skulle være indgribende. Da der efter nævnets opfattelse var tale om en langvarig lidelse, havde nævnet truffet afgørelse om hjemvisning af sagen til ny vurdering i kommunen. Det var videre anført, at nævnet ved fortolkningen af servicelovens 28, stk. 1, ud fra en direkte ordfortolkning havde lagt vægt på, at der efter ordene "indgribende kronisk" står "eller" inden ordene "langvarig lidelse". Det havde nævnet tolket således, at der i forbindelse med en langvarig lidelse ikke kunne henvises til betegnelsen "indgribende". Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt det er tilstrækkeligt til at være omfattet af personkredsen i servicelovens 28, at der er tale om en langvarig lidelse, eller om der også skal være tale om en indgribende lidelse. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke, at det er tilstrækkeligt efter servicelovens 28, stk. 1, at der er tale om en langvarig lidelse. Der må også stilles krav om, at der er tale om en indgribende lidelse. 51

52 Ankestyrelsen lagde vægt på formuleringen af servicelovens 28, stk. 1, hvorefter kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det af bemærkningerne til 28 i Lovforslag nr. L 229, til lov om social service bl.a. fremgår, at målgruppen fortsat ikke omfatter den brede gruppe af børn med kortvarige og/eller mindre indgribende lidelser, som fx. visse former for allergier mv. På baggrund heraf fandt Ankestyrelsen, at bestemmelsen må forstås således, at der skal være tale om en indgribende langvarig lidelse. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse. Ankestyrelsen tilbagesendte samtidig sagen til nævnet til fornyet behandling og afgørelse, med henblik på stillingtagen til, om ansøgerens barn har en indgribende langvarig lidelse jf. servicelovens 28, stk SM C Resumé: Udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin m.m. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere. Hvis en familie som følge af barnets nedsatte funktionsevne har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet. I den konkrete sag fandtes det ikke godtgjort, at familien havde merudgifter til serviceeftersyn. Sagsfremstilling: En familie med et handicappet barn søgte om betaling af udgifter til serviceeftersyn på en diesel kassebil. Familien havde fået bevilget støtte til en nærmere angiven benzin kassebil. Forud for bevillingen havde familien en personbil, som blev solgt i forbindelse med bevillingen. Pengene fra salget gik til køb af en diesel kassebil i stedet for den bevilgede benzinbus. Familien fremskaffede en opgørelse fra en bilforhandler, der viste en prisforskel på serviceeftersyn på den anskaffede kassebil og en personbil. Familien søgte om dækning af differencen. Kommunen afslog ansøgningen under henvisning til, at der ikke var tale om ekstraordinære store udgifter på bilen, og udgiften måtte anses for normal i forhold til det at have en almindelig bil. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse under forudsætning af, at kommunen på ny ville vurdere sagen, såfremt familien forelagde egentlig dokumentation for, at der var en merudgift. Nævnet lagde vægt på, at nævnet ikke fandt det godtgjort, at der var en merudgift i forbindelse med 52

53 servicering af handicapbussen. Nævnet lagde særligt vægt på, at den udgift til service på en almindelig bil, som var oplyst i den autoriserede bilforhandlers erklæring, ikke umiddelbart var sammenlignelig med fakturaen. Sidstnævnte omfattede også udskiftning af diverse smådele, som ikke sås omfattet af begrebet almindeligt serviceeftersyn. Familien fremskaffede herefter en udtalelse fra bilforhandleren, hvorefter de generelle service- og vedligeholdelsesomkostninger for henholdsvis den bevilgede og den anskaffede kassebil lå på samme niveau. Nævnet tiltrådte igen kommunens afslag. Nævnet lagde vægt på, at der var ydet hjælp til anskaffelse af en benzin kassebil. Familien sås ikke at have godtgjort, at der var en merudgift ved servicering af den bevilgede bil set i forhold til en almindelig personbil. Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt de eventuelle merudgifter, der kan være forbundet med vedligeholdelse af en kassevogn i forhold til en almindelig personbil, når kassevognen er anskaffet som følge af et barns nedsatte funktionsevne, kan betragtes som merudgifter ved forsørgelsen af et barn i hjemmet efter servicelovens 28. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke, at familien på det foreliggende grundlag var berettiget til hjælp til dækning af udgifter til serviceeftersyn på en anskaffet diesel kassebil. Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse til grund, at der efter servicelovens 28 kan ydes dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn med nedsat funktionsevne, når merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne. Ankestyrelsen fandt, at udgifter, der er forbundet med det at have bil, f.eks. forsikring, benzin, reparation, vask m.v. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikkehandicappede bilejere. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det fremgår af Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, pkt. 58, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af et barn med nedsat funktionsevne. Det gælder f.eks. den situation, hvor familien som følge af barnets handicap har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets nedsatte funktionsevne. I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgiften må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet. Begrundelsen for afgørelsen var herefter, at Ankestyrelsen ikke fandt, at familien havde godtgjort, at der var en merudgift ved serviceeftersyn m.m. af den bevilgede bil og familiens tidligere bil. Beregningen af driftsudgifterne skulle sættes i forhold til tilsvarende udgifter på et serviceeftersyn m.m. på et værksted for familiens tidligere bil, idet denne bil var den senest anskaffede bil, som dækkede familiens transportbehov og ikke kun barnets behov for transport, og den bil, som familien fik bevilget. Endelig fandt Ankestyrelsen grund til at gøre opmærksom på, at Ankestyrelsen ved telefonisk hen- 53

54 vendelse til anden bilforhandler havde fået oplyst, at der normalt vil være prisforskel på serviceeftersyn af en benzin kassebil og en diesel kassebil, bl.a. på grund af, at en diesel kassebil skal have skiftet et brændstoffilter ved hvert eftersyn. Ankestyrelsen tiltrådte således på det foreliggende det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: En familie bestående af et ægtepar med to børn, hvoraf det ene var stærkt handicappet, var ikke berettiget til hjælp til ekstra omkostninger i form af ekstraudgifter til leje af større bil, ekstraudgifter til bleer og vask på hotel og ekstraudgifter til hotelværelse til et handicappet barn under familiens ferie i 3 uger til udlandet. Begrundelsen var, at efter Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet er hovedreglen, at retten til hjælp bevares under ferieophold i udlandet. Kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan der ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet. Ankestyrelsen fandt, at der, for at der kan siges at være tale om særlige tilfælde, må være beskrevet forhold i familiens situation, som gør det særligt påkrævet, at kommunen yder tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet. Der fandtes ikke at være beskrevet sådanne forhold, at familiens situation kunne betragtes som et sådant særligt tilfælde, at der var grundlag for Ankestyrelsen til at pålægge kommunen at yde familien hjælp til de omhandlede ekstra udgifter. 3 uger fandtes heller ikke at kunne betegnes som et kortvarigt ferieophold. Sagsfremstilling: Et ægtepar med to børn, en handicappet pige på 7 år og en dreng på knap 10 år, søgte om hjælp til ekstraudgifter i forbindelse med afholdelse af ferie i Florida, USA, hvor de skulle køre rundt i en lejet bil i 3 uger. Pigen led af følgevirkningerne af toxoplasmose i graviditeten. Hun var forsinket i udvikling på alle områder, var spastisk i arme og ben, kørestolsbruger og uden sprog. Hun kunne gå kortere distancer med personstøtte. Familien havde beregnet ekstraudgifterne til at være kr. for difference i leje af større bil, kr. som difference ved leje af 2 hotelværelser, 860 kr. til merudgift til bleer, samt udgifter til ekstra vask af datterens hagesmækker og tøj på 500 kr.. Familien havde tre gange tidligere holdt ferie i Florida, sidste gang i sommeren 1998, hvor kommunen bevilgede hjælp til ekstraomkostninger med et beløb på kr. Kommunen havde givet afslag på dækning af merudgifter ved ferien i Florida. Kommunen henviste til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap, pkt 74, hvorefter "der kan ydes tilskud til merudgifter til ferie, som familier i almindelighed holder. Dette gælder også kortvarig ferie i udlandet", og pkt 139 " der kan kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud efter 28 til ekstra omkostninger, som er forbundet med kortvarige ferieophold i ud- 54

55 landet." Kommunen oplyste, at den tolker retningslinierne i vejledningen således, at den ferie, som familien søgte merudgifter dækket til, er en ferie som familier i almindelighed ikke holder. Kommunen anførte yderligere, at der efter tidligere regler blev ydet tilskud til merudgifter til ferie i Florida i 1998, og der derfor ikke var grund til at betragte denne sag som et særligt tilfælde. Kommunen så dog de to punkter i vejledningen som modstridende og anbefalede familien at anke sagen. I familiens klage over kommunens afgørelse redegjordes for familiens og datterens behov for en aktiv ferie samt de særlige behov. Bl.a. at ferieformen krævede, at der skulle lejes en bil, hvor kørestolen kunne spændes fast, ligesom der skulle være plads til gangstativ og den øvrige bagage, så familien kunne ikke anvende en almindelig personbil, men skulle bruge en stationcar eller van. Der blev yderligere redegjort for, at det var nødvendigt at forhåndsreservere hotelværelser i stueetagen, eller hotellet skulle have elevator, da familien ikke kunne bære datteren og hjælpemidler flere etager op/ned. Desuden at familien var nødt til at leje værelser/lejlighed med mindst 2 værelser og badeværelse af en vis størrelse, fordi datteren var vågen 2-4 timer hver nat, hvorfor en af forældrene var nødt til at sove sammen med hende, så den øvrige familie ikke blev vækket. Da pigen ikke var renlig og fortsat savlede/gylpede var der udgifter til bleer og vask efter nogle dage, da barnet brugte adskillige store hagesmækker og flere sæt tøj om dagen. Familien henviste til 1, stk. 5 i bekendtgørelsen om merudgifter og pkt. 74 i Socialministeriets vejledning. Familien anførte yderligere, at de to første ferier i Florida betalte familien selv, da de ikke vidste, at de kunne søge om støtte til merudgifter. Familien havde således kun fået hjælp én gang til ferien i juni Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at der kun i særlige tilfælde kan ydes hjælp efter servicelovens 28 til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ophold i udlandet. I klagen til Ankestyrelsen anførte familien, at den første gang i sommeren 1998 søgte kommunen om dækning af merudgifterne, da de i sommeren 1997 havde erfaret, at datterens handicap og hjælpemidler betød, at familien bl.a. ikke længere kunne leje en almindelig bil (Datteren havde en hjælpemiddelbil). De kunne heller ikke tage en tilfældig hotelbooking eller medbringe tilstrækkeligt med hagesmækker og bleer. Familien fik dengang bevilget kr. til dækning af merudgifterne. Kommunen havde nu forklaret, at man gerne ville bevilge merudgifterne igen, men kommunen mente, at der var sket en stramning af muligheden for at dække merudgifterne ved ophold i udlandet efter lovændring den 1. juli Familien anførte yderligere, at det sociale nævn i sin afgørelse slet ikke havde forholdt sig hertil, men kun citeret lovteksten og gjort opmærksom på, at familien ikke kunne forvente at få støtte, bare fordi den en gang tidligere havde fået dette. Familien følte derfor stadig, at de manglede en forklaring. Familien sparede op hele året for at komme på en god ferie. De sidste to år havde den været nødt til at tage imod et tilbud om aflastning nogle dage om måneden, da det var en krævende opgave at passe et multihandicappet barn. Familien anførte, at i yderste konsekvens kunne afslaget på merudgifter til barnets ferie betyde, at datteren skulle holde "ferie" på aflastningsstedet. I et brev fra Spastikerforeningen var det bl.a. påpeget, at familien ikke søgte om dækning til merudgifter til flyrejse eller lignende, men udelukkende om dækning til den type merudgifter, der ville være uanset hvor familien holdt ferie i udlandet. Spastikerforeningen mente derfor, at der var tale om merudgifter til en ferie, som familier i almindelighed holder. Der henvistes til Ankestyrelsens praksis meddelt i SM

56 Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvad der forstås ved særlige tilfælde i forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet, jf. servicelovens 28 og 1, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Afgørelse: Den Sociale Ankestyrelse fandt, at familien ikke var berettiget til hjælp efter lov om social service 28 til ekstra omkostninger i form af ekstraudgifter til leje af større bil, ekstraudgifter til bleer og vask på hotel og ekstraudgifter til hotelværelse til datteren under familiens ferie i 3 uger til USA. Begrundelsen var, at efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet er hovedreglen, at retten til hjælp efter servicelovens 28 bevares under ferieophold i udlandet, jf. bekendtgørelsens 1, stk. 2, nr. 5. Kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan der efter bekendtgørelsens 1, stk. 5, ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet. Ankestyrelsen fandt, at der, for at der kan siges at være tale om "særlige tilfælde", må være beskrevet forhold i familiens situation, som gør det særligt påkrævet, at kommunen yder tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i familiens situation var beskrevet sådanne forhold, at familiens situation kunne betragtes som et sådant "særligt tilfælde", at der var grundlag for Ankestyrelsen til at pålægge kommunen at yde familien hjælp til de omhandlede ekstra udgifter. Ankestyrelsen fandt heller ikke, at 3 uger kunne betegnes som et kortvarigt ferieophold. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse. Ankestyrelsen bemærkede, at det sociale nævns afgørelse ikke opfyldte betingelserne i forvaltningslovens 24, stk. 1, om begrundelseskrav SM C Resumé: En kommune havde tilsidesat sin vejledningspligt ved ikke at vejlede om muligheder for hjælp til højere boligudgifter i forbindelse med et nødvendigt boligskift. Ankestyrelsen fandt det ikke tilstrækkeligt, at det var angivet at dispositionerne skulle ske til billigst mulige priser, når det ikke samtidig var præciseret, hvilke dispositioner tilsagnet omfattede samt hvilke krav til besigtigelse, prisniveau m.v., kommunen stillede i forbindelse med anskaffelse af anden bolig. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en familie med en handicappet dreng. Familiens daværende ejerbolig var ikke egnet på grund af drengens handicap. På den baggrund søgte familien i december 1997 kommunen 56

57 om tilsagn om dækning af udgifter i forbindelse med nødvendigt boligskift, samt hjælp til nødvendige boligændringer i ny bolig. Faderen oplyste, at han ikke havde indsigt i, hvad der kunne ydes hjælp til. Under behandlingen af sagen rettede faderen telefonisk henvendelse til kommunen og oplyste, at familien havde kig på et et-planshus. "Som meddelt telefonisk har det sociale udvalg i mødet den 3. februar 1998 bevilget hjælp til det ansøgte, dog ikke dækning af udgifter til maling og gardiner/persienner. Bevillingen gælder for nødvendige udgifter til billigst mulige priser." Afslaget på dækning af udgifter til maling og gardiner/persienner blev indanket for det sociale nævn, der i afgørelse af 13. august 1998 hjemviste dette spørgsmål til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Den 4. marts 1998 købte familien den ny bolig. I brev af 21. maj 1998 søgte faderen om dækning af løbende merudgifter efter dagældende bistandslovs 48. Han oplyste, at han var blevet opmærksom på bestemmelsen efter drøftelse med en handicaporganisation. Kommunen ydede efterfølgende, men inden juli 1998, familien hjælp med ,25 kr. efter dagældende bistandslovs 48, til dækning af udgifter i forbindelse med boligskiftet. Kommunen meddelte den 4. november 1998 afslag på hjælp til dækning af højere udgifter i fast ejendom, med den begrundelse, at kommunen i februar 1998 gav betinget tilsagn til dækning af de nødvendige udgifter til billigst mulige priser. Kommunen havde ikke haft mulighed for at vurdere, om boligskiftet var sket billigst muligt ved et valg mellem flere egnede boliger. Der blev endvidere meddelt afslag på ansøgningen om hjælp til betaling af maling med den begrundelse, at kommunen ikke havde haft mulighed for at vurdere om der var behov for maling af huset. Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse, således at familien fik ydet hjælp efter dagældende bistandslov 48 med et beløb på kr. som et rente- og afdragsfrit lån, der forfaldt til betaling ved ejerskifte. Hjælpen svarede til forskelsværdien i den offentlige vurdering mellem ny og gammel bolig. Nævnet lagde vægt på, at kommunens afgørelse af 23. februar 1998 ikke konkret havde taget stilling til det påklagede spørgsmål, som kommunen ikke kunne ses at have rådgivet om, hvorfor kommunens efterfølgende henvisning til et forbehold i afgørelsen ikke kunne tillægges nogen betydning for det påklagede spørgsmål, og at kommunen i forvejen ydede familien hjælp til boligindretning af den ny bolig. Det sociale nævn fandt endvidere familien berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens 59 til maling af den ny bolig med kr. Nævnet fandt, at kommunens skøn over nødvendigheden af maling af boligen var åbenbart urimeligt. Nævnet lagde vægt på, at der ved indflytning i en bolig, som forud har været beboet af andre, vil være et behov for ny maling for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for drengen, og at 57

58 merudgiften efter forholdene, hvor familien selv havde udført arbejdet, blev skønnet at være de oplyste udgifter til malerartikler på kr., som kommunen ikke havde bestridt størrelsen af. Ved genvurderingen af sagen ændrede det sociale nævn retsgrundlaget for afgørelsen, således at det rente- og afdragsfrie lån på kr. blev ydet efter servicelovens 102, stk. 2, og maling af den nye bolig efter dagældende bistandslovs 48, stk. 1. I klagen gjorde kommunen bl.a. gældende, at kommunen ved afgørelsen af 23. februar 1998 alene fremkom med en principiel tilkendegivelse om, at et boligskift var nødvendigt, men betingelsen var, at dispositionerne skete til billigst mulige priser - herunder også boligskiftet. Da familien umiddelbart efter beslutningen købte den omhandlede ejendom, havde kommunen derfor ingen mulighed for at sikre, at købet skete til billigst mulige priser, eksempelvis ved, at der blev indhentet tilbud på andre passende ejendomme, således at prisniveauet kunne bedømmes. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp efter servicelovens 102, stk. 2, i form af et rente- og afdragsfrit lån på kr. som forfaldt til betaling ved ejerskifte samt berettiget til hjælp til dækning af udgifter til maling af boligen med et beløb på kr. efter samme lovs 28, stk. 1. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at serviceloven fandt anvendelse både i relation til spørgsmålet om betaling af boligudgifter og i relation til spørgsmålet om betaling af udgifter til maling, idet der først var truffet afgørelse i sagerne efter servicelovens ikrafttræden pr. 1. juli Begrundelsen for afgørelsen efter servicelovens 102, stk. 2, var, at boligskiftet var nødvendigt som følge af den mindreårige drengs handicap, hvilket kommunen heller ikke havde bestridt. Størrelsen af det rente- og afdragsfri lån var beregnet i overensstemmelse med 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998 om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning, hvorefter lånet udgør forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom. Ankestyrelsen var således enig med det sociale nævn i, at kommunen ikke ved sin afgørelse af 23. februar 1998 konkret havde forholdt sig til spørgsmålet om hjælp til højere boligudgift i forbindelse med flytning, og at kommunen heller ikke havde vejledt ansøgeren herom. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgeren bl.a. i sit brev til kommunen anførte, at han ikke havde indsigt i hvad og hvor meget der kunne ydes tilskud til. Efter Ankestyrelsens opfattelse havde kommunen tilsidesat sin vejledningspligt efter forvaltningslovens 7, stk. 1, ved ikke at vejlede ansøgeren om mulighederne for hjælp i forbindelse med boligskift efter den dagældende bistandslovs 48. Kommunen vejledte heller ikke i sin afgørelse af 23. februar 1998 ansøgeren om, hvilke krav kommunen stillede i forbindelse med boligskiftet. Det var efter Ankestyrelsens opfattelse ikke tilstrækkeligt at angive, at dispositionerne skulle ske til billigst mulige priser, når det ikke samtidig var præciseret, hvilke dispositioner tilsagnet omfattede, samt hvilke krav til besigtigelse, prisniveau m.v. kommunen stillede i forbindelse med anskaffelse af anden bolig efter servicelovens 102, stk

59 Begrundelsen for afgørelsen om udgifter til maling af boligen var, at udgiften måtte anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af drengen. Ankestyrelsen har i SM O fastslået, at i tilfælde hvor flytning alene er nødvendig af hensyn til det handicappede barn, skal en familie, ud fra formålet med bistandslovens 48 og 59 (nu servicelovens 28 og 102) ikke have merudgifter ved et boligskifte. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at udgiften måtte skønnes at være nødvendig i forbindelse med indflytning i boligen, som forud havde været beboet af andre, og at størrelsen af udgifterne, der alene bestod i materialeudgifter, ikke var bestridt af kommunen. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: Ved boligændring i form af til- og ombygning som følge af et barns handicap kunne der ydes hjælp til merudgifter i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større forbrug af el og varme. Særligt for så vidt angik den forhøjede lejeværdi lagde Ankestyrelsen vægt på, at der tages pant for værdiforøgelsen som indretningen medfører, hvorfor den ikke modsvares af en formueforøgelse. Sagsfremstilling: En familie søgte om hjælp til løbende merudgifter i form af forhøjet lejeværdi, forhøjelse af ejendomsforsikring og det større forbrug af el og varme, der opstod på grund af, at der som følge af deres barns handicap var bevilget en boligændring efter servicelovens 102, stk. 1, på 60 kvm. Kommunen gav afslag på hjælp til de ansøgte udgifter med den begrundelse, at der efter servicelovens 102 kan ydes hjælp til boligindretning og merudgifter ved boligskift til personer med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det fremgår ikke af bestemmelsen, at der er hjemmel til at dække merudgifter i forbindelse med boligen, når der ikke er tale om boligskift. Kommunen gav ligeledes afslag efter servicelovens 28 med den begrundelse, at der efter kommunens opfattelse ikke var hjemmel i servicelovens 28 til at dække merudgifter, der relaterer sig til forhøjede boligudgifter i fast ejendom som familien selv ejer. Nævnet tiltrådte kommunens afslag. Nævnet lagde til grund, at det af servicelovens 102 fremgår, at støtte til højere boligudgifter udelukkende kan ydes i forbindelse med boligskifte. Nævnet lagde videre til grund, at servicelovens 28 om støtte til merudgifter ikke sigter på at dække løbende merudgifter i forbindelse med boligindretning. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan ydes støtte til merudgifter i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større 59

60 forbrug af el og varme som følge af boligændring af nuværende bolig efter servicelovens 102, stk. 1, herunder om merudgifterne kan ydes efter servicelovens 28. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at der er hjemmel i servicelovens 28, stk. 1, til at dække merudgifter i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større forbrug af el og varme, som følger af nødvendig boligændring efter servicelovens 102, stk. 1. Begrundelsen for afgørelsen var, at familien efter servicelovens 102, stk. 1 havde fået bevilget en boligændring bestående af en om- og tilbygning på 60 kvm. alene på grund af familiens søns handicap, og at familien som følge heraf havde fået løbende højere udgifter i forbindelse med boligen. Ankestyrelsen lagde vægt på Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, punkt 37, hvoraf bl.a. fremgår at 28 giver hjemmel til at dække de udgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet/den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse. Særligt for så vidt angik den forhøjede lejeværdi lagde Ankestyrelsen vægt på, at der tages pant for værdiforøgelsen som indretningen medfører, hvorfor den ikke modsvares af en formueforøgelse. Ankestyrelsen henviste til, at styrelsen tidligere i SM O har tilkendegivet, at i tilfælde hvor en flytning alene er nødvendig af hensyn til det handicappede barn, skal en familie ud fra formålet med bistandslovens 48 og 59 (nu servicelovens 28 og 102) ikke have merudgifter ved et boligskift. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at vejledningens eksempler på merudgifter ikke er udtømmende, og at der herudover efter en konkret vurdering kan ydes hjælp til andre udgifter, når disse må anses for velbegrundede, sandsynliggjorte merudgifter på grund af barnets handicap, jf. pkt. 75. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på retstilstanden efter dagældende bistandslovs 48, stk. 1, hvorefter merudgifter til højere boligudgifter, som er en nødvendig følge af barnets handicap, herunder merudgifter som skyldes boligskift, forbedringer af boligen eller højere løbende boligudgifter kunne dækkes efter denne bestemmelse. Efter forarbejderne til servicelovens 28 er der ikke tilsigtet ændringer i ydelserne i forhold til bistandslovens 48, stk. 1, og 2. Ankestyrelsen var enig med nævnet i at der efter 102, stk. 1, ikke kan ydes hjælp til boligudgifter af den nævnte karakter, da bestemmelsen vedrører hjælp til boligændring i form af mur- og nagelfaste genstande. Ankestyrelsen var ligeledes enig med nævnet i, at der efter 102, stk. 2, heller ikke er hjemmel til hjælp til højere boligudgifter af den nævnte karakter, da bestemmelsen alene vedrører boligskift. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse for så vidt angår servicelovens 102 og ændrede nævnets afgørelse for så vidt angår servicelovens 28. Samtidig blev sagen tilbagesendt til kommunen som 1. instans med henblik på en vurdering af 60

61 hjælpens størrelse efter 28, herunder stillingtagen til, hvad der var nødvendige merudgifter som følge af barnets handicap SM C Resumé: Udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer, vask m.v. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikkehandicappede bilejere. Hvis en familie som følge af barnets nedsatte funktionsevne har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter anses som merudgift ved barnets forsørgelse. Sådanne udgifter kan også være udgifter i forbindelse med ikke formålsbestemt kørsel, som kørsel til familie og venner, feriekørsel og indkøb. At et barns handicapbus dækker hele familiens kørselsbehov udelukker ikke, at kørsel for barnet til besøg hos venner, familie, indkøb og ferieture i nødvendigt omfang indgår ved beregning af merudgiften til dækning af barnets samlede behov for befordring. Den konkrete sag blev hjemvist til ny vurdering af merudgifterne. Sagsfremstilling: En familie søgte kommunen om dækning af driftsudgifter herunder forsikrings- og benzinudgifter i forbindelse med deres 11-årige barns handicapbus. Det var oplyst, at barnet var svært spastisk og epileptiker og brugte elkørestol og flere tunge hjælpemidler. Kommunen bevilgede driftsudgifter som en merudgift med den del af udgifterne til reparationer, som kunne henføres til formålsbestemt kørsel (møder på skolen, afhentning i aflastningsfamilie m.v). Den formålsbestemte kørsel blev beregnet til km. pr. år. Kommunen besluttede samtidig at bevilge merudgiften til forsikringspræmien fra almindelig personbil - det vil sige den forsikringspræmie familiens tidligere bil nu ville have - til forsikringspræmien på handicapbussen. Disse merudgifter blev bevilget med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for anskaffelsen af handicapbussen. Med hensyn til benzinudgifter henviste kommunen til, at familien allerede fik dækket transportudgifter med km. årligt á 1,39 kr. pr. km. Transporten til barnets ridning ville ligeledes kunne dækkes. Transportudgiften til ikke formålsbestemt kørsel, f.eks. til indkøb, besøg hos familie og venner, ferie m.v. skønnedes ikke at være en merudgift. Til brug for nævnets behandling af sagen havde familien fremsendt en nærmere redegørelse for barnets kørselsbehov. Det årlige kørselsbehov for barnet ved kørsel i fritiden til familie, venner, ferier og indkøb var opgjort til km. Nævnet fastholdt kommunens afgørelse om at yde hjælp med tilbagevirkende kraft fra anskaffelsen af handicapbussen i 1995 til driftsudgifter til den del af udgifterne til reparationer som alene kunne 61

62 henføres til formålsbestemt kørsel, p.t km. Nævnet lagde vægt på, at driftsudgifter til formålsbestemt kørsel var en merudgift ved forsørgelsen af barnet. Nævnet lagde tillige vægt på, at driftsudgifter i forbindelse med indkøb, besøg hos familien og venner m.v. ikke var en merudgift, idet familien ville have haft disse udgifter, selv om barnet ikke var handicappet. Nævnet tiltrådte endvidere kommunens afgørelse om ikke at yde hjælp til benzinudgifter ud over formålsbestemt kørsel med samme begrundelse som vedrørende driftsudgifter til reparationer. Endelig fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn over ikke at yde hjælp til forskellen mellem benzinforbruget på en almindelig bil og benzinforbruget på handicapbussen, idet nævnet ikke fandt, at kommunens skøn var åbenbart urimeligt eller ulovligt. Nævnet lagde herved vægt på, at udgifterne til formålsbestemt kørsel blev dækket med statens laveste takst. I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der ved sagens behandling ikke var foretaget en konkret vurdering af merudgifter til benzin til kørsel i familiens handicapbus, og at der ikke konkret var taget stilling til merudgiften til kørsel i handicapbus i forhold til kørsel i almindelig bil. Der blev henvist til, at familien ikke søgte om at få dækket udgiften til kørsel til familie, venner m.v. i sig selv, idet familien ville have haft denne udgift alligevel. Der var derimod søgt om dækning af merudgiften - altså forskellen på udgiften ved kørsel i en almindelig bil og i handicapbussen. I klagen blev endvidere henvist til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, hvoraf det bl.a. fremgår, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af en barn med nedsat funktionsevne i familiens egen bil. Det fremgår, at det bl.a. vil gælde den situation, hvor familien har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det fremgår også, at der i disse situationer kan ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgifterne må anses som en merudgift ved forsørgelsen. I klagen var tillige henvist til en tidligere klage, hvorefter familiens handicapbus kørte ca. 6 km. på en liter benzin. En almindelig personbil ville køre ca. 14 til 15 km. pr. liter benzin. Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af om merudgifter til benzin i forbindelse med kørsel i handicapbus kan anses for en merudgift efter servicelovens 28, herunder spørgsmål om merudgifter til drift af bil i forbindelse med ikke-formålsbestemt kørsel. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt at udgifter, der er forbundet med at have bil, f.eks. forsikring, benzin, reparation, vask m.v., skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikkehandicappede bilejere. Ankestyrelsen fandt videre, at hvis en familie som følge af barnets nedsatte funktionsevne har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter anses som merudgift 62

63 ved barnets forsørgelse. Sådanne udgifter kan også være udgifter i forbindelse med ikke formålsbestemt kørsel, som kørsel til familie og venner, feriekørsel og indkøb. Ankestyrelsens lagde til grund, at efter servicelovens 28 ydes dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varig nedsat funktionsevne, når merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgår af Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap pkt. 57 og 58, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter - end merudgifter til befordring af barnet/den unge til dagtilbud, uddannelse, behandling og fritid - i forbindelse med befordring af et barn med nedsat funktionsevne. Det gælder f.eks. den situation, hvor familien som følge af barnets handicap har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets nedsatte funktionsevne. I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgiften må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet. Ankestyrelsen vurderede herefter, at der er hjemmel i servicelovens 28 til at dække ekstra driftsudgifter, herunder benzinudgifter, ved barnets kørsel i nødvendigt omfang i den bevilgede handicapbus i forhold til kørsel i personbil. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at familien tidligere havde en personbil, men solgte denne på grund af udgifterne ved anskaffelse af handicapbussen i Ankestyrelsen var opmærksom på, at barnets handicapbus dækkede hele familiens kørselsbehov, men fandt ikke at dette udelukker, at kørsel for barnet til besøg hos venner og familie, indkøb og ferieture i nødvendigt omfang indgår ved beregningen af merudgiften til dækning af barnets samlede behov for befordring. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse. Sagen blev samtidig hjemvist til kommunen til ny behandling og afgørelse vedrørende de ansøgte ekstra driftsudgifter, herunder benzinudgifter ved kørsel for barnet i handicapbussen. Ved vurderingen af merudgifter burde indgå et rimeligt behov for kørsel til de nævnte formål, herunder hensyn til de geografiske afstande. Endelig måtte der indgå oplysninger om benzinforbrug og andre driftsudgifter (reparationsudgifter) for familiens tidligere bil i forhold til handicapbussen SM C Resumé: Et 11-årigt barn med muskelsvind (Duchennes muskeldystrofi) havde behov for praktisk hjælp i hverdagen og havde behov for ledsagelse, da barnet ikke kunne færdes alene. Der var ansøgt om hjælp 15 timer ugentligt. Det indgik i Ankestyrelsens vurdering, at der var søgt om ledsagelse og praktisk hjælp til barnet, fordi familien havde behov for aflastning. Ankestyrelsen fandt, at der kunne ydes merudgifter til aflastning i form af ledsagelse og praktisk hjælp til barns fritidsaktiviteter uden for hjemmet. Servicelovens ledsageordning for unge mellem 63

64 16 og 18 år var ikke til hinder for at yde hjælp til aflastning ved ledsagelse og praktisk hjælp til børn under 18 år. Ankestyrelsen hjemviste samtidig sagen til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen, idet sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at Ankestyrelsen kunne vurdere omfanget af familiens behov for aflastning i form af ledsagelse af barnet til fritidsaktiviteter uden for hjemmet og praktisk hjælp i forbindelse hermed. Sagsfremstilling: En kommune havde bevilget 26 timers månedlig aflastning i hjemmet i form af betaling af en barnepige for en 11-årig dreng med muskelsvindslidelse, samt tabt arbejdsfortjeneste med 9,3 timer om ugen. Der blev herefter indgivet ny ansøgning om praktisk hjælp og ledsagelse af barnet uden for hjemmet 15 timer ugentligt. Det blev oplyst, at der var brug for hjælp til ledsagelse af barnet til el-hockey, kørestolsfodbold, børnefødselsdage m.m. Det var oplyst, at familien havde behov for aflastning hertil. Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om praktisk hjælp og ledsagelse 15 timer ugentligt. Kommunen vurderede, at der efter de gældende regler samt barnets alder ikke kunne ydes hjælp til ledsagelse af barnet. Barnets behov for pasning var tilgodeset ved de tidligere bevilgede 26 timers hjælp pr. måned. Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse. Nævnet henviste til bestemmelsen i servicelovens 31, hvorefter kommunen kan tilbyde op til 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og 18 år med betydelig nedsat funktionsevne. Nævnet henviste til, at barnet på grund af sin alder ikke var omfattet af personkredsen. Nævnet henviste til, at da bestemmelsen efter sit indhold måtte anses for udtømmende at have gjort op med muligheden for at yde støtte til ledsagelse til unge, var der ikke hjemmel til at yde støtte til ledsagelse efter andre regler i serviceloven, f.eks. servicelovens 28. I klagen til Ankestyrelsen blev bl.a. rejst det spørgsmål, om praktisk hjælp og ledsagelse til et barn under 16 år kunne være udelukket allerede på grundlag af bemærkningerne til servicelovens 31 om ledsageordninger, der alene tilbydes til personer over 16 år. Der blev henvist til, at der var ansøgt om aflastning, og at barnets behov for hjælp i forbindelse med sine fritidsaktiviteter måtte betragtes som en merudgift, jf. vejledningens punkt 37, fordi andre børn typisk ikke har behov for nogen form for hjælp i forbindelse med udøvelse af fritidsaktiviteter. Behovet ville ikke kunne dækkes via dagtilbud eller hjemmehjælp. Det blev påpeget, at vejledningens punkt 80 om hjælp til aflastning i eget hjem alene betød, at barnet skulle forsørges af forældre eller andre pårørende, i modsætning til forsørgelse uden for hjemmet, jf. vejledningens punkt 44. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan ydes hjælp til aflastning i form af praktisk hjælp og ledsagelse af et barn i forbindelse med fritidsaktiviteter uden for hjemmet efter servicelovens 28 om merudgifter ved forsørgelsen, når der er bevilget aflastning i form af 26 timers pasning i hjemmet efter servicelovens 28, stk. 1 samt tabt arbejdsfortjeneste svarende til 9, 3 timer ugentligt i medfør af servicelovens 29, stk

65 Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at der var hjemmel til at yde aflastning i form af ledsagelse og praktisk hjælp til barnet i forbindelse med dets fritidsaktiviteter uden for hjemmet, jf. servicelovens 28, stk. 1. Sagen var imidlertid ikke tilstrækkeligt oplyst til, at Ankestyrelsen kunne vurdere omfanget af familiens behov for hjælp til aflastning i form af ledsagelse af barnet til fritidsaktiviteter uden for hjemmet og praktisk hjælp i forbindelse hermed. Sagen hjemvistes derfor samtidig til kommunen. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der burde indhentes yderligere oplysninger om barnets aktuelle helbredsmæssige forhold samt dets behov for praktisk hjælp. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at barnet på grund af sin muskelsygdom (Duchennes muskeldystrofi) havde behov for praktisk hjælp i dagligdagen og havde behov for ledsagelse, da han ikke kunne færdes alene. Det indgik i vurderingen af sagen, at familien havde søgt om praktisk hjælp og ledsagelse til barnet, fordi familien havde behov for aflastning. Efter servicelovens 28 ydes dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, når merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne. Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om en merudgift vægt på, at det fremgår af forarbejderne, at sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn omfattet af personkredsen har nogle særlige behov, som kan give merudgifter ved forsørgelsen. Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om nødvendige merudgifter vægt på, at det ligeledes fremgår af forarbejderne, at der bag bestemmelserne ligger flere hensyn. Således hensynet til børns mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, familiens mulighed for at leve så normalt som muligt på trods af barnets nedsatte funktionsevne og hensynet til at hindre, at barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger. Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen i servicelovens 31 om ledsagelse op til 15 timer om måneden af unge mellem 16 og 18 år ikke er til hinder for at yde hjælp til aflastning ved ledsagelse og praktisk hjælp til børn under 18 år som en merudgift efter 28, når det er for at tilgodese forældrenes behov for aflastning. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at formålet med ledsageordningen efter 31 ikke er at tilgodese en aflastning af forældrene. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse og hjemviste sagen til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen som 1. instans SM C Resumé: Udgiften til en computer til et 8-årigt barn med spastisk tetraplegi blev ikke anset for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. 65

66 Ankestyrelsen fandt, at barnet ikke havde behov for en computer til eget personligt brug. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på at 82 % af børnefamilier med børn i alderen fra 7-15 år (1998) har computer i hjemmet. Sagsfremstilling: Sagen vedrørte en ansøgning om betaling af en computer til et barn født i Det fremgik, at barnet var en normal begavet dreng med cerebral parese. Han havde et meget dårligt syn (20/100), skelede meget og havde svært ved at fokusere. Drengens hørelse var i orden og hans sprog var veludviklet. Han brugte kørestol, som han selv kunne skubbe. Han kunne sidde på en almindelig stol og gå ved voksenhjælp. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) vurderede drengens handicap var af vidtgående karakter i henhold til folkeskolelovens 20, stk. 2 om specialundervisning. På baggrund af en syns- og computerafprøvning konkluderede kommunens hjælpemiddelafdeling, at EDB-udstyret skulle gøre det lettere for ham at udvikle de førskolefærdigheder, alle børn har brug for at udvikle før skolealderen. Det drejede sig om kognitive funktioner som billedforståelse og begrebsforståelse m.v. Hjælpemiddelafdelingen havde på baggrund heraf givet afslag efter dagældende bestemmelse i bistandsloven 58 om hjælpemidler. Kommunen vurderede ansøgningen efter dagældende bestemmelse i bistandslovens 48 om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, og gav ligeledes afslag, da drengens handicap ikke forhindrede ham i at deltage i aktiviteter af anden art. Ansøgningen blev ligeledes vurderet efter folkeskolelovens bestemmelser af Amtskommunen samt efterfølgende af Undervisningsministeriet. Begge instanser meddelte afslag på ansøgningen. Faderen henviste til, at man i følge kommunens papirer betragtede hans søn som vidtgående handicappet. Han krævede hjælp til alt, hvad han skulle foretage sig. Han var ikke i stand til at gå og kunne ikke selv komme hverken op i eller ned af sin kørestol. På grund af hans dårlige syn og motoriske handicap, kunne han endvidere ikke sidde og tegne/lege som andre børn. Det blev anført, at han med en computer kunne få nogle oplevelser i stil med børn uden handicap. Han ville kunne se billeder på computerskærmen af sig selv, familien m.fl., som børn uden handicap med stor fornøjelse ser på i almindelige fotoalbum. Såfremt han ikke var handicappet, ville han være i stand til at spille på en Nintendo ligesom sin storebror. På den baggrund mente forældrene, at der var tale om en merudgift. Det fremgik i øvrigt af sagen, at der i medfør af bistandslovens 48 var bevilget transport til handicapridning, at han ikke selv kunne cykle, og at familien derfor var bevilget en tandemcykel. Nævnet fandt, at forældrene var berettiget til en computer til deres søn, jf. servicelovens 28. Nævnet begrundede afgørelsen med, at efter en vurdering af de foreliggende oplysninger om sagens omstændigheder, herunder faderens egne ubestridte udtalelser om sønnens fritidsmuligheder i en tilværelse, der var begrænset af hans handicap, var en computer i dette tilfælde en nødvendig udgift ved forsørgelsen. Nævnet henviste til principperne i SM O-34-99, hvorefter en computer efter en konkret vurdering kunne anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af en 8-årig dreng. Kommunen klagede og anførte, at det ikke tidligere har været praksis, at bevilge til yderligere fritidsaktiviteter som aflastning i henhold til servicelovens 28, når barnets nedsatte funktionsevne ikke forhindrede det i at deltage i fritidsaktiviteter, hvor en computer ikke indgik som nødvendigt tilbehør for fritidsaktiviteten. 66

67 Det anførtes i forhold til SM O-34-99, at der i aktuelle sag ikke var bevilget spil som nødvendigt tilbehør, som afledte behov for bevilling af computer som aflastning efter servicelovens 28. Dernæst anførte kommunen, at målgruppen måtte være en mindre del af den målgruppe, der modtager hjælp til merudgiftsydelse, idet det formodes at være en yderligere forudsætning for at være berettiget til bevilling af en computer som aflastning, at det drejer sig om de tilfælde, hvor det er en naturlig følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet/den unge har behov for computer i hjemmet. Kommunen ønskede en præcisering af, hvornår barnets/den unges nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne berettiger til dækning af merudgiftsydelse til computer, da nævnet med sin afgørelse bredte den ud til "alle" børn/unge med rimeligt svære funktionsnedsættelser. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en nærmere afgrænsning af, i hvilke tilfælde udgift til en computer må anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen, jf. servicelovens 28. Sagen blev antaget som supplement til SM O Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke, at barnets forældre var berettiget til økonomisk støtte til en computer i medfør af servicelovens 28 om merudgifter ved forsørgelsen. Begrundelsen for afgørelsen var, at selvom barnet kunne have nytte af en computer, så kunne udgiften til en computer i hans tilfælde ikke anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet. Ankestyrelsen fandt ikke, at barnet havde et behov for en computer til eget personligt brug, som det var nødvendigt at tilgodese. Ankestyrelsen fandt heller ikke, at hans muligheder for beskæftigelse i fritiden ved hjælp af en computer indebar merudgifter ved forsørgelsen. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på beskrivelsen af hans dårlige syn og motoriske handicap men intellektuelt alderssvarende hvorefter han kunne deltage i aktiviteter som f.eks. handicapridning. Den omstændighed at han ikke som andre børn kunne sidde og tegne/lege, se i fotoalbum eller spille på Nintendo fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde bevilling af computer. Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at 82% af børnefamilier med børn i alderen fra 7-15 år (1998), i følge en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, har computer i hjemmet. Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om en merudgift vægt på, at det af forarbejderne fremgår, at sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn omfattet af personkredsen har nogle særlige behov, som kan give merudgifter ved forsørgelsen. Ankestyrelsen lagde ved sin fortolkning af, hvornår der er tale om nødvendige merudgifter vægt på, at det ligeledes af forarbejderne fremgår, at der bag bestemmelsen ligger flere hensyn. Således hensynet til børns mulighed for at forblive i familien så længe som muligt, familiens mulighed for at leve så normalt som muligt på trods af barnets nedsatte funktionsevne og hensynet til at hindre, at barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre følger. Om principperne i SM O-34-99, hvorefter en computer efter en konkret vurdering kunne anses som 67

68 en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af en 8-årig, bemærkede Ankestyrelsen at det i den pågældende afgørelse er fremhævet, at en computer efter en konkret vurdering måtte anses som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ved vurderingen af, hvorvidt der var tale om en nødvendig merudgift ved forsørgelsen lagde Ankestyrelsen særlig vægt på oplysninger om, at bevilling af en computer ansås for at være nødvendigt for at forældrene bedre var i stand til at beholde barnet i hjemmet trods den sygdomsbetingede meget belastende adfærd. Derudover lagde Ankestyrelsen vægt på, at det i den konkrete sag fandtes nødvendigt med en computer til barnets eget personlige brug. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse. Ankestyrelsen traf samtidig afgørelse om, at forældrene ikke skulle tilbagebetale det beløb, der efter nævnets afgørelse var bevilget til en computer SM C Resumé: Der var ikke hjemmel i serviceloven til at kræve dokumentation for at de løbende merudgifter i sig selv skulle udgøre mindst 250 kr. gennemsnitlig pr. måned, og ved denne beregning helt se bort fra enkeltudgifters omfang. Merudgifter omfatter såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Man kunne ikke regulere merudgiftsydelsen for et kortere tidsrum, under henvisning til akut indtruffet væsentlig variation i familiens situation, med den virkning, at en egenbetaling for løbende merudgifter opretholdes, når familien samlet set har merudgifter for mere end 250 kr. gennemsnitligt pr. måned. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om beregning af merudgiftsydelse efter servicelovens 28, herunder hvorledes man skulle forholde sig til enkeltudgifter som reservebriller. Det fremgik af sagen, at ansøgers datter led af Downs syndrom, og at hun på grund af sit handicap var omfattet af personkredsen i servicelovens 28, og dermed berettiget til at få dækket merudgifter. I forbindelse med servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 blev der foretaget en vurdering af familiens merudgifter. Der blev givet afslag på løbende bevilling i h.t. servicelovens 28, idet familiens løbende merudgift var under kr. om året. Det fremgik at ansøger havde merudgifter til medicin, transport og barnepige på ialt 909,57 kr. årligt. Derudover var der samme år enkeltydelser efter regning til et "tegn til tale kursus" på kr. Ansøger søgte om reparation af briller, da hendes datter pga sit handicap ofte ødelagde sine briller. Det vurderedes, at der var tale om en merudgift, men at udgiften på 70 kr. pr. måned ikke bevirkede udløsning af et standardbeløb, hvorfor der blev givet afslag efter servicelovens 28. I juni/juli foretoges en ny beregning, der fortsat ikke udløste udbetaling af månedligt standardbeløb. Der blev bevilget et par reservebriller efter servicelovens 28. Det bevirkede, at der blev udbetalt et standardbeløb med kr. for april. 68

69 I august/september samme år blev bevilget handicapridesaddel samt klapvogn i h.t. servicelovens 28. Udgifterne til dette udløste en merudgiftsydelse på kr.. I december søgtes der om bevilling af udgift til bleer. Kommunen gav afslag i h.t. servicelovens 28, men nævnet gav ansøger medhold i sin klage over ikke at få dækket udgifter til bleer. Beregning af standardbeløbet ændredes herefter med tilbagevirkende kraft til december, således at ansøger fik tildelt en månedlig merudgiftsydelse. I januar det følgende år foretoges en ny beregning ud fra de kvitteringer ansøger havde fremsendt. Det bevirkede, at der blev udbetalt et standardbeløb med 257 kr. for perioden året før fra den 1. august december samt 265 kr. for perioden fra 1. januar til 31. juli i det aktuelle år. Det var kommunens afgørelse i forbindelse med beregningen i juni/juli, der blev klaget over i aktuelle sag. Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet tog udgangspunkt i kommunens oplysninger om, at ansøger havde løbende udgifter til transport, barnepige, reparation af briller samt medicin. Disse udgifter udgjorde sammenlagt kr. på årsbasis. Nævnet henviste til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap pkt. 45, hvorefter merudgifter vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Udgifter, der afholdes inden for et kalenderår, sammenlægges. Nævnet anførte, at lagde man enkeltudgiften til briller (2.273 kr.) til de løbende udgifter (2.811 kr.) udgjorde det samlede årlige beløb til merudgifter kr. Udgiften oversteg således det minimumsbeløb (3.084 kr på årsbasis), som var grænsen for, om tilskud til merudgifter kunne ydes. Nævnet henviste yderligere til samme vejlednings pkt. 49, hvoraf fremgår, at hvis der akut indtræffer væsentlige variationer i familiens situation og behov, forudsættes ydelsen også reguleret for et kortere tidsrum, bl.a. for at kunne dække større enkeltudgifter på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår. Nævnet fandt, at enkeltudgiften til reservebriller var omfattet af den situation, der var taget stilling til i vejledningens pkt. 49. Nævnet stadfæstede herefter kommunens afgørelse om, at der for april 1999 var tale om en sådan større enkeltudgift, at ansøger havde behov for at få dækket denne på det tidspunkt, hvor udgiften opstod. Nævnet fandt, at merudgifterne i årets øvrige måneder var under det minimumsbeløb, der er omtalt i servicelovens 28, hvorfor nævnet stadfæstede kommunens afslag på tilskud til merudgifter i årets øvrige måneder. I klagen var bl.a. anført, at eftersom ansøger løbende havde udgifter, også enkeltudgifter, store og små, mente hun sig i princippet berettiget til en løbende ydelse af en sådan størrelsesorden, at hun ville få dækket sine udgifter. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorledes enkeltudgifter til eksempelvis reservebriller skulle indgå ved beregningen af merudgiftsydelsen efter servicelovens 28, stk

70 Afgørelse: Sagen blev hjemvist med henblik på fornyet vurdering og afgørelse i kommunen som første instans, jf. servicelovens 28. Begrundelsen var, at merudgiftsydelsen ikke var udmålt efter en vurdering af ansøgers samlede merudgifter, men derimod alene blev vurderet i forhold til hendes løbende merudgifter. Kommunes beregning af hendes merudgifter fandtes på denne måde at have pålagt hende en egenbetaling, der ikke var hjemmel til i servicelovens 28. Der var efter Ankestyrelsens vurdering således ikke hjemmel i servicelovens 28 til at kræve dokumentation for, at de løbende merudgifter i sig selv udgør mindst 250 kr. gennemsnitlig pr. måned, og ved denne beregning helt se bort fra enkeltudgifternes omfang. Ankestyrelsen fandt, at merudgifter efter servicelovens 28 omfatter såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Ved beregningen af merudgiftsydelsen i forhold til minimumsgrænsen på 250 kr. pr. måned (pr. 1. juli 1998) i gennemsnit, var det således de samlede merudgifter, der skulle lægges til grund for beregningen. De samlede merudgifter omfattede såvel de løbende udgifter som enkeltudgifter. Ankestyrelsen fandt det således ikke korrekt, når kommunen ved beregningen af ansøgers merudgiftsydelse i forhold til minimumsbeløbet på 250 kr. pr. måned kun medregnede hendes løbende merudgifter. Kommunen burde ved beregningen ligeledes have medtaget enkeltudgifterne til kursus, handicapridesaddel, klapvogn og senest udgift til reservebriller, uanset på hvilken måde enkeltudgiften blev afholdt. Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af servicelovens 28 og bekendtgørelsens 4 og 5 sammenholdt med lovbemærkningerne til servicelovens 28. Det fremgår heraf, at de merudgifter der foreslås dækket af bestemmelsen, svarer til de merudgifter der blev ydet efter bistandslovens 48. Som eksempler på merudgifter nævnes i lovforslaget således såvel merudgifter af løbende karakter (ex. befordring) som enkeltudgifter (ex. kurser). Derudover lagde Ankestyrelsen vægt på Socialministeriets vejledning pkt. 45, hvoraf fremgår, at merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter, og at merudgiftsydelsen udmåles efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte eller dokumenterede merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager. Af Socialministeriets vejledning pkt. 49 fremgår, at merudgiftsydelsen kan reguleres for et kortere tidsrum, hvis der akut indtræffer væsentlige variationer i familiens situation, således at større enkeltudgifter kan dækkes på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at der med henvisning dertil kunne bevilges enkeltudgifter i et kortere tidsrum med den virkning, at en egenbetaling for løbende merudgifter opretholdes, når familien samlet set havde merudgifter for mere end 250 kr. gennemsnitligt pr. måned. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse, og hjemviste sagen til kommunen med henblik på en fornyet beregning af ansøgers samlede merudgifter i overensstemmelse med ovenstående. 70

71 SM C-9-01 Resumé: Udgiften til en computer med tilbehør til et 5-årigt barn med spastisk tetraplegi blev ikke anset som et hjælpemiddel/forbrugsgode eller som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen. Ankestyrelsen fandt, at computeren skulle benyttes til at udvikle og træne barnets evne til at kommunikere - og ikke til at afhjælpe varige følger af den nedsatte funktionsevne eller til beskæftigelse i fritiden. Ankestyrelsen fandt, at serviceloven er sekundær i forhold til folkeskolens forpligtelse til at tilbyde specialpædagogisk bistand til småbørn med sprog- eller talevanskeligheder. Sagsfremstilling: En far havde søgt om bevilling af en computer med nødvendigt tilbehør til sin 5-årige søn. Sønnen var kørestolsbruger på grund af en spastisk tetraplegi med nedsat muskelkraft og vekslende muskeltonus. Han kunne udtrykke få ord. Amtskommunen gav afslag. Begrundelsen var, at drengens behov skulle ses som en væsentlig kompensation for manglende evne til selvstændig leg og udvikling. Behovet for kommunikationshjælpemiddel blev tilgodeset af en talemaskine. Amtskommunen oplyste, at hjælpemidler til leg og stimulation ydes efter servicelovens 28. Nævnet fandt, at drengen var berettiget til en computer med nødvendigt tilbehør. Nævnet begrundede afgørelsen med, at computeren i væsentlig grad kunne afhjælpe følgerne af drengens nedsatte kommunikationsevne og dermed i væsentlig grad lette den daglige tilværelse. Nævnet lagde vægt på, at han på daværende tidspunkt kun var i stand til at gøre sig forståelig overfor sine allernærmeste omgivelser, og at han allerede på daværende tidspunkt benyttede computeren som kommunikationshjælpemiddel blandt andet ved brug af elektroniske billedbøger. Der blev endvidere lagt vægt på, at han nu og i fremtiden vurderedes at være afhængig af computeren som kommunikationshjælpemiddel, og at det var vigtigt, at han allerede nu trænede og fik erfaring med computeren, hvis han skulle lære at udnytte den bedst muligt, jf. også vejledning om støtte til hjælpemidler m.v. pkt. 25. Endelig blev der lagt vægt på, at talemaskinen ikke var et alternativ til computeren, da den ikke kunne erstatte de meget varierende og motiverende muligheder for kommunikation, der lå i computeren. Amtskommunen henviste til Socialministeriets vejledning om støtte til bl.a. hjælpemidler, hvor information/kommunikation forstås som at modtage og afgive meddelelser. Amtskommunen spurgte, hvordan man definerer kommunikation for førskolebørn. Er det kommunikation i ovennævnte forstand at bladre i billedbøger via computer - se billeder og "snakke" med voksne om billedet og historien, eller er det leg og fritid i 28's betydning, eller er det et specialpædagogisk tiltag efter folkeskolelovens 3. Amtskommunen var ikke enig i, at computeren skulle være drengens eneste reelle mulighed for at kommunikere. Drengen havde et rimeligt ordforråd, men hans tale var meget spastisk præget. Han var bevilget en talemaskine af mærket Alpha Talker, med gode muligheder for kommunikation via billeder og indtalte sætninger, hvis den ellers tilpasses løbende af talepædagog. En talemaskine er i modsætning til en computer let at medbringe til de forskellige aktiviteter i dagligdagen. 71

72 Afslutningsvis klagede amtskommunen desuden over, at den ikke var blevet partshørt over en udtalelse som nævnet havde indhentet fra Hjælpemiddelinstituttet til brug for sin sagsbehandling, jf. forvaltningslovens 19. Der forelå i sagen en computervurdering foretaget da drengen var 5 år gammel. Ifølge denne styrede han computeren hurtigt og sikkert med et joystick med enkeltkontakt. Han mestrede førskoleprogrammer på tilsyneladende alderssvarende vis. Hans koncentration var langt større end set i andre aktiviteter, idet han på selvstændig vis kunne eksperimentere og løse opgaver på det niveau og i det tempo, der passede ham. Det anførtes endvidere, at hans forældre havde fremstillet flere elektroniske billedbøger til ham. Han kunne egenhændigt bladre i siderne, se billederne og få historien læst højt. Han kunne selv benytte disse programmer og havde stor fornøjelse af dem. Det konkluderedes, at computeren på længere sigt ville blive et vigtigt led i hans kommunikation med omverdenen, og det blev anbefalet, at han blev bevilget relevant computerudstyr til brug i hjemmet som en væsentligt kompensation for manglende evne til selvstændig leg og udvikling. Det fremgik i øvrigt af oplysninger fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), at drengen kun var i stand til at gøre sig forståelig overfor sine allernærmeste omgivelser, og at PPR vurderede, at han både nu og i fremtiden ville være afhængig af alternative kommunikationshjælpemidler. Hans motorik var meget dårlig, og han havde svært ved at give udtryk for sine intellektuelle færdigheder, som generelt vurderedes at være gode. Ved hjælp af computeren, hvor han ved brug af særligt betjeningsudstyr kunne blive kompenseret for sine motoriske problemer, ville han have mulighed for at vise omverdenen, hvilke ressourcer han indeholdt. Computeren gav ham samtidig mulighed for fortsat at udvikle sine færdigheder sprogligt og intellektuelt. Psykologen og talepædagogen fra PPR havde taget initiativ med henblik på at få kendskab til programmer til computeren, hvor han kunne udvikle en relevant kommunikationsmåde. Hjælpemiddelinstituttet anførte, at kommunikation med omverdenen ved hjælp af en computer ikke er en færdighed man opnår fra den ene dag til den anden. Det er en lang proces, hvor der langsomt opbygges en række nødvendige færdigheder. Nogle af færdighederne havde drengen allerede oparbejdet, og for ham gjaldt det om at fortsætte den positive udvikling, han allerede var i gang med. Dette ville meget vel kunne foregå ved brug af et billed- eller symbolbaseret kommunikationsprogram, som PPR allerede havde taget initiativ til at ville arbejde med. For at opnå tilfredsstillende resultater, hvor han selvstændigt kunne kommunikere ved hjælp af sit kommunikationshjælpemiddel, krævede det en daglig intensiv træning, som kun kunne opnås ved, at han havde sit udstyr stillet til rådighed i hjemmet. Der ville ikke kunne opnås samme intensive indsats alene gennem hans undervisning. De mange timer, han ville kunne sidde alene og "lege" med computeren, var afgørende for, hvor effektiv han ville blive. Det blev anført, at en talemaskine i mange tilfælde ikke er et alternativ til computeren - men et supplement. Talemaskinen ville aldrig kunne tilbyde den samme intensive træning, men brugt rigtigt, ville den kunne anvendes i en række forskellige daglige situationer, hvor computeren ikke er hensigtsmæssig. Når drengen havde opnået en god forståelse for brugen af computeren i her-og-nu samspil med en voksen; hvor der kommunikeres om noget på forhånd tilrettelagt, ville mulighederne langsomt kunne udbygges. Det var for tidligt at udtale sig om, hvorvidt han ville lære at læse og skrive. Det anførtes, at han allerede på nuværende tidspunkt var i stand til at anvende det ansøgte computerudstyr, men at daglig brug/træning ville være med til at forbedre hans motoriske kontrol og præcision af hans bevægelser, hvorved det ville blive mere realistisk for ham på et senere tidspunkt at benytte computeren effektivt til egentlig kommunikation. Hvis drengen skulle opnå en til- 72

73 værelse som aktivt, selvstændigt kommunikerende, så er det nu, mens han er i sin vigtigste udviklingsfase, at der skal sættes ind med relevante hjælpemidler. Ved at tilrettelægge kommunikationssituationer ved computeren får han mulighed for at opnå nogle vigtige erfaringer med hensyn til at kunne påvirke sine omgivelser og at kunne udtrykke sig entydigt uden at modtageren behøver tolke til, hvad han mener. Det anførtes endvidere, at der ingen tvivl er om, at såvel motorik samt sprog og begrebsdannelse har de bedste udviklingsmuligheder i førskolealderen. Gennem en tidlig indsats ville han kunne opnå en række færdigheder, der gjorde ham bedre i stand til at modtage ny indlæring. Samtidig ville en bevilling af det ansøgte computerudstyr nu frem for senere betyde, at han hurtigere end ellers ville blive i stand til at benytte computeren til selvstændig kommunikation. Amtskommunen oplyste, at der blev afholdt et hjemmebesøg hos drengen og hans forældre den 29. november 1999 med henblik på at gennemgå hans kommunikationsbehov. Af resumé fra mødet fremgik, at man arbejdede meget med hans sproglige stimulering. Han deltog i en talegruppe og gik til træning med mundstimulering. Der var ikke planer om at starte kommunikation op i forhold til computeren (f.eks. billedkommunikation). Han talte nu i sætninger og ville gerne kommunikere sprogligt, men det var stadig svært for mennesker, der ikke kender ham at forstå ham. Han skulle starte i børnehaveklasse i den lokale folkeskole. På et senere tidspunkt var det muligt, at han skulle flytte til en centerklasse på en anden skole. Man ville styrke hans alternative kommunikationsmuligheder specielt med henblik på skolestart. I den forbindelse kom talemaskinen på banen igen, som en mulighed for ham til bedre at komme til orde i børnehaveklassen. Han havde fravalgt talemaskinen og brugte i stedet sit talesprog. Da det var svært for børn og voksne, der ikke kender ham at forstå ham burde talemaskinen forsøges igen. På computeren spillede han forskellige spil f.eks. Pixeline og Bamseleg samt en del andre af samme type. Desuden var der lagt billeder og lyd ind, som han var glad for at bladre i. Han brugte megen fritid ved computeren, da det var en af de få ting han kunne gøre selvstændigt. Han styrede computeren ved hjælp af joystick og enkeltkontakter. Enkeltkontakter ønskedes tilkoblet en Symbi-key så han kunne få flere kontakter med forskellige funktionstastmuligheder. Af forslag til udviklende programmer var "Min første ABC" fra Gyldendal og Børnenes Ordbog. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt bevilling af en computer til et barn skal ske i henhold til servicelovens 28, eller 97 og 98 eller eventuelt i en kombination af de nævnte bestemmelser. Ankestyrelsen tog også stilling til, hvorvidt amtskommunen skulle være partshørt over den af nævnet indhentede udtalelse fra Hjælpemiddelinstituttet. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke, at drengen var berettiget til hjælp til en computer med nødvendigt tilbehør, jf. servicelovens 98 og 97, stk. 1. Begrundelsen var, at selvom drengen kunne have nytte af en computer, så fandtes computeren ikke (på nuværende tidspunkt) i væsentlig grad at kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne. Det var Ankestyrelsens vurdering, at man ikke på nuværende tidspunkt kunne vurdere de varige følger af hans nedsatte kommunikationsevne, idet computeren netop skulle benyttes til fortsat at udvikle hans sproglige færdigheder og begrænse omfanget af hans kommunikationshandicap. Ankestyrelsen fandt, at computeren i drengens tilfælde skulle benyttes til at udvikle og træne hans 73

74 evne til at kommunikere. Computeren skulle således benyttes til at begrænse det kommunikationshandicap man allerede på daværende tidspunkt vurderede han havde og ville få i fremtiden. Ankestyrelsen lagde vægt på en udtalelse fra Hjælpemiddelinstituttet, hvoraf det fremgik, at daglig brug og daglig træning ville være med til at forbedre hans motoriske kontrol og præcision af hans bevægelser, hvorved det blev mere realistisk for ham på et senere tidspunkt at benytte computeren effektivt til egentlig kommunikation. Det fremgik ligeledes, at han gennem en tidlig indsats ville kunne opnå en række færdigheder, der satte ham bedre i stand til at modtage ny indlæring. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. kapitel 10 om afgrænsning til anden lovgivning. Af pkt. 51 fremgår, at kun hvor det ansøgte hjælpemiddel ikke kan henføres til anden lovgivning, behandles ansøgningen efter regler i den sociale lovgivning. Af afsnit 10.3 om undervisningssektoren, pkt. 54 fremgår bl.a., at der til børn, som ikke har påbegyndt skolegangen, som led i den specialpædagogiske bistand, kan ydes pædagogiske hjælpemidler, jf. folkeskolelovens 4, stk. 1. Det var ligeledes Ankestyrelsens vurdering, at en computer med tilbehør i drengens tilfælde ikke kunne henføres til servicelovens 28 om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet til særligt legetøj eller andre merudgifter forbundet med beskæftigelse i fritiden. Ankestyrelsen lagde også her vægt på, at drengens behov var udvikling/træning og undervisning i forhold til hans sproglige færdigheder. Ankestyrelsen lagde til grund, at ved leg i relation til servicelovens 28 forstås beskæftigelse/underholdning i modsætning til udvikling/undervisning, og at småbørns udvikling sker ved hjælp af leg. Ankestyrelsen vurderede, at serviceloven er sekundær i forhold til folkeskolens forpligtelse for så vidt angår småbørn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, hvorefter der skal tilbydes specialpædagogisk bistand, hvis barnets udvikling på grund af sprog- eller talevanskeligheder kræver særlig hensyntagen eller støtte. Der er mulighed for at få stillet særlige pædagogiske hjælpemidler til rådighed. Der henvistes til bekendtgørelse nr. 433 af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn med tilhørende vejledning. Ankestyrelsen tog ikke med denne afgørelse stilling til, hvorvidt drengen ville kunne få bevilget en computer med tilbehør i medfør af folkeskolelovgivningen. Ankestyrelsen bemærkede, med hensyn til den i sagen rejste problemstilling om manglende partshøring af amtskommunen over en udtalelse fra Hjælpemiddelinstituttet, at (amts)kommuner ikke antages at have almindelig forvaltningsretlig partsstatus i sociale sager allerede fra tidspunktet for sagens rejsning. Det antages endvidere, at under efterprøvelsen af en underordnet myndigheds afgørelse på grundlag af en klage fra borgeren, vil den myndighed, der har truffet afgørelse i 1. instans, ikke være part i klagesagen, jf. FOB Ankestyrelsen var således enig med nævnet i, at nævnet ikke var forpligtet efter forvaltningslovens 19 til at partshøre amtskommunen over den indhentede udtalelse. Amtskommunen havde derimod med sin indbringelse af sagen for Ankestyrelsen partsstatus under Ankestyrelsens behandling af sagen. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse. 74

75 Drengen og hans forældre fandtes samtidig berettiget til at beholde den hjælp til en computer med nødvendigt tilbehør, som familien var bevilget med nævnets afgørelse SM C Resumé: En mor til et for tidligt født barn havde, på baggrund af en konkret individuel vurdering af barnets lidelse, ret til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og dækning af merudgifter. Ankestyrelsen fandt således i det konkrete tilfælde, at et for tidligt født barn var omfattet af personkredsen om indgribende langvarig lidelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om et for tidligt født barn, hvor perioden efter fødslen blev kompliceret af koldbrand i mavesækken, hvilket medførte at barnet fik fjernet en stor del af mavesækken. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at barnet som følge af den komplicerede nyfødthedsperiode fik flere infektioner, herunder en alvorlig blodgiftning med salmonella, som medførte hospitalsindlæggelse. Ankestyrelsen fandt endvidere, at der kunne vælges mellem tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven eller dagpenge efter dagpengeloven (såfremt betingelserne efter begge regelsæt er opfyldt). Ankestyrelsen tog i den konkrete sag ikke stilling til dagpengeretten. Sagsfremstilling: Det fremgik af sagen, at ansøgers søn blev født den 1. december 1997, hvilket var ca. 9 uger før forventet fødselstermin. Nyfødthedsperioden var meget kompliceret. På grund af koldbrand i mavesækken fik han således kort efter fødslen fjernet en del af mavesækken. Efter fødslen var barnet indlagt indtil den 7. januar 1998 og blev derefter fulgt ambulant fra børneafdelingen. Han blev genindlagt på børneafdelingen i perioden fra den 16. februar til den 18. februar 1998 på grund af en virusinfektion. Den 6. oktober 1998 blev han indlagt på børneafdelingen på grund af en virus, men blev udskrevet igen den 7. oktober Ansøger tog herefter sammen med barnet til Norge for at besøge ansøgers familie. Den 12. oktober 1998 blev barnet sammen med ansøger indlagt på sygehus i Norge. Han var indlagt i Norge indtil den 13. november 1998, hvor han blev overflyttet til et dansk sygehus. Indlæggelsen skyldtes, at han havde fået en alvorlig blodforgiftning med salmonella og infektion i knoglerne i venstre skulder. Han var indlagt indtil den 23. november 1998 og fik herefter ambulant fysiurgisk behandling, i begyndelsen flere gange ugentligt, ligesom moderen blev instrueret i at give ham intensiv optræning i hjemmet. Han blev fortsat behandlet med medicin. Ved brev af 2. december 1998 søgte det behandlende sygehus på moderens vegne om tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29 i perioderne 5. oktober oktober 1998 og 12. oktober december 1998 i forbindelse med indlæggelsen og den efterfølgende pasning i hjemmet. Endvidere blev der søgt om tabt arbejdsfortjeneste til faderen i perioden 27. oktober no- 75

76 vember 1998 samt 2 timer den 2. november Der blev samtidig søgt om hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens 28 i form af udgifter til faderens transport til Norge i forbindelse med barnets indlæggelse på sygehus, faderens transport i forbindelse med barnets indlæggelse på sygehus i Danmark i perioderne 5. oktober oktober 1998 og 13. november november 1998 samt transport i forbindelse med ambulant fysiurgisk behandling + kontrol den 24. november 1998, den 30. november 1998, den 3. december 1998, den 7. december 1998 og den 15. december Der blev endelig søgt om dækning af merudgifter efter servicelovens 28 i form af udgifter til medicin (pondicillin). Kommunen anmodede herefter ved brev af 7. december 1998 i forbindelse med ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste og dækning af transportudgifter ansøger om at indsende dokumentation fra ansøgers og ansøgers ægtefælles arbejdsgiver samt en oversigt over antal kørte km de nævnte dage eller evt. billetter. Kommunen anmodede samtidig om at få oplyst størrelsen af de månedlige medicinudgifter og henviste i den forbindelse til, at der i henhold til den nye lov pr. 1. juli 1998 kan bevilges et månedligt beløb til dækning af disse udgifter således, at der ikke nødvendigvis skal indsendes bilag hver gang. Endelig anførte kommunen, at "..såsnart disse oplysninger er modtaget her, vil der kunne udbetales.." og det henstilledes, at oplysningerne indgik senest den 15. december 1998 for at udbetaling kunne ekspederes til udbetaling den 1. januar Det fremgik af kommunens journalnotat af 16. december 1998, at det på grund af manglende bilag, herunder ansøgers ægtefælles skattekort og lønseddel, ikke havde været muligt at beregne det aktuelle. Det var således oplyst, at der på daværende tidspunkt kun var grundlag for at udbetale 1250 kr. til dækning af transportudgifter og medicinudgifter svarende til henholdsvis 865,50 kr. og 421,10 kr. Ved brev af 23. december 1998 ansøgte det behandlende sygehus på moderens vegne om tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29 indtil den 19. januar 1999, hvor barnet skulle til ny kontrol. Det var oplyst, at kommunen efterfølgende udbetalte ansøger kr. a conto, som dagpengeydelse. Ved brev af 18. februar 1999 ansøgte det behandlende sygehus, på ansøgers vegne om yderligere 2 måneders tabt arbejdsfortjeneste med virkning fra den 19. januar 1999 i henhold til servicelovens 29. Det fremgik af ansøgningen, at barnet havde været til ambulant kontrol den 19. januar 1999, hvor det var blevet konstateret, at han fortsat havde problemer med sin venstre skulder og overarm, nedsat muskelkraft og at han fortsat var i fysiurgisk behandling herfor. Det fremgik endvidere, at barnet på grund af sin lange sygdomsperiode ikke var alderssvarende motorisk og krævede ekstra stimulering. Ved brev af 23. februar 1999 fremsatte det behandlende sygehus på ansøgers vegne anmodning om, at ansøger blev bevilget tabt arbejdsfortjeneste frem til den næste ambulante kontrol den 3. marts Ved brev af 24. februar 1999 meddelte kommunen, at ansøger var bevilget sygedagpenge efter dagpengelovens 19a i perioden fra den 6. oktober 1998 til den 19. januar 1999 i forbindelse med pasning af sygt barn. Kommunen afslog at udbetale sygedagpenge efter den 19. januar 1999, idet barnet ikke efter de lægelige oplysninger var pasningskrævende på hospital eller i hjemmet. Ved brev af 25. februar 1999 gav kommunen endvidere afslag på tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29. Som begrundelse for dette afslag anførte kommunen, at det beskrevne hændelses- 76

77 forløb sammenholdt med servicelovens 28 og 29 ikke umiddelbart gav anledning til at bevilge det ansøgte, før der forelå lægelige vurderinger. Kommunens afdeling for børn og unge havde derfor henvist til dagpengeafdelingen, hvorfra det oplystes, at der var bevilget dagpenge for perioden fra den 6. oktober 1998 til den 19. januar 1999 i henhold til dagpengelovens 19a. Kommunen fandt herefter ikke, at ansøger var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste. Ansøger henvendte sig den 26. februar 1999 til kommunen og ansøgte bl.a. om sygedagpenge fra den 20. januar Kommunen meddelte efterfølgende ved brev af 12. marts 1999, at ansøger var bevilget sygedagpenge i perioden fra den 20. januar 1999 til den 12. marts I brev af 18. marts 1999 anbefalede det behandlende sygehus, at ansøger fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29 for endnu en periode. Der blev endvidere ansøgt om dækning af merudgifter efter servicelovens 28 i form af transportudgifter til undersøgelser og kontroller af barnet. Det blev i forbindelse med ovennævnte ansøgning oplyst, at ansøger efter aftale med sygehuset kunne genoptage sit arbejde igen den 19. april 1999, hvorefter sønnen skulle i dagpleje. Ved brev af 23. marts 1999 ankede ansøger kommunens afgørelse om afslag på ydelser efter servicelovens 28 og 29. Som bilag til anken vedlagde ansøger bl.a. et sagsresume af 23. marts 1999 fra det behandlende sygehus. Det sociale nævn stadfæstede ved afgørelse af 26. november 1999 kommunens afgørelse om afslag på merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 28 og 29 i forbindelse med barnets indlæggelse på sygehus og efterfølgende pasning i hjemmet fra den 5. oktober 1998 og frem. Det var anført, at det fremgik af sagen, at der havde været ydet hjælp efter 28 og 29 i forbindelse med drengens for tidlige fødsel den 2. december 1997 og efterfølgende operation på sygehus. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering, hvorefter der i forbindelse med barnets senere sygdom ikke længere var grundlag herfor. Nævnet lagde herved vægt på, at barnet efter det oplyste ikke havde andre følger, efter den for tidlige fødsel og operation, end en forøget infektionsrisiko. Dette kunne efter nævnets opfattelse ikke i sig selv betragtes som en sådan betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse, der kunne begrunde udbetaling af hjælp efter bestemmelserne i servicelovens 28 og 29. Nævnet fandt herefter ej heller, at der var grundlag for udbetaling af hjælp efter 28 eller 29 i forbindelse med barnets salmonellainfektion. Spørgsmålet om hjælp til dækning af indtægtstab i denne forbindelse måtte i stedet som sket afgøres efter reglen i dagpengelovens 19a om dagpenge i forbindelse med alvorlig sygdom hos børn. Nævnet havde dog med henvisning til kommunens afgørelsesskrivelse af 25. februar 1999 bemærket, at der ikke kunne gives afslag på tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29 alene med henvisning til, at der var bevilget hjælp efter dagpengelovens 19 a. Nævnet bemærkede videre, at der var mulighed for at søge hjælp til konkrete behandlingsudgifter 77

78 efter lov om aktiv socialpolitik 82, som forudsætter en vurdering af ansøgers økonomiske forhold. Nævnet tilføjede at kommunen kunne vejlede ansøger herom. Nævnet ændrede kommunens afgørelse om afslag på forlængelse af sygedagpenge i henhold til sygedagpengelovens 19 a efter den 12. marts Nævnet fandt, at der burde ydes hjælp i henhold til dagpengelovens 19a indtil den 19. april 1999, hvor barnet efter aftale med sygehuset kunne starte i dagpleje, og ansøger selv kunne begynde at arbejde. Nævnet bemærkede, at de nærmere regler om hjælp efter dagpengelovens 19 a er fastsat i dagpengebekendtgørelsens 49-51, ikke i dagpengevejledningens punkt 104 som kommunen havde henvist til. Det følger af bekendtgørelsens 49, at bevilling af hjælp efter dagpengelovens 19 a sker på grundlag af atttestation af en læge, som behandler barnet. Kommunen kunne således ikke give afslag på dagpenge alene med henvisning til en vurdering fra en lægekonsulent, som ikke behandlede barnet. Lægerne på det behandlende sygehus havde anbefalet, at barnet fortsat blev behandlet i hjemmet indtil den 19. april Såfremt kommunen ikke anså dette for tilstrækkelig dokumentation for at betingelserne efter 19a var opfyldt, burde kommunen derfor have anmodet sygehuset om en udtrykkelig stillingtagen hertil. Da dette ikke var sket fandt nævnet, at kommunen ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for at standse sygedagpengene før den 19. april I klagen til Ankestyrelsen redegjorde ansøger for sagen og redegjorde i denne forbindelse for de gentagne hospitalsindlæggelser. Ansøger oplyste endvidere, at kommunen ved brev af 7. december 1998 oplyste, at ansøgers ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste og dækning af merudgifter kunne imødekommes. Kommunen manglede dog dokumentation, hvilket ansøger indsendte efterfølgende. Det fremgik imidlertid efterfølgende af kommunens afgørelse af 25. februar 1999, at kommunen senere ændrede opfattelse og gav afslag på moderens ansøgning. Ansøger havde bl.a. også anført, at barnet havde en meget sjælden lidelse, Salmonella Tyfus. Ansøger vurderede, på baggrund af barnets sygdomsforløb, at der var tale om en langvarig lidelse, hvilket måtte medføre, at ansøger var berettiget til hjælp efter servicelovens 28 og 29, da det krævede, at ansøger skulle passe barnet hjemme store dele af tiden. Ansøger havde endvidere henvist til, at sagen var uheldigt behandlet i kommunen. Der var således bl.a. givet forskellige svar og der var ikke taget stilling til spørgsmålet om dækning af merudgifter. Under sagens behandling i Ankestyrelsen, modtog Ankestyrelsen journaludskrift vedrørende perioden 5. december december 1997 fra det behandlende sygehus. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ansøgers søn kunne antages at have en "indgribende kronisk eller langvarig lidelse", jf. servicelovens 28, stk.1, og 78

79 29, stk. 1. Sagen blev endvidere behandlet med henblik på en nærmere afklaring af forholdet mellem servicelovens 29 og dagpengelovens 19 a. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøgers søn, efter en konkret vurdering, måtte anses for omfattet af personkredsen om indgribende langvarig lidelse efter servicelovens 28 og 29, jf. 1, stk. 1, 2,og 4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 23. februar 1998 om merudgiftsydelse efter 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter 29 i lov om social service. Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunens brev af 7. december 1998 måtte betragtes som en afgørelse, som indebar, at ansøgningen af 2. december 1998 om tabt arbejdsfortjeneste og hjælp til dækning af merudgifter i form af transport- og medicinudgifter var imødekommet. Det var imidlertid forudsat, at ansøger fremlagde fornøden dokumentation. Ankestyrelsen fandt herefter, at ansøger var berettiget til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de ansøgte perioder fra den 5. oktober 1998 til den 19. april 1999, jf. breve fra sygehuset, hvor der havde været tale om et indtægtstab, i henhold til servicelovens 29, som følge af drengens lidelse. Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger, under forudsætning af forevisning af fornøden dokumentation, var berettiget til at få dækket de ansøgte merudgifter til transport og medicin i perioden fra den 5. oktober 1998 i henhold til servicelovens 28. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgers søn var født for tidligt, hvor perioden lige efter fødslen blev kompliceret af koldbrand i mavesækken, hvilket medførte at drengen fik fjernet en stor del af mavesækken. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at drengen som følge af den komplicerede nyfødthedsperiode fik flere infektioner, som medførte hospitalindlæggelse. I november 1998 fik han således konstateret en alvorlig blodforgiftning med salmonella og infektion i knoglerne i venstre skulder tilfølge. Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af, om der var tale om en indgribende langvarig lidelse, vægt på den for tidlige fødsel, den komplicerede nyfødthedsperiode, hvor drengen fik koldbrand i mavesækken med delvis fjernelse af mavesækken til følge, samt de gentagne infektioner, herunder særligt salmonella infektionen, som medførte blodforgiftning med salmonella og infektion af knoglerne svarende til venstre skulder. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lidelsen, ifølge de foreliggende oplysninger, måtte antages at have en forventet varighed på over 1 år. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det, efter en lægelig vurdering, måtte anses for nødvendigt, at drengen blev passet i hjemmet som følge af sin lidelse, og at det på grund af drengens alder måtte anses for mest hensigtsmæssigt, at pasningen blev varetaget af forældrene. Ankestyrelsen bemærkede, at Ankestyrelsen ikke tog stilling til, hvorvidt og i hvilket omfang ansøger havde ret til dagpenge efter dagpengelovens 19 a i perioden fra den 6. oktober 1998 til den 19. april Ankestyrelsen gjorde imidlertid opmærksom på, at der ikke kunne udbetales ydelser efter servicelovens 29 og dagpengelovens 19 a samtidig. 79

80 Ankestyrelsen fandt således, at ansøger havde ret til at vælge, hvorvidt ansøger i perioden fra den 6. oktober 1998 til den 19. april 1999 ønskede at få tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29 eller dagpenge efter dagpengelovens 19 a. I det omfang ansøger valgte at få tabt arbejdsfortjeneste, skulle der imidlertid ved beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste foretages fradrag for de tidligere udbetalte dagpenge, som ansøger havde modtaget i perioden fra den 6. oktober 1998 til den 19. april Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse for så vidt angik servicelovens 28 og SM C-3-02 Resumé: Betaling af salgsomkostninger ved salg af hidtidige bolig i forbindelse med et boligskift på grund af et handicappet barn var en merudgift ved forsørgelsen og ikke en anskaffelsesudgift. Der kunne ikke lægges vægt på, at der ved salget af ejerboligen fremkom et større overskud. Der kunne heller ikke lægges vægt på, at familiens fremtidige boligudgifter blev mindre. Bestemmelsen om merudgifter ved forsørgelsen er uafhængig af ansøgerens indtægts- og formueforhold. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en familie, der søgte om dækning af merudgifter ved et boligskift fra en ejerbolig til en lejebolig. Boligskiftet var nødvendigt af hensyn til ansøgernes handicappede søn. Sønnen havde en medfødt eller erhvervet virussygdom, der angreb centralnervesystemet. Han sad i kørestol, og kunne gå kortere afstande ved hjælp af rolator. Familien boede i en 4-værelses ejerlejlighed, beliggende på 2. sal uden elevator. Det kunne ikke lade sig gøre at installere trappelift med eldøråbning, således at forældrene ikke skulle bære/støtte sønnen i at komme på 2. sal. En ejendomsmægler havde skønsmæssigt vurderet, at der ville fremkomme et kontant overskud ved salget af familiens ejerbolig på ca kr., når alle udgifter var betalt. Det fremgik af sagen, at omkostningerne ved salget af ejerboligen i alt udgjorde kr. hvortil kom udgifter vedrørende en garantistillelse på i alt kr. Det vil sige i alt kr. Kommunen vurderede, at med et overskud på kr. ved salget af familiens hidtidige bolig, og en fremtidig månedlig huslejereduktion på 949 kr. kunne udgifterne ikke dækkes i henhold til servicelovens 28. Kommunen traf derfor afgørelse om, at indskuddet i lejeboligen samt salgsomkostningerne i forbindelse med salget af ejerlejligheden skulle udredes af overskuddet ved salget. Kommunen bevilgede en måneds husleje i h.t. servicelovens 28, idet familien fik en måned med dobbelthusleje inden ejerboligen blev solgt. Kommunen betalte desuden for flytningen kr. samt kr. til gardiner i lejeboligen, idet gardinerne fra den tidligere bolig ikke kunne anvendes. Ansøgerne klagede over afslaget på betaling af omkostningerne ved salg af ejerboligen. De anførte blandt andet, at årsagen til at familien skulle flytte ene og alene skyldtes sønnens handicap. 80

81 Nævnet fandt, at ansøgerne havde ret til dækning af samtlige salgsomkostninger i forbindelse med salg af ejerlejlighed og flytning til lejebolig, jf. servicelovens 102, stk. 2. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at flytningen var nødvendig af hensyn til sønnen, idet det ikke havde været muligt at indrette ejerlejligheden hensigtsmæssigt. Nævnet lagde til grund, at familien på grund af sønnens handicap tilhørte personkredsen for bestemmelsen, ligesom nævnet fandt, at det ikke af forarbejderne til serviceloven fremgår, at der med lovændringen var tiltænkt nogen ændring af målgruppen. Nævnet fandt således, at ansøgerne uagtet vejledningens punkt 128, havde ret til dækning af salgsomkostninger, jf. herved også SM O Kommunen indbragte sagen for Ankestyrelsen med henblik på en nærmere afklaring af punkt 128 i Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Det er heri anført, at i tilfælde hvor der flyttes fra en ejerbolig til en lejebolig, kan udgifter ved salg af ejendommen og indskud i lejligheden modregnes i et eventuelt overskud ved salg af ejendommen. Kommunen var opmærksom på SM O , men fastholdt, at ressortministeriet som en del af sit regelforberedende arbejde til folketinget, må have lagt denne vurdering til grund, da den var anført i vejledningen fra samme ministerium. At fortolkningen strider mod SM O , kan forklares ved at afgørelsen heri også rummer andre aspekter. Kommunen påpegede desuden, at ministeriet havde udsendt sin vejledning senere end SM ens fremkomst. Sagen blev behandlet i principielt mød med henblik på afklaring af dækning af salgsomkostninger, når man flytter fra en ejerbolig til lejebolig, og ejerboligen sælges med et nettooverskud, jf. servicelovens 102, stk. 2. Sagen er i øvrigt behandlet som supplement til SM O Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøgerne havde ret til betaling af salgsomkostningerne på kr. i forbindelse med salget af deres hidtidige ejerlejlighed, i medfør af reglen i servicelovens 28, stk. 1 om merudgifter. Begrundelsen var, at der fandtes at være tale om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et handicappet barn i hjemmet. Ankestyrelsen fandt ikke, at der er hjemmel i servicelovens 102, stk. 2 til at afholde udgifter vedrørende salg af familiens tidligere bolig. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at servicelovens 102, stk. 2 efter sit indhold og ordlyden af bestemmelsen omhandler støtte til anskaffelsen af en anden bolig. Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om hjælp til betaling af salgsomkostningerne i forbindelse med salget af ansøgernes tidligere bolig skulle afgøres efter servicelovens 28 om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et handicappet barn under 18 år. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det var nødvendigt for familien at flytte på grund af det handicappede barn. Det var dermed nødvendigt for familien at sælge deres hidtidige bolig med deraf følgende udgifter. 81

82 Det følger af kompensationsprincippet, at familien ikke skal have merudgifter som følge af forsørgelsen i hjemmet af et mindreårigt handicappet barn. Ankestyrelsen fandt ikke, at der ved denne vurdering kunne lægges vægt på hverken størrelsen af salgsprovenuet eller den omstændighed at familiens fremtidige boligudgifter ville være mindre end tidligere. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at hjælp efter servicelovens 28 er uafhængig af ansøgernes indkomst- og formueforhold. Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse SM C-6-02 Resumé: Ansøgeren var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen. Der var ikke tale om anskaffelsesudgifter til en anden bolig. Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden og forarbejderne til bestemmelsen om hjælp til betaling af anskaffelsesudgifter. Ankestyrelsen fandt, at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelse af en ejerbolig. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en 48 årig ansøger, der var lammet fra brystbenet og nedefter som følge af en blødning i rygmarven i august Han boede med sin ægtefælle i eget hus, som var en ældre, toplans villa med mange trapper. Der var blandt andet 11 trin ved fordøren. Både den udvendige og den indvendige trappe var stejl og smal. Kommunen konstaterede ved et hjemmebesøg, at det ville være umuligt at gøre huset egnet til en kørestolsbruger. Stue, køkken og soveværelse lå på øverste etage. Ægteparret blev tilbudt en 3-værelses lejelejlighed, som med ganske få ændringer vurderedes at være velegnet til en kørestolsbruger. Ægteparret overtog lejligheden pr. 1. oktober 2000, og ægteparrets ejerbolig blev sat til salg. Kommunen traf afgørelse om, at betale indskud til lejeboligen ialt kr., således at beløbet skulle tilbagebetales ved salg af ejerboligen, ved et evt. provenue. Derudover bevilgede kommunen boligudgifter på ejerboligen fra 1. oktober 2000 og indtil huset blev solgt. Endelig bevilgede kommunen eventuelle merudgifter til huslejen, hvis det skulle vise sig, at den fremtidige nettohusleje blev større end den hidtidige. Kommunen beskrev i et notat retningslinierne om tilbagebetaling af indskud. Det fremgik, at der de første 20 måneder ikke fandt opsparing sted, dvs ved evt. fraflytning indenfor denne periode skulle lejeren betale den fulde istandsætningsudgift. Derefter fandt der en opsparing sted på 1% pr. måned. Det betød, at der efter 20 måneder måneder skulle betales O kr. af istandsætningsudgiften. Indskuddet ville altså blive udbetalt, hvis lejeren blev boende i 10 år eller mere. Nævnet pålagde kommunen at frafalde kravet om tilbagebetaling af indskud bevilget i medfør af servicelovens 102, stk

83 Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke i Socialministeriets bekendtgørelse nr.121 af 19. februar 1998 ses at være fastsat lovhjemmel til at kræve tilbagebetaling af indskud til lejebolig. I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at man i sin afgørelse havde lagt mest vægt på Socialministeriets vejledning vedr. boligændringer m.v., pkt. 128, hvoraf fremgik, at "udgifter ved salg af ejendom og indskud i lejligheden kan modregnes i et evt. overskud ved salg af ejendommen". Kommunen påpegede, at der var et misforhold mellem bekendtgørelsen og vejledningen. Ankestyrelsen fik telefonisk oplyst, at ansøgeren efterfølgende var tilkendt højeste førtidspension. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen har hjemmel til at stille krav om tilbagebetaling af indskud i lejebolig ved evt. provenue ved salg af ejerboligen, jf. servicelovens 102, stk. 2 og tilhørende bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998 om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig på kr., jf. servicelovens 84, stk. 1. Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var omfattet af personkredsen i servicelovens 84, jf. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsning af personkredsen efter servicelovens 84, stk. 3. Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren var lam fra brystbenet og nedefter efter en blødning i rygmarven. Han var permanent kørestolsbruger. Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren først var tilkendt højeste førtidspension den 1. juni Han var derfor ikke omfattet af undtagelsen i 84, stk. 2. Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om betaling af indskuddet i den anviste lejebolig, skulle afgøres i medfør af servicelovens 84 om merudgifter ved forsørgelsen og ikke i medfør af servicelovens 102, stk. 2 om dækning af anskaffelsesudgifter til anden bolig. Ankestyrelsen fandt således ikke, at indskud i en lejebolig er en anskaffelsesudgift, men derimod en sikkerhed for lejerens eventuelle forpligtelser ved fraflytning af lejemålet. Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af servicelovens 102, stk. 2 første punktum, hvorefter der kan ydes hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig. Det er en betingelse for denne hjælp, at der ikke kan anvises en anden bolig, der dækker ansøgerens behov, jf. servicelovens 102, stk. 2, 2. punktum. Ankestyrelsen fandt at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelsen af en ejerbolig. Såfremt der kan anvises en egnet bolig, kan man slet ikke få hjælp efter servicelovens 102, stk. 2. Ankestyrelsen fandt at en anvist bolig vedrører en lejebolig. Eventuelle udgifter på grund af et boligskift til en anvist lejebolig skal vurderes i henhold til reglerne i serviceloven om nødvendige merudgifter. 83

84 Ankestyrelsen lagde udover ordlyden af bestemmelsen vægt på forarbejderne til servicelovens 102, stk. 2 hvoraf fremgår, at hjælp til anskaffelse af egen bolig med servicelovens ikrafttræden skulle kunne ydes efter reglerne om boligindretning. Det er anført, at der derved også var skabt hjemmel til at kræve tilbagebetaling af lån ydet til anskaffelse af en bolig efter servicelovens 102, stk. 2 og sikre det tilbagebetalingspligtige beløb ved pant i ejendommen. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: Udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper kunne ikke anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år. Ankestyrelsen lagde vægt på praksis og lovens forarbejder, hvorefter der skal være tale om egentlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til barnet, som f.eks. merudgifter til diætkost, befordring m.v. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der var tale om et indgreb af behandlingsmæssig karakter og at udgifter til behandling falder udenfor servicelovens bestemmelse om merudgifter. Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at der kunne bevilges hjælp til dækning af udgifterne efter reglerne om hjælpemidler. Ankestyrelsen lagde vægt på, at de ansøgte tatoveringer ikke var omfattet af hjælpemiddeldefinitionen, idet der ikke var tale et produkt, der var fremstillet med henblik på, at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en 17-årig pige, som siden 2-års alderen havde lidt af en nyresygdom. Det var oplyst, at hun grundet nyresygdommen var i fast medicinsk behandling. Pigen havde gennem de sidste år udviklet pletskaldethed, hvilket muligvis måtte tilskrives den defekt pigen havde i sit immunsystem, som også gav hende nyresygdommen. På ansøgningstidspunktet havde pigen hverken øjen-, øjenbryns- eller hovedhår. Sygehuset indgav herefter på forældrenes vegne ansøgning til kommunen om dækning af udgifter til indkøb af ansigts make-up. Kommunen gav afslag på ansøgningen om indkøb af ansigts make-up efter servicelovens 97. Ansøger påklagede i samarbejde med sygehuset kommunens afslag til det sociale nævn. I et bilag til klagen var der bl.a. henvist til en kosmetolog, som kunne tatovere øjenbryn og øjenvipper. Kommunen genvurderede sagen og fastholdt afslaget. Kommunen henviste samtidig til, at der i øvrigt ikke var hjemmel til at bevilge støtte til tatovering af øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens

85 Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på støtte til køb af ansigts make-up efter servicelovens 97. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at servicelovens 97 alene ses at indeholde hjemmel til at bevilge hjælp til hudpræparater til at skjule stærkt skæmmende modermærker og ardannelse på hoved og hals, samt til hudbeskyttende cremer til anvendelse på hoved og hals efter hudtransplantationer eller forbrændinger. Nævnet besluttede imidlertidig samtidig at hjemvise sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse af, om der eventuelt kunne ydes hjælp til det ansøgte i henhold til lov om social service 28. Forud for kommunens fornyede vurdering af sagen indhentede kommunen en udtalelse fra kommunes lægekonsulent, som bl.a. oplyste, at den ansøgte tatovering af øjenbryn og øjenvipper kunne foregå på sygehuset, men at der ofte var 3-5 års ventetid. Ventetiden skyldtes økonomi. Kommunen gav herefter afslag på ansøgning om støtte til tatovering af øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens 28. Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at lægehenvist behandling hos kosmetolog ikke kunne betragtes som en merudgift ved forsørgelsen. Kommunen gav samtidig afslag på at yde hjælp efter aktivlovens 82 og lagde herved vægt på, at ansøger, ifølge ansøgers egne oplysninger, var i besiddelse af en væsentlig formue og derfor selv havde mulighed for at afholde udgiften. Ansøger påklagede kommunens afslag til det sociale nævn. Det sociale nævnt fandt, at ansøger var berettiget til hjælp til behandlingen - tatovering af øjenbryn og øjenvipper hos kosmetolog - efter servicelovens 28, som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af et handicappet barn i hjemmet. Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at der ikke var mulighed for at behandle ansøgers datters lidelse i offentligt regie. Nævnet fandt herefter på baggrund af de lægelige oplysninger, at behandlingen hos kosmetolog var nødvendig og velbegrundet. Nævnet lagde herved vægt på lidelsens sværhedsgrad samt de psykiske belastninger, som lidelsen havde og måtte forventes at medføre. Nævnet fandt endvidere, at lidelsen var en følge af datterens sygdom, der var beskrevet som alvorlig og kronisk. Det var i denne forbindelse ikke afgørende om hårtabet var en følge af den primære lidelse eller af den medicinske behandling herfor. Det blev bemærket, at hjælp efter 28 til merudgifter ved forsørgelse af et handicappet barn i hjemmet er uafhængig af indkomst. Hjælp til merudgifter i forbindelse med nødvendig behandling som følge af handicappet, der ikke kan ydes i offentligt regi, skulle således i alle tilfælde vurderes efter servicelovens 28 og ikke efter aktivlovens 82. Nævnet havde afslutningsvist anført, at de var opmærksom på Socialministeriets vejledning af 5. 85

86 marts 1998, hvorefter der ikke kan ydes hjælp til behandling. Denne begrænsning forudsatte dog iflg. nævnet, at der var mulighed for at yde hjælp indenfor det offentlige behandlingssystem, jf. vejledningens pkt. 85. I ansøgers klage til Ankestyrelsen var der bl.a. henvist til, at det ønskedes afklaret, hvorvidt udgifterne til tatovering henhørte under servicelovens 28 eller 97. Eventuelt således at udgifterne blev dækket efter servicelovens 28 indtil ansøgers datter fyldte 18 år, hvorefter udgifterne blev dækket efter servicelovens 97. Ansøger havde endvidere oplyst, at ansøger gennem foreningen Alopecia Areata var blevet bekendt med, at der er store variationer i kommunernes tolkning af, hvorvidt dækning af udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper falder ind under 97. Kommunen havde i sin klage bl.a. anført, at der ønskedes en afklaring af i hvilket omfang en nødvendig behandlingsudgift som følge af handicappet, til børn skulle vurderes i henhold til servicelovens 28 eller aktivlovens 82. Der var i forlængelse heraf henvist til Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998, pkt. 85, hvorefter behandlingsudgifter til handicappede børn kan ydes efter 82 i lov om aktiv socialpolitik. Kommunen var i den forbindelse ikke enig med nævnet i udlægningen af vejledningens pkt. 85, hvorefter begrænsningen for at yde hjælp til behandling skulle forudsætte mulighed for at yde hjælp indenfor det offentlige behandlingssystem. Nævnet sendte efterfølgende supplerende bemærkninger til sagen. Nævnet havde herefter i forhold til det af kommunen anførte om, at hjælpen skulle være ydet efter aktivlovens 82, bemærket at dette ville betyde et brud på princippet om, at hjælp til udgifter ved forsørgelsen af handicappede børn skal være uafhængig af forældrenes indkomst. Nævnet fandt derfor at hjælpen skulle ydes efter servicelovens 28. I forhold til Ankestyrelsens antagelsestema, havde nævnet bemærket, at nævnet ikke fandt, at der kunne ydes hjælp efter servicelovens 97. Nævnet fandt herunder ikke, at hjælpen var omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsens 1, hvorefter hjælpemidlet skal afhjælpe en varig funktionsevnenedsættelse, ligesom hjælpen ikke kunne ydes efter bestemmelsen i hjælpemiddelbekendtgørelsens 12, hvorefter der kun ses at være hjemmel til at bevilge hjælp til en række præcist afgrænsede hudpræparater. Nævnet fandt således ikke, at der var tale om et hjælpemiddel i lovens forstand men derimod behandling. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan ydes hjælp til dækning af udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens 28 om merudgifter eller efter servicelovens 97 om hjælpemidler. Afgørelse: 86

87 Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til tatovering af sin datters øjenbryn og øjenvipper som en merudgift efter servicelovens 28. Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger ikke var berettiget til at få bevilget hjælp til dækning af udgifter til tatovering af sin datters øjenbryn og øjenvipper efter servicelovens 97 om hjælpemidler. Begrundelsen for afgørelsen var, at de ansøgte udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper ikke kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år, jf. servicelovens 28, stk. 1. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ifølge Ankestyrelsens praksis og lovens forarbejder (L 229) er der tale om egentlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til barnet som f.eks. merudgifter til diætkost, befordring, beklædning, fodtøj, vask, særligt handicaprettede kurser, legetøj, særlige cykler m.v. Ankestyrelsen fandt ikke, at formålet med og arten af den ansøgte udgift til tatovering af øjenbryn og øjenvipper kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet, idet der var tale om indgreb af behandlingsmæssig karakter. Udgifter til behandling, herunder udgifter til behandling hos kosmetolog, falder således udenfor bestemmelsen i servicelovens 28. Begrundelsen var endvidere, at den ansøgte tatovering af øjenbryn og øjenvipper ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, jf. servicelovens 97, stk. 1. Ankestyrelsen lagde herved vægt på 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens 97 og 98. Det følger heraf, at et hjælpemiddel er et produkt, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsevnenedsættelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at det ansøgte i form af tatovering af øjenbryn og øjenvipper kunne anses for at være et produkt, der var fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsevnenedsættelse. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tage stilling til, hvorvidt det ansøgte eventuelt kunne dækkes som en behandlingsudgift efter aktivlovens 82 om hjælp til sygebehandling, medicin m.v. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der alene kan ydes hjælp efter aktivlovens 82 såfremt ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgiften. Det fremgik af kommunens journalnotat, at ansøger var i besiddelse af formue. Det blev afslutningsvist bemærket, at Ankestyrelsen havde noteret sig, at der i sagen forelå oplysninger om, at den ansøgte tatovering kunne foretages på ansøgers sygehus, men at der ofte var 3-5 års ventetid. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse. Det blev samtidig bemærket, at afgørelsen alene havde betydning for fremtiden. Den støtte ansøger havde fået bevilget i medfør af nævnets afgørelse kunne ikke kræves tilbagebetalt SM C

88 Resumé: Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om hjælp efter serviceloven til træning af hjerneskadede børn efter Doman-metoden. Ankestyrelsen fandt i begge sager, at ansøgerne ikke var berettiget til at få hjælp efter reglerne i serviceloven om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af børn under 18 år, til dækning af udgifter til kursus i USA, rejse t/r USA og aflastning i forbindelse med træning af ansøgernes hjerneskadede børn efter Doman-metoden. I den ene sag fandt Ankestyrelsen endvidere, at ansøger ikke var berettiget til at få hjælp efter reglerne om hjælpemidler og forbrugsgoder i serviceloven til bord, krybe-/kravlemåtte, bøger mv. til anvendelse i forbindelse med træning af den hjerneskadede søn efter Doman-metoden. Begrundelsen for afgørelserne var, at de ansøgte udgifter vedrørte behandling og at der ikke kan ydes hjælp til behandlingsudgifter/-redskaber efter serviceloven. Ankestyrelsen lagde ved afgørelserne vægt på, at Doman-metodens formål, ifølge Sundhedsstyrelsens beskrivelse, er at optræne dele af hjernefunktionen således, at den raske del af hjernen kan løse andre opgaver end den egentlig er struktureret til. Der er således tale om en psykologisk og fysisk optræning samt behandling. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at træning, efter Doman-metoden, efter Ankestyrelsens vurdering, indebærer en fysisk indgribende optræning, idet træningen, ifølge Sundhedsstyrelsens beskrivelse, omfatter fysisk manipulation af barnets bevægeapparat og indåndingsøvelser med anvendelse af maske eller plasticpose. Det indgik endelig i Ankestyrelsens vurdering, at Sundhedsstyrelsen ikke ud fra en bred sundhedsfaglig vurdering kunne støtte genoptræning efter Doman-metoden. Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at såfremt de ansøgte udgifter til rejse, kursus og ophold i USA ikke blev betragtet som behandlingsudgifter, ville de alligevel ikke kunne dækkes efter serviceloven. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der, ifølge Socialministeriets bekendtgørelse om hjælp under midlertidige ophold i udlandet, alene i særlige tilfælde efter en konkret vurdering, kan ydes tilskud til dækning af ekstraomkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet. Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at de aktuelle afgørelser ikke var til hinder for, at ansøgerne i øvrigt kunne få bevilget aflastning i henhold til reglerne herom i serviceloven, såfremt betingelserne herfor var opfyldt. De aktuelle afgørelser vedrørte således alene den hjælp der relaterede sig til Doman-træningen. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en 8-årig dreng, som havde udviklet hjerneskade og epilepsi. Drengens forældre søgte kommunen om økonomisk støtte til dækning af de udgifter, der var forbundet med at genoptræne drengen efter Doman-metoden. Ansøgningen vedrørte støtte i form af tabt arbejdsfortjeneste i 6 måneder, tilskud til afholdelse af kursusafgifter/flybilletter til USA, an- 88

89 sættelse af medhjælpere til genoptræning (ugentlig aflastning ca. 18 timer) og hjælpemidler i form af bord, krybe-/kravlemåtte, bøger mv. til genoptræning. I ansøgningen var der udarbejdet en kort redegørelse for Doman-metoden. Det fremgik bl.a. heraf, at Doman-metoden tog udgangspunkt i, at den udvikling et raskt barn naturligt gennemlever, tillige skulle gennemleves af et hjerneskadet barn. Det ville f.eks. sige, at barnet skulle kunne krybe og kravle korrekt før det kunne gå med et korrekt krydsmønster. Træningen omfattede således massiv fysisk træning. Foruden den fysiske træning skulle der ske en forbedring af tilførelsen af ilt til hjernen, hvilket skete i form af kontrolleret indånding af egen kuldioxid (masking=indånding af luft samtidig med at hovedet var omsluttet af en pose med et lille hul). Ifølge Doman-metoden ansås hjernen for at være en muskel, der voksede når den blev brugt. Samtidig ansås hjerneskade ikke at have noget til fælles med intelligens. Dette var bl.a. "bevist" ved at mange af de hjerneskadede børn, der deltog i et læseprogram, kom til at læse mange gange hurtigere end et gennemsnitsbarn. Det var anført, at forældrene i opstartsfasen skulle anvende 6-8 timer effektivt pr. dag på programmet. Efterfølgende ville der formodentlig blive tale om yderligere optræning. Kommunen bevilgede tabt arbejdsfortjeneste svarende til 37 timer ugentligt i 6 måneder. Ved en senere afgørelse fik ansøger endvidere bevilget et beløb til dækning af merudgifter, herunder 3 timers ugentlig aflastning. Merudgiftsbevillingen vedrørte ikke ansøgningen om udgifter i forbindelse med anvendelse af Doman-metoden. I forbindelse med behandlingen af ansøgningen vedrørende Doman indhentede kommunen yderligere oplysninger i form af journaloplysninger fra det behandlende sygehus. Det fremgik bl.a. heraf, at barnet tidligere havde haft et forløb på et specialsygehus, men at ansøger havde fravalgt dette tilbud og istedet været på kursus i USA hos Glenn Doman. Det var herefter oplyst, at Doman-metoden opstod i ca og at der aldrig havde været lavet en kontrolleret undersøgelse af effekten af træningsformen. Senest havde man således i "American Acedemy of Pediatrics" drøftet anvendelse af patterning (masking=vejrtrækningsøvelser). Man havde i denne gruppe været forbeholden overfor tankegangen, der lå til grund for Doman-princippet. Man mente således, at det var en ikke dateret tankegang og behandlingsform uden påvist effekt. Det var herefter anført, at det generelt altid ville have en positiv effekt hvis man ydede et handicappet barn megen kontakt og træning. Det var imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at man ikke skulle pålægge familien store samvittighedskvaler, økonomiske udgifter m.v., som kunne ødelægge de almindelige familiære relationer og væksten af udviklingen for andre børn. Den behandlende læge på sygehuset kunne af disse anførte grunde ikke anbefale et fuldt Domanprincip og henholdt sig derfor til, hvad man generelt mente om behandlingen i USA. Kommunen gav efterfølgende afslag på det ansøgte i form af betaling af kurususafgift, rejseudgifter, ophold i USA, hjælpemidler og hjælpere til optræningsprogrammet efter servicelovens 28 og 97 og 98. Kommunen fandt således ud fra en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger ikke, at der kunne ydes hjælp til det ansøgte. 89

90 I forhold til ansøgningen om tabt arbejdsfortjeneste henviste kommunen til den tidligere trufne afgørelse om hjælp til tabt arbejdsfortjeneste i 6 måneder. Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at de ansøgte udgifter relaterede sig til behandling under sygehusvæsenet, hvorfor der ikke er hjemmel efter servicelovens bestemmelser. Hjælpemidler/merudgifter til bord, krybe-/kravlemåtte, bøger m.v. kunne ikke anses for at være nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet i henhold til servicelovens 28, men var derimod behandlingsredskaber. Kommunen oplyste i afgørelsen, at det ansøgte tillige var vurderet efter lovgivningen om hjælpemidler, 97 og 98 i serviceloven. I betragtning af, at de ansøgte hjælpemidler skulle anvendes ved træning/sygebehandling og dermed anvendes som træningsredskaber kunne de imidlertid ikke bevilges via 97 og 98. Hjælpere til optræningsprogrammet vurderedes ikke at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet i henhold til servicelovens 28, idet der var tale om genoptræning/behandling. Behandling er ikke omfattet af servicelovens 28. Kommunen gjorde afslutningsvist opmærksom på, at ansøger kunne rette henvendelse til Arbejdsmarkedsafdelingen med henblik på en konkret vurdering efter aktivlovens 82. Det blev samtidig oplyst, at eventuelle ydelser efter aktivlovens 82 beror på en økonomisk vurdering, hvorfor der var vedlagt et ansøgningsskema. Kommunen gjorde endvidere opmærksom på kommunens tilbud om ergoterapeutisk konsulentbistand og muligheden for vederlagsfri fysioterapi. Ansøger påklagede efterfølgende kommunens afslag. Det fremgik bl.a. af klagen, at ansøger var bekendt med, at en afgørelse af denne karakter ville kunne træffes ud fra serviceloven samt vejledningen om sociale tilbud til børn og unge med handicap - punkt 85 eller en kombination af servicelovens 32 og vejledningens punkt 40, 66, 67 og 79. Der var endvidere henvist til SM Det var herefter anført, at der i hele sønnens sygdomsforløb kun havde været anvendt en behandlingsform - nemlig den medicinske. Denne behandlingsform havde imidlertid ikke været en succes. Sønnen havde således anvendt et utal af medicinpræparater samt kombinationer heraf. I bedste fald havde de ingen effekt og i værste fald var de forbundet med mange bivirkninger. Efter sønnens tilbagefald og ikke mindst kraftige medicinering i sommeren 2000 mistede han størstedelen af funktionaliteterne i venstre arm samt evnen til at stå og gå selv. I henhold til pkt. 40 i vejledningen om sociale tilbud til børn og unge med handicap er formålet med bestemmelsen "..at hindre at barnets nedsatte funktionsevne forværres eller får andre og mere alvorlige følger.". I efteråret 2000 blev sønnen tilset af en børneergoterapeut hver 14. dag gennem godt 3 måneder - altså i alt 7-8 timer. I december 2000 meddelte ergoterapeuten imidlertid, at hun ikke længere kunne afse samme timesats i fremtiden og det til trods for drengens nedsatte markante lammelse. Alle de, der havde med genoptræning af hjerneskadede børn at gøre, havde anført, at netop intensiv genoptræning var særdeles virksom. En sådan intensiv genoptræning var imidlertid 90

91 hidtil ikke blevet tilbudt. Ansøger så derfor ingen anden løsning end at tage på kursus i USA for at være i stand til at få bedre forståelse for sønnens funktionsnedsættelser. Ansøger havde herefter oplyst, at sønnen på tidspunktet for klagens indgivelse havde været på genoptræningsprogrammet (Doman) i 16 uger og at der allerede på dette tidspunkt var indtrådt meget tydelige fremskridt. I forhold til spørgsmålet om aflastning henviste ansøger til servicelovens 72, hvorefter kommunen har pligt til at sørge for tilbud om aflastning til forældre, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne". Der var i forlængelse heraf henvist til en udtalelse fra en overlæge på det behandlende sygehus, som ligeledes vurderede, at der var behov for maksimal hjælp. Ansøger sendte efterfølgende supplerende oplysninger til nævnet. Som bilag til brevet vedlagde ansøger bl.a. et brev og notat fra en anden kommune, som havde givet støtte til Doman-træningen efter servicelovens 28, 97 og 98. Ansøger vedlagde endvidere en udtalelse fra ansøgers egen læge, som støttede det iværksatte Doman-genoptræningsprogram. Nævnet modtog under sagens behandling kopi af et brev af 6. august 2001 fra Socialministeriet til en anden kommune og notat af 7. august 2001 (revideret udgave af oprindeligt notat af 5. juli 2001) fra Sundhedsstyrelsen vedrørende den sundhedsfaglige vurdering af DOMAN-behandlingsmetoden. Socialministeriets havde i sin udtalelse af 6. august 2001 inddraget oplysningerne i udtalelsen fra Sundhedsstyrelsen. Socialministeriet havde bl.a. anført, at ".. Træning efter metoden må således i vidt omfang kunne betragtes som behandling, hvortil udgifterne altså ikke kan dækkes efter 28. Socialministeriet har ikke mulighed for at vurdere, hvor stor en del der evt. kan anses for ikke at være behandling. Ved vurderingen af om der kan ydes støtte efter servicelovens 28 og 29 skal kommunen i de enkelte tilfælde foretage en konkret vurdering af familiens situation som grundlag for at afgøre ansøgningen om støtte, og en ansøgning kan ikke afvises, uden at sagen realitetsbehandles. Kommunen er ikke forpligtet til at yde støtte efter 28 og 29, hvis kommunen vurderer, at barnets eller den unges behov bedre varetages i fx. specialdagtilbud eller ved andre former for støtte..." Det var herefter anført, at ".. det er ikke i sig selv af betydning for at yde støtte efter servicelovens 28 om merudgifterne stammer fra forældrenes optræning af barnet efter en metode, som ikke er anerkendt som behandlingsmetode, men kommunen bør ved sin behandling af den konkrete ansøgning vurdere, om den konkrete indsats tilrettelægges, så den i hvert fald ikke er i modstrid med den generelle formålsbestemmelse i lovens 4..." Det fremgik bl.a. af Sundhedsstyrelsens notat, at der ikke, efter Sundhedsstyrelsens vurdering, var dokumentation for teorier og behandlingseffekt vedrørende Doman-metoden, ligesom styrelsen havde bekymringer over metodens tilsidesættelse af generelle principper, såsom hensyn til barnets motivation, sociale udvikling og medbestemmelse som grundlæggende forudsætninger i et optræningsforløb og den bestående risiko for svære belastninger af familien, social isolation og evt. omsorgssvigt i forhold til søskende. Sundhedsstyrelsen kunne således ikke ud fra en bred sundhedsfaglig vurdering støtte genoptræning efter Doman-metoden. Ansøger sendte efterfølgende supplerende oplysninger til nævnet og vedlagde bl.a. Socialministerens svar af 4. september 2001 til et folketingsmedlem. 91

92 Det fremgik bl.a. af Socialministerens svar af 4. september 2001, at "..Den konkrete vurdering af, om betingelserne for at opnå støtte efter 28 og 29 er opfyldt, foretages af kommunen. Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap giver en vejledende - men ikke udtømmende - opremsning af, hvilke konkrete merudgifter, der kan dækkes efter 28. Det fremgår af vejledningens pkt. 85, at der ikke kan ydes støtte til behandling, herunder sansemotorisk træning. Med denne begrænsning er der dog som tidligere nævnt ikke, efter Socialministeriets opfattelse noget til hinder for at, at en kommune efter en konkret vurdering kan yde støtte efter servicelovens 28 og 29 til forældre, der behandler og træner deres børn efter Doman-metoden..." Nævnet fandt, at der ikke kunne bevilges hjælp til dækning af udgifter til Doman-metoden efter servicelovens 28, idet de ansøgte udgifter vedrørte behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at der, i følge Ankestyrelsens praksis, ikke ydes støtte til behandling efter servicelovens 28, idet hjælp til behandling af børn og unge med nedsat funktionsevne forudsættes afholdt af sygehusvæsenet. Der blev i den forbindelse henvist til punkt 85 i Socialministeriets vejledning. Ved vurderingen af om der er tale om behandlingsudgifter, lagde nævnet vægt på de i sagen foreliggende oplysninger om Doman-metoden, herunder at metoden tog udgangspunkt i behandlingen af selve hjerneskaden. Med hensyn til ansøgningen om hjælpemidler, bord, krybe-/kravlemåtte mv. var nævnet enig i kommunens afslag, der var begrundet i, at der var tale om behandlingsredskaber. Nævnet havde ligeledes henvist til Ankestyrelsens praksis og Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975 om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet. Af de anførte grunde var nævnet også enig med kommunen for såvidt angik afslaget på at bevilge en hjælper til træningsprogrammet. I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at nævnet ikke havde taget særskilt stilling til dækning af udgifter til kursus af kr., rejse t/r USA kr. og ophold kr. Der var endvidere henvist til Ankestyrelsens afgørelse refereret i SM , hvor Ankestyrelsen fandt, at der kunne ydes økonomisk støtte til deltagelse i et Petø-kursus. Ankestyrelsen lagde vægt på, at et Petø-kursus var specielt tilrettelagt til forældre med fysisk handicappede børn, og at et sådant kursus måtte antages at have væsentlig betydning for fremme af barnets funktionsniveau og selvhjulpenhed i dagligdagen. Ansøger havde i forlængelse heraf anført, at Doman-kurset ligeledes var specielt tilrettelagt til forældre med fysisk handicappede børn, og at kurset måtte antages at have væsentlig betydning for fremme af barnets funktionsniveau og selvhjulpenhed i dagligdagen. Ansøger havde endelig henvist til udtalelsen fra ansøgers egen læge, hvori det var anført, at der ikke fandtes andre offentlige behandlingstilbud til sønnen. Nævnet fastholdt afgørelsen ved sagens oversendelse til Ankestyrelsen. 92

93 Nævnet oplyste dog samtidig, at det fremgik af nævnets afgørelse, at nævnet fandt, at "de udgifter der søges dækket.." vedrørte behandlingen af barnet, og at der derfor ikke var hjemmel i servicelovens 28 til at bevilge udgifterne. Nævnet havde endvidere bemærket, at udgifterne til kursus samt rejse til ophold i USA også vedrørte behandlingen af barnet. Nævnet havde endelig bemærket, at udtalelsen fra ansøgers egen læge ikke indeholdt oplysninger, der gav nævnet anledning til at ændre eller genoptage sagen. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan ydes hjælp til dækning af udgifter efter servicelovens 28 til optræning af en hjerneskadet dreng efter Domanmetoden. Endvidere blev sagen behandlet for at tage stilling til, hvorvidt der kan ydes støtte til bord, krybe-/kravlemåtte, bøger mv. til brug ved træning efter Doman-metoden efter servicelovens 97 og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til at få hjælp til dækning af de ansøgte udgifter til kursus i USA, rejse t/r USA, ophold i USA og hjælpere i forbindelse med træning af ansøgers hjerneskadede søn efter Doman-metoden, som merudgifter efter servicelovens 28. Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger ikke var berettiget til at få bevilget bord, krybe-/ kravlemåtte, bøger mv. til anvendelse i forbindelse med træning af sønnen efter Doman-metoden, efter reglerne i servicelovens 97 og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder. Begrundelsen for afgørelsen var, at de ansøgte udgifter vedrørte behandling og at der ikke kan ydes hjælp til behandlingsudgifter/-redskaber efter servicelovens 28 om merudgifter og servicelovens 97 og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at grundtanken bag Doman-metoden, ifølge Sundhedsstyrelsens notat af 7. august 2001 vedrørende sundhedsfaglig vurdering af Domanbehandlingsmetoden, er at de raske hjerneceller kan stimuleres til at overtage funktionen for døde eller beskadigede hjerneceller. De raske hjerneceller vil således ved hjælp af træning kunne tage over og kompensere for de beskadigede hjerneceller. Træningen tager derfor sigte på alene at behandle selve hjerneskaden. Træning efter Doman-metoden omfattede, ifølge Sundhedsstyrelsens notat, såvel intellektuel som fysisk stimulation og forudsættes kombineret med en særlig kostplan. Den intellektuelle stimulation foregår ved at den voksne kommunikerer med barnet via visuelle eller audiotive stimuli. Den fysiske stimulation foregår - afhængig af barnets udviklingsniveau - ved at barnet kravler, bevæger sig ved hjælp af forskellige hjælpemidler og ved "pattering". "Pattering" er serier af bestemte bevægelser, som behandlerne rytmisk udfører med barnets ben, arme og hoved. Barnet må ikke selv være aktiv under "pattering". Træningen omfatter herudover en øvelse som kaldtes "masking". Formålet med "masking" er at øge ilt-tilbuddet og hjernens gennemblødning. "Masking" indebærer, at barnet trækker vejret i en maske ca. 1 minut hvert 6 minut 60 til 100 gange dagligt. Endvidere iføres barnet en såkaldt respirationsvest, som via en maskine trækker sig sammen i takt med barnets vejrtrækning. Det var oplyst, at den daglige træning er meget intensiv og ressourcekrævende og at et dagsprogram ofte har en varighed på 8-10 timer. 93

94 Ansøger havde i et bilag til ansøgningen tillige redegjort for Doman-metoden. Ansøger havde i sin beskrivelse redegjort for "pattering", "masking" og den intellektuelle stimulation. Ansøger havde i den forbindelse anført, at "masking" blev udført med en hullet plasticpose som blev anbragt over barnets hoved. Ansøger havde endvidere oplyst, at sønnen skulle trænes 4-6 timer dagligt - 7 dage om ugen. Ankestyrelsen fandt, på baggrund af en lægelig vurdering, at træning efter Doman-metoden måtte anses for at være behandling. De ansøgte udgifter til kursus i USA, rejse t/r USA, ophold i USA, hjælpere, bord, krybe-kravlemåtte mv. relaterede sig, i følge oplysningerne i ansøgningen, til træning efter Doman-metoden. Ankestyrelsen fandt herefter, at de ansøgte udgifter måtte betragtes som henholdsvis behandlingsudgifter og behandlingsredskaber, hvortil der ikke kan ydes hjælp efter serviceloven. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at Doman-metodens formål, i følge ovennævnte beskrivelser, er at optræne dele af hjernefunktionen således, at den raske del af hjernen kan løse andre opgaver end den egentlig var struktureret til. Der var således, efter Ankestyrelsens vurdering, tale om en psykologisk og fysisk optræning samt behandling. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at træning efter Doman-metoden, efter Ankestyrelsen vurdering, indebar en fysisk indgribende optræning, idet træningen, ifølge de foreliggende oplysninger, omfatter fysisk manipulation af barnets bevægeapparat og indåndingsøvelser med anvendelse af maske eller plasticpose. Det indgik endvidere i Ankestyrelsens vurdering, at det ifølge Sundhedsstyrelsens notat, er forudsat, at de personer, der varetager Doman-træningen, har fået instruktion om træningsmetoden forud for træningen. Det var i forlængelse heraf oplyst, at barn og forældre efter træningens opstart skulle rejse til Doman-instituttet i USA 2 gange årligt for at blive udviklingsvurderet og få nye behandlingsinstruktioner. Det indgik endelig i Ankestyrelsens vurdering, at Sundhedsstyrelsen ikke ud fra en bred sundhedsfaglig vurdering kunne støtte genoptræning efter Doman-metoden. Sundhedsstyrelsen havde således i notatet af 7. august 2001 vedrørende den sundhedsfaglige vurdering af Doman-behandlingsmetoden bl.a. henvist til den manglende videnskabelige dokumentation for behandlingseffekten, ligesom Sundhedsstyrelsen havde bekymringer over metodens tilsidesættelse af generelle principper, såsom hensyn til barnets motivation, sociale udvikling og medbestemmelse som grundlæggende forudsætninger i et optræningsforløb og den bestående risiko for svære belastninger af familien, social isolation og evt. omsorgssvigt i forhold til søskende. I forhold til de ansøgte udgifter til rejse, kursus og ophold i USA bemærkede Ankestyrelsen i øvrigt, at det følger af servicelovens 2, jf. 2, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, at der alene i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet. Ansøgers ophold i USA kunne ikke, på baggrund af de foreliggende oplysninger, anses for at være et kortvarigt ferieophold. I det omfang de anførte udgifter til rejse, kursus og ophold i USA ikke blev betragtet som behandlingsudgifter ville de således alligevel ikke kunne dækkes efter serviceloven. Ankestyrelsen tiltrådte således med ovennævnte begrundelse det sociale nævns afgørelse. 94

95 I forhold til det af ansøger anførte om aflastning bemærkede Ankestyrelsen, at den aktuelle afgørelse ikke var til hinder for, at ansøger i øvrigt kunne få bevilget aflastning i henhold til reglerne herom i servicelovens 28 og 72, såfremt betingelserne herfor var opfyldt. Den aktuelle afgørelse vedrørte således alene den hjælp, herunder aflastning, der relaterede sig til Doman-træningen. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om et forældrepar, som søgte kommunen om økonomisk støtte til optræning af deres hjerneskadede søn efter Doman-metoden. Den ansøgte hjælp omfattede tabt arbejdsfortjeneste til faderen 37 timer ugentlig, 5 timers ugentlig tabt arbejdsfortjeneste til moderen, dækning af udgifter til rejser t/r USA, kurser i USA, materialer samt aflastning/barnepige (dels 3 timers ugentlig aflastning/barnepige og dels ung pige i huset efter fritvalgsordningen). Forud for kommunens vurdering af ansøgningen havde moderen oplyst, at hun var blevet gravid og sygemeldt indtil fødslen, hvorfor ansøgningen om de 5 timers tabt arbejdsfortjeneste bortfaldt. Moderen ønskede dog at få bevilget den tabte arbejdsfortjeneste, når barslen var udløbet. Kommunen bevilgede herefter de ansøgte 37 timers tabt arbejdsfortjeneste til faderen, men gav samtidig afslag efter servicelovens 28 på de ansøgte udgifter til rejse, kurser, materialer samt aflastning/barnepige i forbindelse med træning af ansøgers hjerneskadede søn efter Doman-metoden. Det videre sagsforløb, herunder beskrivelserne af Doman-metoden, lignede i øvrigt det beskrevne i sag nr. 1, hvorfor der henvises til det anførte i sagsfremstillingen vedrørende sag nr. 1. Det var imidlertid i denne sag oplyst, at kommunen tidligere havde givet tilladelse til at en familie som forsøg fik hjælp efter servicelovens 28 til træning af et hjerneskadet barn efter Domanmetoden. Kommunen havde i forhold til forsøgstilladelsen lagt vægt på, at de udgifter der var relateret til Doman-metoden ikke oversteg de udgifter der skulle afholdes såfremt familien havde valgt det traditionelle forløb med tabt arbejdsfortjeneste, ophold i specialinstitution m.v. Det var endvidere af ansøger anført, at ansøger havde kendskab til at 14 andre kommuner havde bevilget støtte til Doman-metoden. Der var således efter ansøgers opfattelse tale om kommunal forskelsbehandling - ikke blot mellem forskellige kommuner, men også indenfor samme kommune. Kommunens afgørelse blev tiltrådt af nævnet, som i afgørelsen i forhold til fritvalgsordningen bemærkede, at nævnet havde forstået ansøgningen om hjælp til barnepige, således at dette var at betragte som en merudgift ved forsørgelsen, idet barnepigen skulle bruges til hjælp til træningen af sønnen. Sagen blev behandlet i et principelt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan ydes støtte til hjælp til dækning af udgifter efter servicelovens 28 til optræning af en hjerneskadet dreng efter Doman-metoden. Afgørelse: Der henvises til afgørelsen refereret under sag nr. 1, idet afgørelsen i sag nr. 2 havde et stortset identisk indhold. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afslag på hjælp til Doman-metoden efter servicelovens

96 Ankestyrelsen bemærkede i denne sag afslutningsvist, at Ankestyrelsen ikke havde taget stilling til spørgsmålet om bevilling af 5 timers ugentlig tabt arbejdsfortjeneste efter udløbet af moderens barselsorlov. I forhold til spørgsmålet om aflastning og ansøgning om barnepige (fritvalgsordningen) bemærkede Ankestyrelsen endvidere, at denne afgørelse ikke var til hinder for, at ansøger i øvrigt kunne få hjælp til aflastning og tilskud til barnepige i henhold til reglerne herom i servicelovens 26, 28 og 72, såfremt betingelserne for at modtage hjælpen i øvrigt var opfyldt. Den aktuelle afgørelse vedrørte således alene den hjælp, herunder aflastning, der relaterede sig til Doman-træningen SM C-2-03 Resumé: Udgiften til aflastning af en rask broder til et handicappet barn var ikke en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i hjemmet af et handicappet barn under 18 år. Ankestyrelsen fandt ikke, at formålet med og arten af den ansøgte udgift til aflastning af den raske søn kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af den handicappede broder. Behovet for aflastning kunne således ikke, efter Ankestyrelsens vurdering, betragtes som en forsørgelsesudgift tæt knyttet til broderens handicap. Ankestyrelsen lagde vægt på praksis og lovens forarbejder, hvorefter der skal være tale om egentlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til det handicappede barn, som f.eks. merudgifter til diætkost, befordring, vask, særligt handicaprettede kurser m.v. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om et forældrepar som havde 2 drenge på henholdsvis 4 og 7 år. Det var oplyst, at den 7-årige dreng var alvorlig kontaktforstyrret, umiddelbart grænsende til det autistiske, at han var angstpræget og havde megen fantasi omkring uhyggelige ting. Han havde ingen kontakt til andre børn og var derfor meget isoleret. I børnehaven var drengen tilknyttet en støttepædagog 15 timer ugentligt og han havde efter undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling fået stillet diagnosen DAMP. Forældrene havde fået bevilget hjælp til aflastning hver anden weekend af den handicappede søn, som havde fået konstateret DAMP. Efter at sygehuset havde stillet diagnosen DAMP bevilgede kommunen aflastningen med tilbagevirkende kraft med virkning fra det tidspunkt, hvor sønnen havde fået stillet diagnosen. Forældrene indgav senere ansøgning til kommunen om at få bevilget aflastning til den raske broder til den handicappede søn. Ansøgningen var begrundet i, at de 2 børn havde mange daglige indbyrdes konflikter. Det handicappede barns urolige adfærd smittede således af på den raske broder, som også blev urolig. Børnene skændtes, sloges, råbte og skreg konstant og irettesættelser hjalp ikke på den handicappede søn. Den raske søn ville først sove ved 21-tiden og den handicappede søn sov 96

97 som regel først kl Forældrene havde derfor ikke tid til at slappe af og finde det nødvendige overskud. Trætte og stressede forældre var ikke det børnene havde brug for. Forældrene havde oplyst, at børnene kunne komme i aflastning hver anden weekend hver for sig. Forældrene ville herved kunne få energi og overskud samt dyrke forholdet til hinanden, som ellers blev meget tilsidesat. Forældrene havde samtidig anført, at der ind imellem ville kunne byttes rundt på weekenderne således, at det ene barn var hjemme hos forældrene mens det andet barn var på aflastning. Kommunen bevilgede aflastning til den raske søn hver anden weekend. Hjælpen blev ydet med virkning for fremtiden. Forældrene ansøgte herefter kommunen om at få bevilget aflastningen til den raske søn med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor broderen havde fået stillet diagnosen DAMP. Forældrene henviste til, at aflastningen til det handicappede barn var blevet bevilget med tilbagevirkende kraft fra dette tidspunkt og at forældrene ikke tidligere havde haft kendskab til at det var muligt at få hjælp til aflastning til den raske søn. Kommunen gav forældrene afslag på at få bevilget aflastning til den raske søn med tilbagevirkende kraft. I afgørelsen havde kommunen henvist til servicelovens 28 samt resultatet af den tidligere afgørelse om hjælp til aflastning til den raske søn. Afgørelsen indeholdt ingen begrundelse for afslaget om tilbagevirkende kraft. Forældrene klagede over afgørelsen og anførte bl.a., at kommunen ikke havde givet en begrundelse for afslaget. Forældrene var i øvrigt uforstående overfor kommunens afslag, idet kommunen tidligere havde bevilget aflastning til den handicappede søn med tilbagevirkende kraft. I kommunens genvurdering af afgørelsen havde kommunen som begrundelse for afgørelsen anført, at forældrene havde været i løbende kontakt med forvaltningen, men ikke ansøgt om aflastning til den raske søn på et tidligere tidspunkt. Det var endvidere anført, at bevillingen beroede på en samlet vurdering af de aflastningsbehov familien havde og at der ikke var tale om automatik, når der var tale om søskende. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter forældrene ikke havde ret til aflastning med tilbagevirkende kraft til den raske søn, jf. servicelovens 28. Begrundelsen var, at det følger af den almindelige vejledningspligt (forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og vejledningen hertil), at de sociale myndigheder har pligt til, når en sags omstændigheder peger i retning af, at en borger kan have krav på en ydelse i henhold til lovgivningen, at borgeren underrettes om denne mulighed. Hvis der har været tale om en sådan manglende eller mangelfuld vejledning kan den retlige virkning heraf efter omstændighederne blive, at ansøger stilles som hvis behørig vejledning var givet. Dette indebar i forældrenes tilfælde, at hvis de havde krav på aflastning til den raske søn og kommunen burde have været klar over dette krav og familiens behov, ville ydelsen skulle bevilges med tilbagevirkende kraft. Det sociale nævn fandt imidlertid ikke, at kommunen burde have vejledt forældrene om dækning af udgifter til aflastning af den raske søn. 97

98 Det sociale nævn lagde ved afgørelsen vægt på, at lov om social service 28 kun giver ret til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Der er således kun hjemmel til at dække udgifter, som har tilknytning til barnets nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse, hvilket også følger af vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap punkt 49. Endvidere beskriver vejledningens punkt 83 også, at der med hensyn til aflastning skal betales merudgifter til aflastningen af barnet med lidelsen/den nedsatte funktionsevne, idet der kan være et hensyn at tage "til det handicappede barns søskende, der kan have behov for deres forældres fulde opmærksomhed". Punktet beskriver således netop den omvendte situation, som forældrene også benyttede sig af, dvs. hvor udgifterne til aflastning for det handicappede barn dækkes, for at forældrene kan have den nødvendige tid sammen med også den raske søn. Da det således måtte anses for særdeles tvivlsomt, om forældrene i henhold til lov om social service 28 havde krav på at få dækket merudgifterne til aflastning af søskende til et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, fandt nævnet ikke, at der var belæg for at udtale kritik af, at kommunen ikke havde vejledt forældrene om en sådan mulighed. Forældrene havde derfor ikke krav på dækning af disse merudgifter med tilbagevirkende kraft, selvom kommunen havde ønsket at bevilge forældrene denne ydelse fremover. Nævnet udtalte derimod kritik af, at kommunen i sin afgørelse ikke havde givet forældrene en begrundelse for afslaget. I henhold til forvaltningslovens 22 og 24 skal en afgørelse, der ikke giver parten fuldt medhold, være ledsaget af en begrundelse. Nævnet fandt ikke, at dette var opfyldt i forældrenes sag og gjorde samtidig opmærksom på, at en henvisning til pågældende lovbestemmelse og en kort opremsning af sagsforløbet ikke kunne anses for at være en fyldestgørende begrundelse i henhold til forvaltningsloven. Den formelle mangel fandtes dog ikke at have en så væsentlig karakter, at den burde få indflydelse på selve afgørelsen, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om ikke at yde forældrene aflastning med tilbagevirkende kraft. Forældrene klagede efterfølgende over nævnets afgørelse. I forhold til nr. 1) var nævnet enig med forældrene i, at der var tale om et spørgsmål af principiel karakter og ønsket om Ankestyrelsens behandling. I forhold til nr. 2) fastholdt nævnet afgørelsen og dermed afslaget på ydelsen med tilbagevirkende kraft, da (uanset udfaldet af pkt. 1) retstilstanden måtte sige at være så uafklaret på daværende tidspunkt, at kommunen ikke kunne kritiseres for ikke at have vejledt om en så uafklaret og uigennemskuelig mulighed. I klagen til Ankestyrelsen havde forældrene bl.a. anført, at det fremgår af vejledningen om sociale tilbud til børn og unge med handicap, at der som udgangspunkt bør foretages en samlet vurdering af de aflastningsbehov familien har, herunder også hensyn til det handicappede barns søskende, der kan have behov for deres forældres fulde opmærksomhed. Kommunen havde vurderet, at forældre- 98

99 ne havde behov for aflastning til begge drenge, idet de hver især havde behov for deres forældres fulde opmærksomhed. Kommunen ville blot ikke bevilge ydelsen med tilbagevirkende kraft. Forældrene havde på intet tidspunkt hørt om mulighederne for at få aflastning til søskende. Forældrene fandt imidlertid tilfældigvis ud af det i efteråret 2001 og kommunen havde herefter begrundet afslaget med, at forældrene ikke på et tidligere tidspunkt havde givet udtryk for, at forældrene havde behov for at få aflastning til deres raske søn. Forældrene vurderede dog, at dette var særdeles vanskeligt, idet de ikke havde været bekendt med at muligheden eksisterede. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp til aflastning efter servicelovens 28 til søskende til et handicappet barn. Ankestyrelsen ville herunder tage stilling til, hvorvidt forældrene i givet fald ville være berettiget til at få hjælp til aflastning til deres raske søn med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor broderen fik stillet diagnosen DAMP. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke, at forældrene var berettiget til at få bevilget hjælp efter servicelovens 28 til aflastning af deres raske søn med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor broderen fik stillet diagnosen DAMP. Begrundelsen for afgørelsen var, at udgiften til aflastning af den raske søn ikke kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af den handicappede broder efter servicelovens 28. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at sønnen, som havde fået diagnosen DAMP, var omfattet af personkredsen i servicelovens 28, stk. 1, hvorefter der skal være tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at de to børn dagligt havde mange indbyrdes konflikter, idet de sloges, råbte og skreg konstant og at det handicappede barns urolige adfærd smittede af på den raske broder, som derved tillige blev urolig. Det var oplyst, at forældrene var nødt til at få et pusterum så de begge kunne få energi til at klare de daglige konflikter m.v. Forældrene havde herudover oplyst, at begge børn også havde brug for, at der blev skabt mulighed for, at de hver især kunne komme i centrum. Ankestyrelsen lagde endelig til grund, at den handicappede søn var bevilget aflastning efter servicelovens 28 hver anden weekend fra fredag til søndag. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ifølge Ankestyrelsens praksis og lovens forarbejder (lovforslag L /97) omfatter servicelovens 28 hjælp til egentlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til barnet, som f.eks. merudgifter til diætkost, befordring, aflastning af det handicappede barn, vask, særligt handicaprettede kurser, legetøj, cykler m.v. Ankestyrelsen fandt ikke, at formålet med og arten af den ansøgte udgift til aflastning af den raske søn kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af den handicappede broder i hjemmet. Behovet for aflastning kunne således ikke, efter Ankestyrelsens vurdering, betragtes som en forsørgelsesudgift tæt knyttet til broderens handicap. Ankestyrelsen bemærkede - i lighed med det sociale nævn - at det var kritisabelt, at kommunens afgørelse ikke var ledsaget af en begrundelse, jf. forvaltningslovens 22 og

100 Ankestyrelsen fandt dog ikke, at den manglende begrundelse var af så væsentlig karakter, at kommunens afgørelse var ugyldig. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse. Det blev samtidig bemærket, at afgørelsen alene havde betydning for fremtiden. Forældrene skulle således ikke tilbagebetale de ydelser, som de allerede havde fået udbetalt. Ankestyrelsen bemærkede endelig, at forældrene kunne rette henvendelse til kommunen, såfremt de - efter at have modtaget afgørelsen - ønskede en fornyet vurdering af behovet for aflastning af den handicappede søn SM C-8-03 Resumé: Ankestyrelsen fandt, at et forældrepar efter en konkret vurdering ikke havde fortabt retten til merudgiftsydelse selvom der forløb en længere periode mellem udløbet af den tidligere bevilling og indtil forældrene fremlagde dokumentation for merudgifterne. Ankestyrelsen lagde vægt på, at fortsat ret til hjælp ikke var betinget af ny ansøgning. Forældrene havde gennem flere år modtaget merudgiftsydelse til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af deres multihandicappede barn i hjemmet. Det fandtes efter oplysningerne i sagen godtgjort, at forældrene havde haft væsentlige merudgifter ved forsørgelsen af barnet, og det måtte være klart for kommunen, at der fortsat ville være ret til merudgiftsydelse efter udløbet af den tidligere bevilling. Ankestyrelsen fandt således, at kommunens handle- og oplysningspligt efter serviceloven vejede tungere end forældrenes eventuelle passivitet. Sagsfremstilling: Et forældrepar havde gennem flere år modtaget hjælp blandt andet til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af deres multihandicappede barn i hjemmet. Ifølge de lægelige oplysninger var barnet svært hjerneskadet, svært bevægelseshæmmet, spastisk, epileptisk og havde behov for overvågning og hjælp til alt. Prognosen var fremadskridende forfald, trods forsøg på at fastholde funktionsniveauet. Kommunen bevilgede i februar 2001 merudgiftsydelse på kr. månedligt fra den 1. december 2000 til den 31. november Der var blandt andet udgifter til transport til fysioterapi, ekstraudgift til vask, slid på tøj mv., bleer samt aflastning/pasning. Kommunen gav samtidig afslag på bevilling af merudgifter med tilbagevirkende kraft fra 1. januar Kommunen henviste til, at den hidtidige bevilling udløb 31. december 1998 og at der trods flere henvendelser/kontakter i årene 1999 og 2000 om forlængelse af bevilling af merudgifter til barnet, ikke var ansøgt/bevilget dækning af disse udgifter for 1999 og indtil 1. december

101 Kommunens afgørelse blev indbragt for det sociale nævn. Det blev i klagen blandt andet anført, at forældrene ikke havde modtaget hjælp til merudgifter siden bevillingen udløb den 31. december Forældrene erkendte, at de selv havde lidt af ansvaret herfor, idet de havde svært ved at få overskud til andet end at passe barnet. Forældrene havde været af den overbevisning, at de ville få efterbetalt merudgifter for 1999 og 2000 med det samme månedlige beløb, som de senest havde fået udbetalt i december Der havde fortsat været udgifter til bleer, vask og transport mv. Nævnet stadfæstede kommunens afslag på merudgiftsydelse for perioden fra den 1. januar 1999 til den 1. december 2000 ved forsørgelsen af barnet i hjemmet, jf. servicelovens 28. Det betød, at forældrene ikke var berettiget til at få efterbetaling for de merudgifter, der var i denne periode. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde sendt flere breve til forældrene om at fremsende oplysninger om merudgifternes omfang og at konsekvenserne ved manglende henvendelse herom ville blive ophør af ydelsen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke fandtes dokumentation for, at forældrene mundtligt skulle være givet tilsagn om efterbetaling af ydelsen. Forældrene klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. I klagen anførte forældrene blandt andet, at de havde haft flere sagsbehandlere, som de forgæves havde forsøgt at kontakte og det var ikke korrekt, at de ikke havde reageret på kommunens henvendelser vedrørende merudgifter i 1999 og Der havde ikke været nye oplysninger eller ændrede merudgifter i dette tidsrum, der kunne medføre, at den månedlige merudgiftsydelse skulle ændres og de var mundtligt blevet lovet, at bevillingen nok skulle gå i orden. Forældrene anførte i øvrigt, at barnet var multihandicappet og meget syg og de havde selv stået med pasningen af barnet i døgnets 24 timer. Dette var meget opslidende og de havde ikke haft overskud til at være mere vedholdende i forhold til at bede kommunen om skriftlig bekræftelse på mundtligt tilsagn om dækning af merudgifter i perioden. Af de journaloplysninger mv., som forelå ved Ankestyrelsens behandling af sagen, fremgik blandt andet, at forældrene i august 1998 var til møde i kommunen, hvor det blev beklaget, at familien ikke havde fået hjælp og råd og vejledning og det blev aftalt at kommunen fremover ville være opmærksom på, om der var brug for råd og vejledning. Desuden blev forældrenes merudgifter vedrørende barnet gennemgået på mødet. Kommunen bevilgede herefter i august 1998 merudgiftsydelse på kr. månedligt vedrørende perioden fra den 1. juli 1998 til 31. december Der var merudgifter til befordring til fysioterapi, vask og bleer samt en månedlig udgift på kr. til "aflastning/barnepige". Det fremgik af bevillingen, at kommunen løbende skulle foretage opfølgning af bevillingen. Forældrene blev derfor bedt om at gemme kvitteringer og anden dokumentation for de udgifter, som bevillingen dækkede (og for eventuelle nye merudgifter i løbet af bevillingsperioden). Såfremt der i bevillingsperioden skete ændringer, der havde indflydelse på bevillingen, skulle dette straks meddeles til kommunen. I november 1998 skrev kommunen til forældrene, at da bevillingen udløb pr. 31. december 1998, skulle sagen vurderes på ny. Forældrene blev derfor bedt om at udfylde/underskrive og returnere 101

102 ansøgningsskema sammen med de gemte kvitteringer og anden dokumentation for de merudgifter, der havde været i bevillingsperioden. Kommunen ville på baggrund af de fremsendte oplysninger vurdere, hvorvidt betalingen skulle fortsætte uændret, nedsættes eller forhøjes. Ansøgningsskemaet og kvitteringer/dokumentation skulle returneres senest 4. december Havde kommunen ikke hørt fra forældrene inden dette tidspunkt ville udbetalingen stoppe pr. 31. december Det fremgik videre af sagen, at kommunen ved hjemmebesøg henholdsvis i februar og april 1999, hvor problemerne med barnets skolegang blev drøftet, rykkede forældrene for dokumentation for merudgifterne. I oktober 2000 oplyste moderen telefonisk til kommunen, at familien manglede betaling for merudgifter. Forældrene blev indkaldt til møde med kommunen i december 2000, hvor merudgifterne blev drøftet. Kommunen bevilgede herefter i februar 2001 merudgiftsydelse på kr. månedligt for perioden fra den 1. december 2000 til den 31. november Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at forældrene ikke havde fremsendt ny ansøgning samt kvittering/dokumentation for merudgifterne i forbindelse med, at den tidligere bevilling udløb den 31. december 1998, medførte at de havde fortabt retten til merudgiftsydelse efter servicelovens 28 for tiden frem til den 1. december Ankestyrelsen inddrog også omfanget af kommunens handle- og oplysningspligt samt pligt til at foretage en helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens 5, herunder om der havde foreligget tilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at forældrene havde ret til at få merudgiftsydelse i det omfang, de kunne sandsynliggøre/dokumentere, at de havde afholdt nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i hjemmet i perioden fra den 1. januar 1999 til den 1. december 2000, jf. servicelovens 28, stk. 1 og 3. Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at forældrene først i slutningen af 2000 fremlagde dokumentation for merudgifter for denne periode, efter omstændighederne i sagen ikke kunne medføre, at de havde fortabt kravet på merudgiftsydelse fra den 1. januar 1999, hvor den tidligere merudgiftsbevilling udløb. Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at kommunen gennem flere år løbende havde været i kontakt med forældrene og havde haft kendskab til familiens behov for hjælp som følge af barnets stærkt nedsatte funktionsevne, herunder også hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i hjemmet. Ankestyrelsen fandt således, at kommunens handle- og oplysningspligt efter serviceloven vejede tungere end forældrenes eventuelle passivitet. Kommunen burde derfor, allerede da den tidligere merudgiftsbevilling udløb ved udgangen af 1998, have taget initiativ til at holde et møde med forældrene, således at omfanget af behovet for fortsat merudgiftsydelse kunne være afklaret. Dette skete imidlertid først i december

103 Ankestyrelsen lagde vægt på, at sådan som barnets tilstand og funktionsniveau var beskrevet i kommunens journalark mv. sammenholdt med arten og omfanget af de anerkendte merudgifter indtil udgangen af 1998 og igen fra den 1. december 2000, måtte det anses for ubestrideligt, at forældrene også havde haft væsentlige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i den mellemliggende periode. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det ud fra oplysningerne i kommunens journal måtte være klart for kommunen, at der fortsat måtte være tale om merudgifter af et sådant omfang, at forældrene også ville være berettiget til merudgiftsydelse efter den 1. januar Ankestyrelsen henviste i den forbindelse bl.a. til oplysningerne om barnets tilstand i statusattesten, som kommunen modtog i marts 1999, mødet i august 1998, hvor kommunen lovede fremover at være opmærksom på familiens behov for råd og vejledning samt kommunens hjemmebesøg i februar og april Ankestyrelsen bemærkede, at fortsat ret til hjælp til merudgiftsydelse efter servicelovens 28 efter Ankestyrelsens opfattelse ikke kan gøres betinget af, at der indgives ny ansøgning i forbindelse med den løbende opfølgning, idet der ikke ses at være fastsat særskilte regler om en sådan fremgangsmåde. Ankestyrelsen henviste desuden til, at kommunen ifølge servicelovens 113 løbende skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. Ankestyrelsen henviste endvidere til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, hvor det er præciseret, at det er vigtigt, at kommunen ved opfølgningen på udmålingen af merudgiftsydelsen med jævne mellemrum - som hovedregel mindst en gang årligt - afholder møde med familien, hvor familiens situation og behov drøftes. Ankestyrelsen tog ikke stilling til omfanget af merudgifterne i perioden fra den 1. januar 1999 til den 1. december Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: Der kan ydes merudgiftsydelse til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år med handicap, hvis der sandsynliggøres merudgifter af et vist minimum i løbet af et år. Ankestyrelsen fandt, at "inden for et år", skal forstås som et løbende år, det vil sige 12 på hinanden følgende måneder og ikke et kalenderår. Sagsfremstilling: En kommune traf afgørelse om, at et forældrepar fortsat var berettiget til merudgiftsydelse efter ser- 103

104 vicelovens 28 til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af deres søn, som led af en indgribende kronisk lidelse. Kommunen bevilgede derfor merudgiftsydelse svarende til 2/8 standardbeløb vedrørende perioden fra den 1. juli til den 31. december Kommunen traf samtidig afgørelse om, at der ikke kunne udbetales merudgiftsydelse for perioden fra den 1. januar 2003 og indtil sønnen fyldt 18 år i marts 2003, da merudgiften for 2003 ikke ville udgøre mindst kr. + satsregulering. Afgørelsen blev indbragt for nævnet, der hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Nævnet henviste bl.a. til, at dersom der kunne sandsynliggøres merudgifter svarende til 12 gange 1/8 af standardbeløbet inden for 12 på hinanden følgende måneder, ville der kunne udbetales merudgiftsydelse efter 28 under forudsætning af, at betingelserne i 28, stk. 1 var opfyldte. Nævnet var således ikke enig i kommunens fortolkning af bestemmelsen i 28, stk. 3, 2. pkt. Kommunen indbragte sagen for Ankestyrelsen. Kommunen henviste bl.a. til, at der i Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap i pkt. 45 er gjort brug af begrebet "et kalenderår". Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af forståelsen af "inden for et år", jf. servicelovens 28, stk. 3, 2. pkt. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at forældrene var berettiget til udbetaling af merudgiftsydelse for tiden indtil sønnen fyldte 18 år, hvis betingelserne i servicelovens 28, stk. 1 og stk. 3, 2. pkt. var opfyldt. Ankestyrelsen fandt således, at bestemmelsen i 28, stk. 3, 2. pkt., om at der skal sandsynliggøres merudgifter svarende til 12 gange 1/8 af standardbeløbet inden for et år, før merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling, skal forstås som et løbende år, det ville sige 12 på hinanden følgende måneder. Det kunne således ikke udledes af bestemmelsen i 28, stk. 3, 2. pkt., at der skulle sandsynliggøres merudgifter af et vist minimum i løbet af et kalenderår. Hvis kalenderåret anvendtes som afgrænsning, ville der efter Ankestyrelsens opfattelse være tale om en indskrænkende fortolkning, som der ikke var holdepunkter for i bestemmelsen. Ankestyrelsen var opmærksom på, at der i pkt. 45 og pkt. 48 i Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap er anvendt begrebet kalenderåret. Dette kunne imidlertid ikke medføre en indskrænkende fortolkning af lovbestemmelsen i 28. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: 104

105 En blind dreng med Aspergers syndrom, der med forældrenes samtykke var døgnanbragt uden for hjemmet med betaling fra hjemkommunen, kunne ikke anses for at være forsørget i hjemmet. Det kunne derfor ikke pålægges kommunen at bevilge en tandemcykel til brug ved hjemmebesøg i weekends og ferier efter servicelovens bestemmelse om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af børn under 18 år med nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Sagsfremstilling: Et forældrepar ansøgte kommunen om en tandemcykel til deres 12-årige søn. Sønnen var født blind, og han havde netop fået stillet diagnosen Aspergers syndrom. Sønnen boede nu på døgninstitution (kostskole), men var hjemme i alle weekender og ferier. Familien havde bil, men havde altid cyklet meget, og de ønskede at cykle ture, når sønnen var hjemme. Sønnen var tidligere bevilget en tandemcykel, mens han boede hjemme. Denne var han nu vokset fra. Kommunen meddelte afslag på ansøgningen som hjælpemiddel eller forbrugsgode efter servicelovens 97 og 98. Kommunen begrundede dette med, at en tandemcykel ikke i væsentlig grad ville lette den daglige tilværelse, da sønnen en stor del af tiden boede på døgninstitution. Nævnet fandt, at sønnen ikke var berettiget til en tandemcykel i henhold til servicelovens 98, stk. 4, jf. 97, stk. 1. Begrundelsen var, at der kun kunne ydes hjælp til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse. Nævnet lagde vægt på, at sønnen i det daglige havde ophold på en døgninstitution, hvorfor der ikke var tale om et dagligt behov for den ansøgte tandemcykel. Nævnet fandt derimod, at sønnen var berettiget til en tandemcykel i henhold til servicelovens 28. Begrundelsen var, at bevilling af en tandemcykel måtte anses som en rimelig og nødvendig merudgift ved forsørgelsen af sønnen. Nævnet lagde vægt på, at en tandemcykel var nødvendig, for at sønnen i rimeligt omfang kunne deltage i familiens dagligliv, når han var hjemme i forbindelse med weekends og ferier. Nævnet fandt således, at den omstændighed, at sønnen var optaget i døgninstitution, ikke i sig selv var til hinder for at yde hjælp til en tandemcykel som en merudgift, idet sønnen ofte havde ophold i hjemmet. Ved beregningen af hjælpens omfang skulle der ifølge nævnet fratrækkes et beløb svarende til prisen på en almindelig cykel af god kvalitet og passende for sønnens alder. I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at sønnen var anbragt på døgninstitutionen i henhold til servicelovens 40, stk. 2, nr. 11, hvilket betød, at kommunen havde overtaget forsørgelsen af sønnen. For at modtage hjælp efter servicelovens 28 skulle sønnen forsørges i hjemmet, hvilket betød, at sønnen skulle bo hos forældrene. Kommunen henviste til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap, kapitel 8.4, pkt. 44. Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen anførte nævnet overfor Ankestyrelsen, at oplysningerne i kommunens klage ikke havde foreligget ved nævnets afgørelse. Nævnet havde ved afgørel- 105

106 sen lagt til grund, at sønnen opholdt sig på døgninstitutionen alene på forældrenes initiativ. Nævnet havde derfor vurderet, at selv om sønnen havde ophold på en døgninstitution/kostskole, ville reglerne i servicelovens 28 kunne bringes i anvendelse. Under henvisning til SM ville nævnets afgørelse formentlig have fået et andet udfald, såfremt den nævnte oplysning havde foreligget ved nævnets afgørelse. Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste kommunen supplerende, at kommunen betalte for sønnens ophold på døgninstitutionen, da sønnen var anbragt af behandlingsmæssige grunde. Døgninstitutionen betalte kostudgifter til hjemmet i ferier, men ikke i weekends, da disse var under 3 dage. Sønnen var i aflastning en weekend pr. måned. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om personer, der har ophold på en døgninstitution og kun er hjemme i weekends og ferier, kan betragtes som forsørget i hjemmet. Sagen blev antaget til supplement af SM Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at nævnet ikke havde været berettiget til at pålægge kommunen at bevilge en tandemcykel efter servicelovens 28 til ansøgernes søn. Begrundelsen var, at sønnen ikke kunne anses for at være forsørget i hjemmet. Ankestyrelsen lagde vægt på det oplyste om, at sønnen var anbragt på døgninstitution/kostskole efter servicelovens 40, stk. 2, nr. 11, og at kommunen betalte udgifterne hertil. Institutionen udbetalte kostpenge i ferier. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til SM , hvor styrelsen fandt, at der ikke var hjemmel i dagældende bistandslovs 48, stk. 1, (nu servicelovens 28, stk. 1), til at yde støtte i et tilfælde, hvor et barn havde ophold på en døgninstitution oprettet med hjemmel i dagældende bistandslovs 96, (nu servicelovens 51). Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i denne situation ikke var tale om forsørgelse i hjemmet. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse. Den ændrede afgørelse medførte ikke, at familien skulle tilbagelevere eller tilbagebetale nogen del af det der var bevilget i henhold til nævnets afgørelse. Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt familien ville have været berettiget til det ansøgte efter servicelovens 97 eller 98, da der ikke var klaget over denne del af afgørelsen SM C Resumé: Forældrene til en stærkt handicappet dreng med muskelsvind var berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til rejse og ophold for sønnens hjælper i forbindelse med familiens ferie i en uge i udlandet. De var endvidere berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til liftbus til transport mellem lufthavn og hotel. 106

107 Ankestyrelsen fandt således efter en konkret vurdering af familiens situation, at det var særligt påkrævet at yde tilskud til dækning af de nævnte ekstra omkostninger, der var forbundet med familiens kortvarige udlandsferie. For at der kunne siges at være tale om "særlige tilfælde" efter bestemmelsen i udlandsbekendtgørelsen om tilskud til dækning af ekstra omkostninger, forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet, måtte der efter Ankestyrelsens vurdering være beskrevet forhold i ansøgerens situation, som gjorde det særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af rejsen, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med den kortvarige ferie i udlandet. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en familie, hvor en 14-årig søn led af muskelsvind. Sønnen var permanent kørestolsbruger, og siden 6-års alderen havde han brugt el-kørestol. Han havde gennem det seneste år udviklet en rygskævhed på 23 grader. Herudover havde han hofteskred og løse hofter samt en svær valgus fejlstilling på begge fødder. Sønnen kunne ikke forflytte sig uden brug af lift eller bistand fra to personer. Graden af sønnens selvhjulpenhed var blevet væsentligt forringet som følge af rygskævheden, da han sad mere fastspændt i sin kørestol. Kommunen havde efter servicelovens 28 bevilget en samlet årlig pulje af hjælpertimer, hvoraf de 35 timer var afsat til ferie. Der var i gennemsnit 22 hjælpertimer til rådighed pr. uge. Familien kunne selv vælge, til hvilke formål timerne skulle bruges. Herudover var der bevilget hjælpertimer svarende til 5-6 weekends årligt med 16 timer pr. weekend. Disse timer blev brugt, når sønnen deltog i hockey-turneringer. Familien søgte kommunen om hjælp til merudgifter forbundet med en rejse i en uge til Ægypten. Ansøgningen omfattede udgifter til sønnens hjælpers ophold og flyrejse samt udgifter, der var direkte forbundet med sønnen, f.eks. udgifter til liftbus til transport mellem lufthavn og hotel. En liftbus var nødvendig, fordi sønnens el-kørestol ikke kunne være i en almindelig bus. Herudover skulle familien medbringe manuel kørestol, toilet/badestol og liftsejl. Kommunen meddelte afslag på familiens ansøgning. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet henviste til ordlyden af 1, stk. 5, og 5, stk. 2, i bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at den hjælp, som familien var bevilget til en hjælper, var bevilget i henhold til servicelovens 28. Nævnet fandt ikke, at betingelserne i bekendtgørelsens 1, stk. 5, for at yde hjælp var opfyldt. Der var således ikke beskrevet sådanne forhold, som gjorde, at familiens situation kunne betragtes som et særligt tilfælde. Nævnet lagde vægt på, at ansøgningen var begrundet i sønnens helbredsmæssige tilstand, herunder de ændringer, der var sket i løbet af det sidste år, de mulige foranstående operationer samt fremtidsudsigterne, og at der ikke i øvrigt var beskrevet forhold som begrundelse for rejsen. I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at de anvendte paragraffer tydeligt viste en for ringe behandling og en forskelsbehandling af handicappede medborgere. Det være sig børn som 107

108 voksne. Forældrene mente, at det var af stor betydning, at der blev fokuseret på, hvilke vilkår der med serviceloven var skabt for mennesker, der i hverdagen mødte mange hindringer/forhindringer. Forældrene fandt det ubegribeligt, at der ikke var større forståelse for vigtigheden af, at der kunne leves et normalt familieliv. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af 1, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. Efter denne bestemmelse kan der kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet. Sagen blev behandlet som supplement til Ankestyrelsens praksis, herunder Social Meddelelse SM C Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at forældrene var berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til rejse og ophold for sønnens hjælper i forbindelse med familiens ferie til Ægypten. De var endvidere berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til liftbus til transport mellem lufthavn og hotel. Ankestyrelsen fandt således efter en konkret vurdering af familiens situation, at det var særligt påkrævet at yde tilskud til dækning af de nævnte ekstra omkostninger, der var forbundet med den kortvarige ferie i udlandet. Begrundelsen for afgørelsen var, at der i familiens situation var beskrevet sådanne særlige forhold, at der i forbindelse med deres ferie var grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til de ansøgte ekstra omkostninger. For at der kunne siges at være tale om særlige tilfælde, jf. 1, stk. 5, i Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, måtte der efter Ankestyrelsens vurdering være beskrevet forhold i familiens situation, som gjorde det særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af rejsen, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet. Ankestyrelsen lagde vægt på, at Socialministeren omkring forståelsen af bestemmelsen havde udtalt til folketinget, at: "Det har ikke været hensigten med Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, at stramme praksis på området, men derimod blot at sammenskrive den eksisterende praksis". (Socialministerens svar af 23. juli 2002 på spørgsmål S2706 stillet af folketingsmedlem den 12. juli 2002). Ankestyrelsen lagde herefter vægt på den samlede beskrivelse af familiens situation. Det fremgik heraf, at sønnen var 14 år og gik i folkeskolens 7. klasse. Han havde diagnosen muskelsvind og var permanent kørestolsbruger. Siden 6-års alderen havde han brugt el-kørestol. Han havde behov for hjælp i forflytningssituationer, enten i form af lift eller bistand fra to personer, da han ikke selv kunne løfte sine bens vægt. Ud over hans behov for hjælp i forflytningssituationerne var det beskrevet, at graden af hans selvhjulpenhed var blevet væsentligt forringet, efter at han sad mere fastspændt i sin stol som følge af, at han havde udviklet en skævhed i lænderyggen på 23 grader. 108

109 Ankestyrelsen lagde især vægt på, at forældrene var bevilget en årlig pulje af hjælpertimer til sønnen efter servicelovens 28, som de kunne bruge af efter behov. 35 timer heraf var afsat til ferie. Der var i gennemsnit 22 timer til rådighed pr. uge. Herudover var der bevilget hjælpertimer svarende til 5-6 weekends årligt med 16 timer pr. weekend. Disse timer blev brugt, når sønnen deltog i hockey-turneringer. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at sønnens hjælper var med på ferierejsen, samt at familien ikke kunne benytte den almindelige charterbus fra lufthavnen til hotellet. Da sønnens el-kørestol ikke kunne være i en almindelig bus, var det nødvendigt for familien at leje en liftbus. Derudover skulle de medbringe manuel kørestol, toilet/badestol og liftsejl. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: Ankestyrelsen fandt, at merudgiften til varme i forbindelse med hjælp til boligskift efter serviceloven i det konkrete tilfælde kunne fastsættes på grundlag af et skøn. Ankestyrelsen fandt, at en merudgiftsvurdering efter servicelovens handicapkompenserende regler som udgangspunkt beror på en konkret vurdering af størrelsen af de faktiske udgifter. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at dette udgangspunkt ud fra en rimelighedsbetragtning kunne fraviges i det foreliggende tilfælde, hvor udgiften tidligere havde været så usædvanlig lav eller ikke eksisterende på grund af forhold, som var uden sammenligning med andre familiers eller husstandes forhold og uden sammenhæng med barnets handicap. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at familien ifølge de foreliggende oplysninger ikke havde haft egne udgifter til varme i familiens tidligere lejebolig. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at varmeudgifter indgår som en fast del af en samlet udgift til en bolig, uanset om der i husstanden indgår personer med handicaps. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en familie med 3 børn, hvoraf det ene barn var spastiker, svært hjerneskadet og som følge heraf meget lidt selvhjulpen. Familien havde tidligere boet i en lejelejlighed. Det blev på et tidspunkt vurderet, at familien på grund af datterens handicap var berettiget til at få hjælp til køb af en ejerbolig efter servicelovens 102, stk. 2. Familien fik herefter bevilget hjælp til køb af ny ejerbolig i en anden kommune end den kommune, hvor familiens lejelighed var beliggende. Efter familiens flytning til ejerboligen traf den nye kommune som følge af den tidligere opholdskommunes bevilling af hjælp til boligskift, en række afgørelser om hjælp efter servicelovens 28 til vand, varme, villaforsikring, renovation mv. vedrørende den nye ejerbolig. 109

110 I forhold til varmeudgiften meddelte kommunen, at det var oplyst, at familien ikke havde haft reelle udgifter til varme i den tidligere lejebolig i en periode på 3 år forud for boligskiftet. Det var således dokumenteret, at udgiften havde været 44,28 kr. i 1999, 1,12 kr. i 2000 og 1,24 kr. i Kommunen ville imidlertid ikke anerkende, at familien herefter skulle have dækket samtlige varmeudgifter i den nye bolig. Kommunen indhentede derfor oplysninger fra familiens tidligere udlejer om størrelsen af et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejlighed, som var sammenlignelig med familiens tidligere lejelighed. Kommunen fastsatte herefter merudgiften til varme ved at beregne differencen mellem det gennemsnitlige varmeforbrug i en sammenlignelig lejlighed med det varmeforbrug der forventedes forbrugt i den nye ejerbolig. Kommunen oplyste samtidig, at der ville blive lavet en endelig opgørelse, når familien havde modtaget en opgørelse over de faktisk afholdte varmeudgifter i den nye bolig. Familien klagede over, at kommunen ikke havde beregnet varmeudgiften på grundlag af de faktiske udgifter. Det Sociale Nævn tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter varmeudgiften var beregnet på baggrund af oplysninger om et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejlighed svarende til familiens tidligere lejlighed. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at familier normalt har udgifter til varme. Familien klagede over nævnets afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at flytningen til den nye ejerbolig udelukkende var begrundet i datterens handicap og at familien derfor ikke skulle påtvinges en merudgift ved flytningen. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt merudgiften til varme ved flytning fra lejebolig til ejerbolig efter servicelovens 102, stk. 2 kunne beregnes på baggrund af oplysninger om et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejebolig svarende til den tidligere lejebolig, jf. servicelovens 28 om merudgifter. Afgørelse: Merudgiften til varme i forbindelse med boligskift skulle i familiens sag fastsættes på grundlag af de indhentede oplysninger om et gennemsnitligt varmeforbrug i en lejelejlighed svarende til familiens tidligere lejebolig. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse. Ankestyrelsen lagde til grund, at familien, som følge af datterens handicap, var bevilget hjælp til anskaffelse af en ejerbolig efter servicelovens 102, stk. 2. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det følger af kompensationsprincippet, at familier med handicappede børn skal kompenseres for de merudgifter der følger af barnets handicap. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at familien ifølge sagens oplysninger havde haft varme i familiens tidligere lejebolig via naboernes varme og at familien som følge heraf ikke havde haft egne selvstændige udgifter til opvarmning af familiens tidligere lejebolig i de seneste 3 år. 110

111 Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at varmeudgifter indgår som en fast del af en samlet udgift til en bolig, uanset om der i husstanden indgår personer med handicaps. Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der ved beregningen af merudgiften til varme i forbindelse boligskift efter servicelovens 102, stk. 2 skulle tages udgangspunkt i at familien ikke havde haft udgifter til opvarmning af familiens tidligere lejlighed. Ankestyrelsen fandt at en merudgiftsvurdering efter servicelovens handicapkompenserende regler som udgangspunkt beror på en konkret vurdering af størrelsen af de faktiske udgifter. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at dette udgangspunkt ud fra en rimelighedsbetragtning måtte fraviges i et tilfælde som familiens, hvor udgiften tidligere havde været så usædvanlig lav eller ikkeeksisterende på grund af forhold, som var uden sammenligning med andre familiers eller husstandes forhold og uden sammenhæng med udgifter ved datterens handicap. Ankestyrelsen fandt, at der i et sådant tilfælde kunne være grundlag for at foretage et skøn over størrelsen af den tidligere udgift. Et sådant skøn kunne, efter Ankestyrelsens vurdering, udarbejdes på grundlag af oplysninger om den gennemsnitlige varmeudgift for sammenlignelige familier. Ankestyrelsen fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter varmeudgiften i familiens nuværende ejerbolig blev sammenholdt med en gennemsnitlig varmeudgift i en lejlighed som var sammenlignelig med familiens tidligere lejelejlighed SM C Resumé: Et forældrepar med to børn, hvoraf det ene barn havde en psykisk funktionsnedsættelse, som bl.a. medførte, at han ikke tålte lange transporter, var ikke berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af flybilletter til familien i forbindelse med en uges skiferie. Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering af familiens situation, at det ikke var særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelsen af rejsen, at der blev ydet tilskud til ekstra omkostninger i forbindelse med, at rejsen foregik med fly. Ankestyrelsen lagde vægt på den samlede beskrivelse af familiens situation, og på, at det ikke kunne anses for usædvanligt, at familier med to børn benyttede fly, når de skulle på udlandsrejser, for at gøre transporttiden så kort som muligt. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om et forældrepar med to adoptivbørn. Det ældste barn, en søn, havde siden ankomsten til Danmark haft flere vanskeligheder, som havde krævet særlige indsatser, for at han kunne udvikle sig. Han var vurderet som et tidligt følelsesmæssigt skadet barn. Sønnens funktionsnedsættelse gav sig bl.a. udslag i, at kan ikke kunne tåle lange transporter over 45 minutter, idet han fik kramper og rokkede - gik ind i sig selv. Forældrene havde ultimo 2001 søgt kommunen om økonomisk dækning til skiferie til Østrig primo 2002 i form af flybilletter til hele familien samt sønnens hjælper. Forældrene vurderede, at sønnen 111

112 ikke ville kunne klare den lange tur i bil km. i et stræk. Derfor ønskede de at rejse med fly. Kommunen besluttede, grundet særlige omstændigheder omkring en aflyst skiferie med sønnens daværende heldagstilbud, helt ekstraordinært som en engangsydelse at bevilge de ansøgte merudgifter. Forældrene vurderede efterfølgende, at skiferien havde været en god tur, og at de ikke længere havde behov for ekstra hjælp ved senere ferier. De ønskede fortsat at tage på skiferie og fortsat med fly. Ultimo 2002 søgte de derfor kommunen om dækning af merudgifter i forbindelse med en uges skiferie i Østrig primo Ansøgningen omfattede merudgiften ved eneundervisning af sønnen i at stå på ski samt merudgifter til flybilletter til hele familien. Kommunen bevilgede merudgiften til eneundervisning, men gav afslag på ansøgningen om merudgifter til flybilletter. Begrundelsen var, at denne udgift ikke vurderedes at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af sønnen i hjemmet. Forældrene påklagede kommunens afslag til nævnet. Under nævnets behandling af sagen anførte forældrene supplerende bl.a., at da sønnen fik kramper og rokkede - gik ind i sig selv -, skulle rejsetiden gøres kort. Da situationen omkring sønnen var uændret, undrede forældrene sig over kommunens afslag. Nævnet fandt ved sin afgørelse ikke grundlag for at pålægge kommunen at yde forældrene hjælp til merudgifter til flyrejse i forbindelse med familiens skiferie Nævnet lagde vægt på, at udgiften til flybilletter ikke var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af sønnen i hjemmet. Nævnet var opmærksom på, at kommunen tidligere på grund af ganske særlige omstændigheder havde ydet familien hjælp til flybilletter. Dette gav imidlertid ikke grundlag for en anden afgørelse. I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at situationen omkring sønnen var uændret i forhold til året før. Han fik stadig kramper og rokkede - gik ind i sig selv - under lange transporter over 45 minutter, hvorfor de ikke kunne rejse udenlands på anden måde end med fly. Samtidig havde de efter skiferien i 2002 gjort kommunen opmærksom på, at da skiferien havde givet sønnen mange sejre, ville de gentage successen i 2003, endda uden støtteperson. Hertil kom ingen reaktion om, at kommunen i så fald ikke ville yde støtte. Videre anførte forældrene, at det var deres opfattelse, at intentionerne med servicelovens 28 var økonomisk at ligestille familier med handicappede børn med normale familier, ikke mindst af hensyn til den samlede families trivsel. I et supplerende brev fra forældrenes advokat var det bl.a. anført, at såvel kommunens som nævnets afgørelse led af formelle fejl, idet ingen af de to afgørelser var begrundet i tilstrækkelig grad. Ved sin genvurdering af sagen fastholdt nævnet sin afgørelse og henviste til den tidligere givne begrundelse. Nævnet henviste videre til udlandsbekendtgørelsens 1, stk. 5, og fandt ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder som beskrevet i bestemmelsen. Nævnet henviste endelig til SM C Nævnet anførte videre, at sådan som sagen var beskrevet for nævnet, var nævnet enig med kommunen i, at der ikke forelå særlige omstændigheder i familiens situation i forbindelse med ansøgningen vedrørende skiferien i Det forhold, at forældrene havde et handicappet barn, fandt nævnet ikke i sig selv medførte, at der forelå særlige omstændigheder. 112

113 Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af udlandsbekendtgørelsens 1, stk. 5. Efter denne bestemmelse kan der kun i særlige tilfælde efter en konkret vurdering ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet. Sagen blev behandlet som supplement til Ankestyrelsens praksis, herunder særligt SM C Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at forældrene ikke var berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af flybilletter i forbindelse med familiens skiferie. Begrundelsen for afgørelsen var, at der i familiens situation ikke var beskrevet sådanne særlige forhold, at der i forbindelse med deres skiferie var grundlag for at pålægge kommunen at yde dem hjælp til ekstra omkostninger i form af flybilletter. For at der kunne siges at være tale om "særlige tilfælde", jf. udlandsbekendtgørelsens 1, stk. 5, måtte der efter Ankestyrelsens vurdering være beskrevet forhold i familiens situation, som gjorde det særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelse af rejsen, at kommunen ydede tilskud til ekstra omkostninger forbundet med en kortvarig ferie i udlandet. Ankestyrelsen lagde vægt på den samlede beskrivelse af familiens situation. Heraf fremgik bl.a., at sønnen var vurderet som et tidligt følelsesmæssigt skadet barn. Han fik kramper og rokkede - gik ind i sig selv - under lange transporter over 45 minutter. Forældrene vurderede derfor, at familien ikke kunne rejse udenlands på anden måde end med fly, da sønnen ikke kunne tåle lange rejser i bil. Det fremgik videre af sagen, at forældrene efter deres første skiferie med sønnen, hvor de havde haft en hjælper med, havde vurderet, at de ikke længere havde behov for ekstra hjælp ud over eneundervisning af sønnen i at stå på ski. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det ikke kunne anses for usædvanligt, at familier med to børn benyttede fly, når de skulle på udlandsrejser, herunder en skiferie på ca. 1 uge, for at gøre transporttiden så kort som muligt. Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at det var særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelsen af familiens skiferie, at der blev ydet tilskud til ekstra omkostninger i forbindelse med at rejsen foregik med fly, selv om denne rejsemåde i familiens tilfælde kunne være det mest hensigtsmæssige af hensyn til sønnen. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse. Ankestyrelsen bemærkede i forhold til kommunens og nævnets afgørelser, at begrundelseskravet i forvaltningslovens 24 efter Ankestyrelsens vurdering ikke fandtes at være opfyldt. Det var således ikke anført, på hvilke kriterier det administrative skøn var baseret. Ankestyrelsen havde dog bemærket sig, at nævnet ved sin genvurdering havde uddybet begrundelsen for sin afgørelse SM C

114 Resumé: Ankestyrelsen fandt, at en ansøger som havde fået konstateret cøliaki var omfattet af den personkreds som kunne få hjælp efter servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at personkredsen i servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ifølge såvel ordlyden som forarbejderne var udvidet i forhold til den personkreds der var omfattet af den tidligere gældende bestemmelse. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det ikke, ifølge en vejledende udtalelse fra Socialministeriet, var udelukket, at personer med cøliaki kunne være omfattet af merudgiftsbestemmelsen. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at cøliaki efter sin art og omfang kunne sidestilles med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) samt at det anførte i Socialministeriets vejledning om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse ikke var til hinder for at personer med cøliaki tillige kunne anses for omfattet af bestemmelsen. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en kvinde, som havde fået konstateret cøliaki og som derfor skulle overholde en glutenfri diæt. Kommunen gav afslag på hjælp til dækning af merudgifter til diætkost med henvisning til at ansøgers merudgifter til diætkost ikke oversteg 500 kr. månedligt, jf. servicelovens 84, stk. 3. Ansøger påklagede kommunens afgørelse til det sociale nævn og oplyste bl.a. i klagen, at Astmaog Allergi Forbundet havde oplyst, at kommunens beregnede udgift til diætkost skulle tillægges ca. 15 %, idet denne stigning svarede til den stigning der var sket i lov om social service i perioden Det sociale nævn tiltrådte kommunens afslag på hjælp med en ændret begrundelse. Nævnet fandt ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens 84. Nævnet lagde herved vægt på ordlyden af 1, stk. 1 og stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober Nævnet lagde videre vægt på det oplyste i Socialministeriets vejledning om ændring af vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap, hvorefter der i bekendtgørelsens 2 især sigtes til gruppen af personer med PKU eller Føllings sygdom og cystisk fibrose samt, at Socialministeriet i Ankestyrelsens afgørelse refereret i SM C-14-00, havde udtalt, at det ikke havde været forudsat at alle persongrupper med medfødte lidelser eller mangler, som f.eks. fødevareallergi eller andre medfødte allergiske lidelser, skulle være omfattet af ovennævnte 2. Socialministeriet havde videre udtalt, at personer med cøliaki ikke, efter ministeriets opfattelse, var omfattet af målgruppen i servicelovens 84. Ansøger klagede over nævnets afgørelse. Forud for Ankestyrelsens vurdering af sagen anmodede Ankestyrelsen Socialministeriet om at fremkomme med eventuelle fortolkningsbidrag til brug for vurderingen af, hvorvidt personer med lidelsen med cøliaki var omfattet af servicelovens 84, som ændret pr. 1. januar

115 Socialministeriet udtalte herefter bl.a., at det fremgik af bemærkningerne til lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring af lov om social pension og andre love (førtidspensionsreformen), at personkredsen i servicelovens 84 var ændret i forhold til tidligere, idet bl.a. den særlige diagnoseliste var opgivet. Ydelsen i servicelovens 84 rettede sig nu til alle personer mellem 18 og 65 år, som havde varigt nedsat funktionsevne, som følge af medfødt handicap eller senere opstået sygdom eller som følge af ulykkesskader. Ministeriet oplyste videre, at selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte ville være en lægelig diagnostiseret lidelse, der angav en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, var det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter og andre tilbud, der var afgørende for berettigelsen til de særlige kompenserende ydelser. Socialministeriet fandt herefter ikke, at det var udelukket, at personer med lidelsen cøliaki kunne være omfattet af servicelovens 84, hvis den pågældende opfyldte de øvrige betingelser for støtte efter 84. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt personer med lidelsen cøliaki var omfattet af personkredsen i servicelovens 84, jf. lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring af lov om social pension og andre love (førtidspensionsreformen). Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens 84, stk. 1, sammenholdt med 2, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober Ankestyrelsen tilbagesendte herefter sagen til nævnet med henblik på fornyet vurdering og afgørelse af om ansøgers udgifter oversteg minimumsbeløbet i servicelovens 84, stk. 3. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger led af cøliaki og at ansøger derfor skulle følge en glutenfri diæt. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ifølge servicelovens 84, stk. 1, yder hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det fremgår af 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002, at der med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. I Socialministeriets vejledning nr. 106 af 23. oktober 2002 var som eksempler nævnt udviklings-hæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion m.v. Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i bekendtgørelsens 1, stk. 2, idet ansøgers cøliaki lidelse ikke, efter Ankestyrelsens opfattelse, havde konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse og medførte at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at cøliaki var en ikke synlig eller umiddelbar konstaterbar nedsat funktionsevne, som blev afhjulpet ved glutenfri kost. 115

116 Ankestyrelsen fandt imidlertid, at ansøger var omfattet af personkredsen i bekendtgørelsens 2, stk. 1, hvorefter personer med medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få dækket nødvendige merudgifter til diæt, når forskrifter om diæt og lignende følges. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fulgte af såvel ordlyden af servicelovens 84 som forarbejderne (LF /01) til bestemmelsen, at personkredsen var udvidet i forhold til den personkreds, der var omfattet af servicelovens 84 før 1. januar Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at Socialministeriet vejledende havde udtalt, at personkredsen i servicelovens 84 omfattede alle mellem 18 og 65 år, som havde en varigt nedsat funktionsevne. Det afgørende var ikke den lægelige diagnose, men derimod den pågældendes muligheder for at begå sig i sin daglige tilværelse. Det var således efter ministeriets opfattelse ikke udelukket, at personer med cøliaki kunne være omfattet af servicelovens 84 (som ændret med virkning fra 1. januar 2003). Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at lidelsen cøliaki efter sin art og omfang kunne sidestilles med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) samt at det anførte i Socialministeriets vejledning nr. 106 af 23. oktober 2002, hvorefter personkredsen i bekendtgørelsens 2, stk. 1 især ville være personer med phenylketonuri og cystisk fibrose, ikke var til hinder for at personer med cøliaki tillige blev anset for omfattet af bestemmelsen. Ankestyrelsen bemærkede, at Ankestyrelsen ved afgørelsen alene havde forholdt sig lidelsen cøliaki. Ankestyrelsen havde således ikke taget stilling til, hvorvidt personer med andre typer af allergi, herunder fødevareallergi kunne være omfattet af personkredsen i servicelovens 84, jf. bekendtgørelsens 2, stk. 1. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse SM C Resumé: Et forældrepar til en 8-årig handicappet dreng var ikke berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til køb af et særligt legetøj i form af en spejlkarrusel, som en merudgift ved forsørgelsen. Ankestyrelsen fandt ikke, at det i det konkrete tilfælde kunne anses for sandsynliggjort at udgiften til den ansøgte spejlkarrusel var en merudgift sammenlignet med de udgifter familier med ikke handicappede børn har til legetøj. Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgiftsvurderingen efter serviceloven hviler på et kompensationsprincip, hvorefter familier med handicappede børn skal kompenseres for de merudgifter der følger af handicappet. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger, som sandsynliggjorde at udgiften til spejlkarrusellen herefter måtte betragtes som en merudgift. Sagsfremstilling: 116

117 Sagen drejede sig om en 8-årig dreng, som var diagnostiseret infantil autist med hjerneskade og spasticitet. Drengens forældre ansøgte kommunen om hjælp til dækning af udgift til køb af et særligt legetøj i form af en spejlkarrusel (1300 kr.). Forældrene oplyste, at de havde svært ved at beskæftige sønnen og hindre hans selvdestruktive adfærd. Forældrene fandt på baggrund af erfaringer fra sønnens tidligere specialbørnehave, at spejlkarrusellen kunne bruges til at beskæftige sønnen og aflede hans opmærksomhed i de situationer, hvor han slog hoved i gulv, vægge mv. Kommunen gav afslag på ansøgningen efter servicelovens 28. Kommunen lagde vægt på, at den ansøgte spejlkarrusel ikke udgiftsmæssigt oversteg de udgifter til legetøj der var almindeligt for ikke handicappede børn i sønnens alder. Kommunen fandt derfor ikke, at der var tale om en merudgift. Forældrene klagede over kommunens afgørelse. I klagen var det bl.a. oplyst, at den ansøgte karrusel alene kunne erhverves i en bestemt forretning, som forhandlede specielt legetøj og lignende til handicappede. Forældrene henviste herefter til, at der efter servicelovens 28 kan ydes tilskud til særligt legetøj og andre udgifter til beskæftigelse i fritiden. I en supplerende klage oplyste forældrene bl.a., at forældrene gjorde meget ud af, at de udgiftsmæssigt anvendte de samme penge til legetøj til begge deres børn. Forældrene havde derfor den samme udgift til legetøj til deres handicappede søn som til deres ikke handicappede søn. Nævnet hjemviste efterfølgende sagen til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen. Nævnet lagde til grund, at den ansøgte spejlkarrusel var et særligt legetøj fremstillet til børn med nedsat funktionsevne. Nævnet fandt herefter ikke at kommunen kunne afslå at yde hjælp til karrusellen med den af kommunen anførte begrundelse. Nævnet lagde herved vægt på, at børns udgiftsmæssige forbrug af legetøj er vidt forskelligt og det næppe kunne fastslås hvad der er normale udgifter til legetøj til børn i forskellige aldersgrupper. Familiens eventuelle udgifter til en spejlkarrusel kunne derfor ikke efter nævnets opfattelse afvises som en merudgift efter servicelovens 28, stk. 1 med henvisning til at børn uden funktionsnedsættelse har udgifter til andet legetøj. Nævnet fandt at merudgifter til særligt legetøj til børn med funktionsnedsættelse alene kunne sammenlignes med legetøj af tilsvarende type til børn i samme aldersgruppe uden funktionsnedsættelse. Hvis der ikke fandtes tilsvarende almindeligt legetøj skulle hele udgiften til særligt legetøj efter nævnets opfattelse betragtes som en merudgift, hvortil der kunne ydes økonomisk hjælp efter servicelovens 28. Dette under forudsætning af at legetøjet var nødvendigt med henblik på beskæftigelsen af barnet i fritiden og at barnet var omfattet af personkredsen i servicelovens 28. Nævnet kunne imidlertid ikke på det foreliggende grundlag vurdere om forældrene var berettiget til økonomisk hjælp til den ansøgte spejlkarrusel efter servicelovens 28, stk. 1. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen ikke sås at have foretaget en nærmere beskrivelse af sønnens funktionsevne set i forhold til, hvad sønnen havde brug for at beskæftige sig med i fritiden. 117

118 Kommunen blev herefter anmodet om at foretage en funktionsevnebeskrivelse og på det grundlag vurdere om den ansøgte spejlkarrusel var et nødvendigt legetøj for sønnens fritidsbeskæftigelse. I givet fald skulle kommunen undersøge om der fandtes et tilsvarende legetøj som spejlkarrusellen, som børn uden funktionsnedsættelse i sønnens alder ville benytte. Under henvisning til disse undersøgelser og vurderinger skulle kommunen herefter træffe afgørelse om hvorvidt udgiften eller en del af udgiften til den ansøgte karrusel var en merudgift, hvortil der kunne ydes hjælp efter servicelovens 28. Kommunen klagede over nævnets afgørelse. I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen fortsat ikke vurderede, at der var tale om en merudgift ved forsørgelsen. Kommunen oplyste, at en gennemsnitsfamilie med et barn på 8 år typisk afholdt udgifter til legetøj i form af Playstation eller Gameboy med tilhørende spil. Sådanne spil kostede tilsvarende eller mere end den spejlkarrusel barnet med nedsat funktionsevne benyttede i stedet for. I forhold til nævnets afgørelse anførte kommunen videre, at det var kommunens opfattelse, at det var udgiften til legetøjet, der var afgørende, og ikke om det var specielt fremstillet til handicappede børn. Det afgørende var således om forældrenes udgift til særligt legetøj oversteg den udgift forældre til ikke handicappede børn afholdt til almindeligt legetøj. Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste kommunen telefonisk, at kommunen efter nævnets hjemvisning af sagen havde truffet en ny afgørelse i sagen og bevilget forældrene hjælp til køb af den ansøgte spejlkarrusel. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det ansøgte legetøj i form af en spejlkarrusel skulle vurderes efter servicelovens 97/98 om hjælpemidler og forbrugsgoder eller servicelovens 28 om merudgifter ved forsørgelsen. I det omfang det ansøgte skulle vurderes efter servicelovens 28 ville der videre blive taget stilling til, hvorvidt merudgiftsvurderingen beroede på en vurdering af om den ansøgte spejlkarrusel kunne sammenlignes med legetøj af tilsvarende type til børn i samme aldersgruppe uden funktionsnedsættelse. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke at forældrene var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til en spejlkarrusel efter servicelovens 28 til deres handicappede søn. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse. Begrundelsen for afgørelsen var, at det ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger kunne anses for sandsynliggjort, at udgiften til den ansøgte spejlkarrusel var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af den handicappede søn. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at forældrene havde søgt om hjælp til dækning af udgifter til køb af en spejlkarrusel til deres søn som var diagnostiseret infantil autist med hjerneskade og spasticitet. 118

119 Ankestyrelsen fandt, at den ansøgte spejlkarrusel skulle vurderes efter servicelovens 28 om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var ansøgt om hjælp til dækning af udgifter til et særligt legetøj i form af en spejlkarrusel, som ifølge sagens oplysninger, skulle anvendes til at beskæftige sønnen og aflede hans opmærksomhed i de situationer, hvor han udviste en meget udadreagerende og voldsom adfærd. Ankestyrelsen lagde videre vægt på det anførte i punkt 25 i Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning mv., hvorefter støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, fx et barn som ikke har andre legemuligheder, ydes efter servicelovens 28. Det fremgår videre af punkt 75 i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap, at der kan ydes tilskud til merudgifter til særligt legetøj og andre udgifter til beskæftigelse i fritiden efter servicelovens 28. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at det i det konkrete tilfælde kunne anses for sandsynliggjort, at udgiften til den ansøgte spejlkarrusel var en merudgift sammenlignet med de udgifter familier med ikke handicappede børn havde til legetøj. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at vurderingen efter servicelovens 28 hviler på et kompensationsprincip, hvorefter familier med handicappede børn skal kompenseres for de merudgifter der følger af handicappet. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger, som sandsynliggjorde at udgiften til spejlkarrusellen herefter måtte betragtes som en merudgift. Ankestyrelsen bemærkede, at det var indgået i vurderingen, at forældrene i et brev til nævnet bl.a. havde oplyst, at forældrene havde samme udgifter til legetøj til deres handicappede søn som til deres ikke handicappede søn. Ankestyrelsen oplyste afslutningsvis, at det ikke, efter Ankestyrelsens opfattelse, kunne begrunde en ændret vurdering, at den ansøgte spejlkarrusel var et særligt udviklet legetøj til børn med handicaps og at spejlkarrusellen - ifølge det oplyste - alene kunne erhverves hos en forhandler som solgte særligt legetøj mv. til børn med handicaps. Ankestyrelsens afgørelse medførte ikke, at ansøger skulle tilbagebetale den hjælp kommunen - som følge af nævnets hjemvisning - allerede havde udbetalt til køb af den ansøgte spejlkarrusel SM C-8-04 Resumé: Der kunne efter servicelovens hjælpemiddelregler ydes hjælp til særlige beklædningsgenstande, som en person ikke ville have haft brug for, hvis den pågældende ikke havde haft en funktionsnedsættelse, mens der efter merudgiftsreglerne kunne ydes hjælp til almindeligt tøj, som skulle udformes på en særlig måde. I den konkrete sag fandtes en køredragt (flyverdragt) til brug for en 7-årig pige ved transport i kørestol at måtte betragtes som en særlig beklædningsgenstand, som hun ikke ville have haft behov for, 119

120 hvis hun ikke havde haft en funktionsnedsættelse. Køredragten ville dermed kunne bevilges som et hjælpemiddel forudsat, at væsentlighedskriteriet var opfyldt, og ikke som en merudgift ved forsørgelsen af pigen. Der blev bl.a. lagt vægt på, at køredragten var en videreudvikling af en kørepose, og at den var udformet således, at den var længere bagpå end foran, så pigen kunne sidde ned i den. Sagsfremstilling: En mor søgte kommunen om en specialsyet køredragt (flyverdragt) med lynlåse i ærmer og ben til sin 7-årige datter. Køredragten skulle bruges ved transport af datteren i kørestol. Ansøgningen var begrundet i datterens venstresidige hemiplegi, og det var også anført, at datterens venstre arm og ben var kortere end højre arm og ben. Kommunen meddelte afslag på ansøgningen. Man vurderede således ikke, at køredragten var en særlig beklædningsgenstand, og den fandtes heller ikke at være nødvendig for at kompensere for datterens funktionsnedsættelse. Det forhold, at dragten skulle specialsys, ændrede ikke denne vurdering. Køb af køredragt (flyverdragt) måtte man betragte som en almindelig udgift til børn. Kommunen foreslog ansøger eventuelt at købe en todelt flyverdragt, hvor det var nemmere at komme i jakken. Der kunne eventuelt ansøges om merudgifter hertil efter servicelovens 28. Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling, idet kommunens afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt og forkert grundlag. Nævnet henviste til hjælpemiddelbekendtgørelsens 12 og til appendiks pkt. 2 om særlige beklædningsgenstande i vejledning om støtte til bl.a. hjælpemidler. Med baggrund heri anførte nævnet, at der måtte sondres mellem særlige beklædningsgenstande omfattet af servicelovens 97 og specielle behov for beklædning omfattet af lovens 28. Nævnet fandt herefter, at en flyverdragt, som skulle specialsys på grund af nedsat fysisk funktionsevne, var en særlig beklædningsgenstand, som dermed ville kunne bevilges som hjælpemiddel efter servicelovens 97 forudsat, at væsentlighedskriteriet i hjælpemiddelbekendtgørelsens 1 var opfyldt. I forhold til det af kommunen anførte om, at barnet ville kunne bruge en almindelig rummelig jakke, hvorfor der ikke var behov for specialsyet tøj, bemærkede nævnet, at det faktiske grundlag for denne vurdering ikke fremgik af sagsakterne. Nævnet havde derfor ikke mulighed for at tage stilling til, om denne vurdering var foretaget på et tilstrækkeligt grundlag. I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at sagen havde principiel betydning for afgrænsningen mellem hjælpemiddelreglerne og reglerne om dækning af merudgifter ved forsørgelsen. Der var således behov for en afklaring af, hvornår en beklædningsgenstand var en særlig beklædningsgenstand efter servicelovens 97, og hvornår der var tale om merudgifter til beklædningsgenstande efter servicelovens 28. Kommunen mente, at når der var tale om almindeligt tøj til børn i den pågældende alder, skulle der ydes hjælp efter reglerne om merudgifter, hvis barnet skulle have dyrere eller specialsyet tøj på grund af sit handicap. De særlige beklædningsgenstande efter hjælpemiddelreglerne var derimod beklædningsgenstande, som man typisk ikke ville have haft behov for, hvis man ikke havde haft en funktionsnedsættelse. I den konkrete sag havde datteren en alder, hvor det var normalt at have en 120

121 flyverdragt. Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen blev det fra det firma, som var angivet som leverandør af køredragten, oplyst, at de køredragter, som firmaet lavede, udelukkende var beregnet til kørestolsbrugere. Køredragterne var en videreudvikling af køreposer. Køredragterne var udformet som flyverdragter, der var længere bagpå end foran, så brugeren kunne sidde ned i dem. Der var lynlås fra hals til fod og fra skulder til håndled, så dragterne var nemme at få på. Dragterne blev syet efter individuelle mål. Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af afgrænsningen mellem hjælpemiddelreglerne i servicelovens 97 og reglerne om merudgiftsydelse i servicelovens 28 for så vidt angik hjælp til beklædningsgenstand i form af specialsyet køredragt (flyverdragt). Afgørelse: Ankestyrelsen var enig med nævnet, der havde hjemvist sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse. Ankestyrelsen var ligeledes enig med nævnet i, at køredragten til ansøgers datter var en særlig beklædningsgenstand, som dermed ville kunne bevilges som hjælpemiddel efter servicelovens 97, forudsat at væsentlighedskriteriet var opfyldt. Sagen skulle således ikke vurderes ud fra servicelovens 28 om merudgiftsydelse. Ankestyrelsen lagde til grund, at datteren var kørestolsbruger, og at der var ansøgt om en køredragt. Ankestyrelsen lagde vægt på hjælpemiddelbekendtgørelsens 12 og appendiks pkt. 2 i Socialministeriets vejledning om støtte til bl.a. hjælpemidler. Heraf fremgik det, at der efter hjælpemiddelreglerne kunne ydes hjælp til merudgifterne ved anskaffelse af særlige beklædningsgenstande. Som eksempler på særlige beklædningsgenstande var i vejledningen nævnt bl.a. regnslag til kørestole og køreposer. Ankestyrelsen lagde videre vægt på pkt. 70 i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap. Heraf fremgik det bl.a., at der efter merudgiftsreglerne kunne ydes hjælp til tøj, som skulle udformes på en særlig måde. Ankestyrelsen vurderede på denne baggrund, at der efter hjælpemiddelreglerne kunne ydes hjælp til særlige beklædningsgenstande, som en person ikke ville have haft brug for, hvis den pågældende ikke havde en funktionsnedsættelse, mens der efter merudgiftsreglerne kunne ydes hjælp til almindeligt tøj, f.eks. bukser, bluser, overtøj m.v., som skulle udformes på en særlig måde. Ankestyrelsen fandt herefter, at den køredragt (flyverdragt), der var søgt om, var at betragte som en særlig beklædningsgenstand, som datteren ikke ville have haft behov for, hvis hun ikke havde en funktionsnedsættelse. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at køredragten skulle benyttes ved transport af datteren i kørestol. Den skulle udformes, således at der var lynlåse i ærmer og ben, og venstre ærme og ben skulle være kortere end højre ærme og ben. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at køredragten var en videreudvikling af en kørepose. Dragten 121

122 var udformet således, at den var længere bagpå end foran, så brugeren kunne sidde ned i den. I ansøgningen var der som leverandør henvist til et bestemt firma. Ankestyrelsen fik fra dette firma telefonisk oplyst, at de køredragter, som firmaet lavede, udelukkende var beregnet til kørestolsbrugere og udformet som flyverdragter, der var længere bagpå end foran så brugerne kunne sidde ned i dem. Der var lynlås fra hals til fod og fra skulder til håndled, så dragterne var nemme at få på. Dragterne blev syet efter individuelle mål. Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser i servicelovens 97 for at yde køredragten som hjælpemiddel, herunder væsentlighedskriteriet, var opfyldt. Denne vurdering måtte foretages af kommunen, eventuelt efter indhentelse af yderligere oplysninger, herunder oplysninger om nødvendigheden af køredragten i forhold til at kompensere for datterens funktionsnedsættelse. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse SM C-9-04 Resumé: Vurderingen af betingelserne om betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og indgribende kronisk eller langvarig lidelse i servicelovens bestemmelse om merudgifter ved forsørgelsen af et barn i hjemmet skulle i relation til ansøgninger om medicinudgifter foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling, herunder medicinsk behandling, som barnet modtog til afhjælpning af sin lidelse. I den konkrete sag var en mor berettiget til hjælp til dækning af merudgifter til medicin til sine to sønner, som led af astma og allergi. Sønnerne var således efter en lægelig vurdering omfattet af personkredsen i bestemmelsen om merudgiftsydelse, idet deres lidelser måtte karakteriseres som indgribende, kroniske og langvarige. Der blev særligt lagt vægt på, at sønnernes astma var ret svær, og uden behandling ville de være livstruet. Sagsfremstilling: Sagen vedrørte en mor, som havde to sønner på ca. 12 og 8 år, der led af astma bronchiale på basis af påviste allergier. Begge sønner var i konstant behandling med inhalationsmedicin. Af sagens lægelige oplysninger fremgik det vedrørende den ældste søn, at han havde en svær astma, som havde været til stede i 12 år. Der havde været betydelige astmasymptomer på trods af en ret intensiv astmabehandling. Hvis han ikke fik sin astmamedicin dagligt, ville han være svært handicappet og livstruet. Vedrørende den yngste søn fremgik det, at han havde haft astma det halve af sit liv. Den medicinske behandling var ret massiv og konstant og klart strengt nødvendig for, at han kunne fungere nogenlunde normalt. Manglende behandling ville være livstruende, og hvis han ikke fik behandling, ville han formentlig have mange svære astmaanfald. Moderen havde hidtil modtaget hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens 28 til sønnernes medicin. I forbindelse med revurdering af sagen meddelte kommunen afslag på fortsat hjælp til 122

123 merudgifter til medicin. Kommunen fandt ikke, at sønnernes lidelser var af en sådan indgribende karakter, at de tilhørte målgruppen for servicelovens 28. Baggrunden for denne vurdering var bl.a., at det ikke havde været nødvendigt med indlæggelser, og at lidelserne ved medicinsk behandling kunne holdes i ro. Herudover kunne sønnerne med den givne medicin deltage i fritidsaktiviteter. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Begrundelsen var, at sønnerne ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens 28. Nævnet lagde vægt på, at sønnerne led af astma bronchiale på basis af påviste allergier. Videre blev der lagt vægt på det oplyste om, hvorledes de fungerede i hverdagen, herunder at de kunne føre et rimeligt normalt liv og udøve sport, herunder fodbold og løb. Nævnet fandt således ikke, at sønnerne havde en indgribende kronisk eller langvarig lidelse i servicelovens 28's forstand. I klagen til Ankestyrelsen, som var indgivet af en socialkonsulent i et forsikringsselskab på moderens vegne, var det bl.a. anført, at sagen var af principiel betydning for så vidt angik spørgsmålet om afgrænsningen af, hvornår en lidelse var langvarig og indgribende i servicelovens 28's forstand. Ved gennemgang af Ankestyrelsens praksis havde det ikke været muligt at finde afgørelser, som understøttede afslaget på støtte til medicin. Ifølge sønnernes læge var deres sygdom indgribende, og medicinen var livsnødvendig for begge drenge. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt moderen var berettiget til at få dækket merudgifter til medicin til sine sønner, som led af astma og allergi, jf. servicelovens 28. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at moderen var berettiget til hjælp til dækning af merudgifter til medicin til sine sønner. Begrundelsen for afgørelsen var, at sønnerne efter en lægelig vurdering var omfattet af personkredsen i servicelovens 28, idet begge drenges lidelser måtte karakteriseres som indgribende, kroniske og langvarige. Ankestyrelsen fandt, at vurderingen af betingelserne om betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og indgribende kronisk eller langvarig lidelse, jf. servicelovens 28, stk. 1, i relation til moderens ansøgning om medicinudgifter skulle foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling, herunder medicinsk behandling, som sønnerne var i til afhjælpning af deres astma og allergi. Ankestyrelsen lagde herved vægt på en naturlig sproglig forståelse af servicelovens 28, stk. 1. Videre blev der lagt vægt på formålet med hjælpen efter bestemmelsen, således som dette formål er beskrevet i pkt. 40 i vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap. Vedrørende vurderingen af, at sønnerne var omfattet af personkredsen i servicelovens 28, lagde Ankestyrelsen for så vidt angik den ældste søn vægt på, at han efter en lægelig vurdering havde en svær astmalidelse, som havde været til stede i 12 år, og der havde været betydelige astmasympto- 123

124 mer på trods af en ret intensiv astmabehandling. Hvis han ikke fik sin medicin dagligt, ville han efter en lægelig vurdering være svært handicappet og livstruet. Vedrørende den yngste søn lagde Ankestyrelsen vægt på, at han havde haft astma det halve af sit liv. Den medicinske behandling var efter en lægelig vurdering ret massiv og konstant og klart strengt nødvendig for, at han kunne fungere nogenlunde normalt. Manglende behandling ville efter en lægelig vurdering være livstruende også for ham, og hvis han ikke fik behandling, ville han formentlig have mange svære astmaanfald. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: Moderen til et for tidligt født tvillingepar havde ikke ret til merudgiftsydelse til dækning af eventuelle nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af børnene, da Ankestyrelsen efter en konkret vurdering ikke fandt, at der var tale om betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos det ene eller begge børn. Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at der ikke var konstateret betydelig nedsat funktionsevne eller indgribende lidelse, da børnene blev udskrevet fra sygehuset. Det forhold, at børnene var indlagt i ca. 11½ uge som følge af den for tidlige fødsel, var ikke tilstrækkeligt til, at der var tale om en indgribende langvarig lidelse i relation til reglerne om merudgiftsydelse. Ankestyrelsen fandt heller ikke, at den generelle risiko for at for tidligt fødte børn kan få udviklingsmæssige senfølger var tilstrækkelig til at blive omfattet af reglerne om merudgiftsydelse. Sagsfremstilling: Der blev søgt om hjælp til dækning af merudgifter til leje af elektrisk brystpumpe samt transportudgifter i forbindelse med, at et for tidligt født tvillingepar var indlagt på sygehuset. Børnene, der blev født i 28. graviditetsuge, vejede henholdsvis og gram ved fødslen. Kommunen og nævnet gav afslag på merudgiftsydelse efter servicelovens 28, stk. 1. Nævnet begrundede afgørelsen med, at det at et barn er født for tidligt ifølge praksis ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at få hjælp, men at et for tidligt født barn efter en konkret individuel vurdering af barnets lidelse vil kunne anses for omfattet af personkredsen i 28. Nævnet fandt ikke, at tvillingerne, der blev født i 28. graviditetsuge, var omfattet af personkredsen i 28. Nævnet lagde blandt andet vægt på det oplyste om børnenes helbredstilstand, herunder en udtalelse fra sygehusets børneafdeling. Sagen blev indbragt for Ankestyrelsen af sygehusets socialrådgiver, der blandt andet anførte, at der var behov for en præcisering af, hvornår et for tidligt født barn var omfattet af servicelovens 28. Klagen blev suppleret med en udtalelse fra den specialeansvarlige overlæge på børneafdelingen. Ankestyrelsen indhentede desuden sygehusets journaler vedrørende tvillingerne. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om de for tidligt fødte tvillinger kunne anses for at have en indgribende kronisk eller langvarig lidelse, således at de var omfattet af reglerne om merudgiftsydelse i servicelovens 28, stk

125 Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at moderen ikke havde ret til hjælp til dækning af merudgifterne til leje af brystpumpe samt transport til sygehuset efter servicelovens 28, stk. 1. Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen efter en konkret vurdering ikke fandt, at børnene var omfattet af målgruppen i 28, stk. 1 om merudgiftsydelse. Ankestyrelsen fandt således ikke, at børnene led af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller indgribende langvarig lidelse, hvilket er en betingelse for at være berettiget til merudgiftsydelse efter servicelovens 28. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ved "indgribende lidelse" forstås, at der skal være tale om en lidelse, der har alvorlige følger i den daglige tilværelse. For så vidt angår "langvarig lidelse" lægges der i praksis vægt på, om lidelsen skønnes at vare et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde hjælp efter 28, selvom lidelsen kan forventes at vare mindre end et år, hvis familien i en kortere periode er særligt tungt belastet på grund af barnets handicap/lidelse, for eksempel hvis barnet er født for tidligt. Det forhold, at et barn er født for tidligt, er dog ikke tilstrækkeligt til at få hjælp efter 28. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at børnene blev født den 10. juni i 28. graviditetsuge, hvor de vejede henholdsvis og gram. Børnene var indlagt indtil den 28. august, og de fik den almindelige behandling af for tidligt fødte børn i form af støtte til vejrtrækning, sondeernæring, lysbehandling for gulsot samt medicinsk behandling. Herudover fik drengen antibiotisk behandling på grund af luftvejsinfektion. For så vidt angår pigen var forløbet mere kompliceret, idet hendes lunger var umodne og krævede ekstra medicinsk behandling under fuld bedøvelse. Hun fik desuden en svær blodforgiftning. Ankestyrelsen vurderede herefter, at hverken drengen eller pigen led af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, ligesom der heller ikke ved udskrivelsen fra sygehuset eller ved de efterfølgende kontrolbesøg var beskrevet forhold, der kunne medføre, at børnene kunne anses for at have en indgribende lidelse i relation til 28. Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at børnene som følge af den for tidlige fødsel var indlagt fra den 10. juni til den 28. august, kunne anses for at være langvarigt i relation til 28. Ankestyrelsen fandt heller ikke, at risikoen for, at for tidligt fødte børn kan få udviklingsmæssige senfølger, hvilket den specialeansvarlige overlæge havde oplyst til 10-20%, var tilstrækkeligt til, at børnene kunne blive omfattet af målgruppen i servicelovens 28. Ankestyrelsen tiltrådte derfor nævnets afgørelse SM C Resumé: En kvinde, der boede i Sverige og arbejdede i Danmark, havde ret til fra kommunen i Danmark at få hjælp til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste ved sønnens indlæggelse på hospital efter reglerne i EU-forordning 1408/

126 Der blev lagt vægt på, at kvinden efter EU-forordningen var omfattet af dansk lovgivning, og på, at merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste ud fra en formålsbetragtning måtte karakteriseres som familieydelser, således som dette begreb blev defineret i EU-forordningen. Det fulgte herefter af forordningens regler om, hvilken medlemsstat, der skal yde hjælp til familieydelser, at det var den medlemsstat, hvor kvinden arbejdede, der skulle yde hjælpen. Servicelovens regel, hvorefter det er en betingelse for at få hjælp efter loven, at man opholder sig lovligt i Danmark, måtte således ud fra det EU-retlige princip om forrang vige for EU-forordningens regler. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en kvinde, der i 9 år havde været bosat i Sverige. Hun havde i hele perioden arbejdet på en virksomhed, der var beliggende i kommunen i Danmark. Hun havde en søn, der led af en alvorlig hjertefejl, og som følge heraf skulle han have foretaget en hjerteoperation. I forbindelse hermed søgte kvinden om ydelser i henhold til serviceloven med henblik på økonomisk dækning af de merudgifter, der var forbundet med sønnens indlæggelse. Det var oplyst, at ansøger ikke var berettiget til ydelser fra de svenske myndigheder i forbindelse med sønnens indlæggelse. Kommunen meddelte ansøger afslag på ansøgningen, idet det var kommunens vurdering, at ansøger for at få ydelser i henhold til serviceloven skulle være boligregistreret i den kommune, hvorfra ydelserne blev udbetalt. Bopælskravet kunne således ikke tilsidesættes, hvorfor kommunen vurderede, at ansøger ikke var omfattet af den personkreds, der kunne ansøge om ydelser i henhold til serviceloven. Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af merudgifter i forbindelse med sønnens indlæggelse på hospital, herunder kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens 29, idet hun var omfattet af personkredsen, til hvem der kunne bevilges ydelser i medfør af servicelovens 29, jf. EU-forordning 1408/71 artikel 73. Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger som såkaldt grænsegænger var omfattet af EUforordning 1408/71, hvorefter det som udgangspunkt er myndigheden på arbejdsgiverens hjemsted, som yder kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i medfør af servicelovens 29, jf. forordningens artikel 13, stk. 2, litra a. Nævnet lagde vægt på, at ansøger og hendes familie havde bopæl i Sverige, og at hun arbejdede i en virksomhed, der var bosiddende i kommunen i Danmark. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger havde søgt om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sønnens indlæggelse på hospital. Nævnet henviste herefter til EU-forordning 1408/71 artikel 13, stk. 2, litra a, om, hvilken lovgivning en vandrende arbejdstager er underlagt, artikel 73 om, hvilken medlemsstat der skal yde hjælp til familieydelser, og artikel 1 u (i) om definitionen på familieydelser. En ydelse efter servicelovens 29 var efter nævnets opfattelse en familieydelse, som var omfattet af EU-forordning 1408/71, jf. forordningens artikel 73, jf. artikel 13, stk. 2, litra a. I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man ikke fandt, at servicelovens 2 gav mulighed for at yde hjælp efter servicelovens 28 eller 29 til en person bosiddende i Sverige. Man mente ikke, at der i en sådan situation var tale om lovligt ophold her i landet forstået således, at an- 126

127 søger boede her i landet, jf. bestemmelsens stk. 1. Der var heller ikke tale om midlertidigt ophold i udlandet, jf. stk. 2, og endelig var der ikke tale om hjælp til behandling eller pleje, jf. stk. 3. Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste nævnet supplerende, at man ved afgørelsen havde lagt Socialministeriets fortolkning af EU-forordning 1408/71 til grund, herunder at en ydelse efter servicelovens 29 som udgangspunkt var en familieydelse, som kunne ydes af beskæftigelseskommunen, medmindre en tilsvarende ydelse ville kunne udbetales til en eventuel ægtefælle i bopælslandet. Socialministeriet oplyste på Ankestyrelsens telefoniske forespørgsel vejledende, at servicelovens 2, stk. 1, i kraft af EU-rettens princip om forrang ved modstrid med nationale retsregler ville blive fortrængt af EU-forordning 1408/71 for så vidt angår de ydelser, som forordningen omfattede. Vedrørende merudgiftsydelse efter servicelovens 28 og tabt arbejdsfortjeneste efter 29 blev det oplyst, at ministeriet ved besvarelse af skriftlige henvendelser tidligere havde givet udtryk for, at disse ydelser måtte karakteriseres som familieydelser, således som dette begreb måtte forstås i EUforordningen. Dette ud fra formålet med merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste, jf. vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap. Til bekræftelse af Socialministeriets vejledende telefoniske udtalelse modtog Ankestyrelsen herefter kopi af en skriftlig vejledende udtalelse i en lignende sag, hvoraf det bl.a. fremgik, at det var ministeriets opfattelse, at tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29 måtte betragtes som en familieydelse, således som dette begreb blev forstået i EU-forordning 1408/71. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af sammenhængen mellem servicelovens 2 og artikel 73 i EU-forordning 1408/71 for så vidt angår merudgiftsydelse efter servicelovens 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29. Afgørelse: Ansøger var berettiget til fra kommunen i Danmark at få hjælp til dækning af merudgifter og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sønnens indlæggelse på hospital. Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger var omfattet af den personkreds, der kunne modtage hjælp til dækning af nødvendige merudgifter og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i EU-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for fællesskabet. Efter reglerne i forordning 1408/71 er en arbejdstager, der er beskæftiget i en medlemsstat, omfattet af denne stats lovgivning, selv om pågældende er bosat i en anden medlemsstat. Videre har en arbejdstager, der er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor pågældendes familie har bopæl, ret til familieydelser til familien efter lovgivningen i den stat, hvor pågældende arbejder. Dette gælder, medmindre ægtefællen i bopælsstaten har ret til en ydelse af tilsvarende karakter. Familieydelser defineres som alle natural- eller kontantydelser, der tager sigte på udligning af forsørgerbyrder. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger og hendes familie efter det i sagen oplyste havde bopæl i Sverige, og at hun var beskæftiget på en virksomhed, der havde hjemsted i en kommune i Danmark. Ansøger var derfor omfattet af dansk lovgivning. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ydelserne merudgiftsydelse og kompensation for tabt ar- 127

128 bejdsfortjeneste, som ansøger havde søgt om, ud fra en formålsbetragtning måtte karakteriseres som familieydelser, således som dette begreb blev defineret i EU-forordning 1408/71. Ifølge pkt. 40 og 95 i vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap var formålet med hjælp efter servicelovens 28 og 29 således, at medvirke til, at barnet/den unge kunne forblive i familien og dermed undgå anbringelse på institution, at medvirke til, at familien kunne leve så normalt som muligt på trods af og med barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller den kroniske/langvarige lidelse, og at medvirke til at hindre, at barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse blev forværret eller fik andre og mere alvorlige følger. Det indgik i Ankestyrelsens overvejelser, at Socialministeriet i en lignende sag vejledende havde udtalt, at tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 29 måtte betragtes som en familieydelse, således som dette begreb blev forstået i EU-forordning 1408/71. Da det fremgik af sagen, at ansøgers ægtefælle ikke havde ret til tilsvarende ydelser som de ansøgte efter svensk ret, ville ansøger have ret til ydelserne efter dansk lovgivning. Ankestyrelsen fandt således, at servicelovens 2, stk. 1, hvorefter det er en betingelse for at få ydelser efter loven, at man opholder sig lovligt i Danmark, måtte vige i situationer som ansøgers. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at EU-forordninger var direkte bindende i medlemsstaterne, og ifølge EU-rettens princip om forrang ville en EU-forordnings regler gå forud for nationale retsregler, der kunne være i uoverensstemmelse med EU-retlige regler. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: Ankestyrelsen fandt, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af de driftsudgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap. Ankestyrelsen fandt, at det efter en konkret vurdering måtte anses for sandsynliggjort at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap. Ankestyrelsen lagde vægt på, at familien havde haft bil i forbindelse med faderens job som kørende konsulent, men i 1988 afhændede bilen i forbindelse med, at han ophørte i konsulentjobbet og at familien herefter ikke havde bil før den i 1998 fik bevilget en hjælpemiddelbil til det handicappede barn. Familien havde tidligere benyttet cykler og offentlige transportmidler. Der var ikke senere fremkommet oplysninger om familiens personlige forhold, der modsagde det sandsynlige i, at familien ikke ville have haft bil, hvis datteren ikke var handicappet. Et Falck abonnement kunne ikke anses for nødvendig af hensyn til barnets handicap eller som følge af at være ejer af en bil. Sagsfremstilling: Familiens nu 10-årige datter led af svær spasticitet i benene og kunne ikke gå. Hun fik i 1998 bevil- 128

129 get hjælpemiddelbil. I tilknytning hertil fik familien bevilget hjælp til bilforsikring og eventuelle reparationer samt til fritidskørsel. Familien havde ikke haft bil siden 1988, hvor familiens bil blev afhændet i forbindelse med at faderen ophørte i et konsulentjob. Kommunen traf i 2003 afgørelse om afslag på dækning af driftsudgifter i form af bilforsikring, udskiftning af batteri og Falck abonnement til bilen med den begrundelse, at det ikke var tilstrækkelig sandsynliggjort, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke havde været et særligt kørselsbehov på grund af barnets handicap, idet udsagn fra familien om, at den ikke ville have investeret i en bil, hvis den ikke havde haft en handicappet datter, ikke i sig selv kunne udløse dækning af merudgifter efter servicelovens 28. Der var heller ikke tale om en ekstraordinær dyr og kostbar bil. For så vidt angik betaling af Falck abonnement var det anført, at allerede fordi der ikke var tale om en lovmæssig forpligtelse, var der ikke tale om en nødvendig merudgift efter servicelovens 28. Det sociale nævn traf den afgørelse, at familien fortsat havde ret til hjælp til betaling af nødvendige driftsudgifter i forbindelse med den bevilgede bil. Nævnet begrundede afgørelsen med, at det følger af servicelovens 28, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne. Nævnet lagde til grund, at udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer, vask m.v. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere. Nævnet lagde endvidere til grund, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter (end befordringsudgifter) i forbindelse med befordring af et barn med nedsat funktionsevne eller lidelse. Det gælder bl.a. i den situation, hvor det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets nedsatte funktionsevne eller lidelse. Nævnet fandt det sandsynliggjort, at familien ikke ville have haft bil, hvis den ikke havde haft en handicappet datter. Nævnet lagde vægt på, at familien afhændede egen bil i 1988 i forbindelse med, at faderen ophørte i sit konsulentjob, at familien herefter ikke havde bil, før den i 1998 fik bevilget hjælpemiddelbil til datteren, at kommunen ydede hjælp til taxakørsel, indtil familien erhvervede hjælpemiddelbilen, og at kommunen i tilknytning til erhvervelsen af hjælpemiddelbilen, fandt familien berettiget til hjælp til betaling af driftsudgifter. Nævnet fandt endvidere ikke, at der var sket sådanne ændringer i familiens personlige forhold eller fremkommet oplysninger, der modsagde det sandsynlige i, at familien ikke ville have haft bil, hvis datteren ikke var handicappet. For så vidt angik hjælp til betaling af Falck abonnement, fandt nævnet, at familien ikke var berettiget hertil. Nævnet lagde herved vægt på, at udgiften til Falck abonnement ikke var nødvendig af hensyn til datterens handicap eller som følge af at være ejer af en bil. 129

130 Nævnet fandt ikke, at Ankestyrelsens offentliggjorte praksis i form af Sociale Meddelelser udelukkede, at familien fortsat kunne være berettiget til hjælp til driftsudgifter i forbindelse med datterens hjælpemiddelbil. Nævnet ændrede således kommunens afgørelse for så vidt angik fortsat hjælp til betaling af nødvendige driftsudgifter til hjælpemiddelbilen, men tiltrådte kommunens afslag på fortsat betaling af Falckabonnement. I kommunens klage til Ankestyrelsen var der henvist til Ankestyrelsens praksis, hvor styrelsen havde vurderet, at "udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer, vask m.v. skal brugeren selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af nedsat funktionsevne i forhold til ikke handicappede bilejere" Det var kommunens opfattelse, at hvis eksempelvis en bilforsikring koster mere, fordi det er en driftsmæssig kostbar bil, så er det merudgiften til denne, som kan søges dækket efter 28, jf. SM C og C-11-01, hvor Ankestyrelsen havde vurderet, at "hvis en familie som følge af barnets nedsatte funktionsevne har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil kan eventuelle ekstraudgifter anses som merudgift ved barnets forsørgelse." Det var kommunens vurdering, at udtalelser fra ansøger om at familien aldrig ville have investeret i bil, ikke er en tilstrækkelig sandsynliggørelse, som kan udløse hjælp efter 28. Det måtte i henhold til dansk rets almindelige principper være ansøger som skulle sandsynliggøre sit udsagn. Faderen anførte til i forbindelse med kommunens klage, at han havde oplyst til sagen, at han i en periode frem til starten af 1988 havde haft bil i forbindelse med et job som kørende konsulent og solgte bilen samtidig med at han skiftede arbejde. Familien havde både i hverdagen og på ferier brugt cykler som det primære transportmiddel (også med den ældste datter), og undtagelsesvis benyttet offentlige transportmidler. Dette var kun muligt med den handicappede datter, da hun var så lille, at familien kunne bruge cykelanhængeren som barnevogn. Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at det var nævnets opfattelse, at i de ganske særlige situationer, hvor det måtte anses for sandsynliggjort, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af det handicappede barn, svarer merudgiften efter servicelovens 28 til de nødvendige driftsudgifter, der er forbundet med selve den omstændighed, ar familien er i besiddelse af en bil. Det ville i denne situation være uden mening at tage udgangspunkt i en vurdering af de udgifter, der normalt er forbundet med at have bil. På denne baggrund var det nævnets opfattelse, at afgørelsen i den foreliggende sag ikke var i strid med den praksis, som var udmeldt ved Ankestyrelsens Sociale Meddelelser. Nævnet var enig med kommunen i, at et udsagn fra familien om, hvorvidt den ville have haft bil, hvis det ikke havde været på grund af det handicappede barn, ikke i sig selv kan udløse hjælp efter servicelovens 28. Nævnet fandt således, at sandsynligheden må vurderes på baggrund af nogle helt konkrete omstændigheder, således som det i nærværende sag var anført i begrundelsen for afgørelsen. Nævnet fandt endvidere, at der ikke efterfølgende var sket sådanne ændringer i familiens personlige forhold eller fremkommet oplysninger, der modsagde det sandsynlige i, at familien ikke ville have haft bil, hvis datteren ikke var handicappet. 130

131 Nævnets afgørelse var således truffet på baggrund af en række konkrete forhold og ikke, som antydet af kommunen, kun ud fra et udsagn fra forældrene om, at de ikke ville have haft bil, hvis de ikke havde et handicappet barn. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvorvidt der kan ydes hjælp efter servicelovens 28 til betaling af driftsudgifter i forbindelse med en hjælpemiddelbil til et barn, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af det handicappede barn, herunder hvilke krav der i givet fald kan stilles til sandsynliggørelsen. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at familien fortsat var berettiget til hjælp til betaling af nødvendige driftsudgifter i forbindelse med den hjælpemiddelbil, der tidligere var bevilget, som følge af datterens handicap. Ankestyrelsen anførte i begrundelsen, at det følger af servicelovens 28, stk.1, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne. Ankestyrelsen fandt, at udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer, vask m.v. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere, jf. SM C og SM C Ankestyrelsen fandt dog, at der i ganske særlige situationer kan ydes hjælp til betaling af sådanne driftsudgifter, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets nedsatte funktionsevne eller lidelse. Ankestyrelsen fandt, at det efter en konkret vurdering måtte anses for sandsynliggjort at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap. Ankestyrelsen lagde vægt på, at familien havde haft bil i forbindelse med faderens job som kørende konsulent, men i 1988 afhændede bilen i forbindelse med, at han ophørte i konsulentjobbet og at familien herefter ikke havde bil før den i 1998 fik bevilget en hjælpemiddelbil til datteren. Familien havde tidligere benyttet cykler og undtagelsesvis offentlige transportmidler. Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke senere var fremkommet oplysninger om familiens personlige forhold, der modsagde det sandsynlige i, at familien ikke ville have haft bil, hvis datteren ikke var handicappet. Familien var ikke berettiget til hjælp til betaling af Falck abonnement. Begrundelsen var, at udgiften til Falck abonnement ikke kunne anses for nødvendig af hensyn til datterens handicap eller som følge af at være ejer af en bil. Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn. 131

132 SM C Resumé: En kommune havde pligt til af egen drift at genoptage og ændre en tidligere afgørelse, hvorved en familie havde fået bevilget løbende hjælp til dækning af udgifter til højere husleje i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig. Begrundelsen var, at der ikke var hjemmel til at yde de nævnte udgifter efter bestemmelsen om boligændring. Kommunen traf i 2003 afgørelse om, at hjælpen fremover blev bevilget efter servicelovens bestemmelse om merudgifter til børn. Ankestyrelsen fandt, at der ikke forelå sådanne helt særlige omstændigheder, der bevirkede, at forældrene fortsat kunne støtte ret på kommunens oprindelige afgørelse. Sagsfremstilling: Forældrene til en dengang 13-årig dreng, søgte om hjælp til boligændring på grund af, at familiens ejerbolig ikke kunne indrettes således efter servicelovens 102, stk. 1, at boligen blev egnet som opholdssted for sønnen, der på grund af medfødt rygmarvsbrok sad i kørestol. Som følge deraf tilbød kommunen familien en bolig, som var specielt indrettet til handicappede. Familien flyttede ind i boligen den 1. april Det fremgik af kommunens journalpåtegninger, at merudgiftsydelse til boligen efter servicelovens 102 blev drøftet med forældrene. Ved telefonisk henvendelse til Ankestyrelsen oplyste kommunen om, at forældrene ikke havde fået fremsendt bevillingsskrivelse herom. Kommunen oplyste også ved den telefoniske henvendelse, at forældrene var til møde i kommunen i 2003, hvor man bl.a. drøftede at hjælp til merudgifter i forbindelse med boligskiftet i 2000 fremover ville blive bevilget efter servicelovens 28 og ikke som tidligere efter 102. Der forelå ikke journalpåtegning om det pågældende møde eller en skriftlig afgørelse. Forældrene klagede over kommunens afgørelse og redegjorde for, at såfremt der efter at sønnens fyldte 18 år ikke længere kunne bevilges hjælp som merudgift til betalingen af forskellen i den tidligere og nuværende husleje, så følte forældrene, at de var blevet narret til at flytte på falsk grundlag. På forespørgsel fra nævnet redegjorde kommunen for baggrunden for flytningen til den handicapvenlige bolig. Forældrene fik den opfattelse efter møderne med kommunen, at et boligskift kunne udløse merudgifter efter servicelovens 102, og at merudgifterne ikke var begrænset til det tidspunkt, hvor sønnen fyldte 18 år. Holdningen hos kommunen var at man ikke kunne stille garantier herfor. Kommunen fastholdt, at der var blevet givet relevant og rigtig rådgivning i forhold til gældende lovgivning. Kommunen fandt, at den i overensstemmelse med SM C havde ændret udbetalingen som merudgift efter servicelovens 102 til hjælp efter servicelovens 28 i Forældrene var blevet underrettet herom ved fremmødet i kommunen. 132

133 Det sociale nævn fandt ikke, at forældrene var berettiget til at modtage hjælp til de forhøjede huslejeudgifter efter servicelovens 102. Nævnet begrundede afgørelsen med, at de forhøjede boligudgifter ikke vedrørte anskaffelse af anden bolig. Kommunens afgørelse om at yde forældrene hjælp efter servicelovens 102 var således ulovlig, idet kommunen ikke havde hjemmel til at træffe afgørelsen. Ifølge den forvaltningsretlige teori antages en kommune at være beføjet til at ændre en afgørelse, som har en retlig mangel i form af et ulovligt indhold, såfremt den retlige mangel er væsentlig, og såfremt der ikke er særlige omstændigheder som taler imod en ændring. Dette gjaldt også for begunstigende afgørelser som i dette tilfælde. Efter det i sagen oplyste, skyldtes det en retsvildfarelse hos kommunen, at forældrene blev bevilget hjælp til den forhøjede huslejeudgift efter bestemmelsen i servicelovens 102, frem for efter servicelovens 28 som udgifterne rettelig henhører under. I den forvaltningsretlige teori samt i prøvelsesmyndighedernes praksis, betragtes en fortolkningsmangel som skyldes en retsvildfarelse uden videre som væsentlig, og medfører som hovedregel annullation af den ulovlige afgørelse. Særlige tungtvejende modhensyn kunne dog føre til at en ulovlig afgørelse opretholdes. Det spillede endvidere en rolle, i vurderingen af om afgørelsen skulle opretholdes, om manglen var klar, eller om der var tale om en retsanvendelse, som blev underkendt efter en mere indgående retskildevurdering. Endelig kunne der indgå en risikobetragtning (hvem der var nærmest til at bære risikoen for den begåede fejl) i vurderingen. Nævnet fandt ikke, at der i denne sag forelå så særligt tungtvejende modhensyn, at kommunens afgørelse om at bevilge hjælp efter servicelovens 102 måtte opretholdes, på trods af, at den led af en væsentlig mangel. Nævnet lagde vægt på, at det forhold, at ansøgeren var i god tro om afgørelsens gyldighed, og havde indrettet sig efter afgørelsen, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at en ugyldig afgørelse kunne opretholdes, idet ansøgeren i tidsrummet til sønnen fylder 18 år havde mulighed for at indrette sig efter den nye afgørelses indhold. Nævnet lagde endvidere vægt på, at sønnen efter det fyldte 18. år vil få mulighed for selv at modtage hjælp fra kommunen som følge af sit handicap. Forældrene indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen. I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at forældrene godt kunne forstå, at fordi kommunen havde vejledt dem forkert og brugt en forkert paragraf, kunne man ikke bare fortsætte med at yde hjælp efter en paragraf, der ikke er lovhjemmel bag. Men her hørte enigheden også op. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, hvorvidt og i givet fald i hvilket 133

134 omfang kommunen som følge af en praksisændring er berettiget til at ændre en tidligere truffen begunstigende afgørelse om hjælp efter serviceloven i form af en løbende ydelse. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at kommunen var forpligtet til at ændre den tidligere af kommunen trufne afgørelse, hvorefter merudgifterne i forbindelse med flytningen til den handicapvenlige bolig var blevet bevilget efter servicelovens 102, stk. 2. Sagen blev samtidig sendt tilbage til kommunen til fornyet behandling og undersøgelse af, om og i givet fald, hvilken hjælp sønnen ville kunne få bevilget efter hans 18. år. Det betød, at forældrene fortsat kunne modtage hjælp til betaling af den forhøjede udgift til husleje efter flytningen til den handicapvenlige bolig, men at hjælpen fremover blev bevilget efter servicelovens 28 indtil det fyldte 18. år. Det blev bemærket, at merudgiftsydelsen fortsat blev udbetalt med det samme beløb. Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen havde truffet afgørelse efter en forkert hjemmel, hvorfor udgangspunktet var, at kommunens oprindelige afgørelse fra 2000 skulle annulleres. Kommunen bevilgede forældrene hjælp til dækning af huslejeforhøjelse efter flytningen fra den tidligere bolig til den nuværende bolig efter servicelovens 102, stk. 2, da familien flyttede til en handicapvenlig bolig, som følge af at den tidligere bolig ikke var egnet som beboelse for sønnen som sad i kørestol. Det fremgår af servicelovens 102, stk. 2, at kommunen kan yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov. Det fremgår af praksis udmeldt i Social Meddelelse SM C-6-02, at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelse af en ejerbolig. Det fremgår af servicelovens 28, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter servicelovens 28 er hjemmel til at yde hjælp til nødvendige merudgifter, herunder forhøjede boligudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig. Ankestyrelsen henviste til principperne i Sociale Meddelelse SM C 6-02 hvoraf det fremgik, at en ansøger var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen efter servicelovens 84, der omhandlede merudgifter til voksne. Det bemærkes, at bestemmelsen i 28 om hjælp til merudgifter til børn var mere omfattende end bestemmelsen i 84 om merudgifter til voksne. Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen var forpligtet til at genoptage sagen af egen drift og ændre kommunens tidligere afgørelse, hvorefter hjælp til dækning af merudgifter til forhøjede boligudgifter var blevet bevilget efter servicelovens 102, stk. 2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen var i en retsvildfarelse, da kommunen traf tidligere afgørelse og at dette gjaldt selvom praksis om, efter hvilken bestemmelse der kunne bevilges hjælp til 134

135 forhøjede huslejeudgifter som merudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig, først blev udmeldt ved SM C Ankestyrelsen fandt ikke at det var af betydning, at der blev henvist til principperne i SM C-02, selvom den omtalte Sociale Meddelelse først blev offentliggjort den 3. januar I den forvaltningsretlige litteratur fremgår det, at det kun er i sjældne situationer, at en manglende hjemmel ikke vil føre til ugyldighed. En sådan situation foreligger når den påberåbte hjemmel for en afgørelse viser sig ikke at holde stik, mens det samtidig oplyses, at afgørelsen kunne have været truffet i henhold til en anden bestemmelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder, der bevirkede, at forældrene forsat kunne støtte ret på kommunes afgørelse, hvorefter merudgifterne blev bevilget efter servicelovens 102. Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom forældrene havde haft en forventning om, at forældrene så længe de boede i boligen ville være berettiget til at modtage hjælp til dækning af merudgiften som følge af huslejeforhøjelsen, så fandt Ankestyrelsen ikke at der var tilstrækkeligt tungtvejende hensyn til at opretholde kommunens oprindelige afgørelse, hvorefter hjælpen til dækning af merudgifterne blev bevilget efter servicelovens 102, stk. 2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgiftsydelsen til dækningen af huslejeforhøjelse efter servicelovens 28 ville løbe til sønnen fyldte 18. år, og at sønnen efter det 18. år selv ville få mulighed for at få hjælp fra kommunen som følge af hans handicap. Herudover lagde Ankestyrelsen vægt på, at forældrene havde mulighed for at indrette sig efter kommunens seneste afgørelse i Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at kommunens afgørelser ikke var tilstrækkeligt begrundede i forhold til forvaltningslovens Herudover fandt Ankestyrelsen det kritisabelt, at kommunen ikke havde journalpåtegning efter offentlighedslovens 6 om notatpligt om samtalen med forældrene, hvor kommunen havde oplyst at hjælpen fremover blev bevilget som merudgift efter servicelovens 28. Ankestyrelsen fandt det endvidere kritisabelt, at nævnet ikke havde påtalt ovennævnte forhold over for kommunen SM C Resumé: En far til en stærkt multihandicappet pige havde ret til at få bevilget den fulde udgift til køb af minidisc og mikrofon som et forbrugsgode til datteren. Det ansøgte måtte således i det konkrete tilfælde anses for i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af datterens nedsatte funktionsevne og i væsentlig grad lette hendes daglige tilværelse. I forhold til familiens konkrete brug af det ansøgte fandtes der at være tale om et forbrugsgode, som udelukkende fungerede som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen lagde vægt på, at mini-disc og mikrofon ville kunne anvendes til kommunikation med datteren, og på, at der ud fra familiens konkrete brug af det ansøgte ikke fandtes at være knyttet nogen forbrugsgodeværdi hertil. Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at man på baggrund af de foreliggende oplysninger om for- 135

136 målet med brugen af mini-disc og mikrofon ikke fandt det udelukket, at det ansøgte tillige ville kunne vurderes efter reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af børn/unge. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en 2 1/2 årig pige, der var svært hjerneskadet efter iltmangel ved fødslen. Hun havde cerebral parese, der gjorde hende meget spastisk, specielt over hofter og knæ, og hendes ryg var krum. Herudover var hun synshandicappet. Hun havde en lille synsrest, men havde svært ved at opfatte synsindtrykkene til noget brugbart. Hun havde ingen verbal kommunikation. Et synscenter søgte kommunen om hjælp til en mini-disc og mikrofon bevilget som hjælpemiddel efter servicelovens 97, stk. 1, som forbrugsgode efter 98, stk. 6, eller som merudgift efter 28. Ansøgningen var begrundet med, at mini-discen skulle bruges til lydoptagelser af dagligdagen og særlige oplevelser, som kunne gemmes og genhøres. Lydoptagelser havde samme funktion for synshandicappede børn, som fotos og videobilleder havde for seende i relation til det at hente informationer om omverdenen. Pigens far havde herudover oplyst, at mini-discen også skulle bruges til at afspille musik og sange for at berolige datteren, som altid havde grædt meget. Synscenteret vurderede, at den ansøgte mini-disc og mikrofon fungerede som et hjælpemiddel for datteren. Man vurderede, at mini-discen i betydeligt omfang kompenserede for det manglende syn, når det gjaldt hendes opsamling af erfaringer og viden om omverdenen. Mini-discen var ikke sædvanligt udstyr for et barn. Det var heller ikke sædvanligt indbo i en familie at have en mini-disc med stereomikrofon, der kunne optage i den tekniske kvalitet, der var nødvendig. Kommunen gav afslag på mini-discen og mikrofonen efter servicelovens 98. Man vurderede, at mini-discen ikke kompenserede for datterens handicap. Den gjorde ikke hendes funktionsevne bedre eller afhjalp synsnedsættelsen. Mini-discen stimulerede og skærpede sandsynligvis hørelsen. Kommunen anbefalede derfor, at faderen fik vurderet, om han kunne få bevilget mini-discen som merudgift i forbindelse med at have et handicappet barn. Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at faderen var berettiget til hjælp til den ansøgte mini-disc og mikrofon efter servicelovens 98, stk. 6. Nævnet var af den opfattelse, at mini-discen var et kommunikationshjælpemiddel for datteren. Nævnet lagde herved vægt på, at hun måtte vurderes som blind, og at hun derfor var afhængig af anden form for kommunikation, herunder via høresansen. Nævnet fandt således, at der var tale om kommunikation og ikke kun træning og leg, når datteren havde behov for, at der blev optaget forskellige former for lyde fra eksempelvis naturen. Det forhold, at faderen tillige kunne bruge mini-discen til at indspille egne sange for at berolige datteren, sås ikke at medføre en ændret vurdering af kommunikationsbehovet. Nævnet fandt derfor grundlag for at vurdere sagen efter hjælpemiddelbestemmelserne og ikke reglerne om merudgifter efter servicelovens 28. Nævnet vurderede, at der var behov for god lydkvalitet, hvorfor nævnet tillige fandt grundlag for at vurdere, at en mini-disc var et væsentligt bedre egnet produkt end en almindelig båndoptager. En mini-disc blev forhandlet bredt, hvorfor servicelovens 98 fandt anvendelse. Nævnet fandt dog, at mini-discen i dette tilfælde udelukkende blev anvendt som hjælpemiddel, hvorfor støtten skulle ydes efter 98, stk. 6. I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man mente, at sagen havde principiel 136

137 betydning for afgrænsningen mellem folkeskolens forpligtelse til at stille hjælpemidler til rådighed efter folkeskoleloven, jf. dennes 4, stk. 1, hjælpemiddelreglerne, jf. servicelovens 97 og 98, og reglerne om dækning af merudgifter ved forsørgelsen, jf. servicelovens 28. Kommunen mente også, at sagen havde principiel betydning for vurderingen af, hvornår et forbrugsgode udelukkende fungerede som et hjælpemiddel. Vedrørende afgrænsningen mellem folkeskolens forpligtelse, hjælpemiddelreglerne og merudgiftsreglerne anførte kommunen herefter, at man mente, at der var behov for at få uddybet SM C-9-01, SM og SM Efter disse afgørelser var der stadig et behov for at få afklaret og uddybet, hvorvidt en række hjælpemidler til børn skulle bevilges efter folkeskolelovens regler, efter hjælpemiddelreglerne eller efter merudgiftsreglerne. Denne sag var egnet til at belyse problemstillingen, da mini-discen blev brugt i forbindelse med datterens kommunikation og til at berolige hende med musik i fritiden. Kommunen mente, at formålet med mini-discen var at udvikle og træne hendes hørelse. Kommunen mente således ikke, at følgerne af hendes kommunikationshandicap endnu var afklaret, og dermed kunne de ikke siges at være varige på nuværende tidspunkt. Kommunen lagde herved også vægt på datterens alder, 2 1/2 år, og man fandt, at der måtte kunne forventes en udvikling i hendes kommunikation. Kommunen mente endvidere, at formålet med mini-discen var at spille musik for datteren for at berolige hende i fritiden. Kommunen anførte videre, at hvis Ankestyrelsen vurderede, at mini-discen skulle bevilges efter hjælpemiddelreglerne, kunne sagen desuden medvirke til at uddybe SM C Den aktuelle mini-disc var en helt almindelig mini-disc, som kunne og bl.a. skulle bruges til at afspille musik. Nævnet var alligevel kommet frem til, at mini-discen udelukkende fungerede som et hjælpemiddel. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at belyse afgrænsningen mellem reglerne om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder, jf. servicelovens 97 og 98, og reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af børn med nedsat funktionsevne, jf. servicelovens 28, samt forholdet til folkeskoleloven. Afgørelse: Faderen havde ret til at få bevilget den fulde udgift til køb af mini-disc og mikrofon som et forbrugsgode til datteren. Begrundelsen for afgørelsen var, at den ansøgte mini-disc og mikrofon i det konkrete tilfælde måtte anses for i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af datterens nedsatte funktionsevne og i væsentlig grad lette hendes daglige tilværelse. Begrundelsen var videre, at mini-disc og mikrofon i forhold til familiens konkrete brug udelukkende fungerede som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen gjorde samtidig opmærksom på, at man på baggrund af de foreliggende oplysninger om formålet med brugen af mini-disc og mikrofon ikke fandt det udelukket, at det ansøgte tillige ville kunne vurderes efter reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af børn/unge. Ankestyrelsen lagde vægt på, at en mini-disc ville kunne anvendes til kommunikation med datteren, som ikke havde noget verbalt sprog og var stærkt synshandicappet. Ifølge det oplyste skulle minidiscen bruges til lydoptagelser af dagligdagen og særlige oplevelser, som kunne gemmes og genhøres. Lydoptagelser havde således samme funktion for synshandicappede børn, som fotos og videobilleder havde for seende i relation til det at hente informationer om omverdenen. 137

138 Det var videre oplyst, at mini-discen også skulle bruges til at indspille og afspille musik og sange for at berolige datteren, som altid havde grædt meget. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ud fra familiens konkrete brug af mini-discen og mikrofon til datteren ikke fandtes at være knyttet nogen forbrugsgodeværdi til det ansøgte. Ankestyrelsen oplyste afslutningsvis, at den ansøgte mini-disc og mikrofon efter styrelsens vurdering ikke henhørte under folkeskoleloven. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at mini-discen og mikrofonen ifølge det oplyste var begrundet i et bredt behov for, at datteren kunne klare sig i dagligdagen på trods af sit handicap. Det ansøgte havde således ikke alene eller overvejende til formål at udvikle og træne datterens kommunikation. Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at denne sag var sammenlignelig med afgørelsen refereret i SM C Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse SM C-5-05 Resumé: Et forældrepar til en 8-årig handicappet dreng var ikke berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til ekstra rumopvarmning, ekstra forbrug af varmt vand og dækning af udgifter til varmtvandsbassintræning. Ankestyrelsen fandt ikke, at der var den nødvendige lægevidenskabelige dokumentation for sammenhængen mellem gigtsymptomer og øgning af rumtemperaturen fra 21 til 24 grader, eller at ekstra lange bade hjalp på funktionsniveauet på kort eller lang sigt. Udgifter til varmtvandsbassintræning som behandlingsudgift var ikke omfattet af servicelovens regel om merudgiftsydelse. Som fritidsforanstaltning fandtes det på det foreliggende ikke godtgjort, at træningseffekten var bedre end ved almindelig træning. Sagsfremstilling: Forældrene til en 8-årig dreng søgte om hjælp til dækning af merudgifter som følge af, at drengen havde fået konstateret børneleddegigt. Drengen havde været indlagt på børneafdelingen på grund af nyopdaget juvenil idiopatisk artrit (børneleddegigt). Han ville fremover blive fulgt i børneafdelingens ambulatorium. Han var aktuelt i behandling med Methrotrexat og Bonyl. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at der var merudgifter til varmt bad en gang dagligt (3.000 kr. årligt), svømning i varmtvandsbassin to gange ugentlig ( kr. årligt), øgning af temperaturen med tre grader (1.634 kr. årligt), 10 sæt uldundertøj (1.400 kr. årligt) samt varmetæppe (700 kr. som et engangsbeløb) samt vinterstøvler (600 kr. årligt). Det fremgik videre af en udtalelse fra sygehuset, at børneleddegigt var en kronisk sygdom med et meget varieret forløb, og at det ikke var muligt ud fra det enkelte barn at sige, hvordan forløbet ville være. 138

139 Socialrådgiveren på sygehuset anførte, at varme karbade og ekstra varme brusebade kunne afhjælpe smerte og stivhed i de led, hvor barnet havde gigt. Ud over at hjælpe på stivhed i leddene og på smerter kunne barnet også have lettere ved at komme i gang om morgenen, såfremt der var mulighed for at starte dagen med et varmt karbad eller et langt varmt brusebad (mindst et kvarter). Nogle få børn med gigt havde brug for at have det varmere end 21 grader, der normalt anbefaltes som indetemperatur. Det kunne f.eks. være fordi barnet let fangede infektioner og i det hele taget trivedes dårligt og småfrøs ved almindelig indetemperatur. Nogle familier boede også i dårligt isolerede og utætte huse, der krævede ekstra opvarmning i forhold til et barn med gigt. Kommune meddelte afslag på ansøgningen om merudgiftsydelse under henvisning til, at de udgifter, der kunne bevilges hjælp til, ikke oversteg egenbetalingen på kr. årligt. Kommunen henviste til, at ansøgningen havde været vurderet sammen med kommunens lægekonsulent, der havde udtalt, at behandlingen af børneleddegigt bestod i medicinsk behandling, og at der ikke var nogen indikation for, at varme bade og øgning af temperaturen hjalp på gigten. Der kunne derfor ikke efter servicelovens 28 ydes hjælp til de ansøgte udgifter til øgning af temperatur, varme bade og varmtvandsbassin. Kommunen oplyste, at hvis merudgifterne oversteg kr. årligt, kunne der bevilges hjælp til lægeordineret medicin og fysioterapi, kørsel til fysioterapi, et varmetæppe, et par ekstra støvler til at skifte med samt merudgifter til undertøj, det ville sige forskellen på det undertøj drengen skulle have haft og uldundertøj. Ifølge ansøgning oversteg merudgifterne til disse ting ikke egenbetalingen. Forældrene indbragte kommunens afgørelse for det sociale nævn. I klagen anførte de blandt andet, at de i forbindelse med drengens indlæggelse fik instrukser fra lægerne på sygehuset om de ting, de kunne gøre for at gøre drengens hverdag mere tålelig. Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at familien ikke var berettiget til den ansøgte hjælp til merudgifter vedrørende drengens gigtlidelse, herunder udgifter til ekstra rumopvarmning i hjemmet og ekstra forbrug af varmt vand til ekstra varme bade. Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet kunne tilslutte sig kommunens vurdering af de ansøgte merudgifter. Da merudgifterne herefter var under kr. årligt, kunne der ikke udbetales hjælp til merudgifter efter servicelovens 28. For så vidt angik de udgifter, som kommunen ikke havde anerkendt som nødvendige merudgifter - daglige, minimum 15 minutters lange varme bade, svømning i varmtvandsbassin og øgning af rumtemperatur med tre grader - udtalte nævnet, at der fandtes at være tale om ønskværdige, lindrende foranstaltninger. Nævnet fandt det derimod ikke godtgjort, at disse foranstaltninger var helbredende og dermed nødvendige på grund af drengens gigtlidelse, hvorfor de hermed forbundne merudgifter ikke kunne betragtes som nødvendige merudgifter. Forældrene klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse. Til støtte for klagen blev fremlagt en udtalelse fra sygehuset. Det fremgik heraf bl.a., at børneleddegigt af polyartikulær type var med mange symptomer, som ofte krævede intensiv behandling med medicin (fx Methotrexat) samt fysioterapi. Det var endvidere velkendt, at børnene havde det bedre, når det var varmt, fx bedre om sommeren når det er varmt end om vinteren, når det var koldt. Børnene ville derfor have gavn af, at der var varmere i hjemmet end generel stuetemperatur. For at ned- 139

140 sætte morgenstivheden anbefaledes det fra sygehusets side, at børnene ved morgenstivhed tog et varmt bad af 15 minutters varighed for at afkorte morgenstivheden. Udover fysioterapeutisk behandling ville børnene have gavn af at komme i varmtvandsbassin for at styrke muskulaturen og ledbevægeligheden. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om merudgifter til ekstra opvarmning af bolig samt ekstra forbrug af varmt vand til varme bade kunne anses for at være en nødvendig merudgift som følge af et barns gigtlidelse, jf. servicelovens 28, stk. 1. Afgørelse: Udgifter til ekstra rumopvarmning og ekstra forbrug af varmt vand og dækning af udgifter til varmtvandsbassintræning skulle ikke indgå i beregningen af merudgifterne. Ankestyrelsen kom således til det samme resultat som det sociale nævn. Vedrørende øgning af temperaturen i rummet fra 21 til 24 grader fandt Ankestyrelsen ikke, at merudgifter til varme i forbindelse med øgning af indetemperaturen var en nødvendig merudgift som følge af drengens lidelse. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke forelå den nødvendige lægevidenskabelige dokumentation for sammenhængen mellem effekten af gigtsymptomer og øgning af rumtemperaturen fra 21 til 24 grader, og at der ikke var belæg for, at øgning af rumtemperaturen fra 21 til 24 grader nedsatte risikoen for udvikling af infektioner. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at indetemperaturer var individuelle og afhang af boligforholdene, individerne og aktivitetsniveauet og påklædningen. Det forhold, at der normalt anbefaledes en indetemperatur på 21 grader, kunne efter Ankestyrelsens vurdering ikke danne grundlag for en antagelse om, at hjælp til dækning af udgifter i forbindelse med øgning af rumtemperaturen var en nødvendig følge af drengens handicap. Vedrørende ekstra varmt vand til lange brusebade fandt Ankestyrelsen ikke, at udgiften var en nødvendig merudgift som følge af drengens lidelse. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke forelå lægevidenskabelig dokumentation for, at ekstra lange bade hjalp på funktionsniveauet på hverken kort eller lang sigt. Vedrørende dækning af merudgifter til varmvandbassintræning havde Ankestyrelsen bemærket sig, at såvel kommune som nævn ikke havde sondret mellem, om der var tale om en behandlingsudgift eller en fritidsaktivitet. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke grundlag for på det foreliggende at hjemvise sagen til kommunen med henblik på en vurdering heraf. Begrundelsen herfor var, at såfremt der var tale om en behandlingsudgift gjorde Ankestyrelsen opmærksom på, at der ikke kunne ydes hjælp til behandlingsudgifter efter servicelovens 28, jf. SM C Såfremt der var tale om en fritidsaktivitet, fandt Ankestyrelsen på det foreliggende ikke godtgjort, at træningseffekten i varmtvandsbassin var bedre end ved almindelig træning. 140

141 SM C Resumé: En kommune havde bevilget hjælp til en families anskaffelse af en anden ejerbolig på grund af en datters handicap. Kommunen var efter en konkret vurdering berettiget til at fastsætte en tidsfrist med hensyn til i hvor lang tid kommunen ville betale for dobbelte boligudgifter, der var forbundet med manglende salg af den tidligere bolig, og således begrænse perioden, hvor der kunne ydes dobbelte boligudgifter. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en familie med en 7-årig datter, som led af cystisk fibrose. Kommunen besluttede i januar 2003 at gå ind i salg af familiens hidtidige bolig, da der var konstateret svamp i kælderen og da datterens lidelse var blevet forværret på grund af udtalt skimmelsvampeallergi, som var opstået i forbindelse med fugtskade i kælderen. Familien flyttede den 1. maj 2003 ind i en ny ejerbolig. Kommunen traf den 16. oktober 2003 den afgørelse, at kommunen maksimalt ville dække familiens merudgift i forbindelse med dobbelte terminsudgifter mv. indtil udgangen af januar Kommunen henviste til, at den gennemsnitlige liggetid for et hus til salg i kommunen skønnedes at være 3 ½ måned. Kommunen havde den 1. maj 2003 besluttet, at kommunen kun ville betale til den 1. august 2003, men familien blev imidlertid aldrig orienteret om kommunens beslutning, hvorfor sagen blev revurderet. Det sociale nævn pålagde ved sin afgørelse kommunen at dække familiens merudgifter i forbindelse med dobbelt terminsbetaling mv. på grund af manglende salg af den tidligere bolig indtil boligen var solgt. Nævnet lagde til grund, at familien som følge af datterens lidelse blev nødt til at flytte fra den hidtidige bolig, hvor der var konstateret svamp i kælderen. Nævnet lagde endvidere til grund, at familien ikke kunne sælge ejerboligen inden for den af ejendomsmægleren fastsatte tidsfrist, trods reduktion i handelsprisen. Nævnet fandt herefter grundlag for at pålægge kommunen at dække familiens merudgift til dobbelte terminsbetalinger, uanset kommunens vurdering af, at familien indtil udgangen af januar fik en reel og passende tidsfrist til at få afhændet den tidligere bolig til en passende pris. Nævnet lagde vægt på, at det ikke havde vist sig at være muligt at sælge den tidligere bolig inden for den af ejendomsmægleren fastsatte frist, hvorfor familien siden maj 2003 havde haft merudgifter til dobbelt terminsbetaling. Nævnet lagde endvidere vægt på, at formålet med reglerne om hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens 28 var, at familien til et handicappet barn ikke skulle have merudgifter, som følge af handicappet, jf. kompensationsprincippet. Hjælp efter 28 skulle ydes efter behov uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold. Kommunen anførte i sin klage til Ankestyrelsen, at kommunen den 22. december 2003 havde udfærdiget en bevillingsskrivelse, hvoraf fremgik, at kommunen i medfør af serviceloven betalte de liggeomkostninger/merudgifter, der var forbundet med flytning til det nye hus. Kommunen betalte 141

142 endvidere udgifter til dækning af anskaffelse af ny bolig, således at familien blev holdt skadesløs, jf. servicelovens 102, stk. 2. Familiens hus var sat til salg for 2,4 millioner kr. Når huset ikke var solgt efter den gennemsnitlige liggetid i lokalområdet på 3 ½ måned, var det kommunens opfattelse, at der måtte sættes en frist. Fristen var sat indtil slutningen af januar 2004 altså 13 måneder efter den oprindelige bevillingsskrivelse af 22. december Det var kommunens skøn, at en adfærd som var forventelig og rimelig for at få solgt hidtidig bolig ville være, at denne blev solgt udgiftsneutralt og så hurtigt som muligt - hvilket ville svare nogenlunde til den sædvanlige liggetid i lokalområdet. For denne boligs vedkommende - med en udtalt fugtskade i kælderen - måtte prisen derfor kunne sættes helt ned til ca. 2 millioner kr. Familien ville stadig være holdt skadesløs. Det var kommunens påstand, at liggetid og pris hang uløseligt sammen, når der var tale om almindelige parcelhuse i almindelige områder. Kommunen fandt, at det var åbenbart urimeligt, at der på ovennævnte præmisser ikke kunne sættes en slutdato for i hvor lang tid kommunen skulle betale for terminer i gammel bolig, således at kommunens betaling alene begunstigede modtageren i form af en uventet formuetilvækst. Det fremgik af efterfølgende oplysninger, at huset blev solgt i august Familien anførte til Ankestyrelsen at den reelle frist for salg af huset var måneder, idet bevillingsskrivelsen blev udstedt den 22. december 2003, altså 1 måned før familien købte det nye hus og 2-3 måneder inden det gamle blev sat til salg. Familien havde iværksat adskillige initiativer for at få huset solgt i form af maling af vægge i hele underetagen, nyt loft i køkkenet, etablering af træterrasse, afhøvling af samtlige gulve i underetagen og modernisering af badeværelse. Samtlige udgifter blev afholdt af familien, idet den var meget interesseret i at få solgt huset hurtigt. Ejendomsmægleren havde oplyst, at den gennemsnitlige liggetid generelt lå på 4-6 måneder. På grund af udbruddet af Irak-krigen var der næsten totalt stop i hussalget. Derefter kom sommerferien, som også fik markedet til at ligge stille et par måneder. Der var ikke tale om et almindeligt parcelhus, men et hus med omfattende og velkendte fugt- og skimmelsvampeproblemer. I hele perioden modtog familien kun et tilbud fra eventuelle købere. Huset blev endelig solgt med et nedslag i prisen på kr. Der var tale om et salg langt under standarden for området. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der i forbindelse med boligskift efter servicelovens 102, stk. 2, kunne fastsættes en slutdato for, i hvor lang tid en kommune skulle betale terminsudgifter, ejendomsskatter mv. i den tidligere bolig. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse, hvorefter der var fastsat en tidsfrist indtil udgangen af januar 2004 med hensyn til i hvor lang tid kommunen yderligere ville bevilge dækning af de merudgifter, der var forbundet med manglende salg af familiens tidligere bolig. Ankestyrelsen lagde til grund, at et boligskift til en anden ejerbolig var nødvendig af hensyn til familiens handicappede datter, jf. servicelovens 102, stk. 2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at det efter en konkret vurdering ikke fandtes sandsynliggjort, at familiens tidligere bolig ikke kunne sælges til en rimelig pris indenfor den af kommunen fastsatte frist. 142

143 Ankestyrelsen fandt således, at det ikke kunne anses for en nødvendig følge af datterens handicap, at boligen skulle stå til salg i længere tid end til udgangen af januar Ankestyrelsen lagde vægt på, at boligen havde været sat til salg siden ca. marts 2003, og at den gennemsnitlige salgstid/liggetid for huse i området ifølge oplysningerne fra familien var på 4-6 måneder. Det forhold, at huset var vanskeligt at sælge på grund af en udtalt fugtskade i kælderen måtte overvejende anses for at være en følge af husets tilstand og ikke en følge af datterens handicap. Ankestyrelsen havde i den samlede vurdering lagt vægt på oplysningerne om den fastsatte handelspris, den offentlige vurdering, gælden i huset og husets standard. Ankestyrelsen var opmærksom på, at familien i august 2003 havde foretaget en reduktion på kr. i den af ejendomsmægleren fastsatte handelspris. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der med rimelighed kunne stilles krav om, at familien måtte acceptere yderligere nedslag i den fastsatte salgspris med henblik på at få boligen solgt inden udgangen af januar Det bemærkedes, at såfremt det på grund af ganske særlige omstændigheder havde vist sig umuligt, trods yderligere nedsættelse af handelsprisen, at sælge huset inden for den fastsatte frist til en efter forholdene passende pris, burde kommunen vurdere sagen på ny. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse. Familien skulle dog ikke tilbagebetale det beløb, som den havde modtaget for meget som følge af nævnets afgørelse. 5.2 Servicelovens 84 (voksne) SM C Resumé: Der var ikke hjemmel i serviceloven til at kræve dokumentation for at de løbende merudgifter i sig selv skulle udgøre mindst 250 kr. gennemsnitlig pr. måned, og ved denne beregning helt se bort fra enkeltudgifters omfang. Merudgifter omfatter såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Man kunne ikke regulere merudgiftsydelsen for et kortere tidsrum, under henvisning til akut indtruffet væsentlig variation i familiens situation, med den virkning, at en egenbetaling for løbende merudgifter opretholdes, når familien samlet set har merudgifter for mere end 250 kr. gennemsnitligt pr. måned. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om beregning af merudgiftsydelse efter servicelovens 28, herunder hvorledes man skulle forholde sig til enkeltudgifter som reservebriller. Det fremgik af sagen, at ansøgers datter led af Downs syndrom, og at hun på grund af sit handicap 143

144 var omfattet af personkredsen i servicelovens 28, og dermed berettiget til at få dækket merudgifter. I forbindelse med servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 blev der foretaget en vurdering af familiens merudgifter. Der blev givet afslag på løbende bevilling i h.t. servicelovens 28, idet familiens løbende merudgift var under kr. om året. Det fremgik at ansøger havde merudgifter til medicin, transport og barnepige på ialt 909,57 kr. årligt. Derudover var der samme år enkeltydelser efter regning til et "tegn til tale kursus" på kr. Ansøger søgte om reparation af briller, da hendes datter pga sit handicap ofte ødelagde sine briller. Det vurderedes, at der var tale om en merudgift, men at udgiften på 70 kr. pr. måned ikke bevirkede udløsning af et standardbeløb, hvorfor der blev givet afslag efter servicelovens 28. I juni/juli foretoges en ny beregning, der fortsat ikke udløste udbetaling af månedligt standardbeløb.der blev bevilget et par reservebriller efter servicelovens 28. Det bevirkede, at der blev udbetalt et standardbeløb med kr. for april. I august/september samme år blev bevilget handicapridesaddel samt klapvogn i h.t. servicelovens 28. Udgifterne til dette udløste en merudgiftsydelse på kr. I december søgtes der om bevilling af udgift til bleer. Kommunen gav afslag i h.t. servicelovens 28, men nævnet gav ansøger medhold i sin klage over ikke at få dækket udgifter til bleer. Beregning af standardbeløbet ændredes herefter med tilbagevirkende kraft til december, således at ansøger fik tildelt en månedlig merudgiftsydelse. I januar det følgende år foretoges en ny beregning ud fra de kvitteringer ansøger havde fremsendt. Det bevirkede, at der blev udbetalt et standardbeløb med 257 kr. for perioden året før fra den 1. august december samt 265 kr. for perioden fra 1. januar til 31. juli i det aktuelle år. Det var kommunens afgørelse i forbindelse med beregningen i juni/juli, der blev klaget over i aktuelle sag. Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet tog udgangspunkt i kommunens oplysninger om, at ansøger havde løbende udgifter til transport, barnepige, reparation af briller samt medicin. Disse udgifter udgjorde sammenlagt kr. på årsbasis. Nævnet henviste til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap pkt. 45, hvorefter merudgifter vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Udgifter, der afholdes inden for et kalenderår, sammenlægges. Nævnet anførte, at lagde man enkeltudgiften til briller (2.273 kr.) til de løbende udgifter (2.811 kr.) udgjorde det samlede årlige beløb til merudgifter kr. Udgiften oversteg således det minimumsbeløb (3.084 kr på årsbasis), som var grænsen for, om tilskud til merudgifter kunne ydes. Nævnet henviste yderligere til samme vejlednings pkt. 49, hvoraf fremgår, at hvis der akut indtræffer væsentlige variationer i familiens situation og behov, forudsættes ydelsen også reguleret for et kortere tidsrum, bl.a. for at kunne dække større enkeltudgifter på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår. Nævnet fandt, at enkeltudgiften til reservebriller var omfattet af den situation, der var taget stilling 144

145 til i vejledningens pkt. 49. Nævnet stadfæstede herefter kommunens afgørelse om, at der for april 1999 var tale om en sådan større enkeltudgift, at ansøger havde behov for at få dækket denne på det tidspunkt, hvor udgiften opstod. Nævnet fandt, at merudgifterne i årets øvrige måneder var under det minimumsbeløb, der er omtalt i servicelovens 28, hvorfor nævnet stadfæstede kommunens afslag på tilskud til merudgifter i årets øvrige måneder. I klagen var bl.a. anført, at eftersom ansøger løbende havde udgifter, også enkeltudgifter, store og små, mente hun sig i princippet berettiget til en løbende ydelse af en sådan størrelsesorden, at hun ville få dækket sine udgifter. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorledes enkeltudgifter til eksempelvis reservebriller skulle indgå ved beregningen af merudgiftsydelsen efter servicelovens 28, stk. 2. Afgørelse: Sagen blev hjemvist med henblik på fornyet vurdering og afgørelse i kommunen som første instans, jf. servicelovens 28. Begrundelsen var, at merudgiftsydelsen ikke var udmålt efter en vurdering af ansøgers samlede merudgifter, men derimod alene blev vurderet i forhold til hendes løbende merudgifter. Kommunes beregning af hendes merudgifter fandtes på denne måde at have pålagt hende en egenbetaling, der ikke var hjemmel til i servicelovens 28. Der var efter Ankestyrelsens vurdering således ikke hjemmel i servicelovens 28 til at kræve dokumentation for, at de løbende merudgifter i sig selv udgør mindst 250 kr. gennemsnitlig pr. måned, og ved denne beregning helt se bort fra enkeltudgifternes omfang. Ankestyrelsen fandt, at merudgifter efter servicelovens 28 omfatter såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Ved beregningen af merudgiftsydelsen i forhold til minimumsgrænsen på 250 kr. pr. måned (pr. 1. juli 1998) i gennemsnit, var det således de samlede merudgifter, der skulle lægges til grund for beregningen. De samlede merudgifter omfattede såvel de løbende udgifter som enkeltudgifter. Ankestyrelsen fandt det således ikke korrekt, når kommunen ved beregningen af ansøgers merudgiftsydelse i forhold til minimumsbeløbet på 250 kr. pr. måned kun medregnede hendes løbende merudgifter. Kommunen burde ved beregningen ligeledes have medtaget enkeltudgifterne til kursus, handicapridesaddel, klapvogn og senest udgift til reservebriller, uanset på hvilken måde enkeltudgiften blev afholdt. Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af servicelovens 28 og bekendtgørelsens 4 og 5 sammenholdt med lovbemærkningerne til servicelovens 28. Det fremgår heraf, at de merudgifter der foreslås dækket af bestemmelsen, svarer til de merudgifter der blev ydet efter bistandslovens 48. Som eksempler på merudgifter nævnes i lovforslaget således såvel merudgifter af løbende karakter (ex. befordring) som enkeltudgifter (ex. kurser). Derudover lagde Ankestyrelsen vægt på Socialministeriets vejledning pkt. 45, hvoraf fremgår, at merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter, og at merudgiftsydelsen udmåles 145

146 efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte eller dokumenterede merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager. Af Socialministeriets vejledning pkt. 49 fremgår, at merudgiftsydelsen kan reguleres for et kortere tidsrum, hvis der akut indtræffer væsentlige variationer i familiens situation, således at større enkeltudgifter kan dækkes på det tidspunkt, hvor merudgiften opstår. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at der med henvisning dertil kunne bevilges enkeltudgifter i et kortere tidsrum med den virkning, at en egenbetaling for løbende merudgifter opretholdes, når familien samlet set havde merudgifter for mere end 250 kr. gennemsnitligt pr. måned. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse, og hjemviste sagen til kommunen med henblik på en fornyet beregning af ansøgers samlede merudgifter i overensstemmelse med ovenstående SM C Resumé: En kvindelig ansøger, der led af Føllings Syge (PKU) fandtes berettiget til at få dækket merudgifterne til ekstra diætkost i forbindelse med graviditet, da der var tale om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, og da merudgifterne var en følge af lidelsen. Der kunne først ydes hjælp fra ansøgningstidspunktet, da ansøgning ikke fandtes at være indgivet inden rimelig tid efter merudgifternes afholdelse, og da der ikke var tale om uopsættelige merudgifter. Sagsfremstilling: En ansøger, der led af Føllings Syge (PKU), søgte den 17. maj 2000 kommunen om tilskud til kost (specialprodukter) til diætbehandling i forbindelse med en planlagt graviditet. Den særlige diætbehandling var påbegyndt den 1. februar Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at der ikke var tale om nødvendige merudgifter for at få dagligdagen til at fungere, men diætudgifter til en speciel situation. Ansøgeren indbragte kommunens afgørelse for det sociale nævn, der tiltrådte afslaget med den begrundelse, at den påbegyndte diæt alene var påkrævet under den planlagte graviditet. Efter nævnets opfattelse medførte lidelsen Føllings Syge i ansøgerens tilfælde ikke en betydelig og varigt nedsat funktionsevne, som er en forudsætning for dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen efter 84 i lov om social service. Fra John F. Kennedy-instituttet var det oplyst, at PKU er en arvelig stofskiftesygdom, som kræver en livslang proteinfattig kost suppleret med de livsvigtige amino-syrer i form af tabletter eller pulver. I ubehandlet tilstand medfører PKU mental retardering. Diæten er livslang og skal intensiveres under graviditet for at hindre, at fosteret får misdannelser og bliver mentalt retarderet. I forbindelse med graviditet havde ansøgeren en merudgift til kost til lavproteinprodukter, specielt proteinfattigt brød og pasta m.m. Merudgiften var af John F. Kennedy-instituttet beregnet til kr. 916 pr. måned. Den særligt strenge diæt skulle holdes i månederne forud for graviditeten og under hele graviditeten. Fra John F. Kennedy-instituttet anbefalede man, at kommunen dækkede de udgifter til 146

147 kost, som ansøgeren havde i forbindelse med den intensiverede diæt for at give de bedste betingelser for graviditetsforløbet samt gøre det bedst mulige for barnet. John F. Kennedy-instituttet oplyste, at instituttet betaler udgifterne til diætpræparater i form af tabletter eller pulver til både børn og voksne med lidelsen PKU. Denne betaling sker via midler fra staten, som er afsat via en bevilling på finansloven. Der er imidlertid ikke hjemmel på finansloven til at betale for specialkost i forbindelse med graviditet. John F. Kennedy-instituttet havde imidlertid erfaring for, at landets kommuner bevilger denne specialkost efter 84 i lov om social service. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nødvendig ekstra diætkost, som kun er nødvendig omkring graviditetsperioden til personer med stofskiftesygdommen PKU, kan ydes efter 84 i lov om social service. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til dækning af merudgifter til diætbehandling i forbindelse med en planlagt graviditet, jf. 84, stk. 1, i lov om social service. Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøgeren var berettiget til at få sine merudgifter til diætbehandlingen dækket fra den 17. maj 2000, hvor hun indgav ansøgning til kommunen. Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at udgiften til diætbehandling var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen i forbindelse med ansøgerens graviditet, og at merudgiften var en følge af hendes lidelse PKU. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af formuleringen af 84, stk. 1, i lov om social service sammenholdt med bemærkningerne til 84 i lovforslag nr. L 229 og 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsning af personkredsen efter lov om social service 84, stk. 3, fremgår, at bl.a. personer med lidelsen PKU (Phenylketonuri) kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, hvis merudgifterne er nødvendige ved forsørgelsen og er en følge af lidelsen. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ifølge oplysninger fra John F. Kennedyinstituttet havde lidt af PKU, siden hun var spæd. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at merudgiften til diætbehandling i forbindelse med ansøgerens graviditet ifølge oplysningerne fra John F. Kennedy-instituttet var nødvendig ved forsørgelsen og var en følge af hendes lidelse, da fosteret ellers blev misdannet og mentalt retarderet. Begrundelsen for, at ansøgeren var berettiget til at få dækket sine merudgifter til diætbehandling fra den 17. maj 2000 var, at Ankestyrelsen fandt, at hun ikke indenfor rimelig tid efter diætbehandlingens påbegyndelse havde indgivet ansøgning om dækning af merudgifterne til kommunen. Endvidere fandtes merudgifterne ikke at være uopsættelige, da der havde været tale om en planlagt graviditet. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til dækning af udgifter afholdt inden indgivelse af ansøgning til kommunen, medmindre der er tale om en uopsættelig udgift. Ankestyrelsen henviste herved til SM , hvor en ansøgning indgivet ca. 3 uger efter afholdelsen af en medicinudgift ikke fandtes at være indgivet indenfor rimelig tid. Ankestyrelsen henviste endvidere til SM , hvor Ankestyrelsen lagde til grund, at det er et almindeligt 147

148 princip i bistandsloven (nu lov om social service), at ansøgning skal indgives og bevilling modtages inden anskaffelsen, medmindre udgiften er uopsættelig. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren påbegyndte den intensiverede diætbehandling den 1. februar 2000, og på, at hun indgav ansøgning til kommunen om dækning af merudgifterne ved diætbehandlingen den 17. maj Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse SM C-6-02 Resumé: Ansøgeren var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen. Der var ikke tale om anskaffelsesudgifter til en anden bolig. Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden og forarbejderne til bestemmelsen om hjælp til betaling af anskaffelsesudgifter. Ankestyrelsen fandt, at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelse af en ejerbolig. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en 48 årig ansøger, der var lammet fra brystbenet og nedefter som følge af en blødning i rygmarven i august Han boede med sin ægtefælle i eget hus, som var en ældre, toplans villa med mange trapper. Der var blandt andet 11 trin ved fordøren. Både den udvendige og den indvendige trappe var stejl og smal. Kommunen konstaterede ved et hjemmebesøg, at det ville være umuligt at gøre huset egnet til en kørestolsbruger. Stue, køkken og soveværelse lå på øverste etage. Ægteparret blev tilbudt en 3-værelses lejelejlighed, som med ganske få ændringer vurderedes at være velegnet til en kørestolsbruger. Ægteparret overtog lejligheden pr. 1. oktober 2000, og ægteparrets ejerbolig blev sat til salg. Kommunen traf afgørelse om, at betale indskud til lejeboligen ialt kr., således at beløbet skulle tilbagebetales ved salg af ejerboligen, ved et evt. provenue. Derudover bevilgede kommunen boligudgifter på ejerboligen fra 1. oktober 2000 og indtil huset blev solgt. Endelig bevilgede kommunen eventuelle merudgifter til huslejen, hvis det skulle vise sig, at den fremtidige nettohusleje blev større end den hidtidige. Kommunen beskrev i et notat retningslinierne om tilbagebetaling af indskud. Det fremgik, at der de første 20 måneder ikke fandt opsparing sted, dvs ved evt. fraflytning indenfor denne periode skulle lejeren betale den fulde istandsætningsudgift. Derefter fandt der en opsparing sted på 1% pr. måned. Det betød, at der efter 20 måneder måneder skulle betales O kr. af istandsætningsudgiften. Indskuddet ville altså blive udbetalt, hvis lejeren blev boende i 10 år eller mere. Nævnet pålagde kommunen at frafalde kravet om tilbagebetaling af indskud bevilget i medfør af servicelovens 102, stk. 2. Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke i Socialministeriets bekendtgørelse nr.121 af 19. februar 1998 ses at være fastsat lovhjemmel til at kræve tilbagebetaling af indskud til lejebolig. 148

149 I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at man i sin afgørelse havde lagt mest vægt på Socialministeriets vejledning vedr. boligændringer m.v., pkt. 128, hvoraf fremgik, at "udgifter ved salg af ejendom og indskud i lejligheden kan modregnes i et evt. overskud ved salg af ejendommen". Kommunen påpegede, at der var et misforhold mellem bekendtgørelsen og vejledningen. Ankestyrelsen fik telefonisk oplyst, at ansøgeren efterfølgende var tilkendt højeste førtidspension. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen har hjemmel til at stille krav om tilbagebetaling af indskud i lejebolig ved evt. provenue ved salg af ejerboligen, jf. servicelovens 102, stk. 2 og tilhørende bekendtgørelse nr. 121 af 19. februar 1998 om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig på kr., jf. servicelovens 84, stk. 1. Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var omfattet af personkredsen i servicelovens 84, jf. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 om afgrænsning af personkredsen efter servicelovens 84, stk. 3. Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren var lam fra brystbenet og nedefter efter en blødning i rygmarven. Han var permanent kørestolsbruger. Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren først var tilkendt højeste førtidspension den 1. juni Han var derfor ikke omfattet af undtagelsen i 84, stk. 2. Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om betaling af indskuddet i den anviste lejebolig, skulle afgøres i medfør af servicelovens 84 om merudgifter ved forsørgelsen og ikke i medfør af servicelovens 102, stk. 2 om dækning af anskaffelsesudgifter til anden bolig. Ankestyrelsen fandt således ikke, at indskud i en lejebolig er en anskaffelsesudgift, men derimod en sikkerhed for lejerens eventuelle forpligtelser ved fraflytning af lejemålet. Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af servicelovens 102, stk. 2 første punktum, hvorefter der kan ydes hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig. Det er en betingelse for denne hjælp, at der ikke kan anvises en anden bolig, der dækker ansøgerens behov, jf. servicelovens 102, stk. 2, 2. punktum. Ankestyrelsen fandt at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelsen af en ejerbolig. Såfremt der kan anvises en egnet bolig, kan man slet ikke få hjælp efter servicelovens 102, stk. 2. Ankestyrelsen fandt at en anvist bolig vedrører en lejebolig. Eventuelle udgifter på grund af et boligskift til en anvist lejebolig skal vurderes i henhold til reglerne i serviceloven om nødvendige merudgifter. Ankestyrelsen lagde udover ordlyden af bestemmelsen vægt på forarbejderne til servicelovens 102, stk. 2 hvoraf fremgår, at hjælp til anskaffelse af egen bolig med servicelovens ikrafttræden skulle kunne ydes efter reglerne om boligindretning. Det er anført, at der derved også var skabt 149

150 hjemmel til at kræve tilbagebetaling af lån ydet til anskaffelse af en bolig efter servicelovens 102, stk. 2 og sikre det tilbagebetalingspligtige beløb ved pant i ejendommen. Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: 2 samboende ansøgere med muskelsvind fandtes, på baggrund af en konkret vurdering af deres forhold, berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til et hjælperværelse. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgerne havde ansøgt kommunen om hjælp til dækning af udgifter til indretning af soveværelse, badeværelse, køkken, børneværelse, hjælperværelse, depotrum, stue, arbejdsværelse og garage i forbindelse med opførelse af et nyt hus. Det var oplyst, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde købt en byggegrund med henblik på opførelse af et hus indrettet efter deres behov. Ankestyrelsen fandt herefter, at det ansøgte skulle vurderes efter reglerne om boligindretning. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at begge ansøgere havde hjælpeordning og at de havde et omfattende behov for hjælpere - også om natten. Der var således altid mindst én ofte to hjælpere tilstede i familiens hjem. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en familie bestående af to voksne kørestolsbrugere med muskelsvind og et raskt barn på ca. 5 år. Parret var førtidspensionister men udnyttede deres resterhvervsevne ved at arbejde nogle timer ugentligt. De havde begge en hjælpeordning efter servicelovens 77. Kvinden var således bevilget hjælpeordning svarende til 148 timer ugentligt, mens manden havde en hjælpeordning svarende til 69 timer ugentligt + 2 weekender pr. måned. Kvindens hjælpetimer var primært placeret uden for hendes arbejdstid. Familien havde derfor altid mindst en ofte to hjælpere i hjemmet. Det var oplyst, at familien boede i en femværelses lejlighed på 100 m2. Familien havde oplyst, at lejligheden efterhånden var blevet for lille til deres behov. De havde således vanskeligt ved at bruge flere af lejlighedens rum, idet de var for små. Familien vurderede ikke at det var muligt at finde et lejemål, som ville være brugbart for dem til deres fremtidige beboelse og havde i øvrigt også altid drømt om deres eget sted, som kunne indrettes efter deres behov. De havde således sparet ca kr. sammen og havde på ansøgningstidspunktet købt en grund på 803 m2 til brug for bygning af et hus. Familien søgte kommunen om hjælp til dækning af de udgifter der ville være forbundet med at bygge ekstra kvadratmeter i det nye hus på grund af deres handicap. I ansøgningen var der heraf nøje redegjort for deres behov og de problemer og deraf følgende ændrede behov de ville få i fremtiden efterhånden som deres muskelsvind ville svække dem yderligere. Familien havde endvidere på ansøgningstidspunktet haft kontakt med arkitekt som sammen med ansøgerne havde lavet en skitse af hus som ville opfylde ansøgernes nuværende og fremtidige behov. Det skitserede hus udgjorde 190 m2. 150

151 Kommunen foretog en vurdering af ansøgningen, hvor de tog udgangspunkt i familiens oplysninger om deres situation, den indsendte skitse og supplerende bemærkninger fra arkitektfirmaet vedrørende ekstraudgifter i forbindelse med opførelse af huset. Kommunen vurderede, at det ikke var muligt at indrette deres aktuelle bolig således at den også kunne blive velegnet på længere sigt og oplyste overfor ansøgerne, at de var berettiget til at få hjælp efter servicelovens 102. Kommunen bevilgede herefter hjælp til 13 m2 i boligen og 10 m2 depotrum. Ansøgerne fik samtidig afslag på ekstraplads til hjælperværelse, stue, arbejdsværelse og garage samt hjælp til gulvbelægning. Kommunen gjorde opmærksom på, at der alene var tale om en foreløbig bevilling, idet en endelig bevilling først kunne gives, når der forelå konkrete tegninger af huset. Familien indgav nogle måneder senere en supplerende ansøgning om støtte til opførelse af bolig efter servicelovens 102. I ansøgningen var der redegjort for ansøgernes muskelsvindstyper, nuværende og fremtidige bolig, materialevalg og hjælpemidler, tidligere ansøgning i forhold til denne og økonomien. Det var samtidig i forhold til den tidligere oplyste pris anført, at metoden, i følge oplysninger fra Institut for Muskelsvind, i lignende sager, hvor en kommune indgår som betalende for merudgiftsdelen/ekstra kvadratmeter, er at der udregnes en reel kvadratmeterpris for huset og at bevillingen så bliver de bevilligede kvadratmeter gange den reelle kvadratmeterpris. Det blev herefter foreslået, at der blev taget stilling til det antal kvadratmeter som kommunen ville være villig til at betale og at der herefter blev beregnet en fordelingsnøgle i forhold til den samlede byggepris. Om økonomien var det anført, at der var søgt om økonomisk hjælp til boligindretning i henhold til servicelovens 102. Der var således søgt om hjælp til de ekstra kvadratmetre, der var i hus og garage samt ekstraudgifter i forbindelse med dyrere materialer, hjælpemidler i køkken og badeværelse samt ekstra fliser omkring huset. Det var oplyst, at huset var på 190 m2 og at der heraf var søgt om hjælp til de 47 m2. Kvadratmeterprisen var anført til kr. Der var herudover søgt om hjælp til ekstraudgifter til garage svarende til halvdelen af prisen herfor. Kommunen meddelte efterfølgende ansøgerne, at deres sag var blevet vurderet efter servicelovens 102, stk. 1. Kommunen bevilgede herefter 16,5 m2 i boligen til en kvadratmeterpris af kr. Prisen var baseret på et huslejeberegningsskema, håndværkerudgifter til nøglefærdigt hus inkl. moms kr. divideret med 190 m2. Kommunen bevilgede endvidere 10 m2 til et depot. Kvadratmeterprisen for depotet var kr, hvilket var beregnet på grundlag af den oplyste pris for at bygge en carport kr. divideret med 78 m2. Ansøgerne ansøgte herefter om økonomisk hjælp efter servicelovens 84 til ekstra projektering, undersøgelser og konsulentbistand i forbindelse med boligansøgningen og anmodede samtidig om hurtig hjælp, - også med hensyn til finansieringen af hjælperværelse og tilhørende toilet. Kommunen gav afslag på ansøgningen om dækning af merudgifter til henholdsvis arkitekt, ekstra projekteringsudgifter, hjælperværelse og ekstra badeværelse samt afslag på tilskud beregnet som nettokvadratmeter efter servicelovens 102. Kommunen gjorde hermed også opmærksom på, at ansøgningen skulle vurderes efter servicelovens 102. Ansøgerne påklagede kommunens afgørelser. Klagen vedrørte antallet af de bevilgede kvadratmeter, herunder særligt i forhold til hjælperværelset med tilhørende toilet, elektriske døråbnere, garage/depotrum, økonomisk hjælp til ekstra projektering og sagsgangen. Ansøgerne gjorde i forlængelse heraf opmærksom på, at det aldrig under sagens forløb var blevet diskuteret med ansøgerne, hvorvidt der var tale om en sag som skulle behandles efter servicelovens 102, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgerne vurderede imidlertid, at kommunen tidligere havde givet udtryk for, at der var tale om en sag efter servicelovens 102, stk. 2, idet kommunen havde oplyst, at det ikke havde været mu- 151

152 ligt at ændre på familiens aktuelle bolig således, at den også kunne blive egnet som beboelse for dem på længere sigt. Kommunen havde imidlertid efterfølgende behandlet ansøgningen efter servicelovens 102, stk. 1. Ansøgerne anmodede derfor nævnet om at tage stilling til, hvorvidt der var tale om en boligsag der skulle behandles efter 102 stk. 1 eller stk. 2. I kommunens oversendelsesbrev til nævnet havde kommunen udarbejdet en oversigt over sagens gang i kommunen. Kommunen havde samtidig anført, at der gennem hele forløbet var blevet foretaget en individuel vurdering, som havde taget udgangspunkt i ansøgernes konkrete behov, samt den hidtidige praksis på området i kommunen. Forvaltningen havde taget udgangspunkt i hvorledes en gennemsnitsfamilie ville bygge, hvor meget de enkelte hjælpemidler fyldte, og hvad der var nødvendigt af hensyn til ansøgernes funktionsnedsættelse. Forvaltningen havde vurderet de enkelte rum og deres funktioner. Det var anført, at der jf. 102 kun kan ydes støtte til nødvendige m2. Det er ikke nok, at det ud fra en gennemsnitsbetragtning vurderes at være hensigtsmæssigt. Kommunen havde herefter kommenteret de enkelte klagepunkter. Under nævnets behandling af sagen indhentede nævnet en udtalelse fra en Hjælpemiddelcentral med henblik på at få en vurdering af, hvorvidt de bevilgede ekstra kvadratmeter var tilstrækkelige til at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for ansøgerne og herunder en vurdering af om den af kommunen anførte løsning måtte anses for at være en faglig forsvarlig løsning. Hjælpemiddelcentralen havde herefter foranstaltet en mindre undersøgelse af forskellige typehuses størrelse, indretning og rumstørrelser. Undersøgelsen omfattede 45 huse som var mellem 120 og 154 m2. Resultatet af undersøgelsen indgik ved nævnets vurdering af sagen. Nævnet fandt ved deres afgørelse, at ansøgerne var berettiget til 1,5 m2 ekstra til soveværelse udover de allerede bevilgede 5,5 m2. Ansøgerne var berettiget til 3 m2 til børneværelset og ikke kun 2 m2 som bevilget af kommunen. Ansøgerne var ikke berettiget til ekstra kvadratmeter i badeværelset, hvor kommunen havde bevilget op til 10 m2. Ansøgerne var berettiget til hjælp til ekstra kvadratmeter i lille badeværelse svarende til differencen mellem 3,8 m2 og op til 5,9 m2, som det lille badeværelse var. Ansøgerne var ikke berettiget til ekstra kvadratmeter i hverken køkken/alrum, i stuen eller til kontor. Ansøgerne var berettiget til ekstra 2,3 m2 til depotrum end de allerede bevilgede 10 m2. Ansøgerne var berettiget til støtte efter servicelovens 102 i forbindelse med et hjælperværelse. Ansøgerne var ikke berettiget til mere end én elektrisk døråbner. Ansøgerne var ikke berettiget til merudgifter i forbindelse med gulvbelægning. Ansøgerne var berettiget til at få en udgift dækket til ekstra projektering. Ansøgerne var ikke berettiget til en anderledes beregning af antal kvadratmeter, ligesom ansøgerne ikke var berettiget til en ændret beregning af prisen på kvadratmeter. Nævnet ændrede således kommunens afgørelse for så vidt angik soveværelse, børneværelse, lille badeværelse, depotrum, hjælperværelse og udgift til ekstra projektering. For så vidt angik størrelsen af hjælperværelse og størrelsen af udgift til ekstra projektering hjemviste nævnet disse punkter til fornyet vurdering. Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse for så vidt angik badeværelse, køkken/alrum, stue, kontor, ekstra døråbner, gulvbelægning og beregning af antal kvadratmeter samt prisen på kvadratmeter. Vedrørende støtte efter 102 som nødvendig boligindretning til hjælperværelse fandt nævnet, at den bevilgede hjælperdækning efter det oplyste om ansøgernes behov var så massiv, at et opholds- /soveværelse for hjælpere måtte vurderes som nødvendigt i relation til servicelovens

153 Nævnet lagde herved vægt på det oplyste om, at der var behov for overnattende hjælper/hjælpere, ligesom der var lagt vægt på, at ansøgerne som familie havde behov for et privatliv samt endelig at hjælperne også havde behov for at kunne trække sig tilbage på et værelse. For så vidt angik størrelsen på det bevilgede hjælperværelse blev dette hjemvist til kommunen, der skulle opgøre behovet for antal kvadratmeter og meddele ansøgerne en ny afgørelse, der kunne ankes efter gældende regler. Vedrørende beregning af antal kvadratmeter samt prisen på kvadratmeter bemærkede nævnet, at kvadratmeterprisen var udregnet på det oplyste bruttokvadratmeterantal på 190 m2, og de ekstra kvadratmeter nævnet havde pålagt kommunen at yde, var indeholdt i de 190 m2, og nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse vedrørende beregning af antal kvadratmeter, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte det af kommunen udøvede skøn vedrørende den opgjorte pris på kvadratmeter, og dette i betragtning af at nogle rum i boligen var dyrere rent kvadratmetermæssigt end andre rum, der kvadratmetermæssigt var billigere end den beregnede gennemsnitspris. I klagen til Ankestyrelsen fra kommunen var det bl.a. anført, at forvaltningen ikke var enig i nævnets afgørelse for så vidt angik bevilling af et hjælperværelse. Det var anført, at forvaltningen i sin tid gav afslag på ansøgernes ønske om indretning af et hjælperværelse efter servicelovens 102, idet man ikke fandt, at et hjælperværelse var en nødvendig boligindretning for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted. Det var anført, at hjælperværelset ikke kompenserede direkte for eller afhjalp ansøgernes funktionsnedsættelse, og kompenserede/formindskede heller ikke de boligmæssige ulemper ved ophold i eget hjem. Forvaltningen fandt derfor ikke, at der kunne bevilges en sådan boligindretning efter 102. Et hjælperværelse kan være hensigtsmæssigt som personalefacilitet/ - gode, men det har ikke direkte sammenhæng med en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig indretning af arbejdsstedet, ligesom der ikke eksisterer arbejdsmiljømæssige krav om, at der skal forefindes et separat værelse til ansatte handicaphjælpere (jf. Arbejdsmiljølovgivningens regler). Det blev herefter gjort gældende, at det arbejde som handicaphjælperne udfører, kan foregå sikkerhedsog sundhedsmæssigt forsvarligt uden et separat hjælperværelse til hvile og afslapning for hjælperne. Handicaphjælperne var ansat af ansøgerne til at arbejde i et privat hjem. Ansøgerne tilrettelagde selv handicaphjælpernes arbejdstider, og bestemte i øvrigt hvor integreret hjælperne skulle være i familien. Ansøgerne havde anført, at der, i det hus de havde fået tegnet, ikke var mulighed for at lave sovepladser til hjælperne i andre rum. Det var forvaltningens opfattelse, at ansøgerne på forhånd havde kendt deres behov i forhold til hensigtsmæssig indretning af dette nybyggeri og derved havde haft mulighed for at prioritere, at der fandtes opholds- /sovemulighed for hjælperne et egnet sted i huset. Ankestyrelsen anmodede efterfølgende nævnet om at uddybe nævnets afgørelse. Ansøgerne havde i klagen til nævnet bedt nævnet tage stilling til, hvorvidt sagen skulle afgøres efter servicelovens 102, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet anførte i sin afgørelse, at denne var truffet i henhold til servicelovens 102, stk. 2. Ankestyrelsen anmodede i forlængelse heraf nævnet oplyse begrundelsen herfor samt betydningen heraf i forhold til de samlede anskaffelsesudgifter/løbende højere boligudgifter. Ankestyrelsen anmodede samtidig nævnet om at oplyse, hvorvidt kommunen havde forsøgt at anvise ansøgerne en egnet bolig. Nævnet indhentede herefter telefonisk oplysninger fra kommunen. Kommunen oplyste, at det på et tidspunkt lå fast, at familiens tidligere bolig ikke i fremtiden ville kunne dække familiens forskellige behov. Familien undersøgte, om det var muligt at købe et hus, der kunne bygges om. Kommunen oplyste endvidere, at der har været lejede lejligheder, der kunne henvises til, og at der ikke fandtes 153

154 nogen, der var større og bedre, end den de havde. Henvendelsen vedrørende den nuværende bolig skete ved, at klagerne henvendte sig og oplyste, at de havde købt en byggegrund. Nævnet oplyste herefter overfor Ankestyrelsen, at indgangen til sagen var servicelovens 102, stk. 2. Efter nævnets opfattelse udelukkede det ikke, at sagen også kunne være omfattet af servicelovens 102, stk. 1 i forbindelse med, at det skulle vurderes, hvad der var nødvendig boligindretning for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for de pågældende. Nævnet anførte videre, at den foreliggende bevilling på et antal ekstra kvadratmeter, var begrundet i et behov der udsprang af ansøgernes handicap. Det var nævnets opfattelse, at familien på den baggrund var kompenseret for de højere boligudgifter i forbindelse med flytningen fra en lejet bolig til en ejerbolig. Nævnet henviste til principperne der er skitseret i pkt. 128 og 129 i vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Ansøgerne anmodede efterfølgende nævnet om at genoptage sagen for så vidt angik udregning af prisen på kvadratmetre i forhold til brutto- og netto-kvadratmeterpriser. Ansøgerne gjorde gældende, at det var et principielt spørgsmål, hvordan man udregnede hjælpen i sager om økonomisk støtte efter servicelovens 102. Nævnet afviste at genoptage sagen vedrørende udregning af kvadratmeter til fornyet behandling. Nævnet bemærkede, at prisen på de ekstra kvadratmeter som var nødvendige på grund af ansøgernes handicap ikke var så høj som den gennemsnitlige kvadratmeterpris ved opførelsen af basishuset. Der var grundlæggende en række basisinstallationer, som ikke ville blive væsentligt dyrere ved forøgelsen af boligarealet, og en udvidelse af antal kvadratmeter ville ikke medføre en tilsvarende udvidelse af ydervæggenes areal. Det var herefter nævnets opfattelse, at der ikke var fremkommet så væsentlige nye oplysninger, at der var grundlag for en genoptagelse af sagen på dette punkt, og nævnet fastholdt derfor den tidligere trufne afgørelse. Ansøgerne klagede over nævnets afslag på at genoptage sagen. Det var i klagen anført, at sagen havde principiel betydning i forhold til, hvorledes man udregnede en pris for byggerier med økonomisk støtte efter servicelovens 102. I brevet var der redegjort for, hvorledes klagerne mente kvadratmeterprisen skulle beregnes. Ansøgerne havde som bilag vedlagt en udtalelse fra et arkitektfirma, hvoraf det fremgik, at ved et tillæg på 1 m2 i et rum, svarede det til et større bruttoareal på 1,20 m2. Dette svarede til almindelig udregningsmetode i alle nye huse. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det kan være nødvendigt at bevilge et hjælperværelse til brug for hjælpere for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted, jf. servicelovens 102. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøgerne var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til et hjælperværelse, jf. servicelovens 102, stk. 1. Begrundelsen herfor var, at et hjælperværelse, efter en konkret vurdering af ansøgernes forhold, var nødvendigt for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for ansøgerne, jf. servicelovens 102, stk. 1. Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøgerne var omfattet af personkredsen i servicelovens 102, stk. 1, hvorefter der skal være tale om personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. 154

155 Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at ansøgerne ved brev af 14. maj 1999 og efterfølgende ved brev af 15. november 1999 havde ansøgt kommunen om hjælp til dækning af udgifter til indretning af soveværelse, badeværelse, køkken, børneværelse, hjælperværelse, depotrum, stue, arbejdsværelse og garage efter servicelovens 102 i forbindelse med opførelse af et nyt hus. Det var oplyst, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde købt en byggegrund med henblik på opførelse af et hus indrettet efter deres behov og at de havde sparet nogle penge sammen. Ankestyrelsen fandt herefter, at det ansøgte skulle vurderes efter reglerne om boligindretning i servicelovens 102, stk. 1. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at begge ansøgere havde en hjælpeordning efter servicelovens 77. Den ene ansøger var bevilget hjælpeordning med 148 timer ugentligt, som primært var placeret udenfor hendes arbejdstid. Det var i den forbindelse oplyst, at hun ikke selv kunne vende sig i sengen, hvorfor hendes hjælper vendte hende hver 3. time. Den anden ansøger var bevilget hjælpeordning med 69 timer ugentligt + 2 weekender pr. måned. Parrets omfattende behov for hjælpere - også om natten - indebar således, at der altid var mindst 1 ofte 2 hjælpere tilstede i familiens hjem. Det blev bemærket, at Ankestyrelsen ikke havde forholdt sig til det anførte i ansøgernes brev vedrørende beregning af kvadratmeter. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse, herunder hjemvisningen af sagen til kommunen for såvidt angik spørgsmålet om størrelsen af udgiften til hjælperværelset SM C Resumé: Ankestyrelsen fandt ikke, at en døv ansøger var berettiget til at få hjælp til tabt arbejdsfortjeneste som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse til sin samlevers deltagelse i et tegnsprogskursus. Begrundelsen var, at servicelovens merudgiftsbestemmelse ikke indeholder hjemmel til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hjælp til dækning af udgifter til tabt arbejdsfortjeneste ikke er nævnt i Socialministeriets vejledning om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at tabt arbejdsfortjeneste efter sin art ikke kunne sidestilles med de eksempler på merudgifter, der er nævnt i vejledningen. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der i serviceloven er en særlig hjemmel til at yde tabt arbejdsfortjeneste som følge af børns handicap og at lovgiver herved måtte antages at have taget udtømmende stilling til, i hvilke situationer der kan ydes hjælp til tabt arbejdsfortjeneste. Sagsfremstilling: 155

156 Sagen drejede sig om en døv kvinde som ansøgte kommunen om hjælp til sin samlevers deltagelse i tegnsprogskursus og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse hermed. Kommunen gav ansøger afslag på det ansøgte efter servicelovens 84. For så vidt angik ansøgningen om hjælp til tegnsprogskursus lagde kommunen vægt på, at ansøger ikke havde sandsynliggjort merudgifter svarende til mindst 6000 kr. årligt, jf. servicelovens 84, stk. 3. For så vidt angik ansøgningen om tabt arbejdsfortjeneste lagde kommunen vægt på, at der ikke efter kommunens opfattelse var lovhjemmel til at yde hjælp hertil efter servicelovens 84. Ansøger påklagede kommunens afgørelse til det sociale nævn. I klagen var det bl.a. anført, at ansøger og samlever påtænkte senere på året at søge et forældrekursus for døve forældre til hørende børn samt evt. andre relevante kurser. Det var videre oplyst, at såvel ansøger som samlever var lavtlønnede og at de derfor ikke havde egne midler til at betale for kurset og den tabte arbejdsindtægt. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. For så vidt angik hjælp til tabt arbejdsfortjeneste lagde nævnet vægt på en fortolkning af støttemulighederne i servicelovens 84, jf. tilhørende vejledning. Nævnet lagde herved særligt vægt på formuleringen i vejledningen vedrørende støtte til handicaprettede kurser, hvor spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste ikke ses omtalt. For så vidt angik spørgsmålet om hjælp til dækning af udgifter til tegnsprogskursus lagde nævnet vægt på, at ansøger ikke på det foreliggende grundlag havde merudgifter svarende til mindst 6000 kr. I forhold til det i klagen anførte om deltagelse i eventuelle senere kurser henledte nævnet opmærksomheden på, at der løbende skulle ske opfølgning af sagerne. Dette skulle f.eks. ske hvis der efterfølgende fremkom nye mulige merudgifter. Såfremt der herefter fremkom samlede nødvendige merudgifter, der oversteg bagatelgrænsen skulle sagen genvurderes. Ansøger påklagede nævnets afgørelse vedrørende afslag på hjælp efter servicelovens 84 til Ankestyrelsen. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens 84 (som ændret pr. 1. januar 2003) om merudgifter ved den daglige livsførelse. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til tegnsprogskursus eller hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse. Begrundelsen vedrørende tabt arbejdsfortjeneste var, at servicelovens 84 ikke sås at indeholde hjemmel til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hjælp til dækning af udgifter til tabt arbejdsfortjeneste ikke er nævnt i Socialministeriets vejledning om hjælp efter servicelovens 84. Det fremgår således af vejledningen, at der i forbindelse med hjælp til handicaprettede kurser eksempelvis kan ydes hjælp til rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusudgifter, kursusmaterialer og pasning af barn/børn som ikke skal med på kurset. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter sin art ikke, 156

157 efter Ankestyrelsens vurdering, kunne sidestilles med de eksempler på merudgifter, der er nævnt i ovennævnte vejledning. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der i servicelovens 29 er en særlig hjemmel til at yde tabt arbejdsfortjeneste som følge af børns handicap og at lovgiver herved måtte antages at have taget udtømmende stilling til, i hvilke situationer der kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen fandt herefter ikke holdepunkter for at antage at servicelovens 84 indeholdt hjemmel til at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Begrundelsen vedrørende tegnsprogskursus var, at ansøger ikke på det foreliggende grundlag havde nødvendige merudgifter svarende til mindst 6000 kr. årligt, jf. servicelovens 84, stk. 3. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den ansøgte udgift til tegnsprogskursus ikke udgjorde mindst 6000 kr. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det følger af servicelovens 84, stk. 3, at der alene kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter såfremt de samlede årlige merudgifter udgør mindst 6000 kr. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ansøger ikke ifølge de foreliggende oplysninger havde sandsynliggjort, at hun som følge af sin funktionsnedsættelse havde merudgifter svarende til mindst 6000 kr. årligt. Ankestyrelsen gjorde imidlertid - i lighed med nævnet - opmærksom på, at kommunen skulle foretage en ny vurdering af ansøgers sag efter servicelovens 84 såfremt der fremkom nye mulige nødvendige merudgifter SM C Resumé: Ankestyrelsen fandt ikke, at en ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til advokat i forbindelse med de offentlige myndigheders behandling af ansøgers klagesager som en nødvendig merudgift efter serviceloven eller som en rimeligt begrundet enkeltudgift efter aktivloven. Ankestyrelsen lagde vægt på, at en administrativ myndighed har pligt til at belyse en sag fra alle sider og træffe afgørelse på grundlag af samtlige oplysninger (officialmaksimen). Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at kommunen i henhold til retssikkerhedsloven skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også yde rådgivning og vejledning. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en kvindelig ansøger, som i kommunen havde en verserende sag vedrørende tilkendelse af førtidspension. 157

158 Ansøgers advokat søgte på hendes vegne om hjælp til dækning af udgifter til advokatsalær i forbindelse med myndighedernes behandling af hendes pensions- og klagesager. Kommunen gav afslag på hjælp til dækning af udgifter til advokat efter servicelovens 67 og 84 samt aktivlovens 81. Kommunen oplyste samtidig, at kommunen ikke fandt, at der i øvrigt i de sociale love var hjemmel til at dække de ansøgte udgifter til advokatbistand eller anden privat rådgivning. Ansøgers advokat påklagede kommunens afgørelse. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt ikke, at servicelovens 67, nr. 1 indeholdt hjemmel til at yde hjælp til betaling af advokatsalær, idet bestemmelsen var en formålsbestemmelse og ikke en regel, der gav hjemmel til konkrete ydelser. Nævnet fandt heller ikke, at udgiften til advokat kunne dækkes som en nødvendig merudgift efter servicelovens 84. Nævnet henviste i den forbindelse analogt til Ankestyrelsens afgørelse i SM O vedrørende dækning af advokatudgifter som merudgift ved forsørgelsen af et handicappet barn. I forhold til aktivlovens 81 lagde nævnet vægt på, at udgangspunktet ifølge Ankestyrelsens praksis var, at en udgift til advokatsalær - henset til officialmaksimen - ikke som udgangspunkt kunne betragtes som en rimeligt begrundet udgift efter aktivlovens 81. Nævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag forelå oplysninger, som kunne begrunde fravigelse fra dette udgangspunkt. Ansøgers advokat påklagede nævnets afgørelse. I klagen var det bl.a. oplyst, at ansøgers sygdom nedsatte hendes fysiske og psykiske funktionsevne. På grund af ansøgers udmattelsestilstand havde hun koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder og ansøger var derfor omfattet af servicelovens 67. I klagen var der samtidig henvist til, at den ansøgte udgift kunne dækkes efter servicelovens 68. I klagen var det videre oplyst, at en gennemgang af kommunens materiale allerede havde påvist adskillige fejl, idet grundlaget for en pensionssag eksempelvis allerede forelå i januar 2002, da ansøger rejste spørgsmålet overfor kommunen. Kommunen foretog sig imidlertid intet før i oktober 2002, hvor behandlingen af sagen blev udsat til efter pensionsreformens ikrafttræden pr. 1. januar Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp til dækning af udgifter til advokatsalær efter servicelovens 84 eller aktivlovens 81 i forbindelse med offentlige myndigheders behandling af ansøgers pensions- og klagesager. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til advokat efter servicelovens 84 eller aktivlovens

159 Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse. Begrundelsen for afgørelsen var, at udgiften til advokatsalær ikke var en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse, jf. servicelovens 84. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens 84, stk. 1. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der, ifølge servicelovens 84, stk. 1 og 4, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens 84, alene kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos ansøgeren. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at en administrativ myndighed har pligt til at belyse en sag fra alle sider og træffe afgørelse på grundlag af samtlige oplysninger (officialmaksimen) samt at kommunen i henhold til retssikkerhedslovens 5 skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også yde rådgivning og vejledning. Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at udgiften til advokat i forbindelse med de offentlige myndigheders behandling af ansøgers pensions- og klagesager kunne anses for at være en nødvendig merudgift som følge af ansøgers nedsatte funktionsevne. Begrundelsen var videre, at udgiften til advokatsalær ikke var en rimelig begrundet enkeltudgift efter aktivlovens 81. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke ifølge Ankestyrelsens praksis - henset til officialmaksimen og retssikkerhedslovens 5 - var grundlag for at yde hjælp til dækning af udgifter til advokat efter aktivlovens 81 i forbindelse med efterprøvelse af en sag i det administrative klagesystem. Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at ansøger ifølge oplysningerne fra advokaten led af en udmattelsestilstand, at en pensionssag indeholdt komplicerede problemstillinger samt oplysningerne om kommunens sagsbehandling, kunne begrunde at ansøger var berettiget til at få dækket udgiften efter aktivlovens 81. Ankestyrelsen fandt videre ikke, at udgiften til advokatsalær kunne dækkes efter hverken servicelovens 67 eller servicelovens 68. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at servicelovens 67 er en formålsbestemmelse, som derfor ikke indeholdt selvstændig hjemmel til at yde økonomisk støtte. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at servicelovens 68 omhandler kommunens pligt til at sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Ankestyrelsen fandt ikke, at servicelovens 68 efter sin ordlyd indeholdt hjemmel til at yde økonomisk støtte til advokatbistand. 159

160 Ankestyrelsen gjorde afslutningsvis opmærksom på, at Ankestyrelsen ikke ved behandlingen af sagen havde forholdt sig konkret til det oplyste om kommunens behandling af ansøgers pensionssag, idet en sådan stillingtagen forudsatte at Ankestyrelsen behandlede selve pensionssagen. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse SM C Resumé: Ankestyrelsen fandt, at en ansøger som havde fået konstateret cøliaki var omfattet af den personkreds som kunne få hjælp efter servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at personkredsen i servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ifølge såvel ordlyden som forarbejderne var udvidet i forhold til den personkreds der var omfattet af den tidligere gældende bestemmelse. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det ikke, ifølge en vejledende udtalelse fra Socialministeriet, var udelukket, at personer med cøliaki kunne være omfattet af merudgiftsbestemmelsen. Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at cøliaki efter sin art og omfang kunne sidestilles med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) samt at det anførte i Socialministeriets vejledning om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse ikke var til hinder for at personer med cøliaki tillige kunne anses for omfattet af bestemmelsen. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en kvinde, som havde fået konstateret cøliaki og som derfor skulle overholde en glutenfri diæt. Kommunen gav afslag på hjælp til dækning af merudgifter til diætkost med henvisning til at ansøgers merudgifter til diætkost ikke oversteg 500 kr. månedligt, jf. servicelovens 84, stk. 3. Ansøger påklagede kommunens afgørelse til det sociale nævn og oplyste bl.a. i klagen, at Astmaog Allergi Forbundet havde oplyst, at kommunens beregnede udgift til diætkost skulle tillægges ca. 15 %, idet denne stigning svarede til den stigning der var sket i lov om social service i perioden Det sociale nævn tiltrådte kommunens afslag på hjælp med en ændret begrundelse. Nævnet fandt ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens 84. Nævnet lagde herved vægt på ordlyden af 1, stk. 1 og stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober Nævnet lagde videre vægt på det oplyste i Socialministeriets vejledning om ændring af vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap, hvorefter der i bekendtgørelsens 2 især sigtes til gruppen af personer med PKU eller Føllings sygdom og cystisk fibrose samt, at Socialministeriet i Ankestyrelsens afgørelse refereret i SM C-14-00, havde udtalt, at det ikke havde været forudsat at alle persongrupper med medfødte lidelser eller mangler, som f.eks. fødevareallergi eller andre medfødte 160

161 allergiske lidelser, skulle være omfattet af ovennævnte 2. Socialministeriet havde videre udtalt, at personer med cøliaki ikke, efter ministeriets opfattelse, var omfattet af målgruppen i servicelovens 84. Ansøger klagede over nævnets afgørelse. Forud for Ankestyrelsens vurdering af sagen anmodede Ankestyrelsen Socialministeriet om at fremkomme med eventuelle fortolkningsbidrag til brug for vurderingen af, hvorvidt personer med lidelsen med cøliaki var omfattet af servicelovens 84, som ændret pr. 1. januar Socialministeriet udtalte herefter bl.a., at det fremgik af bemærkningerne til lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring af lov om social pension og andre love (førtidspensionsreformen), at personkredsen i servicelovens 84 var ændret i forhold til tidligere, idet bl.a. den særlige diagnoseliste var opgivet. Ydelsen i servicelovens 84 rettede sig nu til alle personer mellem 18 og 65 år, som havde varigt nedsat funktionsevne, som følge af medfødt handicap eller senere opstået sygdom eller som følge af ulykkesskader. Ministeriet oplyste videre, at selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte ville være en lægelig diagnostiseret lidelse, der angav en betydelig og varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, var det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter og andre tilbud, der var afgørende for berettigelsen til de særlige kompenserende ydelser. Socialministeriet fandt herefter ikke, at det var udelukket, at personer med lidelsen cøliaki kunne være omfattet af servicelovens 84, hvis den pågældende opfyldte de øvrige betingelser for støtte efter 84. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt personer med lidelsen cøliaki var omfattet af personkredsen i servicelovens 84, jf. lov nr. 285 af 25. april 2001 om ændring af lov om social pension og andre love (førtidspensionsreformen). Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens 84, stk. 1, sammenholdt med 2, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober Ankestyrelsen tilbagesendte herefter sagen til nævnet med henblik på fornyet vurdering og afgørelse af om ansøgers udgifter oversteg minimumsbeløbet i servicelovens 84, stk. 3. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger led af cøliaki og at ansøger derfor skulle følge en glutenfri diæt. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ifølge servicelovens 84, stk. 1, yder hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det fremgår af 1, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002, at der med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. I Socialministeriets vejledning nr. 106 af 161

162 23. oktober 2002 var som eksempler nævnt udviklings-hæmning, sindslidelser, epilepsi, nedsat bevægelsesfunktion m.v. Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var omfattet af personkredsen i bekendtgørelsens 1, stk. 2, idet ansøgers cøliaki lidelse ikke, efter Ankestyrelsens opfattelse, havde konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse og medførte at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at cøliaki var en ikke synlig eller umiddelbar konstaterbar nedsat funktionsevne, som blev afhjulpet ved glutenfri kost. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at ansøger var omfattet af personkredsen i bekendtgørelsens 2, stk. 1, hvorefter personer med medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få dækket nødvendige merudgifter til diæt, når forskrifter om diæt og lignende følges. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fulgte af såvel ordlyden af servicelovens 84 som forarbejderne (LF /01) til bestemmelsen, at personkredsen var udvidet i forhold til den personkreds, der var omfattet af servicelovens 84 før 1. januar Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at Socialministeriet vejledende havde udtalt, at personkredsen i servicelovens 84 omfattede alle mellem 18 og 65 år, som havde en varigt nedsat funktionsevne. Det afgørende var ikke den lægelige diagnose, men derimod den pågældendes muligheder for at begå sig i sin daglige tilværelse. Det var således efter ministeriets opfattelse ikke udelukket, at personer med cøliaki kunne være omfattet af servicelovens 84 (som ændret med virkning fra 1. januar 2003). Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at lidelsen cøliaki efter sin art og omfang kunne sidestilles med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) samt at det anførte i Socialministeriets vejledning nr. 106 af 23. oktober 2002, hvorefter personkredsen i bekendtgørelsens 2, stk. 1 især ville være personer med phenylketonuri og cystisk fibrose, ikke var til hinder for at personer med cøliaki tillige blev anset for omfattet af bestemmelsen. Ankestyrelsen bemærkede, at Ankestyrelsen ved afgørelsen alene havde forholdt sig lidelsen cøliaki. Ankestyrelsen havde således ikke taget stilling til, hvorvidt personer med andre typer af allergi, herunder fødevareallergi kunne være omfattet af personkredsen i servicelovens 84, jf. bekendtgørelsens 2, stk. 1. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse SM C Resumé: Vurderingen af betingelserne om varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i servicelovens bestemmelse om merudgifter ved den daglige livsførelse skulle i relation til ansøgninger om medicinudgifter og diætkost foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling som ansøgeren modtog til afhjælpning af sin lidelse. 162

163 I den konkrete sag fandt Ankestyrelse herefter, at en ansøger som led af insulinkrævende diabetes var omfattet af personkredsen i bestemmelsen om merudgiftsydelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at den insulinkrævende diabetes, uden relevant behandling i form af insulin og diætkost, ville være livstruende for ansøger. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en 64-årig mand, som led af diabetes og hjerteproblemer. Diabeteslidelsen blev behandlet med insulin og tabletter samt diætkost. Hjertelidelsen blev behandlet medicinsk. Det var oplyst, at ansøger var bevilget kronikertilskud i henhold til sygesikringsloven. Kommunen gav ansøger afslag på at få hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens 84 til diætkost og egenbetalingen til medicin vedrørende såvel diabeteslidelsen som hjertelidelsen. Kommunen lagde vægt på, at ansøger ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens 84. Kommunen fandt ikke, at kroniske lidelser som diabetes og hjerteproblemer var omfattet af personkredsen selvom medicin og diætkost var livsnødvendig. Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens 84 for så vidt angik diabeteslidelsen. Nævnet lagde ved den vurdering vægt på principperne i SM O-66-98, hvorefter vurderingen af funktionsevnen skal tage udgangspunkt i lidelsen uden relevant behandling. Nævnet fandt ikke, at sagen var tilstrækkeligt oplyst til at nævnet kunne vurdere om ansøgeren også var omfattet af personkredsen for så vidt angik hjertelidelsen. Nævnet hjemviste herefter sagen til kommunen dels med henblik på vurdering af, hvorvidt de øvrige betingelser for hjælp efter servicelovens 84 var opfyldt for så vidt angik merudgifter som følge af ansøgers diabetes dels med henblik på en vurdering af om ansøger var omfattet af personkredsen for så vidt angik hjertelidelsen. Kommunen klagede over nævnets afgørelse. Forud for Ankestyrelsens afgørelse indhentede Ankestyrelsen en vejledende udtalelse fra Socialministeriet. Det fremgik bl.a. heraf, at det efter Socialministeriets opfattelse ikke var udelukket, at personer med insulinkrævende diabetes kunne være omfattet af servicelovens 84, hvis ansøger i øvrigt opfyldte de øvrige betingelser for støtte efter serviceloven. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en ansøger med insulinkrævende diabetes kunne anses for omfattet af personkredsen i servicelovens 84, stk. 1. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøger som følge af sin insulinkrævende diabetes var omfattet af personkredsen i servicelovens 84, stk. 1. Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger som følge af sin insulinkrævende diabetes var omfattet 163

164 af personkredsen i servicelovens 84, stk. 1, hvorefter der skal være tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Begrundelsen var videre, at insulinkrævende diabetes er en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger, jf. 1, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om hjælp efter servicelovens 84. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at vurderingen af om betingelserne i servicelovens 84 og tilhørende bekendtgørelse er opfyldt skulle foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling, herunder medicinske behandling, som ansøgeren modtog som følge af sin diabetes. Ankestyrelsen lagde herved vægt på en naturlig sproglig forståelse af servicelovens 84, stk. 1. Videre blev der lagt vægt på formålet med bestemmelsen i Socialministeriets vejledning vedrørende servicelovens 84. Det indgik videre i Ankestyrelsens vurdering, at Socialministeriet vejledende havde udtalt, at det ikke efter ministeriets opfattelse var udelukket, at personer med insulinkrævende diabetes kunne være omfattet af servicelovens 84. Vedrørende vurderingen af, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens 84 lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøger havde en insulinkrævende diabetes, som uden relevant behandling i form af insulin mv. og diætkost ville være livstruende for ansøger. Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen skulle tage stilling til, hvorvidt ansøger opfyldte de øvrige betingelser for at få hjælp til dækning af de ansøgte udgifter til egenbetalingen til medicin og diætkost, herunder hvorvidt udgifterne oversteg minimumsbeløbet i servicelovens 84, stk. 3. Ankestyrelsen fandt endelig - i lighed med nævnet - at sagen var utilstrækkeligt oplyst med henblik på at foretage en vurdering af om ansøger tillige var omfattet af personkredsen i servicelovens 84 for så vidt angik sin hjertelidelse. Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen, efter indhentelse af yderligere lægelige oplysninger, skulle foretage en nærmere vurdering af om hjertelidelsen var af en sådan karakter, at ansøger tillige ville være berettiget til dækning af merudgifter som følge af hjertelidelsen. Såfremt ansøger også var omfattet af personkredsen i servicelovens 84 på grund af hjertelidelsen, skulle kommunen medregne merudgifterne, som var begrundet i denne lidelse, herunder egenbetalingen til lægeordineret medicin, i opgørelsen af ansøgers sandsynliggjorte merudgifter. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: Hjælp til dækning af højere boligudgifter som følge af boligskift fra lejebolig til ejerbolig blev ydet som en løbende ydelse. Der var tale om højere boligudgifter, da nettoydelserne på bolig- og kreditforeningslån i den nye ejerbolig var højere end huslejen i den hidtidige lejebolig. 164

165 Ankestyrelsen fandt, at den løbende hjælp til højere boligudgifter skulle beregnes en gang årligt, således at beregningen skete på grundlag af de faktiske finansieringsudgifter i det kommende år. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen i forbindelse med boligskiftet havde godkendt låneoptagelsen, der indebar, at nettoydelserne varierede i løbet af lånenes løbetid. Sagsfremstilling: En kommune blev af nævnet pålagt at yde en ansøger med stærkt nedsat fysisk funktionsevne hjælp til anskaffelse af anden bolig efter servicelovens 102, stk. 2. Kommunen besluttede, at hjælpen til anskaffelse af anden bolig til ansøgeren skulle ske i form af nybyggeri med finansiering som engangsudgift (til byggeomkostninger og særlig indretning) og 30- årigt huslån. Kommunen godkendte herefter låneoptagelsen. Kommunen traf afgørelse om størrelsen af huslejetilskuddet efter servicelovens 102, stk. 2. Kommunen beregnede huslejetilskuddet for to perioder, da banklånet var 25-årigt og kreditforeningslånet var 30-årigt, således at ydelsen ændredes væsentligt efter 25 år, når banklånet var tilbagebetalt. Kommunen opgjorde det månedlige huslejetilskud i den første periode til ca kr. (den månedlige nettoydelse på 25-årigt banklån + den månedlige nettoydelse på 30-årigt kreditforeningslån, som blev fratrukket den samlede husleje i ansøgerens tidligere lejebolig). For så vidt angik den anden periode beregnende kommunen det månedlige huslejetilskud til ca kr. (den månedlige nettoydelse på det 30-årige kreditforeningslån fratrukket den tidligere husleje). Kommunen tog ved beregningen udgangspunkt i nettoydelserne på bank- og kreditforeningslån på indflytningstidspunktet samt huslejeudgiften pr. samme dato. Kommunen bemærkede i afgørelsen, at renteændringer ikke medførte forhøjelse eller nedsættelse af tilskuddet efter 102, stk. 2. Ligeledes gav låneomlægninger eller andre dispositioner over de optagne lån ikke mulighed for forhøjelse af tilskuddet efter 102, stk. 2. Låneomlægning, hvor lånetiden eventuelt nedsattes mod en højere ydelse, kunne efter skriftlig aftale med kommunen under visse betingelser medføre mulighed for forhøjelse af tilskuddet, dog på betingelse af en kortere ydelsesperiode. Ansøgeren indbragte kommunens afgørelse for det sociale nævn, idet han blandt andet anførte, at støtten blev beregnet på et for lille grundlag, hvis der alene sås på ydelsen på indflytningstidspunktet. Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse, men tiltrådte dog beregningen af huslejetilskuddet for perioden fra den 1. juni til den 31. december Nævnet henviste til, at der ved boligskift fra lejebolig til ejerbolig kunne ydes hjælp efter servicelovens 102, stk. 2 til løbende merudgifter i form af højere boligudgifter. Det var en forudsætning, at merudgifterne var forbundet med selve anskaffelsen af ejerboligen. Nævnet henviste videre til, at efter SM C-4-00 skulle hjælpen ydes som en løbende ydelse, medmindre der var tale om et beløb til kontant udbetaling, som ikke kunne dækkes ved en prioritering af ejendommen. Nævnet fandt, at hjælpen til dækning af ansøgerens merudgifter til bolig skulle beregnes én gang årligt fremadvirkende, indtil kreditforenings- og banklånet var endeligt afviklet. Der skulle ved denne beregning tages udgangspunkt i de faktiske forventede finansieringsudgifter for det pågældende år, således at der toges højde for, at nettoydelserne varierede over lånenes løbetid. Nævnet lagde blandt 165

166 andet vægt på, at kommunen i forbindelse med ejendommens prioritering havde godkendt låneoptagelsen og dermed også risikoen for renteudsving. Det fremgik videre af nævnets afgørelse, at der fra den således fremkomne boligudgift skulle fratrækkes lejeudgiften i ansøgerens tidligere bolig, idet nævnet dog fandt, at der skulle foretages en årlig regulering af huslejen med nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks. Begrundelsen herfor var, at ansøgeren uden regulering ville blive kompenseret for lejeniveauet for Nævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at formålet med udligningen af huslejeforskellen var, at den handicappede ikke skulle have merudgifter ved et boligskift, der var begrundet i handicappet, men at der heller ikke skulle kompenseres derudover. Det fremgik i øvrigt af nævnets afgørelse, at nævnet ud fra en formålsfortolkning var enig med kommunen i, at bidrag til obligatorisk trappevask samt leje af carport og depotrum skulle sidestilles med huslejeudgiften ved beregningen af huslejetilskud. Nævnet var endvidere enig med kommunen i, at merudgifter som følge af forhøjede drifts- og forbrugsudgifter ved den nye bolig skulle ydes efter servicelovens 84. Der var herved lagt vægt på, at der var tale om udgifter, som ikke vedrørte anskaffelse af boligen. Kommunen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen. I klagen anførtes blandt andet, at kommunen havde antaget, at omlægning af lån, ændringer i skatteregler med videre ikke medførte omberegning af huslejetilskuddet, som var beregnet på flyttetidspunktet med udgangspunkt i den daværende lejebolig og nettoudgiften på lånene optaget i nyindflyttet ejerbolig. Kommunen ønskede en afklaring på spørgsmålet om, hvilke betingelser kommunen kunne stille i forbindelse med et eventuelt ønske fra ansøgeren om låneomlægning, ændrede skatteregler med videre. Kommunen anså desuden nævnets afgørelse med hensyn til en årlig beregning af huslejetilskuddet i forhold til lån og udviklingen i lejen for at være meget upraktisk og administrativt tung og ønskede en afklaring af, om Ankestyrelsen var enig med nævnet i at pålægge kommunerne denne opgave på trods af, at metoden ikke entydigt ville være til fordel for hverken tilskudsmodtageren eller kommunen. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om løbende hjælp til højere boligudgifter som følge af boligskift efter servicelovens 102, stk. 2, skal beregnes en gang årligt, således at der tages højde for, at ydelsen på et boligfinansieringslån kan variere i løbet af ydelsesperioden, eller om hjælpen i hele perioden kan/skal ydes på grundlag af forholdene ved boligskiftet. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at den løbende hjælp efter servicelovens 102, stk. 2 til dækning af ansøgerens højere boligudgifter skulle reguleres en gang årligt. Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ligesom nævnet fandt, at den løbende hjælp efter servicelovens 102, stk. 2 til ansøgeren skulle beregnes en gang årligt, således at beregningen skete på grundlag af de faktiske merudgifter som følge af boligskiftet i det kommende år. Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunen havde valgt at udbetale hjælpen til dækning af udgifterne ved anskaffelse af anden bolig efter reglerne i servicelovens 102, stk. 2 som en løbende ydelse. Ankestyrelsen lagde desuden til grund, at nettoydelserne på ansøgerens bolig- og kreditforeningslån varierede i løbet af lånenes løbetid. Ankestyrelsen lagde herefter vægt på kompensationsprincippet, hvoraf fulgte, at en person med nedsat funktionsevne ikke skulle have merudgifter som følge af handicappet. Kompensationsprin- 166

167 cippet medførte, at udmålingen af den løbende hjælp efter 102, stk. 2 i den foreliggende sag skulle ske på en sådan måde, at ansøgeren ikke fik merudgifter som følge af, at ydelserne på lånene varierede i løbet af lånenes løbetid. Ankestyrelsen fandt, at kommunens beregningsmetode, hvor der blev taget udgangspunkt i nettoydelserne på kreditforenings- og banklånet på indflytningsdatoen, indebar, at ansøgeren ikke i tilstrækkeligt omfang blev kompenseret for følgerne af den nedsatte funktionsevne. Ankestyrelsen fandt derfor, at den løbende hjælp efter servicelovens 102, stk. 2 i dette tilfælde skulle beregnes en gang årligt, således at beregningen skete på grundlag af de faktiske merudgifter i det kommende år som følge af anskaffelsen af den nye bolig. Ankestyrelsen lagde herved afgørende vægt på, at kommunen havde godkendt ansøgerens låneoptagelse i forbindelse med boligskiftet, herunder at nettoydelserne varierede i løbet af lånenes løbetid. Ankestyrelsen var i øvrigt enig med nævnet i, at der ved den årlige beregning af hjælpen efter 102, stk. 2 skulle foretages en regulering af ansøgerens huslejeudgift i den hidtidige lejebolig med nettoprisindekset. Ankestyrelsen var desuden enig med nævnet og kommunen i, at hjælp til dækning af ansøgerens eventuelle merudgifter til forhøjede drifts- og forbrugsudgifter som følge af boligskiftet skulle ydes efter servicelovens 84. Ankestyrelsen tog ikke i den foreliggende sag stilling til spørgsmålet om betydningen af eventuelle efterfølgende låneomlægninger, ændringer i skatteregler med videre. Ankestyrelsen tog således alene stilling til spørgsmålet om beregning af hjælpen efter 102, stk. 2 ud fra det oplyste om, at ansøgerens låneoptagelse i forbindelse med boligskiftet indebar, at ydelserne varierede i løbet af lånenes levetid. Ankestyrelsen var opmærksom på det af kommunen anførte om, at en årlig beregning af hjælpen efter 102, stk. 2 var upraktisk og administrativ tung, men fandt ikke, at dette kunne medføre en ændret vurdering af den foreliggende sag. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse SM C Resumé: Udgifter til ekstra varme i sommerhus og vedligeholdelse af sommerhus, som blev benyttet til ferier, skulle ikke indgå i beregningen af merudgiftsydelsen til en stærkt handicappet kvinde. De ekstra varmeudgifter i sommerhuset fandtes således ikke primært at skyldes kvindens behov for ekstra varme som følge af hendes funktionsnedsættelse. Videre fandtes vedligeholdelsesudgiften ikke at være en nødvendig merudgift i lovens forstand, idet det ud fra beskrivelsen af kvindens samlede situation ikke var nødvendigt for hende at have et sommerhus. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en kvinde, der var kørestolsbruger, og som havde spasticitet i hele kroppen. 167

168 Hun sad i elektrisk kørestol i alle sine vågne timer. Hun modtog højeste førtidspension og plejetillæg, og hun var herudover tilkendt en hjælpeordning efter servicelovens 77 (tidligere bistandslovens 48, stk. 3). Kvinden og hendes samlever rådede over en helårsbolig og et sommerhus, som de havde overtaget fra kvindens forældre. Det var oplyst, at de benyttede sommerhuset til ferier, og herudover holdt de også ferier i udlandet. Kvinden havde fra kommunen fået hjælp til en række merudgifter ved den daglige livsførelse, jf. servicelovens 84. Kommunen fandt dog ikke grundlag for at medtage udgifter til ekstra varme i kvindens sommerhus og udgifter til vedligeholdelse af sommerhuset i merudgiftsberegningen. For så vidt angik udgifter til ekstra varme i sommerhus anførte kommunen, at når kvinden opholdt sig i sommerhuset, blev der ikke forbrugt varme i hendes helårsbolig, og det blev derved udlignet. For så vidt angik udgifter til vedligeholdelse af sommerhus henviste kommunen til, at kvinden selv havde valgt at have sommerhus. Derved ville der være vedligehold, som skulle udføres. Dette sås ikke som en ekstra udgift på grund af kvindens handicap. Kvinden klagede til nævnet og anførte vedrørende udgiften til ekstra varme, at hun sjældent havde varme i sin helårsbolig om sommeren. Det var koldere ved kysten, især morgen og aften. Et sommerhus var heller ikke så godt isoleret som et helårshus, så udgiften til ekstra varme var reel. Vedrørende udgifter til vedligeholdelse af sommerhus anførte kvinden bl.a., at ifølge merudgiftsvejledningen kunne disse udgifter accepteres, da hun ikke kunne bidrage med sin arbejdskraft. Det var ligegyldigt, om hun selv havde valgt det. Hun tilføjede, at malerarbejde var direkte nævnt i merudgiftsvejledningen. Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse og fandt, at udgifter til ekstra varme i sommerhus og til maling og vedligeholdelse af sommerhus ikke indgik i beregningen af merudgiftsydelse. Vedrørende udgiften til ekstra varme lagde nævnet vægt på kvindens oplysninger om, at hun ikke normalt havde varme på i sin helårsbolig om sommeren, men at sommerhuset på grund af beliggenhed og isolering var koldere. Nævnet fandt på baggrund heraf at måtte lægge til grund, at de ekstra varmeudgifter ikke primært skyldtes, at kvinden havde behov for ekstra varme grundet hendes nedsatte funktionsevne, men at hun om sommeren valgte at opholde sig i sommerhuset i stedet for i helårsboligen. Vedrørende udgifter til maling og anden vedligeholdelse af sommerhus lagde nævnet til grund, at der efter en konkret vurdering var mulighed for at yde merudgiftsydelse til nødvendige håndsrækninger, f.eks. male- og vedligeholdelsesarbejde. Nævnet fandt ikke, at merudgifter til vedligeholdelse m.v. af kvindens sommerhus kunne anses for nødvendige i lovens forstand. Der var ikke oplyst om forhold, der gjorde det nødvendigt for hende at have et sommerhus, og det fremgik, at kvinden og hendes samlever havde mulighed for at holde ferie m.v. på anden måde. I kvindens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at hun nødvendigvis måtte have det varmere end normalt i sit sommerhus. Hvis hun ikke havde det, blev hendes spasmer betydeligt forværret med flere ufrivillige bevægelser til følge. Hun kunne heller ikke bare tage et ekstra lag tøj på, da hendes i forvejen nedsatte bevægelighed så blev endnu mere nedsat. De ekstra varmeudgifter var jo, fordi hun havde behov for ekstra varme på grund af sit handicap. Det var kun den ekstra varme i forhold til, hvad man normalt havde i et sommerhus, hun søgte om. Hun skulle generelt have det 2-3 grader varmere end normalt, og det var ligegyldigt, om hun befandt sig i sommerhuset eller i helårsboligen. 168

169 Med hensyn til ekstra udgifter til håndsrækninger i form af vedligeholdelsesudgifter oplyste kvinden, at hun overhovedet ikke kunne bidrage med hverken maling, snedkerarbejde, græsslåning, luvning, madlavning, rengøring, vask m.v. Det var vel ikke nødvendigt for nogen mennesker at have et sommerhus, ligesom det ikke var nødvendigt at tage på ferie. Men ifølge merudgiftsbekendtgørelsen skulle behovet vurderes i forhold til ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation. At overtage sine forældres sommerhus, når man var 55 år, kunne vel ikke siges at være ualmindeligt i forhold til ikke-handicappede og kvindens livssituation i øvrigt. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp til dækning af varmeudgifter i sommerhus samt belysning af problematikken om hjælp til håndsrækninger i forbindelse med vedligeholdelse af sommerhus, jf. servicelovens 84. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at udgifter til ekstra varme i sommerhus og til vedligeholdelse af sommerhus ikke skulle indgå i beregningen af kvindens merudgiftsydelse. Begrundelsen for afgørelsen var for så vidt angik udgiften til ekstra varme i sommerhus, at denne udgift ikke fandtes at være en følge af kvindens nedsatte funktionsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på kvindens oplysninger til sagen om, at hun sjældent havde varme på i sin helårsbolig om sommeren. Videre havde hun oplyst, at det var koldere ved kysten, især morgen og aften, og et sommerhus var heller ikke så godt isoleret som et helårshus. Ankestyrelsen fandt på baggrund heraf, at de ekstra varmeudgifter ikke primært skyldtes kvindens behov for ekstra varme som følge af hendes funktionsnedsættelse. Ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation som hende fandtes således med al sandsynlighed at ville have lignende udgifter til ekstra varme i sommerhus. Vedrørende udgiften til vedligeholdelse af sommerhus var begrundelsen for afgørelsen, at denne udgift i kvindens tilfælde ikke fandtes at være en nødvendig merudgift i lovens forstand. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden ud over sommerhuset rådede over en helårsbolig, og at hun hovedsageligt benyttede sommerhuset til ferier. Det fremgik videre, at hun og familien havde mulighed for at holde ferie m.v. på anden vis, f.eks. i form af udlandsrejser. Ankestyrelsen fandt herefter, at det, således som kvindens samlede situation var beskrevet, ikke var nødvendigt for hende at have et sommerhus. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse SM C Resumé: En kommune havde pligt til af egen drift at genoptage og ændre en tidligere afgørelse, hvorved en familie havde fået bevilget løbende hjælp til dækning af udgifter til højere husleje i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig. Begrundelsen var, at der ikke var hjemmel til at yde de nævnte udgifter efter bestemmelsen om bo- 169

170 ligændring. Kommunen traf i 2003 afgørelse om, at hjælpen fremover blev bevilget efter servicelovens bestemmelse om merudgifter til børn. Ankestyrelsen fandt, at der ikke forelå sådanne helt særlige omstændigheder, der bevirkede, at forældrene fortsat kunne støtte ret på kommunens oprindelige afgørelse. Sagsfremstilling: Forældrene til en dengang 13-årig dreng, søgte om hjælp til boligændring på grund af, at familiens ejerbolig ikke kunne indrettes således efter servicelovens 102, stk. 1, at boligen blev egnet som opholdssted for sønnen, der på grund af medfødt rygmarvsbrok sad i kørestol. Som følge deraf tilbød kommunen familien en bolig, som var specielt indrettet til handicappede. Familien flyttede ind i boligen den 1. april Det fremgik af kommunens journalpåtegninger, at merudgiftsydelse til boligen efter servicelovens 102 blev drøftet med forældrene. Ved telefonisk henvendelse til Ankestyrelsen oplyste kommunen om, at forældrene ikke havde fået fremsendt bevillingsskrivelse herom. Kommunen oplyste også ved den telefoniske henvendelse, at forældrene var til møde i kommunen i 2003, hvor man bl.a. drøftede at hjælp til merudgifter i forbindelse med boligskiftet i 2000 fremover ville blive bevilget efter servicelovens 28 og ikke som tidligere efter 102. Der forelå ikke journalpåtegning om det pågældende møde eller en skriftlig afgørelse. Forældrene klagede over kommunens afgørelse og redegjorde for, at såfremt der efter at sønnens fyldte 18 år ikke længere kunne bevilges hjælp som merudgift til betalingen af forskellen i den tidligere og nuværende husleje, så følte forældrene, at de var blevet narret til at flytte på falsk grundlag. På forespørgsel fra nævnet redegjorde kommunen for baggrunden for flytningen til den handicapvenlige bolig. Forældrene fik den opfattelse efter møderne med kommunen, at et boligskift kunne udløse merudgifter efter servicelovens 102, og at merudgifterne ikke var begrænset til det tidspunkt, hvor sønnen fyldte 18 år. Holdningen hos kommunen var at man ikke kunne stille garantier herfor. Kommunen fastholdt, at der var blevet givet relevant og rigtig rådgivning i forhold til gældende lovgivning. Kommunen fandt, at den i overensstemmelse med SM C havde ændret udbetalingen som merudgift efter servicelovens 102 til hjælp efter servicelovens 28 i Forældrene var blevet underrettet herom ved fremmødet i kommunen. Det sociale nævn fandt ikke, at forældrene var berettiget til at modtage hjælp til de forhøjede huslejeudgifter efter servicelovens 102. Nævnet begrundede afgørelsen med, at de forhøjede boligudgifter ikke vedrørte anskaffelse af anden bolig. Kommunens afgørelse om at yde forældrene hjælp efter servicelovens 102 var således ulovlig, idet kommunen ikke havde hjemmel til at træffe afgørelsen. Ifølge den forvaltningsretlige teori antages en kommune at være beføjet til at ændre en afgørelse, 170

171 som har en retlig mangel i form af et ulovligt indhold, såfremt den retlige mangel er væsentlig, og såfremt der ikke er særlige omstændigheder som taler imod en ændring. Dette gjaldt også for begunstigende afgørelser som i dette tilfælde. Efter det i sagen oplyste, skyldtes det en retsvildfarelse hos kommunen, at forældrene blev bevilget hjælp til den forhøjede huslejeudgift efter bestemmelsen i servicelovens 102, frem for efter servicelovens 28 som udgifterne rettelig henhører under. I den forvaltningsretlige teori samt i prøvelsesmyndighedernes praksis, betragtes en fortolkningsmangel som skyldes en retsvildfarelse uden videre som væsentlig, og medfører som hovedregel annullation af den ulovlige afgørelse. Særlige tungtvejende modhensyn kunne dog føre til at en ulovlig afgørelse opretholdes. Det spillede endvidere en rolle, i vurderingen af om afgørelsen skulle opretholdes, om manglen var klar, eller om der var tale om en retsanvendelse, som blev underkendt efter en mere indgående retskildevurdering. Endelig kunne der indgå en risikobetragtning (hvem der var nærmest til at bære risikoen for den begåede fejl) i vurderingen. Nævnet fandt ikke, at der i denne sag forelå så særligt tungtvejende modhensyn, at kommunens afgørelse om at bevilge hjælp efter servicelovens 102 måtte opretholdes, på trods af, at den led af en væsentlig mangel. Nævnet lagde vægt på, at det forhold, at ansøgeren var i god tro om afgørelsens gyldighed, og havde indrettet sig efter afgørelsen, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at en ugyldig afgørelse kunne opretholdes, idet ansøgeren i tidsrummet til sønnen fylder 18 år havde mulighed for at indrette sig efter den nye afgørelses indhold. Nævnet lagde endvidere vægt på, at sønnen efter det fyldte 18. år vil få mulighed for selv at modtage hjælp fra kommunen som følge af sit handicap. Forældrene indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen. I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at forældrene godt kunne forstå, at fordi kommunen havde vejledt dem forkert og brugt en forkert paragraf, kunne man ikke bare fortsætte med at yde hjælp efter en paragraf, der ikke er lovhjemmel bag. Men her hørte enigheden også op. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang kommunen som følge af en praksisændring er berettiget til at ændre en tidligere truffen begunstigende afgørelse om hjælp efter serviceloven i form af en løbende ydelse. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at kommunen var forpligtet til at ændre den tidligere af kommunen trufne afgørelse, hvorefter merudgifterne i forbindelse med flytningen til den handicapvenlige bolig var blevet bevilget efter servicelovens 102, stk. 2. Sagen blev samtidig sendt tilbage til kommunen til fornyet behandling og undersøgelse af, om og i givet fald, hvilken hjælp sønnen ville kunne få bevilget efter hans 18. år. 171

172 Det betød, at forældrene fortsat kunne modtage hjælp til betaling af den forhøjede udgift til husleje efter flytningen til den handicapvenlige bolig, men at hjælpen fremover blev bevilget efter servicelovens 28 indtil det fyldte 18. år. Det blev bemærket, at merudgiftsydelsen fortsat blev udbetalt med det samme beløb. Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen havde truffet afgørelse efter en forkert hjemmel, hvorfor udgangspunktet var, at kommunens oprindelige afgørelse fra 2000 skulle annulleres. Kommunen bevilgede forældrene hjælp til dækning af huslejeforhøjelse efter flytningen fra den tidligere bolig til den nuværende bolig efter servicelovens 102, stk. 2, da familien flyttede til en handicapvenlig bolig, som følge af at den tidligere bolig ikke var egnet som beboelse for sønnen som sad i kørestol. Det fremgår af servicelovens 102, stk. 2, at kommunen kan yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov. Det fremgår af praksis udmeldt i Social Meddelelse SM C-6-02, at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelse af en ejerbolig. Det fremgår af servicelovens 28, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter servicelovens 28 er hjemmel til at yde hjælp til nødvendige merudgifter, herunder forhøjede boligudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig. Ankestyrelsen henviste til principperne i Sociale Meddelelse SM C 6-02 hvoraf det fremgik, at en ansøger var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen efter servicelovens 84, der omhandlede merudgifter til voksne. Det bemærkes, at bestemmelsen i 28 om hjælp til merudgifter til børn var mere omfattende end bestemmelsen i 84 om merudgifter til voksne. Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen var forpligtet til at genoptage sagen af egen drift og ændre kommunens tidligere afgørelse, hvorefter hjælp til dækning af merudgifter til forhøjede boligudgifter var blevet bevilget efter servicelovens 102, stk. 2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen var i en retsvildfarelse, da kommunen traf tidligere afgørelse og at dette gjaldt selvom praksis om, efter hvilken bestemmelse der kunne bevilges hjælp til forhøjede huslejeudgifter som merudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig bolig, først blev udmeldt ved SM C Ankestyrelsen fandt ikke at det var af betydning, at der blev henvist til principperne i SM C-02, selvom den omtalte Sociale Meddelelse først blev offentliggjort den 3. januar I den forvaltningsretlige litteratur fremgår det, at det kun er i sjældne situationer, at en manglende hjemmel ikke vil føre til ugyldighed. En sådan situation foreligger når den påberåbte hjemmel for en afgørelse viser sig ikke at holde stik, mens det samtidig oplyses, at afgørelsen kunne have været truffet i henhold til en anden bestemmelse. 172

173 Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder, der bevirkede, at forældrene forsat kunne støtte ret på kommunes afgørelse, hvorefter merudgifterne blev bevilget efter servicelovens 102. Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom forældrene havde haft en forventning om, at forældrene så længe de boede i boligen ville være berettiget til at modtage hjælp til dækning af merudgiften som følge af huslejeforhøjelsen, så fandt Ankestyrelsen ikke at der var tilstrækkeligt tungtvejende hensyn til at opretholde kommunens oprindelige afgørelse, hvorefter hjælpen til dækning af merudgifterne blev bevilget efter servicelovens 102, stk. 2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgiftsydelsen til dækningen af huslejeforhøjelse efter servicelovens 28 ville løbe til sønnen fyldte 18. år, og at sønnen efter det 18. år selv ville få mulighed for at få hjælp fra kommunen som følge af hans handicap. Herudover lagde Ankestyrelsen vægt på, at forældrene havde mulighed for at indrette sig efter kommunens seneste afgørelse i Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at kommunens afgørelser ikke var tilstrækkeligt begrundede i forhold til forvaltningslovens Herudover fandt Ankestyrelsen det kritisabelt, at kommunen ikke havde journalpåtegning efter offentlighedslovens 6 om notatpligt om samtalen med forældrene, hvor kommunen havde oplyst at hjælpen fremover blev bevilget som merudgift efter servicelovens 28. Ankestyrelsen fandt det endvidere kritisabelt, at nævnet ikke havde påtalt ovennævnte forhold over for kommunen SM C-1-05 Resumé: En ansøger var ikke berettiget til at få medtaget 2 timers rengøring ugentligt ved beregningen af nødvendige merudgifter. Ankestyrelsen fandt, at hjælp til rengøring som udgangspunkt skulle ydes efter bestemmelsen i serviceloven om hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Ankestyrelsen fandt endvidere, at hjælp til daglige håndsrækninger som f.eks. rengøring kunne være omfattet af reglerne om merudgifter f.eks. i forbindelse med udsving i helbredstilstanden, ved behandlinger etc. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der i husstanden var en rask ægtefælle, der kunne deltage i opgaveudførelsen i hjemmet og at der ikke i sagen var beskrevet sådanne særlige forhold, der kunne bevirke, at kvinden i perioder havde opfyldt betingelserne for at få hjælp til rengøring efter reglerne om nødvendige merudgifter. Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en kvinde, der tidligere havde arbejdet som sygehjælper, men ikke kunne fortsætte arbejdet på grund af en arbejdsskade, der påvirkede ryggen. Kvinden fik bevilget revalideringsstøtte til en kontoruddannelse. Hun fik i januar 2003 konstateret lidelsen myastenia gravis. 173

174 Kommunen bevilgede hjælp til merudgifter til medicin, psykologbehandling, kontingent til muskelsvindfonden, transport og kursusgebyr. Det fremgik af udtalelsen fra ergoterapeuten i kommunen, at kvinden i sommeren 2003 startede i fleksjob med ca. 4 timer dagligt. Sygdommen medførte stor træthed, så kvinden ikke var i stand til at varetage normal husførelse ved siden af jobbet. Kvinden ville gerne kunne fastholde nogenlunde samme standard af rengøring, som tidligere. Kvinden arbejdede i hjemmet i det omfang det var muligt, men der kunne være dage, hvor hun ikke magtede noget som helst. Ægtefællen var vicevært i flere ejendomme og han havde ofte lange arbejdsdage. Han kunne også blive kaldt ud i weekenderne. Ægtefællen klarede den udvendige og noget af den indvendige rengøring. Det fremgik bl.a. af samtaleskemaet, at kvinden havde svært ved at passe både arbejde og hjemmet. Grundet smerter i skulder og nakke havde hun problemer med at fungere ved køkkenbordet. Hun havde på grund af træthed og åndenød i forbindelse med sygdommen svært ved at overkomme rengøringen, hvorfor hun og ægtefællen hjalp hinanden. Såfremt hun skulle passe arbejdet, måtte hun melde fritidsinteresserne fra. Kvinden var p.t. sygemeldt. Kommunen traf afgørelse om, at kvinden ikke opfyldte betingelserne for at få bevilget hjælp til rengøring 2 timer ugentlig ved hjemmeservicefirmaet. Begrundelsen var, at da husstanden indbefattede en rask ægtefælle, skønnede kommunen at ægtefællen kunne varetage de huslige opgaver, som kvinden ikke magtede. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Det betød, at udgifterne til rengøring ikke kunne medtages ved beregning af merudgifter på grund af hendes nedsatte funktionsevne. Nævnet havde begrundet afgørelsen med, at servicelovens 71 om hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, skulle anvendes i tilfælde som kvindens. Det var nævnets opfattelse at denne specialbestemmelse normalt måtte anses for udtømmende. Det vil sige, at der som udgangspunkt ikke var mulighed for at yde hjælp til praktiske opgaver i hjemmet som en merudgift efter 84. Dette gjaldt også i tilfælde hvor betingelserne for at yde hjælpen efter 71 ikke skulle være opfyldt. Nævnet var opmærksomt på, at kvinden havde anført, at det var meget vigtigt for hende, at ægtefællen ikke blev tvunget til at overtage alle de opgaver, som hun på grund af sygdom ikke længere kunne klare. På grundlag af de foreliggende oplysninger var det nævnets opfattelse, at der ikke var sådanne særlige forhold, der kunne begrunde, at udgifterne til rengøring kunne medtages som en merudgift. I klagen til Ankestyrelsen havde Muskelsvindfonden på vegne af kvinden anført, at det var af principiel og generel betydning, at Ankestyrelsen tog stilling til, om bevilling af hjælp til rengøring som håndsrækning efter servicelovens 84 generelt var udelukket, alene med baggrund i eksistensen af servicelovens 71, uagtet at målgruppen og bevillingskriterierne for de to bestemmelser var forskellige, samt om det var en forudsætning for bevilling af håndsrækninger i almindelighed og hjælp til rengøring i særdeleshed, at der forelå særlige forhold. 174

175 Det fremgik af nævnets genvurdering, at bestemmelsen i 71 normalt måtte anses for udtømmende. Det var nævnets opfattelse, at der kunne være tilfælde, hvor en udgift til rengøring kunne medtages ved beregning af støtte efter 84. Det var nævnets opfattelse, at der i kvindens tilfælde ikke var oplyst om sådanne forhold, der medførte dette. Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af afgrænsningen mellem reglen i servicelovens 71 om personlig og praktisk hjælp og servicelovens 84 om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse for personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Sagen blev endvidere behandlet med henblik på at bedømme, i hvilket omfang daglige håndsrækninger kunne dækkes efter servicelovens 84. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke opfyldte betingelserne for at få bevilget hjælp til dækning af udgifter til rengøring som merudgift. Begrundelsen var, at kvinden ikke opfyldte betingelserne for at få hjælp til praktisk hjælp som merudgift efter servicelovens 84 ud fra en vurdering af hendes samlede situation. Det blev lagt til grund, at kvinden var omfattet af personkredsen i servicelovens 84. Ankestyrelsen lagde vægt på, at praktisk hjælp til rengøring som udgangspunkt skulle ydes efter servicelovens 71. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ansøgning om daglige håndsrækninger skulle vurderes ud fra den pågældendes samlede situation og at det forudsattes, at eventuelle øvrige medlemmer af husstanden deltog i opgaveudførelsen i hjemmet. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden havde en rask ægtefælle og det blev forudsat, at han deltog i opgaveudførelsen i hjemmet. Ankestyrelsen fandt, at ansøgningen om daglig håndsrækning som f.eks. rengøring kunne være omfattet af 84 om merudgifter, f.eks. i forbindelse med udsving i helbredstilstanden, ved behandlinger etc. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen var beskrevet sådanne særlige forhold, der kunne bevirke, at kvinden i perioder havde opfyldt betingelserne for at få hjælp til praktiske opgaver i hjemmet. 175

176 6 Minikonference i Bella Centret om servicelovens 84. Den 25. maj 2004 Oplæg ved udviklingschef Jørgen Lenger, Muskelsvindfonden. Det store tema i forårets politiske debat har været, at vi skal have større kommuner, fordi mindre kommuner har svært ved at opbygge de nødvendige kvalifikationer. Det er tankevækkende, at når jeg skal sige noget om problemerne ved administrationen af servicelovens 84, så er det i høj grad en historie om landets tre største kommuner. Jeg har efterhånden set mange sager om merudgifter, i hvert fald flere end 100. De fleste handler om muskelsvind, men en del handler også om andre funktionsnedsættelser. På 10 minutter kan jeg kun komme ind på ganske få eksempler, så jeg vil koncentrere mig om nogle overordnede indtryk. Mit hovedindtryk er, at Socialministeriets vejledning er eksemplarisk, klar, logisk, afbalanceret, flot håndværk og frem for alt udtrykker den princippet om handicapkompensation gennem formuleringen af, at en merudgift er en udgift som andre mennesker på samme alder og i samme livssituation ikke har. Samme alder og samme livssituation er de centrale fem ord i vejledningen. Det er dem, der er nøglen til forståelse af tankegangen om handicapkompensation. Københavns Kommune har netop taget sin ny interne vejledning i brug. Disse fem helt centrale ord nævnes slet ikke. Når der kommer et nyt regelsæt som Vejledningen om merudgifter, skal vi naturligvis give kommunerne plads til usikkerhed og fejl, for der vil altid være gråzoner. Almindelig statistik og sandsynlighedsregning tilsiger så, at usikkerheden lige så ofte falder ud til brugerens fordel som til brugerens ulempe. I det interne regelsæt i Københavns Kommune, er der ét punkt, hvor kommunen er mere i mødekommende end Socialministeriets Vejledning lægger op til, men mange punkter, hvor Københavns Kommune er mindre imødekommende. Odense Kommune kan jeg kun vurdere ud fra praksis, men der er i hvert fald to punkter, hvor man er mere imødekommende end Socialministeriets Vejledning men en del punkter, hvor man er mindre imødekommende. I Århus Kommune er man på intet punkt mere imødekommende, end Socialministeriets Vejledning lægger op til. På mange punkter er man mindre imødekommende, og der er endda to rigtig grove afvigelser.. Århus Kommune skriver f.eks. i deres interne vejledning, at en bil i dag må anses for at være et så almindeligt forbrugsgode, at man i alle sager må gå ud fra, at vedkommende ville have bil i forvejen, så derfor vil merudgiften ved at have en stor kassebil altid kun udgøre forskellen mellem kassebilen og en almindelig bil, som man i Århus Kommune har valgt at definere som en Opel Astra. 176

177 Socialministeriets Vejledning slår imidlertid fast, at der skal sammenlignes med en person på samme alder og i samme livssituation. Studerende på 18 eller 22 år har altså normalt ikke bil, så for dem er hele biludgiften altså en merudgift. Derfor har Århus Kommune også tabt i Det Sociale Nævn. Men kommunen har ikke ændret sin vejledning og behandler nye ansøgere som om alle mennesker får en bil i fødselsdagsgave, når de bliver 18 år. Kommunen er klog nok til ikke at indbringe Det Sociale Nævns afgørelser for Ankestyrelsen, hvor der kunne træffes en præcedensdannende afgørelse. Københavns Kommune har tabt et par tilsvarende sager og siger ikke kategorisk i vejledningen, at alle har bil, men det er tæt på, og man skriver blandt andet: Som udgangspunkt bør gives afslag på ansøgning om dækning af andre driftsudgifter. Eneste undtagelse i vejledningen er åbenbart unge studerende. Og de får så for resten også afslag. I Københavns Kommune. Københavns Kommune skriver også: Med henblik på at tilvejebringe praksisfastlæggelse er det Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens opfattelse, at der som udgangspunkt bør gives afslag på ansøgning. Begrundelsen er tilsyneladende, at Københavns Kommune finder det uklart, hvornår man ikke ville have haft bil uden en funktionsnedsættelse, men uklarheden er nu i høj grad kommunens egen skyld, når den boykotter de centrale ord, samme alder og samme livssituation. I mit hoved er det ren gidseltagning, når kommuner forsøger at fremprovokere ankesager gennem afslag for derved at fastlægge praksis, blot fordi kommunen ikke selv kan eller vil læse Socialministeriets vejledning. Man tænker tilsyneladende slet ikke på, hvilken belastning en ankesag er for mennesker, der i forvejen er i en svær situation. Det er en udbredt opfattelse, at når bare der er et korrigerende ankesystem, så er retssikkerheden i orden, og så er alt godt. Men for det første er der mange mennesker, som ikke vil anke, eller som ikke tør anke, eller som er så autoritetstro at de går ud fra, at kommunen altid har ret. For det andet opfanger ankesystemet ikke alle fejl. For det tredje undervurderer kommunerne som sagt ofte, hvor ubehageligt og belastende, et langt ankeforløb kan føles. Det går hårdest ud over de svageste i gruppen. De anker måske slet ikke. Der er eksempler på, at en kommune taber en ankesag, og hvor man skulle forvente, at den så ville gå baglæns og ændre eller revurdere de afgørelser, der allerede er truffet, men ikke er anket; men det gør man sjældent. De forkerte afgørelser får lov at gælde. Vi oplever også begrundelser som: Du har ikke bevist, at du selv ville have malet din lejlighed, hvis du ikke havde haft muskelsvind. Og det er da også så sandt, så sandt, for hvem kan bevise dét? Sagen er jo bare, at det skal man heller ikke. Man skal hverken bevise eller dokumentere, men derimod sandsynliggøre og man skal ikke sandsynliggøre, hvordan éns eget liv ville have været uden muskelsvind, men derimod at andre på samme alder og i samme livssituation som hovedregel selv maler deres lejlighed. 177

178 Kommunen kunne da i det mindste have sagt: Det mest sandsynlige er, at du så havde fået udført sort arbejde, for det gør de fleste mennesker, så vi vil kun betale halvdelen. Eller noget i den retning, der havde antydet, at kommunen havde forstået, hvad det drejer sig om. Socialministeren har flere gange opfordret Ankestyrelsen til at udvise lempelighed med hensyn til, hvilke sager der antages til vurdering, fordi regelsættet er så nyt. Alligevel er det ganske få sager, der er antaget. Ankestyrelsen har f.eks. ikke fundet det af principiel eller generel betydning at vurdere en sag fra Århus Kommune, hvor kommunen fortolker Vejledningens ord om håndsrækninger stik modsat den fortolkning, som socialministeren har givet udtryk for i Folketinget. Derfor er den første sag om 84 nu på vej til Folketingets Ombudsmand, og den handler om Århus Kommunes interne regler om håndsrækninger. Det er uacceptabelt, at socialministeren siger ét i Folketinget, og Århus Kommune gør det stik modsatte. Og Ankestyrelsen synes ikke, sagen har principiel betydning. En af de sager, som Ankestyrelsen dog har vurderet handler om servicelovens 28, altså merudgifter vedrørende børn, men problemstillingen gælder også for 84. Familien havde to børn, begge med astma og allergi. De fik medicin, og familien søgte om dækning af udgiften til medicin. Kommunen gav afslag, fordi det ikke havde været nødvendigt med hospitalsindlæggelser, og fordi sygdommen kunne holdes i ro ved medicinsk behandling. Børnene tillod sig oven i købet den frækhed at deltage i fritidsaktiviteter, hvilket de kun var i stand til, fordi medicinen virkede. En lægeerklæring fastslog, at børnene havde ganske alvorlig astma og allergi, som uden behandling ville gøre dem svært handicappede og være livstruende. Det Sociale Nævn gav kommunen ret i, at der jo slet ikke var nogen funktionsnedsættelse, for medicinen virkede jo. Ankestyrelsen besluttede, at det er funktionsnedsættelsen før de ansøgte hjælpeforanstaltninger, der skal vurderes. Selv om det så måtte vise sig, at hjælpeforanstaltningen virker, så funktionsnedsættelsen bliver mindre, er man med andre ord stadig berettiget til merudgifter. Det er da banalt, men den slags besværer kommunerne altså ankesystemet med at få afklaret. Det får mig til at sige, at når man taler om misbrug af det sociale system, så er det ellers altid underforstået, at det er brugerne, der misbruger systemet. Nu er det problemerne, jeg er blevet bedt om at sige noget om, så det er problemerne jeg har talt om. Men der er også gode erfaringer, ikke mindst i de mindre kommuner hvor velvilje og imødekommenhed ofte kompenserer for et svagere erfaringsgrundlag. Men i handicaporganisationerne har vi været nødt til at øge beredskabet for at hjælpe med ansøgninger og ankesager, og vi får langt fra fat på dem alle. Det er formentlig de svageste, vi ikke fanger i vort beredskab. Når jeg ser, hvor mange ressourcer vi bruger på at fjerne forhindringer, kan jeg ikke lade være med også at tænke på, hvor mange ressourcer nogle kommuner bruger på at lægge forhindringerne ud. Både handicaporganisationer og kommuner kunne bruge ressourcerne til noget mere konstruktivt, hvis Socialministeriets Vejledning blev brugt efter dens ånd og ordlyd. 178

179 7 Eksempel på mønsteransøgning. Odense Kommune Handicap- og Psykiatriafdelingen Klosterbakken Odense C Odense den 5. september 2003 Ansøgning om dækning af merudgifter efter servicelovens 84. Som tidligere nævnt ansøger jeg hermed om dækning af merudgifter efter servicelovens 84. Jeg har opgjort mine udgifter i forbindelse med, at jeg har hjælpere til ,80 kr. pr. år, hvilket svarer nogenlunde til 50 % af et plejetillæg. Da Odense Kommune har annulleret beslutningen om at beskære mit plejetillæg fra 50 % til 20 %, ser jeg på nuværende tidspunkt bort fra den del af udgifterne. Tilbage står de merudgifter, der følger af min funktionsnedsættelse, og som ikke har sammenhæng med, at jeg har hjælpere, jfr. servicelovens 84: Enhed/forbrug Enhed: Antal: Pris: I alt pr år: Strømforbrug - Sengerespirator tændt 8 timer pr. nat Kwh 69,72 1,47 102,48 Strømforbrug - Sengerespirator standby 16 timer pr. dag Kwh 17,52 1,47 25,75 Strømforbrug - Fugter til respirator tændt 10 timer pr. nat/dag Kwh 74,10 1,47 108,92 Strømforbrug - Medicinsk sug standby i døgnet Kwh 56,58 1,47 83,17 Strømforbrug - Kaldeapparat til hjælper om natten Kwh 27,38 1,47 40,24 Strømforbrug - Fjernalarm til respirator tændt/standby i døgnet Kwh 9,49 1,47 13,95 Strømforbrug - El-seng standby i døgnet Kwh 56,94 1,47 83,70 Strømforbrug - Opladning af gulv-lift pr. gang Kwh 8,40 1,47 12,34 Strømforbrug - Opladning af el-kørestol pr. gang Kwh 237,98 1,47 349,83 Strømforbrug - Kørestolsrespirator opladning/standby 10 timer pr. nat Kwh 10,95 1,47 16,10 Bilforsikring - difference fra almindelig bil 452,00 Vedligeholdelse - difference fra almindelig bil, gennemsnit 2 år 2.812,82 PH neutral sæbe - rensning af respirator udstyr/slangesystemer 4 20,00 80,00 Urinkolberens - rensning af urinkolbe 2 25,00 50,00 Batterier 9v til fjernalarm til respirator tændt/standby 2 24,95 49,90 Sugerør - ca. 4 pr. døgn, 1460 pr. år pk. á 30 stk ,95 634,55 Affaldscontainer - difference fra 130l til 240l pga. ekstra affald 920,00 Kørsel til VUC i Ringe pga. trapper i Odense, forskel i km Km 292 1,60 467,20 Kørsel & retur til weekendkurser, 2 gange årligt Km 208 1,60 332,80 179

180 Broafgift & retur til weekendkurser, 2 gange årligt 2 490,00 980,00 Handicaprelaterede weekendkurser i Muskelsvindfonden, egenbetaling 2 400,00 800,00 Samlet merudgifter 8.415,75 De ti udgiftsposter vedrørende elforbrug er specificeret i tabel 1. De to udgiftsposter vedrørende min bil er specificeret i tabel 2. De fem udgiftsposter vedrørende sæbe, urinkolberens, batterier, sugerør og affaldscontainer er specificeret i tabel 3. Kørselsudgifterne vedrører alene, hvad der er en direkte konsekvens af, at jeg har muskelsvind, og er således udgifter, som andre mennesker ikke afholder, jfr. vejledningen om merudgifter efter servicelovens 84. Specificeret i tabel 4. I min oversigt er ikke medtaget mine udgifter til to fordæk og to bagdæk til min el-kørestol, henholdsvis 620 kr. og 970 kr. pr. år, fordi jeg er i tvivl om, hvorledes denne udgift indgår i beregningen. Jeg vil derfor være glad for at blive orienteret om, hvorvidt disse udgifter kan indgå i beregningen eller kan bevilges efter andre bestemmelser. Samtlige udgifter er en konsekvens af, at jeg har muskelsvind, og det er udgifter, som jeg ikke ville have haft, hvis jeg ikke havde haft muskelsvind. Jeg har fratrukket de udgifter, som jeg selv skulle have afholdt, hvis jeg ikke havde haft muskelsvind. Jeg står naturligvis til rådighed med yderligere oplysninger vedrørende ansøgningen. Med venlig hilsen Brian Damsgaard 180

181 Tabel 1. Elforbrug Enhed/forbrug - beregning ifølge el-måler: Wh timer: Kwh: Dage: Kwh i alt: Pris: I alt pr år: Strømforbrug - Sengerespirator tændt 8 timer pr. nat 191 0, ,72 1,47 102,48 Strømforbrug - Sengerespirator standby 16 timer pr. dag 48 0, ,52 1,47 25,75 Strømforbrug - Fugter til respirator tændt 10 timer pr. nat/dag 203 0, ,1 1,47 108,92 Strømforbrug - Medicinsk sug standby i døgnet 155 0, ,58 1,47 83,17 Strømforbrug - Kaldeapparat til hjælper om natten 75 0, ,38 1,47 40,24 Strømforbrug - Fjernalarm til respirator tændt/standby i døgnet 26 0, ,49 1,47 13,95 Strømforbrug - El-seng standby i døgnet 156 0, ,94 1,47 83,7 Strømforbrug - Opladning af gulv-lift pr. gang 23 0, ,4 1,47 12,34 Strømforbrug - Opladning af el-kørestol pr. gang 652 0, ,98 1,47 349,83 Strømforbrug - Kørestolsrespirator opladning/standby 10 timer pr. nat 30 0, ,95 16,10 I alt 836,48 Tabel 2. Invalidebil Bilforsikring/pris: Min bil 2002: Punto 2003: Diff. 2002: Min bil 2003: Punto 2003: Bilforsikring - difference fra almindelig bil 5.562, , Diff. 2003: Diff. forsikring: Oplysninger fra Handicappedes Gruppeforsikring Gennemsnitlig Vedligeholdelse af bil/pris: diff: Reparation af oliefyr - ikke i alm. Bil (Ketner) Bilag , ,69 Gennemsnit over år - Reparation (JH Auto) Bilag , , , & 2003 Reparation (JH Auto) Bilag ,75 884,8 203,95 Reparation (JH Auto) Bilag , , Reparation (JH Auto) Bilag , ,00 732,5 Reparation (Bilgården) Bilag

182 I alt 4.454, , ,82 Tabel 3. Diverse Enhed/pris: Antal: Pris: I alt pr. år: PH neutral sæbe - rensning af respirator udstyr/slangesystemer (Matas) Urinkolberens - rensning af urinkolbe (Apotek) Batterier 9v til fjernalarm til respirator tændt/standby 2 24,95 49,9 Sugerør - ca. 4 pr. døgn, 1460 pr. år. 49 pk. á 30 stk ,95 634,55 Affaldscontainer - difference fra 130l til 240l pga. ekstra affald til handsker og sugekateter I alt 1.734,45 Tabel 4. Kørsel - VUC & Weekendkurser Enhed/pris: Antal km: Antal gange: Pris: I alt pr. år: Kørsel & retur til VUC i Ringe pga. trapper i Odense, forskel i km. 14,6 20 1,6 467,2 Kørsel & retur til weekendkurser, 2 gange årligt ,6 332,8 Broafgift & retur til weekendkurser, 2 gange årligt Handicaprelaterede weekendkurser i Muskelsvindfonden, egenbetaling - 2 gange årligt I alt 2.580,00 Elforbrug Enhed/forbrug - beregning ifølge el-måler: Wh timer: Kwh: Dage: Kwh i alt: Pris: I alt pr år: Strømforbrug - Sengerespirator tændt 8 timer pr. nat 191 0, ,72 1,47 102,48 Strømforbrug - Sengerespirator standby 16 timer pr. dag 48 0, ,52 1,47 Strømforbrug - Fugter til respirator tændt 10 timer pr. nat/dag 203 0, ,1 1,47 108,92 Strømforbrug - Medicinsk sug standby i døgnet 155 0, ,58 1,47 83,17 Strømforbrug - Kaldeapparat til hjælper om natten 75 0, ,38 1,47 40,24 182

183 Strømforbrug - Fjernalarm til respirator tændt/standby i døgnet 26 0, ,49 1,47 13,95 Strømforbrug - El-seng standby i døgnet 156 0, ,94 1,47 83,7 Strømforbrug - Opladning af gulv-lift pr. gang 23 0, ,4 1,47 12,34 Strømforbrug - Opladning af el-kørestol pr. gang 652 0, ,98 1,47 349,83 Strømforbrug - Kørestolsrespirator opladning/standby 10 timer pr. nat 30 0, ,95 1,47 16,1 I alt 836,48 183