Canazei Uge Jens Anton Dalgaard

Transkript

1 Canazei Uge Jens Anton Dalgaard 1

2 Lidt nyt fra Canazei igen igen. Der skal ikke være tvivl om, at vi som alle andre er vanemennesker, så når vi tager på den årlige tur til Canazei, følger vi et velafprøvet rejsekoncept, og vi har allerede hjemmefra drømt om, hvilke skiture, vi overvejer at køre og hvilke restauranter, der denne gang skal nyde glæden af at skulle leve op til vore forventninger, baseret på tidligere besøgs vellykkede kulinariske frembringelser, der har behaget vore kræsne ganer. Så på de kommende sider vil komme dagbogsnotater, dels for at fastholde det for os selv, dels som tips til andre, der har ladet sig overtale til at besøge området. Fredag nat/lørdag morgen. Turen herned var en dag på kontoret Joan og Flemming, Hanne og jeg kørte fra Viborg kl , mødtes med Ingelise og Per i Rødekro, satte GPS en til at pejle sig ind på Kirchheim, der ret præcist er halvvejs til Canazei. Med 3 i hver bil, var der to ligge-ned-muligheder, der kunne give os alle en mulighed for at blunde nogle timer på frivagterne. Hurtige tisse- og chaufførskiftestop, og vi fulgte tidsplanen fint. Kirchheim ved midnat, tankning og videre ned ad gaden. Forbi München og ind i Inntal på det mest trafikfattige tidspunkt på døgnet. Fint vej og føre indtil nu. Snevejr på Irschenberg, og lidt ind i Inntal. Tankstop ved Innsbrück og så op over Brennerpasset i tæt, tæt tåge, det var heldigvis ikke så slemt det sidste stykke op til passet, og på den italienske side var det klart. Ad Brennerautostradaen til afkørsel Klausen, og så de sidste 50 km bjergkørsel på SS242 gennem Ortisei, San Christina, Wolkenstein over Sellapasset og ankomst på La Campagnolas parkeringsplads i god tid kl minutter før Lorenzo låser døren til restauranten op. Morgenmad a la Lorenzo classico der var 2 sorte brød i kurven! enten er konceptet lavet om, eller også står det i manualen, at det skal der være, når vi kommer. Vi snakkede lidt med nogle af de andre stamgæster, vi kender. Der er kludder i det i år ugenumrerne passer ikke med kalenderen (uge 4 er ikke sidste uge i januar i år), så dem, vi plejer at være her sammen med, var på ved hjem, og vi er en uge senere hernede end normalt, bortset fra det er den sidste uge i januar, og det er korrekt. Heldigvis har den gamle gruppe læger, der altid er her efter os, også fulgt den rigtige kalender, så de kommer, når vi kører hjem, så er der ikke kamp om de gode værelser og kælderen, selv om nummersystemet er af lave i år. Vi snakkede lidt drak kaffe og lod sjælen indhente kroppen, og Orla kiggede forbi til et kram og en kop kaffe og omsorgsfulde formaninger om, at vi skulle passe godt på os selv. Det gør vi så vort bedste for at gøre uden hans opsyn - hans rejsemakker Erik og han var på vej til at flytte til Madonna de næste to uger efter en uge her, så vi kom ikke på ski sammen her denne gang. Groggy, det er man efter køreturen, men det er medicin for. Paola og Florianna havde værelserne klar i ekspresfart, så vi kunne rykke ind, pakke ud og finde skigrejet frem og så ellers ned til Pecolliften i pæn tid, fylde en ordentlig spand liftture på kortet, og så er vi på skiferie. 2

3 Op på Belvedere så er vi hjemme igen. Det er koldt, men sneen var fin, og vi skulle lige trille bentøjet i gang, der var jo nogle, der ikke havde haft brædder under fusserne i længere tid, nogle havde knoklet rundt på arbejde inden afgang, og så måtte man jo også tage i betragtning, at Ingelise og jeg er i bagenden (håbe r vi) en ordentlig omgang forkølelse og influenza, så vi var bestemt ikke i fysisk topform. Det blev en tur uden slemme bakker hvis man kan forlige sig med at WordCuppisten Sasslong i San Christina ikke er slem Det blev til 50 km over til Seceda (på vej ned til Anna), men vi vendte på toppen og spiste frokost udenfor på Fermeda også kaldet Kurt med stenovnen. Pizza er bagt på gammeldaws facon med træ i muret stenovn kan anbefales. 3

4 Det var flot vejr, men koldt at spise ude, så må man lune sig ved udsigten. Det blev til en bette eftermiddagslur og aftensmad på restaurant Stua de Ladin også kaldet "træloftet" forklaringen på det navn er vist unødvendig - og så tidligt i seng. Søndag Ingelise ville gerne køre lidt med en skilærer, så Per og hun blev på Belvedere mens Joan, Flemming og Hanne og jeg startede på en orange SellaRonda. Der var en del skyer, så lyset var ikke det bedste og der er fortsat solide frostgrader, så det er fuld garderobe på, hvis vi ikke skal fryse. Min mobilos kan ikke lide disse temperaturer, den slukker og lukker i lommen, 4

5 så windshieldfaktoren er mærkbar. Der kan ikke herske tvivl om, at pistefolkene er glade for den bidende kulde, det giver dem mulighed for at køre med snekanonerne i døgndrift, og vi kan bestemt godt bruge mere sne. Det gik i frisk tempo, og da sneen er fin, tør og uden store pukler, kan der komme god fart på, når det går nedad: Den grønne graf er højdekurven, den blå er hastigheden, så på en god racerpiste kommer jeg op på km/t Flemming runder antageligt de 80 km/t på samme tid. 67 GPS kilometer blev det til. Frokost i restauranten på Edelweishütte, det var for koldt at sidde ude. Der skal vi ikke igen, dyrt og langsom betjening og køkken, men fin så kartoffelsuppen med røget laks da ud, da den langt om længe blev serveret. Om aftenen var vi på La Montanara. Hanne var der sidste år et par gange, så vi mente godt, vi kunne stå inde på den kulinariske kvalitet. Egentligt er det et overordentligt rustikt afterskisted, der ved spisetid ændrer koncept til et goumetspisested udelukkende med et klassisk italiensk spisekort. Desværre har de ikke tid til at skifte møblementet ud sidst på dagen, så vil man gerne spise der, er på det for halvdelen af gæsternes vedkommende på bænke uden ryglæn. Værten er en sjov snegl, da vi spurte 5

6 OK, så måtte vi spise os mætte i det fantastisk lækre kød med stegte grøntsager til chokoladekage, apfelstrudel til dessert og så vinen var bestemt også fremragende. Det var meget hurtigt serveret utroligt lækkert og rigeligt eneste anke er møblementet, det er træls at sidde på en bænk og spise lækker mad efter en lang dags koncentreret skiløb. ham, om vi kunne få lidt kartofler som tilbehør til det muh, vi bestilte, kiggede han bare på os og rystede opgivende på hovedet, kartofler er ikke en italiensk spise! Mandag Super vejr fra morgenen af, frost og høj sol. Hele holdet er klar til langtur. Vi vil hurtigst muligt væk fra trængslen på SellaRonda en, så vi kører til Heiligen Kreuz. Det er en lang tur, men med gode lange pister, går det fint. Vi starter på grøn SellaRonda - Fin morgentur til Arabba, i Cherz hopper vi af den grønne - formiddagscappucini på Pralognia og så videre til San Cassiano, med Bambyliften til Piz Vila, ned ad den fantastiske røde nabopiste til Woldcuppisten Gran Rise, transportlifte over Vila og så videre mod Pedraces og så de to sidste lifte op til verdens ende ved foden af et lodret bjergmassiv, til det kapel og refugium, der hedder Heiligen Kreuz på tysk og Santa Croce på italiensk. Det er hårdt at gå i skistøvler op til kapellet, men det er et must at gå derop. 6

7 Vi har tidligere spist udenfor, men det var kun Joan og Flemming, der gjorde det i år, vi andre med snotnæser fortrak indenfor og fik varmen og stedets specialitet, omelet med speck. Flemming kunne bagefter berette, at skummet frøs på hans øl, mens de spiste udenfor. Et kig ind i kapellet og så på med skiene og hjemad igen. Lidt trist at se, at der er brug for at lænke kirkebøssen. Tilbage samme vej, men på ski er det jo alligevel helt anderledes end udturen. I Arabba har de lavet et par nye lifte, så man ikke behøver at komme over den frygtede pattebakke oven for Arabba på vejen hjem. Den er frygtet af alle sidst på dagen, fordi den er ret stejl og altid bliver kørt meget op i store pukler, som volder kvaler for mange. I Arabba er der en gammel havelågelift ved siden af de store gondollifte. Den lever et undseeligt liv i skyggen af de nye, og der kører stort set ingen med den, selv når der er kø ved de store lifte. OK, den er langsom og den er lang og kold, men den har forbindelse til en af de nye lifte midt på bjerget, så det hørte med til dagens pistevisning at prøve denne mulighed for at undgå puklerne på toppen. Det skal retfærdigvis siges, at forbindelsespisten til den nye lift var slidt i bund, så den var meget iset og glat at køre på i dag, så når alternativet til pukler er en glat piste, er puklerne nok at foretrække. Men under andre sneforhold vil det være godt for begyndere. 7

8 Næsten 85 kilometer blev det til, det er godkendt som en hel skidags arbejde. Afterski hjemme på La Campagnola Per har en flot marcipankage med, den gjorde godt for sukkerdepoterne sammen med en kop kaffe. Han bedyrer, at det er helt OK at modtage sådan fine kager fra rederierne - private firmaer har så meget tiltro til deres ledere, at de har tillid til, at en enkelt kage ikke påvirker dømmekraften i en forhandlingssituation, modsat det småtskårne offentlige, hvor mistillid er grundindstillingen hos direktionerne. Det blev Te Cevena kælderen under Garni Hirsch ved åen der fik æren af at servere lammekoteletter og bøffer som belønningen for veludført arbejde. Tirsdag Det blæser i dag det er ret uforudsigeligt, hvor det er værst vi vælger at køre mod Anna ovre i Ortisei. Der er overraskende mange mennesker på pisterne, det fyger og er rasende koldt i vinden. Vi prøver at køre lidt alternative pister med svingende held, problemet er blandt andet, at sneen blæser af pisterne, så der kun er den isede bundplade at køre på, og det er absolut ikke sjovt, når kanterne ikke kan gribe fat i noget og man hele tiden har på fornemmelsen, at skiene skrider under fødderne. Vi kom med nogen forsinkelse til San Christina, og der var en lang kø til toget over til 8

9 Secedabjerget. Joan og Flemming forsatte over til Anna, vi andre vendte om i sikker overbevisning om, at der ville være alt for mange mennesker ved Anna og på mellemstationen på vejen hjem. Ingelise og Per, Hanne og jeg trak tilbage mod Piz Seteur og rullede lidt på Piz Sella bjerget, det blev mere og mere træls med vinden og til tider svigtende lys. Det blev lidt for meget, så hellere en god lang frokost, og Piz Seteur er absolut klassemad på bjerget vel at mærke i restauranten på 1. sal nedenunder er det selvbetjeningsgedemarked. Super betjening flot mad, og selv jeg kan ikke klare den bette wienerschnitzel mit pommes, der lander foran en til frokost. Efter frokost var vinden forsat tiltagende, og liftsystemerne begyndte at få problemer med driften stolene og gondolerne kommer i slyng i vinden så skigæsterne blev bedt om at køre hjemad, der var ingen sikkerhed for at lifterne kørte efter kl. 15. Vi behøvede ikke så mange yderligere opfordringer, det var ikke sjovt at køre i den kolde vind, fygningen og de bare isede pletter på pisterne, så vi rullede hjem i læ nede i Canazei ved 14-tiden der var god plads ved kirken til en Spritz Aperol og som den passende afslutning på denne skidag tog vi Dottotoget hjem til Campagnola en tur på et par hundrede meter 9

10 .. Joan og Flemming havde en OK tur til Anna, det var ikke så crawded, så de var hjemme kl.15. Om aftenen havde vi bestilt bord på Pareda. Det er bygget helt om, umiddelbart ikke videre vellykket, Vi blev placeret i en bås, hvor tjenerne havde svært ved at holde øje med os med det resultat, at serviceringen blev langsom og rodet. Priserne er sat op, og der er kuvertafgift på en 1 euro for at få dug på bordet, så lidt skuffende, selv om det var Marianne Gerdas søster - der betjente os som sædvanlig, og fruen som sædvanlig var totalt checket i en stram sort blondesag og de obligatoriske svært høje pigsko. Maden var OK tilberedt flotte filetbøffer med beilage, og vi forkælede os med et godt glas drageblod. For meget madsnak det er muligt, men vi interesserer os for en god totaloplevelse, og det er godt skiløb og god mad, når vi ikke står på ski. Man kan så også konstatere, at restauranternes avance på vin er uhyre beskeden, vi gav 24 Euro for denne glimrende flaske vin på Pareda - vinhandleren tager 21,50 Euro for den. Onsdag Vejrudsigten har hele tiden stillet os i udsigt, at vejret i dag ville blive det bedste, så belært af erfaringerne skal man på Marmolada (3330 m.o.h.), skal det være i Kaiserwetter, ellers kan det blive en drøj tur - når det blæser deroppe, kan den følte temperatur nemt nærme sig de - 20 grader eller mere. Sidste år var vi ikke deroppe, en lavine havde væltet et par tårne på 13-liften tilbage til kanonen på Passo Padon, så der var ikke forbindelse tilbage til vores område 10

11 Det var super vejr fra morgenen af, koldt og klart, men ingen vind så vi kørte over Sass Bece ned til den nye Alpenroselift (127) og videre med Portadosliften (09) op til foden af pattebakken og ned til Mittelstation på gondolliften (20/21) til Porta Vescovo og derfra videre mod Marmolada. Det er fint, at man nu kan undgå at komme helt ned til mylderet i Arabba, når man skal fra Canazei og til Marmolada, det sparer tid og er meget bekvemt med stolelifte det meste af vejen, selv om nogle af dem er gamle 2-stolelifte. Hurtigt kaffe/tissestop på sidste mellemstation på vejen op på Marmolada, og så belønningen, at stå og nyde udsigten på en Alpetop i over 3 kilometers højde. Der skal tages et billede inden afgang: Turen ned i år var uden problemer med fygning eller iset piste, så alle fik en flot tur ned. Vi besluttede os for at køre tilbage til vores eget område inden liftkøerne blev for lange, så det blev frokost på Fodom, hvor vi sad ude på terrassen på 1. sal, og fik de Bratkartoflen mit Spiegeleir, vi blev snydt for forleden dag, da vi ikke nåede over til Anna i Ortisei på grund af vejret. Vi kunne kigge på trafikken på pisterne på Sass Bece. Et løft herfra med Lezuoliften(124), og vi kan køre hele vejen hjem på ski. Det er en god ting at være lidt skarp på, hvor man parkerer sine ski ved Fodom ved frokosttide, ellers skal man lede længe. 11

12 På turen til Alpe d Huez fik mine ski rigeligt med tæsk, og selv om en dygtig servicemand i Viborg havde givet dem en fin gang service, var det lidt af en levetidsforlængelse for mig, de kører absolut fint, selv om de ser lidt hærget ud. Inden afgang havde jeg snakket meget med importøren af HEADski i Danmark, fordi jeg gerne ville have nye ski med de samme egenskaber, som mine nuværende HEAD Pro-ski. Han var ikke i tvivl om, at jeg skulle have en WoldCup Rebel igsx ski i stedet for - listepris kr og han ville sælge dem til mig for ca kr leveret gennem Intersport i Viborg. Nu skal man jo ikke hoppe på hvad som helst, en sælger fyrer af, så jeg havde da læst grundigt på lektien på nettet - det så faktisk rigtigt godt ud - og jeg har selvfølgeligt nævnt mine overvejelser for Flemming, jeg turde ikke andet. Inden vi tog på Marmolada var Flemming nede ved sin skipusherdame her i Canazei og leje et par flunknye Headski af denne type for lige at teste, om det duede til noget, inden jeg bare købte dem uprøvet. Han var ovenud begejstret for dem, så begejstret, at han syntes, at Joan også skulle prøve denne superski. Nu ved alle jo, at disse skisportssteder er de rene turistfælder med opskruede priser, så det var da fint nok at få dem testet, så vi kunne købe dem til den rigtige pris i Danmark, men hallo, jeg kom af med 375 Euro for skiene ganske vist havde Flemming slidt på dem en dag, - det gav en rabat på 25 Euro, men alligevel der var en tusse sparet ved at købe dem her, så... Vi kom herned med 4 par ski og skal have 6 par med hjem, der bliver lidt med logistikken. Skulle der være liebhavere til vore reserveski, så sig endelig til, vi er bestemt til at forhandle med. Vi er gået lidt overmæt i restaurantmad, så de sidste to aftener har vi besluttet at holde udvidet Club ved at spise hjemme i kælderen her på Campagnola. Lidt delepizzaer, brød, ost, salat med god øl (Forst Sixtus) og medbragt dunkvin, hyggeligt og afslappet med plads til lidt reparaturdienst og andre praktiske sysler. 12

13 Starter man fra morgenen af og kører effektivt og uden for lange pauser, kan man godt kører denne Marmoladatur som halvdagstur, det vil sige at være tilbage i Canazei ved frokosttid, så turen er velegnet til første eller sidste skidag, hvis vejret vel at mærke er fint, og benene gode. Torsdag. I starten af ugen blev vi stillet i udsigt, at der ville falde cm sne torsdag, så vi har hele tiden planlagt lidt ud fra, at torsdagen mere eller mindre skulle afskrives som en spilddag, da langt de fleste af os ikke gider at tumle rundt snetykning og alt for meget løs sne. Det kan godt være at pistefolkene er skuffede over, hvordan det har udviklet sig, men vi fik en flot skidag ud af det, det var først ved 14-tiden, at skydækket lukkede til, og lyset blev fladt og dermed gjorde det sværere at orientere sig om, hvor eventuelle småpukler gemte sig på pisterne, lurende på at overfalde en lidt for afslappet inderski, og dermed udsætte bæreren af samme for utilsigtet korporlig kontakt med underlaget. Da det var lang tid siden, at vi alle har kørt Panoramaturen fra Alba over Buffare til Pozza, videre med bus til Vigo og hjem over Pera, Pozza og Alba. Så det var alle med på, og da der så er lavet en hel ny sort piste ned til Pozza Vulcanopisten var der også noget nyt skiløb at prøve. 13

14 Der er også en anden ændring. Skibusserne er ikke længere dækket af liftkortet. Man skal købe en busbillet, den koster 3 Euro for et dagkort køber man den på sit hotel - der skal være tilsluttet Val di Fassa Turistorganisationen koster den 2 Euro. Chaufføren checker ikke billetten, men der kommer stikprøvekontroller, og så er det 50 Euro i bøde, hvis man ikke har gyldig rejsehjemmel. TURFORSLAG: Man kan tage bussen fra Pecolliften, men vi er bekvemme og læsser grejet i bilen og kører nu selv til Alba og parkerer under liften ved siden af pisten. Tag gondolen op til Ciampac, og fortsæt med stoleliften til venstre (132) fortsæt videre mod Buffare/Pozza, der giver sig selv. På Buffare, hvor lifterne kommer op fra den anden side hold til venstre og kør af stavesporet bag om restauranten mod Pozza. Pozzapisten deler sig et stykke nede den røde piste til venstre er fin på toppen og meget grøn i bunden, det kan være træls, hvis sneen er tung og klistret, så skal der arbejdes meget med stavene. Den nye sorte Vulcanopiste til højre er meget bred, så der er pæn plads på den, men den er stejl nogle steder, så den bliver hurtigt kørt op. I Pozza - ved 201-liften, der går tilbage til Buffare gå over broen til Skibusstoppestedet tag bussen til Vigo stå af sammen med de andre tag de mange rulletrapper op til gondolliften (221) så er i oppe i terrænet. Kør tværs over plateauet hold lidt til venstre kør ned til stoleliften på venstre hånd og tag lift 223 helt op til toppen. Der er en fantastisk lækker tur fra toppen via Pra Martin pisten og ned til gondolliften igen. Når man skal hjem igen kør mod Pera det er til højre for Vajojetliften gammel 2-stoler - modsatte side af lift 223. Det er en stille og rolig blå skovpiste. Kør helt ned til enden af pisten gå over vejen og marken til broen ned ad trapperne ved foden af trapperne kommer Dotto-toget, der kører tilbage til Pozza og læsser af samme sted, som I stod på med 201-liften op og videre hjemad mod Alba det giver sig selv. Ved Ciampac-gondolen skal der træffes et valg. Pisten ned til Alba er sort, den er flot, men krævende de trætte eller usikre tager gondolen ned igen. 14

15 61 km kom vi op på i dag, det lyder af meget, men der er meget lift- og bustransport, så de knapt så hårde kan bestemt godt være med, hvis man undgår de 2 sorte pister. Der er ikke mange mennesker herovre, så der er god plads, flot udsigt og regulære pister, der er fint præparerede. Torsdag aften stod menuen på en klassisk Canazeiret flyvemaskiner fra slagteren med fritter fra pølsemanden og salat fra COOP, serveret i den hyggelige kælder ikke fordi lokalet er charmerende, det er selskabet, der skaber stemningen. Vi skulle ikke for sent i seng, i morgen skal der pakkes og opmagasineres bagage inden vi skal på ski til godt frokost, hvorefter turen går op til Konrad og Elisabeth i Paulushofen, 400 km nærmere Danmark. 15

16 Fredag. Vejrudsigten lovede os sne torsdag, det blev som man kan se fint vejr, men tempeaturen er steget op i nærheden af 0, og sneen kom så i nat og her til morgen sner det fortsat og der er meget dårlig sigt. Flemming vil gerne op og stå på ski som den eneste, vi andre synes ikke det er vejr til det vi har haft nogle super skidage, så hellere stoppe med det gode indtryk frem for at risikere at komme til skade i løs sne og dårlig sigt. Vi skulle jo pakke og ud af værelserne, så vi kunne lige så godt starte turen hjem efter morgenmaden og springe overnatningen ved Konrad over. Med lidt medvind i færdselen ville vi kunne være hjemme ved midnat. Vi afregnende og sagde farvel til Paola og Lorenzo, og fik afbestilt værelserne i Paulushofen på grund af vejrsituationen i Italien Det var godt med sne op over Sella, det lykkedes os at krave over passet uden at sætte snekæder på, men det var med 5 km/t i de sidste hårnålesving inden toppen. Turen ud til Brennerautostradaen tager normalt ca. 1 time, den tog næsten 2 timer i dag, da der blev kørt meget meget langsomt i det glatte føre. På vejen kommer vi forbi nogle af de velkendte pister, der er enkelte hardcore folk på pisterne, og i Wolkenstein er der nogle, er på vej til liften. Vi er ikke misundelige vi er for mange gange taget op på bjerget for at finde ud af, hvor let man bliver sneblind og svimmel, fordi man ikke kan se, hvad der er op og ned. Vi rammer så ind i weekendtrafik omkring München mere snevejr ved Nürnberg, så det går langsomt med mange stop and 16

17 go på grund af trafiktætheden og vejret, så det bliver en af se seje hjemture. Når man har kørt i 6 timer og stadigvæk mangler over 900 kilometer, mærker man for alvor, hvorfor det altid går hurtigere at køre om natten, uanset vejret. For det ikke skal være løgn, fik vi tæt tåge oveni, da vi ramte Nordtyskland. Vi valgte at køre over Magdeburg, det var en klog disposition der var 20 kilometer kø i Kasselbakkerne i begge retninger, da vi nåede til Hannover. Klokken er nu lidt over 2, bilen er tømt, Hanne har tændt i brændeovnen og vi spiser en portion hønsekødssuppe om lidt venter vore egne senge, og når man alligevel ikke kan stå på ski, så kan man jo lige så godt flytte en spilddag fra Canazei og hjem som en uventet fridag efter ferien. Jens Anton Dalgaard Januar