blak\inta_mum_n_dad_miks

Transkript

1 blak\inta_mum_n_dad_miks

2 2

3 3

4 4

5 À la bouche idiote à la main formicante au bloc cave à l oeil qui écoute de lointains coups de ciseaux argentins Beckett 5

6 6

7 7

8 8

9 Det er morgen; en fin og let sne er faldet mens natten har huset sne, men tung? De første skridt ud i den, tunge skridt sjappende, det havde været bedre med gummistøvler nej en hest, men min cykel er blevet stjålet. Det er ligesom morgen bare med kaffe. Kaffe hele tiden, men kaffe hele tiden uden mælk, må da finde noget mælk, ikke engang øksen laver mælk på et fotografi fra en ødegård i Sverige, ikke Skåne, længere længst længere nordpå. Jeg finder det meget mistænkeligt at min kaffe smager af Amfetamin, det er ikke noget jeg drømmer, jeg drømte jeg blev skudt i hånden med en perle og perlen smittede af så jeg fik en sort plet i håndfladen. Han er i gang med hende og sig selv, spytter i håndfladerne og gnider sit lem ind med spyttet. Hun ligger på alle fire som en hund. Som en kælen kat. Op ad salens dybe rungende ro kiler de første røde fugle røde på halsen bånd, som så en kat alting meget langsomt. Soveværelset er gammelt helt identisk med en gammel tid, men om det er ægte. Hvem giver en knep for det? De gule øjne. En god start på dagen står der på pakken med cornflakes. Jeg ved ikke om det er vigtigt, jeg mener man må da selv starte dagen godt. Men det er aften. Det er 9

10 sent aften nu og himlen kaster sort op med enkelte kindtænder med guldplomber, en sen og forvirret tandlæges gerning at stjerner er noget glimtende, så det selv, i hans øjne blev aske og guldplomber værkstedet, værkstedet var stort og aflangt, kun med vinduer ud til gaden, siden af værkstedet der vendte ud mod baggården var stormet til af plakater med alle og enhver. Enhver fugl var påmalet og stoppet ud i en sang, en trille man kunne høre hvis man listede ind og ud af værkstedet og ikke skreg under operationerne. Mørket sejler sivende ind totalt, pis også, jeg havde ikke set det komme så voldsomt, jeg blev bange, dér, i mørket, men tænkte på Disneys tegnefilm, de gamle film med en herlig musik, de store stjerner faldt dumpe og stumpede sammen i min mund. Vinter er en udmærket tid og nu er det allerede forbi. Mørket er jo først kvælende. Kvælende indboet i rummet tonalt. Træerne er mistede i farve. Jeg gik ud og ind. Ude så jeg en tåge. Indenfor fandt jeg en kop. Koppen var tom og uden indhold. Væggene holder på varmen godt. Men vinduerne blafrer noget kolde. Lukker kold luft indenfor nu. Det var slet ikke meningen. Jeg beklager stemmerne i mig. Roder vildt op til storm. I mig 10

11 en storm uden varme. Koppen er tom og træerne? Træerne er tomme og gennemsigtige. Jeg blev lagt i seng. Sengen var hvid og klinisk. Duftede ikke af noget synderligt. I morges blev der rent. To rengøringsdamer ryddede kontoret hastigt. De har meget de skal. Jeg har jo ikke noget. Stemmerne: Gå din genvej nu. Men stormen en kjolestrop gled. Nøgne brune skuldre håret behængt. Håret smukt og trækroners ild. Det tumlede i mig nu. Nu gik jeg, fødderne slaskede. Slaskede fordi slud var tilbage. Jeg kom gader tågede indhyllet. Kom til dem uden ansigt. Det havde taget mange lufthavne. Man ser et nyt ansigt. De gule øjne på rov. Eller man ser et hul, hvor? Skuldrene gør sit men hul. Hullet, hvorfor ikke tie ild. Ingen ild, fedtede brilleglas refleksion. Men briller smidt for hullet. Hullets skyld, og tilbage er? Lad nu vær med spørgsmålene. Stil dem et andet sted. Men vi er nu glade. Smilende viser tænder og tandkød. For meget tandkød samler sammen. Samler lige til fotoalbummet ovenpå. Næste etage er uden spild. Vandet driver ned ad væggene. Fugten laver skjolder på tapetet. Vi er her og nu. Smider tøjet i bunker, sidst. Til allersidst og brunt hår. Men brunt hår var ikke det. Rødt, siger stemmerne, 11

12 men vejret. Vejret var til rødt løvhang. Og passede jo meget godt: I hvert fald ses nu: Latter stillestående grænsende til virvar. De skæve lavede tænders virvar. Smæk en bøjle på dyret. Jo, tak jeg sad længe. Stolen var behagelig og ubehjælpsom. Hjælpeløs som et lille barns legetøj. Medregner ikke dukkerne myrerne slæbte. Hovederne, dukkernes, slæbtes hjem sådan. Myretuen evigt helle med liv. Ét på ryggen af sted. Det lille barn kiggede op. Er du glad spørger det. Jeg er meget tilfreds, glad. Ikke mere at gøre, tandlægen. Tandkirurg Morten L. Klint bedrevidende? Jovist og som sådan nulevende. Klinik på Nordrefrihavnsgade 87, efter. Selvfølgelig efter skolen, flot facade. Der har gået et dyr på den anden side, poterne døvet i maling, men malingen i poteaftrykkende på taget overfor er helt rødlige, et barn har kun sin leg. Nu stod jeg, benene stod, jeg var klar. Men det kan ikke nytte noget at tale, jeg har talt nok, sådan sagde jeg det ikke, på ingen måde sagde jeg det sådan, jeg sagde ikke noget, jeg holdt min kæft, fødderne slæbte mig, jeg drømte om at være et egern i Paris, ryge de rigtige cigaretter, men mit hoved var allerede større; så læste jeg om hans død, i dagens avis, det var på forsiden af 12

13 bogtillægget. Jeg vil ikke smile, jeg vil græde, men jeg smilede ikke nær så meget som jeg græd, der kom rød maling ud af øjnene og jeg tænkte har katten sovet i mine øjne, trådt på tagene, taget mig med sig, lille egern, hele vejen til Paris. Men jeg bilder mig selv ind at det aldrig sner i Paris, ikke en sommerdag, jeg vil dertil en sommerdag, mens sneen er et andet sted, sneen må godt rive tage ned og lade røde poter farve, jeg kan bare ikke ryste hovedet og kigge døde øjne i øjnene, men poterne i sneen overfor: Ikke øjne, men skudsår. Derfor hjemme igen. Det krævede lige en hvid nyvasket seng, fløj, højere, helt oppe, men var et sted i nat, så de gule øjne lyse og de røde poter farve en tand trukket ud, en eksplosion af varme i brystet, hun kigger op på mig, leger uden børnene med dukkerne i hjemmet. Ingen analyse af et hjem med dukker tak. De kom, omringede huset med fakler, jeg bagte fødderne i poolen. Poolen var tømt, i maleriet frøs vandet op til begge sider af udspringerens krop. Så det var vel sådan. Fik mig et glas mælk. Først nu kommer vinteren, larm, øjne. Flyt venligst hænderne; jeg ser da ringen, fægter ikke med ringe for øjnene, skælder ud med fingrene og dropper at skule men øjet skeler og 13

14 jeg er nervøs, jeg er meget nervøs, hvad bygges fly af? Er vi allerede på vej. Jeg græd. Jeg hang dér helt ophængt over poolen, mens min far stod ved siden af med et staffeli, han var i gang, vidste ikke at al min frygt for vandet fik vandet til at væmmes, vippen skreg en måge højt på himlen dykkede med kløerne åbne, de ville lukkes om mit hoved, vi skreg om kap, min far gav mig vinger men jeg kunne ikke undgå vand, poolens, klorlugten, dejligt svalende for kroppen, tid til the. Såh der the, siger skuespilleren. Nårh ham. Ham kender vi godt, gamle bakkenbarter en hel anden kasket er nok. Vi så det. Kom nu vi så det selv, far kom med. Vi kom med en kvinde meget smuk. Hun kom bare der og sprang ud af skabet. Jeg glippede noget med øjnene, var det, nej, det kan umuligt have været en drøm, jeg havde knapt nok fået bukser på, jeg holder skam af shorts, shorts om morgenen, men hun væltede ud af skabet. Hvor længe? Nej, jeg spurgte ikke om noget, undrede mig over hendes store lyserøde vinger eller var hun en gine flået ind i vinger, hvor kom vingerne fra, engel? Men ingen engle, engle jo der var engle på juletræet i år. Det var ligesom dengang i New Jersey hvor sneen en april tog fusen på 14

15 alle, hvilket år var det? Tusind senge mere end tusind senge, gamle haller, gamle haller malede tavse fortalte ikke uden ord i hvert fald, nej de talte ikke om noget, det havde også været uforskammet at lade væggene hallens vægge tale om alle der søgte ly i hallerne. Lyset blev tændt, en nattevagt kiggede indenfor. Farlig snestorm. Fingre der trommer en melodi på skallen af et æg. Jeg var vel ikke mere end 13år og helt ny indenfor faget. Fagterne jeg mener hvor gøre af hænderne når man knepper. Inde i soveposen. Men nej, jeg havde set kvinden komme ud af skabet, hængt over poolen det var varmt; alle dage var der varmt og poolen kølede. Vi sprang på en bus. Kørte rundt i byen. Men det gjorde ikke noget, hendes lyserøde vinger, suset da hun trak mig til sig, så det rev i nosserne. Så jeg ringede til min bror. Han passede vores bedstefar, holdt et spejl op foran vores bedstefars ansigt, så vores bedstefar kunne se sig selv helt hvid af barberskum, han ragede skægstubbene af med en ragekniv, mens min bror pligtopfyldende holdt det lille spejl op foran vores bedstefars ansigt; jeg husker det stadig den dag i dag. Denne dag i New Jersey hvor Peter prajer en taxa og vi får en gul taxa rumænsk 15

16 chauffør uden navn. Alting falder udenfor navn, maleriet var noget andet. Bar ikke noget navn, men bar kunstnerens signatur, så det var den ægte vare. Det ved man når man ser det. Nej, noget pjat; jeg var i Roskilde og fik set på mine øjne, isen var usikker, det sagde skiltet året rundt, jeg husker ikke om der nogensinde kom is på den sø, men engang fløj en and ind i huset den blev ved med at baske hovedet mod et vindue og til sidst knækkede den halsen. Der kom Falck-folk men anden var død, isen var usikker famlende i hendes stemme, hun ville gøre det forbi. Nej isen kunne man ikke tage fejl af, ikke isen i hendes stemme, som havde hun nøje planlagt det fra starten af og nu med rygende pistolmund ramt lige i maven. Utilgiveligt skudsår i hjertet men hende den anden skabning fra skabet sikket sus når vi kyssede og de lyserøde vinger blafrede mens det trak fra ruden, måtte jo se, se nu at få lavet den rude, det trækker. Jeg trak hende ind til mig, ser du, jeg trak hende ind til mig og ville aldrig give slip, så vingerne blev gamle. Ude for at skide på toilettet fandt jeg kontakten og lyset væltede nedover mig som en spand brændende kul, kuling, loves der kuling, jeg husker at lyset faldt ned over mig som en 16

17 brændende båd uden besætning, min besøgstid var åbenlys, en benet til knoglerne gammel mand førte mig om bord. JEG TAR DEN! Men så var det også ned med bukserne og underbukserne og så i gang. Underligt som drømme udvikler sig til behagelige scenarier denne tid, jeg kan næsten ikke vente med at gå i seng. Uret tikker. Hensynsløst tikker det, tikker så knoglerne vrider sig, et sandt bad lys, det var hvad jeg fik i hovedet da Thomas pludselig brød ind Det er ikke den hurtigste vej til Manhattan Vores rumænske chauffør standsede brat op. Slog bremserne i så vi faldt forover, hendes bryster hang udenpå stativet. Ja, okay, jeg prøvede at sige til Thomas at han skulle slappe af, jeg havde jo set mange film. Jeg bildte mig noget ind. Faldt hen i sædet igen, drømte om tiden før New Jersey. Satans gule øjne. Vi havde været på et højt bjerg og kigget mod stjernerne, jeg havde set stjerner brænde op, fra den bjergtop, så da hun, med udsigt til den lille landsby i Portugal, i et højt vissent græs to g bukserne af tog jeg bukserne af, men det var vist også det, for næste dag skulle hun rejse til Lissabon og jeg skulle blive, men stjernerne og byens lys, på ryggen i det visne høje græs Vi kører ikke mere 17

18 længere og længere nu. I en retning, det må vel være bedst sådan. En gul hat. En meget gul hat ved siden af min seng. Jeg drømmer så meget, han var så lille da han kom til mig en morgen, men det er længe siden, jeg var helt lille og lå inde i varmen. Men åen var strid, jeg stak hovedet ned og fik stridigt hår, fiskene glinsede, skællene glinsede, jeg samlede smykker der på bunden, indvolde er ikke noget jeg har lært at skille fra en fisk, denne morgen. En morgen vågner jeg men jeg vågner ikke rigtigt, jeg står op og ud af sengen, dynen er sparket til en klump i fodenden. Det må altså have været en urolig nat. Jeg smager bittesmå svedperler på min overlæbe med spidsen af tungen. Jeg vender mig lige om, vender mig bort fra sengen og lige ind i favnen på en høj mørk mørknet i tøj og frakke, mange frakker, boliger i lommerne med børn i alle aldre slikkende på abnormt store slikkepinde, men ikke for at holde deres kæft lænket med sødt stads, hvidskindet mand, børnene synger gråd og højlydt går deres porcelænsarme itu. Hans øjne taler et had til mit liv dét vågner jeg. En god start på dagen (for helvede nej) står der på pakken med cornflakes. Hun har langt mørkt hår og bor på Østerbro. 18

19 Jeg ser på en pakke mysli nede i kiosken, men der er ikke chokolademysli, så jeg køber havregryn. Jeg ved at hvis jeg køber havregryn vågner midt om natten at hvis jeg nu vågnede midt om natten så ville en skål havregryn med rosiner jeg køber også rosiner. For en sikkerheds skyld. Jeg ved ikke om det er vigtigt, jeg mener man må da selv starte dagen godt, hun ligger i sengen hvor jeg lagde hende, hendes vinger ligger langs med hendes rygsøjle, men det er revnen jeg kigger på, revnen mellem hendes balder altså revnen mellem hendes balder og vingerne der ligger langs med rygsøjlen. I går var de ude til siderne som var hun klar. En anden Mary Poppins uden fucking paraply, men ærlig talt, vingerne, de store lyserøde vinger tænder mig, men jeg går ikke i gang med en sav for det ville være mord, så saven gemmes væk. Men det er aften ikke morgen. Det er sent aften og ikke tidlig morgen nu og himlen kaster sort op med enkelte kindtænder med guldplomber, en sen og forvirret tandlæges gerning at stjerner er noget glimtende, så det selv, i hans øjne blev aske og guldplomber værkstedet, værkstedet var stort og aflangt, kun med vinduer ud til gaden, siden af værkstedet der vendte ud mod baggården 19

20 var stormet til af plakater med alle og enhver. Enhver fugl var påmalet og stoppet ud i en sang, en trille man kunne høre hvis man listede ind og ud af værkstedet og ikke skreg under operationerne. Mørket sejler sivende ind totalt, pis også, jeg havde ikke set det komme så voldsomt, jeg blev bange, dér, i mørket, men tænkte på Disneys tegnefilm, de gamle film med en herlig musik, de store stjerner faldt dumpe og stumpede sammen i min mund. Vinter er en udmærket tid og nu er det allerede forbi. Mørket er jo først kvælende. Kvælende indboet i rummet tonalt. Træerne er mistede i farve. De gik gennemsigtige ud som lyspære, i al den tid jeg har boet her har der ikke været grund til at skifte lyspære. Jeg gik ud og ind mellem træernes stammer, lod mine hænder mærke den furede bark. Ude så jeg en tåge det malkede tågen malkede solen disen steg, en sommerfugl steg op fra jorden. Indenfor fandt jeg en kop. Koppen var tom og uden indhold, jeg måtte åbenbart have været sent oppe i går, jeg så stjerner og så daggrys rosa tone himlen, om lettere hasarderet kørsel kan solen ikke finde andet end sin rute taget i ed uden løgne Jeg kender min rute. Skudepisode på Nørrebro i går, på Korsgade. Det er så 20

21 lang tid siden jeg boede på Nørrebro. Hvornår fik jeg sidst shawarma? Væggene holder på varmen godt. Godt. Men vinduerne blafrer noget kolde, hvor jeg lå, var gardinerne trukket for, men ikke helt, så da jeg vågnede i går faldt en stribe lys ind i mit rum, på væggen længst fra sengen. Vinduerne nu. Lukker kold luft indenfor nu. Nu sad jeg lige så godt, nej jeg lå, jeg lå i mit eget hjerte, lod det banke, i badekarret. Det var slet ikke meningen. Jeg gik en tur, alleen med de store træer var lang tid siden, slottet var hvidt, hvid er ikke en farve, jeg forbinder mange ting med farven hvid men hvid er ikke en farve, det kliniske, at sengen jeg lå i var hvid. Nej. Jeg siger jo sandheden mand. Men det var sådan: Jeg beklager stemmerne i mig. Roder vildt op til storm. I mig en storm uden varme. Koppen er tom og træerne? Træerne er tomme og gennemsigtige. Jeg blev lagt i seng. Sengen var hvid og klinisk. Duftede ikke af noget synderligt. I morges blev der rent. To rengøringsdamer ryddede kontoret hastigt. De har meget de skal. Jeg har jo ikke noget. Stemmerne: Gå din genvej nu. Men stormen en kjolestrop gled. Nøgne brune skuldre håret behængt. Håret smukt og trækroners ild. Det tumlede i mig nu. Nu 21

22 gik jeg, fødderne slaskede. Slaskede fordi slud var tilbage, slud var tilbage i gaderne og jeg ringede, jeg forsøgte at ringe til dig, men dun tog ikke telefonen. Jeg kom gader tågede indhyllet. Kom til dem uden ansigt, tre skikkelser uden favne at havne i. Det havde taget mange lufthavne. Man ser et nyt ansigt, smilende rødt. En anden dag. Eller man ser et hul, hvor? Skuldrene gør sit men hul. Hullet, hvorfor ikke tie ild. Ingen ild, fedtede brilleglas refleksion. Men briller smidt for hullet. Hullets skyld, og tilbage er? Lad nu vær med spørgsmålene. Stil dem et andet sted. Men vi er nu glade. Smilende viser tænder og tandkød. For meget tandkød samler sammen. Samler lige til fotoalbummet ovenpå. Næste etage er uden spild. Vandet driver ned ad væggene. Fugten laver skjolder på tapetet. Vi er her og nu. Smider tøjet i bunker, sidst. Til allersidst og brunt hår. Men brunt hår var ikke det. Rødt, siger stemmerne, men vejret. Vejret var til rødt løvhang. Og passede jo meget godt: I hvert fald ses nu: Latter stillestående grænsende til virvar. De skæve lavede tænders virvar. Smæk en bøjle på dyret. Jo, tak jeg sad længe. Stolen var behagelig og ubehjælpsom. Hjælpeløs som et lille barns legetøj. Medregner ikke dukkerne 22

23 myrerne slæbte. Hovederne, dukkernes, slæbtes hjem sådan. Myretuen evigt helle med liv. Ét på ryggen af sted. Det lille barn kiggede op. Er du glad spørger det. Jeg er meget tilfreds, glad. Ikke mere at gøre, tandlægen. Tandkirurg Morten L. Klint bedrevidende? Jovist og som sådan nulevende. Klinik på Nordrefrihavnsgade 87, efter. Selvfølgelig efter skolen, flot facade. Der har gået et dyr på den anden side, poterne døvet i maling, men malingen i poteaftrykkende på taget overfor er helt rødlige, et barn har kun sin leg. Nu stod jeg, benene stod, jeg var klar. Men det kan ikke nytte noget at tale, jeg har talt nok, sådan sagde jeg det ikke, på ingen måde sagde jeg det sådan, jeg sagde ikke noget, jeg holdt min kæft, fødderne slæbte mig, jeg drømte om at være et egern i Paris, ryge de rigtige cigaretter, men mit hoved var allerede større; så læste jeg om hans død, i dagens avis, det var på forsiden af bogtillægget. Jeg vil ikke smile, jeg vil græde, men jeg smilede ikke nær så meget som jeg græd, der kom rød maling ud af øjnene og jeg tænkte har katten sovet i mine øjne, trådt på tagene, taget mig med sig, lille egern, hele vejen til Paris. Men jeg bilder mig selv ind at det aldrig sner i Paris, ikke en sommerdag, jeg 23

24 vil dertil en sommerdag, mens sneen er et andet sted, sneen må godt rive tage ned og lade røde poter farve, jeg kan bare ikke ryste hovedet og kigge døde øjne i øjnene, men poterne i sneen overfor: Ikke øjne, men skudsår. Derfor hjemme igen. Det krævede lige en hvid nyvasket seng, fløj, højere, helt oppe, men var et sted i nat, så de gule øjne lyse og de røde poter farve en tand trukket ud, en eksplosion af varme i brystet, hun kigger op på mig, leger uden børnene med dukkerne i hjemmet. Ingen analyse af et hjem med dukker tak. De kom, omringede huset med fakler, jeg bagte fødderne i poolen. Poolen var tømt, i maleriet frøs vandet op til begge sider af udspringerens krop. Så det var vel sådan. Fik mig et glas mælk. Først nu kommer vinteren, larm, øjne. Flyt venligst hænderne; jeg ser da ringen, fægter ikke med ringe for øjnene, skælder ud med fingrene og dropper at skule men øjet skeler og jeg er nervøs, jeg er meget nervøs, hvad bygges fly af? Er vi allerede på vej. Jeg græd. Jeg hang dér helt ophængt over poolen, mens min far stod ved siden af med et staffeli, han var i gang, vidste ikke at al min frygt for vandet fik vandet til at væmmes, vippen skreg en måge højt på himlen dykkede med 24

25 kløerne åbne, de ville lukkes om mit hoved, vi skreg om kap, min far gav mig vinger men jeg kunne ikke undgå vand, poolens, klorlugten, dejligt svalende for kroppen, tid til the. Såh der the, siger skuespilleren. Nårh ham. Ham kender vi godt, gamle bakkenbarter en hel anden kasket er nok. Vi så det. Kom nu vi så det selv, far kom med. Vi kom med en kvinde meget smuk. Hun kom bare der og sprang ud af skabet. Jeg glippede noget med øjnene, var det, nej, det kan umuligt have været en drøm, jeg havde knapt nok fået bukser på, jeg holder skam af shorts, shorts om morgenen, men hun væltede ud af skabet. Hvor længe? Nej, jeg spurgte ikke om noget, undrede mig over hendes store lyserøde vinger eller var hun en gine flået ind i vinger, hvor kom vingerne fra, engel? Men ingen engle, engle jo der var engle på juletræet i år. Det var ligesom dengang i New Jersey hvor sneen en april tog fusen på alle, hvilket år var det? Tusind senge mere end tusind senge, gamle haller, gamle haller malede tavse fortalte ikke uden ord i hvert fald, nej de talte ikke om noget, det havde også været uforskammet at lade væggene hallens vægge tale om alle der søgte ly i hallerne. Lyset blev tændt, en nattevagt kiggede 25

26 indenfor. Farlig snestorm. Fingre der trommer en melodi på skallen af et æg. Jeg var vel ikke mere end 13år og helt ny indenfor faget. Fagterne jeg mener hvor gøre af hænderne når man knepper. Inde i soveposen. Men nej, jeg havde set kvinden komme ud af skabet, hængt over poolen det var varmt; alle dage var der varmt og poolen kølede. Vi sprang på en bus. Kørte rundt i byen. Men det gjorde ikke noget, hendes lyserøde vinger, suset da hun trak mig til sig, så det rev i nosserne. Så jeg ringede til min bror. Han passede vores bedstefar, holdt et spejl op foran vores bedstefars ansigt, så vores bedstefar kunne se sig selv helt hvid af barberskum, han ragede skægstubbene af med en ragekniv, mens min bror pligtopfyldende holdt det lille spejl op foran vores bedstefars ansigt; jeg husker det stadig den dag i dag. Denne dag i New Jersey hvor Peter prajer en taxa og vi får en gul taxa rumænsk chauffør uden navn. Alting falder udenfor navn, maleriet var noget andet. Bar ikke noget navn, men bar kunstnerens signatur, så det var den ægte vare. Det ved man når man ser det. Nej, noget pjat; jeg var i Roskilde og fik set på mine øjne, isen var usikker, det sagde skiltet året rundt, jeg husker ikke om der 26

27 nogensinde kom is på den sø, men engang fløj en and ind i huset den blev ved med at baske hovedet mod et vindue og til sidst knækkede den halsen. Der kom Falckfolk men anden var død, isen var usikker famlende i hendes stemme, hun ville gøre det forbi. Nej isen kunne man ikke tage fejl af, ikke isen i hendes stemme, som havde hun nøje planlagt det fra starten af og nu med rygende pistolmund ramt lige i maven. Utilgiveligt skudsår i hjertet men hende den anden skabning fra skabet sikket sus når vi kyssede og de lyserøde vinger blafrede mens det trak fra ruden, måtte jo se, se nu at få lavet den rude, det trækker. Jeg trak hende ind til mig, ser du, jeg trak hende ind til mig og ville aldrig give slip, så vingerne blev gamle. Ude for at skide på toilettet fandt jeg kontakten og lyset væltede nedover mig som en spand brændende kul, kuling, loves der kuling, jeg husker at lyset faldt ned over mig som en brændende båd uden besætning, min besøgstid var åbenlys, en benet til knoglerne gammel mand førte mig om bord. JEG TAR DEN! Men så var det også ned med bukserne og underbukserne og så i gang. Underligt som drømme udvikler sig til behagelige scenarier denne tid, jeg kan 27

28 næsten ikke vente med at gå i seng. Uret tikker. Hensynsløst tikker det, tikker så knoglerne vrider sig, et sandt bad lys, det var hvad jeg fik i hovedet da Thomas pludselig brød ind Det er ikke den hurtigste vej til Manhattan Vores rumænske chauffør standsede brat op. Slog bremserne i så vi faldt forover, hendes bryster hang udenpå stativet. Ja, okay, jeg prøvede at sige til Thomas at han skulle slappe af, jeg havde jo set mange film. Jeg bildte mig noget ind. Faldt hen i sædet igen, drømte om tiden før New Jersey. Vi havde været på et højt bjerg og kigget mod stjernerne, jeg havde set stjerner brænde op, fra den bjergtop, så da hun, med udsigt til den lille landsby i Portugal, i et højt vissent græs to g bukserne af tog jeg bukserne af, men det var vist også det, for næste dag skulle hun rejse til Lissabon og jeg skulle blive, men stjernerne og byens lys, på ryggen i det visne høje græs Vi kører ikke mere længere og længere nu. I en retning, det må vel være bedst sådan. Jeg var jo på udkig efter bryster, men jeg siger ikke hvor jeg var, jeg var et andet sted, men henover tagene sejlede mågerne stolt skrålende slipset omkring halsen blev en tør knude, ingen trøst, byga ut, bygga u, men samtidig med at en 28

29 måge lige sejlede forbi og jeg kiggede ud af mit vindue faldt sneen, men på en rolig måde. HVA falder sneen ikke altid på en rolig måde? Jo, det gør den nok. Men min familie var langt borte og jeg røg en cigaret nede på cafeen men man måtte ikke ryge udendørs, man skulle indenfor i varmen og ryge, det rygtedes hen på eftermiddagen at nogen var skudt. Jeg så det, prøvede jeg, men duerne der var duer, duerne kurrede omkring omringede et bord og spiste krummer. Jeg kunne jo ikke forstå din sms, men nej jeg forsøgte da at skrive tilbage men du var allerede sejlet væk op over sludsneen på ryggen af en meget flot stor smuk måge, hvis det er sandt og jeg sidder her tilbage, på en café, rugning ud en plan og rygning det skarpe sværd lige ned i halsen, nej jeg forsvandt, kvinden virkede, hun virkede ejendommelig bekendt som hun stræbte sig efter en ny kjole nynnende som var vi ikke gæster i et hvilket som helst hjørne. Men jeg tilstår, siger han så, jeg har lidt travlt, jeg har en anden aftale, hvem ringer nu? Griber lommen. Lommen tom, hvor kommer vores lyde fra? Indefra, inderst, maskine. Mågerne har stjålet portens hængsler langt ind i halsen. Ned i halsen hun sluger, går frisk til dem. Alle forbi, bare 29

30 tidligere og op ad bagtrappen, bag døre på klem var gamle gule øjne. Det kunne være manden hvis han var mændene hvis mændene var gamle kloge natteugler gule i øjnene og slikkede på pindene. Han er i gang med hende. Hun ligger på alle fire. Op ad salens dybe rungende ro kiler de første røde fugle røde på halsen bånd, som så en kat alting meget langsomt. Soveværelset er gammelt helt identisk med en gammel tid, men om det er ægte. Hvem giver en knep for det? De gule øjne. En god start på dagen står der på pakken med cornflakes. Jeg ved ikke om det er vigtigt, jeg mener man må da selv starte dagen godt. Men det er aften. Det er sent aften nu og himlen kaster sort op med enkelte kindtænder med guldplomber, en sen og forvirret tandlæges gerning at stjerner er noget glimtende, så det selv, i hans øjne blev aske og guldplomber værkstedet, værkstedet var stort og aflangt, kun med vinduer ud til gaden, siden af værkstedet der vendte ud mod baggården var stormet til af plakater med alle og enhver. Enhver fugl var påmalet og stoppet ud i en sang, en trille man kunne høre hvis man listede ind og ud af værkstedet og ikke skreg under operationerne. Mørket sejler sivende ind 30

31 totalt, pis også, jeg havde ikke set det komme så voldsomt, jeg blev bange, dér, i mørket, men tænkte på Disneys tegnefilm, de gamle film med en herlig musik, de store stjerner faldt dumpe og stumpede sammen i min mund. Vinter er en udmærket tid og nu er det allerede forbi. Mørket er jo først kvælende. Kvælende indboet i rummet tonalt. Træerne er mistede i farve. Jeg gik ud og ind. Ude så jeg en tåge. Indenfor fandt jeg en kop. Koppen var tom og uden indhold. Væggene holder på varmen godt. Men vinduerne blafrer noget kolde. Lukker kold luft indenfor nu. Det var slet ikke meningen. Jeg beklager stemmerne i mig. Roder vildt op til storm. I mig en storm uden varme. Koppen er tom og træerne? Træerne er tomme og gennemsigtige. Jeg blev lagt i seng. Sengen var hvid og klinisk. Duftede ikke af noget synderligt. I morges blev der rent. To rengøringsdamer ryddede kontoret hastigt. De har meget de skal. Jeg har jo ikke noget. Stemmerne: Gå din genvej nu. Men stormen en kjolestrop gled. Nøgne brune skuldre håret behængt. Håret smukt og trækroners ild. Det tumlede i mig nu. Nu gik jeg, fødderne slaskede. Slaskede fordi slud var tilbage. Jeg kom gader tågede indhyllet. Kom til 31

32 dem uden ansigt. Det havde taget mange lufthavne. Man ser et nyt ansigt. De gule øjne på rov. Eller man ser et hul, hvor? Skuldrene gør sit men hul. Hullet, hvorfor ikke tie ild. Ingen ild, fedtede brilleglas refleksion. Men briller smidt for hullet. Hullets skyld, og tilbage er? Lad nu vær med spørgsmålene. Stil dem et andet sted. Men vi er nu glade. Smilende viser tænder og tandkød. For meget tandkød samler sammen. Samler lige til fotoalbummet ovenpå. Næste etage er uden spild. Vandet driver ned ad væggene. Fugten laver skjolder på tapetet. Vi er her og nu. Smider tøjet i bunker, sidst. Til allersidst og brunt hår. Men brunt hår var ikke det. Rødt, siger stemmerne, men vejret. Vejret var til rødt løvhang. Og passede jo meget godt: I hvert fald ses nu: Latter stillestående grænsende til virvar. De skæve lavede tænders virvar. Smæk en bøjle på dyret. Jo, tak jeg sad længe. Stolen var behagelig og ubehjælpsom. Hjælpeløs som et lille barns legetøj. Medregner ikke dukkerne myrerne slæbte. Hovederne, dukkernes, slæbtes hjem sådan. Myretuen evigt helle med liv. Ét på ryggen af sted. Det lille barn kiggede op. Er du glad spørger det. Jeg er meget tilfreds, glad. Ikke mere at gøre, tandlægen. Tandkirurg Morten 32

33 L. Klint bedrevidende? Jovist og som sådan nulevende. Klinik på Nordrefrihavnsgade 87, efter. Selvfølgelig efter skolen, flot facade. Der har gået et dyr på den anden side, poterne døvet i maling, men malingen i poteaftrykkende på taget overfor er helt rødlige, et barn har kun sin leg. Nu stod jeg, benene stod, jeg var klar. Men det kan ikke nytte noget at tale, jeg har talt nok, sådan sagde jeg det ikke, på ingen måde sagde jeg det sådan, jeg sagde ikke noget, jeg holdt min kæft, fødderne slæbte mig, jeg drømte om at være et egern i Paris, ryge de rigtige cigaretter, men mit hoved var allerede større; så læste jeg om hans død, i dagens avis, det var på forsiden af bogtillægget. Jeg vil ikke smile, jeg vil græde, men jeg smilede ikke nær så meget som jeg græd, der kom rød maling ud af øjnene og jeg tænkte har katten sovet i mine øjne, trådt på tagene, taget mig med sig, lille egern, hele vejen til Paris. Men jeg bilder mig selv ind at det aldrig sner i Paris, ikke en sommerdag, jeg vil dertil en sommerdag, mens sneen er et andet sted, sneen må godt rive tage ned og lade røde poter farve, jeg kan bare ikke ryste hovedet og kigge døde øjne i øjnene, men poterne i sneen overfor: Ikke øjne, men skudsår. Derfor hjemme 33