1. Boccaccios version. 4 Dansk oversættelse.

Transkript

1 Pave Johanna. Tekstsammenstilling samt oversættelse af latinske og tyske tekster ved lektor Poul E. Jørgensen. 33(a)gvdnet.dk Poul E. Jørgensen for oversættelser fra latin og tysk samt for udskriften af den latinske tekst De Johanna Anglica Papa fra Johannis Boccatj de Certaldo de prelaris mulieribus (Louvain 1487). Fra højmiddelalderen var man meget optaget af at der angiveligt havde eksisteret en kvindelig pave, kaldet pave Johanna 1, som skulle have levet i 800-tallet. - At hun har eksisteret, er for længst afvist. Og især påfaldende er det at hun angiveligt skal have siddet på pavestolen fra , mens hun først dukker op i dokumenter i det 13. århundrede. Hun nævnes - næppe overraskende - heller ikke i pavelisten Index Paparum (se if. hvilken Leo IV døde 855 og Benedictus III tiltrådte samme år. Da Johanna skal have siddet ca. 2½ år, er der dårlig plads til hende efter Leo IV. - For øvrigt har de middelalderlige kilder en del uoverensstemmelser ang. hendes pavedømmes varighed. Historierne forefindes særdeles varierende i omfang, gående fra korte notiser her og der til længere beskrivelser af fænomenet. De anerkender fuldt ud hendes intellektuelle habitus - bortset fra dem der mener der er trolddom med i spillet - ligesom hun som pave ikke påstås at have truffet uheldige beslutninger. Hendes eneste fejl var at hun blev gravid, hvilket i kirkens øjne var slemt nok. Hendes endeligt varierer fra lynchning da hun nedkommer, til at hun dør kort efter fødselen eller - i stil med hvad man ser i en del legender - tilbringer resten af sine dage i anger 2. Jeg har valgt at bringe følgende tekster: 1a: Oversættelse af Boccaccio: De Johanna anglica papa. 1b: Bocaccios latinske version 3. 2: Fra Martin von Troppau: Chronicon. 3: Fra Steinhöwel: Deutsche Chronik. 4: Fra Fr. Chr. Schmincke: Monimenta Hessiaca. 5: Fra Hartmann Schedel: Weltchronik. Forkortelser: 1992 = den autoriserede bibeloversættelse af På nettet GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. Vulgata = den officielle latinske bibeloversættelse. På nettet Under Boccaccio-delen bruges følgende forkortelser: Louvain 1487 = Ioannis Boccatj de Certaldo de prelaris mulieribus (Louvain 1487), uden sidetal, se Zaccaria = Tutti le opere de Giovanni Boccaccio, bd. 10! (A cura di Vittorio Zaccaria, II Edizione febbraio 1970, Arnoldo Mondadori Editore) som er en moderne udgave af Boccaccios værk De Claris Mulieribus.

2 1. Boccaccios version. 4 Dansk oversættelse. a. Om pave Johanna fra England. Johannes var, skønt efter navnet en mand, dog en kvinde. Hendes uhørte frækhed gjorde hende meget kendt i hele verden og blandt senere slægter. Selvom nogle påstår at hun var fra Mainz 5, ved man ikke rigtigt hvad hendes virkelige navn var. Nogen siger at det var Giliberta 6. Et står efter hvad nogen forsikrer fast, nemlig at denne kvinde var kæreste med en ung lærd 7, som hun elskede i den grad, at hun, efter at have tilsidesat jomfruelig skamfølelse og kvindelig frygtsomhed, i hemmelighed flygtede fra faderens hus og fulgte sin elsker, klædt som ung mand og under et andet navn. Sammen med ham, der studerede i England, var hun en af alle anset teolog 8 og hun helligede sig kærlighedens gud 9 og studiet af lærde skrifter 10. Derefter da den unge mand var afgået ved døden, og hun opdagede hun sin egen begavelse og følte sig tiltrukket af videndskaben, bibeholdt hun sin mandlige påklædning, ville ikke omgås nogen anden og ej heller erklære sig som kvinde. Og idet hun tværtimod utrætteligt gjorde fremskridt i studierne, udmærkede hun sig i den grad i de frie videnskaber 11 og i teologien, at hun ansås for at overgå alle andre. Og således, udrustet med en beundringsværdig viden og nu noget ældre, begav hun sig fra England til Rom. Og dér underviste hun i nogle år i trivium og fik højtstående tilhørere, og da hun, udover i videnskaben, også var kendt af alle for sin enestående ærbarhed og fromhed, blev hun af alle anset for at være en mand. Da hun i den grad var kendt af mange, og da pave 12 Leo V afgik ved døden 13, blev hun af de meget hæderværdige fædre 14 enstemmigt valgt til efterfølger af den afdøde og kaldt Johannes. Havde hun været en mand, havde hun fået nummeret den ottende 15. Hun skammede sig ikke over at bestige Peters stol 16 og at forvalte de hellige sakramenter, hvilket ikke er tilladt nogen kvinde i den kristne religion, og i nogle år opnåede hun at sidde på apostolatets 17 højeste trin, og som kvinde optrådte hun som Kristi stedfortræder på jorden. Men Gud fra det høje, i medlidenhed med sit folk, kunne ikke finde sig i, at sådan et højt embede skulle besiddes af en kvinde, og at sådant et folk skulle bedrages ved sådan en ulykkelig fejl, så Han holdt ikke længere sin hånd over hende, der havde vovet det utilbørlige og ikke havde angret. Derfor, ved råd fra djævelen, som havde forført hende til og fastholdt hende i sådan en forbryderisk dristighed, skete det, at hun, der privat havde våget over sin store ærbarhed, i en så fremskreden pavelig regeringstid vendte sig til lystenhedens ild. Ej heller besad hun, der så længe havde kunnet skjule sit køn, kunsten at fjerne sin vellyst. Thi da hun havde fundet en, der hemmeligt besteg Peters efterfølger og bortgned den brændende kløe, skete der det at paven blev gravid. O hvilken ryggesløs gerning. O hvilken uendelig tålmodighed Gud udviser. Hun der havde kunnet forblænde menneskenes øjne, manglede evnen til at holde sin ukyske fødsel hemmelig. Hvad videre? Fødselen var nærmere end hun troede. Da hun engang gik i hellig procession om byen, fra højen Janiculum mod lateranet, mellem Colosseum og pave Clemens kirke 18, og der ingen jordemoder var, fødte hun åbenlyst et barn, ved hvilken forbrydelse hun længe havde bedraget alle undtagen elskeren. - Og derpå gik hun bort 19 med sit lille barn, af fædrene 20 kastet ud i det yderste mørke 21. I det fortsatte minde om hendes afskyelige urenhed og navn er det sådan lige til i dag, at når paverne afholder hellige processioner med præsteskabet og folket, og kommer til fødselsstedet som er lige midt på vejen, føler de afsky, og efter at være gået uden om går de hen ad andre veje og gyder, og således, efter at have undgået det afskyelige sted, fortsætter de ad den vej de havde påbegyndt.

3 b. De Johanna Anglica Papa 22. Latinsk tekst. De Johanna anglica papa. Johannes, esto vir nomine videatur, sexu tamen femina fuit. Cuius inaudita temeritas ut orbi toto notissima fieret, et in posterum nosceretur effecit. Huius etsi patriam maguntinam quidam fuisse dicant quod proprium fuerit nomen vix cognitum est. Esto sint qui dicant fuisse Gilibertam 23, hoc constat assertione quorundam eam virginem a scolastico juvene dilectam: quem adeo dilexisse ferunt, ut posita verecundia virginali atque pavore femineo, clam e domo patris effugeret, et amasium adolescentis in habitu et mutato sequeretur nomine. Apud quem, in anglia studentem, clericus existimatus ab omnibus et veneri et litterarum militavit studiis. Inde juvene morte subtracto, cum se cognosceret ingenio valere, et dulcedine traheretur scientie retento habitu nec adherere voluit alteri, nec se feminam profiteri, quin ymo studiis vigilanter insistens adeo in liberalibus et sacris litteris profecit, ut pre ceteris excellens haberetur. Et sic scientia mirabili predita, jam etate provecta, ex anglia se romam contulit et ibidem aliquibus annis in trivio legens, insignes habuit auditores. Et cum preter scientiam singulari honestate ac sanctitate polleret, homo ab omnibus creditus et ideo notus a multis. Solvente leone quinto pontifice summo carnis debitum, a venerandissimis patribus communi consensu premortuo in papatu suffectus est nominatusque Johannes, cui si vir fuisset ut octavus esset in numero contigisset. Que tamen non verita ascendere piscatoris cathedram et sacra misteria 24 omnia nulli mulierum a xristiana 25 religione concessum tractare, agere et aliis exhibere apostolatus culmen aliquibus annis obtinuit, xristique 26 vicariatum femina gessit in terris. Sane ex alto deus, plebi sue misertus, tam insignem locum teneri, tanto presideri populo tamque 27 infausto errore decipi a femina passus non est et illam indebita audentem nec sinentem, suis in manibus liquit, quamobrem suadente dyabolo qui eam in tam scelestam deduxerat atque detinebat audaciam ut que privata 28 precipuam honestatem servaverat, in tam sublimi evecta pontificatu in ardorem veniret 29 libidinis. Nec ei, que sexum diu fingere noverat, artes ad explendam defuere lasciviam. Nam adinvento qui clam petri successorem conscenderet et exurentem pruriginem defricaret, actum est ut papa conciperet. O scelus indignum, o invicta pacientia dei! Quid tandem? Ei que fascinare diu oculos potuerat hominum, ad incestuosum partum occultandum defecit ingenium. Nam cum is preter spem propinquior esset termino, dum ex janiculo, amburbale sacrum celebrans, lateranum peteret inter coloseum et clementis pontificis edes 30, obstetrice non vocata, enixa publice patuit qua fraude tam diu, preter amasium, ceteros decepisset 31. Et hinc a patribus in tenebras exteriores abiecta, cum fetu misella abiit. Ad cuius detestandam spurciciam 32 et nominis continuandam memoriam, in hodiernum usque summi pontifices rogacionum cum clero et populo sacrum agentes, cum locum partus, medio eius in itinere positum, abominentur, eo omisso, declinant per diverticula vicosque et sic, loco detestabili postergato, reintrantes iter perficiunt quod cepere. 2. Fra Martin von Troppau: Chronicon 33. Version 1. Efter denne Leo 34 sad Johannes Englænderen fra Mainz 35, 2 år, 7 måneder og fire dage og døde i Rom og efterlod pavestolen tom 1 måned 36. Denne var, som det hævdes, en kvinde, og som ung pige blev hun af en elsker ført til Athen i mandetøj, og som mand udmærkede hun sig i forskellige videnskaber så ingen kunne måle sig med hende, i en grad så hun senere i Rom, hvor hun underviste i trivium 37, havde kendte lærere som studenter og tilhørere. Da i Rom levned og videnskab stod i

4 høj kurs, valgtes hun enstemmigt til pave. Men som pave blev hun gjort gravid af sin fortrolige 38. Idet hun ikke kendte tidspunktet for sin nedkomst, nedkom den besværede kvinde mellem Colosseum og Skt. Clemens Kirke, da hun var på vej fra Peterskirken til Lateranet, og efter at være afgået ved døden blev hun, som det siges, begravet der på stedet 39. Og da den herre Paven altid undgår den vej, mener de fleste, at det sker på grund af afsky for den hændelse. Ej heller er hun optaget på listen over hellige paver på grund af sit kvindekøn og ligeså meget på grund af den skændige adfærd. Version 2. Her 40 skal det ikke forbigås at Johannes Englænderen fra Maintz sad i 41 år, 5 måneder, 4 dage og efterlod pavestolen tom 1 måned og 3 dage. Da denne var ung pige, blev hun af sin elsker ført til Athen, der blev hun iført mandetøj så alle troede hun var af mandkøn. I studiet af de frie videnskaber 42 og i andre videnskaber udmærkede hun sig i den grad, at hun ikke fandt sin lige i nogen videnskab. Da hun kom til Rom underviste hun i den tredje del af trivium 43 så fremragende, at hun kunne tælle byen Roms filosoffer og lærere i retorik blandt sine studenter. I quadrivium viste hun sig fremragende, ikke så meget ved sine talegaver som ved mange herlige skrifter. Ved hendes kunnen og råd skabtes mange af Rom herligheder. Da hun enstemmigt var valgt til pave, overgik hun sine forgængere i viden, moral og kropsholdning. Men overvundet i sin kvindelige svaghed blev hun gjort gravid af en diakon 44 som var hendes fortrolige. Da hun ikke kendte tidspunktet for sin nedkomst, fødte hun, overvældet af veer, et barn midt på vejen, da hun var på vej fra Lateranet mod Peterskirken, på den vej der fører til Colosseum. Mindet om hende står indhugget i sten til den dag i dag, og gaden kaldes Pavindens Gade 45. Men hun, der skiftede til kyskhed og anlagde nonnedragt, levede så længe i anger, at hun nåede at se at hendes søn blev biskop i Ostia. Da hun på sine sidste dage så at hun skulle dø, bestemte hun at hun ville begraves på det sted hvor hun nedkom, hvilket hendes søn ikke ville tolerere, men fik hende overført til Ostia og begravede hende ærefuldt i domkirken. For hendes fortjenesters skyld lader Gud ske mange mirakler 46. Men fordi kvinders slægtskabsforhold ikke udredes i den Hellige Skrift, nævnes hun ikke i historiske skrifter blandt paverne. 3. Fra Heinrich Steinhöwel: Deutsche Chronik 47. Leo. det Herrens år 846. Sad 8 år og 3 måneder. Han var god. Han byggede mange kirker der senere blev ødelagt af saracenerne 48. Kvindepaven, som lod sig kalde Johannes af England. Det Herrens år 854. Sad 3 år, 5 måneder. Så blev hun gravid. En dag foretog hun eksorcisme på et besat menneske, og da djævelen ikke ville ud, sagde hun til ham:»sig mig, du onde ånd, hvorfor vil du ikke fare ud af denne krop?«da svarede han hende med disse latinske vers:»papa, pater patrum, papisse pandito partum. Tibi tunc edam de corpore quando recedam 49.«Det betyder: Når du, pavinde, vil fortælle om din fødsel, så vil jeg fare ud. - Hun fødte på vejen mellem Colosseum og Skt. Peters kirke og døde der. Ind på den vej må der ikke mere komme nogen pave. Benedictus III. Det Herrens år 857. Sad 2 år. 4. Fra Friederich Christoph Schminckes Monimenta Hassiaca 50.

5 Der var på den tid en pave i Rom, han kaldte sig Johannes fra England og var dog født i staden Mainz ved Rhinen, og han var en kvinde og havde mandstøj på og var så godt lærd i den hellige skrift at man på den tid ikke fandt nogen der kunne måle sig med ham. Derfor blev han valgt til pave og regerede ca. 2½ år. Men da den værdighed ikke egner sig eller bør sig for en kvinde, derfor blev han plaget af Gud, fordi da han engang gik i procession, da fødte han et barn foran alt folket, og han døde i fødselen. Da råbte djævelen ud i luften dette vers: Papa pater patrum peperit papissa puellam. Det betyder: Paven som er en pavinde og en fader for alle fædre, han har født en datter. I dette vers begynder hvert ord med bogstavet p. 5. Hvordan så hun ud? Nogle har forsøgt at give Johanna et nummer i rækken af paver ved navn Johannes. Nedenstående senmiddelalderlige tyske træsnit foreslår Johannes den Syvende 51. Titlen kan være ment let ironisk, da der sibend er hankøn, som det sig hør og bør hos paver, mens personen åbenlyst er en kvinde med pavetiara på hovedet og med et barn. Billedet stammer fra Hartmann Schedel s Weltchronik fra Schedel, hvis bog er på tysk, bringer følgende beskrivelse af personen: Johannes fra England opnåede ved trolddom at blive pave. Selv om hun var en kvindelig person, så vandrede hun dog rundt i skikkelse og adfærd som en mand. Som ung drog hun med sin elsker, en lærd mand, til Athen. Dér blev hun så højlærd i skriften 53, at da hun kom til Rom, havde hun kun få der var hendes lige i den hellige skrift. Nu opnåede hun, der så du som en mand, men i det skjulte var en kvinde, med forelæsninger og skarp disputerekunst sådan en popularitet og tillid, at hun efter Leos død i hans sted (som Martinus 54 siger) i enstemmighed blev valgt til pave. Men hun blev efterfølgende besvangret af en af hendes tjenere. Da hun havde båret det ufødte barn et stykke tid, og en dag ville gå til Skt. Johannes-Kirken i Lateranet 55, så fik hun veer mellem Engelsborg 56 og Skt. Klements Kirke 57, hun nedkom og døde på stedet. - Nogle skriver at når en pave vil gå til den

6 nævnte Skt. Johannes-Kirke og kommer til det sted hvor dette skete, så bør paven undgå denne vej i skrækkelig ihukommelse af sådan en historie. - For det andet: Når en nyvalgt pave for første gang bliver sat i Skt. Peters stol med hullet i sædet, så plejer den yngste diakon, for for fremtiden at undgå den slags fejltagelser 58, at berøre pavens kønsdele gennem det nævnte hul i stolen Pave Johanna: - eller pave Johanne. På latin kaldes hun Johanna papissa, på tysk die Päpstin Johanna, på fransk Jeanne la papesse, på engelsk Pope Joan, på italiensk la Papessa Giovanna. 2 angående dette sidste, se nedenfor Martin af Troppau: Chronicon, version 2. 3 efter inkunablen Ioannis Boccatj de Certaldo de prelaris mulieribus (Louvain 1487). 4 Oversættelse af den italienske digter Boccaccios De Johanna anglica papa = Om pave Johanna fra England, der står i den på latin affattede bog De claris mulieribus = Om berømte kvinder, et værk der blev færdigbearbejdet 1375 og hurtigt oversat til mange sprog. Jeg har som grundlag for oversættelsen benyttet Louvain 1487 (se Forkortelser ovenfor). Louvain 1487 danner også grundlaget for min gengivelse af Boccaccios latinske version af Pave Johannaberetningen. 5 fra Mainz: i Tyskland. Louvain 1487 skriver maguntinam (et adjektiv), altså: hun var mainzer, idet Mainz på latin (bl. a.) hedder Maguntia. 6 skønt nogen siger at det var Giliberta: Lidt forvirrende har Zaccaria s. 414 Gilibertum [akkusativ af Gilibertus], altså en hankønsform. Zaccaria nævner desværre næsten intet om varianter, selvom han i sin udgave s nævner stribevis af codices. Ingen af de senmiddelalderlige håndskrifter og tryk jeg har kunnet finde på nettet, har Gilibertum. - Skrivningen Gilibertam ses da også hos den tyske forfatter Heinrich Steinhöwel, som i sin oversættelse af Boccaccios De Claris Mulieribus, på tysk: Von den synnrychen erluchten wyben (= Om de kloge og oplyste kvinder) fra 1473, har: Ain junkfroelin ze mencz (als etlich sagen) giliberta gehaissen = En ung kvinde fra Mainz (som nogen siger) ved navn Giliberta. Se 7 lærd: Louvain 1487 bruger ordet scolastico [ablativ af scolasticus], der både kan være en student og en universitetslærer. 8 teolog: Louvain 1487 bruger ordet clericus, som er en præst af lav rang. 9 kærlighedens gud: Louvain 1487 bruger ordet Veneri [dativ af Venus = kærlighedens gudinde]. 10 studiet af lærde skrifter: Louvain 1487 har litterarum studiis [dativ af litterarum studia] = studierne af skrifterne, som omfattede teologisk og anden lærd litteratur. 11 de frie videnskaber: de såkaldte syv frie videnskaber (latin: septem artes liberales), der bestod af to grupper: Trivium, ordret trevejen, som omfattede de lavere fag dialektik, grammatik og retorik. De øvrige fire videnskaber kaldtes quadrivium, ordret firvejen, og omfattede de fire højere fag, nemlig de matematiske fag aritmerik, geometri, musikteori og astronomi. 12 pave: Louvain 1487 bruger betegnelsen pontifice summo [ablativ af pontifex summus] = den højeste brobygger, der sammen med formen pontifex maximus = den største brobygger var en ganske gængs betegnelse for en pave og er det den dag i dag. 13 afgik ved døden: Louvain 1487 anvender udtrykket solvere carnis debitum = betale kødets gæld, en vending der var almindelig i middelalderen. Bag udtrykket synes at ligge en ide om at man har fået kødet af Gud og i døden giver det tilbage. 14 de meget hæderværdige fædre = kardinalerne 15 den ottende: som vi ser nedenfor i Schedels Weltchronik, kaldes hun også Johannes den Syvende. - Den af Romerkirken anerkendte Johannes VII var i embedet Den første kendte Johannes VIII var modpave i året 844 og dermed ikke anerkendt. Den af kirken anerkendte Johannes VIII sad Peters stol: Peters bispestol. Louvain 1487 bruger vendingen piscatoris cathedram [cathedram er akkusativ af cathedra] = fiskerens stol, da apostlen Peter oprindeligt var fisker, se NT, Matthæus-Evangeliet kap, 4, v. 18: (1992) Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han to brødre, Simon kaldet Peter og hans bror Andreas, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. - Da senere Jesus if. NT, Matthæus-Evangeliet kap. 16, v siger til Peter: (1992) v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. v19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«- da opfattede Romerkirken det på den måde at Peter SAMT hans efterfølgere var Kristi stedfortrædere på jorden. 17 apostolatet = pavedømmet, pavestolen. Da paven anser sig for apostlen Peters efterfølger, er han selv også en apostel, et ord der betyder sendebud. Tillægsordet apostolicus, på dansk apostolisk, betyder tilsvarende også pavelig.

7 18 pave Clemens kirke: Basilica S. Clemente i Rom er opkaldt efter den hellige Clemens eller pave Clemens I, som i paverækken er nr. 4. Han antages at have været pave fra ca. år 88 og ca. 10 år frem. 19 gik hun bort: Louvain 1487 har abijt = abiit, sikkert i betydningen døde. 20 fædrene = kardinalerne (der jo havde givet hende embedet). 21 kastet ud i det yderste mørke: Louvain 1487 har: in tenebras exteriores abiecta. Det er et let bearbejdet citat fra flere steder i NT, f. eks. fra Matthæus-Evangeliet, kap. 25, v. 30, som if. Vulgata lyder: Et inutilem servum ejicite in tenebras exteriores, som fortsætter illic erit fletus, et stridor denti = (1992) Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren - dvs. ud i fortabelsen. 22 latinsk tekst efter Louvain 1487, idet denne tekst ligger Zaccaria s ganske nær. Jeg har opløst de talrige forkortelser, ligesom v-skrivninger for /u/ er gengivet med u, og u-skrivninger for /v/ er gengivet med v (altså: vt skrives ut, prouecta skrives provecta). i som læses /j/ gengives ved j, altså iuuene gengives ved juvene. ij som dobbelt i skrives ii, altså abijt skrives abiit. - PS: Zaccaria nævner s. 455 at det Kongelige Bibliotek i København har to manuskripter med De Claris Mulieribus, nemlig Cod. Gl. Kgl. S, 2092, 4 to og Cod. Thott. 1204, 4 to. Desværre udnytter han ikke sin lange liste over manoscritti che contengono tutta l opera til noget som helst, selvom han s. 552, note 3 og 5, antyder at der er forskellige overleveringsgrupper. Han nævner således ikke det interessante samlehåndskrift fra Vatikanet: Biblioteca Apostolica Vaticana, Pal. lat. 600 (15. årh.). Håndskriftet, der er skrevet med sikker hånd, fylder en side og bringer som hovedindhold Boccaccios historie om Johanna, med overskriften De iohanna anglica papa, og under teksten er tilføjet kilden: Johannes Boccaccius de Cercaldo in libro De mulieribus claris. Men, interessant nok: Over håndskriftets tekst er tilføjet (med meget lille skrift) en Johanna-tekst der ligger Martin von Troppau s version 1 nær (se nedenfor), som kunne have været nævnt i den beskedne liste s. 457 med excerpta. Se håndskriftet på siden 23 esto sint qui dicant fuisse Gilibertam: nogen siger at det [navnet. PEJ] var Giliberta. If. Zaccaria s. 414 og s. 552 har andre versioner formuleringen: esto sint qui dicant, ante pontificatus assumptionem, fuisse Gilibertum = skønt nogen siger at det [navnet. PEJ], før hun tiltog sig pavedømmet, var Gilibertus. - Se den danske oversættelse ovenfor med noten til navnet Giliberta. 24 misteria: liturgiske handlinger. Zaccaria s. 416 har ministeria = kirkelige tjenester. 25 xristiana: ret hyppig måde at stave christiana på, idet x skal minde om græsk x, som svarer til latinsk ch. Tilsvarende ses også skriveformen Xristus. 26 xristique: se foregående note. 27 tamque: Louvain 1487 har tāq 3 der kan læses tanque eller tamque. Zaccaria s. 416 har tanque. 28 detinebat audaciam ut que privata: Zaccaria s. 416 skriver detinebat audaciam, <actum est> 5 ut, que privata. I note 5 s. 552 finder han indskuddet uforståeligt, hvilket de spidse parenteser vel skal antyde. 29 veniret: Zaccaria s. 416 har deveniret. 30 edes: edes er pluralis, mens Zaccaria s. 418 har singularis edem, men betydningen er den samme, nemlig kirke. 31 ceteros decepisset: Zaccaria s. 418 har ceteros decepisset homines. 32 spurciciam: Zaccaria s. 418 har spurcitiem. Begge former er belagt i klassisk latin. 33 Martin von Troppau: også kaldet Martinus Polonius (= polakken Martin) eller Martinus Oppaviensis (= Martin fra Opava). - Troppau, i dag Opava, ligger i Tjekkoslovakiet, nær den polske grænse. - Om historieværket, se: Martini Oppaviensis: Chronicon Pontificarum et Imperatorum [= Pavernes og kejsernes historie], i: Monumenta Germaniae Historica. Serie: Scriptorum tomus XXII (in folio, SS), s Skrevet mellem 1277 og Om Johanna i Martin von Troppaus beretning gengiver Monumenta to versioner, som begge bringes her. 34 Leo: Monumentas hovedmanuskript (Monumenta s. 428) betegner paven før Johanna som Leo V, hvilket historisk er forkert. Fejlen skyldes at Leo III fejlagtigt kaldes Leo IV, se Monumenta-udgaven s Den historiske Leo V sad kort tid i året 903 (og kaldes i Monumenta Leo VI). 35 fra Mainz: Monumenta har: nacione Maguntinus = af herkomst mainzer måned: en variant til hovedhåndskriftet har 1 måned og 3 dage. 37 trivium: omfattede de sproglige dele af de såkaldte syv frie videnskaber (latin: septem artes liberales). Trivium, ordret trevejen, omfattede de lavere fag dialektik, grammatik og retorik. De øvrige fire videnskaber kaldtes quadrivium, ordret firvejen, og omfattede de fire højere fag, nemlig de matematiske fag aritmerik, geometri, musikteori og astronomi. 38 fortrolige: vel rådgiver i fortrolige sager. Monumenta s. 428 har familiarem, akkusativ af familiaris = en man har et fortrolighedsforhold til. 39 begravet der på stedet: formentlig menes der at hun som lovbryder blev kulet ned på stedet, altså uden for en kristelig gravplads. Det skal forklare hvorfor man ikke finder hendes grav i en af de fine kirker i Rom, hvor paverne ellers fandt deres sidste hvilested. 40 her = i paverækken. 41 antal år er udeladt.

8 42 i studiet af de frie videnskaber: Monumenta s. 428 har in arcium liberalium studio. Artes liberales svarer til de ovenfor nævnte septem artes liberales = de syv frie videnskaber. 43 den tredje del af trivium: er retorikken. 44 diakon: hjælpepræst 45 og gaden kaldes Pavindens Gade: Monumenta s. 428 har Vocatusque vicus ille Vicus Papisse, som også kan læses: og kvarteret kaldes Pavindens Kvarter. 46 mirakler: - vel ved hendes grav. 47 tekst efter inkunablen Heinrich Steinhöwel: Hie hebt sich an ein tütsche Cronica von anfang der welt vncz vff keiser fridrich. Ulm, 1473 (= Her begynder et tysk verdenshistorie fra verdens begyndelse indtil kejser Friedrich). - Se og - Steinhöwel anser tydeligvis Johanna for at have været en historisk person. Jeg anfører derfor de to omgivende paver Leo (IV) og Benedictus III. 48 saracenerne: muslimerne. 49 (med moderne tegnsætning) Papa, pater patrum, papisse pandito partum. Tibi tunc edam de corpore quando recedam = Du pave, fædrenes fader! Åbenbar først kvindepavens fødsel! Så vil jeg fortælle dig hvornår jeg vil fare ud fra denne krop. 50 Schminckes værk Monimenta Hassiaca er udgivet i Kassel i 1747 og gengiver diverse gamle historiske værker fra Hessen (håndskrifter og tryk). Teksten om Johanna er fra Wigand Gerstenberger: Landeschronik von Thüringen und Hessen, fra 1500-tallet. Se - Efter sproget og den naive stil at dømme stammer teksten fra en art skillingstryk. 51 som det er nævnt ovenfor: Den anerkendte Johannes VII var i embedet Den første kendte Johannes VIII var modpave i året 844 og dermed ikke anerkendt. Den anerkendte Johannes VIII sad se 53 skriften: bibelen 54 Martinus: Martin von Troppau? 55 Johannes-Kirken i Lateranet: på italiensk San Giovanni in Laterano. 56 Engelsborg: Schedel har Wunderburg, en betegnelse der menes at betyde Engelsborg. Engelsborg: på italiensk Castel S. Angelo. Betegnelsen Wunderburg = mirakelborg kan måske have noget at gøre med legenden om navnet Engelsborg: Pave Gregor den Store ledede i året 590 en kirkelig procession i byen med det formål at standse en pest. Pludselig hørte Gregor engle synge en kirkelig hymne, han sang med og deltagerne så oppe på den gamle bygning en engel stikke et sværd i skeden hvorpå pesten ophørte, altså et mirakel (kilde: - Betegnelsen Wunderburg forekommer også i Sebastian Franck: Chronica, Zeytbuch vnd geschychtbibel (1531), s. 290, se - men da det er samme Johanna-historie, viser det blot at Schedel og Franck har benyttet samme kilde. 57 Skt. Klements-Kirke: på italiensk Basilica S. Clemente 58 den slags fejltagelser: - at man vælger en pave, der viser sig at være en kvinde. 59 historien om stolen gentages i middelalderlige skrifter om Johanna i en uendelighed. Nogle versioner vil endda vide at diakonen skal udråbe: Han har testikler (Habet testiculos), eller: En mand er vor herre (Mas nobis dominus est). - Da vi har fået publiceret en del beskrivelser af paveindsættelse i højmiddelalderen, således ved kardinal Censius de Sabellis (= pave Honorius III, pave ), ser vi at der ikke omtales nogen befølinger se således især pkt. 78 hvor der står: Surgensque de sede ducitur a cardinalibus ad sedem lapideam, quae sedes dicitur stercoraria, quae est ante porticum basilicae Salvatoris patriarchatus Lateranensis; et in ea eumdem electum ipsi cardinales honorifice ponunt, ut vere dicatur: Suscitat de pulvere egenum, et de stercore erigit pauperem, ut sedeat cum principibus, et solium gloriae teneat = [Som led i indsættelsen skal den nye pave sidde på forskellige stole] Idet han rejser sig fra den stol, føres han af kardinalerne til en stenstol, som kaldes sedes stercoraria [toiletstolen, en stol med hul i sædet. PEJ] som står foran søjlegangen i Laterankirken. De samme kardinaler sætter ærbødigt den nyvalgte i stolen, for at det i sandhed kan siges: [sml. GT, 1. Samuels Bog, kap. 2, v. 8., dansk autoriseret oversættelse PEJ] Fra støvet rejser han de svage, fra skarnet løfter han de fattige, han sætter dem blandt fyrster og giver dem hæderspladsen. - Dr. J. Gurlitt har i sin Geschichte des Papsttums (Hamburg 1824), især s , fra en protestantisk synsvinkel sat tingene effektivt på plads, se