Fra Myrebogen af En Skolemand I Mindernes Land

Transkript

1 Fra Myrebogen af En Skolemand I Mindernes Land Det var en dejlig Tur for de to unge gennem det frugtbare skønne Sundeved. Og hvert Øjeblik blev de mindet om, at det var historisk Jord, de bedtraadte. Her havde jo saa mange af Kampene om Sønderjylland staaet. Her sad en Kanonkugle fra den første Krig indmuret i Væggen paa en Bondegaard, her stod et lille Trækors over en falden soldat inde paa Marken, og paa mange af Kirkegaardene var der store Krigergrave. I Bøffelkobbel gjorde de et lille Ophold. Der havde et Par fattige Husmandsfolk begravet en falden dansk Dragon i deres lille Have og gennem mange Aar fredet Graven. "Det var nok efter et Besøg her," sagde Jens, "at Digteren Holger Drachmann skrev sin dejlige Sang." Og saa sang han, da de igen stod ude på Landevejen: De vog dem, vi grov dem en Grav i vor Have, lagde dem ved Siden af den alfare Vej: alle vore Blomster skal smykke deres Grave; sønderjyske Piger, I forglemme det ej. -- Saa stod de endelig paa Dybbølbjærg - det danske Thermopylæ. "Her er lige saa vid en Udsigt som paa Himmelbjærg." sagde Jens. Her var vidunderligt smukt paa den skønne, klare Augustdag. Havet laa derude som et stort, blankt Øje, der smilede forelsket ind til det frugtbare Sundeved. Og Sunde og Fjorde og Bugter omsluttede det i et bredt Favntag. Skibenes hvide Sejl stod smukt til det dybblaa Hav. og de længst ude syntes at glide over Synskredsen lige ind i Himmelrummet. De sank ganske hen i det skønne Syn. Men saa blev der talt Tysk ved Siden af dem. Der gik en høj, kraftig, tysk Officer og viste et tysk Selskab omkring heroppe paa Skanserne. Den bredpullede Hue sad akkurat midt paa hans tætklippede Hoved. Hans Overskæg var bøjet opad som Kejserens og sad akkurat midt i det stive Ansigt med akkurat lige mange Haar paa hver Side af Næsen. Hans brede Skuldre var som trukne af med Linealer, og paa hans graa Kappe var ikke et Fnug eller en Fold. Hans lakerede Støvleskafter og Enden af Sabelen, der stak neden for 1

2 Kappen, kunde man spejle sig i. "Det er en rigtig Stivstikker at se paa," sagde Anders. Han talte langsomt og værdigt, saa de forstod en Del af det, han sagde, og han pegede omkring med sin solbrune Haand, som om han ejede det hele her. "Der ligger Broager," sagde han. "Derfra beskød vi dem. De kunde ikke naa os. Slet Skyts!" Ja - der laa Broager med sine Skrænter ud mod Havet, sin Kirke med de to Taarne, - Jens huskede den godt fra Krigsbillederne, de havde hjemme. Nu pegede Officeren over mod Als, Høruphav og Arnkilsøre. De hørte ham fortælle om, hvorledes Prøjserne gik over der i Natten med smaa Baade. Da han nævnede Panserskibet "Rolf Krage", som da laa oppe ved Enden af Alssund og skulde passe paa, lo kort og haanligt. Saa beskrev Stormen paa Dybbølskansen og skildrede det - som de siden saa ofte oplevede det i Tyskland - som en stor Heltegerning. "Ja - det vil jeg nok sige, "sagde Anders og knyttede Haanden om sin Knortestok, "to Stormagter mod et lille Land som vort: ja, del var tappert gjort!" Til sidst vendte Officeren sig mod Nord og pegede ud over det "skønne Land med Dal og Bakker fagre", med de Tusinder af Hegn og prægtige Bøgeskove. Jens og Anders vendte sig ogsaa den Vej. De kunde se helt op til Skamlingsbanken, helt op mod den danske Grænse. "Der er ikke langt derop," hørte de Officeren sige. De forstod ikke det øvrige, han sagde, men Meningen var vel den, at i en Haandevending vilde Tyskerne kunne tage det øvrige. "Nej - der er ikke langt derop," gentog Jens, og de saa alvorligt paa hinanden. Det var, som de for første Gang rigtig forstod, hvilken Fare det er for det lille, danske Folk at have en saa rnægtig Nabo. "Nej - der er ikke langt derop," var der endnu een, der sagde ved Siden af dem. Det var den lille, graa Mand fra Toget. "Et Par Hundrede Tusinde Pikkelhuer i Ilmarch med blinkende Bajonetter paa Bøsseløbene vilde kunne gøre det hele af paa et Par Dage! Jeg tror nu ikke, det sker. Gud vil nok holde sin Haand over vort lille Fædreland! Men tænk jer nu, at det skete. Saa vilde den samme tunge Kamp, som de fører hernede og har ført i mange Aar i hvert Hus, hver Gaard, hvert dansk Blad, begynde deroppe Norden for Kongeaaen. Saa vilde de ogsaa komme med 2

3 Det tyske mindesmærke på skanse 4. Sprængtes i luften i maj 1945 oppe i jeres Fødeby; jeres Forældre, Søskende og Venner. Tænk paa det, og bed saa Gud, at de hernede ikke maa trættes i Kampen, for falder det Bolvsærk, som Sønderjylland er, saa kommer Turen til os andre!" Officeren og hans Selskab fjernede sig. Det var, ligesom Landet omkring dem blev lysere, syntes de. Og det var, som den lille Mand med den sikre Tro paa, at Gud vilde holde sin Haand over gamle Danmark, kunde meddele sit lyse Haab til dem ogsaa. "Ja" - sagde han - "jeg kom i Tanker om, at jeg helst maatte tage en Tur til Sønderborg først, og saa stod jeg af ved næste Station og gik herud over Dybbølbjærg! Lad os nu se os lidt omkring heroppe!" De gik hen mod det tyske Sejrsmonument. Men mens den gamle viste og forklarede, hvad de saa omkring sig, gik de to unge og kunde ikke rigtig komme af med en Følelse af Skam. De skammede sig over, at de var blevne saa gamle uden at have den rette Forstaaelse af, hvad det var for en Kamp, der førtes hernede i Sønderjylland. Ved at gaa her blev det hele ligesom saa levende og kom dem saa nær ind paa Livet som aldrig før. "Der kan vi se Fyn, derovre bag Als, og dernede er Angel, det table Angel, som en Gang var Dansk som Sundeved, og der ligger Sottrup, der Nybøl og der Ullerup - -" jo - han vidste god Besked, den gamle. Nu stod de ved Sejrsstøtten. Den knejsede midt paa en Plads, som var indrammet af tilhugne Kampesten. Over en Kreds af Spidsbuer ragede et Spir op, og det endte i et svært Andreaskors. "Det er egentlig et ganske kønt Mindesmærke," sagde den lille Mand; "men det er jo Praleri det hele. Der var ingen Grund for Prøjserne til at rejse et Mindesmærke saa stort for den Bedrift. Se nu paa det Billede der!" Paa den ene Side af Støttens Fodstykke var der en Fremstilling af Stormen paa Dybbøl. Man saa en Flok tapre Tyskere storme frem. Danskerne var i vild Flugt. Kun en eneste, en Officer, vendte sig og skød en Pistol af. "Det skal være Løjtnant Anker fra Skansen Nr. 2," sagde den lille Mand. "Er det nu ikke uforskammet at fremstille vort lange, sejge Forsvar af Skansen paa den Maade? Og Iæs saa den Indskrift der!" Der stod, at Støtten var rejst til evigt Minde om de under Stormen paa Skansen d. 18. April 1864 sejrrigt faldende Tyskere. "Det er til at faa Kvalme af." sagde Anders. "Det er vel den berømte Dybbøl Mølle," sagde Jens og 3

4 Dybbøl Mølle pegede paa den store Vindmølle tæt ved. "Ja det er," sagde den lille Mand. "Naar jeg bar ærgret mig over Mindesmærket her, saa trøster jeg mig altid ved at se paa den gamle Mølle der. Den er lidt lavstammet og beskeden, lidt bondeagtig Dansk med sin runde Hat og sin tykke Krop. Den staar som en flittig og nyttig Borger her i Kornlandet og maler ufortrødent det sunde og gode Brødkorn. Der er ikke noget stramt militærisk ved den. Den staar som et herligt Modbillede til Støtten her. Den er skudt ned og bygget op, skudt ned og bygget op, men den staar der trofast, den gamle Fyr, og svinger trøstigt med sine store Vinger, som den vilde mane de danske Sønderjyder til ikke at trættes i Kampen!" - - Saa gik de ned mod Syd over Resterne af Skanserne. De lagde sig paa de Dynger, der var tilbage af Nr. 3. Her var saa roligt og fredeligt. Nogle Køer og Faar gik og græssede, og en Mand gik med en lille Dreng ved Haanden og røg af en lang Pibe. Over dem hvælvede sig en klar og stille Sommerhimmel, og derude laa et stille, blankt Hav. "Ja - i Kampdagene var her ikke saa stille som nu," sagde den gamle. "Da rystedes Luften af vældige Drøn, og Jorden bævede. De lysende Granater hvislede hen under den vinterlige Himmel. Det var især frygteligt at se om Natten. Men endnu frygteligere var det, naar disse Dødens Sendebud faldt ned i Skansen, sprang og rodede Jorden op, rev Arme og Ben af, knuste Hoveder - jeg har hørt Folk, som var med, fortælle om det. Det var forfærdeligt. Og mens de skød med Kanoner og Granater, arbejdede Prøjserne i Løbegravene og kom Dag for Dag Iængere ind mod Skanserne. I evig Uro gik de herinde, og naar Skydningen en Gang imellem holdt op, fik de travlt med at udbedre med Sandsække og Kurve - og saa begyndte Ødelæggelsen forfra igen!" Jens og Anders kunde forestille sig det hele saa levende, og Jens maatte mindes den gamle Draaby-Møllers Beskrivelse af Tilstanden i Stillingen i Dagene lige forud for Stormen, da der bogstavelig kun var nogle stakkels Grushobe tilbage, som ingen Beskyttelse ydede. Og da gik de stadig og tænkte, medens de med deres Hyldebøsser af Kanoner prøvede at svare lidt igen: Naar kommer din Tur? Mon du slipper helskindet fra dette og kommer hjem igen til fredelige Egne, hvor du kan lægge dig til Hvile i din Seng uden Frygt for at blive lemlæstet eller dødet, mens du sover? Hvor Iænge mon det skal vare, inden den Dag kommer, da Prøjserne myldrer frem af Løbegravene dernede og jager os ud af Stillingen? 4

5 Morten Eskesen Morten Eskesen er født 1826 i Uldbæk, en lille landsby mellem Skjern og Varde, hvor forældrene var gårdejere. Fra han var 14 år han blev 20 arbejdede han om sommeren ved landbruget men han om vinteren var hus- og hjælpelærer. Han kom så på Snedsted Seminarium og blev læreruddannet og stærkt påvirket af Grundvigianismen. I de kommende år var han lærer i Vestjylland og derefter huslærer og højskolelærer forskellige steder i landet. Fra var han friskoleleder på Fyn, først i Rudme og siden i Odense. Morten Eskesen var kendt som udgiver af sangbogen: Nordiske sange til brug ved folkemøder skytteforeninger og i skoler samlede af Morten Eskesen (1874) og af ugebladet Fylla der udkom fra 1869 til I 1890 udgav han 80 sange med egne hans egne melodier, der blev meget anvendt i højskolekredse. Endelig var han kendt for sit medrivende fremførelse af kæmpeviser. De viser, som han som 81-årig indsang for Grüner Nielsen, var nogle, han i årene omkring 1860 havde indsamlet efter folk på få Fyn. "Se, hvor kraftig Kløveren staar her, og hvor den dufter!" sagde den gamle. "Det er ikke saa underligt! Her er baade pløjet dybt og gødet godt, pløjet med Kugler og Granater og gødet med ungt, dansk Blod!" "Her var det altsaa, at Jens Bjørup, du ved, fik en Kugle gennem Kæbebenet, saa der siden sad et dybt Ar efter det," sagde Jens til Anders. "Ja - og her var det, Mads Hjort var med og fik sin ene Arm splintret, saa han altid maatte gaa med den i Bind," sagde Anders. "Og netop her i Skansen Nr. 3 var det, Anders Post laa - du ved nok, han døde af Brystsyge. Han sagde selv, at det havde han faaet i de kolde Vinternætter her!" "Ja - der er mange, der fik deres Knæk i den Krig," sagde den lille Mand, "og Danmark blev et lille, svagt Land; men," føjede han til, "Nederlaget satte saa mange gode Kræfter i Arbejde, der var saa mange, som satte Skuldrene under og vilde hjælpe til, at det lille Land kunde blive et stærkt, lille Land. Sorgen og Tabet vakte danske Mænd til dygtigt Arbejde, og det kendes!" Hans klare Oldingeøjne lyste af Glæde. De fulgtes alle tre hen ad Landevejen ned mod Sønderborg. "Hvad er det for store Indhegninger der til venstre?" spurgte Anders. "Det er Krigergrave. Her ligger i Hundredvis, mest Danske," sagde den gamle. "Der ligger altsaa det gamle Sønderborg med Slottet, der hvor Kristian den Anden sad fangen de mange Aar. Nu bruges det til Kaserne. - God Dag, god Dag, Janus Birk!" Den gamle hilste ind til en Mand, som gik og rev Stubbe inde paa Marken. "Ham skal vi ind at hilse paa. Det er en god, dansk Mand. Maaske vi faar ham til at fortælle lidt for os. Han var ogsaa med her ved Dybbøl!" De gik ind paa Marken til ham. Den gamle og Janus Birk trykkede hinanden trofast i Haanden. Man saa, de var gamle Venner. "God Dag, Morten Eskesen, og velkommen!" "Ja - jeg er paa Vandring som sædvanlig, og her er jeg kommen i Følge med to flinke, unge Danske, som har godt af at høre noget af det, der er sket her. Hvis du ikke har alt for travlt, Janus, saa kunde du gerne fortælle os lidt om Stormen paa Dybbøl. Du var jo med den Dag!" "Naar I vil tage det,. som det kan falde, saa skal jeg gerne fortælle lidt," sagde Janus og lagde sin Rive fra sig. De tre Tilhørere satte sig i en Rivelsedynge, og saa begyndte Janus. 5

6 Aaen: Kongeåen Han tog sig udmærket ud, som han stod der, den fasttømrede Skikkelse med det lidt fyldige, men smukt formede Ansigt og de rolige, skarpskaarne Øjne. Der er saa mange smukke, kraftige Mænd dernede i Sønderjylland. De bar noget i deres Ansigter, som vi ikke har Norden for Aaen. De lyser af rolig Sikkerhed og Viljestyrke. Trykket, de lever under, opdrager dem og præger dem. I Begyndelsen gik det lidt langsomt for Janus, men lidt efter lidt kom der Liv i ham. Der var maaske Huskefejl i det, han fortalte, maaske Fejltagelser, Begivenhederne laa jo mange Aar tilbage, og den menige Mand midt i Slagtummelen har selvfølgelig ikke Overblik over Stillingen; men der var den Ild i det, som Selvsynet giver. "Saadan er det, at Sagnet begynder sin Vandring ud i Folket," hviskede Morten Eskesen. "Ja - det var en streng Tid," sagde Janus Birk, "og det, der var det allerværste, det var det, at vi maatte staa og lade os skyde ned uden at kunne give igen. Mandskabet knurrede, og Dagen før Stormen vilde Afløsningen fra Als ikke gaa derover, undtagen de maatte faa Lov til at gaa løs paa Prøjserne uden for Skanserne. De raabte Hurra nede paa Broen der og vilde ikke gaa længer. Men det var Stormen paa Skanserne! Mit Regiment stod bag ved Linien nede efter Sønderborg den attende April, og den Dag var Skydningen saa meget voldsom. Det var forfærdeligt, saa det dundrede og bragede; det var, som Jorden skulde forgaa. Men saa Klokken ti holdt det op lige med eet. Der blev blæst "lang Tone" over hele Linien, og saa hørte vi, at de raabte Hurra alle Vegne, og saa tog de fat med Geværerne. Det Iød som en Trommehvirvel, saa hastig faldt Skuddene. Prøjserne kunde jo snart komme op til Skanserne, for Løbegravene var jo tæt ind paa, og da vi havde staaet lidt og hørt paa det, saa er der en, der siger: "Se - der staar en Fane paa Skansen Nr. 3!" Jo, del var rigtigt nok! Og lidt efter kom vore Folk løbende ud af Skansen, og Prøjserne myldrede i Hælene paa dem herned efter. Saa kom der efterhaanden prøjsisk Fane paa alle Skanserne. Del var forfærdeligt, saadan vore Folk saa ud, da de trængtes tilbage herned over Markerne. De var sværtede af Krudtrøg, og saa var de svedige og forpustede. Der faldt mange i det Løb; del var hvert øjeblik, vi saa en 6

7 Mand blive liggende. Saa mærkede vi, at der begyndte at komme Kugler ind i vor Flanke og pillede af og til en væk. Vi kunde længe ikke forstaa, hvor de Kugler kom fra, men saa til sidst opdagede vi, at Prøjserne nu ogsaa havde taget Skanserne nede ved Stranden og kom løbende langs med Vandet der til højre. Saa blev vi nødt til at flytte os og trak ned mod Broerne. Men Prøjserne trængte haardt paa, og der faldt mange. Da vi saa troede, de alle var komne over, saa brød vi den ene Bro af og brændte den anden. Men det var for tidligt; for vore Folk oppe fra Skanserne i Nord kom bagefter, og derfor tog Prøjserne en Masse til Fange dernede ved Vandet. Lige før Stormen havde vi faaet udleveret Naturalforplejning og Tæpper, og lige som jeg skal over Broen, kommer jeg til en Kammerat, og han siger til mig: "Det var da Synd, om Prøjserne skalde faa fat i det. Kom, lad os redde noget af det, jeg ved, hvor det er/" Saa løb vi hen og tog et Par Spande topfulde af Flæsk, og saa læssede vi alle de Tæpper paa os, som vi kunde bære, helt op over Hovedet, saa selv om en Kugle havde ramt os deroppe, havde den ikke gaaet igennem. Da vi kom over Broen med den Oppakning, saa traf vi Garderne, som stod opstillet der. De raabte efter os og spurgte om, hvad det var, vi løb med i Spandene, og saa fik de alt Flæsket. Men mens vi stod og snakkede med dem, peb Kuglerne hele Tiden. Hvist - hvist - hvist! sagde det, og Garderne maatte flytte sig, for Prøjserne skød efter deres hvide Bandoler og store, laadne Huer. Nu skulde jeg til at se mig om efter mit Regiment, og jeg træffer saa vor Løjtnant og spørger ham om det. "Pokker med Regimentet i Dag," siger han lige saa arrig; "men for Resten kan du gaa op til Møllen der og se, om du kan træffe det der!" Der traf jeg det ogsaa igen." Janus Birk blev ved at fortælle - en hel Time, maaske mere. Solen sank i Vest og kastede lange Skygger paa Dybbølbjærgets Affald ned mod Sønderborg. Nu fortalte han om Vaabenstilstanden, da de ryddede Marken for de døde, da danske og tyske Ambulance- Soldater gik mellem hverandre og samlede op "Marken dernede var næsten helt belagt med døde! Der er meget Blod i den Jord!" sagde han. De unge sad tavse og saa sig om. De syntes, der faldt et 7

8 rødt Skær over de hældende Flader. De havde saa let ved at forestille sig Marken strøet med slagen Ungdom. Der var blege Ansigter og røde Vunder alle Vegne. Og den gamle tænkte: Dersom det Blod flød for Folkets Synder, da har det været store Synder. - - Solen var gaaet ned, og Janus Birk var færdig med at fortælle. Saa tog han sin Rive og bad de tre følge med ham hjem. De var velkomne, og der kom netop i Aften en Del gode Venner, en Sangforening, som skulde synge hos ham. De takkede mange Gange og fulgte ham hjem til Gaarden. Paa Vejen sagde han: "Vi kommer sammen en Gang imellem og synger, det holder ligesom Modet oppe, og det kan jo til Tider nok behøves. Det er ikke altid morsomt at bo under Prøjser-Ørnens Skygge!" Saa sad de om Janus Birks lange Bord og sang langt ind i Augustnatten. Der sad den høje, ranke Mand, der havde ligget som Soldat i Berlin i tre Aar, men var kommen hjem endnu mere Dansk, end han drog ud og med et grundigt Had til alt tysk Soldatervæsen. Og der var den stille Mand med de kloge Øjne. Han havde været paa danske Højskoler, paa Askov og andre, og han havde sine bedste Dage, naar han tog derop til Efteraarsmøder. Han kunde glæde sig ved et ganske inderligt Had fra de tyske Embedsmænds Side. Og der sad den gamle, gemytlige Snedker med den kønne, høje Stemme. Han var fuld af lystige Historier om de tysksindede Bønder, som gjorde alt for at tækkes Prøjserne. Alle havde de dette viljefaste, kloge over sig. Gamle Morten Eskesen var rigtig i sit Es og sang den ene Kæmpevise efter den anden, og de andre sang de danske Fædrelandssange af fuldt Bryst. De to unge syntes, der kom en egen Klang i de gamle Sange hernede. 8