Foreningen af dansksindede sønderjydske Krigsdeltagere

Transkript

1

2

3 D. S. K. Aarbog 1952

4 Udgivet af: Foreningen af dansksindede sønderjydske Krigsdeltagere v e d Johs. Clausen A. P. Møller J. Andersen H. Hunger Eftertryk kun med D. S. K. s Tilladelse HEJMDALS BOGTRYKKERI AABENRAA

5 DE FALDNES MINDE ( Skrevet i russisk Fangenskab) Tæt om mindesmærkets fod står med øjne mat et følge. Fra i dag skal lysets flod frit om stenens åsyn bølge. Hver vil yde her sin skærv til den tak, som alle binder. Eders blev det tunge hverv, hvorom stenen tavs os minder. Mangen sorgfuld tanke går til en tid så skøn tilbage, da i livets fagre vår let og lyst gik Eders dage. Langt fra hjemmets kære sted måtte Eders øjne briste. Fremmed færd på ukendt led skulle fra jer livet vriste. Rens Efterskole Nu til Eders hvilested bæres hen da korets klange. Ære være jer og fred på de evigt grønne vange. Gennem tiders skiften skal en fakkel lig nu stenen lyse. Husk, de fulgte pligtens kald! Fjerne slægled skal dem prise! Frederik Rosenberg.

6 To slægtled i Nordslesvig ALLIGEVEL MED HINANDEN I HÅNDEN TRODS ALT / Hvis m an vil forsøge at opdele de to sidste slægtled her i Nordslesvig og desuden prøve at give dem navn, da må dette vel blive: generationen af 1920 og generationen af Disse to årstal er jo i højeste grad skelsættende i vort danske folk og tydeligt m æ rket af to krige. Det kan i nogen grad se ud til, at de krigsår, vi gennemlevede sidst, og den efterkrigstid, vi nu er inde i. har skabt et skel m ellem disse to slæ gtled, et skel i retn in g af livsopfattelse også i national retning. G enerationen af 1920 stem te N ordslesvig hjem til D anm ark e fte r den m est heltem odige kam p på et udelukkende k ulturelt grundlag verden endnu havde set af den slags kampm åde. En kamp gennem 56 å r med tro og håb og kæ rlighed som kam pvåben, der stadig skærpedes. A ltså en kam p på åndeligt grundlag mod tyskeriet. Tryk avlede e t stadigt stigende m odtryk, og m ødet m ed D anm ark i 1920 var et møde med friheden under ansvar. Ud fra dette store møde løstes et væld af bundne kræ fter her i Sønderjylland, kræ fter, som kom i virksom t arbejde, og hvis spor så tydeligt ses i dag. Nordslesvig er gennem de 32 forløbne år på en måde blevet m ålestokken for dansk k u ltu rs styrke og spæ ndkraft. Det er stort set det ældre slægtleds værk, vi allerstæ r- kest får øje på, n å r vi i dag ser ud over landsdelen her. Da jeg som blivende kom her til Sønderjylland i april 1919, så jeg ud over et Sønderjylland, som var m eget stæ rk t m æ rket af krigen , og dødens engel havde m æ rk et tu sin d er af danske hjem. H vordan skulle befolkningen h er dog få rejst sig igen efter dette bedøvende slag? Seks tusind unge sønners liv var dine løsepenge"! 1

7 O veralt i hele D anm ark taler stenene nu deres tavse sprog om, hvilken indsats og hvilket offer der skulle øves, før N ordslesvig kom hjem! Men se nu ud over landsdelen her! E fter kam ptid kom byggetid! D er e r bygget havne, veje, diger, højspæ ndingsvæ rk, m ejerier, kaserner, over 2000 nye lan d brug er foreløbig oprettede, og altså lige så m ange nye landbohjem. H åndvæ rk cg industri h ar gjort sig stæ rk t gældende overalt ved betydelig indsats. K øbstæderne h ar fordoblet deres indbyggerantal, og Nordslesvigs befolkning er gået frem fra ca i 1920 til over i dag. D er er bygget folkeskoler over hele landsdelen, folkehøjskoler, ungdom s- og efterskoler, husholdningsskoler, landbrugsskole, idræ tshøjskole. Og d er e r bygget k irk e r og m eget mere. Ja, m eget er bygget i kalk og sten som ram m e om det folkelige-nationale-kristelige danske arbejde h e r i N ordslesvig, og som vi alle ved det vigtigste græ nsevæ rn er det kulturelle værn. D ette syner jo ikke stort i det ydre, m en det øges gennem folkeskolens, ungdom s- og e fte r skolens, folkehøjskolens, folkekirkens, bibliotekernes, de danske ungdom s- og idræ tsforeningers og meget, m eget andet nationalt og dansk k u ltu relt betonet foreningsarbejde, som i første ræ k k e går ud fra de ca. 130 forsam lingshuse her, hvortil oftest er k n y ttet store og gode idræ tspladser til ungdommen. (I forhold til denne indsats i Nordslesvig ikke alene stagnerede Sydslesvig, m en gik tilbage, da det jo fortsatte m ed at blive under det tyske styre. Eet enkelt skridt over græ nsen h er ved Skelbækken viser jo dette m ed al fornøden tydelighed). M ed berettiget stolthed kan det nu æ ldre slæ gtled se på den indsats, der er gjort h er i den halve del af Sønderjylland under frihedens og ansvarets tegn. Og det private initiativ h ar tilfulde vist, hvilken afgørende rolle dette spiller særlig i et genopbygningsarbejde. - Igennem denne storslåede danske indsats gennnem godt 30 å r her i N ordslesvig e r der ligesom vist verden om os både h v a d 2 vi ville og hvad vi kunne! D er kan i dag ses ud over en indsats, som vi i højeste grad kan væ re bekendt og som tåler enhver sammenligning. Ja, Nordslesvig er synes det m ig ligesom et dansk visitkort til verden om kring os, et kort, der viser dansk k u ltu rs sty rk e og sp æ ndkraft n år danske evner prøves gennem store opgaver. Den unge generation jeg vil kalde den generationen af 1945 (vor fremtid!) h a r fået alt det h er næ vnte og m ere til at bygge videre på. D er er skabt et solidt og holdbart grundlag for den m ålbevidste indsats, der stadig m å gøres i vort grænseland, og som ungdom m en nu skal videreføre. Vi véd det fordi vi h a r set det a t et folk holdes kun frisk gennem opgaver. D et samme er jo altid tilfæ ldet også m ed det enkelte m enneske - og vi skal huske, vi danske der ellers til tider h a r ord for at væ re lidt magelige" at fred er ej det bedste, m en at m an noget vil!" Vi danske må ofte tvinge os selv ind på den bane, der fører os gennem den nationale Dg folkelige opgave ikke udenom den! Men vi h ar dog m ed al tydelighed vist og det gælder ikke m indst ungdom m en at vel kan vi h er i frihedens D anm ark m archere spredt, m en n år det gælder, da står vi samlet! Den sidste krigstid gav os tro til os selv, og denne tro til sig selv kom i s tæ rk grad til a t præ ge ungdommen, som førte frihedskam pen under den tyske besættelse. På den store m indesten, som er rejst udenfor det nye forsam lingshus i N otm ark på Als på ungdommens idræ tsplads s tå r der a t læ se u n d e r overskriften Danm ark følgende: Ungdom m en tæ n d te en flam mende fakkel. R ejste folkets ære. Satte m ål for den kom mende slægt". (Ordene er form ede af en fra det æ ldre slægtled). Frihedskam pen gjorde stort set den deltagende ungdom tidligere moden, og den viste i skarpe glim t dens ansvar for den kom m ende tid. Den udvidede vor ungdom s syn stæ rkere end hidtil både mod nord og mod syd. D erfor m idtsam ler ungdom m en sig ikke i lige så høj grad om den sønderjydske hjem stavn, som det 3

8 æ ld re slæ gtled gjorde det. S ynet e r b lev et udvidet. V erden e r blevet m eget større. M en an sv aret for h jem stavnens danskhed føles dog lige så stæ rk t hos det yngre som hos det æ ldre slægtled. Dette h ar vi eksem pler nok på. Hvis man forstår at lytte til ungdom m ens ord og indføle sig i dens tankegang, så stå r vor ungdom (vor frem tid!) h e r i Nordslesvig i dag og siger om trent følgende til os, der n u er æ ldre: Vi takker jer, m or og far, for vi ved jo godt, a t loven og budet også er over os den lov og det bud: Du skal elske din m or og din far, at det må gå dig vel, og at du må leve længe i landet. Jeres indsats er jo vort eksempel, og vi, jeres børn, vil væ re enige om at lægge blom ster på m ødres og fæ dres grave, takkens og ærbødighedens blomster. Vi ved også, at det unge slæ gtled altid m å stå på det gam le slægtleds skuldre for vi kan jo da ikke svæve oppe i det blå uden forbindelse m ed jorden ikke re t længe da!. Men vi Vil gerne have, at I ældre skal forstå os unge, forstå, a t vi lev e r vor ungdom i e t tidsskifte så stæ rk t som ikke før. Og de stæ rke brydninger i tiden h a r n u form et vor livsopfattelse sådan, at den til tid e r k an støde sam m en m ed gam le traditioner. M en indtræ ffer et sådant sammenstød, da skulle det ikke gerne skille, m en derim od sam le det bedste gam le m ed det bedste nye. For også vi m ener, at have noget n y t at sæ tte ind. Det m ente I jo også, m or og far, da I var unge. Og hvis I spørger os om, hvor vi ser vore opgaver nu, ja, da vil vi stort set svare, at dem ser vi foruden her i vor hjem stavn både mod nord og mod syd, og sam let kort vil det m åske bedst kunne udtrykkes sådan: Sydslesvig og Norden. Skulle der ikke væ re opgaver nok for os indenfor disse virkefelter? M en I m å stadig h u ske, m or og far, at verden ligesom er blevet så lille for os, og vor udlæ ngsel e r vokset derved. Og så m å I heller ikke sige om os, at vi unges m oral er m ere løs, end den v ar hos jer, da I var unge, for det er den ikke. Men vi er vist m ere åbne, m ere realitetsbetone de, m ere agtpågivende overfor det, vi jo godt kan kalde den nøgne sandhed". Ram m erne om livet betyder måske ikke lige så m eget for os, som de betød for jer. Vi er m eget interesserede for indholdet, at dette må blive p ræ get af åbenhed og ærlighed. Men tro ikke, at vi vil løbe fra noget ansvar, nej, m en vi vil bare k lart vide, hvad det er, vi h a r ansvar for. Vi holder ikke af pæ n indpakning om et ikke så pæ nt indhold. Og hør så: Vi unge glæder os altid over de af de ældre., som er milde af sind og tålsomme, forstående og tilgivende. D erim od g å r vi udenom de døm m ende, de selvretfæ rdige, dem, som tror, at det kun er dem, der kan lede og styre, de små selvglade diktatorer, der selv tror, at de er så uundvæ rlige bare fordi de er de gamle i landet. De h ar tab t evnen til indføling og p y n ter sig med selvforgudelsens blegrøde papirroser. Dem vender vi unge ry g gen til, og de m å finde sig i at blive alene før eller senere. Og så er der forresten lidt m ere med det samme: I må love os een ting. m or og far, I m å ikke efterligne os unge! F o r gør I det, ja, så kom m er I til a t se så m orsomme ud. I m å ikke prøve på at løbe fra jeres alder, for det kan I alligevel ikke. I skal bare blive ved med at væ re den m or og far, som I var for os, da vi var børn. Og så vil vi så inderlig gerne have, at I forstår os så godt som det n u er je r m uligt. For vi kan nu alligevel ikke u n d v æ re jer. V ort barndom shjem er trods a lt alligevel det store og faste holdepunkt i vort liv. Det skal I vide. Og ved I hvad ja, det er i grunden m eget svæ rt at sige: I kan også bede for os n år vi ikke selv orker det, for vi husker altid barnebønnen ved barnesengen og mor, der sad bøjet over den. Jo, I kan tro, at det huskes. H jem m et lever i vore hjerter, men det m inde skæ rm er vi og tager det måske kun frem i løndom for ikke at vanhellige det. Og så til sidst: I skal vide, at også vi går ind under jeres gamle løsen: En vågen dansk og kristen ungdom " og vi vil bæ re an sv aret for dette løsen på vore unge skuldre. 4 5

9 Tro kun dette, m or og far! Og er vi så ikke enige om det væsentligste? Ja, sådan hører jeg gam le skolem and de unge tale til os af det ældre slægtled, og ja, så sm iler vi vist varm t til hinanden alligevel. Og m åske hvisker vi da for os selv: Ja, de er alligevel kød af vort kød og blod af vort blod. Gud velsigne og bevare dem. H an lade sit ansigt lyse over dem og væ re dem nådig. H an løfte sit åsyn på dem og give dem fre d i sind og fre d på jord. Og vi hvisker Amen dertil for vi beder jo for det dyrebareste, vi ejer: vor ungdom. S å s tå r de to slæ gtled alligevel m ed hinanden i h å n den trods alt. Godfred Hansen, Rens Efterskole. Da jeg skød Raabukken - O G ANDRE OPLEVELSER Jeg blev indkaldt i 1915 og fik min Uddannelse paa G ottorp Slot i Slesvig. I F oraaret 1916 var jeg saa heldig at komme hjem paa Orlov. En Dag læ ste jeg i Flensborg Avis, at m an paa G rund af den herskende Kødm angel m aatte skyde Raabukke fra Dags Dato. Jeg blev straks ivrig, stod tidligt op den næ ste Dags M orgen og skød en Buk. N æste Dag kom G endarm en fra Arnum. Heldigvis var jeg ikke hjem m e. H an sagde, at han kom paa G rund af den Buk, W arm ing havde skudt. Det var nem lig for tidligt, og altsaa ulovligt; m en nu vilde han komme igen næ ste Dag. Jeg v ar naturligvis ikke saa glad ved det Besøg og gik i Byen den følgende Dag, hvorefter jeg rejste tilbage til Slesvig. G endarm en lod im idlertid Sagen gaa til m in Afdeling i Slesvig, og en skønne Dag fik jeg O rdre til at stille til Forhør. Forespurgt, om jeg paa m in Orlov havde skudt en Buk, svarede jeg naturligvis bekræ ftende, og nu begyndte K aptajnen, som ledede Forhøret, at skælde mig grundigt ud. H an sagde noget om, om jeg ikke kunde lade Dyrene væ re i Fred, n aar de var fredede. Min K aptajn, der overvæ rede Forhøret og indtil nu havde forholdt sig tavs, spurgte nu, om jeg havde forset mig mod de m ilitæ re Love, og da jeg jo ikke havde det, fo rtsatte han: W arm ing er en god Soldat; jeg er endda stolt over, at han kunde ram m e en Buk, og jeg kan ikke indse, at M ilitæ ret kan straffe ham. Saa gik Sagen til Civilretten, og jeg m aatte blive i Slesvig for a t væ re til Raadighed for Retten. To Gange saa jeg T ransporter gaa til Vestfronten, m en jeg gik og havde gode Dage. Tredie Gang m aatte jeg dog med, og vi kom til Rusland, til Res. Inf. Reg. 265, som laa ved Lodz. Vi laa i en lille Skov bag Fronten, m en to Dage senere blev der i den tidlige M orgenstund slaaet Alarm. Vi svæ r- 6 7

10 mede ud, som vi havde læ rt det paa K asernepladsen, og saa gik det frem ad. Ø strigerne, K am erad Schnurschuh", som vi kaldte dem, og som v ar med os, løb tilbage; m en saa kom der Befaling til os om, at enhver Østriger, der løb tilbage, skulde skydes. Vi skød nu ingen. Op ad Form iddagen laa vi over for Russerne. De fleste af os v ar gaaet saa langt frem, at de kunde kom m e i D æ k ning i en paabegyndt Skyttegrav. Jeg laa længere tilbage i en Lavning, hvor G ræsset stod højt; m en Russerne havde faaet Øje paa os, og saa snart vi rø rte os, fik vi en Salve fra et af deres M askingeværer. K uglerne gik dog hen over vore Hoveder. Det var væ rre for dem, der laa højere oppe, for her fik enkelte nogle K ugler gennem deres Tornyster eller Kogekar. Hen paa Efterm iddagen søgte vi frem til de andre. Vi løb een ad Gangen. Angstens Sved gjorde mig vaad over hele Kroppen. Jeg blev enig m ed en af m ine K am m erater om, at det nu kunde væ re ra rt med en Bid Brød; vi havde nem lig ikke faa e t noget a t spise den Dag, m en saa begyndte A rtilleriet at skyde efter vor Skyttegrav, og da jeg saa m ig om kring, opdagede jeg, a t alle de andre v a r fo r svundet. De havde søgt bedre D ækning andetsteds. Jeg sagde til m in K am m erat, om h an ikke m ente, a t det var bedre for os ogsaa at søge Dækning, for om et Øjeblik vilde R usserne rim eligvis skyde lige ned i v o rt G ravafsnit. Vi sprang op og løb til højre, m en i samme Øjeblik gik en G ranat ned i Skyttegravens K ant, saa Jorden væ l tede ned over mig. Jeg blev væ ltet omkuld. Jeg følte paa m ine Lemmer, m en heldigvis var jeg ikke blevet ram t. Vi fandt ogsaa vore K am m erater. De sad nede i en halvfæ r dig Understand, og da de opdagede m in Angst, lo de højt og sagde overlegent: Det er bare de første M aaneder, saa h ar m an væ nnet sig til alt!. Jeg vilde svare dem, m en jeg kunde ikke faa et Ord frem. Selv om H ullet var optaget til sidste Plads, gjorde de alligevel Plads til mig. Endelig aftog Skydningen, og Sam talen blev livligere. Man drøftede, om det vilde lykkes for G ullaschkanonen at finde frem til os, naar det blev m ørkt. Der blev udstillet Vagtposter. Jeg sad i et H jørne og tæ nkte: Bare du kan faa Lov til at blive siddende her hele Natten." Nu kom der Besked om, at vi kunde hente Mad, naar det blev m ørkt. Da der ingen Forbindelsesgrave fandtes, m aatte m an gaa hen over det aabne Terræ n. Et P a r Mand krøb derop, endnu flere, efterhaanden v ar der vel tyve M and undervejs efter Mad. Vi v ar kun to M and tilbage i Graven. Da begyndte et russisk M askingevær at ham re løs, og da m ine K am m erater alle uden Dækning løb hen over det aabne Land, blev de alle saarede eller faldt. Jeg var med til at begrave de faldne. Den 31. A ugust 1915 storm ede Russerne vor Stilling. Vi m aatte tilbage. Jeg m ødte m in K am m erat, Iver Juhler fra Arnum, og foreslog ham, at vi skulle se at komme i Fangenskab, m en det vilde han ikke. Jeg saa endnu en Del af m ine K am m erater springe ned i et H ul for at søge Dækning, m en jeg blev, hvor jeg var, bestem t opsat paa at kom me i Fangenskab. Det skete dog ikke for mig, men fire af m ine sønderjydske K am m erater blev dog den Dag taget af Russerne. Vi havde store Tab, og det er Dage, jeg aldrig glemmer. I F'oraaret 1916, i M aj M aaned, kom jeg h jem paa Orlov, og saa gik jeg over G rænsen til Danm ark. KrestenWarming, Gaansager. Verdenskrigen blev skæbnesvanger ior mange Da V erdenskrigen udbrød i 1914, laa jeg med m it Skib i H avnen i Fakse Ladeplads. Je g havde indtaget en L adning K alksten og skulde til Augustenborg. D er gik m ange Tanker gennem m it Sind. Hvad om jeg blev liggende i Fakse? Jeg havde jo m in H ustru og m it B arn om Bord! Men Ladningen v a r jo ikke min. Jeg havde en Forpligtelse. Jeg sejlede til Augustenborg; m en Turen varede fjo rte n Dage, lid t læ n g ere end nødvendigt. Ved A nkom 8 9

11 sten til Augustenborg laa Indkaldelsesordren og ventede paa mig. Jeg skulde om gaaende møde i Kiel. De første to K rigsaar vil jeg nu gaa let hen over. Jeg opholdt m ig hele T iden i G arnison, da jeg hav d e e n Ø relidelse; m en Juleaften 1915 slog Skæ bnens Time. Jeg kom om Bord i en Forpostbaad. Sam me A ften rejste m in Kone og m it Barn hjem, hvorim od vi stak til Søs. Vi hørte til en Flotille, der skulde følge en Konvoj af Am m unitions- og Proviantskibe til Libau, og her skulde vi stationeres. E fter vor Ankom st til Libau v ar jeg saa heldig at faa Orlov i tre Uger, og efter at jeg var blevet afluset. tiitraadte jeg R ejsen. D enne v a r en h el m orsom Oplevelse. Toget var, overfyldt. Stuvet sam m en som Sild i en Tønde sad her Civilfolk, Infanterister og M arinesoldater. In fa n teriste rn e havde let ved at faa Plads. De v ar nem lig ikke blevet afluset, og bare de næ rm ede sig og prøvede paa at knibe sig ned ved en Civilist, skulde denne nok omgaaende forsvinde. I Rendsborg kom en lille Soldat ind i Toget. H an fulgtes af sin m eget om fangsrige H ustru. De tog Plads i vor Kupé. Bagagen smed hun op i N ettet. H un satte sig godt til R ette og lod sit bistre og gnavne Blik glide ru n d t i Kupeen. Ih, hvor v ar hun sur! Vi følte os alle ilde tilpas; m en pludselig begyndte en brun Masse at løbe ned ad Væggen oppe fra hendes Bagage. Sirup!! (Hamstring?) Konen opdagede intet. H un v a r kun optaget af a t skælde ud paa den stakkels Mand. Vi andre sagde intet. Im idlertid løb den klæbrige Masse længere og læ ngere ned, nu naaede den hende, og uden at opdage det skete, tvæ rede hun den ud m ed sin Ryg, og godt ind i Frakken. Vi m orede os fortræ ffeligt og syntes, at d et havde denne Havgasse godt af; m en I skulde have set hendes Ansigt, da hun skulde stige ud! Den arm e Mand! Han h a r nok m aattet tage imod m e get paa V ejen hjem. Orloven var desvæ rre altfor h u rtig t forbi, og inden jeg saa m ig om, var jeg a tte r i Libau. V interen v ar m eget haard. Vi havde haft en drøj T ur ud over Østersøen. Jeg fik M ellem ørebetæ ndelse, kom paa Lazaret, blev opereret og landede atter i m in Garnisonsby. Det blev Sommer, og jeg kom om Bord i en stor M almdamper. Vi fragtede Malm fra Sverige til Hamborg, Lybæ k og Stettin. Paa disse F a r te r blev vi stadig jaget af Undervandsbaade, men i Efteraarstiden kom jeg atter til Kiel og blev tildelt en saakaldt Feltbataillon. D et skulde væ re en Elite-Form ation, og vi skulde til Rum ænien. Heldigvis skete det nu ikke, for en Dag spurgte m an ved Appellen efter Søfolk, Skorstensfejere, M urere og Tøm rere. De skulde bryde en Luftskibshal ned. Jeg m eldte mig straks og blev antaget. Det var for Resten et dejligt Arbejde, for det viste sig, at m an godt kunde tjene en ekstra Skilling ved det. En M aaneds Tid senere skulde Bataillonen til Lockstedt, og da vi ankom dertil, havde m an Brug for en Keln e r eller en Stew ard. D et var noget for mig, og jeg m eldte mig omgaaende; m en det var der tyve andre, der ogsaa gjorde. Naa, hvad er De saa denne Gang? spurgte man. Jeg h a r væ ret Stew ard hos A dm iral K oerper i Østasien i 1909, svarede jeg. Storartet," sagde man, det er netop saadan en, vi har Brug for! Ud til venstre! Træ d af og vent paa næ rm ere Ordre!" Og saa fik jeg en dejlig Stilling i Lockstedt og Tiden gik da saa længe. Omsider kom vi igen tilbage til Kiel, hvor vi gjorde V agttjeneste. Da jeg en A ften efter V agttjenesten kom ind paa Vagtstuen, duftede hele Stuen saa dejligt af en fin Kødsuppe. Jeg fik naturligvis straks A ppetit og var parat til at spise med; m en m ine to K am m erater havde allerede spist hele Suppen, og for a t trøste mig sagde de: Det havde n u alligevel ikke væ ret noget for dig, for Suppen v a r kogt paa en T errierhund, som vi havde fanget." Naa, det gjorde nu heller ikke noget, for jeg havde gemt H alvdelen af den Portion Spegesild, vi havde faaet til M iddag; m en da jeg skulde til at spise Spegesilden, blev jeg slem t overrasket og skuffet. Det viste sig nemlig, at jeg havde sm idt Silden i K akkelovnen og k u n gem t A ffaldet af den allerede fortæ rede Halvdel. Dagen efter denne Tildragelse blev jeg fritaget for M ilitæ rtjen esten og kunde rejse hjem. M an hav d e tag et 10 11

12 Hensyn til m in Reklamation, og jeg kunde a tte r tage ud at sejle med m it Skib. Jeg var saaledes sluppet godt igennem Krigsaarene, m en den 27. Novem ber 1917 blev jeg alligevel haardt ram t af K atastrofen. M it Skib blev om N atten ram t af en drivende Mine. Det sprang i Luften. Min Kone, m it B arn og begge Folkene om Bord blev derude i den vaade Grav. Jeg blev som eneste overlevende taget op af en tysk Torpedobaad, som havde m it Skib paa Slæb i K atastrofeøjeblikket. Jeg var hele N atten igennem bevidstløs, og da jeg kom til m ig selv igen, v ar jeg blevet ført over paa et andet Krigsskib, der var paa Vej til Rostock. Jeg var blevet haardt ram t af Skæbnen. NisNielsen, Egernsund. Fra Skyttegraven til Amerika som Farmer Hjem til Afstemning. Anton gik over G rænsen allerede i Maj Han var blevet indkaldt en af de første Dage i August E fter en kort U ddannelse i Flensborg var han en M aaneds Tid paa Sild, hvorefter det gik til Skyttegravene i Frankrig. Livet i Skyttegravene tiltalte dog ikke Anton. Det var altfor farligt, og skulde der stormes, krøb Anton længere ind i Beskyttelsesrum m et, indtil Faren var forbi, og han ubem æ rket igen kunde blande sig med de andre. Alligevel undgik A nton ikke a t faa et lille Strejfskud, der hjalp ham hjem paa en fjorten Dages Orlov, og med det Forsæ t at gaa over Grænsen, tog han Afsked m ed sine K am m erater ved Fronten. Det blev dog ikke denne Gang. H an kunde nem lig ikke beslutte sig til dette alvorlige Skridt, og da Orlovens sidste Dag kom, v a r det for sent. Med bedrøvet Sind rejste han tilbage til Fronten; men da han ankom derude, m eddelte m an ham paa Kontoret, at der var bevilget ham fjorten Dages ekstra Orlov, og saa var A nton jo ikke sen til at komme af Sted igen. Anton tog denne ekstra Orlov som et Tégn fra oven: Denne Gang vilde han gaa over! P aa Orlovens tredie Dag pakkede A nton i al H em m e lighed nogle civile K læ der i en K uffert, hvorefter han med Toget tog til Haderslev. Hans gamle Moder vidste ikke andet, end a t h an agtede at besøge nogle gam le V enner. En af disse hjalp ham over Grænsen. Hans F ar havde nem lig en G aard i N æ rheden af Grænsen. H erfra kunde de kontrollere Vagtposterne, og en m eget m ørk N at sneg A nton sig igennem Vagtposternes Kæde. H an m aatte rigtignok igennem et Mosehul, hvor V andet gik ham til m idt paa Livet. U niform en havde han ladet ligge paa denne Side Grænsen. Hans civile Tøj var kun tyndt, og da han var m eget vaad, frøs han nederdræ gtigt. H um øret stod ikke særlig højt. Omsider m ødte han en M and og en Kone. Han spurgte om Vejen til Kolding. Det viste sig at væ re en G rænsegendarm i civilt. De v ar m eget venlige mod A nton og tog ham med hjem. Han fik en god og stæ rk Kop Kaffe, hans Tøj blev tørret, og næ ste Dag fortsatte han til Sdr. Bjert; hvor en af hans Bekendte havde en Gaard. H er havde han til Hensigt m idlertidigt at tage Ophold. A nton blev om kring ved tre Uger i Sdr. B jert. Man vilde gerne have beholdt ham længere, ja, vel endda for Livstid, hvis A nton havde villet, fo r h an kunde v æ re b levet Svigersøn og arvet det hele; m en Anton var uddannet i B ankfaget og ønskede at fo rtsæ tte i d e tte Fag. Saa fristende end U dsigterne var i den smukke Egn, tog Anton alligevel af Sted. M aalet var København. Med kun tyve K roner paa Lom men tog Anton ind paa et M issionshotel i København. H ver Dag travede han rundt for at finde en Beskæftigelse, helst naturligvis ved Bankfaget. H ans ihæ rdige A nstrengelser gav dog intet Resultat, og da der var gaaet otte Dage, slap Pengene op. Paa H otellet begyndte m an at se lidt m istænkeligt paa ham, cg ikke uden Grund, for han var virkelig ikke i Stand til at betale for Hotelopholdet. Da kom han i Tanker om en Adresse, som en form aaende Ven i Haderslev havde givet ham. Det var G ym nastikinspektør N. H. Rasmussens Navn, h a n kom til at tæ nke paa. A nton opsøgte ham og 12 13

13 gik ikke forgæves, for N. H. Rasm ussen optog ham i sit Hjem og betalte hans Hotelregning. A nton hjalp nu N. H. R asm ussen m ed den u d stra k te K orrespondance, som denne bl. a. førte m ed sønderjydske K rigsfanger i England og i Frankrig. K ontorarbejdet gav dog ikke A nton nogen næ vnevæ r dig Indtæ gt, og A nton længtes efter a t tjene lidt Penge. Det v ar for saa vidt ogsaa nødvendigt, da han træ ngte til at ekviperes. Da var det atter N. H. Rasmussen, der traadte hjæ lpende til. H an forsynede Anton med en A nbefalingsskrivelse til den sønderjydsk interesserede G rosserer P e tersen, og da han præ senterede dennes V isitkort i P riv atbanken, fik han straks Arbejde. Nu havde A nton en god og vellønnet Stilling. Im idlertid var ogsaa tre af hans Brødre gaaet over G rænsen og var ogsaa kom m et til København, saa nu boede de fire Brødre sammen. De boede hos en O berstinde, som v a r m eget in teresseret i sønderjydske Anliggender. Ved Oberstindens H jælp blev de ofte G æ ster i ansete Hjem, endog hos den franske Gesandt. Alle vilde de gerne høre nyt om Livet ved Fronten, og da de jo v ar fire Brødre, der alle havde taget deres Tørn derude, var dér nok at fortæ lle om. Indbydelserne v ar éfterhaanden saa talrige, at Brødrene m aatte dele sig for at klare Efterspørgslen. I V interm aanederne i var de optaget næ sten hver Aften. Paa en M aade var de glade for disse Invitationer, for de sparede U dgifterne til F o r plejning, m en efterhaanden blev de dog lede og kede af ustandseligt at gentage det samme. Da der i 1916 en Overgang var Fare for, at D anm ark skulde blive indviklet i Krigen, raadede gode V enner dem til at tage til Am erika. D ette Raad fulgte de; m en for at kunne faa udstedt et Pas, m aatte de lade sig undersøge af en Læge. Denne spurgte Anton, om han i læ ngere Tid havde opholdt sig i det fri. Da A nton nu fortalte ham, at han i om kring ved et halvt Aars Tid havde opholdt sig i Skyttegravene i Frankrig, sagde Lægen, at dette Ophold i det fri havde kureret ham for en Lungetuberkulose. D et v ar m ere, end A nton selv havde h a ft en A nelse om, og Opholdet i Skyttegraven havde saaledes ogsaa haft sine gode Sider. H en paa Som m eren rejste saa Anton og hans Brødre til A m erika. O v erfarten gik godt. De slap lykkeligt igennem Paskontrollen ved den engelske Spæ rre. M an holdt ellers skarpt Udkig efter tyske Statsborgere; m en N. H. Rasm ussen havde forsynet dem med Pas, der betegnede dem som danske Statsborgere. Ved Ankom sten til New Y ork lagde m an til ved Long Island, hvor de m aatte gaa i Land. E fter nogle Dages K arantæ ne fordelte m an Passagererne i forskellige Hold, alt efter Rejsens Maal. Holdet, som B rødrene befan d t sig paa, ta lte om kring ved h alv treds Personer og blev sam let ført til Banegaarden. Foran gik en F ører m ed et stort Skilt, der b ar N avnet paa det Distrikt, Holdet skulde til. P aa Banegaarden viste det sig, at Toget først gik hen paa Efterm iddagen, og m an ansaa det derfor for nødvendigt at indespæ rre dem alle i et Lokale paa B anegaarden. A nton og hans B rødre var blevet sultne; m en paa Banegaarden kunde m an ikke købe noget spiseligt. Nu fik A nton og en af Brødrene en lys Idé. De listede ud af Lokalet, kom ud paa Gaden og stilede deres Skridt mod et Hotel, hvor de m ed m ange F agter og Lader tilkendegav, at de ønskede en Bøf.Man forstod dem omsider, og de spiste m ed glubende A ppetit, hvorefter A nton lagde en 100 Dollarseddel paa Bordet for at betale. Tjeneren kunde dog ikke veksle den. H an tog den derfor med sig, m en efter nogen Tids Forløb kom selve V æ rten hen til dem m ed Pengene og foreholdt dem det letsindige i at overlade en saa stor Pengeseddel til en dem ganske ukendt Tjener, og navnlig da som Em igranter! D et v a r vel nok et ordentligt Hotel, de v ar dum pet ind i. V æ rten.var for Resten en Tysker, og han underholdt sig længe med dem. Da de v ar rigtig godt m æ tte, gik de igen tilbage til deres Indelukke. Først havde de dog i en F o rre tn in g fo r synet sig rigeligt m ed L evnedsm idler til de ventende B rødre og til Rejsen. Nu viste det sig im idlertid, at de ikke kunde kom me ind paa Banegaarden. De raabte, de banke-

14 -de paa Døre og Vinduer, de støjede alt det, de kunde, m en alle A nstrengelser var forgæves. De stod ude paa Gaden i New York, uden Rejsegods, uden Kendskab til Sproget, og B rødrene indenfor v ar uden Rejsepenge. En P o litib etjen t blev opmærksom paa deres besynderlige Adfærd, og det lykkedes dem at gøre ham begribelig, at de hørte til en Transport Em igranter, som opholdt sig inde paa Banegaarden. Han forbarm ede sig over dem og hjalp dem ind til de øvrige. Det var i sidste Øjeblik, for de sidste af Transporten var just ved at stige i Toget, og kort efter dam pede de af S ted. I Toget var der ogsaa to unge norske Piger, ligeledes Em igranter. De var velforsynet med Smør og Pølse, men desvæ rre m anglede de Brød. Brød havde A nton dog nu forsynet sig med, saa nu kunde m an storartet hjæ lpe hinanden. De norske Piger fulgte med helt til San Francisco. H er skiltes Vejene. Brødrenes Maal for Rejsen var Provinsen Jere, hvor der boede en M orbror. De blev godt m odtaget. A nton og en af Brødrene blev hos M orbroderen, medens de to andre kom til dennes Fæ tter. Alle fire var de nu Farm ere. For A nton blev det en streng Tid. Han var ganske uvant med A rbejdet inden for Landbruget, og de blev ikke skaanet, for M orbroderen forstod a t u d n y tte den billige A rbejdskraft. Brødrene v ar jo henviste til ham, saa længe de ikke kunde Sproget. Tiden til at høste M ajsen var just inde, og der høstedes nu dagud og dagind. M aalet var et bestem t K vantum Bushels p er Dag. Tem poet v ar forrygende, og der v ar stegende hedt; m en da Brødrene var ærgerrige, vilde de ikke staa tilbage for de andre A rbejdere, og det resulterede naturligvis i, at de om Aftenen, naar de gik i Seng, v ar sorr. radbræ kkede. Efterhaanden kunde Anton ikke holde til det haarde Tempo. H an brød sam m en og m aatte indlægges paa et Sygehus. Efter en M aaneds Forløb blev han udskrevet; m en han træ ngte til et Rekreationsophold og tog derfor den næ ste V inter paa en am erikansk Eløjskole. Selv om M orbroderen kun havde betalt B rødrene en m ini- Slot i Gancl Galiciske Børn venter paa Køkkenet

15 Galiciske m al Løn, slog Pengene dog til til saavel Sygehus- som H øjskoleophold. N æste Foraar i 1917 forpagtede Anton sammen m ed en af sine Brødre en Farm paa 180 Acres (1 Acres = 3/i Tønder Land). Farm en var uden Besætning og Inventar, og Forpagtningsafgiften lød paa det halve af Avlen. Tilsam m en havde de to Brødre kun 200 Dollars. De m anglede derfor Penge til Besætning m. m.; m en da de henv en d te sig til den Bank, d e r opbevarede deres S pareskillinger, fik de en m eget venlig Modtagelse. Banken gav dem uden videre et Checkhæfte med Ret til at anvende saa m ange Penge, som de skulde bruge. Saa gik de i Gang m ed Indkøbet, og d a det v a r tilendebragt, beløb B ankgæ l d e n sig til Dollars. Hovedbestanddelen af Høsten var Majs, af Byg og Havre v ar der kun lidt. B esætningen bestod af 90 Køer, 12 H este og Svin. K øerne og Svinene gik ude baade Søm m er og Vinter. I A rbejdstiden var Hestene paa Stald, ellers var ogsaa disse ude. K reaturerne gik i store Indhegninger. Det var udelukkende Foraarskalve. De gik hele Som m eren igennem og diede Køerne. N aar E fteraaret kom, blev K alvene indfanget ved Hjælp af Lassoer og solgt til Slagterierne. De var da m ere væ rd end Moderen, fede som de var blevet. Om V interen kunne K reaturerne om N atten gaa ind i en Lade, en Hølade. Høet var anbragt i Ladens Midte, og K øerne kunde pille af det efter Behag. Laden havde P orte ud mod alle fire V erdenshjørner, og m an aabnede altid de Porte, d er vendte mod Læsiden; saa kunde K øerne i daarligt V ejr finde Beskyttelse. Af de m ange Køer blev kun en eneste m alket. D et var for at skaffe M æ lk til det Sm ør, d er brugtes i H usholdningen. Svinene gik ligeledes i Indhegninger, baade Sommer og Vinter. Deres Føde var bl. a. Kokagerne, der indeholdt hele M ajskerner, som K øerne ofte blev fodret med. E ndvidere fandt de tabte Majskolber, som kunde ligge i store D ynger uden for Oplagshuset, og skete det en Sommer, at det blev knapt med Føden, indhegnede m an sim pelthen et S tykke af M ajsm arken og sendte Svinene derind. Det ene 17

16 ste A rbejde, m an havde m ed Svinene, var at skrue op for en Vandhane og fylde de lange V andtruge. En saadan Farm kræ vede ikke nogen større A rbejdskraft. K un i Høstens Tid, isæ r naar M ajsen var moden, var det nødvendigt at skaffe frem m ed A rbejdskraft. Af M ajsen var det kun selve M ajskolben, d er blev høstet. K olberne plukkede m an af m ed H aanden og kastede dem i store Kassevogne, som blev trukket af et P ar Heste og fulgte Plukkerne. N aar Vognen var fyldt, kørte m an den hjem til Oplagshuset. H er blev K olberne kastet ind igennem en Luge, der var anbragt tem m elig højt oppe, for Oplagsrum m et skulde tage et betydeligt K vantum. M ajsen blev nu liggende her, indtil Tæ rskem askinen paa sin Runde naaede Farm en. Med Tærskem askinen fulgte et fast M andskab, m en F a r m erne i Nabolaget m ødte ogsaa, for m an gav her hinanden en H aandsrækning. M ajsstænglerne blev skaaret i Stykker m ed Tallerkenharver, ogsaa kaldet K nivharver, og pløjet ned. Som næ vnt udgjorde M ajsen Hovedbestanddelen af Høsten, og A nton havde f. Eks Acres med Majs og kun ca. 7 Acres m ed H avre og Byg. Jordens Bearbejdelse foregik m ed store Redskaber,, som m an sad paa under A rbejdet. M an spæ ndte fire H e ste for en firefuret Plov og en Tallerkenharve. D esuden anvendte m an en Plantem askine og en Radrenser. Ogsaa disse Redskaber kunde m an sidde paa. Endvidere anvendtem an et større A real til Hø, for dette udgjorde jo Hovedbestanddelen af Køernes E rnæ ring om Vinteren. Ogsaa dette A rbejde var m ekaniseret. A nton fortæ ller saaledes, at han helt alene i løbet af otte Dage mejede, rev og kørte firs Læs Hø i Lade, og m an m aa jo indrømme, at det var godt præ steret, selv om han ikke nøjedes med otte Timers Arbejdsdag. A rbejdet foretoges paa den Maade, at h a n m ejede om M orgenen, og inden M iddag rev han den foregaaende Dags Slæ t i Rækker, som han saa kørte hjem om Efterm iddagen. Til at rive Høet i R æ kker brugte han en Siderive, og til H jem kørslen benyttede han baade Læsseog Aflæsseapparat. Læsseapparatet blev fastgjort bag p aa Vognen, hvor et roterende R iveapparat bragte Høet op i en Elevator, der transporterede det op paa Læsset, hvor m an lagde det til R ette i en Slynge. Hestene passede sig selv og trak Vognen hen over Rækkerne. N aar Læsset var fuldt, kunde m an oppefra haspe L æ sseapparatet fra Vognen, og saa kørte m an hjem. Her blev hele den fuldpakkede Slynge løftet over paa en Transportør og gled nok saa let ind i Høfaget, hvor m an ved et rask Træ k i en Snor udløste Høet af Slyngen. Slyngen gled derpaa igen tilbage til M anden paa Læsset. Det varede kun to M inutter at læsse af. Som m an har kunnet bem ærke, tog selve Læsningen af Høet heller ikke lang Tid. Det gik lige saa h u r tigt, som Hestene bevægede sig frem ad paa hver Side af Hørækken. M an m aa undre sig over, at m an herhjem m e endnu ikke h ar saadanne L æ sseapparater i Brug. Ogsaa M øgspredere, som m an først i de sidste A aringer har set i Brug herhjem m e, benyttede m an dengang derovre. A arets travleste Tid v ar saa afgjort Foraarsarbejdet. Anton m aatte jo som Enem and bearbejde og tilplante Acres Land med Majs, og desuden m aatte han jo lægge den anden Foraarssæd. N aar alt dette A rbejde skulde besørges, lagde han om M orgenen Seletøjet paa alle tolv Heste, saa skulde han ikke afse Tid til det. H an skiftede Heste tre Gange om Dagen og havde da altid friske Heste. A rbejdet gik næ sten hele Tiden i Trav. M iddagsmaden havde han kogt A ftenen før, for saa kunde han hurtigt varm e den op om M iddagen. H estene stod da stadig forspændt og fik en Skovlfuld Majs kastet hen foran sig. Det første A ar klarede A nton A rbejdet paa Farm en sammen med en Bror, m en derefter tog Broderen selv en Farm i Forpagtning. A nton var nu ene om d et hele. En kort Tid havde han en Husholderske. Den Glæde varede kun tre til fire Uger, for Perle, saadan hed Husholdersken, prøvede paa at lægge S narer for A nton og faa ham i sine Garn. Da h u n m æ rkede, a t A nton ikke vilde gaa til Biddet, forsvandt hun en M orgen i al Hemmelighed i sin Bil med sin Seng og øvrige Ejendele. P erle havde nem lig sin egen p riv a te Seng og ejede n aturligvis ogsaa en Bil. D er var nu gaaet et P ar Aar, og Anton havde oplevet 18 1 rv

17 lidt af hvert. Af Indianere og Naboer var han blevet snydt i m angen en Handel, m en han havde ogsaa snydt dem. I A m erika behøver m an f. Eks. ikke over for de handlende at gøre opm ærksom paa eventuelle Fejl ved Dyrene. I samme Øjeblik m an havde D yrets Strik i Haanden, v ar al P rotest omsonst. En Dag købte Anton saaledes paa en A uktion en Flok ekstrafine Kælvekøer, som han paa G rund af deres ovenud fine Standard oven i Købet betalte m ed Overpris. Da han kom hjem, begyndte de im idlertid at kaste Kalv. De var sm ittet af Kalvekastning, og Anton var klar over, at han her vilde sæ tte m ange Penge til. Foreløbig lod han dem dog gaa paa Græs, for at de kunde æde sig fede, og som fem F je r kan blive til fem Høns, saaledes ogsaa her. D et rygtedes nem lig hurtigt i Settlem entet, at A nton havde Fedekvæg, ca. tyve Stykker, til Salg, og en Dag, ikke fire Uger efter, kom et P a r H andelsm ænd ind paa G aarden og spurgte, om han havde Fedekvæg til Salg. Jo, det havde han da; m en da han just v ar ved at malke,. kunde de vel nok selv gaa h en og se paa D yrene; de opholdt sig i N æ rheden af Gaarden. Tilfældigvis var det nogle af de bedste, de først mødte, og da de efter Antons U dsagn ku n d e antages at svare saa nogenlunde til Gennem snittet, blev de h u rtig t enige om Prisen. A nton fik tre Dollars m ere pr. Styk, end han selv havde givet, og saa solgte han endda ogsaa Naboens Tyr. Den var gaaet over til Kvierne, og nu vilde Naboen ikke have den hjem, fordi den var sm ittet. A nton havde da købt den for tredive Dollars, og n u gik den med i H andelen og indbragte lidt over halvfem s Dollars. Ja, saadan kunde de gaa og dreje hinanden en Knap, og det satte unæ gtelig K ulør paa T ilvæ relsen. H ver L ørdag A ften sam ledes m an gerne i Byen. H er besørgede m an Indkøbene for den kom m ende Uge og fik samtidig lidt Shak m ed hinanden. H ver F arm er havde naturligvis egen Bil, og derfor regnedes det ikke for noget særligt, om m an ogsaa skulde køre om kring ved halvtreds Kilom eter for at m øde Venner. En Gang imellem samledes m an ogsaa til et festligt Lag hos den ene eller den anden Farm er. Det var et rigtigt Sammenskudsgilde, hvor enhver bidrog med Spise- og D rikkevarer, ja, m an m edbragte endda alt til O pdækning og Spisegrejer. D er blev ikke udsendt Indbydelser, nej, m an inviterede sig selv, idet m an sim pelthen telefonerede til en Farm er, at han m aatte væ re forberedt paa, a t hele hans Nabolag i A ften kom paa Besøg. Ja, saa blev hele H uset stillet til Raadighed, og m an festede med Liv og H um ør lige til den klare Dag. D er v ar jo dengang Spiritusforbud i Staterne, m en D rikkevarer var der aldrig M angel paa, og forbuden F rugt sm ager nu engang bedst. Engang var A nton ude for en grim Oplevelse. Han blev bidt i Fingeren af en Rotte, og der fulgte en farlig Blodforgiftning. Til at begynde m ed regnede A nton det ikke for noget særligt, m en samme A ften allerede bankede det sm ertefuldt i Fingeren, og henim od M idnat opstod der en K nude i A rm hulen. A nton var m eget syg, og han var alene. H an slæ bte sig til Telefonen og bad sin B ror om at komme saa hurtigt som m uligt og køre ham paa Sygehuset. De naaede dog først Sygehuset ud paa M orgenstunden, pg da v ar K nuden efterhaanden blevet faretruende stor. Det var paa høje Tid, og A nton kom om gaaende paa O perationsbordet. D et blev til et strengt Sygeleje, der strakte sig over to M aaneder, og da han blev udskrevet, var han endda ikke helt rask. I al den Tid passede hans Bror Farm en, saa godt det nu kunde gøres. H an havde jo ogsaa sin egen Farm at passe. A nton var hele Som m eren 1919 m eget sløj, og da to af hans B rødre re jste hjem for a t deltage i A f stem ningen, tab te A nton L ysten til a t fo rtsæ tte og indstillede sig m ere og m ere paa ogsaa at tage hjem. F orpagtningen var dog blevet fornyet, og der var endnu to A ar tilbage af Perioden. A nton forsøgte nu at sæ lge F orpagtningen. Der m eldte sig ogsaa Liebhavere; m en da Farm ens E jer ikke vilde godkende de første to, der havde m eldt sig, var A nton ved at opgive H aabet om at komme hjem til A fstem ningen. En Aften, m edens A nton sad og malkede, kom en flot Bil svingende ind paa F arm en. To H e rre r steg ud. De ønskede at købe F orpagtningen. Da A nton jo v a r optaget af

18 sit Arbejde, bad han dem om selv at gaa rundt og se paa det hele. A nton blev im idlertid fæ rdig m ed M alkningen og gik i Gang m ed at tilberede sin Aftensm ad. Da kom de to H errer tilbage. De havde nu beset alt og syntes godt om Farm en. De tilbød ham Dollars for det hele, Besætning og Avl iberegnet. A nton var som him m elfalden ved dette Tilbud, m en han lod sig ikke m æ rke med noget og gik ikke helt med det samme i Tøjet; men da de ikke vilde gaa op over dette Tilbud, fik de naturligvis Tilslaget. I sin Glæde over det flotte R esultat glem te A nton dog at udbede sig en første Udbetaling, og af F rygt for, at de skulde finde paa at træ kke sig tilbage, sov han ikke hele N atten. Hans F rygt viste sig da ogsaa at væ re velbegrundet. Da A nton om M orgenen sad ved M orgenkaffen, kom de to H errer igen. De sagde nu, at det v ar kom m et dem for Øre, at Farm en tidligere havde væ ret bortforpagtet til en langt m indre Sum. Nu skulde Prisen altsaa trykkes ned. A nton v ar dog ikke tabt bag af en Vogn. Inden de frem m ede H errer kom til Orde, kom han dem glæ destraalende i Møde og udtalte sin Glæde over, at de kom igen, for han var blevet klar over, at det Beløb, de tilbød ham i Gaar, i V irkeligheden v ar alt for lille. Ved næ rm ere Eftertanke v ar der m ange Ting, han havde glemt, saa de m aatte hellere end gerne slippe fri. Denne Frim odighed duperede dem i allerhøjeste Grad. De vilde da gerne se det hele endnu en Gang. D et fik de Lov til. De vilde i V irkeligheden gerne overtage F o rp ag t ningen, og efter det fornyede, grundige E ftersyn lagde de 500 Dollars til deres Tilbud. Omsider lod A nton sig da overtale til at sælge. Salgssum men blev saaledes Dollars, m en saa m aatte Anton heller ikke tage m ere med fra Farm en, end han kunde bæ re i en K uffert. Denne Gang fik A nton ogsaa bundet for Sækken, idet han som Forudbetaling m odtog en Check, lydende paa Dollars. I kan tro, jeg v ar glad, sagde Anton, for første Gang, jeg modtog et Tilbud, lød det paa Dollars, og nu fik jeg D ollars m ere. D esuden havde jeg i M ellem 22 tiden solgt om kring ved hundrede Svin. D ette her var jo langt over Forventning." Denne Gang havde Ejerne intet at indvende mod den nye F orpagter; h an stam m ede ogsaa fra en k en d t og stabil Fam ilie. Da jeg havde b etalt m in B ankgæ ld og hav d e ekviperet mig til H jem rejsen, havde jeg endnu Dollars i Behold. Pengene fik jeg om vekslet til en god Kurs, delvis i K o n ta n te r og delvis i en A nvisning paa en B ank i København. Det blev om kring ved K roner, jeg kunde tage m ed mig hjem. D et var vel nok bedre end at risikere Livet i en. Skyttegrav. H jem rejsen foregik som Passager paa tredie Klasse, og da jeg havde m ange Penge paa mig, rejste jeg i O veralls. P aa den M aade saa jeg m ere beskeden ud i m it Ydre og lignede slet ikke en Pengem atador. Jég slap da ogsaa let igennem U drejsekontrollen. Man plejede ellers at tilbageholde en stor Del af de Penge, m an agtede at rejse ud af Landet med." Som rejsende i Overalls gjorde jeg ingen næ vnevæ r dige B ekendtskaber om Bord. D er v a r k u n en ældre, velhavende Herre, der syntes at finde sæ rligt Behag i min Frem toning; m en det vared e kun, til vi naaede Indsejlingen til Øresund. Jeg havde da skiftet K læ der og traadte nu frem paa Dækket som G entlem an i flot og nypresset Kluns fra Top til Taa. D et var for m eget for den gamle. Havde han hidindtil ved enhver Lejlighed søgt m it S'elskab, saa undgik han m ig nu helt. Til sidst saa jeg ham overhovedet ikke m ere. Jeg havde endda lovet ham, at jeg vilde vise ham København. H an h a r sikkert anset mig for en B ondefanger eller H um bugm ager." Da vi gik i Land ved Toldboden, v ar jeg absolut den fine Mand, for m ine M edrejsendes Tøj var krøllet. De havde jo haft det paa under hele O verfarten; m it derim od var splinternyt." Jeg naaede godt hjem, og inden Afstem ningen, og det var m ed et oprigtigt JA, jeg lagde m in Stem m e i Yalgurnen. K rigstidens onde Tryk, d e r havde knuget m it H jer 23

19 te, var borte, og jeg kunde try g t bosætte mig i m in Hjernstavn." Ja, det hele lød som et Eventyr, n aar Anton hensunket i M inderne fortalte om sin F æ rd fra Skyttegraven til Am erika og hjem igen til Afstemningen. H. P. Jørgensen, Olm ersvold. Her gaar det godt, Frederik - D et v a r i E fteraaret Jeg laa dengang bag Fronten ved et B atteri af det svæ re F eltartilleri nede i Fransk- Lothringen. Disse franske L andsbyer er i det m indste for os at se kedelige. Egnen her var barsk, og Jorden m ager og i ret daarlig K ulturtilstand. G aardene var ligesom Husene næ sten alle gam le og tarvelige og re t upraktisk indrettede. Jeg havde den Fornøjelse sam m en med m it B eritt" d. v. s. en syv-otte M and og tolv Heste at faa K varter anvist i en saadan fransk Gaard. De eneste Beboere, d er h er v a r blev et tilbage, v a r en gam m el K one og hendes Svigerdatter. Den gam le Kone viste sig at væ re en væ rre Rappenskralde"! Vi fandt hende alle ret uappetitlig. German-Boches!" hvæ ste eller snerrede hun efter os. Vi v ar n u ellers ikke her efter egen fri Vilje. Ja, hun er en rigtig æ kel gam m el H ankat!" sagde den ene af m ine K am m erater, der v ar en rigtig lystig Fyr. Og," sagde en anden af m ine Folk, hun stjæ ler ogsaa fra os...". Naa, ganske vist ragede det jo ikke os, om K æ llingen var sur eller sød, m en hun havde at holde Fingrene ved sig selv og ikke stjæ le fra vore Forsyninger. Svigerdatteren derim od var af en hel anden Slags; hun v ar flink og venlig. Hun kom tit ud og pludrede m ed os. Jeg forstod sn art saa m e get, a t h u n ikke havde v æ ret gift re t længe, og a t hendes Mand v ar fransk Soldat poilu. Af Udseende var hun ret nydelig, hun havde røde Kinder, og saa hendes blanke, næ sten barnlige blaa Øjne. Uhm naa... D er var dog een Ting m ere, jeg lagde M æ rke til hos hende; h u n gik, som m an siger, paa faldende Fod. Hun ventede sig. Saadan set var det jo ganske naturligt, at en ung H ustru fik Børn og blev Mor, m en alligevel, nu M anden v a r borte. Svigerm oderen gav af og til ondt af sig. Selvfølgelig v ar hun rasende over, at den unge Kone, hendes Svigerdatter, foretrak vort Selskab frem for den ækle Svigerm ors. En Dag, da vi v ar ved at strigle vore Heste ude paa G aardspladsen, kom den unge Kone igen ud til os. H un stod en Stund og saa til, medens hun ivrigt pludrede løs paa sit Franske. Pludselig tager hun fat i m it Æ rm e og siger igen et P ar franske Sæ tninger. Cam erade allem agne dottores. Dottores dottores allemagne!" H un h ar T aarer i Øjnene og rødm er, medens hun ser ned, ned paa den spæ ndte Mave. Mine K am m erater og jeg er kom m et i en slem Forlegenhed. Hm, hvad er d et nu, h u n vil os? D ottores dottores! Hvad vil det s i g e ----? Dottores! Hm. d o t.... dok? Doktores! Ja, Doktor, siger B erlineren glad, og allem agne det er Tysk en tysk Doktor en L æ ge---- Aa, nu h a r jeg grejet det," siger jeg ret højt. Her har vi nok Forklaringen. Konen h er ønsker, at vi skal faa fat i vor Læge, som hun ønsker skal hjæ lpe hende under Fødslen!" Jow jow," siger jeg h elt oprøm t, han, L æ gen, skal nok skal nok kom me komme. Ja, ja, komme!" Jeg tror, hun h ar forstaaet mig, for hun nikker gentagne G ange og g a a r saa igen ind i H uset til Svigerm o deren. Jo, det n y tter jo ikke; en af os m aa paatage sig denne ret usædvanlige Opgave, og selvfølgelig m aa d et blive mig, d er m aa hente den nødvendige Assistance! Lidt efter staar jeg oppe ved vor Bataillonslæge. Det er Læge G revsen fra Skærbæk. H an er Stabslæ ge hos os. God Dag, D ogter Grevsen. Ja, det var noget, jeg vilde tale med dig om. Ja, god Dag, Frederik, spyt du bare ud, siger D ok 24 25

20 toren, medens han stopper sig en Pibe. Ja, saa maa jeg ud m ed det om den unge Kone paa Gaarden. Ja,, dette her ser jo ud til at blive et re t enestaaende Tilfæ lde; vi d ræ b er hver Dag m ange Franskm ænd, og saa dette h er... G revsen sm iler lidt, m en fortsæ tter saa straks efter: Ja, selvfølgelig, Konen kan, selv om hun er fransk, ikke gøre for, at der er K rig m ellem os, jeg m ener m ellem Tyskland og Frankrig. Hun er en K vinde og skal nu væ re Moder; jeg skal nok komme og væ re hendes Læge, medens hun føder sit Barn."»Ja, fortsæ tter han, det havde jeg rigtignok ikke drøm t om, at jeg skulde komme til at fungere som mandlig Jordem oder h er i F rankrig, 1 og saa ler han nok saa fornøjet. H an slutter m ed at sige: Ja, Frederik, du kan bare kom m e og sige mig Besked, naar det først er saa vidt. Farvel!" Og saa gaar vi da og venter, m en d er gaar dog et P ar Dage, uden at der sker noget. Den unge Kone lader sig dog ikke se. Vi h ar næ sten Følelsen af, at vi er i Fam ilie med hende. Det er Nat. Jeg farer pludselig op og er lysvaagen. D er h ar lydt et Skrig og nu, nu lyder det igen. Aah! H un er i B arnsnød," siger B erlineren højt. Jeg kender det," fortsæ tter han, for jeg h ar Kone og tre Børn derhjem m e." S n a rt ly d er der igen et hvinende K vindeskrig. Hele Huset er i Oprør. Vi kom m er op af vore Kasser. Vi er alle lysvaagne. Frederik, jeg tror, du m aa hellere gaa om og faa fat i Lægen; imens skal jeg saa se at faa gjort Ild paa, saa jeg har varm t Vand, naar Lægen kom- I m er." Javel, nu skal jeg straks gaa, K arl," svarer jeg og er. lidt efter ude af Døren. Aa, nu jam rer hun igen derinde ---- Snart staar jeg ved Lægens Dør. Jeg banker paa: Hej halløj! Doktor! H er er Frederik, du m aa op, G rev- i sen, vor Kone er i Barnsnød, saa du m aa kom me og hjæ lpe hende... Hvad? Naa, saaledes. Ja, jeg skal straks komme. E t Øjeblik, saa skal jeg væ re der, F rederik. L æ gen er nu ved at komme ud af Sengen. Ja," siger jeg til mig selv, Grevsen er nu en flink Mand." Lidt efter aabner han Døren, saa jeg kan komme ind, medens han foretager sine Dispositioner. Grevsen væ kker straks sin M edhjælper, Sanitetsunderofficer Fliederm ann. Saa er vi da samlede. Fliederm ann tager den ret tunge Forbindskasse under A r men. Ja, ja, er vi saa klar? Saa lad os da i Guds Navn skride til V æ rket," udbryder Læge Grevsen, hvorefter vi tøfler af Sted gennem Byen og om til Gaarden. Allerede paa A fstand kan vi høre den unge Kones sm ertefulde Hvin. Lægen og hans M edhjæ lper skynder sig straks ind i de to Kvinders Gemaklær. Gennem K økkenvinduerne falder Lyset ud i Gaarden. Jeg kan lige skelne m in Kam m erat, Berliner-K arl, derinde. H an er ved at faa den store Kedel bragt i Kog. Jeg gaar over i Stalden, hver vi h a r vore Heste, staaende. D er vil m an da vist væ re fri for at høre paa den unge Kones K lageraab. H er er alt i Orden. Jeg ser dog. at Bey-bey -V allakken ligger ned, mens han rokker nervøst med Ørerne. Naa, naa, bare ikke nervøs, lille Ven. Jeg klapper ham let paa Halsen og opnaar da tilsyneladende ogsaa at faa D yret beroliget. Jeg lukker derefter Døren og gaar ud i Mørket. Ude i Gaarden staar jeg stille og afventer Resultatet. Konens ynkelige Hyl er hørt op, saa der m aa jo vist væ re sket noget. Jeg ved ikke, m en det er ligesom om jeg er P arthaver i dette... i hvilket? Aa, Sludder, siger jeg til mig selv. Men der er alligevel en vis blød Følelse herinde et Sted i B rystet, der siger... Sæ t nu, at hun døde... eller. H un er jo næ sten kun et Barn. Naa, hvad rager det saa dig, Frederik? Frisk Mod, Anthonius! Nu bort m ed alle Sentim entaliteter! D er er jo Krig... Her bliver jeg b ra t revet ud af mine D røm m erier; der høres en livlig Snakken, saa gaar Døren op, og ud træ der Grevsen og Fliederm ann, den sidste slæbende paa Forbindskassen. Naa, saa gaar I, b em æ rk er jeg