Foreningen af dansksindede sønderjydske Krigsdeltagere

Transkript

1

2

3 D. S. K. Aarbog 1952

4 Udgivet af: Foreningen af dansksindede sønderjydske Krigsdeltagere v e d Johs. Clausen A. P. Møller J. Andersen H. Hunger Eftertryk kun med D. S. K. s Tilladelse HEJMDALS BOGTRYKKERI AABENRAA

5 DE FALDNES MINDE ( Skrevet i russisk Fangenskab) Tæt om mindesmærkets fod står med øjne mat et følge. Fra i dag skal lysets flod frit om stenens åsyn bølge. Hver vil yde her sin skærv til den tak, som alle binder. Eders blev det tunge hverv, hvorom stenen tavs os minder. Mangen sorgfuld tanke går til en tid så skøn tilbage, da i livets fagre vår let og lyst gik Eders dage. Langt fra hjemmets kære sted måtte Eders øjne briste. Fremmed færd på ukendt led skulle fra jer livet vriste. Rens Efterskole Nu til Eders hvilested bæres hen da korets klange. Ære være jer og fred på de evigt grønne vange. Gennem tiders skiften skal en fakkel lig nu stenen lyse. Husk, de fulgte pligtens kald! Fjerne slægled skal dem prise! Frederik Rosenberg.

6 To slægtled i Nordslesvig ALLIGEVEL MED HINANDEN I HÅNDEN TRODS ALT / Hvis m an vil forsøge at opdele de to sidste slægtled her i Nordslesvig og desuden prøve at give dem navn, da må dette vel blive: generationen af 1920 og generationen af Disse to årstal er jo i højeste grad skelsættende i vort danske folk og tydeligt m æ rket af to krige. Det kan i nogen grad se ud til, at de krigsår, vi gennemlevede sidst, og den efterkrigstid, vi nu er inde i. har skabt et skel m ellem disse to slæ gtled, et skel i retn in g af livsopfattelse også i national retning. G enerationen af 1920 stem te N ordslesvig hjem til D anm ark e fte r den m est heltem odige kam p på et udelukkende k ulturelt grundlag verden endnu havde set af den slags kampm åde. En kamp gennem 56 å r med tro og håb og kæ rlighed som kam pvåben, der stadig skærpedes. A ltså en kam p på åndeligt grundlag mod tyskeriet. Tryk avlede e t stadigt stigende m odtryk, og m ødet m ed D anm ark i 1920 var et møde med friheden under ansvar. Ud fra dette store møde løstes et væld af bundne kræ fter her i Sønderjylland, kræ fter, som kom i virksom t arbejde, og hvis spor så tydeligt ses i dag. Nordslesvig er gennem de 32 forløbne år på en måde blevet m ålestokken for dansk k u ltu rs styrke og spæ ndkraft. Det er stort set det ældre slægtleds værk, vi allerstæ r- kest får øje på, n å r vi i dag ser ud over landsdelen her. Da jeg som blivende kom her til Sønderjylland i april 1919, så jeg ud over et Sønderjylland, som var m eget stæ rk t m æ rket af krigen , og dødens engel havde m æ rk et tu sin d er af danske hjem. H vordan skulle befolkningen h er dog få rejst sig igen efter dette bedøvende slag? Seks tusind unge sønners liv var dine løsepenge"! 1

7 O veralt i hele D anm ark taler stenene nu deres tavse sprog om, hvilken indsats og hvilket offer der skulle øves, før N ordslesvig kom hjem! Men se nu ud over landsdelen her! E fter kam ptid kom byggetid! D er e r bygget havne, veje, diger, højspæ ndingsvæ rk, m ejerier, kaserner, over 2000 nye lan d brug er foreløbig oprettede, og altså lige så m ange nye landbohjem. H åndvæ rk cg industri h ar gjort sig stæ rk t gældende overalt ved betydelig indsats. K øbstæderne h ar fordoblet deres indbyggerantal, og Nordslesvigs befolkning er gået frem fra ca i 1920 til over i dag. D er er bygget folkeskoler over hele landsdelen, folkehøjskoler, ungdom s- og efterskoler, husholdningsskoler, landbrugsskole, idræ tshøjskole. Og d er e r bygget k irk e r og m eget mere. Ja, m eget er bygget i kalk og sten som ram m e om det folkelige-nationale-kristelige danske arbejde h e r i N ordslesvig, og som vi alle ved det vigtigste græ nsevæ rn er det kulturelle værn. D ette syner jo ikke stort i det ydre, m en det øges gennem folkeskolens, ungdom s- og e fte r skolens, folkehøjskolens, folkekirkens, bibliotekernes, de danske ungdom s- og idræ tsforeningers og meget, m eget andet nationalt og dansk k u ltu relt betonet foreningsarbejde, som i første ræ k k e går ud fra de ca. 130 forsam lingshuse her, hvortil oftest er k n y ttet store og gode idræ tspladser til ungdommen. (I forhold til denne indsats i Nordslesvig ikke alene stagnerede Sydslesvig, m en gik tilbage, da det jo fortsatte m ed at blive under det tyske styre. Eet enkelt skridt over græ nsen h er ved Skelbækken viser jo dette m ed al fornøden tydelighed). M ed berettiget stolthed kan det nu æ ldre slæ gtled se på den indsats, der er gjort h er i den halve del af Sønderjylland under frihedens og ansvarets tegn. Og det private initiativ h ar tilfulde vist, hvilken afgørende rolle dette spiller særlig i et genopbygningsarbejde. - Igennem denne storslåede danske indsats gennnem godt 30 å r her i N ordslesvig e r der ligesom vist verden om os både h v a d 2 vi ville og hvad vi kunne! D er kan i dag ses ud over en indsats, som vi i højeste grad kan væ re bekendt og som tåler enhver sammenligning. Ja, Nordslesvig er synes det m ig ligesom et dansk visitkort til verden om kring os, et kort, der viser dansk k u ltu rs sty rk e og sp æ ndkraft n år danske evner prøves gennem store opgaver. Den unge generation jeg vil kalde den generationen af 1945 (vor fremtid!) h a r fået alt det h er næ vnte og m ere til at bygge videre på. D er er skabt et solidt og holdbart grundlag for den m ålbevidste indsats, der stadig m å gøres i vort grænseland, og som ungdom m en nu skal videreføre. Vi véd det fordi vi h a r set det a t et folk holdes kun frisk gennem opgaver. D et samme er jo altid tilfæ ldet også m ed det enkelte m enneske - og vi skal huske, vi danske der ellers til tider h a r ord for at væ re lidt magelige" at fred er ej det bedste, m en at m an noget vil!" Vi danske må ofte tvinge os selv ind på den bane, der fører os gennem den nationale Dg folkelige opgave ikke udenom den! Men vi h ar dog m ed al tydelighed vist og det gælder ikke m indst ungdom m en at vel kan vi h er i frihedens D anm ark m archere spredt, m en n år det gælder, da står vi samlet! Den sidste krigstid gav os tro til os selv, og denne tro til sig selv kom i s tæ rk grad til a t præ ge ungdommen, som førte frihedskam pen under den tyske besættelse. På den store m indesten, som er rejst udenfor det nye forsam lingshus i N otm ark på Als på ungdommens idræ tsplads s tå r der a t læ se u n d e r overskriften Danm ark følgende: Ungdom m en tæ n d te en flam mende fakkel. R ejste folkets ære. Satte m ål for den kom mende slægt". (Ordene er form ede af en fra det æ ldre slægtled). Frihedskam pen gjorde stort set den deltagende ungdom tidligere moden, og den viste i skarpe glim t dens ansvar for den kom m ende tid. Den udvidede vor ungdom s syn stæ rkere end hidtil både mod nord og mod syd. D erfor m idtsam ler ungdom m en sig ikke i lige så høj grad om den sønderjydske hjem stavn, som det 3

8 æ ld re slæ gtled gjorde det. S ynet e r b lev et udvidet. V erden e r blevet m eget større. M en an sv aret for h jem stavnens danskhed føles dog lige så stæ rk t hos det yngre som hos det æ ldre slægtled. Dette h ar vi eksem pler nok på. Hvis man forstår at lytte til ungdom m ens ord og indføle sig i dens tankegang, så stå r vor ungdom (vor frem tid!) h e r i Nordslesvig i dag og siger om trent følgende til os, der n u er æ ldre: Vi takker jer, m or og far, for vi ved jo godt, a t loven og budet også er over os den lov og det bud: Du skal elske din m or og din far, at det må gå dig vel, og at du må leve længe i landet. Jeres indsats er jo vort eksempel, og vi, jeres børn, vil væ re enige om at lægge blom ster på m ødres og fæ dres grave, takkens og ærbødighedens blomster. Vi ved også, at det unge slæ gtled altid m å stå på det gam le slægtleds skuldre for vi kan jo da ikke svæve oppe i det blå uden forbindelse m ed jorden ikke re t længe da!. Men vi Vil gerne have, at I ældre skal forstå os unge, forstå, a t vi lev e r vor ungdom i e t tidsskifte så stæ rk t som ikke før. Og de stæ rke brydninger i tiden h a r n u form et vor livsopfattelse sådan, at den til tid e r k an støde sam m en m ed gam le traditioner. M en indtræ ffer et sådant sammenstød, da skulle det ikke gerne skille, m en derim od sam le det bedste gam le m ed det bedste nye. For også vi m ener, at have noget n y t at sæ tte ind. Det m ente I jo også, m or og far, da I var unge. Og hvis I spørger os om, hvor vi ser vore opgaver nu, ja, da vil vi stort set svare, at dem ser vi foruden her i vor hjem stavn både mod nord og mod syd, og sam let kort vil det m åske bedst kunne udtrykkes sådan: Sydslesvig og Norden. Skulle der ikke væ re opgaver nok for os indenfor disse virkefelter? M en I m å stadig h u ske, m or og far, at verden ligesom er blevet så lille for os, og vor udlæ ngsel e r vokset derved. Og så m å I heller ikke sige om os, at vi unges m oral er m ere løs, end den v ar hos jer, da I var unge, for det er den ikke. Men vi er vist m ere åbne, m ere realitetsbetone de, m ere agtpågivende overfor det, vi jo godt kan kalde den nøgne sandhed". Ram m erne om livet betyder måske ikke lige så m eget for os, som de betød for jer. Vi er m eget interesserede for indholdet, at dette må blive p ræ get af åbenhed og ærlighed. Men tro ikke, at vi vil løbe fra noget ansvar, nej, m en vi vil bare k lart vide, hvad det er, vi h a r ansvar for. Vi holder ikke af pæ n indpakning om et ikke så pæ nt indhold. Og hør så: Vi unge glæder os altid over de af de ældre., som er milde af sind og tålsomme, forstående og tilgivende. D erim od g å r vi udenom de døm m ende, de selvretfæ rdige, dem, som tror, at det kun er dem, der kan lede og styre, de små selvglade diktatorer, der selv tror, at de er så uundvæ rlige bare fordi de er de gamle i landet. De h ar tab t evnen til indføling og p y n ter sig med selvforgudelsens blegrøde papirroser. Dem vender vi unge ry g gen til, og de m å finde sig i at blive alene før eller senere. Og så er der forresten lidt m ere med det samme: I må love os een ting. m or og far, I m å ikke efterligne os unge! F o r gør I det, ja, så kom m er I til a t se så m orsomme ud. I m å ikke prøve på at løbe fra jeres alder, for det kan I alligevel ikke. I skal bare blive ved med at væ re den m or og far, som I var for os, da vi var børn. Og så vil vi så inderlig gerne have, at I forstår os så godt som det n u er je r m uligt. For vi kan nu alligevel ikke u n d v æ re jer. V ort barndom shjem er trods a lt alligevel det store og faste holdepunkt i vort liv. Det skal I vide. Og ved I hvad ja, det er i grunden m eget svæ rt at sige: I kan også bede for os n år vi ikke selv orker det, for vi husker altid barnebønnen ved barnesengen og mor, der sad bøjet over den. Jo, I kan tro, at det huskes. H jem m et lever i vore hjerter, men det m inde skæ rm er vi og tager det måske kun frem i løndom for ikke at vanhellige det. Og så til sidst: I skal vide, at også vi går ind under jeres gamle løsen: En vågen dansk og kristen ungdom " og vi vil bæ re an sv aret for dette løsen på vore unge skuldre. 4 5

9 Tro kun dette, m or og far! Og er vi så ikke enige om det væsentligste? Ja, sådan hører jeg gam le skolem and de unge tale til os af det ældre slægtled, og ja, så sm iler vi vist varm t til hinanden alligevel. Og m åske hvisker vi da for os selv: Ja, de er alligevel kød af vort kød og blod af vort blod. Gud velsigne og bevare dem. H an lade sit ansigt lyse over dem og væ re dem nådig. H an løfte sit åsyn på dem og give dem fre d i sind og fre d på jord. Og vi hvisker Amen dertil for vi beder jo for det dyrebareste, vi ejer: vor ungdom. S å s tå r de to slæ gtled alligevel m ed hinanden i h å n den trods alt. Godfred Hansen, Rens Efterskole. Da jeg skød Raabukken - O G ANDRE OPLEVELSER Jeg blev indkaldt i 1915 og fik min Uddannelse paa G ottorp Slot i Slesvig. I F oraaret 1916 var jeg saa heldig at komme hjem paa Orlov. En Dag læ ste jeg i Flensborg Avis, at m an paa G rund af den herskende Kødm angel m aatte skyde Raabukke fra Dags Dato. Jeg blev straks ivrig, stod tidligt op den næ ste Dags M orgen og skød en Buk. N æste Dag kom G endarm en fra Arnum. Heldigvis var jeg ikke hjem m e. H an sagde, at han kom paa G rund af den Buk, W arm ing havde skudt. Det var nem lig for tidligt, og altsaa ulovligt; m en nu vilde han komme igen næ ste Dag. Jeg v ar naturligvis ikke saa glad ved det Besøg og gik i Byen den følgende Dag, hvorefter jeg rejste tilbage til Slesvig. G endarm en lod im idlertid Sagen gaa til m in Afdeling i Slesvig, og en skønne Dag fik jeg O rdre til at stille til Forhør. Forespurgt, om jeg paa m in Orlov havde skudt en Buk, svarede jeg naturligvis bekræ ftende, og nu begyndte K aptajnen, som ledede Forhøret, at skælde mig grundigt ud. H an sagde noget om, om jeg ikke kunde lade Dyrene væ re i Fred, n aar de var fredede. Min K aptajn, der overvæ rede Forhøret og indtil nu havde forholdt sig tavs, spurgte nu, om jeg havde forset mig mod de m ilitæ re Love, og da jeg jo ikke havde det, fo rtsatte han: W arm ing er en god Soldat; jeg er endda stolt over, at han kunde ram m e en Buk, og jeg kan ikke indse, at M ilitæ ret kan straffe ham. Saa gik Sagen til Civilretten, og jeg m aatte blive i Slesvig for a t væ re til Raadighed for Retten. To Gange saa jeg T ransporter gaa til Vestfronten, m en jeg gik og havde gode Dage. Tredie Gang m aatte jeg dog med, og vi kom til Rusland, til Res. Inf. Reg. 265, som laa ved Lodz. Vi laa i en lille Skov bag Fronten, m en to Dage senere blev der i den tidlige M orgenstund slaaet Alarm. Vi svæ r- 6 7

10 mede ud, som vi havde læ rt det paa K asernepladsen, og saa gik det frem ad. Ø strigerne, K am erad Schnurschuh", som vi kaldte dem, og som v ar med os, løb tilbage; m en saa kom der Befaling til os om, at enhver Østriger, der løb tilbage, skulde skydes. Vi skød nu ingen. Op ad Form iddagen laa vi over for Russerne. De fleste af os v ar gaaet saa langt frem, at de kunde kom m e i D æ k ning i en paabegyndt Skyttegrav. Jeg laa længere tilbage i en Lavning, hvor G ræsset stod højt; m en Russerne havde faaet Øje paa os, og saa snart vi rø rte os, fik vi en Salve fra et af deres M askingeværer. K uglerne gik dog hen over vore Hoveder. Det var væ rre for dem, der laa højere oppe, for her fik enkelte nogle K ugler gennem deres Tornyster eller Kogekar. Hen paa Efterm iddagen søgte vi frem til de andre. Vi løb een ad Gangen. Angstens Sved gjorde mig vaad over hele Kroppen. Jeg blev enig m ed en af m ine K am m erater om, at det nu kunde væ re ra rt med en Bid Brød; vi havde nem lig ikke faa e t noget a t spise den Dag, m en saa begyndte A rtilleriet at skyde efter vor Skyttegrav, og da jeg saa m ig om kring, opdagede jeg, a t alle de andre v a r fo r svundet. De havde søgt bedre D ækning andetsteds. Jeg sagde til m in K am m erat, om h an ikke m ente, a t det var bedre for os ogsaa at søge Dækning, for om et Øjeblik vilde R usserne rim eligvis skyde lige ned i v o rt G ravafsnit. Vi sprang op og løb til højre, m en i samme Øjeblik gik en G ranat ned i Skyttegravens K ant, saa Jorden væ l tede ned over mig. Jeg blev væ ltet omkuld. Jeg følte paa m ine Lemmer, m en heldigvis var jeg ikke blevet ram t. Vi fandt ogsaa vore K am m erater. De sad nede i en halvfæ r dig Understand, og da de opdagede m in Angst, lo de højt og sagde overlegent: Det er bare de første M aaneder, saa h ar m an væ nnet sig til alt!. Jeg vilde svare dem, m en jeg kunde ikke faa et Ord frem. Selv om H ullet var optaget til sidste Plads, gjorde de alligevel Plads til mig. Endelig aftog Skydningen, og Sam talen blev livligere. Man drøftede, om det vilde lykkes for G ullaschkanonen at finde frem til os, naar det blev m ørkt. Der blev udstillet Vagtposter. Jeg sad i et H jørne og tæ nkte: Bare du kan faa Lov til at blive siddende her hele Natten." Nu kom der Besked om, at vi kunde hente Mad, naar det blev m ørkt. Da der ingen Forbindelsesgrave fandtes, m aatte m an gaa hen over det aabne Terræ n. Et P a r Mand krøb derop, endnu flere, efterhaanden v ar der vel tyve M and undervejs efter Mad. Vi v ar kun to M and tilbage i Graven. Da begyndte et russisk M askingevær at ham re løs, og da m ine K am m erater alle uden Dækning løb hen over det aabne Land, blev de alle saarede eller faldt. Jeg var med til at begrave de faldne. Den 31. A ugust 1915 storm ede Russerne vor Stilling. Vi m aatte tilbage. Jeg m ødte m in K am m erat, Iver Juhler fra Arnum, og foreslog ham, at vi skulle se at komme i Fangenskab, m en det vilde han ikke. Jeg saa endnu en Del af m ine K am m erater springe ned i et H ul for at søge Dækning, m en jeg blev, hvor jeg var, bestem t opsat paa at kom me i Fangenskab. Det skete dog ikke for mig, men fire af m ine sønderjydske K am m erater blev dog den Dag taget af Russerne. Vi havde store Tab, og det er Dage, jeg aldrig glemmer. I F'oraaret 1916, i M aj M aaned, kom jeg h jem paa Orlov, og saa gik jeg over G rænsen til Danm ark. KrestenWarming, Gaansager. Verdenskrigen blev skæbnesvanger ior mange Da V erdenskrigen udbrød i 1914, laa jeg med m it Skib i H avnen i Fakse Ladeplads. Je g havde indtaget en L adning K alksten og skulde til Augustenborg. D er gik m ange Tanker gennem m it Sind. Hvad om jeg blev liggende i Fakse? Jeg havde jo m in H ustru og m it B arn om Bord! Men Ladningen v a r jo ikke min. Jeg havde en Forpligtelse. Jeg sejlede til Augustenborg; m en Turen varede fjo rte n Dage, lid t læ n g ere end nødvendigt. Ved A nkom 8 9

11 sten til Augustenborg laa Indkaldelsesordren og ventede paa mig. Jeg skulde om gaaende møde i Kiel. De første to K rigsaar vil jeg nu gaa let hen over. Jeg opholdt m ig hele T iden i G arnison, da jeg hav d e e n Ø relidelse; m en Juleaften 1915 slog Skæ bnens Time. Jeg kom om Bord i en Forpostbaad. Sam me A ften rejste m in Kone og m it Barn hjem, hvorim od vi stak til Søs. Vi hørte til en Flotille, der skulde følge en Konvoj af Am m unitions- og Proviantskibe til Libau, og her skulde vi stationeres. E fter vor Ankom st til Libau v ar jeg saa heldig at faa Orlov i tre Uger, og efter at jeg var blevet afluset. tiitraadte jeg R ejsen. D enne v a r en h el m orsom Oplevelse. Toget var, overfyldt. Stuvet sam m en som Sild i en Tønde sad her Civilfolk, Infanterister og M arinesoldater. In fa n teriste rn e havde let ved at faa Plads. De v ar nem lig ikke blevet afluset, og bare de næ rm ede sig og prøvede paa at knibe sig ned ved en Civilist, skulde denne nok omgaaende forsvinde. I Rendsborg kom en lille Soldat ind i Toget. H an fulgtes af sin m eget om fangsrige H ustru. De tog Plads i vor Kupé. Bagagen smed hun op i N ettet. H un satte sig godt til R ette og lod sit bistre og gnavne Blik glide ru n d t i Kupeen. Ih, hvor v ar hun sur! Vi følte os alle ilde tilpas; m en pludselig begyndte en brun Masse at løbe ned ad Væggen oppe fra hendes Bagage. Sirup!! (Hamstring?) Konen opdagede intet. H un v a r kun optaget af a t skælde ud paa den stakkels Mand. Vi andre sagde intet. Im idlertid løb den klæbrige Masse længere og læ ngere ned, nu naaede den hende, og uden at opdage det skete, tvæ rede hun den ud m ed sin Ryg, og godt ind i Frakken. Vi m orede os fortræ ffeligt og syntes, at d et havde denne Havgasse godt af; m en I skulde have set hendes Ansigt, da hun skulde stige ud! Den arm e Mand! Han h a r nok m aattet tage imod m e get paa V ejen hjem. Orloven var desvæ rre altfor h u rtig t forbi, og inden jeg saa m ig om, var jeg a tte r i Libau. V interen v ar m eget haard. Vi havde haft en drøj T ur ud over Østersøen. Jeg fik M ellem ørebetæ ndelse, kom paa Lazaret, blev opereret og landede atter i m in Garnisonsby. Det blev Sommer, og jeg kom om Bord i en stor M almdamper. Vi fragtede Malm fra Sverige til Hamborg, Lybæ k og Stettin. Paa disse F a r te r blev vi stadig jaget af Undervandsbaade, men i Efteraarstiden kom jeg atter til Kiel og blev tildelt en saakaldt Feltbataillon. D et skulde væ re en Elite-Form ation, og vi skulde til Rum ænien. Heldigvis skete det nu ikke, for en Dag spurgte m an ved Appellen efter Søfolk, Skorstensfejere, M urere og Tøm rere. De skulde bryde en Luftskibshal ned. Jeg m eldte mig straks og blev antaget. Det var for Resten et dejligt Arbejde, for det viste sig, at m an godt kunde tjene en ekstra Skilling ved det. En M aaneds Tid senere skulde Bataillonen til Lockstedt, og da vi ankom dertil, havde m an Brug for en Keln e r eller en Stew ard. D et var noget for mig, og jeg m eldte mig omgaaende; m en det var der tyve andre, der ogsaa gjorde. Naa, hvad er De saa denne Gang? spurgte man. Jeg h a r væ ret Stew ard hos A dm iral K oerper i Østasien i 1909, svarede jeg. Storartet," sagde man, det er netop saadan en, vi har Brug for! Ud til venstre! Træ d af og vent paa næ rm ere Ordre!" Og saa fik jeg en dejlig Stilling i Lockstedt og Tiden gik da saa længe. Omsider kom vi igen tilbage til Kiel, hvor vi gjorde V agttjeneste. Da jeg en A ften efter V agttjenesten kom ind paa Vagtstuen, duftede hele Stuen saa dejligt af en fin Kødsuppe. Jeg fik naturligvis straks A ppetit og var parat til at spise med; m en m ine to K am m erater havde allerede spist hele Suppen, og for a t trøste mig sagde de: Det havde n u alligevel ikke væ ret noget for dig, for Suppen v a r kogt paa en T errierhund, som vi havde fanget." Naa, det gjorde nu heller ikke noget, for jeg havde gemt H alvdelen af den Portion Spegesild, vi havde faaet til M iddag; m en da jeg skulde til at spise Spegesilden, blev jeg slem t overrasket og skuffet. Det viste sig nemlig, at jeg havde sm idt Silden i K akkelovnen og k u n gem t A ffaldet af den allerede fortæ rede Halvdel. Dagen efter denne Tildragelse blev jeg fritaget for M ilitæ rtjen esten og kunde rejse hjem. M an hav d e tag et 10 11

12 Hensyn til m in Reklamation, og jeg kunde a tte r tage ud at sejle med m it Skib. Jeg var saaledes sluppet godt igennem Krigsaarene, m en den 27. Novem ber 1917 blev jeg alligevel haardt ram t af K atastrofen. M it Skib blev om N atten ram t af en drivende Mine. Det sprang i Luften. Min Kone, m it B arn og begge Folkene om Bord blev derude i den vaade Grav. Jeg blev som eneste overlevende taget op af en tysk Torpedobaad, som havde m it Skib paa Slæb i K atastrofeøjeblikket. Jeg var hele N atten igennem bevidstløs, og da jeg kom til m ig selv igen, v ar jeg blevet ført over paa et andet Krigsskib, der var paa Vej til Rostock. Jeg var blevet haardt ram t af Skæbnen. NisNielsen, Egernsund. Fra Skyttegraven til Amerika som Farmer Hjem til Afstemning. Anton gik over G rænsen allerede i Maj Han var blevet indkaldt en af de første Dage i August E fter en kort U ddannelse i Flensborg var han en M aaneds Tid paa Sild, hvorefter det gik til Skyttegravene i Frankrig. Livet i Skyttegravene tiltalte dog ikke Anton. Det var altfor farligt, og skulde der stormes, krøb Anton længere ind i Beskyttelsesrum m et, indtil Faren var forbi, og han ubem æ rket igen kunde blande sig med de andre. Alligevel undgik A nton ikke a t faa et lille Strejfskud, der hjalp ham hjem paa en fjorten Dages Orlov, og med det Forsæ t at gaa over Grænsen, tog han Afsked m ed sine K am m erater ved Fronten. Det blev dog ikke denne Gang. H an kunde nem lig ikke beslutte sig til dette alvorlige Skridt, og da Orlovens sidste Dag kom, v a r det for sent. Med bedrøvet Sind rejste han tilbage til Fronten; men da han ankom derude, m eddelte m an ham paa Kontoret, at der var bevilget ham fjorten Dages ekstra Orlov, og saa var A nton jo ikke sen til at komme af Sted igen. Anton tog denne ekstra Orlov som et Tégn fra oven: Denne Gang vilde han gaa over! P aa Orlovens tredie Dag pakkede A nton i al H em m e lighed nogle civile K læ der i en K uffert, hvorefter han med Toget tog til Haderslev. Hans gamle Moder vidste ikke andet, end a t h an agtede at besøge nogle gam le V enner. En af disse hjalp ham over Grænsen. Hans F ar havde nem lig en G aard i N æ rheden af Grænsen. H erfra kunde de kontrollere Vagtposterne, og en m eget m ørk N at sneg A nton sig igennem Vagtposternes Kæde. H an m aatte rigtignok igennem et Mosehul, hvor V andet gik ham til m idt paa Livet. U niform en havde han ladet ligge paa denne Side Grænsen. Hans civile Tøj var kun tyndt, og da han var m eget vaad, frøs han nederdræ gtigt. H um øret stod ikke særlig højt. Omsider m ødte han en M and og en Kone. Han spurgte om Vejen til Kolding. Det viste sig at væ re en G rænsegendarm i civilt. De v ar m eget venlige mod A nton og tog ham med hjem. Han fik en god og stæ rk Kop Kaffe, hans Tøj blev tørret, og næ ste Dag fortsatte han til Sdr. Bjert; hvor en af hans Bekendte havde en Gaard. H er havde han til Hensigt m idlertidigt at tage Ophold. A nton blev om kring ved tre Uger i Sdr. B jert. Man vilde gerne have beholdt ham længere, ja, vel endda for Livstid, hvis A nton havde villet, fo r h an kunde v æ re b levet Svigersøn og arvet det hele; m en Anton var uddannet i B ankfaget og ønskede at fo rtsæ tte i d e tte Fag. Saa fristende end U dsigterne var i den smukke Egn, tog Anton alligevel af Sted. M aalet var København. Med kun tyve K roner paa Lom men tog Anton ind paa et M issionshotel i København. H ver Dag travede han rundt for at finde en Beskæftigelse, helst naturligvis ved Bankfaget. H ans ihæ rdige A nstrengelser gav dog intet Resultat, og da der var gaaet otte Dage, slap Pengene op. Paa H otellet begyndte m an at se lidt m istænkeligt paa ham, cg ikke uden Grund, for han var virkelig ikke i Stand til at betale for Hotelopholdet. Da kom han i Tanker om en Adresse, som en form aaende Ven i Haderslev havde givet ham. Det var G ym nastikinspektør N. H. Rasmussens Navn, h a n kom til at tæ nke paa. A nton opsøgte ham og 12 13

13 gik ikke forgæves, for N. H. Rasm ussen optog ham i sit Hjem og betalte hans Hotelregning. A nton hjalp nu N. H. R asm ussen m ed den u d stra k te K orrespondance, som denne bl. a. førte m ed sønderjydske K rigsfanger i England og i Frankrig. K ontorarbejdet gav dog ikke A nton nogen næ vnevæ r dig Indtæ gt, og A nton længtes efter a t tjene lidt Penge. Det v ar for saa vidt ogsaa nødvendigt, da han træ ngte til at ekviperes. Da var det atter N. H. Rasmussen, der traadte hjæ lpende til. H an forsynede Anton med en A nbefalingsskrivelse til den sønderjydsk interesserede G rosserer P e tersen, og da han præ senterede dennes V isitkort i P riv atbanken, fik han straks Arbejde. Nu havde A nton en god og vellønnet Stilling. Im idlertid var ogsaa tre af hans Brødre gaaet over G rænsen og var ogsaa kom m et til København, saa nu boede de fire Brødre sammen. De boede hos en O berstinde, som v a r m eget in teresseret i sønderjydske Anliggender. Ved Oberstindens H jælp blev de ofte G æ ster i ansete Hjem, endog hos den franske Gesandt. Alle vilde de gerne høre nyt om Livet ved Fronten, og da de jo v ar fire Brødre, der alle havde taget deres Tørn derude, var dér nok at fortæ lle om. Indbydelserne v ar éfterhaanden saa talrige, at Brødrene m aatte dele sig for at klare Efterspørgslen. I V interm aanederne i var de optaget næ sten hver Aften. Paa en M aade var de glade for disse Invitationer, for de sparede U dgifterne til F o r plejning, m en efterhaanden blev de dog lede og kede af ustandseligt at gentage det samme. Da der i 1916 en Overgang var Fare for, at D anm ark skulde blive indviklet i Krigen, raadede gode V enner dem til at tage til Am erika. D ette Raad fulgte de; m en for at kunne faa udstedt et Pas, m aatte de lade sig undersøge af en Læge. Denne spurgte Anton, om han i læ ngere Tid havde opholdt sig i det fri. Da A nton nu fortalte ham, at han i om kring ved et halvt Aars Tid havde opholdt sig i Skyttegravene i Frankrig, sagde Lægen, at dette Ophold i det fri havde kureret ham for en Lungetuberkulose. D et v ar m ere, end A nton selv havde h a ft en A nelse om, og Opholdet i Skyttegraven havde saaledes ogsaa haft sine gode Sider. H en paa Som m eren rejste saa Anton og hans Brødre til A m erika. O v erfarten gik godt. De slap lykkeligt igennem Paskontrollen ved den engelske Spæ rre. M an holdt ellers skarpt Udkig efter tyske Statsborgere; m en N. H. Rasm ussen havde forsynet dem med Pas, der betegnede dem som danske Statsborgere. Ved Ankom sten til New Y ork lagde m an til ved Long Island, hvor de m aatte gaa i Land. E fter nogle Dages K arantæ ne fordelte m an Passagererne i forskellige Hold, alt efter Rejsens Maal. Holdet, som B rødrene befan d t sig paa, ta lte om kring ved h alv treds Personer og blev sam let ført til Banegaarden. Foran gik en F ører m ed et stort Skilt, der b ar N avnet paa det Distrikt, Holdet skulde til. P aa Banegaarden viste det sig, at Toget først gik hen paa Efterm iddagen, og m an ansaa det derfor for nødvendigt at indespæ rre dem alle i et Lokale paa B anegaarden. A nton og hans B rødre var blevet sultne; m en paa Banegaarden kunde m an ikke købe noget spiseligt. Nu fik A nton og en af Brødrene en lys Idé. De listede ud af Lokalet, kom ud paa Gaden og stilede deres Skridt mod et Hotel, hvor de m ed m ange F agter og Lader tilkendegav, at de ønskede en Bøf.Man forstod dem omsider, og de spiste m ed glubende A ppetit, hvorefter A nton lagde en 100 Dollarseddel paa Bordet for at betale. Tjeneren kunde dog ikke veksle den. H an tog den derfor med sig, m en efter nogen Tids Forløb kom selve V æ rten hen til dem m ed Pengene og foreholdt dem det letsindige i at overlade en saa stor Pengeseddel til en dem ganske ukendt Tjener, og navnlig da som Em igranter! D et v a r vel nok et ordentligt Hotel, de v ar dum pet ind i. V æ rten.var for Resten en Tysker, og han underholdt sig længe med dem. Da de v ar rigtig godt m æ tte, gik de igen tilbage til deres Indelukke. Først havde de dog i en F o rre tn in g fo r synet sig rigeligt m ed L evnedsm idler til de ventende B rødre og til Rejsen. Nu viste det sig im idlertid, at de ikke kunde kom me ind paa Banegaarden. De raabte, de banke-

14 -de paa Døre og Vinduer, de støjede alt det, de kunde, m en alle A nstrengelser var forgæves. De stod ude paa Gaden i New York, uden Rejsegods, uden Kendskab til Sproget, og B rødrene indenfor v ar uden Rejsepenge. En P o litib etjen t blev opmærksom paa deres besynderlige Adfærd, og det lykkedes dem at gøre ham begribelig, at de hørte til en Transport Em igranter, som opholdt sig inde paa Banegaarden. Han forbarm ede sig over dem og hjalp dem ind til de øvrige. Det var i sidste Øjeblik, for de sidste af Transporten var just ved at stige i Toget, og kort efter dam pede de af S ted. I Toget var der ogsaa to unge norske Piger, ligeledes Em igranter. De var velforsynet med Smør og Pølse, men desvæ rre m anglede de Brød. Brød havde A nton dog nu forsynet sig med, saa nu kunde m an storartet hjæ lpe hinanden. De norske Piger fulgte med helt til San Francisco. H er skiltes Vejene. Brødrenes Maal for Rejsen var Provinsen Jere, hvor der boede en M orbror. De blev godt m odtaget. A nton og en af Brødrene blev hos M orbroderen, medens de to andre kom til dennes Fæ tter. Alle fire var de nu Farm ere. For A nton blev det en streng Tid. Han var ganske uvant med A rbejdet inden for Landbruget, og de blev ikke skaanet, for M orbroderen forstod a t u d n y tte den billige A rbejdskraft. Brødrene v ar jo henviste til ham, saa længe de ikke kunde Sproget. Tiden til at høste M ajsen var just inde, og der høstedes nu dagud og dagind. M aalet var et bestem t K vantum Bushels p er Dag. Tem poet v ar forrygende, og der v ar stegende hedt; m en da Brødrene var ærgerrige, vilde de ikke staa tilbage for de andre A rbejdere, og det resulterede naturligvis i, at de om Aftenen, naar de gik i Seng, v ar sorr. radbræ kkede. Efterhaanden kunde Anton ikke holde til det haarde Tempo. H an brød sam m en og m aatte indlægges paa et Sygehus. Efter en M aaneds Forløb blev han udskrevet; m en han træ ngte til et Rekreationsophold og tog derfor den næ ste V inter paa en am erikansk Eløjskole. Selv om M orbroderen kun havde betalt B rødrene en m ini- Slot i Gancl Galiciske Børn venter paa Køkkenet

15 Galiciske m al Løn, slog Pengene dog til til saavel Sygehus- som H øjskoleophold. N æste Foraar i 1917 forpagtede Anton sammen m ed en af sine Brødre en Farm paa 180 Acres (1 Acres = 3/i Tønder Land). Farm en var uden Besætning og Inventar, og Forpagtningsafgiften lød paa det halve af Avlen. Tilsam m en havde de to Brødre kun 200 Dollars. De m anglede derfor Penge til Besætning m. m.; m en da de henv en d te sig til den Bank, d e r opbevarede deres S pareskillinger, fik de en m eget venlig Modtagelse. Banken gav dem uden videre et Checkhæfte med Ret til at anvende saa m ange Penge, som de skulde bruge. Saa gik de i Gang m ed Indkøbet, og d a det v a r tilendebragt, beløb B ankgæ l d e n sig til Dollars. Hovedbestanddelen af Høsten var Majs, af Byg og Havre v ar der kun lidt. B esætningen bestod af 90 Køer, 12 H este og Svin. K øerne og Svinene gik ude baade Søm m er og Vinter. I A rbejdstiden var Hestene paa Stald, ellers var ogsaa disse ude. K reaturerne gik i store Indhegninger. Det var udelukkende Foraarskalve. De gik hele Som m eren igennem og diede Køerne. N aar E fteraaret kom, blev K alvene indfanget ved Hjælp af Lassoer og solgt til Slagterierne. De var da m ere væ rd end Moderen, fede som de var blevet. Om V interen kunne K reaturerne om N atten gaa ind i en Lade, en Hølade. Høet var anbragt i Ladens Midte, og K øerne kunde pille af det efter Behag. Laden havde P orte ud mod alle fire V erdenshjørner, og m an aabnede altid de Porte, d er vendte mod Læsiden; saa kunde K øerne i daarligt V ejr finde Beskyttelse. Af de m ange Køer blev kun en eneste m alket. D et var for at skaffe M æ lk til det Sm ør, d er brugtes i H usholdningen. Svinene gik ligeledes i Indhegninger, baade Sommer og Vinter. Deres Føde var bl. a. Kokagerne, der indeholdt hele M ajskerner, som K øerne ofte blev fodret med. E ndvidere fandt de tabte Majskolber, som kunde ligge i store D ynger uden for Oplagshuset, og skete det en Sommer, at det blev knapt med Føden, indhegnede m an sim pelthen et S tykke af M ajsm arken og sendte Svinene derind. Det ene 17

16 ste A rbejde, m an havde m ed Svinene, var at skrue op for en Vandhane og fylde de lange V andtruge. En saadan Farm kræ vede ikke nogen større A rbejdskraft. K un i Høstens Tid, isæ r naar M ajsen var moden, var det nødvendigt at skaffe frem m ed A rbejdskraft. Af M ajsen var det kun selve M ajskolben, d er blev høstet. K olberne plukkede m an af m ed H aanden og kastede dem i store Kassevogne, som blev trukket af et P ar Heste og fulgte Plukkerne. N aar Vognen var fyldt, kørte m an den hjem til Oplagshuset. H er blev K olberne kastet ind igennem en Luge, der var anbragt tem m elig højt oppe, for Oplagsrum m et skulde tage et betydeligt K vantum. M ajsen blev nu liggende her, indtil Tæ rskem askinen paa sin Runde naaede Farm en. Med Tærskem askinen fulgte et fast M andskab, m en F a r m erne i Nabolaget m ødte ogsaa, for m an gav her hinanden en H aandsrækning. M ajsstænglerne blev skaaret i Stykker m ed Tallerkenharver, ogsaa kaldet K nivharver, og pløjet ned. Som næ vnt udgjorde M ajsen Hovedbestanddelen af Høsten, og A nton havde f. Eks Acres med Majs og kun ca. 7 Acres m ed H avre og Byg. Jordens Bearbejdelse foregik m ed store Redskaber,, som m an sad paa under A rbejdet. M an spæ ndte fire H e ste for en firefuret Plov og en Tallerkenharve. D esuden anvendte m an en Plantem askine og en Radrenser. Ogsaa disse Redskaber kunde m an sidde paa. Endvidere anvendtem an et større A real til Hø, for dette udgjorde jo Hovedbestanddelen af Køernes E rnæ ring om Vinteren. Ogsaa dette A rbejde var m ekaniseret. A nton fortæ ller saaledes, at han helt alene i løbet af otte Dage mejede, rev og kørte firs Læs Hø i Lade, og m an m aa jo indrømme, at det var godt præ steret, selv om han ikke nøjedes med otte Timers Arbejdsdag. A rbejdet foretoges paa den Maade, at h a n m ejede om M orgenen, og inden M iddag rev han den foregaaende Dags Slæ t i Rækker, som han saa kørte hjem om Efterm iddagen. Til at rive Høet i R æ kker brugte han en Siderive, og til H jem kørslen benyttede han baade Læsseog Aflæsseapparat. Læsseapparatet blev fastgjort bag p aa Vognen, hvor et roterende R iveapparat bragte Høet op i en Elevator, der transporterede det op paa Læsset, hvor m an lagde det til R ette i en Slynge. Hestene passede sig selv og trak Vognen hen over Rækkerne. N aar Læsset var fuldt, kunde m an oppefra haspe L æ sseapparatet fra Vognen, og saa kørte m an hjem. Her blev hele den fuldpakkede Slynge løftet over paa en Transportør og gled nok saa let ind i Høfaget, hvor m an ved et rask Træ k i en Snor udløste Høet af Slyngen. Slyngen gled derpaa igen tilbage til M anden paa Læsset. Det varede kun to M inutter at læsse af. Som m an har kunnet bem ærke, tog selve Læsningen af Høet heller ikke lang Tid. Det gik lige saa h u r tigt, som Hestene bevægede sig frem ad paa hver Side af Hørækken. M an m aa undre sig over, at m an herhjem m e endnu ikke h ar saadanne L æ sseapparater i Brug. Ogsaa M øgspredere, som m an først i de sidste A aringer har set i Brug herhjem m e, benyttede m an dengang derovre. A arets travleste Tid v ar saa afgjort Foraarsarbejdet. Anton m aatte jo som Enem and bearbejde og tilplante Acres Land med Majs, og desuden m aatte han jo lægge den anden Foraarssæd. N aar alt dette A rbejde skulde besørges, lagde han om M orgenen Seletøjet paa alle tolv Heste, saa skulde han ikke afse Tid til det. H an skiftede Heste tre Gange om Dagen og havde da altid friske Heste. A rbejdet gik næ sten hele Tiden i Trav. M iddagsmaden havde han kogt A ftenen før, for saa kunde han hurtigt varm e den op om M iddagen. H estene stod da stadig forspændt og fik en Skovlfuld Majs kastet hen foran sig. Det første A ar klarede A nton A rbejdet paa Farm en sammen med en Bror, m en derefter tog Broderen selv en Farm i Forpagtning. A nton var nu ene om d et hele. En kort Tid havde han en Husholderske. Den Glæde varede kun tre til fire Uger, for Perle, saadan hed Husholdersken, prøvede paa at lægge S narer for A nton og faa ham i sine Garn. Da h u n m æ rkede, a t A nton ikke vilde gaa til Biddet, forsvandt hun en M orgen i al Hemmelighed i sin Bil med sin Seng og øvrige Ejendele. P erle havde nem lig sin egen p riv a te Seng og ejede n aturligvis ogsaa en Bil. D er var nu gaaet et P ar Aar, og Anton havde oplevet 18 1 rv

17 lidt af hvert. Af Indianere og Naboer var han blevet snydt i m angen en Handel, m en han havde ogsaa snydt dem. I A m erika behøver m an f. Eks. ikke over for de handlende at gøre opm ærksom paa eventuelle Fejl ved Dyrene. I samme Øjeblik m an havde D yrets Strik i Haanden, v ar al P rotest omsonst. En Dag købte Anton saaledes paa en A uktion en Flok ekstrafine Kælvekøer, som han paa G rund af deres ovenud fine Standard oven i Købet betalte m ed Overpris. Da han kom hjem, begyndte de im idlertid at kaste Kalv. De var sm ittet af Kalvekastning, og Anton var klar over, at han her vilde sæ tte m ange Penge til. Foreløbig lod han dem dog gaa paa Græs, for at de kunde æde sig fede, og som fem F je r kan blive til fem Høns, saaledes ogsaa her. D et rygtedes nem lig hurtigt i Settlem entet, at A nton havde Fedekvæg, ca. tyve Stykker, til Salg, og en Dag, ikke fire Uger efter, kom et P a r H andelsm ænd ind paa G aarden og spurgte, om han havde Fedekvæg til Salg. Jo, det havde han da; m en da han just v ar ved at malke,. kunde de vel nok selv gaa h en og se paa D yrene; de opholdt sig i N æ rheden af Gaarden. Tilfældigvis var det nogle af de bedste, de først mødte, og da de efter Antons U dsagn ku n d e antages at svare saa nogenlunde til Gennem snittet, blev de h u rtig t enige om Prisen. A nton fik tre Dollars m ere pr. Styk, end han selv havde givet, og saa solgte han endda ogsaa Naboens Tyr. Den var gaaet over til Kvierne, og nu vilde Naboen ikke have den hjem, fordi den var sm ittet. A nton havde da købt den for tredive Dollars, og n u gik den med i H andelen og indbragte lidt over halvfem s Dollars. Ja, saadan kunde de gaa og dreje hinanden en Knap, og det satte unæ gtelig K ulør paa T ilvæ relsen. H ver L ørdag A ften sam ledes m an gerne i Byen. H er besørgede m an Indkøbene for den kom m ende Uge og fik samtidig lidt Shak m ed hinanden. H ver F arm er havde naturligvis egen Bil, og derfor regnedes det ikke for noget særligt, om m an ogsaa skulde køre om kring ved halvtreds Kilom eter for at m øde Venner. En Gang imellem samledes m an ogsaa til et festligt Lag hos den ene eller den anden Farm er. Det var et rigtigt Sammenskudsgilde, hvor enhver bidrog med Spise- og D rikkevarer, ja, m an m edbragte endda alt til O pdækning og Spisegrejer. D er blev ikke udsendt Indbydelser, nej, m an inviterede sig selv, idet m an sim pelthen telefonerede til en Farm er, at han m aatte væ re forberedt paa, a t hele hans Nabolag i A ften kom paa Besøg. Ja, saa blev hele H uset stillet til Raadighed, og m an festede med Liv og H um ør lige til den klare Dag. D er v ar jo dengang Spiritusforbud i Staterne, m en D rikkevarer var der aldrig M angel paa, og forbuden F rugt sm ager nu engang bedst. Engang var A nton ude for en grim Oplevelse. Han blev bidt i Fingeren af en Rotte, og der fulgte en farlig Blodforgiftning. Til at begynde m ed regnede A nton det ikke for noget særligt, m en samme A ften allerede bankede det sm ertefuldt i Fingeren, og henim od M idnat opstod der en K nude i A rm hulen. A nton var m eget syg, og han var alene. H an slæ bte sig til Telefonen og bad sin B ror om at komme saa hurtigt som m uligt og køre ham paa Sygehuset. De naaede dog først Sygehuset ud paa M orgenstunden, pg da v ar K nuden efterhaanden blevet faretruende stor. Det var paa høje Tid, og A nton kom om gaaende paa O perationsbordet. D et blev til et strengt Sygeleje, der strakte sig over to M aaneder, og da han blev udskrevet, var han endda ikke helt rask. I al den Tid passede hans Bror Farm en, saa godt det nu kunde gøres. H an havde jo ogsaa sin egen Farm at passe. A nton var hele Som m eren 1919 m eget sløj, og da to af hans B rødre re jste hjem for a t deltage i A f stem ningen, tab te A nton L ysten til a t fo rtsæ tte og indstillede sig m ere og m ere paa ogsaa at tage hjem. F orpagtningen var dog blevet fornyet, og der var endnu to A ar tilbage af Perioden. A nton forsøgte nu at sæ lge F orpagtningen. Der m eldte sig ogsaa Liebhavere; m en da Farm ens E jer ikke vilde godkende de første to, der havde m eldt sig, var A nton ved at opgive H aabet om at komme hjem til A fstem ningen. En Aften, m edens A nton sad og malkede, kom en flot Bil svingende ind paa F arm en. To H e rre r steg ud. De ønskede at købe F orpagtningen. Da A nton jo v a r optaget af

18 sit Arbejde, bad han dem om selv at gaa rundt og se paa det hele. A nton blev im idlertid fæ rdig m ed M alkningen og gik i Gang m ed at tilberede sin Aftensm ad. Da kom de to H errer tilbage. De havde nu beset alt og syntes godt om Farm en. De tilbød ham Dollars for det hele, Besætning og Avl iberegnet. A nton var som him m elfalden ved dette Tilbud, m en han lod sig ikke m æ rke med noget og gik ikke helt med det samme i Tøjet; men da de ikke vilde gaa op over dette Tilbud, fik de naturligvis Tilslaget. I sin Glæde over det flotte R esultat glem te A nton dog at udbede sig en første Udbetaling, og af F rygt for, at de skulde finde paa at træ kke sig tilbage, sov han ikke hele N atten. Hans F rygt viste sig da ogsaa at væ re velbegrundet. Da A nton om M orgenen sad ved M orgenkaffen, kom de to H errer igen. De sagde nu, at det v ar kom m et dem for Øre, at Farm en tidligere havde væ ret bortforpagtet til en langt m indre Sum. Nu skulde Prisen altsaa trykkes ned. A nton v ar dog ikke tabt bag af en Vogn. Inden de frem m ede H errer kom til Orde, kom han dem glæ destraalende i Møde og udtalte sin Glæde over, at de kom igen, for han var blevet klar over, at det Beløb, de tilbød ham i Gaar, i V irkeligheden v ar alt for lille. Ved næ rm ere Eftertanke v ar der m ange Ting, han havde glemt, saa de m aatte hellere end gerne slippe fri. Denne Frim odighed duperede dem i allerhøjeste Grad. De vilde da gerne se det hele endnu en Gang. D et fik de Lov til. De vilde i V irkeligheden gerne overtage F o rp ag t ningen, og efter det fornyede, grundige E ftersyn lagde de 500 Dollars til deres Tilbud. Omsider lod A nton sig da overtale til at sælge. Salgssum men blev saaledes Dollars, m en saa m aatte Anton heller ikke tage m ere med fra Farm en, end han kunde bæ re i en K uffert. Denne Gang fik A nton ogsaa bundet for Sækken, idet han som Forudbetaling m odtog en Check, lydende paa Dollars. I kan tro, jeg v ar glad, sagde Anton, for første Gang, jeg modtog et Tilbud, lød det paa Dollars, og nu fik jeg D ollars m ere. D esuden havde jeg i M ellem 22 tiden solgt om kring ved hundrede Svin. D ette her var jo langt over Forventning." Denne Gang havde Ejerne intet at indvende mod den nye F orpagter; h an stam m ede ogsaa fra en k en d t og stabil Fam ilie. Da jeg havde b etalt m in B ankgæ ld og hav d e ekviperet mig til H jem rejsen, havde jeg endnu Dollars i Behold. Pengene fik jeg om vekslet til en god Kurs, delvis i K o n ta n te r og delvis i en A nvisning paa en B ank i København. Det blev om kring ved K roner, jeg kunde tage m ed mig hjem. D et var vel nok bedre end at risikere Livet i en. Skyttegrav. H jem rejsen foregik som Passager paa tredie Klasse, og da jeg havde m ange Penge paa mig, rejste jeg i O veralls. P aa den M aade saa jeg m ere beskeden ud i m it Ydre og lignede slet ikke en Pengem atador. Jég slap da ogsaa let igennem U drejsekontrollen. Man plejede ellers at tilbageholde en stor Del af de Penge, m an agtede at rejse ud af Landet med." Som rejsende i Overalls gjorde jeg ingen næ vnevæ r dige B ekendtskaber om Bord. D er v a r k u n en ældre, velhavende Herre, der syntes at finde sæ rligt Behag i min Frem toning; m en det vared e kun, til vi naaede Indsejlingen til Øresund. Jeg havde da skiftet K læ der og traadte nu frem paa Dækket som G entlem an i flot og nypresset Kluns fra Top til Taa. D et var for m eget for den gamle. Havde han hidindtil ved enhver Lejlighed søgt m it S'elskab, saa undgik han m ig nu helt. Til sidst saa jeg ham overhovedet ikke m ere. Jeg havde endda lovet ham, at jeg vilde vise ham København. H an h a r sikkert anset mig for en B ondefanger eller H um bugm ager." Da vi gik i Land ved Toldboden, v ar jeg absolut den fine Mand, for m ine M edrejsendes Tøj var krøllet. De havde jo haft det paa under hele O verfarten; m it derim od var splinternyt." Jeg naaede godt hjem, og inden Afstem ningen, og det var m ed et oprigtigt JA, jeg lagde m in Stem m e i Yalgurnen. K rigstidens onde Tryk, d e r havde knuget m it H jer 23

19 te, var borte, og jeg kunde try g t bosætte mig i m in Hjernstavn." Ja, det hele lød som et Eventyr, n aar Anton hensunket i M inderne fortalte om sin F æ rd fra Skyttegraven til Am erika og hjem igen til Afstemningen. H. P. Jørgensen, Olm ersvold. Her gaar det godt, Frederik - D et v a r i E fteraaret Jeg laa dengang bag Fronten ved et B atteri af det svæ re F eltartilleri nede i Fransk- Lothringen. Disse franske L andsbyer er i det m indste for os at se kedelige. Egnen her var barsk, og Jorden m ager og i ret daarlig K ulturtilstand. G aardene var ligesom Husene næ sten alle gam le og tarvelige og re t upraktisk indrettede. Jeg havde den Fornøjelse sam m en med m it B eritt" d. v. s. en syv-otte M and og tolv Heste at faa K varter anvist i en saadan fransk Gaard. De eneste Beboere, d er h er v a r blev et tilbage, v a r en gam m el K one og hendes Svigerdatter. Den gam le Kone viste sig at væ re en væ rre Rappenskralde"! Vi fandt hende alle ret uappetitlig. German-Boches!" hvæ ste eller snerrede hun efter os. Vi v ar n u ellers ikke her efter egen fri Vilje. Ja, hun er en rigtig æ kel gam m el H ankat!" sagde den ene af m ine K am m erater, der v ar en rigtig lystig Fyr. Og," sagde en anden af m ine Folk, hun stjæ ler ogsaa fra os...". Naa, ganske vist ragede det jo ikke os, om K æ llingen var sur eller sød, m en hun havde at holde Fingrene ved sig selv og ikke stjæ le fra vore Forsyninger. Svigerdatteren derim od var af en hel anden Slags; hun v ar flink og venlig. Hun kom tit ud og pludrede m ed os. Jeg forstod sn art saa m e get, a t h u n ikke havde v æ ret gift re t længe, og a t hendes Mand v ar fransk Soldat poilu. Af Udseende var hun ret nydelig, hun havde røde Kinder, og saa hendes blanke, næ sten barnlige blaa Øjne. Uhm naa... D er var dog een Ting m ere, jeg lagde M æ rke til hos hende; h u n gik, som m an siger, paa faldende Fod. Hun ventede sig. Saadan set var det jo ganske naturligt, at en ung H ustru fik Børn og blev Mor, m en alligevel, nu M anden v a r borte. Svigerm oderen gav af og til ondt af sig. Selvfølgelig v ar hun rasende over, at den unge Kone, hendes Svigerdatter, foretrak vort Selskab frem for den ækle Svigerm ors. En Dag, da vi v ar ved at strigle vore Heste ude paa G aardspladsen, kom den unge Kone igen ud til os. H un stod en Stund og saa til, medens hun ivrigt pludrede løs paa sit Franske. Pludselig tager hun fat i m it Æ rm e og siger igen et P ar franske Sæ tninger. Cam erade allem agne dottores. Dottores dottores allemagne!" H un h ar T aarer i Øjnene og rødm er, medens hun ser ned, ned paa den spæ ndte Mave. Mine K am m erater og jeg er kom m et i en slem Forlegenhed. Hm, hvad er d et nu, h u n vil os? D ottores dottores! Hvad vil det s i g e ----? Dottores! Hm. d o t.... dok? Doktores! Ja, Doktor, siger B erlineren glad, og allem agne det er Tysk en tysk Doktor en L æ ge---- Aa, nu h a r jeg grejet det," siger jeg ret højt. Her har vi nok Forklaringen. Konen h er ønsker, at vi skal faa fat i vor Læge, som hun ønsker skal hjæ lpe hende under Fødslen!" Jow jow," siger jeg h elt oprøm t, han, L æ gen, skal nok skal nok kom me komme. Ja, ja, komme!" Jeg tror, hun h ar forstaaet mig, for hun nikker gentagne G ange og g a a r saa igen ind i H uset til Svigerm o deren. Jo, det n y tter jo ikke; en af os m aa paatage sig denne ret usædvanlige Opgave, og selvfølgelig m aa d et blive mig, d er m aa hente den nødvendige Assistance! Lidt efter staar jeg oppe ved vor Bataillonslæge. Det er Læge G revsen fra Skærbæk. H an er Stabslæ ge hos os. God Dag, D ogter Grevsen. Ja, det var noget, jeg vilde tale med dig om. Ja, god Dag, Frederik, spyt du bare ud, siger D ok 24 25

20 toren, medens han stopper sig en Pibe. Ja, saa maa jeg ud m ed det om den unge Kone paa Gaarden. Ja,, dette her ser jo ud til at blive et re t enestaaende Tilfæ lde; vi d ræ b er hver Dag m ange Franskm ænd, og saa dette h er... G revsen sm iler lidt, m en fortsæ tter saa straks efter: Ja, selvfølgelig, Konen kan, selv om hun er fransk, ikke gøre for, at der er K rig m ellem os, jeg m ener m ellem Tyskland og Frankrig. Hun er en K vinde og skal nu væ re Moder; jeg skal nok komme og væ re hendes Læge, medens hun føder sit Barn."»Ja, fortsæ tter han, det havde jeg rigtignok ikke drøm t om, at jeg skulde komme til at fungere som mandlig Jordem oder h er i F rankrig, 1 og saa ler han nok saa fornøjet. H an slutter m ed at sige: Ja, Frederik, du kan bare kom m e og sige mig Besked, naar det først er saa vidt. Farvel!" Og saa gaar vi da og venter, m en d er gaar dog et P ar Dage, uden at der sker noget. Den unge Kone lader sig dog ikke se. Vi h ar næ sten Følelsen af, at vi er i Fam ilie med hende. Det er Nat. Jeg farer pludselig op og er lysvaagen. D er h ar lydt et Skrig og nu, nu lyder det igen. Aah! H un er i B arnsnød," siger B erlineren højt. Jeg kender det," fortsæ tter han, for jeg h ar Kone og tre Børn derhjem m e." S n a rt ly d er der igen et hvinende K vindeskrig. Hele Huset er i Oprør. Vi kom m er op af vore Kasser. Vi er alle lysvaagne. Frederik, jeg tror, du m aa hellere gaa om og faa fat i Lægen; imens skal jeg saa se at faa gjort Ild paa, saa jeg har varm t Vand, naar Lægen kom- I m er." Javel, nu skal jeg straks gaa, K arl," svarer jeg og er. lidt efter ude af Døren. Aa, nu jam rer hun igen derinde ---- Snart staar jeg ved Lægens Dør. Jeg banker paa: Hej halløj! Doktor! H er er Frederik, du m aa op, G rev- i sen, vor Kone er i Barnsnød, saa du m aa kom me og hjæ lpe hende... Hvad? Naa, saaledes. Ja, jeg skal straks komme. E t Øjeblik, saa skal jeg væ re der, F rederik. L æ gen er nu ved at komme ud af Sengen. Ja," siger jeg til mig selv, Grevsen er nu en flink Mand." Lidt efter aabner han Døren, saa jeg kan komme ind, medens han foretager sine Dispositioner. Grevsen væ kker straks sin M edhjælper, Sanitetsunderofficer Fliederm ann. Saa er vi da samlede. Fliederm ann tager den ret tunge Forbindskasse under A r men. Ja, ja, er vi saa klar? Saa lad os da i Guds Navn skride til V æ rket," udbryder Læge Grevsen, hvorefter vi tøfler af Sted gennem Byen og om til Gaarden. Allerede paa A fstand kan vi høre den unge Kones sm ertefulde Hvin. Lægen og hans M edhjæ lper skynder sig straks ind i de to Kvinders Gemaklær. Gennem K økkenvinduerne falder Lyset ud i Gaarden. Jeg kan lige skelne m in Kam m erat, Berliner-K arl, derinde. H an er ved at faa den store Kedel bragt i Kog. Jeg gaar over i Stalden, hver vi h a r vore Heste, staaende. D er vil m an da vist væ re fri for at høre paa den unge Kones K lageraab. H er er alt i Orden. Jeg ser dog. at Bey-bey -V allakken ligger ned, mens han rokker nervøst med Ørerne. Naa, naa, bare ikke nervøs, lille Ven. Jeg klapper ham let paa Halsen og opnaar da tilsyneladende ogsaa at faa D yret beroliget. Jeg lukker derefter Døren og gaar ud i Mørket. Ude i Gaarden staar jeg stille og afventer Resultatet. Konens ynkelige Hyl er hørt op, saa der m aa jo vist væ re sket noget. Jeg ved ikke, m en det er ligesom om jeg er P arthaver i dette... i hvilket? Aa, Sludder, siger jeg til mig selv. Men der er alligevel en vis blød Følelse herinde et Sted i B rystet, der siger... Sæ t nu, at hun døde... eller. H un er jo næ sten kun et Barn. Naa, hvad rager det saa dig, Frederik? Frisk Mod, Anthonius! Nu bort m ed alle Sentim entaliteter! D er er jo Krig... Her bliver jeg b ra t revet ud af mine D røm m erier; der høres en livlig Snakken, saa gaar Døren op, og ud træ der Grevsen og Fliederm ann, den sidste slæbende paa Forbindskassen. Naa, saa gaar I, b em æ rk er jeg

21 Ja, siger Grevsen og skutter sig i N attekulden, saa er det overstaaet, Frederik. Ja, det blev da en lille Franskm and, jeg hjalp til Verden, saa nu er der da igen en Mand til G aarden her, og Grevsen smiler. Bravo, det var da ellers grum m e godt, og hvordan gaar det derinde? spørger jeg nysgerrigt videre. Godt, godt! M en er det for Resten ikke-m æ rkeligt. H er kom m er vi for at føre K rig mod Franskm æ ndene, og saa er m an m ed til at h jæ lp e deres B ørn til Verden. Aa, hvad, svarer jeg. Jeg synes nu ikke, dette er saa m ærkeligt. For der staar vel ingen Steder skrevet, at vi skal føre K rig mod K vinder og Børn, for er det T ilfæ ldet, e r jeg ikke m ed m ere, Næ, nej, heller ikke jeg, du, m en nu m aa du have god Nat, Frederik, for nu vil Fliederm ann hjem og se, om vi kan faa lid t m ere Søvn ud af det. God N at, F re derik! Ja, god N at og Tak, Grevsen! Frederik. En Grænseoverskridning inden Verdenskrigens Udbrud Jeg aftjente m in V æ rnepligt ved Jæ gerne i R atzeburg fra I 1913 skulde Regim entet udvides med et M askingeværkom pagni og et Cyklistkompagni. - Da jeg v ar Landm and, blev jeg udtaget til K usk og blev sammen m ed en Del andre sendt til Troppeøvelsespladsen Elsenbern, hvor vi skulde uddannes. Elsenbern ligger i Eifelbjergene, og en klog M and siger: O, E lsenbern, h ø jt oppe i Eifelbjergene, dig skabte ikke Gud, m en Djævelen." Enhver, der h ar v æ ret der, vil indrøm m e, at C itatet svarer til V irkeligheden. Om Søndagen tog vi gerne paa Orlov ind til Aachen, eller ogsaa gik vi paa Udflugt i Omegnen. Engang var vi seks M and fra vor Stue blevet enige om at tage en Tur til den belgiske Grænse. Det v ar en M archtur paa tre Timer. Det var en Søndag Morgen, ret taaget, og vi naaede G ræ nsen paa det Sted, h v o r Belgien, H olland og Tyskland støder sammen, og hvor m an altsaa ser tre G ræ nsestene. Vi fik nu den- Idé a t gaa over G rænsen og ind i Belgien for om m uligt at købe Tobak, C ig aretter og T æ ndstikker, der skulde væ re m eget billigere der. Som sagt, saa gjort! Vi begyndte at gaa langs m ed G rænseskellet, men de fleste Steder var G rænsen stæ rkt bevogtet. Omsider kom vi dog ind i en lille Skov, hvor der var ganske stille, og her sm uttede vi over og tog K ursen mod en lille belgisk L andsby, d er laa en ti M inutters G ang fra os. I en Kro fik vi, hvad vi ønskede, og da der jo ogsaa var Udskænkning, fik vi ogsaa nogle Flasker Hvidvin. Stem ningen blev efter en Times Forløb re t løftet. Vi dansede med K rom andens to O pvartersker til Tonerne fra en gam mel Lirekasse, der stod henne i et Hjørne. Pludselig opdagede jeg, at Landsbyens Beboere stod og gloede ind ad V induerne til os. Jeg spurgte V æ rten om, hvad det skulde betyde, og h a n svarede, a t det v ar ry g tedes, at der v ar tyske Soldater i Landsbyen, og n a a r vi vilde høre et godt Raad, vilde han anbefale os at komme tilbage til Tyskland saa h u rtig t som m uligt, for ellers vilde det blive en farlig H istorie m ed diplom atiske F o r viklinger m. m. Saa startede vi T ilbageturen og gik ned mod Skoven, men h er stod en belgisk G rænsevagtpost. Han standsede os og vilde ikke lade os passere, m en n u kom den tyske Grænsevagtpost til, og han begyndte nu at forhandle med sin belgiske Kollega. E fter ca. ti M inutters Forhandlinger fik vi Lov til at passere Grænsen. Den tyske Vagtpost skældte os Bælgen fuld og raabte, om vi da var blevet tossede, siden vi døddrukne rendte ru n d t i Belgien, og det oven i Købet i tysk Uniform. Saa m aatte vi aflevere Tobak, C igaretter og Tæ ndstikker, hvorefter han lovede os, at han ikke vilde melde Sagen til vor K om m andant; for, sagde han, jeg h a r jo ogsaa v æ ret Soldat. H erefter gik Turen tilbage til Elsenbern, som vi naaede rettidigt. K ort e fter gik den tyske H æ r over Belgiens G r æ n s e... Hans Andersen, Ny Kronborg

22 Kammelat JjOltæl.. S am let ved H. L ustrup, Spandet Chr. Lorenzen, Blansskov, fortæ ller, hvorledes han i 1918 i Fangenskab havde faaet en Pakke hjem m efra. P akken havde indeholdt m ange dejlige Ting, som m an u n dervejs havde fundet Behag i. Tilbage var, da han fik Pakken, kun et P ar Træsko m ed Beslag, Søm og T ræ klam per. Dem v a r der ingen, som havde kunnet bruge. Nu v a r det altid en Begivenhed, n a a r en af K am m eratern e fik en Pakke hjem m efra, saa d er v ar m ange Tilskuere, da Lorenzen pakkede op. De kunde ikke forstaa, hvordan m an kunde gaa i saadan en Fodbeklædning. De russiske V agtm æ nd slog Kors for sig og raabte m ed slet dulgt Skadefryd: Germ ania kaput". En stor Rhinlænder, som af Profession v ar Isolerm ester og i K raft af denne sin Stilling havde skabt sig en Position m ed T jener og alt, hvad d ertil hørte, betrag ted e Træ skoene. Saa g jorde h an om kring, m edens h a n hovedrystende sagte m æ rkede: D eutschlands letzte H offnung. Fra min Slesvig-Tid Fortalt af Jens P eter Lauridsen, Roager: Paa G ottorp Slot sad jeg og skustererede" sam m en m ed flere andre og havde saa a t sige m it paa det tø rre, < troede jeg da. Ja, jeg.avancerede endda til at blive Magasinforvalter og havde at føre Tilsyn m ed alt, hvad der be gik ind og ud fra Lageret. Lageret var altid velforsynet m ed Læ der til Saaler og den Slags Ting, som nu engang hører til for a t kunne udøve H aandteringen som fuldgyldig Skomager. H er var der nok at tage af. M angen en af Byens B orgere er der, som i m in Tid kom til os m ed deres m ere eller m indre havarerede Sko og sagde: Hør, du, K am m erat, hvad m ener du om disse?" Ja, saa m aatte m an jo forbarm e sig, og der blev slaaet nye Saaler under. D er v ar jo Krig, og hvad, m an tjen te jo ogsaa en lille Skilling ved sam m e Lejlighed. K asernelivet kan have et vist Skæ r af Poesi over sig; alligevel, i Længden ser m an sig dog helst om efter lid t Forandring. Jeg havde oppe paa G algebjerget fundet mig et p riv at K v arter hos en enlig Kone. M anden laa ved Fronten. Enlig v ar Konen nu saadan set ikke, hun havde fire Drenge i forskellige Aldre, saa det vilde jo være ra rt at tjene en lille Skilling ved Siden af den ikke alt for rigelige Understøttelse, hun i Forvejen havde. Jeg og en K am m erat, m in gode Landsm and Julius From fra Fjelstrup, beboede altsaa en Stue hos hende. From led af Døvhed. Om den var ægte", skal jeg dog ikke kunne sige. H an sagde, at hans Døvhed skrev sig fra, at han under sit Ophold ved F ro n ten havde v æ re t levende begravet... E fter et læ ngere Lazaretophold v ar han sluttelig havnet her i Slesvig. Som g.v.-m and fik han foreløbig anvist en Stilling ved Køkkenet. I det civile Liv var Julius From H andelsm and -og S lagter. D en Slags Folk kunde m an altid finde Brug for i et Køkken. Ganske vist, han regnede ikke med at blive re t gammel i denne Stilling; han m aatte nem lig stadig m øde frem til L æ geeftersyn, og du," betroede han mig, det er nogle forbandet snedige Fyre, vi har her". Ved en saadan Undersøgelse sagde m an til ham : Det er godt, De kan godt forsvinde igen." M en heldigvis blev jeg staaende. Æ rgerlig pegede L æ gen m od Døren. Forsvind saa! Jeg naaede dog næppe hen til Døren, før jeg hører Lægen brøle: From-m! Fromm! verdam m ter Kerl!" Men," sagde From, jeg lod mig ikke saadan gaa paa, men skred uanfæ gtet ud gennem Døren." En anden Gang prøvede m an at narre mig ved a t kaste en Sølv 5-M ark hen foran m ine Fødder, m en jeg holdt mig. From var en snu F y r og ikke saadan a t'fa a til at gaa i en Fælde. H an var ikke ret stor. m en ret korpulent. A ltid 30 t l

23 vil jeg huske ham, som han gik der, iført en gammel K appe, der var ret uappetitlig og fedtet at se paa; men min Ven havde et varm t og følsomt H jerte, og hvad h ar denne fedtede K appe ikke v æ re t S kjul for? Pølse, F læ sk og a n det godt kunde skjules under den folderige Kappe. For Resten kunde det ogsaa nok gøres nødig m ed et ekstra lille Tilskud til vor gode M admors Køkken! Sagerne kom os jo alle til gode, ikke m indst hendes fire Drenge, der var nogle graadige Knægte. En skønne Dag havde min K am m erat, som han sagde, klaret Prøven! Han opnaaede a t blive h jem sendt som K rigsinvalid. E fter som K rigen trak i Langdrag, blev K aarene haardere. Levevilkaarene blev daarligere; den civile Befolkning gik det vel nok først ud over. K vinder og B ørn sultede. Det v ar i Begyndelsen af A aret 1916, der kom noget n y t frem h er i Slesvig. Noget, der sæ rligt kom til at ram m e Byens fattige. Straks fra Begyndelsen af K rigen havde det væ ret krigsram te, K rigsenker, Soldaterkoner og andre af Byens fattige tilladt at afhente Levningerne fra M iddagen ved M ilitærets forskellige Køkkener. Daglig saa m an en Strøm af K vinder og Børn gaa m ed deres fyldte Spande bort over Slotspladsen og ud til de m ange Hjem. Ganske vist kunde det virke ret generende for K økkenpersonalet m ed alle disse re t højrøstede M ennesker. Efterhaanden var Tilstrøm ningen og Trangen ogsaa blevet rigelig stor. Skæ nderi og Slagsm aal var et ikke ukendt Fænom en omk rin g K økkennedgangene. Saa fandt m an ud af, at det bedste vilde væ re at fylde M adlevningerne i store Beholdere, der fik Plads oppe ved K økkennedgangen i Slotsgaarden. Kam pen om Tøndernes Indhold blev herefter ret dram atisk. H ver Dag lød Skrig og S kraal ud over Slotspladsen. Maaske var det Intendanturen, der fandt paa, at n u m aatte der en anden O rdning til paa Tingene, m aaske havde m an ogsaa gjort E rfaringer paa anden Maade. Madreste rn e kunde bedre udnyttes, n a a r de anvendtes til Opfedning af Svin! E fter hvad jeg ved, blev der anskaffet en Del store Ungsvin, d er saa senere skulde slagtes og kom m e G arnisonen til gode. At blive Foderm ester, selv om det kun er ved Svin, vilde jo ikke væ re saa ringe et Job! Den nye Ordning af Tingene blev just ikke m odtaget med Glæde af de gamle Aftagere. K vinder og Børn samledes ved de afspæ rrede Broer, m en Soldaterne havde streng Ordre til at holde alle Uvedkom m ende borte fra Slottets Enem ærker. Lov er jo Lov, og Lov skal holdes! Ork ja. K vinderne forsøgte alle Kneb, m en intet hjalp. D et endte med, at de skæ ldte Soldaterne ud for det væ rste, hvorefter de forsvandt under stort Halløj. F ra m in P lads i et af Slottets V induer saa jeg, h vorledes et P a r større D renge ved H jælp af en baadlignende Tingest færgede sig Over Slotssøen. G lædestraalende naaede de velbeholdne igen tilbage med de fyldte Spande. D et var ogsaa den eneste og sidste Gang, jeg saa dette Vovestykke udført. D erefter forsvandt Tønderne fra Slotspladsen. Vi fandt, at dette her v ar Synd for de stakkels Kvinder og Børn. Gennem læ ngere Tid havde vi ikke nydt M aden fra K økkenet. N u blev det dog anderledes. Sandelig, M aden burde hellere gaa i M enneskene end i Svinene! Vi hentede vor Mad hver Dag, bar den saa ud over Broen, og der stod m an og tog imod den m ed Tak. Ja, saaledes kunde vi da væ re m ed til at øve en god G erning og h jæ lpe vore M ed m ennesker,.der led Nød. Ja, det var dengang Bare man smorer - saa gaar den! Nis B uend fortæ ller: Jeg kom ind, siger Nis, dengang m an havde Brug for alle dem, der led af forskellige Skrøbeligheder, baade lamme og m indre stram m e. M an vil saaledes kunne forstaa, at det v ar en væ rre Sam ling R ekrutter eine reine Ham m elherde", m an hin Dag i K rigsaaret 1917 saa tum le ru n d t paa K asernepladsen i Rendsborg

24 Jeg havde allerede haft den tvivlsomme Fornøjelse at Det er noget med et daarligt Ben", bem æ rker U nderofficeren. v æ re ind k ald t i det foregaaende A ar. Form edelst m in In validitet, en Benskade, slap jeg dog den Gang straks fri. Hvad er det for Snak! Hvad fejler Deres Ben?" M en nu var det altsaa sket. Til Kanonføde vilde m an jo spørger L øjtnanten og ser fikserende ned paa mig. altid væ re god nok, m ente m an vist; m en jeg havde dog En gam m el B enskade, Hr. L ø jtnant," sv arer jeg. endnu ikke sagt m it sidste O rd i denne Sag. U nderofficeren brø ler op. Op m ed dig, Mand!" Den første Dag gik med Iklædning, Lægeundersøgelse Men M andens Tilraab anfæ gter ikke mig; jeg bliver m. m. D et var den følgende Dag. D er var noget, der hed trods hans T ilraab ro lig t siddende. Undervisning. Og nu stod vi da der og hørte paa, hvad vor Har De Læ geattest?" spørger L øjtnanten videre. U nderofficer havde at fortæ lle os om Tjenesten og hvad Javel, Hr. Løjtnant, og den har jeg allerede afleveret dertil hørte. D er var jo saa meget, m an skulde læ re. D et i Gaar." v ar som m erligt og ret varm t i V ejret; derfor fandt jeg ud Godt!" og hen v en d t til U nderofficeren siger L ø jtn an af, at det var ganske dum t at staa h er og høre paa K orporalens Snak. Jeg listede mig ganske stille ud af Geleddet T jeneste foreløbig." ten: Vi m aa vist hellere lade M anden her væ re fri for og satte mig magelig til rette i et aabentstaaende Vindue. Allerede den næ ste M orgen gaar jeg ned til Lægen til H er sad m an nok saa m agelig, indtil, ja, in d til K orporalen endelig fik Øje paa mig. foreløbig skal jeg møde til Læ gebehandling for m ine næ rm ere Undersøgelse. H an erklæ rer mig utjenstdygtig; Hvad? Han gloede re t forbavset paa mig. legem lige Skavanker. Naa, da, tæ nkte jeg. Maa m an ikke engang sidde Jeg havde nu efter Forholdene ret gode Dage h er under h e r og hvile sig lidt? M en han, F y ren der, saa noget komisk, ja, ret, hvad skal m an sige, ildevarslende ud. Blandt disse var to Landsm æ nd og Lidelsesfæller, nem lig mit Rendsborg-Ophold. Jeg fandt snart gode Venner. A kkurat som en stangende T yr kom han farende lige Per Skræ der fra Haderslev og Hans, der var fra Aabenover imod mig: Hvad i hede Helvede! 1 brøler han arrigt. raa-egnen. Hans havde v æ ret m ed paa V estfronten og Hvad skal dette h er betyde? Er De blevet gal,. havde der faaet en Kugle i det ene Laar. Han v ar for saa Mand! vidt rask nu, men havde paadraget sig en Del Gigt, og Aa, nej, slet ikke, men ser De, Hr. Underofficer, jeg den, m ente han nu, kunde han foreløbig holde sig hjem m e bliver saa let træ t, og derfor h ar jeg nu lige anbragt m ig paa. P er Skræ rre derim od havde væ ret en lille T ur i Rusland. Et Projektil gennem hans venstre Ben har gjort dette her. Ach du m eine Giite! Oh han staar ligesom lidt kortere end godt er. Det var for Resten komisk at se og snapper e fter Luft. Saadan en U forskam m ethed! den lille tykke Mand vakle af Sted; m en P er er en sjov O du m ilde," brum m er han ret anstrengt; d e r og m unter Fyr. Jo, vi har det rigtig ra rt sam m en under kan vist sn a rt ventes en ny U dladning. vore daglige Ture ru n d t i Byen. Andet var der jo ikke Ja, ler jeg, det kan godt være, at det kan v æ re for os a t gøre. noget om det med Mildheden, m en hvad jeg vilde sige, ser Da skete det, a t H ans en Dag e fter en L æ geundersøgelse kom og sagde: Ja, kæ re Venner, nu tro r jeg ikke, De, Hr. Underofficer, jeg har haft en Fod knust og taaler derfor ikke a t staa re t læ nge ad Gangen, saa... den gaar længere. Lægen har i Dag skrevet mig k.-v., Hvad gaar her for'sig?" Det er vor L øjtnant og Delingsfører, der nu ogsaa h ar indfundet sig. K un to Dage gik. H ans v a r blevet ik læ d t og saa saa ved man, hvad det betyder ud til Fronten igen.

25 Farvel V enner! Du kan tro, Nis, det kniber ogsaa saadan lidt for mig. Min Fod er intakt. Senerne i den er n u bløde, og saa m aa Gangen paa B enet væ re uden Sm erter, sagde han, Massøren, til mig efter Behandlingen i Dag. Sm erter! siger jeg, m en kan du ikke faa nogle Sm erter et andet Sted, kanske oppe i L aar et; der kan Læ gerne vist ikke kontrollere dig, ler jeg smøret. P er Skræ rre er lige ved at raabe Viktoria"! Aa, Nis, du er et Asen til a t hitte. Aa, hvor h ar jeg ondt der, griner han og traller i vilden Sky. Ja, ja, n u faar vi se, hvad L æ gerne siger. De siger selvfølgelig, a t det h a r sin Rigtighed, kom m er det fra Per. D et viste sig, at P e r fik Ret. Den næste D ag laa h an allerede paa L a z are tte t til videre B ehandling. Nogle Gange er jeg til Lægeundersøgelse. Lige ra rt er dette selvfølgelig ikke altid. En Dag er der en tre-fire L æ ger til Stede ved Undersøgelsen. De er ikke lemfældige, vil jeg mene. Jeg kan næ sten ikke gaa, da jeg endelig er fæ rdig. Om jeg h a r Forstand paa Heste, v ar der en af Lægerne, d er spurgte. Næ, nej. Ikke det fjern este; tv æ rtimod! Je g e r bange for saadan et sto rt D yr... Saa bliver der ikke m ere snakket om det. I A anden ser jeg mig allerede siddende paa skræ vs over en Hest, eller m aaske vilde det blive paa B ukken af en T ræ n vogn. Endelig er jeg ude igen efter den Tortur, og jeg er glad. E fter at have gaaet her og drysset ru n d t i næ sten en M aaned, finder jeg, at det kunde væ re helt r a rt at kom m e hjem en lille T u r paa Orlov. D esaarsag trin e r jeg en Dag ind paa vort Kom pagnikontor. Hvad ønsker De? sagde den etatsm æssige Feldw ebel nok saa venligt, m edens O verskægget bliver snoet. A t kom m e hjem paa Orlov for at se til m ine gamle. Orlov! E r du tosset, Menneske! H er gaar m an og driver den af og. Nej, aldrig Tale om! buser det ud af hans Mund. Feldw eblen er vred, kan jeg forstaa, saa det kan nok ikke nytte at snakke om m ine gam le Foræ ldre, der længes saa usigeligt efter mig. Nej, h er skulde der nok slaas paa andre Strenge. Jeg begynder derfor ufortøvet paa en n y Taktik. Ja, jeg m ener da bare, om Hr. Feldw eblen ikke havde B rug for lidt Smør eller andre Fettigkeiten" for sa a... Zum D onnerw etter Himmel und Holle! Er M anden da fo rry k t! Feldw eblen farer op. Jeg tro r han vil æde mig, m en saa gaar han ud af K ontoret, m edens han m um ler noget om Bestikkelse eller den Slags. Saa er jeg da overladt til Skriverens Naade. Hør, siger denne, da vi er blevet ene. Han tager mig spørgende i Trøjen. H vad v ar det egentlig, sagde du ikke noget om Smør? Jovist gjorde jeg saa. A ltsaa, hvis jeg k an faa O rlov ellers ikke. Lad os nu sige,....hvis jeg altsaa kan skaffe dig Orlov, kan jeg saa faa Sm ør af dig for det og hvor m e get? Eet Pund for otte Dage, siger jeg flot, og faar jeg fjorten, saa faar du to Pund. M edens Skriveren og jeg sidder der og forhandler, dukker Feldw eblen pludselig op i K ontoret igen. D et viser sig straks, at hans Vrede er som bortduftet. H an ler saadan lid t sm øret. Naa, h er handles d er nok, og naa, det er dig med Sm ørret. H vor m eget af den Slags har du tæ nkt at ofre for at kom m e'hjem? Aa, jeg h a r tæ n k t mig et Pund for otte Dage, to for fjo rte n.... F jorten Dage! E r d u...! Feldw eblen tager sig i det; han staar en kort Stund og ligesom betæ nker sig, hvorefter han siger: V ar det tre Pund, du sagde? Ellers b liv er du her. Naa, ja, lad gaa da, svarer jeg og belaver mig paa at forsvinde. Jeg h a r lige naaet Døren, da Feldw eblen kalder m ig tilbage. Hør, det m ed Sm ørret er vel sikkert?

26 Ja, absolut, svarer jeg. Feldw eblen kan stole paa mig. Godt, jeg stoler paa dig. I M orgen kan du kanske allerede rejse. Tak for det, Hr. Feldwebel, og endelig forsvinder jeg. Den næ ste Dags M iddag kom vor Ordonnans og kaldte mig lidt til Side. Hør, Nis, siger han, kan der ogsaa falde en K lat Sm ør af til mig, n aar du nu faar Lov at rejse hjem paa Orlov? Naa, ja, det g aar vel, m ener jeg. Godt, saa følg m ed hen paa K ontoret e fte r d it O r lovsbevis. Saa kørte jeg da hjem paa Orlov i fjorten Dage. Fjorten Dage, hvad er det. Snart m aatte jeg af Sted igen. Men saa var det jo det m ed Sm ørret, som jeg havde lovet bort. Heldigvis v a r d er en betæ nksom M and og fa derlig Ven, der frem tryllede ti Pund Smør til mig, saa jeg er ham evig Tak skyldig. Og det kan nok være, at det kom paa et tø rt Sted. Skriveren var glad og Feldw eblen ikke m indre. Jo, det lønner sig somme T ider at kunne smøre" paa de rette Steder. Jeg h ar senere efter denne første Tur n ydt godt af m in Feldwebels Bevaagenhed, og jeg kunde jæ vnlig tage hjem og se til m ine Foræ ldre og Søskende. Heldigvis varede m in Soldatertid ikke alt for længe, for ellers ved jeg ikke, hvordan jeg i det lange Løb skulde faa fat i alt det Sm ør og andre rare Ting, som jeg til Gengæ ld m aa tte paatage m ig a t frem skaffe. Heldigvis blev jeg erklæ ret for ubrugelig til al Tjeneste og blev saaledes straks frigivet og hjem sendt. Aa, Kammerater -! Forhenvæ rende Husm and Nicolai Jensen, Mølby, Spandet, fo rtæ ller: Ja, det v a r vel nok en m æ rkelig Tid, vi oplevede u n der K rigen D er v a r vel ingen af os, der m aatte give Møde, der nogen Sinde havde ventet, at vi skulde blive rigtige M usketerer m ed Bøsse, P ikkelhue og d et hele. Det v ar i A aret Jeg var da fyldt seksogfyrre Aar. En Dag først paa Som m eren m odtog jeg O rdre til en bestem t Dag at indfinde mig ved en Troppeform ation i Altona, hvor m in Uddannelse til K rigstjenesten skulde finde Sted. Det viste sig dog, at vi ikke skulde blive i førstnæ vnte By. Rejsen gik straks videre, hvorefter vi havnede i den lille By Stade i Hannover. H er fandt saa vor Uddannelse Sted. Byen havde ingen Kaserne, m en vi fik K varter i et Tøjhus, lige stort nok til, at vi kunde ligge her m ed hele vort Korrrøralskab, der talte 25 Mand, hvoraf de tretten var danske Nordslesvigere. Vi havde to Stuer til vor Raadighed. Den ene laa oppe paa Loftet. Husets ene Ende var indrettet til K antine. I denne kunde der købes forskellige Ting, bl. a. ogsaa 01 og Snaps. Vi havde væ ret heldige, thi vor U nderofficer v ar en rigtig flink Befalingsmand. Naa, det tro r Pokker, for han kunde godt lide vort gode Smør, Flæsk, Æ g og Skinke, som han stille og stadig blev sm urt" med. H an m agede det endda saadan, a t alle vi Danskere fik overladt Stuen forneden, m edens vore tyske K am m erater m aatte nøjes m ed de højere Regioner. De skum lede vel lid t over denne lille T ilsidesæ ttelse, m en hvad, det ragede jo egentlig ikke os. Saa v ar vi da h er tre tte n Sønderjyder sammen. N aar jeg nu bagefter tæ nker tilbage paa den Tid, hvor v a r vi dog alligevel forskellige. Ingen af os var re t stæ rke i det Tyske. B are n u saadan en Ting som Befalingsm ændenes K om m anderen og R aaben voldte m angen en svæ re K valer og førte til, at m an a tte r og a tte r m aatte gøre Øvelsen om igen. D ette virkede re t ubehageligt og resulterede ofte i en E k stratim e m ed Eksercits. Jeg h a r her m in Plads i første Geled; m in Rodekam merat e r M ads Jensen, en stø rre G aardm and derh jem m e fra. Om Mads kan der vel just ikke siges, at han kan faa Skylden for a t have opfundet K rudtet. Dum e r Mads vel ikke, m en trodsig og fræ k, det er det, han er. I det lan

27 ge Løb er dette en alvorlig Skade. M ads Tysk er ikke m eget bevendt. D e m ange G reb og Ø velser er h am ligefre m en Pest. Okke ja, jeg h ø rer ham endnu tydelig kom me med denne saa lidet sigende lakoniske Bem ærkning: N ær en no gør et som dæ, Nicolai, trow r do saa e tt nok, de gæ r? M an vil saa forstaa, at den gode Mads Jensen altid er for sent paa Fæ rde. H an kom m er bagefter og bliv er knaldet. Saa er der en anden af K am m eraterne. D et e r Adser Beck, ogsaa en G aardm and derhjem m efra. A dser er paa en vis M aade kløgtig nok; han duer bare ikke til at være Soldat, da han allerede er for gammel og m æ rk et af Sliddet m ed Gaarden, som er hans eet og alt. Adsers Tanker kredser altid om den kæ re Plet, som han kan kalde sin. En rigtig Soldat bliver han nu aldrig. En M aanekalv! kalder Befalingsm ændene ham. Jeg h ar længe gaaet og grundet over denne m in Vens m ærkelige Titel, for her v ar aldeles ikke tale om nogen H aarm angel; tværtim od! A dser havde den præ gtigste H aarvæ kst, m an kunde tæ nke sig. Ganske vist strittede hans buttede G ulerødder til Fingre vel meget, og saa var A dser Beck da saa fo rfæ rd elig t snakkesalig. A dser kunde m an allerede høre paa lang A fs ta n d saa en Dag skete det. R ekrut Beck var avanceret11; han var blevet overført til noget saa fint som A rbejdstjenesten. Adser kom selv og fortalte os det. Noget ved K økkenet; det v ar vel nok en Tjans, som m an absolut ikke skulde kim se ad. A dser var ovenud glad, og hvorfor skulde vi ikke glæde os m ed ham! A dser var i Virkeligheden blevet en M and af m indre F orm at en K artoffelskræ ller og en Slags Stik-i-R end-d reng for K økkensergenten og hans M edhjæ lpere. Ja, do er vel nok en heldig K antøffel", sagde Mads skogrende. Heldigvis opfattede A dser ikke Brodden i M ads Bem ærkning. Nej, det m ed A rbejdet i Køkkenet v ar noget, der passede ham, for h er var han saa dejlig fri for a t høre paa al den R aaben og Lam enteren over snart det ene og sn art det andet, som m an efter Befalingsm ændenes M ening ikke udførte rigtigt. Dog, m in gode Ven A d ser fandt, a t der v ar een Ting, som han m ed god G rund kunde klage over, og det v ar den Kulde, der herskede nede i Køkkenet. A dser frøs om F utterne; m en da han havde gjort det et P ar Dage, fandt han endelig paa et godt Raad. H an benyttede sin F ritid til a t snuse ru n d t i den lille Bys B utikker, indtil han endelig fandt det, han søgte, - et P a r vældige Træ tøfler, og uden disse svæ re Træ tingester saa vi sjæ ldent vor Ven mere. D et v a r paalagt os at lade væ re m ed a t ryge paa Stuen. G runden h ar antagelig v æ ret den, at Tobakken, vi brugte, var af m ere eller m indre hjem lig K valitet. Rigtig noget Hø, som m an udtrykte sig. Heldigvis havde H uset en ret stor aaben Terrasse, og her fandt vi saa ud, n aar L ejligheden bød sig, navnlig om A ftenen, efter at Dagens Gerning var gjort, nød vi rigtigt Tobakkens Velsignelse. En Aften, da vi nu staar der og dam per løs paa Piben eller Cigaren, kom m er K aptajnen pludseligt til Syne nede paa Vejen. H an kom m er næ rm ere og nikker snart venligt op til os, der staar i Retstilling. Uheldigvis er der en af os, der forglem m er sig. Det er Adser. H an forglem m er sig selv i den Grad, at han lader Fingrene fare op til Huen, m en den dam pende, lange P ibe beholder h a n i M unden... Av, den var nok gal, Adser, ja, han bliver ret betæ nkelig ved Sagen. Sæt, om han skulde m iste sin gode Stilling.... K aptajnen var dog en fin Mand, saa der skete ikke noget. Det er aarie Morgen. Vi h ar Instruktionstim e paa Stuen. A dser er endnu ikke fæ rdig til a t gaa hen til sin Arbejdsplads. I Aftes skrev han B rev hjem til Boline. Jeg kom m er sn art hjem 11, skrev han. Og nu gaar han her og nusser, alt imens han venter paa, at K antine-k arl skal aabne sin Butik, saa han kan kom m e af m ed Brevet. Hm, hin, Adser gaar brum m ende op og ned. D ette h e r lader til at vare for længe. Ja, ja, saa gæ r æ sjel op m ed e t, hører jeg ham sige. Piben kom m er frem fra Skabet. Den faar en ny Forsyning Tobak og sa a...

28 Adser, hvisker jeg, husk Sabel og Livrem, før du gaar. Aah, ja, ja, tak for det, Nicolai, gnæ kker Adser henrykt, hvorefter han ordner det glemte. Træ tøflerne har han dog ikke skæ nket en Tanke. Piben bliver tæ ndt. Bak-bak-bak, gaar det, og saa forlader A dser endelig Stuen. Jeg kan nu fu ld t og h elt hellige m ig In stru k tio nen. Men re t længe v arer det ikke, før vor Opm ærksom hed afledes af en Raaben og Larm en uden for Huset. En kendt Stemme høres. Det er Adsers, der iv re r m est derude. Skurk Tølper! 1 Døren bliver i det samme voldsom t revet op, og ind væ lter vor Adser m ed en frem med Feldw ebel i Hælene. Adser tror, at hans Time er kom met. Han glem m er ren t at bakke paa Piben, hvis Spids han fæ gter rundt m ed i Luften. Saadan en Brøleabe! 1 hvæ ser Feldw eblen arrigt og faar i det samme Øje paa vor U nderofficer, som han tiltaler i re t voldsomme Vendinger. Hvordan tør en H erre som De tillade Dem at sende en saadan F yr som ham der op i Byen, og saa i dette lidet m ilitæ riske A ntræ k! Vor U nderofficer viser sig ikke at væ re født i Gaar. H an sv a re r ganske roligt: K ender det ikke, Hr. Feldwebel; M anden der hører ikke under mig; han er fra A rbejdstjenesten, saa.... Ach so ach so... saa maa De undskylde11, siger Feldw eblen og faar trav lt med at kom m e ud igen. Adser aander befriet cp; m en han kom m er lidt efter m ed et ret uventet Spørgsmaal, som han venter en eller anden af os skal svare paa. Ka I forstaa, hvorfor æ M and bløw saa gal, for de kan æ ett! Da vi en Dag eller to senere efter endt Tjeneste venderhjem til K varteret, staar Adser allerede i den aabne Dør og tager imod os. Hør, Nicolai, siger han henvendt til mig. Vi har faa e t tre Dage. - Tre Dage? Hvad m ener du m ed det? og hvorfor? Sted. Ja, forstaa mig! Tre Dages Orlov, svarer Adser leende. Naa, saadan, m en hvorfor kun tre Dage. Jeg finder det lidt kort. Ja, de finder æ o, m æ ler Adser og staar og tygger lidt paa det, m en fortsæ tter saa, - m en ser do, Nicolai, næ r do no fæk m in tre Daw te din, saa fæ k do sejs, saa ku do da komm hjem... Ja, m en vild do da et gjenn m ed hjem osse? Jow, de ka do tro, æ vild, svarer A dser uden at betæ nke sig. Ja, bem æ rker jeg, m en hvad gør vi saa, Adser....? Ja, hvad vi gør, svarer han; m en hvad om vi no gik op te æ Feldw ebel o snakked m ed ham om æ Sag... Med ham? - Ja, hvorfor ett? Hm. - Men do k a jo prøw et, A dser... Og sandelig, om Adser ikke tog Mod til sig og lidt efter stod inde foran den strenge Feldwebel. D er stod han da og forklarede og fægtede sam tidig ru n d t i Luften m ed de stritten d e Fingre. R esultatet blev, at Adser fast, m en bestem t, blev sat paa Døren. Det v ar en ret slukøret Adser, der lidt efter vendte tilbage. Do Nicolai, sagde Adser, den gik pinnede ett, de smed m æ uer! No, gør de dee, m en hw a om vi no gik derøw er igen. Nej, nej, do ka tro nej, æ vil føst betæ nk m æ lidt, sagde Adser. Ja, de m aa do no om, no gæ r æ liig øwer i Løvens Hule, sagde jeg og gik m in Vej. Feldw eblen v ar slet ikke saa slem, som han saa ud til. Jeg fik m ine O rlovspapirer, og der v ar absolut ikke noget i Vejen m ed den Ting. Det har nok v æ ret Adsers lidet m ilitæ riske O ptræ den og mindre Fæ rdighed i Tysk, der har vakt Feldweblens Mishag. Farvel Farvel, kæ re Venner, sagde jeg og drog af

29 D er var en, der raabte efter mig, og det var Adser... Nicolai, Nicolai, sig te dem, te æ kom m er m ed de næ ste Tog... N æste M orgen naaede jeg til Vejs Ende. Paa Stationen stod da ogsaa m in Ven Adsers Paarørende. Du kom m er alene hvorfor er F ar ikke m ed... Aa, bette Børn, je r F ar han kom m er nok i Etterm irre. Da jeg kom hjem, forelaa der allerede en E fterb ev illing paa fjorten Dage. F jorten Dage! Aa, ja, de gaar i G runden re t hurtigt. Saa en Dag befandt jeg mig atter blandt K am m eraterne i Stade. Alle, m ed U ndtagelse af Mads Jensen, havde væ ret hjem m e paa en kortere Orlov. M ads A ktier stod desvæ rre langt under Pari. D et var i G runden re t uforstaaeligt, da han ellers v ar klog nok. B are han kunde tage sig sam m en og holde op m ed sin Trods. Det v ar jo M ads egen Sag, m en os gjorde det n u alligevel ondt. Ja, jeg vidste godt, at Mads læ ngtes svæ rt efter at kom me hjem ; men hvorledes kunde m an h jæ lp e ham? Længe gik jeg og grundede over det, indtil jeg en Dag pludselig fik en Idé. Hør, siger jeg en A ften til Mads, medens vi tilfæ ldigt er alene paa Stuen. Jeg har faaet en Plan, og hvis den lykkes, tro r jeg, du endnu k an naa a t kom m e hjem. En Plan hva m en do. Tror do, te æ kan kom hjem... Ja, de tæ nker æ snar do kan, Mads. No sæ tter do dæ hen o skryw er et Brøv hjem te di K uun o bejer hind send dæ en Skinnk, o den gæ r do op te æ K aptajn med, saa ska do se... Mads følte sig helt lettet og takkede mig varm t for m it gode Forslag, som han fandt udm æ rket, og B revet blev sendt af Sted. Faa Dage efter arriverede saa en velvoksen Skinke. I M ørkningen, da vi vidste, at K aptajnen opholdt sig hjem m e, tog Mads den dejlige Skinke under A rm en og satte K ursen mod K aptajnens Bolig. Men det viste sig, at Mads Jensen vedblev at væ re den. han var. I Stedet for at optræ de som den glade Giver, paatog han sig her i K aptajnens N æ rvæ relse en uhyre dum, ja ligefrem gnieragtig M artyrm ine. Skinken, ja, den m aatte K aptajnen rigtignok betale for. Og vi, der har v æ ret lidt ude i Verden, kender d et velkendte tyske O rdsprog: M ir nichts dir n ichts! 1 Mads var af med sin Skinke, m en Orloven kunde han nu skyde en hvid Pind efter, og det havde han ene og alene sig selv at takke for. Hvad nyttede det ham saa, at han nu bagefter tudede som en pisket Hund. Saadan et F æ, sagde en af K am m eraterne ligeud. Vor R ekruttilvæ relse v ar forbi. En Dag forlod vi Stade. Rejsen gik til Lageret i Lockstedt. H er skulde vi endnu gennemgaa en kortere krigsm æssig Uddannelse, før vi kunde kalde os rigtige Soldater. En Dag, ja, det lyder ret m ærkeligt, h a r jeg ved vor K aptajns Velvilje opnaaet at faa en fornyet Orlov paa fire Uger. Ved samme Lejlighed tog jeg mig for at tale M ads Sag. K aptajnen saa stort paa Sagen. Mads fik bevilget otte Dages Orlov. I faar dog ikke Lov til at rejse, før vi er færdige med Øvelserne h e r, sagde K aptajnen. Det e r den følgende Formiddag. Vi ligger m ed hele Kompagniet oppe paa Pladsen Syd for Lejrens V andtaarn. Det gælder i Dag de afsluttende Fæ rdigheder i Skydning. Saa ligger vi da der paa M aven og skyder m ed skarpt efter nogle Figurer, der ad m ekanisk Vej bliver tru k k et frem og tilbage et Stykke ude i det lyngklæ dte Terræ n. Hej! Det er vel nok lystigt, saadan at kunne knalde løs, finder jeg. Det gør Mads Jensen, der er min Sidemand, nu ikke. Noget dum t Tøjeri, m ener han. Da ser jeg, at han slet ikke læ gger an, m en bare trykker løs. Du, lad væ re med det, Mads, siger jeg le t irriteret. Du kan da lige saa godt tage Sigte, som vi andre gør det. Men ikke Tale om; Mads er trodsig i Dag. H an klager over det Stød, G eværkolben giver ham, naar han bræ nder Skuddet af. T ræ k for Pokker da Bøssen ind, saa støder den ikke! 44 45

30 Næppe h ar jeg dog sagt dette, før der dukker en Mand Forinden var Adser dog rejst; han blev hjem perm itteret. Ja, den Adser! Han var netop i Gang m ed sin faste op bag os, og det er vor K aptajn. Hvad, Jensen, De laver vel ingen K nuder? K aptajnen gaar dog straks Beskæftigelse, da m an kom og m eddelte ham, at han v ar videre, m en uheldigvis e r ogsaa en anden M and i N æ rh e fri. Af bare Forfjam skelse tabte Adser Kniven. K artoflen den. D et er vor Feldwebel. Han faar straks Øje paa M ads kylede han langt bort. ureglem enterede Skyden. Og nu kan det nok være, der vanker Spaaner! Saadan et forbandet K nipseri.... Se saa", udbrød han, no ka de ejsen v æ r nok med de h æ r Skræ lleri no ett et Slaw m e e, for no er æ og hvad ved jeg. Ogsaa K aptajnen kom m er nu tilbage fri!" Hvilken uhørt Dum hed!" Feldwebel!" tordner han, Og Mads? Ja, han m aatte jo en T u r ud til V estfronten; skriv M anden op tre Dages A rrest!" m en det kunde han nu tak k e sig selv for. Om M iddagen faar jeg m ine Papirer. Jeg tager Afsked m ed K am m eraterne og kan tage Vejen hjem, desværre uden Mads. Hans Rejse er betydelig kortere tre Dage i Kachotten! Ork ja, den Stædighed den Stædighed. Havde læads nu ikke v æ ret saa stokdum, havde han nu ogsaa v æ ret m ed paa T uren hjem. Men det laa nu engang ikke for m in Ven Mads Jensen at væ re snild, og derfor kom han til at ligge, som han havde redt. Hvad vilde de nu sige derhjem m e, naar Mads ikke var med hjem.... Toget løb ind paa M ads Station. Ganske rigtigt, ude paa Perronen fik jeg Øje paa et P a r Sm aafyre, et P ar af M ads Børn. De stod og gloede re t forventningsfulde, for F ar m aatte jo væ re med. Han m a a komme.... Men F ar er jo slet ikke med, udbryder den ene i et græ dende Tonefald. Nej, Drenge, jeres F ar er desvæ rre ikke med, siger jeg og tilføjer ligesom lidt trøstende: men nu skal I væ re et P ar gode D renge og gaa hjem til jeres Mor, saa skal I se, saa kom m er F ar nok senere. I hele syv Uger var jeg denne Gang hjem me. D et var i Tørvetiden, og ved dette A rbejde havde jeg haft m in Beskæftigelse gennem en hel Del Aar. Folk kunde jo ikke godt undvæ re m ine Tørv. Endelig m aatte jeg da igen af Sted til Garnisonen i Stade. Den eneste af K am m eraterne, der endnu var i Behold her, v a r Adser Beck. Alle de øvrige var for læ ngst borte. Jeg opholdt mig dog kun her i et P a r Dage, saa blev jeg sendt til Giistrow, hvor jeg blev Vagtm and over russiske K rigsfanger. De Tyskere - de Tyskere! F o rta lt af Nis Sølbæk, F jersted. Dette her hæ ndte i det sidste A ar af den første V erdenskrig, i Som meren Jeg havde gjort K rigen med fra dens Begyndelse i A ugust 1914, v a r blevet saaret paa Vestfronten, og efter m in H elbredelse overgik jeg paa Grund af min Invaliditet til en Landstorm s-bataillon. Jeg kom som Vagtmand til en stor K rigsfangelejr i Giistrow (M ecklenbcrg) og fik h e r Opsyn m ed en Trop fangne Russere. For Resten en herlig Tid der i Giistrow.... Mine gamle For æ ldre sad nu alene herhjem m e i F jersted m ed Ejendommen, der allerede før K rigen v ar bestem t til at skulle overtages af mig. A t den u n d e r K rigen blev fo r sømt, siger sig selv. F ar v ar jo for det m este syg og sengeliggende. I det tidlige F oraar 1918 døde m in Fader. Man indsendte til m in Troppedel en Reklam ation om at faa mig hjem. D ette resulterede i, at jeg en skønne Dag fik en m idlertidig Frigivelse og kunde rejse hjem sam m en med min Kone, der er fra M ecklenbcrg. Det var selvfølgelig en stor Glæde for m in gam le Mor, at jeg nu kom hjem og kunde befri hende for de væ rste Byrder. For m in Kone, der jo slet ikke v a r k e n d t m ed Forholdene, v ar det selvfølgelig en haard Skole at komme igennem. M enneskene, Sproget og m eget andet v ar anderledes.... I tre et halvt A ar havde K rigen nu varet og sikken 46 47

31 B edrift her! Forsømmelser og M angler alle Vegne. Her v a r sandelig nok at tage fat paa. Naa, ved gode Venners H jæ lp fik jeg dog Sæden lagt i Jorden, og hvad der ellers skulde gøres ved et Landbrug. Min Ejendom ligger nær ved den gamle Grænse; der v ar m indre end 100 m over til Danmark. Det kunde væ re ra rt at bo saa tæ t op ad Grænsen, for det v ar jo nem t at komme til D anm ark V agterne paa begge S ider af G ræ nsen v a r ikke saa vanskelige at have m ed at gøre. Til Gengæld havde man jo altid de tyske V agtsoldater rendende om kring Huset og deres Fæ rden hen over M arken. Jo vist, de kunde godt væ re flinke, m en alligevel saa m an dem helst langt borte, der, hvor P eberet gror! F æ rdselsrestriktioner var der en M angfoldighed af. Nogle var endog re t generende. Legitim ationsbevis skulde m an ogsaa have. Saa gik da den første H alvdel af Sommeren. Vi havde det ra rt her ude paa Heden, for hvor m an saa hen, mødte ø je t m est af denne. Vi ventede en Fam iliebegivenhed, min Kone ventede sin Nedkomst. Af denne G rund havde jeg m aattet se mig om efter frem m ed Hjælp, og det lykkedes m ig at faa en ældre, ugift A rbejdsm and til Hjælp. Frederik hed han, med Tilnavnet Sejser", eller bare Kong F rederik. H an v ar god og villig, om end lidt sæ r og smaatosset; m en hvad, m an kom jo dengang til at tage, hvad man kunde faa. Paa en M aade var Frederik fiffig nok. Han v a r Storsm ugler! D et skete da selvfølgelig ogsaa, at jeg ik k e saa Sejser" i flere Dage. Lige ved Høstens Tid kom der et n y t Vagthold. Det var nye Folk, der kom til dette A fsnit af Grænsen. D ette kunde nu være, hvad det vilde, m en sam m en m ed de nye Folk kom der ogsaa nye Fæ rdselsindskræ nkninger. H erefter vilde vi Grænsebeboere have at holde os 50 m fra Grænseskellet. Ja, det hed sig endda, a t der ved foretagen O verskridelse af denne Paragraf uden V arsel vilde blive skudt af V agterne". Det var en tosset og aldeles m eningsløs Forordning. For mig og m ange andre vilde den virke re t generende.

32 5 eller 10 Penning, Kammerat? Jeg havde en M ark med Som m erkorn liggende langs Skellet. Frederik og jeg havde faaet K ornet høstet og sat sam men, og saa nu denne tossede Forordning, der gjorde, at det saa ud til, at m an ikke kunde faa det bjæ rget i Hus. Og hvilket Tab vilde det ikke betyde fer mig, der nu lige havde begyndt! Dagene skred hen. Vi havde trav lt med at køre i Hus. En Dag kom en af Befalingsm ændene gaaende hen over M arken. Jeg fik fat i M anden, en Feldwebel, og satte ham ind i Tingene. Efter at han havde hørt paa mig, forlangte han at se mine Papirer. E fter at han havde studeret dem og overvejet Sagen, svarede han: Har du et Stykke Papir ved Haanden, saa skal jeg snart skrive den Tilladelse, som h er vil væ re nødvendig, for K ornet kan du jo ikke lade staa og raadne paa M arken; m en Tilladelsen gælder kun for dig, der ejer Ejendom m en h e r. En Dag skulde jeg saa hente K ornet paa det paagæ l dende Stykke Jord. Foruden den om talte Frederik Sejser" havde jeg faaet fat i en anden Mand, nem lig den nogle og halvfjerdsaarige Hans Jensen Lund. Gamle Hans bestyrede endnu G aarden for Sønnen Niels, der havde væ ret med i Krigen, m en som nu efter at væ re gaaet over Grænsen opholdt sig et eller andet Sted i D anm ark. Selv om Hans Jensen var gammel, v ar han dog endnu ikke helt aflægs. H an var god til at lægge Negene til rette paa Vognen. Frederik sagde, at han var bange for Prøjserne, saa ham m aatte m an lade blive hjem m e, hvor han kunde gøre Gavn ved Aflæsningen. Jo, Frederik havde vel sine Grunde; m an forstod, at det nok var bedst at lade ham være i Fred. Ja, hvad m ener du nu, Hans? sagde jeg, da vi var kommet til Sæde p a a Vognen. Ja, Nis, klø du kun paa, saa vi kan faa begyndt, gryntede Hans Jensen forstaaende, vel vidende, at A ftenen kom af sig selv. Ja, ja, det er jo det....! sagde jeg. Nu ingen Snak m ere, Nis! Klø du kun paa, svarede Hans. De æ der os vel ikke, de Prøjsere, tilføjede han. 49

33 Lidt efter holdt vi ovre paa M arken. Jeg sprang a Vognen og begyndte at ræ kke Neg op. Næppe havde \ dog paabegyndt A rbejdet, fø r vi blev standset. D er lød e højt Brøl. Da jeg saa mig om, opdagede jeg, a t det var ej af de tyske Vagtmænd, der nordfra var undervejs ned mo os. Holdt, holdt!" raabte. han, se at komme bort! He h a r I ikke noget at gøre". Ikke det? svarede jeg. K ornet her er m it og je, h ar Tilladelse.... Tilladelse! Hvilken? Hvem har givet Dem den Her! sagde jeg og holdt ham P apiret hen under Na sen. V agtm anden gloede m istroisk paa Sedlen, m en de havde jo en U nderskrift, saa Sagen m aatte jo have sin Rig tighed. M anden stod og grundede længe over Sagen. De ragede ikke os, m ente jeg, saa vi fortsatte m ed Paalæsnin gen. A lt im ens havde der indfundet sig et P a r M and mere De tre M ænd stod og forhandlede om Sagen. L angt oi længe kom de alle tre hen til os igen. Den første af det sagde henvendt til mig: Ja, vi m aa vist indrøm me, at Di har Tilladelse til at færdes her, m en M anden deroppe ma vi desvæ rre sikre os. Hør, gamle M and deroppe, kon ned, De er arresteret!" Hans Jensen var ikke alt for ivrig med at komme net Hva N øtt sku de vel væ r te!" brum m ede han arrigt Ogsaa jeg forsøgte a t blande m ig i Sagen. H vad Gavi kunde det vel gøre at arrestere gamle Hans Jensen.... K an I ikke indse, at det er m ere end dum t.... M aul halten! Bland Dem ikke i vore Sager, raab te den ene af M ændene arrigt. Der M ann da ist ver haftet!" Og saadan gik det til, at min gode Ven og H jæ lper - under højlydt Protesteren ^ blev trukket ned fra Læs set. Farvel, Nis", sagde Hans Jensen, æ kom m er nol s n a r igen!" Og saa drog m an af Sted m ed den farlige1 F orbryder Hans Jensen L und fra Fjersted. op til Hømlunc Toldsted, h vor ogsaa V agtkontoret fandtes. Heldigvis havde Hans Jensen sit Legitim ationskort hos sig, saa udover at m an skældte ham H uden fuld, skete der ham intet. Ganske vist fik han Paabud om en anden Gang at holde sig borte fra den farlige Grænse, og saa lod man ham løbe igen. Ja, saa er m an da blevet saa klog", tæ nkte Hans Jen sen, da han langsom t traskede af Sted ad H jem m et til. Saa v ar der ikke andet tilbage, end at jeg selv m aatte se at faa bjæ rget K ornet hjem fra den om stridte Jord

34 Hvor btev Skoene af? Skibets O pankring i Finland fik en b rat Afslutning, Det skulde tjene som M oderskib for en Flyvem askine. Nu var M askinen sty rtet ned og Flyveren omkommet. D et v a r i K rigens sidste M aaneder, saa en ny Flyvem askine kunde nok ikke m ere frem skaffes. Skibet, en stor U dvandrerbaad, skulde tilbage til Nordsøen, hvor det havde sejlet som S perrbrecher11. De, der ikke havde Vagt, tog Landlov for om muligt at faa lidt med paa H jem turen. I en K læ devarebutik i Kojwisto paa det karelske Næs havde jeg Lejlighed til at iagttage, at den m ilitæ re Disciplin var ved at gaa fløjten. B esæ tningens Opførsel v a r ikke rosvæ rdig. T uren over til Skibet skulde foregaa med Damppinasse, som af Vagten var sendt over til Landgangsbroen. Nogle M atroser havde B esvær med at faa en stor Kasse ned i Baaden, m en det v ar jo ikke noget usædvanligt. Og saa var det Slut m ed Opholdet i Finland. V ed A nkom sten til L ibau kom en S ty rk e Feltgendarm er m ed det kendte M essingskilt i en Kæde om Halsen, De undersøgte Skibet og tog derefter bort. Ved K ysten laa en nedstyrtet Flyvem askine og skvulpede i Havstokken. Den skulde med hjem. Det næ ste Anløbssted var N eufahrw asser ved Danzig hvor vi paa U dturen havde haft et læ ngere Ophold. Hei laa vi N atten over og sa tte saa K ursen m od K analen. Da vi a tte r var i Søen, sagde en U nderofficer til mig at Fyrbøderne N atten igennem havde solgt Fodtøj til V æ rftsarbejdem e, som havde N atarbejde. H an forklarede at der paa Landgangsbroen i Kojwisto var stjaalet en stoi Kasse m ed Fodtøj, som Rutebaaden fra W iborg havde hafi med. D et v ar denne, Feltgendarm erne i Libau havde eftersøgt. Vi blev enige om, a t han skulde m elde sine Iagttagelser til K om m andanten for om m uligt a t redde e t Restparti til Finnerne. Det- indbragte ham dog ikke nogen Tal: tvæ rtim od! Ved H oltenau blev Skibet paany undersøgt, og saa gii T uren gennem K analen til Nordsøen. Vi ankom lige tidsnok til at faa hele O ptakten til Revolutionen med. Det var Dage med Spænding, dog m ed m ange morsomme Episoder. Ikke m indst interessant var det at iagttage, at de, der tog Styret, da Revolutionen havde sejret, og som da begyndte at jage Byen ru n d t i A dm iralernes Biler, var en helt anden Type end dem, der ragede K astanjerne ud af Ilden, m ens denne endnu kunde brænde. En Uges Tid senere fik jeg fat i et Eksem plar af Hamburger Frem denblatt". D eri læ ste jeg, at tyske M arinere var blevet beskyldt for at have stjaalet Fodtøj oppe i Finland. Gentagne Undersøgelser af det paagældende Skib havde dog vist, at disse B eskyldninger var uden G rund. Th. H., C hristiansfeld. Da to brødre trat hinanden ved Fronten Vi var 5 Brødre, af hvilke tre havde væ ret tysk Soldat, de to andre v ar erklæ ret for uduelig til M ilitæ rtjeneste. Jeg var den ældste, og jeg skulde ved Krigens U dbrud møde straks den første Dag i Haderslev. De to andre Brødre skulde møde henholdsvis den 3. og den 5. Dag. De vidste nok, at jeg skulde stille om gaaende Søndag Morgen, og de kom Lørdag A ften til vort Hjem, for at tage Afsked. Vi havde m eget at tale om. Jeg fulgte dem paa Vej, da de gik, og da vi tog Afsked, sagde de, at skulde nogen af os falde, vilde de ønske, det saa m aatte blive dem, da de begge v ar ugifte, jeg derim od var gift og havde to sm aa Piger. Det blev ikke til m egen Søvn den Nat, og tidligt om Morgenen skulde jeg møde paa Stationen. Vi fulgtes ad til Stationen alle fire, m en rig tig A fsked tog vi hjem m e. Børnene vidste ikke, om det v ar sidste Gang, de saa deres Far. Vi kom saa til Haderslev, blev opstillet, iklædt, fik M iddagsmad og blev om Efterm iddagen inddelt i Vagtgrupper. Vi var tolv Mand, der skulde til Tam druphøj, hvor der var en M arine-signalstation. D er stod vi Vagt sam m en m ed o tte M arinesoldater. Hvis vi saa e t Skib, 52 53

35 skulde der signaliseres til Krigsskibene. Der blev vi' kun til den 6. A ugust, h v o refter vi blev afløst og kom til Haderslev. H er gik vi paa P atrulje i forskellige Retninger. Saa kom der en Dag en U nderofficer med en Liste, der indeholdt vore Navne. Vi kom bort alle undtagen tre Mand. Jeg spurgte U nderofficeren, hvordan det kunde være, at vi var listeførte, og det netop var os, der kom bort. Ja, det kunde han godt fortæ lle mig. Vi havde alle faaet en rød Streg hjem m efra. (Det havde de stedlige A m tsforstandere sørget for). Jeg svarede ham, at Fjenden skød vel ikke os fø r de andre. Jeg kom saa til St. M ichaelisdonn i Holsten, hvor vi havde Banegaardsvagt og B anepatrulje. D er blev vi til den 23. Septem ber, hvorefter vi blev afløst og kom til Rendsborg, hvor vi blev iklædt. Fem Dage senere gik det med Toget til Frankrig. Vi blev indkvarteret i Opladen til den 3. Oktober, saa gik det videre til Fronten, som vi naaede i Løbet af en Uges Tid. Vi kom til at ligge ved Moulin, ved Aisnefloden, og dei i N æ rheden var m in yngste B ror allerede faldet. Vi laa ved M oulin et helt Aar, blev saa afløst og kom den 17. Oktober 1915 m ed i det store E fteraarsslag i Champagne, ved St. M ariapy. D er laa det svære Fodartilleri, og der vai m in anden Broder, m en han var ikke i Stilling den Aften Vi laa i første Linje i fire Dage og kom saa tilbage igen. Da vi kom et Stykke uden for St. M ariapy, kom vi til en Skov, hvor vi gjorde Holdt, og der kom min Broder Frederik hen og hilste paa mig. D er blev vel nok Glæde ved G ensynet, m idt i al Elendigheden. Vi skulde videre, m en min B ror fulgte m ed foi a t se, hvor vi kom til at ligge. Vi gjorde saa Holdt i en Skov en halv Times Gang derfra, og nu vidste han, hvoi vi laa. H ver Dag, n aar han var fæ rdig m ed Tjenesten, kon han hen til mig, og vi havde m eget at tale om, baade od K rigen og om H jem m et og om de andre Brødre, son im idlertid ogsaa v ar indkaldt og sendt til Fronten, dei ene til R usland og den anden til F rankrig. Vi laa saa der i Skoven i Ro i vore Telte i ca. tre Uger, og det v ar dejligt at væ re sammen i den Tid. Men det gode fik jo hurtigt Ende. Det 20. A rtilleri-regt., som min Bror laa ved, skulde rejse. Han kom for at tage Afsked. Det v a r tungt, og det v a r sidste Gang, vi saas. I F oraaret var han med i Sommeslaget. Ved Peronne fik han sit Banesaar. Vi saas ikke mere. Det var gaaet, som mine Brødre havde sagt, da vi i 1914 tog Afsked med hinanden: hvis nogen af os skulde falde, vilde vi helst, at det blev os. Det blev dem, d er blev derude. Det var en stor Sorg, ikke m indst for vor kære, gamle Mor. Hun havde slidt og slæ bt for sine Børn, og nu, da de var blevet voksne, skulde hun m iste dem for en Sag, som ikke v a r vor. Æ re væ re deres Minde. Andreas Mathiesen, Kliplev. En Soldaterkammerat efterlyses Jeg har med stor Interesse læ st A rtiklen Afkomman deret", fortalt af Carl" i A arbogen Da ogsaa jeg h ar aftjent m in aktive V æ rnepligt ved 4/75 i Bremen fra , kunde jeg ønske at komme i næ rm ere Forbindelse med dig. Mon det ikke skulde lykkes gennem vor Aarbog? Venlig Hilsen fra Chr. Christiansen, A lsgade 36, Sønderborg. Den saarede Soldats beskedne Hyldest til Sygeplejerskerne I A arbogen 1951 skrev jeg bl. a. a t en m andlig Sygepasser ikke kunde staa M aal m ed en sm uk og livlig Sygeplejerske". Jeg kunde have Lyst til at uddybe denne Tanke og yderligere tilføje: en sm uk og livlig Sygeplejerske, hvis varm e Smil kunde gøre det ud for m ange Kininpiller

36 H vor gjorde det godt m ed en fin, blød og lille Haand paa en feberhed Pande, og hvor kunde m an efter en uendelig lang og søvnløs N at længes efter, at denne lille, nænsom m e H aand skulde tage om ens H aandled fo r a t tag e P ulsen, og hvor kunde det væ re beroligende og velgørende, bare hun satte sig paa Sengekanten. Disse L inier skal staa som et beskedent U dtryk for Soldatens fattige H yldest til den opofrende Sygeplejerske, for Røde Kors Søstrene i den første V erdenskrig. H un var et velsignet Væsen, for hvem al U renhed i Sind og Tanke var bandlyst. H un var for os i vor egen M oders Sted. M aaske vil en og anden m ene, a t m in H yldest er lidt glansbilledagtig; m en jeg skriver ud fra min rige E rfaring under et Ophold paa Lazarettet. Som D reng læ ste jeg m ed B eundring og B etagelse Historien om Florence Nightingale, den verdensberøm te, geniale Sygeplejerske. U nder K rigen oplevede jeg noget af det. Hans Hostrup, Egebæk pr. Hviding. Feltgraa Jul Endnu gaar Tankerne m angen Gang tilbage til de fire onde Aar, og navnlig n aar H øjtiderne og sæ rlig Julen næ r m er sig, tæ nker m an paa de Forhold, hvorunder m an var nødt til at fejre Julen, denne Hjem m enes Fest. Thi ingen anden F est k an vende T ankerne mod H jem m et og B arndom stiden som Julen m ed dens Stem ning og Højtid, der kalder paa det bedste i os M ennesker. Og en rigtig Jul kan m an kun fejre i et Hjem, sam m en m ed sine kære. Jeg var, I 8V21 A ar gammel, i F oraaret 1916 bleven indkaldt til Soldat, og sam m en med tre andre Sønderjyder beredte jeg m ig til at fejre Julen, den første som Soldat, i et R ekrutdepot bag Fronten i Frankrig. Juleaftensdags Efterm iddag tog hele Styrken Opstilling til Appel og vi fik saa hver fem M ark udbetalt som vort Overskud fra K antinen. Straks efter gik vi ind i den lille venlige Landsbykirke, som i Dagens Anledning var sm ykket med Gran og to store Juletræ er, tæ t besat med hvide Julelys, m en uden anden Pynt. I al deres Enkelthed gjorde de et dybt Indtryk paa os alle. Vi begyndte Festligheden m ed at synge Stille Nat, hellige N at, det vil sige, det var mig ikke m uligt at synge med i denne Sang. Je g kan ikke, hedder det i m in D agbog, beskrive de Følelser, der fyldte m it H jerte ved at høre den gam le kendte Melodi. D er kom en Længsel over mig, G raaden stod mig i Halsen og T aarerne i Øjnene, saa at jeg ikke kunde synge. M inder fra svundne, lykkelige Tider overstrøm m ede mig. D erefter holdt vor K om pagnifører en Tale om den tyske Jul, og vi sang: Den yndigste Rose er funden ogsaa en Sang, som vi Sønderjyder kender saa godt. Bagefter blev der fordelt K æ rlighedsgaver fra Byen Elberfeld til dem, som intet havde faaet hjem m efra. Om Aftenen gik L øjtnanten om kring i K vartererne for at paase, at ingen v ar bleven glemt. Vi fire Sønderjyder havde tændt vort eget lille private Ju letræ i vor Stue. Hvem af os der havde faaet det sendt, husker jeg ikke. Det var ganske lille, m ed røde og hvide Lys i. Vi forsøgte efter bedste Evne at holde Modet oppe ved at fortæ lle om gamle svundne Dage, m en Sam talen gik ofte i Staa. I de andre Stuer drak m an og lavede Halløj, m en vi fire kunde nok sætte Præ g paa vor, saa der var d er Ro. Det lille Juletræ, saa smaat det var, indgød dog vore tyske K am m erater saa megen Respekt, at de lod os i F red den Aften. Juledag kom Feltpræsten og holdt Julepræ diken for os. Den første Ju l fik dog alligevel Præ g af en Fest, om end i beskedne Kaar. D ette kan im idlertid ikke siges om den anden. Efter at jeg Foraaret igennem havde væ ret i A rgonnerskovens forholdsvis rolige Stilling, tilb rag te jeg Som m e ren 1917 i Champagne, E fteraaret i Flanderns Morads, og da Julen a tte r næ rm ede sig, fandt den mig i en F eltlejr i Champagne igen. Frosten havde bygget Bro over de bundløse Veje. A lt tegnede til en forholdsvis god Jul

37 Lille Juleaften blev der spillet D ilettantkom edie for hele K om pagniet i noget, som kaldtes: Das grosse Schauspielhaus, og en K vartet sang Stille N at og In einem kiihlen G runde" for os. M en saa kom Ju leaften sd ag F ørst havde vi Besigtigelse af Brigadekom m andøren, som varede det meste af E fterm iddagen, og e fte r at have faaet lidt R ødvinspunch til Aften, var vi overladt til os selv, Sam m en med en B erliner opholdt jeg mig i Hestestalden. Ilden i vor lille Kakkelovn vilde ikke bræ nde, den strejkede paa Grund af for vaadt Træ, og saa ryger den, saa det næ sten ikke er til at holde ud. Men bræ nde skal den, for vi skal nem lig have vor Juleaftensm ad tilberedt. Den staar i A ar paa Majsgrød, stjaalen fra Hestene. Den skal, kogt i Vand m ed lidt Salt i, faa den knurrende Mave til at tie stille. Og hvor kan en Feltgraas Mave knurre. F ra M iddag har den kun faaet lidt Punch, den knappe Brødration var spist om M orgenen, da vi bestem t havde regnet med, at Mors Julepakke v ar ankom m en med Posten; m en nej, Skuffelse og R esignation stod m alet i vore A nsigter. Ingen Post, ingen Mad, ensom iblandt frem m ede en højhellig Juleaften. H vad U nder, a t D agbogen indeholder følgende pessim istiske Ord: Det er b a re Søllehed i P ers Bovser". Kom pagniet skal først fejre Julen første Juledag, og det begyndte med, at vi fik Æ rter med lidt stegt Kød til Middag, som jo var en stor Nyhed, da vi ellers aldrig fik stegt Kød. Klokken fem gav det K artoffelsalat med Gullasch til og Klokken halvsyv gik vi i sluttet Trop til Juletræ et, som var tæ n d t i en stor Barak. F ire M and fra Regim entsm usikken spillede for os og enhver fik nogle Smaagaver. Jeg fik en Lommekniv, en M undharpe, fire Æ bler og en lille Kage. B agefter gav d et gratis 01, sn a rt begyndte m an at blive støjende og jeg befandt mig ikke vel m ellem de baade i Sprog og Tanke for m ig fremmede M ennesker. S nart forsvandt jeg stille og gik over i mit K v arter for at skrive et langt B rev til Mor. Nytaarsaften ankom endelig de læ ngselsfuldt ventede Julepakker. Aaret 1918 v ar forfæ rdelig at komme igennem, m en det 58 skal ikke omtales ved denne Lejlighed. Den 10. Oktober begyndte vi det planm æssige Tilbagetog og ankom ind under Ju l til en lille venlig Landsby i Provinsen Hessen, og her skulde vi blive og fejre Julen. Forbindelsen med m it H jem havde v æ ret afbrudt, siden vi begyndte T ilbagetoget, altsaa i om trent to M aaneder. Det gjaldt om at faa den genoprettet, jeg sendte derfor den 18. December et Telegram hjem med m in Adresse. Men først den 24. ankom der et Telegram hjem m efra; det havde væ ret tre Dage undervejs. Jeg h a r det endnu, d et indeholder kun fem Ord, m en det var nok. De gav S var paa e t Spørgsmaal, som jeg næ sten ikke turde tæ nke paa: V ar m in Broder kom men godt gennem K rigen? H er i denne lille By, som laa lan g t fra d e n store V erden, skjult m ellem Bjerge og Skove, hørte jeg for første Gang om den forestaaende Genforening af m in kære Hjemstavn m ed Danm ark. Juleforberedelserne gik h er som andre Steder deres vante Gang. V interen var sat ind med Frost og Sne og Landsbygaden v ar saa fin og glat som en Kælkebakke. Den blev flittig b enyttet af Ungdommen, indfødte og Soldater i skøn Forening to og to i susende F a rt ned ad den lange Gade, indtil en Sergent saa det og beordrede Sand strøet paa i hele Gadens Længde. Byens K vinder v ar som alle andre K vinder tra v lt i Lag m ed Juleforberedelserne. Meget havde de ikke at lave Fest med, m en lidt ekstra skulde der jo bages. Byens Bageovn var fælles for alle Beboere og indrettet i et Hus m idt i Byen. H er havde de Lov til at bage efter en næ rm ere fastsat Rækkefølge. Vi Soldater hjalp til med at bæ re Brændsel ned til Ovnen, enkelte fik endda betroet at bæ re Dejgen til Julekagerne. Men iøvrigt v a r d et v o r fornem ste Opgave a t holde P i gerne med Snak, m ens de fyrede i Ovnen. Det fæ rdige Bagværk fik ingen betroet, det vilde vel ogsaa nok have væ ret for sto r en Fristelse. Juleaften oprandt m ed k lar Frost fra en Him m el med tindrende Stjerner. Juleaftensm aden indtoges sammen med V æ rtsfolkene, den v a r tarvelig, kunde ikke v æ re an 59

38 det i den fjerde K rigsvinter. M en god v ar den, og hvilken Forandring fra sidste Aar. A tter at sidde i en Fam iliekreds og nyde godt af H jem m ets Hygge og Fred, skønt m an v ar en paatvungen Gæst. Klokken seks v ar der Julegudstjeneste i K irken. Soldaterne kom sam m en med deres V æ rtsfolk og ikke som før i Række og Geled m ed høje Kom m andoraab. F ra alle H u se kom der forventningsfulde, festk læ d te M ennesker. K irken v ar sm ukt pyntet, et stort Ju letræ var tæ ndt oppe ved A lteret og fra Orgelet tonede de kendte Julem elodier. Præ sten, en tidligere M issionær, talte til os om B arnet i Krybben, om Fred paa Jorden og om det store Frelsesbudskab, som v ar forkyndt for os. Det v ar kendte Toner, der lød gennem hans Tale, og de gav Genlyd i m angt et H jerte. Man fyldtes med Tak og Pris, fordi m an havde faaet Lov til at opleve Julen igen. I m ange Øjne var der Taarer, de m ange sortklæ dte K vinder og Børnenes Dragter talte deres tavse Sprog, m en ogsaa til dem havde Præsten et trøstende Ord. E fter K irkegangen blev der tæ ndt Ju letræ i Hjemmet og sunget et P a r Salmer. D er blev Raad til en lille Kaffetaar, og saa gik m an over til Naboen for at se, hvorledes m an der fik Tiden til at gaa. Og jeg blev hurtig klar over, a t J u le n i S ydtyskland ikke fejres m ed den sam m e Højtidelighed som hos os. De fleste af Byens unge Mæn-d var paa V æ rtshuset, og der blev festet til langt ud paa Natten. Den kæ re gamle, og dog evig nye Ju l vil m an helst fejre, som m an er vant til fra B arn af. D er skal væ re Juletræ og Julem ad, Ju lek n as og Julestem ning, m ed e t hyggeligt Sam væ r i Fam iliens Skød, ellers føler m an sig snydt, Julen er H jem m ets og B arnets Fest. Julem inderne knytter sig næ sten altid til Barndom sm inderne og saa ofte de d rages frem, fylder de ens Sind m ed Taknemlighed. Aaspe pr. Bredebro. Glædelig Jul! Hans Seistrup. Da jeg kastrerede en Orne I Sommeren 1918 var en Del af m it Kom pagni afkom m anderet til et Baukom pagni ved G eneralstaben for Korps Schm ettow, som laa i St. Erm e ved Soisson i F rankrig. En M orgen spurgte Feldwebelen, om der var en, der forstod at kastrere en Orne. Staben havde nemlig faaet fat paa en saadan, m en m an havde hørt, at m an ikke kunde spise Kødet af den, hvis ikke den var k astreret inden Slagtningen. Jeg stod i første Geled og m in Bagmand, Andr. Skaarup fra Andrup, gav mig i K aadhed et Skub, saa jeg røg frem foran F ronten. Feltw ebelen, som saa m ig ryge frem, spurgte straks: Kan De gøre det, H ansen III? Javel, H err Feldwebel!" Saa fik en Underofficer O rdre til at føre mig op paa Slottet til de høje H errer. Naa, tæ nkte jeg, der er Du kommet ind i noget godt. Men jeg havde da tidligere kastreret Grise. Jeg v ar bange for at det skulde væ re en stor Tamp paa Pund, m en det viste sig kun at væ re en til 250 Pund. Jeg skæ rpede m in Brødkniv paa en Sten og blev saa ført op til A djudanten. H er fik jeg efter Ønske en 3-4 Mand til at hjæ lpe ved Operationen. Vi m aatte dog ikke begynde inden han kom, han vilde dog se, hvordan det gik til. Naa, vi kom ind til O rnen og fik den væ ltet om paa Ryggen og m ine H jælpere satte sig paa den for at holde den nede. Det tog ikke lang Tid at fjerne Testiklerne, som vi kastede ud gennem Døraabningen. De blev straks hugget af et Par italienske Krigsfanger, som saa fik Kødmad den Dag. Løjtnanten v ar m eget im poneret af -min P ræ station og lod en U nderofficer føre mig hen til Officerskasinoet, hvor jeg skulde have en 01 og en god Cigar. I Køkkenet saa jeg mit Snit til at fylde m ine Lom m er m ed Nudler, saa var Maden da reddet for et P a r Dage. Da Feldw ebelen næste M orgen spurgte mig, hvordan det var gaaet, sagde jeg, at det var gaaet godt, m en foreslog, at m an de første Dage skulde holde godt Øje m ed D yret, 60 61

39 at der ikke skulde gaa Betændelse i Saaret. Da det handlede sig om at gøre G eneralkom m andoen en Tjeneste, vai d er ikke noget i Vejen. Feldw ebelen v ar i G runden vel nok stolt af at have saa dygtig en Mand, og i 6 D age gik jeg saa op for at se til Ornen, som iøvrigt ikke havde Méi efter Operationen, og saa for Resten af Tiden dryssede jeg fransk m ine gået ned. ru n d t i Omegnen eller laa og sov. M en det m anglede ogsaa bare, a t jeg ikke skulde havi noget ud af a t spille Stabsdyrlæ ge. Hans Hansen, H alk pr. Hejsager. På nattevagt i skyttegraven Vi sidder fire m and i vor understand og er i gang me v o rt tarvelige aftensm åltid, da en befalingsm and m ed si1 m ørke stem m e forstyrrer idyllen, idet han udbryder: Nai tevagten skal gøre sig klar. Vi stiller om fem m inutter. Dc sidste bid brød skylles ned med den sidste slurk kafft så kravler vi op ad den ujæ vne trappe og indtager voi pladser i skyttegraven. Vi er rustede til tæ nderne, ft franskm æ ndene ligger kun tredive m eter fra os. Regnen strøm m er ned, vinden piber. Vi slår kravt op om ørerne. D et v a r bælgm ørkt. Da pusler noget for: skyttegraven. H vad er det? Jeg ser intet. Håndf om klam rer bøssen. N erverne er spændte. H jertet hamr: Jeg ser gennem skydehullet, m en opdager intet. Att rasler det. Forsigtigt træ d er jeg højere op og skuer i over dækningen. Da ser jeg det m ystiske, fredsforstyri ren. D et er en fed rotte, på størrelse med en kattekillii Den løber omkring, på jagt efter noget spiseligt. Jeg ånd lettere, stiller gevæ ret bort og haler bajonetten frem. et lynsnart stød, og den fræ kke gavtyv m å lade livet. J er du ekspederet, m um ler jeg og bakker kraftigt på pibe Den v ar n æ r gået ud i kam piveren. Så er der a tte r stilhe Fødderne bliver kolde. M an tripper ru n d t på dem. Hvj mon klokken viser? Den vagthavende underofficer skyde dette øjeblik en lyskugle i v e jre t. A lt oplyses dagklart.. hurtigt blik på klokken. Den første del af vagttiden er gået; så går det ned ad bakke. Vup! Et lyn! Ræn-n-ng! E t væ ldigt brag, et lu fttryk, der ikke kan beskrives. En hagl af jernstum per, jord, sten svirrer i luften. Der, et stykke til højre, er en stor, D et kan nok være, m an kan blive hurtig i vendingen. I et nu ned i graven, og hvis det kan nås, så i dækning. Der går et p a r m inutter, så er alt igen forholdsvis roligt. Kun gevæ rskud lyder uafladeligt. P å vor side venter m an ikke m ed svaret. F ranskm æ ndene in d stiller skydningen, så er alt igen stille, og a tte r står m an på sin plads i graven. Det v a r en ordentlig -tingest," siger m an til sidekam m eraten, der står ti m eter til venstre. Ja, svarer han, Joffre h ar nok lyst til at lave dicke Luft!" En stund e r det tem m elig roligt. Da på een gang går det løs: tak -tak -tak -tak... og pift, pift, pift suser projektilerne hen over vore hoveder, så tæ tte som hagl. Det er et m askingevær, som også vil snakke med, og hvis det er muligt, vil det gerne m eje nogle af vore kam m erater ned, som læ ngere tilbage arbejder på reservestillinger. Den slags arbejde foregår altid om natten. Vi dukker os og morer os i vort stille sind, for os kan de jo ikke gøre fortræ d med den Slags våben. Da lyder der faste trin bag os. Parole!" lyder en hvas stemme. Hælene sm ækkes sammen, hænderne farer ud af lom m erne, m an retter sig op, og man svarer i m ilitæ r tone. D et er nem lig den vagthavende officer, der er på sin runde gennem graven for at se, om alt er i orden. Ved den næ ste lyskugle ser m an atter på klokken. Nå, kun et kvarter endnu; så e r det på tide at vække afløsningen. En af kam m eraterne springer hurtigt hen for at væ kke dem. D et m å m an begynde m ed i god tid, for det sker, at m an må råbe både ti cg tolv gange ned til dem i understanden, før de bliver helt vågne. Nu er afløsningens øjeblik der. Nu kan de komme h v ert øjeblik. Vi venter m ed længsel på dem; m en nu er der allerede 62 63

40 gået fem m inutter over tiden. Hvor bliver de af? Endelig, m ed næ sten ti m inutters forsinkelse kom m er de, søvndrukne. De modtages ikke ju st på en alt for blid måde. N år de skal afløses, skal de få det b etalt med renter, kan de tro. D et var de første to tim er af nattevagten; m en endnu er der tre gange to tim er tilbage; jo tak, en blandet fornøjelse. Dog det tæ n k e r m an n u ikke så m eget på. Nu hu r tigt af m ed oppakningen, ild på en cigaret, og så kravler m an langsom t ind i en snæ ver køje, langtfra tiltalende eller indbydende; m en m an e r dog sjæleglad, n å r først man er der. Man vikler sig ind i et tæppe, læ gger hovedet på tornystret, og så skal vi sove lidt. M en ak og ve! H er ei der også fjender, grå og sorte, slemme, fæle bæ ster. De vågner til aktivitet, n år legem et bliver varm t. Man kradser, og m an klør sig. Man væ lter sig fra højre side om. på venstre og så tilbage igen; m en det n y tter kun lidt. Altså op igen og lyset tæ ndt. Nu begynder en udbytterig jagt E fte r denne ubehagelige fo rsty rrelse k rav le r m an for anden gang ind på hylden, og denne gang får søvnen og trætheden overtaget. S nart snorker m an og sover fast som er sten. Man er ikke m ere med i krigen, ikke m ere i skyttegraven. Man drøm m er, drøm m er om hjem m et, om mor om søskende og om alle de kære. Å, det er så vidunderligt så skønt at væ re hjem m e. Glem t er al træ ngsel, al nød oj elendighed. Man er fri, verden sm iler til en, en glæde uder ende Da lyder pludselig en grov stemme: Hallo, op m ed jer Afløsning!" Ak, hvad er dog det? Ak, det hele var kun er drøm. Langsomt vender tankerne tilbage til virkeligheden den nøgterne virkelighed. Det blev kun til en lille time søvn. M an er helt fortum let i hovedet. Det føles, som hav de m an tøm m erm ænd. Igen hænges alt skram let på krop pen, og m an kravler op, ud i den øsende regn, en regn, son den vistnok kun findes i Frankrig. Uophørligt strømme: den ned, hele natten igennem. H er bliver m an h u rtig t lys vågen, for nu begynder spillet forfra igen, og det gælde liv eller død. Sadan går den ene dag efter den anden, bliver til uger, og endelig, da tyve dage er gået, kan vi for en stund pakke vore sager sam m en og forlade skyttegraven. D esværre m angler vi jo hver gang een eller flere kam m erater, for det er jo sådan, a t ikke alle vender tilbage. Hans Chr. Petersen, Bovrup. Minder fra Krigen Jeg kom i 1915 paa Session og blev skrevet g. v. U nder Sessionen oplevede vi en lille, pudsig Episode. D er var nemlig en eller anden Præ st, der ogsaa skulde møde. Han følte sig saa genert og vilde nødig smide U ndertøjet; men der v ar jo ingen Vej udenom. Sam m e Aar blev jeg indkaldt og skulde møde paa Junkerhulvejkasernen. H er traf jeg sam m en m ed andre gode K am m erater fra vor H jem stavn. Faa Dage senere kom vi dog m ed en T ransport til Liibeck, og her var vi tolv dansksindede Sønderjyder i samme Korporalskab. Vi følte dog ikke særligt, at vi var blevet Soldater, for vi gik nem lig i sam fulde fjorten Dage rundt i v o rt Civiltøj. D er v a r en stor M angel paa U niformer. Omsider fik de dog noget gam m elt Ragelse Fredstidens blaa U niform er skrabet sammen. Om K lunset passede eller ikke, blev der ikke taget Hensyn til. Vi v ar altsaa nu blevet rigtige Soldater, og nu gik det løs med Uddannelsen. I det store og hele havde vi det godt under Opholdet i denne sm ukke By; m en det gode faar jo altid for h u rtig t en Ende. E fter et P ar M aaneders Forløb var vi a tte r paa Transport, ud i det uvisse. Vi havnede dog i Saarbriicken, og h e r blev vi tild e lt det 174. In fa n teriregiment. Faneeden. Uddannelsen fortsattes, og vi m aatte aflægge Jeg v ar saa heldig at komme hjem paa m in første O r lov, og da jeg kom tilbage, var alle m ine K am m erater draget til Fronten. Da jeg var g. v., blev jeg nu beordret til Kreuznach. Det v ar en sm uk Egn at kom m e til. H er var kønne Skove, B jerge og Dale, og ikke a t glem m e den 64 65

41 skønne Rhinflod. For sm aa Penge kunde m an købe et storl Glas Vin. I K reuznach blev jeg sat til A rb e jd e t i Køkkenet. Det var et ra rt Arbejde, for jeg kunde spise lige saa meget, jeg vilde, og saa var jeg oven i Købet fri for den alm indelige T jeneste. Omsider blev jeg dog sam m en m ed en Del andre puttel i feltgraa Uniform, og saa gik det i K reaturvogne østpaa Vi kørte i tre Dage og fik undervejs en re t god Forplejning. Da vi naaede den polske Grænse, steg vi ud ved ei By, som hed Stralkowo. Vi blev fordelt paa flere Landstorm sbatailloner og skulde n u bevogte den polske Grænse. D er var ca. 200 m m ellem hver Post. Vor Opgave vai at forhindre, at der blev sm uglet V arer fra Tyskland ti Polen eller om vendt. Vi tog det nu ikke saa nøje, for naai der ingen Sne var, var der ingen Spor at se, og saa lod i, bare Sm uglerne løbe. Da G ræ nsetrafikken blev frigivet kom vi ind i Polen, og h er blev vi spredt for alle Vinde Jeg blev indkvarteret hos nogle tysksindede Polakker, oj efter et halvt A ars Forløb v ar jeg saa velbevandret i de polske Sprog, a t jeg blev an v en d t som Tolk paa den stedlige K om m andantur. En Dag spurgte Kom m andanten, om jeg kunde tænki mig at m elde mig frivilligt som Feltgendarm. Jeg tog imoi Tilbudet; m en saa spurgte man, om jeg nogen Sinde havdi set en Hest. Jo, sagde jeg, i F rastand.11 Din dumæ Torsk," snerrede man, er du ikke Landm and? Jo, - det var jeg da, og Følgen blev, at jeg rejste hjem paa Or lov i tre Uger. Da jeg a tte r skulde rejse, m ødte jeg pa; Stationen en Soldat, der hilste paa mig. D et viste sig a1 væ re min Broder, som just kom hjem paa Orlov. Jeg op satte m in A frejse og gik med ham hjem for dog at væn lidt sam m en m ed ham. D et var for Resten sidste Gang jeg saa ham, for han faldt samme Efteraar. Jeg kom saaledes for sent tilbage fra min Orlov; mø paa Skrivestuen bandt jeg dem en Historie paa Ærmet og den tog de for gode Varer. Da jeg nu skulde væn Feltgendarm, m aatte jeg gennem gaa et Ridekursus. Jeg fik en fin L uksushest udlev eret; den v ar blaaskim let, oj den tog alle Forhindringer, gik over Stok og Sten, over Grøfter og gennem Hegn. Desuden fik jeg en fin, feltgraa Cykel og kunde saa tiltræ de min Stilling. Min Løn var seks M ark daglig, og Logi fik jeg hos en Bonde. Jeg førte en dejlig T ilvæ relse, to T im ers P a tru lje rid t m ed efterfølgende fire Tim ers Frihed. Om N atten patruljerede vi i Gaderne i den lille By Lenzitzka. P a tru lje tid e n v a r bestemt fra Klokken ti om A ftenen til fem om M orgenen. Næppe var vi dog startet ved Titiden, før vi fandt ind til Befolkningen, hvor vi fordrev Tiden med at spille Kort; og naar vi havde faaet nok af det, lagde vi os til at sove oppe paa Høloftet. Vi kunde nok holde Varm en, for vi havde en god, varm Pels over os. Der er vistnok ikke ret mange, der har haft det saa storartet i deres Soldatertid som jeg. Somme Tider gik jeg paa Jagt som K rybskytte, selv om al Jagt var forbudt. Der var særdeles m ange Vildsvin, Raadyr og K aniner der paa Egnen. Vildsvinene var ikke morsomme at faa ind i en K artoffelm ark, for de kunde ødelægge store F elter i Arealet. En Gang imellem lykkedes det mig at nedlægge et af disse Bæster. M an skulde dog være varsom, naar m an havde en Orne over for sig, for naar den ikke blev dræ bt ved første Skud, gik den straks til Angreb, og saa gjaldt det bare om at komme bort i en Fart. For at væ re paa den sikre Side søgte jeg altid paa mine Jag ter D ækning oppe i et Træ. Vildsvinekød sm ager forøvrigt udm æ rket, m en Raadyrsteg er naturligvis at foretrække. Og n aar m an saa oven i Købet kunde købe Smør, Mel og Sukker, kan enhver tæ nke sig, at vi havde det som i Slaraffenland. Ja, det havde vi faktisk indtil Revolutionen kom, fo r da blev vi alle afvæ bnede. Civilbefolkningen tog os i V aretæ gt og transporterede os til den tyske Grænse. H erfra m aatte enhver se til, hvorledes han kunde komme hjem, m en hjem kom vi. Hans Erichsen, Ravsted

42 Dilettant bag Fronten Alvorlige og muntre Oplevelser fra N aar jeg skal fo rtæ lle nogle O plevelser fra m in Soldatertid, vil jeg gerne have Lov til at frem komme med baade alvorlige og m untre Begivenheder. Jeg blev indkaldt allerede i O ktober 1913 og kom til Flensborg. Vi var ikke re t m ange dansktalende. Henimod A ften samme Dag tog vi fra Flensborg over Slesvig og Kiel, og den næ ste M orgen var vi i M ecklenborg. H er serveredes gule Æ rte r og Flæsk. Saa gik det videre til Vestprøjsen, til en lille By i N æ rheden af den russiske Grænse H er laa M asser af M ilitær, thi foruden vor Afdeling, en kørende A fdeling, laa h e r ogsaa In fan teri, M askingeværgrupper og Ulaner. De første Dage v ar tem m elig rolige m en om sider kom vi da i Gang med Uddannelsen. Jeg vai altsaa saa heldig a t kom me til Hestene. V or Underofficer var en m eget bøs H erre. En af de første A ftener gjordf han os u nder Staldtjenesten opm ærksom paa, a t der her fandtes hverken Fork eller Skovl. N ej, sagde han, Vorherre h ar givet je r ti Fingre, for at I kan bruge dem til jert A rbejde. Vi v ar beskæ ftiget hver Dag lige fra Klokken fire om M orgenen til ni Aften, og det gik hele Tiden i Trav. En Dag henim od Ju l skulde vi efter Rideøvelserne træne i Spring. Først skulde vi springe over en Stang, saa over en G røft og et Hegn. P aa Tilbageturen v ar jeg saa uheldig at glide af Sadlen og falde ned. Vor Ridelærer, den høflige" Underofficer, raabte omgaaende: Gid du kunde knæ kke Halsen, saa v a r vi da af m ed digi" D et var dog den eneste Gang, jeg faldt af. Om Som meren 1914 var jeg paa Orlov, og da jeg kom tilbage til vor Garnisonsby, skulde vi en fjo rte n Dages T id til Ø velser i S karpskydning; men det kom helt anderledes. Vi havde kun væ ret paa Skydebanen i otte Dage, da vi pludselig blev ført tilbage til Garnisonsbyen. Vi troede, at vi skulde til M anøvre, og naar vi saa a tte r v ar hjem m e, vilde det første A ar af vor Soldatertid væ re overstaaet, og saa vilde vi faa det meget bedre. Vi kom altsaa tilbage til vor Garnisonsby, m en her blev vi straks p uttet i feltgraa K rigsuniform er. Vi var saadan set ligeglade, for blev der K rig, vilde vor Soldatertid under K rig tæ lle dobbelt, og saa vilde vi jo blive hjemsendt m eget tidligere end ellers. Alle m ente jo, at Krigen hvis den kom kun vilde vare til Jul. Krigen kom! Vi blev med Toget transporteret mod Øst. K øreturen varede kun en Times Tid. Hestene fik Kvarter i en Stald, og vi udenfor. Den næ ste Morgen rykkede vi frem til en lille K øbstad i Østprøjsen. Den laa i um iddelbar N æ rhed af den russiske Grænse. Vi kørte ved Siden af Infanteriet gennem Byens Gader. Alle Byens Indbyggere stod uden for deres Huse og græd. D et var et meget gribende Syn. U denfor Byen kørte vi lige ind i en stor K artoffelm ark, og saa var vi m idt i det hele. Lige overfor os havde et russisk B atteri taget Opstilling, og de skød lige ind i vore Rækker. Vi søgte Dækning, hvor det var m uligt, m en begge m ine H este blev saaret. H enim od 69

43 Middag fik vi O rdre til at gaa tilbage; m en det var nu ikke saa ligetil. Vor Spiess gav flere Gange O rdre til a t sidde op; det blev dog ikke rigtigt til noget. B ort kom vi dog. Det kostede faldne og saarede baade blandt M andskab og Heste. M ed Levnedsm idlerne kneb det ogsaa. Vi levede i tr e Dage k u n af de Roer, vi fan d t paa M arkerne. K rigen gik sin jæ vne Gang. Vi havde gode Dage, og vi havde onde Dage. S nart kom Julen, m en K rigen var jo ikke afsluttet endnu. Den første Jul, som vi holdt under frem m ede Forhold, gjorde et stæ rk t Indtryk paa os. Vi baade Folkene og D yrene v ar anbragt i en stor Kom lade. Vi havde dog faaet et Ju letræ opstillet i en lille Stue, og vor K om m andant holdt en kort Tale om Julen og dens B etydning. Vi fik dog ikke Lov a t væ re h e lt uforsty rret i Julen, for vi skulde ogsaa stille en V agt i Byen, og ved L odtræ kningen blev det m in T ur at gaa Vagt i selve Julenatten m ellem tolv og to, og det var nu ikke saa m orsom t i den strenge, russiske K ulde. Jeg har for Resten m ange Gange under m it fleraarige Ophold i Rusland tæ nkt paa den lille Sang, vi læ rte i Skolen: M orgenrot, M orgenrot, leuchtest m ir zum fruhen Tod. Som D reng tæ nkte m an ikke videre paa Versenes Indhold, m en som Frontsoldat h ar deres alvorlige Mening ofte ta lt m anende til mig. Omsider sagde vi Farvel til Rusland. Det v ar i Foraaret Vi havde ogsaa h aft Strabadser nok og faaet vor P a rt af Ruslands Kulde. Vi kørte til en Banegaard, kom i Toget og kørte m od Vest. D et tog os to Døgn, inden vi naaede til G rænsebyen Kalisch i Slesien. H er fik vi Lov til at vaske os grundigt, blev afluset, og saa gik det videre gennem Slesien. Sneen var forsvundet. Jo længere vi kørte, des kønnere blev Egnen. Vi kom gennem Sachsen, Thuringen og naaede langt om læ nge til Vogeseme, til Frankrig. Hele Rejsen varede otte Dage. Vi fik dog ikke Lov til at nyde det kønne F oraarsvejr re t længe. Inden vi saa os om, blev vi indsat ved A rras, senere ved Chemin des Dames og Reims. Vel var K lim aet helt ander- ledes her, det var m ildere, og N aturen v ar kønnere, m en det v a r dog gennem gaaende h aard e T ider, v i m aatte opleve Endelig kom dog den Dag, da den tyske F ront begyndte a t vakle. Tilbagetoget blev indledet. Vi fandt overalt bræ ndende Depoter, m en der v ar altid nogle Kam merater, der prøvede paa at redde noget helst spiseligt ud af de rygende Ruinhobe. Vi var langt om længe naaet helt ind i Luxem burg. Medens vi en Dag stod opstillet paa B anegaarden og skulde have vore R æ kker opfyldt af n y t M andskab, kom en M and hen til os og sagde, a t K rigen var forbi. V i kunde næ sten ikke tro det; m en det v ar jo rigtigt. Jeg havde i over fem Aar v æ ret Soldat, havde h v er Dag v æ ret m ed uden at være syg eller saaret. D et var h elt m æ rkeligt at tæ nke paa, at K rigen skulde væ re forbi. M an blev næ sten helt raadvild. Vor K om m andant holdt en stor Tale til os, og saa tog vi tilbage til vor Garnisonsby. Al Disciplin v ar borte. Vi kom og gik, som det behagede os. Saa begyndte vi at tænke paa vor H jem rejse. D et v ar nu ikke saa helt let, for Togene var overfyldte. D et lykkedes os dog at komme ind i et Tog gennem et Vindue; Dørene v a r nem lig laasede. I Berlin gik m an ru n d t m ed Billeder af K ejseren; m en hans flotte Skæg v ar rigtignok kradset bort. Saa kom vi da endelig til Flensborg, og h e r skiltes jeg fra m ine trofaste K am m erater gennem fem lange og trange A ar og tog hjem. Krigsminder Peter Clausen, Svejrup. Jeg aftjente m in V æ rnepligt fra ved H usarregimentet 16 paa G ottorp Slot i Slesvig, m en da jeg blev indkaldt den 4. A ugust 1914, skulde jeg give Møde ved T rainet i Rendsborg. Den 10. A ugust rykkede vi ud. Vi var 67 M and og havde 107 H este, vo r K olonne dannede nem lig e t H estedepot. Ved A achen gik vi over den belgiske G ræ nse. H er 70 71

44 saa det ikke godt ud. De fleste Huse bræ ndte eller var allerede bræ ndt. Hist og her kunde m an læse Indskrifter som: Gott strafe England." P aa enkelte Huse stod der: Sehr gute L eute, paa andre: Wir haben sie alle in den Himmel gebracht." Disse Indskrifter havde T yskerne anbragt. Forude rasede en vældig Brand. D et v ar B yen Liége (Liittich), der bræ ndte. Paa et stort Engdrag græssede flere Tusinde S tykker Kvæg. De v ar bragt m ed tilbage af den flygtende Civilbefolkning; m en nu tog Tyskerne dem allesam men. Vi havde faaet O rdre til at rekvirere en M ængde belgiske Heste. Det blev ogsaa gjort. De store H errer, vore Førere, red foran, og jeg fulgte i H æ lene paa dem. De fleste af vore Førere havde hver to Heste; jeg havde dog kun een. Da vi gik over den franske Grænse, havde vi vel 500 gode Heste. Vi fik K varter i en lille Landsby mellem Chauny og Noyon, og her blev vi en Tid lang. Im idlertid m ente T yskerne jo, a t P aris b u rd e indtages, og der m eldte sig da ogsaa en M ængde frivillige til den Tur, men hvor blev de skuffede! T il a t begynde m ed gik det frem ad og frem ad; vi naaede helt til Soissons. V or Intendant, Christiansen, som var fra Løgum kloster, sagde til mig, om ikke vi skulde gaa ind i Soissons og se, om vi kunde opsnuse en fed Gris. Vi havde H eldet m ed os og kom tilbage til vore K am m erater, der havde slaaet sig ned i en stor Frugthave. Grisen blev slagtet, p arteret og kom i Gryden, m en den dejlige Steg fik vi ikke noget af, for vi blev angrebet af fjendtlige Flyvere. Vi m aatte hurtigst muligt forsvinde; tre K am m erater blev dræ bt. Dem begravede vi i F rugthaven. Tyskerne tab te jo som bekendt M arneslaget. I to Dage gik det over Hals og Hoved tilbage, og vi landede igen ved vort U dgangssted i den lille Landsby m ellem Chauny og Noyon. Denne Landsby forblev nu i ni M aaneder vort Opholdssted. En Gang im ellem skulde vi frem m ed Heste, Da vor V agtm ester og jeg, der gjorde Tjeneste som Underofficer, engang skulde u d m ed en Sam ling H este, kom vi frem til en stor Gaard, hvor vi skulde blive N atten over. Vi kunde nok m æ rke, at H erskabet ikke betragtede os med velvillige Øjne. Den næ ste Dag blev Hestene afhentet af Folk ude fra Fronten, og det v ar M eningen, at vi skulde tilbringe endnu en N at paa den store Gaard; men blandt vore Folk v a r der ingen Glæde ved denne Udsigt. De gik alle om kring m ed bistre Blikke og med en Fornemmelse af U tryghed. Jeg talte m ed dem om det, og da jeg foreslog, at vi skulde forlade dette lum ske Sted, gik de med Glæde ind paa det. V agtm esteren v ar dog af en anden M ening og sagde nej. Han gav os endda Befaling til at blive. Vi havde dog taget vor B eslutning og rejste simpelthen af Sted. L angt om længe fulgte den gode Vagtmester efter os. Han holdt en m æ gtig T ordentale for mig og sagde, at naar vi kom til Rendsborg igen, skulde han nok sørge for, at jeg blev straffet for Lydighedsnægtelse; men det gik h e lt anderledes. Den om talte Gaard blev kort efter taget af Englænderne, og de Soldater, der opholdt sig inden for dens M u re, kom alle i Fangenskab. Nu d rejed e den gode V agtm e ster os en K nap. H an udbasunerede nem lig, a t det skyldtes hans Snildhed og kloge Førerskab, at vi ikke ogsaa var kommet i Fangenskab. Og fo r denne stolte" B ed rift fik han J e m k o rs e t ja, saadan gaar det altid; den, der har fortjent Korset, faar det a ld rig Jeg kom om sider til en Am m unitionskolonne og kom nu hjem paa m in første Orlov. Jeg naaede at komme hjem just paa m in Fødselsdag. M edens jeg v ar hjem me, fik vi M und- og Klovesyge. Jeg sendte et Telegram til min Chef, at jeg ikke kunde kom me tilbage paa G rund af denne Sygdom; m en C hefen svarede: Kom De k u n tilbage! Den Sygdom gør ikke os noget!" To Dage før jeg skulde rejse, sendte jeg et n y t Telegram, a t n u var jeg selv blevet syg. Jeg fik igen Telegram m ed Paabud om, at jeg skulde lade m ig undersøge paa Bezirkskom m andoen i Flensborg. D et gjorde jeg saa, og jeg havde den Lykke at blive undersøgt af en gam m el Stabslæge, der gav mig Orlov i fire U ger som Rekonvalescent

45 Da de fire U ger v a r gaaet, kom jeg a tte r til H estedepotet i Rendsborg. Det M andskab, der havde væ ret ved Depotet siden K rigens Begyndelse, kom til Fronten. Vi var ogsaa til Lægeundersøgelse, og alle, der blev skrevet g. v. og var Landm ænd, blev hjem sendt. Til de lykkelige hørte ogsaa jeg. D et v ar vel nok en stor Forandring. Jeg havde en stor Ejendom og blev opfordret til at dyrke Hvidkaal og Gulerødder; m en denne Opfordring efterkom jeg n u ikke i sæ rlig Grad. En kort Tid gik det saare vel, m en saa m aatte jeg atter til Undersøgelse, og nu fik jeg betegnelsen k. v. Ikke længe efter befandt jeg mig i Rusland. Da der var gaaet et P ar M aaneder, blev jeg med to K am m erater enig om, at vi skulde m elde os syge. Vi blev sendt til Grodno til U n dersøgelse. N aturligvis var vi enige om, at vi vilde følges ad; m en jeg fik m ine P apirer lidt senere end de andre, og da var de to taget af Sted. Jeg spurgte nu Vagtmesteren, hvilket Lazaret jeg skulde opsøge. Han svarede, a t jeg kunde gaa ad H elvede til. I Grodno v ar der ikke m indre end fire Lazaretter. Jeg gik ind i Nr. 2. Lægen kom til det R esultat, at jeg kunde væ re R ekonvalescent i to Dage. D et v a r jo ikke opm untrende for mig, og H um øret v a r langt nede. Da jeg var paa Vej tilbage til m in Troppedel, v ar jeg saa heldig at møde mine to syge K am m erater. Hvordan er det gaaet jer? spurgte jeg dem. Jo, de havde v æ ret paa Lazaret Nr. 4, var blevet erklæ ret syge og skulde samme Eftermiddag indlægges paa Lazarettet. Jeg gik omgaaende hen paa Lazaret Nr. 4, blev undersøgt og skulde endda transporteres til Tyskland. N u v a r G læ den overstrøm m ende mellem os tre syge" M ennesker, som efter vor egen Mening ingenting fejlede. Dagen derpaa blev vi aflusede, og saa rejste vi alle tre til Tyskland. Vi rejste m ed Toget i sam fulde 96 Tim er og landede om sider i Speyer i B ayersk Pfalz. Da vi forlod Grodno, var vi en T ransport paa 200 Mand, m en da vi kom til Speyer, v ar vi kun 50 M and tilbage. De øvrige havde forladt Toget undervejs og v ar taget hjem. De forsvandt sporløst, og jeg tvivler om, at m an h ar faaet fat i dem igen. I Speyer blev. vi indkvarteret i et Gymnasium, og i de seks Uger, jeg v a r her, havde jeg det ganske fo rtræ f feligt. F ra Speyer kom jeg a tte r tilbage til Rendsborg, og efter kort Tids Forløb, i Slutningen af 1916, kunde jeg tage tilbage til m in Fam ilie. Kresten Lønborg, Visby. Transport af saarede i Bjergene Vi sultede! Det var i V interen Vi laa ved Vestfronten, og vi sultede! M an fortalte os, at K artoflerne var frosne. Det kan være m uligt, for det frøs over 20 G rader. D et var en af de strengeste V intre, F rankrig havde oplevet i Mands Minde. I sam fulde tre M aaneder blev der ikke udleveret een Kartoffel. Vor Forplejning var m eget m angelfuld: Hver M orgen en lille H um pel Brød, som oven i K øbet 74 75

46 var iblandet Mel af Halm. Paalæ g kendtes ikke; m en er m an sulten, sm ager e t S tykke tø rt B rød godt. Om M iddagen fik vi tørrede Roer og K aalrabi. Man kaldte denne Ret Dorrgemuse" eller D rahtverhau11. Disse tørrede Roestrim ler svømmede ru n d t i kogt Vand, og det var altsaa Middagsmad. Ja, saa fik vi altsaa ikke m ere den Dag. Vi sultede! Der var ingen, der fik Pakker hjem m efra. Jeg fik endelig en Gang fat i en Pose K artofler. Vi sad otte Mand om kring en Gryde og kogte dem, pillede dem, dyppede dem i Salt og spiste dem. Ih, hvor de smagte. Det var Højtid! Det blev omsider Høst, og da Forplejningen stadig var ussel, vidste vi, hvilken Vej det gik for Tyskerne. Bag ved Fronten havde 1 Tyskerne tilsaaet et A real med Rug, men da Tyskerne m aatte træ kke sig tilbage fra de oprindelige Stillinger, v a r R ugm arken kom m et til a t ligge i Ingenm andslandet, og der v ar det jo ikke ra rt at færdes. Men hvad gør m an ikke, n aar m an er sulten! Vi var otte Mand, og vi havde besluttet at opsøge denne Rugmark. Forsynet med en Lom m ekniv og en Sandsæk forlod vi vort K varter, en sam m enskudt By, og ved N attetid sneg vi os frem til Rugm arken. Fler laa vi paa Ryggen, snittede Toppen af Rughalm ene og samlede dem i Sækkene. D et var ingenlunde noget behageligt Arbejde, og det var farligt! Man vidste aldrig, hvad der kunde ske herude m ellem Linierne. Da S æ kkene v a r fyldte, tra skede vi tilbage til den ødelagte By. Nu tæ ndte vi Ild i en stor Ovn, og da denne var blevet varm, blev Gløderne raget ud og Rugvipperne lagt ind i den ophedede Ovn. V ipperne skulde tørres og blive saa haarde, at de kunde tærskes. D ette sidste gjorde jeg m ed en selvlavet Plejl. I et gam m elt Sold blev herefter det hele renset og sigtet, saa godt det n u lod sig gøre. Nu skulde vi til at m ale K ernerne. Til dette B rug fik vi fat i en K affekvæ rn; m en det v ar et besvæ rligt og anstrengende A rbejde, og vi m aatte derfor skiftes til at holde K væ rnen i Gang. M alingen tog m eget lang tid. N u skulde der endelig bages Brød, m en saa viste det sig, at vi m anglede lidt Surdejg. To» af de yngste K am m erater blev sendt af Sted paa deres C ykler for at frem skaffe dette nødvendige Ingrediens. Det varede længe, inden de kom tilbage, men de sagde ogsaa, at de havde m aattet cykle omkring ved otte Mil. De kom dog ikke tom hændet. En af mine Kam merater, der paastod, at han forstod sig paa den ædle Bagekunst, æ ltede D ejgen. N æ ste Dag skulde der saa b a ges. En anden af K am m eraterne fyrede op under Ovnen. Nu viste det sig, at Dejgen ikke helt var blevet det, vi havde ventet. Den v ar blevet lidt besværlig", lidt haard, og vi vidste ikke, om vi turde spæde den op med lidt Vand. Imidlertid æ ltede og æ ltede en af m ine K am m erater for at gøre Dejgen lidt m ere smidig11; ja, han æ ltede saa energisk, at Sveden i klare D raaber løb ned ad hans Næse, og fra hans Næsetip ned i Dejgen, som den blev æ ltet ind i. Med H aabet om et godt Udfald af vore A nstrengelser slog vi otte Brød op, et til hver af os, og saa blev der bagt. Bagningen lykkedes aldeles glim rende. Ja, det rygtedes endda ud over hele Kompagniet. Enden blev, at vi m aatte dele m ed de andre. Vi gav til dem, som vi syntes træ ngte mest til det. O pm untret af vort Held gik vi videre med vor Bagekunst. Vi blev fine paa det, for da vi fik fat i et Vaffeljern, fandt vi paa at bage Vafler. Vi gav vor K affekvæ rn en ekstra Tak, og saa blev m elet m alet endnu finere. V affeljernet fik en Omgang med et Stykke Flæskesvær, som en af vore K am m erater var saa velhavende at være i Besiddelse af, og saa bagte vi de fineste, m est velsmagende og læ kreste Vafler. Opskriften? Ja, den maa I godt faa: Mel, V and og Salt! Ih, hvor d e smagte! D er er e t gam m elt Ord, d e r siger, at S ult er den bedste Kok! Det er saa sandt, saa sandt. Hans Knudsen, Augustenborg

47 E*-- 1 Juleskjorten Renlighed er en D yd, sagde Kællingen, hun vendte sin Sæ rk Nytaarsm orgen. Af samme M ening v a r ogsaa min Kam m erat, Skom ageren ved Divisionsstaben, da han Juleaftensdag om M orgenen kom i Tanker om, at hans S kjorte ikke v a r h e lt proper. En S kjorte h a r dog som bekendt to Sider, m en Eksperim entet med at vende den var allerede foretaget paa et tidligere Stadium, saa det kunde ikke gentages nu ind til Jul. Skjorten var den eneste, han ejede, og en Renselsesproces kunde der ikke væ re Tale om, Det vilde tage Tid, og i disse kolde V interdage v ar det heller ikke behageligt at undvæ re den saa længe. D er var kun een Udvej, naar m an da vilde væ re pæn, og det var at købe en ny; og h e r v a r det, Skom agerens Vanskeligheder begyndte. Skom ageren og jeg v a r K am m erater. Jeg v a r Ordonnans, og O rdonnanser, H aandvæ rkere, Kuske, Hestepassere og K ontorskrivere udgjorde en ikke ringe Flok ved Divisionsstaben. D enne A fdeling havde ved en sæ rlig Imødekommenhed faaet Lov til selv at m odtage sin Proviant, ligesom den selv m aatte lave Mad i Stedet for at hente den ved Feitkøkkenet. Vor Kok var en Husmand, der var hjem m ehørende i Ham borgs Omegn, en saakaldt Krautbauer, d. v. s. en Mand, der avler G røntsager, som sælges paa Torvet i Byen. Paa G rund af særlige Forhold i Hjemm et var han rejst paa Orlov, og nu v ar Køkkenchefposten blevet vakant. Ved forskellige Lejligheder var m an blevet opmærksom paa m in Fæ rdighed i Kogekunsten, og jeg blev derfor af m ine K am m erater anm odet om at overtage dette vigtige Embede. Jeg blev udnæ vnt til Køkkenchef, og var M aden ikke just en kunstnerisk Aabenbaring, saa fandt den dog alm indelig Anerkendelse. M an roste den og sagde, at den v ar bedre end det, m an havde væ ret vant til. Maden var efter den nordslesvigske Kogebog. Den bestod af vore hjem lige R etter, alle Slags Kaal, Æ rte r og Flæs! og deslige, og den udm æ rkede sig virkelig ogsaa ved sin gode K valitet. D et v a r m ere de anim alske end de vegeta- 78 bilske Bestanddele, m an satte Pris paa. At lave god Mad var dengang ikke saa ligetil. K rigsvinteren 1917 v ar ikke præget af Overdaadighed og Overflod af nogen Art, og det var derfor næ sten en Kim st at lave velsm agende Mad af de faa Ting, m an havde til Disposition. Je g m indes tydeligt, hvor ofte m in gam le M oder udtalte, a t det ingen K unst er at lave Mad, n aar m an blot har noget at lave den af. løvrigt stolede jeg paa, at m ine K am m eraters velsignede Appetit var m in bedste H jælper. Nu gik det imod Jul. Divisionen v ar i Hvil, og Staben med hele dens Tilbehør kom i K varter i en Købstad, som laa paa ty sk O m raade. F or F rontsoldaten v a r det en Oplevelse endelig engang at bo i en ordentlig By. H er kunde man købe m ange Sm aafom ødenheder, som kunde sæ tte lidt K ulør paa Spisesedlen, noget som v a n d t sto r A nerkendelse hos m ine K am m erater- Juleaftensdag kom. Jeg havde kogt Æ rter og Flæsk, noget, m an under de herskende Forhold kunde kalde en Begivenhed. Vi skulde spise lidt tidligt, for a t vi kunde blive fæ rdige og kom me ud i Byen, hvor vi alle skulde deltage i Festligheder, som Divisionen havde arrangeret for M andskabet. Paa dette Tidspunkt skete saa det, der var den egentlige A arsag til d en H æ ndelse, som blev Skomagerens Uheld. Jeg skulde møde hos Chefen for Intendanturen, og det med det samme! Jeg havde en god Sam vittighed og tog Sagen med Ro, m en jeg blev dog lidt overrasket, da Intendanten m eddelte, at jeg med det samme skulde indtage min gamle Plads som Ordonnans, fordi en Halvinvalid, der var kommet fra Garnisonen, ikke v ar i Stand til at klare sig. Han kundé ikke finde ud af de m ange m ilitæ re Afdelinger, som h a n flere G ange om D agen skulde b ringe Ordrer til. Jeg fordelte Julem aden blandt m ine K am m erater, inden jeg tog af Sted. Vi savnede en S k ræ d er og en Snedker, som var sendt i Byen for at hjæ lpe til ved O rdningen af Festlighederne, der skulde finde Sted paa et af de store Hoteller. For at deres Mad ikke skulde blive kold, satte jeg 79

48 den ind i Kom furets Ovn, hvor den kunde staa velforvaret, til K am m eratern e kom tilbage fra deres A rbejde. D et v a r ikke Forfæ ngelighed, m en sn arere H øjtidsstem ning, som gav Skom ageren Ideen til at købe en ny Skjorte til Dagens Festligheder. D er var nem lig slet ikke Spor af Lapseri ved Skomageren, og det var saaledes ikke et Udslag af Flothed, n aar han denne Dag vilde foræ re sig selv en ny Skjorte. Nej, som allerede fortalt, v ar den gamle næ sten ikke Skjorte mere. Divisionsstaben v ar nu i en rigtig By, hvor m an næ ste n kunde købe alting fo r Penge, altsaa efter en Feltsoldats Opfattelse. Penge havde vi alle paa Lommen, idet m an ved Fronten næ sten ikke havde Lejlighed til at give dem ud. D erfor var det den naturligste Sag af Verden, at Skom ageren vilde foræ re sig selv en Skjorte som Julegave. M ennesket spaar, m en B yraadet i M iihlhausen vilde væ re m ed paa Raad. Der var dengang noget, m an kaldte Bezugsschein", et Indkøbsbevis, som kun udleveredes af M agistraten. D et v ar noget i Lighed m ed Brødkort og S u kkerkort og gjald t R ationeringen af B eklæ dningsgenstande. N aturligvis v ar dette Indkøbsbevis et u k e n d t Begreb for en Soldat. Skom ageren havde nok hørt om Rationeringsforholdene, m en h an vilde friste L ykken alligevel. Skjortejagten gennem Byen tog sin Begyndelse paa Strøget, fra den ene Butik gik han til den anden; m en han fik alle Vegne den Besked, at han godt kunde faa en Skjorte, m en kun mod Indkøbsbevis". Skom ageren var dog ikke faldet bag af en Vogn, han tæ nkte som saa: hæng kun i, Københavner, eller, som det lyder i det tyske Folkemaal: Anhollen deiht kriegen!" En Skjorte faas nok ogsaa uden Bezugsschein", d et skulde da væ re m æ rk e ligt, om en eller anden Butiksfrøken ikke vilde lade sit H je rte blødgøre ved S y n et af en stakkels F æ drelandsforsvarer. Endelig v ar L ykken ham huld. H an kom ind i en Forretning, ikke en af de fine m ed store Spejlglasruder; nej, det var i en lille Gyde i den ydre Del af Byen. Her spurgte m an ikke engang, om han v ar i Besiddelse af et Indkøbsbevis. Den lille Dam e havde m uligvis m ed Vilje 80

49 is# glem t det af Hensyn til den stakkels Soldat, som saa tydeligt træ ngte til en Skjorte. Skom ageren fik i hvert Fald S kjorten, endda billigt, e fte r K rigsforhold da, for d en kostede kun. ni M a rk I K varteret derhjem m e blev Skjorten af de sagkyndige Skræ ddere kritiseret paa K ryds og tvæ rs. En m eget fin Skjorte, næ sten for fin til saadan en beskidt Skomager," m ente en K am m erat, som v a r O ppasser hos selve D ivisionsgeneralen og derfo r følte sig lid t h ø jere paa R anglisten end H aandvæ rkerne. En anden m ente, at der m aaske v ar lid t rigeligt m ed Stivelse i den. H an gav ham det gode Raad at lægge den i Blød i noget varm t Vand, inden den blev taget i Brug. Den vilde da væ re m ere behagelig paa Kroppen. Ogsaa Skom ageren fandt dette Raad godt. H an laante derfor en af m ine G ryder og lagde Skjorten i den. G ryden satte h an paa K om furet. D ette lille In te r mezzo udspilledes netop paa det Tidspunkt, da jeg var kaldt hen paa Intendanturen for at faa Besked om, at jeg igen skulde overtage m in Stilling som Ordonnans. Jeg var altsaa fravæ rende. Skom ageren var sendt i Byen, og han tæ nkte natuligvis ikke paa, at Skjorten kunde væ re i Fare. Den henstod im idlertid paa K om furet, og V andet var lidt efter lidt kom m et i Kog. Et P a r Tim er senere kom de to andre K am m erater, Snedkeren og Skræ dderen, som hele Dagen havde væ ret fravæ rende, tilbage og vilde have deres M iddagsm ad. De kom ud i Køkkenet. Paa K om furet stod en Gryde med noget Vælling i eller hvad det nu ellers skulde forestille. Vællingen v ar endnu godt varm. Efter V interdagens A nstrengelser m ødte de selvfølgelig m ed god A ppetit og skulde nu have et ordentligt Foder. Hvad mon de har til Middag i Dag?" siger saa den ene og studerer Grydens Indhold. Det er vel N udler eller G ryn eller saadan noget Stads," siger den første, som i M ellem tiden h a r sm agt paa Suppen. Den anden synes, at lidt Peber eller Eddike kan gøre Sm agen m ere pikant, og saa gaar de med Dødsforagt i Lag m ed N u d lern e"

50 PPB Nej, hvad er dog dette? D en ene h a r faaet noget haardt m ellem Tæ nderne, noget, han ikke kan bide. Nej, se! D er h a r Kokken tab t en af sine Skjorteknapper." Da han spiser et P a r M undfulde til, finder han endnu en Knap. Nu m angler jeg blot en Synaal og T raad, siger Skræ dderen, saa kan jeg skam etablere m ig. A ppetitten er dog upaaklagelig, og de gaar trøstigt i Gang m ed at ordne R e ste n Nogle Øjeblikke senere aabner den første ved e t Tilfæ lde K om furets B agerovn og fin d e r til sin store O verraskelse en Potte, der indeholder dejlige Æ rte r og Flæsk. Dette er jo næ sten Slaraffenland! To R etter, m aaske er det i A nledning af Julen i Dag. M an enes om, at d er vanker to R etter i Dag, baade Form ad og Efterm ad, og muligvis var den første R et en Slags D essert eller noget i den Retning. Ja, Skræ dderen m ente, at det var næ sten som ved B rylluppet i K ana, hvor m an kom m ed den gode V in bagefter. I M ørkningen kom Skom ageren tilbage, og sam m en med de andre begyndte han a t gøre sig i Stand til Juleaftenens Festlighed. N u skulde S k jo rte n tø rre s og s try ges, hvortil Skræ dderen lovede ham sin H jælp. H an gik hen til G ryden paa K om furet, den v ar tom. I B unden laa kun en lille Rest af en hvid, slim et Masse, en Slags K listervælling. Nej, hvad e r dog dette? Hvem havde væ re t saa fræk? Hvem h a r stjaalet m in nye Skjorte?" H astigt røg han op ad T rapperne til H aandvæ rkerne paa V æ rkstedet. Nej, ingen anede noget om en Skjorte. Hvis du kan klare dig m ed et P a r Skjorteknapper," sagde Skræ dderen, kan du faa nogle hos mig, jeg fa n d t dem i M iddags i N udelsuppen." jeg v a r i M ellem tiden ogsaa kom m et tilbage til K varteret og hørte de sidste Bem æ rkninger om Skjorteknapper i Nudelsuppen. Jeg forsikrede dem, at jeg ikke savnede K napper. N u m aatte G ryden efterses igen, og paa een Gang gik der en T æ llepraas op for os alle. D et v ar en Papirsskjorte, m an havde solgt til Skomageren. En Papirsskjorte kunde nem lig faas uden Købebevis. Ja, en anden Løsning kunde ikke findes. Skjorten v ar kom m et i Kog paa K om furet og v a r blevet opløst, og de to, Snedkeren og Skræ dderen, havde spist den i den gode Tro, a t det v ar deres Julem ad. G eneralens O ppasser m ente desuden, a t det v ar godt, a t det var en ny Skjorte og ikke Skom agerens gamle. Nu blev en af Skjortespisem e lid t bleg om K inden og forsvandt ud paa e t ensom t Sted. Skom ageren v a r flintrende vred. Tænk, hvilken U forskam m ethed at spise m in nye Skjorte!" Han gik til Forretningen og vilde have sine Penge tilbage. Skjorten?" sagde m an, hvis den ikke h a r v æ ret tilfredsstillende, kan De faa den byttet." Nu kunde han jo ikke saa godt forklare Frøkenen, at den v ar spist som Julem ad, saa m aatte han hellere tage Skam m en til Skaden, hvorefter han luskede bort. Theodorus Mercator. Fra Sommeslaget i 1916 I de sidste Julidage i 1916 fik B ataillonen tild e lt F o r stærkningsm andskab, saa K om pagnierne kom op paa 285 M and hvert. Vi m archerede m od Som m e-stillingen, hvor vi skulde indsæ ttes i de haarde Kam pe, som da fandt Sted her. Vi afløste Res. Regt. 8 6, som praktisk ta lt v a r udslettet; de m odtog os m ed Ordene: H er er ikke godt a t væ re," og det viste sig at væ re sørgeligt sandt. Jeg kom m ed en K am m erat til a t ligge i et G ranathul, som vi prøvede paa at gøre lidt dybere; m en vi fik kun gjort nogle faa Spadestik, før vi stødte paa en død Soldat. Det fik os til a t flytte over i et H ul ved Siden af. H er var R esultatet dog det samme. Vi v ar klare over, a t det ikke nyttede a t flytte igen. F ør Dagen gryede, v ar vort Hul fyldt m ed Jord; m en foran os saa vi, a t der var opstaaet et nyt G ranathul, og da det v ar stort, tog vi det i Besiddelse. Heri laa tre døde Soldater. Vi havde altsaa Selskab. I Stillingen h er v ar der ustandselig Kamp. Om N atten holdt H alvdelen af M andskabet Vagt. Vi to stod Vagt en Tim e ad G angen, saa ku n d e den an d en sove lidt. E ngang 82 83

51 1 vækkede m in K am m erat mig og sagde, at det n u var m in Tur. Da jeg var kom m et paa Benene, saa jeg paa m it U r og opdagede da, a t han havde væ kket mig for tidligt. Ja, sagde K am m eraten, men h er foran kravler en Englænder rundt; jeg kan ikke skyde ham, nu kan du gøre, hvad du vil. Med et Hvorfor skulde han skydes 1overtog jeg Vagten. Jeg lagde nøje M ærke til ham ; h an kravlede i en Fordybning, som før Beskydningen havde v æ ret en Grøft. Den var kun at se fra det Sted, hvor jeg stod. Nu kravlede han fra den ene døde til den anden og betragtede dem i Ansigtet. H an v a r fuldstæ ndig ubevæ bnet. E fter en S tund kravlede han igen paa M aven over til den engelske Stilling og blev ganske roligt liggende foran den. I et Ø jebliks nogenlunde Stilhed raab te jeg paa Dansk: Gaa nu hellere hjem!11 H an rullede op over den opkastede Jordvold og v ar borte. F rontafsnittet ved Somme var et sandt Helvede. Nogen indgaaende Beskrivelse h eraf vil jeg undlade; m en enhver, der h a r væ ret m ed ved Fronten, kan tæ nke sig, hvordan det var. K un vil jeg oplyse, at da vi fire Dage senere samledes bagude, v ar vort Kom pagni det talrigste m ed 21 M and. 2. Kom pagni v ar det svageste m ed 7 M and, et forfæ rdende R esultat i godt fire Døgn. P aa den fjerde Dag blev jeg saaret i H aanden af vort eget A rtilleri, som m ed sine 15 cm G ranater ustandselig skød for kort. Vore Signaliseringsm idler v a r opbrugte, og Patrouiller kunde ikke naa tilbage gennem Spæ rreilden. M ed s tæ rk t blødende H aand begav jeg m ig pm Efterm iddagen tilbage. Je g m a a tte d a gennem D alsæ nkningen, hvor Spæ rreilden laa. D et v ar saa ræ dselsfuld en Tur, a t det ikke lader sig beskrive. B landt de D ynger af døde, som laa her, saa jeg en L øjtnant fra v o rt Kom pagni og to Sygebærere, en for h v er Ende af Sygebaaren. Næppe havde jeg passeret dem, før en G ranat fra en af de store Skibskanoner, 38 cm, slog ned i den bløde Eng lige ved Siden af, mig. Den gik, inden den eksploderede, saa dybt ned i den bløde Bund, at jeg m ed Nød og næ ppe undgik a t blive ram t; m en L u fttry k k et v a r saa overvældende, at jeg blev slynget langt bort og næ sten v ar bedøvet. Nu kunde jeg slet ikke forestille mig, i hvad Retning jeg skulde løbe, m en fik saa igen Ø je paa de tre døde ved Baaren. Saa blev jeg klar over, a t jeg skulde den m odsatte Vej. Jeg løb, saa godt jeg kunde, og kom ogsaa helskindet over til en Forbindingsplads i en Sandstenshule; m en jeg var saa forpustet, at jeg ikke kunde tale; dette var da heller ikke nødvendigt, for ved Indgangen stod en blodig Læge, som m odtog m ig m ed Ordene: Sørg for a t komme videre; n aar vi skal tage os af en saaret Haand, hvad skulde vi saa gøre m ed saadanne? 11 hvorefter han slog ud m ed H aanden mod en Flok saarede, som laa langs m ed Sidevæggen m ed frygteligt læ derede M aver. Jeg lod B likket glide ru n d t i Hulen. H vor v ar det forfæ rdeligt. Gennem en Hulvej travede jeg videre. H er laa en Dynge af tildels forbundne og ikke forbundne døde. Sygebæ rerne ilede frem og tilbage til Sanitetsvognene. Da jeg v a r kom m et tilstræ k k e ligt langt tilbage, saa jeg v ar uden for direkte Fare, satte jeg mig bag et Dige for at hvile lidt. I det sam m e kom Vilhelm, m in næ re K am m erat, som ogsaa v a r saaret. Vi sad ved Diget og betragtede bl. a. A m m unitionsvognene, som læssede G ranater af paa en M ark. D er kom en engelsk Flyvem askine. D en kredsede over Vognene. M askinen lod nu en ty n d Røgstraale gaa ud til Siden. N u fik Am m unitionskuskene travlt, de væ ltede K urvene af Vognene og kørte bort i Galop. Næppe v a r de borte, før en G ranat slog ned ca. 100 m bag Am m unitionsstablen. N yt Signal fra Flyveren! D en næ ste gik ned ca. 50 m foran. Igen e t Signal, og den tredie G ranat sad lige i Stablen. H vor det b ra gede! Vi lo og gik. Da vi kom til Sam lingspladsen, som laa læ ngere tilbage, m ødte vi en Sanitetsofficer, som viste os til Rette. En højere Officer spurgte Sanitetsofficeren, hvordan det gik. Jo, 11 svarede denne, i Dag gaar det flot, 11 vi h a r i Dag kun m odtaget 2000 letsaarede. 11 Men det v a r k u n paa denne Sam leplads og kun de letsaarede. For a t give et H elhedsindtryk kan jeg nævne, a t Tyskerne regnede m ed et sam let Tab paa M and om Dagen i Som m eslaget, og d e tte v ared e elleve Uger. L azarettoget 84

52 kom hen paa Natten. Jeg naaede at kom m e med. Vi kørte østpaa. I Kassel blev Toget delt i to Dele. Jeg kom med den Afdeling, der kørte til L auterberg i Harzen. Jeg skulde aldrig m ere se F ronten. Engelsk Stolthed N ikolaj Kræmer. Jæ gerbataillonen laa paa en lille G ræ sm ark ved Siden af en lille Landsbykirke og ventede paa næ rm ere Ordre. Byen, vi laa ved, hed V illers au Flouers, V i havde tre engelske K rigsfanger i vor V aretæ gt. Alle tre v ar saarede og snavsede. D et størknede Blod sad r u n d t om kring i A n sigtet og paa H æ nderne, og de saa ynkelige ud. En behjerte t tysk Soldat gik hen til dem m ed sin Feltflaske og bød dem a t drikke. E nglæ nderne laa op ad K irkegaardsdiget i Solskinnet. M an kunde ligefrem se paa dem, a t de vansm ægtede af Tørst; m en den ene Englænder, som kunde tale lid t gebrokken Tysk, sagde: Nej Tak, vi modtager ikke nogen Gave af en Tysker, m en n aar vi kom m er tilbage til en L ejr, saa forlanger vi. Erindringer fra Krigen Jeg skulde stille allerede den 2. A ugust 1914 og m eldte m ig i Flensborg (Junkerhulvej). H er tra f jeg sam m en m ed tr e K am m erater fra den aktive T jenestetid, nem lig A n dreas D all og M. M adsen fra Mølby og Hans K nudsen fra Haderslev. D et var n u en Fejltagelse, at vi var kom m et til Flensborg. Vore Pas v ar nem lig blevet lavet om, og vi skulde have m eldt os i Haderslev, hvor vi v ar savnet. Følgen blev, at m an sendte os hjem. Vi v ar saa hjem m e N atten over; m en næ ste Dags M orgen kom der Telegram. Vi skulde om gaaende igen m elde os i Flensborg. Da vi v a r uddannet ved A rtilleriet, fik vi Lov til at vælge, om v i vilde til K anonerne e lle r til T rainet. D all m ente, at vi som æ ldre Fam iliefædre, m ed Kone og Børn derhjemme, skulde m elde os til Trainet, og vi kom saa til Rensborg. H e rfra skulde vi u d til F ronten. De første fjo r te n Dage laa vi og kørte rundt; der blev sagt, a t m an ikke vidste, om vi skulde mod Syd eller Nord. De v ar nem lig ogsaa dengang bange for Englænderne, m en Enden blev dog, a t vi kom sydpaa. Vi havde i vor Kolonne en af de saakaldte Etaarigt frivillige." H an v ar Sagfører i Slesvig, v a r U nderofficer, m en paa G rund af sin k o rte U ddannelsestid re t ubehjælpsom. Jeg opdagede snart, hvor Skoen trykkede, og han bad ofte om H jæ lp; m en H jæ lpen blev n æ sten for udstrakt, for ikke alene m aatte jeg pudse og sadle for ham, jeg m aatte ogsaa vaske, og jeg havde n æ sten ingen Fritid. M ine K am m erater drillede mig, m en han var nu en m eget flink Mand, saa jeg syntes, han skulde hjælpes. Men da vi kom ind i Belgien, forberedte jeg ham paa, at nu m aatte han sn art selv klare den. Da stak han m ig rask en Fem m arkseddel, og saa m aatte jeg love ham at hjælpe, n aar det kneb. A llerede den næ ste Dag m aatte jeg igen til at sadle Hesten, m en op paa Dagen blev det re n t galt, for da havde hans Hest tab t en Sko. Jeg tra k den til Feltsm edien, m en da jeg kom derhen, v a r der fu ld t Hus, saa jeg kunde ikke faa den beslaaet. D er v a r ikke andet a t gøre end a t tage D yret m ed hjem igen. Sagføreren v ar grædefærdig, og det v a r jo ikke saa sæ rt, for den, der h a r aftjen t V æ rnepligten ved A rtilleriet ved jo nok, hvad det betyder a t møde op til en M archtur m ed en Hest, der m angler Beslag. Da jeg opdagede, hvor haardt det trykkede ham, tilbød jeg a t beslaa Hesten. H an vidste ikke, at jeg v a r uddannet Beslagsmed, og n u straalede han af Glæde, og der kom rask en Fem m er til. Kan du sko en Hest?" sagde han.,,.ja, sagde jeg, jeg vil godt prøve det." Et P a r Dage senere gik det re n t galt for ham, for rid e kunde han ikke heller. Vi kørte i D æ kning ved en Skov og kom ned ad en H ulvej. H er laa store Skæ rvebunker p aa begge Sider, og H esten løb op paa en af disse. Den faldt og kravlede saa 87

53 paa alle fire langs m ed Bunken. Nu kan det nok væ re, at der v ar lagt i til ham. Sikken en Overhaling, han fik, og det var ikke behageligt for en U nderofficer at tage imod. Saa gik det hverken væ rre eller bedre, for i samme Ø jeblik knæ kkede vor K am m erat M adsen Vognstangen, og vi havde ingen i Reserve. V agtm esteren kom i Knibe. Han kom m anderede Madsen op paa Vognen, og nu skulde han køre med en halv Vognstang. Han havde lige sat Vognen i Gang, saa løb H estene løbsk. D et saa ikke godt ud; m en da M adsen slap nogenlunde heldig fra Turen, tog vi d et fra den gem ytlige Side. Da jeg kom hen til Dall, stod han m ed Sangbogen i Haanden. Han var ved at finde en Sang, som vi skulde synge over Madsen, m en M adsen løb alt hvad han kunde bag efter K rikkerne. B agefter var han saa klog a t faa A rm en i Bind; saa v ar han jo fæ rdig m ed at bestille noget. Da vi kom ind i Frankrig, kom vi i K varter paa en stor A rtillerikaserne i Cambrai. Vi havde det godt, m en Tiden blev lang. E n Søndag M orgen kom der et stort Læs Havre. Jeg sagde til Dall: Hør, vi e r jo kraftige; skal vi ikke gaa ud og bæ re H avren ind? Nu v ar Læsset saa højt, at jeg ikke kunde naa op og tage Sækken. Jeg lod derfor Kusken dum pe den ned paa m it Hoved. Da gav det et Knæk. De m ente alle, a t jeg havde bræ kket Halsen, og to Tim er senere kunde jeg ikke røre mig. Saa blev jeg lagt ind i en m eget stor Sal, der v ar in d rettet til Lazaret. D er v ar m indst hundrede Senge i Salen. H er laa jeg N atten over uden Tilsyn. Jeg kunde ikke røre mig. Den næ ste M orgen kom m in K am m erat Dall. H an hjalp mig saa lidt til rette. Senere blev jeg overført til et Lazaret, og h e r laa jeg i fjorten Dage. Jeg v ar bange for, at min Kolonne im idlertid skulde køre bort, saa jeg ikke kom med; m en en M orgen kom der saa m ange saarede, a t jeg forstod, a t der n u vilde blive Pladsm angel. Min Form odning var ogsaa rigtig, for lidt efter kom en Del Læ ger ind. De var i hvid K ittel og havde G um m ihandsker paa. De skulle nok rigtigt til at slagte. Da de blev staaende ved Døren, kunde jeg høre deres Samtale. Den gik ud paa, at saa m ange som m uligt skulde sendes over den tyske Grænse. Jeg havde den Lykke at komme med. Vi fik ingen Papirer, m en der blev sagt, at de, der kunde blive tilset af en hjem lig Læge, m aatte rejse hjem, ellers m aatte de m elde sig i deres Garnison, for m it Vedkommende altsaa i Rensborg. Jeg rejste dog hjem. D et gik godt, indtil jeg kom til Flensborg. D er tra f jeg en Feldwebel, som var kom m et fra Haderslev for at afhente en T ransport saarede fra Rgt. 84. H an vilde se m ine P a pirer, og saa kom m anderede han m ig til Rensborg. N u kunde jeg jo ikke komme m ed samme Tog, m en m aatte vente til et senere Tog. D et benyttede jeg mig af, og jeg kom godt hjem og blev hjem m e i syv M aaneder. En Dag kom vor gam le K om m uneforstander hen til mig og sagde, a t n u v ar det forbi, n u kunde han ikke holde m ig hjem m e længere. Jeg v ar nødt til a t tage en Beslutning. Jeg bestem te mig saa til at m elde m ig i Rensborg, fik et B ind om H alsen og drog af Sted. Jeg kom dog kun til Vojens, saa v ar det forbi m ed F riheden, for jeg stod jo uden Papirer. D er blev optaget m ange Rapporter, sn art af den ene og sn art af den anden, m en jeg holdt mig hele Tiden til Sandheden. Saa blev jeg sendt til H aderslev, bevogtet af to Soldater m ed la d t Gevær. Jeg satte M yndighederne i stor Forlegenhed; de havde nem lig ikke et Hul, der v a r sim pelt nok til en saadan Forbryder. L angt om læ nge fandt Feldw ebelen dog paa Raad. Smid ham i K ulkæ lderen!1' kom m anderede han. Saa blev jeg transporteret derned; m en hvad skete? Jeg m eldte mig syg, og saa v ar det jo galt, for de kunde ikke faa fat i en Læge. N u tilbød de m ig en Hovedpude og nogle Tæ pper, og saa kunde jeg jo nok klare den. Den næ ste Dag gik som den første m ed Skæ lden og Sm ælden og m ed at tage Rapport; m en der kom ikke noget n y t frem, for jeg holdt m ig stadig til Sandheden. Om sider v ar v i kom m et saa vidt, a t jeg kunde tran s porteres til Rensborg. I M ellem tiden havde de dog opdaget, 88 89

54 a t jeg ikke var saa stor en F orbryder; derfor blev der kun sendt een Vagtm and m ed mig. I Rensborg gik det løs forfra m ed nye Skæ nd og nye R apporter, m en da de saa ikke kunde fange mig i noget, blev Tonen anderledes. De begyndte nu m ed det gode; d e t væ rste var, a t jeg havde syv M aaneders Løn til gode, og n u vidste de ikke, hvordan de skulde ordne den Sag. D et vidste jeg. Giv mig en Lap Papir", sagde jeg, saa faar I en K vittering." Og det fik de; m en hvem der h a r faaet Pengene, ligger udenfor m in Viden. Jeg fik dem i h v e rt Fald ikke. Ebbe Outzen, Sdr. Hygum. Orlov med Forhindringer Den 4. Ju n i 1915 blev i eg saaret af en Shrapnelkugle i venstre U nderben. D et skete under et Skinangreb, foretaget paa den af 11. og 12. Kom pagni af Regim ent K6 - nigin besatte Stilling ved M oulin sous Touvent. Jeg m eldte m ig paa Forbindingsstedet i Slugten m ellem B yen og et S tenbrud hos vor Bataillonslæge, Dr. Agerley, nu Læge i A ugustenborg. E fter a t jeg var blevet forbundet, opfordrede han m ig til a t søge hen til S tenbrudet og der afvente Am bulancens Komme. Jeg hum pede derhen, og efter fire til fem Tim ers V entetid kom A m bulancen og kørte mig og endnu et P a r saarede til L azarettet i Les Mesnil. Samme A ften blev jeg i en stor P rivatbil k ø rt videre til Opsamlingslazarettet i Bleancour, og efter et Døgns Ophold her sendtes jeg m ed Feltbanen til Chauny. H er blev jeg indlagt paa Lazarettet; m en efter otte Dages Forløb kom jeg m ed en Transport af letsaarede til Guise ved den franskbelgiske Grænse. H er laa jeg i ca. ti Uger; saa blev jeg over Hals og Hoved sendt ud af L azarettet og fik O rdre til at m elde m ig til G enesungskom pagniet". H er fik jeg O rdre til at m elde m ig hos den vagthavende Feldwebel i en Skole i U dkanten af Byen. Jeg fik anvist en Halmsæk i G ym nastiksalen. E fter at have drevet ru n d t i Byen e t P a r Dage, skulde jeg m elde m ig hos en U nderofficer paa en Vagt, som var stationeret i den anden Ende af Byen. V agten skulde kontrollere Passene hos de Folk, Franskm æ nd eller Belgiere, som gik ind til eller ud af Byen. Jeg havde v æ ret paa V agt fra tolv til to og laa om M orgenen ved halvseks Tiden i m in bedste Søvn, da Vagtens næstkom m anderende ruskede mig vaagen. Vollschow, du m aa i Dag rejse paa Orlov". Jeg blev lysvaagen m ed det samme. Jeg skulde Klokken n i paa Aflusning, K lokken halv elleve til Lægen og saa hen paa Skrivestuen efter Orlovsbevis, F ribillet og Lønning fo r t i Dage, saa jeg b u rd e have tra v lt. M en Tiden kravlede af Sted, sæ rligt efter a t jeg v ar fæ rdig til at rejse. Klokken godt to gik der et Tog fra Guise til Charleroi. Vi v a r seks Mand fra Genesungskom pagniet", som skulde hjem, og vi var i god Tid m ødt op paa Banegaarden. D et v ar saa varm t, at Tøjet ligefrem klæ bede til Kroppen, og vi fandt da paa at gaa, ind i K antinen og drikke et Glas 01; m en det første Glas sm agte efter m ere, og vi fik hver en seks til syv Glas. A f de m odtagne 5,30 M ark røg h e r 1,40 M ark. Endelig kom Toget, og vi kom ogsaa til Charleroi. H er m aatte vi vente i to Tim er paa Orlovsekspressen, der kom fra Chauny. Ved Syvtiden om A ftenen ankom v i til H erbesthal ved den tysk-belgiske Grænse. Da der v ar en V entetid paa flere Timer, inden vi kunde køre videre til Koln, gik v i ind i B anegaardsrestaurationen og fik noget Sm ørrebrød og et P a r Glas 01; det kostede 2,60 M. I godt H um ør og sikre paa sn a rt a t væ re hjem m e efter næ sten et A ars F ravæ r, slentrede vi ru n d t paa Perronen og kom ogsaa ind i Banegaardshallen. H er fik jeg pludselig Øje paa e t Skilt: M ilitæ rbillet til H am burg 6,50 M ark. Det begyndte at køre ru n d t i Hovedet paa mig: 6,50 M., 6,50 M... Min K am m erat kom til, og jeg pegede stum t paa Skiltet: Hvad gør vi nu? Vi kom m er ikke hjem paa Orlov." Vi gik noget slukøret ud paa Perronen og m ødte h e r Stationsforstanderen. Det m aatte væ re M anden, som kunde hjæ lpe os. Jeg gik hen <10 91

55 til ham og knaldede H æ lene sam m en, saa d et gav G enlyd over hele Perronen. H an syntes forbavset, m en hilste og spurgte: Naa, K am m erat, hvad er der løs?" Jeg kunde se paa ham, a t h an ikke v a r saa brøsig som de M ilitæ r personer, vi kom i Berøring med, m en at han gerne vilde hjæ lpe os. Jeg forklarede ham den Nødssituation, som vi v a r i. H an kløede sig i N akken og sagde: Prøv a t m elde D em paa B anegaardskom m andanturen og b ed om en F ribillet til Ham burg. Vi gik hen til K om m andanturen og hilste forskriftsm æ ssigt paa den vagthavende Feldw ebel. H an løftede B likket og saa paa mig: Was w ollen Sie?. Jeg tæ nkte, n u kan du godt sige F arvel til Orloven; m en jeg fattede mig og bad m ilitæ risk k o rtfattet om en F ribillet til Ham burg. Pludselig lød der et Løvebrøl fra et a f Sideværelserne, til hvilket Døren stod aaben. Derinde sad en M ajor. Han brølede videre: Se til, at I kom m er ud. I m aa laane Pengene hos en af jeres K am m erater. K om m er I igen, sen d er jeg je r tilbage til jere s Deling!" Spagfæ rdigt svarede jeg: Javel, Hr. M ajor," og saa stod vi a tte r udenfor paa Perronen. Min K am m erat og jeg blev m eget nedslaaet; m en n u kom Stationsforstanderen os i Møde, og da han hørte R esultatet af vor H envendelse til Banegaardskom m andanten, gav han os det gode Raad at købe en B illet til D ortm und og saa bare blive siddende i Toget. Vi købte B illetten og hav d e saa h v e r 15 Pf. i B e hold; m en vi syntes alligevel, a t L ivet v a r v æ rd a t lev e igen. Vi kørte saa videre, m en alt som vi næ rm ede os D ortm und, blev vore H jerter m ere og m ere knuget af A ngst og Spænding. Toget holdt paa Stationen i Dortm und, og det kører videre. K am m eraterne i K upeen sov de retfæ rdiges Søvn; m en vi to følte absolut ikke nogen T rang til at sove. Saa lød en Stem m e: B illetter skal forevises!" M in K am m erat forsvandt hen i den anden Ende af Vognen til Toilettet. Da K onduktøren lige var fæ rdig m ed at billettere;. puffede en K am m erat til mig og sagde: Vaagn op, du skal frem vise din Billet!" J e g gjorde, som om jeg blev vaagen og frem viste m in Billet. K onduktøren saa paa den: Dortm und, der er vi jo lige k ø rt fra." Jeg forklarede ham Situationen, og han lovede, at han vilde undersøge, om jeg havde en Chance hos en K am m erat, som havde B illet til Ham borg, m en kun vilde til Brem en, og det lykkedes. Jeg udstødte et Lettelsens Suk, sank tilbage i H jørnet og forsøgte a t faa m ine N erver i Ro. Klokken syv om M orgenen naaed'e vi Hamborg. Jeg kom godt igennem B illetkontrollen, m en da m in Lidelsesfæ lle kom, saa jeg, at der blev parlam enteret, og om sider kom en V agtpost og førte ham bort. E fter fjorten Dages forløb saa jeg ham igen i Guise ved Lønningsappellen. Feldw ebelen kundgjorde her, at da han ikke havde k u n n et betale B illetten f ra D ortm und til L y bæk, havde Kom pagniet b etalt hans Gæld, og Beløbet vilde blive fradraget hans Lønning. M en han trøstede sig med, a t han havde h a ft fjorten dejlige Dage derhjem m e. I Oktober blev der saa iøvrigt vedtaget en Lov, efter hv ilk en S oldater paa O rlov re jste f rit h jem og tilbage. M en jeg glem m er aldrig denne Orlovsrejse m ed dens F orh indringer. C. Vøllschow, Blans. Fire uger blev til fire år Sønderjydsk ungdom stæ vnede efter ordre i efterå re t 1912 sydpå for at aftjene væ rnepligten i den tyske væ rnem agt. Vi v a r m ange danskere, der kom m ed sam m e transport til Hamborg, hvor vi igen blev blandet m ed ungdom m en fra Holsten og tran sp o rteret videre til hovedstaden B erlin for a t blive tildelt det tyske gardekorps, der v a r kejser W ilhelms livvagt. Vi var to danskere, P eter Hansen fra B roager og underskrevne, der på en lid t ejendom m elig m åde kom til a t holde ubrydeligt sammen, og jeg skal i korte træ k fortæ lle lidt om e t p ar episoder. Jeg skal forudsige, at P eter v ar et hjertensgodt, trofast og politisk klogt menneske. Vi delte m eget ondt sammen, 92

56 m en det, jeg ikke kan forstå, er, at han skulle dø så pludseligt, at jeg end ikke nåede at sige farvel til ham. H an fik blodforgiftning i å re t 1926 og hviler på kirkegården i B roager. Vi to fik vor uddannelse i den tyske hovedstad og m åtte derfor ikke så sjæ ldent stå vagt for selveste kejseren. Vi oplevede krigens udbrud i B erlin og rykkede i felten den 8. august Selveste m ajestæ ten, W ilhelm den II., tog afsked m ed os. H an havde taget opstilling ved B randenburger Tor. Regim ent efter regim ent m archerede forbi ham, og h a n gentog m ed passende m ellem rum Jungs, in vier W ochen sehen w ir uns w ieder. Den 21. august v ar vi første gang i ilden. D et var belgiske tropper, der forsvarede deres hjem stavn ved Nam ur. Vi havde store tab. P eter var oppasser ved kaptajnen, og n å r som helst det kunne lade sig gøre, v ar jeg hos ham. Vi delte ondt og godt sammen. Feldwebelen havde læ nge k endt os, og han vidste, a t v i gerne ville væ re sam m en. H an kunne godt lide os. Vi havde ved m angen lejlighed ladet ham forstå, a t vi ikke v a r tyskere, og a t soldaterlivet ikke havde vor interesse. H an anså os vel nok for det, vi var, nem lig et p ar sabotører. P eter og jeg h a r ingen skyld i, a t det varede så længe, inden Tyskland tab te krigen. B egejstringen v ar stor blandt tyskerne, da vi i septem ber kunne se ind til Paris. Vi næ rm ede os byen til en afstand af 75 km, m en så fik vi på puklen. P eter hørte lid t m ere end godt var, for han kom jo daglig i forbindelse m ed kaptajnen. Vi snakkede om, a t n u gik det den rigtige vej, for vi fik klø og blev jaget tilbage. E n okto b eraften lå v i oppe v ed Y pern, og englæ n derne beskød os k raftig t fra havet m ed skibskanoner. K aptajnen havde indladt sig i en diskussion m ed en af sine befalingsm ænd, og der v ar vel opstået uenighed om deres m ening om sejren. P å en ironisk m åde sagde han. til befalingsm æ ndene: Wo sind de beiden E nglander? D erm ed m ente han P eter og mig. H an lod os hente, og v.a-r. afæskede os i al fortrolighed vort syn på sagen. Vi diskuterede nu m ed dem, og P eter sagde afsluttende: Ja, hr. kaptajnen m å jo indrøm m e, a t n å r vi endnu om otte dage ligger h er og ikke kom m er læ ngere frem, så h a r Tyskland ta b t krigen". E fter dette anså de os for a t væ re endnu m ere engelskvenligt indstillet. To dage efter denne diskussion faldt kaptajnen u nder et angreb af de engelske tropper. M angfoldige v ar de oplevelser, P eter og jeg havde indtil fo råret 1917, da P eter en dag kom hen til m ig og fortalte, a t han havde erfaret, a t hele den tyske fro n t skulle træ kkes tilbage, fordi vi ikke kunne holde vor linie. Vi drøftede denne sag, og vi besluttede, a t en af os nu skulle tage chancen og kom m e i fangenskab. M an skulle sim pelthen blive tilbage, og n å r den engelske linie v ar ry k k et frem, skulle m an m elde sig som fange. Vi drøftede sagen hele natten. Ingen forstod os, m en alle kunne se, at vi havde noget for. Endelig v ar planen færdig. Vi skaffede brød og konserves hen til et skjult sted, hvor den ene skulle skjule den anden. Vi v ar endnu ikke k lar over, hvem a f os der skulle tage chancen. Vi tæ nkte på hjem m et og tog bestem m else om m ange alvorlige problem er, og endelig m åtte vi have afgjort, hvem der skulle skjules. Vi tra k lod, og det blev Peter, der skulle i fangenskab. Han skulle ikke anses som overløber. V i havde g jo rt vor pligt som danske sønderjyder i tysk krigstjeneste. Ingen af os havde sagt ja til eventuel forfrem m else, vi var og ville blive menige. Vi skiltes græ dende fra hinanden, m en nu var det alvor. Jeg skjulte m in ven i en understand og dækkede ham til. H an havde brød og vand, og lu ft kunne han få. H an kunne klare sig i dette usynlige hul i ca. ti dage. Vor plan lykkedes, og alt gik efter program m et. Jeg blev til gengæld sat på vand og brød og blev bundet til et træ som et andet stykke kvæg. Jeg blev foragtet, og m an betragtede mig som det sorte f å r Senere blev jeg r e t h å rd t såret i ryggen, kom til B erlin og hørte jæ vnlig fra hjem m et. P e ters k æ re ste sendte m ig en hil 95

57 sen fra Peter. Det var aftalt i forvejen, hvad hun skulle skrive. P eter og jeg havde nem lig et par gange væ ret hjem m e på orlov, og da havde vi drøftet tu re n til D anm ark; m en vi anså dette h er som bedre. Efter planen skulle jeg tage den n æ ste chance og kom m e i fangenskab. E t halvt å r gik m ed ophold på lazaretter. Orlov var en saga blott. Mine papirer var jo ikke gode. Jeg skulle til B erlin og uddanne rek ru tter; m en ak og nej, det ville jeg ikke. Jeg skulle have jernkorset, forfrem m es, ingen af delene ville jeg. Jeg holdt mig lang tid i Berlin; m en i e fte rå re t 1917 gik den ikke læ ngere; jeg m å tte til fro n ten igen som menig, aktiv soldat, som k v æ rulant af første klasse. Jeg ventede kun på den første chance, for at løbe over til dem på den m odsatte side; m en heller ikke det er altid lige nem t. Alle, der h a r v æ ret i første linie, vil sande dette. Jeg fik heller ingen chance, m en jeg ventede og ventede på, at tiden m åtte bringe m ig samme chance som Peter, og rigtig! D en 4. okt tog skotterne mig m ed flere tusinde tyskere til fange! Vi fik den behandling, som tyskerne havde gjort sig fortjent til, m en jeg spekulerede, for jeg vidste jo, a t jeg hørte hjem m e i den danske lejr i England; m en hvorledes kom m e derover? Ingen tolk forstod, at jeg ikke var tysker. Så regnede jeg ud, at jeg m åtte blive syg og kom m e på et lazaret. D et lykkedes mig at få en lungebetændelse, og efter et k o rt ophold på et engelsk lazaret kom jeg til den store sam lelejr i Le Havre, hvor der var ca. 15 tusinde tyskere, og det forunderlige skete! En flok dansksindede sønderjyder ankom til lejren, deriblandt m in broder D etlev og Rasmus Schm idt fra Burkal. Vi fan d t jo straks hinanden og var uadskillelige. Vi troppede op hos lejrkom m andanten og forklarede ham sagen. Jeg fik lov til at rejse sammen m ed dem til den danske le jr Feltham i England. N u v ar k rig en slu t for mig. P e te r tog im od mig, og gensynsglæ den var stor. Vi havde en hel del at snakke om, og tiden gik godt for os de næ ste sytten m åneder. I m arts m åned 1919 drog vi m ed d et danske skib P rim u lar" til K øbenhavn og hjem. Vi sm ilede ad den tyske kejsers udtalelse -om gensynet om fire uger. D et blev til over fire år, og da vi kom hjem, var han stukket af til Holland. Min indkaldelse i 1914 Andreas B. Gehrt, Tønder. Budskabet om krigens udbrud gjorde jo på os alle et -dybt indtryk. Vi havde hørt rygterne, m en snart erfarede vi, at det v ar m ere end rygter d et var sandhed! M and og m and im ellem diskuteredes sagen. V i v a r netop begyndt på a t høste rug, fo r dog om m uligt a t få den b jæ r get i hus, inden indkaldelsen kunne nå os, hvis en sådan skulle komme. Med en fare hæ ngende over hovedet er -det ra rt at have nogen, m an kan drøfte sagerne med, og derfor v ar vi denne aften ovre hos naboens for at høre deres m ening. Je g m å dog v ist indskyde d en bem æ rk ning, at jeg inden krigsudbruddet havde m eldt mig til landstorm en. M an sagde, at disse landsstorm sfolk kun skulle beskytte grænsen, hvis der kom krig, så jeg følte mig tem m elig rolig. Men allerede om talte aften vidste vi, a t de første allerede havde m odtaget ordren om a t stille for at træ kke i trøjen. De fleste af de tilstedevæ rende var noget benovet ved situationen, m en jeg var høj i hatten og sagde til dem: I skal af sted, m en jeg, ja, jeg bliver selvfølgelig hjem m e, for der er da nogle, der skal passe på kvindfolkene." Selvfølgelig troede ingen på m ine ord, ikke engang jeg selv. Hvem skulle dog på det tidspunkt have troet, a t der kom til at gå så lang tid, thi først den 25. septem ber havde Das grosse V aterland" brug for m in hjæ lp og det gik således til. N æste m orgen begav jeg mig som sædvanlig af sted med mælkevognen. E t stykke henne på vejen indhenter kom m uneforstanderen mig, m edbringende ordren om straks at m øde i Flensborg. Jeg kan vel køre m æ lk etu ren fæ r 97

58 dig først," sagde jeg; m en det m ente han ikke lod sig gøre. Må du ikke køre mælk, m å du vel høste rug," tæ nkte jeg, og derfor fik jeg fat i en anden til at køre tu ren. Jeg gik hjem til rugen. F or hurtigere at blive fæ rdig ville jeg søge hjæ lp og gik derfor til m in bror. Ved synet af mig udbrød han: Hvad, er du ikke indkaldt?" Jo," svarede jeg, men rugen skal først høstes." Mathis, du må afsted, det går aldrig, det e r jo lydighedsnægtelse, og det straffes med døden, ved du; nej, du m å væ k;" m en trods hans advarsel gik vi i gang m ed rugen. Vi er da kom m et godt i gang, da m in nabos broder kom mer. H an var også. blandt dem, tyskerne gerne ville se i uniform. H an var på vej til stationen. Idet han kører forbi, råb er han: Vil du ikke køre med!" Åh, nej, vi n år det nok, krigen er da ikke forbi endnu." Vi fortsatte med rugen, m en hen på efterm iddagen blev de andre enige om, at n u v a r det vist på tide at få m ig sendt af sted, og jeg blev da kørt på stationen. H er tra f jeg kam m erater m ed soldatertøjet under arm en. Hvad, er du holden endnu, M athis," råbte de. Ja, det er jeg, m en jeg er kanske også den sidste!" Flere kam m erater kom til, alle på vej til Flensborg, men krigsbegejstringen, den savnede v i alle. I Flensborg v ar der m ange folk, m ange flere, end d e kunne bruge, så nogle m åtte rejse hjem igen i ti dage dem var jeg iblandt. N u m åtte jeg hjem til m in rug. På gaden traf jeg en god ven, ham kunne de bruge. Men,"' sagde han, om ti dage kom m er du ind og jeg hjem, for I skal da naturligvis afløse os." D et v ar jo lyse udsigter m en m åske rugen kunne reddes. De ti dage gik alt for h u rtig t og en dag stod jeg a tte r i Flensborg i det dejligste som m ervejr, og hvad skete? Vi fik besked om, at vi endnu ikke kunne kom m e til. Ti dage hjem igen, så var jeg a tte r i Flensborg, og denne gang blev jeg udskrevet til landstorm ens 3. bataillon. D en skulle til Angel for at bevogte en bro. E fter denne besked gik jeg ud i byen for at få noget at spise, og klokken to stillede jeg så på kasernen for at blive rigtig soldat. D et rygtedes hurtigt, a t der v ar indkaldt 200 m and for meget, og hvad m ere var, at folk m ed m ange børn, sygdom i hjem m et eller anden gyldig grund atter kunne få lov at kom me hjem. Jeg vil derover," sagde en kam m erat. Hvad vil du anføre som grund?," spurgte jeg. Husk! Jeg h ar n i børn!" H an gik, m en kom ret h u rtig t tilbage igen nedslået. Kom du hjem?" sagde jeg spagfærdigt. Nej, du, der skal fem ten børn til!" v ar hans svar. Nu ville j e g spørge fri, for jeg v ar da m ælkekusk; m en det blev afslag. Så skete det, at jeg på en uforklarlig m åde kom ud på en anden fløj, hvor en anden høj h erre havde afgørelsen: Soldat eller hjem. Jeg frem stillede m ig for ham, frem førte m it ærinde og forklarede ham, a t det a t v æ re m æ lkekusk v ar et livsvigtigt erhverv, og hvad skete, han gav m ig fri indtil videre, m en på den betingelse, a t jeg skulle stille omgående, hvis d e r blev b ru g fo r mig. A f og til m åtte jeg selvfølgelig stille til kontrol, m en først den 25. septem ber havde den tyske arm é brug for m in hjæ lp. Vi kom af sted, m en i vore egne bukser, nogle sølle karle, for de havde nem lig ikke tøj til os alle! O rdren til mig lød på Højer. Jeg m åtte jo lystre, men et lyspunkt v ar der vi kunne bytte m ed andre, så vi kom næ rm ere til vort hjem, og snart v ar jeg i Jejsing, med en fin" løjtnant som overordnet. Vi m åtte næ sten gå og komme, som det passede os, bare vi passede vagten. En søndag kom m er jeg som sædvanlig og beder om orlov det kunne ikke lade sig gøre, forklarede løjtnanten altså pure afslag. Så tager jeg den selv, tæ nkte jeg, og re jste h jem som sæ dvanlig. H en på efterm iddagen begyndte m in kone a t spørge om, hvor læ nge jeg blev hjem me, hvornår jeg skulle væk, o. s. v., og da hun erfarede sagens sam m enhæ ng, sagde h un: M en sky n d dig dog m ed a t kom m e af sted!" Nå, ja, n år m u tter ville have mig ud af huset, v a r det vist bedst a t kom m e efter J e j sing til. I n æ rh ed en af by en opdagede jeg, a t vagtposterne v ar tru k k et ind. Av! tæ n k te jeg, de andre e r draget af sted, og du er altså bagefter! Jeg fik snart at vide, at vi lå i allerhøjeste beredskab og kun ventede på ordren til at forlade byen og drage bort. Ingen vidste, hvorhen

59 D er gik een, der gik to, ja hele otte dage, før ordren kom, og den lød på, a t vi skulle af sted t i l Tønder! H er fik vi en god om gang eksercits, d. v. s. nogle gjorde den med, jeg trykkede mig. D et havde ingen hast, krigen var jo ikke forbi endnu. Denne kur" m åtte vi gennem gå i seks uger; da endelig m ente m an, at vi v ar så træ nede soldater, at de kunne sende os på vagt ved den gam le græ n se. D et var ét dejligt sted. H er kunne vi tale m ed vore landsm ænd, de danske gendarm er, og det endog på vort m odersmål, og h e r fik vi lejlighed til at høre om stem ningen i D anm ark og høre n y t fra den øvrige verden. Men glæ den var kun kort. D et blev opdaget, at m an skrev på dansk i vagtbøgerne, og den gik ikke. A ltså afgang til en fangelejr i M ecklenborg. D et var ikke så m orsom t at gå og kigge på disse fanger; m en fredeligt v a r det. Den 10. m aj gik fa rte n videre til Belgien, og fø rst da så og m æ r kede jeg lid t til krigen. Tiden gik m ed vagt og andre sm å ting, m en kort tid efter blev der udtaget tyve m and til hestepassere; blandt dem var jeg, og denne bestilling beholdt jeg, til krigen v ar slut. Mathias Jørgensen, Vennem ose. Skyttegravs!iv i Polen Ved Juletid 1914 laa m it T roppekontingent u nder behagelige V ejrforhold efter A arstiden a t dømme Syd for W eichsel m ellem Lowic og W arszawa. Da vi opererede i Egnen om kring Rawkas Udløb i Bzura, var vi dog i meget stæ rk Grad hæ m m et af Pløre og Morads. D ette m edførte, a t m ange blev syge. Ogsaa jeg fik dette H eld, m en først et Stykke hen i det nye Aar. Indtil Heldet" naaede mig, m aatte jeg igennem e t og andet, Oplevelser, jeg h e r vil berette om. D e to Floder, R aw ka og B zura den sidste m u n der ud i W eichselfloden ved B yen Visgorod, 30 km Nord for os vandt historisk N avnkyndighed under de K am pe, der denne V inter udkæm pedes ved deres Bredder. B roerne over V andløbene v ar spræ ngt af Russerne, ogsaa der, hvor vi, ved Byen Partokko, skulde forcere Raw ka den 18. Dec. En Nødbro var blevet tøm ret af Pionererne. Der, hvor vi naaede Floden, laa en Vandmølle i fredelig Idyl. A t der h er ogsaa blev drevet Landbrug, blev vi k lar over, da der var en Del Dyr; m en D yrene var uden Røgt og Pleje, Beboerne v a r nem lig evakueret. Vi tog os lid t a f Dyrene, og sæ rlig fik vi Forkæ rlighed for et Svin, som løb udenfor. D et blev omgaaende fanget, og da vi var saa heldige a t have en gammel Reserve- Underofficer, der i det civile Liv var Slagter, v a r vi kom m et over det døde P unkt m ed H ensyn til Slagtningen. Da denne Slagter i M odsætning til de fleste Tyskere havde Lune og v ar til stor O pm untring for m it Korporalskab, i det hele taget v ar en god K am m erat, som m an kan blive ved m ed a t m indes m ed Tak, skal han nævnes ved Navn. H an hed Boewe. Parlokko blev vort K varter Julen over, n aar vi da ikke var i Skyttegraven. B yen huskes netop ganske særligt, fordi vi der fejrede Jul i Felten. D et v ar en større Landsby, m en Størrelsen gav sig ene Udslag i Længden; der var nem lig kim een R æ kke Huse paa hver Side af en snavset Vej, der v a r et P a r K ilom eter lang. Russerne laa i Stilling bag en Banedæ m ning (Lowic Warszawa), og vort Job som Reserve vilde sikkert ikke vare re t længe. Den 2 0. December blev v i jaget frem for a t grave en D æ kningsgrav bag v o r fo rreste Linie. A r bejdet skulde gaa for sig om N atten for ikke a t faa alt for store Tab. Lidt efter lidt blev vi skubbet ind i forreste Linie, og her var d er opstillet M inekastere, der sam m en m ed A rtilleriet kappedes om at sprede m est m ulig Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Vi laa Side om Side m ed dette nye Fænom en, og n aar M inekasteren fyrede, skulde vi lægge os ned sam t holde H æ nderne for vore Øren. V or K om pagnifører blev saaret, og da den nye, der var blevet forfrem m et til denne Post, præ senterede sig, opdagede jeg, at det v a r m in O pdrager" fra R ekruttiden, V ice-feldw ebel Lapuhs. M ed denne, som fra m in

60 allerførste R ekruttid havde vist sig som en haardhæ ndet Slyngel, var jeg nu ellers ved at kom m e paa Talefod, vel sagtens, fordi jeg nu var ene tilbage af det R ekrut- Korporalskab, der havde væ ret hans. V ort Kom pagni v ar stadig uden Officerer. Første A ften i denne Skyttegrav blev jeg sam m en m ed nogle K am m erater sendt tilbage til Feltkøkkenet ved førnæ vnte Vandm ølle efter Mad; men der gaves heller ikke frit Lejde til dette; en af Kam m e ratern e blev saaret, da vi var paa Vej frem m ed Maden. A rtilleri-d uellen fo rtsattes h v e r Dag. I Ingenm andslandet foran os laa en lille By (Chencitza), hvoraf en Del efterhaanden blev jæ vnet m ed Jorden. E fter en haard A nstrengelse fra A rtilleriets Side plantedes der enkelte hvide Flag ovre hos Russerne paa Banedæm ningen, men da v i efterkom O rd ren til a t løbe frem over, fald t R usserne for Fristelsen og begyndte at skyde igen. R esultatet blev, a t vi styrtede tilbage i Graven. Jeg fik foreløbig D ruckposten ved at skulle hjæ lpe til ved en M inekaster og slap saaledes i første Omgang for at væ re m ed i Storm løbet mod Banelinien. Banedæm ningen blev vor, m en paa Bekostning af faldne K am m erater. En M ængde Reserve blev n u tru k k et frem til Banelinien under stæ rk Geværild, id et Russerne sad fast lid t læ ngere ude. En im pulsiv Batl.-Kom m andør, H auptm ann N aendrup, v a r h e r med frem m e i forreste Angrebskæde. H an holdt nu vort Kompagni tilbage i R eserve, m edens hans andre tre K om pagnier blev beordret videre frem ad m od en By, der laa fo ran os. F ra denne By, hvis N avn v a r Ludw ikow, begyndte forøvrigt lid t senere m in R etræ te, da jeg en M aaneds Tid efter blev syg. Vi laa altsaa n u i den af Russerne opgivne Stilling langs Banelinien, og uvilkaarligt tæ nkte m an paa de K am m erater, der m ed deres Liv m aatte betale P risen fo r det erobrede T erræ n. H en paa A ftenen v ar vi saa heldige at blive afløst og komme tilbage i K varter. D ette v ar for m it Korporalskabs Vedkom mende et lille b itte Rum i et lille Hus ved Siden af den før om talte Vandmølle. P aa G rund af vort snæ vre K v a rte r havde vi det paa en vis M aade re t hyggeligt, idet v i saa lettere kunne holde paa Varmen. V ort Velvære steg m ed Tem peraturen, m en m ed Tem peraturen steg desvæ rre ogsaa Luseplagen, og derm ed v ar det saa som saa m ed det hyggelige. De smaa feltgraa havde forlæ ngst foretaget Invasion, og alle h ar sikkert endnu den ækle Fornem m else af noget ubehageligt, isæ r n aar m an af V elvæ re vilde skutte sig i et varm t K varter. Og saa sad m an der i Række og pillede Lus, for det var interessant at se, hvad der fandtes inden for Skjorten. Men det var ubehageligt, n aar m an levede i god Forstaaelse m ed sit N atteleje. Lusene v a r ikke saa lette a t fange i Varmen, m ere udbytterig v a r Jagten paa Pinden m ed A fgrunden bagved som en Slags L atrin, hvor O fficer og m enig sad Side om Side og pillede Skjorten ren. D et hæ ndte, at Invasionen v a r saa fuldstæ ndig, a t S k jorten m aatte k a stes bort, og der m aatte findes noget re n t U ndertøj i Tornystret. Lykkelig den, der havde faaet noget sendt af Mor. Men ikke alle havde U ndertøj i Garderoben. En lille, vellidt H am borger havde in tet i G arderoben og var m eget taknem m elig fo r m in kasserede Skjorte. Den følgende Dag blev vi liggende i K v arter. De første smaa Julepakker hjem m efra begynder at indfinde sig. En lille Bog, Julehilsen til Soldaterne" kom saa ene, for jeg v ar ene om a t væ re D ansker (Knacker) i Kompagniet. Denne Julehilsen11, der dengang sendtes til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem, gem m er jeg endnu, selv om den er lid t m edtaget af O pholdet i Skyttegravene, hvor den havde sin Plads i Baglommen i min Vaabenfrakke, og hvorfra den ofte i ensomme Tim er blev draget frem til Opbyggelse. Jeg benyttede mig af Floden Rawkas N æ rhed til at tage et Julebad. Da m an ikke saa n æ r havde Lejlighed til a t faa sig vasket hver Dag, ja end ikke hver Uge, var det ikke af V ejen m ed rigeligt rindende Flodvand. Den 23. D ecem ber om A ftenen løste vi af i Skyttegraven, og n u v a r d e r m est Sandsynlighed for en Ju le- 103

61 aften her i denne plørede Skyttegrav m ellem Banelinien og Byen Ludwikow. Sam m en m ed et P ar K am m erater fik jeg installeret" et lille F yrhul i Skyttegraven, hvorved vi af og til fik os en Portion hyggelig Varm e. E fter en rolig Dag naaede vi til den hellige Juleaften, en Juleaften langt borte fra de kære. U nder trøstesløse ydre O m givelser skulde Julen fejres, i et frem m ed Land; for en frem m ed Sag var m an her, ført hertil ifølge den os paalagte tunge Pligt. Lidt ud paa A ftenen jeg tror, det var paa den Tid, vi herhjem m e plejer at gaa ind til det tæ ndte Juletræ blev jeg sammen m ed nogle K am m erater sendt tilbage efter Mad ved Feltkøkkenet. H er fik vi im idlertid den glædelige Meddelelse, at vi snart skulde afløses. Med denne kæ rkom ne M eddelelse begav vi os paa T ilbageturen, hvorunder vi desvæ rre m istede en K am m erat. Bukkende og dukkende løb vi mod de hvislende K ugler; m en sam m en m ed den glæ delige M eddelelse om Afløsningen føjede sig n u ogsaa B eretningen om Tabet af en K am m erat. Afløsningen kom, og vi satte a tte r K ursen mod Feltkøkkenet og den Lade, som Julenat skulde huse os. Vel ankom m en til Feltkøkkenet uddeltes ekstra varm Romtoddy foruden Æ rter og Flæsk. Lidt Post var der ogsaa kommet. Juledag havde vi Juletræ, og vi fik næ sten Julegaver i Overflod, Liebesgaben (Kærlighedsgaver) fra forskellige Steder. F ra Thorn, vor Garnisonsby, var saaledes sendt Vin i saadan M ængde, at h v ert K orporalskab fik 4 F lasker. Baggrunden for Rigeligheden beroede naturligvis paa, at det var den første Krigsjul. Vi m anglede kun den læ nge v entede store Julepakke" f ra vore k æ re d erhjemme. En Pakke, hvis særlige Størrelse var tilladt m ed Henblik paa Julen. Juledagsaften m aatte vi desvæ rre i Skyttegraven igen, og selv om vi havde v æ ret heldige og kunde fejre en Del af Juleaften og Juledag i Fred og Ro, forlod vi ikke særlig glade vort K varter m ed vort Juletræ. A nden Juledag forløb i F red og Ro, heller ikke A rtilleriet forstyrrede. D et var, som om der ogsaa raadede J u le stem ning ovre hos R usserne, endskønt de ikke fe jre d e J u l paa dette Tidspunkt. Da vi til A ften a tte r blev afløst, opnaaede vi at blive Reserve og komme helt tilbage til Partokko, hvortil vi n u fra vor nye Stilling havde halvanden Times March. Nogle Huse v ar her in d rettet til Forbindingsplads eller Lazaret, og Byen var m æ rkvæ rdigvis ganske ubeskadiget. Vi boede ellers i de faa Huse, der var tilbage af Chencitza. Jobbet som Reserve nød vi i sam fulde to Dage. Julepakkerne blev delt K am m eraterne imellem. Gennem Divisionen modtog jeg en større Pakke, som v ar sendt af Røde Kors i Flensborg. løvrigt var Julepostens Om deling vor største og eneste Glæde. Den 28. D ecem ber om A ftenen brød vi a tte r op og m aatte frem for at ligge i Beredskab i Chencitza. Hinsides Banedæm ningen v ar nu etableret en god Skyttegrav. Fjenden laa hinsides Ludw ikow i en A fstand af ca m, m en i Ludw ikow havde han en frem skudt stæ rk P a trulje. D er var en Del Geværild, m en A rtilleriet arbejdede intensivt, og lid t efter lid t forsvandt det halve Ludw i kow. Den 30. D ecem ber m aatte vi ud i anden Linje for den følgende N at at blive skubbet frem i forreste Linje, og h er lød Parolen N ytaarsaften paa N ytaarsløjer af alvorlig K arakter. Skyts v ar der jo nok af. Og m ed særlig Forsyning blev 1. Deling sendt frem tæ t foran Ludwikow, hvor vi havde et kort Stykke Skyttegrav, som kunde rum m e en stæ rk Patrulje. O rdren lød paa a t afgive H urtigild paa n æ rt Hold. Vel ankom m en til den noget u b e hagelige frem skudte Plads begyndte vi altsaa vor Opgave, næ rm ere betegnet et Skinangreb, hvorunder Bøssepiben fik en betæ nkelig Varm egrad. Vi holdt os klogeligt i Dækning, rakte bare H aanden op for at trykke af. Det famøse U dbrud: Jeder Schuss ein Russ havde i h v ert Fald ingen Gyldighed. Vi fik en varm Modtagelse, endog m eget varm, for flere G evæ rer blev ram t af Russernes Kugler. Men takket væ re vor tillem pede Evne til a t passe paa, kunde vi efter udført O rdre alle vende tilbage i god Behold; ikke en eneste b lev saaret. D e re fte r b lev v i afløst og kom atter som Beredskabsafdeling til Chencitza. H er kom vi ned i et langt, underjordisk Rum., som var

62 overdæ kket med Planker og Jord. Ved M idnatstid lavedes N ytaarsløjer" af endnu større Form at. Denne Gang var det A rtilleriet, der legede11, og baade de svære Kanoner og de m indre Felt-H aubitzere rasede et Øjeblik ganske forfærdeligt. Jeg ved ikke, om denne Leg skulde bibringe Fjenden den Opfattelse, at A aret begyndte med friskt Mod. Den 1. Januar gik vi tilbage til Partokko for at nyde vor eneste rigtige Hvile. Vi forblev i Reserve 1. og 2. Nytaarsdag. Hvor utroligt det end lyder, m aatte vi 2. N ytaarsdags Form iddag stille til et P a r Tim ers Eksercits for om Efterm iddagen som K ontrast hertil at samles i en stor Lade til Feltgudstjeneste. Julen v ar til Ende, den Jul, m an i propagandam æssig Henseende havde lovet os skulde fejres hjem m e hos vore kære, naturligvis efter vel o v erstaaet Krig. F ørste T erm in, selve K ejserens T ilsagn om, at vi skulde naa hjem, før T ræ erne tabte Løvet, v a r forlæ ngst overskredet. Og for at vende os til K am m eraterne paa V estfronten, v a r den af General Grev H aeseler beram m ede Frokost i Paris m idt i Septem ber nu ogsaa ved at væ re en muggen Historie i m ere end een Forstand. Endnu v ar U vejret over os, for v ort V edkom m ende paa Ø stfronten e t ulideligt Skyttegravs-V irvar. Den 3. Jan u ar 1915 gik det atter til Afløsning i Skyttegraven. I en forrygende Snestorm drog vi fra Partokko til Ludwikow, hvor K am m eraterne nu havde fortræ ngt den russiske P atrulje, havde forceret B yen og laa tæ t over for Russerne. U nder denne T ur besvim ede en af m ine K am m erater, og jeg hjalp til m ed at faa ham baaret u n der Tag et Sted, hvor der var Opsamlingsplads for saarede. N atten til den 5. Jan u ar arbejdede vi i Sne og Kulde paa G ravning af Løbegrave imod Fjendens Skyttegrav. P io n erer spræ ngte T raadforhindringer, altsam m en F o r beredelser til næ ste Dags Storm angreb, som dog endnu holdtes hem m eligt for os. M orgenen gryede, A rbejdet hørte op, m en endnu lød in tet om, at Dagen ventede paa os med et alvorligt Øjeblik. Hen paa Form iddagen trak vi os gennem L øbegravene og tilbage til anden Linje, h vorunder en K am m erat i m in Gruppe blev dræ bt af en Kugle. Vi fik nu af vor Delingsfører at vide, hvad denne Dag skulle bringe os. Vi v ar gaaet tilbage for at lægge vore Tornystre fra os og skulde kort efter frem igen. Nu vidste vi det selv: for at gøre Storm angreb. E fter denne oprivende M eddelelse indtræ der en angstfuld Forventning, som vilde væ re uudholdelig, om ikke m an h er havde sin Skæ bnetro. Man henfalder til en dyb Ligegyldighed. Man tæ nker ikke m ere, kan ikke tæ nke m ere. I stille Tavshed og Taalm odighed afventer m an det frygtelige. Vi lagde en Teltdug over vor døde Kamm erats Legem e, og saa gik d et igen frem gennem Løbegravene til den forreste Skyttegrav, som blev tæ t pakket af M ennesker. Stilhed var det alt overskyggende. Der v a r ingen, der skulde have noget sagt; m an opdager, at m an kan uhyre meget, n aar m an skal. I Sandhed en Tilstand, hvor A ngsten driver sit Spil. E t Øjeblik er m an faktisk lam m et af Frygt. M an bliver helt stiv, kan ikke engang dreje Hovedet. Man føler sig selv som en Klump levende Rædsel. Bag ved os fyldes Løbegravene med endnu m ere M enneskem ateriale. Alle R eserver sættes ind. Paa Slaget Klokken eet skal alle styrte frem. En Time forinden tager A rtilleriilden sin Begyndelse. Den frygteligste A rtillerikoncentration, jeg hidtil h a r oplevet, b ry d er løs. 21 cm M orterer deltager. D et lyner i Luften. D um pe Drøn, uhyggelige Brag, uhyggelig Hvislen. I Salv er kom m er G ranaterne fra vore svæ re K anoner hylende hen over os for at sprede Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Tidspunktet næ rm er sig. Nu begynd er B efalingsm æ ndene a t se paa U ret. S am arbejdet m ellem A rtilleri og Infanteri afpasses efter Klokkeslæt; men baade før og under selve Foretagendet staar Tanken stille. Pludselig er baade H ornist og Tam bour ovenfor, over hele Linien blæses der og slaas paa Tromme en Stund, og alle sty rter af Sted. I flere R æ kker gaar det frem over. Ingen K om m ando høres, m en klagende Stem m er og

63 sm ertelige Raab fra dem, der ikke n aar frem, og dette e r det pinligste under hele Dram aet. M it G evæ r er ved at tum le ud af Haanden paa mig. Jeg opdagede ikke straks, at T ræ et om kring V isiret er splintret af en Kugle eller en G ranatsplint. M an er taknem m elig for Heldet. S nart er vi der, hvor M odparten m aa ses direkte i Øjnene, og der skriges næ sten: Hoch die H ande!11. Nogle efterkom m er O pfordringen og føres senere tilbage som Fanger. A ndre tager Flugten. Vi hopper i Russergraven, og Nerverne, der e r anspæ ndt til det yderste, fin d er Hvile. V ildm andens Blik faar norm alt Udseende. K anonernes Larm forekom m er os nu næ sten venlig. M askingeværernes og G evæ rernes K nitren er næ sten fortrolig. Solen straaler fra en skyfri Himmel. Den danner glinsende P erler i Sneen. M en paa dette lysende T æ ppe ligger døde og saarede om kring, Ven og Fjende m ellem h in a n d e n Vi udbedrede Skyttegraven, der af A rtilleriet næ sten var jæ v n e t m ed Jorden. Nu havde den jo ogsaa D æ kningen paa den fo rk erte Side. Im idlertid skal vi videre fre m ad, og den næ ste R ussergrav kom m er ogsaa i vor Besiddelse. Fangeantallet stiger, m en ogsaa de dødes Tal bliver stort. Enkelte K am m erater løber ind i en lille bræ ndende By foran os. Vi saa dem aldrig igen, for Byen blev ikke vor; derim od kunde vi se, hvorledes R usserne førte F o r stæ rk n in g er frem, og a t de besatte L øbegravene foran os. Skum ringen begyndte saa sm aat at brede sig, og vi haabede derm ed at faa Ro. Vi var kom m et for langt frem, fik Flankeild, hvorfor vi fik O rdre til at træ kke os tilbage. H eller ikke R usserne v a r sikre i deres F orehavende, for af og til dukkede der en enlig Russer frem, og da saadanne forvildede og desorienterede russiske Forstæ rkninger11 naaede til vor Grav, blev de under alm indelig Jubel m odtaget som Fange. Da det endelig var blevet m ørkt, listede vi lydløst tilbage, og takket væ re M ørket skete det uden at blive bem æ rket. En Del saarede blev b a a re t tilbage, og de fik en m ere forsvarlig F o rb in ding. Vi naaede den S k yttegrav, vi havde tag e t om M iddagen, og h er gik vi i Stilling. Nu fik vi Lov at hente hele ] 08 K om pagniets Tornystre, hvor vi om Form iddagen havde ladet dem tilbage. Da vi kom tilbage til Skyttegraven, m aatte vi, første Deling, udfylde hele Kom pagniets Plads, idet de to andre D elinger blev sendt tilbage efter Mad og Patroner. M askingeværer blev bragt i Stilling, Lyskastere stillet op. E fter at L ytteposter var sendt frem, og der var opstillet Poster til at holde Udkig, krøb jeg sammen m ed to K am m erater ind i en af Russernes Huler. Da vi alle tre var blevet sultne, aabnede vi for Spisekam meret. Det skete m ed en vis Andagt. Man gjorde klogt i ikke at tøm me Spisekam m eret helt. D erfor blev Brødet omgaaende pakket i T ornystret igen, efter at der var skaaret et Par Skiver af. D ette kræ vede dog en vis Overvindelse, ganske efte r, h vor su lten m an var. Vi havde E rfarin g i saa H enseende. D erefter lagde vi os, med T ornystret som Hovedpude, til at sove. Med eet blev der dog et vældigt Røre. Vi tum lede op fra v o rt Leje, og sam tidig med, a t der raabtes: Die Russen kom m en,11 v a r disse næ sten over os. I nogle Sekunder stod vi rystende og fam lende og saa dem komme i store Flokke. I sidste Øjeblik tog vi vor Beslutning. Vi sprang op og tog Flugten, næ sten i samme Sekund, som Russerne sprang ned i Graven. Den ene af m ine to Kam m erater fik end ikke sit Gevær med. I Traadforhindringerne, som d esv æ rre endnu stod der, hvor vi om M iddagen v ar tum let igennem, hang vi fast. Jeg flængede min K appe fra øverst til nederst. F arten v ar desperat, m an fløj form elig af Sted, for Russerne skød ind i M ørket efter os. Da vi endelig igen var kom m et under Jorden, var alt splittet. D er var kun een, vi kendte, og det var vor Kompagnifører, Feldw ebel Lapuhs. H an blev under Flugten haardt saaret og laa nu i en U nderstand. Hans Sm erter var saa store, at han tryglede alle forbipasserende om at gøre en Ende paa hans Lidelser. H an døde sam m e Nat. Vi m aatte efterlad e tre M askingevæ rer, som M andskabet løb fra. Tabet af hele Kom pagniets Tornystre, som vi ogsaa m aatte lade i Stikken, endda m ed Indhold, v a r dog det væ rste. Vi havde n u hv erk en T æ pper eller 109

64 Teltdug. M it Tornyster indeholdt; Julepakker m ed dejlige, læ kre Sager, ligeledes dejligt v arm t U ndertøj, som v ar strikket af to smaa Piger i Københoved Skole; m en det- m aa tte m an affinde sig med. En ræ dselsfuld Nat, og m ellem Skyttegravene laa baade saarede og døde, Dagens store Offer. Og det var H elligtrekongers Aften. Hemming Skov, Københoved. Erindringer fra Krigens Dage Vi havde v æ re t i adskillige Stillinger paa V estfronten og skulde nu besæ tte nogle Poster i Ruinbyen La Chapelle, næ rm ere betegnet paa det Sted, hvor Bifloden Forbe løber ind i Aisnefloden. Vor Underofficer, K retzm er, skulde føre os ud til Stillingerne den første Aften, m en han v a r en alt for stor K ujon til sligt Førerskab, for ban overlod til os selv a t finde frem. M idt paa en opblødt P lø jem ark fik vi pludselig Ild fra de fra n sk e Stillinger, m en heldigvis b lev ingen ram t. Vi fandt om sider frem til de Poster, vi skulde afløse. Jeg skulde overtage Posten læ ngst mod Øst paa selve det Sted, hvor Forbe løber ind i Aisnefloden. De forskellige Poster stod vel ca. 200 M eter fra hinanden. Pludselig opstod der a tte r Skyderi langs Forbefloden, og en Franskm and raab te over til mig: Qui vive! (Hvem der!) Jeg kunde i N attens M ulm og M ørke lige skim te, a t m in Sidem and til højre løb fra sin Post. Jeg blev grebet af Angst. K næ ene rystede, m en jeg afsikrede dog G eværet. D er skete im idlertid intet. Jeg stod spæ ndt lyttende. Da der v ar gaaet en Tim es Tid, lød der et: Pst! Pst! D u dadriiben! D et v a r en af vore K am m erater, der v ar ude at lede efter mig. H an fortalte mig, at m an v a r af den Mening, at jeg v ar taget til Fange af Franskm ændene: Da vi blev tru k k et tilbage, v ar jeg saa heldig at kom m e paa Orlov. D et v a r i den skønneste F o ra arstid og vilde saaledes blive en hel Oplevelse; m en jo læ ngere jeg kom nordpaa, des m ere forsvandt F o raaret.igen, og hjem m e saa m an ikke en Spire. Saa langt er F oraaret bagefter herhjem m e. A lt det gode faar dog h u rtig t en Ende, og inden jeg saa m ig om, var jeg atter ude ved Fronten. Sidst i Ju n i 1915 angreb Franskm æ ndene vor 2. Bataillon, som laa i Stilling. Vi laa i R eserve og m æ rkede ikke noget sæ rligt til Angrebet, m en Dagen derpaa m aatte vi rykke u d i Linierne, og Krigens G ru rykkede ind paa L ivet af os. Faldne Franskm æ nd og Tyskere laa foran vor S kyttegrav. Vi kunde ikke risikere at kravle frem og begrave dem. L uften v ar hele Tiden fy ld t m ed en ækel Stank, som var modbydelig, og den blev væ rre og væ rre, jo varm ere det blev. Vi falm ede stæ rk t i de Dage, vi v ar der. Som m eren forløb ellers r e t roligt; m en den 23. Septem ber sporede vi en livlig Flyveraktivitet, og Dagen derpaa rettede Franskm æ ndene et stæ rkt A rtilleribom bardem ent m od vore Stillinger. Vi laa nu i A rgonnerskoven. Jeg v ar sam m en m ed en K am m erat, Carl Poulsen, i en Gruppe, der skulde grave en U nderstand i forreste Linie; m en Bom bardem entet v ar m eget haardt. Splinterne røg om kring os som Snefnug om V interen, og da det blev Aften, v a r vore Skyttegrave næ sten jæ vnet m ed Jorden. En D el af vore K am m erater v ar blevet saaret eller var faldet. I M ørkningen gik vi tilbage til vore H ytter, der laa paa en Skræ nt, for a t faa lid t a t spise. Da Kompagniet havde lid t en Del Tab, m aatte C arl Poulsen og jeg om N atten frem i Linien igen. N atten forløb dog rolig, m en ved F iretiden aabnede Franskm æ ndene dog Skyderiet igen m ed K anoner og M inekastere. Jeg blev sendt tilbage efter K affe til vor Gruppe, m en da jeg naaede tilbage til vort Køkken, v a r dette forladt af M andskabet. D er v a r gaaet en G ranat ned i Nærheden. Jeg dyppede K ogekarrene n ed i K affegryden, fik dem fy ld t og tra v e de saa h u rtig t som m uligt ud i Stillingen. M in Ven Carl Poulsen stod paa yderste højre Fløj ved en frem skudt Løbegrav, der gik over im od F ranskm æ ndene. H er v a r

65 Johannes Jensen fra Hygum faldet Dagen i Forvejen. Nu var Adgangen til Løbegraven spæ rret m ed Pigtraad, for at ingen skulde kom me Franskm æ ndene for nær. Carl Poulsen stod m ed en H aandgranat i hver Haand, da jeg kom. Kast dog det Skidt bort," sagde jeg til ham, for det er jo ikke vor M ening at gøre Franskm æ ndene Fortræ d. Vi drak vor Kaffe og fik en Bid Brød til. Af og til m aa tte vi søge D æ kning for N edslagene fra M inekasterne. Vor Situation v ar yderst kritisk, og da vi engang i fu ld t Løb vilde søge D æ kning i en paabegyndt U n d erstand, eksploderede en Mine i vor Nærhed. Jeg fik et saa voldsom t Slag i Ryggen af en Klum p Jord, at jeg et Øjeblik var helt lam m et; m en ned kom vi da. Carl Poulsen blev siddende paa Trappen, der førte ned i U nderstanden. Han var bleg som et Lig. Omsider blev der en Pause i Skydningen, og vi gik atter udenfor. Idet jeg vilde tage m it Gevær, m æ rkede jeg, at det ikke var mit. Det kan da vel væ re det samme, hvilket Gevær du faar," sagde min K am m erat. D et var nu ikke helt ligegyldigt for mig, for jeg kendte m it Gevær ud og ind, og det h a r nu sin B etydning i Krig. Bom bardem entet tog atter til, og jeg gik atter ind i U nderstanden. Omsider hørte G ranatregnen dog op. En af m ine K am m erater gik udenfor, m en han kom, dog h u rtig t ind igen, idet han sam tidigt raabte: Den forreste Skyttegrav er fuld af Franskm æ nd." Saa m aa vi vel ud," sagde jeg. Det var rigtigt nok. Franskm æ ndene var under den pludselige Standsning i Skydningen storm et frem, og de m yldrede stadig over mod vore Linier i smaa G rupper. Det havde sm aaregnet hele M orgenstunden, og K rudtrøgen laa som en Taage over Jorden og kunde ikke drive bort i den regnm æ ttede Luft. Jeg steg op paa Skyttegravskanten og skød paa m aa og faa en Kugle i Retning af Franskm ændene. Sigte kunde jeg ikke, dertil v ar jeg for urolig. En af m ine K am m erater skæ ndte paa mig, for K uglen suste lige forbi hans Hoved. Da jeg vilde Skyde endnu et Skud, klikkede Geværet. Jeg havde gjort en Ladefejl; Patronhylstret fra det første Skud sad endnu i Løbet. Ved K likket kom jeg dog til mig selv igen. Det er vel ikke din Mening, at du vil skyde Franskm æ ndene," sagde jeg til mig selv. Neden for mig stod m in K am m erat Seeberg fra Brøstrup. Jeg foreslog ham, at vi om gaaende skulde retirere. D et kunde vel ogsaa nok væ re paa høje Tid. Vi løb n u tilbage gennem en Løbegrav; m en da denne var tæ t pakket af tilbagestrøm m ende Soldater, sprang jeg udenfor og løb videre i en Sæ nkning i Jordsm onnet- H er slog G ranaterne og Shrapnels dog saa voldsomt ned, a t jeg hurtigst m uligt kom ind i Løbegraven igen. Endnu peb en Kugle om Ø rerne paa mig. D et h ar nok væ ret en Franskm and, der h ar haft mig paa K ornet. Vi naaede helt tilbage til Regim entets Samleplads. H er blev vi standset af Regim entskom m andøren. Han holdt en m ægtig T ordentale til os og befalede os a t b esæ tte V oldene om kring Sam lepladsen. Jeg gjorde kort om kring, som om jeg v ar m eget ivrig efter at adlyde hans Ordre; m en i Stedet for at entre Volden forsvandt jeg m ellem nogle H ytter og søgte Tilflugt i en U nderstand, og flere andre gjorde det samme. D et var vel nok det klogeste at se T iden lid t an. Jeg v a r jo n æ rm est ligeglad m ed, om Stillingen kunde holdes eller ikke, bare vi kunde blive fri for al M yrderiet. Franskm æ ndenes Angreb ebbede ud og forblev resu ltatlø st. D et v a r ikke iv æ rk sat m ed den fornødne K raft, og de m aatte træ kke sig tilbage under store Tab. Vi havde ogsaa lidt store Tab. I vort Kom pagni var kun 25 uskadte, om kring ved 50 var faldet, og Resten var saaret. B landt de faldne v ar ogsaa m in gode K am m erat Carl Poulsen fra Langetved. Den følgende Dag, den 26. Septem ber, v ar ogsaa ret urolig; m en vi havde nu faaet Forstæ rkning fra et andet Regiment, og Franskm æ ndene kunde nu ikke bryde gennem vore Linier. I. C. Barsballe, K øbenhoved. 112

66 Kam eltransport Hvorledes Meier klarede sin Tandpine Efter at jeg en Tid lang havde væ ret ude i Skidtet",, blev jeg som Sm ed afkom m anderet, først til Gefechtsbagagen" og senere til Levnedsmiddelbagagen. H er traf jeg min gode Ven Meier. Han var en m eget skikkelig Mand, m en utrolig doven. H an var for Resten Ledsager ved 3. Kompagnis Levnedsm iddel vogn. D esuden havde vi ved Bagagen faaet en Ko, som M eier ogsaa skulde passe. H an var som sagt utrolig doven, og jeg h ar tje n t adskillige M ark ved i hans Sted a t køre ud m ed L evnedsm idler. Jeg v a r indkvarteret hos en Franskm and, m en om Aftenen gik jeg altid hen til K am m eraterne for at faa en Passiar og et Slag Kort. Saa en Aften, da jeg kom derhen, laa M eier paa sit Leje m ed Hovedet indbundet i et stort u ld en t Tørklæ de. B ekym ret spurgte jeg til hans B efindende, og m ed svag Stem m e forklarede han, at det var m eget daarligt, han havde en rædsom Tandpine. Naa, v i kunde jo ikke hjæ lpe ham alligevel, saa vi satte os til a t spille Kort. Vi v ar knap kom m et i Gang, saa kom vor Løjtnant. Da han saa M eier ligge paa sit Sm ertensleje, spurgte Løjtnanten: Naa, Meier, hvad fejler De?" Ak, Hr. L øjtnant," lød Svaret, jeg har saadan en skræ kkelig Tandpine." Tandpien, Tandpien," sagde L øjtnanten noget desorienteret, hvad er det?" Da han blev belæ rt om, hvad det var, sagde han: Ja, m en nu fje rn e r de T ørklæ det, d et ser jo forfæ rdeligt ud." Ak nej, Hr. L øjtnant", jam rede Meier; men der hjalp ingen kæ re Mor, Tørklæ det m aatte f jernes. Men, hvor saa han ud. Naa, Meier, hvad har De sm urt paa?" spurgte L øjtnanten. Ja," stam m ede Meier, det er varm Kogødning, det er saa godt for Tandpine. L øjtnanten gik hovedrystende sin Vej, og M eier pakkede Hovedet ind igen, og Tandpinen forsvandt da ogsaa efter nogen Tid. Jeg kan anbefale M eiers K ur mod Tandpine. H an blev, saa længe jeg kendte ham, ikke m ere plaget af Tandværk. Jørgen Schmidt, M ølm ark pr. Broager. Sorg blev til Glæde vendt, Krigen endt D er v ar gaaet ti M aaneder, og vi laa stadig i samme F ro n tafsit paa N ordvestranden af A rgonnerskoven, m ellem V erdun og Reims. Vi havde forskanset os godt, og vort A fsnit v ar kendt som et af de bedst udbyggede, m en vi havde ogsaa slidt b rav t i det, baade ved Dag og ved Nat, og n aar M odparten paa den anden Side blev for urolig, havde m an sendt nogle G ranater derover for at berolige ham. I F oraaret i 1915 havde allerede nogle af vore K am m e rater, sæ rlig Landm ænd, faaet Orlov, og kunde for en lille Tid rejse hjem ; m en det gik nu ikke saa ligetil for os Sønderjyder. M an saa lidt skeptisk paa os og regnede os for upaalidelige, og derfor fik vi ikke Orlov til vort Hjem land. I S ted et for fik en Del af os en ti D ages R ekreation bag

67 Fronten, m en det var jo en daarlig Erstatning. Vi besøgte en Flyveplads i S't. Morel, vi v a r i Sedan og besøgte der M inderne fra K rigen i 1870; m en d a det v a r re t tidligt om F oraaret og endnu koldt og barsk, h a r hele T uren en blandet Fornøjelse, og d e t eneste, m an opnaaede, var, at H jem læ ngselen blev endnu større. Da denne Erstatning for Orlov v ar forbi, gik det n a tu r ligvis u d til F ronten igen, og inden v i fik os re t betæ nkt, v ar v i a tte r opslugt af Frontlivets Alvor. I alt det sørgelige, vi oplevede, kunde der dog ogsaa indtræ ffe en og anden morsom Episode. Saadan kom vi en Dag gennem den store Skov A rgonnerskoven, da der pludselig sprang en Del R aadyr over Vejen. V or Feldw ebel v ar en ivrig Jæ ger og en god Skytte. H an havde før m ed Held skaffet V ildt til O fficerernes K økken, som m e T ider endda V ildsvin, og n u fik han jo tra v lt med at kom m e paa Jag t efter Raadyrene. En M orgen kom dog en stor, robust K anoner ind til ham og sagde: H err Feldwebel, H err Feldwebel, der ligger en stor Raabuk lige ved U dkanten af Skoven." Feldw ebelen blev ivrig. H an fik nø je D yrets Position opgivet og styrtede af Sted, og k o rt efter hørte v i et sm æ l dende K n a ld I Egnen v ar der store Oversvømmelser, og for at naa hen til D yret m aatte Feldw ebelen vade igennem Vandet; m en han kom ned i en dyb Rende og blev gennem blødt lige til Skindet. H an skred dog videre, og da han kom ud til D yret, viste det sig, at R aabukken ikke v ar andet end en udstoppet H ud af et Dyr, han tidligere havde nedlagt. D er blev altsaa intet Festm aaltid denne Gang, m en vi, d er havde h aft en Finger m ed i Spillet, m orede os i lang Tid kosteligt, n aar denne Jagthisiorie kom paa Tale. En Dag i Maj M aaned 1915 fik vi en Sending nye Rek ru tte r. De kom fra N eu-b reisach i Elsass og skulde u d fylde de saaredes og faldnes Rækker. Vor Kom pagnifører spurgte da det forsam lede M andskab, om der v ar nogen, d e r ønskede F o rfly ttelse til A m m unitionskolonnen. I B e tragtning kunde kun kom m e saadanne, der ikke var helt raske, eller som havde en stor Børneflok hjem me. Jeg v ar saa heldig at blive forflyttet sam m en m ed en god dansk K am m erat og tog n u Afsked med de K am m erater, som vi i ti M aaneder havde delt Sorg og Glæde med. Vi v ar en lille, m en lykkelig Flok, der vandrede tilbage og fik K varter i nogle ram ponerede Huse. D et v a r nu ikke lu tte r Glæde at væ re tildelt en Am m unitionskolonne, for vi m aatte ofte ud paa lange og anstrengende Ture, og i N attens M ørke havnede vi ofte m ed vore Vogne i vandfyldte G ranathuller. D et gav et kold Bad. Af og til kørte Vognene fast i M udderet, og n aar F jenden saa m ed sine L ydfangere konstaterede, h v o r vi var, kom vi. jæ v n lig under svæ r A rtilleriild og havde store Tab. I Ju n i M aaned havde vor Division deltaget i svære Kam pe og havde lid t følelige Tab. Følgen var, at alle, der havde tje n t aktivt, skulde m øde til Lægeundersøgelse. Enden blev, at m in Ven og jeg blev overført til et B atteri af Regim ent 16, som laa ved Binarville. P aa vor R ejse dertil kom vi gennem en Del af de Byer, vi v ar draget igennem om Som m eren i Vi havde væ ret h elt nede ved Bar la Duc. Nu laa denne By i Aske. Seks Gange v ar den blevet taget i Storm løb, og ligesaa m ange Gange v a r den blevet tilbageerobret. K irk en lignede m eget en dansk L andsbykirke, og hele Landskabet havde K arak ter af et frodigt, bakket, østjydsk Landskab, saa det hele virkede hjem ligt; m en efter at der var faldet et U tal af G ranater i B yen og dens Omegn, kan m an tæ nke sig, a t det hele var m eget slem t m edtaget. Vi havde ofte Flyverangreb, og det blev en m eget vanskelig Tid for os. For m it Vedkommende vel nok K rigens værste. V ort B atteri v ar nem lig paa G rund af K anonernes haarde og sm æ ldende K nald le t at opdage, og vi havde jæ vnligt Tab. Den største Del af M andskabet bestod h er af unge Folk, og da vi lidt æ ldre ikke gik helt saa godt i Spæ nd m ed dem, blev vi udskiftet m ed andre unge og kom til et Parkkom pagni, der havde til Opgave a t væ re p a ra t tik a t bygge n y e Stillinger, dersom de gam le gik tabt. Vor nye K om m andant v a r en flink Mand, og vi fandt os snart til rette. 116

68 Paa G rund af m in om skiftende Tilvæ relse havde jeg endnu ikke væ ret paa Orlov, m en nu fik jeg straks en fjorten Dages Ferie, og det blev virkelig en rørende Oplevelse igen a t betræ de den hjem lige Jord, der jo heldigvis laa uberørt af Krigen. Dagene derhjem m e gik altfor hurtigt, og da jeg atter kom ud til Fronten, v ar Storoffensiven i Cham pagne lige begyndt. D et v ar det rene H elvede a t kom m e ud i. Vi havde aldrig oplevet noget lignende. I Tusindvis v a r K a nonerne k ø rt op og tordnede og brølede Dag og N at mod hinanden. Jeg laa i lang Tid i et G ranathul m ellem døde Soldater og jam rende saarede. Shrapnelkuglerne piskede ned over os, og G ranatsplinterne hvinede os om Ørerne. Vi holdt trods store Tab vor Stilling, m en jeg troede aldrig, at jeg skulde kom m e levende gennem disse Ræ dselsdage. D er ku n d e dog ogsaa blive L ejlighed til sm aa L ysglim t i alt det rædselsfulde. En Dag ødelagde en vældig G ran at vor Tilførselsvej, og vi m aa tte i G ang m ed a t opfylde Spræ nghullet m ed Sten og Grus, som vi hentede i en ødelagt Landsby. D et var i N attens M ulm og Mørke, og vi v a r da saa heldige a t opdage en K æ lder, d er in d e holdt et dejligt Lager af Rødvin. N u blev der Liv i os og stor Foretagsomhed, og A rbejdet gik rask fra Haanden. N aturligvis fik vi alle et P ar Flasker m ed ud i vor U nderstand, og da vi et andet Sted fandt fire dejlige Skinker, havde vi Lejlighed til at fraadse et Stykke Tid. Ved andre Lejligheder kom dog ogsaa K rigens barske Tragedie n æ r ind paa L ivet af os. Vi saa den stakkels Civilbefolkning, der ofte i Huj og H ast m aatte forlade deres Hus og Hjem, alt det, de havde kæ rt, og n aar de kom tilbage igen, fandt de ofte ikke andet af deres Hjem end en Ruinhob. V interen kom m ed et frygteligt Æ lte i Cham pagnes hvide K ridtslam, m en allerede i F ebruar M aaned begyndte alt at grønnes. L æ rkerne steg h ø jt op i L uften og slog deres skønne T riller over os, m en en skønne Dag hørte vi i d et fjerne et tordnende Bulder, som blev endnu kraftigere, naar vi lagde Ø ret ned mod Jorden. D et var det sto re Slag ved Verdun, der havde taget sin Begyndelse. Ogsaa vi blev inddraget i disse m orderiske Kampe. Vi m aatte bryde op og kørte det m este af N atten sydpaa m ed Toget og blev m ed det samme indsat ved Ornes, N ord for F ortet Douaumont. K am pene h e r Nord for V erdun blev ført i et vanskelig tilgængeligt Terræ n, fyldt m ed dybe Slugter og b ratte Stigninger. Franskm æ ndenes Forsvar v a r m eget stæ rkt, og da Tyskerne satte m eget ind for at vinde frem, blev V alpladsen ved V erdun en af Krigens blodigste. Jeg var dog saa heldig at slippe ud af dette Ragnarok, for en Dag m eddelte K om pagniføreren mig, at jeg skulde rejse til Metz for at væ re med til a t uddanne R ekrutter, som senere i Felten skulde samles til nye Form ationer. Jeg naaede til Metz og kom i Gang m ed m it Arbejde, m en n aar jeg tæ nker tilbage paa den Tid, m aa jeg ynkes over de stakkels R ekrutter. Deres Tilvæ relse v ar næsten som i en af de senere saa berygtede K oncentrationslejre. D er v a r Folk i den yngste A lder og til højt op i Aarene. Man hundsede m ed dem og chikanerede dem paa alle M aader, ja, de blev næ sten dresseret som en Flok Aber. Vi æ ldre Befalingsmænd, der kom fra Fronten, kunde ikke væ re m ed til denne um enneskelige Behandling; m en der var desvæ rre andre, der fandt en F ryd i det. D et kunde jo holde dem hjem m e i Garnisonen. M in Tid i Metz blev k u n af m idlertidig Varighed, hvorefter jeg a tte r sendtes ud til Fronten, til Som m e-fronten, Vest for St. Quentin, m ellem Peronne og A rras. Jeg kom til at gøre Tjeneste som Telefonist i O fficers-understanden, der laa oppe paa e t Højdedrag, hvorfra m an kunde overskue hele L andskabet, og hvorfra m an kunde lede K am phandlingerne. Det v a r ikke noget m isundelsesvæ rdigt Job a t væ re ved Telefonen. En Dag, da et heftigt Storm angreb paa vore Stillinger v a r blevet afslaaet, v a r vore Ledninger, der laa langs Jorden, revet fuldstæ ndig i Stykker og blæ st bort, og vi m aatte begive os ud paa det ingenlunde ufarlige A r bejde og lægge nye Ledninger. Vi p lejede a t ligge seks D age i Stillingen, blev saa af

69 løst og kom i Ro bag Fronten. D et glædede m an sig jo altid til. Men da jeg engang efter et tolv Dages Ophold ved Fronten kom tilbage, opdagede jeg til m in store O verraskelse, at alle m ine Ejendele var blevet stjaalet. -Jeg ejede ikke engang noget U ndertøj, saa jeg kunde faa skiftet. Min Troppedel m aatte træ de hjæ lpende til og udleverede m ig det nødvendigste. Selv den grundigste E fte r sporing gav intet Resultat. Men naar Nøden er størst, er H jæ lpen nærm est, og jeg skulde snart erfare, at Sorg kan blive vendt til Glæde, for da jeg en Dag vilde tale m ed vor Løjtnant, sagde han: Hør, De h a r jo før væ ret i Metz. N u skal vi a tte r sende fire egnede M ænd dertil, m en en af de foreslaaede vilde jeg gerne beholde her, og nu vil jeg foreslaa, a t De tager m ed i Stedet for. Saa i-ejste jeg atter til Metz, og derm ed forlod jeg for stedse det skønne, m en dog saa blodige Frankrig. M it H elbred v a r efter over to Aars Strabadser blevet svæ kket og nedbrudt, og efter en lang Række Lægeundersøgelser og flere Lazaretophold blev jeg hjem sendt og overtog et lettere A rbejde paa Posthuset i Højer, hvorfra jeg i A ugust 1914 v a r draget ud. Carl Engel, Tønder. 1 Rusland Det var i Slutningen af Juli M aaned E fter at jeg i Foraaret samme A ar paa Sessionen v a r erklæ ret k. v.r fik jeg Tilsigelse om at give Møde paa en K aserne i Flensborg. Jeg var i en trykket Sindsstemning, for jeg skulde overlade Ejendom m ens D rift til en svagelig Kone, en konfirm eret D reng og en konfirm eret Pige. Desuden havde jeg intet tilovers for den prøjsiske M ilitarism e. Jeg fik Følgeskab af flere Bekendte fra Tønder; de v a r under sam me Fordømmelse. D er kom M andskaber fra forskellige Egne, og det varede en Tid, før vi blev raab t op og opstillet i to Rækker. E fter at væ re stillet op, blev der spurgt, om nogen havde noget at indvende eller følte sig syg. Je g m eldte mig, for jeg var plaget af Gigt. Vi var vel en Stykker, d er m eldte sig syge; m en e fte r Læ gens U n dersøgelse fik kim. een Lov til at rejse hjem. Vi fik n u Lov til at gaa ud i B yen et P a r Timer, før vi igen skulde møde paa Kasernen. Saa blev vi igen stillet op i Rækker, og derefter gik vi til Banegaarden. Vi v ar under Bevogtning, baade foran og bagved, for at ingen skulde undslippe. Paa Banegaarden stod et Tog p arat til at tage imod os, og nu var Spørgsm aalet: Hvor kører vi hen? D ette fik vi dog forholdsvis h u rtig t besvaret, idet vi, allerede da vi ankom til Slesvig, havde naaet M aalet. T uren gik til den dervæ rende M oltkekaserne. E fter en Pause blev vi opstillet i R æ kker og m odtog vore Spisegrejer. Vi fik en god M iddagsm ad paa Byens Ølbryggeri. Vi m odtog nu vor Forplejning til næ ste Dag, og saa gik T uren igen til Kasernen, hvor vi blev ført ind i en stor Hal. Feldw ebelen holdt en Tale til os og udtalte H aabet om, at vi m aatte kom m e godt ud af det m ed hinanden, sam t at enhver m aatte gøre sin Pligt for Fæ drelandet o. s. v. D er blev n u tildelt S tuer paa K a sernen; m en da der ikke var Plads til alle, kom flere i B orgerkvarter, deriblandt ogsaa jeg. Dagen efter vor Ankom st m ødte vi paa K asernen for at m odtage vore Beklæ dningsgenstande. P aa T øjdepotet v a r d er stor T ræ ngsel fo r at fa a de b edst m ulige af disse ikke sæ rlig e ftertragtelsesvæ rdige Klæder. U nderofficeren beroligede os dog med, at vi nok skulde faa, hvad vi havde Brug for. Jeg syntes heller ikke, det havde saa stort H astvæ rk og holdt mig tilbage, indtil jeg kom paa Tur. Jeg fik til at begynde m ed et P a r Benklæder, som i Vidden lignede et P ar Bukseskørter; af Frakkerne v ar d e r ingen, jeg kunde passe, saa jeg v ar saa heldig at faa en n y Litefka. Den m isundte m an m ig ofte. N aar m an betragtede nogle af de nybagte Soldater, m aatte m an uvilkaarlig le, for de lignede m ere Fugleskræ m sler end Soldater. N u kunde vor Uddannelse begynde; vi blev opstillet i Rækker, og n u hed det: Hande rollen, Fuss rollen, Kopf rollen, o. s. v. H vor var det harm eligt at skulle øve sig i disse N arrebevægelser, n aar m an v ar haardt tiltræ ngt derhjem m e. Men m an 120

70 m aatte jo gøre god Mine til slet Spil; iøvrigt var Befalingsm ændene, paa faa U ndtagelser nær, re t hum ane. Den første Tid paa K asernen v a r ensform ig og kedelig. Senere, da vi foretog M archture selv om de kunde væ re anstrengende nok og Feltøvelser, var det m ere afvekslende. I Som merens Løb var vi et P a r Gange paa Feltøvelse i Lockstedtlejren. Da der ikke var langt fra Slesvig til Vennemose, havde jeg haabet paa af og til at faa Søndagsorlov til Hjem m et; m en der blev jeg skuffet. A t H jem m em yndighederne h ar haft en Finger m ed i Spillet, tør jeg ikke paastaa, m en utæ nkeligt er det ikke. Somm eren var til Ende, og vi v ar kom met ind i Novem ber M aaned; da m ærkedes det, at der var noget i Gære. Det rygtedes, at der skulde en Transport til Fronten. D er blev forespurgt, hvem der v a r ugift, hvem der v a r gift og ingen Børn havde m ellem dem var jeg og hvem der kun havde eet Barn. Saa vidste vi, a t vi snart skulde tage Afsked med Slesvig. I de følgende Dage foretoges Indklædning og Tildeling af U drustning, og enhver fik et Par Dages O rlov for a t besøge Kone og Fam ilie og tage A f sked m ed dem. Den 23. Novem ber skulde A frejsen til Fronten foregaa, og samme Dags M orgen blev vi m ed fuld M usik ført til Banegaarden, fulgt af L øjtnanten for vor Afdeling, en fin og dannet Officer, som vilde tage Afsked med os; han bad os sende ham et Livstegn, n a a r vi kom til Fronten. Klokken ni satte Toget sig i Bevægelse, og saa gik det til frem m ede og ukendte Egne, m aaske for aldrig m ere at vende tilbage; ja, det var saadanne Tanker, vi havde den Morgen. Toget kørte kun langsomt, m en vi havde ogsaa Tid nok. D et var allerede ved at blive m ørkt, da vi naaede W ittenberge, hvor vi fik M iddagsmad. Noget over M idnat v ar vi i B erlin. H er m odtog v i K æ rlighedsgaver i F orm af Bolsjer, Chokolade og andre Godter. N æste Dag spiste vi til M iddag i Kreutz, hvorpaa. vi sneglede videre, indtil vi henimo'd A ften naaede Brom berg. Efter at vi havde holdt her en Tid, fik vi O rdre til at stige ud og m edtage al vor Bagage. D ette var vi ikke fo rb ered te paa, og da Toget v ar m ørklagt, fam lede vi rundt for at faa fat paa alle vore E j endele. Vi blev opstillet i G ruppekolonner og m arc h ere de til den m odsatte Ende af Byen. Ved Siden af mig, paa Fortovet, gik et ungt Par, og jeg hørte den unge Dame sige til sin Ledsager: Mon de h a r Lus? Det kunde den unge M and ikke svare paa. Nej, Lus havde vi nu ikke, eftersom vi kom lige fra Garnisonen, m en det kunde de jo ikke vide. E ndelig naaede vi v o rt Bestem m elsessted, en stor Skolesal, som vi blev stoppet ind i. Vi stod som Sild i en Tønde. I Brom berg opholdt vi os en Uges Tid, og Tiden gik m ed lidt Eksercits og m ed M archture. Saa blev vi igen p uttet i Toget, og T uren gik mod Øst, over den russiske G rænse. H er fo ran d red e L andskabsbilledet sig, idet l a n det var sparsom t bebygget, og som Følge heraf var der langt m ellem Stationerne. N aar der saaledes ikke v a r noget sæ rligt at se efter, blev der spillet Kort. Jeg husker, at nogle af K am m eraterne havde m egen Morskab med en M aler fra Hamborg, en lille Vissenpind m ed en pibende Stemme. Han v ar altid gnaven og pirrelig, hvilket gav Anledning til K am m eraternes D rillerier. Med Tiden naaede vi frem til W arszawa, hvor vi opholdtos e tp a r Dage, det vil sige uden at forlade Toget. Igen satte Toget sig i Bevægelse, og et P a r Dage efter naaede vi Baranovitz. Her blev der sagt, at vi var kom m et for langt frem og skulde nogle Stationer tilbage. N u vidste vi Besked og kunde in d re tte os derefter. I M odsæ tning til hjem m e i Sønderjylland, hvor V interen endnu ikke havde indfundet sig, havde der her v æ ret Frost og Sne; m en nu var det Tøvejr. Vejene v ar plørede, og i Vej lavningerne var der V andpytter med Isunderlag. Paa saadanne Veje begav vi os ud til Fronten. Vi var ikke kom m et ret langt, før K am m eraten foran mig gled og satte sig paa H alen i en Vandpyt. U heldet frem kaldte M unterhed, m en for K am m erat Barsø fra Flensborg var det ikke videre m orsom t at skulle gaa med vaade Bukser. Efterhaanden, som vi skred frem, blev vor Kolonne noget langstrakt. Jeg var kom m et lidt bagefter, m en kom dog i Følgeskab m ed nogle K am m erater, som

71 jeg opm untrede til a t sæ tte Tem poet op. Ved en Vej d rejning ind i Skoven saa vi nogle K am m erater forude, som ventede paa os. Vi fik Besked om, at vi skulde skynde os. Saa vandrede vi videre i P løret; m en n u kom en Vognkolonne. Den kørte i skarpt Trav ud imod Fronten. En K am m erat og jeg fik Tilladelse til at køre med. Vi kørte forbi Sm aagrupper af Soldater, m en Hovedkolonnen saa vi ikke noget til, idet den, som det senere viste sig, v ar gaaet ind ad en Sidevej. U nder dette drog et kort, m en heftigt T ordenvejr hen over Egnen, og Regnen skyllede ned. Jeg v ar blevet noget betæ nkelig ved at kom m e bort fra K am m eraterne, og da vi naaede til en Landsby, fik jeg efter eget Ønske Lov til at forlade Vognen, for at orientere mig. Jeg undersøgte de om kringliggende Huse, som saa ud til at væ re ubeboede; m en om sider kom der en Soldat hen til mig og spurgte, hvad jeg vilde. Jeg spurgte, om d er kunde blive Plads; til m ig om N atten; m en det viste sig, at det v a r e t O fficerskvarter. D enne M ulighed v a r altsaa udelukket. Soldaten fulgte m ed mig ud paa Vejen. D et var im idlertid blevet m ørkt. H an viste mig en tæ ndt Lygte, som hæ ngte over V ejen et Stykke borte. D er var Vognkolonnerne stationerede. Muligvis kunde jeg faa Natlogi der. Takket væ re m in m edbragte Lom m elygte naaede jeg i M ørket gennem Pløret og hen til Kolonnen. P aa m it Spørgsmaal, om jeg kunde blive der N atten over, blev jeg bestorm et m ed Spørgsm aal i det uendelige. E n delig fik jeg et afvisende Svar; m en jeg kunde kanske faa Natlogi i en anden Del af Byen hos K am m erater fra et andet Regiment. Jeg fandt om sider frem til Huset, hvor jeg fandt en K am m erat. Denne var en flink, ung Mand, som jeg til at begynde m ed havde Vanskelighed ved at forstaa. H an v ar nem lig en Leipziger B ub. Lidt efter lidt gik det b ed re m ed U nderholdningen; h a n kogte K affe og serv ered e for mig. Je g u d ta lte m in B ekym ring for, hvorledes jeg skulde finde m in Afdeling, m en han trøstede m ig med, at Afdelingen nok skulde passere Byen Dagen efter, og dette slog til. N æ ste Dags M orgen gik jeg igen til Vognkolonnen. 124 hvor jeg A ftenen i Forvejen havde efterladt min Bagage. Jeg havde ikke ventet re t længe, før vor A fdeling ankom. J e g m eldte m ig til d en fo rreste L øjtnant, som jeg forklared e Sagens Sam m enhæng. L øjtnanten svarede, at jeg kunde vente paa en Vogn, der kom lid t senere, og der kunde jeg aflevere Bagagen. Det blev en lang og anstrengende Dagsmarch. I de første M ørkningstim er naaede vi frem til Feltkøkkenet. D et stod og ventede paa os i en forlad t Landsby. Vi spiste vor Mad, og saa gjaldt det om at finde et Leje for N atten. Mens nogle K am m erater og jeg var i Fæ rd m ed a t udbedre en gammel, u tæ t Rønne, traadte tre ukendte Soldater ind ad Døren. D en ene tra k m ig i Æ rm et og spurgte, om jeg vilde væ re med som fjerde M and til a t besæ tte en fo r Ø jeblikket tom, m en forholdsvis lu n lille H estestald. D ette tog jeg imod, og da vi ankom til Stalden, forestillede v i os for hinanden. Han, der havde tiltalt mig først, v ar P astor Kardel, Sognepræst i et Sogn paa Als. De to andre, hvis Navne jeg ikke husker, v a r noget æ ldre. De var fra henholdsvis Flensborg og Husum. N æste Dag skulde den sidste V ejstræ kning til Fronten tilbagelæ gges. A llerede fra M orgenstunden blev d et b ety det os, at vi skulde bevæge os stille og roligt, for ikke at tiltræ kke Fjendens Opm ærksomhed. D er var ellers endnu m ange K ilom eter til Fronten Vejen var frem deles daarlig, og det gik kun langsom t frem ad. Det lakkede mod Aften, før vi naaede vort Maal, en lille Landsby ved Orginski-Kanalen. Da vi havde faaet noget at spise, m aatte vi søge efter et Logi for N atten. N æste Dag skulde vi saa organiseres. Vi skulde have væ ret tildelt 3. Bataillon Landw. Inf. Reg. 84, m en grundet paa en M isforstaaelse havde m an ikke B rug for os. V ort Kom pagni kom saa til at hedde N. Kom pagni (det nye Kompagni), og blev saa at sige det fem te H jul paa K æ rren. Vor Kom pagnifører, L øjtnant Heinze, en ham borgsk Bankm and, var en re t hum an Officer, m en vi syntes, han v ar lidt stram i Tjenesten. Saa var der Feldw ebel Schrader, øgsaa en Ham borger, Forretningsm and. H an v ar en udm æ rket Befalingsm and 125

72 for dem, han kunde lide. Om det n u havde nogen Indflydelse, at han var gift m ed en Københavnerinde, ved jeg ikke, m en Nordslesvigerne havde gennem gaaende et godt N um m er hos: ham, og paa Tom andshaand var han god at kom m e paa Talefod med. Engang, m ens en K lynge N ordslesvigere stod og talte sammen, kom Schrader spadserende, og idet han gik forbi os, udbrød han smilende: Naa, der h a r vi jo det danske Selskab." Lad m ig ogsaa lige strejfe vor Korporalskabsfører, U nderofficer Horn. Han v a r alligevel noget fo r sig, noget ubehøvlet, og blev ogsaa køligt behandlet af sine ligestillede. E t lyst Hoved i K orporalskabet døbte ham H ornokse". D et var en forholdsvis rolig Stilling, vi var kom m et i, kun lidt A rtilleriskydning fra begge Sider. Tiden gik med Eksercits og Vagttjeneste. Juleaften v ar hele vort K orporalskab paa Vagt; kun jeg blev tilbage for at tilse, at ikke uvedkom m ende rendte m ed vore Ejendele. Denne A ften fik jeg den daarligste Aftensm ad, jeg nogen Sinde havde faaet, og mens jeg spiste, var jeg i Tankerne hjem m e hos m in Kone og ved et veldæ kket Bord. Næste Dag, altsaa Juledag, m aatte vi i Skoven for at fælde T ræ er til Brænde. E fter to-tre M aaneders Forløb skiftede vi Stilling, som vi saa ofte h ar gjort det siden, altid i Egnen Syd eller Nord for Baranovitzi. Den 28. A pril drog jeg for første Gang paa Orlov fra Fronten, og det var en Fornøjelse engang at komme ud af Elendigheden. Jeg havde Orlov i fire Uger. Da jeg igen tog Afsked m ed m in Kone, havde jeg en Følelse af, at det var sidste Gang, og det slog desvæ rre til. Den 7. A ugust sam m e A ar blev jeg kaldt til Skrivestuen, hvor K om pagniføreren, som netop v a r til Stede, rakte mig et Telegram med M eddelelse om, a t min Kone var død. Jeg stod nogle Ø jeblikke i m ine egne Tanker; saa spurgte m an, om jeg ønskede Orlov. D et gjorde jeg naturligvis, m en det varede et helt Døgn, før jeg fik Rejsetilladelse, og det bevirkede, at jeg først kom hjem, da m in Kone var begravet. D et var i en trist Anledning, jeg rejste paa Orlov, og A frejsen fra H jem m et e fte r tr e Ugers Orlov var ikke morsom. Jeg m aatte overlade det hele til frem m ede M enneskers Forgodtbefindende. Da jeg kom tilbage fra m in Orlov, laa vi i en Skov, kaldet W estfalen Lager". H er skulde jeg sam m en m ed nogle K am m erater transportere nogle B ræ dder over en aaben Plads i Skoven. Russerne kunde ikke se os; m en vi havde ikke regnet m ed en russisk Flyvem askine, der netop v ar oppe for at rekognoscere. D et russiske A rtilleri traadte i Virksom hed og beskød os. Vi spredte os h u r tigt. Da Skydningen aftog, raabte H enrik Lund fra H jordkæ r han v a r ogsaa m ed Om jeg endnu var i Live. Det var jeg jo altsaa, m en vi sam lede vore B ræ dder sam men og forsvandt skyndsomt. I V interen laa vi i selve Baranovitzi, indkvarterede i russiske K aserner. Vi havde Vagt og forskellig anden Tjeneste; m en det var en haard Vinter, indtil 40 Gr. C. under N ulpunktet. En Del af os laa en Tid ude i Nordskoven", hvorfra vi i en sen A ftentim e tog ud i forreste Frontlinie for at transportere Am m unition. For m ig v a r det et interessant Syn at se M inerne fare gennem Luften, efterladende en Ildstribe. I en stor Bue for de ud i Rum m et, hvorefter de med et Brag havnede i M odpartens Stilling. D et v ar unæ gtelig dødbringende for dem, der opholdt sig i N ærheden. Vi samledes igen i Baranovitzi, m en de yngre K am m erater v ar blevet u d so rtered e og sendt til V estfronten, og vi æ l dre blev tildelt Landst. Batl. Neus 8 22 (Koln). Vi v ar nu naaet frem til A pril Maaned, og som Landm and regnede jeg m ed snart at kunne rejse paa Orlov for derhjem m e at hjæ lpe til ved Foraarsarbejdet. En Dag, m edens F eldw ebelen stod uden fo r S krivestuedøren, benyttede jeg Lejligheden til at spørge ham, om jeg snart kunde rejse paa Orlov. Nej, De paa Orlov, kom De h e r over, saa skal De faa af Stokken." Jeg svarede, at det var jeg ikke videre glad for; han lo og sagde, at jeg kunde kom m e m ed indenfor, saa ku n d e vi se paa P apirerne. Efter otte eller ti Dages Forløb kunde jeg vente at komme paa T ur; m en d et blev h e lt anderledes, for nogle Dage

73 senere blev vi forflyttet til Gaditzi, og næ sten sam tidig blev der O rlovsspæ rre til Nordslesvig. Afstanden fra Baranovitzi til Gaditzi var m aaske kun km, m en det blev en anstrengende M arch, for vi m aatte vade i M udder til la n g t op over A nklerne. I Gaditzi, et stort Gods, tra f jeg nu afdøde Hans A ndersen fra Kærbølling. Endelig, efter næ sten tre M aaneders Forløb fik jeg min Orlov bevilget. Vor Bataillon laa endnu i Gaditzi; m en efter den russiske Revolution i E fteraaret 1917 rykkede vi læ ngere frem til nogle beboede L andsbyer. Der fik vi Lejlighed til at iagttage Russernes eller P olakkernes Levevis og prim itive Forhold, og v i overvæ rede ved samme Lejlighed et Bryllup. N æ sten hver Form iddag v ar der Sam m enkom st paa V ejen m idt i Byen, hvor en M and med rivende Tungefæ rdighed staaende paa en Stol læste op af en Avis, slog ud m ed H aanden og fo rklarede Indholdet for T ilhørerne. E fte r en Tids F o r løb, og efter at vi havde rekvireret en Del Heste, rykkede v i igen tilbage til vor gamle Stilling, hvor vi forblev til F oraaret I A pril M aaned fik Bataillonen O rdre til at holde sig m archberedt. Denne Gang gik det til Ukraine. Vor Bataillon blev stationeret i B yen Romny; derim od forblev et større Vagtkommando, som ogsaa jeg tilhørte, tilbage i en Landsby en km derfra. Egnen var her noget bakket, m en m eget skovfattig. I den første Del af Maj M aaned holdt Russerne deres Pinsefest, og da jeg holdt Vagt i K irkens Nærhed, fik jeg Lejlighed til at iagttage Præ stens Cerem onier og M enighedens Procession om kring K irken i Pinsedagene. Jeg var sam m en m ed tre K am m erater indkvarteret i et Baghus hos en Landm and. I M odsætning til de fleste andre Beboelseshuse herskede h er Orden, A kkuratesse og Renlighed. Vor Lejlighed, i hvilken d er var en hel Del V æ rktøj, tydede paa, at M anden ogsaa v ar H aandværker; m en han v ar en interesseret Landm and, og da h an forstod, at ogsaa jeg v a r Landm and, beklagede han rystende paa Hovedet, at vi ikke kunde gøre os forstaaelige for hinanden; m en jeg m aatte se hans Besætning. Den bestod af to Køer og fire Heste. E fter m ine Be 128 greber v ar det en m æ rkelig Besætning; m en i U kraine d rives der hovedsagelig kun K ornavl og kun lidt Kvægavl, og U kraine k an sik k ert m ed R ette kaldes R uslands K ornkam m er. Da jeg havde set Besætningen, bød V æ rten mig indenfor til en Kop Te. I Stuehuset hilste jeg paa Konen, en voksen Søn og D atteren. M an bød m ig tage Plads ved Bordet, og der blev budt paa Te og Hvedebrød, som saa m eget indbydende ud, m en i Sm agen lod det en Del tilbage at ønske. Før jeg forlod Huset, viste de mig Stuerne, og v ar der Orden udvendig, v ar det i ikke m indre Grad ogsaa indvendig. K ort Tid efter blev der søgt ti, som det hed, paalidelige M ænd som Vagtm andskab paa Godset Golosofka, hvis Ejer, en Jøde, følte sig tru e t af de om kringboende Bønder, der ønskede Godsets Jo rd er udstykket. Nu afdøde T eglvæ rksejer Chr. Hollensen fra Broagerland og jeg var blandt de ti udvalgte. Som V ederlag for vor V agttjeneste havde Godsejeren overladt Bataillonen et lille Jordareal til D yrkning af K artofler og Grøntsager; dette A real skulde vi holde i Orden. Godset havde et A real paa Tdr. Land, dybsort M uldjord, hvoraf det m este v a r under Plov. H usdyrbesæ tningen var forholdsvis lille, idet der kun v ar M alkekøer, et lignende A ntal U ngkreaturer, en lille Flok Faar, en Del Svin og Heste. Godsets Stuehus var tarveligt. D et saa ikke ud af m ere end Stuehuset paa en lille B ondegaard herhjem m e. U dhusene v a r d elt i forskellige Sm aabygninger: Forvalterboligen, Sm edien, K ostalden, H estestalden, Svinestalden, K ornsiloen, Bolig til T jenerskabet sam t nogle andre Bygninger. D er dyrkedes Hvede, Rug, Havre, Boghvede, Hirse og Sukkerroer. Vi havde T id og L ejlighed til a t gøre vore Iagttagelser, m en desvæ rre havde vi vanskeligt ved at gøre os forstaaelige for Folkene; derim od kunde vi nok underholde os m ed Godsejeren, som talte godt Tysk; men han var næ sten altid paa Rejse. En Dag i Som merens Løb var vi paa en lille U dflugt til en n æ rliggende Landsby. Vi v a r fire K am m e ra te r, der fulgtes ad. Vi ansaa det ikke fo r raa d e lig t a t 129

74 fæ rdes alene, da vi havde en Følelse af, a t sæ rlig U ngdommen, som havde væ ret m ed i Krigen, var fjendtlig sindet. Vort Form aal m ed Turen v ar at købe Æ g og Flæsk. De første Beboere, v i v a r hos for a t spørge om Æ g, r y stede paa Hovedet og sagde, at de ingen havde. Endelig, uden for en Ejendom', tra f vi en stram Madam, som ikke vilde nægte, at hun havde Æg; m en hun spurgte, hvad Prisen paa Æ g var hos os, og vi svarede, at hun kunde forlange saa meget, hun Vilde; saa blev vi h u rtig t enige om Prisen. G enboerne, som havde iag ttaget B egivenhederne, havde nu allesam m en Æ g at sælge. De havde øjensynlig v æ re t i T vivl om, om vi vilde betale for Æ g gene. Senere var der intet i Vejen, naar vi vilde købe noget. Vi havde gode og sorgløse Dage her paa Godset; m en naar Hollensen og jeg talte sammen, drejede Sam talen sig for det m este om vort kæ re Nordslesvig, som vi selvfølgelig læ ngtes tilbage til. E fter Tysklands K apitulation i Novem ber blev vi kaldt tilbage til Bataillonen i Romny. D er blev dannet Soldaterraad, og Soldaterne forlangte at komme hjem. D et v a r ikke saa ligetil, for vi var saa langt borte, og vi m aatte bevæbne os med Taalmodighed. Noget senere brød vi op og kom til en anden Egn. H er blev vi til N ytaarsaften. D erefter blev vi p u ttet ind i et Godstog, som skulde føre os hjem. Tre Uger senere vi havde flere Dages Ophold undervejs - naaede vi den tyske Grænse, glade over, at vi u skadt v a r n aaet saa langt. I S tationsbyen paa den ty ske Side af Grænsen opholdt vi os nogle Dage. Saa gik Rejsen videre over Pom m ern, M ecklenborg og til Lybæk. En Del H olstenere og Slesvigere, deriblandt jeg, ønskede vore H jem sendelsespapirer udleveret. D et fik vi ogsaa. Samme Dags Aften, den 25. Januar 1919, naaede vi Kiel. Vi overn atted e paa B anegaarden. Togkørselen v a r forfærdelig, og næ ste Dag, en Søndag, naaede jeg kun til Flensborg. H er overnattede jeg hos en Slægtning. Næste Dags M orgen skulde Rejsen fortsæ ttes til Tønder. Toget var overfyldt. I Toget blev A fstem ningen liv lig t diskuteret, og en enkelt u d try k te sin H arm e over, at Slesvig, et ty sk Land, ved A fstem ning skulde have Lov til at rive sig løs fra Tyskland. Je g deltog i D iskussionen og k ritiserede i kraftige U dtryk Prøjsernes H erredøm m e over den danske Befolkning og tilbageviste Paastanden om, at Slesvig var et tysk Land. D er var flere i Kupeen, der gav mig deres Tilslutning, og snart var Diskussionen om dette Em ne forstum m et. Im idlertid havde vi n a a et Tønder. H e rfra gik jeg hjem til Fods. Andr. Bøgen. Vennem ose. 130

75 t Ære være deres Minde Følgende Kammerater tilhørende vor Forening er afgaaet ved Døden: A abenraa Amt: A ab en raa A fdeling: P e te r N ielsen T horkild Jacobsen H ans L ykkehus P e te r P etersen Th. Thom sen H ans L. H ansen Jens Jensen B edste Lø A fdeling: H ans Eskildsen, Ø ster T erp B jo ld eru p -H jo rd k æ r A fdeling: P e te r Kolbeck, B olderslev M athias Asmlussen, B olderslev H ans Bugslag, B olderslev Jørg. C hristensen, V ollerup Jens T jellesen H ansen, V ollerup H ans P. P etersen, H jo rd k æ r Bov A fdeling: C laus L orentzen, S m edeby P e te r Petersen, S m edeby F elsted A fdeling: H ans P. Iversen, S v ejru p A sm us Johansen, Tom bøl A sm us Iversen, F elstedskov G raasten A fdeling: M athias Lorenzen, A dsbøl Rasm us Røpke, G raasten Jacob Jessen, G raasten P e te r Johansen Damm, G røngrøft H olbøl A fdeling: H. J. Moos, U ndelev H. Vollesen, H olbøl Ch. Jespersen, H okkerup K lip lev A fdeling: O tto Nissen, K liplev K væ rs A fdeling: A nton Clausen, K væ rs L ø jt K irk eb y A fdeling: P e te r Jepsen, B odum Jø rg en K nudsen, S kadesgaard A ndreas L ausen, L ø jt V arnæ s A fdeling: H ans E riksen, B ovrup H aderslev Amt: A ller A fdeling: M ads Jiirgensen, M æ ngsgaard B ran d eru p A fdeling: H ans Chr. N ielsen, B ran d eru p Ingem ann F redslund, B ran d eru p F jelstru p A fdeling: Ju liu s Dimsen. S illerup Fole A fdeling: P e te r Schm idt, Fole D om enikus B ladt, F ole G ram A fdeling: Sofus M. F riis, G ram P e te r N ørgaard, G ram Rasm us A ndersen, G ram C arl A agaard, K astru p H ad erslev A fdeling: Th. Voss Jø rg en H a n s e n N iels G aasvig Søren P ete rse n Chr. J. K och L aue L augesen N iels J. W ind Jø rg en H ansen

76 H alk A fdeling: Jø rg en Schrøder, H alk Iv e r K unz, H ejsager M artin H anibal, H ejsager H am m elev A fdeling: Johannes Høgh, H am m elev H jertin g A fdeling: Jø rg en Skovm and, H jertin g H optrup A fdeling: F re d erik Lund, H optrup A lex A dolphsen, M arstru p M artinus Iversen, H optrup Je ls A fdeling: H ans H. C hristophersen, G rønnebæ k L in tru p A fdeling: Iv er Bj errum, B rørup N u stru p A fdeling: P e te r C hristensen Lund, N ustrup R ødding A fdeling: Jø rg en B irkedal, R ødding C hresten G orresen Schm idt, B ræ n d stru p Nis N ielsen, Rødding Je n s C hr. Nielsen, R ødding S kodborg-s krave A fdeling: M arius R atgen, K øbenhoved S pandet A fdeling: P ed er Jessen Jørgensen, S pandet Sdr. H ygum A fdeling: P ed er O lesen C hrestensen Sørensen, F æ sted A nders Johannsen P aulsen, F æ sted T irslund A fdeling: K resten M. P etersen, G øtterup T y rstru p -C h ristian sfeld A fdeling: P e te r K nudsen, T ag k jæ r Thom as P etersen, T y rstru p V edsted A fdeling: Je p A ndersen, O ver Je rsta l M artin H ansen, Skovby V ilstru p Afdejhng: Jø rg en R avn, Nr. V ilstrup Clavs Vogensen, K j elstrup V ojens A fdeling: P e te r Lund, V ojens... P e te r D am m, V ojens... V onsbæ k A fdeling: A dolf Lieberg, B æ k Øsby A fdeling: N iels Thorsen, F lovt Jø rg en H ejnsvig, A arø S ønderborg Amt: A sserb alle A fdeling: H. J. H ansen, A s s e rb a lle P e te r Sørensen, A sserballeskov L orens T haysen, A sserballeskov B roager A fdeling: H. P. Thoisen, Skodsbøl Chr. W olff, B runsnæ s A ndr. A ndersen, B roager Chr. H ansen, B roager Nic. H ansen, B roager Egen A fdeling: H ans Hvid, G uderup P e te r Clausen, E lstrup H ans K lein, G uderup Jens H ansen, G uderup H ørup A fdeling: N iels C hristensen N ielsen, M jang K etting-a ugustenborg A fdeling: Nic. Clausen, K etting Chr. Jacobsen, A ugustenborg K egnæ s A fdeling: F re d erik H ansen, K ongshoved Je n s Iversen, G rønm ark Jø rg en Jacobsen, S ø nderby L ysabild A fdeling: Jo h a n P. D avidsen, L y s a b ild N otm ark A fdeling: H ans C hristiansen, A ugustenborg Jø rg en Grøn, F rederik sg aard

77 N ordborg A fdeling: P e te r Hviid, N ordborg Jiirg en Jensen, N ordborg P e te r C hristensen, H olm skov N iels C hristensen, N ordborg P e te r Jensen, Ø sterlund N ybøl A fdeling: Jes Alsing, N ybøl H ans S taugaard, N ybøl O ksbøl A fdeling: Je s C lausen T orre, Ilardeshøj M athias Jacobsen, M elsm ark Jø rg en E riksen, Mels S o ttru p A fdeling: Thom as Iversen, 0. S o ttru p Jens P aulsen Lorenzen, S nogbæ k Jø rg en Jensen, 0. S o ttru p H ans Jespersen, D yndved S v en stru p A fdeling: Jø rg en Jensen, S tevning S ønderborg A fdeling: P e te r Clausen, D ybbøl Thom as H ansen, S ønderborg P e te r H ansen Frost, K jæ r C hresten Nielsen, S ønderborg H ans Nielsen, Sønderborg H ans P etersen (M anthey), S ønderborg Johannes Holm, Spang Th. Fuglsang, S ø n d erb o rg C h ristian G ustenhoff, S ønderborg H ans P etersen, Sønderborg C. P etersen, S ønderborg Jø rg en Iversen, Spang P e te r A sm us P aulsen, S ønderborg L ars Hansen, S ønderborg H ans Jensen, S ønderborg C hresten C hristensen Schm idt, S undsm ark F ritz W ehrs, S ønderborg C arl P etersen, Sønderborg T andslet A fdeling: H ans C. Lyck, T andslet N iels Clausen, T andslet C hresten H. Thom sen, E rteb je rg U lleru p A fdeling: P e te r Iversen, B lansskov Jes Clausen, B lans F re d erik M øller, B lans Ø sterm ark Tønder Amt: Ballunn A fdeling: U llerup Jacobsen, B allum H en rik A ndresen, B allum B rede A fdeling: Johan Joham isen, H arres F ried rich Rogge, B redebro B ylderup A fdeling: C ornelius Reggelsen, S otterup H øjer A fdeling: R asm us H ansen, H øjer P. K nudsen H ansen, H øjer Chr. Bork, Ø sterby L øgum kloster A fdeling: E rn st Pein, L øgum kloster A rth u r C hristensen, L øgum kloster Chr. Jacobsen, L øgum kloster Mj olden A fdeling: N iels G ram, M jolden M øgeltønder A fdeling: P e te r A ndresen, M øgeltønder S ønnik Thom sen, Lindskovm ølle N r. L øgum A fdeling: R asm us W ind, Tohede S k æ rb æ k A fdeling: O luf G jerlufsen, S k æ rb æ k Madsi N ielsen Schou, S k æ rb æ k T ønder A fdeling: P. L. P etersen, T ønder Th. Tygesen, E m m erske

78 V odder A ldeling: P a u l Bj errum, G aansager P e te r A askau, F rife lt.. Je s M ejer, V odder... Ribe A fdeling: C arl P. H ansen, Ribe A doll V inkler, Ribe M. køtt, Ribe I N D H O L D Side To slæ gtled i N ordslesvig... 1 Da jeg skød R aabukken... 7 V erdenskrigen blev skæ bnesvanger for m ange... 9 F ra S k y tteg raven til A m erika som F a rm e r H er g aar d et godt, F re d erik En G ræ nseoverskridning inden V erdenskrigens U dbrud K am m erat, fo rtæ l 30 F ra m in S lesvig-t id B are m an sm ører saa gaar den! Aa, K am m erater! De T yskere de Tyskere! H vor blev Skoene af? Da to b rø d re tra f hin an d en ved F ro n te n En S o ld aterk am m erat efterlyses D en saarede Soldats beskedne H yldest til S ygeplejerskerne 55 F eltg raa J u l Da jeg k astre red e en O rne P å n attev a g t i sk y tteg rav en M inder fra K rigen A lvorlige og m u n tre O plevelser fra K rigsm inder Vi sultede Ju le sk jo rte n F ra Som m eslaget i E ngelsk S tolthed E rin d rin g er fra K rigen O rlov m ed F o rh in d r in g e r F ire uger blev til fire å r M in indkaldelse i S kyttegravsliv i P olen E rin d rin g er fra K rigens D age H vorledes M eier k larede sin T andpine Sorg blev til G læ de vendt. K rigen endt I R usland Æ re v æ re deres M inde