Kapitel 1. Min far og hans søskende og familieforhold.

Transkript

1 Kapitel 1. Min far og hans søskende og familieforhold. Jeg har længe tænkt mig at skrive lidt om min barndom men har ikke rigtigt kunnet tage mig sammen til det. Men skal det skrives, skal det være nu, da jeg for nylig har rundet de firs. Jeg er født i Hygum ved Lemvig i Kammersgård. Min far hed Hans Christian Madsen Lindskrog, f og hans forældre hed Mads Møller Christensen, f i ejendommen Lindskrog i Tørring, gift med Kirsten Marie Hansdatter, f i Kammersgård. Dengang var det skik og brug at børnene fik faderens fornavn som efternavn, med påhæftelse af gårdnavn, for at kunne skelne mellem disse ret ensartede efternavne, såsom Madssøn, Chrestensøn, Olesøn osv.. Jeg forestiller mig at min farfar har solgt Lindskrog i Tørring og købt Kammersgård i Hygum, og da mine bedsteforældre er døde, har min far overtaget Kammersgård efter dem. Min far havde to brødre, Chresten Lindskrog, som sad i en gård i Engbjerg, den hed Ålsgård, men han flyttede senere til en gård i Dybe onkel Chresten i Dybe, den anden broder Ole Kristian Lindskrog, kom til militæret, blev sergent i Viborg og senere Kordegn ved Nathanaelskirken i København, - Fars søster som vi kaldte faster Stinne, Mette Kirstine Madsen Lindskrog, f , var gift med en værtshusholder sådan hed det dengang i Lemvig, ved navn Mortensen. Da min far havde overtaget Kammersgård, blev han kaldt Hans Kammersgård, i lighed med skik og brug. Foruden at passe sin gård, handlede far også med kreaturer og heste, - og rejste derfor meget omkring, det kunne han gøre fordi han havde en god husbestyrerinde, nemlig faster Stinne. Engang far var i Thy, besøgte han en soldaterkammerat der hed Chr. Nielsen og boede i Harring Stagstrup, han var sognefoged efter sin far som skik og brug var dengang. Denne Chr Nielsen sagde til far, du skal med hen og besøge nogle folk der bor her i nærheden, de hedder Bojsens, så skal du se den kønneste pige der findes i Skyum-Koldby og omegn, der ikke så langt at gå til Skyum, de kalder hende bette Stinne, fordi Bojsens kone også hedder Stine, Bojsens har ingen børn selv, men har taget bette Stinne til sig, fordi hendes mor er 1

2 død kort efter hendes fødsel, hun var den yngste at fem børn, fire piger og en dreng. Besøgene i Stagstrup gentog sig flere gange, også besøgene i Skyum, Hans Kammersgård syntes godt om pigen, og Bojsens kone syntes godt om Hans Kammersgård, så det blev bestemt at de skulle have hinanden, brylluppet blev aftalt, og de måtte ikke se hinanden igen før på bryllupsdagen i Skyum Kirke, jeg kender ikke datoen, men det må have været i I gamle dage bestemte forældrene, hvem børnene skulle giftes med, og hvornår, mor var mellem 18 og nitten, hendes navn var Ane Kirstine Nielsen Leegård, hun blev født i Visby Efter brylluppet fik hun Bojsens tjenestepige med til Kammersgård i Hygum, hun hed Kjesten, og hun tjente hos mor i fjorten år, Bojsens fik derefter en anden tjenestepige der hed Helvig, hun var hos dem til de døde i Thisted, fru Bojsen døde i Alt hvad jeg her har skrevet er blevet mig fortalt for en menneskealder siden, da jeg endnu var ung, og jeg tror det er i overensstemmelse med sandheden. 2

3 Kapitel II. Den lykkelige tid i Kammersgård Da nu Hans og Kirstine var kommet hjem til Kammersgård, og Kjesten samt alle bryllupsgaverne, og mors habengut var kommet, fik mor travlt med at indrette sit nye hjem efter sit eget ønske. Alt gik skønt og herligt til, der var mange stuer, samt en stor have, mor var glad og begejstret for det hele. Far var en dygtig mand, godheden selv, men også meget bestemt, han overvågede karlene når de skulle i marken med tre spand heste, om arbejdet gik til punkt og prikke. Far var meget interesseret i heste, og handlede meget med dem, han lærte unge heste at blive for trolige med seletøj og arbejdsredskaber, ligeledes at køre dem til for vogn, han var en respekteret og afholdt mand i sognet, og når der var prangere i omegnen for at handle med landmændene, blev der tit sendt bud til manden i Kammersgård så vidste sælgeren at han fik for sine dyr hvad de var værd. I dette hjem fødtes og opvoksede fem piger, alle døbt Madsen Kammersgård Hygum Kirkebog Madsine, Kirstine, Ane, Marie og Johanne. Da jeg skulle komme var der stor ståhej, de ventede jo stadig en dreng nu de havde fire piger, men det blev atter en lille pige.om vinteren når sneen lå højt over marker og veje og mine store søstre skulle i skole, spændte far hestene for kanen, med bjælder og dækken på, og pigerne blev svøbt i tykke sjaler og strikket tøj, og så gik det i fuld fart, og sneen den føg og pigerne hvinede, det var fest både på hen og hjemturen. Familien levede et skønt og herligt liv i nogle år, Marie spillede på harmonika, vi sad på trappen til haven, storken stod i reden, storkemor rugede på æggene, møllen gruttede til svinene, og vejrhanen peb sagte når den drejede for den milde sommerbrise, alt var idyl. Jeg kan endnu huske nogle at sangene Marie spillede, vi var alle sammen gode til at synge, det var efter vor mor. Det var mest sange fra Harboøre sangbogen, f.eks. Ro sømand imod land, men ellers fra salmebogen som altid lå fremme i vinduet ved spisebor- 3

4 det, vi fik et godt kendskab til Kingo, Grundtvig, Ingeman og Brorson. 4

5 Kapitel 3. Far og mors ulykkelige sygdom og død Det er sommeren 1896, en dejlig sommer, kornet står fint på marken, køerne og ungkreaturerne går i engene, og fårene ude i æ Plet. Det er snart høst, alt tegner fint, høet er slået, vejret og sat i stak. Storken spanker i engene, og henter føde til storkemor og ungerne. Lærken svang sig fra sin skjulte rede, slog sine triller højt i sky, høsten står for døren, der er gjort forberedelse, gårdmændene hjælper hinanden, pigerne der binder op har kyse og høstærmer og store høstforklæder, der er bundet med et bånd om skørtet. Manden i gården går forrest med sin le og skærer forskår og efter ham kommer karlene, pigerne binder op, der er glæde over arbejdet og avlen. Når der er ophøstet, hvad der varer flere uger, ved konerne på gårdene at der skal bages æbleskiver, børnene får lov til at hjælpe til med at bage, der skal mange store røde fadefulde til, og når kornet har stået i rå på marken ét stykke tid er det klar til at køre i laden og skrælpløjningen af stubmarken kan begynde. Dernæst startes der på efterårsarbejdet. Roerne skal tages op og køres i kule og dækkes med halm og jord, dernæst kartoflerne, men de kommer i en hule i laden, der er beregnet til det, der er mørkt og frostfrit så de kan holde sig hele vinteren. Der er stadig en masse andet markarbejde der skal gøres nu da efteråret har taget sin begyndelse. Inde i bryggerset er der også nok at gøre, der brygges øl i store kar, der dækkes til med halm under gæringen, gruekedlen fyldes med mælk der koges, og vallen sies fra til store oste. Fårene bliver hentet hjem til klipning, de bliver lagt på bryggersgulvet med sammenbundne ben, men de er vant til turen og ved godt hvad der skal ske. Når der bliver slagtet et får til salt og røgning bliver der lavet lys af talgen tællelys, det var en enkekone der havde arbejdet med at klippe fårene, og hjælpe ved slagtningen, hun boede ude ved Ryltorvet, hun havde en søn, der blev lærer i Sønderhå i Thy, han 5

6 hed lærer Plet, en meget god mand og dygtig lærer, han boede som ældre mand her på Gundevej i Thisted. Som en del af en landmands mange gøremål, ville far en dag ud i æ Plet som det hed, for at se til fårene om det var på tide at få dem hjem i hus, det var regn og slud, far gik den lange ud efter Harboøre og så til fårene og tilbage igen. Far blev meget syg på hjemvejen, og klagede sig frygteligt, han måtte til sengs, og det blev værre og værre, han klagede sig over smerter i maven, der blev kørt efter en læge i Lemvig, men det tog lang tid, sygdommen tog til, han skreg at smerter. Da lægen kom, kunne han konstatere, det var tarmslyng, der var intet at stille op; dengang kunne man endnu ikke operere, og kendte ikke ret meget til smertestillinde midler. Der lå nu far badet i sved, jamrende og skrigende af voldsomme smerter, og der stod mor og os små børn, og kunne intet som helst gøre for at hjælpe ham, det var frygteligt strengt for os alle. Det er mig fortalt at det varede tre fire døgn, så udåndede far, og mor stod tilbage med os fem piger. Far døde den 2. september 1896, 45 år gammel, jeg fyldte et år en måned senere den 25. oktober, det var en hård skæbne for mor, hun fik et knæk som hun aldrig forvandt. Så kort var deres lykke. Bedsteforældrene, eller rettere sagt, mors plejeforældre Bojsens fra Thy kom over til mor og hjalp hende tilrette, de kunne jo se at mor trængte til hjælp. En bestyrer måtte hun have, hun kunne jo umulig klare bedriften alene, men den gamle Bojsen opdagede hurtigt at den bestyrer der var blevet antaget, ikke var meget værd, gården blev ikke passet ordentlig, alt gik sin tilfældige skæve gang. Da der var gået hen ved to år, solgte Bojsen sin ejendom i Thy og flyttede med lidt at deres indbo til Kammersgård. Bojsen der var en dygtig mand, fik gården på ret køl, og han kunne lide at være der. Madsine blev konfirmeret, og året efter Kirstine. Så begyndte mor at skrante, hun bukkede under for sygdommen, og kom til at ligge til sengs for resten at sit liv, hun havde TB. Hendes seng blev flyttet ind i den pæne stue, som det hed, og søster Madsine seng kom også derind, den kom til at stå ved vindu- 6

7 et. Bojsens fik soveværelset, og vi andre fire piger kom op i gæsteværelset, i den anden ende af salsen, så der blev mere ro til stakkels mor. Det gik meget hurtigt tilbage med hende, vi børn måtte ikke, for smittens skyld, komme ind til hende, jeg snød mig ind af den store gangdør, for at se min mor, hun løftede hånden og vinkede til mig og hviskede hanne, men jeg måtte ikke komme nærmere. Hvilke tanker har mor vel haft, som hun lå der og vidste hvor det bar hen ad, hvad skal der blive af mine børn forældreløse, hun har måske tænkt sig bedsteforældrene ville tage sig at os, og det har måske været hende til trøst, hun har måske forestillet sig at de blev i gården til en at de store piger blev voksen og gift, Madsine blev sytten til efteråret, så det kunne jo vare et stykke tid endnu. Mor blev kun 36 år den l7. februar -, og hun døde den 4. april l901. Den aften da mor døde, kom Madsine ned i køkkenet efter et spejl, de ville holde den for mors mund, så de kunne se om hun åndede, lidt efter korn Madsine ud i folkestuen og sagde til os mor er død, Stinne, Ane og Mitte sad under bilæggerovnen og græd, og sagde gang på gang mor er død, jeg syntes knap at forstå det, jeg var jo kun halvandet år, (5½ år indføjet af Thorkild) men da jeg på begravelsesdagen så hende i kisten, forstod jeg at jeg aldrig skulle se min mor igen. Jeg har ofte senere i livet kunnet forstå, hvilken stor sorg det har været for andre, når en har mistet sin ægtefælle, og stået tilbage, helt alene med små børn. Vi blev boende i Kammersgård til søster Ane blev konfirmeret, mors brudekjole blev syet om til Anes konfirmationskjole. Ane var nok den af børnene som længtes mest efter mor; når det tordnede stod hun ude i regnvejret, omme bag ved laden, for når det lynede, at se mor oppe i himmelen, sådan længtes hun efter hende, - barnetro, til himmelen der er en gylden bro. 7

8 Kapitel 4. Kammersgård sælges, min konfirmation Bedstemor Bojsen længtes meget efter Thy, hun var født i Visby Nørrehedegård og havde kun boet i Thy. Hun bad bedstefar om at sælge gården, hun kunne ikke undvære Thy og sine søskende, bedstefar ville gerne blive i den gode gård, men måtte føje hende, og sælge gården. Ejendommen blev budt til salg, der var mange købere, men de ville ikke give det for gården som den var værd, fordi mor var død af en smitsom sygdom. Den nye ejer byggede en ny sals på den anden side af vejen, det var i forvejen en firelænget gård, vor sals blev lavet om til smedie og svinehus, de skønne fløjdøre blev dog flyttet til den nye bygning. Det nye stuehus blev bygget meget herskabeligt, med kælder under det hele, høj stentrappe og sort skiffertag. Jeg har endnu et billede at mit hjem som det så ud, da mine forældre boede der. Da handelen var i orden og vi skulle flytte, blev vort indbo stillet ud på gårdspladsen, der kom en aktionsholder, det hele kom under hammeren for højeste bud, vi piger fik hver en ting fra vort hjem, jeg fik mors kommode, hun havde brugt den til skolebøger, den er stadig i familiens eje, jeg brugte den også til skolebøger. Vi blev nu spredt, Madsine fik plads i Nørby, Kirstine kom til forpagteren i Hygum præstegård, kort efter Ane var fyldt femten år, fik hun plads på Nørrehedegård hos bedstemor Bojsens søskende, der var hun i fem år, derefter rejste hun til Lemvig, Marie og jeg korn med til Thisted hvor Bojsen byggede et nyt hus, Vestergade 73; der blev de boende resten af deres liv. Kort efter Marie var konfirmeret, kom Madsine til Thisted efter hende, Madsine var blevet gift med en gårdmand på Blåbjerg Johan Søgård Andersen hun ville have Marie med hjem, således gik det til at de fire af pigerne igen, efter seks års forløb blev samlet i deres fødesogn, Marie var meget ked af at skulle skilles fra mig, jeg var otte år. Nu var jeg den sidste at børnene der var hos Bojsens, og jeg må i sandhed sige, jeg har aldrig manglet noget, hverken mad eller tøj. Jeg fik an streng opdragelse og kendte ikke til kærlighed. 8

9 Tiden gik, jeg nåede konfirmationsalderen, var pæn i tøjet men meget bedrøvet, der stod jeg i kirken, de andre konfirmander havde deres forældre og familie, jeg havde ingen, da mærkede jeg for alvor hvor ensom jeg var, jeg græd og græd, og var meget skamfuld over ikke at kunne lade være, jeg hørte knap hvad præsten sagde, men fik sagt ja på det rigtige sted, vores tjenestepige Helvig, som havde været med i kirken, fulgte mig hjem, Bedstemor var blevet hjemme for at lave søndagsmiddagen som altid bestod at æggekage og sødsuppe. Da vi kom ind sad Madsine hos hende, hun var kommet fra Hygum for at tage mig med sig hjem men bedstemor sagde bestemt nej, og hun måtte rejse med uforrettet sag. Bedstefar Bojsen var død det år jeg var tolv år, og Bedstemor administrerede vores formue, det vil sige de penge som salget af Kammersgård indbragte, pengene blev delt mellem os piger ved hendes død i Vi levede en meget nøjsom tilværelse Bedstemor, Helvig og jeg. Senere i livet har det været en fordel at være opfødt under sparsommelige forhold, det har jeg haft god brug for, hvad man lære som små, det husker man på. Eller hvad man i ungdommen nemmer, man aldrig i alderdommen glemmer. Dem der købte Kammergård efter min mor, hed Kristian og Marie Madsen, men blev også kaldt Kammersgård, gravsten Hygum Kiregård, de havde også fem piger, den ældste hedder Jenny, blev gift Sværke, hun lever endnu, er enke og har tre sønner hvoraf den ene har Kammersgård, den hedder endnu Over Kammersgård, og gården ved siden af hedder Nedre Kammersgård, det har engang sin tid været en meget stor gård, min søn har fortalt mig, at det ved Ole Rømers matriculering i 1883 var én gård. 9

10 Kapitel 5. Tiden i Thisted og Sjørring som ung Efter min konfirmation begyndte et nyt liv for mig, Bedstemor fæstede mig til en formiddagsplads i Strandgade her i Thisted, det var hos et par unge mennesker, jeg skulle have fire kroner om måneden, og dem afleverede jeg til Bedstemor, de skulle i sparekassen. Jeg var der fra otte morgen til to om eftermiddagen, det var en ynkelig hushjælp de fik, jeg kunde ikke vride en karklud eller skrælle kartofler, havde aldrig prøvet at vaske op efter maden eller på anden måde lært noget om husgerning. Det blev helt nyt for mig at omgås unge mennesker, vi snakkede sammen mere end jeg var vant til og mødte en venlighed som jeg næsten ikke kendte, og forstod nu at livet var værd at leve. Til jul gav fruen mig et par handsker samt en daler, som blev afleveret, da jeg kom hjem, handskerne blev gemt i kommodeskuffen, og pengene blev sat i banken til de andre penge jeg havde. Der blev ikke talt mere om det, det var første gang jeg havde fået en julegave, men bedstemor havde mange gode sider, alt hvad jeg ville lave af håndarbejder det måtte jeg få, det blev også gemt i kommodeskuffen, jeg skulle hækle og brodere, det var en god ting der gavnede mig senere i livet, - jeg broderede flere alen til underskørt og bukser med flæser, der blev syet og gemt, også bluser med hulsøm og blade, det blev foret med grøn silke, for pænt skulle det være, alle disse ting havde jeg til mit bryllup, jo bedstemor tænkte langt ind i fremtiden, jeg syede linned med tunger i halsen og på de små korte ærmer, strikkede lange sorte uldne strømper, alt til egen gavn, jo sådan var bedstemor god, praktisk og fremsynet. Jeg var i Strandgade i halvandet år, så fæstede bedstemor mig til Sjørring skole, hos lærer Frederiksen, der havde jeg det umådeligt godt, hvad jeg skulle have i løn, fik jeg ikke at vide, det ordnede fru Frederiksen med bedstemor. Der var liv og ungdom i Sjørring, jeg tror nok, det var her jeg vågnede op til ædel dåd. Sønnen i skolen var ikke hjemme, men deres datter var, vi gik lange ture sammen, hver lørdag aften skulle vi gå til præstegården med en taske med kirkebøgerne. 10

11 Vi gik til pigemøder i præstegården, hos fru provstinde Magdelund. Andre aftener var vi i Søndergård, en stor gård på den anden side af skolen, eller i Ladegård, vi legede sanglege og dansede i bryggerset, der var meget stor, jeg var en torsk til dans, havde aldrig prøvet, men ville gerne lære det, og de andre unge tog sig af mig, jeg blev glad og livlig i sang og tale, men en dag måtte jeg sige farvel til de gode mennesker i Sjørring skole. - Fru Frederiksen var fra Skyum og havde været veninde med mor, hun har en datter som bor her i Thisted. 11

12 Kapitel 6 Hundborg, Bageren, Forlovelse En dag fik jeg besked om, at jeg skulle flytte til Hundborg Apotek, Helvig havde været der og fæstet mig til den nye plads, det var meget spændende, så kom jeg igen mellem nye mennesker, det var et skønt sted, atter ungdom og liv, vi var fire piger og en kandidat. Apotekeren og fruen var meget friske unge mennesker, der gik meget op i sport, og forlangte min første løn skulle gå til gymnastikdragt og sko, de ledede selv de forskellige hold, jeg skulle have ti kroner om måneden i løn. Apotekeren havde spurgt efter mine familieforhold. Helvig havde svaret, jeg var forældreløs fra Lemvigegnen, og at vi var fem piger, tre tykke og to tynde, det havde kandidaten hørt hende fortælle, og det havde moret ham. Vi fire piger på apotheket fik hver sit kælenavn og kom godt ud af det med hinanden, også med arbejdet hvor vi hver havde sit at tage vare på. Den ældste Katinka var køkkenpige, Julle var barnepige, Fister og mig i Apotheket, jeg var livlig og glad og blev kaldt Jeanette, det navn fik senere et af mine børnebørn, kaldt op efter mig. I apotheket opholdt Fister og jeg os, det var et stort arbejde at tørre alle glas og hylder af, bone gulv, fylde kamfer og Hoffmansdråber på flasker, røde dråber og hostesaft, der hed Marie Myg, vi fyldte vaselin på dåser, og frostsalve i små krukker, og mange forskellige -slags pulver, men alt gik med livlighed, jeg fik engang imellem en skose, om de tre tykke og de to tynde, men så fik kandidat Andreasen sandelig svar på tiltale. Når det var fyraften legede vi på vejen, ofte to mand frem for en enke, eller tre mand høj, når vi blev trætte af legen gik vi en tur I Dybdals gave, en lille granskov, der satte vi os i det grønne og sang af fuld hals alle de sange vi kendte, det var mange. Her i Hundborg var der en højskole, hvor der blev holdt foredrag og oplæsning, der var også sang og dans, bygningen var gammel, og den er revet ned nu, kun en stor sten står som minde. Vi havde og en friskole, jeg ved ikke om den er der endnu, men der kom vi 12

13 også meget, så fulgtes vi ad hjem, vi gik parvis og havde altid noget at snakke om eller more os over. Sådan gik livet, jeg kom til at følges med bagersvenden, bageriet lå overfor apotheket, det gør det stadigt. Så en søndag kom bageren over og spurgte om jeg ville gå en tur med ham, jeg sagde ja, vi gik til Dybdals gave hvor vi mødte apothekeren og hans frue, begge herrerne havde stråhat på, strøg den og hilste, jeg nejede, det var jo min principal. Næste dag spurgte apothekeren, om Jeanette godt kunne lide wienerbrød, jeg svarede lidt raskt, hvorfor det? Jo du spadserede med bageren i går svarede apothekeren. Det blev ikke sidste gang, vi gik mange ture, og kom til at synes godt om hinanden. Juleaften ville bageren have mig med hjem til sine forældre, der var en lille dreng på ni år og en lille tynd pige på syv år. Faderen tjente vist 75 øre om dagen, som daglejer og fik i tilgift en liter skummet mælk. De havde haft syv børn i hjemmet, men nu var resten ude og tjene. Bageren havde brød med og vi fik juletræet tændt, det var kun en lille tynd gren, med nogle få lys, så sang vi nogle julesalmer, for børnene var det så skønt, vi fik kaffe og knasen kom frem, men vi havde ingen julegaver, dog lagde bageren en skærv i klokken, som hans mor ville finde når hun trak klokken op. Den 25. januar 1913 tog bageren til Thisted og købte ringe med dato årstal og navne, og satte den ene på min finger, vi var blevet enige om, at jeg var hans lille kæreste, men vi gik stille med det, bedstemor Bojsen skulle ikke vide det endnu. 13

14 Kapitel 8. Købet af og starten i Udby bageri. Det blev travle dage den første tid, der var mange soldater, der marcherede i Thy, det var den indkaldte sikringsstyrke, jeg forstod knap nok hvad det betød, for mig var en mulig krig noget fjernt og uvedkommende, men soldaterne stormede bageriet og købte alt hvad vi kunne lave, så der var travlhed. Min mand kørte med brød hver dag, efter først at have lavet det. Om lørdagen var turen meget lang, han havde to heste for vognen, den ene havde han lejet, den var lidt sky. Engang da bageren havde været inde i et hus med brød, blev hestene bange for ham da han kom ud igen og satte i løb, han greb dem begge i hovedtøjet, kastede benene op på stjerten for at få hold på hestene, men da han ikke kunne styre dem lod han sig falde, vogntrinet bag i vognen tog fat i hans frakkekrave så han blev slæbt med et stykke. Han brækkede det ene ben, fik håret og huden skrabet af hovedet, og blev i bevistløs tilstand båret ind til Jordemoderen, ud for hvem det var sket. En mand der blev kaldt den stærke mand gik og gravede grøfter, da han så de løbske heste sprang han til og fik dem standset, det var modigt gjort. Centraldamen ringede til mig, at jeg ikke skulle blive bange når hestene kom ind i gården alene, bagere var kørt galt og båret ind til jordemoderen, vognen var ødelagt og brødet samlet op, der var ringet efter lægen. Jeg fik et chok og grinede højt, men bagefter kom reaktionen og gråden. Jeg stod og pudsede komfur, tog en frakke på og tørrede tårerne af øjnene og ansigtet med de bare hænder, og gik så til gammel Ydby ved kirken og Tapgården, da jeg kom ind til fru Møller og så min mand ligge der bevidstløs, sansede jeg ikke hvad fru Møller sagde til mig, hun tog mig ud i køkkenet og fik mig vasket, jeg havde ovnsværte over hele hovedet og på hænderne. Hvordan min mand kom hjem, og fik benet lagt i gips, husker jeg ikke, hovedet blev forbundet, hvor længe ban havde benet i gips husker jeg heller ikke, men det var den 28.november, en måned 14

15 efter vort bryllup, det husker jeg. Han kom til at ligge længe, vi fat i en flink og dygtig svend, men han kunne ikke sætte rugbrød i ovnen, så min mand måtte stå op hver dag, han fik et par bagerbukser på, en pude blev lagt på en stol og det brækkede ben forsigtigt ovenpå, så flyttede han stolen skridt for skridt og korn på den måde ud i bageriet, der var heldigvis ingen trapper, så stod han der med benet på stolen og satte rugbrød i ovnen, hvorefter han måtte gå på samme måde tilbage til sengen. Til alt held kom benet sig hurtigt så meget at han med forsigtighed kunne være med i bageriet og vi fik en mand til at køre de daglige brødture. 15

16 Kapitel 9 Indkaldelse 1914, Struer og Holstebro Det blev sommer Jens Peter blev indkaldt til sikringsstyrkerne første august. Det var en frygtelig tid for mig, han skulle ligge som soldat i Ålborg, jeg skulle alene ordne alt med bageriet, indkøb, svend og brødkusk, alt for ung og uerfaren til at forestå det hele. Vi havde købt mel og varer til forretningen, og meterbrænde til ovnen men firmaerne nægtede at levere til en pris vi havde købt til, alting steg til meget høje priser og leverandørerne ville tjene på deres lagre. Jeg var ulykkelig, hvordan skulle jeg klare alt, så ung og uvidende som jeg var, og tilmed gravid på sjette måned, jeg var bange. Folk kom med korn som jeg skulle tage som betaling i stedet for penge eller rationeringskort, de kom med smågrise, lam gæs osv. der skulle fedes op, og jeg havde ingen begreb om det, oven i alle disse besværligheder kom der besked om, at min mand lå på sygehuset med gigtfeber og ville blive sendt hjem, når han kunne flyttes, kasseret til al videre krigstjeneste - jeg ventede på dagen hvor han ville komme endelig oprandt. den, men det var ikke rart at se ham i den tilstand. I bageriet kunne han ikke tåle at komme, regnskabet steg ham over hovedet, alt var kaos og umulig for en syg mand at overkomme, men tiden var inde til at jeg skulle have bud efter fru møller og vi fik vor ældste datter, en dejlig velskabt pige. Da det hele var vel overstået, spurgte fru møller mig, om jeg huskede hvad der skete for et år siden på samme dag, nej kunne jeg ikke, så sagde fru Møller, da blev Deres mand båret ind til mig han kørte galt med brødvognen den 28 november. Det var de første tretten måneder at vort ægte skab, der var sket meget på den korte tid, vor lille datter kom til at hedde Esther, det betyder Stjernen, hun blev døbt i Ydby inden vi flyttede derfra. Nu gik en lang tid, ca halvandet år med besværlighed og modgang, vi akkorderede med kreditorer og skyldnere om bageriet og flyttede til Struer, min mand fik arbejde på fællesbageriet som svend. Her i Struer fik vi vores datter nummer to, hun var en dejlig sund 16

17 og stærk pige, der kom til at hedde Edith, hun blev døbt i Struer kirke, født den 4.marts 1916, hun var et rigtigt lille livstykke, vi kaldte hende søster eller tykke. De to piger kunne skændes om deres far, Esther sagde, det er min far han er bager, Edith ville gerne dupere sin store søster og sagde, jeg har faer, de er balberer, sådan kunne de to skændes i timevis og ellers på anden måde underholde sig med hinanden. Tiden i Struer gik stille og roligt uden særlige problemer, så en dag blev der ringet, at far kunne arbejde få på fællesbageriet i Holstebro, vi rejste straks og fik en lejlighed i Fredericiagade, lige ved siden af bageriet, det var heldigt. Da vi havde været der et stykke tid, fik vi den Spanske syge, det var sidst i januar 1920, først fik far en omgang, dernæst fik jeg, vi lå begge til sengs, pigerne sad i fodenden af sengen hos os, der var ikke meget at fyre med, alting var nu så dyrt, det var vanskelige tider i årene efter den først verdenskrig. Far havde en onkel og tante her i Holstebro, de hed Maren og Jens Peter Andersen, tidligere ejer af missionshotellet i Struer, de havde ikke set os nogen tid og kom derfor at besøge os, og for at hjælpe os i den vanskelige situation, tog de børnene med sig hjem, de blev passet godt, og vi fik mad fra dem hver dag, det var en god gerning de gjorde mod os, far som først var blevet syg, korn snart efter op igen og på arbejde, men vi var kommet meget bag efter i den tid, uden løn og hjælp, det kan snart mærkes. Jeg var meget syg, fik desuden lungebetændelse, og var samtidig gravid, en diakonisse søster kom hver dag og gav mig varme omslag, hun sørgede for at vi fik hjemmehjælp om dagen, men om natten var jeg alene, far skulle på arbejde kl. 10 om aftenen, og kom hjem ved syvtiden næste morgen. I de år døde der mange mennesker at den spanske syge, ingen troede heller at jeg kom over den jeg var meget afkræftet og hård medtaget. - Den 10. marts kom Elin til verden, hun var meget lille og spinkel, men vi var glade for at vi fik lov at beholde hende, jeg havde heller ikke mange kræfter tilbage, men kom mig dog snart, Edith og Esther 17

18 kom hjem igen og vi var atter samlet, men det var som om sygdommen var efter os, Esther fik difteritis, far bar hende selv hen på epidemien, om lå for enden at gaden, hun græd meget mens hun var der, hun måtte ikke se os, vi måtte ikke besøge hende, men vi gik hen og kikkede ind at vinduet til hende. Da hun endelig kom hjem igen havde hun svært ved at tale, vi var meget kede at det for vor dejlige lille piges skyld, men lægen trøstede os med at det nok skulle gå over med tiden, det gjorde det, og glade var vi. Knap et år efter fik Edith difteritis, hun kom hurtigt over det, hun har altid været sund og stærk. En dag havde jeg givet alle tre piger pæne kjoler på, de skulle fotograferes, far skulle have et billede i fødselsdagsgave, på hjemturen fra fotografen, gik vi ind bageriet, jeg havde sagt til dem, at de ikke måtte sig noget om billedet, men da far sagde, hvorfor er mine små piger så pæne i dag, svarede Edith, vi er blevet graveret, hun kunne ikke holde tæt. Vi boede i Holstebro i godt og vel seks år, men far blev træt, han syntes det var en trædemølle, altid skulle han sove når arbejdet var forbi, børnene skulle lege ude eller være meget stille når de var inde. Han så sig om efter et bageri, og fandt et i Balling, han havde lyst til at handle og flytte, vi har boet mange forskellige steder, ikke altid lige godt, når så far havde kostet lidt på huset og arbejdet forretningen op, skulle den sælges, men det gav ikke meget bonus, for det meste slet ingen. 18

19 Kapitel 10 Balling Thisted køb salg op og ned Det bageri som far havde set på blev købt, til udbetaling på forretning og ejendom havde vi lånt lidt ekstra penge at min søster Marie. Efter otte år som Svend, blev far igen selvstændig og vi startede atter på en ny tilværelse her i Balling bageri. De to store piger skulle nu gå i skole, i Holstebro havde de gået i børnehave den sidste tid, for at far kunne få ro til at sove, Elin var tre år da vi flyttede her til Balling, hun havde en dukkevogn som hun kørte rundt med i den dejlige have der hørte til vort hus, når far skulle have lidt frisk luft, gik han også ud i haven og ordnede lidt blomster og grøntsager. Det var et sjovt syn at se vores store hund Pan og den røde missekat, gå bag efter far når han kom derud, duerne kom og satte sig på hans skudre, han har altid været en stor dyreven, og det har alle børnene arvet efter ham. Elin kørte med den røde mis i sin dukkevogn, mens hun sang lotte gik lotte gik, op og ned at gaden alt imens hun tog dansetrin, jo det var skønt at børnene var friske og glade og havde det godt. En dag hørte jeg sang ude i haven, det var Edith og Esther, de havde hentet sangbogen frem og skrålede at deres lungers fulde kraft. Der stod en stork på naboens tag og knebrede stolt, og pigerne sang stork stork langeben osv. om en lille kær broder. Dengang var børn ikke så oplyste som nu, og de anede ikke jeg var gravid, men tre måneder efter, den 4. oktober blev Ewald født, om de nu troede det var deres sang, eller de stykker sukker, som de af og til lagde i vinduet, der havde skaffet dem en lille broder, det ved jeg ikke, men det skete en skøn morgen, det var det dejligste vejr, jeg havde bedt far hente jordemoderen, frk. Pinderup, hun boede lige i nærheden, jeg havde sagt til ham at det ikke hastede, men da han lidt efter kom tilbage, stille og rolig, rygende på en cigar, kunne han godt se det var lige opover; han tog selv imod. Det blev endelig en dreng, far ringede på hos lægen, vore huse var bygget sammen, lægen kom i pyjamas og skilte os ad og bandt navlestrengen, lidt efter kom Pinderup og overtog resten af det nødvendige ved fødselen, far var meget stolt at drengen han selv havde trukket iland, og sagde til Elin, så blev du 19

20 alligevel ved at være fars bette pus, far gik med Elin op og vækkede Esther og Edith og sagde til dem, nu har vi fået et E mere men en dreng, som I har ønsket jer, alle navnene begynder med E, og det har vi fortsat med. Der blev ringet til søster Madsine på Blåbjerg i Hygum, hun kom og passede det hele, også forretningen, hun havde både en høne og flæsk med, alt gik godt. Jeg blev snart rask, så jeg kunne sidde i butikken. Ewald er døbt i Balling kirke moster Stinne og moster Mitte bar ham til dåben, dagens tekst ved prædiken var Matthæus om kvinden med surdejen og tre mål mel, det må jo siges at passe meget godt, forstået som bageren og hans surdej. Ewald var en god og stærk dreng, når jeg hjalp til i bageriet kravlede han ofte rundt på gulvet, der var fliser og meget rent, han sad på det ene ben og kravlede på den måde. Mellem bageriet og butikken var der en glasdør, når døren stod på klem snød drengen sig derind, jeg opdagede at det var flødebollerne der friste de ham, der stod en kassefuld under disken, han smaskede godt i sig inden han blev opdaget og fjernet derfra, men så puttede han et stykke kul i munden i stedet for og det var næsten værre. Det var ellers et let lille bageri at passe, alt brødet blev solgt over disken, vi havde en dejlig lejlighed, far havde ofret en masse tid og penge på den, men den var også blevet meget hyggelig. Men det varede ikke længe før far igen tænkte på at sælge, han havde lyst til at handle, det blev han ved med til han nåede pensionist alderen, jeg var træt af altid at pakke og flytte, men han solgte bageriet og vi havnede igen i Thy, vi fik en dårlig lejlighed i Thisted, i Nørregade. Far så sig om efter et nyt bageri, men det varede nogle år, i mellemtiden fik han arbejde hos nogle forskellige bagere i Thisted, det var i de sløje år, midt og sidst i tyverne, i nogle perioder med stor arbejdsløshed, handlede far med alt mulig fra strandskaller til sæbe, elektriske vidunderapparater mod gigt og andre sygdomme, uldpakken kom på ryggen, en gammel H.G.F. -S.1747 var befordringsmidlet, og han rejste det nordlige Jylland tyndt, hand- 20