da skal vi se ansigt til ansigt

Transkript

1 da skal vi se ansigt til ansigt Om det at blive (til) person en kritisk læsning af John Zizioulas ontologiske teologi Indholdsfortegnelse Indledning og metode 2 John Zizioulas 2 De russiske emigrantteologer og Zizioulas 2 Zizioulas akademiske og kirkelige karriere 4 Hovedtræk i Zizioulas teologi 5 Om den teologiske udvikling af person 6 Person-begrebets indhold versus individ 8 Treenigheden Ex nihilo og det monarkiske princip 10 Ekklesiologi og person biologisk eksistens og ekklesiologisk eksistens 12 Participation i Kristus eller i energier? 14 Vladimir Lossky 14 Aristotle Papanikolaou: Apofatisme og energier Lossky versus Zizioulas 16 Side 1 af 27 sider

2 Andrew Louths vurdering af Papanikolaou 19 Christos Yannaras 19 En epilogisk syntese: Om Yannaras, energi og person 20 Literature 22 Joint Syllabus 22 Personal Syllabus 25 Indledning og metode Den græsk-ortodokse metropolit af Pergamon, Dr. John D. Zizioulas (f. 1931) teologiske udvikling af begrebet person er opstået ud af en af det 20ende århundredes mest kreative og innovative læsninger af kirkefædrene, specielt af det 4. århundredes store teologer, de såkaldt kappadokiske fædre (Basilios den Store, hans lillebror Gregor af Nyssa og deres ven Gregor af Nazianz), og St. Maximos Bekenderen (ca ). Zizioulas hele teologi er således et bud på den neo-patristiske syntese, der som teologisk projekt blev startet af George Florovskij ( ), der ikke bare handler om at gentage kirkefædrenes ord, men at vinde deres sind. Zizioulas forståelse af person starter ud fra den guddommelige-menneskelige forening og kommunikation, der åbenbaredes i inkarnationen; den får sin teologiske dybde i trinitetslæren og har store antropologiske og soteriologiske konsekvenser. Antropologisk: at mennesket ligesom Treenigheden kun eksisterer i relation og i en åbenhed for hinanden, og soteriologisk: at guddommeliggørelsen (theosis) består i at blive person, hvilket opnås gennem at modtage en ny hypostase (person) i dåben og lade den modne i eukaristien. Således er person-begrebet rammen om hele Zizioulas teologi, og derfra formes der et helt system, der hænger intern sammen. (Samtidig giver Zizioulas os nye personalistiske tolkninger af slidte teologiske begreber). Denne opgave vil for det første forsøge at give et overblik over Zizioulas person-teologiske system. Dette er opgavens hoveddel. Dernæst vil vi i særlig grad bevæge os ind i en diskussion med den ortodokse eksilrusser Vladimir Lossky ( ) omkring begrebet participation og derefter i en mindre grad med den græsk-ortodokse Christos Yannaras (f. 1935). For mens Lossky benyttede sig af en apofatisk teologi om guddommelige, uskabte energier til at beskrive participationen i Gud, en teologi, der var særligt inspireret af Pseudo-Dionysios Areopagiten (ca. 5. århundrede) og Gregor Palamas ( ), finder man nærmest ingen idé om energier i Zizioulas teologi, og den apofatiske teologi er helt underordnet hans personalistiske teologi. Derfor opstår der klart en spænding mellem Zizioulas og Lossky omkring forståelsen af participationen, en spænding, som Aristotle Papanikolaou har lavet et komparativt studie af. Jeg vil derfor også på baggrund af Andrew Louths kritik af Papanikolaou bedømme Papanikolaous konklusioner. Til slut vil jeg vise, hvordan vi kan benytte os af Yannaras til at lave en kreativ syntese mellem Lossky og Zizioulas. John Zizioulas De russiske emigrantteologer og Zizioulas Side 2 af 27 sider

3 Det 20. århundrede har været afgørende i udformningen af ortodoks teologi. Med eksilrusserne, hvoraf Sergei Bulgakov ( ), George Florovskij, Vladimir Lossky og Nikolai Berdiaev ( ) skal nævnes som nogle af de største, der flygtede til Paris og blandede sig i det intellektuelle filosofiske og teologiske miljø, fik de ortodokse en fornyet stemme i den vestlige verdens teologi. Nogle af disse russiske emigranter dannede i 1925 det indflydelsesrige teologiske institut, St. Serge, i Paris, hvor Bulgakov blev dekan. Ud fra dette miljø fremkom distinkte kritikker af både russisk og vestlig tænkning, hvor de store personligheder også udviklede deres idéer i skarp kontrast til hinanden. Lossky kom især til at fremstå som Bulgakovs modsætning i sin kritik af Bulgakovs sofiologi. Ud fra dette miljø kom der også to amerikanske fædre, John Meyendorff ( ) og Alexander Schmemann ( ), der begge studerede en tid på St. Serge. Disse blev førende teologer på den anden teologiske højborg i vest, St. Vladimirs teologiske seminarium i New York. Overordnet set kan man sige, at der indfandt sig to idéstrømninger hos de ortodokse teologer i Vesten. Den ene kalder man den russiske sofiologi, hvor begrebet sofia og sobornost blev udviklet, der begge er enhedsbegreber. Sofia betegner den guddommelige visdom, der medtager hele skabelsen i en stræben mod enhed. Sobornost er russisk for katolsk og betyder derfor enhed eller helhed; antropologisk set handler det om, at man fokuserer på det, som er fælles og opgiver det, der kun kommer individet til gode 1. Det er sofiologerne, der i første omgang lægger vægt på modsætningen mellem individ og person (en idé, som både Lossky og Zizioulas følger op på). Den anden kalder man den neo-patristiske syntese, der handler om at tilegne sig fædrenes sind. Med Florovskijs ord: Renaissance does not mean some sort of restoration or some repetition of or return to the past. Following the fathers always means moving forwards, not backwards; it means fidelity to the patristic spirit and not just to the patristic letter. 2 Den neo-patristiske syntese er altså både en historisk metode, hvor det handler om at forstå fædrene i deres kontekst, men det handler også om at videreudvikle deres teologi. Et centralt begreb bliver hellenismen, som den tidlige kirkes teologi bliver født ind i. Hellenismen bliver på sin vis udødeliggjort, da alle senere teologer må indtage et hellenistisk tankesæt for at forstå kirkefædrene, mener de neo-patristiske teologer. Florovskij skriver: Hellenism in the Church has been, so to speak, immortalized, having been incorporated into the very fabric of the reality of the Church as an eternal category of Christian existence. 3 Zizioulas står i dette spændingsfelt mellem sofiologerne og dem, der følger den neo-patristiske metode, det vil sige primært Florovskij, Lossky og Meyendorff. Zizioulas studerede en tid under Florovskij, 1 Williams, Rowan: Eastern Orthodox Theology, in The Modern Theologians. An Introduction to Christian Theology in the Twentieth Century, third edition, ed. David Ford, Basil Blackwell, Oxford, 2005, s Florovsky, George: Ways of Russian Theology, Collected Works, part II, 1987, Büchervertriebsanstalt, Vaduz, s Florovsky, George: 1987, s.297. Side 3 af 27 sider

4 der af Louth kaldes hans doktorväter 4. Således er han mest repræsentant for den neo-patristiske skole, men benytter sig som sagt også at den sofiologiske skildring mellem individ og person. Dertil kommer, at Zizioulas ikke er bleg for at anvende nyere europæisk filosofi. Zizioulas har fået en stor kritik af sin anvendelse af filosofi, idet det kan blive uklart, om filosofien bestemmer over teologien, således at han læser nyere filosofi ind i kirkefædrenes tekster. Senest har Lucian Turcescu kritiseret Zizioulas for at lade de kappadokiske fædre fremstå som om, at de differentierede mellem individ og person, hvilket Turcescu ikke mener, at de gør 5. Papanikolaou svarer hertil, at Zizioulas ikke lægger skjul på, at han faktisk lader sig inspirere, eller hvem han lader sig inspirere af. In an essay, skriver Papanikolaou, [...] Zizioulas responds specifically to this very charge by the Greek theologians John Papagopoulos and Savas Agourides; namely, that his understanding of personhood is influenced by modern personalism and existentialism. Here Zizioulas identifies distinct kinds of philosophical personalism as exemplified in such thinkers as J. Maritain, E. Mounier, N. Berdiaeff, M. Buber, G. Marcel, as well as the existentialism of S. Kierkegaard 6 Zizioulas viser klart, at han bruger eksistentialistisk-personalistisk filosofi om metode. Han ser sig selv som en teolog, der ud fra den neo-patristiske metode vinder fædrenes sind, og at han videreudvikler en teologi, som fædrene har taget initiativ til. Zizioulas har sammen med Christos Yannaras været de to mest kontroversielle og kritiserede teologer i den græske teologiske verden. Begge tager de udgangspunkt i teologien om personen, som Lossky forstår den. På den måde ligner Yannaras og Zizioulas hinanden i deres teologi. Og de har da også talrige henvisninger til hinanden i deres værker. Yannaras ligger dog lidt nærmere Lossky end Zizioulas, idet han har mere syn for det apofatiske og teologien om energier. Men Yannaras genialitet består nok mere i, at han laver en syntese mellem Losskys teologi og Heideggers filosofi. Med denne lille indledning, har vi sat Zizioulas ind i hans større akademiske kontekst. Lad os nu først se på Zizioulas nære kontekst, inden vi tager fat på hans samlede teologiske forståelse. Zizioulas akademiske og kirkelige karriere Zizioulas studerede først på universitetet i Thessaloniki og Athen, hvorefter han fortsatte sine studier på det økumeniske institut i Bossey i Svejts. Siden studerede han under Florovskij på Harvard University. I 1965 blev han doktor i teologi på University of Athen. Derefter underviste han 14 år i England og Skotland på universiteterne i Glasgow, Edinburgh og London, hvorefter han vendte tilbage til Thessaloniki i , 4 Louth, Andrew: Book review: Being with god: Trinity, Apophaticm, and Divine-Human Encounter, St. Vladimir s Theological Quarterly 51:4, 2007, s Turcescu, Lucian: Person" versus "Individual", and Other Modern Misreadings of Gregory of Nyssa, Modern Theology, Volume 18, Issue 4, 2002, s Papanikolaou, Aristotle: Is John Zizioulas an existentialist in Disguise? Response to Lucian Turcescu, Modern Theology, Volume 20, Issue 4, 2004, s.604. Side 4 af 27 sider

5 hvor han blev udvalgt til at blive metropolit af Pergamon (da han ikke var klerikal på dette tidspunkt, blev han ordineret i løbet af året). Derefter gik han ind i det økumeniske arbejde og var med til at danne Faith and Order-kommissionen, hvor han også blev præsident 7. I 2006 blev han præsident i kommissionen, der tager sig af dialogen mellem de ortodokse og katolikkerne. På grund af dette økumeniske arbejde er han måske den mest kendte og læste græske teolog i vesten. Hovedtræk i Zizioulas teologi Helt overordnet har Zizioulas to linjer i hans teologi. Den ene er ekklesiologien, som han udviklede i sin første, store akademiske afhandling, sin doktordisputats Eucharist, Bishop, Church (skrevet på græsk i 1965). I sit syn på ekklesiologi og eukaristi er Zizioulas stærkt inspireret af Nikolai Afanasiev. Den anden er ontologien, hvor Zizioulas udvikler en teologi om person (på engelsk personhood). Ekklesiologien og ontologien ( person ) komplementerer hinanden og forenes ifølge Zizioulas i den konkrete erfaring af eukaristien. I eukaristien bliver både ekklesiologien og personen forklaret. Den guddommelige-menneskelige kommunikation, som man ser i Kristus, og siden i eukaristien, bliver indgangen til hans forståelse af person og hans teologi i det hele taget. Zizioulas har skrevet en række værker. Mens Eucharist, Bishop, Church er eksponent for den første ekklesiologiske linje, er først artiklen Human Capacity and Human Incapacity: a Theological Exploration of Personhood fra 1975 og siden bogen Being as Communion: Studies in Personhood and the Church fra 1985 eksponent for hans forståelse af ontologi og person. Denne opgave vil følge det sidste spor, hvor bøgerne Communion & Otherness: Further Studies in Personhood and the Church (2007) og Lectures in Christian Dogmatics (2008) også inddrages. Selv om bøgerne primært behandler den ontologiske linje, er ekklesiologien (og eukaristien) en integreret del af indholdet. Zizioulas overordnede projekt er at tillægge den ortodokse kirkes lære om person en filosofisk dimension. Hans idé handler om vores eksistensform, vores måde at være til på: at vores måde at eksistere på ikke ligger i vores natur, men i vores person. Denne idés dybde kommer fra Zizioulas arbejde med Treenigheden. Zizioulas ser nemlig, at Treenigheden selv eksisterer i relation, og ikke i kraft af en udifferentieret natur eller substans. Årsagen, til at Gud er relationel, skal findes hos Faderen, der er det monarkiske princip. Det monarkiske princip handler om hvem eller hvad, der er årsagen til Treenigheden og Guds eksistens. Zizioulas mener, at de guddommelige personer ikke eksisterer på grund af den ene ousia, men den ene ousia konstitueres på baggrund af de guddommelige personers relation til hinanden. Faderen giver ousia til Sønnen og Ånden. Den ene Gud betyder altså ikke, at alle personer i Treenigheden har del i én fælles ousia. Nej, den ene Gud er Faderen og ikke en upersonlig natur 8. Som støtte til denne forståelse af 7 Russell, Norman: Modern Greek Theologians and the Greek Fathers, Philosophy and Theology 18, 1, s Russell, Norman: s.86. Side 5 af 27 sider

6 person gør Zizioulas brug af de kappadokiske fædre, som, mente Zizioulas, skabte en ontologiske revolution. Zizioulas viser, at de kappadokiske fædre lavede en ontologisk revolution, da de identificerede hypostasis, der før dem var synonym med det ontologiske ousia, med det relationelle proswpon, således at hypostasis blev et relationelt og et ontologisk begreb på én og samme tid. Hypostasis betegner altså både den måde, vi fremtræder og relaterer på, og den måde, vi eksisterer på (tropos hyparxeos). Dette har også betydning for den troende. Når mennesket bliver født, får det en falden, biologisk hypostase. Denne hypostase lever på verdens præmisser og svarer til begrebet individ, som Zizioulas sætter op som modsætning til den autentiske idé om person. Zizioulas sætter altså person (proswpon og hypostasis: væren-i-relation) over for individ (autonom: væren-i-isolation). Dog kan den kristne få en anden hypostase i kirken. Denne kaldes den ekklesiologiske hypostase og modtages i dåben 9. For i dåben bliver den kristne hypostatiseret, så at mennesket kommer til at eksistere according to Gods way of being 10. Her bliver mennesket helt frit og uden nødvendighed, sådan som Gud eksisterer. The demands of the person for absolute freedom onvilves a new birds, a birth from on high, a baptism 11. At denne dåb er mulig har sin forklaring i Kristus. Det centrale kristologiske begreb bliver for Zizioulas den hypostatiske forening, for med netop dette begreb, mener Zizioulas, viser fædrene, at Gudmennesket Kristus ikke eksisterer som to naturer, men som én person. Den ene person er den måde, Kristus eksisterer på. Den hypostatiske forening er hans eksistensform (tropos hyparxeos). Han er guddommelig, idet han relaterer til de andre personer i Treenigheden, og er menneske, idet han relaterer til mennesker og Gud. Sand forståelse af person findes kun i Treenigheden. Jo længere vi mennesker bevæges ind i (perichoresis) den guddommelige relation, Treenigheden, jo mere person bliver vi, eller som fædrene klassisk udtrykte det: vi tager del i guddommelig natur (2 Pet 1:14) og guddommeliggøres (theosis). Denne guddommeliggørelsesproces erfares i foreningen med Kristus i eukaristien. Vi har nu dannet os et overblik over Zizioulas system. Men vi skal forsat klargøre dele af hans teologi yderlige for at danne grunden for den senere diskussion. Om den teologiske udvikling af person Zizioulas lægger afstand til to tolkninger af begrebet person. Den ene er den græske (før de kappadokiske fædre) og den anden er den romerske (hvis tolkning går helt op til i dag). For de antikke grækere kommer ordet person oprindeligt fra pro,swpon, der betyder ansigt, og som i det græske teaters sammenhæng kom til at blive identificeret med proswpeion, der betyder maske eller rolle. 12 Ligeledes var hypostasis et synonym til ousia og betegnede noget ontologisk. 9 Zizioulas, John D.: Communion and Otherness: Further Studies in Personhood and the Church, T&T Clark, 2006, s Zizioulas: Being as communion: studies in personhood and the church, Darton, Longman & Todd, London, 1985, s Zizioulas: 1985, s Zizioulas: 1985, s.31. Side 6 af 27 sider

7 In the ancient Greek world for someone to be a person means that he has something added to his being; the person is not his true hypostasis. Hypostasis still means basically nature or substance, 13 skriver Zizioulas og peger på, at begrebet person for grækerne var noget ekstra tillagt ens ontologiske væren. Zizioulas lægger som sagt også afstand til den latinsk-romerske tanke om person. Det latinske persona har det samme betydningsmæssige indehold som det græske proswpon. Også persona er altså en rolle og betegnede ikke noget ontologisk-eksistentielt. Samtidig har persona mere individuel karakter, hvilket Zizioulas lægger afstand til. Hverken pro,swpon/proswpeion eller persona havde noget som helst ontologisk indehold. Det var også derfor, at østkirken aldrig havde accepteret Tertullians treenighedsformel: una substantia, tres personae, da personae netop blev forbundet med en rolle eller maske og således ikke havde noget ontologisk indhold, hvilket fik Tertullians lære til at minde om sabellianisme (hvor Gud manifesterer sig i tre roller ). Zizioulas viser, at østkirkens modpol til sabellianismen var Origenes, for Instead of this term the East was already in the time of Origen using the term hypostases for the Holy Trinity. 14 Forståelsen af pro,swpon/proswpeion eller persona indskrænker sig altså til blot at pege mod en dybere forståelse af person end rolle eller individ, men det er først gennem en teologisk refleksion, at det virkelige gennembrud kommer. Der var to årsager til gennembruddet. Det ene var kristendommens bibelske udsigt. Den anden var den græske filosofis interesse i ontologi 15. Det store teologiske gennembrud, som Zizioulas kalder den ontologiske revolution kommer med de kappadokiske fædre. I den græske filosofi var hypostasis og ousia siden Aristoteles synonymer, således at både hypostasis og ousia betegnede noget substantielt 16. Men de kappadokiske fædre benyttede sig af den bibelske tanke om Treenighed og differentierede mellem ousia og hypostasis og identificerede hypostasis (der jo har ontologisk indehold) med pro,swpon/proswpeion, således at hypostasis kom til at betyde person. Zizioulas benytter sig altså som Lossky og Yannaras af den kappadokiske distinktion mellem ousia og u`po,stasij. For the identification of hypostasis not with ousia but with Personhood means that the ontological question is not answered by pointing to the self-existence, to a being as it is determined but its own boundaries, but to a being which in its ekstasis breaks through these boundaries in a movement of communion Zizioulas: 1985, s Zizioulas: 1985, s Zizioulas: 1985, s Zizioulas: Human Capacity and Human Incapacity: A Theological Exploration of Personhood, in Scottish Journal of Theology 28/5, 1975, s Zizioulas: 1975, s.409. Side 7 af 27 sider

8 Før dette blev person på ingen måde sat i forbindelse med hypostasis i den græske tanke. The term hypostasis never, skriver Zizioulas, had any connection with the term person in greek philosophy. 18 Men nu er person ikke længere blot en maske, men en måde at eksistere på. Det er den måde, som mennesket er til på; personen, der er evigt forbundet med relation, og især begrebet fællesskab (engelsk communion) bliver menneskets eksistensform. Person-begrebets indhold versus individ Hvad betyder da person så egentligt? Og hvorfor står person i modsætning til individ? Person-begrebet har to klare karakteristika. Den ene er hypostasis, som vi allerede har berørt. Den anden er ekstasis. Disse er årsagen til, at personen ikke kan identificeres med individ. Med Zizioulas egen ord: Being a person is fundamentally different from being an individual or a personality in that the person can not be conceived in it self as a static entity, but only as it relates to. Thus personhood implies the openness of being, and even more than that, the ek-stasis of being, i.e. a movement towards communion which leads to a transcendence of the boundaries of the self and thus freedom. 19 Mens hypostasis betyder at være unik (der er aldrig to ens hypostaser), har ekstasis karakter af frihed. Frihed er et element, der ikke kan betones nok i Zizioulas teologi. Frihed ligger til grund for hele hans modstand mod ontologi som natur, da naturen ligger under for nødvendighed. Hvis for eksempel Gud eksisterer med nødvendighed, er Gud ikke fri. Derfor er det afgørende, at det er Faderen, der vælger at give eksistens til Treenigheden. Derfor kan kun person som ontologisk hypostase være fri. At være person er også noget essentielt anderledes end at være et individ. Et individ kan indgå i en statistik, kan tælles, placeres, blive identificeret ud fra at adskille sig fra andre. En person eksisterer derimod kun i relation til andre (og ikke i modsætning til andre). Being a person is fundamentally different from being an individual or a personality, for a person cannot be imagined in himself but only within his relationships. Taking our categories from our fallen state, we usually identify a person with the self (individual) and with all it possesses in its qualities and experiences (the personality). But modern philosophers recall with good reason that this is not what being a person means 20 (min kursivering). Ved at være ekstatisk bliver mennesket hypostatisk. Ved at gå ud af sig selv, ved at være et ekstatisk væsen, bevæger personen sig mod fællesskab og relation, hvorved mennesket bliver en sand hypostase 21. Når 18 Zizioulas: 1985, s Zizioulas: 1975, s Zizioulas: 1985, s Zizioulas: 1975, s.408. Side 8 af 27 sider

9 mennesket på ekstatisk vis transcenderer grænserne for selvet, vinder det frihed og bliver helt, katolsk, dvs. integreret og ikke-splittet. Denne forskel på person og individ, det vil sige mellem en teologisk forståelse af mennesket og en falden forståelsen, kan man udfolde med de neutrale, græske begreber stasis (at stå, som det er i sig selv ) og fora (at løfte, en bevægelse ud over selvets grænser). Hvis vi starter med stasis, kan man med Zizioulas sige, at ek-stasis er den sande, naturlige (det vil sige som det virkelig skulle være, før faldet) ekstase, der gør, at mennesket i frihed går ud over sig selv og dermed indgår i en kærlig relation og kærligt fællesskab med andre mennesket og Gud. Det falde menneske oplever ek-stasis som apo-stasis, der betyder distance, adskillelse eller separation. Her erfares stasis som en ekstase mod skabelsen (og ikke skaberen, Gud), hvilket leder til individualitet. Det vil sige, at det der skulle være en fri ekstase mod Gud, der viste den naturlige forskel mellem Gud og mennesker, blev ved faldet til apo-stasis, en distance og modsætning mellem Gud og mennesker. Samtidig står hypo-stasis, der betyder person, over for dia-stasis, der betegner individualitet 22. Fora er også neutralt og betegner en bevægelsen ud af sig selv. Fora har to positive bibetydninger: dia-fora (der også står i modsætning til apostasis, distance) betyder eller med Zizioulas (og Yannaras, Lévinas med flere) begreb otherness, oversat til andethed 23. Ana-fora betyder at løfte op og betegner den liturgiske bevægelse, hvor vi i gudstjenesten løfter brødet og dermed hele kosmos mod himlen. I denne liturgiske bevægelse ud over skabelsens grænser giver vi skabelsen tilbage til Faderen. Når vi udfører denne opgave, bliver vi hele skabelsens præster. Dette komme vi mere ind på senere. Vi ser altså, at i menneskets faldne natur fremstår mennesker ikke som personer, men som individer. Individet er kendetegnet ved at være apo-statisk distanceret og separeret fra andre mennesker. Selv om individerne har den samme ousia til fælles, fremstår de som enkle individer, der definerer sig selv i modsætning til hinanden. Omvendt forholder det sig med personen. Personen er kendetegnet ved at fremstå dia-forisk forskellige fra hinanden. Mens personen fremstår som noget positivt forskelligt fra andre, væren-irelation, står individer i negativ distance til andre, væren-i-isolation. I den falde tilstand bliver forskellighed til splittelse 24. Mens individer bliver til på trods af fællesskab og relation, bliver man person (bliver man til, eksisterer man) netop gennem fællesskab og relation. Desuden er person ikke blot substansens ekstase, men hypostase. Derfor er personen konkret, unik og ikke-repeterbar. Kun i denne person-forståelse er døden for alvor tragisk, da mennesket ved, at den døde person aldrig kan erstattes. Ud fra et faldent, biologisk syn, hvor mennesket blot er et individ, er døden blot en afslutning på livet (her lever man for at dø). Men når mennesket bliver en autentisk person, stræber mennesket mod det evige liv, uden død 25. At mennesket er unikt, er det dybe indhold af Zizioulas titel Being as Communion. Forskellen mellem apo-stasis og dia-fora er 22 Zizioulas: 1975, s Se note Zizioulas: 1975, s Zizioulas: 1975, s Zizioulas: 1985, s Side 9 af 27 sider

10 vigtig og har klare kristologiske implikationer, da denne sondring netop kommer fra en overvejelse over Kristi hypostatiske forening. Russell forklarer: Personhood implies openness of being. It is therefore a relational category, expressed through communion in freedom and love. The paradigm of true humanity is Christ. A human being in Christ becomes a true person through entering into the same filial relationship that constitutes Christ s being 26 Men inden vi skal se på Kristus som person og hypostatisk forening, må vi besvare spørgsmålet om, hvorfra person-begrebet får sin dybe mening. Svaret ligger i Treenigheden, hvorfor vi må undersøge Zizioulas trinitariske teologi nærmere. Treenigheden Ex nihilo og det monarkiske princip Den patristiske teologi havde to grundlæggende antiteser til den græske filosofi. Det første antitese handlede om tanken, at skabelsen var til fra evighed af, altid eksisterende. Ifølge græsk kosmologi var skabelsen evig 27. Dette betød, at skabelsen eksisterede med nødvendighed. Men hvis skabelsen eksisterede med nødvendighed, ville Gud i den kristne teologi blive anset som en kunstner, der sikkert nok skaber et smukt og ordnet kosmos, men denne skabelse er blot en omformning af præeksistent materie. Hvis Gud skabte ud af præeksistent materie, ville Gud ikke være den, der garanterede tingenes eksistens. Hvis Gud havde brugt præeksistent materie, ville Gud være ligesom en afdød maler, der er nærværende gennem sit værk, men fysisk fraværende, altså være nærværende-i-fravær. Doktrinen om creatio ex nihilo blev brugt af fædrene som modargument til den dominerende græske tanke om præeksistent materie. The biblical doctrine of creation ex nihilo obliged the Fathers to introduce a radical difference into ontology, to trace the world back to an ontology outside the world, that is, to God. They thus broke the circle of the closed ontology of the Greeks and [ ] they made being the existence of the world, existent things a product of freedom. 28 Ved at argumentere for, at kosmos var skabt ex nihilo, blev eksistens ikke noget nødvendigt, men resultat af frihed. Således ville Gud ikke blot være en skaber i kunstnerisk forstand, men en Skaber i eksistentiel, ontologisk forstand. Den anden antitese handlede om, at nu var væren, eksistens, ikke blot et resultat af personlig frihed (Faderens personlige frihed), men Guds egen væren blev identificeret med person. 29 Dette betyder, at væren forholder sig til person og ikke til substans. Eller sagt på en anden måde: Ifølge Zizioulas er person egentlig identisk med væren og er primært i forhold til substans. I teologiske (vestlige) diskussioner, tænkte man person sekundært i forhold til væren. I trinitariske diskussioner taler man for eksempel oftest 26 Russell: 2004, s Zizioulas: 1985, s Zizioulas: 1985, s Zizioulas: 1985, s.40. Side 10 af 27 sider

11 først om, at Gud er, hvorefter han relaterer. Men sand væren er ifølge Zizioulas fri fra nødvendighed. Derfor er sand væren ikke ousia. Person er man ikke længere ved at få tillagt noget til ens væren (som de antikke grækerne tænkte og romerne stadig tænker), men det er netop personen, der konstituerer væren. Lad os forklare dette med eller i modsætning til Augustin. Som sagt er Zizioulas modstander af den vestlige tænknings indflydelse på østlig teologi. Den vestlige teologi identificerer han i det store hele med Augustin. Hos Augustin finder Zizioulas nemlig, at den ene Gud er identisk med den ene ousia, hvorimod Zizioulas mener, at den ene Gud er identisk med Faderen 30. Forskellen er stor, mener Zizioulas, for det er helt afgørende i forhold til spørgsmålet, om Gud er fri fra den nødvendighed, der ligger i naturen, ousia. Hvis Faderen er det personlige princip, der giver Sønnen og Ånden ousia, fremkommer Treenigheden ud fra en personlig relation og ikke fra en upersonlig essens. Zizioulas insisterer på, at den personlige Fader har forrang i forhold til den upersonlige ousia. Med Zizioulas ord: Substance is something common to all three persons of the Trinity, but is not ontologically primary until Augustine makes to do so. 31 Augustin har ikke øje for, at hypostasis ifølge Zizioulas er et relationelt begreb, og Augustin indser derfor ikke forskellen på hypostasis og ousia. For ham er hypostasis identisk med persona og bliver dermed et udtryk for individualitet. Zizioulas Augustin-reception står i stærk kontrast til Zizioulas egen forståelse. For hos ham bliver hypostasis, der jo har ontologisk indhold, identificeret med pros-opon (proswpon, ansigt eller tilstedeværelse, nærvær). Ifølge Papanikolaou er dette netop Zizioulas mest kontroversielle tanke, at han udpeger Faderen som person til årsag for treenigheden. Faderen er grunden for, at Gud er treenig, og Treenighedens personer viser, hvad det vil sige at være person (i menneskelig forstand): The Father is person, forklarer Papanikolaou, as a being who is hypostatic i.e. unique and irreducible to nature, and ecstatic, free from the necessity of nature, is the aitia, the cause of the persons of the Trinity who are themselves hypostatic and ecstatic beings in and through an eternal communion of each with the other 32 Faderen er som ekstatisk person årsag til Treenigheden og føder Sønnen og bringer Helligåndens frem. Treenigheden kommer ikke ud af en upersonlig ousia, men fra Faderen, der i frihed og ud af kærlighed tilkendegiver gennem eksistens, at han vil eksistere. Hvis Treenigheden eksisterede på grund af en upersonlig ousia, ville Gud eksistere med nødvendighed, men når det er Faderen, der giver eksistens, bliver sand hypostatisk væren (det vil sige som person ; væren som fællesskab ) identisk med frihed. Personlig eksistens er i sidste ende frihed (fra nødvendighed). Sådan eksisterer Gud, og sådan er det menneskets mål at eksistere. Dette er ikke bare frihed som valgfrihed eller moralsk frihed, men absolut frihed på det dybeste plan: ontologisk frihed. 30 Zizioulas: 1985, s Zizioulas, John D.: On Being Persons: Toward an Ontology of Personhood in Persons, divine and human: King's College essays in theological anthropology, Editors Christoph Schwöbel and Colin E. Gunton, T & T Clark, 1999, s Papanikolaou: 2008, s.240. Side 11 af 27 sider