Hæren. Kvinder med overskæg og My Little Pony

Transkript

1 Hæren Nr Årgang Side 24 Kvinder med overskæg og My Little Pony Der er mange fordomme om kvindelige beslagsmede. Mød Louise Bøgelund Petersen, som er i lære som beslagsmed Side 6: Dansk TACP bedst i Europa næsten Danske TACP-folk deltog i Allied Strike, som er en årligt tilbagevendende skarpskydnings- og Close Air Support træningsaktivitet, der afholdes af US Air Force in Europe

2 Side 32 Side 10 Indhold Korporal med næse for IED... side 5 Hundefører Peter træner sin HASD-hund Exit Dansk TACP bedst i Europa næsten. side 6 Mekanikerne kommer jorden rundt i Libanon... side 10 Infanterikonkurrencen Grenadier... side 14 Øvelse Night Hawk... side 3 Fire danskere fik tildelt Den Franske Faldskærmsgrunduddannelse... side 8 Forsvarschefens sikkerhedspolitiske kursus (SIKU)... side 18 på besøg i Holstebro Lederudvikling med 180 i timen... side 20 Asylsøgere i Brovst uddanner danske sanitetssoldater... side 22 Louise Bøgelund Petersen er i lære som beslagsmed... side 24 Søg penge til udvikling... side 31 Tænk - Tast - Tal... side 26 Fokus på militær sikkerhed Nyt multi-tool til stampersonel... side 32 Med historien in mente... side 30 Jydske Dragonregiments Veteranpanserforening... side 33 mødtes på Finderup øvelsesplads Pilot og fotograf skaffer penge til Soldaterlegatet... side 12 Nytiltrådt hærprovst: Stol på Gud men hold krudtet tørt... side 16 Center forenkler booking af skyde- og øvelsesterræn... side 28 Nye bøger... side 34 Side 5 Besøg HOK s hjemmeside på: Side 8 forsvaret.dk/hok eller Kommentarer eller idéer til Hæren kan rettes til redaktionen på , lok eller på til hok-presse@mil.dk Side 18 Redaktion Ansvarhavende redaktør: Oberstløjnat Bjarne Møller Ledelsessekretariatet Hærens Operative Kommando Redaktionsgruppe: Journalist Kaj-Ivan Bæk Tlf tast 7038 Dennis Vang Knudsen Tlf tast 7039 Presseofficer Erik Bøttger Tlf tast 7033 Abonnement: Tlf tast 7035 Foto Hvor fotografens navn ikke er angivet, tilhører ophavsretten forfatteren eller redaktionen. Oplag Udgivelser Udkommer fem gange årligt - oplag 4500 stk. Årsabonnement kr. 125,- Bladets artikler må gengives, når kilden angives. Layout produktion GB Grafisk Tryk CS Grafisk ISSN Hærens Operative Kommando Presse- og Informationssektionen hok-presse@mil.dk 2 Hæren nr

3 NIGHT HAWK Øvelse Night Hawk Af Michael Christiansen, Journalist, pressecentret Jægerkorpset har igen været vært for en Night Hawk-øvelse, den 15. i rækken af de årlige specialoperationsstyrkeøvelser, der gennem tiden har vokset sig større og større og samtidig er blevet mere komplekse. Øvelsen i år havde deltagelse af omkring 550 specialstyrke-soldater og eliteenhe- der fra politi fra flere lande samt fly og helikoptere i et hidtil uset antal. Hertil kommer et bidrag fra flyvevåbnet, der ud over det flyvende personel også omfattede stabselementer til oprettelse af en SOATG Special Operation Air Task Group. Desuden deltog godt 150 hjemmeværnssoldater som figuranter på objekter fordelt over store dele af Jylland og Fyn foruden et element fra hjemmeværnets SSR-enhed (Særlig Støtte- og Rekognoscering). Øvelsen blev gennemført i uge 40 og 41 med træning i tekniske færdigheder de første dage og operativ indsættelse i godt en uge. Øvelsen havde base hos Jægerkorpsets faste hjemsted på Flyvestation Aalborg, hvor øvelsesdeltagerne var indkvarteret på værelser, i teltlejr eller i beboelsescontainere opstillet til lejligheden. fortsættes næste side Hæren nr

4 NIGHT HAWK Største ændring i år i forhold til tidligere år var den massive deltagelse af flyvende enheder og den store stab fra flyvevåbnet, der tildelte fly og helikoptere til de enkelte missioner, specialstyrkerne blev indsat til at løse. Øvelsesscenariet var fiktivt, men med stor skelen til tidligere og aktuelle indsættelser. Således var mange af opgaverne at befri gidsler og tilfangetage gidseltagerne med henblik på yderligere tilvejebringelse af efterretninger, alternativt dræbe dem samt at ødelægge IED-fabrikker. Forud for selve kamphandlingen var der i forbindelse med de fleste øvelsesmomenter rekognosceret og observeret mod objekterne i flere døgn for at skabe overblik over normalbilledet på stedet, gidseltagernes rutiner, antal og bevæbning. Fik medindflydelse - Vi havde igen en god øvelse med mange realistiske momenter til øvelsesdeltagerne. De fik de første dage mulighed for at træne discipliner som skydning fra helikopter, skydning under fremrykning i byområde, fast-roping og faldskærmsspring over land og vand, fortæller Jægerkorpset. - Vi havde i tiden op til øvelsen spurgt deltagerne hvilke discipliner, de gerne ville træne under øvelsen. På den måde kunne vi sikre, at alle fik udbytte af deltagelsen. Og vi fik virkelig gode tilbagemeldinger, inden deltagerne returnerede til deres respektive hjemmebaser. Også omkring valg af objekterne var deltagerne blevet spurgt. Det betød, at der var objekter på havne, på strande, i kalkminer, i tæt bebyggelse, i industriområder og i ensomt beliggende huse på landet. Fælles for dem alle var behov for valg af indsættelsesmåde eksempelvis med helikopter, med faldskærm, med køretøjer, med gummibåd eller på gåben. Nogle opgaver var beregnet til indsættelse af jægerpatruljer, andre til delinger. Nogle blev tildelt og skulle gennemføres meget hurtigt, andre gav mere tid til planlægning, inden selve kamphandlingen skulle gennemføres. Ofte blev det til et miks af nationaliteter, når opgaven - Disse soldater kan deres håndværk. De besidder evner og færdigheder, der er nødvendige for, at vi kan gennemføre operationer overalt i verden, fortalte Anders Fogh Rasmussen efter operationen. skulle løses tilsat støtteelementer som eksempelvis Z-teamet fra Air Transport Wing Aalborg eller MERT-team (Medical Emergency Response Team) og sikringshold fra Combat Support Wing. Z-team kan oprette og betjene midlertidige og interimistiske landingspladser for både fly og helikoptere. Deres rekognoscering indebærer blandt andet måling af, om overfladen kan bære eksempelvis en C130 Hercules under landing og take-off. De afmærker landepladsen hvor skal piloterne sætte flyet ned, og hvor langt må det rulle under landingen. Desuden skal de virke som ATC (Air Trafik Control) med de anvisninger og oplysninger på stedet, som flyvelederne i tårnet normalt giver. Under øvelsen fik Z-enheden til opgave at oprette og betjene landepladser både på strand og landjord. Alle opgaver blev klaret, og flyene landede sikkert. Mange besøg En så stor og speciel øvelse tiltrækker naturligvis mange besøgende. Fra de danske og udenlandske deltagende enheders chefer over cheferne fra både Hærens Operative Kommando, Flyvertaktisk Kommando og Hjemmeværnet til NATO s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen med følge. Anders Fogh Rasmussen var vidne til en operativ indsættelse på Odense Havn. Specialoperationsstyrkerne befriede samtidigt to gidsler. Et gidsel blev holdt fanget om bord på et skib i Svendborg Havn og et andet gidsel i en lagerbygning i Odense. - Disse soldater kan deres håndværk. De besidder evner og færdigheder, der er nødvendige for, at vi kan gennemføre operationer overalt i verden, fortalte Anders Fogh Rasmussen efter operationen. - Det er os politikere, der tager beslutningerne, men vi har behov for at vide, hvordan vore soldater implementerer disse. Denne vigtige viden bringer jeg tilbage til NATO-hovedkvarteret, forklarede generalsekretæren. 4 Hæren nr

5 Træning med HASD-hund Korporal med næse for IED Hunden sidder i sandet og kryber sammen. Helt sammen. Den rører ikke en muskel, men venter blot på lyden af et klik. Få centimeter fra dens næse ligger en lille stump ledning Af Morten Hausborg, presseofficer, ISAF 12 I et ørkenlignende område i Camp Price i Afghanistan træner hundefører Peter fra Ingeniørregimentet i Skive sammen med sin hund Exit. Exit er en såkaldt HASD-hund. Det står for High Assurance Search Dog. Eller sagt på en anden måde: En hund der kan finde de komponenter, der skal bruges til en IED (improviseret sprængladning). - Exit er blevet træner til at finde for eksempel batterier, ledninger, sprængstof og trykplader. Det betyder, at den kan søge i områder, hvor risikoen er meget høj, fortæller Peter, som gennem det sidste år har trænet målrettet med Exit frem mod missionen i Afghanistan. Ved dagens træning har Peter lagt nogle små stykker ledning i sandet. Exit begynder at søge fremad. Kontakten til Peter består af kommandoråb og en op til 30 meter lang snor. Hunden arbejder sig metodisk frem og tilbage i området. Væk er den hvalpede energi, som Exit demonstrerede, da vi forlod hundegården centralt inde i Price. Nu arbejder den disciplineret. Solen brænder traditionen tro ned over ørkenen, og det ligner ikke et ideelt arbejdsmiljø for skabninger født med pels. Exit, som formelt både har medarbejdernummer og rang af korporal i forsvaret, er dog udstyret med en vandholdig vest, der køler lidt ned. - Den første måned er hundene ikke operative hernede. De skal første vænne sig til tidsforskellen og temperaturen. At gå fra dansk til afghansk sommer er en stor omvæltning, men hun afspejler også min tilstand. Hvis føreren bliver presset bliver hunden det også, fortæller Peter, som nu har været hundefører i et år og er meget glad for både arbejdet og Exit. - Jeg bruger mere tid sammen med hende, end jeg gør med nogen anden. Det er et supergodt forhold, og selv om hun er en arbejdshund, så giver det en hjemlig følelse at have hende med, siger Peter. Klik-klik Pludselig stopper Exit op. Hun sætter sig ned og bøjer kroppen fremover. Der er ikke en bevægelse. En klar melding til Peter om, at hun har fundet et af de små stykker ledning. Peter afgiver et enkelt klik, og med det samme gør Exit omkring. Hun sprinter tilbage til sin fører i bevidstheden om, at en belønning venter. Ikke til min overraskelse i form af en godbid, men i stedet en rød bold. Korporalen får lov til at bide i det elskede stykke legetøj i et lille minut, og så er det ellers tilbage til arbejdet. Men hvilke fordele er der ved at benytte en hund i stedet for en traditionel minesøger? Først og fremmest tid. - Hvis man skal søge i et højrisikoområde, hvor man formoder, der ligger IED er, vil det være optimalt at benytte en hund. Det går lidt hurtigere. Det samme ved for eksempel en IED-påkørsel, hvor det bare skal gå fremad. Sanitetsholdet kan komme hurtigere frem til den nødstedte bil, vurderer Peter, som har absolut tillid til sin hunds faglige evner. - Jeg er ikke bekymret for, at hunden ikke finder det, der er i jorden. Hvis Exit har søgt, som hun skal, så er der ikke noget. Og så vil jeg ikke have problemer med at gå hen over området, siger Peter. Exit er til gengæld helt stille. Hun har fået sin bold. Hæren nr

6 Allied Strike Grafenwöhr Dansk TACP bedst i Europa næsten Danske TACP-folk (folk på jorden, der leder fly ind til mål) deltog i slutningen af juni i Allied Strike, som er en årligt tilbagevendende skarpskydnings- og Close Air Support (CAS) træningsaktivitet. Den afholdes af US Air Force in Europe (USAFE) i og omkring Grafenwöhr i Bayern Af S. Ø. E. Sørensen kaptajn, batteriechef TACP Allied Strike s formål er at opstille the best training venue for close air support in Europe, et ambitiøst mål, som dog lykkedes til punkt og prikke. Danmark stillede med et hold på tre mand som deltagere og to mand, hvis ansvar var at gennemføre en handlebane med CAS i bebygget område. Alle fik kam til deres hår, men den store indsats blev også belønnet, idet en stolt holdleder ved afslutningsceremonien kunne tage imod the Top Gun Award, som gives til det hold, der har gennemført enkeltkæmperhandlebanen med bedste resultat. Denne indsats blev leveret af overkonstabel MOK, der gennemførte handlebanen på 6 min og 8 sekunder. Det var kun næstbedste tid, men da hurtigste mand (en hollænder) ikke var lige så skrap til at skyde som til at løbe, endte MOK alligevel med den samlede sejr. Et perfekt image for den koncentrerede enkeltkæmper- og skydeuddannelse, TACP-batteriet gennemfører. I den samlede konkurrence måtte det danske hold se sig slået på målstregen af et britisk hold, men alt i alt fik det danske TACP endnu en gang slået sit navn fast som førende i NATO. Øvrige deltagere talte både amerikanske TACP, italienske specialstyrker, portugisiske, baltiske, norske, belgiske og hollandske forward air controllers. I alt 14 nationer, som Danmark kunne måle sig med. En stor succes for små penge. Allied Strike s formål er at opstille the best training venue for close air support in Europe, et ambitiøst mål, som dog lykkedes til punkt og prikke. 6 Hæren nr

7 Allied Strike Grafenwöhr Helvede i Übungsdorf Contact sniper! Handlebanen i bebygget område (Urban CAS i FAC-sprog) er netop startet. TACP-holdet har været ude af helikopteren i et par minutter og er netop begyndt at bevæge sig op mod Bakkalakka Village. Snigskytten fra rød styrke har netop skudt en af geværskytterne i angrebsholdet, og det er tydeligt, at den fjendtlige milits ved, at de er på vej. Inde fra byen melder en UAV (ubemandet fly) om, at kvinder og børn flygter mod nord, og at der ser mistænkeligt stille ud. Støttet af en UAV, to slovenske PC-9 fly og en simuleret B-1 bombemaskine bevæger patruljen sig nu ind i fjendeland for at redde en nedskudt pilot. I de næste 90 minutter vil det indsatte TACP-hold blive presset ud i alle hjørner af deres kunnen og til tider også ud over kanten. Lidt bag patruljen står kaptajn JES, FAC-instruktør (Forward Air Controller) med erfaring fra både Kosovo, Irak og Afhanistan. Han har de sidste to år været ansvarlig for Urban handlebanen, og ud fra mottoet improvise, adapt and improvise again vil han udsætte TACP-holdet for alle de facetter, Close Air Support i bebyggede områder kan indeholde. Alt fra overvejelser om at angribe et beskyttet mål i selvforsvar til en signalmand, der skal overtage styringen, fordi hans FAC er blevet nedkæmpet. Til støtte for sin plan har kaptajn JES oversergent POL, som fungerer som den taktiske fører på banen. Hans opgave er meget klar: Forvir din FAC så meget som muligt og giv ham aldrig et øjebliks ro. TACP-holdet har været ude af helikopteren i et par minutter og er netop begyndt at bevæge sig op mod Bakkalakka Village. Opgaven lykkedes til fulde. Til afslutningsceremonien blev oversergent POL tildelt en erkendtlighed af øvelsens ansvarlige chef, oberstløjtnant Jon Berry, US Air Force, for outstanding performance, ligesom JES fik tildelt en forsølvet 30 millimeter patron fra en A-10 for excellent planning. En fysisk anerkendelse af det kæmpearbejde både POL og JES udførte og en fortjent konsekvens af, at alle deltagende hold på denne handlebane meldte tilbage, at det var den mest udbytterige træning, de har fået på dette års Allied Strike. Hæren nr

8 Faldskærms- KURSUS Hvordan er jeg lige havnet her Accrochez! råber jumpmasteren, mens han tager fat om det kabel, vi skal spænde os på. Jeg tager min karabinhage, og spænder mig på kablet over mit hoved. Flyet svinger skarpt til venstre, og jeg må holde godt fast for ikke at vælte. Jumpmasteren kommer ned igennem rækken, mens han kontrollerer os for ottende gang. Han kigger på mine spænder og melder Onze! Jeg nikker tilbage, jeg er nummer elleve. Flyet svinger skarpt igen, mine hænder sveder. Ouvrir la porte! dørene åbnes dagslyset og vinden står ind i vores dunkle kabine, og minder os om, hvad vi er her for. Mens jeg nu står der og ser det sydfranske landskab suse forbi udenfor, ja, så kan jeg jo ligeså godt tænke lidt over, hvordan jeg nu er havnet i denne situation... Af Anders Dalsgaard og Nicholas Ørum Keller Fire-fem måneder tidligere vidste ingen af os fire danskere, at vi denne juni morgen skulle springe ud over en græsmark i det sydlige Frankrig. I starten af 2011 blev vi tildelt Den Franske Faldskærmsgrunduddannelse som anerkendelse af særlig indsats. Chefen for Danske Division, generalmajor Peter Kühnel, overbragte nyheden personligt til os alle: Major Henning Dons, kaptajn Anders Dalsgaard fra ingeniørerne, undertegnede (NØK) fra CIMIC-enheden, og premierløjtnant Jakob Frølund, netop hjemvendt delingsfører fra ISAF 10. Vi fire skulle af sted som hold 1. Det danske hold 2 bestående af kaptajn Michael Ljungberg, premierløjtnant C. G. Jensen og seniorsergent A. Markussen rejste til den franske faldskærmsskole i Pau to uger efter os. Én blandt Den franske faldskærmsskole Ecole des Troupes Aeroportees (ETAP) ligger i byen Pau, i Sydfrankrig, tæt på grænsen til Spanien. Skolen har under det nuværende navn eksisteret siden 1947 og har gennem tiden uddannet mere end soldater. Årligt gennemfører de cirka spring fordelt over adskillige kurser. Vi fire danskere lander i Pau lufthavn søndag eftermiddag. Vi skal uddannes i den klassiske og ædle indsættelsesform: faldskærmsindsættelse over fjendtligt territorium. Mandag morgen deltog vi i skolens samlede appel, der bliver afholdt hver uge. Efter at høre franske soldater brøle nationalsangen og få en kort velkomst fra skolechefen, startede vi på selve kursus. Vi fik tildelt en engelsktalende instruktør. Instruktører med engelskkundskaber hænger ikke på træerne i Frankrig, men det gik rigtig fint, omend alle fik et godt grin i ny og næ, da vores instruktør, Stephane, remsede alle de ord op, som han ofte kom lidt galt af sted med. Vores franske gloser var såmænd nok også kilde til morskab for franskmændene. Ground Training Den første uge bestod af Ground Training, hvor vi deltog på helt lige fod med de franske soldater i træningen og uddannelsen. Så startede selve faldskærmstræningen. Vi er på vej op i flyet - en Transall C-160 Jeg står sammen med 30 at springe, når lyset skift en boblende fornemmels et skud adrenalin. EEE Øvelser mens vi er spændt op i harness 8 Hæren nr

9 Faldskærms- KURSUS Der var en del pakken ind, pakken ud, pakken op og pakken ned, hoppen ind og ud af fly-kulisser på jorden, frigørelse fra hovedskærmen, nødprocedurer, og ikke mindst de allestedsnærværede rullefald mod alle fire verdenshjørner, for til sidst kun at mangle et spring fra træningstårnet. Den første uge bød på yderligere en overraskelse, idet forsvarschef Knud Bartels var på ETAP, hvilket gav os muligheden for at hilse på ham og ikke mindst nyde en god og hyggelig middag med ham og forsvarsattachéen i Paris, oberst K. Kristensen. Folkene omkring os, instruktørerne og de franske soldater som helhed, oplevede vi som meget professionelle og engagerede. Vi så for eksempel, at de soldater, der var kommet først i mål til løbeprøven, løb tilbage ad ruten og heppede på de bageste, der endnu ikke var i mål. Jump-Week Uge to lagde vi ud med spring fra træningstårnet, hvorefter vi var klar til at springe løs. Det var vejret desværre ikke de følgende to dage øsede det ned, hvilket pressede tidsplanen en smule sidst på ugen. Den silende regn afholdt dog ikke de franske soldater fra at marchere rundt i timevis, mens de sang gamle faldskærmssange. Onsdag klarede det heldigvis op, og vi kunne påbegynde vores planlagte spring. andre soldater klar til er til grønt. Jeg kan mærke e af lykke indeni, blandet med RRRRRRRRRRRR! Springere klar til landing Fire danskere og en makedoner har netop modtaget 'vingen' tilbage i flyet Det røde lys tænder ved den åbne dør. Jeg står sammen med 30 andre soldater klar til at springe, når lyset skifter til grønt. Jeg kan mærke en boblende fornemmelse af lykke indeni, blandet med et skud adrenalin. EEERRRRRRRRRRRR! alarmen bryder stilheden og lyset skifter til grønt. Go! Go! Go! råber instruktørerne og de første er allerede ude af flyet. Det giver et ryk i kablet over os, hver gang en soldat stiger af. Huit! Neuf! Dix! Manden foran mig forsvinder ud i det blå. Onze! Jeg rækker jumpmasteren min static line og træder frem højre, venstre, UD!. Vinden rammer hårdt i ryggen og jeg er i frit fald. Efter et par hurtige lussinger af seletøjet op til faldskærmslinerne, finder jeg mig selv svævende over det smukke sydfranske landskab. Pyrenæerne skimtes i det fjerne, og mine medspringere hænger i en fin række efter flyet, som hurtigt forsvinder bag mig. Enkelte juhuuu-råb lyder i ny og næ. Jeg gennemfører mine kontroller og gør klar til landing. Alt er gået fint, og de første 399 meter er en ren fornøjelse. Den sidste meter landingen er der, hvor regningen skal betales har jeg nu trænet mine rullefald godt nok? SLAM! hmm, det meterhøje græs snød afstandsbedømmelsen lidt, kroppen gør ondt, men enhver landing, man kan gå fra, er vel en god landing. Onsdag fik vi fire spring og vi kunne konstatere, at jorden i Frankrig er ikke udpræget blødere, end den er i Danmark! Småskader og hudafskrabninger var dog ikke værre, end at vi var klar til de sidste to spring torsdag. Denne gang med vores oppakning spændt på maven, når vi sprang. Der skal lyde en stor tak til instruktørerne og personellet på ETAP samt til de, som har hjulpet os af sted på turen og enhederne derhjemme, som har trukket læsset, mens vi var væk. Sidst, men ikke mindst, tak til divisionschefen for at udvælge netop os til at komme af sted. Hvordan kommer man af sted Direktiv for CH/DDIV anerkendelse af særlig indsats. Ifølge direktivet tildeles det danske eller franske faldskærmskursus som anerkendelse til soldater, der har ydet en forbilledlig indsats i hæren. Det er divisionschefen, der udvælger soldaterne baseret på følgende emner: - En begrundet indstilling fra soldatens egen chef - Enkeltkæmperfærdigheder - Professionalisme - Indsats i missionsområderne - Samarbejdsevner - Fysiske færdigheder 9

10 Mekanikerne i Libanon Mekanikerne kommer jorden rundt i Libanon Det kræver øje for detaljen at holde de store SISU er kørende. Det er Henrik til venstre og Fix til Højre. De danske mekanikere i Libanon kommer vidt omkring og får smagt på lidt af hvert. Både kulturelt og kulinarisk Tekst og foto af Sune G. Christiani, presseofficer, UNIFIL hold 5 - Jeg tror, vi er dem, der har oplevet mest de første 14 dage, siger Henrik. Henrik og Fix er mobile mekanikere i Danmarks bidrag til FN-styrken i Libanon(UNIFIL). De to mænd kører rundt for at reparere finske pansrede køretøjer hos ghaneserne og inderne i bjergene i Sydlibanon. De tager af sted om morgenen med det, de skal bruge, men hvis de mangler en reservedel undervejs, er der rigtig langt hjem til hylden efter den rigtige membran eller skrue. Mandag kører de præcis kl En halv time efter afgang bliver Henrik kaffetørstig og åbner sit termokrus. Han drikker af det med højre hånd og styrer med venstre. Omdrejningstallet stiger og motoren begynder at larme, så Henrik kobler ud, Fix skifter gear fra 2. til 3. og Henrik kobler ind igen, uden at de ser på hinanden eller mæler et ord. De har kun gået sammen i tre dage inden udsendelsen, men allerede efter 14 dages samarbejde har de en fælles forståelse. Den firhjulstrukne hvide Nissan, med UN på siden, bevæger sig sikkert ad de snoede libanesiske veje, og Fix og Henrik taler om arbejde, savnet af familien i Danmark og de flotte store palæer, de passerer samt de faldefærdige rønner. - Selvom man kommer til et krigshærget land, Afghanistan, Bosnien, Irak, så åbner de lokale sig op, når man begynder at tale om familie, fortæller Fix. - Vi har også børn, og det forholder de sig til med afsavn, og hvordan man holder kontakten, støtter Henrik op. Når Henrik og Fix ikke er på farten, arbejder de på værkstedet i en fransk lejr cirka 50 kilometer fra hovedkvarteret i Naqoura, hvor danskerne hører til. På værkstedet i den franske lejr arbejder der også en skotte, Laurence, der er administrator, og to muslimske libanesere, Muhammed og Mahmoud. Fix beskriver det som en lille familie allerede efter to uger. Et sted, hvor man tager sig godt af hinanden og forsøger at få det til at køre bedst muligt. 10 Hæren nr

11 Mekanikerne i Libanon I dag har Muhammed taget vandmeloner med. Forleden nævnte Fix, at han gerne ville smage de lokale vandmeloner, og det får han så lov til nu. Mange kulturer på få meter De smalle libanesiske veje leder op ad bjergene til de indiske lejre i omkring 1300 meters højde. I flere af lejrene reparerer Fix og Henrik støddæmperne på nogle SISU er, der trænger til nye reservedele. I denne uge er det indernes køretøjer, der skal serviceres, og i næste uge er det ghanesernes. - Det er spændende, at man kan køre i området, og opleve at der er så kort afstand imellem kristne og muslimske landsbyer. Og man kan nemt se forskel, siger Fix. - Man kan blandt andet se det på deres tøj, tilføjer Henrik. Den indiske sergent, Rao, er glad for det arbejde, de to mekanikere udfører og ikke mindst tempoet, det foregår i. - He is very fast, siger sergent Rao efter Fix har repareret støddæmperen og er klar til at køre blot fem minutter efter, de kom ind ad porten. Men Fix må lige vente et øjeblik mere. Inderne sørger godt for sine danske gæster. Hver eneste gang mekanikerne har været Henrik må lægge kræfter i for at få løsnet bolten. i gang med at skrue, står der en soldat med et koldt glas juice eller vand og nogle gange nødder og indiske specialiteter. Henrik og Fix tager høfligt imod, men de kan ikke blive længe. Næste opgave venter, og der kan være langt imellem lejrene. Dagens sidste reparation er en membran i lufttryksbremsen, der skal skiftes. Membranen, de har medbragt, viser sig at være for lille, så de må komme igen dagen efter. Sådan er det, når man ikke kan have hele værkstedet med i bilen. - Vi må se, om vi ikke kan få dem til at sende billeder af reservedelene i fremtiden, så vi er sikre på, at vi får det rigtige med, siger Henrik. Ved 18-tiden ruller de ind i den franske lejr, hvor de skal have deres velfortjente søvn efter 12 timer på farten. I morgen er det ud igen for at ordne det, de ikke nåede i dag. Henrik og Fix er mobile mekanikere i Danmarks bidrag til FN-styrken i Libanon(UNIFIL). SISU er et stort køretøj på 13,5 ton, så det er særdeles vigtigt, at alt fungerer, så man kan manøvrere sikkert rundt med dem på de små bjergveje. Hæren nr

12 Bog støtter soldater Pilot og fotograf skaffer penge til Soldaterlegatet Soldaterlegatet kan forhåbentlig se frem til et pænt tilskud i den kommende tid. Jagerpilot Thomas Kristensen og fotograf Henning Kristensen har sammen lavet en bog, hvor alt overskud fra salget går til legatet Af Kaj-Ivan Bæk, journalist, HOK F-16 oplevelser på danske vinger. Det er titlen på en bog, som er blevet til i et snævert samarbejde mellem pilot i flyvevåbnet, Thomas Kristensen, og fotograf i samme værn, Henning Kristensen, og som vil være en oplagt julegave for fly tosser og fotoentusiaster. De to har gennem de seneste to et halvt år arbejdet med projektet, og som en særlig gestus over for tidligere civile og soldater udsendt i internationale militære missioner og deres pårørende, tilfalder hele overskuddet ved salg af bogen Soldaterlegatet. Det er et legat, der træder til med økonomisk hjælp, hvis der bliver behov for støtte grundet en fysisk eller psykisk skade, der er opstået under udsendelsen. Historien om en jagerpilots oplevelser i cockpittet på det, Thomas Kristensen selv kalder verdens smukkeste jagerfly, er naturligvis fortalt af ham selv, mens Foto- Henning, som han er kendt og respekteret som i flyvevåbnet, har lavet de smukke fotos. Men der dukker sandelig mange andre op, som beskriver deres oplevelser efter at have fløjet i F-16. Blandt andre fortæller kronprins Frederik, prins Joachim, tidligere forsvarsminister Søren Gade, tidligere forsvarschef Christian Hvidt, TV2 journalisterne Rasmus Tantholdt og Niels Brinch samt B. S. Christiansen og Bubber alle om deres oplevelser. Bogen indeholder således mere end 50 historier fortalt af danske jagerpiloter og de føromtalte kendisser. Det varede da heller ikke længe, før Foto-Hennings arbejde prydede væggene i min lejlighed i Aalborg. Mit liv med F-16 Thomas Kristensen fortæller her om tanker bag og tilblivelse af bogen: - For mit eget vedkommende blev jeg en del af den verden i sommeren 1993, da jeg efter endt træning på Sheppard Airforce Base i Texas skulle i gang med den sidste og mest potente del af min 12 Hæren nr

13 Bog støtter soldater uddannelse på Flyvestation Aalborg. Her skulle jeg lære at beherske F-16, verdens smukkeste jagerfly. Mit første møde med stålfuglen var en på alle måder overvældende oplevelse. Godt spændt fast i bagsædet skulle min instruktør demonstrere for mig, hvordan de hestekræfter kunne beherskes. Fra start til slut blev min krop udsat for kræfter, den aldrig havde været i nærheden af. Fascination og begejstring blev afløst af sved, kvalme og ubehag. Måske ikke den mest ideelle start på et forhold som indtil videre har holdt i små 20 år. Den 28. oktober 1997 skulle jeg ud at flyve natflyvning og fik for første gang fotograf Henning Kristensen, bedre kendt som Foto-Henning, i mit bagsæde. Denne aften fløj vi i den mest fantastiske solnedgang. Det benyttede vi os af og tog fotos af det andet F-16-fly, som var med på aftenens mission. Selve turen og specielt det visuelle rush gjorde, at jeg følte mig temmelig høj bagefter, og jeg kunne også fornemme, at det var tilfældet hos min bagsædepassager. Et par dage senere så jeg Foto-Hennings udbytte af turen. Det slog mig, at billedet både kunne give en præcis visuel genskabelse, men også fastholdelse af et øjeblik i mit liv et øjeblik under de mest intense omstændigheder for evigt. Her var noget, som kunne være med til at gøre det lidt nemmere for mig at fortælle omverdenen, hvad det egentlig var, jeg gik rundt og lavede og ikke mindst, hvad der gjorde mig til den, jeg var og er. Det varede da heller ikke længe, før Foto- Hennings arbejde prydede væggene i min lejlighed i Aalborg. Efter denne tur benyttede jeg mig af enhver lejlighed til at få sat Foto-Henning i bagsædet. Missionstyperne var ligegyldige, for Henning kendte ikke til luftsyge. Det eneste tidspunkt, jeg blev bedt om at flyve roligt, var, når han skulle skifte film. Om det så kun gav et enkelt billede på en tur, viste resultatet altid, at det var det hele værd. Hos Foto-Henning mødte jeg en uforbeholden ydmyghed og begejstring over at være en del af flyveturene og de visuelle oplevelser. Det var utroligt smittende og medførte en trang til flere oplevelser af samme slags. En gensidig respekt og forståelse for hinandens person og hinandens verdener gav de ideelle betingelser for udviklingen af et unikt samarbejde. Jeg vil påstå, at vores fælles passion for at skabe gjorde, at vi tilsammen var blandt de allerbedste i verden, hvad angår det at tage billeder fra bagsædet af et jagerfly. Hver gang vi havde fløjet sammen og var kommet ud af flyet, blev det fulgt op af store smil og indforståede blikke, der sagde mere end tusinde ord. Overskriften var altid den samme: At vi lige har oplevet noget helt unikt og fantastisk sammen! Denne følelse og trang til at fortælle hele verden om, hvad vi lige havde oplevet, er grobunden for denne bog. I de næsten 20 år har jeg arbejdet sammen med nogle af de mest professionelle, dedikerede og inspirerende mennesker, dette land byder på. I blandt dem Foto- Henning for uden ham var denne bog aldrig blevet til noget. Jeg håber, vi med denne bog kan give læseren et indblik i den verden, der er vores. Gennem de billeder, tanker og følelser, der gennemstrømmer denne bog, bliver det forhåbentligt muligt at sætte sig i jagerpilotens sted et øjeblik. Tak til alle, der valgte at sige ja i stedet for nej. F-16 oplevelser på danske vinger Jeg trak i håndtaget til katapultsædet, og op røg jeg - stadig i total mørke. Små to sekunder senere så jeg, at min faldskærm heldigvis var ved at åbne sig. Da den åbnede sig helt, trak den min overkrop ud og mit hoved nedad, og under mig kunne jeg se mit F-16-fly krydse perimetervejen. Jeg så, hvordan understellet kollapsede, og at flyet endelig stoppede på den anden side midt i et minefelt! Jeg ventede bare på at høre eksplosionen. I samme nu indså jeg, at jeg ville lande kun 10 meter fra flyet på perimetervejen. Jeg landede med et bump på vejen. Fødderne først, så bagen, skuldrene og hovedet. Lang fra nogen perfekt landing. Holy shit! gipsede jeg over det ublide møde med asfalten. Mens jeg kravlede væk, tænkte jeg, at flyet nok ikke ville blive sprængt i luften, når det ikke allerede var det. Så jeg stoppede, satte mig op og kiggede over på mit tidligere så varme, sikre og behagelige kontor fra de 10 foregående timer Hæren nr

14 Konkurrence Grenadier Koklokker og Edelweiss løbe et orienteringsløb i uniform op ad det nærmeste bjerg. Vi kravlede, svedte, bandede, svovlede og svedte noget mere hele vejen op. Grenadier er en konkurrence, der strækker sig over en uge, og som det østrigske forsvar holder hvert år. De fire kadetter fra HO s yngste årgang. Fra venstre er det sekondløjtnant (SL) Rene Rasmussen, SL Morten Kviesgaard, SL Thomas Bekker samt SL Jakob Ravn. Det østrigske forsvar holder hvert år en infanterikonkurrence kaldet Grenadier. Igen i år var det danskerne, der tog guldet Af Morten Kviesgaard, sekondløjtnant, Hold Anker, tekst og foto Mens resten af hold Anker fra Hærens Officersskole (HO) gik på sommerferie, var fire kadetter imidlertid på vej hjem fra de østrigske alper. De havde repræsenteret HO s yngste årgang i dette års udgave af Grenadier. Grenadier er en konkurrence, der strækker sig over en uge, og som det østrigske forsvar holder hvert år. Den bygger på en gammel tradition, hvor soldater fra den tyske og østrigske hær besteg bjergene i alperne. Helt oppe på toppen, cirka 2000 meter eller mere over havet, vokser nemlig den sjældne blomst, Edelweiss. At plukke sådan en og klare turen ned igen i de barske bjerge var derfor bevis på mandsmod og udtalte soldaterfærdigheder (se Band of Brothers episode 4). Denne tradition holder man fortsat i hævd i både Østrig og Tyskland, og hvert år inviterer østrigerne andre nationer til at deltage og prøve kræfter i dysten mod bjergene. Således frisk og veludhvilet drog vi til Østrig. En beskeden tur på 17 timer i bil plus det løse (her lærte vi hurtigt at kø hedder STAU på tysk ). Hjemmefra havde det forrige års deltagere berettet, at konkurrencen mest var en hyggetur, hvor man skulle lægge kræfterne lige så meget i baren som på bjerget. Sidste år havde de danske deltagere taget 1., 2. og 4. pladsen så nu var det på tide at ta alle tre podiepladser, hvilket ikke burde være noget problem. Altså ifølge det oplæg, vi fik stukket i hånden hjemmefra. Forventningens glæde afløst af frygt Virkeligheden viste sig at være markant anderledes. Vi startede mandag med at Hertil kom problemer med at tyde de østrigske kort, der var af en anden detalje ringsgrad, end hvad vi var vant til. Vi sluttede af med at krydse en mindre sø commando-style og kom i mål på en fornuftig tid, men konstaterede hurtigt, at de mere alpine nationer slog os med flere hestehoveder. Trætte og udmattede efter den hårdhændede koldstart, frygtede vi lidt for, hvad resten af den reelle konkurrence ville byde på. Klovdyr, KKK og farlig sodavand Tirsdag skulle vi gennemføre selve bjergmarchen på 2000 højdemeter til op over trægrænsen. Bjergmarchen var selve det, der gav adgang til den eftertragtede Edelweiss. Strabadserne op ad bjerget bød på en fantastisk udsigt ud over landskabet samt en indædt diskussion om, hvorvidt der fandtes køer i disse højder. Trods fækalier fra klovdyr insisterede holdkaptajnen på, at der fandme ikke var køer SÅ højt oppe. De efterfølgende kilometer op ad bjerget gav dog et lidt andet billede Fra bjergets top gik vi til næste del af konkurrencen, som var henholdsvis en cirka 20 kilometer opgavemarch under nedstigningen fra bjerget samt en infanterikonkurrence. 14 Hæren nr

15 Konkurrence Grenadier af en meddelelse efter østrigsk kodekultur og succesfuld transmission af beskeden til hovedkvarteret. Herefter gik turen videre pr. lastvogn til den næste station. Vi forcerede en kløft via et, til lejligheden, udspændt reb og fortsatte vores march. Ved endestationen ventede en tjekkisk ABC-station (opgaver inden for atom-, biologisk- og kemisk krigsførelse). Iklædt olivengrønne Ku-Klux-Klan lignende dragter blev vi sat til at stabilisere et forulykket køretøj og fjerne toxic material (forurenet) fra bagsmækken. Det var i dagens anledning en frokostbakke med to tallerkner grøn og rød saftevand, der for alt i verden ikke måtte spildes eller blandes. Bagefter tog vi et velfortjent hvil, fik lagt vores gennemsvedte tøj til tørre i solen og nydt en klassisk østrigsk aftenanretning ubestemmelig pasta med pumpernikkel brød ad libitum. Efter en dag på farten, kun med postevand og energibarer, var det himmelsk at få fast føde. Turen op af bjerget trak tænder ud. Her ser man tydeligt hvor stejlt det er. Ansporet af kravet om podiepladser lagde vi kræfterne i og gav alt, hvad vi havde. Vi løb ned ad bjerget og overhalede et par af de østrigske hold. Den første opgave var oprettelse af en dipolantenne, indkodning Danskerne sætter standarden Da de sidste hold var ankommet og blevet bespist, gik turen på ny pr. lastbil ud til en tilfældig mark. Herfra skulle vi i ly af natten infiltrere tilbage til lejren uden at komme i kontakt med fjendtlige styrker. Natten igennem sneg, snublede og sneglede vi os gennem de bælgmørke granskove i forsøget på ikke at blive opdaget og taget til fange. Imens blev der kastet kanonslag, brugt alarmblus og skudt med løst i vildskab omkring os. Ud på morgenen kom vi endelig frem, kun 20 minutter fra tidsgrænsen, som ingen af instruktørerne belejligt havde informeret os om. Hen ad formiddagen skulle vi gennemføre sprængningstjeneste, baghold og patrulje med førstehjælpsopgave. Om torsdagen var det så skydekonkurrencens tur først pistolskydning med Glock, så nærkampsskydning med Steyr AUG, hvor et par af os opdagede den finurlige funktionsvælger, der til lejligheden er indbygget i aftrækkeren på Steyr en. Der var også et cimic/humint (civilt-militært samarbejde/ efterretningstjeneste) element, hvor vi skulle opsnappe informationer fra en lokal klanleder, og til sidst sluttede vi af med laserduel på let maskingevær i kamp stilling mod fjendtlige patruljer. Vi gav os 100 procent gennem hele konkurrencen og var overbevist om, at vi havde gjort det godt i forhold til de andre hold. Spændingen var derfor stor, da vi samledes til parade om eftermiddagen, hvor vinderen skulle bekendtgøres. Et hold fra Jydske Dragonregiment og Hærens Kampskole besatte 2. pladsen. Og yngste HO-hold tog guldet! Vi blev lykønsket med klapsalver og hurraråb og herefter forment adgang til næste års Grenadier, da østrigerne mente, at danskerne var lidt for suveræne, efter at de nu i to år havde sat sig på tre af de fire første placeringer. e og lufter fødderne Udsigten afhang af, et. kk hvor man rettede bli hviler benen Fire trætte kadetter ser. efter dagens strabad Hæren nr

16 Nytiltrådt hærprovst Nytiltrådt hærprovst: Stol på Gud men hold krudtet tørt Projekt Care for the Caretakers har løbet over nogle år nu. Her sidder Thomas H. Beck for bordenden sammen med den afgåede feltprovst Ole Brehm Jensen. Thomas H. Beck: Jeg kunne ikke sidde her i dag uden den viden og erfaring, som hundreder af danske soldater har givet mig i Afghanistan. Jeg skylder dem alle en stor tak Af Kaj-Ivan Bæk, journalist, HOK Det var den britiske Lord Protector Oliver Cromwell ( ), der først brugte udtrykket Keep your faith in God, but keep your powder dry (stol på Gud, men hold krudtet tørt), men hærens nye provst ser sig selv lige så meget som feltprovst, at han har annekteret ordsproget og bruger det hver gang, han afslutter en gudstjeneste for soldater. Det kan flere hold soldater i international tjeneste skrive under på. For hærprovst Thomas H. Beck har sammenlagt tilbragt cirka 20 måneder blandt danske soldater på uddannelse og mission. 48-årige Thomas Beck har afløst Ole Brehm Jensen som øverste gejstlige for hærens ansatte. Han har en solid bagage med i sin rygsæk, og han er ikke bange for at sætte mål for sin og feltpræsternes fremtid: - Vi skal sammen højne det militære niveau for præsterne, og så skal vi fokusere meget mere på vore veteraner. Det lå ikke direkte i kortene, at Thomas skulle blive præst. Og så dog alligevel lidt, for hans far er faktisk også præst. Men den første interesse for et erhverv pegede ret tydeligt i retning af biokemi, men det lavede et Tidehverv-møde om på, og lysten til at tilegne sig kundskaber fik lidt efter lidt retning mod filosofi, historie og teologi Så efter en livlig ungdom som drueplukker i Grækenland, hotel- og taverna- 16 Hæren nr

17 Nytiltrådt hærprovst ansat samme sted samt møllersvend i Taulov startede Thomas på universitetet i I 1990 flyttede han og hans kone fra Århus til Viborg, og Thomas begyndte at se sig om efter et embede, samtidig med at han passede et job som studievejleder på halv tid på universitetet i Aarhus. Jobbet faldt i 1994 i Barløse- Sandager-Holevad sogn på Sydvestfyn. Dyrekøbte erfaringer To meget skarpe kampmissioner har betydet, at de erfaringer, Thomas indhentede i Afghanistan, er blevet købt meget dyrt med unge menneskers liv som betaling. Det har til gengæld givet en helt afklaret holdning til feltpræstens liv og virke, både hjemme i Danmark, under mere bløde forhold i de store lejre i Afghanistan, og ikke mindst helt ude i den skarpe ende, hvor feltpræsten sover sammen med soldaterne i Patrol Base Line, det tætteste på Taleban overhovedet. - Feltpræstens fokus kan godt være meget forskellig fra mission til mission, men der er i hvert tilfælde én ting, jeg har lært, og det er, at de feltpræster, der kan, de bør være med helt ude i den skarpe ende. Det er der, de virkelig kan gøre en forskel. Det er for mig også helt naturligt, at jeg velsigner soldaterne, når de går ud på patrulje. Det er en helt klar forlængelse af det forløb, der faktisk starter med, at soldaten skriver sin sidste vilje, inden han rejser fra Danmark. Soldaterne skal vide, at vi er med hele vejen, også på patrulje. Hjemme i lejrene kan man agere Human Ressource-person, konfliktløser og aflive rygtedannelser, ligesom man som præst kan støtte førerne i de ofte meget svære beslutninger, de skal tage. - Men hvem støtter så feltpræsten? - Familien. Ubetinget familien, men også kollegerne. Vi har i nogle år kørt nogle kurser for tidligere og kommende feltpræster, som hedder care for the caretakers. Det er et forum, hvor vi overleverer erfaringer fra de gamle til de nye, og det er utroligt så godt, det virker. Vi aflaster hinanden gennem samtaler, og vi snakker meget om de lange og nære bånd, vi har til de soldater, vi har mødt i missionerne. Men igen. Der skal helt klart være opbakning fra familien. Ellers går det simpelthen ikke. Det gamle fjols vil savne udsendelserne Nu er hverdagen en helt anden for Thomas. Blandt feltpræsterne har chefen ofte været kaldt det gamle fjols, når han kom på gejstligt tilsyn ude på missionerne, og selv om 48 år ikke nødvendigvis kalder på hvidt skæg og bøjet ryg, så har Thomas taget det godmodige drilleri til sig. Nu er det ham, der er det gamle fjols. - Og han vil helt sikkert komme til at savne udsendelserne og den meget tætte kontakt til soldaterne, blandt hvilke jeg tæller hundredevis af kammerater og nogle sande helte. For det er langt fra Der er normalt god søgning til feltgudstjenester således også til denne bag Hesco Bastians. det samme at komme på besøg, som at følge et helt hold. Men sådan skal det altså være nu. Og det er måske meget godt. Alt har en tid, og nu vil jeg fokusere på den næste generation af feltpræster, og jeg vil søge at hæve det fagmilitære niveau i vores gruppe, uanset hvad fremtiden for hæren så vil blive. - Herudover vil jeg fokusere meget på vores veteranpolitik, og så har jeg gjort mig tanker om, at vore vigtigste kaserner for eksempel kan have en ugentlig træffedag, hvor bataljonernes feltpræster er til rådighed for en snak, netværksarbejde og opfangning af dem, der måtte være ved at falde igennem med eftervirkninger eller problemer af privat karakter. Vi trækker hårdt på de unge mennesker, og det er vores pligt at gøre alt, hvad vi kan, for at de kommer hele ud på den anden side, siger Thomas Beck. Vores samtale startede med et citat. Derfor er det vel på sin plads også at slutte med ét. Og det er til gengæld Thomas Becks eget: At tro på Gud er at vise ansvar ikke fromhed. Vi trækker hårdt på de unge mennesker, og det er vores pligt at gøre alt, hvad vi kan, for at de kommer hele ud på den anden side. 17

18 SIKU Holstebro Demo i samarbejde Forsvarschefens sikkerhedspolitiske kursus (SIKU) på besøg i Holstebro så flyvevåbnet og hæren i fælles indsats Af Kaj-Ivan Bæk, journalist, HOK Gennem de senere år har der været holdt et sikkerhedspolitisk kursus for civile og ledende embedsmænd i statsadministration, styrelser og regioner. Det er Forsvarsakademiet, der på forsvarschefens vegne lægger rammerne for kurset, og heri indgår blandt andet en dybere indføring i, hvad søværnet, flyvevåbnet og hæren laver. For hærens og flyvevåbnets vedkommende var der tale om en fælles kampdemonstration med udgangspunkt i de danske missioner i Afghanistan. Den blev afviklet i øvelsesterrænet ved Jydske Dragonregiment i Holstebro, og foruden den taktiske demonstration lavede både flyvevåbnet og hæren udstillinger af køretøjer, fly og materiel. Kursusdeltagerne fik også mulighed for ved selvsmagning at finde ud af, hvordan en soldat på feltrationer lever, idet der var arrangeret en feltfrokost baseret på netop feltrationer. 18 Hæren nr

19 SIKU Holstebro For hærens og flyvevåbnets vedkommende var der tale om en fælles kampdemonstration med udgangspunkt i de danske missioner i Afghanistan. Se video fra SIKU her. Scan koden med din smartphone og se mere Eller tryk her på link og se video fra SIKU Hæren nr

20 Lederudvikling PROJEKT 1 Lederudvikling med 180 i timen Slutningen af 2. semester på Hærens Officersskole byder på flere forskellige udfordringer. En af dem er Projekt 1, som i bund og grund kan karakteriseres som 36 timers intensiv udvikling og indsigt i sig selv og sine kammerater på godt og ondt. Dette gøres selvfølgelig med et minimum af søvn og mad med. Derudover var det ikke tilladt at medbringe mad, cigaretter og drikkevarer. Vand var der dog nok af, men det skal lægges oveni de 20 kg. Hensigten med denne menu er at presse kadetterne fra begyndelsen af øvelsen for at sikre, at der bliver skabt nogle rammer, hvor kadetterne skal tage beslutninger, udøve ledelse samt løse et bredt spektrum af forskellige opgaver under væsentlig anderledes vilkår, end de fleste kadetter har prøvet. Kadetterne skiftes til at være fører for gruppen, som består af fem-ni mand, Af David W. Lensbæk, kadet, Hold Anker Mandag den 20. juni var dagen, hvor den første af klasserne fra Hold Anker skulle ud at prøve sig selv af på en ledelsesøvelse, hvor der skulle løses opgaver inden for flere forskellige fag, mens kadetterne samtidig er udsat for et konstant tidspres. Hver kadet har en rygsæk med, der er pakket med cirka 20 kilo til at begynde Tid til at samle op og lægge nye planer. 20 Hæren nr