Ingolf Henoch Pedersen

Transkript

1 Af Ingolf Henoch Pedersen MF - og Guds ords sandhed Ved MF s vennestævne i 2000 holdt fakultetsleder Ingolf Henoch Pedersen et foredrag med titelen: Dit ord er sandhed! Vi har bedt ham redigere og gentage sit foredrag her til inspiration for os i den fase, vi nu befinder os i på MF, hvor vi gør os mange tanker om fremtidens teologiske uddannelse her på stedet. I artiklen ses der bl.a. tilbage på starten og udviklingen på det norske MF. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: Jesus fra Nazaret, jødernes konge. Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus var korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: Skriv ikke: Jødernes konge, men: Han sagde: Jeg er jødernes konge. Pilatus svarede: Hvad jeg skrev, det skrev jeg. (Joh 19,19-22). Det har slået mig, at sådan som jødernes ypperstepræster behandlede den indskrift, Pilatus havde sat på korset, sådan behandler mange teologer Bibelen i dag. I Bibelen står Guds sandhed skrevet sort på hvidt på hebraisk, aramæisk og græsk. Desuden har vi Bibelen i oversættelse til dansk og til en mængde andre sprog, så alle kan læse dens ord. Når Pilatus havde ønsket, at indskriften på korset skulle stå på hele tre forskellige sprog, var det, for at det klart skulle fremgå, hvem den Jesus var, der var korsfæstet her, og hvad han var anklaget for af sine egne. Sådan har Gud handlet, når det gælder hans ord og åbenbaring i Bibelen. Det er skrevet sådan, at vi alle skal kunne læse det, i en form og på et sprog, vi alle kan forstå. Det gælder åbenbaringen af det, der skete helt i begyndelsen ved skabelsen. Det er ikke skrevet i et teknisk-videnskabeligt sprog, som kun kan læses af en lille del af befolkningen med de nødvendige forudsætninger. På samme måde indeholder resten af Bibelen Guds klare åbenbaring af det, som er sandheden om livet og døden, om begyndelsen og enden, givet os i en form og i et sprog, så vi alle kan forstå, hvad det handler om. Men vi oplever i dag nogle i samme rolle som jødernes ypperstepræster, der blev forargede over det, de læste, og kom og sagde til Pilatus: Skriv ikke: Jødernes konge, men: Han sagde: Jeg er jødernes konge. De ville ikke vide af ham som deres konge. Så det var alt sammen bare noget, han havde sagt. Det er sådan, den liberale teologis forkæmpere langt på vej har behandlet det, der står skrevet i Bibelen. Det gælder overordnet spørgsmålet om Jesu person. Det er ikke sådan, at han reelt var Guds Søn, men det var blot noget, han gjorde krav på at være. Man giver så forskellige forklaringer på, hvad der ligger i begrebet Guds Søn. Og meget rigtigt og sandt kan på den måde komme frem. Men tilbage står det helt afgørende spørgsmål: Var han Guds Søn, eller var det bare noget, han sagde, at han var? For fastholder man ikke, at han reelt var Guds Søn, så bygger man ikke længere på Bibelens og bekendelsens grund, men har forladt den. Det samme gør sig gældende i forholdet til Jesu undere: Skete de i virkeligheden, eller er beretningerne herom bare udtryk for den tids menneskers virkelighedsopfattelse? Igen er 152

2 MF og Guds ords sandhed der tale om et helt afgørende spørgsmål, der må tages stilling til. For hvis underne ikke er sket i virkeligheden, så bringes selve troens grund hurtigt til at vakle. Underne skulle jo bevidne, hvem han var. Hvis de slet ikke har fundet sted, hvor er vi så henne? Eller hvordan forholder det sig med Jesu ord, hans forkyndelse? Er det Jesu egne ord, vi kan læse i Bibelen, eller er det bare evangelisternes ord eller den første kristne menigheds ord, når de skulle tolke deres tro? Hvis det sidste er tilfældet, vil vi i Jesu ord blot høre en genklang af, hvad man i menigheden ønskede, at Jesus skulle have sagt. Hvordan ser det siden ud, når vi kommer til det for vores kristne tro og bekendelse allermest centrale: Jesu død og opstandelse? Hvad var det reelt, der skete? Døde Jesus bare en forbryders død, offer for et justitsmord begået af et komplot bestående af både jøder og hedninger, eller var hans død, som vi har lært: en stedfortrædende soningsdød som Guds offerlam? Liberalteologerne vil igen sige, at dette blot er kirkens tolkning af det hele. Som en præst udtrykte det for nogle år siden i Politiken : Jeg har altid betragtet talen om forsoningen som noget bevidstløst sludder! Og der rejste sig ikke engang en storm af protest i kirken. Nej, for en stor del af præstestanden mener vel det samme som hende. For de har været udsat for den samme skæbnesvangre påvirkning i deres studietid, hvor tolkningen af Jesu død som en soningsdød er blevet henført til primitive religiøse forestillingers indblanding i NT s budskab. Derfor bliver det ofte en tynd kop te, når der skal prædikes langfredag. Var påstanden om Jesu legemlige opstandelse fra de døde på samme måde blot et udslag af en forestilling, som de første kristne havde inde i deres hoveder om, at der var sket noget underfuldt med deres mester? En af vore tidligere biskopper er blevet citeret for at have sagt, at fandt man Jesu krop en dag i Israel, ville det ikke være afgørende for den kristne opstandelsestro, så ville den såmænd overleve også det! Det er det modsatte, Paulus lærer os: Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom... (1Kor 15,14). Er en biskop da mere end en apostel? Sagen er vel, at også denne biskops bibelsyn tog alvorligt skade, da han som ung sled universitetets auditoriums bænke. Og det fik katastrofale følger for ham. På MF vil vi gerne være med til at rejse bolværk mod en teologi, som i stedet for at bygge på bibelordet og dets sandhed, vil være nedbrydende for troen og virke ødelæggende på kirkens liv. Den vil efterlade en kirke i ruiner, hvor fjenden har let spil til al slags forførelse, for man efterlades uden at have nogen instans til at prøve tingene på - andet, end hvad man selv finder for godt og i pagt med det, man selv oplever som værende sandt og godt. I kampen for at stå på Guds ords grund og proklamere dets sandhed kan vi i dag tage ved lære af dem, der er gået forud for os. Jeg vil i denne sammenhæng opholde mig ved starten for vores søsterinstitution i Norge, Menighedsfakultetet i Oslo, som på mange måder har givet inspirationen til oprettelse af et MF her i Danmark. Desværre er udviklingen på MF i Norge, når det gælder bibelsynet og en række dermed forbundne kirkelige spørgsmål, ikke på alle måder fortsat i samme gode spor, som blev lagt ved starten. Alligvel kan vi lade os inspirere at det, som skete i Norge tilbage i begyndelsen af forrige århundrede. Jeg er kommet over et lille skrift, som indeholder et foredrag, som blev holdt af en af pionererne ved MF i Norge, professor Ole Hallesby, i Stockholm i Her fortæller Hallesby om starten 153

3 for MF i Oslo ca. 25 år tidligere under overskriften: Erfaringer fra Menighedsfakultetet i Norge. Hallesby siger her, at anledningen til oprettelsen af MF helt klart var den liberale teologis indtrængen på Det teologiske Fakultet i Oslo, som på det tidspunkt havde monopol på uddannelse af præster i Norge. Da doktor Ording, som klart havde fornægtet centrale punkter i kirkens bekendelse, i 1906 blev forordnet som professor i dogmatik ved universitetet, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Professor Odland indgav sin afskedsansøgning begrundet i, at han ikke længere kunne tage medansvar for kirkens præsteuddannelse, når kirkeministeriet havde udnævnt en professor, hvis holdninger var i modstrid med kirkens bekendelse. Hallesby siger i sit foredrag: Denne professor Odlands mandige og offervillige handling var den egentlige begyndelse til MF. Hans handling vakte opmærksomhed i hele landet. De, der endnu ikke havde viet denne strid en eneste tanke, måtte nu tænke over det, og de, som nok havde tænkt, men aldrig rigtigt havde forstået sagens alvor, fik nu deres øjne åbnede. Tilslutningen til tanken om et frit fakultet på bekendelsens grund var straks enorm. I løbet af nogle få måneder fik man løfte om kroner i støtte fra det norske kirkefolk, hvilket på den tid må betegnes som et enormt beløb, nok til 5 års drift af MF. I 1907 holdt man så det stiftende møde i Oslo båret af en dyb ansvarsfølelse og megen bøn, som Hallesby udtrykker det. På dette møde var der imidlertid to linier, der stødte sammen. Den ene ønskede ikke noget eget fakultet, for det ville lede til to slags præster og sprænge kirken, anså man. I stedet skulle man indgå et samarbejde med de liberale kræfter og søge at få tilsat et par positive teologer ved universitetet, som man så skulle love at lønne med private midler. Men det var den anden linie, der sejrede. Her ville man skabe et frit og selvstændigt fakultet. Uden det ville man ikke få den præsteuddannelse på Bibelens og bekendelsens grund, som kirken havde brug for. Med overvældende majoritet besluttede man at oprette et eget fakultet. Hallesby siger om dette i 1931: Når vi ser tilbage på denne beslutning, sker det med inderlig tak til Gud, som gav disse mænd tilstrækkeligt klart syn og nok tro til at vælge denne linie. Den samarbejdslinie, som den anden retning foreslog, har siden vist sig ikke blot skadelig, men umulig. Så begyndte man i 1908 med 3 professorer og 14 studerende, men uden eksamensret. Det fik man imidlertid i 1913, altså fem år senere. I de fem år havde modstanderne systematisk søgt at skræmme stortinget til at nægte MF eksamensret og fik, som Hallesby siger, efterhånden mobiliseret vort lands største navne og fineste skribenter imod os i pressen, men Stortinget lod sig ikke skræmme. Stortinget indså den livskraft i det norske folk, som stod bag Menighedsfakultetet. Hallesby mener ikke, det skyldtes religiøs overbevisning, men snarere politiske hensyn, når Stortinget endte med ikke at ville nægte MF eksamensretten. I 1920 kaldte man sammen i Oslo til det møde med repræsentanter fra det frivillige kirkelige arbejde i hele Norge, som siden blev kendt som Callmeyergatemødet. Her fattede man en enstemmig beslutning om, at man ikke ville have nogen form for frivilligt samarbejde med de liberale teologer. Det åbnede en diskussion om, hvem der er liberal teolog. Svaret, man fik fra MF, var: teologer, som har en sådan tro på Skriften, at de ikke deler kirkens bekendelse, men enten fornægter den eller giver den en anden betydning eller fortier den. 154

4 MF og Guds ords sandhed Mange bibeltroende var dybt bekymret for, om ikke studenterne nu ville flygte langt bort fra MF og lige i favnen på universitetet? Men det gik lige modsat. Under kirkestriden voksede antallet af studenter, så det blev meget større end før, og da Hallesbys foredrag blev holdt i 1931, kunne han oplyse, at der nu var 300 studenter ved MF i Oslo, og at 320 kandidater allerede var udgået fra MF. Hallesby så samtidigt en lang række positive frugter af MF s oprettelse og mente, at uden et MF ville den norske kirke ikke længere kunne betegnes som en bekendelseskirke. Foruden en masse gode præster havde MF givet bibeltro teologer mulighed for at forske og ofre tid og kraft på det videnskabelige arbejde, sådan at der forelå større videnskabelige arbejder ved MF-teologer i alle teologiens discipliner. Hallesby nævner flere sådanne ting, der måtte ses som frugter af MF s arbejde, bl.a. en større forbindelse og forståelse lægfolk og præster, læg og lærd, imellem. MF havde været med til at mindske afstanden ved at fremstå som menighedens fakultet, ikke bare af navn, men også af gavn. Og han konstaterer med forundring og glæde, at det også havde været muligt hos lægfolket at samle økonomisk opslutning omkring MF i en grad, man ikke skulle tro muligt. Når jeg hører og læser dette i lyset af MF s historie her i Århus godt 30 år efter opstarten, så finder jeg mange slående paralleller. Vi kan kun glæde os over, hvad MF har betydet for at bevare vores kirke på Guds ords grund og som en bekendelseskirke. Vi kan også hos os glæde os over, at MF har gjort det muligt for nogle at bruge tid og ressourcer på at forske, og at missionsfolket i vort land oven i købet har støttet dem i arbejdet og har været med til at betale gildet i erkendelse af, at det må ses ind i en større sammenhæng, som gælder vores kirkes fremtid, og hvor vi ønsker at stå i første række med et sagligt teologisk arbejde på Skriftens og bekendelsens grund. Det er tankevækkende, hvordan man i Norge tog de nødvendige skridt i forholdet til en kirke- og præsteuddannelse, som var i skred bort fra bibel og bekendelse, og man gjorde det uden at tøve. Og man valgte ikke den mest forsigtige løsning, som ville tilsløre den alvor, hvormed man så på hele situationen i kirken i forhold til den liberale teologis indtrængen. Med oprettelsen af Sammenslutningen til oprettelse af et Menighedsfakultet i Danmark har vi også taget et stort og vigtigt skridt. Men er vi, der i dag på mange måder har overtaget et MF, fortsat rede til at kæmpe og tage medansvar for vores kirkes udvikling på sandhedens grund? Vi ønsker at se et MF, der ikke blot bliver betragtet som en kuriositet på højrefløjen, men som er med til at præge udviklingen i en dynamisk missional leder- og præsteuddannelse i vores kirke. De fik eksamensretten på MF i Norge. Men de havde den ikke, da de begyndte, og der var megen modstand mod det fra universitetets side. Alligevel gik de i gang med undervisning og akademisk, teologisk dygtiggørelse. Det må også være den fortsatte vej fremad for os, selv om vejen til at opnå en større grad af selvstændighed på mange måder har vist sig vanskeligere hos os, end den var i Norge for snart 100 år siden. Men også for os vil det fortsat være sådan, at vi får ikke noget, med mindre vi selv vil satse og kæmpe for det i åbenhed og ærlighed om det, som er vort mål. 155

5 Vort mål skal ikke være at få magt i kirken. Heller ikke eksamensretten kan være et mål i sig selv. Målet er, at Guds ords sandhed skal fastholdes i vores kirke til frelse for mennesker, til gavn for missionen i Danmark og fra Danmark ud i den store verden. 156