Det skete i de dage, der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden

Transkript

1 1 Prædiken til juledag, 25. dec. Kl Kimer, I klokker 115 Lad det klinge sødt i sky 112 Kom alle kristne 114 Hjerte, løft din glædes vinge 439 O, du Guds lam nadververs: af nr. 94 v. 9 Kom Jesus vær vor hyttegæst 120 Glade jul Det skete i de dage, der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden Når man læser i den store bog berettes der kun om to folketælling. Den ene gang er i julens evangelium, den anden er, da David bliver fristet af sin egen magtfuldkommenhed til at se, hvor mange hans mægtige rige omfatter. På Jesu tid var der en enorm længsel efter dengang, David var konge, og man håbede som bekendt, at der ville komme en ny David og gøre alting godt. At dette håb havde navnet Davids sønnen skyldtes, at de fleste ikke kunne læse, og at David var blevet fortalt så mange gange, at han til sidst helt var forsvundet og genopstået som superhelt. Det var alt sammen så længe siden - som hvis vi i dag drømte om tiden

2 2 under Harald Blåtand. Og begynder man læse Samuelsbøgernes fortællinger om David, så er han rigtig nok den, der samler riget, så det ikke længere består af et nordrige og et sydrige, han er også den, der med succes bekæmper forskellige angrebslystne ørkenstammer. Men han er også et skrupelløst magtmenneske. Gang på gang glemmer han, at den, der er meget stærk, også må være meget god; atter og atter misbruger sin magt, lader sine fjender myrder og laver politiske streger, der ikke tåler dagens lys. (Og i Samuelsbøgerne og Krønikebøger er det let at se, hvordan Davids onde handlinger er retoucheret bort fra de øverste lag i teksten. Samtidig med at David midt i det alt sammen synes at være et menneske med en vis samvittighed, og efterfølgende ofte fortryder det onde, han har gjort - hvilket alt andet lige er et sympatisk træk.) Men på et tidspunkt beslutter David som sagt at tælle sine undersåtter. - En moderne læser med cpr.-nr. som er vant til at tælle arbejdstimer og kilometer, og som er næsten dagligt bliver præsenteret for talopgørelser over snart sagt hvad som helst, kan vanskeligt se noget forkert ved en folketælling, det er vel en del af et velsmurt statsmaskineri.

3 3 Men for den antikke, jødiske læser - og det gælder også juleevangeliets første læsere eller tilhørere - er det at foranstalte en folketælling intet mindre end åbent oprør mod Gud. Gudsbespottelse. Og hvorfor så det? Jo, fordi enhver hersker kun har magten som givet af Gud. Magten er aldrig kongens eller kejserens, den er altid Guds. Konger er altid konger af Guds nåde - selv om man ikke altid mærker meget til det. Når en konge eller kejseren laver folketælling - i den bibelske tænkning - er det en hån mod den Gud, han har magten fra, det er at hævde, at alting er hans eget, det er at mæske sig i sin egen indbildte storhed. David fortryder, at han overhovedet er begyndt på det dér tælleri. Og der står sådan her: David havde holdt folketælling, fik han samvittighedskvaler og sagde til Herren:»Jeg har begået en stor synd. Tilgiv nu din tjeners skyld, Herre, for jeg har båret mig meget tåbeligt ad. Med kejser Augustus fortryder ikke, hans tid har gjort kejserne til Gud og dermed afmonteret enhver ydmyghed fra kongeværdigheden.

4 4 Kristne konger og kejsere har sandelig misbrugt deres magt op gennem historien. Men den tanke, at en magthaver står til regnskab for Guds selv på en skarpere måde end alle vi andre forlener i det mindste det politiske med et tænksomt lag, som - i fald man tager det alvorligt - dæmper magtmisbrugen. Så når juleevangeliet begynder med, at kejser Augustus holder folketælling i hele den da kendte verden, så vidste alle andre end vi, at noget var rivende galt for Augustus. At denne folketælling tilsyneladende bare var den første af flere gjorde kun alting værre og indvarslede Romerrigets fald. Selv om det trivedes i bedste velgående, da Lukas nedfældede sit evangelium. At tælle sine undersåtter er en stor synd. Kejseren spotter Gud og laver folketælling i hele verden. Dog, netop under denne folketælling fødes han, som i virkeligheden er verdens hersker, skønt på en helt, helt anden måde. Og han tæller aldrig. Ved at begynde med den umiddelbart uskyldige oplysning om folketællingen indlægger Lukas umærkeligt en ironisk ramme om julens fortælling. Ham, der hersker over hele den dakendte verden, er snart støv og aske, og hans rige med,

5 5 for han har spottet Gud. Mens han, der fødes dér i grotten eller stalden eller hvor det nu er, på sin egen måde kommer til at udbrede sin magt overalt. Hvem er størst? Jesus eller kejser Augustus? Hvad er stærkest? Kærligheden eller magten og volden? Det er spørgsmål ligger mellem linjerne i julens fortælling. Og juleevangeliets første tilhørere, selv de, der blev kastet for løverne i Rom, kendte svaret: det er kærligheden. Det rige, hvori der laves folketælling lader Gud ikke bestå. Og således indlægger Lukas - blot ved at nævne folketællingen et håb om den rå magts sammenbrud. Sådan tænker vi jo ikke. Og hvis jeg skrev noget i den retning i avisen, så ville jeg min galskab blive åbenbar ikke bare for folk i Engesvang sogn, men også i en bredere kreds. For i vores verden - i det mindste som den ser ud i de her år - er det helt modsat, da er kun det virkeligt, som kan tælles. Alt andet eksisterer ikke for alvor. Men måske er skriftens mening om at tælle en tanke værd? Noget som man kunne gå og overveje i julens dage. - Tal har ingen fantasi, og derfor skal man ikke tillægge dem for stor betydning. Som den islandske forfatter Stefansson skriver et sted. - -

6 6 Mens Augustus tæller og glæder over sin enorme magt, da fødes et fattigt barn, som - da han vokser til og ikke mindst efter at han er død - får langt større magt over menneskers hjerter og tanker, over deres handlinger og måde at være i verden på end alverdens herskere og konger og kejsere tilsammen. Men vel at mærke nedefra, indefra, vel at mærke frivilligt og ikke af frygt for straf og repressalier. Hvad er stærkest? Kærligheden eller magten? Hvem er stærkest - barnet i krybben eller kejseren på tronstolen? Hvad skal vi holde os til? Det svarer juleevangeliet på. Uden at sige det direkte. Umiddelbart hører vi en smuk fortælling om det fattige gudsbarns fødsel. Oksen kyssed barnets fod og ærer være Gud i det højeste. Men indflettet i beretningen er et stærkt kontrastfyldt budskab om at den, der holder verden med en jernnæve - og det var altså dengang kejser Augustus - snart vil forsvinde. Den, der bygger sit liv på magt, holder kun en tid og det, der bygges på magt holder kun en tid. Det kan være barskt så længe, det står på, men det varer ikke. Men det, Guds bygger nedefra og indefra med kærlighedens stærke, sårbare magt, der bliver så tydelig i det nyfødte,

7 7 afmægtige barn, det holder ikke bare livet ud, det består endog gennem døden. - Juleevangeliet er et sammenstød af verdner, af tællings verden og kærlighedens verden. Vi lever mest i den første, i tællingens verden - selv kirken bliver nødt til at gebærde sig i en verden af tal; men man skal ikke være i tvivl om, hvilken verden evangeliet indbyder os til at være en del af, og det tror jeg, heller ikke nogen herinde er. Evangeliet byder os ind i Guds verden, i den verden, hvor vi ikke måles og vejes, hvor det, vi kan eller ikke kan hverken vurderes eller bedømmes. Hvor det ikke er handleplaner og målsætning og bundlinjer, der jongleres med, men alene dette, at Guds kærlighed til verden er den dybeste magt under alting. Også under vore liv. Mens kejseren tæller, møder vi i barnet den Gud, der elsker - Glædelig jul