Prædiken til 11. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke Tåre-evangeliet. Sådan sang vi med Grundtvigs og den grædende synderindes ord.

Transkript

1 Prædiken til 11. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2016 Tåre-evangeliet Som min Gud jeg vil dig dyrke, som en sol for mig oprind! I min sjæl er mulm og mørke, midnat uden måneskin. Se dog til mig fra det høje! Spejle sig dit sole-øje i min stille tåreflod. Sådan sang vi med Grundtvigs og den grædende synderindes ord. Man kunne kalde evangelielæsningen i dag for tåre-evangeliet. For den grædende kvinde som har opsøgt Jesus i Simon, farisæerens, hus, udtrykker virkelig, da hun væder Jesu fødder med sin tårer og tørrer dem med sit udslåede hår, den fineste, hengivne tro. Hun græder fordi hun ikke kan andet. Hun græder fordi hun her har mødt et menneske der ikke ser hende som byens andre mænd. De ser hende som den prostituerede der kan købes for penge, og betragter hende med begær og ringeagt på samme tid. Men Jesus har set hende helt derinde hvor tårer kaldes frem. Han har set hendes længsel, hendes smerte, hendes skam, han har set helt ind i hendes ellers tildækkede sjæl, og han har vakt en drøm i hende, en drøm om at komme ud, ud af det mørke hun befinder sig, ud af al den skam hun har siddende i sig, ud i lyset, ud i det åbne land. Sådan har hun ikke haft det før, og hun ved, at skal hun nogensinde blive til menneske igen, så er det ved at åbne sig for lyset og kærligheden som kommer fra ham. Og så er det hun køber den kostbare olie, og hun går hen til Simon Farisæerens hus, hvor hun har hørt at han er. Det er pinligt, det ved hun, hun burde skamme sig, men over for Jesus har hun intet, hun ikke kan vise frem. Han kender hende jo, han kender hendes angst, hendes løgne, hendes laden-stå-til, og alligevel har han kaldt en nyt levende menneske frem i hende og rejst hende op, og nu kan hun ikke andet end at give alt hvad hun

2 har, al sin kærlighed til ham. Hun græder af taknemmelighed, hun skylder ham jo alt. Hun græder af sorg, over alt det liv som er spildt. Hun græder fordi det som gennem årene har forstenet sig i hende, nu har løsnet sig. Hun strømmer og strømmer bare over olien, tårerne, kærligheden. Og Jesus kalder hendes uforbeholdne hengivenhed for tro. Din tro har frelst dig, siger han. Gå bort med fred Alt imens Simon iagttager hende med mishag og foragt. Med den velbjergedes og frelstes foragt. For en ting jo at hun lever som gør. Det får hun sin betaling for, tænker Simon. Men det virkeligt pinlige, det virkelig ynkelige er, at hun nu sidder her i hans hjem og hulkende krænger sit sjæleliv ud. Hun hører til derude, i de mørke og små gyder. Ikke hos Jesus og ikke hos ham. Og så kan vi jo, når vi nu hører fortællingen, og ser både Simon den grædende kvinde for os, selv tænke at det selvfølgelig er Simon som i sin kølige kærlighedsløse korrekthed udstiller sig selv. Han skylder ikke nogen sit liv. Han ved han har gjort alt det han skulle. Han har fortjent at sidde her i lyset. Men den som intet skylder, har ingen kærlighed at give. Og Jesus peger på den grædende kvinde, men ser hen på Simon, og siger: Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys, men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved, men hun salvede mine fødder med olie. Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget! Og til sidst siger han så til den grædende synderinde: Din tro har frelst dig Det er hendes tro der er frelse i. Men : En grædende tro. Hvor meget skal vi lægge i alle disse tårer? Er gråden eller angeren i sig selv en kvalifikation, en adgang til tro? Næppe. Og dertil: Tårer er jo bevægende, men kan sandelig også være udtryk for det rene føleri. Der er ikke langt fra ægthed til sentimentalitet. Det skrev den tjekkiske forfatter Milan Kundera engang om og kaldte fænomenet for kitsch.

3 Når noget betegnes som kitsch, så er følelsen fordoblet, siger han. Så er der to tårer som fældes. Kundera fortæller om den amerikanske senator som blev rørt over at se sine fire børn løbe hen over en plæne. Den første tåre vil sige, hvor er det smukt, børn der løber hen over en græsplæne! Den anden tåre siger: Hvor er det smukt sammen med hele menneskeheden at blive bevæget over børn, der løber hen over en græsplæne. Først tåre nummer to gør følelsen til kitsch, siger han. Man må sige at der er ganske meget kitsch eller føleri i vores tid. Vi iscenesætter gerne den store patos og lægger det tilmed op på facebook. Og jeg tror at i alle verdens medier er spørgsmålet Hvad følte du, dengang da.. det oftest stillede. Jeget og dets følelser er i centrum. Men tro skal jo ikke på den måde blive til selvbeskuende og iscenesat føleri. Tro er derimod at lade sig gribe af og give sig hen til noget større end os selv. Ja i tro og hengivenhed glemmer vi på en måde os selv. Sådan som den grædende kvinde glemte sin skam og sit fejlslagne liv, skammen druknede i kærlighed. Hun græd og blev frelst. Dvs. fri. Fri af det som bandt hende og som lå så tungt og forstenet i hendes sjæl. Tårerne kan bane en vej til nyt liv, hvor vi måske ikke behøver at græde mere. Som 35årig skrev Søren Ulrik Thomsen i et digt: Vi græder og græder, indtil den tåre, der er den tungeste del af dit liv om at falde fra øjet og ned bryder frem. Så er vi voksne. At turde græde den tungeste tåre, den tungeste del af vores liv, hører med til at udvikle sig og blive et voksent menneske. Ligesom tårerne også står på spring, når vi er allermest lykkelige. Glædestårer kalder vi dem.

4 Som det lille fantastiske digt digteren Morten Nielsen skrev som 21årig. I kender det måske: Verden er våd og lys. Himlen er tung af væde. Hjertet er tungt af lykke. Lykkeligt nær ved at græde. Der er i vores tårer, både den tungeste og den lykkeligste, en vej til liv. Til det virkelige liv som er Guds. Så salmedigteren Jakob Knudsen ligefrem skriver et sted at hvis der er en evighed, og hvis jeg vågner op i den, så er det første jeg vil at græde ud. Gråd kan sagtens være både manér og beregning og føleri. Men gråden er også udtryk for den ægte hengivenhed, som fødes i hjertet. Man kan sagtens været grebet og tro på Gud, uden at fremvise bodfærdig anger og tårefyldt gråd. Selvfølgelig kan man det. Hvis jeg skal fortælle om min tro, er det ikke sådan et jeg er bristefærdig, og tårerne springer frem, eller det sidder som en klump i halsen. Og så alligevel: Tro er aldrig uden følelse. Tro er ikke bare en påstand eller konstatering: Du hører til hos Gud. Du er elsket af Gud. Eller hvad man nu vil sige. Tro er bevægende. Det er at give sig hen til noget der strømmer mig i møde, omgiver mig, griber mig, tager mig med, og får mig selv til at strømme over. I kærlighed med eller uden tårer. Men det flydende, strømmende, tårerne har altid været det stærkeste og fineste og mest bevægende billede af hvad tro og gudshengivenhed og erfaring af tilgivelsens virkelighed er. Så det er det vi synger om i de allerstørste salmer. Og det er det musikken handler om i de allermest bevægende arier af Bach. Flyd hen mit hjerte i tårestrømme, den højeste til ære, lyder en fuldstændig gribende arie fra Johannespassionen. Og Kingo og Brorson og Grundtvig ikke mindst kan ikke blive trætte af at digte om glædes-tårer og guld-tårer og tåre-strømme og den stille tåre-flod.

5 Det er dér hvor vores længsels-tårer og kærligheds-tårer forener sig med Guds kærlighed på korset, som er en strømmende flod og en uudtømmelig kilde til liv, det er dér vores liv forløses, dér isen i os smelter og det forstenede må drukne i kærlighedens flod. (Som vi om lidt skal synge om det Hil dig, frelser og forsoner! ) Se dog til mig fra det høje! Spejle sig dit sole-øje i min stille tåreflod. Det er den grædende synderindes bøn i salmen fra1837. Samme år skrev Grundtvig en påskesalme, tag det sorte kors fra graven, hvor hendes bøn går i opfyldelse. Da står hun ude ved graven. Jesus er opstået fra de døde, og Maria Magdalene, for det er hende det er, kan ikke finde ham: Se Maria Magdalene! Hænder nys hun vred i gru, sukked, til at røre stene: Hvor ak, hvor er Herren nu? Og så: Se, af øjets tåreflod, morgensolen mildt opstod. I den grav, hvor han har hvilet, har hun fundet englesmilet. Solen spejler sig i tåren og tåren spejler solen, lyset fra oven bliver til en ny solopgang i den grædendes tårer, himmel og jord mødes, Guds kærlighed og vores, det strømmer ind i os og ud af os. Tro det er i musik og i sang, ja i hele vores liv at give os hen til dette himmelsk frelsende flow. Amen Salmer: Med sin alabaster krukke( opr. udg.) // v.4-6 SALME Med sin alabasterkrukke

6 1. Med sin Alabaster-Krukke, Fuld af Salve dyrebar, Hun som maatte skamfuld sukke: Herre, ynkes! Herre, spar! Kom, med Hjertet sønderknuset, Ind i Pharisæer-Huset, Hvor tilbords den Rene sad! 2. Synderinden kom med Rødme, Krukken brat hun sønderbrød, Salven dyrebar med Sødme Over Herren hun udgiød, Lod og sine Taare-Strømme Herrens Fødder oversvømme, Tørred med sit Hoved-Haar! 3. I min Barm, som denne Kvinde, Hjertet føler Banghed stor, Sniger, som den Synderinde, Sig til dig ved Naadens Bord, Rødmer, blegner, føler Vaanden, Eftergiør det Alt i Aanden, Sukker: Herre, ynkes, spar! 4. Som min Gud jeg dig vil dyrke, Som en Soel for mig oprind! I min Sjæl er Mulm og Mørke, Midnat uden Maane-Skin, See dog til mig fra det Høie! Speile sig dit Sole-Øie I min stille Taare-Flod! 5. Himlen sig til Jorden bukked, Dengang du blev Støvets Søn, Bøi dig nu til Hjerte-Sukket, Øre dit til Angers Bøn! Dine Fødder jeg med Glæde Vil i dine Fodspor væde, Tørre med mit Hoved-Haar! 6. For din Røst i Kveld fuldbange, Skjulde sig, i Paradis, Eva med de Lokker lange, Jeg dem giver nu til Priis, Mig ei meer jeg vil undskylde, Men Guldtaarer skal forgylde Korset paa din Konge-Vei! 7. Mine Synder, dine Domme, Bundløst Dyb at tænke paa, Lad din Naade til dem komme, Og i Dybde overgaae, Naar af den jeg er oplivet, Hun, som Meget er tilgivet, elske vil dig evig ømt! 8. Laae du under Moder-Hjerte,

7 Har du diet Moder-Bryst, Kiender du og Kvindens Smerte, Kvinde-Hjertets Liv og Lyst! O, Marias Søn, du Bolde, Døm mig ei med Læber kolde! Skjul mig i din Kiærlighed!