Pippi Langstrømpe kan ikke sin lektie i hvert fald ikke ifølge frøken Rosenbloms retskrivningsordbog; så hun ryger i skammekrogen.

Transkript

1 Stor glæde hos den, der ellers skulle skamme sig prædiken til 11. s. e. trinitatis II: Luk 7,36-50 den 7/ i Strellev, Ølgod og Bejsnap kirker. Ved Jens Thue Harild Buelund. I slutningen af fortællingen om dengang Pippi Langstrømpe arrangerede Hvem véd hvad lyder det sådan her: Og sådan gik det til, at der blev stor glæde blandt alle de børn, der egentlig skulle skamme sig! Én gang årligt kom frøken Rosenblom på besøg på den lille bys skole for at uddele gaver til de flittige og artige børn. Børnene bliver forhørt. Og kan de deres lektie, bliver de belønnet; men kan de ikke, må de liste over i krogen og skamme sig. Pippi Langstrømpe kan ikke sin lektie i hvert fald ikke ifølge frøken Rosenbloms retskrivningsordbog; så hun ryger i skammekrogen. Men Pippi kan ikke holde ud at se de stakkels bedrøvede børn, der ikke føler, de duer til noget som helst. Og hun arrangerer Hvem véd hvad for skammekrogens stamgæster. De var dømt til at være tabere; men i Pippis skammekrogsleg bliver der taget kærlig hånd om taberne, og alle belønnes ens. Og Astrid Lindgren lader som sagt fortællingen slutte med ordene: Og sådan gik det til, at der blev stor glæde blandt alle de børn, der egentlig skulle skamme sig! Det er en meget fin omskrivning af dagens tekst: Først de to grupper af børn de, som svarer rigtigt, og de, som ikke svarer rigtigt. De to grupper svarer til farisæeren Simon og kvinden, der salver Jesus. Farisæeren er den, der kan svare rigtigt på spørgsmålene. Den, som har lavet sine lektier og lever op til de forventninger, der stilles til ham. Kvinden er som de børn, der ikke kan svare rigtigt på spørgsmålene. Med hele sit liv svarer hun forkert. Hun lever tynget af megen skyld på afgrundsdyb afstand af hvad, der blev mødt med respekt fra det etablerede samfunds og religiøse autoriteters side. Et skammekrogsliv har hun bedrevet indtil nu, hvor opgivenhed meget vel kunne være det eneste mål i sigte for hende. Men Jesus fortæller en lignelse om en pengeudlåner, der havde to skyldnere, som skyldte hhv. 500 og 50 denarer. Da, de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld.

2 Nej, ingen af dem kunne betale. I det spil er det ligegyldigt, om gælden er stor eller lille; hvis ikke du kan betale, står du lige dårligt. Kvinden med alle de forkerte svar, med det forkerte liv, med sin dårlige samvittighed og med alle hendes tårer hun kunne ikke betale. Farisæeren med alle de rigtige svar, med det rigtige liv, med de rigtige holdninger og med den gode samvittighed han kunne ikke betale. Ingen kunne betale, hvad de skyldte ham, der havde lånt dem deres liv. Gud, den store livsudlåner, kunne have krævet livet betalt tilbage. Når ikke de kan betale, hvad de skylder, må de aflevere deres liv; sådan er i hvert fald vores retfærdighed bygget op. Men Gud kræver ikke livet af dem, som Han kunne. Han tilgiver dem begge. Gælden er slettet. Den findes ikke mere! Og så spørger Jesus: Hvem af dem vil så elske ham mest? Og Simon svarer: Den, der eftergav mest, vil jeg tro! Det er klart. Det er som børnene, der leger Hvem véd hvad med Pippi og belønnes. De børn, som havde indstillet sig på, at de måtte gå skamfulde den lange vej hjem og fortælle, at de ikke havde fået nogen belønning netop de børn var den dag de allerlykkeligste. Og ingen havde mere travlt med at komme hjem end netop de for at vise belønningen og fortælle om en fantastisk dag. Det er kvindens situation i Simons hus. Hun levede i det, som man dengang kaldte for synd fortræd imod et fyldestgørende liv for sig selv og sammen med andre, kan vi sige i dag. I egne og andres øjne var hun sunket så dybt, at hun ikke selv kunne komme op igen. Hun levede ikke op til de forventninger, som de artige og flittige stillede til, hvordan vi som mennesker skal være for at være rigtige. Men den dag, hun mødte Jesus i Simons hus, var hun den lykkeligste af dem alle. Ingen har haft mere travlt end hun med at komme hjem og fortælle om alt det store, der var sket i hendes liv, hvis hun havde nogen at komme hjem til; for hun valgte rigtigt, da hun valgte at være dér, hvor Jesus var på trods af skam og skyld. Det blev hendes redning; for Jesus tilgav hende alt. Det er også det glædelige budskab til os: At Jesus ønsker at tilgive os på samme måde, som han ønskede med tilgivelsen at give både kvinden og farisæeren en ny begyndelse på deres liv. I lignelsen læste vi, at Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem deres

3 gæld! Hvorfor gjorde han det? Ja, der gives ikke anden forklaring her end, at de ikke kunne betale. Derfor! Vi er Guds skyldnere. Uanset om vi mener os selv på den grønne gren som farisæeren, eller om vi kommer med tårer som kvinden eller om vi skiftevis ser os i den ene eller den andens situation så er vi Guds skyldnere. Og som de to har heller ikke vi noget at betale med; men Gud rækker os sin tilgivelse, for at vi kan gribe den med troens tomme og taknemmelige hænder. Det er ikke noget, vi selv kan klare, sådan som farisæeren mente det. Selv hans lille gæld var stor nok til, at han ikke selv kunne betale den. Og kvindens store gæld skabte i hende den forundring, som vi også må have lov til at mærke: At hun kunne opleve sig elsket hun, som ingen anså for elskværdig, værd at elske sikkert ikke engang hende selv hun var elsket. Kvinden kunne være blevet holdt i skammekrogen; men hun blev belønnet med stor glæde og nye muligheder i livet, da hun lærte Jesus at kende og fremførte sin ordløse men kropsberørende trosbekendelse (jf. Brian Krüger Iversen, 2002). Det skal ikke forstås sådan, at fordi hun har elsket meget, har hun også fået sine synder forladt, som en slags præmie eller påskønnelse. Sådan er det undertiden blevet forstået; men det er at spænde vognen for hesten. Det fremgår klart af den lignelse om de to skyldnere, at det er den, som har fået mest eftergivet, der elsker mest. Eller som Jesus direkte siger: Den, hvem lidt forlades, elsker kun lidt. Altså ikke omvendt. Det er tilgivelsen, der får kvinden til at elske. Og det er kærligheden, der får Gud til at tilgive. Hos kvinden bliver tilgivelsen en kilde til kærlighed. Hos Gud er kærligheden en kilde til tilgivelsen. Det er rækkefølgen. Vi elsker, fordi han først elskede os. Vi blev skabt, før vi vidste det. Vi var elskede, før vi blev til. At sige Gud er at nævne Den, der altid kommer os i forkøbet. Hvad der fik Gud til at elske hende, får vi ikke noget at vide om; det er præcist det, vi ikke skal spørge om. Skulle vi først vide, hvorfor Gud elskede os, for at vi kunne tro det, måtte vi enten blive som farisæeren, der alt for godt vidste det eller vi måtte fortvivle som den forrådende discipel Judas, der ikke mere kunne se nogen grund til, at Gud skulle elske ham, men kun det modsatte. At være elsket af Gud er at være elsket uden at kunne se nogen som helst grund til det; kan vi det, er det ikke Guds kærlighed, vi tror på. Det kan måske ind imellem være svært at se, hvorfor andre mennesker skulle elske én; men det er helt umuligt at se, hvorfor Gud skulle.

4 Der er da heller ingen grund til det uden at Han er Gud. Kærligheden og tilgivelsen hører uløseligt sammen. At være tilgivet er at være elsket uden at kunne se nogen grund til det; ja, uden at kunne se andet end grunde til det modsatte. Den, der er tilgivet, må undre sig. Han eller hun må undre sig over at være elsket. Og de må undre sig over, at de selv elsker så lidt, når de er elsket med sådan en kærlighed. Det er ud af den undren, den kærlighed bliver til, som evangeliet taler om. Når kærligheden bliver til hos et menneske, sker det ikke sådan, at det menneske ser og mærker, hvor meget det nu elsker; men således, at det med undren og forfærdelse ser, hvor lidt det har elsket. Den, hvem meget er tilgivet, elsker meget. Anderledes kan det ikke være. Nåden vil høste, hvad den sår, vil ikke nøjes med mindre. Men den, der elsker meget, véd kun at han eller hun har fået meget tilgivet. Det er ikke sådan, at han eller hun mærker, hvor meget vedkommende efterhånden elsker, så han eller hun til sidst ikke behøver så megen tilgivelse. Mennesket opdager ikke mere og mere kærlighed hos sig selv, men opdager mere og mere det hos sig selv, som trænger til tilgivelse. Andet får mennesket ikke at mærke til kærlighedens vækst hos sig selv. Sådan gik det kvinden i evangeliet: dvs. hun opdagede Jesus. Hun opdagede én, som ikke dømte som andre. Han dømte hende ikke som farisæerne. Han frikendte hende heller ikke med en billig frikendelse såsom, at det hele ikke var så slemt, og at hun såmænd kunne være lige så god som de andre. Han så hele hendes livs forløb; hvad havde tilgivelsen ellers været værd? Men det ubegribelige var, at det, at han så hele hendes liv for sig, ikke skræmte hende bort, men drog hende til ham. Netop her hos ham, der så hendes liv, så mere end farisæeren så mere end hun selv så, netop her hørte hun til. Gik hun så hjem og levede et nyt og bedre liv? Det kan vi håbe; men vi får ikke noget at vide om det. Hvordan det end forholdt sig, kommer det os åbenbart ikke ved. Vi ville ellers sikkert gerne vide, om hun som tilgivet - eller med et udtryk fra Paulus: som retfærdiggjort af Guds Søn, Jesus - forbedrede sig og blev optaget i det gode selskab. Det må vel vise sig. Det kunne også ses på det, kvinden her gjorde, da hun kom ind og vædede Jesu fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, kyssede dem og salvede dem med olien, hun havde med sig. Dvs. ses og ses. Enhver kunne se det. Men at det var en god gerning, kvinden gjorde af taknemmelighed for syndernes forladelse talt til hendes hjerte, kunne enhver ikke sådan uden videre se. De

5 tilstedeværende forargedes tværtimod over det, de så og hørte. De krummede tæer. Det var dem nærmest ubehageligt. Men Jesus så det. Han forstod, hvad hun gjorde, og hvorfor hun gjorde det. Hun så det heller ikke selv som en kærlighedsdemonstration, og hun gjorde det endnu mindre for at andre skulle se det; så havde det kun været teater. Salmerne i Strellev efter Laurids Gravesens valg: 753, og 409. I Ølgod: 369, 298, 448 omkring dåben, , 438, 439 v. 1 nadver 474 og 888: Vi trækker streger og sætter skel (fra 100 salmers tillægget). I Bejsnap: 369, 298, og 888. Sådan er det med evangeliets frugter kærlighedens gerninger. De er der; troen kan ikke være uden frugter. Men hvordan de ser ud, kan ingen sige på forhånd. Alle ser gerningerne. Og dog er der kun én, der ser ser, at det er troens frugt taknemmelighedens gerning. Det er Ham, der endogså forlader synder Ham, der med sin tilgivelse kan give vore liv nye begyndelser i tilgift (jf. Rudolph Arendt, 1989). Ja, således vil Gud, at der skal blive glæde blandt alle os, der nemt kunne holde os selv og hinanden hen i liv, hvor vi kronisk kunne skamme os til døde; men når Guds tilgivelse byder sig til for os, og vi i troen på den tager imod den, så kan kærligheden også af Guds art ikke lade være med at springe frem imellem os. (jf. B. K. Iversen). Amen.