Sl 126, Rom 6,19-23, Luk 19,1-10. Salmer:

Transkript

1 Sl 126, Rom 6,19-23, Luk 19,1-10 Salmer: Jeg tænker, at alle mennesker flere gange i deres liv har oplevet at møde fællesskaber, der lukkede sig om sig selv. Fællesskaber, man egentlig gerne ville være med i, men hvor der var slået en usynlig ring, som man ikke kunne komme igennem. Sådan var det, når som barn kom et fremmed sted hen og så andre børn lege med hinanden. Og man stod lidt på afstand, og der var ingen der råbte: kom og vær med, og så stod man bare der og kiggede. Og hånden på hjertet: vi oplever det jo også som voksne, når vi ser mennesker have det hyggeligt og sjovt med hinanden og mærker et lille stik i hjertet over, at vi ikke selv er med. Nogle er rigtigt gode til at bryde de usynlige grænser og komme ind i nye fællesskaber, andre lærer det aldrig. Ligesom der er nogle der er meget agtpågivende over for om der er er folk, der er uden for, som har brug for at blive draget ind i kredsen, mens andre er ligeglade, eller måske endda ligefrem føler fællesskabet blive styrket af, at der er nogle der er udenfor. Under alle omstændigheder er det sådan, at det er et dybtliggende behov for rigtigt mange mennesker at have et eller flere fællesskaber at høre hjemme i. Og det fører til ensomhed, angst eller måske følelseskulde og isolation, når man ikke har sådanne fællesskaber at tage del i. Somme tider oplever man at stå uden for sådan et fællesskab bare fordi man er fremmed. Man kender ikke de rigtige koder til at begå sig i fællesskabet. Og man mangler modet til at vedgå sin fremmedhed og udfordre fællesskaber ved at insistere på at være 1

2 med som den man er. Peter Seeberg har skrevet en meget kort novelle, der hedder Spionen. Den handler om en mand, som hver søndag står og ser en gruppe amatørcykelryttere komme farende forbi. Gennem flere uger står han bare og iagttager dem, mens han mærker hvordan lysten til at være med bliver stærkere og stærkere. Han køber cykel og udstyr og en skønne dag hænger han på. Bliver også en helt habil cykelrytter, men kommer aldrig over sin fornemmelse af ikke at høre med, at være uden for. Ja at være spion. Jeg forstår Peter Seeberg sådan, at han mener, at det faktisk er sådan, når vi skærer ind til benet, at vi som mennesker er og bliver fremmede for hinanden. Andre gange har fremmedheden over for gruppen en konkret grund. Man har gjort noget, der gør, at de andre ikke vil have noget at gøre med en længere. Man er ekskluderet. Og oven i smerten ved at være uden for ligger også skammen over, at man moralsk ikke længere er værdig til at være med. Eller der er andre ydre årsager, der gør, at man ikke kan være med: en sygdom, et handicap, en psykisk lidelse der gør, at man simpelthen ikke kan være med, der hvor man allerhelst ville. Og resultatet er det samme, en fremmedhed, der gør ens liv mindre og tristere end det kunne have været. Når der er grund til at hæfte sig ved disse oplevelser af fremmedhed i en prædiken, er det fordi det kan komme til helt at dominere et menneskes liv, at man er udenfor. Smerten over ikke at være med og skammen over ikke at være værdig til at være med kan gennemsyre én, bestemme ens tanker og drømme og handlinger fuldstændig. 2

3 Fremmedhed kan udvikle sig til at være invaliderende og ødelæggende. Jesus havde et knivskarpt blik for mennesker, der af en eller anden grund var gjort fremmede. Ja, måske var det i virkeligheden hovedanliggendet for ham at redde mennesker ud af den fremmedhed, de var havnet i. Fremmedheden over for Gud, først og fremmest. Gud er den, der er hinsides de begrænsninger, vi som mennesker er underlagt. Derfor har det også gennem tiderne været en meget almindelig antagelse, at man som menneske skulle yde det helt ekstreme for at kunne møde Gud. Man skulle enten kunne give afkald på alt det, der gør livet sjovt og dejligt som menneske, eller man skulle tværtimod bringe sig selv i ekstase, så man nærmest boblede over af livsenergi for at nå Gud. Men selvom måderne at nærme sig Gud på kunne være helt modsatte, så var man trods det enige om, at det under ingen omstændigheder kunne nytte at nærme sig Gud som et helt almindeligt menneske. Jesus gjorde op med denne meget almenmenneskelige forestilling om, at man på en eller anden måde skal anstrenge sig for at gøre sig værdig til at indgå i et forhold til Gud. Jesus hævdede, at man ikke skal yde noget særligt for at kunne møde Gud, for Gud elsker os som mennesker uanset hvordan vi er og hvad vi har gjort eller gør, fordi han, Gud, selv har skabt os. Men hvordan kunne Jesus påstå det uden at udviske forskellen mellem godt og ondt, rigtigt og forkert? Han gjorde det ved at insistere på tilgivelse som noget helt grundlæggende i Guds forhold til mennesker. Gud er ikke ligeglad med, hvordan livet udfolder sig. Gud vil noget med det liv, han har 3

4 skabt. Han vil at livet skal være udfoldelse af kærlighed. Han vil at de væsner, han har givet liv, skal inkludere hinanden og rumme hinanden. Alligevel er det sådan at både mennesker og alle andre levende væsner bestandig enten afgrænser sig fra hinanden eller misbruger og ødelægger hinanden. Men i stedet for nu enten at ville udrydde det liv, der ikke arter sig som Gud har tænkt, eller modsat bare lade stå til og at sige, at så kan det også være det samme, de må sejle deres egen sø, så fastholder Gud at livet er skabt til kærlighed. Og for ikke at måtte opgive sin egen kærlighed til den verden, han har skabt, så tilgiver han sine skabninger den mangel på kærlighed, de udviser, for fortsat at kunne opretholde fællesskabet med dem. Så det Jesus gør, det er at gøre Guds kærlighed mærkbar for mennesker som kun mærker fremmedhed i forholdet til Gud. Han lader os mærke kærlighed samtidig med at han forvisser os om, at det ikke bare er et tilfældigt menneskes kærlighed, vi møder, men at det virkelig er vores Gud og skaber, der elsker os. Jesus udstråler en magt og myndighed, vi ikke finder hos nogen anden, og samtidig møder han os med en akcept og tilgivelse, som vi heller ikke møder hos nogen anden. Samtidig giver Jesus også de mennesker, der bryder sig om det, et menneskeligt fællesskab at høre hjemme i ved at give dem plads i kredsen, der samledes om ham og færdedes sammen med ham. Ofte forestiller vi os Jesus som vandrende hen ad vejene med de samme tolv disciple samlet omkring ham. Men når vi læser evangelierne, forstår vi, at det var et langt mere broget billede der tegnede sig. De tolv var der som regel, men somme tider forsvandt de helt i store skarer der fulgte med ham, til andre tider var Jesus helt alene. Men på intet tidspunkt hører vi, at Jesus danner et lukket 4

5 fællesskab. Når han møder mennesker der har brug for det, åbner han kredsen omkring sig og lukker dem ind. Det er lige netop det, vi hører om i evangeliet i dag. En mand der er udenfor, en der har gjort sig selv fremmed for alle andre, fordi han har brudt det folkelige fælleskabs uskrevne regler ved at gå i tjeneste hos fjenden, - for som tolder var han i tjeneste hos den romerske besættelsesmagt. Ovenikøbet er han rig, og som tolder kan hans rigdom kun skyldes at han har presset og udnyttet de mennesker, hvis varer han skulle opkræve told af. Netop ham ser Jesus. Og denne mand, der er så fremmed og isoleret, at han er nødt til at gøre sig selv til grin for hele byen ved at klatre op i et træ for at få Jesus at se, netop ham viser Jesus nærmest intimt fællesskab med ved at invitere sig selv til middag hos ham. Og det evangelium skal vi alle gå hjem med i dag: Hvordan vi end er, hvem vi end er, så er Gud kommet til verden i Jesus fra Nazareth for at invitere sig selv inden for hos os for at være ven med os for evigt. Amen. 5