Jyllandsposten 20 October Biskoppens hemmelige fortid. Matias Seidelin

Transkript

1 Jyllandsposten 20 October 2013 Biskoppens hemmelige fortid Matias Seidelin Hele historien i Indblik: Som ung teologistuderende arbejdede Erik Norman Svendsen i et efterretningsnetværk under den kontroversielle spionorganisation Firmaet. Ifølge dokumenter fra CIA blev han bl.a. nævnt som den amerikanske efterretningstjenestes mulige kontaktperson i Danmark. Nu står han frem med sin historie, om dengang han under Den Kolde Krig indsamlede oplysninger om danske kommunister, og på en fortrolig mission så kosmonauten Jurij Gagarin tale om det sovjetiske paradis. Dørskiltet til den rummelige treværelseslejlighed på hjørnet af Rosenvængets Allé og Trianglen i København afslørede ingenting. Her stod kun Magasin London, og hvis nogen havde undersøgt, hvad det var, havde de fundet ud af, at det var navnet på en herreekviperingsbutik i den sjællandske by Slagelse ejet af en mand ved navn Arne Sejr. Men indenfor i førstesalslejligheden var der hverken tøjstænger, jakkesæt eller bøjler, ud over dem mændene fra Frihed og Folkestyre selv brugte. Til gengæld var der et bibliotek fyldt med litteratur om kommunismen, så gruppen kunne orientere sig om, hvordan det sovjetiske regime og dets lydstater bag jerntæppet var opbygget. Og hvordan deres politiske fundament gennem de marxistiske og leninistiske teorier gennem årtier havde været skruet sammen. Der var også et lille køkken, som blev anvendt, når gruppen havde besøg af samarbejdspartnere, der blev diverteret med frokost. Og så var der værelset med det store bord, som udgjorde selve hjertet i lejligheden. Et sted, som den unge teologistuderende Erik Norman Svendsen sad ved hver uge i en periode fra 1960 og otte år frem under den brandvarme Kolde Krig, da han blev en del af det fortrolige antikommunistiske arbejde i den kontroversielle efterretningsmand Arne Sejrs organisation, Frihed og Folkestyre.»Det var her, vi sad og klippede artikler ud om DKP-folkene, ligesom vi samlede materiale til Arne Sejrs forskellige analysegrupper. De vurderede det, som vi havde fundet, og udgav en del af det i "International Analyse", der blev sendt til vigtige meningsdannere blandt medlemmer af regeringen og Folketinget, erhvervslivet og udvalgte journalister,«siger Erik Norman Svendsen, mens han skænker endnu en tår kaffe op i sin kop på det lille sofabord. Fortroligt arbejde Vi sidder i stuen i hans lejlighed i en stor gammel villa tæt på Carlsberg Bryggerierne i Valby. På væggene er der tæt pakket med bøger om kristendom, kunst og kultur. Intet afslører, at den nu 72- årige Erik Norman Svendsen i sin tid var en del af et stærkt anti-kommunistisk europæisk efterretningsnetværk med vide forbindelser til flere forskellige efterretningstjenester - herunder den amerikanske efterretningstjeneste, CIA. Det vidste han heller ikke selv, siger han, og stopper et øjeblik sin talestrøm.

2 »Helt ærligt, så må jeg nok sige, at jeg tror, at jeg har været en del af noget, der var meget større, end jeg selv anede,«forklarer han. Erik Norman Svendsen er i dag pensioneret som biskop i København, men han arbejder stadig som kongelig konfessionarius. Det er også sådan, vi kender ham. I 2004 viede han kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i en stopfyldt domkirke i København, og han er stadig dronning Margrethes officielle sjælesørger. Men han har aldrig fortalt hverken kongehuset eller offentligheden om sit fortrolige arbejde i Frihed og Folkestyre. Heller ikke i hans erindringsbog "Fra Nørrebro til Nørregade" fra 2010 er omfanget og arten af det fortrolige arbejde nævnt. Og det er der flere gode grunde til, forklarer han.»først og fremmest er det ikke noget, som står højt på min personlige dagsorden at komme ud med. Dernæst fik vi at vide, at vores arbejde var fortroligt. Vi måtte ikke omtale det. Det lå i den grad i rygraden, at man tav, og derfor har jeg ikke talt om det.«men nu er tiden kommet til at bryde tavsheden, mener han. Infiltrationen Jyllands-Posten har nemlig fundet en række dokumenter frem, der viser, hvordan den tidligere biskop som ung teologistuderende i 1960 blev indrulleret i et netværk, der stod bag en række spektakulære operationer, hvis formål bl.a. var at indsamle informationer om kommunisterne og skabe oplysningskampagner, der kunne forhindre en sovjetisk infiltration af den vestlige verden. Under Den Kolde Krig hed det psykologisk krigsførelse. Et område, der efter Nazitysklands fald var i stærk vækst hos de vestlige efterretningstjenester. Psykologisk krigsførelse bestod af alt fra almindelige oplysningskampagner til decideret misinformation, men mest af alt handlede det om at overbevise unge i Vesten om, at de ikke skulle lade sig hverve af den kommunistiske fjende i Øst. Erik Norman Svendsen ved godt, at de nye oplysninger om hans liv formentlig vil påvirke offentlighedens syn på ham. Men han siger, at han ikke kunne have gjort det anderledes.»hvis jeg skulle have åbnet for den dør, ville der bare være en masse spørgsmål, som jeg alligevel ikke kunne svare på. For selv om mit arbejde dengang var fortroligt, så var jeg jo bare en ganske almindelig fodsoldat. Jeg anede intet om omfanget af det, jeg var med i, hvad oplysningerne blev brugt til, og hvem mine chefer arbejdede for. Det er først noget, som går op for mig nu,«forklarer han. Derfor forholdt Erik Norman Svendsen sig også tavs - indtil i dag, da han for første gang fortæller offentligheden, om dengang han blev rekrutteret til det fortrolige anti-kommunistiske netværk. Den ungarske opstand Det var i Erik Norman Svendsen var kun 15 år gammel, og opstanden mod Ungarns sovjettro regering var i fuld gang. I Budapest ryddede de tilkaldte sovjetiske styrker gaderne og efterlod op mod dræbte i et sandt blodbad, der skabte frygt ud over hele det vestlige Europa. Erik Norman Svendsen gik dengang på Efterslægtens Gymnasium i Københavns Nordvestkvarter. Men allerede på det tidspunkt kunne han ikke dy sig for at komme til de politiske stormøder i

3 Studenterforeningens statelige bygning på H.C. Andersens Boulevard i det indre København. Og det var her, han fik sin første politiske åbenbaring.»jeg hørte en politiker fra Konservativt Folkeparti tordne mod sovjetregimets fremfærd, og fra den dag stod det lysende klart for mig, at det, der foregik på den anden side af Jerntæppet, var dybt uretfærdigt. Kommunismen var farlig og skulle bekæmpes,«siger Erik Norman Svendsen. Kort tid efter meldte han sig ind i Konservativ Ungdom - en politisk ungdomsorganisation, der siden 1930'erne havde advaret mod kommunismens fremmarch i Europa. Og selv om han egentlig skulle være 16 år for at være medlem, løj han sig et år ældre blot for at få lov til at komme ind. Men KU-arbejdet var ikke nok. I slutningen af 1950'erne blev Erik Norman Svendsen også landsformand for Konservative Gymnasiaster. Og det var her, han første gang løb ind i mændene fra det hemmelige netværk. Firmaet Siden 1948 havde den tidligere modstandsmand Arne Sejr opbygget et hemmeligt netværk af antikommunistiske organisationer, der alene havde et formål: at bekæmpe kommunisterne i Danmark. Til det formål fik han støtte både fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og CIA, der i det skjulte støttede organisationen både med penge og materiel. Det meste af arbejdet foregik fra Arne Sejrs lejlighed på Serridslevvej på Østerbro ved Fælledparken. Men ud over det havde Sejr, der ernærede sig ved en profitabel tøjforretning i Slagelse, også oprettet en række forskellige dækadresser i København, hvor hans folk indsamlede materiale for ham til brug for de operationer, som han deltog i. En af dem var Magasin London. Da Erik Norman Svendsen i 1960 blev rekrutteret til organisationen af Jørgen Hagel, som han kendte fra Konservativ Ungdom, var det første gang, han mødte Arne Sejr.»Han spurgte mig, om jeg ville være med. Det var lønnet studenterarbejde, hvilket passede mig godt. Så kunne jeg finansiere mine studier med noget meningsfyldt,«siger Erik Norman Svendsen. Selv om folkene i Magasin London arbejdede i det skjulte med at indsamle informationer om kommunisterne, publicerede de også blade og magasiner, der under navnet Frihed og Folkestyre fortalte om kommunismen og dens fordærv af det vestlige samfund. Aflytningerne Samtidig havde en anden del af Arne Sejrs organisation, kaldet Firmaet, i årene forinden illegalt aflyttet DKP's næstformand, Alfred Jensen, og hans kone, Ragnhild Andersen, i deres lejlighed på Vestersøgade i København. En operation, der i 1975 blev afsløret af pressen. Den sammenlignede sagen med Watergate-skandalen i USA, og døbte derfor Sejr og hans folk for Blikkenslagerbanden.»Jeg havde hørt om Firmaet, men jeg anede ikke, hvad de lavede, fordi Sejr var særdeles hemmelighedsfuld, når det gjaldt den slags arbejde. Mit job var at holde øje med kommunistiske aktiviteter og udtalelser og viderebringe materialet til analysegruppen i Frihed og Folkestyre,«fastholder Erik Norman Svendsen.

4 Han vidste derfor heller ikke, at Arne Sejr i 1948 havde fået til opgave af CIA, FE og den britiske efterretningstjeneste MI6 at samle et hemmeligt stay-behind-netværk - en slags undergrundshær - der med skjulte våben skulle bekæmpe de sovjetiske styrker i tilfælde af en invasion. Et forhold, som blev afsløret af PET-kommissionen, da den i 2009 fremkom med sin granskning af Politiets Efterretningstjenestes (PET) aktiviteter under Den Kolde Krig.»Det anede jeg heller intet om. Faktisk vidste jeg slet ikke, at Arne Sejr havde beskæftiget sig med den slags,«siger Erik Norman Svendsen. Farligt arbejde Alligevel blev arbejdet i Magasin London betragtet som så fortroligt af Arne Sejr, at Erik Norman Svendsen fik at vide, at de ikke skulle tale om det. Fjenden var nemlig allerede rykket ind på de danske arbejdspladser og i de forskellige freds- og kvindebevægelser, der skød op som paddehatte i 1960'ernes Danmark, hvor ungdomsoprørets toner ifølge Erik Norman Svendsen allerede havde overdøvet truslen fra det kommunistiske styre i Moskva. En situation, som det Moskvatro kommunistiske parti, DKP, i Danmark ikke var sen til at udnytte.»dkp indsatte sine egne folk i freds- og kvindebevægelser og hos fagforeninger og kunne dermed gennem disse frontorganisationer give det sovjetiske regime et skjult fodfæste i Danmark. Vores job var at holde et skarpt øje med personerne i disse frontorganisationer og klippe ud, hver gang de udtalte sig i pressen,«forklarer Erik Norman Svendsen, der dog ikke kan huske, om der foregik en direkte registrering af personerne.»jeg ved ikke, om vi havde en liste med deres navne, men vi vidste udmærket, hvem de var,«siger han. Naive danskere Det samme gjaldt de danskere, der tog på studieture til DDR. Dem holdt Erik Norman Svendsen også øje med.»for os var det ufatteligt, at nogle mennesker kunne være så håbløst naive at tage til DDR og blive hjernevaskede. Derfor holdt vi øje med dem, når de kom hjem og åbent fortalte pressen om Østblokkens velsignelser,«forklarer han. Arbejdet havde også en særlig opmærksomhed vendt mod enkelte danske politikere. Eksempelvis DKP's tidligere formand Aksel Larsen, der i 1959 stiftede Socialistisk Folkeparti, SF, efter at være blevet smidt ud af det danske kommunistiske parti.»vi var simpelthen bange for, at han med Moskvas velsignelse brugte sit nye parti, SF, som en skjult platform for sine kommunistiske budskaber. At han var en ulv i fåreklæder. Derfor holdt vi øje med ham, når han udtalte sig til pressen,«forklarer Erik Norman Svendsen. Oplysningerne delte de med Arbejdernes Informationscentral (AIC). En organisation, der med støtte fra Socialdemokratiet og fagbevægelsen i hemmelighed registrerede aktive kommunister på de danske arbejdspladser og gav oplysningerne videre til CIA.»De gav os materiale, og vi gav dem materiale. På den måde var der en fri udveksling.«men den egentlige ilddåb kom i 1962, da Arne Sejr bad Erik Norman Svendsen om at samle en gruppe

5 unge mænd til en særlig opgave i udlandet. De skulle i det skjulte rejse til den sovjetsponsorerede Internationale Ungdomsfestival i Helsingfors og fik at vide, at det var vigtigt, at det blev holdt fortroligt, så kommunisterne ikke opdagede, hvem de var. Samtidig fik de at vide, at de, når de nåede frem, skulle tage kontakt til deres hollandske samarbejdspartner - en mand ved navn C.C. van den Heuvel. Den hollandske forbindelse C.C. van den Heuvel var specialtrænet af den britiske efterretningstjeneste MI6 og havde modtaget kurser i psykologisk krigsførelse af CIA i Washington, som han havde særdeles gode forbindelser til. Derudover havde den på det tidspunkt 42 år gamle tidligere modstandsmand siden afslutningen af Anden Verdenskrig været ansat i den hollandske efterretningstjeneste BVD, hvor han trænede nyansatte agenter i efterretningstjenesten. Nu var han ved at samle en organisation, kaldet Interdoc, hvis job det var at indsamle informationer om kommunisterne og skabe modkampagner, der kunne forhindre en sovjetisk infiltration af den vestlige verden. Med sig på turen havde van den Heuvel en gruppe af sine egne mænd.»interdocs netværk bestod af en blanding af nuværende og tidligere ansatte i efterretningstjenesten, akademikere, intellektuelle - generelt alle som havde studeret kommunismen og dens taktik,«forklarer den hollandske professor i transatlantisk historie Giles Scott-Smith over telefonen fra Roosevelt Studiecenter i Middelburg uden for Rotterdam i Holland. I 2012 udgav han en bog om C.C. van den Heuvel og Interdoc-organisationen, hvori han afslørede, hvordan Holland under Den Kolde Krig var base for det delvist CIA-støttede netværk, der opererede fra kontorer i Italien, Frankrig, Storbritannien og Tyskland. Og det var i den forbindelse, at professoren stødte på navnet Erik Norman Svendsen. Under pseudonym Det gjorde han i Hollands Nationalarkiv i Haag, hvor den dengang endnu unge teologistuderende stod opført på flere breve og lister over Interdocs samarbejdspartnere. Men der var et særligt forhold med Erik Norman Svendsen, forklarer Giles Scott-Smith. Hans navn stod nemlig altid opført sammen med pseudonymet "Frede Nielsen", med en forklaring om, at hans rigtige navn ikke måtte fremgå»af omslaget på breve eller pakker«, der blev sendt til adressen hos Magasin London i København. I stedet skulle Interdoc-folkene altså bruge navnet "Frede Nielsen", når de ville i kontakt med ham. Ifølge Giles Scott-Smith viser det, at Erik Norman Svendsen udmærket har vidst, at hans arbejde var ud over det sædvanlige.»det faktum, at Erik Norman Svendsen anvendte et pseudonym på sin postadresse, indikerer, at han var varsom med at blive sat i forbindelse med disse anti-kommunistiske aktiviteter. Han ville undgå enhver form for åbenlys forbindelse til denne form for indsamling og deling af informationer, der foregik via Interdoc-netværket og dets samarbejdspartnere rundtomkring i Europa,«forklarer professoren. Og der var også nok at skjule. Interdoc-netværket blev nemlig etableret af C.C. van den Heuvel allerede otte måneder efter turen til Helsingfors i 1963 i samarbejde med flere forskellige vestlige efterretningstjenester - herunder den franske, den tyske, den hollandske, den britiske og med CIA i USA på sidelinjen. Alle frygtede, at

6 Sovjetunionens stigende propaganda ville inficere de vestlige samfund og gøre befolkningerne til kommunister. Modgiften hed psykologisk krigsførelse, som CIA sammen med en række forskere havde studeret med metoder, der strakte sig fra decideret hjernevask og misinformation til almindelige oplysningskampagner. Ligesom de fleste af folkene i Frihed og Folkestyre havde Erik Normann Svendsen da også deltaget i kurser om psykologisk krigsførelse. Det skete i to omgange i midten af 1960'erne i Natos hovedkvarter i Valenciennes uden for Paris.»Det husker jeg tydeligt. Jeg havde min kone med, og så tog vi nogle dage for egen regning i Paris bagefter,«forklarer han. Ifølge Erik Normann Svendsen var der dog ikke noget odiøst i kurserne.»de handlede mest om almindeligt faktuelt oplysningsarbejde. Men det var selvfølgelig bundet op på en række af disse termer omkring psykologisk krigsførelse, som blev anvendt af amerikanerne i forskellige sammenhænge. Men der var ikke noget med, at vi skulle bruge beskidte snydemetoder, eller at vi skulle hjernevaske folk,«forsikrer Erik Norman Svendsen. Sponsoreret af Shell Ifølge dokumenterne fra Hollands Nationalarkiv var Politiets Efterretningstjenestes (PET) daværende chef, Arne Nielsen, i 1960 fuldt ud orienteret om Interdocs operationer, der for en stor dels vedkommende var finansieret af store multinationale selskaber som Shell og Unilever. Selskaberne kunne ifølge Giles Scott-Smith flytte midler fra forskellige konti i Europa til organisationens operationer i London, München, Bruxelles, Zürich og i Vestberlin.»Der var tale om en særdeles velorganiseret gruppe,«siger han. Erik Norman Svendsen erindrer ikke, at han under nogen operationer har anvendt dæknavnet Frede Nielsen. Men han husker turen til Helsingfors og mødet med C.C. van den Heuvel.»Vi havde lejet en bil og kørte flere timer op gennem de svenske skove til Södertälje, hvor vi tog færgen over til Turku i Finland. Undervejs købte vi en flaske vodka. Det var første gang, at jeg smagte den slags, men jeg var i venners lag, og det var en tur, hvor vi også skulle more os lidt,«forklarer Erik Norman Svendsen. Mødet med en kosmonaut I Helsingfors indlogerede mændene sig på et sparsomt indrettet vandrehjem, og hver morgen planlagde Erik Norman Svendsen overvågningsarbejdet sammen med efterretningsmanden C.C. van den Heuvel.»Vi skulle observere på et enormt område, fordi selve ungdomsfestivalen foregik på det store atletikstadion i Helsingfors og rundt om i byen, og for at vi kunne dække de forskellige områder og begivenheder, krævede det, at vi koordinerede vores arbejdsindsats,«siger Erik Norman Svendsen. Og ungdomsfestivalen var, som han også havde forventet, et stort sovjetisk propagandashow. Blandt andet deltog den sovjetiske kosmonaut Jurij Gagarin, der fortalte ungdommen om kommunismens velsignelser.

7 »Det var i tiden omkring Cubakrisen, hvor Sovjetunionen førte an i rumkapløbet, hvilket Moskva jo mente beviste sovjetkommunismens fuldkomne og absolutte overlegenhed over det vestlige kapitalistiske system,«siger Erik Norman Svendsen. Observationerne om Jurij Gagarin og de andre kommunister, han stødte på, skrev han ned i en rapport, som han afleverede til Arne Sejr, da han kom hjem.»men hvad han brugte dem til, har jeg i dag ingen erindring om,«siger Erik Norman Svendsen. CIA's mulige kontakt? I 1965, tre år efter turen til Helsingfors, blev CIA omsider opmærksom på den unge danske teologistuderende. I en hemmeligt stemplet og nu afklassificeret rapport fra CIA's arkiv i Washington omtaler den amerikanske efterretningstjeneste Erik Norman Svendsen, eller "Mr. F. Nielsen", som der også står i rapporten, som en mulig kontaktperson i Danmark. Ifølge dokumentet ønskede CIA nemlig at gennemføre en hemmelig propagandaoperation via en afdeling i München. Men Erik Norman Svendsen afviser ethvert kendskab til denne og andre efterretningsoperationer, som hans navn er forbundet til, ligesom han afviser at have opereret under pseudonymet "Mr. F. Nielsen".»Så vidt jeg husker, stod der "F. Nielsen" på dørskiltet til Magasin London, hvor jeg arbejdede og havde ansvaret for posten. Hvis nogen skrev til os, skulle de naturligvis ikke bruge mit navn, da jeg ikke boede der,«siger han. Dog eksisterede "F. Nielsen" ikke i virkeligheden, siger Erik Norman Svendsen.»Han var en fiktiv person, som Arne Sejr havde fundet på. Noget der var tilpas anonymt og almindeligt til, at vi ikke blev opdaget. På den måde medgiver jeg, at dele af mit arbejde virkelig var skæg og blå briller,«siger han. Erik Norman Svendsen vidste godt, at Arne Sejr havde kontakter til forskellige efterretningstjenester, men ikke, at de strakte sig ud over flere dele af Europa og USA.»Jeg var en del af et decideret efterretningsnetværk, men jeg husker intet om CIA, eller at jeg skulle have anvendt nogen dæknavne. Det betyder dog ikke, at jeg i dag synes, det er mærkeligt, at såvel PET som FE og CIA har kendt til mit navn. Taget i betragtning, hvad vi beskæftigede os med i Frihed og Folkestyre, er det kun naturligt, at de også vidste, hvad sådan en som mig foretog sig, og måske også brugte det. Alt andet ville da have været dumt,«siger han. Alligevel vil Erik Norman Svendsen hverken kaldes spion eller agent - heller ikke selv om den organisation, han arbejdede for, var fyldt lige præcis med sådanne folk, som i varierende grader ligesom han selv udførte det, vi i dag ville definere som deciderede efterretningsoperationer.»det var en anden tid dengang, og jeg vil overlade til andre at bedømme det, jeg har gjort. Jeg mener, at jeg først og fremmest udførte politisk oplysningsarbejde, der dog alligevel var så tilpas farligt, at det også blev til skæg og blå briller. Når det er sagt, vil jeg også sige, at jeg stadig er stolt over det, jeg har været med til, og at jeg til enhver tid ville gøre det samme, hvis en lignende fjende skulle dukke op igen,«siger Erik Norman Svendsen.

8 Toppen af isbjerget Ifølge koldkrigsforsker Peer Henrik Hansen, der i 2005 udgav en bog om Arne Sejr og Firmaet, er oplysningerne om Erik Norman Svendsen interessante i mere end en forstand.»vi ser konturerne af en organisation, hvis arbejde har været forbundet på kryds og tværs af et udenlandsk net af organisationer, som vi først begynder at se omfanget af nu,«siger han. Forskeren henviser blandt andet til, at det aldrig tidligere har været fremme, at nogle af Arne Sejrs organisationer har arbejdet i udlandet, sådan som Erik Norman Svendsen fortæller det. Samtidig har det været den gængse opfattelse blandt historikere, at Arne Sejr helt stoppede med sit efterretningsarbejde efter et påbud fra PET i 1963.»Efter aflytningssagen mod DKP's næstformand, Alfred Jensen, fratog PET simpelthen Sejr retten til at beskæftige sig med efterretningsarbejde. Og selv om nogle måske nok vil hævde, at arbejdet med Interdoc var mindre kontroversielt, var der dog tale om et stykke fortroligt indsamlingsarbejde, hvor man indhentede oplysninger om aktive kommunister på kryds og tværs af landegrænserne,«siger han. I den sammenhæng forstår Peer Henrik Hansen godt, at Erik Norman Svendsen har været tavs om sit arbejde.»under Den Kolde Krig var sådan noget arbejde livsfarligt. Hvis Danmark blev besat af Sovjetunionen, ville Sejrs folk stå øverst på listen over folk, der skulle likvideres på grund af deres anti-kommunistiske arbejde. Derfor måtte sådan noget være fortroligt, og det er et kendetegn for Sejrs folk, at flere af dem har været tavse som graven om deres arbejde,«siger Peer Henrik Hansen. Begravelsen Da Arne Sejr døde i 1998, var det Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, der stod for begravelsen i Skovshoved Kirke nord for København. Kun de færreste kendte til de to mænds samarbejde under Den Kolde Krig. Biskoppen var fuld af lovord om den mand, han havde kæmpet sammen med på den usynlige front i Den Kolde Krigs Europa. Erik Norman Svendsen havde også begravet Jørgen Hagel, der oprindeligt havde rekrutteret ham til netværket, men siden 1972, da Frihed og Folkestyre blev opløst, havde han ikke beskæftiget sig med det anti-kommunistiske arbejde.»jeg synes ikke, at det var foreneligt med min præstegerning. Jeg vil gerne betragtes som en mand, der favner det kristne budskab og ikke som en mand, der var ude i en politisk mission. Det var også derfor, jeg valgte at gå stille med det her,«siger han. Sine medkæmpere Arne Sejr og Jørgen Hagel kunne han ikke sige nej til, da de skulle begraves.»de var begge to store personligheder. Det mente jeg dengang, og det mener jeg i dag. Det var også derfor, jeg sagde ja til at arbejde for dem, og det fortryder jeg på ingen måde nu, hvor det endelig er kommet frem,«siger Erik Norman Svendsen.