Den dag, jeg skulle i koranskolen for første gang, gav min mor mig den smukkeste af mine to kjoler på og satte mine løsthængende lokker op i en

Transkript

1 1 Den dag, jeg skulle i koranskolen for første gang, gav min mor mig den smukkeste af mine to kjoler på og satte mine løsthængende lokker op i en hestehale. Da hun syntes, jeg var fin nok, tog hun mig i hånden og blev ved med at holde fast, indtil vi stod foran døren til skolen. Det var faktisk ikke nogen rigtig skole, det var en garage med tæpper på gulvet, hvor mænd kom og bad liggende på deres knæ uden sko på. Jeg skulle også tage mine sko af, ligesom de andre børn, men det ville jeg helst ikke, for de var helt bedårende røde, og hvis jeg ikke fik dem tilbage, havde jeg ingen sko mere. Læreren var en lang, tynd mand i en djellaba, en slags kofte med hætte, med grå tøfler nedenunder. Han havde små fordybninger i huden på hænderne, og der løb tykke årer imellem fordybningerne. Vi skulle kysse de årer. Jeg skulle tage mine sko af og sætte mig sammen med de andre børn på et hårdt tæppe. Tæppet var fuld af figurer, og man kunne se små stier i det, hvor man kunne gå, hvis man forestillede sig, at man var så lille bitte, at man kunne være på sådan en lille sti. Men alle de små stier forsvandt under en anden piges nederdel eller under en drengs bukseben, og så kunne jeg ikke komme videre. Det var koldt i skolen og lidt mørkt, og de sætninger, vi skulle lære, var ældgamle. Man skulle have dem så godt ind i hovedet, at de aldrig mere kunne komme ud, og det 7

2 gik nemmest, hvis man rokkede lidt med hovedet i takt til ordene. Jeg kiggede hele tiden efter, om mine sko stadigvæk var der. Når jeg vendte mig om, så jeg en lille rød plet. Jeg kunne ikke ret godt se, om de begge to var der, måske var der kun en, og det var lige så slemt som slet ingen sko, så gik man på ét ben og én sko, det kunne man ikke så godt. Læreren sagde, at jeg skulle sidde stille og kigge på ham, og jeg kiggede. Han havde en stok i højre hånd, og han var høj. Jeg fik ondt i nakken af at kigge opad, så langt oppe sad hans øjne. Når jeg kiggede ned, gjorde det ikke ondt, så kunne jeg bevæge mig rundt ad tæppets små stier. En plet foran mine fødder var en lille dam, sådan en som den bag muren ved vores hus. Bag ved vores hus var der en mur, som man kunne kravle over, og så kom man ind i en anden have. Den have var alt for stor til kun et par mennesker, så vi gik også derind, for vi havde ikke nogen have selv. Der var ingen, der så det, når vi gik mellem de små bananpalmer ned til dammen, hvor sneglene og et par frøer holdt til. Vandet så ikke rigtigt klart ud, men solen spejlede sig alligevel i det. Man kunne kigge ned i det og se solen nedefra. Pludselig slog læreren mig oven i hovedet med sin stok, og så rejste jeg mig op og sagde, at jeg skulle tisse, selvom jeg ikke skulle. Jeg gik bare min vej, hen ad gaden. Jeg var udenfor, før jeg vidste af det. Og jeg blev ved med at gå uden at vende mig om, for hvis jeg ikke kunne se skolen mere, så fandtes den heller ikke længere. Det havde jeg for nemheds skyld besluttet mig for. 8

3 Jeg gik forbi hr. Benabous forretning, ham der solgte ost og tændstikker og mynte og andre krydderier, som man kunne lugte, når man gik forbi, for hvert skridt en ny duft. Han solgte også legetøj, især op til højtiderne. Men tit og ofte var han ikke mellem sine ting, så var han henne og bede. Da jeg gik forbi hans forretning, opdagede jeg, at jeg ikke havde mine sko på. Og jeg turde ikke gå tilbage for at hente dem. Det ville du heller ikke have turdet, hvis du lige var stukket af. Jeg så på mine bare fødder, der bevægede sig, og tænkte på mine ensomme sko, som aldrig kunne løbe deres vej uden mine fødder i sig. Foran vores dør stod et par store beholdere, bidonner, som oprindelig havde været til petroleum, men som vi brugte til vand. Min mor havde hentet vand ved pumpen for enden af gaden. Nabokonen havde hængt sin vask op udenfor på den snor, der hang mellem vores lave tage. Det var en smuk guirlande, solen skinnede tværs gennem det røde, grønne og gule. Solen strøg vores tøj, så derfor behøvede vi ikke at købe et strygejern, sagde min mor. Jeg gik ind i vores hus og lod lige mine øjne vænne sig til rummet, for det var altid lidt mørkt derinde, vi havde ingen vinduer. Vi havde en dør og fire ydermure med nogle smalle sprækker foroven til lyset og et tag af bølgeplader, som der nogle gange stod en spand under, når det regnede. Indenfor var der to ekstra vægge. Bag ved den ene var vores køkken med et ildsted på jorden, og bag ved den anden sov vi. Vi havde et stort himmelblåt skab, som hele verden kunne være i, og sovemåtter 9

4 og et lavt bord og taburetter, en til hver. Min far havde min mor, og sammen havde de min storesøster Kenza og mine to storebrødre Amrar og Mehdi og min lillesøster Amima og den lillebror eller lillesøster, som var på vej. Og mig naturligvis. Min mor stod bøjet over baljen og trak et par bukser hen over vaskebrættet. Amima lå i et hjørne og sov på en måtte. Zima, min pige, udbrød min mor, da hun så mig komme ind. Hun tørrede hænderne og pressede sine spredte fingre mod ryggen for at få den rettet ud igen. Så tog hun mig ind til sig. Hun var ikke ret stor, men hun fyldte meget i bredden, hendes bryster var som en blød pude, og hun havde et stort skød. Min nye bror eller søster sad bare en lille smule i vejen. Hun så mine bare tæer, og jeg begyndte at græde og sagde, at jeg var blevet slået oven i hovedet af manden, som jeg havde været nødt til at give et kys på hænderne, og at jeg så var stukket af, og at jeg havde glemt mine sko, og at jeg nu slet ikke havde nogen sko mere. Min mor så på mig, kyssede mine fødder og satte mig atter ned på jorden. Hun vaskede færdig, og jeg så, hvordan vores tøj, der blev hængt op udenfor, næsten dannede en lige så farverig guirlande som naboens tøj. Naboens bukser så jeg oftere hænge på snoren end med naboen indeni, for han var næsten altid et andet sted henne. Naboens børn var store og rejst til Europa. Min mor satte te over, duftende myntete. Nu koncentrerede hun sig helt om mig. Hun ordnede min kjole. Hun så efter, at min hestehale ikke var i uorden. Det fortsatte, lige indtil Amima vågnede og gerne ville 10

5 gå en lille tur sammen med mig. Jeg gik udenfor på bare fødder hånd i hånd med min lillesøster, og hun sagde højt, hvad alle de ting, vi så, hed. Hun lavede nye ord af de gamle. Nabokonen kom ud af sin fordør for at mærke på det rene tøj og for at snakke med min mor. Når hun først begyndte at snakke, kunne hun ikke holde op igen. Ordene flød ud af munden på hende som te ud af tekandens tud, og jeg tænkte, at det sikkert var derfor, hun var så tynd, og at man kunne blive tynd af at snakke meget. Men min far var også tynd, og han snakkede ikke ret meget, så det kunne ikke passe. Min far, han sukkede godt nok ofte, med en stille grynten, som om det at trække vejret var hårdt arbejde for ham. Måske bliver man også tynd af at sukke. På den anden side af gaden hang en kvinde ud ad vinduet fra sin lejlighed på femte sal. Folkene overfor boede i en stenbygning, de havde vand og elektricitet, men de måtte også betale for det. Byggeriet tilhørte en eller anden, der boede i Europa. Han kom tilbage i en enorm stor bil hver sommer. Jeg troede længe, at alle i Europa var rige, og at det kom af sig selv. Hos os kom næsten ingenting af sig selv. Min far havde med sine egne hænder bygget vores hus af træ og spånplader, som han havde fundet. Kun døren var i ét stykke, men den kunne ikke låses mere. Vi gik forbi badeanstalten. Bademutter sad ved gavlen for at få lidt frisk luft. Hun var sød, og nogle gange måtte vi komme ind uden at betale. Indenfor var det altid frygteligt varmt og tåget. Bademutter måtte arbejde dagen lang i den fugtige varme. Hun bar vandet ind i kander, og hun 11

6 skrubbede en på ryggen for en smule penge. Brede rygge kostede lige så meget som smalle rygge. Hun boede selv højt oppe, oppe på bygningens flade tag. Fra gaden kunne man ikke se, hvordan der så ud deroppe. Vi kom aldrig højere op end gadeplan, som vores hus lå på, og jeg tænkte da også en gang imellem på, at der højt oppe over tagene var en anden verden, at der også var gader, og at der måske blomstrede endnu flere blomster end hos os her forneden, lige så mange som i det rige kvarter hvor dem fra Kuwait og Saudi boede. Utroligt smukke knaldrøde blomster, for der kom vist megen fugtig damp ud af badehuset, som de kunne blomstre godt af, blomsterne. Bademutter løftede min søster op og legede med hende, som var det hendes eget barn. Jeg så en smuk bambusstok ligge på vejen. Jeg ville beholde den, og det måtte jeg godt, for den tilhørte ikke nogen. Mehdi kom fra skole, han kaldte på mig, han råbte rigtig højt, som om han ville råbe på alle dem, der hed Zima. Jeg lod, som om jeg ikke hørte ham, så kom han hurtigere. Mehdi var otte år og kunne læse alt. Når jeg så bogstaverne og pegede på dem, sagde han lydene. Jeg kunne allerede skrive mit eget navn. Det havde min far lært mig. Bademutter satte Amima ned igen, for hun var jo ikke hendes, og vi ville hjem igen. Kenza kom også hjem. Hun gik ligesom Amrar i en af de sidste klasser før gymnasiet og havde mange lektier for. Nogle gange tog de lektierne med ned i haven bag ved muren for at kunne læse i fred og ro. Eller de tændte 12

7 et lys, når vi andre sov, og læste i nattens stilhed. Amrar kom for det meste hjem fra skole som den sidste hen på eftermiddagen. Som den allersidste kom min far hjem. Og når vi alle sammen var samlede, var der stadig plads til folk, der lige kiggede forbi et øjeblik, fordi de havde fået lyst til det. Man skulle tro, vores hus var af elastik. Og et øjeblik kunne vare længe. Jeg havde ligget og sovet og var først vågnet, da det allerede var blevet mørkt. Min mor havde lavet suppe. Jeg satte mig ind i kredsen på en af de små taburetter. Amrar var travlt beskæftiget med at lave en guitar af en stor tom blikdåse og et stykke træ og et bremsekabel fra en cykel. Ikke alle toner kunne komme ud af den med kun en streng. Jeg ville hjælpe ham, men det måtte jeg ikke, han ville selv gøre det, han sagde, at jeg endnu ikke kunne finde ud af sådan noget, og jeg sagde, at det kunne jeg godt. Da den var færdig, kom der noget ud af den, der lignede musik. Mehdi fandt på en lille sang dertil, som aldrig havde eksisteret før. Det var en mærkelig sang. Kenza kunne ikke lade være med at grine, så derfor gik Mehdi videre med sangen, lige indtil de holdt op med at grine, fordi det ikke var sjovt mere. Mehdi forsøgte endnu en gang, om det kunne lykkes, men det kunne det ikke. Suppen var varm på mine læber. Jeg ville gerne have, at min far fortalte en historie, for min far har en hel masse historier inde i sit hoved. Han fortalte om manden, der var på rejse med sin søn og sit æsel. Historien var ældgammel. Amrar skulle lige ud for at hente noget. Manden og sønnen og æslet var altså på rejse. 13

8 Jeg kunne godt høre en historie ti gange. Manden sad på æslet, og sønnen gik ved siden af. Så kunne jeg bedre huske sådan en historie. Ved vejkanten stod folk og kiggede. Stakkels søn, udbrød de, han er stadig så lille, og han må gå ved siden af, mens manden sidder på æslet. Amrar larmede lidt. Jeg bliver lige nødt til at hente noget, sagde han. Manden satte sin søn op på æslet og gik nu selv ved siden af. Således gik de videre. Det var en lang rejse. Langs med vejkanten stod der folk og kiggede. Ak, den stakkels mand, sagde folk, han er så gammel, og han må gå, mens hans unge søn sidder på æslet. Amima råbte et eller andet uforståeligt. Så satte manden og hans søn sig begge op på æslet. Således gik de videre. Det var en lang rejse. Ved vejkanten stod folk og kiggede. Ak, stakkels æsel, sagde folk, det er så spinkelt, og så må det bære to mennesker. Hvad byder de dog det dyr. Manden og hans søn steg af æslet. Således gik de videre. Det var en lang rejse. Se der, sagde folk, de er ikke for kloge. De har et æsel, og så sætter de sig ikke engang op på det. Hvad har man ellers et æsel til? Manden og hans søn gik videre. Langs vejkanten stod æsler og kiggede, sagde Amrar. Manden tog æslet på skuldrene. Og nu er den slut og så i seng. Jeg smuttede lige hurtigt ud ad døren, for om natten 14

9 følte jeg mig større udenfor end om dagen. Og da jeg igen kom indenfor, så jeg dem pludselig stå der, mellem de andre sko. De røde, mine egne. Som om de alligevel selv var kommet løbende. 15