Historier om Forlystelsernes By

Transkript

1 Det gamle København Historier om Forlystelsernes By Journalist Jørgen Larsen har i mange år skrevet klummer om personer, bygninger, gader og stræder København. Med udgangspunkt i Berlingskes store arkivsamling, fortæller han her anekdoter om byens forlystelser. Tivoli er verdenskendt den dag i dag, men København har skam haft mange forlystelsessteder gennem årene nogle af mere tvivlsom karakter end andre. Af Jørgen Larsen. Redigeret: Juni 2012

2 03 De fattiges dyrehave 04De farlige danseboder 06 Nordens skønneste kvinder 08 Kongens teater 09 Nu er det kildetid 2

3 Billede taget ved Svanemøllen. Grundene langs kysten blev på det nærmeste betragtet som værdiløse. Her lå»de Fattiges Dyrehave«, hvor man kunne more sig hele dagen og aftenen. De fattiges dyrehave Af Jørgen Larsen De eneste levende dyr, man kunne møde i»de fattiges Dyrehave«, var vandrotterne og en lænkehund, der gik løs om natten. Det var ikke så spændende og romantisk som kronvildtet i den rigtige dyrehave ude i Charlottenlund, men stedet øvede alligevel en umådelig tiltrækning på mange jævne mennesker i midten af 1800-tallet. Her kunne man nemlig more sig hele dagen og aftenen med uden at bekymre sig om den lange hjemtur til hovedstaden.»de fattiges Dyrehave«lå på de jorder uden for Østerport, man kaldte Slagtervangen. Herude fandt man også byens gamle kalkfabrik, og bortset fra den var hele området ganske øde. Grundene langs kysten ud til Svanemøllen blev på det nærmeste betragtet som værdiløse, og det gjorde heller ikke stedet mere attraktivt, at kommunen havde indrettet hovedstadens officielle ådselsplads netop her, men det havde sin praktiske forklaring. Kystlinjen lå dengang omtrent ved den nuværende Standboulevard, og det gav rakkermanden mulighed for at føre sin pram lastet med selvdøde dyr helt ind til den stinkende kule, som var målet for ådslernes sidste rejse. Ikke desto mindre var der omkring 1850 nogle af værtshusholderne inde fra byen, som i sommermånederne slog ned i disse næsten landlige omgivelser. Det gav stedet liv, selv det i begyndelsen bare var en primitiv teltby med nogle få udskænkningssteder. I begyndelsen var gæsterne fortrinsvis arbejderne fra kalkfabrikken og sømænd, som leverede råvarerne fra kalkbruddet på Saltholm. På få år udviklede traktørstedet sig imidlertid, og der blev bygget rigtige pavilloner, hvor folk fra byen kunne sidde indendørs og nyde indholdet af den 3

4 medbragte madkurv, mens ungerne blev sendt ud i haven. Fornemt kunne man ikke kalde det, og kroværtens sortiment var begrænset. Gæsterne blev opfordret til ikke at medbringe deres egne drikkevarer, og hvis herrerne trængte til at læske sig, kunne de vælge mellem øl eller brændevin. Men der var naturligvis chokolade til konerne og limonade til børnene. Når mørket faldt på, begyndte musikken, og så vidste stenfiskerne og sandgraverne ude fra Sundet, at den slags tiltrak hoben af danselystne damer fra Adel- og Borgergade. Guldalderdigteren Henrik Hertz har skrevet en nu for længst glemt vaudeville med titlen»de fattiges Dyrehave.«Et tyndbenet kærlighedsdrama med en morale så dydig, at den næppe har været begribelig for stamgæsterne i»rhinen«og alle de andre populære værtshuse. Forfatteren havde angiveligt gjort studier i marken med hele familien og havde set»absolut reputerlige«folk, om hvem man ikke kunne sige noget slet. Men han må have valgt en ganske speciel dag, for forlystelseshaven på den gamle ådselsplads havde fra begyndelsen til enden et endog meget tvivlsomt ry. Det var med forfatteren Knud Bokkenheusers ord»et hjemsted for fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens laveste pøbel.«der kom ordentlige folk aldrig, og hvis de gjorde, sagde de det ikke højt. I sidste halvdel af århundredet begyndte bebyggelsen af Østerbro at komme i gang på samme måde som det et par årtier tidligere havde været tilfældet på Nørrebro og Vesterbro. I 1882 opførte vingrosserer Hans Just en spritfabrik på Sibbernsvej - den nuværende Strandboulevard, og det var for så vidt helt i stedets ånd. Problemet var imidlertid, at den nye fabrik også krævede udenomsplads, og at der blev anlagt en gade tværs gennem området, således at der var direkte forbindelse mellem Østerbrogade og havnen. Fabrikken hed»fortuna«, og gaden kaldte man i sagens natur de første år Fortunagade, det blev senere ændret til Århusgade. Afholdsfolkene var i disse år ved at blive en magtfaktor i samfundet. De advarede af et godt hjerte mod brændevinens snigende farer, men det budskab havde man aldrig taget rigtigt alvorligt i»de fattiges Dyrehave«. Og så viste det sig dog at være sandt, for det var spritfabrikken, der på paradoksal vis gav dødsstødet til den gamle forlystelsespark. Få år senere var gynger og skydeboder og langt de fleste af udskænkningsstederne forsvundet, og i deres sted rejste sig lejekaserner og en betragtelig del af byens nye industrielle virksomheder. Det folkelige liv i»de fattiges Dyrehave«som det udfoldede sig ifølge Illustreret Tidende De farlige danseboder Af Jørgen Larsen ( ) Det gamle København Hvis en pæn ung pige udviste ubændig lyst til at danse i 1800tallets København, havde familien en god grund til at holde øje med hende. Det kunne nemlig få de værste konsekvenser. Ikke direkte på grund af dansen, begribeligvis. Men alt det, som uundgåeligt fulgte med, var næsten ikke til at forsvare sig imod. Overalt i byen var der danseboder. Og det vidste enhver: det var farlige steder for ubefæstede sjæle. Her kom der 4

5 mandspersoner af enhver slags, og her var der overhængende risiko for at møde typer, som bestemt ikke tilhørte det agtede selskab. Grove sømænd og rekrutter på orlov for slet ikke at tale om gemene arbejdere, som var ude at vifte med ørene. Farligst for den offentlige moral var dog de unge lapsede fyre, der altid beredvilligt stod til tjeneste som opvartende kavalerer.»levemænd«kaldte man dem, og den betegnelse dækkede over tvivlsomme herrer, som tilsyneladende havde både penge og tid i overflod, og for hvem livet var én lang fest. Deres hverdag bestod i at slentre op og ned ad Strøget og undertiden falde inden for i en dansebod i en af de små sidegader. Især var der mange af den slags etablissementer i kvarteret omkring Holmensgade og Dybensgade, hvor det rent ud sagt vrimlede med danselystne damer i alle aldre. I en kælder i Laksegade fandt man danseboden»laxen«, hvor entreen var fire skilling. Men så skulle man heller ikke betale ekstra for drikkevarerne. Øl og brændevin var skænket op på forhånd, og i rad og række stod de rummelige glas på zinkdisken i det ikke helt propre lokale. I den nærliggende Admiralgade lå»admiralen«, der ligesom»laxen«fortrinsvis havde sømænd som stampublikum. Det var angiveligt en dansebod, men næsten dagligt blev næverne brugt lige så meget som benene. I Lille Kongensgade lå»karlebyes Danseøvelse«. Det lød som navnet på en honnet danseskole, hvor interesserede kunne lære de vanskelige trin, men det var i virkeligheden en simpel dansebod af den slags, man fandt i næsten hver en gade. Der danses på Dansetten i Tivoli Hos Karlebye kom især borgerskabets unge sønner, og damerne, der villigt bød sig op, tilhørte den kategori, man ofte betegnede som»den lavere adel«. En meget besøgt bod lå på hjørnet af Christen Bernikowsstræde og Grønnegade. Værten hed Utzen, og hos ham huserede den bekendte Jomfru Petersen, hvis egentlige navn var Christiane Albeck. Hun gav byens politimyndighed mange grå hår, thi bestandig var der ballade neden for hendes vinduer i Stormgade nær volden. I en anonym klage hed det blandt andet:»hun råber ud til de forbigående mænd for at få dem op til sig. Når mændene enten ikke hører hende eller ikke vil høre hende bliver de overvældede med gemene og højst uforskammede skældsord og øgenavne.«i Store Regnegade havde Madam Korup dansebod søndag, mandag og onsdag. Stedet havde et godt renomme blandt kendere:»musikken er særdeles god, men madammen skal stundom være lidt gnaven.«dette havde måske sin forklaring deri, at også hun ustandselig var i politiets søgelys, fordi der blev klaget over støj og spektakler. Også Lille Regnegade havde sin dansebod. Den bar det poetiske navn»aftenstjernen«, men det skulle man ikke 5

6 lade sig snyde af. Man excellerede ikke i poesi, til gengæld havde man byens mest effektive udsmider, som trådte i aktion, når den obligatoriske femøre efter hver dans var lidt lang tid om at komme frem. De dansende damer i»aftenstjernen«kom fortrinsvis fra Store- og Lille Brøndstræde, og det hævede ikke etablissementets omdømme. Uden for den gamle middelalderbys volde var dans naturligvis også en yndet fornøjelse, blot var der langt færre dansesaloner på Østerbro, Nørrebro, Christianshavn og Amager. De bydele har aldrig præget Københavns forlystelsesliv. Det har Vesterbro til gengæld, og langs Vesterbrogade lå små og store danseboder som perler på en snor. Her lå»valkyrien«, indtil stedet blev overtaget af Indre Mission, og den gamle dansehal genopstod som Sankt Mariæ Bedesal. Kongen over alle danseboder var dog»figaro«, som åbnede i 1870 i en gammel ølhal og straks blev et tilløbsstykke for rigtige levemænd og det dyre sortiment af danselystne damer. Stedet havde sin egen kendingsmelodi, Figaro-galoppen:»I Figaro, Figaro, Figaro, Figaro. Der er pigebørn med fut i, Stærke toddyer med krudt i, Rask musik med mange trommer, Når du bare penge har, I en lystig vals du kommer, Straks en kæreste du dig har.«hvem kunne vel stå imod fristelserne fra sådan et pænt sted, hvor brændevin og øl fra fad var skiftet ud med champagne i langstilkede glas. Dog, dybest set gik spøgen ud på det samme, men i»figaro«foregik det blot mere diskret. På balkonen over dansegulvet havde man indrettet små kabinetter med gardiner, som kunne trækkes for, hvis man havde brug for at tale sammen så nogenlunde uforstyrret. Efter en ombygning under Første Verdenskrig åbnede stedet igen i 1918 under navnet»palais de Danse«. Nu var ambitionsniveauet skruet endnu en tand i vejret, og herrerne måtte give møde i kjole og hvidt for at blive lukket ind. Hvad damerne skulle have på, gives der ingen underretning om. Men formodentlig så lidt som muligt. Det forhold blev der ikke ændret på, da stedet fortsatte efter besættelsen som natklubben Valencia. Nordens skønneste kvinder af Jørgen Larsen ( ) Det var i 1877, det blev muligt at være i selskab med intet mindre end»nordens skønneste kvinder«, hvis man stak hovedet indenfor i Allégade 9. Her havde den driftige restauratør Carl Kehlet åbnet et etablissement helt i tidens ånd, og han sparede ikke på markedsføringen. København var ved at blive en verdensby. Byportene var for længst revet ned, og de gamle volde var også ved at forsvinde. Nye bydele på Vesterbro, Nørrebro og Østerbro skød i vejret langs hovedgaderne. Alting ændrede sig i et rasende tempo. Man talte om byen som Nordens Paris. En smigrende sammenligning, og så kunne man lige så godt fortsætte og kalde Frederiksberg for hovedstadens Montmartre. Fransk skulle det være, og følgelig måtte man nødvendigvis give den nyåbnede restaurant med 6

7 sangerindetribunen navnet»café Chantant«. Det vakte de rette associationer i retning af international elegance. Kvinder i store rober og mænd med høj cigarføring og - naturligvis - champagne ad libitum. Virkeligheden kunne imidlertid ikke helt leve op til den noget skingre markedsføring. I Allégade havde man for eksempel ikke cancan som på Pigalle. Det var højst noget, man havde læst om som»navnet på en ikke blot støjende, men usædelig og liderlig dansebodsdans i Frankrig, og som kun danses af den laveste pøbel.«men var der ikke dans med afslørende benløft, så havde man til gengæld sangerinder, der kunne mere end deres salmevers. Allerede en halv snes år tidligere var det blevet højeste mode at engagere visesangerinder rundt om i byens mere eller mindre skumle ølhaller. Det var ikke i udpræget grad skønsang på højt kunstnerisk niveau, man bød på, men det var underholdning, der faldt i gæsternes smag. Det hele begyndte meget tilforladeligt med sentimentale viser om ulykkelig kærlighed og drømmen om den eneste ene, men efterhånden ændrede billedet sig. Viserne blev ikke så lidt mere vovede og samtidig blev skørterne kortere og kortere og kortere, og til sidst måtte politiet gribe ind. Der stod ganske vist intet i loven om den påbudte kjolelængde for sangerinder, men man kunne tage loven om utugt i anvendelse. Og så blev sangerinderne skrevet op i den sorte bog. Nu var de advaret. Utugt, det var også hvad et præstekonvent kaldte fænomenet, da man sendte en deputation til Københavns borgerrepræsentation for at få lukket disse lastens huler. Ganske vist havde ingen af de hellige mænd selv været til stede, men alle havde de med egne ører hørt om, hvad der foregik. Og det var noget helt andet end i gamle dage, da hele familien gik på konditori og spiste kage, mens man lyttede til tyrolersang og måtte nøjes med at drømme om en likør til kaffen. Konditorierne lå der stadig, men skik og brug havde ændret sig, og efterhånden var de udelukkende besøgt af borgerskabets ærbare fruer, der skulle have timerne til at gå. Blødt brød og varm chokolade... Det kunne gøre en ordentlig mand syg i maven. Især hvis han var vant til at begynde dagen med en to en halv-to snapse og en halv hvidtøl. Ikke nogen særlig læskende kombination, men den havde sin virkning. Midt i 1800-tallet havde brygger Jacobsens nye bayerske øl gået sin sejrsgang gennem byen. Øl måtte der til, og øl blev der serveret i stride strømme rundt om i sangerindepavillonerne. Der blev skålet og klinket og sendt omgange op til tribunen, hvor damerne afslørede en helt ufattelig tørst mellem numrene. Da restauratør Kehlet havde haft etablissementet i en snes år, solgte han forretningen til journalisten Laurentius Feilberg, der var københavnsmester i sladderhistorier. Men ud over det havde han næse for folkelig underholdning. Han omdøbte stedet til Lorry, men holdt fast ved, at der naturligvis skulle være sangerinder på tribunen - hver aften. Det holdt lige til Første Verdenskrig. Endelig i 1914 havde folk tilsyneladende fået nok. Interessen forsvandt, og med ganske få undtagelser er det kun på Dyrehavsbakken, sangerinderne med deres bramfri og overordentlig lystige viser har overlevet til i dag. jln@berlingske.dk 7

8 Kongens teater af Jørgen Larsen ( )»I Danmark er der kun een By og eet Theater«. Det kan der nok være flere meninger om. Men Søren Kierkegaard var københavner med stort K, og for ham var Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv nationens kulturelle centrum. Her udfoldede den store kunst sig i drama, sang, dans og musik, og her kom folk af snart sagt enhver herkomst for at opleve det sublime, eller i det mindste for at se andre mennesker og blive set. Om dette kunstens og kulturens Mekka skrev balletmester Bournonville i 1848, at»bygningen er brøstfældig, grunden er svag, tømmeret er råddent, luften fattes og støv og spindelvæv fylder hver en vrå.«og når der undertiden var flere rotter end tilskuere i teaterrummet havde det sin naturlige forklaring. For det var indvandrere fra Holmens Kanal, som var en åben rende med råddent vand, før den blev tildækket i OPFØRELSEN AF ET teater ved siden af det gamle kanonstøberi Gjethuset blev både moralsk og økonomisk støttet af Frederik V, som var en mand, der i betragteligt omfang fandt behag i vin, kvinder og sang, og i modsætning til sine fromme forældre forlystede han inderligt gerne sig selv og sine tro undersåtter med skuespil og især opera. Den pietistiske Christian VI døde i 1746, og da københavnerne var kommet igennem sørgeåret, stod byens nye teater klar til at tage imod publikum. En pragtfuld bygning, tegnet af hofbygmester Nicolai Eigtved, med kongeloge og adskillige andre loger til honnette folk og med adskilte parterrepladser for herrer og fruentimmer. Her var ingen anledning til forargelse, og over scenen kunne de latinkyndige læse en indskrift, der forsværgede alt, som var hæsligt at se eller høre. Franske skuespil og italienske operaer trak folk af huse, men Holbergs komedier var naturligvis især elsket af det brede publikum. OM VINTEREN VAR man fornuftigt klædt på. I kongelogen var der ganske vist en ovn, men ellers måtte man tage til takke med den varme, som kom fra de mange tællelys, der brændte i rummet og ved scenen. Tællen blev købt i tønder med begrænset holdbarhed, og det gav sig til kende som en fæl stank af slagteriaffald, hvis det animalske fedtstof havde ligget for længe. Men et komfortabelt teater var det. Majestæten havde sin egen natstol ved logen bag et forhæng, og for alle andre var der indrettet to»appartements«med natskrin og tinnatpotter. Efter 25 år blev huset bygget om til ukendelighed, og nu var hofbygmesteren C. F. Harsdorff. Der blev plads til mange flere tilskuere, men efter endnu et par justeringer var der også nogle som mente, at Det Kongelige Teater med det vældige mansardtag mest af alt lignede en træt elefant, der var ved at synke i knæ. I 1874 blev det revet ned, og på nabogrunden, hvor Gjethuset havde ligget, var et nyt kongeligt teater allerede ved at tage form. 8

9 Billedtekst: Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv ved siden af Gjethuset ( tv.) og i baggrunden Erichsens Palæ. Foto ca Fra Joakim Garff:»SAK«Nu er det kildetid af Jørgen Larsen ( ) Dagene omkring sankthans var engang noget, man med længsel så hen til hele året. Og efterhånden som de nærmede sig, herskede der en underlig løssluppen stemning i byen. For nu var det kildetid, og det betød, at den årlige skovtur stod for døren. Sociale forskelle forsvandt umærkeligt, for både rig og fattig skulle i Dyrehaven, hvor der var plads til alle samfundsklasser, og hvor man jo vidste af erfaring, at lystigheden gik højt. Men som altid var der selvfølgelig også gamle gnavpotter, som var inderligt imod den slags tøjeri. De havde med egne ører hørt, hvad der foregik ude skoven, og at det mest af alt tog sig ud som en hedensk fest for guderne Bakkus og Venus. Noget var der om snakken, men det var naturligvis netop derfor, at turen ud til Kirsten Pils Kilde for mange var årets højdepunkt, hvor man for en stund kunne lægge alle hverdagens pligter til side. Der blev gjort forberedelser i god tid, og endelig oprandt dagen. Bugnende madkurve var forsvarligt pakket, og de nødvendige drikkevarer til en lang strabadserende tur ad støvede veje sikkert anbragt inden for rækkevidde. Rigelige mængder af forfriskninger måtte der til. Det var en del af ritualet. Enkelte gik til fods ad den støvede Strandvej, men de fleste kørte i åbne kapervogne, som fra tidlig morgen holdt parat uden for byens porte. Det var omegnens bønder, der påtog sig transporten, og der var gode penge at tjene. For når man skulle i skoven, var der ingen smalle steder. Så måtte man spare en anden dag. Der var en trængsel af heste, mennesker og vogne af enhver slags, og hovedstaden blev næsten tømt for indbyggere på de store udflugtsdage. Allerede tidligt i 1800-tallet fremkom de første fantasifulde ideer til en kollektiv løsning af trafikproblemet, da nogle foreslog at grave en kanal hele vejen ud til Dyrehaven. Så kunne man transportere en masse mennesker på en gang i fladbundede pramme, som blev trukket af heste, der gik inde på bredden. Det var lidt tosset, når man kunne sejle på Øresund. Og da nationen havde fået sit første dampskib, Caledonia, i 1819, blev der rutefart mellem Toldboden og Klampenborg. Det var en succes, og en snes år senere blev stort set hele den danske dampskibsflåde sat ind på Øresundstrafikken i kildetiden. På det tidspunkt var der ikke mange københavnere, der tænkte på at aflægge Kirsten Pils Kilde et besøg for at drikke af vandet med de magiske egenskaber. Man foretrak sine egne medbragte drikkevarer og stolede ubetinget på deres magiske virkning. Men i tidligere århundreder var kilden virkelig blevet besøgt af syge og vanskabte invalider, og særligt sankthansaften havde vandet en vidunderlig helbredende kraft. Det var der masser af historier, som kunne bekræfte. Lige siden kilden blev opdaget i 1583, var folk stimlet sammen, og helt af sig selv var der med tiden opstået et kildemarked med forskellige forlystelser, hvoraf nogle ikke var aldeles uskyldige. En teltplads ved kilden kunne erhverves mod en afgift til Gentofte- Lyngby Hospital, og bevillingen skulle søges hvert år. Hospitalet var stødt på en guldåre. For der var linedansere og udenlandske gøglere og taskenspillere i hobetal. Her kunne man se fremmedartede vilde dyr 9

10 som aber, løver og tigre ja, selv en elefant er blevet vist frem ligesom en kalv med to haler og to hoveder. I et vokskabinet kunne man opleve alverdens berømte stormænd: Generaler, konger og kejsere, men også berygtede tyve og mordere. Der var luftballoner og gynger, marionetteater og pantomime og overalt bajadser og tusindkunstnere, som trak folk til med råben og skrigen. Og kunstberidere af begge køn med vajende fjer i hatten, og endelig de mange visesangere, hvoraf nogle var ganske tilforladelige og andre med et repertoire så upassende, at anstændige folk måtte fly. I 1793 havde kildemarkedet udviklet sig fra en enkelt midsommeraften til en tre ugers periode, der strakte sig fra sankthans til langt ind i juli. I den tid stod byens porte åbne om natten, men her satte myndighederne også grænsen for»de uordener og den usædelighed, som efter temmelig almindelige klager skal foregå ved Dyrehavens kilde.«ingen kunne undgå at bemærke, at der blandt muntre gøglere og glade gæster også var en hoben sminkede skovnymfer, som vimsede omkring i mørket og gjorde anslag mod moralen ved Kirsten Pils hellige kilde. Men sådan var det overalt, hvor der var mange mennesker til stede. Efterhånden forsvandt det gamle kildemarked, og Dyrehavsbakken udviklede sig til en forlystelsespark af en helt anden karakter 10