DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 K, Thommessen Norges Utenrikspolitik 1917

4 O (? S 7

5

6

7 Xorges Q/tenriåspotitifi under Verdenskrigen au flotf *c/iommessea Torfagt au T^ristianla 1917 CLscfoehou$ & Co. (11). TtyfaardJ

8

9

10

11 NORGES UTENRIKSPOLITIK UNDER VERDENSKRIGEN ROLF THOMMESSEN KRISTIANIA 1917 FORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO. (W.NYGAARD)

12 DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI

13 I. Det hænder undertiden, særlig ved emner av mere fremmedartet natur og det maa man vist kalde Norges utenrikspolitik at forfatteren pleier at introduceres for publikum. Skulde han i dette tilfælde introducere sig selv maatte det være med en ydmyg bekjendelse av, at han har tilhørt arten homo anglomanus. Den har som bekjendt forekommet i Norge like siden Wessels tid. Ja, den er meget ældre. Saa langt tilbake som der i Norge overhodet kan tales om en europæisk kultur har denne faat sine rikeste impulser fra vest. Det var engelske og irske munker, som bragte os kristendommen; under engelsk og normannisk indflydelse skapte vi gotiken, den mægtigste aandsutfoldelse i Norge før Bjørnsons og Ibsens tid; fra England mottok vi i det attende aarhundrede de impulser, som førte til gjenreisning av landet, fra England har vi faat parlamentarismen, utvik- 3

14 lingslæren og de ideer, som har præget vor utvikling som moderne stat. Endelig var England den første magt, som ydet os sin stiltiende anerkjendelse i Hvis der overhodet kan tales om en tradition i vort forhold til utenverdenen, maa det være det tusenaarige venskap, som med faa avbrytelser har forenet os med de britiske øer. Denne forbindelse hviler, som enhver vet, paa den sterkeste av alle grundvolder: nødvendigheten, men den er allikevel langt mere end et fornuftegteskap. Sterke instinkt- og følelsesgrunde har knyttet os sammen. Vi ligger paa begge sider av havet og er saa at si blit forenet ved det. Paa vestsiden av Nordsjøen ligger havenes behersker, paa østsiden den lille stat, som i forhold til folkemængden er verdens ubetinget første sjøfarende nation og som absolut bare overgaaes av England og Tyskland. Det er hvite seil, som har bragt os ære og magt paa begge sider av havet. Den britiske imperialisme er knyttet til sjøen, og det, som hos et litet folk tilsvarer imperialismen følelsen av eget værd, trangen til bedrifter utover det almindelige knytter os ikke mindre sterkt til havet. Ved 4

15 det tilhører vi begge ikke bare et hjørne av Europa, men jordkloden. Den lille norske hvalfanger, som pløier Sydhavet, utfører paa et beskednere felt den samme opgave, som de britiske erobrere fra dronning Elisabeths tid har gjennemført paa storpolitikens omraade. Det er ikke tilfældig at Norge og England er de eneste lande, som har øvet bedrifter i polarforskningen. Romantiken i deres tanke- og følelsesliv er fælles, og det er, naar alt kommer til alt, et baand, som ikke er mindre sterkt end interessernes. Allikevel er det kanske, selv hos os, saa som saa med den virkelige forstaaelse av engelsk liv og tænkesæt. Ti mens vi utvilsomt har faat de bærende ideer fra England og Frankrike, har vi i de siste hundre aar faat alt det, man kunde kalde mellemverket", vor daglige kundskapsmasse, vort daglige aandelige behov, fra Tyskland. Holbergs og Wergelands aandspræg er skapt under indtrykket av England, men vore skolebøker har vi fra Tyskland. Til en viss grad gjælder det samme forhold den tyske kultur selv. Ogsaa den har i sine hovedlinjer været receptiv; dens største fortjeneste ligger i en overordentlig 5

16 assimilationsevne og en evne til at gjennemarbeide og utnytte for den almindelige dannelse alt det, som har præget det nittende og tyvende aarhundredes utvikling. I vor aandelige husholdning trænger vi begge, men det tyske element kanske mindre, efterhaanden som vi selv blir istand til at utføre den daglige fordøielsesproces. Men dette grundtræk i vor kultur har bevirket, at vi ogsaa her i landet til en viss grad har kommet til at betragte England gjennem tyske øine. Og særlig er vort blik for Englands begrænsning derigjennem blit skarpere end vor opfatning av de storslagne karakterdrag, som præger det britiske samfund. Selvfølgelig er det ingen tvil om, at den engelske kultur lider av meget iøjnefaldende mangler fra intet hold er dette under krigen fremholdt skarpere end fra England selv. Det engelske samfund er endnu, trods al folkefrihet, i høiere grad end nogen anden europæisk nation præget av kastevæsen; samfundsklasserne befinder sig endnu i skarpt adskilte baaser, og det er vanskelig at gjøre spränget fra den ene over i den anden. Forholdet har bidrat til, at England ikke eier en 6

17 almendannelse i samme forstand som Tyskland eller Skandinavien, men til gjengjæld eier det ogsaa, hvad ingen anden stat for tiden har, et virkelig aristokrati med følelse av, at adelsskap forpligter. Den engelske politik er fremdeles, trods de siste ti aars store sociale omvæltninger, under indflydelse av dette element, og det har ikke været til dens skade. Intet kan være mere misforstaat end at opfatte den britiske imperialisme som et utslag av den krasseste og mest lavsindede egoisme. Selvsagt har England, som enhver anden stat, ført sin utenrikspolitik ut fra hensynet til sine egne interesser, men det er ingen sneversynt og trangbrystet nationalisme, men en vel gjennemtænkt politik, som like til de siste aar har bragt landet til at holde fast paa sin splendid isolation". Ja, sandheten er kanske, at England fra et rent opportunistisk synspunkt hadde staat sig paa at holde sig utenfor den nuværende krig. Naar det ikke gjorde det, tar man feil, hvis man tror, at ikke gentlemansinstinktet var et sterkt medvirkende hensyn. England kunde ikke, uten at tape agtelsen for sig selv, la Frankrike i stikken. Slik føltes det for 7

18 sir Edward Grey, som hadde gammelt adelsblod i aarerne. Ogsaa vor utenriksledelse gjør vel i at merke sig, at England ikke udelukkende er den perfide Albion. Der er andre kræfter, som ogsaa spiller ind, og som ikke minst et litet land skulde soke at appellere til. Hvis vi i vort forhold til England hadde lagt mere vægt paa at optræde ubetinget aapent og tillidsfuldt hadde stillingen kanske været lettere for os idag. Intet er i virkeligheten en grovere og hvem vet, kanske ogsaa en farligere miskjendelse av det engelske folk end at betegne det som en kræmmernation". Det er ganske sandt, det engelske folk er et handelsfolk det mest fremragende, som verden har frembragt. Men det har skapt sig sin position som handelsmænd ved ubestikkelig hæderlighet, ordholdenhet og soliditet; England er kanske det eneste land i verden, hvor en mand blir holdt for at være ærlig, indtil det motsatte er bevist. Hos kræmmerfolk er det i almindelighet omvendt. Mange faktorer har bidrat til at skape denne britiske gentlemanstype. Kirken, som ikke bare frembringer hykleri, er en av dem; de aristokratiske samfundsforhold en 8

19 anden. Og selve den britiske dannelse, som man pleier at trække paa skuldrene av, er en tredje og ikke den minst vigtige faktor. England har som sagt ingen almendannelse i almindelig kontinental forstand, det er sandt. Oxford og Cambridge er karrikaturer av moderne universiteter, det er kanske ogsaa sandt. Hele den endeløse kundskapsmasse, som proppes ind i det moderne menneske i utallige fasoner, kommer mere tyskeren end englænderen tilgode. England har faat svi for det under krigen, og det er noget av det, som krigen vil bidra til at forandre. Men det er feilagtig at tro, at forholdet bare er av det onde. Hos denne kræmmernation" har dannelsen et alt andet end praktisk tilsnit; den er endnu en værdi for sig selv. Dette utilitaristiske folk bygger fremdeles sin høieste aandskultur paa latinen, græsken og filosofien; det er unegtelig baade naivt og upraktisk, og det vil bortfalde, naar det engelske undervisningsvæsen skal revideres efter krigen. Da kommer ogsaa England til at opta det tyske universitetssystem. Men det gir stjerner paa himmelen! At dette nyttige" folk fremfor alle andre har bevaret respekten for det unyttige", det har

20 bidrat til at gjøre engelsk aand livsfjern og engelsk menneskekundskap alt andet end smidig, men det har git respekt for dannelsen for sin egen skyld, og det har disciplinert den engelske hjerne og git den sit særpræg det særpræg, som paa engang er græskens og latinens: skolet logik og generøs flugt. Dette kræmmerfolk er ved sin gammeldagse upraktiskhet blit en idealistisk nation. Dets ledere er av et haardt stof det samme stof, som skapte de romerske prokonsuler, men de har ogsaa romerens liberalisme og retssans. Og man skal vogte sig for at undervurdere betydningen av disse rent psykologiske hensyn. Det kan ikke direkte utmaales i almindelige værdier, men ingen kan vite, hvad vi har tapt ved under en periode av stadige gnidninger med England at ha en utenriksminister, som i bund og grund er fremmed for alt engelsk væsen. Han har behandlet England som en kræmmerstat. Og han har desværre bare opnaadd at erfare, at England ikke sjakrer med sin politik. Skal man dømme en kultur faar man dømme den efter det, som er al kulturs egentlige maal: utformningen av mennesket. Og det engelske 10

21 menneske er godt. Det er kantet, gudbevares, og ikke saa liketil at faa igang. Men det har ingen av de egenskaper, som gror saa frodig i denne materialismens tid. Det har frivillig reist 4 millioner soldater for at kjæmpe i et fremmed land. Hvor mange fik vi her til at gaa til vestfronten, om det skulde behøves? Det er ikke sandt, at englænderen fører krigen ved andres blod; tapsprocenten ved fronterne taler et andet sprog. Og det lille engelske troppekorps, som kom over til Frankrike i begyndelsen av krigen, det unddrog sig ikke sin pligt; det stod som garden og døde, men overgav sig ikke. Selvopofrende, modig og haardhændt, slik er England. Vi har større chanser for at tale det til fornuft end nogen anden nation. Vi kan ikke faa bedre venner. Men vi skal ikke av Tysklands systematiske brutalitet la os forlede til at glemme, at vi ogsaa kan faa andre farlige fiender. Nutidens romere er sene til at slaa til, men de viker ikke tilbake for slag, hvis de anser det nødvendig. Og naar det skal tales om krigskonjunkturernes rent menneskelige side, maa det ikke glemmes, at vi i virkeligheten ikke bare staar overfor Eng- 11

22 land, men overfor kombinationen England Frankrike. Indenfor ententen paahviler blokadearbeidet England, og det engelske diplomati har derfor maattet agere busemand hos os. Men man tar feil, hvis man tror, at England er alene om denne ondskap. Den politik, som følges, er i første række ententens, og inden denne er det kanske fremfor alt Frankrike, som repræsenterer en paagaaende politik overfor de nøitrale. Da det gjaldt Grækenland søkte England længe at holde igjen rigtignok under en mindre handledygtig regjering end den nuværende. Indenfor firemagternes samarbeide repræsenterer England og Frankrike en enhet. Englændere og franskmænd kan ha sine skjærmydsler, som folk altid har, ikke minst naar de hver paa sin vis er saa utprægede som i dette tilfælde. Men det engelsk-franske samarbeide er noget nær idealt. Der har kanske aldrig nogensinde i historien fundet et saa intimt samarbeide sted mellem to likestillede nationer, og i dette samarbeide kan man være sikker paa, at det galliske element ikke er det minst aggressive. Vi skal ikke la os forlede av vor naturlige beundring for franskmændenes glimrende præsta- 12

23 tioner under krigen til at mene, at de skulde se mere sentimentalt paa de smaa nationer end England. Tvertimot, den klarhet og den fuldstændige frihet for vrøvl og omsvøp, som udmerker den franske hjerne, er ikke egnet til at forstaa den cirkelgang og nølen, som ofte udmerker" smaa staters politik. Den evne til øieblikkelig aktion og reaktion, som altid gjør Frankrike til herre over situationen, har ingen sympati for dem, som til enhver tid lar situationen bli herre over sig. Vi kan ikke vente os stor trøst av Frankrike! Vi maa tvertimot gaa ut fra, at det staar overfor os som en helt fremmed, mens England forbinder noget og noget sympatisk med Norges navn. Det bør heller ikke glemmes, at det fransk-engelske samarbeide efter al menneskelig beregning repræsenterer en blivende konstellation i Europas politik. Hvor mange av de nuværende alliancer vil bevares efter krigen er vanskelig at si, men den fransk-engelske alliance vil utvilsomt bestaa. Hvordan krigen end falder ut, vil denne alliance bli en sterk, ja kanske den sterkeste magtfaktor i fremtidens Europa. Ti hvordan krigen ender er det utelukket, at ikke 13

24 vestmagterne skulde gaa moralsk og militært styrket ut av den. Det forsprang, Tyskland fik ved deres uforberedthet i 1914, vil det aldrig mere faa igjen. Ogsaa dette er et forhold, som en politik, som ikke arbeider bare for dagen, ikke bør overse. Tiltrods for traditioner og fornufts- og følelsesgrunde kan det ikke negtes, at vort venskap for England i det sidste aar har gjennemgaat en betænkelig krise. Den er betænkelig for enhver ven av England, men endnu betænkeligere for enhver ven av Norge. Den skyldes ikke saa meget bevisst ondsindede bestræbelser, som et kaos i vor offentlige opinion. I Norge har under verdenskrigen ikke været ført en virkelig utenrikspolitisk diskussion, som kunde klargjøre forholdene og veilede den offentlige mening. Pressen har, trolig støttet av utenriksledelsen, paadrat sig et tungt ansvar, ikke fordi den har sagt for meget, men fordi den har tiet. Svenskerne, som har vovet at se spørsmaalene i øinene, staar overfor begivenheterne som en langt mere vaaken og bevisst nation. Det er paa tide, at den norske struds stikker hodet frem fra vingen. 14

25 De svake tilløp til en offentlig debat, vi har hat, har, antagelig av frygt for at berøre farlige emner, bevæget sig over ytterst almene felter: vi har diskutert England kontra Tyskland, Bethmann Hollweg kontra Lloyd George, og særlig har vi, efterhaanden som folkeretten avgik ved døden, været travlt optat med dens subtileste problemer. Men vi har av bare lidenskap for de krigførende glemt Norge. De siste maaneder har imidlertid bragt os dithen, at vort eget lands stilling ikke længer kan oversees. Det er paa tide, vi søker at forlate de europæiske kandestøperier og vende hjem til os selv uten hensyn til, om vi tidligere har sværmet for Englands eller Tysklands sak. Der spørges ikke længer om sympatier eller antipatier, ja, ikke engang om ret eller uret. Det har altsammen sin betydning, men det maa nu være tilbakelagt for os. Nu gjælder det vort lands vitale interesser og hvad hensynet til dem kræver. I denne stund har vort folk ikke ret til at arbeide for andet end Norges sak. 15

26 II. Under paniken herhjemme i de første dage efter verdenskrigens utbrudd var det først og fremst frygten for at bli trukket med av de militære begivenheter, som behersket opinionen. Ingen av de muligheter, man tænkte sig paa forhaand, har imidlertid slaat til. 2 1 /2 aar av krigen er gaat, uten at Rusland har vist nogensomhelst tilbøilighet til at bemægtige sig Narvik; Kristianssand er ikke blit efterstræbt av England og fjordene paa Vestlandet er ikke, som man frygtet, blit nogen tumleplass for sjøkrigen. Det har kanske ikke udelukkende været til vort held, at vi fra begyndelsen av undgik ethvert slikt militært press. Det har bidrat til at øke den sorgløshet, som nu kan komme os dyrt at staa, og det har utvilsomt git vor optimistiske statsminister vand paa møllen. Den politik, han indledet allerede ved krigens begyndelse og som bygget paa opskriften: jeg spiser og sover ud- 16

27 merket", vilde kanske tidligere tat hensyn til, at der ogsaa er andre farer end det direkte krigerske overfald, om de første krigsmaaneder var gaat mindre glatt. Og dog var der allerede fra første stund tegn som burde vist os, paa hvilket omraade kampen for vor nøitralitet skulde komme til at staa. I de proklamationer, som Tyskland og England utstedte i løpet av august 1914, stillet de sig begge, hvad sjøkrigen angaar, med visse indskrænkninger paa Londondeklarationens grund. De indskrænkninger, som Storbritannien foretok, viser imidlertid, at ialfald den engelske regjering helt fra begyndelsen av var fuldt klar over, hvilken karakter sjøkrigen og handelskrigen vilde komme til at faa. Allerede i denne første britiske proklamation uttales det nemlig paa en maate, som ikke kan misforstaaes, at England agter at opretholde teorien om den fortsatte reise" altsaa en folkeretslig doktrine, som i allerhøjeste grad berører de nøitrale. La gaa, at teorien i krigens første halvaar blev gjennemført saa lempelig, at den ikke var synderlig merkbar, et utenriksstyre, som var bedre utrustet end vort, vilde allikevel tat varsel av 2 Norges utenrikspolitik. 17

28 det vink, den hadde faat. Og mens de dramatiske sjøslag uteblev gav de følgende maaneder nye vink i samme retning. Allerede den 10. oktober 1914 tilkjendegav Tyskland, at det vilde avhænge av motstandernes holdning, om den tyske regjering fremdeles skulde opretholde Londondeklarationen. Den 29. oktober og den 22. december offentliggjorde England erklæringer, som yderligere utvisket Londondeklarationens bestemmelser om kontrabande. Den slutning, en nøitral regjering maatte trække av disse proklamationer, var, at vor utenrikspolitik under verdenskrigen først og fremst vilde bli av handelspolitisk natur. Det er imidlertid tegn, som tyder paa, at det norske utenriksstyre dengang ikke var klar over rækkevidden herav. Under hele det første krigsaar foregik der over vort land en temmelig omfattende transithandel til Tyskland, som regjeringen ikke gjorde nogetsomhelst forsøk paa at stanse. Den var ganske visst folkeretslig uangripelig, men den hadde ikke eksistert før krigen, og enhver burde kunne indse, at den skapte et betydelig faremoment. Mand og mand imellem 18

29 manglet det ikke paa uttalelser i denne retning, men fra regjeringens side blev intet foretat. Ja, selv ikke efter at det i februar og mars 1915 var blit aabenbart for enhver, at sjøkrigen fremfor alt vilde bli en handels- og blokadekrig, foretok den norske regjering noget selvstændig skridt i denne retning. De indrømmelser, den senere maatte gjøre, er den blit drevet til skridt for skridt, til liten ære og gavn for vort land. Om ikke før var der ialfald i de første maaneder av 1915 al opfordring for den norske regjering til at opta vor utenrikspolitik til drøftelse i hele sin bredde. Den 4. februar 1915 hadde Tyskland forkyndt sin undervandskrig, som ikke bare gjaldt England, men i virkeligheten enhver sjøfarende stat. Den 1. mars meddelte den britiske og den franske minister i Kristiania, at vestmagterne agtet at svare med en fuldstændig blokade av Tyskland, og i en britisk regjeringsbeslutning av 11. mars blev denne blokadepolitik nærmere utformet. Stillingen var med ett slag blit klar. Vor handelsflaate vilde bli utsat for en hensynsløs forfølgelse fra tysk side, og ethvert forsøk paa en transithandel over Norge til Tysk- 19

30 land vilde før eller senere bli ubønhørlig stanset. Det har ingen interesse længer at drøfte retmæssigheten av disse skridt; det var realiteter, vi ikke kunde ændre og som vi maatte møte med mere end en opportunistisk politik. Mot vor vilje var vi blit en faktor i selve den økonomiske krig mellem de to magtgrupper. Og at denne krig har faat en saa avgjørende betydning gjorde ikke stillingens alvor mindre. Samtidig med at disse begivenheter indtraf, begyndte hos os for alvor krigens gode tider". Og efterhvert som stillingen utad tiispisset sig, oplevet vi, paradoksalt nok, en høikonjunktur, vi aldrig tidligere har set make til. Det er forstaaiig, at dette bidrog til at utviske forstaaelsen av de farer, vi gik imøte. Vi har jo desværre altid været tilbøilig til at bedømme stillingen ut fra vore hjemlige forhold. Men for regjeringen, som skulde kjende forholdene bedre, maatte det ialfald være opfordring til at se sandheten i øinene. De følgende begivenheter tyder imidlertid paa, at den nærmest var tilbøilig til at føre en politik, som lot det drive" fra dag til dag. Hvorvidt det var hr. Gunnar Knudsens 20

31 optimisme" eller hr. Ihlens smidighet", som var den ledende faktor, har underordnet betydning; resultatet er under alle omstændigheter blit en utenrikspolitik av en vaklende og litet værdig holdning. 21

32 III. For den Gunnar Knudsenske regjering som for enhver anden norsk regjering maatte det være den første og vigtigste opgave at opretholde Norges nøitralitet. Denne opgave er selvgit og har aldrig været gjenstand for diskussion fra norsk side. Vort land har intetsomhelst positivt formaal, som kræver, at det deltar i krigen. Vi har intet irredenta", som det gjælder at forene med moderlandet, og trænger ingen erobringer av hensyn til vor nationale eksistens. Vor eneste territoriale ærgjerrighet, Spitsbergen, har ikke den betydning, at den skulde kræve en krig. Norge vil ikke ha krig; den ting blir man snart paa det rene med, hvis man søker at sondere stemningen i vort land. Men ogsaa i utenrikspolitiken er det nødvendig at foreta enkelte 22

33 teoretiske betragtninger. Og da er det desværre ikke til at komme forbi, at vi kan fa a krigen uten at ville den, og at vi kan komme i den stilling, at der ikke aapner sig anden utvei end at ta den. Det behøver heller ikke at gjælde valget mellem krig og fred; ikke minst kjender handelspolitiken mange overgangsformer. Men de tider kan komme, hvis de ikke allerede e r kommet, da en negativ nøitralitetspolitik ikke slaar til. Derfor maa ogsaa vor kamp for nøitraliteten ha en stiltiende retningslinje, som ikke fører os paa galt spor i avgjørelsens stund. Den norske regjering har først og fremst søkt støtte for sin nøitralitetspolitik i det nordiske samarbeide, og det skal altid tjene til dens ros, at enkelte av de glædeligste begivenheter i vor nyere historie er knyttet til det. Den erklæring, som Norge og Sverige avgav den 8. august 1914 om at de til det ytterste vil bevare sin nøitralitet og at de har utvekslet bindende forsikringer med sigte paa at utelukke muligheten av at krigstilstanden i Europa skulde kunne føre til at det ene rike træffer fiendtlige forføininger mot det andet", kan vanskelig overvurderes. Den er, 23

34 hvordan end krigen skulde arte sig, intet mindre end grundlaget for vor politik. Og den er det i saa meget høiere grad som den tar hensyn til, at forholdene kan komme til at utvikle sig forskjellig for de to nordiske lande. Det nordiske samarbeide er den bedste garanti for vor nøitralitet, men det er en absolut garanti bare under e n forutsætning: nemlig at de nordiske lande ved sin politiske vilje og sin militære kraft er istand til at kunne opretholde en væbnet nøitralitet. Det har intet med vore følelser for vore nabofolk at gjøre, naar vi maa erkjende, at saa ikke er tilfældet. Militært er Nordens ti millioner mennesker ikke sterke nok til at danne tungen paa vegtskaalen. Men selv om saa var, er det tvilsomt om interessefællesskapet tilslut er saa sterkt, at den skandinaviske entente" turde la det komme til en slik avgjørende prøve. Det vilde være daarskap at negte, at Danmark, selv om dets sympatier kanske var paa den anden side, allikevel ikke turde ta et brudd med Tyskland. Danmark kunde ganske visst trøste sig med, at krigen ikke var avgjort med en tysk invasion i Jylland, men overgangs- 24

35 tiden kunde bli saa alvorlig, at det heller lot sig tvinge med paa tysk side. Den ubarmhjertige sandhet er desværre, at Danmarks geografiske beliggenhet altid vil bli en avgjørende hindring for et skandinavisk samarbeide, som gaar til den ytterste grænse. Det viste sig i 1864, og det vil vise sig igjen. Hvad Norge og Sverige angaar skulde man tro, at naturen hadde git dem absolut fælles interesser overfor en yttre fiende. At den skandinaviske nøitralitetspolitik mere har maattet beskjæftige sig med økonomiske end strengt militære forhold har imidlertid til en viss grad forkludret dette naturlige interessefællesskap. Og en kjendsgjerning, som i øieblikket ikke betyr mindre end de naturlige forhold, er, at utenrikspolitiken faktisk o p- fattes forskjellig i store kredse av de to folk. Sverige har, i motsætning til Norge og Danmark, hat et parti, som aapent har tat ordet for en opmarsch paa tysk side. Selv om brodden er tat av aktivisternes agitation, har den svenske regjeringschef, trods den redeligste nøitralitetsvilje, ført en politik, som uvilkaarlig maattet gi indtryk av, at hans sympatier var med Tyskland. 25

36 Det er ikke bare de siste tiders hændelser: Sveriges forhold til de tyske fredsbestræbelser og svaret paa Wilsons henvendelse, som har git de allierte opfatningen herav; det kan ikke negtes, at de nordiske landes fællesnoter til de krigførende, paa hvis form og avfattelse Hammarskjöld sikkert har hat en avgjørende indflydelse, har git et tilsvarende indtryk. Den 5. november 1914 protesterte de nordiske lande mot den britiske Nordsjøspærring, men de hadde ikke protestert mot det, som gav anledning til spærringen: Tysklands utlægningav miner i aapent hav. Den næste protest, av 13. november 1914, om folkeretskrænkelser, var i formen rettet til alle krigførende, men angik i realiteten omtrent udelukkende den britiske flaatepolitik. I midten av februar 1915 protesterte de skandinaviske lande mot den tyske ubaatskrig, men nedla samtidig protest mot britisk misbruk av nøitralt flag. Overhodet at nævne disse to ting i samme aandedræt var en forfordeling til Tysklands gunst. Og da det britiske svar paa ubaatskrigen kom i form av regjeringsbeslutningen av 11. mars 1915 nøiet man sig med en protest mot England. I dette 26 Ék.

37 tilfælde var der ikke bruk for nogen samtidighet. Heller ikke blev nogen protest oversendt Tyskland i anledning av den nøiagtig tilsvarende tyske beslutning av 18." april lalle disse protester stillet de nordiske regjeringer sig paa Londondeklarationens grund tiltrods for, at denne ikke er ratificert og altsaa ikke formelt gjældende folkeret. Der var intet at si paa det, forsaavitt som vor nøitralitetspolitik derved fik et fast folkeretslig grundlag. Men det maa heller ikke glemmes, at ogsaa dette til en viss grad var en partitagen mot England, hvis traditionelle flaatepolitik i sin tid hadde dannet den avgjørende hindring for, at deklarationen blev ratificert. Overhodet var det ensidig formelle standpunkt som Hammarskjöld indtok, og hvorved en postsæk omtrent stod paa like fot med et menneskeliv, ikke egnet til at gi en helt retfærdig bedømmelse av forholdene. Resultatet uteblev heller ikke. Det er et faktum, som det vilde være uklokt at benegte, at den Hammarskjöldske politik ikke blev populær hos ententemagterne. Og denne mistillid gik naturlig over paa selve det skandinaviske samarbeide. En ting er, at mistanken kan være 27

38 uberettiget, noget andet, som en politiker ikke tør helt se bort fra, at den eksisterer og kan spille en rolle for vor egen internationale stilling. Ingen kan bebreide den norske regjering, at den har deltat i det nordiske samarbeide, som sikkert har været til Norges gavn. Men det kan ikke negtes, at regjeringen ogsaa her har vist den samme mangel paa ledende evne, som har præget dens indre politik. Den naturlige førerstilling, som Sverige ifølge sine ressourcer maa ha, har det forstaat at utnytte paa en maate, som ikke altid har været til Norges fordel. Ti det kan der vel for alvor ikke være mere end en mening om i vort land: er vi først nødt til at foreta noget skridt uten for vor strengt nøitrale holdning, da maa det ikke ligge paa Tysklands side. Saken har intet at gjøre med vort forhold til det tyske rike, som intet menneske hos os vil ønske anderledes end det beste. Men som Tyskland i sin utenrikspolitik ikke kan ta andre hensyn end de, som dikteres av landets egne livsinteresser vil det forstaa, at heller ikke Norge kan overse nødvendighetens krav. For os er det ganske visst en livsinteresse at op- 28

39 retholde vor nøitralitet. Men kan det ikke gjøres, da blir det for os en interesse av ikke mindre betydning at opretholde freden med Rusland og Storbritannien. Et godt naboforhold til Rusland er en blivende faktor i vor utenrikspolitik helt uavhængig av den nuværende krigskonjunktur. Og vort forhold til England er meget enkelt, fordi det i virkeligheten er et regnestykke. England, som i denne krig har gjennemført en effektiv blokade av verdens næststørste sjømagt, vilde i løpet av 36 timer kunde avstænge enhver tilførsel til vort land. Tyskland kunde ikke erstatte os omtrent noget av det, vi derved tapte, og resultatet vilde, som enhver vet, bli, at vi i løpet av saa og saa mange maaneder maatte overgi os paa naade og unaade. En krig med Tyskland kunde bringe os frygtelige ulykker, men en krig med England vilde være selvmord. Den kunde ogsaa gi de gamle spøkelser om Narvik og Kristianssand en hittil uanet realitet. Det heter, at man ikke skal leke med ilden. Nei, ingen skal i almindelighet beskylde de norske skribenter for det. Men en kjendsgjerning, som det vilde være en forbrydelse at lukke øinene for, 29

40 er, at Norges stilling er blit vanskeligere og farligere, jo længer krigen har varet. Det er desværre ingen grund til at tro, at denne utvikling vil arte sig anderledes i fremtiden; tvertimot, den har i de siste maaneder foregaat raskere end nogensinde før. Vi er da, mot vor vilje, nødt til ogsaa at se den siste mulighet i øinene. Deter heldigvis ikke ensbetydende med, at den er der. Men en utenrikspolitik, som ikke ogsaa i ytterste instans regner med den, har forbrutt sin pligt, hvor redelig dens arbeide for vor nøitralitet end maa ha været. Og deri ligger, naar alt kommer til alt, kanske ogsaa den beste garanti for freden. 30

41 IV. Hvordan har den norske regjering løst de opgaver den blev stillet overfor i hvad man kan kalde vor nøitralitetspolitiks anden periode den som begyndte med den tyske undervandskrig av 4. februar og den gjennemførte engelske blokade av 11. mars Overfor den tyske undervandskrig maatte vor holdning i hovedsaken være git. Der kan være delte meninger om, i hvilken grad vi skulde ha gaat til repressalier, men der kan bare være e n mening om, at vi ikke kunde gi efter paa det, som overfor os var undervandskrigens egentlige maal: at drive vor flaate bort fra samtrafiken med de allierte. Selv om denne trafik var øket paa grund av krigen, saa gjaldt det et forhold, som var langt ældre og uavhængig av den. At trække vor flaate tilbake her vilde i det store og hele si det samme som at lægge den op. Og en slik foranstaltning kunde vi ikke gaa til, hverken 31

42 av økonomiske grunde, for vor nationale værdighets skyld eller av hensyn til vort forhold til de allierte, som utvilsomt da vilde ha grepet til motforholdsregler. Vor handelsflaate er en verdensfaktor den eneste, vi har. Det kan medføre farer, men det er ogsaa den, som fremfor noget gir os en stemme i forholdet til verden utenfor os. Kan der overhodet tales om et litet lands prestige, maatte det være her! de tyske blade faar kalde os en nation av jobbende skibsredere eller hvad de vil, men vi hadde intet andet at gjøre end at ta resikoen og la det staa til. Anderledes stillet saken sig overfor den britiske blokade. Her dreiet det sig, ialfald til en begyndelse, ikke om noget forsøk paa at komme os selv tillivs; det som forlangtes, var at vi skulde indstille transithandelen til Tyskland. I dette øiemed optok England, som man vet, den gamle doktrine om den fortsatte reise". Denne ophæver Parisdeklarationens lære om at frit skib gir fri ladning" og hævder, at det endelige bestemmelsessted er det avgjørende for, hvorvitt lasten er lovlig prise eller ei. Ogsaa transitvarer over 32

43 nøitral havn kom altsaa ind under. blokaden. En lempning foretok England derved, at det kontrabandeførende skib kun i ganske særlige tilfælder gjordes til gjenstand for konfiskation. I sig selv er reiseteorien rimelig og forstaalig, men dens ulemper for den nøitrale stat blir betydelige, fordi den praktisk talt leder til kontrol av al den nøitrale import. I praksis har den derfor ogsaa maattet utformes efter det saakaldte rationssystem", det vil si, den nøitrale stat faar bare, hvad den efter tidligere statistik kan paavise at ha bruk for til sit eget behov. Det er klart, at dette, rent formelt, ikke stemmer med almindelig folkeret. Den norske regjering nedla derfor sammen med den svenske og danske en protest mot blokaden. Det kan være tvilsomt, hvorvitt den burde gaat til dette skridt overfor en foranstaltning, som i realiteten ikke hadde nogen adresse mot os, Norge har ikke, da det gjaldt Belgien eller senere, optraadt officielt for folkerettens egen skyld. Men hvad der ialfald er sikkert nok er, at vort land burde indskrænket sig til denne formelle protest og derefter de facto anerkjendt blokaden. Istedet førte vi gjennem 3 Norges utenrikspolitik. 33

44 hele det følgende aar en famlende og motstræbende politik, som ganske visst endte med, at vi i praksis godtok de engelske krav, men som bidrog til at skape en tilstand med stadige smaakonflikter. Vor egen anseelse vandt ikke ved det; vi maatte gi os. Men det gamle hjertelige forhold til England truet med at ta skade. Hadde regjeringen her med større bestemthet trukket konsekvenserne av det standpunkt, som allikevel ikke var til at komme forbi, kunde vi kanske Staat bedre i det ulykkelige konfliktsforhold, vi nu er kommet op i. Bortset fra ethvert spørsmaal om magt pligtet den norske utenriksledelse her at si sig selv, at vor position ikke var overvældende sterk. I det væsentlige var Englands standpunkt naturlig og rigtig. Vi hadde før krigen ikke hat nogen transithandel til Tyskland; at den blev mulig og lønnende nu var ene og alene en følge av Englands blokade. Formelt var forholdet uangripelig i realiteten var det ikke nøitralt. For England maatte det staa som en utilbørlig utnyttelse av krigskonjunkturerne, og det er forstaalig, at den engelske regjering, hvis pligt det var at 34

45 vareta de alliertes interesser tilsjøs, maatte stanse det. Vort utenriksstyre maatte ogsaa vite, at Englands standpunkt selv ut fra en strengt juridisk betragtning var vanskeligere at gjendrive end man skulde tro. Sjøretten er endnu en temmelig antikveret materie, som paa mange punkter bryter med almindelig retsbevissthet, og særlig er de krigførendes rettigheter den dag i dag langt bedre sikret end de nøitrales. Reiseteorien var ikke nogen ny opfindelse, men en gammel lære, som hadde tidligere tiders hævd. Sist blev den anvendt av De forenede stater under borgerkrigen et forhold, som hadde saa meget større betydning for os, som det faktisk har avholdt Amerika fra aktiv indgripen overfor den engelske blokade nu. Amerikas handel har maattet finde sig i, hvad Englands fandt sig i i Reiseteorien opretholdes fremdeles i De forenede staters priseanordning, og den er efter den 18. april 1915 optat ogsaa av Tyskland. Den stemmer ganske visst ikke med Londondeklarationen, som repræsenterer den norske regjerings standpunkt, men den kan allikevel ikke 35

46 som man har set, uten videre frakjendes enhver folkeretslig berettigelse. Og naar saa er tilfældet, var det unegtelig al opfordring for den norske regjering til at trække konsekvenserne av det engang givne forhold. At den selv var paa det rene med nødvendigheten herav viste den, da den paa dette punkt ikke slog følge med den svenske, som endnu i halvandet aar til stor skade for landets næringsliv fastholdt sit principielle avvisende standpunkt. Her saa den norske regjering unegtelig klarere. Men der er et fransk ordsprog, som siger, at den som gir straks, gir dobbelt. Hadde regjeringen indprentet sig dette raad, kunde mange saarende rivninger været undgaat. Hr. Ihlen foretrak istedet, tro mot sin maksime, at se tiden an". Standpunktet var særlig uheldig, fordi den engelske regjering og ikke minst sir Edward Greys utenrikspolitik hadde store vanskeligheter at kjæmpe med overfor oppositionen, som fandt den altfor lemfældig. Man maatte regne med, at regjeringen vilde bli drevet mot en mere yderliggaaende politik, hvilket jo ogsaa siden har vist sig at bli tilfældet. Allerede tidlig paa vaaren 36

47 1915 var der indledet forhandlinger mellem England og Danmark om en importoverenskomst. Hos os blev intet gjort før importvanskeligheterne begyndte at vise sig ut paa sommeren. Endelig blev om høsten et par forhandlere sendt til London, hvor det lykkedes dem at opnaa enighet om et utkast til en almindelig handelsoverenskomst. Herhjemme gik imidlertid uke efter uke med alleslags betænkeligheter og indbyrdes uenighet uten at noget blev gjort for at bringe overenskomsten i endelig, formel orden. Og en vakker dag kom debatten i det britiske underhus om den danske overenskomst med voldsomme angrep paa sir Edward Grey. Den engelske regjering blev ængstelig og lot faa dage efter meddele den norske, at den ikke længer kunde gaa med paa nogen almindelig handelsoverenskomst. Paa grund av forhaling fra norsk side var overenskomsten gaat overstyr. Det er mulig, at dette ikke har været til skade for vor import, men det var utvilsomt et grovt politisk feilgrep. I virkeligheten er vi kanske her ved hovedgrunden til, at Danmark nu staar bedre end vi. Rent kommercielt kan det være, at vi stod os 37

48 like godt paa de brancheavtaler, som det senere møjsommelig lykkedes at faa istand. Men en hovedavtale vilde fra første stund ha git vor handelspolitik en aapnere og bestemtere karakter. Hvor megen tid vilde vi ikke ha sparet og fremfor alt, hvor mange gnidninger hadde vi ikke undgaat, om det norske utenriksstyre dengang hadde optraadt raskere og mere bestemt. Ikke minst i farlige tider undgaar en klok regjering alt, som kan føre til hyppige, om end aldrig saa smaa rivninger med en venligsindet stat. Naar et publikum, som ikke var orientert, i endnu et helt aar derefter, mens forhandlingerne om brancheavtalerne stod paa, maatte læse i aviserne om at England hadde stanset snart det ene, snart det andet, kunde det let gaa ut over selve sympatiforholdet mellem de to nationer. Dobbelt opfordring var det til at være varsom, fordi det gjaldt en stat, hvis venskap maatte være os særlig værdifuldt. Dobbelt opfordring ogsaa, fordi saken i sig selv var klar og grei nok, men ved de endeløse forhandlinger blev trukket ut i et uføre, hvor man tilslut løp i fare for ikke at se skogen for bare trær. Hadde den mand, som leder 38

49 Norges utenrikspolitik, vist større fremsyn, da han hadde leilighet til at slutte en bestemt avtale engang for alle, kunde denne optrevling av forholdet mellem de to lande kanske været undgaat. Nu har den istedet sat spor, som ikke har været til held for vor utenrikspolitiske stilling. Ogsaa paa et andet omraade har regjeringen sin del av ansvaret for, at handelsopgjøret med England blev trevent og langvarig. Det gjælder den maate, hvorpaa man her i landet er gaat frem ved dispensationer fra eksportforbud og straffebestemmelser for klausulbrytere. I hvilken grad vore forhandlinger med England er skadet ved tankeløse dispensationer, det vet enhver, som har hat med disse forhold at gjøre; det vilde være let at gi drastiske eksempler paa det. Men det dreier sig ikke bare om enkelte tilfælder; der kan tales om en politisk likegyldighet fra regjeringens side overfor disse forhold. Like til januar 1915 var eksportforbudene fordelt paa fire forskjellige departementer, hvilket 39

50 selvsagt var en avgjørende hindring for en planmæssig behandling, og efter den tid har de været fordelt paa to. Det er fremdeles ett for meget, i disse spørsmaal, som paa den mest ømfindtlige maate berører vort forhold til utlandet, skulde al magt være samlet under utenriksdepartementet. Ikke bedre er der gaat frem med hensyn til klausulbryterne. Vi fik vistnok en lov mot dem i juni 1915, men den gjaldt bare visse avtalebrudd og kun, hvor erklæring var avgit til finansdepartementet. Først den 29. april 1916 anmodet utenriksdepartementet regjeringen om at utfærdige en tillægslov, som gav betryggende bestemmelser. Det er ingen grund til at tro, at ikke toldvæsenet har gjort sin pligt, men ogsaa det har til en viss grad manglet instruktioner. Saaledes blev der ikke før den 21. september 1915 altsaa over et aar efter verdenskrigens begyndelse utfærdiget bestemmelser mot utførsel av produkter, som udelukkende var fabrikert for at maskere utførselsforbudte varer. Og først den 1. december 1915 fik toldvæsenet instrukser om at holde øie med fartøier i indenlandsk" fragtfart, som kunde befrygtes at ville gaa til utlandet med eksportforbudt 40

51 last. Disse forhold viser, at regjeringen ogsaa paa dette omraade har savnet selvstændig initiativ. Den har, bevisst eller ubevisst, latt sakerne gaa sin gang, indtil faktiske misbruk eller ydre press tvang den til at ta affære. At den derved ikke har gavnet vor prestige utadtil behøver ikke at siges. Og den har, hvilket ikke er bedre, paadrat sig sin del av skylden for, at handelsmoralen ialfald ikke er bedret hos os i de siste aar. Vi læser med forargelse om de mange klausulbrytere i Danmark, men den bitre sandhet er visst, at der ikke har været synderlig færre hos os. Forskjellen er bare, at vi har hængt de smaa syndere, men latt de store gaa fri. Nordmændene har fra gammel tid hat ry for at være et ordholdent folk. Den planløshet og mangel paa ledelse, som har præget vore forhold i de siste vanskelige aar, er ikke uten ansvar for, at vi holder paa at miste dette gamle renommé. 41

52 v. Ide utredninger, som utenriksminister Ihlen fra tid til anden har git for stortinget og pressen, har det stadige omkvæd pleiet at være: vi gaar vanskelige tider imøte. Og utenriksministeren har hat ret; fra maaned til maaned har det vist sig, at vor stilling som en ufrivillig faktor i handels- og utsultningskrigen er blit mere og mere vanskelig. Størsteparten av 1915 og de første maaneder av 1916 gik med til at bringe vore handelsavtaler med England i orden; fra sommeren 1916 kan vi si, at vor handelspolitik kommer ind i en ny og langt farligere krise end før. Ti de stormfulde begivenheter, vi har oplevet baade overfor Tyskland og England i de siste maaneder, har i virkeligheten sin rot saa langt tilbake. Vi staar her ved, hvad man kan kalde den tredje periode i vor utenrikspolitik under krigen; hvad den har bragt os, kan ikke forstaaes, hvis det ikke blir set i sammenhæng. 42 ' --y

53 Den 13. april 1916 kundgjorde Storbritannien, at det ophævet forskjellen mellem absolut og betinget krigskontrabande. Beslutningen var i og for sig en naturlig følge av, at den moderne krig jo ikke bare føres av hæren, men av hele samfundet. Fra tysk side blev en lignende bestemmelse formelt ikke truffet; i realiteten stod dog den tyske regjering paa samme standpunkt, idet dens kontrabandelister efterhaanden optok praktisk talt alt, som det er spørsmaal om i almindelig handel og samfærdsel. Disse forholdsregler er fuldt forstaalige, men de bidrog ikke til at lette stillingen for de nøitrale. Og for os fik forholdet en særlig betydning: det var fremfor alt utviskningen av kontrabandebegrepet, som gav Tyskland paaskud til en stadig mere hensynsløs undervandskrig mot vore handelsskibe. Vi staar her ved et rent psykologisk forhold, som ikke har været uten betydning for de efterfølgende begivenheter. De overgrep, som vort land var utsat for ved den tyske undervandskrig, blev ikke møtt med motforholdsregler av nogen art fra den norske regjering. Den indskrænket sig i enkelte tilfælder til en beskeden 43

54 protest. Det kan være delte meninger om, hvorvidt denne optræden var rigtig eller værdig, men den maatte ialfald gi den anden part indtryk av, at der bestod en viss uforholdsmæssighet i vore utenrikspolitiske metoder. Vi var kjækkere, hvor det gjaldt opbringeisen av et skib, end hvor det gjaldt ødelæggelsen av baade skib og mandskap, og vi var det, fordi vi antagelig til syvende og sist hadde et haab om, at England var rimeligere at komme ut av det med end Tyskland. Det kan ikke negtes, at dette forhold har bidrat til at skape den opfatning, som for tiden brer sig raskt i a 11 e krigførende lande og som kan uttrykkes ved følgende kyniske sats: de nøitrale liker øiensynlig best at bli behandlet brutalt! Som svar paa den utsultningskrig de tyske ubaater søkte at føre hadde de allierte ut fra sit synspunkt intet andet at gjøre end yderligere at stramme blokaden av Tyskland. Al transithandel over de nøitrale lande var efterhaanden praktisk talt stoppet, men endnu fik Tyskland adskillig av de nøitrales egne produkter. At søke at stanse denne eksport blev da gjenstanden for 44

55 Englands nye bestræbelser. Det er dette forhold, som karakteriserer den tilspissede handelspolitiske situation, vi har befundet os i i de siste tre fjerdingaar. Fiskeoverenskomsten og kobberoverenskomsten er de første, men muligens ikke de siste resultater av denne politik. Det er foreløbig bortset fra enkelte blokadeforanstaltninger intet, som tyder paa, at England agter at benytte sig av magt for at opnaa sit maal; det er forsaavitt ogsaa overflødig som landet eier fuldt legale virkemidler, som kan vise sig at være tilstrækkelige. England har for det første et mægtig handelspolitisk vaaben i sine kul, som intet menneske kan forlange, at det skal sælge i strid med sine vitale interesser. Fuldt legale midler er ogsaa gummien og, hvad der er vigtigere, kobberet, idet England ved overenskomster med de amerikanske eksportører her har sikret sig herredømmet over verdenshandelen. Forholdet er værd at lægge merke til, da man undertiden fra norsk side ser tilbakeholdelsen av kobberet omtalt som en vilkaarlig blokadeforanstaltning. Legale kampmidler er selvsagt ogsaa de mange utførselsartikler, vi fremdeles faar fra 45

56 England. Det vil altsaa sees, at Storbritannien uten et øieblik at forlate rettens vei kan øve et meget betydelig press paa vort land, som i saa høi grad er avhængig av sin import. Ja, man kan ikke engang si, at det optræder urimelig eller ubillig; ethvert land, som selv stod i krig, vilde føle det som en skjændsel, hvis dets handel og eksport direkte eller indirekte skulde komme Renden tilgode. Der har heller ikke fra norsk side været rettet bebreidelser mot Tyskland, fordi det følger ganske de samme metoder. At Tyskland i de siste maaneder har gjennemført en omtrent undtagelsesfri kompensationspolitik overfor sine nøitrale naboer, kan være ubehagelig, men tjener ikke til Tysklands dadel. Overhodet er det ingen grund til at anvende høitidelige deklamationer mot de krigførende i denne anledning; forholdet er ytterst alvorlig, men det er i sin kjerne et interesseforhold, hvor vi maa handle ut fra hensynet til os selv, uten tanke paa, hvad de krigførende lande maatte ha forbrutt eller ikke. Den fiskeoverenskomst, som blev truffet med England i løpet av sommeren 1916, er hemmelig, men hovedindholdet er kjendt av alle og har for 46

57 længst været offentliggjort i utenlandske aviser; det er derfor ingen grunde, som længer hindrer, at den optas til behandling. Formaalet med overenskomsten fra engelsk side var aapent og klart: det gjaldt at stanse mest mulig av fiskeeksporten til Tyskland. I løpet av 1915 hadde England søkt at gjøre dette ved kjøp paa det fri marked, i 1916 vilde det opnaa det samme paa en mere effektiv maate ved at stanse importen av de varer, som fiskerierne trængte. Resultatet av de indledede forhandlinger blev som bekjendt et eksportforbud for sild og torsk, men slik at forstaa, at enhver av de krigførende stater skulde ha adgang til at kjøpe den fisk, som blev trukket op av havet ved de hjælpemidler (kul, petroleum, hamp, fiskeredskaper, etc.), de selv hadde skaffet. Bestemmelsen var vanskelig at kontrollere, men ellers helt uangripelig. Langt mere vidtgaaende i sit princip var imidlertid den bestemmelse, den norske regjering blev nødt til at gaa med paa, idet den overtok en garanti for, at Tyskland ikke under nogen omstændighet skulde faa mere end 15 procent av den opfiskede fangst. I praksis har bestemmelsen ikke faat nogen betydning, fordi 47

58 det har vist sig, at Tyskland mangler adskillig paa at kunne drive sin andel av fangsten op til 15-procentgrænsen. Heller ikke forsaavidt kan den kaldes unøitral, som eksporten til Tyskland, iberegnet hvad der kan utføres av fiskesorter, som ikke berøres av avtalen, nogenlunde tilsvarer, hvad vi har pleiet at utføre i normale tider. Men i formen er den selvsagt ikke nøitral. Og derved betegner fiskeoverenskomsten, som det ogsaa skulde vise sig i de kommende maaneder, en vending i vor handelspolitik. Det er betegnende for vore politiske forhold, at denne vidtgaaende beslutning blev vedtat uten at stortinget, som dengang var samlet, blev hørt. I virkeligheten kan det komme til at vise sig, at den norske regjering dengang stod ved skilleveien. Det er grund til at tro, at regjeringen gjorde, hvad den kunde for at undgaa bestemmelsen, men stillingen var utvilsomt, at den hadde valget mellem at acceptere den eller la overenskomsten gaa overstyr. Og den valgte da det rette. Om den var klar over rækkevidden av sine handlinger tør være tvilsomt, men det har intet med saken at gjøre. Allerminst en regje- 48

59 ring som saa længer end dagens nærmeste krav, kunde her været i tvil om sin holdning. Det, som kan bebreides regjeringen, er derimot, at den ikke tok konsekvensen av sit standpunkt, men søkte at utviske det ved en til begge sider tvetydig politik, som har bidrat til at føre os op i den nuværende alvorlige situation. Det skulde nemlig ikke gaa længe, før regjeringen blev stillet paa en ny prøve. Efter fisken kom, som man vet, kobberet. Ogsaa kobberoverenskomsten kan vel nu i sine hovedtræk gjøres til gjenstand for offentlig omtale. Enhver ogsaa de allierte vet, at vore kobber- og kisgruber under krigen har oplevet en enestaaende blomstringstid, takket være eksporten til Tyskland. Det var ikke mere end vi maatte vente, at England under disse omstændigheter stanset vor tilførsel av kobber utenfra, og resultatet blev en høist følelig kobbermangel. For at raade bod paa denne indgik den norske regjering en avtale med England og Frankrike, hvorefter disse lande skulde ha samme adgang som Tyskland tidligere hadde hat til at forlange kobberimporten kompensert ved kobber og kob- 4 Norges utenrikspolitik. 49