Kirken - tom struktur eller levende legeme. Vatikankoncilets nye liturgi tur - retur. Hemmelighedskulturen og de kvindelige præster

Transkript

1 6. årgang, nr. 2, 2011 Kirken - tom struktur eller levende legeme af Eva Nordentoft Vatikankoncilets nye liturgi tur - retur af Karlheinz Löhrer Hemmelighedskulturen og de kvindelige præster af Jean-Pierre Duclos Nyheder

2 Kirken - tom struktur eller levende legeme Strøtanker om profeter og kirkens profetiske sendelse, profeter og profetisk tale af Eva Nordentoft Efter anden vatikankoncil taler man meget om kirken som Guds folk på vandring. Man ser dem for sig: de langsomme og de hurtige, de udmattede og de som løber sporty - og så kommentatorerne af løbet: skynd dig! dette er en katastrofe! forkert! denne vej! - Det er profeterne som råber, kommentatorerne med målet for øje. Men kirken har også en profetisk opgave som kirke: den skal være kommentator til verdens gang, den skal tale i billeder og visioner til menneskene, som Gud elsker og til hvis frelse han sendte sin søn til verden. Historien om profeten Jonas er typisk for menneskets møde med Guds kald til profet. Herrens ord kom til Jonas - men Jonas ville flygte. Herren finder Jonas også i hvalfiskens bug, frelser ham og sender ham på ny til den store by Ninive for at profetere dommedag. Jonas taler og menneskene i Ninive omvender sig. Hvad gør Jonas, glæder han sig? Nej, han er sur, fordi Herren ikke straffer, men er mild og barmhjertig over for de angrende mennesker. Johannes Møllehave siger i sin sang om profeten Jonas, om den lille profet, som ligner sine mennesker så meget: Tag fløjte frem. Køl vreden ned. Glem straf og domstrompeter. Gud viser mere barmhjertighed end tusind små profeter. 2

3 Men land os se på de store profeter i Det Gamle Testamente. Al profeti er udspændt mellem klage og lovsang. Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp, uden at du hører, skrige til dig om vold, uden at du frelser? Hvorfor lader du mig opleve uret og ser roligt på ulykken? Undertrykkelse og vold møder mig... (Habakuk 1) Hold klage, Herrens tjenere. Marken er ødelagt, agerjorden sørger. Ja, kornet er ødelagt, mosten slår fejl, olien sygner hen... Forråd fordærves bag lås og slå, forrådskamre ødelægges... Selv de vilde dyr skriger efter dig... (Joel) Mon profeterne har set vor tids borgerkrige, vold og miljøskader? Profeten siger: klag, glæd dig, stil dig Profeten Jonas. Kalkmaleri fra 1400-tallet. Foto: Hans Christensen. 3

4 foran Gud og råb - men også: gør noget, vend om, lev et andet liv! De skal selv råbe vagt i gevær, de skal give klagen ord og de skal se lyset: Rejs dig i lys, for dit lys er kommet op Herrens herlighed stråler over dig... Som en moder trøster sit barn, trøster jeg jer (Esaia) Opbrudstider er håbstider, og profeter gør tiden til en opbrudstid. Vi skal ikke gro fast eller forstene. Kirken er Guds folk på vandring, og kirkens skal sende menneske på vandring, på vandring hen imod Gudsriget. Jesu budskab, når han møder menneskene i den hemmelighedsfulde tid efter opstandelsen, er: frygt ikke, fred være med jer - gå ud. Dette gå ud har altid betydet, at man skal forlade det vante og sikre og fastgroede. At gå ud betyder forandring. Globalt er kirken i en forandringsperiode. Efter den dominerende europæiske teologis tid befinder kirken sig i en opblomstring af teologi fra nord til syd, øst og vest. Andre vægtninger, nye problemstillinger og ny inspiration. Der tales om befrielse, der tales om den enkle, om ny livsstil for at bevare jorden og menneskene, der tales om spiritualitet, der tales om kvinder, om teologi, inspireret af andre verdensdels liv etc. Der tales til de rige om at være solidarisk og at dele, der tales til de forknytte om at rejse sig og forlade fortidens lænker - vove noget for dette jordiske lid og for det spirituelle liv. Et økumenisk kirkemøde i Base i 1989 proklamerede som kirkens opgave: Fred, retfærdighed og miljøet (bevarelse af det skabte). I et lignende møde i Graz i 1997 ville man proklamere forsoning som kirkernes opgave. Et forsonet liv er et godt liv med hinanden. Det Nye Testamente er kaldt GLÆDESBUDSKAB, EVAN- GELIUM. Men forsonet og befriet kan man ikke være, før man han erkendt det onde som ondt og byrden som en byrde. Ikke før der er klaget og bekendt, er tilgivelsen en befrielse. Kirkens forkynder befrielse fra skyld i forsoning, og burde forkynde befrielse fra al undertrykkelse og befrielse fra præstationsrace. Vi må hjælpe at befri hinanden til at leve et enkelt liv med 4

5 omsorg for vore medmennesker. Kirken ved noget om det skabte (miljøet) og retfærdighed, om de enkle liv og menneskets umistelige værdi. Kirken skal nemlig forkynde, at Gud elskede os først, derfor er vi kostbare hver og en, umistelig kostbare. Dette kan ikke siges højt nok. Anne Marie Aagaard siger i sin bog om Kirkens Identifikation, at kirken er bebyrdet og beæret med Helligånden. Helligånden er kirkens profetiske gave. Det profetiske kaster hjertet ud i fremtiden, det må ikke slukke håbet, men tænde det igen og igen. Det er ganske ukristent at sige: Det nytter alligevel ikke. Håbet er en kristen dyd. Desuden overser vi tit, at vi alle venter på en fremtid i håb, som vi endda bekender hver gang, vi efter Fader Vor siger: i forventning om det salige håb - vor frelser Jesu Kristi komme. Det er en fremtid, vi alle venter, som katastrofe eller fuldendelse, undergang eller forventning om, at Gud tørrer alle tårer? Profeti omfatter begge dele. Vi venter intenst, vi burde vente intenst på Guds rige og tale om denne forventning. Profeter kalder til bøn, kirken kalder til bøn. Hvis Gud ikke lader sig finde, hvis Gud er fraværende - i bønnen bliver han nær. Kirken beder og burde give hver generation en stemme, hver tid sit eget udtryk for klage og jubel. Kirkens opgave er at sørge for AT SAMTALEN OM GUD IKKE FORSTUMMER Profeter ser - og vover at se - bebyrdet og beæret med Helligånd ledsager de Guds folk på vejen. Profeterne Hosea og Mika. 5

6 Vatikankoncilets nye liturgi tur - retur? Indsigelse af Karlheinz Löhrer Blandt de mange åbninger af det andet vatikankoncil er der én, der mere end alle andre har gjort sig gældende i den katolske praksis: liturgireformen. Den blev vedtaget i 1963 som det første koncilsdokument under navnet liturgikonstitution (Sacrosanctum Concilium). Heri opsamledes den såkaldte liturgiske bevægelse i årene forud, og liturgikommissionens vigtigste udsagn var følgende: Alle troende er medlemmer af kirken, ikke kun kirkens klerus (præsteskab), og dermed er alle troende også bærende elementer af liturgien. Liturgien inkultureres (bliver indarbejdet i de forskellige kulturer), hvilket står i modsætning til uniformiteten siden tridentinerkoncilet. Der lægges større vægt på forkyndelsen af Guds ord. De forskellige folks sprog tillades som liturgisprog. Det fælles måltid betones over for messens offerkarakter. Nadveren tillades under begge skikkelser, dvs. lægfolket må også modtage vinen. (Sammenfattet efter Manfred Eder, Kirchengeschichte, 2000 Jahre im Überblick) Disse beslutninger satte mange aktiviteter i gang. Lægfolk blev inddraget i liturgiske handlinger; lad mig nævne læsningerne, forbønner og deltagelse i nadverhandlingen. De diverse latinske tekster skulle oversættes til de forskellige modersmål. De hidtidige gregorianske melodier 6

7 skulle ligeledes omsættes til modersmålsmelodier. Kirkernes inventar skulle ændres, så messen nu foregik i stedet for fra et alter, hvor celebranten vendte ryggen til folket, nu fra et bord med celebranten henvendt til menigheden. Det var en vanskelig proces: nyt skulle skabes, gammelt skulle skrottes. Det nyskabte kunne ikke altid måle sig i æstetisk værdi med det, der blev skrottet. Lad mig fremhæve to ændringer: Højaltre, som i mange tilfælde udgjorde kunstværker, blev i en del kirker brutalt fjernet, så kirkerummet fremstod disse steder nøgne og kolde. De nye liturgiske melodier fortrængte den gregorianske sangtradition. Sammenhængen mellem de gamle melodier og det latinske sprog viste sig at være så tæt, at der med omsætningen til modersmålet måtte ofres meget at den gode musikalske arv. Men siden den ivrige og nogle steder lidt voldsomme markering af det nye i både arkitektur og musik er der på mange måder sket en tilbagevenden til nye kunstneriske utryk på begge områder. Jeg savner på en måde stadigvæk en levende tradition i den gregorianske musik, men må også erkende, at den, jeg oplevede før koncilet, blev praktiseret af skolede folk. Jeg selv hørte blandt dem, der kunne synge de skiftende gregorianske melodier (f.eks. Introitus og Graduale) næsten fra bladet... Siden er megen vellykket og sikkert også mindre vellykket musik og sang trængt ind i gudstjenesten - og frem for alt megen aktiv deltagelse af menighedsmedlemmer i selve den liturgiske handling. På den anden side husker jeg fra min ungdom (altså længe før 1963) søndagsgudstjenester, hvor de forreste bænke var nærmest tomme, mens folk stod i klumper bagerst eller udenfor - for at absolvere deres søndagspligt, mens andre bad rosenkransen under messen. Aktiv deltagelse i gudstjenesten var der langt fra tale om. Der er nu gået snart 50 år siden indførelsen af den nye liturgi. Og i de sidste år er der blandt en del katolikker opstået ønsket om at vende tilbage til det gamle. De fleste af dem, der nu ønsker det, har ikke oplevet det gamle - og har derfor en noget idealistisk forestilling om det. Men jeg synes, de skal have lov til at dyrke det - hvis de vel at mærke finder præster (blandt de for få præster, 7

8 vi har), der foruden deres sjælesorgsforpligtelser kan overkomme det. Det er ikke mange, der ønsker den gamle ritus igen. I Tyskland fejres den uregelmæssigt på 128 forskellige steder, og det er ikke i 128 menigheder. Til sammenligning findes der over menigheder i Tyskland! Altså er det et forsvindende lille tal, der ønsker at vende tilbage til den gamle ritus. Nu læser jeg i tidsskriftet CHRIST IN DER GEGENWART nr. 63, 2011 en artikel af Johannes Röser, hvor jeg har en del af ovenstående oplysninger fra, at der er udsendt en instruktion fra Vatikanets kommission Ecclesia Dei (Guds kirke). Det er den kommission, der beskæftiger sig med genforeningen af Lefebvre-folkene med kirken. Og denne opfordrer til styrkelse af den tridentiske liturgi fra før det andet vatikanerkoncil (den, som jeg kalder den gamle ) og at dyrke den mere intensivt. Og denne instruktion henholder sig til den skrivelsen motu proprio (af egen anledning) fra pave Benedikt XVI. fra for 4 år siden, som på ny tillader og anbefaler fejringen af den gamle ritus. Tilmed påstås der af kommissionen, at tallet af troende, der ønsker at fejre den tridentiske gudstjenest, vokser. Der er især to ting, der undrer og foruroliger mig ved denne instruktion : For det første begrundelsen for styrkelsen af den tridentinske liturgi. Den skal gøre det lettere for de troende at deltage og den skal garantere en mere værdig fejring af den hellige messe. - Den logiske følge af denne sætning er: at liturgireformen fra 1963 har ført til mindre af begge dele, både mindre deltagelse og en mindre værdig fejring. Denne nedvurdering er både i strid med den væsentligt større aktivitet = lægfolkets deltagelse i messen, der er sket siden Og den nedkvalificerer også den nye liturgi i forhold til den gamle (mere værdige)! For det andet undrer jeg mig over kommissionens status: Jeg referer fra Rösers artikel: Vatikan- Kommissionen påberåber sig endda en egen hyrdemæssig autoritet og tilsynsfunktion over biskoppernes autonome hyrdeautoritet. Ordret hedder det i Vatikanets instruktion: Ud over de særlige beføjelser, som den har fået bekræftet af pave Johannes Paul II. og af pave Benedikt XVI. 8

9 (...) udøver den pavelige kommission sin hyrdemæssige autoritet også ved, at den som hierarkisk foresat (eller overordnet) afgør de retmæssige klager mod enkelte afgørelser fra biskopper, der synes at modsige motu proprio. Dette tolker bladet sådan, at biskopperne på dette område af den vatikanske myndighed betragtes som undersåtter. Dette modsiger (skriver bladet) imidlertid på markant vis den teologiske læretradition om sakramentaliteten af den biskoppelige (...) autoritet. Disse to ting, dels en nedkvalificering af den nye liturgiske praksis (siden 1963), dels en underordning af biskoppernes autoritet under en pavelig kommission er for mig at se to skridt tilbage i forhold til vedtagelserne i det andet vatikanerkoncil - og det finder jeg er yderst betænkeligt! Torslunde Kirke,. Foto: Hans Christensen. 9

10 Hemmelighedskulturen og de kvindelige præster af Jean-Pierre Duclos Man behøver ikke at have læst Machiavelli for at vide, at hemmeligholdelse er et meget anvendt magtredskab. Man kan klare en hel del problemer ved at tie dem ihjel og også få andre til at være tavse. Vatikanet har ry for, at nogle af dets folk er eksperter i denne disciplin. Skyldes det at Vatikanstaten geografisk og kulturelt er omringet af Italien? Machiavelli var fra Firenze, og hemmelighedskulturen har tilsyneladende haft gode vilkår i støvlelandet. Tænk bare på carbonari eller på alle de frimurerloger, som blomstrede her i og 1900-tallet, og på mafiaen, der med sin mandschauvinistiske tradition og sin tavshedskultur stadig synes at være en fast del af landskabet. Monsignore Charles J. Scicluna, en af lederne i Troslærekongregationen, udtrykte i et avisinterview sommeren 2010 sin bekymring over hvor almindelig hemmelighedskulturen synes at være på halvøen. En hemmelighedsfuld kirkeledelse Vatikanets hemmeligheder, det lyder som titlen på en kioskbasker, men var det ikke det, man for nogle årtier siden tænkte på, når talen faldt på Det hellige Officium, det romerske kontor som førte inkvisitionens arv videre. Her tog man tavshedspligten særlig alvorligt, og at bryde med den betød ekskommunikation. Når for eksempel en bog kom på Index, listen over de bøger, som det var forbudt katolikkerne at læse, kunne forfatteren ikke få at vide, hvem der havde anklaget ham, ikke engang, hvad man var utilfreds med. Og var man indbudt til en broderlig samtale, måtte man ikke nævne det for nogen. Det var før koncilet, og Index 10

11 blev afskaffet i Engang spurgte man Johannes XXIII, hvad han selv ventede sig af koncilet. Han svarede ved at gå hen til vinduet og åbne det på vid gab. Det var helt nye toner, for i Vatikanets kontorer var man tilsyneladende bange for træk og gjorde flittig brug af stemplet sub secreto. Det fortsatte man med, da teologerne fra alle lande blev kaldt til Rom for at forberede de dokumenter, koncilfædrene skulle vedtage. De fik pålagt streng tavshedspligt overfor alle udenfor deres egen arbejdsgruppe. Yves Congar, en af de mest indflydelsesrige teologer under koncilets arbejde, kommenterede det således i sin dagbog : Det er direkte imod menneskets natur og intelligens, som er samtalende. (Mon journal du concile. Bd. 1. s.145) Heldigvis viste det sig at være umuligt, da 3000 koncilfædre samledes nogle uger senere. Hemmeligholdelse kan for resten føre til uventede resultater. Jeg havde en gammel tante, som ikke kunne få øje på et skilt med Adgang forbudt uden straks at undersøge, hvad det var man ønskede at skjule for hende. Hun ville have været henrykt i dag ved at konstatere, at det, en af de franske encyklopedister A.R. Lesage ( ) fabulerede om, nu er virkelighed. Han havde opfundet en halt djævel, som gik rundt i byen, løftede husenes tage og afslørede alle de hemmeligheder, de skjulte. Det oplever vi nu, takket være den kontroversielle whistle blower organisation Wikileaks. Blandt de tusindvis af dokumenter som blev lækket i november 2010, var Vatikanet kun indblandet i 852, men det må være nok til at give Den hellige Stads diplomater grå hår, og Vatikanets pressekontor må øve sig i en ny disciplin, damagekontrol. Jeg ved ikke, om det kan kaldes et fremskridt, men det er i hvert fald et faktum, og vi må lære at leve med det. De har allerede fundet ud af det på den anden side af Øresund. Lige før efterårsvalget krævede lederen af Moderaterne, at partiets kandidater skulle tage alle de skeletter frem, som var gemt i deres skabe. Det viste sig at være en klog disposition, og vi kristne skulle være de første at forstå det, ihukommende hvad Herren sagde til disciplenes inderkreds: Det er intet hemmeligt som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt (Luk.12,2). 11

12 Det er intet skjult som ikke skal blive kendt. Det er vanskeligt at lave et kontors daglige rutine om, især når der er århundreders tradition bagved. Derfor er det ikke forbavsende, at stemplet sub secreto stadig er flittigt anvendt udgaven af Katolsk Magasin har bragt to fyldige artikler om sexmisbrugskrisen i vores kirke. Det er et virkeligt tegn på nye tider som glæder mig, men jeg lod mig ikke overbevise af Torben Riis tolkning af pontificale secretum. Han vil oversætte det med fortrolighed, noget som hører med til enhver form for embedsførelse (s. 20). Men ifølge instruktionen Secreta continere fra 1974, som han selv henviser til, medfører bruddet af denne tavshedspligt ekskommunikation. Kirkeretten synes stadig at tage den nødvendige fortrolighed meget alvorligt, og den gør det netop i de to tilfælde, denne artikel drejer sig om, de pædofile præster og præstevielsen af kvinder. Men før vi går i gang med dem, vil jeg afrunde dette afsnit om hemmeligholdelse i vores kirke med at spørge, hvor udbredt den faktisk er. Jeg forklarede den ved den indflydelse, det omkringliggende italienske samfund har over de vatikanske kontorer. Har det smittet ad hierarkisk vej og har det nået de lokale bispekontorer, også det på Gammel Kongevej? Man kan konstatere det ved at se, hvordan krisen omkring præsternes seksmisbrug har udviklet sig i vores bispedømme. I starten var reaktionen den klassiske: At trække gardinerne hermetisk ned. Man huskede at have gjort det tidligere med succes, men denne gang gik det ikke. Da presset også fra almindelige katolikker blev for stort, besluttede man at lægge det hele frem for politiet, også sager som for længst var forældede. Det virker som et forsøg på at drukne fisken. Men så snart politiet havde afsluttet sin undersøgelse, faldt gardinerne tilbage. En præst er endnu suspenderet i skrivende stund (april 2011). Leo Kertz, sognepræst for Herlev og Brønshøj, ønskede at fremstille sit synspunkt for sin menighed, men fik mundkurv på af biskop Kozon. Nu er han genindsat i sit embede, men så vidt jeg ved uden yderligere kommentar. Ikke en gang menigheden fik undskyldning for den sendrægtighed, som også den led under. Man kan 12

13 ikke lade være med at spørge sig selv hvad det er, denne Noahs kappe skal dække. Eller er der tale om kejserens nye klæder? To forskellige lovovertrædelser Præsternes sexmisbrug og præstevielse af kvinder - hvad har de tilfælles ud over, at de begge dækkes af Vatikanets særlige tavshedspligt? Men lad os koncentrere os om de to tilfælde, hvor denne forstillelsespolitik har spillet en væsentlig rolle, præsternes sexmisbrug og præstevielse af kvinder. Hvad har de tilfælles, udover at de begge dækkes af Vatikanets særlige tavshedspligt? Begge forhold anses som forbrydelser, som er en så væsentlig trussel for kirken, at sagerne automatisk hører under Troslærekongregationens særlige domstol, som blev oprettet ved et motu proprio (paveligt dekret) fra 2001 Sacramentorum sanctitatis protectio (Beskyttelsen af sakramenterne hellighed). Medvirken i præstevielse af kvinder kom med som nr. 5 i 2007, og først i 2010 var det sagerne mod pædofile præsters tur. Ved en pressekonference i Vatikanet 15.juli 2010 forsøgte chefanklageren, den førnævnte monsignore Charles J. Scicluna, at forklare, hvordan to så forskellige forbrydelser kunne stå på samme liste. Jo, de er vidt forskellige, konstaterede han, men alligevel! Begge to betyder en alvorlig fare for kirken. Det er netop forskellen mellem de to typer forbrydelser, jeg vil undersøge nu, fordi det får betydning for vurderingen af anvendelsen af tavshedens politik. Vatikanet optræder som forsvarer for loven, men er det loven, som lider - eller de mennesker, som loven skulle beskytte? Det er ikke mig, som har valgt at benævne de pædofile præsters misbrug, som en lovovertrædelse, men mgr. Scicluna selv: Krænkelsen af en lov. Det fik to nordamerikanske teologiprofessorer, Fran Ferder og John Heagle, til at reagere i National Catholic Reporter af på betegnelsen et forfærdeligt brud mod en moralsk lov. Nej, svarer de, det er en forfærdelig forbrydelse mod et barn. Vatikanet optræder som forsvarer for 13

14 loven, men er det loven som lider under disse forbrydelser, eller de mennesker, som loven skulle beskytte? Kirkefolkenes allerførste pligt er at tage sig af ofrene. Har vi glemt Herrens ord: Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb (Mtt.18,5-6). Evangeliet drejer sig ikke om lov, men om mennesker. Til gengæld svarer betegnelsen lovovertrædelse godt til tilfældet præstevielse af kvinder, selv om mgr. Scicluna glemmer juraens stringens og taler om a wound that is an attempt against the catholic faith on the sacramental orders. Heller ikke her kommer han med bibelske citater for at begrunde sin fordømmelse, men han er lovligt undskyldt, for de findes nemlig ikke. Allerede i 1976 havde den pontifikale bibelkommission, en studiegruppe af specialister udpeget af Vatikanet, konstateret, at man ikke i Skriften kan finde noget argument for at nægte kvinderne præstevielsen. Det kan ikke virke forbavsende, eftersom vores nuværende præsteembede blev til senere i kirkens udvikling. Der findes ikke i Skriften noget argument for at nægte kvinderne præstevielsen Evangelierne vidner ganske klart om Jesu særlig omsorg for børn, men det samme kan siges om hans syn på kvinderne, som ganske klart afveg fra den jødiske kultur, han var blevet menneske i. Da Johannes Paul II i 1994 udtalte sig mod at præstevie kvinder, bemærkede han: Kristi fremgangsmåde fulgte ikke hans tids sociologiske eller kulturelle bevæggrunde (Ordinatio sacerdotalis 2). Det kan man kun give ham ret i, når man konstaterer den plads kvinderne havde i Jesu omgangskreds og den kritik, det førte til. De var de eneste, som fulgte ham indtil det sidste, mens alle apostlene flygtede. Det var en kvinde, som var opstandelsens første vidne, Maria Magdalena, apostlenes apostel. Og Paulus, som meget mere end Peter kan kaldes urkirkens arkitekt, gav kvinderne en udstrakt plads i sin missionsvirksomhed. Jeg må her nøjes med at henvise til min artikel i Katolsk Dialog 2008/4 s og tilføje, at Paulus var romersk borger, men ikke latiner. Som sin herre havde 14

15 han sine rødder i Nærorienten. Hvis jeg kan tillade mig at parafrasere pavens ord, vil jeg være fristet til at skrive: Modsat Kristi fremgangsmåde fulgte hans kirke tidens sociologiske bevæggrunde Modsat Kristi fremgangsmåde fulgte hans kirke sin tids sociologiske eller kulturelle bevæggrunde. Det gælder bl.a. mandschauvinismen, som var et latinsk træk, men som også fandtes i det jødiske samfund. Hvornår blev kirken latinsk? Da det viste sig, at Herrens genkomst lod vente på sig, blev man nødt til at strukturere menighederne. De ledende blev indsat ved håndspålæggelse, en skik man lånte fra synagogen, hvor mænd indsatte mænd, og fra den romerske administration, hvis dygtighed holdt kejserdømmet samlet, og hvor man fandt en rollemodel. Kønsrollerne i det hedenske romerske samfund havde ikke ret meget at gøre med Jesu fremgangsmåde. Alligevel var det den, som vandt. Martin Schwarz Lausten skriver om udviklingen fra urmenigheden til den katolske kirke: Kvinderne, som i kirkens første tid havde spillet vigtige roller i menigheden, (blev) nu trængt tilbage fra ledende embeder. Ikke mindst Tertullians afvisning af kvinder som døbere spillede her en rolle, og på et koncilium i 343 blev det direkte forbudt at udnævne kvindelige presbytere. (Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie. Grundtræk af vestens kirkehistorie fra begyndelsen til nutiden. Anis 1997 s.46). Når talen er om vor kirkes vestlige karakter, er henvisningen til kirkemødet i Sardique særligt relevant. Det var indkaldt af to kejsere, Constant i Rom og Constance i Kon-stantinopel, for at afgøre diskussionerne om Arius i kølvandet af kirkemødet i Nikæa (325). Da deltagerne mødtes i Bulgarien, på grænsen mellem de to dele af det romerske rige, var diskussionerne om, hvem der var lovligt indbudt, så heftige, at de østlige deltager rejste hjem i nattens mulm og mørke. Det var kun repræsentanterne for den vestlige kristendom, som var tilbage, og det var dem, som vedtog forbuddet mod præstevielse af kvinder. Hvad kan man lære af det? To ting: At emnet stadig var aktuelt midt i det 4. århundrede, og at det først var, da vesten stod alene, at sagen blev 15

16 afgjort. Jeg har ikke undersøgt, hvordan denne beslutning blev modtaget i østen, men jeg har læst om et syrisk manuskript fra 900-tallet, som indeholder et ritual for diakonvielse af en præstekone. Det skete ved håndspålæggelse og bemyndigede hende til at døbe kvinder og børn, en praksis, som vi lige har set, at Tertullian (ca ) var indædt modstander af, men som man holdt fast ved i østen mindst til det 11. århundrede. Men vesten havde vundet i Sardique, og ingen talte om kvindelige præster i de følgende sytten århundreder. Det var kun repræsentanterne for den vestlige kristendom, som var tilbage, og det var dem, som vedtog forbuddet mod præstevielse af kvinder. To forskellige problemer, men samme svar Vi står her overfor to vidt forskellige tilfælde, det ene går direkte mod evangeliet og Herrens ord, det andet bryder med kirkens samfundsprægede struktur, men svaret er det samme: dyb tavshed. Det ser ud, som om fortielse er en del af rygraden hos Vatikanets folk. Hvordan kan det ellers forklares, at de reagerer på samme måde i så forskellige situationer som pædofile præster og kvindelige præster? I begge tilfælde prøver de på at holde alt hemmeligt. Er det muligt? Og er det klogt? Svaret er afhængigt af, hvilket af de to forhold vi taler om, derfor må de vurderes hver for sig. Tavshed var den første reaktion fra de romerske kredse, da misbrugsskandalen begyndte at komme frem. Ifølge Osservatore Romano (citeret i Kristeligt Dagblad ) gik kardinal Ratzinger allerede i 1988 i gang med at reformere proceduren i retsforfølgelsen og afskedigelsen af præster, som havde gjort sig skyldige i alvorlig og skandaløs adfærd, men selvfølgeligt skulle det dækkes af tavshed, og det krævede man også af ofrene. Derfor var Rom konsekvent, da man i starten nægtede at samarbejde med Murphy kommissionen, som afdækkede misbrugets omfang i Irland, fordi de civile myndigheder var med i forløbet. I 2002 vedtog de nordamerikanske biskopper Dallas charter for the protection of children and young people, som fik Roms tøvende accept. Fra nu af ville de præster, som en kirkelig domstol havde 16

17 erkendt skyldige, bagefter kunne anklages ved en civil domstol, uden at det blev opfattet som et brud på tavshedspligten. Tavsheden, som skulle redde kirkens renommé, var blevet uretfærdighedens redskab. Er det muligt? Er det klogt? spurgte jeg før. Når det drejer sig om de pædofile præster er svaret indlysende: hverken eller. Det kan ikke være klogt at prøve noget, som sikkert vil mislykkes. Men det er mere: det er forbryderisk. Ved at prøve at neddysse sexskandalen, valgte man side til krænkernes fordel og forbrød sig mod ofrene. Som allerede sagt, er det godt, at det ikke lykkedes. Også kirkefolk må kunne lære af deres fejl, vise, at de angrer og at de er i stand til at spille med åbne kort. Situationen er helt anderledes, hvad angår præstevielsen af kvinder, som kan defineres som en lovovertrædelse. Man kunne have været fristet til snarere at betegne det som et brud med mere end 17 århundreder gammel tradition, men situationen er anderledes, efter at Johannes Paul Møde i Vatikanet. 17

18 II definitivt har afgjort sagen i 1994: Jeg erklærer på basis af min opgave om at bekræfte mine brødre (jf. Luk. 22,32), at kirken på ingen måde har myndighed til at ordinere kvinder som præster (Ordinatio sacerdotalis 4). Rom har talt, sagen er afgjort og alle har fået mundkurv på. Det var lykkedes i århundreder: Hvorfor skulle man ikke fortsætte med det? Og Vatikanet havde nogle arkiver om et vellykket forsøg på at tie sagen ihjel, nemlig de kvindelige præster i den underjordiske kirke i Tjekkoslovakiet. Forsøg på at skjule de tilfælde, hvor kvinder bliver præsteviet, vil jeg benævne mere som tåbeligt end som umoralsk. Formålet er ikke at forsvare kirkens omdømme, men at beskytte en ikke særlig velfunderet ordning. Så længe en praksis er almindelig respekteret, virker den som en selvfølge, selvom dens grundlag måske er tvivlsomt. Derfor er det yderst vigtigt at skjule, når den ikke bliver overholdt, fordi det kunne få folk til at spørge sig selv, hvad det er, som kan få nogle til at bryde den gængse fremgangsmåde. Det lykkedes næsten i Tjekkoslovakiet, men det er gået galt i USA. Lad os se nærmere på de to tilfælde. Kvindelige præster i undergrundskirken Kommunisterne tog magten i Tjekkoslovakiet i februar 1948, men situationen blev meget værre, da den røde arme invaderede landet i Allerede i 1949 havde erfaringerne fra forfølgelserne i Mexico fået nuntius i Prag til at opfordre biskopperne til i hemmelighed at bispevie en eller to præster, som skulle lede en undergrundskirke, den såkaldte Koinotes, mens den officielle kirke prøvede på at overleve i sakristiet. En af disse biskopper var Felix Maria Davidek, hvis bispevielse i 1967 er attesteret i Vatikanets arkiver. Han bispeviede to andre og præsteviede over 200 gifte mænd. Det var man vant til i et land, hvor de østlige unerede kirker er velrepræsenterede, og for resten var det nemmere for gifte præster at undgå politiets kontrol, mens de ugifte var suspekte. Mere kontroversielt blev det, da Davidek besluttede også at præstevie kvinder, og hans eksempel blev fulgt af en af hans biskopper, Jan Krett, som præsteviede mindst to. At kvinder havde bedre muligheder 18

19 for at øve sjælesorg overfor andre kvinder, især i fængslerne, som var helt lukkede for mænd, er indlysende, men var det grund nok til at bryde med en langvarig tradition? Davidek indkaldte undergrundskirkens præster til en synode som blev holdt i juledagene i Han skriver i sin dagbog: We should never expect that all people will consent to this practice. There must be somebody who passes down to others something that the majority of humankind will progressively learn to accept. (s. 135 i Petr Fiala and Jiri Hanús: The Practice of Ordaining Women in the Present Church. Concilium 1999/3 s Denne artikel er hovedkilde til dette afsnit.) Debatten var livlig, men da man nåede til afstemning stod tilhængere og modstandere lige. Davidek besluttede sig for at præstevie sin nærmeste medarbejder i ledelsen af Koinotes, Ludmila Javorovà, og senere fem andre kvinder. Men man gik stille med dørene, også overfor de andre medlemmer af Koinotes, og da jerntæppet endelig faldt, var det kun ganske få, som kendte til eksistensen af disse kvindelige præster. Biskop Davidek lovede at sende et referat til Vatikanet, men man ved ikke om han gjorde det før sin død i I hvert fald rapporterede Ludmila Javorovà det selv til Vatikanet, som selvfølgelig forblev tavs som graven om det. Landets biskopper førte samme politik, da de endelig kom ud af sakristiet i De havde problemer nok med alle de gifte præster, som dukkede op fra katakomberne; pastorale problemer, men også finansielle, hvis det er sandt, at det første spørgsmål biskop Sokol fra Tyrknau stillede Ludmila Javorovà var: Hvor meget fik De i messestipendium? ( Kirche Intern 1995/11 s.19). Disse præster havde ikke papir på deres status. Så hvis de ønskede fortsat at virke, skulle de først præstevies igen sub conditione, og hvis de var gifte, kunne de kun virke i menigheder af østlig ritus. Man forstår godt, at de ansvarlige ikke turde gøre sig endnu mere upopulære ved at afsløre, at nogle af dem var kvinder. Alle blev enige om at tavsheden var den bedste udvej, indtil problemet fik sin biologiske løsning for at citere Joseph Rabas, fhv. professor i pastoralteologi i Würzburg (The Tablet, ). Men sådan skulle det ikke gå. Han er ikke Gud for døde, men for levende (Mk.12,2). 19

20 Katolske kvindelige præster i USA Det var i USA, at den velbevarede hemmelighed om de tjekkiske kvindelige præster kom for dagens lys. En journalist fra New York Times skrev i 1991, at der havde været flere kvinder blandt de præster, som blev viet i undergrundskirken i Tjekkoslovakiet. At det kom ud ad denne vej, kan ikke forbavse. USA er et multikulturelt samfund, og kirken der er mindre præget af latinske træk som mandschauvinisme og smag for hemmeligholdelse. Det får en til at ønske sig, at de amerikanske katolikker var mere retfærdigt repræsenteret både i kardinalkollegiet og i Vatikanets kontorer. Tanken on at kvinder bliver katolske præster møder ikke den samme skrækreaktion i USA som det er tilfældet mange steder i Europa. Selv om man nogle steder er ved at vænne sig til tanken, er vi langt fra de tal, de amerikanske opinionsundersøgelser viser. Ifølge en meningsundersøgelse foretaget af The New York Times og CBS News i sommeren 2010 var 59 % af USAs katolikker for og 33 % imod. Disse tal kan ignoreres af de ansvarlige, men de kan ikke holdes hemmelige. 59 % af USA s katolikker er for kvindelige præster. Desværre har jeg endnu ikke fået fat på pålidelige tal om katolske kvindelige præster i Europa eller i USA. Kun Vor Herre ved det. Vatikanet har en fornemmelse, men tier med den. Det ville ellers være interessant at vide, hvor mange af de katolske kvinder, som har følt sig kaldet til at tjene menigheden og er kommet i forbindelse med pensionerede biskopper de har stadig myndighed til at præstevie - som har foretaget håndspålæggelse på deres hoveder. Jeg har læst, at det nogle gange foregik på en båd som sejlede f.eks. på Donau eller St. Lawrence River. Symbolikken er ikke til at tage fejl af: De som sejler på Kirkens skib har hørt Herrens opfordring: Læg ud på dybet (Luk. 5,4). Rom har erklæret disse præstevielser for ugyldige, og alle deltagerne trues med at blive ekskommunikeret. Man kan ikke fratage biskopperne den magt, de fik som apostlenes efterfølgere. Derfor vender man sig mod præstekandidaterne og nægter dem retten til at være det. Men hvem 20