Rejsen. En roman af Jytte Muurmann (2014)

Transkript

1 Rejsen En roman af Jytte Muurmann (2014) 1

2 Rejsen. Hun fiskede nervøst kontrollerende sit rødbedefarvede pas frem fra den slidte læderskuldertaskes hemmelige rum og åbnede det automatisk. Hendes ti år yngre ansigt smilede imødekommende til hende, men hun huskede tydeligt, at det havde udløst en gang forfængeligt, dårligt humør, da hun studerede sit kontrafej, der havde mindet hende om moderens, når hun så uheldigst ud, og hun havde svoret, at sin mor ville hun ikke ende med at ligne, men der var løbet meget vand i havet siden da. I dag ville hun ydmygt kysse enhver automat, der formåede at spytte det ansigt ud, og hun havde i mellemtiden accepteret, at hun lignede moderen, både udvendigt og indvortes. Hun lagde passet tilbage i rummet og sikrede sig endnu engang, at billet, penge og sygesikringsbevis lå, hvor de skulle, og lukkede tasken forsvarligt. Hun havde kvalme, og hendes mave rumlede værre end ellers, når hun skulle flyve, men i år var de jo også i krig, og der ville ikke være noget at sige til, hvis et par desperate eller hadefulde mennesker kaprere deres fly, og hvis det skete, havde hun på en måde fortjent det, selvom hun var imod den krig, hvilket kaprerne jo ikke kunne vide. Hun betragtede sin karakteristiske ring med den smukke rubin og håbede, at en eller anden efterladt ville kunne identificere hende i kraft af den, hvis Åh, det var håbløst, og hun blev aldrig klogere. Det havde overhovedet ikke hjulpet, at Dorte havde prøvet at overbevise hende om, at det ville være næsten usandsynligt, at et beskedent charterfly fra København til Malaga skulle blive udsat for kaprere, men selv matematiske tumper som hun vidste, at sandsynlighedsberegning beroede på jævnlige katastrofer, og hvem kunne garantere, at deres flyvemaskine undslap? Hun havde foreslået en rejse med tog eller bus, men Dorte havde viftet hende af. Det havde ikke hjulpet det mindste at argumentere for, at Bornholm havde det hele. Det eneste, hun havde fået ud af det, var Dortes overbærende latter og statistiske tro på, at det var farligere at køre i bil over Valby Bakke, end det var at flyve til Andalusien, selvom man døde i bunkevis på én gang, i luften, spærret inde uden mulighed for flugt, mens hvad ville hun tænke og føle de sidste sekunder, hun levede? 2

3 Hun bed tænderne sammen ved tanken om bomben, der splintrede kroppe og spyttede atomiseret blod og benstumper ud i rummet og ønskede, at hun havde sagt nej til at tage med, men nu var det for sent. Dorte ville måske nok tilgive hende, men hun ville også håne hende godmodigt resten af livet, og aldrig i livet, og når først de kom derned. det var livgivende at holde ferie sammen med Dorte sydpå. Hver gang. Klokken var snart fem. Hun rejste sig og så ud ad vinduet. Gaden var øde, ikke den mindste lille bil var at se, havde Dorte glemt, at hun skulle komme klokken fem? Bare der ikke var sket hende noget? Hun satte sig. Selvfølgelig var der ikke sket Dorte noget; hun tog blot livet med en knusende ro, selvom der kun var to timer til afgang og hun havde lovet at være præcis, da hun ringede for at sige god morgen, som de havde aftalt, for en sikkerheds skyld, hvis vækkeuret skulle strejke, og hun havde tilføjet, i sit lette rejsetonefald, at lufthavnstoget gik hver halve time. Hun tænkte åbenbart ikke på, at der kunne være forsinkelser, selv om det skete hele tiden. Hun rejste sig og rettede et par sofapuder. Vejret var i hvert tilfælde smukt. Ideelt flyvevejr, men måske var afgangen blevet aflyst, eller flyvemaskinen var styrtet ned eller defekt nej! Hun tændte en dulmende cigaret. I virkeligheden var rygeforbudet ombord grund nok til at blive hjemme. Selv dødsdømte mordere og voldtægtsforbrydere fik lov til den sidste cigaret. Cigaretten smagte metallisk. Hun skoddede og begyndte at vandre planløst rundt. Planterne var vandet, og Bitten ovenpå ville se efter dem. Køleskabsdøren stod på klem. Hun måtte huske hovedafbryderen; hvis lynet slog ned, havde hun i hvert tilfælde ikke fristet skæbnen, og hvis hun døde efterlod hun lejligheden ren og pæn, men lige under overfladen hun skulle have taget sig sammen til at rydde op og kassere for hvis hun ville lige tisse; det var ikke til at vide, hvornår hun fik chancen igen, især hvis Dorte ikke snart kom, så hun kunne nå det i Kastrup. Hvorfor i alverden kom hun ikke? Dorte så på uret. Sørens, nu kom hun for sent til den aftalte tid. Hvorfor kunne hun aldrig smøle sig færdig, når hun vidste, hvor utryg Kris blev af ventetid? Det var som om hendes drillegen aktiveredes hver eneste gang, hun skulle rejse med hende, selvom hun var en god rejsekammerat, når hun faldt til ro. Hun burde være ekstra sød overfor staklen. Hun lukkede øjnene og lænede sig tilbage i sædet, i stedet for at skynde på chaufføren, der sikkert allerede kørte det tilladte og lidt til. Forventningen boblede i hende. Hun fornemmede allerede de hvide huse, der flimrede i varmen, i den lille 3

4 bjergby, og så for sig den blå, blå himmel over de grålige bjerge. For hende var Andalusien stedet, hvor almindeligt forvandledes til noget særligt, og hun foldede sig ud som en stor, frodig, dybttonet blomst efter regn, når hun havde sat kufferten på plads i det velkendte, hyggelige værelse, hvorfra hun havde udsyn til byens lille torv, med springvandet i midten og sladrebænkene udenom, og hun levede, når hun satte sig ud på den lille, pyntelig balkon, med en kølig drink, og strakte hals mod havet, der anedes gennem palmer og hibiscus. Når hun havde siddet lidt og pustet ud, ville hun åbne kufferten og se på det nyindkøbte og nyvaskede tøj og hænge det på bøjle og indrette sig og sætte sig ud på balkonen igen, med endnu en drink, og vente på Kris, der gerne måtte bruge flere timer til at komme i orden. Ventetid dernede, når to lange uger lå blanke foran hende, var fyldt med forventning og bar skæbnens eller tilfældighedens ukendte spænding i sig, og hun slap tøjlerne, bortset fra Hvor ville det være en lettelse at kunne leve sådan altid, helt oprigtig og afslappet. Måske skulle hun tage sig sammen og fortælle Kris alting, når de sad sammen over en drink, og Kris ikke havde mulighed for at stikke af. Turde hun? Ville Kris kunne tilgive hende, og hvis ikke, hvordan ville livet så blive? Hun mærkede et stik ved hjertet og gispede forskrækket, men sendte chaufføren, der fangede hendes blik, et stort, beroligende smil og fik et tilbage. Her! Tak. Chaufføren reagerede prompte og standsede lige udenfor Kris hoveddør, og hun steg lidt besværet ud og gik over og ringede på dørtelefonen. Den blev taget øjeblikkelig. Ja? Nå Kris, er du klar? Spørgsmålet var næsten fornærmende. Ja. Jeg kommer ned nu. Skal jeg ikke lade chaufføren hente din kuffert? Det er ikke nødvendigt. Det ville tiden vise. De var i rigelig god tid, men hun ville komme Kris nervøse beklagelser i forkøbet. Hun skævede gennem trappevinduet op mod første sal, hvor Kris baksede med sine låse og rykkede i dørhåndtaget og hankede op i den tunge kuffert, der nærmest trak hende ned af trappen. Det så komisk ud. En stor kuffert med en lille kvinde halsende bagefter. Hun holdt hånden for munden og lovede sig selv, at hun ville nære sig. Kris var bedst i medvind. 4

5 Hun skyndte sig hen for at åbne døren, og fik igen lyst til at le, da den forpustede, kokrøde Kris stod foran hende, men hun skyndte sig at give hende et knus og et kys på kinden. Chaufføren tog hendes kuffert og lagde den i bilens bagagerum, mens de satte sig ind, og Kris pustede ud. Har vi tid nok? Oceaner, Kris. Er du sikker? Vist er jeg sikker, men nu skal du høre. Vi tager vognen helt ud. Det er frås, Dorte. Det ved den søde, det er, men vi gør det sgu alligevel. Hun tog Kris iskolde hånd og nulrede den, mens hun smilede beroligende. Stakkels Kris; så bange for alt muligt hele tiden. Turen gennem den morgenstille by, havde gjort Kris godt, men da hun stod i transittens afslappede ro, tænkte hun på stilhed før storm, og da de kom udenfor, stirrede hun lammet på asfalten, da maskinen rullede ud mod startbanen. Hun lagde mat hovedet tilbage og kontrollerede sikkerhedsbæltet, med klamme hænder, og kneb øjnene fast i og tyggede på nikotintyggegummiet, som en sindsforvirret, mens hun ventede på øjeblikket, der berøvede hende hendes fri vilje. Hun prøvede at trække vejret langsomt og roligt, men det var umuligt. Om lidt brækkede vingerne af maskinen, dens tunge krop faldt sukkende til jorden, og de døde alle sammen, men hun var slet ikke parat. Åh altså Motorerne larmede kolossalt, og maskinens enorme styrke forplantede sig til hendes krop. Det klikkede i hendes ører, og hun var døv, men pludselig fornemmede hun en slags vægtløshed og åbnede øjnene. De var allerede højt oppe og hav og land lå udbredt under hende, som det smukkeste patchwork, klart oplyst af solen, og synet var så pinefuldt vidunderligt at se på, at hvis de styrtede ned nu, ville hun have rørt skaberens ubeskrivelige geni. Flyet drejede og duvede let. Hun greb Dortes beredvillige hånd og knugede den. Jeg kan ikke huske, om jeg låste døren? Det gjorde du. Du flåede nærmest dørhåndtaget af. Hun mundaflæste. Godt du Dorte Ja, søde? Jeg er så glad for, at du sidder her sammen med mig. Nu havde hun sagt det, hvis Tak i lige måde. 5

6 Dorte klukkede lunt. Nu skal vi have os nogle skrappe gibbernakker, så skal du se, du får det bedre. Ja. Hun rykkede sig på sædet. Der var hverken plads til arme eller ben. Heldigvis var hun ikke så tyk som manden, der sad ud til gangen. Hvordan i alverden ville han få plads til bakken, når de skulle spise, og kunne han overhovedet flyttes, hvis hun skulle på toilettet? Den tid den sorg. Hun ville give sig skæbnen i vold nu. Det var hun nødt til. Hun var udenfor indflydelse i cirka tre timer. Det føltes aldrig naturligt, men hun havde selv valgt det. Hun skævede til Dorte og havde lyst til at snakke, men Dorte sad med det lille salige spanienssmil om munden og lignede en, der gerne ville være lidt i fred. Hun tørrede sine anstrængte øjne og fandt sine briller og tog kryds- og tværs bladet, hun havde købt, mens de ventede, og så på det, men kunne ikke gætte et eneste ord. Hun lagde sukkende bladet fra sig på bordet og fik øje på salgskataloget. Hvad var det nu, hun havde bestilt? Hun kunne da prøve at glæde sig til at få den gennemsigtige bærepose i hånden. Nej, det gik slet ikke. Hun opgav at koncentrere sig og så ud ad vinduet. Hvis der skete noget nu, sad hun i hvert tilfælde sammen med et menneske, hun holdt umådeligt meget af. Kris! Ja! Hun så op på stewardessen, der stod ved den fristende vogn. Jeg vil gerne have tre cognac og en flaske vand. Hvad vil du have Dorte. Jeg giver. En snaps og en flaske vand og to whisky. Hun betalte og gav den smilende stewardesse lidt ekstra, og de åbnede hver en flaske og fyldte indholdet i plastikbægrene med is og hilste på hinanden. Ferien var begyndt. Dorte, har du hørt, at de bruger genbrugsluft? Dorte så lattermildt på hende. Du kan da ikke tro, at vi kan få ny luft til de penge? Skål og slap af, ven. Vi har overlevet før. Dorte lo tøset, og hun smilede ufrivilligt. Ja, du har ret, men hvad tror, du stewardessen ville sige, hvis vi bestilte to gange tuberkulose? 6

7 Fy da, Kris. Ja, fy. Dortes bedstemor, som hun tilbad, døde af tuberkulose, da Dorte var en lille pige. Hvornår lærte hun at vare sin store mund? Tilgiv mig, Dorte det er nervøsiteten. Ja, men lad os for guds skyld slappe af, ikke? Dorte var vist stadigvæk irriteret? Hun turde ikke spørge. Madvognen kom, og stewardessen rakte en portionsanretning over til hende. Hun betragtede den mismodigt; det bedste man kunne sige om den var, at den var pakket ind og forhåbentlig nogenlunde salmonellafri, og at mad plejede at få Dorte i godt humør. Hun skævede til hende og følte lettelse, da hun så hende fjerne plastikken og begynde at spise. Åh, det var dejligt. Dorte tørrede sig om munden og smilede tilfreds til hende, og hun følte et stik misundelse, der afløstes af hengivenhed. Dorte fik det bedste ud af alting. Hun var heldig at have sådan en veninde. Ja, det trængte vi til. Jeg tror, jeg lukker øjnene et øjeblik. Er det i orden? Sov du bare, Kris. Vi ses i Paradis. Må jeg låne dit kryds- og tværs blad? Hun nikkede, og Dorte tog sine læsebriller på og smilede fortroligt til hende, og hun kvitterede med et lille dask på Dortes arm og lænede sig godt tilbage i sædet og lukkede øjnene. Alt var som det skulle være. Dorte havde endnu engang holdt hende ud, og nu var de heldigvis snart fremme. Hun vågnede ved et bump og åbnede øjnene. en god ferie. Det var kaptajnens stemme. Maskinen var ved at tage farten af. Det var ikke til at tro, at hun var faldet rigtigt i søvn og havde sovet fra det værste. Alle vidste, at landingen var farlig. Hun strakte sig lettet og vendte sig om imod Dorte, der åbenbart også sov. Dorte, vågn op. Hun ruskede hende blidt og blev kold. Dortes hoved hang underligt til den ene side, og hun sov tungt med munden lidt åben, men hun snorkede ikke, som hun plejede. Dorte! Hun ruskede hende kraftigere og trak sig tilbage og bøjede sig ned og prøvede at nå håndtasken, der var gledet ned på gulvet. Hun vidste det. Dorte! Hendes stemme lød fremmed; som om det tiggede, men hun vidste, at Dorte aldrig nogensinde mere ville høre hende. Hun så intenst på sin sovende veninde, der ikke 7

8 sov og vinkede ad en travl stewardesse og pegede. Kvinden kom over og så spørgende fra hende til Dorte og skyndte sig væk. Hun kneb øjnene hårdt i og åbnede dem og lukkede dem igen. Mareridt, måske var det hele et af hendes grusomme mareridt. Nej! 8

9 2 Hun kom ind i entreen og sparkede de sorte sko af og lænede sig udmattet opad væggen. Hendes fødder gjorde ondt og mindede hende om barndommens flæsede festkjoler og lakskoene, der aldrig havde passet helt, men stumpede og klemte, når hun endelig skulle være fin. Hun vippede med fødderne og besluttede, at hun få dem udskiftet ved lejlighed og ikke ende som Dorte med smertende knyster. Dorte Hun bed tænderne hårdt sammen og hængte frakken på bøjle og styrtede ind i stuen, der virkede grå og uinspireret, og sank ned i sin yndlingsstol. Måske var der noget i fjernsynet. Hun åbnede og trykkede lyden væk og rejste sig og satte sig og rejste sig og gik sløvt ud i køkkenet og skænkede et glas rødvin og satte sig tilbage i stolen og så på skærmen, uden at opfatte billederne, der skiftede hurtigt og blev til flimmer i hendes hoved, men var bedre end ingenting; fremover ville der blive så meget ingenting. Hun tændte frysende en cigaret og inhalerede og tog glasset og drak. Vinen gav hende metalsmag i munden måske en kop te hun orkede ikke at sætte vand over. Cigaretten havde brændt sig selv op. Hun så fra filteret ned på gulvtæppet, hvor hun havde tabt asken, og styrtede ud på badeværelset, men kunne ikke kaste op, og gik tilbage til stolen uden helt at vide, hvordan hun var kommet derind. Hun havde hovedpine måske skulle hun lægge sig. Hun lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene, men åbnede dem hurtigt igen. Hver gang hun lukkede øjnene, så hun Dortes fortrolige ansigt for sig, som hun så ud, da hun spurgte, om hun måtte låne hendes kryds- og tværs. Hvorfor havde hun skjult, at hun havde et svagt hjerte? Det var egentlig underligt, at et stort, varmt hjerte også kunne være sygt. Hun gav en lille fremmed lyd fra sig. Hun kunne blive helt vred på Dorte, når hun tænkte på, hvordan hun havde narret dem alle sammen. Hun havde taget hjertemedicin i flere år; ikke engang Lene vidste det. De havde ikke haft en chance, og det hjalp ikke hende, at Lene forsvarede sin mors opførsel med, at hun sikkert havde villet skåne dem. Hun skammede sig over sine tanker, men hun kunne ikke styre sig, og det var kun hende selv, det gik ud over. Lene skulle helst ikke opdage, hvor led hun var. Stakkels Lene; hun skulle have al den støtte, hun havde brug for. Støtte! Hun krympede sig. Bisættelsen havde været uvirkelig, lidt tåget, og den uskyldshvide kiste, med de hvide tulipaner, havde været skræmmende. Et øjeblik havde hun syntes, den var gennemsigtig, og hun havde helt tydeligt set Dorte ligge derinde, stiv af skræk, og vente 9

10 på, at ilden åd sig ind på og ind i hende og krøllede hendes krop sammen og spyttede hende ud. Hun havde virkelig skulle tage sig sammen for ikke at skrige til præsten, at han skulle åbne kisten. Hun så på uret. Dorte var sikkert aske nu. En lille hob aske, der rutinemæssigt blev skovlet op i en krukke, mens hendes hjemløse, forundrede sjæl så til og længtes efter kroppens trygge hylster og Spanien varme sol og hyggelig alderdom. Ja. Nu skulle de have siddet i Spanien på balkonen og planlægge endnu en rar dag. Hvornår mon mareridtet holdt op? Det havde varet siden Malaga, da hun blev ført rundt uden helt at vide, hvad der skete. Hun havde været så underligt fraværende. Der var mennesker alle vegne. De udspurgte hende, og hun kunne ikke svare fornuftigt på noget som helst, og de baksede med Dorte, der lod sig flytte rundt med. Dorte, der altid førte an og bestemte. Det hele virkede forkert. Hjemrejsen stod tåget for hende, men hun havde ikke været det mindste bange for at falde ned. For hendes skyld havde den maskine kunnet styrte ned, for smerten havde trykket uudholdeligt et sted ved hjertet, som en stor bristefærdig byld, der nægtede at forsvinde, og da hun havde været hjemme et par dage og havde hjulpet Lene og pakkede kufferten ud og hængt det rene, nye tøj på bøjler, havde betændelsen spredt sig ildelugtende til hver fiber i hendes krop og hjerne og ud i lejligheden, der lå i et gulligt, farligt lys. Hun havde fået fat på vagtlægen, der kom og gav hende en sprøjte, og hun sov i mange timer, men var stadig udmattet, da hun vågnede, og Dorte var stadig død. Lene have fulgt sine to små tvillingepiger op til kisten, hvor de med stive, højtidelige ansigter lagde hver en mørkerød rose på deres mormors kiste. Lene havde grædt lydløst; tårerne løb ned ad hendes kinder, og det rykkede i dem begge, da koret begyndte at synge en salme, de aldrig havde bedt om. Præsten eller bedemanden havde sjusket med Dorte, og det kunne ikke gøres om. Hun var blevet voldsomt vred og svimmel, og hendes mund var løbet fuld af en sur smag, men raseriet havde holdt øjnene tørre, og det havde været heldigt, for hvis hun var begyndte at græde, havde hun sikkert ikke kunne holde op igen, og det ville have gjort højtideligheden endnu sværere for Lene, som hun skulle have støttet. Hun rejste sig og gik hen til telefonen og drejede Lenes nummer. Ja? Lene, undskyld min opførsel. Kan du klare dig? Det går. Michael tager sig af ungerne. Jeg går i seng. Hvad med dig? Lene, jeg trækker stikket ud. Du skal ikke blive bekymret. Jeg ringer i aften, min pige. Du ved hvor jeg bor, ikke? 10

11 Ja tak, men er det nu klogt, tante Kris? Skal jeg komme ind til dig? Nej tak, Lene. Jeg trænger til at være lidt alene, hvis du kan klare dig? Det går nok, Kris, og jeg vil helst blive hjemme. Pas på dig selv. Hun lagde røret og rev stikket ud med unødvendig voldsomhed og fortrød og håbede, hun ikke havde ødelagt det, men hun måtte være helt sikker på, at Dorte ikke ringede, og til helvede med et telefonstik. Hjernespind. Hvis hun bare kunne græde Hun pressede hænderne hårdt ind mod tindingerne, for at slippe af med den elendige buldren, der ikke ville ud, og rokkede frem og tilbage og ventede på den forløsende gråd, men hendes øjne forblev tørre, og de sved. Hun sukkede dybt og rejste sig rastløst og gik hen og trak gardinerne for dagslyset og tændte et hvidt stearinlys. Over 50 år! Dorte stod i klasseværelsets dør og smilede stort. Det var sjældent, at en ny elev gjorde det. Hun så Dorte an og skulle skynde sig, for Anna sad også alene. Hun pegede på stolen ved siden af sig, og Dorte satte sig og sad helt stille og tavs og ventede. Den kunst havde hun mestret lige til det sidste, hvis det passede hende. Når hun selv begyndte at kure rundt på stole og tænde cigaretter eller jappe febrilsk, sad Dorte roligt og tav. Hun havde præsenteret sig og spurgt om Dortes navn, og pigens store, grågrønne øjne så indgående på hende, og hendes alvorlige mund hviskede sjuskedorte med dommedagsrøst, hvorefter hun lo så smittende, at hun var solgt på stedet. Dorte havde smilehul i hjertesiden. Dorte var hurtigt faldet til, for hun var udadvendt, og inden hun vidste af det, trak Dorte hende ind i en fremmed, spændende verden. Det var Dorte, der meldte dem til skolekomedien, hvor hun aldrig før havde haft det sjovere, og da Dorte ville synge i kor, fulgte hun med som tredjestemme og nød det, og de endte ved siden af hinanden, da Dorte fik mandlerne fjernet, og hendes smukke, lyse stemme forandrede sig. De skrålede danske sange og slagere, hvor de kunne komme til det, og når de ikke sang, beundrede de filmstjernerne, de havde billeder af, og de ville begge to være en af verdens skønneste kvinder, eller allerhelst den smukkeste, hvilket de måtte skiftes til, hvis venskab skulle holdes. Hun rejste sig og gik ud i badeværelset og vaskede hænder og pøsede koldt vand i ansigtet og drak en slurk og stirrede på spejlbilledet, med bange øjne og nedkrængede læber. Dorte ville have afskyet den maske. Dorte havde ville være den eksotiske Elizabeth Taylor, og hun ville være Kim Novak, den blonde, klassiske skønhed uden dikkedarer, og de havde, med en stor portion god vilje og selvforherligelse, mindet om deres forbilleder. 11

12 Hun hængte et håndklæde op foran spejlet og gik ind i soveværelset og åbnede det barnlige laksmykkeskrin med englene og så på smykkerne fra dengang og rodede rundt og tog den lille sølvring med hjerte og satte den på venstre lillefinger. Da de blev for gamle til veninderinge og drømte om glatte guldringe, bar hun ringen i en sølvkæde om halsen sammen med dagmarkorset, hun havde fået i dåbsgave. Dorte havde haft sin i sit armbånd. Veninderinge. Da de stod i butikken med misfarvede fingre og valgte ringene, var livet uendeligt langt. De havde tjent pengene til ringene ved at plukke tomater og jordbær i sommerferien, og det havde været deres måde at blande blod på. Hun lagde ringen tilbage i skrinet og jamrede. Små, ufrivillige lyde forlod hendes mund og flagrede rundt i lejligheden, og hjælpeløsheden sled i hende. Hun havde utøj i hovedet. Kravlet kriblede og krablede rundt derinde og åd hende op. Det slubrede glæde i sig og spyttede ekskrementer ud, der lå foran hende så langt øjet rakte. Dorte havde altid været fuld af overraskelser, også når de ikke var på deres plads. Hun havde set ud som hun plejede, nej, hun så ekstra glad ud, og pludselig var hun væk. Dramatisk sortie. Typisk Dorte, og hendes latter hang stadig i hendes ører, men Dorte var død. Havde hun lidt? Lægerne sagde nej. Hun var sovet stille ind. Sovet stille ind, mens hun havde siddet ved siden af og døset. Hun gik tilbage til den halvmørke stue og satte sig tungt i lænestolen og skjulte ansigtet i hænderne og rokkede frem og tilbage. Hun frøs. Lene havde sagt, at hun skulle komme over og vælge nogle erindringer og hjælpe til med at rydde huset. Det vidste hun ikke, om hun kunne, i hvert tilfælde ikke endnu, men det var rigtigt, når Lene sagde, at hun var det menneske, der kendte Dorte bedst. En menneskealder. Dorte havde været et af de betydningsfuldeste menneske i hendes liv. Hun var der, når alt andet brasede sammen, det var ikke til at åh Hun mærkede tårerne løbe ned ad kinderne, og hun havde ondt helt ind til marven; en smerte, der mindede om smerten, dengang Niclas døde, hvor Dorte havde været hos hende, når hun var ved at bryde sammen. Nu var her ingen Dorte, og hun havde mistet to mennesker, hun havde elsket helt ud til sin kærligheds grænse. De havde fyldt hende ud. Uden dem var hun ingenting. Hun var helt alene, mens Dorte og Niclas var et sted udenfor hendes sansers rækkevidde. Var der et liv efter døden? Hun trængte til at være sammen med én eller anden fra dengang. Hvor mon Bengt var? Hun var brudepige, da Dorte blev gift med Bengt. Dorte havde været yndig i sin lette, flødefarvede brudekjole, selv om hendes mave strittede lidt vel meget. Hun ventede 12

13 Lene og var strålende glad, og Bengt havde endelig fået sin Dorte. Hun huskede tydeligt den dag, Dorte ringede helt over til England og fortalte hende den gode nyhed. Hun havde næsten ikke kunnet vente på at komme hjem, men et år var et år, og den engelske familie var flink, og hun kunne lide deres to drenge, selvom de var et par små rødder. Dortes stemme havde været lys af optimisme, og hun havde været lykkelig på hendes og Bengts vegne og håbede i sit stille sind, at det snart blev hendes tur. Niclas havde friet per brev, på det tidspunkt, men de havde ikke bestemt bryllupsdagen, for det var svært at få et sted at bo. Dorte og Bengt skulle bo på første sal i hans forældres villa, hvor de havde indrettet den hyggeligste lille lejlighed. Ikke så længe efter, hun kom hjem, skaffede Niclas dem lejligheden på Christianshavn, og de skulle være gift inden seks uger. Myndighederne havde forlangt papir på kærlighed, og mange mennesker giftede sig ikke af kærlighed, nej for at få tag over hovedet. Hun huskede tydeligt, da Niclas viste hende den. Kun en brændende kærlighed holdt den oppe. Da de begyndte at rive de mange lag tapet ned, havde Niclas sagt, at nu var det spændende at se, om huset blev stående, og hun lo og tændte op i kakkelovnen og sprang ned på lokummet i gården, der frøs til om vinteren, og ingen verdens ting havde kunnet spolere deres forelskelse og glæde over at have deres eget. Det havde været beskedne tider, men naboerne levede under samme vilkår eller strengere. I stuen havde boet en arbejdsløs familien med ni børn, i en lejlighed på otteogtyve kvadratmeter, og hun havde set hvordan de overlevede, for konen havde haft overskud nok til at invitere hende til nabokaffe, som hun takkede ja til og drak med øjne på stilke, mens hendes sammenkogte retter småkogte og Niclas og Bengt reparerede deres slot, og Dorte kom med de smalstribede gardiner, hun havde syet på den gamle håndsymaskine fra hendes mormor. Hvor havde hun været glad for de gardiner, der lyste op i de smårudede vinduer og stod så godt til de hvide vægge og høje paneler. Dorte havde været dygtig til at sy, og Bengt havde håndelag og var guld værd for dem, for Niclas var ikke særlig fiks på fingrene. Han var i virkeligheden kun i sit es, når han sad med næsen i en bog. Det havde sommetider irriteret hende, men da han var væk, kunne hun ikke se en bog uden at tænke på ham og ønske ham tilbage i lænestolen, hvor han sad med brillerne på næsen og læste og lærte hende ting, hun aldrig ville have fået indblik i, hvis det ikke havde været for ham. Han havde lært hende bøgernes rigdom at kende, og nu trak hun mere eller mindre vejret gennem romanernes intriger og kunne ikke falde i søvn, uden en bog på natbordet. Vægurets tik tak og bøgernes sagte tørre lyd, når han vendte bladene, havde 13

14 været fuldendt tryghed. Bogen havde været hendes eneste rivalinde; og hun var til at leve med. Hun kunne næsten mærke Niclas varme og hans læber mod sin hals. Han havde haft for vane at lægge bogen varsomt og eftertænksomt fra sig. Han brugte bogmærket med den kloge ugle, hun havde broderet til ham, og så kom han over og stillede sig bag hende og bøjede sig ned og kyssede hende i nakken, og hun sad på spring som en utålmodig hund, og smed hvad hun havde i hænderne, og de gik ud i aftenen, over Knippels bro ind mod byen og endte i jazzhus Montmartre i Store Regnegade, hvor de mødtes med Dorte og Bengt og lyttede og røg og drak og var en del af et stort, indforstået fællesskab, hyldet ind i blå tåger. Nætterne, når de spadserede hjem, var fortrolige, og de elskede de stille gader og pladser og ejede det hele, og når de kom hjem, lavede hun kaffe og varmede boller, og duften bredte sig i køkkenet og blandedes med brisen fra Kanalen, og himlen var ved at lysne i svagt rosa og lilla, og Niclas læste Politikens tidlige søndagsudgave fra Rådhuspladsen, og den lugtede af sværte og smittede af. Hun rejste sig og gik over til det store portrætfotografi, der stod på telefonbordet sammen med lysestagerne fra hans mors hus. Han betragtede hende med opmærksom alvor, men hun huskede, som det var i går, at han også havde været forrygende morsom, når han rullede sig ud og fik hende til at tisse i bukserne af grin mere end én gang. Han havde været uforlignelig og var uerstattelig, og Dortes blide, trøstende stemme og omfavnelser var det eneste, der momentvis kunne stilne smerten, de forfærdelige måneder, han var alvorligt syg og efter hans død. Hun tog fotografiet og kyssede hans mund og besluttede, at Dorte skulle op ved siden af ham, selv om fotografier fremkaldte blandede følelser. Fotografier mindede hende for meget om tidens gang, men billederne var det eneste, hun havde, selvom det var lidt uhyggeligt, at deres ansigter ikke forandrede sig længere, mens hendes blev rynket til ukendelighed. Kjolen kløede, og under den rynkede og rynkede hende hud, indtil den faldt af i store flager sammen med kødet. Hun flåede den dystre kjole af og gik ud og stillede sig under bruseren, og lod det varme vand løbe nedover sin kolde krop og fik langsomt varmen og tørrede sig og smurte sig ind og rodede rundt i tøjbunken i soveværelset og fandt den slidte bluse, hun havde fået af Dorte. Den ville hun tage på, for at ære hendes minde, sammen med bukserne, hun altid brugte til den. Køleskabet var tomt på nær nogle kartofler og gulerødder og brød. Hvornår havde hun sidst et ordentligt måltid? Hvornår havde hun spist? Hun var nødt til at gå i 14

15 byen og købe det nødvendigste ind, men bagefter kunne verden passe sig selv. Hun fandt sine solbriller frem. De var heldigvis store og mørke. Hun tog en bærepose og åbnede hoveddøren og stirrede på trappen og fortrød. Hun kunne ikke klare eftermiddagsmylderet med de hårde, travle kroppe. Hun vendte om og flåede døren op og smækkede den unødigt hårdt i og stod i entreen og prøvede at få sit åndedræt under kontrol. Hun ville klare sig med det, der var i huset og noget spiritus. Hun kom i tanke om varerne, hun havde købt i flyvemaskinen, og begyndte at lede febrilsk. Havde hun glemt posen et eller andet sted? Den lå i vasketøjskurven? Hun så desorienteret på den og trak opgivende på skuldrene og tog cognacen. Hun trængte hårdt til en stor drink, der måske kunne lægge et barmhjertigt slør over virkeligheden. 15

16 3 Hun ravede rundt i stuen og ledte efter cigaretpakken og så sløvt på filtrene, der flød udover askebægeret, ned på bordet, hvor aske og cognacsjatter dannede abstrakte figurer. Hvor var de forbandede cigaretter? Hun var sikker på, at der var nogle tilbage. Hun vidste det. Hun ville aldrig lægge sig til at sove uden at være sikker på at have cigaretter. Uanset hvor fuld hun var. Hendes forbandede hoved skulle fortælle hende, hvor de var. Hun satte sig og tog en slurk af det fedtede glas. Hun havde også plettet tæppet. Hvordan fjernede man cognacpletter? Flasken var snart tom, men der var mere, hvor det kom fra. Den flaske skulle Dorte og hun havde nydt stille og roligt efter en god middag. Nu havde hun drukket den. Åh den dumme kælling. Tårerne kom. Hun jamrede og gav lyde fra sig, hun vidste måtte være hendes. Dorte var død, død, og hun havde sovet som sædvanligt, når der skete noget vigtigt. Havde Dorte været bange de sidste sekunder? Hendes hånd havde tilsyneladende været på vej over mod hende, og hun troede ikke rigtigt på lægerne. Hun tørrede øjnene og pudsede næsen, der var stoppet. Hvor var cigaretterne? Inden hun lagde sig til at sove, vidste hun bestemt, at hun havde cigaretter, men hvor? I posen! Hun rejste sig og greb fat i sofabordet. Svimmelheden slog hende på siden af hovedet, og kvalmen overmandede hende. Hun gylpede og slingrede ud mod badeværelset og faldt og krabbede sig hen over gulvet og nåede ud og kastede op på gulvet. Bare hun døde. Hun lænede panden mod gulvets kolde flade og lagde sig ned og krummede sig sammen. Hun lukkede øjnene. Bare et øjeblik. Når hun åbnede dem igen, ville Dorte se smilende på hende og alting ville falde på plads. Dorte klarede alt Hun vågnede frysende og opdagede, at hun lå med næsen tæt ved en gullig plamage. Fy for pokker. Hvordan var det gået til? Hun rejste sig besværet og tog håndbruseren og spulede gulvet og gik lidt usikkert ind i stuen og smækkede vinduerne op, greb askebægeret, tømte det, vred en karklud og gned hidsigt sofabordet rent. Cognacflasken var tom. Hun bar den ud i skraldeposen og åbnede køkkenvinduet og slingrede ind i soveværelset og åbnede der og stod et øjeblik og lod luften køle sine hede kinder. Det ville snart blive helt lyst. Hun hørte skraldevognen larme et par husblokke væk. 16

17 Sikke en måde hun mindedes Dorte på. Hun ville vrænge, hvis hun så det. Sorgen jog igennem hende. Hun krummede sig uvilkårligt sammen, men rettede sig hurtigt op, gik målbevidst ud i køkkenet, fyldte kaffemaskinen, gik ud og stillede sig under bruseren og åbnede for den kolde hane. Hun gispede, hendes hjerte begyndte at hamre, men hun fik varmen. Hun ville smøre sig ind i den dyre, velduftende creme, hun havde købt ombord i flyet. Kaffeduften havde bredt sig, og for første gang i mange dage var hun sulten. Det var vist længe siden, hun havde spist sidst. Knækbrød med hindbærsyltetøj og sort kaffe. Hun havde ingen fløde, men hun kunne for en gangs skyld drikke sort kaffe med sukker. Cigaretterne lå i posen. Hun tog kartonet. Dorte havde aldrig forspildt en chance til at fortælle hende, at hun forkortede sin levetid, når hun røg. Djævlen lo. Dorte havde aldrig røget. Hun skænkede kaffen og spiste og tændte en cigaret. Når hun var kommet lidt til hægterne, ville hun ringe til Lene og tilbyde sin hjælp. Goddag Lene, det er mig. Hvordan går det nu? Hej Kris, det går, men jeg er nærmest bevidstløs. Jeg sover hele tiden. Pigerne er hos Michaels forældre. Hvad med dig? Jeg ved det ikke, men jeg har lyst til at foretage mig noget. Lene er det i orden, hvis jeg tager ud til Dorte nu? Hellere end gerne, og du kan tage det roligt. Vi sætter ikke huset til salg, før det er ryddet vi har vistnok en køber. Dorte var ikke kold endnu hun beherskede sig. Må jeg eventuelt bo der nogle dage? Du må gøre, hvad du har lyst til Kris, jeg kan ikke holde det ud. Jeg er hele tiden ved at ringe til hende for at klage over, hvor skidt jeg har det. Det er absurd. Sådan har jeg det også. Hvad med din far? Nej! Det skal nok gå. Nu ved du i hvert tilfælde, hvor jeg er, hvis du har brug for hjælp. Ja. Tak, Kris. Vi ses. Smerten i Lenes stemme gjorde ondt. Stakkels barn. Hun havde været stærkt knyttet til Dorte, især efter, at Bengt forlod dem. Det var nu sært, at Lene ikke brugte sin far. Han havde heller ikke været med til begravelsen. Det havde hun ikke tænkt over før nu. 17

18 Hun hankede op i weekendkufferten, låste døren forsvarligt, ruskede i dørhåndtaget og gik hurtigt ned ad trappen. Nu måtte hun ikke miste modet igen. Blæsten stod iskold omkring hushjørnet, og hun var ved at miste pusten og balancen og stødte ind i en barnevogn og fik et undskyldende smil fra en travl, ung mor, der svingede vognen og ikke så hende. Den stride vind gjorde hende godt og var i overensstemmelse med hendes humør. Hun gik hen til busstoppestedet og ventede på bussen, der sås i det fjerne. Kuffert. Transport. Rejse. Åh Gud; om to timer var det nøjagtigt ti dage siden Bussen kom, og hun fik kufferten op, mens chaufføren betragtede hende og gjorde hende fummelfingret. Han kunne rejse sig og hjælpe! Midt på dagen var der heldigvis god plads. Hun placerede kufferten på bagagepladsen og fandt en vinduesplads og stirrede ud ad de snavsede ruder, på de hvirvlende blade og affaldet, der lod sig føre viljeløst omkring. Ligesom Dorte. Hun fandt et papirlommetørklæde frem og pudsede næse. Hvor havde de haft mange små ture, hvor de mødtes og kørte ud i det blå og slentrede rundt eller spadserede rask til, alt efter humøret og gloede på alt og intet og snakkede hyggeligt og fandt et listigt sted med godt smørrebrød og en dram. Hvor ville hun savne det. Ville hun nogensinde kunne tage de ture alene? Hun troede det ikke. De var nøje forbundet med Dorte, og de havde glædet sig begge to til deres rolige otium, med mange impulsive gøremål. Hun stod af bussen og hankede op i kufferten og gik de hundrede meter ned til Dortes hus, der lå tæt ved Utterslev Mose. Hun undrede sig som altid over, at den naturskønne plet kun lå et stenkast fra Rådhuspladsen. Hun nåede haven og så, at æblegrenene, med de grønne frugter, hang tunge ud over hækken. Det var meningen, at de skulle have plukket dem, når de kom hjem. Æblerne skulle være grønne til deres delikate æblegele, der var en velkommen værtindegave rundt omkring. De var havde været i god tid. Huset lå hyggeligt halvgemt bag havens tætte tjørnehæk, hvis sarte blomster hun altid frydede sig over i forårsmånederne. Dorte havde en aftale med en ung nabofamilie. Manden klippede hækken, og Dorte passede deres børn i nødstilfælde. Hækken og hylden var uundværlige. De var Dortes logo. De havde siddet hundredvis af gange under hyldens blomster og snakket om, hvor mange blomster de skulle plukke. Hver klase til hyldedrik gik fra hyldebærsaften, der smagte vidunderligt med æblestykker og tvebakker en kold vinterdag. Ville nye ejere flå den store træagtige busk op? Sandsynligvis for træet skyggede lovlig meget. 18

19 Hun åbnede havelågen og trådte ind i det næsten akvariegrønne vildnis, med de svagt rødlige efterårskanter, og mærkede tomheden slå imod sig. Intet muntert hej fra husets åbne køkkenvindue, hvor Dorte tilberedte et af sine kulinariske måltider, som de nød på terrassen bag roserne, hvis smukke, gule blomster, med det svagt orange skær, spredte deres duft helt ind i stuen. Eller de pastelfarvede latyrus, der kravlede opad espalieret. Hun elskede dem og de orange morgenfruer, der så robuste ud, men faldt hurtigt inden døre, ligesom anemoner og syrener. Hun plukkede altid en stor buket latyrus med hjem. Latyrus var sommer sammen med morgenfruerne, ligesom syrenerne var forår. Aldrig mere en smuk årstid i Dortes have. Et lille hulk undslap hende, og bagagen føltes uoverkommelig tung. Hun gik op til hoveddøren og låste op og åbnede døren og satte kufferten i entreen og gik gennem huset, der lugtede indelukket, ud på terrassen og satte sig tungt på sin plads, og Dortes stol var skrigende tom. Hun stirrede ned på hyldebusken, og følte Dorte komme imod sig med en kurv fyldt med sortlilla bær. Davs, Kristiane, jeg syntes nok, det var dig, der smuttede forbi. Det gibbede i hende, og hun missede med øjnene op mod skyggen og rejste sig halvt op. Eric! Bliv endelig siddende. Han stod med gravhunden i stram snor. Den logrede vildt med halen og trak galpende i snoren. Eric så spørgende på hende, og hun nikkede, og han slap Conrad, kaldet Svans. Den lille hund overfaldt hende nærmest og hoppede op og støttede forpoterne på hendes knæ, mens dens hale piskede vildt mod fliserne. Hun bøjede sig fremover og tog dens aristokratiske hoved, med de brune, blanke øjne, mellem sine hænder og nulrede dens ører. Den smilede til hende med tungen hængende ud af gabet, og hun kunne ikke lade være med at le. Dens hengivenhed var umiddelbar. Hun rejste sig. Skal du have vand? Kom så da! Hunden hoppede halvt sidelæns foran hende ind i køkkenet og så forventningsfuldt op på hende, mens hun tog dens skål og fyldte den med vand og satte den foran den. Hunden snusede ligegyldigt og stirrede intenst og vedholdende på hende, og hun fandt de tørrede fisk i køkkenskabet. De lugtede fælt, men hunden elskede dem og greb dem grådigt ud af hendes hånd og gnaskede lystent og så forsultent på hende et par sekunder senere og bjæffede. Hun var ved at give efter for dens tiggeri, men så Dorte 19

20 for sig. Den kunne blive ved, og uanset hvor mange fisk, hun gav den, ville den se lige sultent og tragisk på hende. Du er et lille grådigt væsen, Svans. Hunden logrede optimistisk. Hun klappede den og ignorerede den. Hundens hale piskede mod hendes ben. Hun fyldte kaffemaskinen, med en god følelse af dagligdag, tændte for den, satte kopper på Dortes hjemmedekorerede bakke og fandt fløden frem fra indkøbsposen. Hun stod helt stille et øjeblik, men tog sig sammen og gik tilbage til terrassen med den dansende hund i hælene. Erik havde slået sig ned i Dortes stol. Hun skulle til at protestere, men tog sig i det og tav. En stol var en stol, og Eric havde også mistet en god ven. Hun smilede venligt. Du vil vel gerne have en kop med? Ja tak Kristiane, men jeg vil ikke være til ulejlighed. Han så trist på hende og fumlede i sin jakkelomme, fandt sin pibe frem og tændte den. Hans hænder dirrede. Eric, vi må gerne vise, hvor kede af det vi er. Jeg er glad for, du kom. Hun så hans øjne blive blanke, og han hev et ternet lommetørklæde op af sin bukselomme og tørrede sig i ansigtet. Nu er hun borte Hunden Han slog kluntet ud med hånden og samlede sig om piben, han havde svært ved at få ild på, og så på hende, men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige og rejste sig med et nik og gik tilbage til Dortes køkken og hentede hendes kaffe. Småkager. Dorte havde altid småkager. Hjemmebagte. Hun satte sig ved køkkenbordet og stirrede rundt i det hyggelige rum. Jeg kan som end koge suppe på en pølsepind. Hun ville ikke græde nu; så endte det med, at Eric også begyndte, men hun trængte til at snakke med ham. Hun rejste sig træt og hældte kaffen over på termokanden. Svans lå i stuen i Dortes yndlingsstol, og hun lod den ligge. Hunden havde stærke instinkter. Hun strøg den over hovedet og gik ud og skænkede op til dem. Dorte skænkede altid direkte fra kolben. Hun havde glemt småkagerne og gik ind igen og det var rigtigt at bevæge sig. Når hun sad stille, blev kroppen for snæver. Hunden tiggede stadig, og hun smed en småkage ned til den. Gudskelov for det lille sorgløse dyr, nej, det var ikke rigtigt. Hun havde hørt om hunde, der døde af sorg, når deres herre var væk. Hun satte sig overfor Erik, og øjeblikket var svært, men på én eller anden måde var det trygt at være sammen med ham. Han rømmede sig. Du forsvandt så hurtigt efter bisættelsen. 20

21 Var der bebrejdelse i hans stemme? Hun skævede til ham, men hans ansigt udtrykte kun almindelig nysgerrighed. Ja, men jeg havde spurgt Lene, om det var i orden. Du lagde vel mærke til, at alting var parat til bagefter. Vi havde ordnet det hele. Dækket bord i spisestuen med Dortes yndlingsstel og blomster og smurt snitter. Jeg kunne ikke holde det ud, Eric. Det kan jeg godt forstå. Det er heller ikke det morsomste selskab, jeg har været til. Jeg blev bagefter og hjalp Lene med at rydde op, og Michael og pigerne var der også. Tak Eric. Hun var taknemmelig. Hun havde fortrudt og skammede sig over, at hun var flygtet, men det kunne ikke gøres om. Hun tændte en cigaret. Bliver du til middag i aften? Jeg bor her nogle dage og gennemgår hendes sager. Lene vil gerne have, at jeg gør det. Hun har kun fri nogle få dage, og jeg kendte Dorte så godt, at jeg tror, jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne spise med. Tak Det er et stor, tungt arbejde, du har tilbudt. Han bakkede ihærdigt på piben. Jeg ved det Eric, men jeg må gøre det. Jeg er sikker på, at hun sidder på en lille lyserød sky og holder øje med mig. Dumme kone. Hun snøftede, men kunne ikke holde tårerne tilbage, og Eric rakte hende sit lommetørklæde. Hun pudsede næsen kraftigt og tørrede øjnene. Han rejste sig og kom over og gav hendes skulder et klem. Jeg går et smut ned til mosen med Svans, og så henter jeg en flaske rødvin og kommer tilbage. Hun nikkede. Ja, gør det Han trak i den lille hund, der åbenbart ville have hende med. Det rørte hende, og hun fulgte med dem hen til havelågen og bøjede sig ned og gennede blidt hunden væk. Eric løftede hånden til hilsen, inden hans høje skikkelse forsvandt rundt om hjørnet. Hunden bjæffede. Udenforstående ville tro, at Eric og hun var et ældre sammenspist ægtepar. Dorte og hun havde på mange måder opført sig sådan. Hun gik langsomt tilbage til terrassen og ryddede automatisk op. Smerten sad lige under huden, og hun orkede i virkeligheden ikke at have Eric til middag, men hun havde ment det, i det øjeblik hun sagde det, og han var ked af det. Hun tog bakken. Stegt sild og persillesovs kunne hun vel overkomme, mon han overhovedet kunne lide stegt 21

22 sild? Hun havde glemt at spørge ham. Martha, Martha Hun hørte tydeligt Dortes overbærende stemme. Dorte havde ret. Hvornår var det blevet skik at spørge gæster om, hvad de kunne spise? Eric måtte tage det, som det kom. Hun kendte ham ikke så godt, som Dorte havde gjort, selvom hun havde været sammen med ham jævnligt, både da Niclas levede og de senere år, når hun besøgte Dorte i kortere eller længere tid ad gangen. Der var et eller andet ved ham eller det var hende, der var underlig. Efter Niclas Dorte havde i hvert tilfælde sagt, at hun opførte sig som om mænd var suspekte i al almindelighed. Dorte, Dorte Hun ville aldrig mere få sådan en veninde. Hun tog sildene frem. Eric og Dorte havde kendt hinanden i mange år. Han og hans kone Anna flyttede til vejen kort tid efter Dorte og Bengt, og de begyndte at komme sammen, og børnene legede sammen og gik i samme skole. De to familier løb ud og ind hos hinanden, og de havde været på ferie sammen og spillet kort om vinteren og grillet om sommeren, da det blev moderne, og mændene fiskede sammen. Da Bengt forsvandt ud af billedet, og Anna blev præsenil og kom på plejehjem, hjalp Dorte og Eric hinanden over det værste savn. Hun havde aldrig spurgt Dorte om forholdet, selvom hun havde været nysgerrig, for det var deres egen sag, og der var visse ting, Dorte ikke havde ville tale om. Dorte og Eric. Dorte havde været glad for ham, og det var tydeligt, at han havde mistet et kært menneske. Nu var de kun to tilbage i Dortes have, og om kort tid ville helt fremmede mennesker invadere hendes enemærker. Det var ikke til at holde ud at tænke på. Hun skraldede kartoflerne, så hun kunne bruge kartoffelvandet til sovsen. Hun skyllede de rengjorte kartofler og lagde dem i Dortes specielle kartoffelgryde, dækkede dem med vand og tog sildefileterne, finnede dem og skrabede skindet og skyllede dem grundigt. Det var længe siden, hun havde renset sild. Hun blandede mel, salt og peber på et stykke pergamentpapir og lagde det parat. Hun havde husket sødmælk og smør, og Dorte havde persille i haven. Måltidet skulle være til ære for Dorte; et slags rituelt måltid. Hun havde efterlignet Dortes arbejdsgang. Hun huskede hendes bevægelser til punkt og prikke; hun havde næsten spundet, når hun sad og så på, mens Dorte smøgede ærmerne op og gik i gang og viftede hende væk, hvis hun ville hjælpe. Hun håbede ikke, at Eric rynkede på næsen ad stegt sild. Dorte ville have nydt dem. Hun gik ned i baghaven og snusede ind. Persillen duftede skarpt. Den var i virkeligheden giftig for mennesker i for store mængder. Den var et godt eksempel på for 22

23 meget eller for lidt. Hun huskede det obligatoriske grønne drys i barndommen og faderens rynkede næse og moderens blik, der dirigerede hans fingre over mod persilleskålen. Alle de mennesker, hun havde holdt mest af, var døde. Hun fandt Dortes snapseflaske frem og skænkede en lille dram og løftede glasset. Den værste smerte var, da hun mistede den lille, bitte dreng, der døde i hendes arme. Hun drak. Hun ville ikke tænke på det nu. Kom Eric ikke snart tilbage? Tak for mad Kristiane, det smagte dejligt. Det er sgu ikke hver dag, man får sådan en herreret, og du gjorde Dorte kunsten efter. Eric løftede rødvinsglasset og hilste, og hun tog sit snapseglas og drak ud. Tak og velbekomme. Skal vi tage kaffen i stuen? Jeg synes, det er ved at blive køligt. Ja, lad os det. Han rejste sig. Nu skal jeg hjælpe dig. Han samlede tjenstivrigt tallerkener og bestik sammen og forlod terrassen. Hun så efter ham. Det havde været dejligt at spise sammen med ham, men han var ikke Dorte. Det virkede på en måde helt galt, at han bar ud, når Dorte ikke var til stede. Var det forkert, at hun havde taget huset i besiddelse? Hun vendte blikke opad og spurgte tavst, men fik intet svar. Hun var vist blevet lidt beruset. Han var fuld gang med opvasken, da hun kom ind i køkkenet. Han så hjemmevant ud. Hun havde lyst til at spørge ham, om han var, men det kom jo ikke hende ved. Hvad skete der egentlig i maskinen? Hun rejste sig, gik hen og skruede ned for fjernsynets lyd, og hentede cognac og så så spørgende på ham. Han nikkede, og hun skænkede op til ham og spildte. Hendes hånd dirrede, og hun mærkede, hvor anspændt hans spørgsmål havde gjort hende, men hun havde alligevel lyst til at fortælle om de grufulde sekunder. Hun tændte en cigaret. Hvordan skulle hun fortælle ham det, så det lød rigtigt? Hun lod øjnene glide henover fjernsynsskærmen. Billedet af det ældgamle barneansigt, med de store, fluebefængte øjne, lignede til forveksling billeder, hun så for ti, tyve og tredive år siden; da de var unge og verden var parat til forandring. Hvilken utopi. Det blev aldrig anderledes. Hvor mange velnærede, overfladisk velmenende delegater var blevet bespist, ved overdådige buffeter, rundt om i verden, 23

24 inden de underskrev smukke hensigtserklæringer, ingen troede på, og som var glemt igen, inden blækket var tørt? Hun hørte næsten Dorte, men hun havde været enig med hende. Hvor er det trist at se på, år efter år. Hvad tænker du på? Hun pegede på skærmen. Fattigdommen. Jamen Kristiane, de vil heller ikke selv. Det var måske det udefinerlige? Hun betragtede indgående Dortes ven, der sad roligt afventende med piben i munden, og hun lænede sig tilbage i sofaen og mærkede holdet over lænden, og havde ikke længere lyst til ar betro sig til ham. Kristiane, vil du ikke fortælle mig, hvad der skete? Hun skulle ikke dømme. Desuden havde Dorte accepteret ham, og hvis hun fortalte ham det, kunne hun måske få det så godt, at hun kunne være noget for Lene. Hun rømmede sig og lukkede øjnene, og den grusomme scene tonede frem. Jeg blundede, og Dorte sagde, at hun også ville lukke øjnene et øjeblik. Vi havde fået noget at drikke, og jeg havde taget et par beroligende piller, inden vi tog af sted Jeg vågnede, da maskinen ramte landingsbanen, og jeg vidste det, Eric! Jeg kan ikke forklare det, men jeg vidste det, selvom jeg ikke havde set på hende. Jeg bukkede mig ned efter min taske nej, jeg skubbede lidt til hende og bukkede mig. Jeg tænkte, at det var tåbeligt at skubbe til hende. Det nyttede ingenting Hun så ud som hun plejer, når hun sover sov, men hun var for... stille Eric, jeg vidste det, og jeg rykkede væk fra hende... Det hele var uhyggeligt, og jeg var spærret inde mellem himmel og helvede Undskyld, jeg dramatiserer, men jeg kunne ikke komme ud, og jeg var meget bange for at komme til at røre ved hende; jeg tænkte, at jeg sad sammen med et lig, og jeg skammede mig, men jeg følte kun afsky, og derefter blev jeg helt kold og tænkte, at jeg ikke var normal. Jeg elskede hende, Eric! Hun følte sig tom. Eric skulle til at sige noget trøstende, kunne hun se. Hun rejste sig og styrtede ud i badeværelset og åbnede for den kolde hane og lænede sig ind under den. Det kolde vand føltes godt mod hendes hede pande. Hun var en afart, men sådan havde det været, og han havde spurgt. Det måtte være snapsen, der gjorde hende så åbenmundet. Hvad måtte han ikke tænke om hende? Han havde stillet sig ved vinduet ud til haven. Hun satte sig og ventede. Han vendte sig og gik hen og satte sig ved siden af hende i sofaen og tog hendes hånd. Hvad så, Kristiane? 24

25 Hun trak hånden til sig. Hun kunne ikke tåle at blive rørt ved lige nu. Hun tændte en cigaret og rykkede lidt væk fra ham og håbede, at hun ikke stødte ham. Han forandrede ikke ansigtsudtryk. Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg blev så underligt fraværende, men jeg kan huske, at der var en masse mennesker omkring os, og Dorte blev båret væk, og jeg kunne komme ud. Jeg tænkte mest på at komme ud! Eric, jeg himlede op om min angst for at flyve, imens hun var ved at dø. Det er ikke til at holde ud at tænke på, at hun lige havde beroliget mig, som sædvanligt. Vær glad for det. Det viser, at hun ikke har vidst noget, tror jeg. Tror du? Vidste du, at hun havde noget med hjertet? Ja, jeg vidste, at der var et eller andet galt, men hun lo, når jeg prøvede at tale om det. Jeg anede ingenting, selvom vi var bedsteveninder. Hvorfor? Hun ville ikke bekymre dig. Du er nervøs, sagde hun. Hun holdt utroligt meget af dig. Det var hendes måde. Lene var også uforberedt. Jeg ved ikke, om det havde været bedre, hvis I havde vist det, men det var nu en af hendes måder at elske på. Hun så tavst på ham og prøvede at smile. Dorte syntes, du er et særligt menneske, Eric. Han så væk, og hans øjne var blanke. Vil du med en tur ned til mosen? Jeg skal lufte Svans. Ja. Hun rejste sig lettet og gik ud i køkkenet og tog et par fisk og nogle kartofler og sovseresten og mosede maden i en lille skål. Hun havde helt glemt hunden. Jakke på og nøgler. Hun gik ind i stuen og rakte ham skålen. Jeg er klar. De gik tavse ved siden af hinanden det korte stykke hen til Erics hus, og hun hørte Svans poter, der kradsede på døren. Eric åbnede den, og den lille hund overfaldt dem henrykt og slugte maden, Eric satte ned foran den, og den glemte at tigge, da den så snoren. Den trak af sted med ham og for af sted, da han slap den løs. Mosen lå udbredt og stille foran dem, og den lignede sig selv og gav en følelse af bestandighed midt i kaos. Den havde ligget her, da Dorte flyttede hertil og den ville ligge her, når de alle var døde. Det var på en måde betryggende. Svans hoppede rundt om dem og snusede og strintede ivrigt, selvom den for længst måtte have tømt sin blære. Hun kunne ikke lade være at more sig. Månens skin stod over vandet og det puslede i sivene. Eric tog om hendes albue, og hun nænnede ikke 25

26 at trække den til sig. Svans kom i snor, da de nåede svanerne. Den var ellers godt opdraget og nøjedes med at vende det hvide ud af øjnene, når de passerede fuglene. De skiltes ved Dortes havelåge og han kyssede hende på kinden, og hun lod ham gøre det, og hun havde medlidenhed med ham, da hun så efter hans ludende skikkelse og tænkte, at det var godt, at han havde Svans; dens iver var krævende og utrættelig. Eric vendte sig og vinkede, inden han forsvandt ind i sin have, og hun vinkede tilbage og gik langsomt op til det tomme hus. 26

27 4 Da hun vågnede, vidste hun ikke, hvor hun var og troede et øjeblik, at hun stadig drømte, men hun blev hurtigt nogenlunde klar i hovedet. Hun lå i Dortes gæsteværelse og vidste hvorfor, men det sædvanlige velvære, hun forbandt med at vågne op hos Dorte, var afløst af en klamhedsfornemmelse. Huset var stille, alt for stille. Termoruderne lukkede alle lyde ude, og der var ingen skramlen fra køkkenet. En overvældende følelse af forladthed overmandede hende og gjorde hende bange, selvom hun var helt vågen nu og vidste, at der ikke var noget udefra at være bange for, var hun ikke sikker på, at hendes forehavende var rigtigt og godt. Hun så på uret og hen mod vinduet. Klokken var kun syv, og det øsede ned udenfor. Belysningen var død. Hun lukkede øjnene igen, men opgav hurtigt og stod op og gik hen og åbnede et vindue og snusede ind. De trængte til regn. Det havde været en tør sommer. Dorte elskede at spadsere nede ved mosen i regnvejr. Huden blev smuk af det, sagde hun, når hun satte sig til kaffebordet og rystede sin våde manke. Dorte havde forstået at favne verden, som den var. Hun elskede regnvejr, og hun elskede at komme ned til Spanien og bade i sol. Hver ting sin charme. Sådan havde hun det også med mennesker. Hun kunne høre hendes tonefald og se hendes ansigt tydeligt for sig. Hun havde ikke været en god mor og ven for ingenting. Hun holdt af mennesker, og hun behandlede dem som hele væsener, med evne til frihed under ansvar og med en tro på, at de kunne lære at kapere menneskers forskelligheder. Dorte havde været rigt facetteret, sagde Eric, og det var sandt. Hun fandt havde næsten altid fundet et lille lysglimt midt i det værste mørke, men hun havde også haft sin tro, og hvis der var retfærdighed til, sad hun nu ved sin skabers højre hånd eller hvad det nu var, der stod i hendes Bibel. Hun smilede ufrivilligt. Hun var sikker på, at Dorte ville kunne charmere enhver vorherre til hvad som helst, især hvis han havde lune. Sno ham om sin ene vinge. Hun tog natkjolen af og gik forbi Dortes soveværelse ud i badeværelset og åbnede for vandet og blandede det til en behagelig temperatur og stillede sig ind under strålen og bøjede sin stive nakke. Massagen skulle nok få bugt med den svage hovedpine, der skyldes for meget snaps. Hun blev aldrig klogere. Hun tørrede sig og smurte sig ind og gik ud og standsede foran Dortes dør og åbnede den. Sengen var redt smukt med det kniplede sengetæppe, og bagved hovedgærdet hang familiebillederne. Generation efter generation omkransede det store portræt af 27

28 Lene, hun tilfældigt havde set i et udstillingsvindue og købt og foræret Dorte. Hvor havde hun siddet på denne sengekant, med en kop god, stærk morgenkaffe, mange gange, og planlagt en dag sammen med Dorte. Hun lukkede døren varsomt, næsten som om hun kunne vanhellige værelset, der snart ville stå tomt, med de lyse pletter efter fotografierne som eneste vidner. Hun skuttede sig og gik ud i køkkenet, der trængte til en husmoderlig hånd. Hun havde ladet det hele stå i går. Det gjorde de altid. En tid til gæster og en tid til opvask, sagde Dorte. Hun fyldte kaffemaskinen og tog brødet fra brødkassen og smørret ud af køleskabet. Det var alt for hårdt til at smøre på. Hun havde glemt at tage en klump ud, inden hun gik i seng. Så tager vi tandsmør i dag. Var beslutningen om at bo her nogle dage hendes selvskabte helvede? Måske, men nu var hun her. Hun tog den fyldte bakke og satte sig ind i stuen, der virkede lidt råkold, og åbnede for varmeapparatet. Hun gjorde alt det, de plejede, men Dorte var her ikke. Ingen ritualer kunne skaffe hende tilbage. Hun kom aldrig tilbage igen. Aldrig mere ALDRIG MERE! Dorte ville aldrig mere sidde ved klaveret juleaften og holde styr på alle de umage stemmer, der løftede sig mod træets top, og fik stjernen til at blafre. Hun ville aldrig mere forlange, at stjernen blafrede, og taget løftede sig til englenes og nissernes ære. Hvordan mon det ville gå med traditionerne, uden Dorte til at hæge om dem? Sangaftenerne og Schuberts lieder, Dorte fremførte med lidenskab, på smukt tysk, med en stemme, der stadig ejede en rummelig klang. Hvad blev der af klaveret nu? Hun håbede, at Lene ville have det, hvis ikke, måtte hun rykke møblerne sammen hjemme. Det hørte ikke til hos fremmede mennesker. Hun havde elsket de aftener, der altid afsluttedes med Ingemanns Natten er så stille, til Weyses vidunderlige melodi. Hvis hun lukkede øjnene, kunne hun mærke den fortættede stemning, når de sad lidt indadvendte sammen og var en del af et fællesskab. Dorte havde regeret og arrangeret, men det havde aldrig været for meget. Hun havde for eksempel ikke villet have gaveræs ind i julestuen. Hun huskede, at det kneb, da børnebørnene kom, men hun forlangte, at Lene og Michael gav dem de fleste gaver hjemme, og hun havde selv givet dem sine inden julemiddagen, der skulle foregå i fred og fordragelighed, uden overspændte børn. Hun havde formået at holde den værste forvirring ude. En juleaften hos Dorte var et godt minde for livet. Hvor skulle hun gøre af sig selv juleaftenerne fremover? Lene havde været midtpunkt juleaften, i mange år. Hun genkaldte den lille pige, med den røde julekjole og det blussende, spændte ansigt omkranset af hårets brune pur. 28

29 Lene var omkring tre år den første, svære jul efter drengen, og hun havde suget Lenes glæde og forventning til sig og kunne ikke få nok, og hun havde været taknemmelig for, at Lene og den lille dreng ikke var jævnaldrende, så hun uvilkårligt ville forestille sig sin treårige søn. Lene havde rakt hende en tegning, med et stort skævt hjerte, og Dorte havde skrevet: Tante Kris er den bedste. Hun havde stadig tegningen. Hun havde fået tårer i øjnene, og Lene havde set forskrækket på hende og var kravlet op til hende i sofaen og havde lagt sine små, buttede arme omkring hendes hals og sin varme kind mod hendes kolde, og hun var næsten ikke veget fra hendes side den aften. Barnets instinkter dengang mindede om hundens i går. Rødgranen, helt op til loftet, lignede et fastelavnsris med flag og nisser og engle i én pærevælling, men sådan skulle det være, og kræmmerhusene skulle være fyldt med godter, hun havde ansvaret for. Hun havde længtes efter Dortes jul, når hun og Niclas havde tur hos hans og hendes forældre, og hun havde haft dårlig samvittighed over, at deres bestræbelser blev så usselt belønnet, for hun sad og sammenlignede, og de år glædede hun sig som et lille barn til anden juledag hos Dorte, hvor de tændte de røde og hvide lys og dansede om juletræet, og hun mærkede Lenes lille, varme hånd i sin. De repeterede juleaften, og Dorte sagde smilende, at en god gerning kunne ikke gøres om for tit, og resterne fra julemiddagen smagte himmelsk. Hun gav altid selv Lene sine gaver anden juledag, for barnets iver var livsbekræftende. Hun havde altid foræret Lene bøger, og når interessen for det nye legetøj havde lagt sig, kravlede hun op i sofaen og krøb tæt ind til hende og ville have historie, og Dorte forlangte, at de alle sammen sad stille og lyttede med. Hun sagde, at det gav Lene en fornemmelse af, at hendes ønsker var betydningsfulde. Et år forærede hun Lene HC Andersens eventyr og læste Historien om en moder for hende, og barnet lyttede åndeløst. Bagefter sov de alle eftermiddagssøvn sammen med Lene, der ikke ville gå glip af noget, og stilheden i det store hus var tryg og ikke skræmmende som nu. Hun huskede gysende den juleaften, da Lene blev syg. Mindet kunne stadig give hende gåsehud. Barnet fik høj feber, og vagtlægen indlagde hende til observation for meningitis, og de sad alle sammen i det julepyntede venteværelse og hørte julesalmer i det fjerne, mens de ventede på undersøgelsesresultaterne. Ligeså knugede og tavse de var, mens de ventede, ligeså fjollede og højrøstede blev de, da de fik de gode nyheder, og Dorte satte sig hen til det gamle opretstående og spillede til Guds ære, sagde hun, og 29

30 takkede sin Vorherre for barnet, og en sygehjælper serverede smilende kaffe og småkager for dem. Den aften stod i et særlig skær, og de mindedes den alle sammen hver jul lige siden, og Lene kunne ikke høre historien ofte nok. Hun rejste sig og gik ud i køkkenet og åbnede kælderdøren og gik ned i kælderen. Hun vidste, hvor kasserne med julepynt stod. Hun havde bakset dem op i stuen, sammen med Dorte, mange gange. Hun åbnede én og stirrede på engle og nisser, og de var livløse og lidt falmede og slidte. Magien havde forladt dem. Hun lukkede kassen og så sig omkring. Kufferter og æsker stod stablet alle vegne, sammen med kasserede møbler og gamle haveredskaber. Dortes og hendes generation havde hørt om tredivernes depression og krigens knaphed, som de havde været for små til at fornemme, men som lå i luften og prægede dem og gjorde dem til uforbederlige klunsere. Lene havde rystet på hovedet ad Dorte mange gange, og Dorte havde smilet sit mest afvæbnende smil og kvidret den tid den sorg. Når oprydningen her var overstået, ville hun gå i gang hjemme og kassere med hård hånd. Hun gik småfrysende op ad trappen og vidste, at det ville blive utroligt svært at sortere Dortes ting og aflevere det brugbare og kassere resten. Alle tingene havde en historie, og det ville på en måde være at gå Dorte for nær. Lene og Michael måtte i hvert tilfælde hjælpe hende. Hun savnede pludselig Lene, der var Dortes kød og blod. Det lød svulstigt, men det var jo sandt. Lene var et stykke Dorte. Kunne hun være bekendt at ringe til hende, og bede hende om at komme herud? Skal vi gå i gang, Kris? Ja min pige, lad os det. De rejste sig, og hun så bekymret på Lenes opsvulmede øjenlåg. Skulle Lene ikke tage det lidt med ro? Hun var brudt sammen, da hun kom ind ad døren og så sig omkring. Hun havde sat sig i gyngestolen, og den lydløse gråd og tårerne, der løb ned ad hendes kinder, blev voldsom og højlydt. Hun havde først set hjælpeløst til, men besindede sig, og beherskede sin egen gråd, der sad i næsen som sodavandsbobler, og fik Lene over i sofaen, hvor hun holdt om hende og lod hende græde ud. De havde siddet længe sammen og holdt om hinanden, og senere fik hun Lene til at lægge sig ned, og hun puttede hende ind i det store, uldne tæppe og listede ud i køkkenet og lavede kakao, som hun nærmest lokkede i den opløste, unge kvinde, der ikke var mor, i øjeblikket, men et forladt barn. Endelig var Lene faldet i søvn og sukkede tungt, og hun sad og betragtede hende. Hun så forfærdelig sart og sårbar ud. Hun følte ømheden for Dortes datter stige 30

31 op i sig som en varm kilde, og hun vidste, at hun ville gøre alt, hvad hun kunne for at lindre hendes smerte, og hun opdagede undrende, at hun et øjeblik havde glemt sin egen sorg og kun havde tænkt på Lenes. Hun gik lidt rundt i stuen og satte sig i Dortes yndlingsstol og ventede på, at Lene skulle vågne. Kris, vågn op! Hun åbnede øjnene og så Lene stå bøjet over sig. Hun havde fået lidt farve i kinderne og var i fuld gang med at gå stuens indbo igennem. Mor vil ville have, at du skal tage, hvad du vil have af plader og cd er De gamle otteoghalvfjerdsere kan spilles på HMV pladespilleren, men det ved du vel? Hun så sig om i stuen, der var i opløsning og skuttede sig. Hun småfrøs og gik hen og åbnede for varmen. Har hun tænkt på det? Jeg vil meget gerne have hendes musik, men hvad med dig Lene? Hvis jeg savner noget, kan jeg jo komme ind til dig, ikke? Hellere end gerne. Tak. Hun så nøje på Lene, der havde et bestemt udtryk i ansigtet. Stod hun og knyttede dem sammen? Hvor var hun kærlig. Lene, du ved, at du altid kan betragte mit hjem som dit... ikke? Jo, tante Kris. Hun ville også have, at du skal have det lille chatol fra mormor. Hun sagde, at du er vild med det. Lene smilede, et ægte smil, der sagde værsgo. Ja, det er rigtigt. Det minder mig så meget om et fra Niclas oldemor, som én af hans søskende satte sig på. Han ville gerne have haft det, men han nægtede at slås. Lysestagerne skal du også have. Hun sagde, at stearinlys holder dig i live om vinteren. Ja. Lysene er min vintersol. Hun glædede sig over Dortes beslutning. Den var så betydningsfuld, for chatollet og stagerne var nogle af Dortes yndlingsstykker. Vidste du, at hun var syg, Lene? Nej, ikke at det var alvorligt, men du kender kendte hende jo. Sådan var hun bare, Kris. Lenes ansigt var ved at gå i stykker, men hun fik det nogenlunde under kontrol og så rundt på møblerne. 31

32 Tingene skal ikke behandles tilfældigt. Alle hendes ting har altid haft stor affektionsværdi for hende. Hun gik sommetider rundt med mig og fortalte deres historie. Tingene blev på en måde levende. Shit! Jeg savner hende, Kris. Det er så uvirkeligt alt sammen. Lene satte sig på gulvet foran bogreolen og hendes ansigt forvrængedes til ukendelighed. Hun lagde pladerne og tog gulvet i tre store skridt og knælede ned foran hende. Så, så min pige. Var det forkert af mig at ringe efter dig? Nej. Hun snøftede og pudsede næse. Det var rigtigt. Jeg har været helt fraværende siden bisættelsen. Helt død indeni. Rejs dig nu, Lene, så laver jeg en kop kaffe, og så tager vi en cognac. Hun gik ud i køkkenet, og Lene fulgte efter hende og satte sig i køkkenstolen, med ryggen til haven. Det var min plads i barndommen. Kan du huske det? Ja, og du ville partout sidde på din mors, så du kunne se, hvad der foregik på vejen. Lene, der er noget, jeg har tænkt på jeg håber ikke, du synes, at det er makabert. Hun satte sig og tændte en cigaret. Hvad siger du til at fotografere huset og haven og alle rummene, inden vi begynder at splitte det hele ad? Niclas tog billeder af sine forældres hjem, dengang, og vi sad og hyggede os med at se dem en gang imellem, og minderne blev så virkelige. Vi befolkede rummene og huskede forskellige episoder fra deres liv, og vores liv sammen med dem Dorte var vild med det her, så jeg tror, at hun ville elske, at vi husker det nøjagtigt som det ser ud. Og børnene Er jeg underlig? Jeg ved ikke Lene så lidt tvivlrådigt på hende. Lene, Niclas sagde, at han fik grædt ud, mens han gik rundt og fotograferede. Det var ligesom en film, der blev rullet op for ham Jeg kan da prøve. Ja gør det. Drik nu din kaffe og spis lidt. Hun satte et fad ostemad foran Lene og følte sig som enhver anden bekymret mor. Jeg henter cognacen. 32

33 Kris? Ja, min pige. Fortalte mor dig nogensinde, hvad der skete mellem far og hende? Han forsvandt så pludseligt, og jeg savnede ham forfærdeligt og sørgede, og senere hadede jeg ham, men jeg sad i kirken og håbede, at han ville komme og trøste mig. Lene så usikkert på hende, og hun ville have givet alt for et godt svar. Nej, jeg ved ingenting, og Dorte var hverken til at hugge eller stikke i. Det var ligesom om, han aldrig havde eksisteret, og de virkede ellers så glade for hinanden, og han var fjollet med dig. Lene fik farve i kinderne. Var han? Ja. Jeg har aldrig forstået noget som helst, men jeg turde ikke bore i det. Hun blev stum som en østers, hvis jeg prøvede du kan godt huske det blik, ikke? Hallo! Det var Eric, og hun følte en voldsom irritation. Han kunne vel holde sig væk eller ringe og spørge, om de ville have gæster? Hun rejste sig og hentede cognacen og kom tilbage og så Lene tage Svans i sine arme. Hunden kæmpede for at komme ned. Dens lille krop slog krøller på sig selv, og den kom fri og landede på gulvet med et bump og rystede sig. Hun så fra hunden op på Lenes ansigt. Giv den nogle tørrede fisk, Lene. De ligger i køkkenskabet med mel. Vejen til Svans hjerte går gennem maven. Hun kunne ikke lade være med at smile, og Eric så lettet ud. Havde hun virket så afvisende? Jeg kommer for at spørge, om I vil komme over og spise i aften. Lene rystede på hovedet. Jeg tager hjem om lidt, men Kris? Lene slog ud med hånden, og hun mærkede skuffelsen. Hun havde håbet, at Lene blev til i morgen, men hun savnede naturligvis sin familie og havde forpligtelser. Ville hun også hjem, eller skulle hun tage en dag til herude? Hun satte sig. Et øjeblik Eric. Hun drak en slurk kold kaffe. Ja tak, jeg vil gerne spise sammen med dig. Jamen Kristiane, så lister jeg af igen. Vi ses klokken syv. Ja tak. 33

34 Han havde lignet Svans, når den tiggede, og hun kunne vel ofre sig, men kunne han ikke holde op med at kalde hende Kristiane? Det lød så højtideligt. Han forsvandt sammen med Svans, og hun så, at de gik ned mod mosen. Hun sukkede og vendte sig om mod Lene, der så undersøgende på hende. Ved du hvad du er, tante? Nej? Du er blind og døv. Lene så drillende på hende. Hvorfor? Han er forelsket i dig. Hvad siger du? Jeg siger, at han er forelsket i dig. Det har han været længe. Mor har fortalt mig det. Hun måbede og så forvirret på Lene. Jamen, din mor Dorte? Nej Kris dig! Lene var taget hjem. Hun havde fotograferet på livet løs med sin mors apparat, og det havde været en god ide. Lene var blevet helt livlig og løb til og fra, og kan du huske, og hun blev også rørt og græd lidt indimellem, men det havde været helt tydeligt, at foretagsomhed, der ikke brød ned, var godt for hende, og hun havde givet hende et stort taknemmeligt knus, inden hun gik og havde lovet, at de skulle se billederne sammen. Dorte havde besluttet at ville prøve den nye teknik, inden det var for sent og havde købt videokameraet umiddelbart før ferien, og de havde haft en masse skæg med det. Dorte havde været med på den værste. Det havde været det samme med computeren. Den havde hun købt et års tid tidligere og var begyndt på et kursus i tekstbehandling, og senere ville hun have været på internettet. Dorte havde været midt i det hele og ville have hende med og morede sig højlydt, når hun sagde, at hun var lidt bange for den. Dorte sagde, at den sgu ikke var guddommelig. Summen af dumheder man puttede ind i den svarede nøjagtigt til summen af dumheder, man fik i hovedet igen; og det modsatte, men det var alt sammen menneskeskabt, og hvis hun holdt sig det for øje og samtidig oversatte alle fremmedordene, der virkede imponerende, kunne hun se roligt på fordelene. Den havde 34

35 en misundelsesværdig hukommelse og huskede ydmygt ens egne, kloge tanker, og desuden var den skånsom mod håndledene. Hun smilede ved mindet om Dortes ivrige, poliske fjæs. Hun havde været levende interesseret i alting, og det var ikke sandt, når man sagde, at nysgerrighed holdt én i live, selvom ingen vidste, om hun var død endnu tidligere, hvis hun ikke havde været det. Huset virkede splittet og dystert, nu Lene var væk, og hun var glad for, at hun havde sagt ja til Eric, selvom hun følte sig lidt udsat efter Lenes betroelse. Hvis det var sandt, at han var forelsket i hende, vidste hun ikke rigtigt, hvordan hun skulle håndtere det. Hun var ikke interesseret i Eric, men hun var blevet lidt smigret og forundret, for den tanke, at han skulle være interesseret i hende, var aldrig faldet hende ind. Hun havde jo lært ham at kende som en gift mand, der elskede sin Anna, som han besøgte flittigt, da hun blev hjælpeløs og for syg til at være hjemme, og som han havde tilbragt alle højtider og fødselsdage sammen med på plejehjemmet. Han havde været en hengiven ægtemand, og hun havde egentlig aldrig betragtet ham som mand, i den forstand, men som en del af Anna, og hun havde følt dyb medlidenhed med ham og Anna, når han fortalte om Annas grusomme tid, da det gik op for hende, at hun var ved at miste sin forstand. At han også var et selvstændigt, seksuelt væsen, fik varmen op i kinderne. Hvad i alverden var det egentlig, hun stod og forestillede sig midt i sorgen? Hvad ville Dorte have gjort i hendes sted? Det var egentlig let. Dorte ville have rådet hende til at gribe chancen. Hvorfor havde hun ikke fortalt hende om Eric? Det lignede hende ikke. Hun gik ind i gæsteværelset og så på de få klædningsstykket, hun havde grebet i farten. De var ikke noget at råbe hurra for og slet ikke til et stævnemøde, men hun havde kun tænkt på, om de var rene. Nu måtte hun holde op! Hun skulle til middag hos Eric, og han var Dortes ven og hendes bekendt, og han havde inviteret hende, fordi han savnede Dorte, ligesom hun gjorde. Det hele var lettere på den måde, og hun burde ikke opføre sig så fjollet. Burde! Det var netop det ord, der forhindrede hende i at se Mads, dengang. Hun gik ind i Dortes soveværelse og satte sig ved toiletbordet og så indgående i spejlet og rejste sig og hentede brillerne. Hun så hærget ud. De seneste tid havde skæmmet hende, men hun havde heller ikke kunnet sove igennem siden Dortes døde krop lå i sengen, ved siden af hende, nat efter nat. Hun ville få svært ved at tilgive sig selv, at hun havde rykket sig væk fra hende i flyet. 35

36 Mads. Hun lagde først mærke til ham, da han kom over og viste hende tegningen af hende, som hun stadig havde derhjemme. Hun var begyndt på et tegnekursus, for at komme lidt væk fra sorgen over Niclas. Dorte havde provokeret hende til at melde sig. Først ville hun ikke, men Dorte pressede på, og til sidst gav hun sig. En hests hvide kranium stod midt i lokalet på et bord og gloede på hende, med sine tomme øjenhuler, der fik hende til at forestille sig Niclas, som han snart ville se ud, når orme og mider og bakterier havde holdt festmåltid. Hun havde ikke kunnet tegne det, men var faldet i staver og blev forskrækket, da hun mærkede en hånd på sin skulder og så op. Han stod og så ned på hende, med et par klare, blå øjne med glimt, og en brun, stærk hånd rakt frem mod hende. Hun var blevet forvirret som sædvanligt, på det tidspunkt, og glemte næsten at sige sit navn, da han præsenterede sig. Tegningen han viste hende forestillede en traurigt udseende kvinde. Han havde grebet hende på fersk gerning. Han havde ikke tegnet hende særligt flatterende, men hun kunne mærke, at tegningen talte sandt og afspejlede hendes sindstilstand. Efter timen gik de ind et sted og drak øl, og hun gik med ham hjem og overnattede, og bagefter både fortrød hun og var lettet over, at hun forfjamsket havde sagt sit pigenavn, da de præsenterede sig. Hun havde ikke sat sine ben på det kursus mere, men hun havde tænkt på ham og drømt om ham lang tid efter, og hun skammede sig over, at hun kunne være liderlig midt i sorgen. Hun så ham aldrig mere, for Niclas fulgte hende, hvor hun stod og gik. Dengang var det Niclas. Nu var det Dorte. Var det hendes skæbne at have stærke døde ved sin side? Hun skuttede sig og gik tilbage til gæsteværelset og trak blusen over hovedet og børstede håret voldsomt. Håret var hendes pryd, og nu stod hun her og flåede det nærmest af. Tåbelige kone. En tid til at opbygge og en tid til at nedbryde. Hun tog nøglerne og cigaretterne og gik ud i køkkenet og fandt én af Dortes kagedåser. Dorte undte dem sikkert en hjemmebagt til kaffen. 36

37 5 Eric åbnede døren så hurtigt, at han måtte have stået i nærheden, da hun bankede på. Han tørrede sine hænder i viskestykket, han havde bundet omkring livet, og rakte formelt hånden frem. Kom ind Kristiane og velkommen. Maden er snart klar. Mørbradbøffer med flødesovs og kartoffelmos. Hjemmelavet. Det lyder dejligt, Eric øh, jeg har taget nogle af Dortes hjemmebagte småkager med til kaffen. Det sagde hun, jeg skulle. Malplaceret forsøg på at lette forlegenheden, som hun så kun var hendes, og han sendte hende da også et langt blik. Det var besværligt med den nye viden; ligesom at have spist af kundskabens træ, alene. Eric var nøjagtig den samme som ellers. Lene måtte have taget fejl. Hun prøvede at slappe af og fulgte efter ham ud i køkkenet. Ih, hvor det dufter godt. Hun snusede overdrevent. Hvor er Svans? Det er dejligt at lave mad til andre end sig selv. Svans er lukket ud i bryggerset for en kort bemærkning. Laver du varm mad hver dag? Så godt som. Først snusede jeg rundt i weekenden, når Anna lavede mad. Efter Annas har jeg fulgt et par aftenkurser. Jeg kan sgu godt lide det. Det er afslappende og uden mad og drikke hvad med dig? Han piskede mosen. Muskler og sener spillede i hans underarm. Han havde pæne arme og håndled, og hænderne var velformede og kraftige. Hun mærkede, at hun blev varm i ansigtet og vendte sig lidt væk, mens hun fiskede sine cigaretter op af tasken. Hun tabte dem, og Eric slap piskeriset og bukkede sig ned og samlede dem op og rakte hende dem. Hun var sikker på, at han kunne læse hendes tanker. Tak. Hun tændte én og sugede kraftigt ind. Jeg gider ikke rigtigt at lave mad mere. Jeg synes, jeg har aftjent min værnepligt, men jeg elsker god, varm mad. Dorte nød at lave mad lige til det sidste. I aften drejer det sig om dig, min ven. Eller os. Vil du have et glas rødvin? Han løftede indbydende flasken. 37

38 Hellere en øl, hvis du har. Han så lidt forbavset ud, men hentede en øl fra køleskabet og åbnede den. Han kunne ikke vide, at hun aldrig havde brudt sig særlig meget om rødvin. Det var Dorte, der var til rødvin. Hun var bare fulgt med, for at hjælpe til med at tømme flaskerne, men det havde hun ikke lyst til i aften. Ikke til den herreret. Kartoffelmos og rødvin gik slet ikke sammen. Han hældte lidt kartoffelvand og piskefløde over de mosede kartofler og piskede og sluttede med en stor smørklat. Hun kunne lide at se ham arbejde, og heldigvis brugte han smør. Smørrets fine smag passede så godt til kartoflerne, især hvis det var helt friskt. Hans hår var gråt. Det havde hun ikke lagt mærke til før. Sidste gang hun betragtede ham nøje, var til Annas og hans sølvbryllup, for ti år siden, og da var det meget mørkt endnu, kun med enkelte grå stænk. Anna og han havde været et smukt par, og ingen havde anet, at demensen måske allerede havde fat i Anna. Hun havde været en smilende, lykkelig sølvbrud og strålende værtinde. Det var de alle sammen enige om. Eric fortalte senere, at hun allerede dengang reagerede lidt langsomt og glemte ting, men de havde slået det hen som almindelig aldring, og hun var holdt op med at arbejde på det tidspunkt, så ingen udefra gjorde dem opmærksom på forandringerne, og på hjemmebane klarede hun sig længe på rutinerne, der sad fast fra ungdommen. Gå bare ind, Kris. For resten, gider du tage mørbraden? Hun tog fadet og gik ind i den kombinerede spisedagligstue. De havde slået stuerne sammen, for mange år siden. Det ville hun aldrig have gjort. Hun havde altid bedst kunne lide mange rum, der havde hvert deres særpræg. Hun satte fadet på spisebordet og så sig omkring i stuen, der virkede lidt anderledes end ellers. Hendes nye viden skærpede åbenbart hendes nysgerrighed; hun nærmest snusede. Vrøvl. Annas lyse smil betragtede hende fra kassereolens midterste hylde, der var helliget et stort fotografi af hende, og det føltes, som om hendes øjne fulgte vagtsomt med i, hvad hun foretog sig, og hun fik lyst til at vende hende om, men Eric ville tro, hun var tosset. Hun stillede sig hen til vinduet, med ryggen til hende, og så ud i haven, der var blevet lidt for afpillet, efter hendes smag, men den var sikkert let at holde, hvis man havde en effektiv græsslåmaskine. Hvad ville Anna have sagt til haven nu? Hun fyldte stadig meget i huset, og her stod hun og følte sig næsten som en tyv og forfører. Det var latterligt. 38

39 Hun genkaldte Anna i kørestolen, med tæppe over benene og et tåbeligt smil om munden, der gjorde alle forlegne, mens Eric ganske naturligt puslede om hende og talte til hende, som om det kun var benene, der var noget galt med. Hun havde ikke kunnet lade være med at beundre ham hans tålmodighed, og hun følte medlidenhed med ham, der var iblandet en anelse irritation, som hun skammede sig over og holdt for sig selv, men den sidste tid anede Anna dårligt nok, hvem han var. Havde der været nydelse forbundet med hans opofrelse? Havde hun været misundelig over al den opmærksomhed, Anna fik? Hun havde i hvert tilfælde savnet Niclas ekstra meget, når hun så Anna og Eric sammen. Tak for mad Eric. Du har virkelig fornemmelse for nuancer. Hun tørrede sig om munden og mærkede, at hun havde spist for meget. Kartoffelmos gled ned næsten af sig selv. Eric kroede sig bevidst og grinede. Velbekomme. Jeg elsker ros. Skal vi tage kaffen i det tilstødende gemak? Ja, lad os det. Nu skal jeg hjælpe dig med at rydde af bordet. Nej tak, jeg vasker op, mens jeg laver kaffe. Sæt dig nu over. Du kan åbne for TV avisen og tage cognac og glas i skabet. Han samlede tallerkener og bestik sammen og forsvandt ud af stuen, og hun rejste sig og var gæst. Hun gik ind i dagligstuen og åbnede for fjernsynet. Hun længtes pludseligt efter Niclas. Hun vidste egentlig ikke hvorfor. Eric var en rar mand, og han var praktisk og effektiv. Han så også godt ud, om end der var lidt brunt jakkesæt og gulligt slips over ham. Han passede på en måde til den lidt for halvtredseragtig stue, der gav hende en følelse af, at tiden var gået i stå. Hun åbnede skabsdøren med en følelse af at gå Anna for nær. Alt stod hensigtsmæssigt på hylderne, og hun sendte sit eget rod en tanke. Hun tog cognacen og glassene og satte sig hen i sofaen med front mod speakeren, og ensomhedsfølelsen overmandede hende. Hvad lavede hun egentlig her? Hun ville tage hjem i morgen. Hun var blevet enig med Lene om, de skulle mødes på søndag alle sammen, og tage det de ville have; også Eric; det måtte hun huske at sige til ham. Lene ville få fat i et dødsbofirma, der skulle tage sig af resten. Ingen af dem kunne holde ud at være vidner til vandalismen, når huset skulle tømmes. Var Eric en del af det dødsbo? Sikke tanker. Det ville have været betryggende at kunne snakke med Dorte om det hele. Eric kom ind med kaffe og kopper på en bakke og så yderst levende ud. Der stod en energisk aura omkring ham, nærmest lidt oppustet. Hun følte sig gammel og slidt. 39

40 Han satte bakken på sofabordet og skænkede kaffe og cognac til dem og satte sig ved siden af hende. Nå, er der noget nyt og spændende? Åh, jeg har ikke set efter øh huset bliver ryddet i næste uge. Jeg skulle hilse fra Lene og sige, at du er velkommen til at komme over og vælge et par erindringer. På søndag. Det vil jeg gerne. Der er noget af hendes køkkengrej, jeg godt kunne tænke mig. Det er til gas. Det tror jeg er i orden. Lene har elkomfur, og jeg har ikke brug for noget. Lad os hilse på de døde og ønske, at vi levende finder os selv igen. Skål, Kristiane! Hun skævede til det store fotografi af Anna, men vendte sig næsten demonstrativt væk. Rystede han Annas øjne af sig med et stænk dårlig samvittighed eller savn? Ja Eric, lad os det. Hendes øjne strejfede skærmen. Det var lyden, der havde irriteret hende. Den nye, borgerlige statsminister forsvarede krigen og alt andet stort og små i én pærevælling og lød, som om han var vaccineret med en grammofonstift. Det gjorde i øvrigt de fleste, der omgav ham. Hurtigsnak og syv og fem var lige og faste kontaktlinsespejderblikke. De var skræmmende. Selv journalisterne blev mundlamme indimellem. Hun betragtede Eric, der så tilfreds på skærmen, og besluttede sig til ikke at sige sin mening. Aldrig diskutere politik og religion. Hvad talte folk egentlig om, hvis venskab skulle holdes? Han lukkede ned for lyden og rejste sig og hentede et stearinlys fra spisebordet og kom bærende på det, som en anden luciabrud. Hun pustede ud og holdt hånden for munden og hostede. Han smilede til hende, og hun lagde ansigtet i venlige folder, der ikke stemte overens med hendes sindsstemning. Hun havde vist ikke så meget tilfælles med Eric. Jeg ved, du er glad for levende lys. Det var uhyggeligt, at Eric var en såkaldt flink mand, selvom han havde været med til at skære i ulandsbistanden og åbenbart også syntes, at det var i orden, at børn et sted i verden ledte efter mad på lossepladser eller døde i deres grædende mødres arme af hunger eller brandsår efter legaliserede myrderier i demokratiets navn. Flink! Han måtte være både naiv og kynisk. En kriger, der sejrstolt holdt modstanderens traumatiserede, forældreløse barn op og lovede det en lys fremtid på et sprog, det ikke forstod. Hun savnede de politiske diskussioner med Dorte så det gjorde ondt. 40

41 Femogtyve ører for dine tanker! Hans venlige ansigt var vendt mod hende. Hun rømmede sig og smilede anstrengt, for husfredens skyld, men tungen gjorde knuder, og hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Raseriet over, at militær overmagt satte dagsordenen for ret og uret udmattede hende i den grad. Dorte havde drillet og kaldt hende utopist, men Dorte havde bare været almindelig konservativ, og hun betalte for to små pigers skolegang i Nepal. Hvad med dem? Kunne Lene og hun overtage dem? Det måtte hun huske at spørge hende om. Hun var dødtræt og orkede ikke at spille et spil for at holde ensomheden fra døren. Nej. Jeg tror jeg vil hjem, Eric. Jeg er træt. Hun rejste sig, men han greb hende så voldsomt i armen, at hun dumpede tilbage i sædet, og han tog cognacflasken og skænkede op igen. Han havde et anstrengt udtryk i ansigtet og tog tilløb til at sige noget, der faldt ham vanskeligt. Hvad kom der nu? Hun prøvede at slappe af. Han gjorde en synkebevægelse, der fik hans adamsæble til at danse. Måske var det, Lene havde sagt, rigtigt? Hun mærkede, at hun blev svedig i hænderne. Der er noget, jeg har haft lyst til at spørge dig om længe. Han havde sat sig overfor hende og tømte glasset. Hun var tør i munden. Ja? Vil du tage med mig til Bornholm nogle dage, når der er faldet lidt ro over feltet? Jeg skal over og se til huset. Jeg tænker på at sælge det. Det var ikke det værste, men hun var virkelig overrasket og tændte en ved ikke rigtigt cigaret og inhalerede og lod røgen sive ud mellem stramme læber. Hans forslag var på en måde fristende. Det var mange år siden, hun havde været der, og hun havde altid båret mindet om den smukke ø dybt inde, når hun rejste sydpå med Dorte, og dagene hjemme ville blive tomme og grå. Hun skuttede sig. Så meget for hendes idealer! Hvad siger du til det? Han lød så ivrig. Hun sendte ham et lille smil. På delebasis? Ja, helt som du ønsker. Jamen så vil jeg tænke over det. Lad os tale mere om det på søndag. Han så rigtig glad ud, og hun skubbede det svage ubehag væk. En rejse til Bornholm kunne måske jage de tunge tanker væk. Hans politiske ståsted kom ikke hende ved, og han var den samme venlige mand, overfor hende, som han altid havde været. Til syvende og sidst var hun kun hans vens ven, og hun trængte til en lynafleder lige nu. 41

42 Skal Svans ikke snart have en chance? Han rejste sig. Jo, nu lukker jeg ham ud. Han forsvandt, og hun fortrød, at hun overhovedet havde givet ham håb. Stuen virkede kvælende. Hun længtes efter sin lejlighed med de enkle møbler. Måske skulle hun tage hjem i aften? Svans kom styrtende ind og stillede sig logrende foran hende. Hun gav den en småkage som den slugte og stirrede på hende med bedrøvede øjne, der ikke svarede til dens øvrige kropssprog. Den hoppede kluntet et par gange, og hun løftede den op. Den drejede rundt om sig selv og plantede sig midt i sofaen. Hun morede sig og forstod, hvorfor Eric havde lukket den ud i bryggerset, mens de spiste. Den ville have taget al hendes opmærksomhed fra ham. Nå, han har allerede fundet sin plads, hvad? Han klappede hunden og kneb sig ned på dens anden side. Svans lå midt i flokken og godtede sig. Jeg forkælede ham grusomt, efter Annas død. Har du aldrig haft hund? Nej, vi må ikke have dyr i vores beboelse. Hun stak Svans endnu en småkage, og Eric vendte det blinde øje til. Det så jeg ikke, men Anna vender sig i sin grav. Savner du hende stadig meget? Ja, men ikke på samme måde som i begyndelsen. Stuerne minder mig bare om hende, hver dag. De var hendes. Det var vigtigt, at alting var som det altid havde været. Så kunne hun bedre orientere sig. Efter jeg har ikke gidet. Han slog beklagende ud med hånden. Hun var nærmest mit lille barn, i mange år, og jeg var gudhjælpemig led og ked af min rolle. Det var en lettelse, da hun døde. Hun så overrasket på ham. Han var kommet med noget af en indrømmelse. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige og kærtegnede Svans, der lagde sig på ryggen med benene i vejret. Hun kløede den på maven. Du kigger, men jeg savnede en rigtig kvinde i huset, selvom jeg fandt ud af det. Han talte nærmest til sig selv. Hun tændte en cigaret og nippede til cognacen. Han vendte sig svagt rødmende om imod hende. Hvad nu? Jeg havde et forhold til Dorte i mange år. Hvad siger du? 42

43 Ordene fløj smældende ud af hendes mund. Hun hadede at være helt uforberedt. Dorte og Eric? Hvorfor i alverden havde hun ikke vidst noget? Dorte kunne godt have fortalt hende det. Hun havde altid betroet sig til Dorte og var gået ud fra, at fortroligheden var nogenlunde gensidig. Undskyld Eric, men det anede jeg ikke. Hendes stemme dirrede ophidset. Nej, det var der vist ingen, der gjorde. Vi gik stille med dørene. Må jeg låne dit toilet? Hun rejste sig og gik akavet forbi ham og følte sig latterlig. Hun havde siddet og troet, at det var hende, han var interesseret i. Det havde Lene sagt. Vist var skuffelsen barnagtig forfængelighed, for hun var ikke oprigtigt interesseret i Eric, men fornemmelsen af at være begæret, havde været for fristende til at modstå. Flovheden sved, og hun havde lyst til at slå sig selv oven i hovedet. Ja! Hun nåede ud i badeværelset og åbnede for den kolde hane og bøjede sig ned og fyldte sine svedige hænder med vand og lod det køle sine brændende kinder, der var lilla og ikke rosenrøde. Hun var et naragtigt, gammelt fjols, og Dorte var langt væk og en fremmed. Hun fik åndedrættet under kontrol og ventede på, at hendes ansigtskulør blev nogenlunde normal. Hun skulle opføre sig naturligt overfor Eric. Hun gik langsomt tilbage til stuen og satte sig i lænestolen overfor ham. Du sagde, at du har ønsket at invitere mig til Bornholm, i lang tid. Det forstår jeg ikke. Dorte har kun været død i knapt fjorten dage! Hun lød spids og uvenlig og så, at han også var utilpas. Kan vi ikke lade det ligge og se frem? Nej! Hun lød som en bedraget ægtefælle. Hvad i alverden gik der af hende? Dorte ville ikke slippe mig. Hun truede med at fortælle Anna om vores forhold. Han havde overrumplet hende, og hvad bildte han sig ind, sådan at give Dorte skylden? Hun så vredt på ham, men opdagede, at hun også var nysgerrig. Elskede du hende? Hun bed sig i læben. Han så lettet på hende. Han skulle bare vide. Nej Jeg fortalte hende om mine følelser for dig, da Niclas var død. Hun lo og sagde, at du var for god til mig, og at hun ville gøre alt, hvad hun kunne for at udelukke mig, hvis jeg gav mig til kende, og jeg kendte hendes magt over dig og opgav. 43

44 Hendes hjerte hamrede, og hun så vantro på ham. Så ledt ville Dorte aldrig have opført sig? Det måtte være løgn. Han rejste sig og vandrede rundt i den dødstille stue og standsede foran hende. Hun stirrede ind i hans mave. Sig noget Kristiane! Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Når hun tænkte tilbage, kunne hun huske, at Dortes opførsel overfor Eric havde virket en anelse dominerende og sommetider mere koket end venskabeligt. Hun havde følt ubehag en gang imellem, især når Anna var til stede, selvom hun højst sandsynligt ikke havde kunnet opfatte noget som helst. Hvor lang tid stod det på? I mange år. Hvor mange? Mange. Han ville åbenbart ikke svare. Hun hårdt på ham. Han var sandelig en praktisk mand. Vidnerne var døde, og han kunne sige hvad som helst. Hvis hun nogensinde havde været det mindste interesseret i ham, var interessen fordampet nu. Hun havde aldrig brudt sig om arrangerede ægteskaber under nogen omstændigheder. Jeg synes ikke, at du skal dække dig ind under Dorte. Hun kan ikke forsvare sig. Han trak beklagende på skuldrene. Jeg var nødt til at fortælle dig det. Hun skrev dagbog. Dagbog?! Du er for meget, Eric. Jeg går nu. Han rejste sig abrupt og væltede sin kaffekop, og den brune væske løb henover bordet og dryppede ned på gulvtæppet. Det havde han rigtig godt af, selv om han ikke lod til at lægge mærke til det. Kan vi ikke følges? Jeg skal alligevel lufte Svans. Det kan vi godt. Han gav Svans snor på, og de gik de få skridt hen til huset, i trykkende tavshed. Godnat. Hun bøjede sig ned og klappede hunden. Godnat Kristiane, jeg ringer i morgen? Han gik, og hun stod og så efter ham. Hun havde ingen grund til at opføre sig forurettet. Han skyldte hende ingenting. Hendes forbandede forargelse var til at tude over. Hun vidste intuitivt, at han havde talt sandt, og at det var Dorte, hun skulle være 44

45 forarget over, hvis hun absolut skulle lufte sit snerperi, men hans betroelse havde overrumplet hende og havde stødt hendes romantiske forfængelighed. Hun rømmede sig. Eric! Hendes stemme rungede. Han vendte sig, og hun nåede hurtigt hen til ham og stillede sig lidt forpustet foran ham og kunne ikke tyde hans udtryk. Jeg trænger til at få renset hjernen. Må jeg gå med? Naturligvis. Han så så glad ud, at hun tog ham under armen. De havde brug for hinanden. Hun fik sagt godnat til Eric i nogenlunde fordragelighed, men da hun gik rundt i huset, mærkede hun, at hendes nagelfaste tro på Dorte, og alt hvad den havde repræsenteret, havde slået revner, og hun kunne bestemt ikke lide sin nye tilstand, for bortset fra, at Dorte føltes lidt fremmed, havde hun også en svag fornemmelse af ikke at kende sig selv, selvom det lød som noget sludder. Dortes dagbøger? Eric var helt tydeligt bange for, hvad de indeholdt af afsløringer. Han ville aldrig have betroet hende sit forhold til Dorte, hvis det ikke havde været for dem. Det var svært at indrømme, at hun ikke havde lagt mere mærke til sine omgivelser. Hvem ellers havde skjult vigtige ting for hende? Dortes liv lå et sted i huset, og hun kunne bare finde dagbøgerne og læse det, Dorte havde skjult for hende, men hvis hun gjorde det, overskred hun alt, hvad hun anså for at være anstændig opførsel. Hun trak vejret tungt. Hun ville prøve at sove. Måske så hun klarere på tingene, når hun var udhvilet. Hun slukkede lyset i stuen og gik ind i gæsteværelset og tog tøjet af og orkede ikke at gøre sig i stand, men lagde sig med ulden mund og slukkede lyset og lå og betragtede silhuetterne fra træernes grene, der dansede deres urolige dødedans henover værelsets vægge og loftet. Hvis hun lukkede øjnene ville de stadig være der, men hvis hun tændte lyset ville de forsvinde. Nu skulle hun lade være med sine barnagtigheder. Hun kneb øjnene i og lagde sig om på højre side og krummede sig sammen, og huset var stille, stille og ingen betryggende snorken lød indefra Dortes soveværelse. I morgen ville hun finde dagbøgerne. Uden Erics indblanding. 45

46 Eric samlede kopper og glas sammen og opdagede den lyse plamage på bordet og pletten på gulvtæppet. Hans blik strejfede Annas glade smil, og han huskede tydeligt, hvordan hun kunne brokke sig i dagevis over sådant et uheld. Han satte sig i lænestolen og så udover stuen; forsøgte at se den med Kris øjne. Den lignede sgu et godt bud på en stue fra arbejdermuseet. Hvad tænkte Kris, når hun så den stue? Kris. Han kunne bedre lide Kristiane, men når hun helst ville kaldes Kris, gjorde han det. For husfredens skyld. Det meste af hans liv var gået med at mingelere og bevare husfreden. Han hadede skænderier, men en gang imellem havde han haft lyst til at smadre et eller andet. Hvorfor helvede havde han givet sig, da Anna ville have forældrenes gamle lort ind i huset? Han havde følt sig som en gammel, overstrakt elastik, men nu måtte det være nok. Han ville have de møbler ud så hurtigt som muligt. Hvis han ringede til Kris straks i morgen tidligt, kunne hun få fat i Lene, og de kunne dele udgifterne til dødsbofirmaet. Han tog fotografiet af Anna. Hun skulle i skabet eller i hvert tilfælde stå et mindre synligt sted. Anna og han havde haft nogle gode, travle år, mens ungerne var små, ja, egentligt indtil de flyttede hjemmefra. Hun havde været en god mor, det var helt sikkert, men hun havde også været dominerende og krævende. Dorte havde vidst det, men ellers havde Anna været god til at skjule det, når der var andre til stede. De havde set en opofrende mor og husmor med et tålmodigt smil om munden, og de havde ikke kunnet forestille sig ham hoppe rundt på tungen for at få et knald en gang imellem, mens hun så på ham med sammenknebne læber. Hun havde ikke været meget for sex. Han åbnede skabsdøren og satte fotografiet med front mod flaskerne og havde lyst til at række tunge. Hun brød sig ikke om spiritus. Gud fader bevare ham vel. Det var lige før filipenserne fik en renæssance. Han lukkede døren og gik hen og åbnede havedøren. Her trængte til frisk luft. Ud med Anna og aftenens røg. Kristiane røg sgu for to. Han trak vejret dybt og gik hen til reolen igen og rodede efter cigaretpakken, han stadig lagde bag leksikonet af gammel vane, og tog en cigaret og fandt tændstikkerne og tændte og sugede ind. Den var spids i smagen, og fremover ville han sidde med en god cigar i en ny lænestol, han selv havde valgt, med fodskammel og moderne læselampe, uden Annas bebrejdende blikke, der jog ham udenfor, når han var nikotinhungrende. Nosserne var sgu næsten frosset af ham om vinteren. De var i det hele tage skrumpet kraftigt i mange år, før Anna blev syg. Hvis det ikke havde været for Dorte 46

47 Han ville have lette møbler uden store polstringer, der sugede cigarrøg til sig, og gulvtæppet skulle af, og gardiner kunne være det samme. Han havde lyst til en cognac til og en cigaret. Kopperne kunne blive stående til i morgen. De løb ingen vegne. Han så uvilkårligt over mod reolen, men hun var væk, og nu skulle han ikke komme for godt i gang. Han skænkede en velvoksen cognac og satte sig i lænestolen og slappede af. Hvor var det godt, at Kristiane kom løbende. Han troede et øjeblik, at han havde mistet hende, inden han overhovedet fik lov til at vise, hvem han var, og hun skulle åbenbart tages med fløjlshandsker. Man kunne ikke kalde hende snerpet eller særlig konventionel, men hun var moralsk, hvilket var meget sødt, hvis det ikke var for dagbøgerne. De forbandede dagbøger. Hvad havde Dorte skrevet? Sikkert ikke småting. Hun havde aldrig lagt fingrene imellem, og dagbøgerne kunne vise sider af ham, han ikke ønskede, Kris fik kendskab til. Hun kunne misforstå, og det hele ville under alle omstændigheder være Dortes udlægning. Kristiane havde altid set et stort lys i Dorte, og det var der vel grund til det. Dorte havde holdt meget af hende, men hun behandlede hende også som et barn og brugte sin hjemmestrikkede logik, der gik ud på, at så længe Kristiane ikke viste tegn på interesse for ham, skulle han holde sig i skindet, og han havde holdt mund, for han kendte Kristianes syn på utroskab. Dorte havde påstået, at Kris aldrig var blevet helt voksen, men det var måske netop noget af charmen ved hende. De forbandede dagbøger. Hun måtte ikke læse dem, men nu troede hun, at det udelukkende drejede sig om ham, og hun ville sandsynligvis pløje dem igennem. Hun ville ikke kunne nære sig, og Dorte ville nå hende fra graven og smudse hendes hårdt tiltrængte billede af hjerteveninden gevaldigt til. Dorte havde været en krævende kvinde, men hvor var han blevet fanget ind af hende, dengang, da ruder konge endnu var knægt. Han begærede hende så voldsomt, at det gjorde ham fjollet og uforsigtig, men senere brændte han ud og føjede hende, og nu var hun død. Han savnede hende trods alt, men han var også lettet. Han drak utilpas. De sidste år havde han ønsket hende ad helvede til. Han var en kynisk skiderik, men hun havde sgu presset citronen. Han havde også grebet sig i at tro, at hendes hjerteflimmer var løgn og en bekvem undskyldning for at holde ham fast. Det var ikke rart at tænke på nu, men han kunne vel undskyldes. Han havde sgu været så trist til mode, når han så alle de ensformige dage, der ville komme, 47

48 dage han ikke ville have haft den store indflydelse på, hvis han ville blive boende. Nu var han fri, men de forbandede dagbøger For pokker, hvor var han træt. Aftenen var ikke gået helt, som han havde forestillet sig, men Kristiane havde heldigvis, halvt om halvt, sagt ja til Bornholm. Han ville sgu gerne gå sammen med hende i sandet, med vandets brusen i hovedet og frisk vind, der udvidede lungerne og gav nye kræfter, eller se hende stå yderst på en klippe og le op mod de drivende skyer, mens havet slog mod stenene og sendte skumsprøjt højt op, og vinden tog fat i hendes hår. Han ville gerne lade fingrene glide gennem hendes hår. Han ville gerne bo sammen med hende i huset. Han elskede sgu det hus. Hvis Kristiane Nu skulle han holde op, ellers endte han som konen med æggene. Han rejste sig og gik hen og lukkede havedøren og slukkede lyset. Det skulle blive godt at komme i kanen, selv om det var alene. Tanker var toldfri, men ikke særlig tilfredsstillende. Dorte; hun havde været så forbandet levende. 48

49 6 Godmorgen Kristiane, tak for i går. Hvordan har du sovet? Han lød morgenfrisk. Hun var kommet så hurtigt ud af sengen, at det sortnede for hendes øjne, og hun følte det, som om hun havde vat i munden. Joh tak i lige måde. Hvordan med dig? Jeg drømte om dig. Spøg til side; jeg vil gerne have mine stuemøbler hentet sammen med Dortes ting. Tror du, det kan arrangeres? Eric, må jeg ringe til dig om lidt? Jeg kan ikke tænke inden morgenkaffen. Fint. Jeg venter! Bliv ved med at ringe; jeg er måske i haven. Nå Jamen så kan jeg komme over. Eric, jeg skal lige vågne. Hun lagde røret og gned sig i øjnene, der klistrede lidt, fordi hun ikke havde vasket sig, inden hun gik i seng. Det betalte sig aldrig at springe over, hvor gærdet var lavest. Nu skulle hun huske at købe øjendråber. Hun var irriteret på sig selv, og hendes led værkede mere end godt var. Måske skulle hun tage en smertestillende? Kaffe. Kaffe først og en cigaret. Hun kunne ikke fordrage opkald på denne tid af dagen, men det kunne han jo ikke vide, og Dorte havde altid været tidligt oppe. Hvis hun havde vist, at det var ham, havde hun ladet telefonen kime, men hun troede et øjeblik, at der var noget galt med Lene. Hun måtte have drømt noget væmmeligt. Hun skuttede sig. Det var køligt. Hun gik ud i køkkenet og fyldte kaffemaskinen og gik ind i gæsteværelset og lagde sig gabende på sengen og prøvede at strække sig godt igennem. Dorte havde påstået, at det trak urinsyre ud af ledene Hun satte sig op med et sæt og så på uret. Klokken var ti. Hun var faldet i søvn igen. Eric! Kaffen! Hun vaklede lidt, da hun stod ud f sengen og stavrede ud i køkkenet, hvor kaffemaskine røg og hvæsede astmatisk. Der lugtede fælt. Hun hold vejret og åbnede et vindue og hældte den ulækre væske ud i vasken og fyldte kedelen med koldt vand. Hun ville have en kop gammeldags. Hun skulle huske at give Eric besked, men hun ville have den kaffe og en cigaret først. Det var ikke hendes fejl, at han var morgenmand. Hun fortrød på en måde, at hun havde kaldt på ham i aftes, for nu troede han vel, at han vidste, hvor han havde hende, men ensomhedsfølelsen havde overvældet hende, da hun stod og så efter ham, og angsten for fortidens spøgelser havde drevet hende. Hvem var han egentlig? Den tilsyneladende ganske almindelige, rare mand havde haft et 49

50 skjult liv sammen med Dorte. Hvilke hemmeligheder forestillede han sig, dagbøgerne kunne afsløre? Dorte forvirrede og skuffede hende. Kendte hun hende overhovedet, når det kom til stykket? Hun havde fortiet forholdet til Eric ligeså konsekvent, som mystikken omkring Bengts forsvinden, men Eric kunne ikke være bekendt at chokere hende, så kort tid efter Dortes død, uanset hvor meget han ønskede at redde sit skind. Hvor var hun egentlig naiv og selvcentreret. Hun var gået ud fra, at Dorte var ligesom hende. Hun havde glad og fro fortalt Dorte alting, og hun havde da heller aldrig haft fornemmelsen af, at Dorte var indiskret. I virkeligheden var det barnagtigt at gå ud fra, at de var ens, men hun var skuffet over Dortes hemmelighedskræmmeri. Hun troede da på Eric, da han bedyrede, at Dorte havde holdt af hende? Nu skulle hun slappe af. Hun havde aldrig tvivlet på det, men fortielsen var en overraskelse. Dorte kunne roligt have fortalt hende om affæren. Hun havde ikke været interesseret i Eric, og hun ville da have respekteret forholdet. I hvert fald accepteret det. Hun skænkede en kop kaffe og satte sig. Han havde sagt, at han var...interesseret i hende. Han skulle have været forelsket i hende, samtidig med, at han var gift med Anna og elskede med Dorte? Hun forstod ham ikke, at han tilsyneladende kunne skille ting ad, der var uløseligt forbundet i hendes følelsesliv. Tænk, hvis hun endte med at blive Dortes hullesøster. Hun fnisede humørforladt, men begyndte pludseligt at grine højt og var ved at tude igen. Hun rejste sig og skyllede kaffekoppen af. Hun havde ikke lyst til at høre Erics stemme lige nu. Han kunne ringe til Lene om møblerne, hvis han havde travlt. Hun fandt dagbøgerne i kælderen, godt gemt væk bag nogle fyldte plastiksække. Hun så på de umage hæfter med årstal, der gik helt tilbage til deres ungdom. De første år havde Dorte brugt brune kladdehæfter, med pletter på omslaget, sikkert overskud fra skolen. De nussede hæfter afløstes af aflange, orangefarvede regnskabsbøger med tern. Hendes fars? De sidste var sorte, stive med rød ryg. Hun åbnede en sort og stirrede på Dortes karakteristiske skrift, der bredte sig optimistisk henover siderne. Da hun lærte Dorte at kende, skrev hun en overdrevet, næsten ulæselig skråskrift, hun havde måttet lægge af sig, da hun begyndte på seminariet. Dorte med sved på panden og tungen lige i munden, når hun tvang hjernen til at forme bogstaverne runde og læselige. Hun havde sagt, at omlægning af skriften var seminariets største udfordring. Næsten som at have hænderne på pedalerne. Senere udviklede hun en kompromisskrift, der var både personlig og læselig. 50

51 Hun lukkede flovt bogen, men kunne ikke nære sig og åbnede den igen. Den sidste dato var et år gammel. Det virkede underligt, at Dorte så brat skulle være holdt op med at skrive. Hun rodede bøgerne igennem, men Dorte havde været tavs det sidste år, hun levede. Hun lagde bøgerne på et gammelt havebord. De lyste lokkende. Computeren! Det var klart. Dorte var gået over til computer på det tidspunkt, og nu ville hun aldrig få noget at vide om Dortes sidste tanker. Hun ville overhovedet ikke få noget at vide om Dortes tanker, for hun ville ikke synke så dybt, at hun begyndte at snage i hendes privatliv. Hvis Lene ikke ville have dem, skulle de destrueres. Så enkelt var det. Lenes Michael havde ganske vist spurgt, om hun ville have computeren, men hun havde takket nej. Det var godt det samme; så blev hun ikke fristet, hvis hun lærte at betjene den. Hvor var der meget. Plastikposerne måtte indeholde gammelt tøj. Hun følte på én og åbnede den, og dens indelukkede hørm, slog hende næsten omkuld. Tøjet måtte have ligget og boblet. Hvorfor i alverden havde Dorte ikke afleveret det, der var anvendeligt, til genbrug? Hun stillede sækken fra sig. Dorte kunne ikke have haft fornemmelse af fare. Man hørte om mennesker, der begyndte at smide ud og sortere i tiden inden deres død. Dagbøgerne var også et sikkert tegn. Hvis Dorte havde troet, at hendes hjerte var ved at give op, ville hun have skilt sig af med dem. Hun kunne lide at have kontrol over sit liv, og rodet i kælderen var fjernt fra det indtryk, hun havde givet sine omgivelser. Vidste Lene, at bøgerne eksisterede? Hun håbede det ikke, for hun havde lovet Eric at fjerne dem. Han ville gerne have dem, men hun havde sagt nej for at beskytte Dorte. Vrøvl. Hun havde jo lyst til at vide alt om Dorte, der på en måde selv var udenom det. Hun havde fortiet væsentlige ting om sig selv, der også angik hende. Hun ville alligevel bede Michael om computeren. Forsvandt dagbøgerne når strømmen blev afbrudt? Kunne hun spørge Michael om det, uden at gøre sig helt til grin? Måske vidste Eric det. Har du taget, hvad du vil have, tante Kris? Lene råbte fra stuen. Ja. Deres stemmer rungede. Husets akustik havde allerede forandret sig, og rummenes arrede vægge så sølle ud. De gemte en historie, der snart ville kvæles bag ny maling og tapet. 51

52 Hun så ud i haven. Michael og den ældre mand fra dødsbofirmaet var ved at bære Dortes seng ud. Manden var usoigneret. Hvor ville Dortes møbler havne? Eric skramlede rundt i køkkenet. Han opførte sig som en fisk i vandet. De var en flok gribbe alle sammen, og Dorte var forsvarsløs. Hun så trist på gæstesengen og tog sin taske og gik ud og lukkede døren af gammel vane og det var sidste gang, hun nogensinde i sit liv ville lukke den dør og alle andre døre i huset. Hendes næse snørede sig sammen, og hun var fugtig i øjenkrogene, men hun ville under ingen omstændigheder græde nu. Eric kom ud fra køkkenet med favnen fuld af køkkengrej. Han ville kassere det meste af sit eget og bruge Dortes, der var virkeligt kram. Hun syntes, at der var noget grådigt over hans kram. Kram. Kys og kram. En duft af Dorte i Erics køkken. Hvorfor i alverden blev hun så irriteret på dem alle sammen hele tiden? Det var jo godt, at de ville have så meget som muligt, så Dortes bedste ting ikke endte hos den kludekræmmer. Hun prøvede at se venligt på Eric og hankede op i weekendkufferten, hvor Dortes dagbøger lå gemt i tøjet, og slæbte af sted med den. Den var tung som sten. Michael skulle til at gå forbi hende, men han standsede og greb den og så forbavset på hende. Nå, har du stjålet sølvtøjet, Kris? Han grinede og lagde heldigvis ikke mærke til hendes forfjamskelse. Han skulle bare vide, at hun havde noget væsentligere end sølvtøj i den kuffert Nej, han ville sikkert være ligeglad, og hvorfor skulle han ikke være det? Det var ikke hans historie, og han var en ung mand og det var først, når man blev ældre, behovet for at kende de gamle og de døde opstod. Sådan havde det i hvert tilfælde været for hende. Lene kunne få dagbøgerne på et tidspunkt. Ja, det var en god løsning. Alle hendes krumspring! Hun skar en grimasse. Michael smækkede kufferten op i folkevognsrugbrødet ved siden af chatollet og musikken. Hun var lykkelig for det møbel, og der var plads i det, til både musikken og dagbøgerne. Lene skulle arve det efter hende. Hun havde fortalt, at hun elskede at gå i skufferne, da hun var barn, men at hendes søde tante skulle hæge om det, så længe hun levede, og måtte det blive i mange år. Hun smilede. Lene var en elskelig pige. Kom om i haven og få en lille forfriskning! Havebordet var dækket med den fint broderede dug, hun havde broderet til Dorte i tidernes morgen; til hendes attenårs fødselsdag. Hun så rørt på Lene, der blinkede til hende. Det havde været et stort arbejde, og der var mange fejl i det romantiske blomstermotiv, men det kunne man kun se, hvis man kendte mønstret. Det var blevet både første og sidste gang, hun gav sig i kast med et broderi. 52

53 Dugen havde haft sin plads på sofabordet, ved særlige lejligheder, i mange år, og hørte sammen med sølvskeerne, Dorte samlede på. Hvad var det nu de hed? Tulip. Tretårnede. Nej, sterlingsølv hed det vist på det tidspunkt. Små spinkle, dekorative skeer, hvis skafter blev brandvarme, når de kom i kaffen. Dorte nåede at samle ti, men de senere år brugte hun stål, og sølvskeerne havde ligget gemt væk i plastik. Vejret var køligt, men solen spillede i krystalkaraflen med kryddersnapsen og i de fine glas, Niclas havde fundet på et loppemarked. Dorte var blevet henrykt for krystallerne og ville krympe sig, hvis hun så dem i haven, men Lenes tanke var god nok, og de små piger var hos Michaels forældre. Lene havde sagt, at hun skulle have tingene, så hun kunne dække et smukt bord, når de kom på besøg. Michael kom ud med snacks og øller, fulgt af Lene, der balancerede med et stort fad snitter. Alt var parat. Nu manglede de bare Dorte! Lene skænkede tavst og højtideligt i glassene. Hun havde tårer i øjnene. Værsgo. Lad os skåle for mor! Jeg tror, I savner hende ligeså meget, som jeg gør. Jeg er glad for, at det er Michaels storebror, der overtager huset, så vi ved, at det bliver passet godt på. Lene så alvorligt på hende. Tante Kris, du ved, at vores hjem er dit fremover. Du må være i bedstemors sted nu, ikke? Skål! De drak og en engel gik gennem haven og forsvandt imellem træerne og efterlod en glimtende stjerne. Hun satte sig og begyndte at græde højlydt; sorgen klumpede sig sammen i halsen. Eric var over hende og stod kejtet med et lommetørklæde, og hun pudsede næsen støjende og fik propper i ørerne. Michael stod med armene omkring Lene. Niclas og hun stod sådan, da lægen fortalte dem, at den lille dreng var død. Hendes tindinger dunkede. Hun rejste sig voldsomt og ramte bordet, og karaflen vaklede, men Eric fik fat i den. Åh! Hun skulle støtte Lene, og nu tudede hun. Hun måtte væk. Eric nåede hende og greb fat i hendes arm, og det skulle han holde op med. Fald ned, Kris og kom med tilbage, ellers fortryder du ligesom efter begravelsen. De sammenkomster kan ikke gøres om. Lene har gjort sig umage for at glæde dig! Hun nikkede og fulgte efter ham tilbage og satte sig forlegent ved bordet, sammen med de andre, og der var heldigvis ingen, der kommenterede hendes barnagtige opførsel. Michael rakte hende fadet med pålæg. Værsgo. 53

54 Spegepølsen havde Dorte købt, for at have til et stykke mad, når de kom sent hjem fra rejsen. Sønderjysk ekstra krydret, der underbyggede snapsens fine aroma. Michael rejste sig. Nå Eric, vi må hellere se, hvor langt de to starutter er kommet ovre hos dig. Farvel så længe, Kris. Han kom hen til hende og tog hende om skuldrene og gav hende et kindkys med lyd, og hun kunne ikke lade være med at smile. Eric sendte hende et fingerkys, og de to mænd forsvandt. Hun rejste sig og satte sig ved siden af Lene og tog hendes hånd og kærtegnede den. Den sitrede. Stakkels barn! Stakkels alle, der overlevede et elsket menneskes død. De sad ubevægelige og tavse et øjeblik og så højtideligt på hinanden og på huset og haven. 54

55 7 Chatollet var i hus, uden en skramme, og stod på sin endelige plads mellem stuens to vinduer. Valget var ikke det bedste. I virkeligheden havde hun ikke plads til det; det gik ud over stuens luftighed, men det var der ikke noget at gøre ved. Møblet så anderledes ud hos hende end hos Dorte. Det skarpe, skrå lys faldt ubarmhjertigt ind på det. Lyset i Dortes stue havde været dæmpet af træerne udenfor; den havde haft et næsten akvariegrønt skær, der gav møblet et mættet skær, som om det var blandt venner. Hos hende tog det farve efter hendes lyse møbler, men det var stadig smukt, og hun var lykkelig for det. Når hun lod hånden glide henover dets fine træ, så hun næsten Dorte sidde ved det, med klappen nede og briller på næsen. Ved den plade havde hun sikkert skrevet de fleste dagbøger, i dyb koncentration, og havde med mellemrum løftet hovedet og betragtet familiefotografierne, hun havde stående på chatollet i fine læder- og sølvrammer. Hun havde aldrig delt Dorte glæde over persongallerier i opholdsstuer, men hun var glad for det store portrætfoto i sort/hvid af Dorte, hun havde tyvstjålet og stillet op som en ekstra cadeau til hende. Hun huskede tydeligt den dag, det blev taget. Seancen skulle foregå klokken ti, og Dorte havde ringet til hende med panik i stemmen, og da hun nåede ud til hende, dansede hun krigsdans med hovedet pakket ind i Carmen curlere, fordi hun ville have glat, mystisk hår, der faldt ned over det ene øje, på billedet, Bengt havde ønsket sig i julegave. De sled med det stakkels hår, der heldigvis opførte sig næsten glat til cirka et halvt minut efter, billedet var taget. Dorte var lykkelig. Hun kom til at le. Man skulle lede længe efter magen til krukkeri. Dorte havde herset med fotografen, en ældre mand i rundbuestil, der sikkert gerne ville have foreviget en køn, naturlig pige med dybblå øjne, friske rosenkinder og en fyldig mund med mundvige, der krøllede opad. Hun havde forlangt, at billedet blev taget halvt en face, med kinder suget tilpas ind, et smægtende øje og en trutmund, der sagde kys mig. Skuldrene var let skubbet frem, så hulningen ved kravebenet var helt synlig over den bådformede overdel. Hun huskede tydeligt kjolens smukt dueblå farve. De havde haft svært at holde masken, og bagefter gik de fnisende ud i byen og så på brudekjoler, og ih, den, nej, den vil jeg have. Det var kort tid før, hun rejste til England, og de var begge fulde af fremtidsdrømme. 55

56 Lenes ansigtstræk mindede om Dortes; de samme store øjne, selv om Lenes var brune, og den samme ansigtsform, men der hørte ligheden op. Lene var en stor, flot pige, og hun var stolt af sit krøllede hår. Hun rundede ikke skuldrene, men førte sig frem, med en ryg så rank som en danserindes, og hun viste sine bryster med stolthed. Dorte havde fortalt, at en plastikkirurg havde hjulpet lidt til, også med hendes lille, runde bagdel, der vippede lystigt, når hun gik. Dorte havde haft runde hofter i ungdommen, og det var mode. Runde hofter og smal talje. Lene var smal over det hele, og det var ikke til at forstå, at hun havde født tvillingerne, oven i købet uden større besvær. Hun lod blikket glide henover stuen. Det var ærgerligt, at hun ikke havde lidt mere plads. Hun ville gerne have haft klaveret, men det var umuligt at klemme det ind, og hun kunne jo heller ikke spille, men det kunne Lene. Hun havde heldigvis kunnet overtale Lene og Michael til at tage det, og Lene blev interesseret for alvor, da hun luftede for hende, at hun ville betale klavertimer til de små, for nogle af de penge, Dorte havde efterladt hende. Computeren havde hun derimod haft plads til, og nu stod den i værelset ved vinduet, anbragt på et bord specielt indkøbt til det, og Michael havde opfordret hende kraftigt til at lære at betjene den. Han ville gerne, men det havde hun ikke villet tage imod og havde meldt sig til et tekstbehandlingskursus. Det var til at grine ad. Hvis Dorte havde spået det, for blot få måneder siden, ville hun have affærdiget det som usandsynligt. Så ubegribeligt hurtigt kunne tingene forandre sig. Om to dage var det to måneder siden, Dorte døde, og den allerværste smerte kom kun i ryk nu, men der var endeløse dage, hvor hun trak gardinerne for og tænkte på døden som en befrielse. Det værste var, når hun hørte eller så noget bevægende og ikke havde Dorte at dele oplevelsen med. Eric havde ringet flere gange, efter huset var tømt, men hans stemme trættede hende, og hun orkede ikke at tale om Bornholm. Til sidst blev hun fri for ham, efter hun en dag nærmest skreg til ham, at hun sgu ville være i fred og ringede, når hun var klar. Hun var blevet forskrækket over sit ubehøvlede udbrud, men det havde også været en lettelse at råbe højt, selv om den dårlige samvittighed knurrede. Stakkels Eric ville hende det kun godt. Efter den telefonsamtale ringede hun til Lene og sagde, at hun måtte have nogle dage i fred, og så trak hun stikket ud og var alene med stilheden, og radioen som hun ikke kunne holde ud, for Dorte ringede ikke og spurgte hører du det? 56

57 Glæden ved musikken var forsvundet først. Hun havde troet, at hun kunne trøste sig ved den dejlige musik, især de stykker, de havde nydt sammen, men tonerne skar igennem hende, så hun var ved at skrige, og så var der kun den rungende stilhed og tårerne og snottet og snavset og selvmedlidenheden, og da det kom til stykket var Eric, der fik hende på fode igen. Han havde ringet til Lene, og en dag stod de begge udenfor døren og insisterede på at komme ind, indtil hun gav sig, og Eric trak gardinerne fra, og det regnede heldigvis udenfor, og han smækkede alle vinduer i hele lejligheden på vid gab og larmede med støvsugeren, og Lene skubbede hende ud under bruseren og vaskede hende på ryggen og tørrede hende, som om hun var den lille, og det var hende, der skulle passe på Lene og åh, åh, men hun havde haft det elendig, efter de ribbede Dortes hjem. Eric fyldte hendes køleskab og lavede mad, og Lene masserede hendes fødder, og ingen af dem sagde mange ord den dag. De lagde hende i seng og puttede hende og lod lyset brænde i stuen, og de kyssede hende på kinden, og hun vidste, at de havde tilgivet hende hendes dårlige opførsel, og hun faldt i søvn og sov en nat igennem for første gang siden Nu var hun nogenlunde på højkant, takket være de to omsorgsfulde mennesker, og det skete sjældnere nu, at hun skævede til telefonen, fordi det var længe siden, Dorte havde ringet, eller at hun var på vej over til den, fordi hun var kommet i tanke om noget, hun måtte fortælle hende. Lene ringede en dag og fortalte sukkende, at Michael og hun var nedslidte og trængte til en fredelig weekend, og hun spurgte forsigtigt, om hun ville passe Sara og Maja. Hun var blevet så glad; de troede altså ikke, at hun var utilregnelig. Hun sendte Dorte et fingerkys og gik ind og stillede sig i døren til kammeret. Hun var tilfreds. De nye køjesenge var sat ind og stod med spraglet sengetøj og ventede på pigerne sammen med computeren, så de kunne spille deres spil, hvis de havde lyst. Hun håbede ikke, at pigerne ved en fejltagelse stødte på Dortes dagbøger, fra det sidste år, hvis de lå gemt i den. Hun glæde sig til at passe pigerne, og bagefter ville hun ringe til Eric og sige ja til hans invitation til at komme ud og besigtige hans nye møbler, som han sagde. Han havde vist forstået, at han ikke skulle bilde sig noget ind, og hun skyldte ham på en måde et eller andet som tak for hans redningsaktion. 57

58 8 Pigerne rakte deres arme op imod hende, og hun bøjede sig ned og gav først Sara så Maja et knus. De lignede hinanden som et par kloner, men Saras temperament fornægtede sig ikke. Hun for ind i værelset som en hvirvelvind, og Maja fulgte troligt efter. Lene stod i døren og ville ikke ind. Michael venter i bilen. Vi skal spise hos nogle venner. Du er smuk, Lene. Lene så sandt at sige dødtræt ud, men hun havde gjort sig stor umage med påklædningen. En lille sort sag. Herregud! Tiderne skiftede, men den sorte sag bestod åbenbart som et fast holdepunkt i kvinders liv, selvom denne sag var smartere, end hendes havde været. Pas på dig selv, min pige. Hun strøg Lene blidt over kinden. Hils Michael og mor jer godt! Tak Kris. Vi ses søndag formiddag. Der var kommet lidt farve i Lenes kinder, og hun rakte ud efter hende, og de gav hinanden en hurtig omfavnelse. Tårerne glimtede i Lenes øjne, og så var hun væk, og hun lukkede døren og listede hen til værelset og stak næsen indenfor. Sara sad i den øverst seng, og Maja så resigneret op på hende. I skal skiftes, ikke? Maja nikkede ivrigt. Sara rejste sig og begyndte at hoppe henrykt og sendte hende et stort smil, hun sikkert kom langt med. Hun smilede tilbage og gik ind i stuen og stillede sig ved vinduet og vinkede til Lenes opadvendte ansigt, der oppefra så ekstra sårbart ud. Hun sendte fingerkys og steg ind i bilen, og Michael hilste med hånden ude af bilruden. Han dyttede, og bilen forsvandt rundt om hjørnet. Hun satte sig og tændte en cigaret og hørte børnene rumstere. Hun havde lyst til at kalde på dem, men lod være. De skulle klare den nye situation på deres egen måde. Det var første gang, de var alene sammen med hende i lejligheden, og hos Dorte havde hun kun været ansvarsfri tilskuer. Hun blev pludselig bange for, at hun ikke kunne klare det. Hun vidste i virkeligheden ikke meget om små børn, men hun vidste, at hunde havde det bedst, hvis man lod dem komme af sig selv, og sådan havde hun i hvert tilfælde også altid haft det. 58

59 Der hørtes ikke en lyd fra værelset. Mon de lavede gale streger. Hun gik spændt ind og stillede sig i døråbningen, parat til at gribe ind, men begge pigerne lå fredeligt i den øverste seng, og Sara suttede på tommelfingeren, mens Maja læste for hende. Styrkefordeling ligesom Dortes og hendes. Hun ville glemme alt om tandbørstning, og hvad man ellers burde. Pigerne var sikkert dødtrætte, og at de lå helt stille viste vel, at de var nogenlunde trygge. Ellers ville de ikke have indordnet sig så smertefrit. Hun gik ud i køkkenet og dækkede fadet med snitter til med film og satte det i køleskabet og tog en øl med ind i stuen og åbnede for TV avisen, der flimrede henover skærmen og blandede død og morskab sammen i små letfordøjelige indslag. Det værste var, når studieværtens mimik haltede bagefter indslagene, og han smilede til billedet af et lemlæstet barn, og det var vist ikke engang angst for refleksion og stilhed, der satte tempoet, men jagt på høje seertal. TV Avisen mindede om reklamernes hæsblæsende manipulation, ledsaget af vulgære stemmer og muzak. At reklamerne var åndsforladte, og at Maja og Sara voksede op i støjen var bekymrende, men at livets dybt tragiske hændelser serveredes som soap var afstumpet og skræmmende. Købte Lenes små piger is og chokolade efter reklamer, hvor tarvelige pigebørn slikkede halvpornografisk på smeltet is, der lignede sperm? Nu var det nok! Foreløbigt hyggede de sig i hendes nyindkøbte etageseng, med barnligt sengetøj, og læste billedbøger. Dorte havde anklaget hende for at være overbekymret, og faktum var i alle tilfælde, at de var pisket til at vokse op under vilkårene. Hun slukkede fjernsynet og så på biblioteksbogen, hun havde byttet dagen før, og smilede. Hun holdt sig ikke for god til et saftigt mord. Maja stod pludseligt i døren og gned sine øjne. Hvor er mormor? Kom her hen, Maja! Den lille pige nærmede sig tøvende, men besluttede sig og rakte armene frem, og hun løftede hende op på sit skød. Hendes hjerte bankede hårdt og smertefyldt mod den lilles arm. Maja så spørgende på hende med store, brune øjne. Jeg ved det ikke, Maja, men jeg tror, hun er hos Vorherre. Hun var i værelset. Hun strøg Maja over håret, der var fugtigt. Drømte du? Maja nikkede. Hvornår kommer hun? Hun kommer aldrig mere, men hun sidder oppe i himlen og ser ned på dig. 59

60 Hvorfor kommer hun ikke? Maja så indgående på hende. Hun er død, Maja, og du kan kun se hende, når du drømmer. Dør mor også? Ja, men først når du bliver en gammel bedstemor om mange fødselsdage. Dør far og Sara? Om hundrede fødselsdage. Jeg ønsker tøj til Barbie. Det skal jeg nok købe til dig. Er Stampe også i himlen? Ja, jeg tror, mormor passer på den. Maja snoede sig ud af hendes arme og dumpede ned på gulvet og løb tilbage til værelset. Hun rejste sig og gik bekymret efter hende, men den lille pige lå allerede i den nederst seng med armene omkring sin bamse. Hun bøjede sig ned og kyssede det døsige barn og lagde dynen over Sara, der sov tungt med let åben mund og røde kinder. Kaniner i himlen? Hvorfor ikke? Stampe havde forsødet pigernes liv. Dorte og Stampe midt i en stor bunke gulerødder. Hun holdt et fnis tilbage og mærkede sveden under armene. Nervøs stank. Hun trængte til en stor cognac. Maja havde haft hende til eksamen, og hun havde vist klaret sig nogenlunde, ellers ville den lille vel ikke sove allerede? Da hendes farfar døde og forældrene kom hjem fra begravelsen, havde hun brug for at fortælle dem, at hun var ked af det, men hun syntes ikke, at hun kunne være til ulejlighed. I stedet for spurgte hun sin far, om han savnede sin far. Hun fik ingen øjenkontakt, men en mumlen om, at sådan gik det. Hun havde følt sig afvist og var blevet flov over spørgsmålet, og tomhedsfornemmelsen bagefter ville ikke forlade hende, men hun besluttede, at hun aldrig mere ville spørge ham om alvorlige ting. Ingen havde spurgt til ham, da han døde. Havde han været blufærdig eller følelseskold eller var døden virkelig naturlig for ham? Han kunne have svaret hende alt, men han affærdigede hende. Sådan havde hun ikke tænkt, men hun lokaliserede følelsen langt senere, da Dorte og Niclas undrede sig over hendes stivnede attituder, når de græd som piskede. Hun havde stadig blinde pletter, men de to mennesker lærte hende at græde. Hun skyldte dem sit halve liv. Der havde i det hele taget ikke været mange højlydte forbud i hendes barndomshjem. Det var ikke nødvendigt, for hun stillede ikke farlige eller anstødelige spørgsmål; anede vel knapt, hvad hun kunne spørge om. 60

61 Stakkels forældre, der havde levet deres liv i tavshed, ude af trit med deres børns følelser og uden at vide, hvilken glæde det kunne være at tage deres spørgsmål alvorligt. Maja var kommet, Maja havde spurgt, og Maja havde fået et svar, der kunne være rigtigt eller forkert; det betød åbenbart ikke så meget. Den lille måtte have fornemmet, at hun gjorde sig umage. Hun rejste sig. klokken var ikke særlig mange, men hun ville tage bogen med i seng. Det var hyggeligt med de to små i kammeret. En rigdom og af Dortes blod. Hun vågnede og strakte sig. Pigerne! Hun svingede benene udover sengekanten og sad lidt og vippede med tæerne og rejste sig gabende og gik hen og så ud ad vinduet. Det regnede voldsomt, og de første blade lå smattede på gaden. Nu kom den glatte tid igen. Blæsten hvirvlede en avis op og nyhederne dansede ind i glemsel, i hjørnet, hvor den sidste opmærksomhed, de nogensinde ville få, var fra viceværten, når han brokkede sig over dem. Hun skar en grimasse. Hun kunne egentlig godt lide gamle Thygesen og alle hans sømandshistorier, men hun undrede sig over, at han aldrig havde accepteret, at han var ansat til blandt andet at fjerne affald fra hjørnet. Thygesen hyldede nok den almindelige devise om, at arbejdspladser ville være rigtig gode, hvis blot der ikke var lejere, kunder, klienter og patienter og andre distraherende elementer, og politikerne gik ofte foran med et tvivlsomt eksempel. Hun åbnede et vindue, og vinden løftede gardinerne og sendte friske pust ind i det lidt beklumrede værelse. Hun huskede at tage morgenkåben på og gik hen og stillede sig i døren til kammeret. Pigerne sad dybt koncentrerede og legede med de stereotypt udseende dukker, alle småbørn åbenbart elskede, og som Maja ønskede sig tøj til. Godmorgen Sara, Maja. Har i sovet godt? Sara nikkede ihærdigt. Vi er sultne! Det er jeg også. Nu går jeg ud og laver morgenmad. Børnene var væk igen. Dukkerne skændtes højlydt, og ordvalget var ikke for sarte sjæle. Hendes dukker havde hvisket sgu og hold kæft til hinanden, når de voksne var ude af syne. En varm hyggefølelse fyldte hende. Havregrød var sagen. Dorte havde fortalt hende, at den var en sikker vinder, hvis den blev lavet med mælk og uden smørklat, men med sukker i lange baner. Hun ville også have en portion. 61

62 Hun tog sin sorte, emaljerede sovsegryde og målte havregryn og mælk op og satte gryden over gassen og fyldte kaffemaskinen og dækkede bord. Grøden var allerede ved at være færdig. Hun rørte ihærdigt rundt og kom en anelse salt i massen. Grøden boblede og spruttede og lignede kogende gasser. Klodens tilblivelse. Av! Et stænk af verdens skabelse havde ramt hendes arm. Hun ømmede sig og gned armen og hældte grøden op på tallerkenerne og dryssede et tykt lag rørsukker over og skænkede juice i glassene fra barndomshjemmet, med motiver af veteranbiler. Moderen havde samlet på sennepsglassene til børnebørnene, der aldrig kom, men nu kom de alligevel til deres ret. Så er der morgenmad! Pigerne kom løbende, og Sara satte sig midtfor ved bordet, med front mod vinduet, og Maja stod lidt vaklende og så på hende. Sara, det er min plads. Du skal sidde på min ene side og Maja på den anden side. Saras tunge bulede ud i kinden, men hun flyttede plads uden at protestere, og Maja fulgte efter. Sara tog en mundfuld, og Maja så spændt på hende. Den er ligesom mormors. Sara så anerkende på hende, og hun følte, at nu blev hun adlet. Ja, mormor har lært mig at lave den, som I bedst kan lide den. Pigerne spiste sultent. Det var tydeligt, at de ikke havde fået aftensmad. Maja spiste langsommere end Sara og skrabede konsekvent sukkeret af og knasede lystent og dryssede mere på med et skævt blik til hende, og hun lod som ingenting. Hun forstod pludselig Dortes tilfredshed med bedstemoderrollen. Ingen tandlægebesøg, lutter uansvarlighed. Sara tørrede sig tilfreds om munden og gned sig på maven. Hvad skal vi nu lave? Kan I lide at male med vandfarver? Jah! Sara rejste sig. Nu? Når Maja har spist færdigt. I skal sidder her. Sara forsvandt ind i værelset, og Maja skubbede tallerkenen fra sig. Jeg kan ikke spise mere. Det er i orden. 62

63 Maja rejste sig og stillede sig tæt ved hende, og hun strøg hende over håret. Hun så op på hende med klare, klare øjne og gav et lille hop og løb ind til sin søster. Børnene havde ikke sagt tak for mad eller god dag, farvel, god nat og god morgen. Det brugte de unge åbenbart ikke længere. Hun skænkede en kop kaffe og tændte en cigaret. Hun ville tegne børnene, mens de malede. Mads. Levede han mon endnu? Hun havde stadig sin dejlige pencil med den bløde stift, der bad om lys og skygge i alle nuancer. Gråtonernes uanede muligheder. Tegne-og malergrejet lå på deres nye plads i chatollet. Det var mange år siden, hun havde tegnet, og forventningen overraskede hende. Det kriblede i fingrene. Hun rejste sig og ryddede af bordet og dækkede det med plastik og åbnede køkkenvinduet for at få røgen ud og gik ind og åbnede skuffen og stirrede på de udfordrende stykker smukt hvide papir. Opvasken kunne vente. Søndag formiddag, da Lene og Michael hentede pigerne, skiftede de lige med et fra at være fuldt tilfredse, fornuftige småfolk, til klynkende pattebørn. Hun følte sig lidt såret, men forældrene havde tilsyneladende været vidne til skiftet før, for de tog pigernes opførsel helt roligt, og efter nogle minutter havde børn og forældre knyttet de uundværlige bånd igen, og pigerne ville ikke med hjem alligevel. Hun smilede til dem og glædede sig til at blive alene. Hun var træt, men hun så til sin glæde, at Lene og Michael så udhvilede ud, især Lene. Der var en særlig glans i hendes øjne, der tydede på, at hun og Michael ikke havde brugt tiden til rengøring eller andet unødigt pjat. Hvordan er det gået, Kris? Lene så nysgerrigt på hende. Virkede hun så træt? De var en udfordring, men hvor har jeg dog nydt at have dem, og de har indordnet sig flot. Hun smilede varmt til Lene. Tak Kris, du aner ikke, hvor vi trængte til den lille pause. Jo, det anede hun godt, for selv om børnene var nemme, var de der uafbrudt og det var svært at planlægge noget som helst. Vi har ikke rigtig været ude. Vejret, men vi har tegnet. Har du også tegnet? Ja, og jeg var næsten den ivrigste. Lene så glad på hende. Hvor er det godt, du er kommet i gang. 63

64 Vil I have et eller andet, inden I går? Nej tak. En anden gang. Så var de væk. Hun stillede sig vanen tro ved vinduet, og alle vinkede, og hun fik en stor, taknemmelighedsklump i halsen. Bilen dyttede og forsvandt, og hun sank tilfreds ned i lænestolen og tændte en cigaret. Ekkoet fra pigernes ivrige, glade, utilfredse, grædende lyde sad stadig i væggene. Hun havde klaret bedstemoderrollen godt, selv om hun aldrig kunne erstatte Dorte. Hun ville gerne passe dem igen. Hun rejste sig og skænkede en cognac og gik hen til chatollet og trak skuffen ud og tog tegningen af børnene frem. Pigerne sad levende foran hende, ved bordet, fordybede i deres malerier. Sara med lys i ansigtet og et lille gådefuldt drag om munden og vippernes skygge over kinderne. Hendes arme og hænder, med rester af det lille barns buttede former, lå på bordet, og venstre hånd holdt lidt akavet om penslen, hun havde dyppet i blå farve. Det dryppede fra den. Hun havde malet sin mormors dybblå øjne. Maja sad i profil og betragtede koncentreret Saras kunstværk og pegede på papiret. Mormors hårfarve havde været forkert, og pigerne havde skændtes lidt, indtil Sara gav sig og nuancerede håret en anelse. Udenforstående ville tro, tegningen var et trick. Det var helt tydeligt det samme ansigt i to forskellige vinkler, men forældrene ville øjeblikkelig kunne genkende dem på attituderne. De to modellers forskelligheder var helt tydelige, og de behøvede ikke røde og blå sløjfer, det var hun sikker på. I morgen ville hun få fat i en glarmester. Mon gamle Rasmussen stadig havde sin butik? Lene skulle have den indrammede tegning, med dato og årstal, til minde om den første gang, hun havde passet pigerne, uden Dorte. Hun lagde tegningen i den øverste skuffe og åbnede tøvende den nederste, hvor Dortes dagbøger og hvor Niclas, Bent, Dorte og hun lå indrammede til evig tid på det spraglede, indiske tæppe omkranset af irgrønt græs og frodige træer. Det havde været højsommer og kort tid inden, hun tog til England. De havde bedt en forbipasserende om at tage billedet. En gammel mand, der gik tur med sin affældige beagle. De havde ikke kunnet forstille sig, hvad det ville sige at blive så gammel. Manden havde vel ikke været stort ældre, end hun var nu, men dengang var støvets år halvfjerds. Hun tog fotografiet op og så vemodigt på de tre glade nordboere og den mørke Niclas. Hun var faldet for hans brune øjne, som hun ikke havde forbundet med et blidt, 64

65 behersket temperament, men med et fyrigt, sydlandsk. Bengts blå øjne havde gnistret en hel del mere end Niclas brune, hvis det endelig skulle være. Nu var der kun Eric og hende tilbage; og Bengt, men hun anede ikke, hvor han befandt sig, og hun turde ikke spørge Lene og måske komme til at rode op i noget, Lene helst ville glemme. Hun havde været fortvivlet, da han flyttede, men han havde, så vidt Dorte havde fortalt, aldrig forsøgt at holde forbindelsen ved lige. Det havde været uforståeligt, at han bare uden videre forlod Lene, som han elskede, og handlingen havde slet ikke stemt overens med ham. De havde alle sammen været forvirrede. Nogle af svarene fandtes måske i dagbøgerne? Dorte havde måske betroet papiret det, hun nægtede at sige højt. Det eneste hun sagde, med det udtryk i ansigtet, der gjorde én tavs, var gemytternes uoverensstemmelse. Hun lagde fotografiet ovenpå dagbøgerne og lukkede skuffen varsomt. Ville hun nogensinde kunne overvinde sig til at læse Dortes dagbøger? Nysgerrigheden manglede ikke; den trængte hende op i en krog, men anstændigheden og også ængstelsen for, hvad de kunne afsløre, men det var jo netop det. Hun måtte vide... 65

66 9. Svans trak i snoren, hver gang de passerede Dortes havelåge, og Eric undrede sig som sædvanligt over, hvor mange kræfter den lille hund havde. Enorm viljestyrke og et gab som en stor hund. Det passede, at gravhunden var en lille hund med en stor hunds egenskaber. Han havde prøvet at gå en anden vej, men det nyttede ingenting. Svans satte bagdelen i fortovet og så stædigt bebrejdende på ham, indtil han gav sig og lod den snuse, mens han havde en god undskyldning til at være nysgerrighed. De nye ejere havde allerede klippet hækken ned til knæhøjde, og den fældede hyld lå drømmeløs på græsset. De havde siddet under den, alle seks i tidernes morgen, og spist og planlagt fremtiden, der endnu bød på uanede muligheder. Han mærkede savnet og skyndte sig videre. Han længtes efter børnene og børnebørnene. De måtte være skolepligtige nu. Hvordan i alverden kunne Anita og Kim dømme ham så hårdt, da de opdagede hans forhold til Dorte. Troede de, at en mand i hans alder var uden følelser og lyster? Det var uforståeligt, at børn af tresserne og halvfjerdserne kunne være så fordømmende overfor ham, samtidig med, at de nød godt af deres egen generations frigjorthed. Deres opførsel var så uretfærdig, at han blev flov, når han tænkte på den, og han kunne ikke fortælle en levende sjæl om det. Folk ville ynke ham, og han ønskede sgu ikke medlidenhed. Kristiane dømte ham også. Det ville han have taget let, hvis han ikke var varm på hende. Forelsket? Måske, men lun var han i hvert tilfælde, og hun kendte deres liv og kunne tale med om så mange ting, ethvert andet menneske ville finde ligeså kedsommelige, som når velmenende værtspar diskede op med feriebilleder, der var næsten identiske med deres egne. Der var ikke noget så dræbende. Hun så sgu også godt ud, selv om hun var lidt for mager i øjeblikket. Dortes død havde taget på hende, men det problem skulle han hurtigt løse, hvis han fik lov. Hans gode mad og en kærlig omgang var lige, hvad hun havde brug for. Hvornår havde hun egentlig været kvinde sidst? Dorte havde sagt, at hun trak sig efter Niclas død, men det kunne vel ikke passe? Så meget spild! Han smålo. De nåede mosen, og han løsnede snoren, og Svans hoppede glad rundt og havde glemt alt om Dorte. Heldige asen. Så meget nu. En gang imellem ville det sgu være fint at kunne smide hovedet og springe omkring som den og strinte og æde og ikke tænke på fremtiden og ensomheden og døden. 66

67 Turde han ringe til Kristiane? Han ville så gerne have hende med en tur til Bornholm, men indtil nu havde hun ikke været modtagelig. Sidst var hun nærmest uforskammet, og man kunne aldrig vide, hvordan hun reagerede, selvom hun havde undskyldt sin opførsel. Han gad desuden også godt vide, om hun havde læst i dagbøgerne og opdaget artige ting? Satans med de bøger. Hvis han havde haft nøgle til huset, ville han lige så stille have fjernet dem. Visse ting havde bedst af at synke ned i glemsel. Fortiden kunne ikke gøres om, men den kunne klæbe til nutiden og fremtiden som en burre, og Kristiane ville givetvis pille det negative frem. Hun mindede lidt om ungerne, på det punkt. En anelse selvretfærdig. Han havde enormt lyst til at slå på tråden, og hvis hun stadig ikke kunne holde ud at se huset, også en af hendes undskyldninger, kunne hun kunne da invitere ham ind, så han fik chancen til at invitere hende til Bornholm, der for fanden lå lang fra mosen. Han kaldte Svans til sig og vendte næsen hjemad. Hvorfor havde han så travlt? Det måtte være gammel vane og fordi han ikke gad være hjemme i øjeblikket. Han standsede automatisk foran lågen med det fremmede navneskilt og greb sig i at glo indædt på det. Han kunne næsten lugte formiddagskaffen og høre Dorte kalde ham ind til en kop. Aldrig mere. ALDRIG MERE! For helvede! Han nåede hjem og åbnede havelågen og betragtede mismodigt den kedelige have. Den var hans værk, og den trængte til en forskønnelse, men den havde altid været Annas, og da hun var væk, havde han kun tænkt på at gøre den så lidt arbejdskrævende som muligt. Han havde ikke gidet at gå i haven efter arbejdstid. Nu fortrød han. Den var intetsigende. Ingen ville bryde sig om at sidde og grille i den, en varm sommeraften. Han slap Svans løs, og den styrtede ned bag i haven og hvirvlede jord op ved hegnet. Så gu ville han. Hylden skulle stå der. Han måtte hellere bede om den straks, inden de kørte den væk eller huggede den til pindebrænde. Kristiane ville blive blød, når hun så Dortes hyld stå i hans have. Hun ville måske begynde at føle sig hjemme. Man kunne aldrig vide. Især ikke med kvinder. Stuen var blevet pæn. Hun ville sikkert kunne lide den. De polstrede fra svigerforældrene var røget ud, og han glædede sig dagligt over de lysebrune lædermøbler og otiumstolen med skammel. Han manglede et nyt sofabord. Kakkelbordet gav ham gåsehud. Svigermoderen sad sgu stadig med til bords. En stor, gedigen egetræsplanke ville være sagen, men sådan én hængte ikke på træerne. Ha! Gulvene trængte til en ordentlig omgang, men han havde ikke energi til det arbejde lige nu, og foreløbigt nød han at være befriet for det lortebrune vendetæppe, der 67

68 havde været for godt til at kassere så lang tid tilbage, han kunne mindes. Anna havde været lidt af en næringssorg, på nogle punkter, og efter hendes død opholdt han sig så meget ovre hos Dorte, at han glemte sit eget mere eller mindre. Kristiane kunne måske give ham nogle gode råd om gulve. Han skulle måske forsøge at ringe én gang til og spørge. 68

69 10. Bengts adresse i Gudhjem havde været let at finde, så let, at det lignede en tanke, og dog; de seks uadskillelige havde talt om at oprette en koloni på klippeøen, og det var vel på det tidspunkt Eric og Anna købte huset derovre. Der var gået år imellem, hun havde tænkt på ham, men efter Dortes død dukkede han gang på gang op i hendes erindring, og det var vel naturligt. Han havde jo været en væsentlig del af deres fællesskab dengang, og loyaliteten overfor Dorte, der ikke mærkede noget mere, måtte vel vige til fordel for Lene, der havde krav på at vide noget om sin fortid, og i øvrigt var hun også stadigvæk såret over, at Dorte havde holdt hende udenfor. Hun snakkede godt for sin syge bedstemor. Hun havde ikke moralsk ret til at snage i Dortes fortid, men Dortes lukkethed gjorde hende nysgerrigere, end hun ellers ville have været, og hun længtes efter at kende sandheden om tiden før Eric og Anna kom til. Dorte, Niclas, Bengt og hun oplevede den tidligste ungdom sammen, og hun savnede at kunne snakke med én, der huskede helt tilbage, og det var Bengt. Skulle hun ringe til nummerkontoret og få hans telefonnummer? Nej, hun turde ikke ringe op. Et brev var blidere, og så kunne han også lettere afslå at se hende. Alle svarene var sikkert gemt i dagbøgerne, men hun ville så gerne undgå at snage i dem. Hvis hun kontaktede Bengt, drejede det sig om hende, og hun havde lov til at opsøge sin fortid. Det kom ikke Dortes ved og for Lenes skyld. Krumspring! Vist var det undskyldninger, men der var ingen vej tilbage. Hun ville få fat i Eric og sige ja tak til at tage med til Bornholm. Det var lidt foruroligende med al den energi, der kunne minde om rastløshed. Den fik hende op af stolen, til en forandring. Dorte ville have været tilfreds. Dorte! Nedbryderen havde taget den bedste, og nu måtte skaberen finde sig i hendes skæve gang på jorden. Sarkasmen klædte hende ikke, men den holdt hende oppe. I de ti år, siden Niclas døde, havde hun været tilfreds med den daglige tummerum, men det var længe, længe siden, hun havde indtaget verden. Hun havde jo ikke savnet noget, selv om hun, nu hun tænkte tilbage, engang imellem, nærmest i glimt, havde drømt om at brede vingerne ud og ikke være så påpasselig; men det havde været følelser, hun ikke kunne håndtere og dagene alene og timerne sammen med Dorte eller få andre gode bekendte, hun så, havde fyldt tiden ud sammen med romanerne og fjernsynet, der langt ad vejen havde forandret virkeligheden til behagelige, søvndyssende klicheer, og denne sikkerhedsventil havde forhindret hende i at blive sindssyg, når hun så og læste 69

70 om menneskets evne til ondskab og morbiditeten, og hendes egen sårbare ufuldkommenhed. Hun havde absolut ikke været utilfreds, og dage, måneder og år var gledet næsten umærkeligt hen over hende, men Dortes død skubbede hende tilbage til den voldsomme, levende smerte, hun havde følt over tabet af Niclas, og som hun ikke havde villet vide af, for den nedbrød hendes forsvar mod verden. Niclas havde accepteret mennesker, som de var, og han havde sat tingene på plads, så de var til at leve med. På en måde savnede hun ham ligeså meget, som hun savnede Dorte, selv om det var så længe siden Engang imellem blandede hun dem sammen. Den dumme kone. Pludseligt dø på den måde. Hun havde lyst til at ruske hende. Dorte havde på en måde efterladt hende overforkælet og dårligt rustet til at tåle smerte. Da Niclas døde, havde Dortes ihærdighed på en måde skubbet smerten foran hende, men den havde ventet tålmodigt, og nu levede hun side om side med den. Hver gang hun var ved at bryde sammen dengang, havde Dorte været indenfor rækkevidde, og hendes opfindsomme overlevelsesstrategier slørede sorgen, og hun havde heller ikke kunnet sige nej, uden at virke utaknemmelig, og hun var taknemmelig. Hun havde jo været heldig at have sådan en veninde. Ja, Dorte havde været alle tiders veninde, men hun havde også været uoprigtig. Eric sagde, at det var for at skåne hende, men hun var ikke et barn. Dorte havde manipuleret hende! Hvor tænkte hun grimt, men Dorte var forvirrende og utilgængelig for spørgsmål. Hun var død, død, og den eneste måde at finde en slags sandhed på var at opsøge de levende, hvis hun ikke ville nedværdige sig til at snage. Efter Bornholm ville hun rydde kraftigt op i sine personlige papirer og tage stilling til dagbøgerne, der vitterligt var Lenes arv, men de ville vel ikke være så betydningsfulde, hvis hun kunne finde svarene til hende Når hun kom tilbage fra Bornholm, ville hun rydde op og gøre lejligheden ren. Der var ikke støvsuget, siden Eric gjorde det. Støvet lå tykt på fladerne, men heldigvis havde hun lyse gulvtæpper. Nu kendte hun sig selv igen. Brugte oceaner af tid til ingenting og kræfter på alt det, hun ikke fik gjort. Det skulle være lyv. Nu ringede hun til Eric. Han ville blive glad, og hendes motiver kom ikke ham ved. Han holdt selv kortene tæt til kroppen, og nu ville hun til at skåne; og hvem kunne man stole på, når det kom til stykket? 70

71 11. Øresundsbroen foldede sig stilfuldt majestætisk ud foran hende, og hendes hjerte udvidede sig mod det imponerende bygningsværk, hvis konstruktion virkede let og næsten svævende, men bar så meget. Hun havde fået den samme overvældende fornemmelse, dengang hun stod ved Eiffeltårnets fod sammen med Dorte og svimmel stirrede op, og det havde næsten været, som om hun selv havde bygget det, og hun havde haft lyst til råbe: se, hvad vi kan! Hun betragtede fornøjet Eric, der så helt normal ud og koncentrerede sig om kørslen, og hun besluttede sig til ikke at lufte sin begejstring. Øjeblikket var for sart eller svulstigt? Turen gennem tunnelen var ubehagelig, og hun fik propper i ørerne og blev en anelse klaustrofobisk, da de gyngede langt nede i det dybe vand, men befrielsen, da de kom ud af den, var herlig, og blikket strakte sig betaget opad og fulgte det fantastiske bygningsværks himmelflugt, og søgte ud over det blanke hav, der glødede i aftensolen og gik i et med himlens bue. Jorden var rund, eller flak som en pandekage, og Peberholmen lå gold og stabil i vandet, og om få generationer ville de fleste mennesker tro, at denne køkkenmødding var vokset frem af havet i tidernes morgen og ikke puttet i det for nylig. Så er vi snart i Sverige hos broderfolket. Ja. Hvis jeg var ung ville jeg emigrere. Hendes humør styrtdykkede, og hendes stemmes hårdhed kom bag på hende. Han drejede hovedet og stirrede forbavset på hende. Til Sverige? Hvorfor dog det? Fordi jeg er hjemløs. Det lød så teatralsk, men det var sandt. Skammen over krigen havde fået følelser op i hende, hun aldrig havde forstillet sig, hun ville opleve. Er det krigen? Jamen den er jo snart overstået, og vi har da ikke mærket noget til den. Dorte ville have vidst, hvordan hun havde det, selvom de måske havde været uenige. Eric kendte hende ikke. Han forstod slet ikke, at det netop var krigen, der tilsyneladende ikke havde konsekvenser for dem, der var det værste, og hun orkede ikke at prøve at fortælle ham om sorgen og følelsen af uoprettelig skade, hun bar rundt på. Glem det, Eric. 71

72 Hun lænede sig tilbage i sædet og så ud ad vinduet og prøvede at tænke på noget andet, og det lykkedes nogenlunde, men tristheden sad som en svag hovedpine i hendes venstre tinding, og hun lukkede sine svidende øjne, mens de kørte over Skåne mod bornholmerbåden i det tiltagende mørke, og kaldte Niclas og hendes første tur til Bornholm frem. Den lange sejltur på bornholmerbådens dæk og hendes skræk, hver gang skibets puls forandredes det mindste, og dagene på den store, hvidkalkede herregård med den parklignende have, husbond var død og jorderne solgt fra, og sønnen, der var jurist, kom hver morgen og aften og hjalp sin mor med at fodre grisene, der var de eneste dyr, der havde overlevet de nye tider, sammen med en affældig retriever med våde øjne og hang til frugt og nogle sky katte og en stump mark, og værelserne med fælles tekøkken og hendes beskedne måltider, som hun serverede i parken, mens husets frue listede ydmyget rundt. Tidligt mørke og Niclas og hun i sengen med gamle ugeblade og grisene, der hvinede inden fodringen. Tidlige morgener ved Hammershus, med dis og storslået udsigt henover skov og klippebugt, og tidligt mørke og en stjernehimmel, der havde taget vejret fra hende. Bryllupsrejse og levende dage. Hun mærkede længslen efter de svundne tider, men nu sad hun her sammen med Eric den flinke, danernes stridsmand, der lyttede til trafikradioen, og hun trængte til en dulmende cigaret, men hun ikke turde spørge Eric, om hun måtte tænde. Han var pertentlig øm over sin gamle, velholdte Saab. Hun sukkede, og han slap asfalten og skævede til hende. Glæder du dig Kris? Hun tog sig sammen. Det tror jeg. Kan du huske, da vi alle sammen var derovre? Ja, sikke en sommer og ungerne opførte sig som kåde kid. Dengang skinnede solen hver dag. Han grinede. Hun huskede Dueoddes kridhvide klitter, der kastede lyset tilbage og blændede hende, og det blågrønne hav, der var skrækindjagende, når stormen tog det. Jeg vil gerne gense nogle af de steder, vi cyklede rundt til. Jamen det skal vi også. Nu er der ikke så langt igen, og båden er kun halvanden time om at sejle til Rønne. Vi finder et godt sted og spiser aftensmad. Maden ombord er ikke noget at skrive hjem om. Hvad siger du til det? Jeg vil hellere direkte til huset. Jeg har taget et par klemmer med. Jeg er spændt på at gå aftentur på klipperne. I måneskin. 72

73 Som du vil, min ven. Min ven! Hun krympede sig og smilede blegt og var ved at fortryde. De var ikke rigtige venner, og hvis hun var blevet hjemme, sad hun trygt i sin stue lige nu, sammen med et eller andet fjernsynsprogram, der forhindrede Eric i at trænge sig på. Hvad i alverden havde hun forestillet sig? Hun orkede jo ikke at lade som om, de var fortrolige. Han var til nød en god bekendt, og hun havde ikke skrevet til Bengt, der måske var ligeså fremmed. Ensomhedsfølelsen overmandede hende. Hvis Svans så endda havde været med. Den var en charmerende lynafleder, men Eric havde afleveret den hos Lene. Hun mærkede fugten i øjenkrogene og fik fat i sit lommetørklæde og pudsede næse og rømmede sig. Han skulle ikke se hendes sorg og blive ked af det. Han gjorde det så godt, han kunne. Det var hende, der var krævende, og hun havde lokket ham med falske motiver. Katamaranen fræsede gennem vandet. Vejret artede sig, og bådens hurtighed faldt i hak med hendes rastløshed. Hun fandt en plads, hvor hun måtte ryge, og Eric købte en lille fadøl til sig selv og en stor whisky til hende. Stemningen i rygesalonen var afslappet, og hun faldt langsomt til ro og prøvede at glæde sig og smilede helt oprigtigt til Eric, der gengældte smilet og satte sig lidt for tæt opad hende. Hun nænnede ikke at flytte sig væk, og det var desuden vigtigt, at han var i godt humør, når eller hvis hun blev nødt til at indvi ham i sine planer. Hun så ud ad vinduet og stjernerne borede huller i det store, uendelige mørke, og salonens belysning var til at holde ud. Whiskyen hjalp på det hele, og han kunne faktisk være en flot mand, men hun brød sig hverken om hans hud, der var helt uden glød, eller hans kropslugt. Han duftede ikke af gammel mand, men der var et eller andet ved ham, som nok så mange bade ikke ville kunne fjerne, eller måske passede deres kemi ikke sammen. Hvordan havde Dortes duft kunnet forenes med hans i svedige favntag? Hun skuttede sig umærkeligt. Niclas havde duftet godt, og hun havde elsket at snuse til hans armhuler. Hun mærkede varmen i kinderne og skålede affabelt med Eric. Kunne hun nogensinde elske med ham? Hvilken grotesk tanke. Stakkels Eric. Hun rejste sig. Jeg henter en kop kaffe. Vil du have en med? Ja tak, men skal jeg ikke hente dem? Nej. Jeg trænger til at røre mig. Hun gik lidt usikkert, selv om båden artede sig, og fik øje på skiltet til toiletterne. Hun hadede toiletter ombord på skibe og i flyvemaskiner og måtte overvinde 73

74 sig selv, inden hun låste døren. Sommetider lod hun være. Visse nervøse dage foretrak hun at blive taget med underbukserne nede om haserne. I dag var sådan en dag. En kvinde åbnede døren og rødmede og lukkede den forskrækket igen. Det var forbavsende, hvor blufærdige kvinder var lige på det punkt. Jagermaskiners klyngebomber og civilbefolkningers dødsskrig, terror og hungerramte børn, eller hård porno og pædofili kunne de fleste efterhånden kapere til aftenkaffen, sammen med G- streng trusser til otteårige piger, men lyden af afføring, der plumpede ned i en toiletkumme, eller et løst gebis, fik de fleste til at krumme tæer af forlegenhed. Stort og småt og ikke mere whisky til hende. Hun åbnede døren og skyllede fingerspidserne og så sig i spejlet. Hun så træt ud og lignede et vaskebræt, ligesom drengen, hvis lille ansigt havde været helt sammentrykket. Hun skuttede sig. Den besværlige fortid og fremtiden? Den lå ikke hos manden, der ventede på hende i salonen, og som sikkert forventede mere af hende end at holde i hånden. Hun var for negativ. Hun stillede sig i køen og så indædt på de små kartoner langtidsfløde og plastikbestikket og ønskede sig langt væk, men skænkede kaffe og betalte, naturligvis gjorde hun det, og gik from som et lam tilbage til manden, der sad ved bordet med et lille smil om munden. Hvad pønsede han mon på? Turen gik ikke helt, som han havde forestillet sig. Hvad havde han egentlig forventet? Kris var hverken Anna eller Dorte, og han kendte hende i grunden slet ikke, når det kom til stykket. Det var sgu besværligt at være oppe på dupperne hele tiden. Han var for gammel til at gøre haneben. Han smilede og huskede moderen i døren, når han skulle til fest. Hendes stolthed når hun pillede et fnug af hans revers og stak ham en femmer til pigerne. Han havde taget hendes beundring som en selvfølge, og det første år med Anna var vanskeligt. Hun havde hvæset mere end én gang, at hun ikke var hans mor. Anna havde været god nok, og hun havde fuld fart på dengang. Det var uhyggeligt at se hende forvandles til en grøntsag. Han var sgu endt med at længes efter hendes irettesættelser. Dem havde han vidst hvad var. Hvad skulle han have gjort uden Dorte de år? Sammen med hende behøvede han ikke at lade som om. Hun havde set både det ene og det andet. Set ham flæbe og bande over skæbnen. Hun havde altid været der, og selvom han egentlig ikke altid havde lyst til at bolle med hende, de sidste år, havde det været en billig pris at betale for venskab og 74

75 selskab. Han havde kunnet få den op at stå, når hun ville, og han skulle. Stakkels impotente. Et knald løste mange problemer, uanset hvad de såkaldte fintfølende sagde. Havde han lyst til Kris? Han vidste det ikke rigtigt. Hun var på en eller anden måde for kostbar. Man skulle ellers tro, at hun gerne ville have en mand. Hun virkede lidt ubehjælpsom. Han sukkede og tændte sin pibe. Hvis Dorte havde levet, ville han højst sandsynlig være blevet, selv om han havde luftet tanken om Kris for hende indtil flere gange. Hun var sgu blevet hed og jaloux, og sandt at sige havde han nydt at pine hende en lille smule. Hvad pokker, han var vel ikke værre end andre? Han havde ikke ment noget ondt med det, og han savnede hendes gode ideer og råd, selvom det vist ikke ville have været en god ide at bede Dorte om gode råd om, hvordan han skulle nedlægge Kris. Værsgo, Eric! Han var øjensynligt langt væk og sad med et lille smil omkring munden. Hvorfor er din mund så stor, bedstemor? Så kan jeg bedre æde dig, lille rødhætte. Hun satte sig. Tak Kristiane. Du var længe væk? Var jeg? Havde han stopur? Huset var klamt og køligt, og hun frøs lidt, men hun smilede for at holde modet oppe. Han var tilsyneladende i sit es og rumsterede i køkkenet med porcelæn og bestik, som om han skulle have stort selskab. Hun gik udenfor og stod og lyttede til havet, der klukkende faldt til ro mellem klipperne. Den lyd plejede at virke opmuntrende, men i aften lød det melankolsk, og fik hende til at føle sig ensom og hudløs. Det havde været helt forkert at tage så sent hjemmefra og ende et nyt sted, når det var mørkt, og hun ikke kunne orientere sig, men i morgen tidlig ville hun nok se lysere på det hele. Hun lukkede døren og gik ind i køkkenet og rømmede sig. Han havde insisteret på, at hun skulle ligge i soveværelset, i ægtesengen. Det ville hun ikke, men han havde ikke hørt efter. Han troede vist, at hendes ønske om at ligge i gæsteværelset var beskedenhed. Så lidt kendte de hinanden efter alle disse år. Det var Dorte, der havde skabt følelsen af fællesskab. Jeg vil gerne ligge i gæsteværelset. Han vendte sig. Hun så, at han skulle til at protestere, men så forandrede han udtryk. Som du vil. 75

76 Skal jeg hjælpe med noget? Han rystede på hovedet, og hun gik ind i stuen. Han havde dækket op på sofabordet med tallerkener, servietter, lys og bestik, og hendes sammenklappede håndmadder. Niclas eller Dorte ville have foreslået en håndmad i køkkendøren og stjernedrys foroven. Eric gjorde sig umage, og det var rørende, men hvem dækkede han egentlig op til? Anna, Dorte eller hende? Hun kunne godt huske Annas opfattelse af takt og tone. Nu skulle hun holde op og ikke tage sorgerne på forskud og i morgen, men bagved det hele mærkede hun nervøsiteten. Hvis han drømte om, at han skulle ligge sammen med hende i ægtesengen og forsøgte, ville hun skrige så højt, at hun vækkede hele Bornholm. 76

77 12. Hun havde sovet uroligt. Drømte og vågnede med mellemrum og tændte lyset, for at forsikre sig om, at hun var alene i værelset. Han var begyndt at fortælle historier, der alle sammen endte et godt stykke under bæltestedet og havde vist forventet, at de ville få hende til at le og gøre hende forhandlingsvenlig. Han havde slet ikke fornemmet, at den slags historier fik hende til at ækles. Stakkels ufølsomme Eric. Til sidst havde hun måttet lukke munden på ham, men han var ukuelig. Han stod pludselig i døren, da hun var ved at klæde sig af. Han undskyldte sig mange gange med, at han havde forestillet sig, at hun skulle have soveværelset, men hans øjne klæbede, og han lukkede ikke døren hurtigt nok. Hun havde tænkt på klistret slim. Hun strakte sig og mærkede ømheden i lænden, der altid satte sig, når hun havde været anspændt. Hun stod op og gik hen til vinduet og så ud. Regnen silede ned og det blæste. Havet viste tænder og slog kraftigt ind mod klippekysten, der bugtede sig så langt øjet rakte. Hun kunne ikke få øje på den mindste sprække i den blytunge himmel. Det blev heldagsregn, men heldigvis havde hun taget regntøj med, og Eric havde sagt, at huset var velforsynet. Hun ville ud! Hun åbnede et vindue og den friske, krydrede luft var vidunderlig. Hun havde helt glemt fornemmelsen af at trække vejret i ren luft, og udsigten nedover det kuperede terræn med træer og røde tage over røde, gule og hvide huse var så charmerende, at hun havde lyst til at sluge det hele og gylpe det op igen på et stykke rent, hvidt papir. Gudskelov havde hun husket malergrejet, og hvis Eric blev for anmassende, kunne hun barrikadere sig bag hans ærbødighed overfor alt kunstnerisk. Han sagde kunstnerisk, som om ordet stammede fra en anden planet. Med lidt god vilje og nogle lange spadsereture kunne det blive nogle rare dage, og i kunstens navn havde hun en undskyldning til at forsvinde, når og hvis hun fik mod til at opsøge Bengt. Det eneste, der kunne komme på tværs var, at han syntes at tro, at fordi han ejede huset, havde han også en slags hånds- og halsret over hende. Hun ville dække morgenbord og overraske ham med morgenkaffe. Hun klædte sig hurtigt på i sweater og kondibukser og gik ud i det lille, grønne køkken og fyldte kaffemaskinen og videre ud i bryggerset, hvor han havde installeret brusekabine og håndvask, og vaskede sit ansigt og børstede tænder og gik ind i stuen, der lignede halvfjerdsernes svar på nutiden, med orangerøde gardiner og hvide vægge og 77

78 tremmemøbler og tørrede blomster og fars safarilæderstol i hjørnet, og hun hørte næsten høre Cornelis Vreeswijks krydrede stemme, og Niclas og hun sad i den lavloftede stue på Christianshavn og lyttede til den barskt romantiske fortolkning af virkeligheden, med te og levende lys på bordet. I aftes havde hun slet ikke kunnet se stuens charme, men nu forstod hun, hvorfor Eric holdt så meget af stedet. Her var en duft af ungdom over det, og han måtte have trukket vejret friere her end hjemme, med det gyselige møblement, han sagde, var udskiftet nu. Hun åbnede et vindue på klem og tændte for varmen. God stemning krævede varme rum. Hvis Eric havde været Niclas og hun gik lykkelig omkring og tilberedte morgenmad til sin elskede, der lå tilfredsstillet i sengen og ventede på, at hun kaldte Hun greb sig i at sukke igen, og besluttede, at det ikke skulle blive en vane. Hun var på Bornholm sammen med Eric, ikke Niclas, og hun var heller ikke sydpå med Dorte; desuden havde hun sagt ja frivilligt, og hun elskede Bornholm og havde stukket Dorte det i næsen, hver gang hun svedte sydpå. Hun kom i tanke om et af Dortes argumenter for at rejse sydpå og smilede ved mindet. De havde drukket lidt vel rigeligt rødvin på en lille, hyggelig restaurant, hvor italienerne kom, og Dorte faldt i snak med gud og hvermand og især en charmetrold, der bukkede og kyssede på hånd. Dorte nød det og sagde, at en af grundene til, at syden var bedre end Bornholm var mændene, der vidste, at deres galante flirt gjorde huden følsom og kussen våd. Stakkels danske mænd, havde hun sagt, der af lutter angst for at træde ligeberettigelsen over tæerne, behandlede deres kvinder som bonkammerater og morede sig med frivole duller. Hun havde ikke været helt enig med Dorte; Niclas havde i hvert tilfælde været en undtagelse, der ikke krævede en rejse til syden. Han havde behandlet hende som en ligeberettiget fra en anden planet. Det havde gjort ham så tiltrækkende, og hun havde nydt deres parringsdans uden at forstå ham helt. Han var umulig at erstatte. Det var noget andet med tåspidstramperen, der var på trapperne, hørte hun og smilede stort. God morgen Kris, hvad morer du dig over? Det er en hemmelighed. Hun var ikke sikker på sit ansigtsudtryk og vendte ryggen til ham. Gider du dække bord i stuen? Så må jeg hellere åbne for varmen. Det har jeg gjort. 78

79 Han og luntede ud af køkkenet. Hun satte smør, fløde, ost og brød på en blomstret bakke. Stiliserede margeritter og kornblomster og valmuer på hvid baggrund. Annas yndlingsblomster, huskede hun, og hun havde hjulpet hende med at dekorere bakken for mange år siden. Anna sad ved bordet, i Dortes have, med tungespidsen i mundvigen og blå klat på næsen, og hun stod ved staffeliet et stykke derfra og tegnede hende, mens Dortes trallen lød inde fra huset, hvor hun var ved at sy sommernederdele til dem alle tre. Eric var kommet med kaffe, og det havde været en stjernestund. Hun tog bakken og gik ind i stuen. Jeg dummede mig vist i går aftes? Hans ærlighed overrumplede hende. Åh nej, det gjorde du bestemt ikke. Jeg tænkte mig ikke om. Dorte Dorte Dorte er her ikke. Hun var måske frigjort, men det er jeg ikke, og vi kender ikke hinanden særligt godt. Nej, men det kan vi vel komme til? Måske, men ikke udelukkende på din måde. Hun tav sammenbidt og rødmede. Han så ulykkeligt på hende. Undskyld Eric, men prøv at forstå, at vi er sammen som venner. Det skal du ikke tænke på. Jeg er en tålmodig mand. Han havde lynhurtigt skiftet ham igen og så for selvtilfreds ud; han troede tilsyneladende, at hun undskyldte sine synspunkter. Jeg er ikke Dorte, og jeg er slet ikke kvinder. Hvad mener du? Dit syn på mig at et hul er et hul er et hul! Hun havde ramt. Han skulede. Hun skænkede kaffe og så, at hendes hånd dirrede. Troede han, at det var en tre retters middag, hvor hun var desserten? Hvor var han indbildsk. Hun havde lyst til at slå ham, men hvorfor egentlig det? Dorte havde accepteret ham, og når hun havde kunnet se hans fordele, kunne hun vel også finde et eller andet positivt. Positivt, nej, men hun kunne i hvert tilfælde udnytte, at han ikke var specielt interesseret i hende. Det ville gøre hendes planer lettere at gennemføre uden dårlig samvittighed. Glem hvad jeg sagde, Eric. Jeg har sovet dårligt. Ja Kris, du trænger til en stor, stærk mandearm. Han blev ved og ved. Nu skal du holde op! Jeg render ikke rundt og boller med hvem som helst. 79

80 Han så forbavset på hende; forventede ikke den slags fra hendes mund. Hun rejste sig. Jeg går en tur efter morgenmaden. Han lyste op. Skal jeg gå med? Hun havde lyst til at komme væk fra ham, men han lignede Svans, og han var måske lettere at holde ud i frisk luft. Det kan du godt. Vi kan gå ned og se Oluf Høst museet. Det ligger ikke så langt herfra. Måske Eric, lad os se, hvad der sker. Han åbnede munden, men fortrød og bed tænderne sammen om franskbrødet. Hun hostede og kamuflerede sit ubehag bag venstre hånd. Han tyggede af munden og rømmede sig. Jeg gør mig klar. Skal vi sige om en halv times tid? Ja. Han forsvandt ud i bryggerset, med hendes blik i ryggen, var han sikker på, og betragtede sig indgående i spejlet. Med de skægstubbe kunne han jage sin egen mor væk. Hvorfor i alverden havde han ikke tænkt på at barbere sig inden morgenmaden? Slendrian. Han sæbede irriteret underansigtet ind. Han plejede at glæde sig til den gammeldags barbering og nyde kostens roterende bevægelser imod kinderne og det tætte, cremede skum. Bornholmsk glæde. Han lignede sgu en rigtig julemand. En stor, fjollet en. Han tog sin fars skraber og begyndte at rage venstre kind og skar sig. Satans! Hvorfor havde han ikke kunnet nære sig? Han havde pludselig fået lyst til at bringe hende fra koncepterne, og han anede sgu ikke engang, hvad han ville bruge det til. Han var en rigtig dygtig karl. Nu så hun på ham, som om han var noget, katten havde efterladt. Fandens! Hun var sgu da over tolv år, og hun kunne vel regne ud, hvorfor han havde inviteret hende, og hun var vel ligeså alene som ham? Hendes omgangskreds kunne ikke være forbandet stor, siden hun evigt og altid havde hængt hos Dorte. Var det måske så unaturligt, at to voksne mennesker varmede hinanden, når de frøs? Det havde været lettere at invitere Mette. Hun havde tigget og bedt ham om at komme med, men Kris havde virket så blid og lidt passiv sammen med Dorte, og han havde brug for én, der kendte historien og ham. 80

81 Hun havde ret; de kendte overhovedet ikke hinanden. Han havde sgu taget fejl, og den gamle snerpe var ikke sådan at bide skeer med. Det var nok en god ide at tage listeskoene på, indtil hun faldt til ro. Hun skulle nødig forsvinde midt i det hele eller ødelægge ferien. Han havde det ikke bedre end godt. Dortes død havde taget hårdt på dem begge to, og han måtte undskylde Kris og være tålmodig, men det var sgu svært at vide, hvad hun ville. Pokker tage kvinder. Han tørrede ansigtet i et af de små barberhåndklæder, Dorte havde foræret ham, og mærkede tårerne og løftede hænderne og sjattede sig lidt for hårdt på kinderne med den dyre barbersprit, Dorte havde syntes duftede sexet. Kinderne sved. Anna havde ikke kunnet tåle lugten af barbersprit. Hvad med Kristiane? Til helvede med dem alle tre. Han var for gammel til det pjat og en fisketur, med en af gutterne på havnen, var sgu mere fristende end mokken derinde. Han skulle være stukket af alene. Nå, hvad fanden, han var vel mand for at takle problemerne, efterhånden som de indfandt sig. Han sukkede og strøg sig over kinderne og hagen og friserede sig omhyggeligt og mærkede, at han var ved at blive tynd i toppen. Livets gang. Han rankede sig og trak maven ind. Bortset fra håret, som man næsten ikke lagde mærke til, så han sgu rigtig godt ud endnu, og hun var alt i alt meget sød. Hun tog ud af bordet og stillede bakken på køkkenbordet og gik ind og redte sengen. Regnen plaskede mod ruderne, og hun var glad for, at hun havde regnsættet med, selvom hun lignede en tumpe med det på. Eric havde været forudseende. Vejret her var voldsommere end hjemme. Jeg går ned mod havnen! Hun råbte og åbnede døren, og blæsten væltede hende næsten omkuld. Hun trådte et skridt tilbage og fik hætten op i en fart og ønskede sig ind i den lune stue, mens hun kæmpede sig ned mod havnen. Eric var lige i hælene på hende. Havnens grå tomhed var lidt skræmmende, men havets hvinende buldren mod klipperne fik hendes hjerte til at slå hurtigere, og hun vente sig om mod Eric, der passerede hende, og de nåede klippen. Han forcerede hurtigt de høje, ujævne trin. Hun forsøgte at følge med, men mistede næsten pusten og holdt en hånd skærmende op foran næsen og vendte ryggen til blæsten og stod og pustede ud og blev grebet af den samme vilde glæde som dengang. Øjeblikket var magisk. Hun voksede sammen med de urgamle sten og vidste, at hvis hun skulle trives for alvor på kloden, skulle det være et sted som her ved klipperne 81

82 og havet, der altid havde været og altid ville være. Den voldsomme krafts kamp med de urokkelige elementer, skabte fred i hendes sind. Hun løftede ansigtet op mod det grå verdenstag og åbnede munden og drak regnen og fyldte lungerne helt ud med det ubegribeliges ånde og var taknemmelig for, at han havde inviteret hende med. Hun gik hen og stillede sig ved siden af ham. Han så glad på hende, og hun lagde en finger over munden, og han forstod. Hun stod helt stille sammen med ham og lod livet trænge ind i hver pore, og langsomt tømtes hendes hoved for alle besværligheder, og spæde drømme tonede frem fra hemmelige huler et sted dybt inde, og livet var værd at leve, og døden var naturlig. Skal vi gå hjem? Hun mundaflæste, og øjeblikke var forbi. Han var Eric den utålmodigt krævende, og hun var Kris den sorrige. Hun vred læberne af led. Nej Eric, lad os gå lidt. 82

83 13 Du, Eric? Han satte glasset fra sig og tørrede skum af munden og så afventende på hende. Havnekafeen var næsten tom, og hun mærkede vinterfornemmelse. Ville du sige noget? Ja. Hun rømmede sig. Ordene havde svært ved at slippe tungen. Hun rømmede sig igen. Øh Bengt bor herovre. Her i Gudhjem. Bengt? Han så desorienteret på hende, men det kunne ikke passe, at han ikke viste, hvem hun talte om. Dortes Bengt? Han tog sin pibe frem og tændte den langsomt og omhyggeligt, og hun tændte en cigaret og inhalerede nervøst og så ud ad vinduet. Regnen var ved at stilne af, og hun fik øje på enkelte blå sprækker i himlens grå masse, mens hun ventede spændt på hans reaktion, der lod vente på sig. Hun slap himlen og lod blikket glide henover hans ansigt, der havde fået et misbilligende udtryk, og hun fortrød, at hun ikke havde ventet lidt, for Eric så ud til at opfatte hendes snak om Bengt, som det forræderi, det var. Bengt var hendes projekt, og hun havde ikke behøvet at tvære det ud i ansigtet på Eric så hurtigt. Tavsheden var tyk, og udspillet var hendes, og hun kunne lige så godt dumme sig færdig. Jeg har tænkt på at opsøge ham. Da du fortalte mig, at Dorte havde været din elskerinde, kom jeg i tanke om ham. Hun tændte en ny cigaret. Jeg har altid syntes, det var en mærkværdig måde, Bengt forsvandt ud i den blå luft på. Lene ved ingenting, og det synes jeg er underligt. Jeg kunne sikkert få alle svarene i dagbøgerne, men jeg har ikke lyst til at snage i hendes inderste tanker. Jeg er nærmest flygtet fra de dagbøger. Han skar en grimasse. Og nu vil du snage på en såkaldt pæn måde? Hun krympede sig under sarkasmen, men han kunne ikke standse hende. Jeg vil finde ud af, hvorfor han forsvandt for Lenes skyld. 83

84 Hun sad og forsvarede sig som en anden skolepige. Det er mig, der er nysgerrig. Jeg vil finde ud af, hvad der skete. Jeg synes heller ikke, at jeg kender Dorte. Hun skylder mig en forklaring. Hvorfor i alverden mener du det? Fordi jeg betroede hende alting. Jeg føler mig snydt. Hun lød selvretfærdig og barnagtigt, men hun kunne ikke holde op nu, for så ville hendes nysgerrige hoved forsvinde i kviksand, for det var helt tydeligt, at han ikke ville hjælpe hende. Han rømmede sig. Sig mig engang, Kris, er du udelukkende taget med mig for at møde ham? Nej, nej. Jeg ville virkelig gerne gense Bornholm. Javel. Jeg tror, jeg går en tur. Han rejste sig og vendte om på hælen. Døren gav et lille ekstra smæld, da han lukkede den, og tjeneren så nysgerrigt på hende. En snaps, tak! Hun lød skarp og smilede undskyldende, da han kom med den. Tak. Det var ærgerligt, at hun havde glemt at tilføje, at hun gerne ville gense Bornholm sammen med ham. Regnen var holdt op og blæsten omdannede det tunge grå til drivende skyer, solens stråler gennembrød hist og her. Det var mange år siden, hun havde set noget så betagende nedefra. Universet udvidede sig for hendes øjne. Hun mærkede snapsenes virkning. Alt i alt var det ikke så galt, og hun skulle vænne sig af med at se så sort på alting, og det var rart at være alene. En snaps og en vand, tak! Bengt boede forbi Oluf Høsts museum. Hun kunne gå derind først og se hans malerier og den kuperede have, hun var blevet så betaget af dengang; og bagefter kunne hun sondere terrænet og liste sig ind på problemet. Hun smilede og fik lidt ondt i maven. Eksamensmave. Hvad ville hun egentlig gøre, hvis Bengt blev ligeså mopset som Eric? En kop kaffe, tak! Hvordan så Bengt ud i dag? Ville de kunne genkende hinanden? Han havde været en af de smukkeste mænd, hun havde set, og hun havde fået kløe i fingrene, hver gang hun betragtede ham, men det lykkedes hende aldrig at tegne et rigtig godt portræt af ham, for han var i evig bevægelse og ikke til at gribe. Hans krop, dengang, var harmonisk bygget og kraftfuld uden at virke særlig kraftig. Han var nærmest langlemmet og senet. Min nordiske gud kaldte Dorte ham og 84

85 lo og strøg ham over armen, når han var i nærheden, og han kvitterede med et kys i nakken. De have tilsyneladende været hinandens livs kærlighed, og derfor havde det også været så ubegribeligt, at han pludselig forsvandt, og at Dorte tav så konsekvent og gjorde Lene faderløs, da hun var fem eller var det seks år. Næsten fra dag til dag forsvandt alt, hvad der mindede om ham, ud af Dortes hus, og hun skrantede en tid og fik tårer i øjnene, når Lene spurgte efter sin far, men hun forklarede sig aldrig, og det havde sat spekulationerne i gang. Jeg vil gerne betale. Kender du Bengt Jacobsen? Han er tømrer. Tjeneren skitserede adressen bagpå regningen, og hun takkede og gav ham rigelige drikkepenge, der udløste et smil. Snapsene havde slået, men rusen var behagelig og lagde en skærmende hinde omkring hende. Hun drejede beslutsomt til venstre og gik op på vejen mellem husene, der skærmede lidt mod den stride blæst. Hun ville sunde sig lidt på bænken ved Oluf Høsts hus på havnen, inden hun gik videre. Blæsten bed og fik tårerne frem i hendes øjne, hun var ved at fortryde sin udflugt, men fik i det samme øje på det lille, røde hus, da vejen mundede ud i kystvejen, som hun krydsede. Bænken stod, hvor den altid havde stået. Hun satte sig og fulgte kystlinien og bugten og ønskede, at vejret ville arte sig, så hun fik set verdens smukkeste solnedgang, eller i hvert tilfælde Bornholms. Hun huskede ikke, hvad maleren havde sagt. Et par på hendes alder kom forbi, arm i arm, og han bøjede sit hoved ned mod hendes og slog ud med sin frie arm, og hun lo op mod ham. De var tydeligt glade for hinanden. Hun følte sig forladt og meget ensom. Det skulle have været Niclas og hende, der gik derude. Forræderiske øjne, der åbnede sig mod verden og åd indtryk, sjælen ikke kunne kapere. Hun kneb dem fast i og mærkede tårerne og trætheden. Ville hun nogensinde opleve følelsen af samhørighed igen? Hun var ensommere sammen med Eric, end når hun var alene. Hans nærvær forstærkede smerten i stedet for at dulme den. Hendes glæde oppe på klippen havde været ægte, men efter den oplevelse var hun mere sårbar end før. Sårbarheden havde intet med ham at gøre, og han ville ikke kunne trøste hende. Hendes impulsive berøring havde ikke været en invitation, men hvis han havde troet det, måtte han have følt hendes betroelse som en spand koldt vand. Hun måtte passe bedre på. I det hele taget virkede hendes forehavende uoverlagt. Hun havde slet ikke været parat til at tage med ham, og han havde sikkert ret, 85

86 da han sagde, at fortiden havde bedst af at hvile i fred; bortset fra de lyse minder. Vidste Bengt, at Dorte var død? Kun hvis han læste Politikens dødsannoncer. Hun rejste sig og krystede armene over brystet og prøvede at få hold på sig selv og begyndte at gå, langsomt og besværet. Hendes ben gjorde ondt, og og hun haltede lidt mere end ellers. Hun var en anskudt fugl ude af kurs, på vej mod det ukendte. 86

87 14 Huset skulle ligge lidt oppe ad skrænten bag noget krat. Hun fik øje på et stykke rødt tag. Adressen kunne godt passe. En lille klippefyldt sti førte op til det. Hun krydsede vejen og begyndte at gå opad og standsede forpustet foran en vildtvoksende have med gule roser, og en stensætning ud til vejen, beklædt med lilla og klare, blå og rødlige blomster og sølvgrønne planter og stålgråt græs, og der stod et gammelt, kroget figentræ midt i en stor lyngpude. Hun vidste godt, at figentræet kunne vokse på Bornholm, fordi klipperne opvarmedes om sommeren og holdt længe på varmen, men hun undrede sig alligevel over at se det subtropiske træ stå sammen med den smukke, hårdføre bornholmske lyng. Hist og her tittede et klippestykke frem. Det bornholmsrøde hus, med det atypiske bindingsværk, der skyldtes træmangel i tidernes morgen, trængte til at få frisket sin rødmende tein op, men vinduer og tag var i god stand, og vinduernes mørke rammer var originale med små ruder. Beboerne måtte fyre med brænde, for en kæmpemæssig brændestabel ragede op bagest i haven, og en stor økse, på en huggeblok, glimtede i solen. Hun så en hyld med overmodne, blåsorte bær, det var for sent at plukke. En fin røg sivede op af skorstenen og spredtes for vinden. Lugten af brændt træ bed hende i næsen, og hun elskede den duft, der mindede hende om skt. Hans aften eller sandelrøgelsespindene i ungdommen. Hun stod helt stille med næsen klemt fladt ind mod idyllen. Stedet udstrålede fred. De eneste lyde kom fra havet og et par efterårstrætte, brummende insekter. Hun drejede hovedet og stillede sig på tæer og skimtede, over krattets top, det grønlige hav med de hvide, arrige tænder, under sig. Pludselig kom en mand til syne med en skraldepose i den venstre hånd og en cigaret i højre. En ældre mand, hvis lyse, krøllede hår var blevet gråt, men det var ham, og hun ville kunne genkende hans måde at gå på alle vegne. Hans skridt var lange, og hans gang var lidt tung på en yderst tiltrækkende måde. Lændernes bevægelse udstrålede styrke. Hendes hjerte slog hurtigere af lettelse og glæde. Ældningen havde ikke skæmmet ham. Det vidnede om integritet. Hun havde mødt ungdomsbekendte, der nærmest var uigenkendelige, som om deres oprindelige træk var gået i opløsning og erstattet af nye besynderlige, der forrådte deres sjæles forfatning. De havde altid virket skræmmende på hende; som om de havde forrådt både hende og dem selv. 87

88 Hun stod helt stille og prøvede at få sit hjerte under kontrol. Hun var tilbage i tiden og huskede pludselig hans manglende evne til forstillelse. Hans følelser havde altid stået mejslet i hans ansigt, der havde kunnet skifte fra dyb, intens glæde med glød i øjnene til vrængende afsky og isblåt blik. Hun havde ofte følt sig lidt slidt og fad i hans selskab. Selv Niclas var sommetider blegnet, når Bengt var til stede. Dortes vitalitet havde tilsyneladende stået så fint til hans. Han dumpede posen i skraldespanden og vendte sig om og gik tilbage mod huset. Hans ansigt havde front mod hende, men hun kunne ikke afgøre, om han havde set hende; jo, naturligvis havde han set hende, det kunne han ikke undgå, men han troede måske, at hun var en nysgerrig turist, der længselsfuldt beundrede et tabt paradis. Skulle hun kalde? Hun trippede nervøst og følte sig svag. Fortiden stod foran hende. Nu! Hun løftede venstre hånd og åbnede munden. Bengt! Hun syntes, hun hviskede, men han standsede brat og så undersøgende på hende og fiskede et par briller op af skjortelommen og satte dem på næsen. Uindfattede briller, der glimtede i lyset. Hun havde gjort det. Han bevægede sig hen imod hende. Hun følte sig nærmest paralyseret, som et møl, der viljeløst fløj ind i ilden. Han nåede hen til hende, og hun fik det bedre, da hun så et langsomt genkendelsessmil brede sig fra hans mund til hans øjne, men hun var tør i munden og gjorde et par synkebevægelser. Kristiane?! Hun nikkede bevæget. Hans stemme virkede stadig pirrende. Det må jeg nok sige hvad velkommen. Han tog en pakke cigaretter frem og bød hende og tog én selv og tændte for dem. Fredspibe? Hendes lille latter lød ynkelig. De stod midt i den summende tavshed, som ikke syntes at genere ham. Han studerede hende. Hun rømmede sig. Jeg kom forbi. Der var stadig noget galt med hendes stemme, og han hjalp hende ikke, men hvilede i sig selv. Han havde altid behersket pauser til fuldkommenhed. Hun var et insekt på nål. Jeg fandt ud af, hvor du boede. Ved du, at Dorte er død? Ja, jeg læste det i dødsannoncen. Vil du ind og have en kop kaffe? 88

89 Han indbød med armen, og hun fulgte efter ham og sugede ham til sig. Han drejede om husets hjørne og smilede. Sæt dig i haven, så kommer jeg ud. Han lod sin hånd løbe gennem sin gråsprængte manke og forsvandt ind igennem en blå dør, der sikkert førte ind i køkkenet, og hun satte sig på en smedejernshavestol og hørte en vandhane åbnes og en gastænders lille smæld, og hun havde lyst til at stikke af, men blev siddende, for sådan en opførsel ville Bengt ikke finde sig i. Han hadede koketteri og krukkeri. Det huskede hun. Han kom ud med to umage krus og en sukkerskål og stillede dem på et groft forarbejdet plankebord med årer, der nedstirrede hende. Bruger du fløde? Hun nikkede. Katten om flødeskålen. Jeg kan sagtens drikke sort med sukker. Jeg har mælk. Han forsvandt ind i huset igen, og hun flyttede over i en mageligere stol, der udstrålede personlighed og gedigent håndværk og huskede Dortes irritation, når det var Bengts tur til at købe ind, og han havde glemt fløden, fordi han drak sort kaffe. De senere år undværede Dorte også fløde, fordi hun fik røde knopper af den langtidsfløde folk, ja, selv såkaldt pænere restauranter, serverede for gæsterne. Dorte sagde havde sagt, at den forbandede fløde var i deres disfavør uanset, hvor god maden var, og at restauratøren kun ville få én kokkehue på hendes skala. Fy for margarine og langtidsfløde! Hvad sidder du og morer dig over? Han skænkede kaffe i krusene og satte sig overfor hende. Åh. Jeg kom i tanke om flødekommersen dengang. Han tændte en cigaret. Ja, der var alt for meget flødesnak; den druknede næsten det væsentlige. Må jeg så høre, hvorfor du kom lige forbi. Han så interesseret på hende. Jeg fandt din adresse i en telefonbog jeg havde lyst til at gense Bornholm se dig Jeg er herovre sammen med Eric. Kan du huske ham? Annas Eric. Ja, ham glemmer jeg sent. En stor pik med en lille mand bagefter. Hvabehar? Hun spruttede kaffe udover sit tøj og lænede sig tilbage i stolen og grinede højt og mærkede anspændelsen sive ud af kroppen. Det var Eric på kornet. Bengt smilede 89

90 stort, og han var slet ikke vulgær. De sad lidt i tavshed, og hun så tegnefilmklip med Eric i hovedrollen og lo igen. Bengt skænkede mere kaffe. Hvordan går det med Anna? Hun døde for et par år siden. Demens. Hun led vist ikke de sidste år. Eric stod på pinde for hende til det sidste. Undskyld, Kris. Tag dig ikke af en ondskabsfuld, gammel støder. Han lignede en ualmindelig veltilfreds gammel støder, og hun vidste egentlig ikke, hvorfor hun forsvarede Eric. Hun havde lyst til at forklare. Du behøver ikke at undskylde. Han er faktisk derhenad. Hun klukkede. Han inviterede mig herover, men jeg er bange for, at han lægger mere i turen, end jeg gør. Hvordan har du det, Kris? Jeg har det meget godt lige nu, men det tog forfærdeligt hårdt på mig, at Dorte døde. Det var så pludseligt, og jeg var meget afhængig af hende. Hun var det menneske, der stod mig nærmest, efter Niclas døde. Ja, man blev på en eller anden måde afhængig af Dorte. Hun gik en i blodet. Hun hørte bitterheden i hans stemme, og hans ansigt trak sig lidt sammen. Det gik for hurtigt. Jeg elskede hende, Bengt og hun sagde mit navn. Undskyld, jeg er ikke helt med? Jeg hørte mit navn næsten hver dag. Det er enkelt. Jeg var ikke navnløs. Han drejede ansigtet væk fra hende og rømmede sig og vendte sig og så forlegent på hende. Hvad skete der med Niclas? Mavekræft. Hendes mave snørede sig sammen. Det forfærdelige ord var stadig svært at sige højt. Han havde lidt så ubeskriveligt. Han fik en langsom, pinefuld død, jeg kun kunne ønske for min allerværste fjende. Hun lød teatralsk og så, at han syntes det samme. Det var hårdt Bengt. Sommetider tænker jeg på, at det letteste ville være aldrig at knytte sig til nogen som helst. Tja, sådan kan man tænke, og når jeg ser tilbage på mit liv, blev det også kun omtrent og lige ved, efter Dorte. Jeg har prøvet at helgardere mig, men det har sgu gjort mig sær og forbandet ensom indimellem, selv om jeg sætter stor pris på min uafhængighed. 90

91 Hans ord rørte hende. Hun tog det varme krus mellem sine hænder og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Du har en stor, flot hyldebusk. Han trak vejret dybt. Kom tilbage. Tja jeg var sentimental. Står hylden stadig i haven? Ikke mere. Eric har tiltusket sig den. Nu står den i hans have. Nå, han er også sentimental; det er i hans favør. Du Bengt, hvorfor forlod du Dorte og Lene? Han rejste sig så voldsomt, at hans kaffe skvulpede over, og hun så forskrækket på ham og kunne have bidt tungen af. Du er sandelig ikke billig, hvad? Du kommer uanmeldt og vil have svar på et ømtåleligt spørgsmål efter fem minutter. Du ser vist for meget video. Han havde snerret. Hendes kinder og øjne brændte. Tilgiv mig, Bengt, men jeg har tumlet med spørgsmålet så længe, at jeg glemte dig. Han stod og gyngede på fødderne, men besindede sig gudskelov og satte sig ned igen. Alle right. Jeg skal nok fortælle dig hvorfor, på et tidspunkt, hvis du bliver længe nok. Han ville se hende igen. Hun rakte impulsivt hånden frem og lagde den på hans arm. Han lod den ligge. Venner? Hun lød måske som en B-film, men hun mente det dybt alvorligt, og det måtte Bengt kunne se. Venner. Hør Kris, jeg har en aftale, men kom igen i aften, så laver jeg en gang mad, og så taler vi om gamle dage. Jeg ved ikke rigtigt. Eric Gør som du vil, men jeg vil ikke se Eric i aften. Jeg er nødt til at gå nu. Han rejste sig og forlod hende. Bare sådan. Uden videre. Hun sad overrumplet tilbage. Efter tredive år snakkede de sammen i cirka et kvarter, og så gik han uden garanti for, at hun ville komme tilbage. Han måtte være sikker i sin sag eller ligeglad. Hun mærkede skuffelsen og vidste, at hun var urimelig. Hun kom uanmeldt og forlangte, at han skulle slippe alt, hvad han havde i hænderne, og følge hendes impulser. Ja, det havde hun håbet, men det var barnagtigt at være skuffet. Hun tændte en cigaret og lukkede øjnene og ønskede sig langt væk. Hvad havde hun forestillet sig? I 91

92 hvert tilfælde ikke at sidde her alene og blomstre med Eric surmulende nogle hundrede meter herfra. Hun var en hund i et spil kegler. Bengt var fremmed, når det kom til stykket, selvom hun et øjeblik havde haft en følelse af, at de mellemliggende år forsvandt. Ønskedrøm. De havde genkendt hinanden, men de kendte overhovedet ikke hinanden mere. Hun åbnede øjnene og stirrede ind i en mave og så op. Bengt stod og så ned på hende. Du må undskylde min opførsel, Kris. Jeg er ikke god til at håndtere fortiden, og jeg blev chokeret over at se dig stå derude. Jeg troede et sekund, at du var et synsbedrag. Jeg har levet længe alene og har glemt at være selskabelig. Kom i aften, vil du? Ja Bengt, og tak fordi du kom tilbage. Jeg skammede mig pludselig over, at jeg havde overrumplet dig på den måde. Hun rejste sig og strejfede taknemmelig hans arm med hånden og var ved at snuble over et klippestykke, på vej ned til vejen. Hun satte sig ind i havnecafeen for at fordøje mødet med Bengt, der havde virket voldsommere på hende, end hun brød sig om. Hun følte sig sårbar. En vand, tak. Hendes mellemgulv var i oprør, og hun var tør i munden. Bengt havde væltet hende omkuld, nej, ikke Bengt alene; hele hendes fortid. Hun drak grådigt og for hurtigt. Bruset løb op i næsen og gjorde ondt og gav hende tårer i øjnede. Alting var til låns, og døden var uigenkaldelig. Hun bad om et glas postevand og mærkede tjenerens nysgerrige blik. Han troede nok, det drejede sig om ægteskabelige gniderier. Gid det var så enkelt. Hun kunne næsten ikke tage sig sammen til at gå hjem. Hun hørte døren gå og vendte sig. Det var Eric. Han så inkvisitorisk på hende. Sidder du her endnu? Endnu. Det måtte han gerne tro. Som du ser. Hun lød afvisende og fortrød. Eric var uden skyld i hendes hudløshed og ikke ansvarlig for hendes velbehagelighed. Han gik op til baren og købte en øl og satte sig ned og skænkede omhyggeligt op i glasset og betragtede skummet. Hans velovervejede bevægelser irriterede hende, men han så trist ud. Eric, du skal ikke tage dig af mit humør i øjeblikket. Har du tænkt dig at opsøge Bengt? Ja. 92

93 Hvornår? Det ved jeg ikke rigtigt. Det var alt for let at lyve! Eric, lad være med at forhøre mig. Jeg er her på delebasis. Vi er uafhængige af hinanden, husk det. Det bedste forsvar var, som altid, et angreb. Hun var tarvelig, men det var umuligt at fortælle ham om besøget lige nu. Hendes følelser måtte falde til ro først. Sig mig engang, Kris, har jeg gjort dig noget bortset fra i går aftes? Nej, Eric. Nå, det trøster mig. Hun fik ondt af ham. Skal vi gå hjem og spise frokost? Ja, og så vil jeg gerne invitere på middag i aften. Lad os nu se. 93

94 15 Hun stod foran Bengts dør og prøvede at få sit åndedræt under kontrol. Hun var gået raskt til, bagom byen, for at komme væk fra Eric så hurtigt som muligt. Han var blevet fornærmet eller såret, hun vidste det ikke, og han havde protesteret, da hun fortalte ham om aftalen med Bengt, og hun havde set på ham, at han hellere end gerne ville have spærret hende inde. Et øjeblik havde hun haft den samme følelse, som hun havde haft i tidernes morgen, da hun stod skoleret for faderen. Hun pustede ud og bankede på døren og mærkede ansigtsmusklerne slappes lidt, og hun smilede uvilkårligt, da Bengt åbnede den. Det var godt og rigtigt, at hun havde trodset sin dårlige samvittighed. Velkommen Kris. Kom ind! Tak. De stod tæt opad hinanden i den lille entre, og hun blev utilpas og havde svært ved at fastholde hans blik. Ah, hvor er her dejligt lunt og her dufter dejligt. Hun tav og ekkoet fra hendes kvidder hang i væggene. Han tog hendes jakke og hængte den på bøjle, og hun så sig forgæves omkring efter et spejl og purrede op i håret. Ingen fast kvinde i hans tilværelse. Han slog smilende ud med armene. Gå ind, Kris, og tag en drink. Jeg skal lige ud i køkkenet og ordne det sidste. Hønsekødssuppe som vor mor lavede den. Er det rigtigt? Er du god til madlavning? Habil. Hans tænder glimtede. Fortand med guld. Han forsvandt i retning af duftenes arnested, og hun gik ind i stuen og så sig glædeligt overrasket omkring. Hun havde forestillet sig et beskedent hjem med det allernødvendigste, men denne stue var sat sammen af en mand, der forkælede sig selv. Blankslidte, gedigne, mørkebrune lædermøbler, og hun troede næsten ikke sine egne øjne; en gammel Svanestol. Festlige plakater fra forskellige udstillinger på de hvide vægge og enkelte fine pennetegninger med bornholmske motiver. Et stort egetræsskrivebord med computer og papirstabler stod ved vinduet, og lyse reoler med oceaner af bøger og små, ægte tæpper i dybt røde og blå grundfarver fyldte stuen ud. En lystig ild knitrede i brændeovnen og god belysning svøbte stuen ind i blødt lys. Det var en rigtig mandehule, et ægte herreværelse. 94

95 Han havde sat glas og flasker på et charmerende sofabord, hvis træ glødede varmt og var skinnende rent. Der var nok at vælge mellem, men hun åbnede en flaske engelsk øl og hældte den velduftende drik over i et tungt, enkelt udført glas, og øllet changerede gyldent i glasset, der føltes som elfenben. Hun drak nydende en mundfuld og tændte en cigaret og satte sig i lænestolen og sugede stuen ind med alle sanser. Alt omkring hende var ægte og enkelt og lagde sig som balsam over hendes nervøsitet, og Erics skuffede ansigt fortonede sig. Her kunne hun være, og hun følte sig velkommen. Han kom ind med en grydeske i hånden. Falder du til? Her er dejligt. Hun sukkede det næsten ud og mærkede en slags ungdommens forventningsglæde. Han så glad på hende. Ja, jeg holder meget af stedet her. Gider du blande en Martini til mig. Stor gin lille Martini. Jeg kommer ind om lidt. Peberrodssovsen er snart smagt til. Vi spiser i køkkenet. Hun mærkede mundvandet og sank en gang og rejste sig og blandede hans drink. De havde drukket meget Martini dengang. Tør uden gin, men med citron og oliven. Martini og påskebryg, da den kom på markedet og slog så hårdt som en hest sparkede og rom, billig jamaicarom med cola. Han stod pludselig ved siden af hende og tog glasset ud af hendes hånd. Falder du i staver. Ja. Kan du huske festerne? Mon ikke! Skål Kris. De drak, næsten højtideligt, og han satte glasset fra sig. Så spiser vi! Hun gik efter ham ud i køkkenet, der var rummeligt og hyggeligt med gaskomfur og sorte, emaljerede snurrende gryder. Hendes mave rumlede. Det var umindelige tider siden, hun havde mærket en god, gammeldags sult. Køkkenbordet var enkelt dækket med hvidt porcelæn og store vandglas og en kande med koldt vand, der fik glasset til at dugge. Hvad vil du have at drikke? Jeg drikker vand til maden, men jeg har vin, hvis du vil have det. Nej tak, vand er fint. 95

96 Han øsede suppe op til kanten i en stor, dyb tallerken og satte den forsigtigt foran hende, og hun så betaget på den perlende, gyldne væske, med melboller, kartofler, porrer, selleri og gulerødder, og smagte på den. Den er himmelsk, Bengt. Farven, duften og smagen stemte overens, og hun spandt næsten, og han smilede tilfreds og satte sig overfor hende, og forbipasserende ville se et ældre, lykkeligt ægtepar spise et veltillavet måltid, der gav næring til kroppen og forkælede sjælen. Hun drømte, men denne stund var næsten for god til at være sand ovenpå Erics fattige frokost, med fladt pålæg og en smørmargarinesubstans, der hverken var fugl eller fisk. Ham og alle hans penge! Hun skænkede vand i deres glas og løftede sit. Skål Bengt. Tak! Det glæder mig, at du kan lide den. Nu skal du smage min sovs. Han skar et stykke hvidt, mørt bryst fra den kogte høne, og lagde det varsomt, næsten rituelt, på hendes tallerken sammen med et lår, og sluttede af med den cremehvide sovs, som han øsede rundhåndet ud over kødet. Hun fyldte munden og rullede med øjnene. Hun elskede peberrodssovs, gerne stærk, og det var hans, og forholdet mellem eddike, sukker og peberrod var rigtigt, og opbagningen var lavet med smør, men der var mere endnu. Hun vidste det. Du bruger suppe foruden fløden? Ja, det lærte min mor mig. Vil du have et stykke brød? Han rakte asietten med delikat udseende brød. Det skulle ikke undre hende, hvis det var hjemmebagt. Det er hjemmebagt. Hvordan har du dog lært at lave så dejlig mad? Nød og interesse og så har jeg jo altid været håndsarbejder, som Soya sagde. Hun begyndte at smile og havde svært ved at synke maden og tørrede sig med den ternede serviet. Undskyld, jeg griner midt i maden, men her er så rigeligt, og så kom pludselig i tanke om en sjov episode sammen med Dorte. Må jeg være med? Ja. Må jeg tage en rygepause? Værsgo. Hun tændte og sugede nydende ind og pustede ud. Alt føltes så rigtigt. Hun havde lyst til at fortælle en historie om den Dorte, hun helst ville huske. Hvad sidder du og pønser på? 96

97 Jo, Dorte og jeg var inde på en meget fin restaurant, vi havde hørt om, og Dorte bestilte indbagt laks. Hun klukkede. Tjeneren kom efter syv lange og syv brede med to tallerkener på størrelse med møllehjul, og vi var godt sultne og sank mundvandet hø og han satte dem foran os. Midt på de enorme tallerkener lå en klat et eller andet. Kan du huske Dorte? Hun blinkede til mig og så derefter troskyldigt på tjeneren og spurgte glædestrålende Nej da, er her prøvesmagning?. Du skulle have set tjeneren. Bengt grinede højt og ægte. Jeg kan godt huske hende, når hun rullede sig ud. Vil du have en portion til? Ja tak, Bengt, det måltid er en stor fornøjelse, og jeg husker tydeligt, hvor praktisk du altid har været. Jeg aner ikke, hvordan Niclas og jeg skulle have klaret os uden dig, dengang med lejligheden på Christianshavn.? Ja, da. Tapetet! Det var sjovt, ja, og din bogreol har jeg endnu. Jeg aner ikke, hvordan vi skulle have fået plads til alle Niclas bøger, hvis du ikke havde bygget den ind. Det er jo mit arbejde. Du har også mange bøger, Bengt; virkelig mange. Åh hold op, Kris. Du lyder som om håndværk og litteratur udelukker hinanden? Hun følte sig dum. Ære være fordommene Bengt. Min far var ikke ligefrem en læsehest, og vi havde cirka fem bøger hjemme. Hvis min mor ikke havde listet mig med hen på biblioteket, ville jeg stadig have troet, at bøger var eksotiske væsner. Hun smuglæste, og jeg kan huske, at hun opfordrede mig til det samme. Lommelygteoprør under dynen. Hun lo. Jeg overdriver mildt, men alligevel. Min far var begravet i bøger, når han kunne komme til det, og hans ønske var, at jeg skulle studere. Han sagde studere med ærbødighed i stemmen og længselsfulde øjne. Stakkels far, for jeg gad ikke indfri hans drømme. Jeg ville være håndværker. Arbejde med træ. Jeg kan godt huske de halvstuderte abers syn på dig indimellem, når du begyndte at tale om det levende materiale. Bordet; har du lavet det? Ja, jeg har lavet alle træmøblerne. Lædermøblerne er totalt umoderne, men de er gode at sidde i, og Svanen, jeg købte den, inden den blev næsten ubetalelig. Jeg lever i 97

98 øvrigt mest af snedkerarbejde, selvom jeg er udlært tømrer, og jeg reparerer og restaurerer i al beskedenhed. Der var varme i hans stemme. Hun lod hånden glide henover det sekskantede bord med rille, der forhindrede uheldene i at havne på gulvet, der var dækket af sart kokos. Hun havde haft kokostæppe på Christianshavn, og det endte med at være ligeså lækkert, som et uplejet skæg med æggerester. Det er smukt, Bengt Jeg er tilfreds med det. Hør, vil du ikke ryge? Jo tak, og tak for et dejligt måltid. Det er længe siden, jeg har smagt noget lignende, og det passer så godt til vejret i dag. Velbekomme. Ja, det er ved at blive efterår for alvor. Melankoliens måned. Oktober. Det var rigtigt, men Dorte havde ikke været melankolsk? Ja, jeg begynder altid min nedtur i oktober, men Dorte hev mig ud hvert efterår. Hun elskede september og oktober. Det var derfor, hun ville rejse i august. Hun var pludselig trist til mode. Han rejste sig og begyndte at rydde af bordet. Jeg har vist aldrig forliget mig med, at så smukke farver er naturens sidste krampetrækninger selvom det vender tilbage alt sammen undtagen Dorte. Hun døde lige inden sin yndlingsårstid Vinter er hvile, Kris og jeg er ikke bange for døden. Skal vi tage kaffen i stuen? Han ville åbenbart ikke tale om Dorte nu. Død og god middag var måske heller ikke den bedste kombination. Hvorfor kunne hun aldrig beherske sig? Det endte med, at hun stødte ham fra sig, hvis hun ikke passede lidt på. Tanken om Dorte var ny for ham, og måske smertede det ham at tale om hende. Gå du ind, Kris, så kommer jeg med kaffen, og jeg har en god cognac, jeg købte sidst, jeg var ude at rejse. Ukendt lokalt mærke. Rejser du meget? Ja, jeg har rejst meget i Frankrig og Tyskland. Naver. Har arbejdet mig frem med finere håndværk. Tager du krusene med ind? Hun gik ind i stuen og satte sig i sofaen og følte sig pludselig lidt fortabt men smilede, da Bengt kom ind med termokanden og cognac. Han skænkede til dem og satte sig i lænestolen. Han måtte gerne have sat sig ved siden af hende. Skal jeg sætte noget musik på? Nej, endelig ikke for min skyld. 98

99 Jeg husker dig ellers som musikelsker. Ja, det er jeg også, men jeg synes efterhånden, at jeg er ved at blive kvalt i musik og muzak. Du ved film og såkaldt dokumentariske udsendelser alt efterhånden. Selv naturudsendelserne. Bestillingsmuzak i stedet for bølgebrus og, hvis producenten er kåltåral, stumper Vivaldi. Jeg er nødt til at skrue ned for lyden, så mine følelser, for det jeg ser, ikke bliver kvalt. Hun tav ophidset og flov, men han så ud til at lytte. Hun tændte en cigaret og sugede ind og pustede ud. Jeg havde det også sådan med illustrerede bøger i barndommen. Jeg ville selv bestemme, hvordan personerne så ud, og jeg kan stadigvæk blive irriteret, hvis jeg læser en filmatiseret roman. Han grinede! Sad han og morede sig over hende? Hun mærkede skuffelsen, men valgte at smile. Det er én af mine kæpheste. Det kan jeg høre, og jeg er faktisk enig med dig, men jeg havde nu også tænkt mig at sidde helt stille og give musikken fuld opmærksomhed og fordøje maden og give sjælen en chance for at følge med. Han kom fløde i kaffen og rørte rundt og tog cognacflasken og så spørgende på hende. Hun nikkede og knuselskede ham. Bengt, jeg er så glad for at være her. Han så alvorligt på hende. Hvordan døde Dorte? Hun spildte lidt kaffe på bordet og tog en serviet og gned ihærdigt og rømmede sig og vidste, hvordan han havde haft det med hendes overrumplende spørgsmål. Hun sundede sig og klarede stemmen. Hun døde af et slagtilfælde. I en flyvemaskine på vej til Spanien. Det ene øjeblik var hun forventningsfuld; det næste var hun død. Hun rejste sig. Billedet stod skarpere, end det havde gjort længe. Hun opdagede forbavset, at hun stod op og så forlegent på ham og satte sig. Var du der, Kris? Hans stemme var blid, og han så medfølende på hende. Ja, og jeg fik vist et chok. Jeg vendte ryggen til hende. Jeg gjorde ingenting! Hvad skulle du gøre? 99

100 Det ved jeg ikke, men jeg kan ikke glemme min væmmelse. Jeg var bange for at komme til at røre ved hende, og jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at hun kunne række ud efter mig. Hun sank en klump. Han sad helt stille, og hun fik mod til at fortsætte. Har du set Ingmar Bergmans Hvisken og råb? Tjenestepigen sidder med den døde, der græder. Det var en uhyggelig scene. Jeg havde mareridt i lang tid. Stakkels dig. Gjorde han nar? Nej. Forstår du? Ikke rigtigt. Jeg har haft meget med døden at gøre. Bestillingskister. Det var Dorte!! Bengt, jeg vil helst ikke tale mere om det lige nu. Hvorfor ikke? Tror du, at du kan blive ved med at dirigere festen? Hvad siger du? Du har ikke forandret dig særlig meget siden dengang. Hvis du ikke kan lide det, du ser og hører, bliver du ked af det og forsvinder, selv om du bliver siddende, i stedet for at prøve at stå det grimme igennem. Du forlanger på en måde, at andre agerer på dine vilkår. Hun stirrede overrumplet på ham. Han tændte en cigaret og lukkede sig om sig selv. Ligesom dengang. Han åbnede munden og var åbenbart ikke færdig. Er du klar over, hvor meget du kan tyrannisere andre mennesker med din milde stædighed? Stædighed? Hende? Hun rejste sig brat og stod foran ham med knyttede hænder, men satte sig magtesløs ned igen, og registrerede hans nøgterne øjne. Hvorfor overfalder du mig? Nu prøver du igen, men du kan ikke give mig dårlig samvittighed. Hvis du vil have ærlige svar af mig, må du sgu lade være med dine egne krumspring. Hvorfor var du så skrækslagen, da du sad ved siden af Dorte? For helvede, hun var din bedste veninde, og hun var død. Det ved jeg ikke. Nej Kris, men så tag og find ud af det. Kunne du overhovedet lide hende? Hold op! Nej, jeg vil ej. Ved du, hvad én af grundene var til, at jeg forlod Dorte og jer andre? Nej! Jeg kunne ikke holde jeres forløjede fnidderfnadder ud. 100

101 Han vrængede. Hun blev mat, men kunne ikke holde bøtte. Lene. Hvad med hende? Og du rejste hel tiden. Han så forpint på hende, og hun fortrød sit spørgsmål. Jeg er ikke far til Lene, og selv om jeg elskede hende som min egen, ville din elskede Dorte fanden tage hende, ikke godvilligt lade mig se hende. For fanden, Kristiane, mens jeg rejste for at tjene penge til os. Jeg vil hjem. Hun måtte have hørt forkert. Jeg går! Ja, for pokker; løb din vej, som du plejer! Hun tumlede ud i mørket og fortrød allerede og stod helt stille for at få sit åndedræt under kontrol. Hendes hjerte hamrede og sprang et par slag over, og hun skulle tisse. Kunne ikke holde på vandet; var ved at tisse i bukserne af skræk. Hun satte sig og lod passivt strålen løbe og betragtede den lille, viltre flod i lyset fra køkkenvinduet og ønskede, at han skulle komme ud og hente hende, men døren forblev afvisende lukket. Hun rejste sig besværet. Knæene ville næsten ikke bære og gjorde ondt. Han var ikke far til Lene? Det kunne da ikke passe? Hun ville give hvad som helst for at have hørt forkert. Hun rejste sig og trak de fugtige strømpebukser op og havde lyst til at sætte i vildt løb, der passede til hendes sindstilstand, men hun gik langsomt og forsigtigt ned til vejen og ind mod havnen, hvor kafeens lys drog natsværmeren Kris til sig. Hun frøs, og hendes bedste jakke hang i Bengts entre. Til helvede med alle jakker. Bengt var ikke Lenes far. Hvem i alverden var? Vidste Eric det? Eric ventede hende, men hun var hjemløs. Hun gik ind og satte sig udmattet ved et bord og vinkede ad tjeneren. En kop kaffe. 101

102 16 Erik så på uret. Der var ikke gået mere end fem minutter siden sidst, men tiden sneglede sig af sted, og klokken var ikke særlig mange; kællingen var sikkert ved at lægge billet ind nu. Hun overnattede måske oven i købet hos Bengt? Nej, det var ikke sandsynligt. Det var hun for snerpet til. Hun havde vist krydset benene siden Niclas død. Hvad fanden gik der af ham? Han var da ikke jaloux på den træmand. Hvad kunne han have at byde på andet end træsorter? Det faldt Kristiane vel ikke for. Hun havde foragtet ham en lille smule dengang. Den tavse mand, når de diskuterede. Dorte havde nærmest undskyldt ham; han havde været forgabt i hende, og det havde hun aldrig kunnet stå for. For helvede, hun var død. Han gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Ikke flere kolde. Han havde ellers fyldt op. Han måtte have drukket flere end han troede, ja, gu havde han drukket en del, og det var der vel ikke noget at sige til. Han havde inviteret Kristiane i den bedste mening, og så forsvandt hun for øjnene af ham. Hun plejede ellers at holde strengt på formerne. Formerne! Dortes bryster og røv havde været så virkelige; og hendes latter! Fri for dikkedarer. Den rene blodtransfusion. Han skuttede sig kuldskært og gik hen og skruede lidt op for varmen. Kristiane havde snydt ham. Det var den rene, skinbarlige sandhed. Han havde ikke anet en skid om hendes forehavende. Hun var en skuffelse, og det var godt, han havde fundet ud af, hvordan hun var i virkeligheden, inden det var for sent. Til hvad? Nu skulle han sgu hidse sig ned. Hun var god nok, havde udtrykkeligt gjort ham opmærksom på, at de rejst på delebasis, men alligevel. Han havde sgu observeret, at han aldrig rigtig havde kunnet tage kvinders snak for pålydende, Kristiane var da for pokker over tolv år og burde vide, hvad det drejede sig om. Han satte sig og stirrede fraværende på fjernsynets flimmer. De hurtigt skiftende billeder gik henover hovedet på ham, og uden lyd virkede det hele totalt sindssygt. Overhovedet ingen sammenhæng. Var mennesker gale, eller var han bare endt med at være en gammel nar, der var gået bagom dansen? Han var sgu ikke så gammel, at det gjorde noget. En mand i sin bedste alder. Med lidt god vilje. Humor havde han heldigvis endnu, og meget god vilje, mens Kristiane var en gammel gimpe, og Bengt havde sikkert et eller andet kvindfolk hos sig. Det var egentlig underligt, at han først forestillede sig Bengt alene. Hvorfor skulle han dog være det? Der var vel mange sultne kvinder et sted som her. Guderne måtte vide, hvad han diskede op med overfor Kristiane. Nå, det var vel begrænset, hvad 102

103 han vidste, den farende svend. Det havde sgu da heller ikke været en måde at holde en ung, liderlig kone på. Dorte havde været vild i varmen. Han savnede hende sgu, så det gjorde ondt. Kristiane var en klam erstatning. Hun havde sikkert kyskhedsbæltet med. Han fnes uvilkårligt, men bed hurtigt tænderne sammen. Den lyd var sgu ikke særlig maskulin. Hvad pokker, han havde drukket for mange øl, og det var der vel ikke noget at sige til. Han rejste sig rastløst og så på uret igen. En gave fra Dorte, for mange års tro tjeneste, havde hun sagt, med et lille fint smil, han havde kunnet se finten i. De havde haft deres hemmelige koder. Hun havde været fræk som en slagterhund. Anna havde sgu aldrig foræret ham noget så flot. Skulle han sætte en film på? Nej, han gad ikke det klamme fis i aften, og Kris skulle nødig overraske ham, selvom hun kunne have godt af at blive rusket lidt op i. Han plejede ikke at lade sig afficere, men hun havde taget røven på ham. Han gik hen til vinduet og stirrede ud i den kulsorte aften. Nætterne her var sgu ikke for sarte sjæle. Hvad nu, hvis hun lå et sted derude i mørket med et brækket ben? Bengt boede lidt afsides. Han kunne jo gå en runde; det var der vel ikke noget galt i. Han trængte til luft. Pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud af huset. Det lignede ham ikke at være uovervejet. Han løb sgu nærmest. Jakken? Jakken hang i bryggerset. Han måtte ud. Det var blevet køligt om aftenerne. Nu kom vinteren snart, med lange ensomme timer og kolde lagner. Sikken humørsyge. Han kunne gå ned om cafeen og få sig en enkelt. Måske fik han øje på hende. Der var godt udsyn fra vinduesbordet. Turen gjorde ham godt. Han standsede foran cafeen. Der så sgu noget tomt og dødt ud, bortset fra et par lokale, der raflede. Han gik ind og så sig omkring og standsede overrasket. Hun sad sgu henne i hjørnet og gloede fortabt ned i sin drink. Aftenen havde vist ikke været nogen succes. Hun så lidt sølle ud. Han fik varmen igen. Hun så ud til at have brug for en stærk arm. Hun så ham, inden han fik øje på hende, og hendes første indskydelse havde været at forsvinde lige så stille ud gennem køkkenet, men hun havde opgivet på forhånd, og i virkeligheden kunne hun ikke finde ud af, om hun var lettet eller irriteret over, at han troppede op. Måske begge dele. Han havde tænkt på hende, eller han havde kedet sig? Hun så op og mødte hans blik, og han sendte hende et smil og kom ned imod bordet. Hun rettede sig op og tændte en cigaret. Nå, der er du? 103

104 Hvad vil du have? Hvad har du i glasset? Hvad kom det ham ved. Han ville have sin lange næse alle steder. Hun svarede ikke. Han satte sig. Du ligner én, der kunne trænge til en opstrammer. Du er helt hvid i hovedet. Hvis han har været ubehagelig, skal jeg komme efter ham. Jeg kunne tænke mig en whisky. Uden is! Han så nysgerrigt på hende. Troede han måske, at Bengt havde gjort tilnærmelser? Højst sandsynligt. Længere rakte hans fantasi vist ikke, når det gjaldt hans eget køn, og tyv troede hvermand stjal. Stakkels Eric. Han så slidt ud. Grå i gråt. Gråt hår, grå øjne, grå bukser. Grå hud, dagens friske luft ikke havde bidt på. Grå tankegang. Han var iltfattig. Han kom tilbage. En dobbelt whisky uden is til fruen og en gin/tonic til mig, sagde hunden. Han satte sig og løftede glasset. Skål Kris. Hvordan gik aftenen? Meget godt. Han betragtede hende nysgerrigt. Hvorfor ringede du ikke efter mig? Han skulle ikke få lov til at hovere. Hvorfor skulle jeg dog det? Åh hold op! Han var trættende, det vidste han sgu godt, men lidt kunne hun vel give ham. Han var ikke nærgående, vi hverken kyssede eller bollede, og du skulle begynde at tænke på noget andet. Vi kom om at toppes, og jeg stak af. Hun tav og drak. Aftenen var jo ikke hans skyld. Undskyld, Eric. Bengt fortalte mig, at Lene ikke er hans datter. Jeg kan ikke få det ind i hovedet. Vidste du det? Ja, men hun har aldrig fortalt, hvem faderen er. Hun nægtede at tale om det. hvorfor vidste jeg ikke noget? Kan det være dig? Nej for helvede. Han så så chokeret ud, at hun troede ham, men hun kunne ikke nære sig. Hvordan kan du vide det. Kristiane! Hun så, at hans læber fortrak sig, og han holdt hånden for munden og hostede. Hun havde selv været ude om hans morskab. Hun fik ild på en cigaret og inhalerede. 104

105 Vidste Bengt det, da de blev gift? Nej, men han fik sin vilje og blev gift med hende. Han havde sukket efter hende siden gymnasiet; det ved du. Han var sgu patetisk. Hvad var han? Hun mærkede vreden. Hvad bildte den lunkne skiderik sig ind? Synes du, at det er patetisk at være forelsket og længes. Han må være blevet dybt såret, da han fandt ud af hendes bedrag, og han elskede jo Lene. Små slag. Han må da have vidst, hvordan hun var. Vild i varmen. Hvorfor skulle han vide det? Jeg vidste ikke noget, og jeg har trods alt ikke været dybt forelsket i hende. Jeg kan godt fortælle dig, at jeg er chokeret. Jeg kan næsten ikke tro det. Hun har narret mig, eller hun har i hvert tilfælde fortiet væsentlige ting for mig. Alle årene Eric! Hun havde talt så højt, at de raflende havde standset deres spil og gloede. Det var ikke til at holde ud. Hun havde lyst til at forsvinde, men hun var fanget. Erics nysgerrighed var afløst af bekymring, og det var næsten værre. Hun kunne ikke være bekendt at opføre sig sådan overfor ham. Han så fortabt ud. Hun var en heks. Hun rakte hånden frem mod ham. Han tog den heldigvis. Undskyld Eric. Jeg er ude af mig selv. Han så fortabt på hende, og hans hånd dirrede lidt. Hun mærkede en slags ømhed for ham. Han lyste op. Hun trak hånden til sig, og skjulte sit ansigt i hænderne og begyndte at græde, og hun registrerede hans hænder på sine skuldre, og lod dem blive. Så, så min pige. Det var ikke til at holde ud. Ingenting var, hvad det havde givet sig ud for at være. Det var som om hun havde levet blandt fremmede. Hvordan havde det kunnet ske? Hendes næse begyndte at løbe, og hun manglede sit lommetørklæde, men det lå i jakkelommen, og jakken hang i Bengts entre. Hendes bedste jakke. Hun begyndte at græde igen. Undskyld Eric, vil du hente en serviet til mig? Du kan låne mit lommetørklæde. Han rakte hende et fint, hvidt lommetørklæde med navnetræk. Det havde Anna sikkert broderet. Hun havde været så dygtig til at brodere. Hun pudsede næsen. Bengt var måske den eneste, der havde været ærlig overfor hende, og hun havde belønnet ham med hysteri. Hun havde været så vred på ham, da han forsvandt, og hun holdt automatisk med Dorte og var med i hylekoret til mandens løgnagtighed. 105

106 Hans forpinte ansigt stod klart for hende. Hun havde fundet det interessant og ville male ham, men hun havde aldrig, aldrig interesseret sig for, hvordan han havde det. Hun mærkede skamrødmen og skævede til Eric, der heldigvis rejste sig. Jeg skal en tur ud. Nu forsvinder du ikke, vel? Hun rystede på hovedet. Hvordan havde hun kunnet opføre sig så ufølsomt? Hvordan kunne hun være så blind? Eric kom tilbage og satte sig, og hun rejste sig. Skal vi gå hjem Eric? Han rejste sig øjeblikkeligt og skyndte sig hen for at åbne døren for hende. Aftenens havgus ramte hendes bare arme og borede sig ind i brystet. Hun hostede og lagde armene omkring sig selv. Eric så forbavset på hende. Har du ikke overtøj på? Han var mester i det indlysende. Hun sukkede, men tav, og han lagde sin jakke omkring hendes skuldre. Tak. Nu går vi hjem og får et stykke natmad og en øl. Det lyder godt, Eric. Mad. Tanken fik det til at vende sig i hende. Hun var udmattet. Det ville være skønt at gemme sig under dynen og sove i hundrede år. Hun forsøgte at smile, men ansigtet og læberne strammede. Han tog hende under armen, og hun trak sig uvilkårligt væk, men fortrød og prøvede at kamuflere bevægelsen. Hun havde brug for et andet menneske, og Eric var bedre end ingenting. 106

107 17 Bengt sad helt stille, med ansigtet skjult i hænderne. Han fortrød, at han ikke kaldte Kris tilbage, men hans arrigskab over hendes bevidstløse uvidenhed havde taget magten fra ham. Hvordan kunne et tilsyneladende normalt begavet menneske leve på en løgn, år ud og år ind, og hvordan i alverden kunne hun have noget som helst at gøre med den stymper til Eric? Kris og Eric! Det var sgu grotesk, og hvis hun ikke selv havde fortalt ham det, ville han have nægtet at tro det. Hun havde ikke brudt sig om Eric dengang, det vidste han. Han huskede tydeligt hendes ansigtsudtryk og den måde, hendes krop reagerede på, når Eric var i nærheden. Han havde godt vidst, at Eric forsøgte sig, men han havde jo forfulgt ethvert skørt, der bevægede sig. Den buk! Hun måtte være langt ude, siden hun var krøbet til korset. Hun havde jo aldrig virket specielt interesseret i sex. Slet ikke som Dorte, der havde haft en umættelig, nærmest nervøst betonet, sextrang. Han havde indimellem næsten følt sig misbrugt, men han havde også været så betaget og forelsket i hende, at han skød sin lille misstemning om i baghovedet. Han havde været utilgivelig naiv, viste det sig, da han forestillede sig, at sex og kærlighed var uløseligt forbundet, i hvert tilfælde når det gjaldt kvinder. Han havde været så forelsket i Dorte, at sex med andre havde været utænkeligt. Han rejste sig træt og begyndte at tage af bordet. Den bedste medicin var, og havde altid været, arbejde. Dengang havde han med glæde arbejdet uafbrudt, først og fremmest for at skabe dem en tryg og god fremtid, og han havde fulgt arbejdet og havde måttet rejse meget. Nej. Det var en sandhed med modifikationer. Sommetider havde han taget arbejdet i udlandet, fordi det tilfredsstillede hans rastløshed. Når det kom til stykket, havde han haft den sammen trang til forandring, som Dorte. Han havde ladet Dorte være alene i lange perioder og var gået ud fra, at hun klarede alting hjemme. Han havde slet ikke forestillet sig, eller han havde nægtet at spekulere på, han huskede det ikke mere, at hun kunne længes efter nærhed i det daglige. Han havde jo selv været så forbandet træt, efter de lange arbejdsdage, at han nærmest faldt bevidstløst om i de tilfældige barakker, rundt omkring i Europa, og hans sidste tanker, inden han faldt i søvn, havde været, at han altid ville komme hjem til Dorte og en uforanderlig tryg rede. Han havde haft sin udlængsel og Dorte havde haft sin sextrang. De skulle begge bekræftes, og hvis det havde været i dag, ville han ikke have forladt hende så brat, da han fandt ud af hendes dobbeltliv, men dengang var han dødeligt såret og dømte hende 107

108 hårdt, og han havde været overbevist om, at skilsmisse var det eneste rigtige. Hans kærlighed havde vist ikke været så grundfæstet, som han havde bildt sig ind. Nu var hun død. Da han læste det, havde han ikke villet tænke på det. Det var godt, at Kristiane var kommet og havde rusket op i ham, selvom hun kom med forkerte forudsætninger. Han måtte prøve at hjælpe hende, når hun fandt ud af sandheden. Han havde været naiv dengang, men hun var stadigvæk så godtroende og verdensfjern, at han ikke kunne lade hende sejle sin egen sø. Han kunne håbe på, at det var ham og ikke Eric, der fortalte hende den nydelige sandhed. Kristiane havde været Dortes væbner, så langt hans huskede tilbage. Hver gang Dorte trængte til opbakning, stod Kris parat, uden egentlig at sætte sig ind i, hvad der foregik. Hun gik ud fra, at han var skurken, uden at gøre sig ulejlighed med at finde ud af sandheden, og Dorte underbyggede billedet. Naturligvis gjorde hun det. Hun havde været afhængig af Kristiane, blandt andet til pasning af Lene, som Kristiane elskede. Han sukkede. Det stakkels, uvidende, lille fjols sad i skidt til halsen. Hun var blevet ligbleg, da han fortalte, at han ikke var far til Lene. Hun skulle vide en brøkdel af, hvad der foregik dengang; så ville hun aldrig genvinde kuløren. Sarkasme var ikke på sin plads nu. Hvad kunne Eric finde på at fortælle hende og på hvilken måde? Han havde nydt godt af Dortes gavmildhed, og kunne selvsagt ikke være et troværdigt vidne. Han skyllede kopper og glas af og tog en fugtig klud og gik ind i stuen og tørrede bordet af. Det nyttede ikke noget at falde hen i selvmedlidenhed. Han ville få fat i Eric, selv om han havde svært ved at tro, at slubberten havde forandret sig så meget, at det var muligt at føre en anstændig samtale med ham. Han så på uret og tog telefonbogen og fandt nummeret. Tænk at Anna og Eric havde haft sommerhus her så mange år, uden at de var stødt på hinanden, selv om Kris havde fortalt, at de sjældent var her. Manden kunne vel ikke være helt galt afmarcheret, når han foretrak Bornholm. Ja? Det er Bengt. Ja? Sikke en overraskelse, at du bor i nabolaget. Livet er fuldt af overraskelser, Eric. Er Kristiane kommet tilbage? Ja. Godt. Eric, jeg vil gerne have en sludder med dig, inden du bralrer ud med for meget. Forstår du? Det ved jeg sgu ikke. Nå, men hold din kæft overfor Kristiane. Har du forstået? 108

109 Ja, ja. Hids dig ned! Hvad med i morgen klokken ti på havnen? Ved flaget. Javel mester. Vi ses. Hils hende. Hun havde hørt telefonen og kom ind i stuen. Eric så misfornøjet ud. Hvem var det? Bengt. Han spurgte om du var kommet godt hjem. Hvad svarede du? Jeg sagde sgu ikke for meget. Hun blev i bedre humør. Hvis han havde opgivet hende, ville han vel ikke have ringet, og han havde i hvert tilfælde ikke fortalt Eric, at han foragtede hende. Det var en lettelse. Sagde han noget om min jakke? Nej. Sæt dig nu og få et stykke mad og en snaps. Han klappede indbydende på sofasædet. Nej tak, jeg tager en kop te. Hun drejede om på hælen og ville væk fra hans klamme tilnærmelser. Hun ville ikke sidde sammen med ham i sofaen. Klappe, klappe. Skulle hun logre? Hun satte vand over og tændte en cigaret. Hvad bildte han sig ind? Fejlen ved Eric var, at han ikke kunne tåle den mindste svaghed, uden at prøve at få magten. I virkeligheden havde han det bedst, når mennesker havde det dårligt og var afhængige af ham på en eller anden måde. Han blomstrede op under Annas sygdom. Bengt var åbenbart helt anderledes. Han havde skubbet hende fra sig, da hun havde brug for at være lille. Dorte havde håndteret dem begge to. Hun havde været alsidig. Hun kom blade i tepotten. Hun havde haft en magen til, men jættestor, dengang. De drak te i lange baner, mens de ordnede verdenssituationen. Eller mændene gjorde. Kvinderne sad mere eller mindre måbende og betragtede deres vidundere. Hun skar en grimasse og hældte vand over bladene og satte den sammen med krus og mælk på bakken og gik nølende ind. Erics nakke var skrøbelig, og han var blevet lidt dukket. Hun skammede sig. Det var irriterende. Jeg havde ikke lyst til at drikke mere, Eric, og jeg spiste for meget ude hos Bengt. 109

110 Hun sendte ham et lille smil og så hans sårede udtryk forsvinde. Hun satte sig i lænestolen og skænkede te. Vil du også have en kop? Nej tak. Hun tog en ostemad, for husfredens skyld og så, at han slappede af. Erik, har du nogen anelse om, hvem Lenes far er? Nej, Dorte var hverken til at hugge eller stikke i, og mens hun var gift kom det jo slet ikke på tale. Vi gik alle sammen ud fra, at det var Bengt, selv om Han bed sig i læben. Selvom hvad, Eric? Hun blev kold. Det begyndte i fingerspidserne og tæerne og satte sig i maven. Hun havde drukket alt for meget. Hvad Eric? Han lagde omhyggeligt kniv og gaffel på bordet og tog glasset og drak og tørrede sig om munden. Hvorfor svarede han ikke? Sig noget Eric. Lene..øh.. er meget mørk med brune øjne og både Dorte og Bengt er lyse med blå øjne. Hvad hentyder du til? Hun hviskede og var stakåndet. Han så forlegent på hende. Jeg hentyder sgu ikke til andet, end at to blåøjede vel ikke får en unge med brune øjne men vi tænkte helt ærligt først på det, da Bengt forsvandt. De spekulationer har jeg aldrig hørt om. Har du ikke? Jamen Kris, det var da heller ikke noget, der optog os særlig meget, og vi talte jo slet ikke om det, når Dorte var til stede, og hun var der stort set altid, når du var sammen med os. Ikke? Han bøjede hovedet og koncentrerede sig om sin ostemad. Stilheden var elektrisk. Hun havde det højst besynderligt. Vat i hovedet. Ja, vat, der lagde sig tungt over tankerne. Hendes mave gjorde oprør. Hun havde spist for meget. Hun var tør i munden, men ville ikke række ud efter kruset. Hendes hænder rystede. Eric skulle ikke se det. Hun greb om armlænene og prøvede at bore sig ned i sædet. Kris, for pokker. Da du var i England, holdt vi nogle gevaldige abefester med masser af sprut og hash. Det gik vildt til, og vi kneppede sgu til højre og venstre hele bundtet. Hun var ved at besvime. Hun så Niclas hår og øjne helt tydeligt. 110

111 Også Niclas? Det ved jeg sgu ikke. Jeg havde nok i mit eget. Det betød ingenting. Det var skæg og ballade. Hvordan kan du sige det? Jeg elskede Niclas. Jamen Kris, det var da gengældt. Det kunne vi alle sammen se. Knepperi er sgu da ikke det samme som kærlighed, og jeg har overhovedet ikke sagt noget om, at Niclas gjorde noget. Han slog ud med armene, men hans blik veg. Jeg tror ikke på dig, Eric. Hvorfor er du helt vild efter at få fat i Dortes dagbøger? Jeg gider ikke diskutere det mere. Hun følte en overvældende mathed og havde lyst til at lægge sig ned og blive liggende, men hun måtte væk fra ham. Han osede af hemmeligheder. Hun rejste sig usikkert, og han gjorde en bevægelse hen imod hende, men hun holdt hænderne beskyttende foran sig. Jeg går i seng. Kris! Hun svarede ikke men krabbede forbi ham. Hun kunne ikke få luft. Satans! Satans også. Det måtte komme. Det var et held, at Bengt havde ringet. Han vidste i hvert tilfælde, hvad det drejede sig om. Dorte fortalte, at han næsten havde klemt sandheden ud af hende. Kris i England og Bengt i Frankrig og Dorte, der arrangere de store fester den sommer, hendes forældre var væk flere måneder. De havde horet i flæng, ligesom så mange andre unge, og de diskuterede åbne ægteskaber, men Dorte havde nægtet at få skidtet fjernet, da det gik galt, selvom de havde haft forbindelser. Hun havde forandret sig totalt og ville overhovedet ikke tale om, hvem faderen var. Hun havde sagt, at det var hele bundtet, rent moralsk, men at hun betragtede det som Bengts, og at de kunne være ligeglade. Hun havde insisteret på at få ungen, selvom alle sammen havde en stiltiende aftale om, at pigerne fik det fjernet, hvis det gik galt. På en måde havde han forstået Dorte. Jette var død efter en tur hos en kvaksalver, og Lise endte på hospitalet og fik at vide, at hun ikke ville kunne få børn, men Dorte havde haft Niels, der læste medicin og garanterede, at han havde foretaget provokeret abort flere gange med succes. Trods alle gode argumenter, nægtede Dorte hårdnakket, og hun havde elsket Lene fra første sekund. Det var helt sikkert. 111

112 Så kom Bengt hjem og kort tid efter Kris, og han havde truffet Anna, og da Dorte og Bengt giftede sig, havde de sgu ikke tænkt mere over det. Bengt fik sin Dorte, og han var stolt som en pave, da Dorte fødte Lene. Kris tænkte ingen på. Hun tullede rundt, mere eller mindre i sin egen verden, og var vild med Niclas, og når hun kom op til overfladen en gang imellem, så hun hvad Dorte ønskede, hun skulle se. Hvordan pokker kunne man være så verdensfjern? Kris og Bengt. Sikke historier de ville kunne brygge sammen. Det havde været lige meget, hvis det ikke var for de forbandede dagbøger, der sikkert ikke stak noget under stolen. Han kunne forestille sig, at de indeholdt ømme sandheder, i hvert tilfælde Dortes, og han ville få vanskeligt ved at forklare sig, ja, hvis Kris læste dem, ville hans dage højst sandsynligt være talte. Satans! Dorte havde sgu været en liderlig dame, lige til det sidste, og de havde altid passet godt sammen i sengen, og det fjols til Bengt blev ved med at rejse, og Anna var travlt optaget af tvillingerne og arbejde og rengøringsvanvid. Niclas havde sikkert heller ikke holdt sig tilbage. Sågu havde han ikke. Han havde sgu selv været jaloux på ham, selv om han aldrig fik beviser. Man fik tid hos Dorte og måtte holde kæft for familiens skyld. Han hentede cognacflasken. Han trængte til en dobbelt eller tidobbelt. Der var ikke mere han kunne gøre i aften. I morgen ville han møde Bengt. Han håbede sgu, at de kunne blive enige om, hvordan de skulle gribe sagen an.. Kris kom ud fra toilettet. Hans hjerte dunkede sgu, men hun gik hen imod værelset. Han åbnede munden, men fortrød. Han orkede ikke at kalde på hende. Værelset var for lille og hendes krop for snæver. Hun satte sig på sengekanten og rokkede. Hun måtte bevæge sig, for ikke at gå i panik. Hun havde lykkeligt glemt tilstanden i mange år, men den senere tid var hun blevet mindet om den mere end en gang. Panikken. Efter Dortes død vendte den tilbage sammen med en fortid, der var kommet ud af kontrol og nedbrød hendes forsvar. Hun skulle aldrig være begyndt at bore i fortiden. Dortes død var nok, nok, mere end rigelig. Huset var helt stille, og hun savnede næsten byens kvalmende støj og åbnede vinduet og lænede sig ud. Havets lyde nåede op og blandede sig med en let raslen i bladene til en beroligende støj. Himlen var næsten bælgmørk. Hjemme blev den aldrig helt mørk, og det irriterede hende ofte, når hun så på stjerner, men lige nu havde hun godt kunnet bruge neonlysenes grelle tryghed. Hun lukkede vinduet og gik tilbage til sengen og lyttede intenst. Hvor var Eric, og hvad mon han foretog sig? Hun prøvede at trække vejret regelmæssigt, dybt ind, men 112

113 luften blev siddende i halsen, og hun var tør i munden og havde luft i maven. Hun var nødt til at gå på toilettet, men hun kunne ikke tage sig sammen til at gå hen og åbne døren. Hun trængte til vand og en cigaret, men cigaretterne lå på sofabordet og vandkanden var tom. Niclas far til Lene? Hvordan kunne hun nogensinde komme over det, hvis det var sandt, og Lene? Hun havde lyst til at skrige og holdt hånden for munden. Hvis Eric sad i sofaen, ville han sidde med ryggen til døren, men han havde sikkert sat sig i sin lænestol. Hun kunne ikke holde ud at se ham i øjeblikket, men der var ikke noget at gøre ved det. Hun skulle ud. Nu. Hun rejste sig svimmel og tog vandkanden og gik hen og åbnede døren på klem. Eric sad foroverbøjet i sofaen og hørte hende tilsyneladende ikke. Hun listede hen imod toiletdøren og åbnede den og kom ind i det lille rum, der virkede endnu mere klaustrofobisk end værelset. Hun låste døren, og panikken fulgte med. Plump, plump. Hun blev nærværende. Den lyd; men det var Jette, der forfærdet tabte sit dræbte foster i kummen, og hun stod stivnet ved siden af hende med tørre skræmt øjne, for hun vidste, at den blodige, flossede lille klump, der lå dernede, lignede den, hun havde overladt sygehusets affaldsspand nogle år tidligere. Jette besvimede, og hun kom så meget til sig selv, at hun fik fat i en ambulance, men de så hende aldrig mere i live. Hun stod ved begravelsen og skammede sig næsten over, at hun var i live, selvom hun følte sig mere død end levende og minderne overvældede hende, og hun hulkede ukontrollabelt og alle troede, at hun græd over Jette. Hun havde først og fremmest grædt over sig selv og det ufødte barn, der var blevet skrabet ud af hende, mens hun lå bevidstløs på briksen. Hun havde skreget og grædt og fortrudt, men sygeplejersken talte mildt og beroligende til hende og aede hende på kinden og stak en nål i hende, og hendes forældre sagde bagefter, at hun skulle være taknemmelig for, at hun havde fået en abort under betryggende forhold, og hun var kun femten år, og barnets far var en dreng, hvis stemme stadig var i overgang, men hans hænder var frydefulde, og hans mund brændte, og hun var i paradis sammen med ham. Han blev sendt på kostskole, og hun fik stuearrest, og hun troede, at hun skulle dø, og hun vidste, at hun aldrig mere ville fortjene et barn. Siden dengang elskede hun vist ikke uden frygt, men hun elskede med Niclas, så godt hun kunne, og han havde været lykkelig, da hun blev gravid, og han støttede hende, da hun tabte barnet og nærmest syntes, at det var retfærdigt. Niclas havde tilsyneladende affundet sig med et liv uden børn, mens hendes skyldfølelse overfor ham var tung og 113

114 vedvarende, og hun blandede sig aldrig i, hvad han foretog sig, fordi hun ikke syntes, hun kunne forlange noget af ham, der havde mistet sin arving. Hun stirrede på det ligblege ansigt i spejlet. Hvad vidste hun egentlig om, hvordan han havde haft det? Hun havde været helt opslugt af sin egen sorg, og hvis han havde søgt trøst hos Dorte Nej. Niclas og Dorte? Sludder. Dorte havde været hendes bedste veninde og Niclas? Lene lignede Dorte bortset fra farverne, og Lenes farver kunne vel skyldes en fjern, sydlandsk ane. Hun trak i snoren og fyldte kanden og vaskede hænder og kom koldt vand i ansigtet, der havde linjer, hun ikke kendte og store øjne, der stirrede brændende på hende. Hun drejede forskrækket hovedet væk fra spejlet og lirkede døren op og huskede kanden. Eric hørte hende og vendte sig, men hun gik direkte ind på værelset og lukkede døren for hårdt. Lyden smældede gennem huset. Gulvet knirkede, og Eric gik på toilettet. Hun skyndte sig ind i stuen og tog cigaretterne og skænkede en cognac og skyllede den ned og fyldte glasset igen. Eric kom tilbage. Hun satte sig i lænestolen, og han blev stående i døråbningen og rømmede sig. Hans ansigt var bekymret og trist. Jeg er sgu ked af alt det rod, Kris. Kan vi ikke prøve at slappe af et par dage? Hun mærkede, at hun skulle til at hidse sig op igen, men hvad nyttede det? De var ensomme begge to, og han havde strengt taget ikke gjort hende noget. Det var hende, der ikke kunne holde fingrene fra fortiden. Jo, lad os det. Godnat Eric, sov godt. Hun rejste sig og krabbede sig forbi ham og så, at han skulle til at række ud efter hende. Hvis hans grådige, klamme hænder rørte hende, skreg hun. Hun slap uantastet ind i værelset og satte krog på den lukkede dør. Han måtte gerne høre det. Hun frøs, men han ville aldrig få lov til at varme hende. Aldrig. Bare tanken gav hende kvalmefornemmelser. Hun gispede og satte sig frysende på sengen og tændte en cigaret. Bortset fra drengen Svend og Niclas, havde hun aldrig haft særlig meget lyst til sex. Hvis hun ikke var forelsket, virkede mændene på hende, som hendes ældgamle, modbydelige, langfingrede farbror, der rørte ved hende og flirtede åbenlyst, mens forældrene smilende så til. Hendes far sad med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet, mens hun stod og ønskede sig langt, langt væk. Hun havde følt hans svigt helt ind i sit hjerte, og selv om hun ikke rigtig vidste, hvad der foregik, mærkede hun slimet på sin krop. Hun begyndte at foragte sin svage far, og hun gav sin farbror en knaldende lussing ved en julefrokost 114

115 og ødelagde stemningen, sagde hendes mor. Hendes far sagde ingenting, men sad og så ned i bordet. Han var ikke til at stole på. Hun hadede de pædofile, der skændede børn og påstod for alvor, at børnene nød det. Perverse, afsporede stoddere. De skulle kastreres. Ingen nød invadering og belejring, klemt op i en krog, uden muligheder for at kunne flygte. Havde hendes far haft pædofile tendenser? Havde farbroderen? Hvor gik grænsen mellem det uanstændige og forbrydelsen? Hun tændte en cigaret og stillede sig hen ved det åbne vindue. Hun havde været så ensom, at det gjorde ondt, og da Dorte kom ind i hendes liv, glemte hun tanken om selvmord, og Dortes glade syn på drenge og mænd løsnede den kolde knude i hendes mave, og hun vidste godt, at alle mænd ikke var ligesom hendes far og farbror. Da hun forelskede sig i Svend, sitrede hun forventningsfuldt, blot han rørte hende. Hans hænder var sugende magnetiske og fulde af løfter og drømme. Hun ville giftes med ham og have børn, hun kunne beskytte, og Svend ville passe på hende hele livet. I stedet for slog hun deres kærlighedsbarn ihjel. Niclas og Dorte? Det hele føltes uvirkeligt og for pinefuldt at tænke på. Hun havde altid vidst, at hun ikke havde været særlig ilter i sengen, og at hun jævnligt afviste Niclas, når hun syntes, han var for vilter. Engang havde hun råbt, at hun ikke var hans afspændingsredskab, men hun var alligevel gået ud fra, at han var trofast og havde nok i hende og bøgerne. Hun var gået ud fra at bøgerne var hendes eneste rivalinde. Cigaretten var brændt op, og smerten skød igennem hende. Hun vippede skoddet ud ad vinduet og lukkede det og sank ned på sengen. Hun havde aldrig følt sig så nøgen. Hele sit liv havde hun troet at Niclas og Dorte elskede hende som hun var. Nu vidste hun hverken ud eller ind Hun trak dynen op over hovedet. Hun måtte have fat i Bengt igen. Han var den eneste, der kunne forstå hende. Han havde taget konsekvensen af Dortes utroskab og var gået, mens hun intet havde anet og var blevet, men de havde det til fælles, at de begge to havde forlangt at være den eneste ene. 115

116 18 Hun vågnede ved lyden af Eric, der bankede på døren, men hun blev liggende helt stille med lukkede øjne. God morgen Kris. Jeg henter rundstykker. Gider du lave kaffen? Mangler du noget? Han lød morgenfrisk og normal. Nej tak jeg skal nok lave kaffe. Hun åbnede øjnene, og en solstråle sendte en smertende refleks, fra det kridhvide dynebetræk, op til hendes øjne. Hun kneb dem sammen og havde lyst til at vende sig om på siden og sove videre, men hun vidste, at det ikke ville hjælpe. Tværtimod. Jo mere hun sov, des tungere blev hendes humør. Hun var træt helt ind til marven og forsøgte at strække igennem, men knoglerne var låst fast ligesom kæberne, og hun havde ondt i gummerne og tænderne. Hun satte sig op og opdagede en lille, lys klump på hovedpuden og stak pegefingeren ind i munden og mærkede hullet. Stifttanden var faldet ud igen. Hun så opgivende på den. Det var da godt, at der ikke var noget at grine ad. Hun åbnede munden og begyndte at fnise hysterisk og tårerne løb ned ad hendes kinder. Gulvet var koldt. Hun skyndte sig at klæde sig på. Nu kom månederne med alt for meget tøj, der hæmmede bevægelserne. Hun åbnede døren og gik forbi køkkenet, hvor Eric havde dækket et smukt morgenbord. Hans aftershave hang i luften. Lidt for voldsom efter hendes smag. Især om morgenen. Hun gik videre ud på toilettet og tvang sig til at pøse det iskolde vand i ansigtet og åbnede munden og grimasserede tandløst. Hvor var hun grim, men hun gad ikke gøre noget ved det. Eric måtte finde sig i hendes aldrende morgenjeg. Hun gik tilbage til køkkenet og fyldte kaffemaskinen og tændte og satte sig og rejste sig og hentede cigaretterne. Hun havde ikke lyst til at sidde overfor Eric, men hun kunne ikke være bekendt at snuppe et stykke knækbrød og forsvinde, når han gjorde sig ulejlighed med at hente friske rundstykker. En pludselig indskydelse fik hende til at åbne fryseren. Der lå rundstykker i lange baner. Hun syntes nok, han havde købt ind til flere dage. Han havde vist oven i købet sagt, at nu behøvede de ikke at tænke på morgenbrød. Hun tændte en ny cigaret, og hun vidste, uden at vide, at han skulle møde Bengt. Der havde været noget i hans holdning i går aftes, hun ikke kunne tyde. Hun var sikker på, at de ville tale om hende. Hendes hoved smertede. Hun rejste sig og skænkede en kop kaffe og kom godt 116

117 med fløde i og drak grådigt. Eric troede, at Bengt vidste, hvem der var far til Lene. De konspirerede, fordi de troede, at Niclas var far til Lene, og hun skulle skånes. Eller de skulle? Hvad regnede de hende for? Ville de holde hende udenfor resten af hendes liv? Dorte og hendes slæng. Hun bed tænderne hårdt sammen og havde lyst til at slå. Hun rejste sig voldsomt og væltede køkkenstolen. Den ramte hendes dårlige knæ. Hun gav sig højlydt og så forskrækket på stolen. Hvordan i alverden var det, hun opførte sig? Hun rejste stolen op og satte sig tungt. Hun anede overhovedet ikke, hvad Eric foretog sig. Måske stod han netop nu hos bageren og bestilte rundstykker. Hun humpede ind til telefonen og drejede Bengts nummer. Han svarede ikke. Eric kunne selv spise sine rundstykker. Hun holdt ikke ud at være i huset et minut længere. Hun kunne drikke kaffe i cafeen; sidde i fred og se ud over vandets evigt foranderlige bevægelse og farveskift, og bagefter kunne hun gå ned til museet. Hallo. Er kaffen klar? Det gav et sæt i hende. Eric stod i døren med en stor pose i hånden. Vi har rundstykker i fryseren. Hun fortrød sit spidse tonefald og rejste sig og skænkede kaffe til ham. Han satte sig og flåede posen i stykker, og lyden skar igennem hendes hoved, men hun beherskede sig. Det ser lækkert ud. Hun tog et rundstykke og delte det og smurte smør på og tog en bid. Det smagte af pap. Hun orkede ikke at holde gode miner til slet spil. Har du mødt Bengt? Det gibbede i ham, og han var ved at kløjes i kaffen og lignede en lille dreng, der havde været på gale veje. Hun tog en bid til og koncentrerede sig om at synke den klæge masse, der sad fast i halsen. Tavsheden rungede. De var latterlige begge to. De kaldtes voksne mennesker. Hvis voksne mennesker opførte sig ligesom dem, var der ikke noget at sige til, at verden så ud som den gjorde. Traf du Bengt? Ja. Hvor ved du det fra? Kvindelig intuition. Sarkasmen dryppede. Hvorfor? Havde det noget med mig at gøre? Han pudsede sædet med bagdelen. 117

118 Både og. Bengt ville have at vide, om jeg vidste, hvem der er Lenes far, men det fik han ikke noget ud af. Han ved sgu mere end mig, tror jeg, selvom han påstår, at han ikke ved noget. Det var underligt at se ham igen. Han ligner sig selv. Spiller stadig tavs mand. Jeg skulle nærmest flå ordene ud af ham, selv om det var ham, der ville møde mig. Aftalte I det i går aftes? Ja, men han spurgte også til dig om du var kommet godt hjem. Eric, jeg er overbevist om, at jeres møde havde noget med mig at gøre. Hun lænede sig ind over bordet og stirrede på ham, og han rykkede uvilkårlig sin stol lidt væk fra hende. Hun kunne næsten ikke holde hans forlegenhed ud, men hvis hun ikke forfulgte ham nu, ville hun måske opgive. Det er sgu rigtigt, at han troede, at jeg ved, hvem Lenes far er. Vi følte os lige dumme i nakken, da vi stod på havnen som to hanekyllinger. Glem det. Han flækkede et rundstykke. Hun sad helt stille. For helvede, Kris. Han sagde, at jeg skulle skåne dig. Han sagde, at du prøvede at tage dit liv, da du mistede barnet. Er det sandt? Han så utilpas ud; som om hun var spedalsk. Dorte havde altså sladret til Bengt dengang, selvom hun havde lovet, at holde det hemmeligt. Da det hele var kommet lidt på afstand havde hun skammet sig over sin feje flugt, og hun havde været bange for, at forældrene skulle opdage det. Hun havde aldrig glemt, hvordan de reagerede første gang og prøvede at tie det hele ihjel. Forældrene havde ment, at selvmord var tegn på svaghed, og hun havde ikke været sine forældres barn for ingenting. Jeg kan se på dig, at det er rigtigt. Jeg troede, det var noget han fandt på for at dække sig ind, på én eller anden måde. Jeg vil ikke tale om det nu. Hendes puls slog hårdt mod tindingerne. Eric, jeg går en tur. Hvor går du hen? Du skal ikke være bekymret. Jeg kaster mig ikke ud fra klipperne. Jeg trænger bare til luft. Hun rejste sig og nærmest løb ud af køkkenet. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ud af huset. Hun ville ned til havnen. Blæsten var afløst af en let brise, der kølede hendes varme ansigt. Hun drejede til højre ved havnen og stavrede op ad de høje stentrin og satte sig på udsigtsbænken og hev cigaretterne frem. Gid hun kunne forvandles til en 118

119 saltstøtte. Sidde uforanderlig og uberørt på bænken til evig tid. Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Solen var ved at blive kold. De havde glædet sig vildt til drengen. Niclas var barnligt glad. Hun morede sig og elskede sin lærde mand, der sprang rundt og overgivent legede vordende far. Han berettede i timevis om deres fremtid sammen med barnet. Hun lyttede henrevet og lo, når han bøjede sig ned mod hendes tykke mave og indviede det lille væsen i alle sine planer. Hun havde følt sig tæt forbundet med Niclas de måneder. Barnet var hendes navlestreng til ham, der normalt var vanskelig at blive fortrolig med. Hun havde haft det godt, mens hun var gravid. Den naturlige kakkelovn varmede hendes krop og sjæl, og hendes nerver var i ro, for hun følte, at hun gjorde en stor uret god igen. Forsynet havde tilsyneladende tilgivet hende hendes udåd dengang, og havde velsignet hende. Niclas den fummelfingrede snedkererede den smukkeste lille vugge til drengen, og Dorte forede den med lilla stof, der betød åndelighed og kunne bruges til både drenge og piger. Niclas malede væggene i barnekammeret neutralt hvide, og hun dekorerede dem med scherfigske fantasidyr og farvestrålende mennesker oppe under loftet, så den lille kunne betragte dem fra sin vugge, men hun følte en svag uro, da Niclas overmodigt købte barnevogn, sammen med sine forældre, og viste hende den. De skulle ikke have købt barnevogn, inden barnet var født. Det betød ulykke. Hun havde imidlertid rystet ubehaget af sig, for i virkeligheden havde de udfordret skæbnen for længst. Hele deres liv var en stor udfordring, for de levede på en forventet efterbevilling, et lille væsen, hvis skæbne de ikke havde indflydelse på. Drengen var dødfødt. Kvalt i hendes navlestreng. Hun var barnemorderske for anden gang, men det vidste Niclas ikke, og hun så i hans øjne og væremåde, at han aldrig skulle vide det. Dorte havde holdt mund, ligesom hendes forældre, der altid havde ladet som om, at hun aldrig havde slået et barn ihjel. De nævnte aldrig aborten eller Svend, som hun stadig elskede lang tid efter, de skiltes. Havde et strejf af fortrydelse ramt dem, da deres legale barnebarn blev begravet i den lille, uhyggelige kiste? Næppe. Ikke dem. Niclas havde været så forfærdelig fortvivlet, at hun måtte bruge alle sine kræfter på ham, og bortset fra de spændte bryster, der ikke tømtes naturligt, men malkedes af en mekanisk indretning, der gjorde ondt, følte hun sommetider, at hun havde et spædbarn i huset. Hun koncentrerede sig om ham i lang tid og sonede sin skyld og gjorde gavn, men da Niclas blev raskere, mistede hun livskraften og sank ned i tomheden. 119

120 Niclas arbejdede i døgndrift, og det var dengang, han begyndte at være meget ude hos Dorte, der var i gang med store husforbedringer, mens hun blev hjemme, sygemeldt fra skolen og næsten ude af stand til at forlade lejligheden. Dorte var kommet ind dagligt og havde trøstet og hjulpet hende, og det var Dorte, der fandt hende med pilleglasset og sørgede for, at hun kom til udpumpning, og de bildte Niclas ind, at hun var til underlivsundersøgelse. Kunne Dorte have spillet et ledt dobbeltspil og trøstet Niclas mere end venskabeligt? I dobbeltsengen? Bengt havde haft en stor ordre i Tyskland, på det tidspunkt, og hun havde undret sig lidt over, at Dorte ikke ventede med forbedringerne, indtil han kom hjem, for han havde ekspertisen, men så tænkte hun ikke mere over det; i det hele taget havde hun haft svært ved at tænke og føle noget som helst, og på en måde havde hun været lettet over, at Niclas var hjemmefra og beskæftiget med noget praktisk, der fik ham væk fra hans dystre grublerier. Nej. Sandheden var, at hun trængte til at lide i fred, og hun så intet forkert i, at han overnattede ude hos Dorte en gang imellem, når de var i gang med noget vigtigt. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at der foregik noget imellem dem; hendes mand og hendes bedste veninde! Den skræmmende skyldfølelse, hun genoplevede, havde gjort hende blind. Hvis Niclas var Lenes far, måtte deres forhold have stået på i årevis. Måske før hendes tid? Hun mærkede den velkendte kvalme og rejste sig. Dagbøgerne skulle læses, selv om det kunne ende med, at de knuste hele hendes fortid. Hun rejste sig og gik stivbenet ned ad trappen og ud mod museet, men da hun stod på havnen og så malerens lille, røde forpost, besluttede hun sig til at gå op efter sin jakke hos Bengt. Museet havde været en god undskyldning for at gå denne vej. Hun skråede over vejen og fandt stien og begyndte den besværlig tur opad. I går havde den været overkommelig, men i dag var hendes ben tunge klodser, og hun måtte holde pause hele tiden og var ved at opgive. Der var ingen, der skulle fortælle hende, at sjæl og krop ikke var nøje forbundet. Bengt var i haven. Han stod i en rødgrønternet skjorte, med opsmøgede ærmer, og huggede brænde. Hans seje, kraftfulde bevægelser var en æstetisk nydelse, hun gerne ville forevige. Hun fulgte fascineret hans koncentrerede, nærmest indædte kamp med træet, med svidende øjne. Havde han også lyst til at slå? Han manglede i hver tilfælde ikke brændestykker. Brændet stod i høje, sirlige stabler, der næsten nåede halvtagets loft. Hun rev sig løs. Hun kunne ikke tillade sig at stå og lure, selvom hun altid havde brugt meget tid på at betragtet sine medmennesker, der kunne være mulige motiver, hun 120

121 kunne tegne. Hun havde ikke været særlig nysgerrig efter at vide, hvad deres forskellige udtryk dækkede over. Form uden indhold; det var måske derfor, hendes portrætter altid havde været lidt livløse? Kedeligt korrekte. Hun rystede ubehaget af sig. Der var ikke grund til selvpinsler. Hun havde været en udmærket formningslærer. Det var hun næsten sikker på. Hun åbnede lågen og gik hen imod ham. Han måtte have set hende ud ad øjenkrogen, for han rettede sig brat op og tog sig til lænden og så nærværende på hende. Jeg ventede dig. Ja, jeg glemte min jakke i går. Han huggede øksen i blokken og tørrede sine hænder i en lilla klud, der kunne være rester fra drengens vugge. Nu skulle hun holde op. Drengen var død for over tredive år siden. Hun stampede imaginært i jorden. Bengt, hvem tror du er Lenes far? Hendes stemme dirrede. Øjeblikket var vigtigt. Han tørrede sig i ansigtet og hans ansigt afspejlede, at han havde det dårligt. Bengt! Niclas. Han lød bedrøvet. Hun stod helt stille og holdt vejret, og han kom hen til hende og lagde en arm omkring hendes skuldre, og hun sukkede tungt og åndede ud. Hun følte en besynderlig ømhed for budbringeren, hun skulle hade. Tak. Sæt dig ned, Kristiane. Jeg henter noget at drikke. Hun satte sig, og han kom med et dampende krus. Pas på, kruset er brændende varmt. Det er urtete med lynghonning. Beroligende. Tak Bengt. Hun snusede teens duft ind. Den passede meget bedre til ham end spiritus. Hun drak. Duften var kraftigere end smagen. Han tog en stol og satte sig ved siden af hende. Hvordan har du det nu? Hun drejede hovedet, og hans bøjede profil, med den sammenpressede mund, forlangte oprigtighed. Tom og træt, Bengt, og Eric kneb udenom. Hun sukkede. Eric! Han ved stadigvæk ikke noget med sikkerhed. Han fnøs, og hun forstod ham og var lettet over, at Eric intet havde vidst. 121

122 Vidste du, at Dorte og Eric? Hun rømmede sig og var bange for, han ville blive vred over hendes nysgerrighed. Om jeg vidste, at Dorte og Eric kneppede? Jeg fandt ud af det. Jeg kom hjem i utide og fandt dem sammen i dobbeltsengen, men på det tidspunkt havde jeg haft på fornemmelsen længe, at jeg var Københavns største hanrej. Dorte var ikke kostforagter. Han lød forpint, selv efter alle disse år. Er du aldrig kommet over Dorte? Jo, for længst, men i lang tid blev jeg mistroisk overfor kvinder, selvom det var en barnagtig reaktion, for jeg var ung, og jeg elskede hende helt uden forbehold, men jeg skal love for, at jeg blev kureret for min naivitet. Han skjulte ansigtet i hænderne, og hun ville så gerne trøste ham. Jamen, hun var glad for dig, Bengt. Hun elskede dig. Det ved jeg. Glad? Elske? Hun var sgu glad for alle, der kunne give hende et eller andet. Husk på, at jeg knoklede, til blodet sprang af neglene, imens hun skejede ud. Han så dystert på hende. Det var ikke så enkelt, og selvom hendes tro på Dorte var ved at smuldre, skyldte hun hende livet. Bengt, hvorfor rejste du så meget? Hans kæber arbejdede, og hun var bange for, at hun igen havde vovet sig for langt ud. Det var til vores fælles bedste. Jeg kunne tjene mange penge. Jeg tog arbejde i forskellige sjak. Vi arbejdede mere eller mindre i døgndrift og boede i barakker. Det var ikke altid lige morsomt, men jeg gjorde det gerne for familien. Hun tændte en cigaret og turde ikke sige, hvad hun mente, og han så ud til at være faldet hen i minder. Alle de mænd, der forlod familien for familiens skyld. Det lød altid lidt hult i hendes ører. Hun ville aldrig kunne forlade dem, hun elskede, uden det var livsnødvendigt, og det havde det ikke været i Bengts tilfælde. Han havde haft gode muligheder hjemme, og Dorte havde været imod hans planer. Måske havde hun været bange for sin svaghed? Det måtte jo være en svaghed at have brug for så mange mænd. Hun elskede mig ikke. Hun skulle bare have en far til barnet. Da jeg opdagede, at hun havde narret mig, forlangte jeg at få at vide, hvem faderen var, men hun ville holde faderskabet hemmeligt. Jeg kunne ikke få ud af hovedet, at der et eller andet sted i vores omgangskreds gik en stodder rundt og kroede sig, men jeg blev, så længe jeg orkede, for jeg elskede Lene. 122

123 Hun elskede dig, Bengt. Det ved jeg. Hvordan fandt du ud af, at du ikke er far til Lene? Kristiane! Du har forstand på farver, siger du. Blå plus blå giver sgu ikke brun i min verden, men det var først, da jeg opdagede hendes utroskab, jeg begyndte at lægge to og to sammen, og hvis hun havde fortalt mig frivilligt, hvem faderen var, var jeg nok blevet. Jeg var stadig glad for hende eller betaget, og jeg var knyttet til Lene. Hun var en dejlig unge. Han rejste sig og stillede sig foran hende, og hun så op i hans furede ansigt, der havde gennemlevet bedragets, skinsygens og tabets kvaler. Hvad vil du gøre nu, Kristiane. Hun tøvede og ledte efter ordene. Jeg vil tage hjem og læse nogle dagbøger, hun har efterladt. Jeg kviede mig; syntes ikke, jeg kunne tillade mig at snage, men det kan jeg nu. Jeg må se at vågne, inden jeg dør. Hun tav overrasket over sin beslutsomhed og rejste sig besværet og så op på ham. Må jeg bruge dig fremover? Gudskelov klarede hans ansigt op. Ja, min ven, det må du. Vi skal huske jakken. Skal jeg følge dig ned? Kunne han se, hvor udmattet hun var? Ja tak. Han gik ind for at hente jakken. Hun så trist rundt i haven og skyndte sig ud. Hun ville gå i forvejen. Her var så fredeligt. Bengt havde tilsyneladende valgt sine rammer med omhu. Hendes liv havde været mere eller mindre tilfældigt; dirigeret af andre mennesker. Engang ville hun bo på landet. Hun havde drømt om blødt underlag, der ikke jog op gennem rygrad og hoved ved hvert skridt; længtes efter friske grøntsager og frugt, enkelthed og fred, men Niclas havde været bymenneske og blev rastløs efter tre dage væk fra gaderne og sine intellektuelle diskussioner og Dorte brød sig heller ikke om landet. Efter Niclas død havde hun haft muligheden for at flytte, nej, det var ikke rigtigt; tiden havde været forpasset; hvordan ville hun kunne slå rod et fremmed sted? Hun vågnede en morgen og vidste, at hun aldrig ville komme til at bo det rigtige sted. Panikken havde grebet hende, da hun så tilbage på sit liv, der var sandet til af så mange kompromisser, at hun ikke var i stand til at flytte sig. 123

124 Kun et sølle øjeblik var hun var standset op, og vanen vandt og åd dag efter dag og år efter år, og hun havde det rimeligt på sin sædvanlige, lidt uvirkelig måde. Hele hendes liv havde været lidt forskudt fra hende selv, hvorimod Bengts stod skarpt. Han havde valgt, og hun misundte ham hans konsekvens. Hun standsede og vendte sig. Han kom ned imod hende i skarpt trav. Han var virkelig. Han indhentede hende og rakte hende jakken. Hvordan er det gået med Lene? Hans stemme lød anstrengt, men han spurgte. Det er gået godt. Hun er gift med en sød mand. Han hedder Michael, og de har tvillingepiger på seks år. Maja og Sara. Lene er en dejlig pige, Bengt, og jeg skriver til dig og fortæller. Hun var for træt til at sige mere. Ord var kvalmende. Hvordan havde han kunnet forlade en lille pige? De standsede nede på vejen og stod tøvende overfor hinanden, og han lagde sine arme beskyttende omkring hende, og hun lænede sig ind til ham og længtes efter den Niclas, hun gerne ville huske og stillede sig på tæer og kyssede Bengt på kinden. Tak for nu. Jeg skriver, ikke? Han nikkede og strammede munden til noget, der skulle være et smil, og hun løftede hånden og vendte sig væk fra ham og begyndte at gå og havde lyst til at vende om og stå tæt ind til ham og blive den mørke, hjemløse følelse kvit. 124

125 19 Hun satte sin kuffert fra sig, fiskede hoveddørsnøglen op af jakkelommen, låste op og lod en finger glide henover indfældningen ved glasset. Den efterlod en stribe oprindelig farve, der fik resten af den rustrøde dør til at se ekstra støvet og forsømt ud. Den trængte til en gang sæbevand og sprit, så ville den fremstå så god som ny. Gid hun kunne dyppe hovedet i en spand sæbevand og genopstå ny og strålende. Hun åbnede døren, skubbede kufferten foran sig, ind i entreen, og lukkede døren og sparkede skoene af. Det lyste svagt fra stuen. Hun havde glemt at slukke læselampen. Hun hængte jakken på bøjle og bøjede sig ned og samlede et par regninger og lokalavisen op. Hun var glad for, at hun havde taget sig sammen til reklamer nej tak, selvom det kneb for de fortravlede postbude at respektere ønsket. Det var en lettelse ikke at få alle de smukke træer ind af sprækken. Hun satte kufferten ind i soveværelset og gik en runde og åbnede vinduer i alle rummene og satte vand over. Gennemtrækken skulle hurtigt få den indelukkede hørm ud. Hun havde luftet godt ud, inden hun tog af sted, men hun kunne altid lugte cigaretternes hengemte odør, når hun kom hjem, især når hun havde tilbragt nogle dage i frisk luft. Den hang i gardiner og tæpper. Planterne trængte ikke til vand. Hun havde overvandet dem, inden hun tog af sted, så de kunne klare sig i lang tid. Bare de nu ikke blev forkølede; måske skulle hun tømme underskålene, så de ikke stod med våde poter, som Dorte altid sagde. Kedlen fløjtede. Lyden skar gennem lejligheden, og hun skyndte sig ud i køkkenet og kom blade i tepotten og hældte kogende vand over og gik ind i stuen. Det var på tide, hun holdt op med at skubbe det væsentlige foran sig, og stillede sig ved siden af virkeligheden. Chatollets nederste skuffe føltes næsten magnetisk. Dagbøgerne havde overskygget alt andet, siden hun fik mistanke om, at Dorte var meget andet end den, hun havde kendt. Hun hentede teen, sammen med et krus og sødmælk. Hun ville sidde i sofaen med front imod chatollet. Prøve kræfter med skuffen, der skulle åbnes. Hun havde gjort sig uvenner med Eric for dens skyld. Han var blevet så fornærmet, skuffet eller ked af det, da hun sagde, at hun ville hjem, og hjemturen havde været fjendsk, eller i hvert tilfælde væbnet neutral, med kun de nødvendigste, yderst høflige sætninger mellem dem. Hun havde sagt, at hun kunne rejse alene, men han havde insisteret på at følge med, selvom han ikke ville lytte til hendes behov for klarhed. Han ville eller kunne ikke 125

126 simpelthen ikke forstå, at hun ikke kunne være i sin krop, så længe uvisheden flåede i hende. Han holdt stædigt fast ved, at gemt burde være glemt, men han tog fejl. Uvished var nedbrydende, og han var akkurat ligeså utryg ved den fortid, Dorte havde skabt, som hende, selvom det måske var af andre årsager end hende. Hun rejste sig beslutsomt, med en følelse af lettelse, og trak skuffen ud og vendte sig væk fra den og gik hen og skænkede op, men teen smagte hende ikke. Hun trængte til en opstrammer og fik lyst til et lille stænk rom i den, i stedet for mælk. Rørsukker og citron. Denne dag var skelsættende. Det lød melodramatisk, men sådan var det. Den åbne skuffe viste tænder. Hun hentede rommen og skænkede gavmildt op og gjorde teen nærmest symbolsk, men hun skulle ikke stå til regnskab overfor nogen som helst. Forventningens forestillinger var de værste, men de formindskedes heldigvis proportionalt med flasken indhold, og hun havde fået varmen. Hun løftede kruset mod skuffen og satte det hårdt på bordet og stod, næsten inden hun vidste det, med den første bog i hånden. Den brændte nærmest og hun havde lidt kvalme, men det fik hun altid, hvis hun drak for meget rom. Dorte havde kunnet drikke den mest garvede drukkenbolt under bordet. Nej, det var overdrevet, men hun havde altid kunnet tåle meget til festerne, de for det meste holdt i Dortes hus. Drikkegilder. Nej, det var ikke rigtigt, men det ene glas tog det andet, mens de diskuterede højlydt eller dansede vildt. Hun kunne næsten høre stemmerne og musikken. Verden havde været en tikkende bombe dengang. Alle var dødsens rædde for tredje verdenskrig, for den anden var ikke ret langt borte, og de havde bombemaskinernes mørke brummen i ørerne endnu, og de fleste huskede grimme episoder fra den, og forældrene lukkede øjnene og bad en stille bøn til, at magthaverne ville skåne dem for kaos. Dortes fester var et pusterum, og hvis de alligevel skulle dø alle sammen, kunne de lige så godt tørlægge kloden inden. Morgenerne. Hun huskede dem tydeligt. Når alle andre stønnende ofrede til guderne eller lå med lidende ansigter og bad om nåde, gik Dorte rundt med et saligt grin og ryddede op og dækkede morgenbord. Hendes glansnummer var at spørge om, hvem der ville have spejlæg. De morgener elskede alle at hade Dorte. Hun ville ikke tude nu, men hun savnede hende så forfærdeligt. Midt i angsten havde de haft hinanden og kunne abstrahere fra farerne, for de var unge og puttede sig sammen med vennerne. 126

127 Hvor var det smertefuldt at blive ældre og se alting smuldre. Selv de bedst funderede gamle kunne ende med at sidde alene, ensomme og fortvivlede, uden nogen at dele historien med. Dorte havde i virkeligheden været heldig. Hun døde hurtigt og smertefrit og var skånet for alderdommens plager, men det kunne jo være, at den ny regering, der hyldede den enkeltes ansvar for sig selv, ville sige ja til aktiv dødshjælp. Hvad var det for noget fuldemandssnak? Og dog. Hun snøftede. Resterne fra dengang sad i deres isolerede celler af lyst eller nød. Sikkert af nød for de flestes vedkommende, selv om de stolte foregav at have nok i sig selv. Hun troede ikke på dem. At være alene og ensom var værre end døden. Dagbogen faldt fra hende, men hun lod den ligge og travede hvileløst op og ned ad gulvet og væltede en vase med sine store, leddeløse bevægelser. Pokkers. Den var en gave fra Dorte. Bornholmsk keramik. Hun vidste, at hun ikke skulle drikke, når hun var i dårligt humør. Uanset hvor gammel hun var, blev hun tilsyneladende ikke klogere. Hun tog askebægeret og bar det ud i køkkenet og drak et glas vand og tumlede ind og smed sig på sengen og trak dynen op over hovedet og græd højt. Hendes nitten års fødselsdag. Afskedsfest. Dorte havde villet holde sammenskudsgildet og havde samlet hele kliken, både de gamle venner og enkelte nye, hun havde mødt i deres stamværtshus, og som kun var hendes. Dorte havde benyttet hendes fødselsdag til at introducere sine nye venner. Hun havde ikke syntes om, at Dorte inviterede fremmede, men hun havde ikke sagt noget, for hun var taknemmelig for overhovedet at blive fejret. Hun havde håbet, at forældrene ville holde et eller for hende, men de var tavse. Faderen var vred over, at hun ville rejse, for hvad kunne der ikke ske en ung pige i et fremmed land? Det havde han vovet at sige. Hun havde stirret på ham, og for en gangs skyld blev han forlegen. Hun havde ikke brudt sig synderligt om Dortes store arrangement og havde en lumsk mistanke om, at Dorte igen havde mødt en fyr, der skulle indlemmes naturligt i kliken. Han måtte være speciel, for hun havde gjort sig ekstra umage med sit udseende; ny kjole og højhælede sko. Dorte hadede normalt højhælede, men hun smilede oplagt, og fyrene flokkedes omkring hende. Hun selv havde trukket sig lidt tilbage, uden fortrydelse. Hun var vant til, at Dorte stjal billedet, og hun var egentlig tilfreds med at være hofdame, og hun nød på en måde at betragte hende for fuld udblæsning, for bagefter ville de grine, til de tissede i bukserne, når Dorte parodierede sine tilbedere. 127

128 Staklerne ville være visnet, hvis de havde anet, hvad de kunne risikere at blive udsat for. Dorte kunne være hensynsløs, men i øjeblikket var de riddere, og de slugte hende med øjnene og så ud til at tro, at de hver især var den udvalgte. Dorte havde strålet mere end ellers, den aften, men hun havde lagt mærke til, at hendes ansigt havde et usikkert, svagt rødmende skær, man skulle kende hende godt for at lægge mærke til, og hendes øjne faldt hele tiden lidt udenfor kredsen. Det var ikke karakteristisk for Dorte, og hun blev nysgerrig og så sig omkring, men blev distraheret af pigerne, der stillede deres medbragte mad på en stor plade, på bukke, der var placeret ved kælderrummets ene endevæg, så gulvet var frit til dans. Hun var gået hen for at flytte lidt rundt på fadene, så tre skåle kold kartoffelsalat ikke stod og konkurrerede. Der var mange slags små frikadeller og kold kartoffelsalat, men også forskellige oste og en stor, gyseligt rød spegepølse, som hun vidste ville gøre lykke ud på de små timer, når det andet var spist. Den var Dortes bidrag. Hun havde sludret med forskellige venner, der ønskede hende god rejse og hun hyggede sig, men da Dorte pludselig klappede i hænderne og bad gæsterne udbringe en skål for fødselsdagsbarnet og ønske hende held og lykke, havde hun kunnet krybe i et musehul. Dorte vidste, at hun hadede den slags opmærksomhed, og hun havde sendt hende nogle advarende blikke, men Dorte havde ladet som ingenting. Det var sårende at tænke på, at festen måske ikke havde været for at fejre hende, men om Dortes behov for at gøre opmærksom på sin egen person, selvom hun tilsyneladende havde al opmærksomheden i forvejen. Hun havde fulgt Dortes blik og fik øje på en ung mand, der stod lidt udenfor kredsen med et glas i hånden, som han løftede i hendes retning, mens han smilede. Hun gengældte hans smukke smil, og resten var så banalt eller enkelt, at det var uforklarligt. Han var kommet over og havde præsenteret sig, og Niclas havde fortrængt drengen Svend, inden aftenen var gået. Han var ikke veget fra hendes side, bortset fra enkelte danse, Dorte insisterede på at få med ham. Dorte inklinerede overdrevent yndefuldt for ham og han lo til hende, men hun så, at der var noget galt. Dorte var ked af det til trods for, at hun ikke var af gulvet et eneste sekund. På et tidspunkt forsvandt Dorte og Niclas, og hun trængte til at afkøles lidt, og en pludselig indskydelse fik hende til at gå ud i haven, og hun ramlede næsten ind i dem og hørte i det samme Niclas hviske: Du vover at sige noget. Hun undskyldte sin afbrydelse og skyndte sig væk med en underlig fornemmelse, men hun glemte episoden eller tænkte ikke mere over den, for Niclas 128

129 erklærede hende hurtigt sin kærlighed, og hun var forelsket til op over begge ører og fortvivlet bekymret over at skulle rejse. Niclas forærede hende en guldkæde med tro, håb og kærlighed, og hun svor højtideligt, at hun altid ville bære smykket, og det havde hun gjort, for smykket var blevet et symbol på deres samhørighed, der rakte udover døden, og ikke engang hendes vielsesring havde kunnet erstatte dette første synlige tegn på hans følelser. På afrejsedagen fulgte Niclas og Dorte hende til toget. Hun havde grædende givet Niclas en smuk fyldepen med initialer og Dorte en flaske dyr parfume og brevpapir, og hun følte en besynderlig uro, der ikke kun havde noget med adskillelsen at gøre. Hun kunne endnu se Niclas stå med let ludende skuldre og et trist ansigt og Dorte, der lænede sig let ind til ham og så op på ham med et strålende smil, og hun vidste i et glimt, at Dorte var glad for, at hun skulle rejse. Ja, sådan havde det været, men hun havde skubbet anelsen om i baghovedet, hvor den havde ligget gemt i alle årene. Sengen gyngede, og hun rejste sig så brat op, at hovedpinen jog gennem hende og gav kvalme og svimmelhed. Hun stod op og så på sengen, der lignede en slagmark, og gik ind i stuen, forbi den skårede vase på gulvet, ud i køkkenet og smurte et stykke sigtebrød med ost. Erfaringen havde lært hende, at mad var den eneste måde, hun måske kunne slippe af med kvalmen på. Hun tog en bid og havde lyst til at kyle brødet langt væk, men tog en mundfuld til og lod den kolde hane løbe. Hun var tørstig. Niclas og Dortes ansigter ved afskeden forfulgte hende. Hun satte sig ind i stuen og pressede hænderne mod sine bankende tindinger, men billedet af Niclas triste ansigt og Dortes strålende smil stod skarpt i hendes erindring, og nu var det uforklarligt, hvorfor hun var rejst? Hvad havde fået hende til at rejse fra Niclas? Det kunne ikke alene have været hendes opdragelse, der havde lært hende, at man gennemførte det, man havde besluttet. Det måtte også have været hendes indædte kamp med faderen, for at få lov til at rejse, der havde drevet hende, og at hun ikke havde kunnet holde ud at bo hjemme mere og ville så langt væk fra forældrene som muligt, men hun kunne vel have aflyst, hvis Niclas betød alt for hende? Havde hun, uden at vide det, sat Niclas og Dorte på prøve? Den orange dagbog lå stadig på gulvet. Hun tog den op og begyndte at bladre febrilsk i den, men blev klar over, at den var for gammel. Hun rejste sig og tog den næste op af skuffen og åbnede den og så Niclas navn og smækkede den i, men vidste, at hun ikke længere kunne styre sin nysgerrighed. Trangen til at vide besked åd ganske 129

130 langsomt, men sikkert anstændighedsfølelsen. Hun mærkede en kriblen i hovedbunden og en spænding i mellemgulvet, der mindede om eksamensmave. Nu, nu brød hun ind hos et andet menneske og lurede og stjal. Hun åbnede bogen og bladede systematisk i den og så Niclas navn igen og igen. Kære dagbog. Klokken er mange, og jeg har været i Tokanten, hvor jeg mødte en mand, der hedder Niclas. NICLAS. Er det ikke et smukt navn? Han har mørkebrunt, krøllet hår, der ikke er klippet for kort, men nærmest lidt kunstnerisk, og brune øjne med et mystisk skær. Han ser alvorlig og voksen ud, men han er også enogtyve. Vi talte sammen i flere timer, og jeg tror, at jeg er forelsket i ham. Han smilede til mig på en ganske særlig måde, der kun kan betyde, at han også er interesseret i mig. Vi drak dus næsten med det samme, og jeg ville så gerne have haft, at han fulgte mig hjem, men han sagde, at han skulle til eksamen i morgen og var nødt til at gå, men at han kom meget i Tokanten. Han læser dansk og historie. Han tog min hånd og holdt den længe, inden han gik, og han så mig dybt i øjnene, men han kyssede mig ikke. Bare han havde gjort. Jeg er forelsket, forelsket, forelsket kære dagbog og spændt. Jeg glæder mig til at fortælle Kris om ham, men jeg tror nok, at jeg vil have ham som en hemmelighed et lille stykke tid. Jeg kan arrangere en fest for hende, når hun fylder nitten og invitere ham. Far og mor er ude af huset på det tidspunkt. En fest er en god ide, synes du ikke kære dagbog? Jeg håber virkeligt, at det engang bliver almindeligt, at piger tager initiativet i stedet for at sidde og vente på alt det spændende. Kære, elskede dagbog. Nu vil jeg gå i seng og drømme om Niclas, og jeg vil ikke vaske min hånd, der rørte ved hans. NICLAS. Hun lod dagbogen synke ned i skødet. De søde, enkle ord var Dortes. Ord helt forskellige fra den frække og morsomme Dortes. Dorte havde aldrig fortalt hende om sit først møde med Niclas, og hun kunne ikke huske tiden inden afskedsfesten, men hun huskede dagene efter. Dorte havde været ulykkelig, og hun havde undgået at spørge hende ud, for hun havde rejsen og alt det nye spændende, hun skulle opleve, i hovedet. Hun rejste sig og gik hen til vinduet og så ud i natten. Enkelte stjerner brød igennem byens kunstige lys, og hun længtes efter Bornholms fantastiske stjernehimmel. Et sted derude kredsede Niclas og Dortes immaterielle legemer rundt og så alvidende på hende. Ja, hun havde vist anet, at Dorte var forelsket i Niclas, hun havde i hvert tilfælde frydet sig over, at det var hende, han foretrak, for alle andre foretrak Dorte. Det var måske noget hun havde bildt sig ind, men dengang var det hendes virkelighed, og hun var ved at træde ud af sine barnesko, og rollen som Dortes vedhæng var begyndt at såre 130

131 hende. Sammen med faderens dominans var Dortes også én af grundene til, at hun ville væk. Hun var ved at blive kvalt. Hun var begyndt at bære nag til Dorte, og den følelse havde hun ikke kunnet holde ud. Kære dagbog. Jeg har været i Tokanten hver aften siden den aften, jeg traf Niclas, men han kommer ikke. Bare han ikke er syg. Bengt har inviteret mig i biografen, men jeg orker ikke at være sammen med ham, selv om jeg godt kan lide ham. Han er flink men kedelig. Taler kun om aftenskole og træ. Han er en træmand. Ha! Bengt er bleg dag, mens Niclas er mystisk nat med fuldmåne og klare stjerner. Jeg ville gerne gå tur langs stranden, i måneskin, sammen med ham eller elske i sandet. Jeg er helt kulret. Jeg dør, hvis jeg ikke snart ser ham. Jeg er så ulykkelig, kære dagbog. Jeg ved slet ikke, hvor Niclas bor, eller hvad hans efternavn er. Kris glor undersøgende på mig, men hun spørger mig ikke om, hvad der er galt. Hun spørger aldrig om noget. Sommetider tror jeg, hun er ligeglad med alting. Hun er i hvert tilfælde ikke interesserede i mænd. Hun er ellers smuk, og mændene ser efter hende, men det opdager hun ikke, så verdensfjern hun er. Jeg græder mig i søvn over min fjerne elskede, som ikke kan høre, at jeg skriger efter ham. Kære, elskede dagbog, hvad skal jeg dog gøre? Din bedrøvede ven, der pletter dit hvide papir med tårer. Dorte fik hende til at fremstå som hjerteløs, hvilket hun ikke havde været, men hvad skulle hun have gjort? Hun havde været Interesseret i mænd, men hun havde også været skrækslagen ved tanken om, hvad det kunne indebære at kende en mand. Hun så jo, hvordan de belejrede Dorte, og hun anede, uden at være helt sikker, at Dorte lagde krop til deres begær. Sådan måtte det have været, for efter kort tid, forsvandt de eller endte et sted i periferien, hvor de i bedste fald blev en slags venner, og Dorte gik rundt med et utilfreds udtryk i ansigtet, indtil hun fandt den næste. Hun var tilsyneladende ikke bange for at blive gravid. Forklaringen kom langt senere. Hun havde fået pessar, for hun ville have lov til det samme som mændene. Hun havde beundret Dorte, at hun havde haft mod til at få pessar; noget hun selv ikke engang havde tænkt på, men der var også noget andet, der skilte Dorte og hende. Dorte havde ikke prøvet at få afbrudt en graviditet; at have spændte, forventningsfulde bryster, der slappedes unaturligt. Hun havde ikke oplevet skammen og skylden og smerten bagefter. Dorte havde ikke mistet noget dyrebart, og hun var i det hele taget fandenivoldsk i alt, hvad hun foretog sig, og det havde aldrig generet hende, tværtimod, men nu 131

132 Det gjorde så ondt, når hun forestillede sig Niclas og Dorte sammen. Det var umuligt for hende at ignorere de knivskarpe billeder af de to intimt sammen, der fulgte hende døgnet rundt, og tanken om Niclas som Lenes far, forpestede hendes sorg over Dorte. Kærligheden havde spillet dem et pus. For Dorte havde Niclas været den ene i en lang række, der rørte hende for alvor, og så kunne hun ikke få ham, fordi han forelskede sig i hendes bedste veninde; den stille, beundrende pige. Det måtte have været svært for hende at indse, og hun havde da heller ikke helmet, før hun havde ham. Hun vidste, at hun var uretfærdig. Dorte havde ikke kunne styre sine lidenskabelige følelser. Mon hun havde kunnet, hvis Niclas havde forelsket sig i Dorte? Hun anede det ikke, men Lene Hvis Niclas var far til Lene, havde han været sammen med Dorte, mens hun var i England, og samtidigt havde de sendt kærlighedsbreve til hinanden, og han skrev i alle brevene, at han længtes efter hende. Hun havde gemt de breve og tænkt, at så glødende breve kunne bære over med alting, der måtte komme. Var det løgn alt sammen? Hvorfor havde han i det hele taget giftet sig med hende; ham, der elskede børn? Det gamle savn jog i hendes underliv og videre til brysterne, der aldrig havde givet, eller skulle give, næring til et barn. Hun krummede sig sammen og rokkede frem og tilbage. Verdensfjern. Hun havde ikke været verdensfjern, men skræmt fra vid og sans. Hun så trist på den orange bog. Den lå pænt på bordet fyldt med små tegn, der sat sammen på en bestemt måde ødelagde alting, og hun sad hjælpeløs tilbage, helt stille, selv om hun havde lyst til at skrige. Dorte ville sikkert have skreget under sådant et pres. Dorte. Hun kunne ikke holde ud at se på Dorte. Fotografiet skulle væk. Dorte og Niclas kunne ligge sammen i skuffen og bedrive hor, eller hun kunne stille Niclas op ved siden af Dorte og se om de rødmede. Nu var det nok. Hun rejste sig resolut og smed fotografiet ned til dagbøgerne og knaldede skuffen hårdt i, men handlingen lettede ikke. Hun var ved at sprænges af pinefuld selvforagt. Hun havde levet sit liv uden at vide, hvad der skete rundt omkring hende, og størstedelen af hendes liv var baseret på bedrag. Hun opdagede, at hun bed tænderne så hårdt sammen, at kæberne gjorde ondt. Hun trængte til en drink. Hun rejste sig og gik ud i køkkenet og hørte skraldemændene. Støjen, der normalt irriterede hende grænseløst, føltes næsten kærkommen denne tidlige morgentime, inden ulvene tudende trak sig tilbage. Hun skuttede sig. Spiritus var ingen løsning, men var der overhovedet nogen vej ud af dette mareridt? Hun tog cognacflasken 132

133 og et rent glas og skænkede op og drak. Cognacen brændte i hendes hals, og dagbogen brændte alle hendes sanser, men hun måtte se, hvad der var sket mellem Niclas og Dorte. Kære dagbog. Jeg er så lykkelig. Endelig kom Niclas. Mit hjerte begyndte at hamre i brystet, da jeg så ham i døren. Han stod og så sig søgende omkring, og jeg vinkede, og da han fik øje på mig lyste hans ansigt op. Det er rigtigt. Hans øjne oplyser hans ansigt, når han er ivrig. Jeg inviterede ham til fest og sagde, at jeg ville fejre min veninde. Han sagde ja. Han sagde ja. Han sagde JA. Nu bliver alting godt, det er jeg sikker på. Kris ved ikke, hvorfor jeg holder fest, og hun behøver ikke at vide det inden dagen. Måske spørger Niclas mig om vi skal komme sammen. Det ville være en god aften at gøre det. Niclas bor i klubværelse på Østerbro, som hans forældre betaler. Tænk at have sit eget. Han har inviteret mig ud til sig på lørdag. Jeg har ellers en aftale med Kris, men hende skal jeg nok klare. Jeg længes allerede efter ham, selvom det kun er en halv time siden, han kyssede mig. Kære dagbog, i fremtiden vil jeg drysse glade, lykkelig ord henover dine blanke sider, men lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er så lykkelig. Jeg elsker dig Niclas. Godnat kære dagbog. Åh Gud. Kvalmen overmandede hende, og hun styrtede ud i badeværelset og bøjede sig over kummen. Hele hendes krop var én stor krampetrækning, og hun gylpede ætsende, gul galde op, og dette var verdens ende. Hun drak et glas vand og var mat, men opkastningen havde hjulpet, og hun mærkede, at selv om hun pinte sig selv, kunne hun ikke standse nu. Hun havde den samme følelse, som når hun for sent opdagede, at hun havde tabt en maske og måtte trævle hele strikketøjet op. jeg skreg og skreg så Niclas måtte holde mig for munden. Han blev ved og ved, og jeg tror jeg besvimede. Jeg elsker ham vanvittigt Hendes vildeste fantasier var Niclas og Dortes virkelighed; svedige og opslugt af hinanden, og Dorte, der vred sig ekstatisk og Niclas mørke ansigt og krop over hende. Sammensmeltning. Kys og kropsvæsker. Blandede. Dorte havde fået barnet, mens hun sad tilbage med tomhedens smerte og en mand, der begravede sig i bøger. Havde Niclas vidst, at han var far? og han vil ikke vide af mig. Han er forelsket i Kristiane. Jeg hader hende. Hun stod helt stille og lokkede ham. Jeg så det. Han har forbudt mig at fortælle Kris, at vi har været kærester. Kære dagbog, jeg er ved at dø, og jeg kan næsten ikke holde ud at se på Kris og hendes lykkelige ansigt. Jeg har lyst til at slå hende eller fortælle, hvem Niclas er, men jeg tør ikke, for han siger, at så vil han aldrig se mig mere, og det kan jeg ikke klare. Han er mit liv 133

134 Hun følte Dortes kval og mærkede en voldsom vrede mod Niclas. Hvordan havde han kunnet give Dorte indtryk af, at han var forelsket i hende samtidig med, at han erklærede hende sin kærlighed? Havde han været et uhyre? Dorte havde ligget i sengen dagene efter festen. Hun var forkølet og ville ikke have gæster. Ville ikke smitte nogen. Stakkels Dorte. Stakkels hende, der ikke havde kendt sin mand, Niclas den dødbringende. Kris rejste i dag og Niclas var sød mod mig Jeg håber hun drukner. Nej, kære dagbog, det gør jeg ikke. Tilgiv mig, men jeg håber, hun aldrig kommer hjem mere Måske finder hun en englænder, og så kan vi være venner alle fire Hun var blevet meget forelsket i Niclas, men hvis hun var helt ærlig, havde hendes fortvivlelse over at skulle rejse til England og forlade ham, været iblandet en slags lettelse, for han pressede på og kunne eller ville ikke forstå, at hun ikke kunne elske med ham straks. Hun havde ikke kunnet fortælle ham om aborten og Svend, som hun længe håbede på ville komme tilbage. Jo mere hun havde trukket sig des ivrigere var Niclas blevet. Den sidste aften, inden hun rejste, stod han foran hende og stampede nærmest hysterisk i gulvet, og hun havde være lige ved at føje ham, men angsten for endnu en graviditet var større end længslen efter ham. Hun havde ikke brudt sig om udtrykket i hans ansigt den aften. Den gav hende skyldfølelse. Hun græd meget på turen til England og var overbevist om, at hun havde mistet ham, men hans breve var kærlige, og desuden var tiden derovre begivenhedsrig, og da hun kom tilbage, giftede Dorte og Bengt sig og Niclas friede til hende. Hun huskede den tid som lykkelig. Bengt, Niclas, Dorte og hun havde været meget sammen og alt stod i graviditetens og barnets tegn, og hun skulle være gudmor. Hvilket skuespil. Dortes og Niclas spil, med Bengt og hende som uvidende, lykkelige statister. Havde hun dog blot ikke gravet i fortiden. Nu ville hun give meget for at kunne skrue tiden tilbage til kælderen, da hun tog dagbøgerne, men hvis hun ikke havde fjernet dem, ville Lene have set dem. Hvad med Lene? Når hun havde sovet lidt, hvis hun kunne sove, ville hun ringe til Lise. Hun havde ikke vekslet mange ord med hende til bisættelsen, men Lise kendte dem så godt dengang. Hun måtte kunne fortælle hende om den tid, hun havde været væk. Ganske vist, havde hun ikke været direkte involveret, men alligevel tæt nok på til at være et 134

135 troværdigt vidne. Dorte havde nævnt hende i sine breve. Så ofte, at hun indimellem var blevet jaloux på hende. Hun rejste sig svimmel og led ved sig selv og stod og så på ægtesengen, der skulle skiftes ud. Hun havde drukket sig ædru, og hendes krop var en stor smerte, ligesom Dortes en gang havde været. Hun bad til, at søvnen ville komme og befri hende. Blot nogle få timer. Et Pusterum. 135

136 20 Hun var i god tid og satte sig ved et bord lidt inde i cafeen, der var lysere, end hun huskede den, og de få gæster var meget unge, men hvem var efterhånden ikke det? Når hun så kendte og magtfulde mennesker i fjernsynet, gibbede det sommetider i hende, og hun havde svært ved at acceptere, at disse børn bestemte over hendes liv. Hun havde lyst til noget stærkt ovenpå gårsdagens udskejelse, men hun ville tage en kop kaffe og bede om et askebæger. De stod halvt skjult på disken, som om de kunne lede i fordærv, hvis de stod på bordene. Musikken larmede fra en højtaler, der var placeret næsten lige over hendes hoved, og det var svært at skelne, hvad servitricen sagde. Jeg vil gerne have en kop kaffe og et askebæger. Hun havde lyst til at fortælle den unge kvinde, at i tidernes morgen havde det været hendes og hendes venners sted, men hun så det mugne udtryk i pigens ansigt, da hun sagde askebæger, og holdt mund og tændte en cigaret og så ud ad øjenkrogen, at et par unge piger skævede over imod hendes bord og hviskede sammen og rystede på hovederne. Hun lod, som om hun ikke så det og pustede røg ud og følte sig uvelkommen. Ikkerygernes tyranni. De fleste satte sig sikkert ud i fars bil og spyede mere gift ud på en time, end hun ville kunne nå at puste ud, selvom hun blev cirka tusind år, men bilismen var en hellige ko. Hun grimasserede syrligt tilbage på de to hellige. Døren gik op, og hun så til sin lettelse, at det var Lise. Hun vinkede, og Lise kom over og bøjede sig og gav hende et kys på kinden. Hej smukke! Davs Lise, tak fordi du kom med så kort varsel. Lise satte sig på stolekanten overfor hende. Det var ingen ulejlighed. Jeg har et ærinde herinde om et par timer. Hør Kris, vi går hen et andet sted. Det kan vi godt, men jeg valgte stedet her, fordi du så godt kunne lide det i gamle dage. Kan du huske, vi plejede at komme her næsten hver eftermiddag? Lise viste tænder. Hvide, smukke tænder. Ja, det var dengang, men tiderne skifter. Jeg gider sgu ikke ung leg og deres forbandede pop midt i lagkagen. Nej, det er en irriterende dille. 136

137 Ja for pokker. Staklerne er bange for deres egne lyde. Atmosfæren er fyldt med dumpe lyde. Nogen kalder det rytme. Jeg synes, det lyder truende, ligesom støvler, du ved, men nu tramper vi jo også med i det hellige, almindelige korstog. Det er sgu længe siden, kloden var et musikalsk sted. Kom, jeg har fundet et lille, listigt sted, der swinger lidt mere. Lise havde talt så højt, at de få gæster holdt op med at snakke sammen. Hun skævede halvt flovt til dem og så, at de betragtede Lise helt udtryksløst. Hun kom til at tænke på teboller med rosiner og var ved at fnise. Generationskløften føltes enorm, men Lise kunne godt dæmpe sig lidt. Hun glemte altid, hvor højrøstet hun var. Eller gjorde hun? Lise var hurtigt ude af kafeen og i skarpt trav nedad gaden, og hun halsede efter hendes lange, energiske person. Hun småløb for at følge med, og knæet gjorde ondt, men blodet rullede lidt hurtigere i årerne, når hun var sammen med hende. Adstadighed, nykker og dikkedarer var ikke velsete. Hun grimasserede og nåede prustende Lise, der smilende vendte sig om og pegede på et lille værtshus. Her. Lise gned sig I hænderne. Gammelt københavnersted. De gik ind, og Lise nikkede til servitricen. Vinduesbordet var ledigt, og de kunne sidde ugenerte og usete og se ud. Hvad vil du have, Kris? Jeg tager en dobbelt whisky. Det samme, tak. Lise gik over til baren og bestilte og kom tilbage og smed sin frakke på en ledig stol og satte sig og tog cigaretter frem og bød hende og tændte for dem begge. Servitricen kom over med deres drinks, og Lise løftede sit glas. Skål kære, hvordan går det så? Er du ved at finde dig selv igen? Lise lænede sig fremover og lagde albuerne på bordet og pustede røg ud, der ramte hende og fik hendes øjne til at løbe i vand. Hun nøs og ledte efter sit lommetørklæde. Lise rakte hende en pakke engangsservietter. For alle tilfældes skyld. Lises lidt hårde ansigtstræk forvandledes til en mild maske. Hvor var det godt, hun havde ringet til hende. Jeg har det la, la. Det må bare have sin tid øh det jeg gerne vil tale med dig om er gamle dage. Ja? 137

138 Lise satte sit glas til munden, lænede sig tilbage i stolen og så afventende på hende over glassets kant. Jeg er ved at finde ud af nogle ting fra dengang. Hun tav og drak en slurk. Det var sværere, end hun havde forestillet sig. At sælge Dorte havde syntes så enkelt i morges med spiritusrester i kroppen og panik i sjælen. Kris! Lise var ved at blive utålmodig, og hendes røde negle pikkede i bordet. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få det sagt Hun tog et dybt sug af cigaretten og pustede røgen hen mod vinduet. Jo øh, jeg tror, Niclas er far til Dortes Lene Hun havde lyst til at opgive det hele, men Lise så nysgerrigt på hende. Jo altså Dorte blev gravid, mens jeg var i England. Hun mærkede sveden pible frem på panden og tørrede den. Lise, jeg vil gerne vide noget om den tid. Hvordan opførte Niclas og Dorte sig sammen? Du så dem jo en hel del, forstod jeg på Dortes breve. Hendes mave rumlede, og hun mærkede, at hun rødmede, og hun stirrede på den blå åre, der svulmede i Lises pande fra hårrødderne ned mod næseroden. Den havde altid afsløret hende, når hun var ukomfortabel. Ligesom barndommens lyvestreg. Det er en ordentlig mundfuld, Kris, men jeg er ikke helt uforberedt. Eric ringede til mig og fortalte, at du har Dortes dagbøger!? Ja; og det er ikke særlig flatterende Dorte efterlod nogle dagbøger, og jeg er begyndt at læse dem, men jeg har det så skidt med det. Nå, da, da! Det kan jeg sgu godt forstå. Hvordan fik du fingrene i dem? Jeg tyvstjal dem fra hendes kælder, og de har ligget i chatollet, jeg arvede. Jeg kunne ikke nære mig. Hun slog hjælpeløst ud med hænderne. Lise drak. Tja, gjort gerning står ikke til at ændre, min pige. Jeg ville højst sandsynligt heller ikke have kunnet dy mig. Har du læst, at han er Lenes far? Nej, ikke endnu, men jeg ved, at de havde en slags forhold inden Niclas mødte mig, og jeg ved også, at Dorte var dybt forelsket i ham. Hun sukkede. Lise tændte en cigaret med den foregående. Jeg kan ikke hjælpe dig med faderskabet, Kris, men vi holdt nogle gevaldige orgier det år, og Dorte hang om halsen på Niclas, når hun kunne komme til det. Jeg ved ikke, om Niclas bed på. Du må da have set noget, Lise. Vær sød! 138

139 Det var en turbulent tid, Kris, vi eksperimenterede, og vi røg hash, så vi var vinde og skæve. Alt var tilladt, Kris. Vi horede i flæng. Jamen Niclas vidste, at jeg ikke tolererer utroskab. Det er måske derfor, du blev holdt udenfor. Du kan sgu kun holde drifterne ude af dit eget liv. Kom ned på jorden. Han var ung, og du var rejst. Tror du, han var den hellige selv? Hun krympede sig under Lises sarkasme og mærkede skuffelsen. Hun havde forventet en slags forståelse. Lise fangede hendes blik. Hold op med at se så såret ud, Kris! Du har vel ikke glemt, at jeg havde mit eget at tænke på? Nej, Lise, jeg tror jeg havde en fornemmelse af, hvad du gennemlevede. Hun tav forskrækket. Udtrykket i Lises øjne var hårdt. Du!? Du gik rundt i din drømmeverden. Ja måske, men der var måske en grund til min eskapisme Ordene føltes farlige, men hun var nødt til at sige dem højt. Lise, jeg fik en abort, da jeg var knapt femten. Mine forældre forlangte det. Tårerne begyndte at løbe. Lise rakte impulsivt en hånd over bordet og tog fat i hendes arm. Kæreste, det anede jeg ikke. Nej, det var kun mine forældre og Dorte, der vidste det. Jeg troede, at du bare var almindeligt snerpet. Hvad mener du? Dorte hånede dig lidt bag din ryg. Hun sagde engang til mig, at hun ikke kunne forstå, at Niclas gad spilde tid på sådan en gang englefisse. Hvad sagde hun? Hun så perpleks og såret på Lise. Det kunne ikke være rigtigt. Dorte? Lise så ironisk på hende. Så, så Kris, se ikke så tragisk ud. Det er hundrede år siden, og hvis hun var alvorligt forelsket i Niclas, har hun jo været syg af jalousi. Niclas elskede dig; det er der ingen tvivl om. Jamen jeg stolede på hende, og hun fik Lene. Mit barn døde. Det lød sindssygt og ynkeligt, men årene forsvandt og fortvivlelsen og bitterheden vendte tilbage og slog hende næsten omkuld. Du lyder forfærdelig bitter, Kris. Det nytter ikke noget. Jeg var også ved at forstene, da jeg fik at vide mange år senere, at man kunne blive steril efter en abort. Det 139

140 fortalte man os ikke dengang, men så besluttede jeg mig til at betragte min barnløshed som et af skæbnens grumme luner. Jeg ville jo også have en uddannelse. Det betød meget for mig, og jeg har været lykkelig for at kunne lave det, jeg helst vil. Jeg er god til det. Du har vel også haft dit, du kan tænke tilbage på med glæde? Lise lænede sig ind over bordet, og hendes ansigt havde forandret udtryk fra ironisk til humoristisk. Jeg er efterhånden også rutineret i at huske det, der er til at holde ud. Hukommelsen har været så venlig at filtrere de værste minder fra. Vil du have én til? Nej tak, Lise. Jeg tror, jeg vil have en vand. Jeg drak alt for meget i går. Lise vinkede med glasset ad servitricen, der kom med en ny dobbelt. Hun bad om en vand og betalte og gav gode drikkepenge og fik et stort, ægte smil fra den unge kvinde. Lise betød varme og liv. Hun lignede sig selv fra gamle dage, var blot blevet ældre. Hun var misundelsesværdig. Jeg ved ikke, hvordan du gør det. Jeg hænger fast i bitterheden mod mine forældre. Hvordan i alverden kunne de finde på at gribe så radikalt ind i mit liv? De gjorde det sikkert i den bedste mening, Kris. De bekymrede sig måske oprigtigt for dig. Mine gav mig næsten ubegrænset frihed til at gøre, hvad pokker jeg ville. Jeg syntes dengang, at de svigtede. Jeg tror nu, at de allerfleste forældre gør det bedste, de kan. Det lød så enkelt, og fik hendes bitterhed til at virke urimelig. Ja måske. Jeg ved det ikke Nu må du ikke blive vred, Lise men hvem skulle du have barn med? Åren i Lises pande trådte frem igen. Det kan være lige meget. Jeg ville ikke have ham. Undskyld! Hun skammede sig over spørgsmålet; så vist spøgelser alle vegne. Tænk ikke på det. Hvad vil du nu? Eric fortalte mig også, at du stak af fra Bornholm, og at du opsøgte Bengt. Hvordan har han det? Han var jo interesseret i dig. Hvad var det, Lise sagde? Det var for uhyrligt til at hun ville spørge hende om, hvad hun mente med det. Hun rømmede sig. Bengt har det godt. Han har indrettet sig. Bor dejligt fredeligt og gør, hvad der passer ham. Hun jappede. Lise, du vidste, at jeg var på Bornholm med Eric. Du var slet ikke uforberedt, da jeg ringede? 140

141 Nej, og jeg var bekymret for dig. Hun blev pludselig irriteret. Hvorfor bekymrer i jer, når I samtidig er efter mig, fordi jeg flygter? Jeg vil gerne have én mere. Hun var grædefærdig. Vi vil gerne hjælpe dig med at komme ned på jorden. Vi ved, at du prøvede at begå selvmord efter fødslen. Hvordan kunne I vide det? Dorte lovede højt og helligt, at hun ikke ville fortælle det. Dorte! Lise trak på skuldrene og så nærmest medlidende på hende. Hvad var det dog for noget alt sammen. Er det den samme Dorte, vi taler om? Hendes stemme svigtede, og hendes forsøg på at være morsom faldt ynkeligt til jorden. Lise rejste sig og satte sig over ved siden af hende og lagde en arm omkring hende. Kris, tag nu hjem og lad være med at gøre noget uoverlagt og måske skulle du kyle dagbøgerne ad helvede til Jeg er nødt til at gå. Mit møde er i den anden ende af byen, men jeg ringer til dig i aften eller i morgen formiddag. Er det en aftale? Hun så på Lise, der rejste sig energisk. Audiensen var forbi. Hun nikkede, men blev siddende og greb ud efter Lises arm. Lise, hvad syntes du om Niclas? Lise stod helt stille og så ned på hende med et udtryk, hun ikke kunne tyde. Han var på sin vis fascinerende, hvis man var belemret med et frelsergen. Hvad mener du med det. Tag dig ikke af mig. Jeg mener bare, at han havde dette forpinte udtryk, mange kvinder falder for, og man kunne tro, at han havde oplevet noget forfærdeligt, men det var måske kun et udtryk for en indædt selvoptagethed. Jeg ved det ikke. Jeg er ikke psykolog. Han virkede i hvert tilfælde stærkt på dig og Dorte, ikke? Hør nu her, Kris, jeg er altså nødt til at gå. Lise så på sit ur. Ja, nu skal jeg nok holde op. Hvor er jeg træt. Hun havde lyst til at vokse fast eller lægge sig på gulvet og aldrig rejse sig igen. Op med humøret. Hvis du skynder dig, lader jeg taxien køre omkring dig. Vil du? 141

142 Ja, naturligvis vil jeg det, dit gamle fjols. Kom så! Lise prajede en vogn og satte sig hos chaufføren og gav ham hendes adresse. Om lidt ville hun være væk og beskæftiget med det næste, mens hun var tilbage, mere forvirret end før. Spørgsmålene om, hvad Lise havde ment med sin bemærkning om Bengts interesse for hende, og hendes udtalelse om Niclas, summede i hendes hoved, men hun kunne umuligt spørge nu. Det måtte vente, indtil de talte sammen igen. Bilen standsede, og hun stod ud og rakte sin hånd ind gennem forruden og trykkede Lises. Tak for det hele. Derfor ikke. Pas nu på dig selv. Jeg ringer. Hun vinkede, indtil vognen drejede om hjørnet, og følte sig fuldstændigt fortabt. Det var ikke til at holde ud at skulle op i den tomme lejlighed og være alene med fortiden. Hun traskede opgivende hen mod opgangen og trådte til side og nikkede og smilede til en nabo, der kom ud af hoveddøren og holdt den for hende. Hun smuttede ind og så op. Trappen virkede stejl som et bjerg, og på toppen ventede Dortes dagbøger, der for længst havde hende i sin magt, uanset Lises mening. 142

143 21 Kære dagbog, det er længe siden, jeg skrev til dig, for jeg er så fortvivlet. Jeg er gravid. Hvad skal jeg gøre? Jeg turde ikke fortælle Niclas det, men nu har jeg gjort det, og han vil ikke have noget med det at gøre. Han siger, at jeg har snydt ham, og det er rigtigt, at jeg glemte pessaret, men det var ikke med vilje, og vi var skæve begge to, og han var ligeså vild som mig. Han stod og så på mig med det blik, jeg bliver lidt bange for, og han sagde, at jeg skal få det fjernet. Han kender en. Han virkede helt kold, da han sagde det. Jeg græder og græder, men han vil have sin uddannelse og giftes med Kris. Jeg hader dem begge to. Gid de døde, nej, gid jeg gjorde. Han siger, at han aldrig vil tilgive mig, og at jeg er en dulle, der har været i seng med alle, og at han ikke engang kan være sikker på, at han er faderen. Kære dagbog, det ved jeg, at han er. Jeg sværger. Hun lagde bogen fra sig og undrede sig over sin reaktion. Dortes fortvivlelse virkede lidt komiske og alt for patetiske på hende. Hun tændte en cigaret og pustede røgen ud med et fnys. Strengt taget havde Dorte været en dulle, og Niclas havde været en uansvarlig horebuk. Hun rejste sig og gik fra rum til rum og åbnede vinduer. Luften var ved at være skarp, når solen var væk. Hun hentede støvsugeren og stod midt på gulvet og så forbavset på den og gik ud i køkkenet og satte vand over. En stærk kop te. Hun slukkede for gassen og tog kedlen og lod den falde og stod og så på vandet, der fossede ud af den og ramte hendes kolde fødder. Hun var iskold over det hele. Telefonen ringede. Lyden skar gennem hendes hjerne og delte den i to stykker. Hun havde hårdt brug for at tale med nogen, men hun orkede ikke at løfte røret, selvom det kunne være Lise. Telefonsvareren gik i gang, og hun kunne nå det endnu. Nej, det var sikkert ikke Lise allerede. Hun satte sig og ventede på, at den blev stille og tog dagbogen. Kære dagbog, jeg har besluttet mig til at få barnet. Jeg tør ikke få en abort, jo, hvis jeg kunne få en ligesom Kris, men det kan jeg ikke, og jeg vil ikke ligge på et ulækkert køkkenbord, ligesom Jette. Det er for farligt, og jeg har ikke penge til at tage til England, ligesom Lise har gjort. Jeg ville ønske, at alle kunne få en abort under ordnede forhold, når de har brug for det, men det er jo mændene, der bestemmer, selvom det ikke er dem, der bliver gravide. Jeg har ikke særlig meget kvalme, men mine bryster gør ondt, og min mave er blevet lidt større. Jeg troede, at Niclas ville fortryde, når han havde tænkt sig lidt om, men han undgår mig. 143

144 Jeg længes efter ham og savner ham. Jeg elsker ham, og jeg vil aldrig fortælle nogen, at han er faderen. Så vil han måske have mig engang. Når han ser barnet. Jeg håber, det bliver en pige. Hendes underlige Følelsesløshed afløstes af en stærk medlidenhed, hun ikke vidste, hvem gjaldt; var det Dorte eller hende selv? Hun begyndte at græde, men pudsede sine briller og næsen og læste videre. Kære dagbog. Jeg har haft så travlt, for jeg skal giftes med Bengt. Han har jo altid været vild med mig. Han tror, at han er far til barnet. Det var let nok at bilde ham det ind, for vi var sammen omkring det tidspunkt, jeg blev gravid. Jeg har fortalt ham, at jeg glemte at tage pessaret på, og han er bare glad, og jeg kan godt lide ham. Niclas er også glad, kan jeg se. Jeg ved, at jeg skulle hade ham, men jeg kan ikke. Jeg elsker ham stadigvæk meget højt, og jeg tier stille, for så kan jeg blive ved med at se ham. Hvis jeg fortæller Kris eller andre noget, siger han, at han vil sørge for, at jeg aldrig ser ham eller Kris mere. Kære dagbog, jeg er så træt, men jeg er lettet over, at det med brylluppet er i orden. Far og mor vil have, at vi bliver gift straks, men Niclas har forlangt, at Kris er hjemme inden, og det vil jeg også gerne have, for selv om jeg er rasende jaloux på hende, er hun stadig min bedste veninde, og den jeg elsker mest efter Niclas. Ordene var et fortvivlet barns, og hendes vrede mod Dorte var ikke til at holde fast, men hendes følelser for Niclas var ved at kvæle hende. Hendes kloge, troværdige Niclas, som hun altid havde stolet på, havde opført sig som en gemen sjover. Hun gik hen til chatollet og lod hånden glide henover dets blanke træ og bøjede sig og tog fotografiet af Niclas smilende ansigt op. Hun havde ønsket sig det til sin fyrreårs fødselsdag. I sort/hvidt, men når hun lukkede øjnene, så hun tydeligt de mørkebrune, intense øjne, der havde kunnet smile, så hun smeltede, men også kunne få et sælsomt skær, hun ikke havde kunnet tyde, og som havde gjort hende usikker. Hans tavshed havde altid givet hende en følelse af, at den skyldtes hende, selvom han bagefter, når hans humør var bedre, påstod, at det var arbejdet eller noget andet udenfor hende, der gik ham på. Han havde sagt, at det ikke altid var lige let at være gymnasielærer. De unge blev stadig friere, og han havde jo ikke selv børn at sammenligne med. Hun var altid blevet så ked af det, når han hentydede til hendes barnløshed. Hendes! Den havde også været hans, men i hele deres ægteskab havde skyldfølelsen været hendes. Sådan var det. Havde han gjort det med vilje, for at kue hende så meget, at 144

145 hun ikke lagde mærke til, hvad der foregik for næsen af hende, eller var det alt sammen noget hun digtede nu? Hun ville aldrig få andet svar end sit eget. Lise var gymnasielærer. Hun og Niclas havde studeret sammen. Måske hun Hun åbnede øjnene og så på hans smil og syntes, at han havde et upålideligt træk ved munden, hun aldrig havde lagt mærke til før. Det var chokerende at indse, at hun ikke havde anet, hvem han var. Niclas havde ydmyget sine kvinder, og hun havde levet i lykkelig uvidenhed. Dorte havde måttet opleve sin elskede gift med en anden og se ydmygelsen i øjnene, fra hun var ganske ung. Alligevel var hun rank og stærk hele livet. Dorte havde haft grund til bitterhed, men hun overlevede på smukkeste måde, selvom hendes hjerte bristede til sidst. Måske havde håbet om, at hendes elskede Niclas ville overgive sig en dag, holdt hende glødende, og efter hans død havde Lene holdt hende oppe. Hun spyttede på fotografiet og slyngede Niclas fra sig. Han ramte væggen, og glasset splintredes. Lyden gjorde hende godt. Det troløse uvæsen kunne ligge og falme. Hun kom til sig selv og så sig uvilkårligt omkring og skuttede sig. Hun opførte sig sindssygt; hævnede sig på et stykke papir. Hun håbede, at Niclas den grusomme ristede under sagte ild i sit helvede. Dorte og Niclas, der tidligt afsporede Bengts drømme og lod hende svæve rundt i en suppedas af løgne og fortielser! Hvad var de for nogle mennesker? Havde de moret sig over Bengt og hende, mens de lå svedige sammen i Dortes seng eller i hendes og Niclas, når hun var på sommerlejr med andre folks børn? Båndet mellem Niclas og Dorte havde jo været det stærkeste, hun kunne forestille sig. De havde et fælles barn og Dortes lidenskab. Dorte havde været prisgivet; hun kunne ikke sætte sig i hendes sted, men Niclas havde været slem. Han havde ladet sig styre af en kold liderlighed, der fik ham til at fremstå som en mand, der ikke var særlig interesseret i sin kone. Måske havde han brugt hende som helle, mens han fordøjede sin elskerinde eller elskerinder? Havde der været flere? Hun brød sig ikke om den mand, hun havde elsket. Det gjorde ondt. Hun rejste sig voldsomt, og den pludselige bevægelse fik det til at sortne for hendes øjne. Hun kom ned på stolen og bøjede hovedet ned mellem benene og prøvede at trække vejret roligt, men det lykkedes ikke; hendes vejrtrækning var alt for hurtig og overfladisk; panikken var ved at få tag i hende. Hun ravede ud i køkkenet og fik fat i en papirpose og trak vejret i den, og ganske langsomt genvandt hun kontrollen. Hun pustede dirrende ud og drak et stort glas vand i små slurke. 145

146 Hvor var Dortes og Bengts bryllupsbillede? Hun gik tilbage til stuen og ledte febrilsk i reolen og fandt albummet med de gamle billeder frem og bladede. Det fine mellemlægspapir knitrede elektrisk. Hun fandt billedet og stirrede på sine to mennesker, som om hun kunne vriste sandheder ud af dem, og pludseligt gik det op for hende, hvorfor det altid havde efterladt hende med en disharmonisk følelse. Hun havde vredet Dortes ansigtsudtryk efter forgodtbefindende og havde bildt sig ind, at det udefinerlige i Dortes blik skyldtes øjeblikkets højtidelighed, men nu vidste hun, hvad der gemte sig bag blikket. Dorte så trist ud, og hendes ansigtsudtryk stod i skærende kontrast til Bengts lykkelige. Hun bladede videre og fandt gruppebiledet, hvor de alle sammen var foreviget. Niclas og hun flankerede brudeparret. Niclas havde været forlover, og hun havde været brudepige. Dorte så i Niclas retning, en drejning hun inden sin nye viden ville have troet var en tilfældighed. Bengt så kærligt ned på Dortes halvt bortvendte ansigt. Hun selv så hen på Niclas, der smilende til kameraet og så på sig selv. Hun studerede indgående den unge Kristiane, der smilede sit tåbelige smil. Hun var sent ude. I elvte time var hun begyndt at spise af kundskabens træ, men hun var tandløs og havde svært ved at tygge de store, ufordøjelige mundfulde. Telefonens kimen vækkede hende. Den skingre lyd jog hende ud af sengen, og hun tumlede ind i stuen og trådte på noget skarpt og humpede bandende hen og fik røret op til øret. Ja? Det er mig, Lise! Jeg står i nærheden. Giver du en kop kaffe? Ja. Kom bare. Vi ses! Hun så sig hovedrystende om i lejligheden. Gæster i det rod! Gæster; Lise var ikke fremmed, men det var umindelige tider siden, hun havde besøgt hende, efter hun flyttede? Hun havde glemt det. Hendes storetå blødte, og synderen Niclas lå stadig på gulvet, midt i glasskårene, og smilede sit evige smil. Hun var gået i seng fra det hele og var faldet i søvn. Hvornår mon hun kunne vente Lise? Det var aldrig til at vide i mobiltelefonens tidsalder. Folk kunne snige sig ind på en. Lise kunne teoretisk stå lige udenfor døren og ringe på om to sekunder. 146

147 Hun skyndte sig ud efter kost og fejeblad og lagde Niclas på sofabordet og fejede skårene op og tog støvsugeren og lod slangen glide henover gulvet og styrtede ud under bruseren. Lise måtte beholde skoene på. Kaffe. Hun for forbi Niclas og standsede og vendte sig om og tog fotografiet og rev det midt over og begyndte at flå i det og stod med en masse bittesmå stumper i hånden. Hun smed dem på gulvet og trampede på dem og støvsugede dem op og fortrød. Det havde været et godt billede. Rengøringen måtte vente. Hun gik ud og satte vand over og åbnede radioen og satte sig til at vente på Lise. Et indslag i den linde strøm informationer fik hende til at måbe. Torsken var ved at uddø og havbiologerne foreslog et totalt stop for torskefiskeriet. Fiskernes talsmands kommentar var, at hvis man standsede tilladelsen til fiskeri af torsk, ville fiskerne gå konkurs, og desuden var torskebestanden hverken værre eller bedre end for andre fisk. Hans dybt egoistiske logik virkede tragikomisk; ligesom landmandens. Han fik bistandshjælp til at fortsætte grundvandsforureningen. Kortsigtet grådighed hele vejen rundt. Vand og jord ødelagt og ribbet for resurser. Regnskoven ribbet. Mennesket var et farlig rovdyr, der savede den gren over, det selv sad på. Dørtelefonen brummede, og hun gik ud i entreen og så i spejlet og trykkede på knappen. Sikke et fjæs! Lise fortjente bedre, når hun gjorde sig den ulejlighed at hjælpe hende. Hun åbnede døren og stillede sig i døråbningen og ventede på Lise, der kom prustende op ad trappen. Hun fik næsten åndenød af at høre hende. Pokkers til trapper du holder dig. Trinene bliver højere og højere, som årene går. Hun smilede anstrengt og stillede sig lige indenfor døren og lænede sig op ad væggen. Puh ha. Tænk, hvad jeg gør for dig! Ja, det må du nok sige. Kom indenfor! Jeg er glad for at se dig. De kyssede på kind og ritualet kaldte Dorte frem i et glimt. Hun mærkede et nervøst stik ved hjertet, men synet forsvandt hurtigt. Duften var forkert. Du skal ikke tage skoene af. Jeg tabte et glas Lise så på hende, og hun blev varm i kinderne. For pokker, Lise, jeg myrdede Niclas! Lise stirrede på skårene. Ja. Ja. Kaffen er klar om lidt. Sæt dig bare. 147

148 Hun flygtede ud i køkkenet. Vil du have noget til kaffen? Nej tak. Hvor har du dagbøgerne, Kris? Hun tog termokanden og gik ind i stuen. Lise havde sat sig i sofaen, og hun stirrede stift på chatollet. Hvorfor, Lise? Det siger sig selv, Kris. Jeg er sgu nysgerrig. Jeg ved ikke Fristelsen trak i hende, men hun mærkede også skammen. Det ville på en måde være en lettelse at dele sine følelser med Lise, og lade hende se sort på hvidt, hvorfor hun var så oprørt, men hvis hun viste hende dagbøgerne, ville hun sikkert aldrig mere kunne tænke på Dorte uden følelsen af, at hun havde forrådt hende. Hvad tænker du på, Kris? Jeg må lige tænke mig om At lade Lise se, hvad Dorte havde skrevet, ville være det sammen som at fortælle en hemmelighed videre og bryde venskabets første bud, og Dorte kunne ikke forsvare sig. Dorte ville være den samme bagefter, på godt og ondt, mens hun måske ville være helt forandret. Øjeblikket var afgørende. Hun følte sig dårlig af ubeslutsomhed og havde brug for et råd; Dortes råd. Hun skar en grimasse og vendte øjnene mod loftet, men hendes forsøg på at tage situationen fra den humoristiske side, hjalp ikke. Dorte var død, mens Lise sad spillevende i sofaen, og hun havde så hårdt brug for hende. Lise var slet ikke fremmed; hun havde været Dortes nærmeste, da hun var i England, og Dorte havde svigtet. Lise betragtede hende utålmodigt og fyldte stuen ud. Stilheden føltes trykkende. Et eller andet måtte hun komme med. Lise jeg er i vildrede Hvis jeg viser dig dem Jeg kan ikke forklare det Hun skænkede kaffen i tavshed og hentede sukker og fløde. Du må gerne se den første Jeg har ikke læst ret meget. Hun åbnede den nederste forbandede skuffe, med en dårlig smag i munden, og rakte Lise bogen. Jeg har lagt lapper ved de sider, jeg har læst. Stuens stilhed gik hende på nerverne, men hun beherskede sin lyst til at sige noget, for Lises ansigtsudtryk var koncentreret, og den blå åre i hendes pande stod så faretruende frem, at enhver afbrydelse ville være forkert. 148

149 Lise lagde endeligt brillerne fra sig og stirrede fraværende på hende. Sig noget, Lise! Lort. Lise rejste sig og stillede sig hen ved vinduet. Hun stod lidt og så ud og kom tilbage og satte sig. Hun var vist bevæget, men det havde aldrig været let at gennemskue hende. Det er en barsk historie. Ja sørgelig, men Lise, hvad synes du om Dortes opførsel? Kan du forstå, at jeg er oprevet? Lise rømmede sig. Har du aldrig haft en fornemmelse af, at noget du oplevede i din tidlige ungdom, er sket for en anden? Mit liv, for eksempel, falder i to afdelinger. En sort/hvid og én farvelagt. Tænk på film Det liv jeg synes, jeg tilhører, begyndte for alvor midt i tresserne. Årene inden tilhører en anden, som jeg ikke kender mere Når du læser Dortes dagbog fra dengang, er det en ældre kvindes vurdering af en ung kvindes følelsesliv, oven i købet en kvinde, du delte store dele af dit liv med. Bagklogskab, Kris. Jeg tror ikke det dur, jo, for historikere måske, men ikke for dig og mig forstår du? Det ved jeg ikke. Kris, lad lortet ligge. Dortes dagbøger kommer ikke dig ved. Hun følte det, som om Lise havde slået hende. Det havde hun ikke brug for; det var ikke retfærdigt. Dorte var gået bag hendes ryg, dengang, sammen med Niclas. Hendes minder var ødelagt. Sig noget, Kris! Kan du ikke forstå, at jeg er chokeret og ked af det? Jo, for pokker, men det eneste du kan, er, at konstatere historien. Du kan ikke vride den, så den passer dig. Hvis du gør det, ender det med, at du sidder fast i en følelsesmæssig suppedas. Lad mig tage de dagbøger og find ud af, hvad du vil nu, og tænk på, at Niclas elskede dig på sin måde, og Dorte var den bedste ven, du havde. Jeg ved godt, at det er moderne at tænke positivt... Hun vrængede, men var ligeglad. og det kan godt være, at jeg er en negativ selvpiner, men jeg kan ikke glemme det her Nej, selvfølgelig kan du ikke det, men du kan sgu heller ikke mingelere andres fortid, så den passer dig nu. Herregud Kris, indtil for kort tid siden levede du fint med Dorte og minderne om Niclas. 149

150 Hvad mente du med Niclas måde. Jeg mener ikke noget specielt. Vi elsker da alle sammen på vores måde, ikke? Hold nu op, Kris! Hun mærkede, hun blev stædig. Lise, jeg vil gerne høre noget mere om, hvad du syntes om Niclas. Er du sikker på det? Mit syn på ham forandrer da ikke det, du havde sammen med ham. Jamen alligevel Hun så udfordrende på Lise, der sukkende lænede sig tilbage i sofaen med urolige hænder og skuldrene lidt for højt oppe om ørerne. Ja, da men det er ikke godt for dig, Kris. Jeg vil vide det. Niclas var det mest øh polygame menneske, jeg har kendt. Jeg ved ikke, om han brugte sex til afslapning det tror jeg sådan set. Han virkede ikke som et varmt menneske, og jeg tror ikke, at han var særlig glad for kvinder altså kvinden med stort Lise! For søren, Kris Jeg tror, at Dorte var én i rækken for Niclas, bortset fra, at hun skulle have barn med ham. Derimod er det helt tydeligt, at Niclas var hendes livs kærlighed, for at bruge et banalt udtryk. Stakkels Dorte var i sin kærligheds vold hvor svulstigt, mens Niclas var en uansvarlig børste hele sit liv Jeg kan godt forstå, at du stirrer. Jeg har aldrig brudt mig om ham, men en ting er jeg sikker på. Han valgte dig og skånede dig. Det siger noget om hans følelser for dig, synes jeg. Lise var blevet bleg. Var du også i seng med ham? Jeg advarede dig, Kris. Ja, det var jeg, men det var inden du lærte ham at kende. Det var mens vi læste sammen. Vi var hinandens knald et kort stykke tid, men jeg fandt ud af, at jeg frøs hver gang, jeg havde været sammen med ham, så jeg trak hurtigt følehornene til mig. Lise og Niclas. Hun følte sig totalt forrådt. Alle de mennesker, hun havde stolet på, havde narret hende. Hun så på Lise med stærkt ubehag, men det var for sent at standse. Det barn, du skulle have? 150

151 Kris! Du spurgte om det forleden. Jeg forsikrer dig om, at Niclas ikke havde noget med min graviditet at gøre. Hun vidste ikke, om hun troede hende. Hvem af jer brød forbindelsen? Det gjorde jeg, har jeg sagt. Blev han ked af det? Det rager slet ikke dig, Kris undskyld det sårede i hver tilfælde hans forfængelighed, men i virkeligheden tror jeg ikke, at han spekulerede særlig meget over det. Han var hurtigt på jagt efter den næste, hvis han ikke allerede havde en ved siden af mig. Lise, hvordan kunne alt det ske, uden jeg opdagede noget, og hvorfor svigtede I mig alle sammen? Hendes stemme fik Lise til at række ud efter hende, men hun ville ikke have trøst af den kvinde, der splittede hendes liv. Det skete i et helt andet liv, Kris, og jeg synes, at du skal give dig selv en chance. Chance! Hvad i alverden mener du? Jeg mener, at du skal vågne op til den virkelige verden og få noget ud af din tredje alder. Skal jeg gå? Gå? Nej, helst ikke. Jeg vil ikke være alene. Hør dig selv, Kris. Du småhader mig, men du beder mig om at blive. Røgen lå tyk omkring dem, og hun gik automatisk hen og åbnede et vindue og gik ud i badeværelset og satte sig på brættet. Hun skulle vælge nu. Fortiden eller Lise. Både- og var ikke muligt. Kris! Ja, jeg kommer nu. Hun måtte ind igen. Lise sad og bladede i dagbogen, men lagde hurtigt fra sig og smilede prøvende. Kris, jeg går på efterløn om et par måneder. Vil du med ud at rejse til den tid? Bo sydpå en måneds tid. Væk fra kulden og mørket. Lise talte udenom, men det var måske også det bedste i øjeblikket. Det lyder spændende. Jeg vil gerne tænke over det. Det kan vi godt finde ud af. Jeg tænker på Madeira. Der har jeg aldrig været. Dorte ville altid til Andalusien. Nå, hvad siger du? Beslut dig nu, så har du noget at se frem til. 151

152 Tror du, at jeg vil gøre noget drastisk? Hold nu op, Kris. Det tror jeg ikke, ikke nu, men hvis du skulle beslutte dig til noget uigenkaldeligt, er det sgu dit eget liv, ikke? Jeg vil gerne have en rejsekammerat, jeg kan holde ud; trænger til selskab i år. Jeg har ellers ikke haft noget imod at rejse alene, men jeg ved ikke, hvordan jeg vil tage min overgang til pensionisttilværelsen. Jeg er lidt nervøs eller spændt, vil jeg hellere kalde det. Undskyld, Lise, at jeg kun tænker på mig selv. Jeg tror det er en god ide rejsen. Så er det en aftale. Skål på den, min ven. Skål. Du Lise hvad med Lene? Lene? Ja. Hun ved ikke, hvem hendes far er. Glem det, Kris, eller gem det i hver tilfælde, indtil hun selv begynder at tale om det, hvis hun gør. Mener du det? Ja, det gør jeg. Sig mig engang, hvordan havde du det, da du gik på efterløn? Jeg var lettet, for jeg var så træt den sidste tid. Dødtræt. Nu kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne nå det hele. Jeg er lang tid om alting ikke fordi jeg fordyber mig mere end før tiden forsvinder bare. Det kan jeg forstille mig, og sådan vil jeg ikke have det. Hvad vil du? Jeg ved det ikke, og det er det, der gør mig nervøs. Lise sugede kraftigt på cigaretten, og hun fik lyst til en. De hidsede hinanden op. Jeg er begyndt at tegne igen. Er der ikke noget, du har lyst til? En gammel drøm? Nej. Jeg har mere eller mindre været gift med mit arbejde, men jeg kan ikke holde til det mere. Jeg er også træt. Det er ikke så let. Lise så trist på hende. Lise, det behøver ikke at blive svært. Det kan jeg håbe på. Nå du, jeg må se at komme hjem. Jeg skal forberede mig. Nogle af de unge ter sig sommetider, som om de stadig går i folkeskolen det kan være strengt at leve ned til, og mine kolleger! Jeg kan sgu ikke stå distancen. Lise rejste sig, og hun fulgte efter, og de stod lidt generte overfor hinanden. De havde været tættere på hinanden denne ene time end nogensinde før. Vil du ikke spise med? 152

153 Nej tak, Kris. En anden gang. Lise begyndte at le, men latteren mundede ud i noget, der mindede om hulk, og hendes øjne var blanke. Hun så væk. Ved du hvad Kris? Det, der kommer, er det, der var, det der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under solen. Det er Prædikeren læs ham, han er til at få forstand af og og om hundrede år er alting glemt. Vi er sårbare, Kris. Hun vidste ikke, om hun skulle svare, og hjalp Lise frakken på og rakte impulsivt armene frem, og de gav hinanden et knus. Lise holdt hende ud fra sig og så alvorligt på hende. Det var trods alt en god eftermiddag, Kris. Ja øh jeg Hun anede ikke, hvad hun skulle svare og åbnede døren og løftede hånden til vink, når Lise nåede reposen, men Lise vendte sig om midt på trappen og kom op igen. Dagbøgerne! Giv mig dem. Jeg gemmer dem. Hun tog en åndeløs beslutning. Ja! Ud af huset med dem. Hun skyndte sig gennem stuen ud i køkkenet og tog en bærepose og for ind til chatollet og åbnede den nederst, famøse skuffe og skovlede bøgerne ned i posen og huskede bogen på bordet og gik hurtigt ud i entreen og rakte Lise posen. Hun var allerede ved at fortryde, men nu var det for sent. Hun kunne ikke bede om dem igen. Lise tog posen og gik langsomt ned ad trappen med den tunge byrde. Hun løftede mat hånden og vinkede, og Lise sendte hende et fingerkys og var væk. Hun lukkede døren og lænede sig op ad den et øjeblik. Hun havde slet ikke fået spurgt Lise om Bengt, og Lise havde på en måde talt udenom. Hvad mon Dorte ville have sagt til det hele? 153

154 22 Lise standsede nede i opgangen og pustede ud. Dagbøgerne var tunge, men det var ikke dem, der gav hende åndenød. Det var Kris, og hun var både irriteret på hende og havde ondt af hende. Hvordan havde konen kunnet leve et liv så meget ude af trit med virkeligheden? Hun ville være enhver psykoterapeuts ønskedrøm. Hun hankede op i posen og lukkede sig ud. Myldretid. Hun hadede myldretid. Nu skulle hun højst sandsynligt sidde i kø i timevis, og Eric kom til middag klokken syv. Heldigvis havde hun købt ind i går, så det gik nok, hvis hun ikke døde af stres, inden hun nåede hjem. Hun satte sig i bilen og tændte en cigaret. Askebægeret var fyldt og ved at løbe over, men hun modstod fristelsen til at tømme det ud på gaden. Der havde været en i forvejen. I gamle dage smed folk latrinen ud af vinduet. Den gade var i øvrigt så grim, at næsten alt ville pynte. Hvordan kunne Kris holde ud at bo her? Hun drejede ud og var ved at kollidere med en cyklist, der havde ignoreret ensrettet. Åndssvage stodder! Hun gav ham fingeren, og han tog sig til hovedet og drejede ind foran hende. Ingen tegn til fortrydelse fra hans side. Hun sydede og bed kæberne sammen. Tandlægen sagde, hun skar tænder. Det sled. Hun grimasserede og åbnede og lukkede munden et par gange, som en anden fisk, og sænkede skuldrene. Danskerne var sgu blevet hensynsløse i al almindelighed, eller det havde de måske altid været? Nej, der var mere sløseri og ligegyldighed end i hendes ungdom. Fast opdragelsen havde haft nogle enkelte lyspunkter. Hun kom ind i en kø, der bevægede sig langsomt af sted, men alternativet var en overfyldt, ildelugtende bus og en ståplads. Hun trak vejret gennem munden. Rejsen havde været en god ide, som hun selv blev glad for, da hun impulsivt foreslog Kris den. Appetitten var kommet med måltidet. Kris havde fået lidt farve i sine alt for blege kinder, og nu kunne hun bekymre sig om flyveturen. Nu skulle hun være ordentlig, men Dorte havde parodieret Kris flyskræk mere end en gang, og de havde grinet ad hende, men Dorte havde altid været godmodig i sin karakteristik, for hun havde holdt oprigtigt af Kris. Dortes død var et stort tab for dem alle sammen. Ved begravelsen havde hun set, hvordan Kris ansigt lige så stille lukkede sig om sorgen, og de havde måske alle sammen tænkt på, at det tyndede kraftigt ud i flokken, og at det var skræmmende og sørgeligt. Det var en rigtig beslutning, at hun holdt op nu, imens hun stadig kunne tygge smør. 154

155 Hendes tid som underviser var definitivt slut. De fleste af hendes elever forstod simpelthen ikke, at alt hvad de fandt frem til på deres guddommelige, globale net ikke nødvendigvis var endegyldige sandheder, men påstande og teser, de gjorde klogt i at se på med sund fornuft. Hun havde slidt i det med dem, men enten forstod de ikke, hvad hun mente, eller de var for dovne. De havde jo facitlisten, ikke sandt, gamle? Ingen spildtid her, vel? Den viden de slugte så ubesværet, sked de sgu ufordøjet ud for at give plads til det næste. Junkfood; hvordan skulle de egentlig blive anderledes. Deres voksne var ikke bedre. Journalister væltede sig rundt i ufordøjede ekspertudtalelser og halve sandheder alle vegne hele tiden. Hun skoddede og tændte en ny cigaret og drejede lidt ud for at lade en lidelsesfælde komme ind i køen, og så lukkede de bagvedliggende den? Det var for galt! Nu kunne det være nok. Hun gav åndspygmæerne hornet med fare for sprænge samtlige trommehinder i nærmiljøet og fik plads igen. Kors, hvor var hun hidsig. Forleden holdt hun døren for en handicappet mand, og inden hun fik tid til at tænke, var de første ti personer strøget forbi hende. Hun havde sgu stået der endnu, hvis hun ikke havde sluppet døren i fjæset på en meget travl, ung mand, der gloede forbavset på hende. Velkommen til moderne tider med mig, mig, og atter mig. Andre? Hvem var de? Hvad ragede de mig? De fleste mennesker var sgu så forbandet på hele tiden, helt alene. Hendes hænder knugede krampagtigt om rattet. Nej, ikke tale om! Hun løsnede grebet og fik sit åndedræt under kontrol og opdagede, at hun havde tårer i øjnene. Raseriets? Afmagtens? De egoistiske fjolser skulle ikke ødelægge hendes blodtryk, men gid de blev kvalt i deres hensynsløshed. Hun prustede og så sit opkogte ansigt i bakspejlet. Hun var vist mere berørt af eftermiddagens betroelser, end hun havde villet være ved. Fornuften og følelserne gik ikke altid i samme takt, og i aften skulle hun høre flere betroelser. Eric trængte til at snakke. Han savnede Dorte ligeså meget, som Kris gjorde. De var blevet alt for afhængige af hende, selvom enhver vidste, at en klog ræv havde mere end én udgang. Eric havde bollet med Dorte siden tidernes morgen, og de senere år havde deres venskab tilsyneladende været mere end sex. Hun forstod ikke, hvad Dorte havde set i ham, men hun forstod gennemgående ikke, hvad kvinder så i de fleste mænd. Den fælles interessesfære, bortset fra det seksuelle, havde hun altid oplevet som ynkelig lille, og i tidernes morgen var hun blevet skuffet, når hun oplevede det. 155

156 Hun åbnede for trafikradioen, der meldte alt i orden, og klokken var kun halv seks. Hun kunne nå et bad, inden hun begyndte på middagen. Hun vidste ikke rigtigt, om hun glædede sig til at se Eric, eller om han blot var et stykke fortid, Dortes død påtvang hende. Det havde været en anden sag, hvis Bengt havde meldt sin ankomst. Hun smilede lidt ved tanken om ham. Han havde været den eneste dengang, der kunne få hendes hjerte til at te sig ude af takt, men hun havde ikke haft en chance. Han havde kun haft øje for Dorte. Niclas kunne stadig få hende til at fryse. Han var blevet rasende, da hun ville have abort, men hun havde ikke kunnet forestille sig ham som far til sit barn, uanset om han var fulgt med i købet eller ej. Det havde været en svær beslutning at afbryde svangerskabet. Den tungeste hun nogensinde havde foretaget sig, men hun var urokkelig, selv da han blev hysterisk og kalde hende navne, det var bedst at glemme. Hun nåede motorvejen og speedede op. Hun havde været bange. Meget endda. Jettes begravelse havde skræmt dem alle sammen, og hun vidste instinktivt, hvordan et liv med Niclas ville blive. Hun havde syn for sagn. Allerede dengang horede han med alle, han kom i nærheden af. Kris havde været et let offer, som han givetvis udså sig helt køligt. Han vidste, ligesom de alle fornemmede, at hun var stæreblind, og han kunne fortsætte sine udskejelser og samtidigt illudere den fødte, trofaste ægtemand overfor hende. Det havde han haft brug for, og Kris havde været lykkelig sammen med ham. Gad vidst, hvordan Niclas ville have reageret, hvis Kris havde fundet ud af, hvem og hvad han også var? Hun huskede den ene gang, hun prøvede at advare Kris, der var blevet så fortørnet, at hun i lang tid, nægtede at have noget med hende at gøre. Nu var Kris ved at vågne op til en grum virkelighed, og hun skulle ikke vide mere end højst nødvendigt. Det var dumt, at hun havde indrømmet sin affære med skiderikken, men det havde været så fristende at betro sig. Det var godt, at hun standsede sig selv i tide og ikke blev skyld i, at Kris måske foretog sig noget uoverlagt. Hun skuttede sig. Eric havde talt om dagbøgerne, men nu var de i sikkerhed. Han ville sandsynligvis have kunnet lokke dem fra Kris på et tidspunkt, og han var god for en enhver sensation, der ikke gik ud over ham selv. Kris skulle aldrig have snuset til de bøger, men have haft lov til at sørge i fred, uden en barsk fortid, der ville kunne slå mere hårdhudede individer end hende omkuld. Hun var sgu selv blevet overrasket, om ikke chokeret over, at Niclas var far til Lene. Den 156

157 mand havde kunnet noget, men det havde sjældent været af det gode. Han havde haft held til at manipulere tre kvinder til uærlighed overfor hinanden. Han havde udnyttet deres svaghed. Mon Dorte havde haft anelse om hendes og Niclas forhold? Hun troede det ikke, men hun havde pludseligt brugt mange kræfter på, at de skulle være veninder, og det havde undret hende, fordi de aldrig før havde haft noget videre kontakt med hinanden. Havde Dorte udspioneret hende og Niclas? Hjemme. Ikke mere gamle dage, men dejlig dagklar nutid. Hun parkerede bilen og gik gennem haven, der var ved at miste toppen, og hen til huset og låste sig ind. Lise havde efterladt hende i en tilstand, hvor Niclas ansigt langsomt men sikkert forandredes til det værre. Han træk var efterhånden helt uigenkendelige. Hvem i alverden havde hun været gift med? Hun satte sig i lænestolen og skænkede en cognac og tændte en cigaret. Cognac og cigaretter kunne let ende med at blive den eneste røde tråd i hendes liv. Dorte havde advaret hende, mere end en gang. Hun forstod ikke rigtigt Lises heftige udfald imod Niclas, for så vidt hun huskede, var deres forhold tvangfrit, når de var sammen og udvekslede venskabelige almindeligheder, der ikke tydede på stærke følelser, men nu omtalte hun ham med et had, der mindede om en vraget kvindes. Nej, Lise havde helt sikkert forladt Niclas, men barnet? Hun skuttede sig småfrysende og gik hen og åbnede for varmen. Det nyttede ikke, at blive ved med at spekulere over hans bedrag, men det gjorde også ondt, at han måske ikke havde været særlig afholdt. Det havde hun altid troet, at han var, og det havde været en af grundene til, at hun bar over med ham, når han var vanskelig. Hun havde troet, at det var hende, der skabte alle problemerne, når han trøstede hende efter et skænderi og sagde, at han trods alt elskede hende. Hun havde puttet sig i hans favn og været taknemmelig for hans gavmildhed. Du godeste! Han måtte have moret sig over hende. Hun mærkede galden og rejste sig voldsomt. Hun havde ladet det menneske stjæle sin selvstændighed, men nu skulle det være slut, slut! For alvor! Hun var færdig med at være Niclas sørgende, trofaste enke. Hun satte sig fortumlet og så forskrækket på armen, der automatisk hukkede i luften, og gned sig i ansigtet, der var vådt. Det skulle være slut med at lade andre mennesker, både de døde og de levende, dirigere hendes fremtid. 157

158 Det første hun kunne gøre, var at samle Lise, Bengt, Eric og få dem til at fortælle hende sandheden en gang for alle, selvom det kunne koste dem deres venskaber. Når de var sammen, ville det være vanskeligere at lyve for hende. Hun vaklede ind i soveværelset og lod sig dumpe ned på sengen og kneb øjnene hårdt i... Fugl Fønix. Ekkoet sang i hendes hoved, da hun vågnede. Hun huskede ingenting, men hun måtte have drømt, og drømmen måtte have været bedre end den sidste tids, for hun følte sig udhvilet, selvom gårdsdagens udskejelser skulle have givet hende tømmermænd. Fugl Fønix. Ordene blev ved og fyldte hende som et mantra i dur eller en af barndommens elskede morgensange, sunget af lyse barnestemmer. Fugl Fønix. Gentagelsen gjorde hende godt. Den var ikke enerverende, som når hun blev ved med at repetere en melodi, hun havde hørt tilfældigt og egentlig ikke brød sig om. Hun strakte sig gabende og stod op og åbnede soveværelsevinduet. Blæsten havde flået de sidste rustrøde og messinggule blade af træerne, der stod spinkle og koksgrå og strittede med deres grene op mod den gråblå himmel. Bladene faldt hurtigt i byen. Hun gik gennem stuens rod ud i køkkenet og satte vand over til te og begyndte at rydde af sofabordet, mens vandet kogte. Hun var sulten og fik lyst til en portion havregrød tilberedt på samme måde, som da hun passede pigerne. Hun ville gerne snart passe dem igen, og hun skulle huske at indlevere sin tegning af dem, så den var parat til julen. Julen, ja. Måske kunne de rejse i julen. Det ville være en befrielse ikke at skulle gennemgå de dage, hvor hun var sikker på, at alle ville forsøge at feste i Dortes ånd, og det ville aldrig kunne lade sig gøre. Hun håbede, at Lene og Michael ville holde julen sammen med Michaels forældre eller i hvert tilfælde ville forstå, at hun trængte til at komme væk. Kedlens skingre fløjten skar igennem lejligheden. Hun trængte til te og grød. Dejligt dagligdags. Fugl Fønix. 158

159 24 Eric havde været rørende let at overtale til endnu en tur til Bornholm i efterårsferien. Hun indrømmede, at hun slet ikke havde været i stand til at nyde noget som helst sidst, men at sorgen og vreden over Dortes død var ved at komme lidt på afstand, og hun var parat og i øvrigt syntes, at det ville være en god ide at invitere Lise, der havde besøgt hende for nyligt. Eric var enig med hende. Hun havde ikke nævnt Bengt. Han havde spurgt til dagbøgerne, og hun hørte lettelsen i hans stemme, da hun sagde, at hun ikke havde givet Lise dem til opbevaring, uden at læse dem. Det var en sandhed med modifikationer, men målet helligede midlet. Det undrede hende, at hun ikke havde den ringeste dårlige samvittighed over at lyve. Sådan var det altså at gebærde sig i den virkelige verden. Lise havde været ligeså let at overtale. De sludrede om deres drømmerier dengang; om en fredelig, uberørt plet på kloden, hvor krig, forfængelighed og grådighed ikke fandtes. De lo lidt vemodigt over det tabte Utopia, og måske havde Lise set sig omkring i sin stue, ligesom hun gjorde, mens de talte sammen. Overflødige ting i hele lejligheden. Alt for meget tingeltangel, der kvalte ønsker og drømme. Alt sammen forsikret udover hendes død. Dengang ville hun have forsvoret, at hun ville ende sådan, men det var vel ungdommens privilegium at være overbevist om, at forældrenes levevis var en engangsforeteelse. De havde villet leve et enkelt, gennemsigtigt og gennemskueligt liv, der ikke havde stemt overens med tobakkens tågede dunster og sprut og dyre grammofonplader, de ville dø for at eje. De havde slet ikke forestillet sig, at deres hang til materiel overflod allerede havde spoleret dem, og at de ikke var potentielle forsagere med hang til dugdråber og hårdt arbejde. Bengt var den, der var kommet nærmest, men selv han havde hang til mærkevarer. Lise havde spurgt til Bengt og ville gerne træffe ham, og det passede hende godt. Lise kunne invitere Bengt, når de kom derover, eller inden. Hun var ligeglad. Bengt var hjemme i efterårsferie. Hun havde talt med ham, for at takke ham, og havde spurgt, om han snart skulle på valsen igen. Det skulle han ikke foreløbigt. Han trappede ned. Hun havde været træt, nærmest udmattet, men yderst tilfreds med sin manipulation. Hun smilede. Så let var det altså at arrangere andre menneskers liv til egen fordel, og det bedste af det hele var, at hun glædede sig til at være sammen med den lille 159

160 flok fra gamle dage. Det var aftalen, at Eric skulle tage i forvejen og gøre huset parat til dem. Hun rejste sig og bar tallerken og krus ud og kiggede i køleskabet. Der var hvad der skulle være og ikke noget, der ikke kunne holde sig, til hun kom tilbage. Hun gik ind og tog den store weekendkuffert og begyndte at pakke. Den skulle være klar, så hun kunne slappe helt af, mens hun passede Maja og Sara. Da Lene ringede, havde hun fået en klump i halsen, og hun havde lyttet intenst til hende, for at høre, om hendes stemme mindede om Niclas, og hendes nye viden havde gjort hende nervøs for, at hun skulle føle anderledes for Lene end ellers, men det var heldigvis ikke sket, og det ville jo også have været gammeltestamenteligt at tro på fædrenes synder. Hun holdt oprigtigt af Lene, som hun altid havde gjort, og hun følte sig på en måde mere i familie med hende end før. Noget godt havde Niclas gjort. Lene havde syntes, at hendes rejse var en god ide, og de ville så tage til Norge sammen med Michaels forældre. Hun var taknemmelig. Far Niclas og mor Dorte var døde, men hun var levende og ved at være i form igen, og hun havde Lene og hendes børn. Hun så på tegningen af de to små piger, der stod på chatollet og lyste op. Den mørke, smalle ramme klædte motivet, og tegningen var levende. Hun skulle nok komme efter det. Hun ville spørge Lise, om hun ville sidde model. Lises karakteristiske, let slidte træk var en studie værd. Barneansigterne var yndige, men den virkelige udfordring lå i et ansigt, hvis træk trak erfaringernes lys og skygge frem. Bengt huggede øksen i blokken og gned sig over sin svedige pande. Nu var vinteren sikret. Der var sgu brænde til flere familiers sibiriske vinter og det var godt nok, hvis hans vinterdepression blev slem i år. Han mærkede allerede tyngden, selvom efteråret artede sig. Det var som om hvert blad, der faldt til jorden, trak ham med sig i faldet. Kris ville muligvis forstå det. Dorte havde derimod taget årstiderne, som de kom, og havde ikke kunnet forstå, at han ikke bare tog sig sammen, om ikke andet, så for Lenes skyld. Hun havde heller ikke anet, at foråret gjorde ham lettere manisk og drev ham ud på landevejene. Han var ikke retfærdig. Han skulle have fortalt hende om familiesvagheden, og hans behov for hendes stabile robusthed, som netop var en af de kvaliteter, han forelskede sig i. At han endte med at hade hendes overvældende livsappetit, var en anden sag. 160

161 Han havde sgu følt sig adlet, da hun sagde ja til ham, og i begyndelsen ville han have hentet månen ned til hende. Den havde ikke været nok til hende. Hun ville have stjernerne med. Hun havde været så indædt forelsket i livet, at det havde opgivet hende, ligesom han havde gjort. I begyndelsen af tresserne var ingen alder i dag; i hvert tilfælde ikke, når man selv var deropad. Hvis han ikke var gået dengang, havde han måske slået hende ihjel, da hun anklagede ham for at forsømme sine ægteskabelige forpligtelser. Han troede sgu på et tidspunkt, at han ville gå i spåner. I virkeligheden havde Dorte haft brug for en mand, der elskede hende mindre, end hun elskede ham. Niclas? Han havde i hvert tilfælde kun elsket sig selv. Forstyrrende at få fortiden i hovedet. Mere end det. Voldsomt. Erics opringning havde foruroliget ham, men også givet ham en besynderlig følelse af spænding? Han og Kris ville komme over igen, og Lise var med. Lise. Slagfærdige, velbegavede Lise. Flot kvinde, men han havde aldrig fundet ud af, om hun var lesbisk, når det kom til stykket. Han smilede. Han havde højst sandsynligt følt sig truet i hendes selskab. Hun havde flirtet med ham i al venskabelighed, men han havde sgu været for ung og forelsket i Dorte til at kunne hamle op med hende. Hun ville have passet sammen med de unge, selvbevidste kvinder i dag. Lise havde været god nok. Han kunne ikke huske en eneste gang, hvor hun var gået over stregen for alvor, og hun havde været direkte afvisende overfor Niclas, selvom det var tydeligt, at han var interesseret i hende. Niclas. Det var kreperligt, at hans navn stadig kunne få mavemusklerne til at krampe, men den mand havde haft alle kvindernes opmærksomhed. Hvilke aktiver havde den stodder haft? Pikken velsagtens. Når det kom til stykket fortrak mange kvinder dumme svin, og enhver ordentlig mand forstod ingenting. Han mærkede sin anspændelse og det irriterede ham, at han følte sig truet af en død mand. Han rystede på hovedet og gik langsomt ind i huset. Han trængte til en kop stærk kaffe. Det havde været fornuftigere at takke nej til Erics invitation på lørdag, men han var nysgerrig, og han ville under alle omstændigheder gerne se Kris igen, selvom han havde forestillet sig, at gensynet skulle ske uden publikum. Kris og Lise var åbenbart blevet veninder. Hvad havde de to kvinder tilfælles? Dorte? Hvis Lise ikke havde forandret sig, var alliancen svær at forestille sig, og dog Kris havde sgu stået i lære hos Dorte, og gik fra den ene stærke hånd til den næste. 161

162 Han slukkede for maskinen og skænkede kaffe i kruset og stillede sig i døråbningen. Fortiden indhentede altid en på et eller andet tidspunkt under en eller anden form som en boomerang. Alting havde sin pris. Kunne han flere? Han havde sgu betalt prisen. Han trak vejret tungt og gik tilbage til køkkenet og satte sig hovedrystende ved bordet og lod hænderne glide henover det smukke stykke egetræ, han havde bommet hos en landligger, han reparerede en carport for. Han havde gået rundt om det, i flere dage, og taget det op for at mærke dets krop og afsløre dets sjæl. Træets muligheder plejede at sende forventningsfulde strømme igennem ham og få ham til at føle sig i bevægelse og levende. Det stykke træ havde nærmest gjort ham ekstatisk, da han så det. Han kunne vel tvinge sine følelser til at se på de tre gamle venner med nye øjne? Strengt taget var han heller ikke den samme som dengang, og han snittede jo for pokker heller ikke den samme figur, hver gang han så et stykke smukt træ. Han tog hammeren og mejslen. Syslen plejede at give fred. Han satte mejslen til træet og løftede hammeren, men sænkede den igen. Han var ikke i stemning, og bare et eneste forkert slag kunne ødelægge det smukke materiale. 162

163 25 Kære dagbog, jeg har svigtet dig kolossalt, men jeg håber, at du tilgiver mig. Nu kommer Kris snart hjem igen, og jeg glæder mig til at se hende, og så ser jeg også Niclas noget mere. Jeg savner ham, selvom Bengt er i orden. Han er sød, selvom en mand ikke kan være sød. Far og mor er tilfredse med ham, selvom mor gerne ville have haft en studerende svigersøn, så hun kunne prale overfor kaffekonerne. Min svigersøn lægen. Strit lillefinger! Nu skal jeg være ordentlig. Hun er god nok, og det var hårdt for både hende og far at se deres bolchehoved gravid i utide, og de må aldrig, aldrig få at vide, at Bengt ikke er faderen. Jeg har været meget sammen med Lise, og jeg kan godt lide hende, selvom det ikke er det samme med hende som med Kris. Lise studerer alle med sine røntgenøjne og skræmmer Niclas væk. Han bryder sig bestemt ikke om hende, det er jeg sikker på, men jeg kan alligevel ikke lide de blikke, han sender hende. Jeg har prøvet at tale med Lise om det, men hun siger bare, at man ikke kan forlange, at alle mennesker skal kunne elske alle hele tiden, og så griner hun, men jeg er urolig. Der er noget? Hun er meget selvstændig, og hun vil ikke tale om følelser ligesom Kris gerne vil. Bengt er i Jylland nogle dage, og jeg ringede til Niclas, og han besøgte mig. Han var så kær, at jeg helt glemte, at han er Kris forlovede. Nej kære dagbog, jeg glemte det ikke. Jeg er ligeglad. Åh kære dagbog. Det er derfor jeg skriver. Jeg ville dø for Niclas, og jeg troede, at når Kris var i England, ville han måske glemme hende og have mig, men han bliver helt kold, hvis jeg taler det mindste dårligt om hende, og så truer han mig med, at han aldrig se mig mere, hvis jeg taler over mig. Sommetider bliver jeg helt bange for ham. Han kan være både glødende hed og isnende kold på samme tid, men jeg elsker ham højt alligevel. Bare jeg kunne tale med Lise om ham, suk, suk. Din hjerteskærende, ulykkelige veninde. Lise lagde dagbogen fra sig. Den kom ikke hende ved, og det var lidt af en falliterklæring, at hun ikke havde kunnet nære sig, især fordi hun havde spillet forarget overfor Kris, at hun ikke havde holdt fingrene væk. Det havde sgu været hendes oprigtige mening at gemme dem, ulæst, men da de lå på bordet, havde fristelsen været for stor til et lille kig ind i deres fælles ungdom, selvom det var Dortes historie, og nu sad hun i nysgerrighed til halsen og ville blive ved. Først og fremmest var der hendes egen status, der stadig gjorde ondt. Hun huskede udmærket sin fornemmelse af at spille tredjeviolin i Dortes bevidsthed, overhalet af Niclas og Kris. Det havde såret hende, men ønsket om at være fuldgyldigt medlem af kliken, havde fået hende til at bide tænderne sammen. Den havde haft så meget liv at byde på. 163

164 Niclas havde hun, så vidt muligt undgået at være på tomandshånd med, og det havde ikke været så vanskeligt, for hver gang han nærmede sig hende, var Dorte der som en mis, og hun havde haft på fornemmelsen, at de var mere end platoniske venner, men hun havde alligevel ikke kunnet forestille sig dengang, at Dorte kunne have så meget is i maven, at hun gjorde Bengt til officiel far til sit kommende barn. Hun måtte have stolet blindt på sine venners tavshed. Hun blev stadig trist til mode, når hun tænkte på, hvor langt nede hun havde været efter aborten; hun havde hun følt sig som en paria, og da Dorte blev gravid og ville gennemføre, var hun først fascineret af hendes mod, og da hun kaprede Bengt, klikens skønneste fyr, blev hun også dybt misundelig. Sommetider havde hun ønsket, at det ville gå Dorte galt. Nu kunne hun se, at pigen havde været dybt ulykkelig og ligeså afhængig af omgivelserne, som hun selv havde været. Da Kris ringede forleden og spurgte, om hun ville med til Bornholm, havde hun straks sagt ja. Hun kunne ikke rigtigt komme sig over Jesper og trængte til adspredelse, og Kris snak om deres ungdomsdrømme, havde gjort hende sentimental. Hendes kære Jesper. Hun fik tårer i øjnene. Det havde været umenneskeligt at stå på sidelinien uden mulighed for at deltage i den officielle sorg. Hun havde sgu været hans elskede og fortrolige i mange år. Hun havde måttet kamuflere kransen til hans begravelse, og i virkeligheden havde hun haft en næsten usynlig birolle ligesom dengang. Den evige statist. Havde hun, trods succes, nogensinde forlangt det optimale af livet? Et barn? En mand, der ville give ofre hundrede procent for hende? Fortiden smertede og rev op i nutiden, og der var ingen tvivl om, at mødet på Bornholm skulle være en slags nostalgisk seance, som hun måske ikke havde kræfter til, når det kom til stykket, men det var også sin sag at melde afbud. Kris var opsat, og hun ville gerne se hende fremover, og desuden var hun nysgerrig efter at se Bengt, som Kris talte varmt om. Eric var et nødvendigt onde, men han lagde hus til, og han var i hvert tilfælde ikke en trussel mod hendes nattesøvn. Hun rejste sig træt, puffede dagbøgerne ned i posen igen og satte den inderst i klædeskabet. Hun ville prøve at holde sig fra dem og hurtigst muligt snakke med Kris om, hvad de skulle gøre ved dem. Hun gik ud i køkkenet og stod og så sig lidt omkring og tog mælk og kakao frem. Hun ville lave sig en kop kakao og tage en sovepille og prøve at få en nattesøvn. Han var tilfreds. Nu kom der liv i huset nogle dage og ikke et hvilket som helst liv, men tre gamle venner, der havde kendt hinanden siden tidernes morgen, før han kom 164

165 til. Han havde hørt om fester og intriger fra dengang, især de sidste år efter Annas død, Dorte havde ikke kunnet blive træt af at mindes tiden, da hun endnu boede hjemme hos de flyvende danskere, som hun kaldte forældrene, der altid var på farten; sommetider havde hendes nostalgi næsten været krampagtig, og det havde virket lidt sært, især fordi hun plejede at være den første til at se fremad. Lad de døde begrave de døde, havde tidligere været et af hendes valgsprog, når han havde spurgt til fortiden, og klikens fortid havde aldrig interesseret Anna. Hun var groft sagt gået op i børnene og rengøring. Bengt var hoppet på ideen med det samme. Så var han altså ikke gal, eller han var nysgerrig nok til at styre sit klodsede temperament. Træmanden. Han var sgu egentlig godt klar over, at Bengt kunne være den væsentligste grund til, at pigerne var oppe på dupperne. I gamle dage ville det havde såret ham, men nu kunne han håndtere den slags følelser. Hvad pokker, man måtte tage, hvad der kom, når det kom, og deres selskab kunne vel få ham til at tænke på noget andet end Dorte, og så havde han en god grund til at få etableret en varig forbindelse med Kris. Bengt boede jo på Bornholm og var ikke en reel trussel, i hvert tilfælde ikke på længere sigt. Han ville tage over torsdag og gøre grundigt rent, handle og varme huset igennem. Lise var vist ret forvendt, og man kunne ikke gå ud fra, at hun var ligeså let at håndtere materielt som Kris, der aldrig havde hængt sig særligt meget i den slags, og så var det sgu et sommerhus, og som sådant godt nok. Han måtte huske madrassen. Kris havde brokket sig over den, så den måtte være slem. Han var sgu blevet flov over, at han ikke vidste, hvordan madrassen i hans eget hus var, men han havde faktisk sovet i stuen de få gange, han havde overnattet i huset efter Annas død. Hun havde været en næringssorg. Det var faktum. Kris havde rettet ham, da hans sagde fakta. Det var hendes bløde punkt, og hun havde gjort ham flov. Han huskede frøken Rasmussens små røde streger og løftede pegefinger, og havde følt sig som en skoledreng. Den tone kunne stadigvæk få ham til at stå skoleret. Han mærkede varmen i kinderne. Det var sgu sin sag at tage imod irettesættelser fra en kvinde, og da Anna var borte, havde han lovet sig selv, at det aldrig skulle ske mere. Hun havde irettesat ham nok til de tre næste liv. Hun havde været verdensmester. Der måtte være en forretning i Rønne, der handlede med madrasser. Han kunne have den på bilens tag. Kris skulle få en madras, der kunne bære. To, om det så skulle være. Det rimede. Det ville ikke være dårligt, hvis det også kom til at passe. Han ville lave skipperlabskovs til dem lørdag. Det var han god til og det var en rigtig herreret, der vel kunne få Bengt til at se på ham med venlige øjne, og pigerne ville 165

166 sikkert klappe i hænderne over hans kulinariske evner, under alle omstændigheder. Et godt måltid mad plejede at være en god scorer. Han glædede sig til at have dem i huset. Det hus havde fortjent fest og farver, og han trængte sgu også selv til at muntres lidt op, når han skulle være helt ærlig. Han hentede en kold øl og satte sig ind i sin nye otiums og åbnede for fjernsynet, men han fulgte ikke rigtigt med. Fjernsynet var sgu blevet en uvane, han kun så på, når det var slukket. Han drak en slurk; lod den kølige væske glide ned gennem halsen. Mennesket var sgu ikke skabt til ensomhed. 166

167 26 Himlen var høj og dybt blå og solen lagde et forsonende skær over gården, der kunne være deprimerende farveløs hele vinteren. Måske var der stadig blade på træerne på Bornholm? Hun lukkede soveværelsevinduet og gik ind i stuen og så sig omkring. Hun var parat. Lise var lidt forsinket. Det var kun tre måneder siden, hun sad og ventede på Dorte, men hvis nogen havde bildt hende ind, at det var i går eller for tre år siden, ville hun have troet dem. Tiden var en underlig størrelse. Den udvidede sig eller trak sig sammen, alt efter humøret. Hendes blik strejfede chatollet, hvis tomme flade på en måde mindede hende mere om Dorte og Niclas, end hvis de havde stået der. Måske ville de engang komme til ære og værdighed igen, i hvert tilfælde Dorte. Dørtelefonens summen gav hende en fornemmelse af gentagelse, og hun skuttede sig uvilkårligt og tog weekendtasken og lukkede sig ud og låste og var halvt nede ad trappen, inden hun kom i tanke om, at hun havde glemt at ruske i håndtaget. Dorte ville have set anerkendende på hende. Hun smilede og åbnede hoveddøren og vinkede til sin nye veninde, der ventede på hende i bilen og havde åbnet døren i passagersiden. Farvel Dorte, goddag Lise. Hvor befriende kynisk. Hej, Kris, du må undskylde, jeg blev lidt forsinket, men min kollega ringede. Hende, der skal tage mine timer mandag. Davs Lise. Det er i orden. Jeg kan lide at være i god tid. Hun lagde tasken om på bagsædet og satte sig ind og tog sikkerhedsselen på, og Lise startede bilen, der spandt oplagt. Bengt ringede i går. Han inviterede os til mortensgås på søndag. Helt frisk. Han har forbindelser. Lise smaskede fornøjet. Gammeldags mortensgås på landet lyder godt. Det minder mig om mine bedsteforældre. De havde en mindre gård i Sydsjælland, ved Næstved. Vi holdt altid Mortens aften dernede, og jeg kunne spise den aften. Det kunne jeg sgu aldrig om sommeren, når min bedstefar havde hugget hovedet af min yndlingshøne. Jeg er sikkert på, at de måltider grundlagde min almindelige mistillid til de voksne. Først opfordrede han mig til at fodre og forkæle det stakkels kræ med skørtidsler fra grøftekanten, og når den så var fin og struttede af livskraft, slog han den ihjel. Jeg sammenlignede ham med heksen i Hans og Grete. 167

168 Ja, vi var langt fra et naturligt liv allerede dengang, men vi troede dog ikke, at mælken kommer fra køledisken og kyllingen fra grillen Du Lise, hvordan har du det med at skulle til Bornholm? Jeg ved det ikke rigtigt, men jeg trængte til at komme væk Tænder du lige en cigaret til os? Jeg har mistet min elsker for nylig Jeg kendte ham kom sammen med ham i otte år. Hemmeligt. Han var gift. Hvad siger du Lise jeg mener, det gør mig ondt hvem? Hun vendte sig dybt forlegent om mod Lise, der stirrede lige ud og tilsyneladende koncentrerede sig om kørslen. Hendes stemme havde lydt konstaterende, men hendes øjne var blanke og ved at løbe over, og hendes læber dirrede. Hun lænede sig impulsivt over mod Lise og lagde en arm om hendes skulder. Jesper hedder hed han. Jeg elskede ham, men han fortjener ikke min sorg. Han trak det længste strå. Han lovede og lovede, at han ville forlade sin kone, men det gjorde han ikke. Naturligvis gjorde han ikke det. Det gør de sjældent Jeg stod ved begravelsen og betragtede enken, og hun lignede langt fra det uhyre, Jesper havde beskrevet for mig. Hun var nærmest lidt forslidt og meget ked af det. Hun lignede en, der havde mistet noget dyrebart, og jeg stod sgu der og havde næsten dårlig samvittighed over at have bollet hendes elskede mand. Det havde været lettere alt sammen, hvis jeg havde kunnet hade hende, men jeg hadede mig selv for ikke at have taget mit liv i mine egne hænder for alvor...uf! Altædende, grådige bitterhed. Hun lagde sin hånd på Lises arm og trykkede den let. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har ikke kunnet mærke noget på dig. Nej, jeg havde ikke lyst til at føle noget. Jeg ville gøre otte år til en parentes i mit liv, men jeg har fundet ud af, at den håndtering vil gøre hele mit liv til en parentes. Jeg tror aldrig, at jeg for alvor har bedt om noget. Forlangt noget. Det vigtigste var at undgå smerte at have et behageligt liv. Lise vrængede ad sig selv og viftede en tåre væk fra kinden. Dortes dagbog vækkede mig. Den kvinde var lidenskabelig på godt og ondt. Det var det, der gjorde hende så tiltrækkende. Jeg misunder hende. Ja, hun fyldte sig selv ud tror jeg. Jeg misunder hende også, selvom jeg ikke ville have kunnet leve på den måde med utroskab. Undskyld, Lise Hold op Kris! Jeg taler ikke om moral, jeg taler om at leve. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have haft dårlig samvittighed overfor Jespers kone, hvis det var lykkedes mig at få ham fuldt ud. Det er alt det halvgjorte, der har slidt mig op. Vi var tre 168

169 mennesker, der nøjedes med en lille bid af kagen og prøvede at bilde os ind, at vi havde det hele. Jespers kone havde mistanke, sagde han, og det gjorde ham nervøs. Hun ejede halvdelen af deres jordiske gods. Se broen, Lise! Hun vendte sig om mod hende og kunne ikke tyde hendes ansigtsudtryk. Lise forventede vel reaktion, men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Mistanke. Ordet havde givet hende en underlig fornemmelse af, at der var noget hun skulle huske, men hun kunne ikke holde den fast, og hun orkede ikke at tænke mere på det. Nu var de snart på Bornholm, og så skulle de hygge sig. Lise, jeg føler mig så nedslidt. Ordene var røget hende ud af munden, og de lød krukkede. Overfor hvad? Jeg bliver dødtræt, nærmest udmattet, hver gang jeg tænker på Niclas. Jeg kan stadig ikke fatte, at jeg har ladet mig narre så groft så mange år. Jeg ved ikke, hvem jeg er lyder jeg overspændt? Nej for pokker; det er jo den samme suppedas, jeg sidder i, og jeg tænker på tiden fremover. Vi bliver sgu nødt til at gøre noget ved det, min ven. Giv mig en smøg. Hun tændte og rakte Lise cigaretten og tog selv en og åbnede et vindue. Det kølige pust gjorde godt, og hun glædede sig pludseligt til at spadsere sammen med Lise ved havet. Det var underligt, at hun allerede følte hende så fortrolig. Så meget havde de ikke set hinanden i årenes løb, men den fortrolige fornemmelse skyldtes måske, at de ikke havde noget i klemme mere og derfor kunne være ærlige overfor hinanden; og de var i samme båd. De trængte begge to til et par gode dage, så ville de sikkert se anderledes på tingene. Hun klappede Lise på skulderen. Det skal nok gå. Tror du? Hun så Lises grimasse og slugte løgnen. Næh Lise lo pludseligt. Hun lagde hovedet faretruende bagover og skraldgrinede, og vognen slingrede lidt. Hun så forbavset på hende og vidste ikke, om hun skulle le eller græde, men så hørte hun deres dommedagsrøster lige før, der sad som ekkoer i hendes hoved, og hun mærkede latteren boble i maven og grinede med. 169

170 27 Kom endelig ind og gør jer det behageligt. Erik stod i døren og strålede som en sol, og hun så Lises velvillige smil og trak vejret lettet. Lise rakte hånden frem, og han greb den ivrig og skulle have en chance. De trådte ind i entreen, der føltes anderledes end sidst, selvom den lignede sig selv, og han lukkede døren og stod lidt akavet og betragtede dem. Hans hænder åbnede og lukkede sig krampagtigt. Hun strakte sig og kyssede ham på kinden. Tak fordi du vil lægge hus til, Eric. Jeg har glædet mig. Han sænkede skuldrene. Huset duftede rent og friskt, som om han havde haft gennemtræk et godt stykke tid, men det var alligevel gennemvarmt. Han havde haft sæben og den store pengepung fremme. Respekt for Lise? Madrassen! Hun måtte nok hellere tage gæsteværelset og håbe på, at madrassen i soveværelset var bedre end den. Lise havde problemer med ryggen, og madrassen kunne ødelægge den gode stemning. Eric blinkede til hende og tog grinende hendes jakke. Julemanden var her i går med nye madrasser til alle sengene. Hun så overrasket på ham og mærkede, at hun rødmede. To sjæle en tanke. Det var betænksomt af ham, at han havde reageret så hurtigt, bare han nu ville slappe lidt af og ikke virke så nervøs. Han satte sig i maven, selvom Lise så ud til at befinde sig udmærket. Det var sørme betænksomt, Eric. Hun stod og følte næsten, at madrasserne havde været hendes ansvar. Han smilede tilfreds og vendte sig om mod Lise, tog hendes frakke og hængte den på bøjle. Nu skal jeg vise jer jeres værelser. I må selv slås om, hvem der skal sove hvor. Han åbnede døren til soveværelset, og hun nikkede til Lise, der gik ind og satte sin taske på sengen. Fint Eric. Her er hyggeligt. Ægtesengen, men den bider ikke. Kris, så er det lille værelse dit. Hun var lettet. Hvor skal du ligge, Eric? Jeg har en drømmeseng, jeg slår op i stuen. Pak nu ud og kom ind i gemakket. Jeg har velkomstdrinks parat. Lise stak hovedet frem. Vi kan pakke ud senere, ikke Kris? 170

171 Hun nikkede, og Lise gik forrest hen mod stuen og standsede i døråbningen og slog smilende ud med armene. Hvor hyggeligt. Den stue kan du forære arbejdermuseet. Typisk halvfjerdserstil. Tja, arbejdermuseet må nok vente nogle år, hvis jeg ikke sælger. Anna havde svært ved at skille sig af med ting, og nu synes jeg, den er sjov. Gamle venner i gammel stue. Luk øjnene og tænk tredive år tilbage. Kom, sæt jer i sofaen! Hvad vil I have? Whisky med is. Han bukkede belevent. S gerne frue; og du Kris? Det samme. Han gebærdede sig fjollet, men der var samtidigt noget rørende ved ham. Hun fangede Lises velvillige blik og prøvede at slappe af, men hun var stadigvæk nervøs. Hele foretagendet var hendes ide. Hun kvalte et suk og lænede sig tilbage i sofaen for at give indtryk af afslappethed. Eric kom med deres drinks. Jeg er virkelig glad for, at I ville komme. Jeg har stået på hovedet siden i går, for at gøre det så godt som muligt for jer. Velkommen piger. De løftede glassene og drak. Hun tog en ordentlig slurk, og whiskyen flød ned gennem halsen til maven og sendte snurrende signaler til hjernen og ud i fingre og tæer. Hun pustede ud. Erik satte sig i lænestolen overfor dem. Hvordan gik rejsen? Fint. Eric slap af. Du gør mig helt nervøs. Lise sagde det afslappet, og Eric så opgivende på hende. Ja, det må du nok sige. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen, men jeg tror, jeg er lidt overvældet over at se jer begge to på en gang det gør Dorte så tydelig. Lise bøjede sig forover og rakte sin hånd over bordet og klappede hans arm. Der var noget meget kvindeligt beroligende over bevægelsen. Eric, det er i orden, at hun fylder meget. Du skal bare tale om hende, hvis og når du har lyst. Det gør Kris og jeg. Han rømmede sig og gjorde tegn til at rejse sig. Jeg vil gå ud og ordne nogle ting i køkkenet. Vi skal have kold mad i aften. Hyg jer og tag en whisky til, eller noget andet. Hans øjne var blanke, og han vendte sig brat og gik ud mod køkkenet. Lise så langt efter ham og tog sit glas. 171

172 Skål Kris og slap af. Du er ikke ansvarlig for hans opførsel, og han står på pinde for os. Han har det svært. Dorte styrede hans liv efter Annas død; måske også inden hun døde. Han har altid været skaffedyr. Kvinderne har ordnet resten og haft magten. Groft sagt sidder hans vilje i pikken. Lise! Hun rødmede; Lise havde vist ret igen, men hun var ikke sat på jorden for at opfylde hans behov. Han skal ikke bilde sig noget ind, Lise, men jeg vil gerne have, at vi får et par gode dage. Det var sandt. Ja, men så skal du lade ham være Eric. Forstås? Han kalder os piger! Hvad så? Det siger noget om ham. Du kan da være ligeglad. Du skal hverken forloves eller giftes med ham, vel? Nej, det skal jeg ikke, men der er ikke langt til I kvinder eller kvinder ligesom de fremmede Hans holdninger og alting Hold op! Du kan sgu ikke forandre ham. Du vidste, hvordan han er, da du bad ham lægge hjem til, ikke? Jo Lise undskyld øh jeg er glad for at være sammen med dig her. Hun var sikker på, at hendes kinder var blåviolette nu, men det gjorde ikke så meget, for Lise så lattermildt på hende. Det er gengældt. Hun pustede ud. Eric var ikke hendes ansvar, og uanset hvordan han var, kunne det aldrig falde tilbage på hende. Hun lænede sig impulsivt hen mod Lise og gav hende et kys på kinden. Lise rejste sig. Hvor er toilettet? Til højre, når du kommer ud i gangen. Lise gik, og hun mærkede trætheden komme snigende. Stuen og hele arrangementet virkede som en kulisse. Hun blev usikker, så snart Lise var ude af døren, og hun ønskede, at hun var hjemme, men det var sikkert hendes sædvanlige trang til at løbe sin vej, når hun var bange for at miste kontrollen. Dorte havde respekteret hendes bløde punkter, eller i hvert tilfælde accepteret dem, men hun havde på fornemmelsen, at det ikke nyttede noget overfor Lise, der ikke havde noget at skjule. Inden Niclas døde havde Dorte sandsynligvis båret over med hende, fordi det var til hendes fordel, og hun var bange for at miste ham? Hendes 172

173 motiver efter hans død, fik hun aldrig at vide, men Dorte havde måske været ligeså bange for ensomheden, som hende, og hun havde vel også holdt af hende? Selvfølgelig havde hun det. Eric havde åbnet køkkendøren, og madlugten bredte sig i stuen. Hun mærkede, at hun var ved at blive sulten. De havde ikke spist ombord, men havde taget deres øl med ud på dækket og stået og betragtet det voldsomme kølvand, der piskede skum op i deres ansigter. Hun havde altid været fascineret af flyvebådenes enorme kraft og fart. Himlens uskyldsblå ubevægelighed og havets farlige, flaskegrønne bevægelighed havde altid gjort hende lidt svimmel, men livet svulmede i hende, hver gang hun betragtede fænomenet, og en besynderlig sammenblanding af angst og vild glæde besatte hende. Hun rejste sig og gik forbi køkkenet, hvor Eric svingede med en stor pande, ud i bryggerset, hvor Anna havde hængt et spejl op. Hun var for bleg, og ansigtet var stadig for smalt. De tabte kilo gik ud over halsen, der var ved at blive for fuglet. Fra i dag ville hun sørge for at spise ordentligt og rigeligt. Hænderne så også gamle ud med blå årer og enkelte brune pletter. Leverpletter, der ikke havde noget med leveren at gøre, men med alderdom og død. Dorte havde haft mange. Lise havde kun en enkelt. Hun bøjede sig ned over vasken og åbnede den kolde hane og vaskede ansigtet og tog en dunk fugtighedscreme og smurte cremen godt ind i huden og gav hænderne rigeligt. Det friskede op. Nu måtte Eric gerne snart være færdig med maden. Hun hørte Lise sige noget til Eric, og de lo. Lises latter var hjertelig med store, åbne aer. Så er der serveret, Kris. Hun gik ud til dem i køkkenet og så spørgende fra Lise til Eric. Gik jeg glip af noget? Ikke noget vigtigt. Jeg fortalte Eric om mine orange - hvid- og grønstribede gardiner, hvidkalkede vægge og kurvemøbler med grønne og blå hynder og Picasso reproduktioner med mærkelige, asymmetriske motiver. Min mor brød næsten hulkende sammen, første gang hun besøgte mig, i mit fine, nye hjem, der stak lidt af fra hendes kronhjorte og polstrede lortebrune og beige humørdræbere. Hun troede, verden var af lave. Har du set rigtigt på køkkenet? Og store, runde rispapirlamper og lædersafaristole og kludetæpper. Jeg elskede det. Elsker det. Hun så sig omkring og mindedes ikke at have lagt mærke til tapetet med kurveflasker, fantasifulde, giftigt farvede grøntsager og stiliserede blomster iblandet små køkkenredskaber, ingen husmor ville kunne bruge uden at miste en arm. 173

174 Det er sandelig et stykke historie. Ja, mon ikke. Sæt jer. Fiskefileterne bliver hurtigt kolde. Eric serverede en filet, der så ud til at være mere panering end fisk. Hun kunne ikke fordrage panering. Det fedtede rasp sad fast i halsen. En snaps? Eric så opfordrende på hende. Ja tak. Hun lød uvenlig. Hun sad faktisk og blev irriteret på ham. Det var skævt. Det var ikke hans skyld, at hun ikke kunne fordrage paneret mad, og han kunne jo ikke vide det. Hun lod ham ikke være i fred eller gav ham en chance. Eric, jeg bryder mig ikke om paneret fisk. Det var topmål af uopdragenhed, men sandheden var sommetider ilde hørt, og et sted skulle hun jo begynde. Han så forbavset på hende. Det var jeg ikke klar over. Kan du ikke pille paneringen af eller tage noget andet? Han var allerede optaget af at skænke snaps til Lise. Jo, selvfølgelig det var bare Hun skævede til Lise, der sad med et lille, spidst smil om munden. Hun var til grin. Paneringen var let at få af, og fint, hvidt kød lå appetitligt foran hende. Milde Moses, hvor var hun barnagtig. Vågn op, Kris! Skål! Skål. Hun drak og rakte ud efter remouladen. Hendes liv havde været fyldt med rasp, hun havde konsumeret uden at kny, og det var hendes egen skyld og behøvede ikke at gå ud over Eric. En femmer for dine tanker. Lise betragtede hende mildt ironisk, og hun holdt hendes blik fast. Rasp. Eric stirrede, som om hun var tosset. Du skal ikke tage dig af mig, Eric. Jeg havde en aha - oplevelse. Jeg tænker på om Dorte og jeg havde bevaret vores venskab alle de år, hvis jeg rasp. Glem det. Nej, fortsæt. 174

175 Jeg har været under tøflen, og det var min egen skyld. Hun styrede mig, fordi jeg var for sløv til eller ligeglad med eller bange for jeg ved det ikke til at fortælle hende, hvad jeg kunne lide. Jeg anede i virkeligheden ikke, hvad jeg ville Jeg aner ikke, hvem jeg er, eller hvad jeg vil andet end rasp Niclas og Dorte Hun prøvede at smile og så appellerende fra Eric til Lise. Forstod de noget som helst? Lise åbnede munden. Jeg kan huske tiden efter aborten. Jeg anede ikke, hvem jeg var, for mine teenagedrømme var at blive gift med en velhavende mand og få fem børn, og nu havde jeg fået foretaget en abort, fordi jeg blev gravid med en mand, jeg afskyede Lad os skåle! Lise så alvorligt på dem, og de løftede glassene og drak, og køkkenet lukkede sig værnende omkring den fortrolige stemning. Et øjeblik føltes det næsten som dengang, og fortid og nutid flød sammen. Samtalerne i Dortes køkken, med levende lys i vinflasker på bordet og vindens tuden udenfor. Dejlige aftener. Lise tændte en cigaret, og røgens grå bølger lagde sig over bordet. Jeg håber ikke, du har noget imod en rygepause? Eric rystede på hovedet. Lise lænede sig tilbage i stolen. Jeg måtte begynde helt forfra. Min gamle drøm var bristet. Jeg prøvede at holde på den, men den var død. Hvad så? Jeg ved ikke, hvor jeg fik inspirationen fra, for det var inden psykoterapi og den slags blev moderne, men jeg satte mig stille og roligt ned nå nej, ikke netop det men jeg spurgte mig selv om, hvad jeg drømte om, da jeg var barn. Jeg lavede sgu et spørgeskema magen til dem, ugebladede brugte mange år efter. Det var sikkert poesibogen, der inspirerede mig. Kan I huske dem? Hvilken farve kan du bedst lide en lang liste, hvis spørgsmål blev mere og mere komplicerede. Det var forbandet hårdt, men jeg fandt ud af, at mange af mine gamle drømme havde bedst af at blive, hvor de var. De var stivnede Da jeg var færdig med den liste, var jeg parat til at leve videre. Nu skal jeg i gang med listen igen Den tredje alder ak ja Jamen Lise, al den sorg? Ja, det er synd for dig Kris, at du ikke kan trække et behageligt, evigt liv eller et evigt behageligt liv i automaten nede om hjørnet. Lise smile afvæbnende. Jeg tror, at det dybest set gælder om ikke at dø af sorg over det, jeg har mistet, men at glæde mig over det, jeg har tilbage. 175

176 Eric så på Lise med noget der lignede respekt, men hans kinder lignede åresprængninger, der vist ikke skyldtes snaps alene. Måske følte han sig lige så truffet, som hun gjorde. Hun viftede en tåre væk. Tak for opsangen, Lise. Eric løftede sit glas. Det du siger, er ikke dårligt. Måske skulle man prøve kuren. Kris, kan du lide tarteletter med rejer og asparges? Han så lidt fjoget ud,og hun fnisede uvilkårligt. En af mine livretter. Kan man nu være helt sikker? Hun pakkede sine få klædningsstykker ud og hængte dem på stumtjeneren, der gjorde det ud for klædeskab. Eric havde tilbudt hende skabsplads, men hun havde takket nej. Hun ville ikke ud på gangen efter noget som helst. Hans sultne blik sad stadig i hende. Krog på. Hun kunne lugte hans indeklemte potens, selvom han virkelig havde foldet sig ud i aften og fået både Lise og hende til at ligge flade af grin mere end en gang. Han havde været for tæt på hende flere gange i aftenens løb, og hun havde smilende flyttet sig, for ikke at gøre ham forlegen eller ødelægge den gode stemning, men han misforstod åbenbart stadigvæk hendes venlighed. Hans generation levede i fortiden, hvor mænd bekvemt havde lov til at tro, at nej var måske og måske var ja. Havde hun signaleret et måske, set med hans øjne? Det syntes hun bestemt ikke. Hvordan ville Lise have håndtere ham? Hun ville sikkert have sagt nej en gang, og hvis han ikke forstod et vink, ville hun give ham en næsestyver. Hun lo lydløst. Lise var tryg at have liggende i værelset ved siden af, men hun ville sætte krogen på døren, for alle tilfældes skyld. De havde drukket en del, og selvom de dampede lidt af på et tidspunkt, da de gik ned til vandet for at se solnedgangen, blev de godt og vel berusede igen senere på aftenen. Hun lagde sig og strakte sig velbehageligt på den nye madras. Dens hårde spændstighed var en fornøjelse. Den kunne sagtens bære to. Bengt. Hun virrede med hovedet og fandt læsebrillerne, der var faldet på gulvet og satte dem midt på næsen og tog kriminalromanen med den stærke kvindelige detektiv. Verdens bedste sovepille, i hvert tilfælde under normale omstændigheder. De var gået ud mod Oluf Høst, og mens de ventede på natten, havde Lise taget dem under armen, og de stod alle tre i venskabelig fortrolighed, mens himlen mørknede 176

177 og den cyklamenfarvede sol dykkede ned i havet. Vandet skvulpede dovent ind mod stenene med små, hyggelig malmklokkelyde. Hun var rykket så tæt som muligt på Lise, der smilede blidt, men forblev tavs, og for første gang siden Dorte døde, havde hun følt ægte glæde. Selv Eric havde holdt mund. En Stjernestund. Bogen, hun havde slæbt med, ville ikke fænge. Hun lagde den sammen med brillerne på natbordet og lagde sig om på højre side og slukkede Ole Lukøje lampen. Hun glædede sig til at se Bengt i morgen. Lise tog sin housecoat over py en og stillede sig hen foran spejlet. Hun havde fået farve i kinderne. Havluft og godt med whisky. Aftenen havde været vellykket og tilpas let, men på et tidspunkt, da Eric lagde an på Kris, havde hun længtes voldsomt efter Jesper. Guderne måtte vide, hvornår det for alvor gik op for hende, at han var væk? At han aldrig mere ville komme halsende med åben frakke, og det krusede hår i vild uorden. Det hår hun havde elsket at rede igennem med fingrene, mens han sad nydende med lukkede øjne og spandt. Hvor var Eric egentlig usexet håndfast. Hun åbnede døren på klem. Der var stadig lys i stuen. Eric, er du ærbar? Ja, kom bare ind. Han havde slået drømmesengen ud og var ved at rede den. Sig mig engang, har du ikke en dyne til dig selv? Nej, jeg glemte at købe en, men jeg kan sagtens klare mig med tæpper. Her er godt varmt, ellers kan du vel varme mig? Ja det kunne jeg, men det vil jeg ikke. Hun satte sig i lænestolen og betragtede ham. Han var en pæn mand. Ikke et overflødigt gram og i god form. Hvorfor egentlig ikke? Hun trængte til fysisk kontakt, og hun brød ikke ind i noget. Det var helt tydeligt, at Kris ikke var interesseret i ham, mildest talt. I virkeligheden lettede hun et pres, så Kris kunne være i fred. Florence Nightingale. Hun smilede. Skal vi tage et glas? Ja. Fint. Cognac til mig. Han så overrasket på hende, mens hun skænkede. Der havde været noget i hendes stemme, men han måtte have hørt galt? Næh, hun var indladende. Han betragtede hende vurderende og mærkede til sin forbavselse, at hun vakte ham. Hun var sgu en flot kvinde og mindre kompliceret end Kris. Tilpas til gården og gaden og selvstændig som 177

178 bare fanden. Der ville ikke blive grædt tårer bagefter, og han trængte sgu til en varm omgang. Han satte sig overfor hende og løftede glasset imod hende og drak tørstigt. Hun så afslappet ud. Er der noget, jeg misforstår? Hvad mener du? Han blev usikker igen. Satans kvindfolk. Er du interesseret? I hvad, Eric? Hun sad sgu og morede sig over ham. Vil du gå i seng med mig? Han lød nærmest ærbødig, og hun syntes bedre om ham end tidligere på aftenen. Ja, det kunne vi måske godt finde ud af. Den dejlige kvinde grinede og rejste sig og tog hans hånd. Kom, kvinde. Dobbeltsengen kalder. Sokkerne, Eric, eller jeg henter mit hårnet! Latter? Lises stemme. Hun satte sig fortumlet op og tændte lyset og greb vanemæssigt ud efter cigaretterne og tændte fummelfingret. Hendes hjerte slog et dobbeltslag. Gamle huse havde mange lyde, men det var Lises stemme og ikke husets lyde, der havde vækket hende. Hun skoddede cigaretten og drak en slurk vand og lagde sig ned igen, og hørte en svag knirken og nogle lyde, der ikke var til at tage fejl af. Lise og Eric! Hun rejste sig på albuen og mærkede en svag lede og skuffelse over Lise, der fik hende til at føle sig smålig. Deres behov kom ikke hende ved, men de kunne vel have skånet hende? Når sprutten gik ind, gik forstanden ud. Lise måtte have været fuldere, end hun troede, ellers ville hun da ikke binde an med Eric? Han var slet ikke hendes type. Type. Hun havde heller ikke forestillet sig, at han var Dortes. Hvordan kunne han trøste sig så hurtigt? Hvad var han for et menneske, der lynhurtigt byttede Dorte ud med hende, og når hun ikke var interesseret kneppede lystigt med Lise? Nød de det, eller holdt de varmen, og betød noget som helst en disse for dem? Dødedans. Værelset var for varmt, men hvis hun stod op og åbnede vinduet, ville de høre hende og tro, at hun lurede. De troede, at hun sov; det måtte de gøre, ellers ville de vel dæmpe sig lidt? Hvor var det dog pinligt. Hun svedte under armene og brysterne. Hun kunne ikke fordrage at være vidne til andre menneskers intimiteter. De havde altid drillet hende med, at hun var uforbederlig bornert. Hun måtte ud af det værelse, uanset hvad de 178

179 troede og tænkte, og det skulle være øjeblikkeligt. Hun bed tænderne sammen, skramlede med bogen, åbnede døren støjende og gik ind i stuen. Sikke et skuespil, og hvor gammel var hun? Cognac, en stor cognac var lige hvad hun trængte til. Hun skænkede og drak ud og fyldte glasset igen og satte sig i sofaen og prøvede at slappe af. Herregud, de var to voksne mennesker, der følte sig ensomme og liderlige uanset hvad hun syntes om det. Lise havde mistet sin elsker, og Eric havde mistet Dorte. Hun selv var endt med at være en gammel snerpe. Det var den sørgelige sandhed. Endt med? Det havde hun altid været. Der var ikke noget at sige til, at Niclas havde trøstet sig, hvor han kunne komme til det. Lydene nåede hende. Eric hvæsede højlydt, og Lise skreg som en tårnugle. Ekshibitionister! Hendes ansigt brændte, selvom hun frøs. Lydene standsede brat og der blev helt stille. Alt for stille. Stilheden rungede. Hvordan skulle hun kunne se dem i øjnene i morgen? Soveværelsesdøren blev åbnet, og hun holdt vejret, men vedkommende skulle på toilettet. Hun rejste sig og styrtede tilbage til værelset og lukkede døren forsigtigt og lænede sig opad den. Hendes hjerte hamrede. Hun var udenfor; det var det, det drejede sig om. Tårerne pressede i næsen. 179

180 28 Kris, godmorgen, der er morgenmad! Lise lød uforskammet oplagt. Tak. Hun så hen på døren. Krogen var på. Hun blev liggende og stirrede op i loftet. Hun var øm i kroppen af at ligge så længe, men hun havde bestemt ikke lyst til at gå ud til dem, selvom hun var sulten eller i hvert tilfælde havde et hul i maven. Kris! Rundstykkerne bliver kolde. Hun rømmede sig. Jeg kommer nu. Hun satte sig op og rullede med hovedet. Halsen var stiv, og kæberne gjorde ondt. Hun tog badekåben på og listede ud på toilettet og satte sig på brættet. Hendes hjerte var igen begyndt at opføre sig underligt. Endte hun som Dorte? Hun rejste sig og skyllede ud og gik ud i bryggerset og vaskede hænderne grundigt og pøsede koldt vand i ansigtet. Hun havde glemt tandbørsten på værelset. Det måtte være. Golgata. Nu skulle hun holde op. Hun behøvede vel ikke at være blasfemisk oveni alt det andet. Hun gik uvilligt ud og stillede sig i køkkendøren og undgik at se på nogen af dem. De var godt i gang og så ud til at hygge sig. Lise så godt ud og Eric selvsikker. Hun følte sig udenfor. Hun satte sig, og Eric fyldte hendes kop med kaffe, der skar i næsen. Hvad er der galt, Kris? Hun lagde mærke til skarpheden i Lises stemme. Ingenting. Det er i hvert tilfælde løgn. Du hørte os i nat. Hun brød sig ikke om Lises udfordrende tonefald. Eric rejste sig abrupt og var ved at vælte sin stol, men han greb den i faldet og satte sig ned igen. Tavsheden var tyk. Ja, jeg hørte jer, og jeg synes ikke, I kunne være det bekendt. Var den forurettede stemme hendes? Jeg mener, det kommer jo ikke mig ved, hvad I foretager jer, men Nej, det gør det ikke, Kris, og jeg beklager på Erics og egne vegne, hvis vi har forstyrret dig og stødt dit sarte sind. Lise var blevet kokrød i ansigtet og så vredt på hende. 180

181 Kom ned på jorden, Kris! Du er sammen med almindelige dødelige. Vi havde lyst til at bolle, og så reagerede vi naturligt i stedet for at krydse ben. Huset er gammelt og lydt. Anskaf dig nogle ørepropper. Så, så Lise. Det er nok. Lad hende være i fred. Tag et rundstykke, Kris og slap af. Du er ikke interesseret i mig, vel? De forstod ingenting. Nej. Det er slet ikke det glem det. Det er ligegyldigt. Nej, det er det ikke. Du skal ikke dirigere mig. Hun mødte Lises øjne. Bengt havde sagt det samme. Dirigere rundt med, havde han vist sagt. Gjorde hun det? Det var da dem, der løb om hjørner med hende? Jeg dirigerer ikke nogen, men jeg bryder mig ikke om at høre jeres brunstige lyde. Hendes hånd for op til munden, og hendes blik veg. Nu var alting ødelagt. Hun holdt vejret, men hendes hjerte flaksede rundt som en anskudt fugl. Latteren bragede pludseligt gennem køkkenet, og hun så overrumplet på Lise, der havde lagt hovedet bagover og grinede så højt, at guldet glimtede. Hun lod blikket glide over til Eric, der så på Lise med noget, der kunne ligne beundring. Situationen var komisk. Hun begyndte at fnise, og munden åbnede sig automatisk på vid gab, og hun grinede med og blæste på sin manglende stifttand. Eric grinede lettet. Nå, kan vi så få lidt husfred og madro? Lise så på hende og tørrede øjnene. Gode venner? Lise var ikke til at stå for. Hun mindede om Dorte, fyldt med liv. Ja. Lises direkte facon havde lettet stemningen. Det skulle nok gå alt sammen. Jeg har et forslag. De så på Eric, der havde tændt en af sine sjældne cigaretter. Ja? Lise tændte en til hende og tog selv en. Jeg skal forberede maden. Jeg laver den nu, så den kun skal varmes op i aften. Den har godt af at trække. I skulle gå en tur, så gør jeg frokosten klar. I kunne gå op og spørge Bengt, om han vil spise med. Han så spørgende på dem, og Lise nikkede. Far står i køkkenet. 181

182 Eric så veloplagt ud. Hvad med morgenbordet, Eric? Det klarer jeg. Det skal I ikke tænke på. Han trængte tydeligvis til at være alene. Lise smålo. Du skal nok få lov til at hvile ørerne. De rejste sig, og Lise var hurtigt ude af døren. Kris, det var bare et hyggeknald. Han var sandelig ikke billig. Solgte Lise inden sengen var kold. Hun gad ikke. Det er i orden, Eric. God arbejdslyst. Hun skyndte sig ud og gik ind på værelset og pustede ud. Frisk luft var lige, hvad hun trængte til. Døren smækkede efter pigerne. Eric satte sig lettet ned og tørrede sig over ansigtet med viskestykket og drak en mundfuld kold kaffe. Han var træt. Deres indforståethed havde gjort ham nervøs, og han vidste sgu ikke, hvorfor de havde grinet, men hovedsagen var, at de åbenbart havde løst deres problemer. Han lærte aldrig at forstå dem. Satans til fadæse. Kris ansigtsudtryk havde været venligt neutralt, da hun sagde, at det var i orden, men han var ikke født i går. Han havde sgu brændt sine broer for et lynknald, men det havde været fandens dejligt. Han havde været godt og vel beruset i aftes, og Lise havde fristet ham over evne. En normal mand kunne ikke sige nej tak til sådant et tilbud. Hun var velkonserveret. Sikke nogle bryster. En god håndfuld og en forholdsvis fast røv og silkeblød hud. Han smilede. Dorte havde været mere nubret og løs, men hun havde været hans eneste ven. Det talte. Mon hun ville have tilgivet ham, hvis hun havde levet? Han havde vist gjort et vist indtryk på Lise, men han vidste hundrede procent, at hun betragtede ham som en engangsaffære. Det ville ellers ikke være dårligt at have et uforpligtende forhold til en som hende; bare tanken om hende...han rettede på benklæderne. Kris. Han fortrød på en måde, men gjort gerning stod ikke til at ændre, og det var strengt taget hende, der var urimelig. Hun ville ikke, og så måtte han heller ikke. Var hun jaloux? Han troede det trods alt ikke. Da han lå med Lise, havde han været ved at hviske Kris navn, men heldigvis besindede han sig. Det ville have været for pinligt at blotte sig så meget overfor hende, selvom han sgu godt kunne lide hende. Hun var en dejlig dame. 182

183 Han sukkede og rejste sig. Han kunne lige så godt gå i gang i stedet for at sidde og filosofere. Selvgjort var velgjort, og der var i hvert tilfælde ikke noget at gøre ved det, og hvad pokker kunne et stakkels mandfolk gøre, når kvinderne rullede sig ud? Han trængte til en øl. Den kunne måske klare begreberne, og så kunne han håbe på, at Kris ville falde helt til ro, når hun fik tænkt sig om og sat tingene i perspektiv. Han håbede sgu, at Bengt ville spise med, selv om han ikke var hans kop te. Det var sgu for besværligt at hamle op med to kvinder på en gang. Hvad ville Dorte have sagt til det hele? Han savnede hende. Skal vi gå langs vandet? Lise så godt ud. Hendes mørke, gråsprængte hår indrammede det stærke ansigt med de levende, brune øjne, og hendes fyldige, sensuelle læber var røde og indbydende. Hun mærkede en snært misundelse, som var helt uberettiget, men hun følte sig vissen og udbrændt sammen med hende. Hun havde ville tegne hende, men nu vidste hun ikke rigtigt. Lise travede raskt til, og det kneb for hende at følge med, men hun tav stille, selvom knæene gjorde ondt. Hun var mildest talt ikke oplagt til strandtur, men det skulle ikke gå ud over Lise, og måske ville hendes humør blive bedre, når hun så Bengt. Lise var tavs. De nåede havnen. Havet var roligt og himlen diset. Lidt tungt, men det så ud til at ville klare op senere. Lise tog hendes hånd. Vi blev vist ikke helt færdige, vel Kris? Hun orkede det næsten ikke. Vi behøver ikke at tale mere om det. Jeg er ikke interesseret i ham. Nej, det er jeg klar over. Ellers havde jeg ikke forført ham, men jeg tror, at du er lidt chokeret over hans kovending. Har jeg ikke ret? Jo, og jeg forstår simpelthen ikke, at I kan. Jeg mener, Eric var Dortes og du har næsten lige mistet undskyld Lise. Det var svært at tale om uden at komme til at såre. Det er i orden. Jeg beder selv om det. Jeg savnede Jesper så voldsomt, på et tidspunkt i går, at jeg kunne have skreget. Det med Eric var et øjebliks glemsel, og det var det også for ham. Han er skide sårbar. Jeg synes, han virker overfladisk. 183

184 Det er han måske også, men jeg tror, at det er fordi han har været bange for at lytte til sig selv for alvor. Han er en rigtig Herdis Møllehave knudemand. Skal vi sætte os lidt og ryge en smøg? De satte sig på et par sten, og Lise tændte deres cigaretter og rakte hende den ene. Jeg kan egentlig godt lide ham, selvom jeg aldrig kunne komme fast sammen med ham. Han er sød i sengen og en udmærket elsker; bortset fra, at han var ved at glemme sokkerne. Ja, det er Eric. Han har aldrig smidt sokkerne. Lise klukkede, og hun mærkede en pludselig irritation. Hvad griner du ad. Må jeg være med? Han er lidt sølle, det store mandebarn, og jeg er den store, gavmilde moder, der lægger ham til brystet. Det er ret primitivt, Kris; ingen stor, romantiske fortælling. Nå, ikke mere Eric. Nu går vi op til Bengt. Jeg glæder mig til at se ham. De rejste sig. Vi skal op ad stien, derhenne. Hun pegede. Ville Lise lægge an på Bengt? Hun standsede forpustet. Stien var stejl, og hun kunne mærke, at hun havde røget og drukket for meget. Lise, jeg kan ikke få vejret. Lise vendte sig. Det kniber også for mig. Jeg håber skroget holder nogle år endnu. Tænker du på døden, Kris? Ja, det har jeg gjort næsten hver dag hele mit liv. Lise så vantro på hende, men det var hun vant til. Derfor synes jeg, det er så underligt, at Dortes død chokerede mig så meget og dagbøgerne, Lise, jeg læste ikke så meget, men hun var intens. Jeg tænkte på et tidspunkt, at det havde været retfærdigere, hvis det var mig Jamen kæreste, det må da have været belastende. Tja, jeg ved ikke jo, det har sommetider bremset mig jeg mener, hvis jeg kunne dø når som helst, var der ingen rigtig mening i at begynde på noget eller afslutte noget, vel? Du skal ikke tage dig af mig. Det er fortiden Lad os gå videre. Nej, vent lidt. Hvad tænker du specielt på? Lige nu tænker jeg på Niclas det er Bengt Dengang han rejste, havde jeg lyst til at løbe efter ham og bede ham om at blive, men så tænkte jeg, at det var helt 184

185 forkert det er ikke til at forklare. Jeg vidste et eller andet sted, at Niclas kneppede hvem som helst, og det gjorde Bengt ikke men jeg blev. Han så langt efter dig, Kris. Hun følte pludselig en stor ømhed for kvinden foran hende. Hun var en ægte ven, der ønskede hende det bedste. Jeg holder meget af dig, Lise. Må jeg tegne dig? Lise så væk, men hun havde set tårerne. Hun var pludseligt sikker på, at Lise kendte til at elske. Kris, er du vred på Dorte? Nej jeg ved ikke. Jeg troede, vi var fortrolige. Hun sukkede. Jeg forstår ikke helt, at jeg ikke er rasende på hende Det er så længe siden, Lise, og hun var åbenbart i kløerne på Niclas; mere end jeg nogensinde har været. Hvordan med Niclas? Jeg håber, jeg kan lægge ham bag mig ikke fortrænge ham Du sagde det med at huske, uden at lade fortiden sluge fremtiden. Lise sendte hende et lille smil, nærmest en trækning. En ting er, hvad man siger højt og flot, en anden ting er at leve efter det. Hun rakte hånden frem mod Lise. Kom, lad os komme videre! Hun var bevæget og rørstrømsk, men Lise så ud til at kunne klare mosten. Hun smilede i hvert tilfælde naturligt. De hvæsede opad stien, og Bengts hus kom til syne. Det lå mere ubeskyttet end sidst. Fru Flora var ved at gå i hi. Lise standsede og pegede. Er det det? Ja, er det ikke yndigt? Tænk at Bengt bor så nuttet. Den farende svend har stærke redeinstinkter, skal jeg love for. Hun blev glad. Det var næsten, som om Lises velvilje var hendes personlige ansvar. Nå Kris, skal vi gå ind? Tror du, han kan kende mig? Ja.Du ligner dig selv, du er bare blevet ældre. Tak, tak! 185

186 Hun åbnede lågen. En yngre kvinde rundede hushjørnet og drejede hovedet til siden og vinkede åbenbart til Bengt. De hilste nysgerrigt på hinanden, og hun passerede dem og bevægede sig opad vejen i skarpt trav. Hun så langt efter hende. Nå, da, da! Lise! Bengt stod i køkkendøren og røg på sin pibe. Han havde den samme slags skjorte på som sidst og en rulamsvest. Han så på dem med et blik, der kom langvejsfra, men han fokuserede hurtigt, og et stort genkendelsens smil forandrede hans ansigt fra mørk vinter til sommerdag. Hendes hjerte dunkede. Hej Kris Lise! Lise gik hen til ham og gav ham et stort knus og holdt ham lidt ud fra sig. Drengen er smukkere end nogensinde. Må jeg præsentere dig for min bedsteveninde Kris? Velsignede Lise. Hun gik nærmere og gav ham hånden, men fortrød sin formelle attitude og stillede sig på tæer og kyssede ham på kinden. Han duftede af god sæbe. Tak for sidst, Bengt. Selv tak, min ven. De stod alle tre lidt akavet og kiggede på hinanden, og hun fik ondt i maven. Kom ind! Hvor er det rart at se dig igen, Lise. Du ligner dig selv. Ligesom Kris. De gik ind i entreen og videre ud i køkkenet. Hun huskede lugten. Sæt jer ned. Der er kaffe på kanden. Han satte kopper på bordet med rolige bevægelser, og Lise blinkede til hende. Hun sendte hende et advarende blik, men Lise var allerede optaget af at studere Bengt. Nå Bengt, var det en lille veninde, man så smutte? Han vendte sig desorienteret om mod Lise. Hvabehar? Kvinden. Nå, det var Signe. Nabokonen. Jeg skal lave noget i deres køkken. Hun blev så umanerligt lettet og fik lyst til at springe op og danse rundt, men hun blev siddende pænt på stolen; at danse fjollet rundt var ikke hendes stil. Lise blinkede til hende, og hun mærkede varmen i kinderne. Hvordan går det, Lise? Han skænkede kaffen, og hun havde lyst til at lade sine fingerspidser glide blidt henover de små skinnende hår på hans arme. 186

187 Det går meget godt, men det er en lang, lang historie; over tredive år, ikke Bengt? Vi kommer for at invitere dig til frokost. Erics gode ide. Han har svært ved at klare to af slagsen. Lise sad med hovedet på sned og sit mest, helt gennemskuelige, forførende smil på læberne. Bengt grinede. Gode, gammelkendte Lise. Det lyder godt. Hvornår? Jeg skal ud til en kunde og give et tilbud. Om et par timer. Det er skønt at se dig igen, Bengt. Han rødmede let og drejede sig. Du er så tavs, Kris? Jeg er så glad for at sidde her sammen med jer. Det var sandt. Lise rejste sig. Nå, men så smutter vi igen. Tak for kaffe, Bengt. Vi ses om lidt. Hils Eric! Bengt fulgte dem hen til hjørnet, og hun vendte sig og vinkede. Han var en flot mand. Hun pustede ud og prøvede at få følelserne under kontrol. Lise tog hende under armen. Skibet skulle vel ikke være ladet med elektricitet, Kris? Hold op! Ok. Hvor var det dejligt at se ham igen. Vi skal nok få en god dag. 187

188 29 Vil I have irsk kaffe? Eric råbte fra køkkenet. Ja tak, ven. Stor whisky, lille kaffe! Lises kinder blussede. De havde spist godt og drukket en del snaps og sludret om alt og ingenting og leet meget. Bengt sad tilbagelænet i sofahjørnet. Han havde taget to cigarer frem og koncentrerede sig om at klippe spidserne af dem. Hun nød at betragte ham. Han havde lagt jakken og smøget skjorteærmerne op til albuerne og knappet den op i halsen, og hun anede hårene på hans bryst; små, gyldne hår ligesom armenes. Hun tog øjnene til sig og fangede Lises blik, og rejste sig lidt besværet fra den lave sofa. Kris, tænder du ikke lysene, så går jeg ud og hjælper vores gode vært? Hun følte luften fortættes, da Lise havde forladt stuen, men hun anede ikke, om hun skulle begynde at snakke eller tie stille. Bengt var tilsyneladende optaget af cigarerne og så helt afslappet ud. Hun rejste sig og stillede lysene, i de to messingstager, på bordet og tændte dem og satte sig i sofaens andet hjørne. Hun svedte lidt. Hun havde spist for meget og følte sig lidt oppustet. Hun havde det bedst med små måltider, men de var blevet enige om at kombinere frokosten og middagen. Det var mørk udenfor. Hun rejste sig og gik hen og trak de orange gardiner for de små, sorte huller og savnede pludselig Dortes snak og latter. Kris! Ja! Hun stillede sig hen foran Bengt. Hvad synes du om, at vi fire gamle venner er sammen? Hun satte sig overrumplet tilbage i sit hjørne. Bengt havde lagt cigarerne og klipperen på bordet. Han så alvorligt på hende. Det letteste ville være at sige noget fint, men det var ikke rigtigt. Der manglede noget. Det havde han vel også observeret, siden han spurgte. Kris, du falder i staver. Jeg prøver at finde et ærligt svar. Jeg ved det ikke, Bengt. Det er ligesom om, Dorte er alle vegne. Det er på en måde hende, der har ført os sammen, og jeg kan ikke finde ud af, om vi har så meget andet tilfældes end hende. Det gør mig trist, for jeg vil så gerne have, at vi har det godt Måske er det forbi alt sammen. Vi er ikke de samme mennesker som dengang, selvom vi prøver at lade som om i dag. 188

189 Bengt rykkede lidt nærmere, og hun blev nervøs. Hun havde drømt om ham i nat og længtes efter ham hele dagen, men når det kom til stykket, virkede det hele så uoverkommeligt. Giv mig din hånd i al venskabelighed. Han rakte sin hånd over mod hende, og hun tog den. Den var koldt. Han var ikke så afslappet, som han så ud til at være. Jeg er virkelig glad for at være sammen med dig, Kris; også med Lise og Eric, men du har ret, og jeg tror, at hvis vi skal have en chance, er vi nødt til at få Dorte sat på plads. På godt og ondt. Hvad mener du? Hun trak hånden til sig. Det var ikke meningen. Det skete bare. Hvordan? Jeg ved det ikke, men jeg tror, at jeg vil spørge de to turtelduer, når de kommer ind. Han smilede, og hun rejste sig. Jeg har det ikke så godt lige nu. Har du noget imod, at jeg åbner et par vinduer? Nej. Lad os få lidt af fortidens fims ud. Hun kom til at grine. Han fik hende ned på jorden. Det var velgørende. Han lo med, og hans ansigt rynkede som et vinteræble. Husk, jeg er en praktisk mand. Hun knuselskede ham. Der var intet at være nervøs for. Bengt var ægte og stabil, uanset hvor mange år, der var gået og hvor mange rynker, han havde fået. Så er der irsk kaffe til alle. Lise kom balancerende med to store kopper og satte dem foran dem. Duften bredte sig. Kan i huske rom og cola? Fy føj, ja. Bengt rynkede på næsen. Lise så spørgende på hende og pegede, og hun nikkede, og Lise gik hen og lukkede vinduerne og satte sig godt tilrette, i stolen overfor Bengt og med benene oppe. Erik kom med de to sidste kopper og rakte Lise en. Han satte sig overfor hende. Han havde spildt i sin underkop og tørrede den af i en serviet. En engel gik gennem stuen. Bengt tog en mundfuld og smilede anerkendende til Eric, der lettet gengældte hans smil, og Bengt rakte ham en cigar. Lise skulle til at sige noget, men Bengt så det ikke. Han rømmede sig. 189

190 Kris og jeg snakkede lidt sammen, mens I var ude Jeg synes det gør Kris også at Dorte fylder lidt vel meget her i stuen. Hvad synes I? Bengt lænede sig tilbage og tændte cigaren med stor omhu. Hun så fra Lise til Eric og tilbage til Lise, der tog en cigaret. Eric så lidt desorienteret ud. Lise pustede røg ud og smilede stort. Ligesom dengang. Du går lige til fadet, hvad Bengt? Det kan jeg sgu godt lide. Nå, ikke netop. Vi har været sammen i fire timer. All right, madro, men hvad siger du, Lise? Mener du, at vi skal snakke ud om hende? Ja. Det tror jeg. Lise lod sit blik glide henover dem og trak vejret dybt. Egentlig tror jeg, at det var Niclas, der kom til at bestemme Dortes liv Undskyld Kris og det var mig, der bragte ham ind i kliken. Det kan I sikkert ikke huske. Jeg traf ham allerede, mens vi gik i folkeskolen. Han boede hos en plejefamilie. Hans mor begik selvmord, og hans far giftede sig igen og ville ikke have noget med ham at gøre Det må du vide, Kris. I ved selv, hvor charmerende Niclas kunne være. Det syntes jeg også, og han var på det tidspunkt næsten fast indbo i mit barndomshjem. Lise så over på hende med et næsten smerteligt udtryk, som hun aldrig havde set før. Kris, jeg holder virkeligt af dig, og jeg håber oprigtigt, at vi kan ses fremover, men det er på tide, at fortielserne kommer på bordet. Eric, gider du hente whiskyen? Eric rejste sig, og hun tændte en cigaret og mærkede en sugende uro i maven, der rumlede lidt, selvom Lises vel ikke kunne bringe flere ting og sager frem, der kunne chokere hende. Hun havde fortalt hende, at hun og Niclas kom sammen engang. Før hende. Eric kom tilbage med glas og flasken og skænkede op til dem. Hans ansigt var for en gangs skyld nøgent. Bengt sad tilbagelænet, men hun så, at hans foldede hænder var knuget hårdt sammen. Lise drak en mundfuld af glasset. En gren skrabede henover en rude, men ellers hørtes kun deres åndedræt. Lise rømmede sig og havde deres fulde opmærksomhed. Vi kom i gymnasium. Mine forældre var moderne indstillet. En pige skulle have de samme chancer som en dreng. Niclas kom der, fordi han var meget velbegavet. Hans plejeforældre gav sig for overmagten, men han havde overhovedet ingen mental opbakning hjemmefra, og det var utroligt svært for ham at få plejeforældrene til at forstå, 190

191 at han ikke kunne tage en studentereksamen med venstre hånd, samtidigt med alle pligterne i hjemmet På det tidspunkt havde han to plejebrødre, nogle værre rødder, og han blev sat til at passe dem på alle tidspunkter af døgnet, og de saboterede hans læsning, som de ikke forstod en skid af. Åndelige amøber. Desuden havde han et job som avissælger på Rådhuspladsen lørdag og søndag nat. I ved, hvor hårde vilkårene var dengang. Alle og enhver fik ikke en studentereksamen. Han blev ved med at komme hjemme hos os, når det var muligt, og især min far opmuntrede ham, så godt han kunne. Han havde altid ønsket en søn, og jeg var glad for at have en erstatning for en bror. Lise så ud til at have det dårligt nu. Hun var bleg, og små svedperler piblede frem på hendes pande. En søndag aften eller rettere sagt nat, kom han hjem til os, og han havde drukket Jeg lukkede ham ind, og han gik ind i gæsteværelset, og jeg gik i seng og faldt i søvn øh Jeg vågnede pludseligt Han var ved at voldtage mig. Han holdt mig for munden og gennemførte. Jeg var paralyseret andet kan jeg ikke sige. Jeg fortalte ikke mine forældre noget, heller ikke, da jeg opdagede, at jeg var gravid Niclas blev ved med at charmere mine forældre. Min far hjalp ham økonomisk. Jeg lånte til aborten. Resten kender I England og steril og en kolossal angst for mænd i mange år og stribevis psykologer Hun sad helt stille og stirrede ud i luften og hørte Lises gråd. Lise havde sagt, at Niclas ikke var far til barnet. Hun havde bedyret det. Bengt gik over til Lise og satte sig på hug ved siden af stolen, og hun lænede sit hoved ind mod hans. Eric stirrede ned i sit skød. Hun rejste sig og gik ud i entreen. Hvad var det for noget alt sammen? Niclas var en gemen voldtægtsforbryder. Hun huskede en pige, der påstod, at hun var blevet voldtaget og alle tænkte, at det sikkert var hendes egen skyld, eller at hun løj for at gøre sig interessant. Hun så sig lidt forvirret omkring. Hvorfor stod hun her? Hun gik ud i bryggerset og kom koldt vand i ansigtet og stirrede ind i spejlet. Hun havde været gift med en voldtægtsforbryder i mere end tredive år! Det var åh Hun lænede sig svimmel opad væggen. Hvor mange havde vidst det? Lise! Stakkels, stakkels Lise, hvorfor havde hun ikke advaret hende? Hun mærkede kvalmen, der kom pludseligt og voldsomt og vaklede hen til toilettet og kastede op og stod rystende og udmattet og gik tilbage til bryggerset og 191

192 vaskede hænder og børstede tænder. Alle de gange hans hænder havde rørt hendes krop, og hans store modbydelige pik havde været inde i hende. Den pik og de hænder havde voldtaget og afsporet Lises liv og Dortes og hendes eget? Hvor mange ofre havde det umenneske på samvittigheden? Står du der, Kris? Hun vendte sig og så ind i Bengts ansigt, men kunne ikke fastholde hans blik. Han måtte foragte hende. Kom Kris, vi har brug for hinanden nu. Lise har brug for dig. Hvordan kan hun have brug for mig? Hun var med til mit bryllup. Det lød som en anklage, og sådan følte hun det også. Kom nu, Kris. Jeg beder dig. Han rakte hånden frem mod hende, og hun tog den, og den var forskellig fra Niclas. Lise sad ligbleg og ludende i lænestolen, da de kom ind i stuen, og hun gik tøvende hen og stillede sig foran hende. Lises så op, og hendes øjne var store og næsten sorte. Kris, jeg advarede dig. Kan du ikke huske, at du sagde, at jeg var jaloux på dig, fordi du både havde Niclas og Dorte? Det kan jeg overhovedet ikke huske. Du lyver. Hun satte sig over i sofaen og drak whiskyen i en mundfuld og tændte en cigaret. Hendes mave gjorde oprør igen, men hun var ligeglad. For hendes skyld kunne de samle hendes indvolde op. Hun stirrede trodsigt på Lise, der havde rejst sig og stod med hængende skuldre og så dybt ulykkelig ud. Der var dødstille i stuen. Gør det ikke, Kris. Han er kold og måske farlig. Ringforlovelsen og hendes opmærksomhed, der var rettet mod Dorte, der opførte sig besynderligt, og hendes fornemmelse af, at hun for en gangs skyld fik noget, som Dorte gerne ville have. Hun fik tårer i øjnene, og hendes kinder føltes glohede. Hun så op. Tilgiv mig, Lise. Jeg havde glemt det. Du advarede mig, men hvorfor fortalte du mig ikke om voldtægten? Jeg kunne ikke tale om det, og ville du have troet mig? Desuden havde jeg hårdt brug for kliken, som Dorte dirigerede, og hun var forelsket i Niclas og ville gøre ham tilpas. Han sagde, at han ville nægte alt og få mig ud i kulden, hvis jeg fortalte nogen det I guder, hvor var jeg ensom, og jeg følte mig totalt svigtet af mine forældre Det mest groteske var, at Niclas aldrig lod mig være i fred. Jeg tror sgu ikke han kunne tilgive mig det, han havde gjort mod mig. 192

193 Hvad var han dog for et menneske? Bengts øjne flakkede rundt i stuen men standsede ved Lise, der så sørgmodigt på ham. Jeg er ked af det, Bengt og Kris. Niclas var bestemt ikke entydig Lise så direkte på hende. Du har læst lidt i Dortes dagbøger og ved, hvordan han tyranniserede Dorte samtidig med, at han behandlede dig med fløjlshandsker. I elskede ham begge to Jeg hadede ham, men det er længe siden. I mange år, mens han levede, var han mig totalt ligegyldig. Bengt rejste sig og gik hen og åbnede et vindue. Eric var forsvundet ud af stuen. Lise sad og hang. Hun rejste sig og gik over til hende og lagde armene omkring hende. Niclas havde været død længe. Lise levede. Lise, vi er venner, hvis du vil. Gudskelov. Lise grimasserede noget, der skulle være et smil. Hendes læber dirrede. Hun strøg hende over håret. Lise, tror du, at Dorte vidste det. Voldtægten? Nej, det tror jeg bestemt ikke, hun anede noget om. Når vi talte om den slags, blev hun altid meget ophidset og sagde, at hvis en mand forgreb sig på Lene, ville hun personligt slå ham ihjel. Sikker? Hun rejste sig og satte sig over i sofaen og tændte en cigaret. Hun var altid blevet utilpas, når Dorte fik fråde om munden. Lene? Havde Niclas været hårdhændet imod Dorte? Han havde sommetider været lidt hårdhændet mod hende i sengen, men så undskyldte han og kom med blomster næste dag. Han havde sagt, at hun ophidsede ham. Hun skuttede sig. Hvordan havde hun kunne syntes, at han havde behandlet hende godt? Jeg har lavet kaffe. Eric kom ind med en bakke med kopper og kande. Det trænger vi vist til. Hun så på ham. Hvor var han egentlig rar og...uskadelig. Bengt satte sig tilbage i sofaen. Han var grå i ansigtet, men han skænkede kaffe i kopperne og tog sukkerskålen med rolige bevægelser og kom sukker i sin kop og rørte rundt. Hun anede en svag sitren ved hans tommelfinger. Han rettede sig op. Jeg kunne aldrig tilfredsstille hende. Det var en af grundene til, at jeg rejste så meget. Hendes venlige foragt var ikke til at bære. 193

194 Han tav. De få ord havde kostet. Hun lagde sin hånd på hans arm, men han den væk. Eric sad rød i hovedet og stirrede ned i gulvet. Lise havde lukket øjnene og borede sig nærmest ind i øreklapstolens ryglæn. Hun betragtede dem en efter en og var for en gangs skyld den rolige. Det var en underlig fornemmelse. Hun havde lyst til at spørge om noget, men var det for selvoptaget? Hun rømmede sig. Du Lise øh, hvorfor tror du, han giftede sig med mig? Lise åbnede øjnene og så kærligt på hende. Der var ikke antydning af medlidenhed i hendes mimik. Jeg er ikke psykolog, men jeg tror, at han havde brug for en facade. Tilgiv mig, Kris, men du var aldrig rigtigt tilstede og let at narre. Siger du, at jeg kun var hans alibi? Roen afløstes af tomhedsfornemmelse, og hun havde lydt bitter. Det ville blive svært at holde tanken om, at hun havde spildt årene sammen med Niclas fra livet. Lise snøftede og pudsede næse i en serviet. Nej, så enkelt tror jeg ikke det er. Han holdt af dig på sin specielle måde, og du havde det da meget godt, så længe det varede, ikke Kris? Kunne Lise læse hendes tanker? Jo men det hjælper ikke noget lige nu. Bengt rykkede nærmere og lagde sin arm omkring hendes skuldre og gav hende et klem. Dit liv er da ikke forbi endnu, Kris. Du blomstrer stadig. Hun så overrumplet på ham. Tak øh synes du? Over tres år og aldrig kysset. Hun forsøgte at smile, men det blev kun til en ynkelig grimasse. Bengt trak vejret dybt. Eric, hvad med dig? Det gibbede i Eric, men der lå en udfordring i Bengts stemme, han ikke kunne ignorere. Han kørte rundt på stolen og tog sin cigaret og tændte omstændeligt, og hans kulør skiftede fra faretruende rødt til violet, og hans øjne blev blanke. Hun havde ondt af ham. Jeg syntes, at Niclas var en flink fyr, og jeg havde det godt sammen med Dorte. Jeg savner hende. Vi savner alle sammen Dorte, men det undrer mig, at du synes, at Niclas var en flink fyr! I var sgu rivaler! Elsk jeres fjender, ikke Eric? 194

195 Lises ironi var til at føle på. Eric havde skudt kæben frem, og hun så forbløffet på ham og skulle til at protestere; men mod hvad? Eric havde sagt, hvad han ønskede at sige. Han gik midt imod og var modigere, end hun havde forestillet sig. Niclas og Eric og Dorte? Niclas og Eric, der var så forskellige? Hun skævede til Lise, der åbnede munden. Hård sex? Hold kæft. Det rager ikke jer. Hold mig udenfor jeres bekendelsesmøde. Bengt gryntede og rakte sin arme frem mod ham med håndfladerne opad. Det er i orden, Eric. Vi går tæt på. Lad os få noget at drikke og lade det være godt for i aften? Hvad siger I? De nikkede samtykkende, og Bengt skænkede. Eric rejste sig. Han var stadig oprørt, men tog et synligt tag i sig selv. Musik? Lise smilede uden brod. Ja, ja, søde Eric, lad os tænke på noget andet. Lise, var du nogensinde forelsket i Niclas? Hvor var hun grov, men en betroelse mere eller mindre Lise var ægte overrasket. Nej for pokker, men jeg holdt af ham som en bror, og det var det værste. Bagefter hadede jeg ham Det var ikke incest, men når jeg senere har hørt om incestofre, har jeg tænkt, at sådan havde jeg det. Roger Whittakers lettere mekanisk behagelige stemme fyldte stuen. Hvorfor ikke? Eric var vært, og han gjorde sig umage. Hun lukkede øjnene et øjeblik og forestillede sig sammen med Bengt i sofaen lyttende opmærksom til Faures requeim. Ønskedrømme; og hun anede i øvrigt ikke, om Bengt kunne lide den slags musik. Det var mest jazz dengang. Når det kom til stykket kendte hun ham slet ikke. Hvordan havde Niclas kunnet narre hende alle de år? Hvor var hun træt. Hun mærkede et prik på skulderen og åbnede øjnene. Lise stod foran hende. Op med dig, gamle! Dans for mandfolkene; så kan det være de opper sig. Nej Lise, jeg har ikke lyst. Jo, kom nu! Du trænger til at brænde frustrationerne ud af kroppen. Lise rakte hånden ud, og hun rejste sig modvilligt, men kunne ikke lade være med at smile. Lise glippede med øjnene i Bengts og Erics retning, og de satte sig tilrette på første parket med armene over kors. Den slags indfald havde der været mange af i 195

196 gamle dage, men det var ved den søde grød ikke gamle dage nu. Det eneste gamle var dem. Jeg føler mig fjollet. Det er sgu også meningen. Kom så drenge. Så vrikker vi. Bengt rejste sig, og Eric fulgte med. Eric dansede godt; det huskede hun fra festerne. Niclas havde ikke gidet danse. Dans er ren og skær parringsleg, havde han sagt. Det havde han sagt! Hun fik et surt opstød og tog kaffekoppen og skyllede efter med kold kaffe med flødeskind. Hvor romantisk! Lise vuggede rundt på gulvet med lukkede øjne og udbredte arme, og Eric gled galant hen til hende og tog hendes hænder. Hun åbnede øjnene og kyssede ham midt på munden. Kom så drømmeprins! Bengt fangede hendes blik og rystede svagt på hovedet, men han så ud til at more sig og kom over og bukkede formfuldendt for hende. Frue? Hun nejede og gled ind i hans arme, og Roger Whittaker spandt dem ind i sit falskt romantiske net, og hun forsøgte at danse i takt til hans stemme og Bengts bevægelser, men hendes rytmesans sov dybt og snorkede, og hun var beruset og utilpas. Bengt, det går slet ikke! Jo, det går fint! Hun kunne ikke få luft. Nej for helvede! Bengt slap hende øjeblikkeligt, som om han havde brændt sig, den stædige rad, og Lise og Eric stod stille. Hun så dem sløret og mærkede tårerne løbe ned ad kinderne og vaklede ud af stuen og ind på værelset og smækkede døren så hårdt i, at lidt puds faldt ned fra karmen. Hun sparkede til det og bankede sine knyttede hænder ind i væggen. Narrespil, hun ville ikke være sammen med dem. Hun smed sig på sengen og pressede hovedpuden mod ansigtet. En krampagtig gråd gennemrystede hende. Huset var dødstille, og det eneste hun hørte var sit eget besværede åndedræt og gråden, der var ved at klinge ud. Hun var dødeligt udmattet og sukkede dybt. Det havde været alt for voldsomt at danse Lises dødedans i kviksand. Alt hvad hun havde troet på og levet efter havde været løgn. Hvordan havde hun kunnet være så blind? Hvorfor havde ingen hjulpet hende ud af vildfarelserne? Brød de sig overhovedet om hende, eller havde de bare været feje og ligeglade? Lise havde nærmest sagt, at de 196

197 ikke havde regnet med hende, at hun var dum som en dør. Hun ville ikke have noget med dem at gøre. For hendes skyld kunne de alle tre gøre Dorte selskab. Det var dejlig, dejligt at Hun pustede ud og hendes hjerte blev roligere. Sove Hun hørte en let banken på døren og satte sig voldsomt op og var lysvågen. Hvidt raseri skyllede op i hendes hoved. Skrid ad helvede til! Skridtene fjernede sig, og hun lod sig falde tilbage og rullede om på siden og trak knæene op til brystet og dynen op over hovedet 197

198 30 Hun vågnede med et spjæt og så hen imod vinduet. Det var næsten lyst. Hun rejste sig halvt op i sengen og støttede på albuen og fik fat i uret. Klokken var halv otte. Hun var tør i munden. Hvad var der sket i går aftes? Noget slemt. Det kunne hun mærke. Hun svingede benene udover sengekanten og fattede med hænderne om den og kom på benene og vaklede over til vinduet. Hun var stadig halvfuld. Tågen hang tyk derude og fremkaldte en snert klaustrofobi. På denne årstid plejede hun at drømme om at stikke af fra det hele og tage sydpå, men det havde været umuligt. Hun havde aldrig taget sig sammen; turde ikke rejse alene, og Dorte havde allerede været i gang med de første juleforberedelser på denne tid og elskede det, og det endte med, at hun lod som om hun blev grebet af Dortes entusiasme. Hun havde indordnet sig. Sludder. Dorte havde ikke forhindret hende i at rejse. Hun skuttede sig. Aftenen vendte langsomt tilbage. Det var derfor hun havde tænkt på julen. Nu ville Lise måske ikke rejse sammen med hende. Hvordan skulle hun dog klare og forklare sin ubehøvlede opførsel? Hun havde været fuld, men det havde de andre også været, uden at skabe sig på den vanvittige måde. Hun havde smækket med døren og råbt og bandet som en sindssyg. Hun gik tilbage til sengen og tog vandkanden og fyldte glasset og drak langsomt og besværet og tændte en cigaret. Triste, triste morgen. Skulle hun lægge sig igen? Nej det var en dårlig ide. Det gav hovedpine. De andre sov vist endnu. Hun hørte en svag snorken fra soveværelset. Den lød som Erics. Var han og Lise ved at danne par? Var Bengt i huset? Var han vred på hende? Hun længtes efter ham. Hun tog badekåben på og åbnede døren forsigtigt og listede forbi soveværelset. Stuedøren stod på klem. Hun listede hen til den og så, at Bengt lå på sofaen med det meste tøj på. Snorken i stereo. Fine forhold. Hun holdt hånden for munden og kvalte et fnis og var pludselig i helt godt humør. Måske kunne ingen huske hendes opførsel i går. Bengt måtte have haft en ordentlig streg på, siden han ikke var gået hjem. Stuen lignede Jerusalems ødelæggelse. Det lignede ikke Eric. Hun gik ud i køkkenet. Køkkenbordet flød med madrester og brød, der vendte enderne i vejret. De havde spist natmad. Hvad tid var hun egentlig faldet om? Klokken havde vist ikke været ret mange. De var begyndt tidligt. Hun fyldte kaffemaskinen og tændte og begyndte at rydde op og smide ud og tørre køkkenbordet omhyggeligt. De 198

199 rutinerede bevægelser gjorde hende godt. Hun listede ind i stuen og Hørmen var tyk. Væmmelig lugt at vågne op til. Aflad? Nej, et almindeligt ønske om at tilberede morgenmad til gode venner, der var omsorgsfulde i går. Det havde de været, og hun havde spyttet på dem, men pludselig var alle betroelserne blevet for meget og virkeligheden for voldsomme, og så var de begyndt at danse og lade som om betroelserne var ligegyldige. Nej. De dansede for at komme videre. Hun kunne lære noget af dem, og en stor undskyldning ville være på sin plads. Ville de uden videre tage imod hendes undskyldning? Hun fyldte nervøst bakken med glas, kopper og askebæger med top, de havde røget som skorstene, og gik tilbage til køkkenet og dækkede morgenbord. Kunne listede tilbage til stuen og skævede til Bengt, der prøvede at vende sig på den knebne plads og gav sig lidt. Han så sød ud med de grå krøller i vild uorden.. God morgen, Kris! Oppe så tidligt? Bengt rejste sig og kløede sig i hovedbunden. Godmorgen! Av mit hoved! En hovedpinetablet og et glas vand? Ja tak. Han gabte, og hun småløb ind i værelset og fandt pilleæsken og hentede vand i køkkenet og gik ind i stuen og rakte ham det. Han brummede og slugte et par piller og skyllede efter og skar en grimasse. Hun vidste ikke, om hun skulle lade ham være i fred. Nu kunne han gøre gengæld. Han rejste sig. Jeg må have lidt vand i hovedet. Hun gik efter ham og kom i tanke om rundstykkerne i fryseren. Var det virkelig kun en lille måneds tid siden, at hun sad og ventede på Eric? Hun satte rundstykkerne i ovnen. Bengt havde ikke ladet sig mærke med noget. Hun satte sig og tændte en cigaret og rejste sig og gik hen og åbnede køkkenvinduet. Gennemtræk. Hun hørte Bengt rumstere. Han tog vist bad. Rundstykkernes duft bredte sig i køkkenet og hun fik tårer i øjnene følte et stik ved hjertet. Den duft mindede om morgenerne hos Dorte, når hun havde overnattet derude. Mindet om hende stod klart og uberørt af hendes nye virkelighed, men Niclas ansigt var forvrænget. Ville hun nogensinde kunne leve side om side med ham igen? Giver du en kop kaffe? Bengt stod lige bag ved hende og duftede. Hun vendte sig og så på ham. Han var helt vågen nu, og han lignede sit eget rolige jeg. 199

200 Hun tog et krus og skænkede op og tog selv. Hun ville undskylde. Værsgo. Tak Du Kris Ja. Hun stod helt stille. Nu kom det. Hendes mellemgulv strammede. Hm det i går det skal du ikke tænke på. Hun så undersøgende på ham. Bengt jeg forløb mig Det gjorde vi sgu alle sammen. Hvorfor tror du, at jeg endte på Erics sofa? Han forsøgte at smile, men skar en grimasse og tog sig til panden. Hun slappede pludselig helt af og kom til at tisse lidt i bukserne. Undskyld Bengt, jeg skal på toilettet. Hun løb ud og satte sig og livet var måske ikke så kompliceret. Hun fik lyst til et bad. Hun lugtede af røg. De forbandede cigaretter endte sikkert med at tage livet af hende. og jeg er rasende Lise slukkede radioen. Hun listede hen til bordet og satte sig stille og så nervøst på Lise, hvis ansigt var fordrejet af vrede. Nu fik hun, hvad hun havde fortjent. Hendes hjerte sprang et slag over. Hun ventede. Bengt og Eric så ukomfortable ud. Lise tændte en cigaret og stirrede hvast på hende. utroværdige genfundne minder. Jeg skal give dem Hvor mange dumme svin går fri nu? Jeg spørger bare? Incest sidder i kødet. Det er jeg sikker på Stilheden var øredøvende. Hun så desorienteret på Lise, der åbnede munden. De fine psykologer og psykiatere har fundet ud af, at man ikke kan stole på voksne, der fortæller om incest i barndommen og husker det som voksne Hvad giver du mig en ny trend? en dødsens farlig en Det er til at blive skør af. Kris, har du hørt det? Ja. Hun var så lettet over, at Lises udfald ikke gjaldt hende, at emnets alvor ikke gik helt op for hende, men hun så opmærksomt på Lise. Jeg mener ikke rigtigt. Jeg så en overskrift forleden Skræk og afmagt i mange år, og når man endelig vover at huske grusomhederne, er minderne sikkert opdigtede, og man er ikke til at stole på indtil de kloge hoveder finder ud af om nogle år, at de tog fejl. De spiller ping-pong med os. Uf! 200

201 Bengt bøjede sig indover bordet og tog Lises hånd. Lise, vi ved jo, at minder er noget luftigt noget Tænk hvis uskyldige bliver dømt og får livet ødelagt. Hold op, Bengt. De fleste vil gerne huske det bedste, og når de husker det værste, er det sgu ikke for sjov, og hvis vi skal tale om ødelagte liv så tænk på, hvor mange svin, der sandsynligvis slipper og hvor mange børn, der er nødt til at se dem spankulere rundt og spille uskyldige...jeg er så gal, og jeg gider ikke diskutere det. Forstået. Det er orden, men jeg synes, at du er for skråsikker. Stop det, mand! Bengt lukkede munden fast i, og hans kæber arbejdede. Lise så på ham og vædede læberne. Tilgiv mig, Bengt. Det var ikke personligt. Det var da altid noget. Stemningen var anstrengt, og hun fik ondt i maven og rejste sig. Vil I have mere kaffe? Ja, stik du bare af, Kris! Hov, hov, Lise! Små slag. Det var Eric. Hun forlod skyndsomst køkkenet. Hun havde ikke taget stilling, da hun så løbesedlen, men hvis de nye ideer ville frikende pædofile voldtægtsforbrydere Det var uoverskueligt og for enerverende. Hun tog kaffedåsen. Nu stod Lise og hun i hvert tilfælde lige, hvad angik temperament. Hvad med Eric og Bengt? Hvad tænkte de om dem? Hun trængte til noget stærkt. Bengt klappede på stolesædet. Sæt dig nu, Kris, og så synes jeg, at vi skal lade det hele ligge lidt. Han sendte Lise et skarpt blik. Lise var stadig lidt rød i hovedet, men hun begyndte at ligne sit gamle jeg igen. En engel fløj igennem køkkenet. Jeg hidsede mig op, men jeg hader, at bevisbyrden i vid udstrækning stadig ligger hos offeret. Du har ret, og jeg kan godt forstå, at sludderet gør dig rasende. Hun skænkede kaffe og så sig spørgende rundt. Eric nikkede. Bengt skubbede sin stol tilbage. Jeg vil se at komme hjemad. Gåsen skal have flere timer. Gås?! 201

202 Lise slikkede sig om munden, og Eric klappede hende på maven og grinede. Hvor de prøvede alle sammen De var gode nok. Bengt gjorde sig klar til at gå. Hun rejste sig impulsivt. Bengt, jeg vil gerne følge dig på vej. Lise og Eric så på hende. Hun mærkede at hun rødmede og følte nærmest, at hun jagtede Bengt, men hun var ligeglad. Hun havde lyst til at være alene med ham. Uden forklaringer. Hun skyndte sig ind på værelset og klædte sig godt på. Tågen lå stadig tæt, og det var sikkert råkoldt. Bengt stod udenfor og ventede, og hun tog ham under armen, og de begyndte at gå ned imod havnen. Det var iskoldt. Bengt havde for lidt tøj på, efter hendes mening, men han så ikke ud til at fryse. Han var sikkert akklimatiseret. Hun skuttede sig lidt og standsede. Bengt vent lidt! Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om Ja? Jeg har tænkt på Lene. Synes du, at hun skal have at vide, at Niclas er far til hende? Hun havde overrumplet ham. Han lod fingrene glide gennem håret. Det er svært at svare på. Hvad syntes hun om ham? Hun holdt meget af ham. Han var den rare hyggeonkel. Jamen så sig det, hvis hun bliver nysgerrig Han var usikker. ok, jeg kan se problemet. Flere fortielser? Ja, så hvad synes du? Jeg må have lidt tid til at tænke over det, Kris. Tak Bengt jeg tror, jeg vender om. Jeg fryser. Gør det, min ven. Vi ses i aften. Han gik, og hun så efter ham og følte sig forladt, og som om han mærkede det, vendte han om og kom tilbage og lagde armene omkring hende og kyssede hende på munden og strøg hende over kinden. Han var flere skridt væk, inden hun mærkede trykket fra hans læber, der snurrede i hendes og varmen, der bredte sig i hendes krop. Hun vendte sig fortumlet og fik lyst til at gå op ad bakken til kirken. Dorte var død, men hun levede og havde lige kysset en dejlig mand, og hans kys havde været varmt og måske mere end venskabeligt. Så kort tid og så meget forandret. Bedragerne var døde, og de bedragne dansede på deres grave. Livet var uforudseeligt engang imellem. Hun gik ned ad bakken, tilbage til vennerne. De ville 202

203 sikkert være nysgerrige, men kysset var hendes; en fin perle i en musling. Det sarte øjeblik var hendes hemmelighed. 203

204 31 De travede raskt til, bagom byen op til Bengt. Vejret var forblevet tåget hele dagen, og den rev i hendes lunger, når hun hev efter vejret. Hun var så forpustet, at der var ved at gå panik i hende, men hun bed tænderne sammen. Hvis hun fortalte om åndedrætsbesværet, udfordrede hun skæbnen. De var næsten ved huset. Hun standsede for at få vejret. Langsomt ind og ud. Huset lignede en juledekoration med lygten ved havelågen og lyset i de små ruder. Hun indhentede Eric og Lise ved køkkendøren, hvor en mættet lugt af god mad bød dem velkommen. Eric bankede på. Puh, det bliver godt at komme ind i varmen. Lise stampede i jorden. Bengt åbnede døren og tog imod dem med forklæde og opsmøgede ærmer. Hej. Kom ind og gør jer det behageligt! Kris kender rutinen. Tak. Hun så indgående på ham, men hans ansigt udtrykte kun almindelig venlighed. Hun var både lettet og skuffet. Hvad havde hun egentlig forestillet sig? Kris, gider du sørge for jer? Jeg er midt i sovsen. Hun nikkede, og han forsvandt ud i køkkenet. Lise og Eric så på hende, og hun slog kejtet ud med hånden. Stuen er derinde. Eric gned sine hænder og gik ind, og Lise rettede på sit hår foran spejlet. Hun var smuk i aften. Hendes ansigt havde et mættet skær. God sex var den bedste livseliksir, sagde hun altid, og noget kunne tyde på det. Hun mærkede en svag misundelse, men genkaldte sig Bengts kys og smilede. Du ser strålende ud i aften, Lise. Er du forelsket? Nej, det er jeg ikke, og det er han heller ikke, men vi trøster hinanden, og det er slet ikke så ringe endda. Lise lo fornøjet, og hun varmede sig ved hende. Måske kunne Bengt og hun måske engang. Hun blev hed i kinderne og så Lises undersøgende blik. Kom, du vil synes om stuen. Ja, ja, min ven. Alting kommer til den, der kan vente. Lise! De gik ind i stuen, hvor Eric allerede stod ved flaskerne. Det må jeg nok sige! 204

205 Lises spontane udbrud gjorde hende glad, som om stuen var hendes, og hun så sig tilfreds om og opdagede en smuk, nonfigurativ træskulptur i vindueskarmen, som hun ikke havde set før. Hun gik over og lod fingerspidserne glide henover dens silkeglatte overflade Blokken på køkkenbordet. Hun vendte sig. Lise stod ved siden af Eric og miksede en drink. Hvad vil du have, Kris? Jeg tror, jeg vil starte med en danskvand med en skive citron. Hun gik hen til dem og følte sig lidt udenfor. Uanset hvad de mente og sagde om deres forhold til hinanden, mærkede hun deres samhørighed. Hun hældte vand i glasset og drak tørstigt, og Lise tog sin drink og satte sig i sofaen og så sig nysgerrigt om. Her er helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Spartansk? Ja, måske, men her bor sandelig en livsnyder, skal jeg love for. Eric kom over til dem og satte sig ved siden af Lise. Man kunne få nogle ideer. Jeg er ved at møblere om. Det må du komme og se Lise også du, Kris. Ja tak, Eric. Jeg håber, du har anskaffet en drømmeseng. Lise lo overgivent, og Eric så glad genert på hende. Du er en værre lille strik. De osede langt væk, men de havde vist også elsket hele eftermiddagen; lydene fra soveværelset havde ikke været til at tage fejl af, og hun var glad for, at hun havde husket ørepropperne. Hun følte en svag forlegenhed, og det så ud til at Lise havde opfattet det. Hun rykkede lidt væk fra Eric og tog en cigaret og tændte den. Eric rejste sig og gik over til bogreolen. Hun rømmede sig. Du Lise! Ja, min ven? Jeg har tænkt på dagbøgerne Er du specielt interesseret i dem? Nej. Hvorfor? Jeg tror, at vi skal skaffe os af med dem. Give Lene dem? Det tror jeg ikke er en god ide. Nej, det er heller ikke det, jeg tænker på. Jeg tror vi skal destruere dem. Hun lød kunstig, men hvis Lise bemærkede det, lod hun som ingenting. Hun skævede over mod Eric, der stod helt stille; nærmest fastfrosset. For eksempel brænde dem? 205

206 Ja, sådan noget Jeg har spurgt Bengt, om han syntes, at Lene skal vide mere, end hun gør nu. Han vidste ikke rigtigt, men jeg har spekuleret over det hele eftermiddagen Hun rejste sig og hentede sin taske og fiskede cigaretpakken op, men lagde den fra sig. Den eneste lyd i stuen var brændets knitren i pejsen. Jeg synes historien skal slutte her jeg mener, at vi fire holder mund ja altså tager vores viden med i graven og skåner Lene for alt det rod, og lader Dorte hvile i sin grav. Hun blev værre og værre at høre på, men Lise så alvorligt på hende. Eric kom hen til dem. Lise så op på ham, og han nikkede. Det synes jeg også, at vi skal. Lettelsen overvældede hende. Dagbøgerne havde spærret for fremtiden. Lise satte glasset til munden og bundede og rakte Eric det. Han tog det og gik over til forsyningerne. Jeg har dem i mit bagagerum i bilen. Jeg har kørt rundt med dem nogle dage. Jeg ville give dig dem tilbage ved først kommende lejlighed. Eric kom tilbage og rakte Lise hendes glas. Jeg henter dem. Han lød bestemt og gik ud af stuen, men kom hurtigt tilbage. Jeg kan nå det, inden vi spiser. Giv mig dine nøgler, Lise! De ligger i min toilettaske i bryggerset. Hvad sagde Bengt? Han sagde, at han elsker at mane spøgelser i jorden. Eric, de er tunge. Tag bilen! Jeg kan hente den i morgen formiddag. Nu ser jeg. Jeg har en stor rygsæk. Hun lagde rigtigt mærke til ham, da han var på vej ud af stuen. Han havde forandret sig de sidste dage. Hun vidste, hvad det var. Han havde ranket sig, og hans sædvanlige lidt servile attituder var væk. Hun så på Lise, der lignede en venlig heks. Tja, sex gør underværker, Kris. Tænk over det! Hun rødmede; var taget på fersk gerning. Lise lo, og som sædvanligt kunne hun ikke stå for hendes smittende, åbne aer og grinede med. Dine røntgenøjne Lise tørrede øjnene. Jeg skal lige ud et øjeblik. Jeg våtter! Lise havde åbenbart også det problem, når hun lo. De var kommet i reparationsalderen. Det var lidt trist, nej, det var slemt. Hun skuttede sig. Tab og sorg. 206

207 Dorte havde ikke de problemer nu. Nu skulle hun ikke begynde forfra. Hun havde livet i behold og sansernes fulde brug! Mere eller mindre. Slut! Lise kom ind og satte sig. Hun så virkelig oplagt ud i aften. Jeg har lyst til at spørge mænderne, om de vil med ud at rejse til jul. Hvad siger du? Det vidste hun ikke. Lise var hæsblæsende. Hun så usikkert på hende. Hun lignede et stort, veloplagt spørgsmålstegn. Hun gav hende åndenød. Æh Køkkendøren knirkede og blev smækket i, og Eric stod forpustet i døren med en kæmpestor rygsæk, som han prøvede at vride sig ud af. Lise rejste sig hurtigt og gik hen og hjalp ham af med den. Eric åbnede sækken, og Lise begyndte at tage Dortes liv frem og lægge det foran pejsen. Hun tog en stak og vejede den i hænderne. Op, ned, op, ned. I guder, man skulle ikke tro, at hun havde tid til at leve. Sludder. Dagbøgerne var en del af Dortes liv. Hun havde levet og handlet meget. Hvis hun havde skrevet mere end en brøkdel af sine tanker ned, kunne Eric have set sig om efter en container eller to. overophedet i stuen Lise og Eric lo larmende. Hun så forvirret på dem og fornemmede, at stemningen var forandret. Der havde været noget i Lises tonefald, og hun havde vrænget. Hun skulle til at spørge om, hvad de morede sig over, men udtrykket i Lises ansigt standsede hende. Tanken slog hende. Lise var stadig jaloux på Dorte, og derfor kneppede med Eric, inden Dorte var kold, og Eric ville grine fjollet med hvem som helst, han kunne opnå at komme i seng med. Hun så nøgternt på dem. Det, hun havde troet skulle være en kærlig gestus, kunne ende med at blive en heksebrænding. Hun ønskede sig langt væk. Bengt kom ind og gik hen og tog en danskvand og satte flasken for munden. Hans adamsæble hoppede op og ned. Ah! Nå Kris, nyder du at se folket arbejde? Jeg håber, du er sulten. Jeg har mad til hele Gudhjem. Hun smilede lidt anstrengt. Jeg skal gøre mit bedste. Alene duften Bengt gik over til Lise og Eric. I samler appetit, kan jeg se. Hun tog en cigaret og tændte og sugede kraftigt ind og skoddede. Hun trængte til noget stærkt, men hun ville ikke være fuld i aften. Lise og Eric var allerede godt i 207

208 gang. Bengt var heldigvis ædru endnu? De drak for meget alle fire. Bengt vendte sig om mod hende. Kom Kris, så kan det være, at de elskende river sig løs. Hun rejste sig og fulgte efter ham ud i køkkenet og stirrede måbende på fuglen, der lå gyldenbrun og kæmpestor på et forskærerbræt. Der var sandelig gås for alle pengene. Hun kom til at grine. Til hele Bornholm, Bengt. Han pegede på hende. Du skal ikke more dig over Juliane. Hun fik en tragisk skæbne. Gravrøst. Hun lo igen. Hun blev i det hele taget lattermild sammen med Bengt. Lise og Eric kom ud, og Lise så fra Bengt til gåsen og tilbage igen og slog hænderne sammen. Hvor overdådigt! Eric betragtede lystent Juliane. Bengt tog gaffel og fjerkræssaks og begyndte at partere festmåltidet. Ved I to skolefrøkener, hvorfor vi spiser mortensgås? Næh, jeg har vist fået det at vide engang, men jeg har glemt det. Eric rystede på hovedet og hun vidste det heller ikke. Ja, jeg ved det heller ikke, men det har ikke noget med Martin Luther at gøre. Det troede jeg i mange år. Mortensdag er Martin af Tours helgendag. Jeg har læst på lektien. Han var biskop for seksten -syttenhundrede år siden Han skar Julianes lår af og klippede hendes vinger. Gåsen var åbenbart opfundet på det tidspunkt! Jeg forstiller mig, at den løb bagefter hans velærværdighed, i den gamle klosterhave, og rappede med... Den har måske overgået den gode bisps religiøse overvejelser og talegaver, og han har taget en gruelig hævn De morede sig, og hun så tydeligt hans hellighed med flagrende, sorte skørter i vild jagt på en baskende, skræppende gås. Lise og Eric langede til fadet og tog lårene, og Bengt så på hende. Jeg vil gerne have et stykke bryst og mange æbler og svesker og godt med skind. Hun mærkede mundvandet. Hun havde ikke spist gås siden barndommen, og dengang smagte den af julegaver. Hun tog et nip skind, der var sprødt og fedt. Sovsen var tilpas, nærmest lidt vildtagtig. Kartoflerne var gullige og faste. 208

209 Hun så på Bengt, der betragtede hende og smilede tilfreds. Ord var overflødige. Lise var fedtet helt op til ørerne. Bengt satte sig og tog vingerne og gumpen. Den havde været tilskrevet hendes far, når de fik fjerkræ, og hun var altid blevet flov, når han sugede den. Bengt, det er himmelsk! Lise så på sin vært med ægte hengivenhed, og Eric nikkede samtykkende. Han så næsten salig ud. Skål! Tak fordi I ville gæste min ringe bolig. Det ville være lyv at kalde hans tonefald ydmygt. Hun glædede sig på hans vegne. Det er en dejlig øl. Tysk? Ja. Jeg har rødvin, men jeg kan bedst lide øl til de gamle, danske retter. Hvad siger I til at skylle det fede ned med en kryddersnaps? Det lyder godt. Rygepause? Lise skubbede sin stol lidt tilbage og tændte en cigaret. Den duftede dejligt og forvandledes fra stresspind til røgtobak. Bengt hentede de små glas og den berigede snaps og skænkede op i glassene, der duggede. Skål for os og min nabokone! Han pegede på flasken. De drak ud. Gå bare ind, så kommer jeg med kaffen. Tak for et dejligt måltid. Velbekomme. Juliane lå ribbet på brættet, og hendes skønhed var allerede historie, men de forlod hende, et dejligt minde rigere. Dorte fortjente det samme. Ilden flammede op i pejsen og greb grådigt fat i Dortes første dagbog, og hun mindedes ordene, der havde forandret alting, men måske til det bedre. Fortiden krøllede sig sammen for hendes øjne, og om lidt ville den synke sammen og være forvandlet til aske, og hendes hukommelse kunne igen begynde at forandre den efter forgodtbefindende. De havde alle fire brug for at leve videre med Dorte, på egne vilkår; sådan var mennesker, men hun havde alligevel en dårlig smag i munden og syntes ikke om det sære skær, hun anede i vennernes blanke øjne. Det var muligt, at skæret skyldtes ildens urolige flammer, eller at de havde drukket ret kraftigt, hun håbede det, men hun fik igen fornemmelsen af, at det hun havde tænkt sig skulle være en højtidelig afsked 209

210 med fortiden og Dorte, var blevet til en slags besværgelsesfest med en eller anden udefinerlig og ubehagelig undertone. Hun havde ikke rigtigt hørt efter, hvad de sludrede om. Dortes bebrejdende ansigt spærrede for hørelsen, og hun var i sin gode ret. Hendes bedste veninde havde tyvstjålet hendes hedeste drømme og inderste tanker og havde kastet dem i grams. Det hun havde gjort, var utilgiveligt. Det, der var begyndt med sorg og et inderligt ønske om at være tæt på Dorte, var blevet til nysgerrighedens ondartede celle, der hurtigt udvikledes til nyfigenhedens kræftsvulst. Nå Kris, nu har du din heksebrænding. Nyder du den? Hun så på Bengt, der sad med et halvt ironisk, halvt medlidende udtryk i ansigtet, og hun mærkede, at hendes kinder begyndte at gløde og var glad for, at lamperne var slukket. Hun skammede sig. Det var ikke meningen det var vi skal lade hende være i fred! Tja, det er lidt sent nu. Hør Lise og Eric... helt ærlig så dominerende, at jeg var ved at brække mig. Eric sad med armen bag Lise, der lænede sig ind mod ham og smilede tilfreds. Han havde åbenbart sagt noget, der faldt i god jord. Hun strakte sig lidt og kyssede ham på munden. Det har du ret i Eric, men nu kan vi to gamle svingere gøre, hvad fanden vi vil. I går havde hun syntes, at Eric var modig, selv om hun ikke var enig med ham i alt, hvad han sagde. Det var hans virkelighed, og den måtte hun acceptere. Nu solgte han tilsyneladende ubesværet ud af Dorte. Hendes oprindelige antipati mod ham havde været sand, men sorgen havde fået hende til at tro, at fordi de begge havde været tæt på Dorte, havde de automatisk noget tilfælles. Fælles hævnfølelse? Hun kunne ikke lide ham. Det stod lysende klart. Hun glippede med øjnene og følte en slags bedrøvet lettelse og tog sit glas og drak et nip whisky. Eric rejste sig og tog de næste dagbøger og kastede dem nonchalant ind i ilden. Lise gnækkede. Hende ville hun tage stilling til lidt senere. Lise rettede sig op. Opmærksomhed min dame og mine herrer! Lise snøvlede lidt og viftede med hænderne. Jeg talte med Kris om, før middagen, at det kunne være sjovt at holde jul i Spanien alle fire. Ikke sandt, min ven? Lise var frækkere, end Dorte nogensinde havde været. 210

211 Nej! Lise tabte bogstaveligt talt underkæben, og hendes forskrækkelse over nej et, der var røget hende ud af munden, afløstes af en trang til at grine. Hun beherskede sig så krampagtigt, at hun fik tårer i øjnene, og stirrede trodsigt på Lise, der tog en cigaret og tændte den med en hånd, der dirrede. Det gjorde vi da. Jeg kan selv huske det. Det var mens Eric hentede dagbøgerne. Lise så appellerende rundt. Hun så hårdt på Lise. Jeg fik kun sagt æh, så vidt jeg husker, men du skal ikke være ked af det. Du kan rejse med, hvem pokker du vil. Fanden selv, hvis det passer dig. Hun nedstirrede Eric og mærkede et voldsomt stik i mellemgulvet. Hvis hun døde nu, døde hun på ærens mark, mens hun forsvarede Dorte, og de skulle sidde til højbords sammen. Hun kunne ikke beherske sig længere, men lo hysterisk. De stirrede glasagtigt på hende, eller måske var det hendes hoved, der gik i tusinde stykker. Hun var ligeglad. Ekkoet fra latteren blandede sig med ildens knitren. Hun mærkede en hånd på sin skulder. Så, så Kris, nu er det nok! Hun slog til hånden og den bydende stemme og begyndte at græde. Hvad sker der? Lise gjorde anstalter til at komme over. Bliv væk! Lise satte sig igen og så desorienteret på Eric. De anede ikke, hvad de havde gang i. Jeg vil ikke være med. I er hævngerrige! Hvad er det for noget sludder, du fyrer af? Eric lød indigneret. Ja, det må jeg nok sige. Lise rejste sig og gik over til pejsen og tog de sidste bøger og slyngede dem ind i ilden. Det var det, og det var det, du ville. Har jeg ikke ret. Nej! Jo, men ikke på den måde. Hvilken måde? Skal du bestemme, hvordan vi håndterer situationen? Hold op med dit hysteri. Du kan pudse glorien et andet sted. Bengt havde også rejst sig og stod stor og sammenbidt midt i stuen. De så på ham. 211

212 Nu skal I holde op alle tre! Jeg vil simpelthen ikke have den slags indenfor mine fire vægge. I bryder alle regler, hører I?! Hør nu Bengt Hold kæft, Lise og hør efter Jeg vil ikke høre mere om jeres følelser for Dorte. Jeg har lagt hende bag mig nu, og det var derfor jeg sagde ja til at brænde hendes dagbøger her, selvom jeg synes, at der er noget teatralsk over det. Hun havde krummet sig sammen under hans dundertale, der var så smældende fuld af foragt, at den ramte alle hendes sanser. Hun kunne pludseligt forestille sig scenen, da han forlod Dorte, og hvorfor Dorte aldrig havde villet tale om det. Undskyld Bengt vi lod os rive med kan vi ikke glemme det? Nu er de jo væk. Lise lød indtrængende og næsten ædru. Bengt åbnede munden og skulle tydeligvis til at bide ad hende, men han fortrød åbenbart og lagde ansigtet i roligere folder. Jeg kan sgu ikke glemme den slags med et knips med fingrene. Hvorfor tror I, jeg flygtede til Bornholm i stedet for hen om hjørnet? Flygtede. Hører I! Jeg flyttede ikke. Hele kliken var så fuld af løgn og fortielser og nid og nag, at jeg måtte så langt væk som muligt. Niclas, der spankulerede ind og ud af huset, som om han ejede det, og du... Hans stemme var bitter, og han vendte sig anklagende om mod hende. Jeg synes, at du skal holde op med din selvmedlidenhed. Det var dig, der pillede ved noget, der ikke ragede dig. Bild mig ikke ind, Kris, at du ikke anede, hvad der foregik, eller havde mistanke om, at Niclas var far til Lene. Nå! Sig noget! Hun mærkede tårerne igen og tørrede ansigtet med en serviet og tændte en cigaret. De stirrede alle tre på hende. Jeg fik en abort, da jeg var femten år. Jeg fortalte Lise det for nylig; ellers var det kun Dorte, der vidste det efter, at mine forældre Stuen var stivnet. Tableau. Hun mærkede kvalmen og svimmelheden, men det nyttede ikke at tie. Hvis hun gjorde det, ville Bengt vende hende ryggen. Hun vidste det. Den frygtelige dag, da hun opdagede, hvordan Dorte kunne være. Hun rømmede sig, og stirrede ned på sine sammenknugede hænder. Jeg elskede Niclas, selvom jeg fandt ud af, at han havde nogle sider seksuelle jeg ikke brød mig om han forsøgte kun et par gange, og så lod han mig være i fred og han var næsten altid sød imod mig Han begyndte at komme meget ude hos Dorte, uden mig huset og sådant jeg havde mistanke og spurgte Dorte. Hun lo, da jeg bad hende om at holde sig fra ham, og hun truede mig med at fortælle Niclas 212

213 om aborten Niclas ville så gerne have et barn, og da drengen døde, følte jeg, at det kunne være på grund af aborten jeg var så frygteligt bange for, at Niclas ville forlade mig, hvis jeg kunne ikke få flere børn jeg fandt mig i det ellers havde jeg ingenting ingenting! Dorte ville have sladret. Det vidste jeg Forstår I? Hun skammede sig, men nu kunne ingenting blive værre. Fortiden var en stor løgn, og hun var helt nøgen og havde ikke mere at miste. Der var intet at være bange for. Hun så sløvt ned på sine hænder. Fingrede flettede sig ind i hinanden som om hun bad. Knoerne var hvide. Hun mærkede en arm omkring skuldrene og så op. Bengt havde sat sig på stolens armlæn. Hvorfor alt det skuespil, Kris? Din store sorg, da hun døde din heftighed i aften. Du vidste, hvordan hun var ligesom os andre? Hans stemme var blid. Han var ikke vred. Måske foragtede han hende ikke ret meget? Det er ikke skuespil det er ikke til at forklare, men de sidste ti år siden Niclas døde har Dorte og jeg været så meget sammen det var vi jo også inden og Lene, jeg kunne ikke miste Lene. Jeg elsker hende og jeg vænnede mig til det, jeg mener, jeg orkede ikke at rode op i tingene forandre noget jeg var bange, og Dorte gjorde så meget for mig i begyndelsen efter aborten der var bare Niclas. Jeg anede ikke, at hun var så hårdt ramt. Han ville ikke giftes med hende jeg ved ikke, hvorfor han valgte mig hun har lidt! Lidt? Hold op! Hun har ikke lidt mere end os. Nej, men hun er død! Hun kan ikke forsvaret sig. Det er ikke fair. Nej, og gudskelov for det. Hun har sandelig haft os alle sammen i sin hule hånd, på en eller anden måde. Jeg er glad for, at hun er død, og jeg har nydt at brænde hendes forbandede liv, og Niclas det dumme svin, jeg... Lise, lad være! Lise så overrasket på Eric. Ja, det er nok det bedste. Lise så hærget ud. Eric rakte ud efter hende, og hun rykkede hen til ham. Han rakte hende hendes glas, og hun tømte det lydigt, som om det var medicin. Hun betragtede dem døsigt og mærkede varmen fra Bengt. De havde nået bunden. Nu kunne det kun blive bedre eller slutte. Lise og Eric sad tæt sammen og stirrede ind i bålet, der slikkede de sidste rester af dagbøgerne i sig. Hun var så forfærdeligt træt hendes øjne var tunge, tunge fred sove et øjeblik Bengt 213

214 32 Da hun vågnede om morgenen, gik det op for hende hvor anstrængende det havde været at vågne op og være selskabelig fra morgenstunden. Dorte havde været noget andet. Hjemrejsen var tilsyneladende gået gnidningsløst. De havde alle tre været udmattede og trængte til at komme sig ovenpå alle sindsbevægelserne. Lejligheden havde virket dejlig varm, ovenpå kulden udenfor. Det var vist lige på frysepunktet; en smuk dag med kold, skrå sol og blegblå himmel; meget bedre end den klamme tåge på Bornholm, der trængte ind i de gamle huse. Stuens fortættede stilhed havde været overvældende, men det var en lettelse at være hjemme igen, for uanset hvor meget de havde forsøgt at få samværet til at hænge sammen, betroelserne aften, havde de vist alle fire brug for at være i fred, og desuden havde Lises og Erics kurren pikket hendes sanser tynde, selvom hun vidste, at hendes irritation sikkert skyldtes, at Bengt ikke gjorde tegn til at ville hende andet end venskab. Hun havde lavet en god kop kaffe og spist den mad, Bengt havde givet hende med hjem, og så havde hun sat sig ind i stuen med front mod chatollet, hvor Dorte og Niclas glimrede ved deres fravær. Ville hun nogensinde kunne se dem i øjne igen? Hun havde sovet bedre om natten, end hun havde frygtet, men hun havde haft ondt i kæberne, da hun vågnede. Efter morgenkaffen havde hun besluttet sig til at spise morgenmad i byen, og hun havde ikke kunne komme hurtigt nok ud af lejligheden, der klemte hende, og det var endt med at blive en god dag. Hun var helt stolt af sig selv over, at hun havde meldt sig til et computerkursus, og bagefter var hun listet forbi huset, hvor hun tegnede, dengang verden var hel. Bygningen havde lignet sig selv, og der var tilsyneladende stadig tegnekursus. Stolene var stablet langs den ene væg, og forhøjningen stod stadig midt i lokalet og ventede på sin model. Hun havde frosset, men det skyldtes ikke minder, og hun besluttede sig til at friske sin hurtige streg op. Hun havde fedtet lidt vel meget, da hun tegnede pigerne. Det ville også være godt, hvis hun løb på Mads, der måske stadig boede i kvarteret, hvis han levede endnu? De var vel nogenlunde jævnaldrende. Den sidste dag på Bornholm havde ikke været så sort, som hun syntes dagen før, men hun var ikke stolt af sin opførsel. Hun var faldet i søvn på sofaen, og hun anede ikke, hvornår Lise og Eric var gået. 214

215 Bengt havde været venlig nok den morgen og havde sørget for morgenkaffe og varmt bad, og han havde fulgt hende på vej og havde givet hende et venskabeligt knus, men der var afstand i hans attitude, og hun havde følt sig fortabt, da han slap hende. Et øjeblik havde hun brændende ønsket noget mere, ja, hun havde håbet på men hun havde ikke turdet gribe fat i ham, og hun forstod ham godt. Hun havde skabt for mange problemer; havde vel nærmest haft et mindre nervesammenbrud? Da hun kom tilbage til Erics hus, var Lise og Eric ikke stået op endnu, og hun var gået i gang med at lave morgenmad til dem og havde forgæves kaldt på dem flere gange og følte ensomheden, og da de kom vaklende ind, godt kvæstede men tilfredse, var det for alvor gået op for hende, hvor ensom hun følte sig. Hun havde diskuteret julen med Lise, og de var blevet enige om, at Lise og Eric rejste sammen, og hun blev hjemme. Det havde egentlig været en lettelse, selvom hun gøs ved tanken om at skulle sidde alene med minderne den store, traditionsbundne aften. Hun ville gerne have været sammen med Bengt, men han skulle holde jul sammen med sine venner, et keramikerpar, han havde kendt i mange år, og da hun hørte det, havde hun ikke orket at tænke på at rejse og være tredje hjul i en gig. Lise havde tilbudt at rejse alene med hende, men hun så tydeligt hendes tilfredshed, da hun trak sig. Det var næsten uoverkommeligt at tænke på fremtiden, der kunne ende med at blive endeløse, triste dage, hvis hun ikke passede meget på. Lise havde sit arbejde, og Eric ville højst sandsynligt lægge beslag på størstedelen af hendes fritid. Lise og Eric. Hun forstod hende ikke, men han havde givet Dorte noget, så hvorfor ikke, og nu var Lise i hvert tilfælde garderet mod kedsomheden. Hun gik ind i soveværelset. Et par kapitler i krimien og en eftermiddagssøvn, og så var det tid til aftensmad. Hun rystede dynen og lukkede vinduet, hun havde glemt stod på klem, og skruede lidt op for varmen. Telefonen ringede. Det er Kris. Hej Kris. Det er Lene. Har du det godt? Hvordan gik din tur? Lene lød fortravlet. Jo tak, jeg har det godt nok, og turen gik som den kun skulle. Hvordan har I det? Fint, fint. Hør Kris, vi må snart ses, og så har jeg en bøn julefrokost med ægtefæller. Midt i december. Har du tid? Pigerne vil vældig gerne ind til dig igen. Vil de? Hun følte glæden strømme igennem sig. 215

216 Jeg vil meget gerne passe dem. Gudskelov, tak skal du have, du Kris Ja? Jeg har fundet et brev til dig fra mor, i en af hendes bøger. Det er en ret tyk konvolut; jeg sender den til dig i dag. Jeg har ikke tid til at komme forbi. Er det i orden? Hun mærkede maven. Ja tak, Lene Kris, jeg kan ikke finde min dåbsattest. Har du set den? Nej, Lene. Nå, den må være et sted. Prøv chatollet, der er mange rum. Det skal jeg nok. Godt, jamen så løber jeg jeg ringer fra mit arbejde. Hav det godt så længe! I lige måde, Lene. Tak fordi du ringede. Hej, Kris. Hun stod med røret i hånden. Hun frøs. Hvor havde Dorte gemt dåbsattesten? Det havde været vanvittig at tro, at Lene ville glemme alt om, hvem hendes far var. Hvordan havde hun overbevist sig selv om noget så usandsynligt. Hun skuttede sig og gik ud i køkkenet og vidste ikke, hvorfor hun stod der, og satte sig ind. Det kneb med at få varmen igen. Hun prøvede at slappe af, men der var uendelig mange timer til i morgen, og hvis posten hun måtte holde op. Hun ville tænke på, at pigerne skulle komme. Hun ville tage dem med i Tivoli til julemarked. Nissehallen var fantastisk og lysene, der tændtes i skumringen, et eventyr, der kunne sætte små pigers drømme i spil. De havde nydt det hvert år. Hun rejste sig og tog tv-programmet. Der var heldigvis film om aftenen. Hun gik tilbage til soveværelset og klædte sig af og lagde sig og tog bogen. Den fængede ikke; var ellers spændende brev fra Dorte Hun kunne ligeså godt opgive at tænke udenom. Hun lagde bogen fra sig og lukkede øjnene. Hun ville prøve at meditere. Hun lagde sig godt til rette og trak vejret støt og roligt og lukkede alt andet end mantraet ude

217 33 Hun så på uret for et hundrede og syttende gang. Klokken var kun ti, og tiden havde sneglet sig af sted siden Lenes opringning dagen før. Postbudet ville først komme ved middagstid. Aftenen havde været alenlang, og fjernsynet havde ikke kunnet distrahere hende. Rastløsheden og spændingen havde drevet hende rundt i lejligheden, indtil hun opgav at kæmpe imod og satte sig ned og lod nervøsitet og minder overvælde sig. Det var blevet til adskillige kopper kaffe, der havde gjort hende mere nervøs, end hun havde været, og hun blev gal på sig selv over, at hun tilsyneladende ikke kunne lade være med at gøre ting, der var dårlige for hende, og da hun var blevet tilstrækkeligt irriteret på sig selv, havde hun drukket cognac. Alt i alt en ond cirkel og barnagtigt. Da hun var blevet tilstrækkelig beruset, tumlede hun ind i seng og vidste et sted i baghovedet, at hun var nødt til at forandre sit liv. Hun var gået ud som et lys, men sov uroligt og havde mareridt, som hun ikke kunne huske, men som vækkede hende med spjæt og voldsom hjertebanken. Klokken halv seks opgav hun og stod op og åbnede for et klassisk musikprogram og lavede kaffe og satte sig ned og skrev et brev til Dorte, hvor hun fortalte hende, at hun havde svært ved at holde på sin vrede imod hende og ønskede, at hun ville hvile i fred og se kærligt ned på hende. Hun var bevæget og overspændt. Klokken otte rev hun det i stykker med en hovedrysten. Det begyndte at blive lyst, og hendes tilstand blev mere robust, og hun vidste, at hun et eller andet sted ville bære nag til Dorte. Klokken ni gik hun ud i badeværelset. Hun ville gøre ekstra ud af sig selv, som om hun ventede en gæst eller skafottet, men da det kom til stykket, havde hun ikke ro på sig og nøjedes med at vaske sig løseligt og tage sin gamle, slidte badekåbe på igen; suttekluden, ingen fremmede fik at se. Hver gang der lød trin på trappen, stod hun i entredøren og ventede spændt, selvom hun vidste, at posten først kom langt op ad formiddagen, og at det slet ikke var sikkert, at Dortes brev var med ombæringen. Klokken elleve hørte hun skramlen ved brevsprækken og stirrede hypnotiseret på en stor, hvid kuvert, der blev skubbet ind, og hun ventede utålmodig på, at postbudet fortsatte opad trappen. 217

218 Hun tog entreen i tre skridt og stirrede på den hvide konvolut. Hun vidste ikke hvor længe hun stod og stirrede på den; tiden stod stille, men så overvandt hun sin besynderlige nervøsitet og samlede den op. Den var tung og skriften var ikke Dortes. Hun tumlede tilbage til stuen og satte sig. Hun var lidt svimmel og underligt vægtløs, og hun rystede på hænderne. For pokker, pokkers nu! Hun flåede den hvide konvolut op og fik fat i en hilsen fra Lene og en æggegul konvolut. Den huskede hun. Hun havde købt det brevpapir, i Dortes yndlingsfarve, sammen med Lene for mange år siden. Lenes lille ansigt havde været helt stift af spænding, da hun gav sin mor gaven, og Dorte var faldet bagover i stolen og havde slået hænderne sammen og havde aldrig før fået noget så fint. Lene havde strålet af stolthed. Hun var tør i munden og rejste sig for at hente et glas vand, og da hun kom ind igen sprættede omhyggeligt konvolutten op med den perlebesatte brevsprætter fra oldemoderen. Hun følte sig helt hudløs og grebet af øjeblikkets højtidelige alvor, da hun så Dortes karakteristiske skrift. Hun så hende tydeligt og hørte hendes stemme. Hun savnede hende voldsomt. Tårerne blændede hende, og hun sad helt stille et øjeblik og kæmpede for at få gråden under kontrol. Hun tørrede øjnene og pudsede brillerne og foldede brevet ud. Kære, elskede Kris; min bedste ven. Det er ikke noget let brev, jeg vil skrive til dig, men da du er det menneske, jeg har følt mig mest knyttet til i mit liv, synes jeg, at jeg skylder dig et par forklaringer, for jeg kan forestille mig, hvordan snakken kan gå, når jeg er død. Jeg har, når sandheden skal frem, nok skaffet mig et par fjender på halsen. Lad nu for Guds skyld være med at bryde sammen eller blive hysterisk. Du ved, jeg hader det! Godt ord igen, ven. Jeg er ikke selv langt fra at føle mig bevæget, ja, ligefrem sentimental, nu hvor jeg sidder her ved chatollet en sen nattetime. Min læge har frarådet mig at rejse til Spanien i næste uge. Mit hjerte er dårligere, end du og Lene ved. Du kan kalde det egoistisk, at jeg ikke forbereder jer, men det er min eneste måde at overleve på; at blive betragtet som fuldgyldigt medlem af menneskeheden, med alt hvad det indebærer af risici. Det må du tilgive mig, kære Kris uden at blive hysterisk! Jeg kan aldrig lære at dø resigneret og pænt, omgivet af trættende medlidenhed og hensynsfuld overbærende; det ved jeg. Jeg håber, at du vil forstå det, når chokket har lagt sig. Kris, du har forhåbentligt mange år foran dig, og dem håber jeg, du bruger på bedste måde, blandt andet til at være noget for Lene og pigerne. Det gør virkeligt ondt at tænke på, at jeg ikke skal se de små vokse op, og jeg kniber en tåre over, at jeg ikke vil kunne støtte Lene, når hun har brug for mig. Kris, jeg beder dig om at tænke på, at du kan få en dejlig forpligtelse 218

219 overfor Lene og hendes piger. De holder meget af dig. Sommetider er jeg som end helt jaloux, når jeg ser dig og Lene sammen. Jeg har været træt i lang tid og har hvilet røven i laser, når ingen så det; du ved, hvor meget jeg hader at være syg. Det er også derfor, at jeg rejser og lægger min skæbne i skaberens hænder. Hellere dø forventningsfuld end sidde med hænderne i skødet og være bange for at trække vejret; og hvis det skulle ske i flyvemaskinen, er jeg nærmere mit endelige bestemmelsessted! HA! Jeg beder dog til, at jeg kommer hjem igen, så vi kan holde endnu en jul sammen, alle sammen. Nu synes jeg, at du skal drikke en stiv cognac og hæve glasset og se op. Kan du se, jeg griner stort og ubekymret til dig? Hun lagde nænsomt brevet på bordet og tog brillerne af og tørrede øjnene og gik ud i køkkenet. Cognacen var drukket, men hun havde en sjat whisky. Hun tog sit fineste glas og fyldte det og gik tilbage til stuen og hen til chatollet og trak den nederste skuffe ud. Dorte smilede til hende. Hun tog fotografiet op og tørrede det af i badekåbeærmet og satte det nænsomt tilbage på chatollets blanke flade. Niclas måtte ligge i skuffen på ubestemt tid, men måske en dag Hun satte glasset til munden og drak ud. Jeg kan tydeligt huske, da jeg så dig første gang. Jeg stod i klasseværelsets dør, og alle ansigterne, der stirrede på mig, var skræmmende, og jeg havde lyst til at stikke af, men så fik jeg øje på dig midt i alt virvaret. Du sad helt stille, med et alvorligt udtryk i ansigtet, som om du kunne føle, hvordan jeg havde det, og så klappede du på stolen ved siden af dig og smilede et lille, bitte smil, man næsten skulle have forstørrelsesglas for at opdage. Fra den dag, det sekund ville jeg hoppe rundt på tungen for dig resten af mit liv. Hun var dybt rørt over, at Dorte huskede den episode og smilede uvilkårligt ved tanken om Dorte som top, snurrende rundt på tungen med skørterne om ørerne, foran et måbende publikum. Åh. Flere tårer. Ja, sådan har det været, uanset hvad der skete hen ad vejen. Det må du tro på. Jeg fik en skæbne, jeg gerne havde været foruden, og jeg brugte mit liv til at få det bedste ud af den. Min skæbne blev Niclas, hvilket du måske ved nu eller aner, og mødet med ham gjorde mig til en kvinde, der ikke altid har kunnet være så loyal overfor dem jeg holdt af, som jeg gerne ville have været. Jeg kan ikke undskylde, for jeg havde simpelthen ingen indflydelse på mine følelser, der jo mere jeg kæmpede imod dem des mere blev viklet ind i dem. Jeg kan kun sige, at han har været 219

220 min næsten ubærlige passion hele livet; også efter han døde. Mit hjerte bristede, da jeg stod og så ned på hans forpinte ansigt. Han ville have dig, Kris. Jeg har raset og grædt og skreget både sammen med ham, og når jeg var alene, og jeg har prøvet at hade dig, der tilsyneladende tog ham som en selvfølge på din verdensfjerne måde. Jeg har taget de smuler han undte mig og har skabt intriger, der skulle lokke ham, men ingenting hjalp for alvor. Det var dig, han på sin snørklede måde holdt så meget af, som han var i stand til at holde af nogen som helst. Tilgiv mig Kris, og skål med mig! Siden sluttede. Hun trængte til en pause. Hun lagde brevet på bordet. Dortes skrift var blevet mere og mere usikker og nedadgående på siden, efterhånden som betroelserne skred frem. Måske havde hun siddet og drukket sig mod til; måske var hendes humør blevet dårligere og dårligere, og hun havde det værste tilbage; det hun måtte vide ville såre dybt. Det var næsten ikke til at bære. Hun pudsede næse og tændte en cigaret og tog den næste famøse side op. Hun hørte sin puls, og hendes hjerte opførte sig helt vildt. Niclas er far til Lene, og selvom det må være slemt for dig at høre, skal du vide, at det har betydet alt for mig at have båret en del af ham under mit hjerte, selvom det har betydet bedrag overfor dig; og jeg led frygteligt, da din lille dreng døde, og jeg så, hvad det gjorde ved dig. Det må du tro. Det var en grim, grim tid. Jeg håber, at du en dag kan tænke på mig med glæde, når du ser på Lene og pigerne. Kære Kris, jeg kunne skrive uendeligt meget mere, men det må snart være nok. Jeg skulle nødig blive rørt over min egen følsomhed! Jeg håber, at du vil træde i mit sted og være en god mor for Lene og en god bedstemor for Sara og Maja. Pigerne kan ikke ønske sig nogen bedre. Til sidst: Bliv lidt mere virkelighedsnær, min ven! De kærligste hilsener fra din hjerteveninde Dorte. Hun græd højt og længe, og den værste smerte forsvandt ud i rummet sammen med lyden og klingede af. Hun tørrede øjnene. Dorte havde gjort sit bedste. Hun havde levet sit liv fuldt ud, på godt og ondt, og havde brugt det op, og uanset hvordan hun havde været, havde de passet så godt sammen, når det kom til stykket. Virkelighedsnær? Ja. Det skyldte hun de levende, Lene og pigerne og vennerne. Bengt. Hun gik hen til chatollet og trak den nederste skuffe ud og fandt et sent billede af Dorte, hvor hun sad foran sin yndlingscafe i sit elskede Andalusien. Det ville hun få 220

221 forstørret og indrammet. Den dag havde Dorte været i ekstra godt humør, for værten havde åbenlyst beundret hendes storblomstrede spanienskjole, der faldt blødt nedover hendes buttede krop. Hun strøg det nænsomt. Dorte havde været gedigent frodig, og som alle livskraftige planter, havde hun uforvaret taget næring fra mindre robuste. Sådan ville hun gerne lære at huske hende. Uforvaret. Ja, og det groteske var, at hun ville have været den bedste at snakke om brevet med. Hun savnede hende; der gik ikke en dag, hvor hun ikke tænkte på hende, men nu ville det måske ikke blive så svært mere, selvom det ville have været dejlig, at have en at dele brevet med. Lene? Nej, bestemt ikke Lene. Hvad tænkte hun på? Bengt? Ja, Bengt var en god ide, og så havde hun også en god grund til at ringe ham op. Hun ville så gerne ringe ham op. Hun rejste sig hurtigt og styrede direkte hen til telefonen og fandt hans nummer. Hun måtte hellere kalde ham op, inden hun mistede modet. Hun ventede spændt. Han skulle svare. Ja? Lettelsen skyllede indover hende. Det er Kris, Bengt. Jeg vil gerne sige tak for al din hjælp Hendes stemme dirrede. Alt for dig, Kris. Du lyder så løjerlig? Hans gode, trygge stemme Bengt, jeg trængte til at høre dig. Jeg har lige læst et brev til mig fra Dorte, Lene har fundet. Det er så let at forstå du skulle læse det. Det vil jeg gerne, men ikke nu, jeg Hun mærkede skuffelsen. vil gerne invitere dig herover og holde solhverv sammen med mig og mine venner. Jeg har besøg af et par nu; vi planlægger en stor fest for flyvske venner. Hvad siger du til det, Kris? Varmen strømmede igennem hende, og hun rømmede sig for at klare stemmen. Ja tak, Bengt, det vil jeg forfærdeligt gerne. Jamen så er det en aftale. Jeg ringer i morgen. Tak, Bengt og Ja? Jo altså, jeg synes, at Lene skal kende sandheden. Al den løgn skader alt for meget. 221

222 Ja, jeg ved det, og jeg spekulerer på, hvordan jeg skal fortælle hende det. Jeg glæder mig til at se dig, Bengt. Hun lagde røret med en piblende fornemmelse, hun ikke havde haft længe. Livet gik videre, trods alt, og måske var der stadig noget dejligt til hende, selvom så meget var fundamentalt forandret. Hun satte sig med front mod Dorte. Hvad ville hun sige til, at hendes Kris var ved at forelske sig i Bengt? Hun vidste det ikke med sikkerhed, men det var som om hendes latter fyldte stuen og forplantede sig til fotografiet. 222

223 223