Ekstra Bladets praktikant på studietur til London

Transkript

1 Ekstra Bladets praktikant på studietur til London Med min lærerstuderende veninde under armen besøgte jeg London midt i december. Under de smukke julelys i gaderne løb jeg rundt mellem undergrundsstationerne og besøgte nogle af byens mest prominente mediehuse Min veninde (til venstre) og jeg havde selvfølgelig også tid til at besøge et julemarked og drikke skoldhed glögg Når jeg forud for min rejse fortalte folk, at jeg skulle på studietur til London, fik jeg efterfølgende altid en lyst til at forklare mig. Forklare, hvorfor jeg dog havde valgt London som destination for min studietur, når de engelske medier ikke just er eksotiske og banebrydende anderledes end dem, vi har i Danmark. Men jeg fik også lyst til at forklare, at det faktisk netop var årsagen til, at jeg ville til London. Jeg ville i løbet af min tur næppe falde bagover over at opleve en ekstremt anderledes måde at bedrive journalistik på. Til gengæld ville jeg få mulighed for at lære en helt masse om, hvordan de i den britiske medieindustri forholder sig de trusler, journalistikken møder i denne såkaldte digitale tidsalder, hvor alle mennesker i virkeligheden kan bidrage til dagens nyheder via de sociale medier et begreb, jeg nu har lært kaldes noget så simpelt som citizen journalism. Første stop: Et langt og fascinerende besøg hos The British Association of Journalists I et lille, støvet og halvtomt lokale i centrum af London besøgte jeg det, der svarer til Journalistforbundet herhjemme. Det halv-lumre sted var egentlig bare for at have en adresse i centrum af byen, fik jeg forklaret af generalsekretæren, som var den eneste, der arbejde på adressen resten af medarbejderne sad på et kontor uden for byen.

2 Men det var heller ikke hvilken som helst adresse. Det var nemlig på Fleet Street, hvor alle de store britiske medier plejede at holde til. Generalsekretæren viste mig sort-hvide billeder af gaden fra starten af det 20. århundrede, da tusindvis af mennesker hver morgen stimlede sammen foran mediehusene for at få fingrene i deres yndlingsavis, i samme øjeblik den kom frisk fra trykkeriet tidligt om morgenen. I dag ligger nogle enkelte mediehuse stadig på gaden, men de fleste er rykket længere ud af byen. Og der er ingen mennesker, der utålmodigt venter på avisen foran mediehusene, når solen står op. Generalsekretæren fortalte mig om en mediebranche, som har enorme udfordringer. Om journalister med dårlige arbejdsvilkår og stress, om stor arbejdsløshed og utallige fyrings- og sparerunder. Og han fortalte mig som endnu ikke er færdiguddannet at han aldrig ville anbefale nogen at blive journalist. Ikke mindst fordi man, selv hvis man er medlem af deres version af Journalistforbundet, ikke har de store muligheder for at få hjælp til at håndtere alt fra sygdom til arbejdsløshed simpelthen fordi ressourcerne ikke rækker til det. Men han skulle ikke slippe godt fra at lade mig forlade England fuld af modløshed, så jeg spurgte, hvordan han personligt havde oplevet det, da han selv for få år siden endnu arbejdede som journalist. Og ja, det havde været udfordrende og svært, men jeg kunne fornemme på ham, at det også havde været utroligt spændende, og at han virkelig brændte for det. Han sluttede da også mødet af med at fortælle, at han bestemt mener, at det journalistiske hverv er enormt vigtigt og at man, hvis man er klar til at kæmpe for det, sagtens kan skabe sig en karriere, som er værd at skrive hjem om. Det var betryggende lidt i hvert fald. Andet stop: En imponerende oplevelse hos Barcroft Media I bydelen Hoxton, omkring 30 minutter udenfor centrum, besøgte jeg Barcroft Media i hvad der lignede et gammelt pakhus. I det samme døren åbner, får jeg at vide, at ham jeg skal mødes med desværre er blevet syg, men at de forsøger at finde en anden, der kan vise mig rundt. På den måde endte jeg med at tale med 27-årige Charlie (en kvinde), hvilket jeg som 24-årig snart-ung-journalist-på-arbejdsmarkedet fandt meget passende. Særligt dette besøg havde jeg glædet mig til, fordi vi på Ekstra Bladet TV har samarbejdet meget med Barcroft Media, som leverer små, kuriøse journalistiske historier om mennesker, som lever et særligt fascinerende eller mærkværdigt liv og indslagene er altid i fantastisk kvalitet. Derfor blev jeg særligt imponeret over, at Barcroft Media udgøres af kun 15 journalister og et mindre antal fotografer. Charlie kunne fortælle, at mens mange britiske medier kæmper for at overleve, er Barcroft Media vokset støt gennem de sidste par år. Ifølge hende skyldes det, at tv-mediet er kommet for at blive og for at blive mere og mere udbredt og populært på alle platforme. Hendes anbefaling var således - hvis man altså kan lide at lave tv - at vælge dén vej. Til gengæld fortalte hun også, at langt det meste af det journalistiske arbejde blev foretaget bag skrivebordet, og at fotograferne oftest tog alene ud for at lave selve optagelserne. Dét synes jeg som kamera-teknik-nørd er ret ærgerligt. Til gengæld er miljøet hos Barcroft Media ekstremt kreativt, summende og tempofyldt på den gode måde. I ét stort lokale sidder samtlige medarbejdere, men langs væggen finder man den ene editing suite efter den anden, hvor journalister og fotografer tager hinanden i hånden og burer sig inde med en kande kaffe eller ti. Flere timer og nogle gange dage senere kommer de ud med det færdige produkt, klar til at jagte en ny historie. Tredje stop: Et hastigt møde hos The Bureau of Investigative Journalism I en bygning med alverdens virksomheder (kunne jeg se på oversigten på døren) blev jeg ført ind i et lille lokale uden vinduer. Meget mystisk, tænkte jeg men egentlig også passende for

3 et bureau for undersøgende journalistik, som dagligt arbejder med kæmpemæssige tophemmelige afsløringer. Her skulle jeg mødes med en redaktør, som havde præcis 18 minutter til at tale med mig i, men med dén fart hans talestrøm havde, var det intet problem. Han fortalte, at bureauet arbejdet non-profit og er 100 procent finansieret af private investorer. Bureauets formål er ganske simpelt at opfylde den journalistiske ed, som består i at være befolkningens vagthund og talerør. Og hvordan opsnapper bureauets journalister så de her sindssygt vilde og groundbreaking historier, som chokerer hele nationen? Ofte starter det med noget så simpelt som en mail. Som journalist er det vigtigt at have et enormt netværk bestående af mange forskellige mennesker i mange forskellige brancher og så kan man jo altid lige skrive et par mails om dagen for at høre, om noget skulle røre sig i de forskellige brancher, mente redaktøren. Ifølge ham får han langt de fleste af sine historier ad dén vej. Fjerde stop: Smukke og intimiderende omgivelser hos The Evening Standard og The Independent The Evening Standard og The Independent er begge en del af mediehuset Northcliffe House, som også huser The Daily Mail Det var med ærefrygt i maven, at jeg gik gennem de enorme døre til det høje, skinnende mediehus. Her blev jeg mødt af dørvagter, som nøje målte og vejede mig med øjnene senere forstod jeg deres undrende blik. Da jeg meldte min ankomst hos receptionen, skulle jeg have taget et billede til et gæstekort, mens receptionisten ringede til den stedfortrædende chefredaktør, jeg havde en aftale med. Da jeg tog plads i lædersofaen i receptionen, følte jeg mig malplaceret, som jeg sad dér i min store frakke og sneakers og jeg forstod nu, hvorfor dørmændene havde gloet. Her var kvinderne klædt i stramme nederdele og høje hæle og mændene bar nærmest identiske jakkesæt. Efter et par minutter kom den stedfortrædende chefredaktør ned ad rulletrappen og hen mod mig. Ligesom de andre mænd var også han ulasteligt klædt i et skarp jakkesæt, og der var også styr på hans manerer det erfarede jeg

4 hurtigt, da han straks viste vej til den Starbucks, som var INDE I BYGNINGEN, og mens vi ventede på kaffen spurgte han høfligt, om jeg havde haft nogle spændende oplevelser i byen. Vi gik op ad et par trapper og satte os ved et bord midt i aulaen. Herfra kunne man se alle etager, som alle havde glasvinduer ud mod midten af bygningen. Hundredevis af hårdtarbejdende journalister sad på rad og række bag ruderne, alle med næsen plantet i computerskærmene mens fingrene flittigt arbejdede over tastaturet. Manden i jakkesættet er både stedfortrædende chefredaktør for The Independent og The Evening Standard, som begge har undergået nogle vilde forandringer i løbet af de sidste par år. The Evening Standard valgte i 2009 at overgå fra betalings-avis til gratis-avis. Det var den bedste forandring, avisen længe havde undergået, fik jeg fortalt. Deres annonceindtægter kan nu mere end blot at få foretagenet til at køre rundt, som var tilfældet da avisen kostede penge. Nu er avisen i vækst, og ikke ulig Metroxpress bliver den nu læst af mange tusinde mennesker hver eneste dag. Hos The Independent blev den allersidste papirudgave af avisen udgivet d. 20 marts Det har betydet, at The Independents læserskare på nettet nu er vokset helt enormt ikke mindst i udlandet (det er jo også nemt for mange nationaliteter at følge med, når mediets sprog er engelsk). Den stedfortrædende chefredaktør var overordnet meget positivt indstillet overfor de udfordringer, mediebranchen står overfor. Han var helt tydeligt fortaler for, at man bør imødekomme forandringerne i stedet for at arbejde imod dem. Northcliffe House er enormt og imponerende Jeg vil helt bestemt anbefale London som destination til en studierejse. De mediefolk, jeg var så heldig at møde, var imødekommende, imponerende intelligente og morsomme, og de

5 britiske medier ligner de danske så meget, at der er masser af brugbare råd og idéer, man kan tage med sig hjem i kufferten og anvende i praksis. Desuden er det også super lækkert, at det er nemt at forstå, hvad der bliver sagt så får man en masse ud af sin tur ;-) Og så er der fish n chips på hvert gadehjørne need I say more?