Fundet af Tutankhamons grav, 1922

Transkript

1 Fundet af Tutankhamons grav, 1922 Fundet af Tutankhamons grav i 1922 er en af de største arkæologiske opdagelser nogensinde. Igennem mange år havde man søgt efter endnu ikke opdagede grave i Kongernes Dal og andre 5 steder i Ægypten. Den engelske rigmand lord Carnarvon besluttede at finansiere en udgravning ledet af arkæologen Howard Carter, og i 1914 fik han tilladelse (koncession) til at grave i Kongernes dal, men de første år uden held. Herunder beskrives fundet af Tutankhamons grav med Carters egne ord i citationstegn. 10 Kilde: Nicholas Reeves: Tutankhamon Kongen Graven Skattene Oversat af Anette Lerstrup Skuffelserne og omkostningerne var begyndt at tårne sig op. Lord Carnarvons entusiasme var i 15 aftagen, og i slutningen af den magre sæson besluttede han, at nu måtte det være nok. Hvor meget Carnarvon end hadede at måtte indrømme det, så det ud til, at Davis havde ret i, at Kongernes Dal var udtømt. Han og hans udgraver var åbenbart på jagt efter en kimære [her: fantasifoster]. Carter blev kaldt til Highclere for at få de dårlige nyheder. Carnarvon var tydeligvis lige så 20 skuffet som sin medarbejder. Han fastslog, efter at have kastet et tilbageblik over deres arbejde i de seneste år, at med så ringe udsigt til succes kunne han ikke længere fortsætte med at finansiere jagten. Carter havde ventet det og parerede med et forslag, som han håbede ville appellere til Carnarvons sportsinstinkt: Carter tilbød, at han af sin egen lomme ville finansiere endnu en sæson og rydde det sidste lille område, som han følte kunne give resultat. Hvis han 25 gjorde et fund, ville det tilhøre Carnarvon som indehaver af koncessionen. Imponeret af Carters engagement gik Carnarvon ind på selv at finansiere endnu en sidste sæson. Udholdenhed belønnes

2 Det er svært at forestille sig, at Carter nærede stor optimisme, da arbejdet begyndte onsdag 30 morgen den 1. november Tre dage senere var udsigterne imidlertid blevet meget lysere. For, små fire meter nedenfor indgangen til Ramses IV s grav og en tilsvarende afstand fra dalens nuværende bund var toppen af en nedadgående trappe kommet til syne. Om eftermiddagen den følgende dag var 12 trin blevet ryddet, og den øverste del af en pudset blokering, der var stemplet med store, men udviskede, ovale segl, var blevet åbenbaret. Det 35 var en opdagelse, der var lige så forbløffende, som den var ophidsende: Stilen var ganske givet Attende Dynasti. Kunne det være en grav tilhørende en adelsmand, der var blevet begravet her med kongelig tilladelse? Var det en kongelig kachette, et skjulested, hvortil en mumie og dens udstyr var blevet flyttet i sikkerhed? Eller var det faktisk den konges grav, som jeg havde søgt efter i så mange år? 40 Carter undersøgte nøje seglaftrykkene i håb om at finde et navn, men forgæves. Lige nu måtte spørgsmålet om ejerforholdet forblive ubesvaret. Under opbydelse af al sin viljestyrke beordrede han mændene til at fylde trappen op igen. Næste dag afsendte Carter et telegram til Carnarvon, der stadig var i London. To en halv uge senere, den 23. november, steg Lord Carnarvon og hans datter, Lady Evelyn Herbert, af toget i 45 Luxor. Og de følgende dage begyndte arbejdet for alvor. Da trappen var fuldstændig ryddet, kunne hele den pudsede døråbning ses. På den nederste del var seglaftrykkene meget tydeligere, og vi var i stand til uden besvær at tyde navnet Tut.ank.-Amen. Udgravernes opstemthed blev dog dæmpet, da de opdagede, at der i det øverste venstre 50 hjørne af blokeringen var tegn på genlukning: Nogen var tydeligvis trængt ind i graven engang i oldtiden. Det var en konklusion, som de stumper, man allerede havde fundet på trappen til graven, kun kunne forstærke. Bid for bid blev blokeringen fjernet og den nedadskrånende korridor afsløret. Den var fyldt op 55 til loftet med sammenpakkede kalkstensflager, hvorigennem en tunnel i oldtiden var blevet gravet og derefter fyldt op igen. Klokken 4 om eftermiddagen den 26. november var korridoren

3 tom, og foran udgraverne tonede endnu en dør frem. Igen var den pudset og stemplet over det hele med ovale segl, og brudt op og atter lukket i det øverste venstre hjørne. 60 Det første glimt Carter lavede et lille hul i den forseglede dør og stak et lys derind for at undersøge, om der var farlige gasser. Så spejdede han ind i tomrummet bagved: Først kunne jeg ingenting se. Den varme luft, der strømmede ud af kammeret, fik lyset til at blafre; men efterhånden som mine øjne vænnede sig til mørket, begyndte detaljer i rummet 65 indenfor langsomt at komme frem af tågerne: mærkelige dyr, statuer og guld overalt glimtede det af guld. Her var den, dagen af alle dage, skrev Carter: Den vidunderligste, jeg endnu har oplevet, og helt bestemt en dag, hvis lige jeg ikke kan håbe på at opleve igen nogensinde. 70 De udvidede hullet, og ledsaget af Lady Evelyn og Callender klatrede Carter og Carnarvon ned i forrummet, hvor de blev stående målløse. Langsomt og forsigtigt bevægede de sig rundt imellem dynger af skatte, mens deres tanker hvirvlede rundt. De var ude af stand til at tro, hvad deres øjne så. Efter hvad der syntes en evighed, vaklede selskabet tilbage til Carters hus, hvor de fik en urolig søvn, indtil de kunne fortsætte undersøgelserne den næste dag. 75 Da Callenders elektriske lys var blevet installeret, virkede scenen om muligt endnu mere uvirkelig, og guldet glitrede mere strålende end før. Indretningen af depotet var nu klart. Under ceremonisengen i vestvæggen var en indgang til endnu et kammer (Annekset), mens et pudset område, dækket med seglaftryk og med en vogterstatue på hver side i forrummets nordvæg, markerede indgangen til et tredje kammer. I midten forneden på blokeringen var der 80 tegn på, at kammeret var blevet brudt op og forseglet igen. Det er nu almindelig kendt, at Carter og Carnarvon trængte ind i det tredje kammer hvilket utvivlsomt var deres ret. At dømme efter et brev skete det den 28. november, aftenen før den officielle åbning af graven. På det tidspunkt havde man taget registreringsfotografier af den gamle forseglede genlukning. Da han havde nedbrudt den genforseglede del, var Carter den

4 85 første til at sno sig igennem fulgt af Carnarvon og Lady Evelyn; Callender var for stor. Kammeret var fyldt op af et enormt forgyldt skrin, og bag ved det lå et fjerde kammer med døråbningen fri, så man kunne få et glimt af endnu smukkere sager, der blev overvåget af en liggende sjakalagtig Anubishund, den guddommelige vogter over den kongelige nekropol [gravplads]. Men det var skrinet, der tiltrak sig alles opmærksomhed. Det var nu klart, hvad 90 dette depot virkelig var: Jeg har fundet Tutankhamon (det er sikkert), og jeg tror... intakt. [ ] Forrummet Scenen blev gradvis tydeligere, og snart kunne vi skelne enkelte genstande. Lige over for os 95 stod tre store forgyldte ceremonisenge, hvis sider var udskåret som skrækkelige dyr, besynderligt tynde i kroppen og med forbløffende realistiske hoveder. De ville til hver en tid være uhyggelige nok at se til, men, som vi så dem nu, med deres strålende forgyldning hentet ud af mørket fra skæret af vor elektriske lygte, så deres hoveder kastede groteske skygger på væggen bagved, var de på det nærmeste skrækindjagende. 100 Ved siden af til højre fangede og fastholdt to statuer vor opmærksomhed: To legemsstore, sorte statuer af kongen stod overfor hinanden som vagtposter, iført gylden kilt, gyldne sandaler, bevæbnet med kølle og stav og med den beskyttende hellige kobra på panden. Det var de mest iøjnefaldende genstande. Mellem dem, rundt om dem, stablet oven på dem var utallige andre: udsøgt malede og indlagte skrin; vaser af alabast, hvoraf nogle var smukt 105 udskåret i gennembrudt arbejde; mærkelige sorte skrin - fra den åbne dør til det ene af dem tittede en stor forgyldt slange frem; buketter af blomster eller blade; senge og smukt udskårne stole; en gylden indlagt trone; en bunke mærkværdige hvide ægformede kasser; stave af alle former og faconer. For øjnene af os, på tærsklen til kammeret, lå et smukt lotusformet bæger af gennemskinneligt 110 alabast. Til venstre lå en rodet dynge kæntrede stridsvogne, skinnende af guld og med indlagt arbejde, og bag dem var endnu et portræt af kongen.

5