Nejede. NoMus 25. Ole Blaakilde og Finn Erik Kramer

Transkript

1 NoMus 25 Nejede Ole Blaakilde og Finn Erik Kramer Landsbyen Nejede ligger smukt i et bakket landskab ved østsiden af Arresø. Landsbyen ligger omtrent midt på sine jorder knapt 1 km fra søen. Den grænser ud over søen op til Annisse, Alsønderup, hvilket sogn den er en del af af, samt mod syd til Æbelholtsvang, Meløse, Søsterbromølle og Ll. Lyngby. Nejede omtales allerede i 1100-tallet som Nædeweth og Næueth. Navnet er i nordsjællandsk sammenhæng unik, da det er den eneste bebyggelse, som har endelsen -with (det gammeldanske ord for skov), en endelse som med tiden udviklede sig til -ede. Forleddets tolkning er mere usikker; der er foreslået både net og det gammeldanske næth(æ), som betød aftagende måne. Navnet kan altså tolkes som enten Netskoven eller Den aftagende månes skov, Begge tolkninger af navnet siger i sig selv ikke noget om bebyggelse, så måske var det et navn for området, hvor landsbyen senere blev anlagt. Topografi og jordbund I nord og syd afgrænses landsbyens jorder af store vådområder langs Pøleåen og Æbelholt Å. Selve lands- Fig. 1. Nejede. Med rødt er vist landsbyens jorder.

2 26 NoMus byen er anlagt ved sydsiden af endnu et vådområde, som strækker sig ud til Arresø nord for Lykkesholm. Mod øst langs skellet til Alsønderup afgrænses jorderne af et gammelt tilløb til Pøleåen, som løber langs østsiden af Nejede Vesterskov. Kun mod sydøst følger skellet ikke ganske naturskabte forhold, men springer fra dødishul til dødishul. Jordbunden består overvejende af smeltevandssand med mindre områder af smeltevandsler og små moser, som er skabt af istidens dødisblokke. Oldtid Vort kendskab til oldtidsfolkets færden ved Nejede er endnu såre beskedent. Med en enkelt undtagelse er der ikke lavet arkæologiske udgravninger ved Nejede, hvilket mest skyldes, at landsbyen har undgået udbygninger med parcelhus- og industrikvarterer. Den omtalte udgravning foregik i ved Brunholmgaard i 1999 forud for en skovrejsning med dybdepløjning (NFHA0511). En del oldsager var i årene forinden fundet på markerne ved gården. Blandt disse var 3 fine tyndnakkede flintøkser fra begyndelsen af bondestenalderen, som med års mellemrum var dukket op på omtrent samme sted. De stammer antageligt fra den samme nedlæggelse, altså et samlet offer. De beskedne midler, som i de tider blev stillet til rådighed for arkæologiske prøveudgravninger, rakte til, at man kunne transportere gravemaskinen derud, få den hjem igen - og så også lidt udgravning ind imellem. Ikke desto mindre kunne vi efter udgravningen konstatere, at der var fund fra samtlige oldtidsperioder, ældre og yngre stenalder, bronzealder og jernalder. Mest interessant var en urnegrav, en urne med brændte og rensede menneskeknogler, fra det 1. århundrede efter Kr., altså ældre romersk jernalder. Nær denne lå en dybere grube, som indeholdt trækul og skår fra samme tid, og som muligvis var ligbålsgruben. Når man kigger på oldtidsminderne fra Nejede, er det mest påfaldende, at der blandt de blot syv registrerede oldtidshøje, er to med jættestuekamre, Troldholm (Fig. 2) samt Ingershøj i Nejede Fig. 2. Jættestuen Troldholm ligger tæt ved den gamle kirkevej mellem Nejede og Alsønderup. Vesterskov, som endda har hele tre kamre (Fig. 3). Jættestuerne hører hjemme i den mellemste del af tragtbægerkulturen, ca f. Kr. Her over for står blot én dysse, som er lidt ældre end jættestuerne, og fire rundhøje, som bredt er dateret til oldtiden. Fig. 3. Grundplan af Ingershøj i Nejede Vesterskov tegnet 1987 af Svend Hansen. De skraverede områder er sten. Bedst bevaret er de to sydlige kamres indgange og bagvæggen i det nordlige kammer.

3 NoMus 27 Jættestuerne er ellers langt sjældnere end dysserne og udgør blot nogle få procent af det samlede antal oldtidshøje i Nordsjælland. Til Ingershøj knytter der sig adskillige sagn, bl. a. et om, hvordan højen fik sit navn: Højen er navngivet efter en pige, der forsvandt sporløst på dette sted. En dag, da hun gik igennem skoven for at malke nogle køer, havde hun et rugbrød med. Inger lagde rugbrødet i en vandpyt ved højen for at gå over på det, men pludselig forsvandt hun i jorden, og ingen har set hende igen. Så pas på, når I tager derud på søndagsturen! Markbøger og kort giver fingerpeg om, at der har været flere gravhøje, men hvor de præcist lå, ved vi kun om Korshøj nær Egebjergaard: De andre hed Pollehøj, Hebenhøj, Frendhøj, Kirkehøj, Torhøj, Dalshøj, Stendysse, Møllehøj, Højbjerg, Gunhøj, Tosthøj, Lurehøj, Danshøj og Bavnehøj. Fig. 4. Denne stridsøkse, en såkaldt mangekantsøkse, fra ca f. Kr. fandtes før 1909 ved Nejede. De er sjældne og lavet med mellemeuropæiske kobberøkser som forbillede. Af jordfaste fortidsminder er der således kun registreret få og med hensyn til løsfundne oldsager, er billedet ikke meget anderledes. Mest interessant er en fin stenøkse, en såkaldt mangekantsøkse, fra tragtbægerkultur (Fig. 4). Nationalmuseet købte den i 1909 af en sælger og noterede, at den var fundet på Nejede Mark af afbygger Mads Knudsen ca. 2 fod under jorden. Mads Knudsen havde i 1902 købt det lille jordstykke, matrikel 3c, ved Næsteredsbjerg, så mon ikke det var dér, han fandt øksen? Herudover er der fundet forskellige flintredskaber fra stenalderen ved Brunholmgaard, Vittenbjerg nær Arresø og ved langs med Pøleåens udløb i Arresø. Ved tørvegravning i Nejede Mose fremkom der i 1943 fund i form af rensdyrstænger (gevir), marvspaltede knogler, bark og brændt træ. Desværre vides ikke meget om fundforholdene, herunder om fundene kom fra samme sted i mosen, men et samlet fund fra slutningen af sidste istid, som rensdyrstængerne kan antyde - og tilmed med organisk materiale bevaret, ville være intet mindre end en verdenssensation. Middelalder Nejedes historie i middelalderen er så godt som udelukkende knyttet til Æbelholt Kloster. Allerede før klostret omkring 1175 blev flyttet fra Eskilsø og etableret ved Æbelholt synes hele Nejede at være kommet til klostret. Abbed Vilhelm fortæller i 1201 i forbindelse med Absalons død, hvordan det var sket: Absalon havde mageskiftet sine egne jorder, nemlig Freerslev, Tjæreby, Nejede med fiskeri, som hver for sig er hans til klostret. Dette var sket for, at klostret ikke skulle blive belastet alt for stærkt, hvis de jorder, som klosterkirken besad, skulle være for langt borte fra os. Klostret afstod til gengæld besiddelser, som lå længere væk - og nærmere Roskilde. Hvordan Absalon før mageskiftet var kommet i besiddelse af Nejede og de andre landsbyer, ved vi intet om. Han kan have købt eller mageskiftet sig til det, men mest sandsynlig var det arvegods i Hvideslægten og altså kommet fra hans far, Asser Rig.

4 28 NoMus I de følgende år bekræfter både paver og biskopper Æbelholts besiddelse af Nejede med fiskeriet, som kaldes Klønne. Klønne er den vig i Arresø, som Nejede ligger ned til, og hvor der i slutningen af tallet var stridigheder med Lille Lyngby om fiskerettighederne (se NoMus 2/2007). Fiskeriet i søen var i middelalderen tilsyneladende en vigtig resurse for landsbyen og klostret, og endnu i 1700-tallet kan vi fornemme dets betydning, da en mark nær søen kaldes Fisker Flederne (fiskernes flade stykke). Normalt hører vi ikke meget til det daglige liv i middelalderlandsbyerne. I abbed Vilhelms Levnedsbeskrivelse er der dog en lille fortælling om, hvordan en mand i Medelhuse (Meløse) og en pige i Nejede, hvis moder hed Brigida (Birgitte), blev rask ved at spise Vilhelms mad. Vilhelm døde i 1203, men fortællingen om dette under, levede vist videre i mange hundrede år, dog i en noget forvansket version. Et lokalt sagn fortæller således, at der ved landsbyen og et deltvist udtørret kær skulle findes en brønd, som kaldes Bendts Kilde. Den skulle have navn efter en klosterbroder Bendt på Æbelholt, som helbredte en pige, fordi en ond ånd var faret i hende. Han gjorde det ved, at give hende vand at drikke fra kilden, hvori han havde dyppet en tand af Hellig Vilhelm. Den pågældende kilde skulle op gennem tid have haft ry som helligkilde og og lægedomskilde. Historien synes at være en sammenblanding af flere historier fra abbed Vilhelms Levnedsbeskrivelse. Munken Bendt kan muligvis være identisk med Bent Esbernsen, som var abbed på klostret mellem Vi kender ikke beliggenheden af Bendts Kilde, men på et kort over Nejede fra 1776 er indtegnet to kilder, Blodkilde og Gaasekilde, henholdsvis vest og øst for landsbyen. Selv om Birgitte - som datteren - vel boede i Nejede, så skal vi frem til 1494, før vi møder den første sikre Nejede-beboer ved navn. Her var en af vidnerne på Try Herredsting Peder Nielsen i Nejede. Mens Peder Nielsen givetvis var bonde, er det mere usikkert med Hans Mikkelsen, som optræder i to breve året efter, og endnu en gang i brev fra Hans Mikkelsen i Nejede kaldes i 1495 beskeden mand, så adelig var han ikke. Han skøder imidlertid til Æbelholt Kloster en længe af sin gård i St. Peders Stræde i København, som hr. Mikkel Madsen (afdød) tidligere ejede. I 1505 skøder han, ligeledes til Æbelholt Kloster og ligeledes i København, en grund kaldet Kåres gård. Vi får af brevene ikke noget klart indtryk af Hans Mikkelsens samfundsmæssige status. Vi kan kun gætte. Måske var Mikkel Madsen hans far og titlen hr. kunne tyde på, at denne havde været præst. Hans Mikkelsen havde så arvet efter faderen, men slået sig ned i Nejede. Grunden til at han boede i Nejede kan have været, at han var klostrets foged. Det vil kunne forklare, hvorfor han - endda to gange - give klostret gods i København, så meget desto mere som at brevene ikke omtaler, at han fik noget som helst igen for gaverne. Der kendes ingen sikre jordfund fra middelalderen ved Nejede, men der er dog klare beviser for, at der i historisk tid har været teglfremstilling. Hvor vejen mellem Nejede og Alsønderup i dag passerer Skovfrydgaard, lå i 1700-tallet nogle marker som kaldtes Første Teil Agre og Øverste Teil Agre. Museet har i sin samling fra stedet også sintret, dvs. fejlbrændt tegl, opsamlet i området. Gårdejeren på Holmerødgaard tegnede i 1948 et kort, hvor han angav, at der havde ligget en teglovn på stedet og ligeledes, at marken stadig kaldtes Teglageren og søen syd for vejen Tegldam. Tiden frem til udskiftningen Ved reformation overgik Nejede sammen med det øvrige klostergods til Kronen, og landsbyen lever sit stille daglige liv uden at dukke op i breve de følgende århundrede. Landsbyen omtales i lensregnskaber, mandtalslister, jordebøger og matrikler, men det er det. Af disse fortegnelser kan vi bl.a. udlede, at en del

5 NoMus 29 af landsbyen hørte under Alsønderup og resten under Annisse Sogn, og at gårdernes antal lå temmeligt fast på gårde. Vi kan se, at der var trevangsdrift, og at de tre vange hed Møllevangen (mod syd), Arresøvangen (mod vest) og Brobjergvangen (mod nordøst). Siden skiftede de navn (se nedenfor), Mod nord lå overdrevet, som siden delvist blev inddraget til skov, Nejede Vesterskov. Man lod oftest sit korn male i Strømølle, men af og til på Stenholts Mølle. Markernes navne giver os viden om flere ting. Man havde de traditionelle husdyr og brændte trækul, fiskede og dyrkede humle. Vilde dyr som ræve og svaner optræder også i navnene. I byen var der en smed, og tilbage i tid havde der ved Æbelholt Å ligget en mølle kaldet Korremølle. Gamle sagn og historier fornemmer man i navne som Trolle Enge, Dødmands Holm og Gale Kone Holm. også med gærder om skabt en såkaldt løkke, nok mest til høhøst, fra Æbelholt Å og langs Arresø. Løkken blev senere til gården Lykkesholm. Hver vang var fyldt med krat, sure ellemoser, våde enge og lyngdækkede sandbakker, og Ind imellem lå de opdyrkede agre, hver med sit navn for at holde styr på dem i omtale. Gærderne om vangene skulle holde de løsgående kreaturer væk fra afgrøderne. De dyrkede agre var delt i strimler mellem de enkelte gårde, fordi alle skulle have lige meget god og dårlig jord. Alle gårdmænd i byen måtte aftale at pløje, så, høste osv. på samme tid i hver ager ad gangen. Hver gård udførte dog arbejdet med egne folk, heste og redskaber. Man kaldte systemet fællesskabet. Uden for de tre vange lå fælles overdrev, udmark Hvad blev der af Nejede-beboernes efterkommere? I Alsønderup-Tjæreby Lokalarkivs slægtsfortegnelser på EDB er der ca navne tilknyttet Nordsjælland fra 1600-årene til nu. Nogle tusinder heraf har aner blandt beboere i Nejede tilbage i årene. Men af Nejedes nutidige beboere er der kun 2-3 efterkommere efter dem, som beboede Nejede i 1800-årene. Gennem 1900-årene er der altså sket en total udskiftning af beboerne. Der er og var dog stadig masser af efterkommere efter Nejede-beboere i og årene. men slægtsfortegnelserne viser, at de bor eller har boet andre steder end i Nejede. Gennem Nejedes udvikling vil vi derfor i det følgende kigge på befolkningsudviklingen. Nejede indtil 1776 Driftsformen var også i Nejede trevangsbruget med det meste jord i tre indgærdede vange. Vesterskovsvangen, Skadevråvangen og Søvangen, nu glemte navne. Bønderne havde Fig. 5. Udsnit af Caspar Wessels kort over Nordsjælland fra Bemærk skovens udstrækning på begge sider af vejen mellem Alsønderup og Nejede. Skovens spærring mod Alsønderup forklarer måske, hvorfor det meste af Nejede indtil 1809 hørte til Annisse Kirkesogn. Man skulle krydse Pølåen. Efter et sagn sejlede man i gammel tid over Arresø til kirke i Annisse, og en båd forulykkede engang med manges druknedød som følge.

6 30 NoMus

7 NoMus 31 Fig. 6. Udskiftningskort 1776 over Nejede. Med tyk streg er udskiftningsskellene indtegnet - skel som stadig i høj findes den dag i dag. Gårdene i den vestlige og nordlige række (nr. 7-11) var i 1776 alle brændte og blev alle ved genopførslen udflyttet. og - i Nejede - især skov. Her græssede kreaturer, heste, grise og gæs tilhørende landsbyens beboere. Højskov, dvs. stammer med gavntræ, var kongens. Underskov og skovenge, som kreaturerne gnavede og græssede i, var til bøndernes brug. Der var 11 gårde i Nejede og ca. 15 huse. Alle lå klumpet ret tæt sammen i landsbyen. Der var ingen huse langs vejene til nabobyerne eller ude i landskabet. Kongen ejede det hele. Alle i landsbyen betalte skatter og afgifter til kongen efter indviklede regler. En brandkatastrofe i 1776 og de nye tider I 1776 brændte seks af de 11 gårde i Nejede, samt et par huse. Da det var kongens bygninger og således skattebærende produktionsenheder, så måtte de retableres. Det kom til at ske på en helt ny måde. Den første kongelige forordning om fællesskabets ophør ved udskiftning af krongodset kom i Udskiftning betød, at al landsbyens jord, dyrket som udyrket, i vangene som på overdrev, blev delt op på ny og fordelt, så hver gårdfæster fik et samlet areal af både dyrket og udyrket jord. Det gamle fællesskabs samtidige høst, såning osv. i agerstrimler alle vegne hørte op. Hver bonde fik ansvar for sit eget. Ved kgl. reskript af 7. april 1809 udskiltes 7 gårde og 16 huse i Nejede af Annisse Sogn og blev henlagt under Alsønderup Sogn. Embedsværket var ivrig efter at komme i gang i 1776, så Nejede blev prøveklud for en af de første udskiftninger her i amtet. Trods beboernes protester tvangsudskiftedes Nejede. En landmåler Edinger sattes til at opmåle landsbyens samlede areal, tegne et kort og indtegne forslag til gårdenes nye samlede arealer. Overlandinspektøren mødtes med gårdmændene i Nejede den 28. august De mente, at fællesskabets ophør ville blive deres ruin. Amtmand Levetzow anbefalede alligevel, at Nejede by udskiftedes. Han bad Rentekammeret i København om bistand siden det vel ikke vil mangle, at bønderne, som befindes at være af en stridig og ufornuftig tænkemåde, jo vil fremkomme med klagemål og besværinger. Han skrev videre, at skulle der reflekteres på bøndernes klager, ville det jo ufejlbarligt have den følge, at denne nyttige forordning om fællesskabets ophævelse blev sat ud af sin virkning i hele det Frederiksborgske distrikt. Nejede blev altså som følge af branden i 1776 prøveklud på udskiftningen den største reform til dato i dansk landbrug og for landbefolkningen. Som forudset kom der klager - allerede i december 1776 fra Søren Hansen, Kildegård, og Andreas Olsen, Brunholm. De var utilfredse med de udyrkede udmarkslodder, de havde fået. Præsten Peter Lakier attesterede fremstillingen, som Lakier havde ført pennen til. Lakier var præst i Annisse Sogn, som Nejede hørte til indtil Fire år senere, i 1780, ansøgte fem Nejedebønder igen om en fornyet udskiftning, men uden resultat. Udskiftningen omfattede al landsbyens jord, ikke kun indenfor de tre vange. Hver gårdmand fik på den måde tillagt en masse jord, som ikke havde været dyrket, - krat, sure moser, lyngbakker og udmark. Vandafledning og dræning var dengang ukendt. Ikke alle gårdenes nye samlede arealer kunne nå ind til landsbyen, så fem af gårdene måtte genopbygges ude på marken. Værst var måske, at hver gårdmand nu skulle hegne sit nye samlede areal med flethegn af træ og kvas eller ved at grave grøfter eller ved at sætte stengærder for at holde andres kreaturer ude og egne hjemme. Kortet Fig. 7 viser gårdenes nye jordarealer som et skelet for byen. Om muligt var jorden samlet med en spids ind til landsbyens bygninger. Men ikke alle fik jord, som nåede derind, så fem gårde måtte som sagt genopbygges ude i landskabet på deres nye samlede jord. Siden 1776 var der indtil dette kort fra 1813

8 32 NoMus

9 NoMus 33 Fig. 6. Nejede Udsnit af et såkaldt formindret kort. Formindret vil sige, at kortmyndigheden tegnede et sognekort ud fra eksisterende udskiftningskort for hver landsby, dog med senere ændringer, som for Nejede var sket gennem de 37 år fra 1776 til Skovarealerne er nu meget mindre. Der er ikke skov på begge sider af vejen mellem Nejede og Alsønderup mere. Den kraftige sorte linie mod øst til højre - er grænsen til Alsønderup Bys jord. tegnedes skilt jord fra nogle af gårdene. Den oprindelige gård, hovedparcellen, får så et a føjet til sit matrikelnummer. Gårdenes navne var nu: 1a. Bybjerggård flyttet ud i Kildegård. 3a. Holmegård tidligere vist kaldt Stenholmgård. 4a. Danshøjgård. 5a. Skovlystgård. 6. Egebjerggård. 7. Brunholmgård udflyttet. 8. Blåkildegård udflyttet. 9. Lykkesholm udflyttet. 10a. Vittenbjerggård udflyttet. En elvte gård, kaldet Høsletten, blev nedlagt. I løbet af 1800-årene flyttede ejerne de øvrige gårde ud af landsbyen. Det var formodentlig landmåler Edinger, som i 1776 gav gårdene navne efter naturforhold eller agre. Før udskiftningen havde de kun numre. Husmændene i Nejede Der var ca. 15 huse i Nejede i Husmændene fik oprindelig del i den fælles græsning og lov til at dyrke lidt korn i agrene. Derudover var de håndværkere, smed, hjulmand, skomager, skrædder, vævere, og gjorde sæsonarbejde og tærskning for gårdmændene. Ved udskiftningen mistede de deres græsningsret og kornavl. Al jord blev fordelt mellem gårdmændene. Det blev man på højeste sted klar over var forkert. Så blev der i udlagt en såkaldt huslod for hver gård. Hertil skulle husmænd fra byen flytte ud, så der til hver gård var en husmand som daglejer samtidig med, at husmanden selv fik 4-6 tønder land til sin egen avl. Det var ikke nok til at leve af. Huslodderne placeredes langt fra landsbyen på den dårlige og knapt opdyrkede jord. I Nejede var jorden jo forud tildelt gårdene, som måtte afgive noget til huslodderne. Disse fik matrikelnumre fra nr. 10 til 20. På kortet fra 1813 ses Nejedes huslodder nr placeret tæt på Alsønderup på jord, hvor der i 1776 vist endnu mest var skov og krat. Spredt er så nummer 18 (Landlyst), 19 (Versholm, nu forsvundet), og 20 (Søvæverens Hus, nu forsvundet), i alt ti svarende til gårdenes antal. Der var dog fortsat huse inde i landsbyen, og ikke alle husmænd ville flytte fra byen til de nye huslodder, så der kom også beboere udefra. Alt tyder på, at bønderne i første generation efter udskiftningen havde vanskeligheder, og at først næste generation begyndte at få den gavn, som rådigheden over eget jordareal skulle give. Det skete efterhånden som hver fik opdyrket mere og sat hegn om sin jord. På et senere kort fra 1820 over Lykkesholm ses, hvor meget der 44 år efter udskiftningen ikke var opdyrket. Selvejet kaldet arvefæste Fæstebønder kunne ikke regne med, at deres børn kunne fæste gården efter dem, så de var oftest ikke særligt interesserede i vedligeholdelse og forbedringer. De kunne ikke få det med sig eller give det videre til deres børn, og de kunne ikke få penge for det af den, som overtog fæstet. Kunne fæstebønderne spare lidt op, var de tilbageholdende med at bruge det til vedligeholdelse og nyanskaffelser. Specielt anså man det for uheldigt, at sønner ikke automatisk kunne arve retten til at fæste faderens gård. I regeringen mente man, at det kunne forbedre bøndernes interesse for landbrugs-produktion, hvis

10 34 NoMus man indførte arvefæste og selveje. En stigende landsbrugsproduktion ville ikke kun gavne bønderne, men også være et nationaløkonomisk gode og give et bedre skattegrundlag. Men det betød ikke, at bønderne skulle betale mindre i skatter og afgifter. Gårdmændene i Nejede fik i 1820, forholdsvis sent, arvefæste- og selvejerskøder. Det er en trykt formular på en del sider. Kun for- og bagsiden er beskrevet med ejerens og gårdens navn, landsby og gårdens hartkorn (et mål for, hvad der kunne avles), og med kong Frederik d.6.s personlige underskrift. Han kunne vanskeligt betro andre den slags småting. Fig. 7. Kortet til arvefæste- og selvejerskødet fra 1820 for - nu selvejer - Peter Jensen på Lykkesholm. Kun jorden i de hvide felter var opdyrket ved opmålingen. Gården grænser til Æbelholt Å, Lille Lyngby Sogn, til Arresø, til huslodden Søvæverens Hus, på den tid beboet af væver Lars Andersen, og mod øst til Blåkildegård, hans kones fødegård, beboet af Peder Jensens svoger, Peder Hansen, og hans kones søster. På gården forblev mange pligter, men nu kunne den gå i arv, og seks år efter skødets udstedelse kunne der sælges jord fra, og hele gården kunne sælges, blot skulle der altid være en hovedparcel som skattebærer. I Alsønderup-Tjæreby Lokalarkiv findes de originale arvefæsteskøder fra 1820 for Lykkesholm og Blåkildegård i Nejede. Et kort over hver gård blev opmålt som bilag til skødet. Ser man på gårdene i Nejede, var det hyppigste, at de også før selvejet blev i familien. Hvis der ingen søn var til at overtage fæstet, kom der en frier og giftede sig med en datter. Sad der en enke på en gård, meldte der sig en frier som blev gårdmand der, og enkemænd fandt sig som regel hurtigt en yngre kone. Sådan var det både i stavsbånds- og selvejetiden helt frem til slutningen af 1800-årene. Først når der ikke var sønner eller friere nok til døtrene, gled gårdene ud af de gamle slægters eje. Dette belyser eksemplet Nejede glimrende, som vi skal se i det følgende. Holmegård og Kildegård Ole Pedersen solgte sin gård i Meløse og blev fæstebonde på Holmegård i Nejede i Hans kones halvsøster havde før været kone på gården. Ole Pedersen fik selvejerskøde i Han og konen fik 10 børn, som der er talrige efterkommere efter. De kunne ikke alle blive gårdmandsfolk, og de fleste kom så til mindre ejendomme. Gården fik sønnen Knud Olsen. På Holmegård havde Carl Knudsen svært ved at afgive gården til sin søn, som blev 40 år, før han overtog og fik en 25-årig hustru, som ikke var fra landbostanden. Som landbruget blev efter den 2. verdenskrig, kunne gårdens noget gammeldags - og vist også kapitalsvage - drift ikke i længden modsvare familiens leveomkostninger. Holmegård var i slægtens eje i fire generationer, men det sidste ejerpar måtte sælge, og gården gik til en bybo og ud af slægten. På Kildegård var der ingen mandlige arvinger efter Jens Peter Knudsens søn, og gården blev derfor solgt.

11 NoMus 35 Fig. 8. Familien på Holmegård, ca Nr. 4 er ejeren Knud Olsen og nr. 2 hans hustru med deres fem sønner samt svigerdøtre og børnebørn. Ældste søn var Morten Olsen nr. 7, som faderen fik gift til en gård i Annisse. Ulempen var så, at konen, nr. 1, var 11 år ældre end Morten. Nr. 8 er Anders Knudsen, som, uvist hvorfor, hængte sig. Nr. 11 er Jens Peter Knudsen, som i 1885 købte Kildegård, og nr. 6 er hans hustru, datter af sognefogeden i Tulstrup. Nr. 10 er Søren Knudsen, som købte Lykkesholm af sin svigermor, nr. 5 er hans kone. Den yngste søn, nr.9, er Carl Knudsen, som overtog Holmegård efter sin far. Foran i lys kjole sidder hans kone. Drengen foran nr. 4 Knud Olsen er hans sønnesøn Anders Knudsen fra Lykkesholm, født i Lykkesholm Inger, en datter af Ole Larsen fra Blåkildegård, blev gift med bonden på Lykkesholm. Han døde kort efter. Peter Jensen, en søn fra Greslegård i Harløse, blev så gift med Inger og fæstebonde på Lykkesholm. Inger døde i år 1800 efter fødselen af sit og Peter Jensens tiende barn. Han ægtede så Ingers lillesøster: De fik 5 børn, så Peder Jensen blev far til ikke mindre end 15 børn med et næsten uendeligt antal efterkommere. Hans yngste søn, sognefoged Niels Pedersen, overtog Lykkesholm. Han blev sognefoged og også valgt som en af de fem i sognerådet, da landkommunerne oprettedes fra Hans svigerfar var landstingsmand Peder Hansen, Ude Sundby, tilknyttet Bondevennerne, som Niels Pedersen også sluttede sig til. Men han knækkede vist halsen på kun at få ni stemmer, da han i 1852 opstillede til folketinget i Frederiksværkskredsen mod professor Madvig. Han døde i Hans enke giftede sig igen og fik en datter. Søren Knudsen ægtede, som nævnt under Holmegård, denne datter, Boline og overtog Lykkesholm. Hun var uddannet mejerske.

12 36 NoMus Fig. 9. Søren Knudsens voksne børn demonstrerer deres cykler i Nejedes bymidte, ca Det skulle være Søren Knudsen yderst til højre. De fik en flok børn og blev også velstående gårdejere, ikke mindst i årene efter landbrugskrisen fra først i 1890-erne og indtil 1920-erne. Overskudsbefolkningen på landet medførte, at folkeholdet var billigt. Gårdejeren - og somme tider også hans sønner - behøvede ikke at arbejde så hårdt, og de havde råd til et liv med selskabelighed med ligestillede. Søren Knudsen på Lykkesholm holdt travheste, som deltog i løb på de sjællandske travbaner og ved dyrskuer. Han havde også råd til at give sine voksne børn cykler på en tid, hvor mange arbejdsfolk endnu måtte gå til fods til og fra arbejde. Ulykkeligvis døde Søren Knudsen af spansk syge i Knud Knudsen hed den søn, som overtog Lykkesholm. Han giftede sig med en kusine fra Kildegård. De fik ingen børn, og efter 2. verdenskrig og hans død, blev gården solgt og gik ud af Nejedeslægternes eje. Lykkesholm kom nu i handel flere gange. Bl.a. købte kong Frederik d. 9 den til sin fætter, prins Gorm, som havde den i få år i 1950-erne. Haven og det gamle stuehus sattes pænt i stand, men så brændte stuehuset. Prins Gorm solgte, og et tilsvarende hus byggedes ikke igen. En af de næste ejere udstykkede jorden til 150 sommerhusgrunde. Der er ingen i Nejede tilbage af den oprindelige slægt på Lykkesholm. Nogle af de andre gårde i Nejede Bonden Ole Larsen på Blåkildegård døde i Samme år ægtede en ung mand datteren og fæstede gården, men han døde inden to år. Hans fætter, Peder Hansen, sognefogedens søn fra Ullerød, giftede sig straks med Karen, men så døde hun efter at have født en søn, Ole Pedersen. Peder Hansen giftede sig så med konens lillesøster og de fik et halvt dusin døtre. Det

13 NoMus 37 blev Ole, som overtog gården, men han var ugift og testamenterede gården til en søstersøn. Denne blev gift med sin grandkusine, en datter af sognefoged Niels Pedersen fra nabogården Lykkesholm. Hun døde som 30-årig efter en tvillingefødsel, og han døde i 1889 fra i alt fire børn. Myndighederne forlangte gården solgt og børnenes arv anbragt efter reglerne om umyndiges midler. Gården blev købt på auktion af naboerne, Søren Pedersen på Egebjerggård og Jørgen Madsen på Vittenbjerggård. De nedlagde gården og fik hver lagt halvdelen af jorden til deres egne gårde. Blåkildegård og slægten derfra var dermed ude af Nejede. Det var den første gård i Nejede, som blev nedlagt. Søren Pedersen, som var ud af en velstillet familie i Bendstrup, havde tidligere købt Egebjerggård i Nejede. Hans søn, sognefoged Peter Petersen, overtog den, men fik ingen børn, så han solgte den til Jørgen Mathiesen fra Torsholm i Tulstrup, og den er nu i hans sønnesøns eje. Jørgen Madsen på Vittenbjerggård og hans bror, Henrik Madsen, på Bybjerggård var tilsyneladende velstillede gårdejere sidst i 1800-årene, men ingen af dem havde sønner, og gårdene kom på andre hænder. Engarealerne til Blåkildegård, som Jørgen Madsen havde købt, blev splittede i mindre stykker og solgt. Her byggede smedens søn, Jacob Nielsen, også en mindre ejendom på Lykkesholmsvej, men han havde ingen børn. Bybjerggård var den første gård i Nejede, som blev købt af en bymand, en tandlæge. På et tidspunkt i 1950-erne købtes den af skibsreder Lindinger, som lod en landingsplads til sin helikopter indrette tæt ved landevejen. Vittenbjerggård blev i 1930-erne købt af en søn af Søren Knudsen fra Lykkesholm, men på grund af gårdens dårlige jord og landbrugskrisen måtte han sælge og flyttede til Hillerød med sine temmelig mange børn. Gårdens jord er meget senere blevet lagt sammen med Bybjerggårds. Skovlystgård var i tre generationer i samme families eje, men blev solgt omkring På Danshøjgård var den sidste ejer af den gamle slægt, Niels Andersen, ugift, og ved hans død i 1930-erne blev gården solgt. Brunholm den eneste slægtsgård tilbage Kun en gård i Nejede kan kaldes en slægtsgård Brunholm. Det er den samme slægt, som har været på Brunholm helt tilbage til før branden i Både mands- og kvindelinjer indgår i arvefølgen, og selvfølgelig indgår der også hele tiden ægtefæller udefra. Rigtigt mange mennesker er fjernere beslægtet med familien på Brunholm, og også uden for Danmark i det meste af verden lever efterkommere. De mindre ejendomme husmændene Efter grundlovens og folkestyrets indførelse i 1849 skulle der skelnes mellem, hvad der skulle tilhøre staten, og hvad der skulle forblive hos kongehuset. Så husmændene i Nordsjælland var nu ikke længere kongens fæstere, men blev statens. Rigsdagen fandt, at husmændene også skulle blive selvejere, og så begyndte der at blive udstedt selvejerskøder, både til husmænd med jord og til husmænd uden jord. Der var aldrig sådan, at husmandsstederne blev så længe i samme slægt som gårdene hos gårdmandsstanden. Livet var hårdere for husmandsfamilierne. I Nejede var der en jævn skiften mellem beboerne på husmandsstederne, og efter at de blev selvejere - også en hyppig handel med dem. En slægt kunne dog blive på et husmandssted i et par generationer, men ingen af de mindre ejendomme i Nejede ejes i dag af mennesker, hvis slægt har boet i Nejede tilbage i 1800-årene. Selv om matriklerne stadig er på matrikelkortet, er mange af de små ejendomme med jord også lagt sammen med andre, og bygningerne på dem er revet ned. Konklusionen om befolkningsudviklingen Konklusionen må være, at en landsby af Nejedes størrelse åbenbart var for lille til at fastholde de oprindelige slægters efterkommere som beboere under den udvikling af landbrug og samfund, som er sket siden 1776 og frem til nutiden..

14 38 NoMus Fig. 10. Alsønderup Skytte- og Gymnastikforening havde skydebane fra 1885 og i næsten 120 år på Rævegravvej i Nejede på jord, som oprindeligt havde hørt til Danshøjgård. Fotografiet af skytterne er taget en søndag i sensommeren Ser man derimod på den tidligere Alsønderup Sognekommune som en helhed er billedet anderledes. Der bor i Alsønderup Sogn flere mennesker, som har aner blandt gårdmands- og husmandsfamilier i Nejede så selv om man flyttede væk fra Nejede, var der en del, som ikke flyttede ret langt væk. I slægtsregistrene ses alle de mange, mange andre efterkommere, som ikke mindst bor eller har boet i den vestlige ende af den nuværende Hillerød Kommune, men ingen har kræfter til at få dem optalt. Der var også et antal, som udvandrede. En del af deres efterkommere i det fremmede er også i slægtsregistrene. Fig. 11. Anders Knudsen. En udvandrer fra Nejede Anders Knudsen fødtes i 1888 på Lykkesholm som søn af Søren og Boline Knudsen. Han blev musiker og var med til at spille til fester allerede fra han var 14 år. En overgang var hen med i orkesteret på skibsruten København-New York. Senere, samtidig med at han var musiker og orkesterleder hjemmehørende i Hillerød, åbnede han Musikhuset i Møllestræde, som i mange år forsynede Hillerød og omegn med instrumenter, noder og andet musiktilbehør. Sammen med sønnen Aage oprettede han samme sted klaverfabrikken Knudsen & Søn, som fremstillede kvalitetspianoer, indtil konkurrencen fra Japan blev for stor. Da Anders Knudsen og hans kone var døde, solgte familien ejendommen i Møllestræde, og en kommunalt støttet institution voksede op i ejendommen under navnet Klaver-fabrikken. Da institutionen senere flyttede til nye lokaler bag Hillerød Bibliotek, blev navnet fra Anders Knudsens tid - Klaverfabrikken - fastholdt. Litteratur Andersen, Jørgen (red.) (1969). Bogen om Frederiksborg Amt. Jørgensen, Bent (1981). Dansk Stednavneleksikon. Jørgensen, Birthe Stig (1966). Udskiftningen af Krongodset i Nordsjælland, Frederiksborg Amts Historiske Selskab. Årbog. Olsen, Christen. Erindringer af mit Liv Udgivet af Strandbergs Forlag (Christen Olsen var født i Nejede).

15 NoMus 39 Uhrskov, Anders. Kulsvierbogen. Indsendte beretninger på nordsjællandsk. Afsnittet Da jeg var hyrdedreng, erindringer fra 1863 som tjenestedreng på Blåkildegård i Nejede. Kilder Folkemuseets museumssagsarkiv. Kort på Folkemuseet og Alsønderup-Tjæreby Lokalarkiv. Alsønderup-Tjæreby Lokalarkivs samling, herunder arkivalier, skøder, optegnelser, erindringer og ikke mindst lokalhistorikeren Eugen Taurs afskrifter fra landets arkiver og sammenstillinger af oplysningerne, som han indsamlede. Han døde i Hans datter skænkede i 1989 de adskillige tusinde sider til Alsønderup-Tjæreby Lokalarkiv. Eugen Taurs farfar var født på Lykkesholm i Nejede som søn af sognefoged Niels Pedersen og Kirsten Marie Pedersdatter. Derfor kulegravede Taur især alt om Nejede. Hyllingebjergstenen udstilles Den vel mest kendte helleristningssten i Nordsjælland Hyllingebjergstenen kommer ganske snart på udstilling. Den 8½ ton store sten blev opdaget i 1983, hvor den lå på stranden ved Hyllingebjerg. Efter en omtumlet tilværelse endte den på Folkemuseet magasin, hvor den lå opbevaret under forsvarlige vilkår, indtil det nu er blevet muligt at få den udstillet. Med et hårdt arbejde fra Hyllingebjergstenens Venner er der fremskaffet midler til udstillingen, og i samarbejde mellem Folkemuseetuseet, Frederiksværk Bibliotek og Hyllingebjergstenens Venner bliver udstillingen en realitet fra slutningen af november - se dagspressen eller museets hjemmeside for endelig dato.