Indhold. Os fra Nærum

Transkript

1 Os fra Nærum Forfattere: Susanne Viby, Erling Rasch & Georg V. Rasmussen ISBN: Forlaget Globe Redaktør: Per Schou DTP: Mie Ringsted & Maria Capion-Damgaard Copyright 2010 Forlaget Globe 1. udgave, 1. oplag Trykt i: Danmark, 2010 Forlaget Globe A/S Skodsborgvej 305D 2850 Nærum Tlf: Fax: Kort på første side i bogen: Del af Topografisk Matrikelkort fra 1940 Kort & Matrikelstyrelsen (512) Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende lov om ophavsret. Forlaget Globe frasiger sig hermed ethvert erstatningsansvar inden for lovens rammer for eventuelle fejl eller udeladelser i denne bog og for eventuelt tab, skade eller udgift (direkte eller indirekte) lidt af tredjemand på baggrund af oplysninger indeholdt i denne bog. Indhold Forord... 5 Kogekonens Ellen... 6 Fortalt af Ellen Jeppesen ( f. Flensted) Edith fra Egevang...14 Fortalt af Edith Petersson Malermester Svendsen...22 Fortalt af Leif Svendsen Lidt om Nærum Andelsbageri...26 Fortalt af Mona Sloth "Carlsens kvarter"...32 Fortalt af Ruth Sørensen ( f. Carlsen) Hos Lars Olsen kan man få alt!...40 Fortalt af Grethe Olsen Fiskehandler Christian Sørensen...46 Fortalt af Grethe Sørensen Vejmand Sørensen og hans børn...50 Fortalt af Grethe Sørensen Et liv med hestekræfter...56 Fortalt af Poul Andreasen Noget om et danseliv...64 Fortalt af Annelise Nielsen Mortensen og stalden ved Rundforbi...72 Fortalt af Knud Mortensen Historien om Suhrs cykelforretning...82 Fortalt af Richard Suhr Hele den store Suhr-familie...88 Fortalt af Rigmor Jacobsen ( f. Suhr) Da Doris fra Trørød blev cykelhandlerfrue i Nærum...96 Fortalt af Doris Suhr Familien Hvalsum fra Sygekassen Fortalt af Kai Hvalsum Flere generationer af malermester Wärme Fortalt af Bent Wärme 4 Slagter Møller på hovedgaden Fortalt af Milton Møller Skal kødet være godt, så køb hos slagter Sloth! Fortalt af Ole og Peter Sloth Rundt om "Pile-Carl" Fortalt af Ole Jensen, Torkild Jensen og Kirsten Rønne Lidt om livet i De gule huse Fortalt af Hanne Svendsen Den første kiosk på Nærum Ungdomsgård Fortalt af Inge Kristensen Fritidsliv på "Gården" Piccolo i "Biffen" Fortalt af Jan Gamby (Kristensen) Den nye Ungdomsgård Fortalt af Marianne Hansen ( f. Jellum) Historien om Flamingo Filmstudie Fortalt af Annelise Hovmand Ungerne fra Linde Alle Fortalt af Winnie Westerberg ( f. Christoffersen) Ungerne fra Linde Alle Fortalt af Marianne Sloth ( f. Willadsen) Ungerne fra Linde Alle Fortalt af Georg Voxted Rasmussen Ungerne fra Linde Alle Fortalt af Gorm Madsen Ungerne fra Linde Alle Fortalt af Werna Lauritsen, Annebell Norkild, Sigbrit Johansen og Rasmus Lauritsen Hos familien Jepsen på Frølundsvej Fortalt af Jan Mouni Jepsen Stikordsregister Vil du vide mere? Nærum.indb :03:10

2 Os fra Nærum fortællinger om livet i Nærum fra 1930'erne til 1960'erne. Forord Denne bog er fyldt med beretninger, barndomsminder og herlige historier fra livet, som det foldede sig ud i Nærum fra 'erne. Beretningerne er blevet indsamlet i løbet af årene Vi har spurgt en række borgere, hvordan deres familier kom til Nærum, og hvordan de oplevede det daglige liv i lyse og mørke tider. Det ene interview har ledt til det næste, for alle de, der kendte hinanden dengang, har stadig et stærkt netværk. Vi burde have mange flere interviews med, men pladshensyn gør dette helt umuligt. Vi har valgt et udpluk af beretninger fra forskellige steder og miljøer i byen, der viser os et mangfoldigt landsbymiljø i de år, hvor samfundet undergik hastige forandringer. Nye folk kom til, og nye boliger og virksomheder skød op. Men alligevel var der et roligt tempo, for man boede og arbejdede i byen og mødte derfor hinanden i det daglige. Nok er tingene anderledes i dag, hvor Nærum er blevet en forstad til København med mange nye indbyggere, nye bygninger og en omfattende pendling mellem bolig og arbejde, men Nærum har stadig en duft af landsby med hovedgaden, skoven og markerne, Alle har deres egen vinkel på begivenheder, der er fundet sted i byen, og det mener vi kun gør det mere interessant at læse. På den måde er der lagt op til samtaler om, hvordan det nu var, tingene foregik, og hvordan den enkelte oplevede tilværelsen. Det er vores ønske med denne samling livshistorier at bringe nye generationer en stemme fra fortidens Nærum, så man kan komme til at føle sig hjemme her som en del af det lille bysamfund, som stadig eksisterer. Bogen er forsynet med mange fotos, luftfotos samt gamle og nye kort, der kan orientere om, hvordan byen så ud. Vi vil her sige mange tak for stor hjælpsomhed fra alle fortællerne og deres familier, som har været i gemmerne og fundet gamle fotos frem og delt ud af deres viden. Nærum, december 2010 Susanne Viby Erling Rasch Georg V. Rasmussen STOR TAK TIL Historisk Arkiv for Rudersdal Kommune for tålmodig hjælp til at scanne billeder ind og finde nye frem. Tak til museumsinspektør Niels Peter Stilling og Jens Johansen, Rudersdal Museer, for støtte og konsulentvejledning. Tak til Per Schou, Forlaget Globe, hvis entusiasme for projektet har gjort denne udgivelse mulig. Tak til forlagets medarbejdere, der har lagt et stort arbejde i projektet. Bogen er udgivet i samarbejde med Rudersdal Museer og med støtte fra: Historisk-topografisk Selskab for Søllerødegnen Kultur, Rudersdal kommune Holtana-gruppen Lions Club, Søllerød 5 Nærum.indb :03:10

3 Leif Svendsen fra Linde Alle nr. 4 på sin fars cykel, malermester Svendsen. Forrest hans lillesøster Jonna, i midten en veninde. Huset bagved er Linde Alle nr. 6, hos familien Flensted erne. (Leif Svendsens foto) Kogekonens Ellen Ellen Jeppesen ( f. Flensted) er et kendt ansigt i Nærum. Hun er født og opvokset i et af de første huse på Linde allé. Her fortæller hun om sin barndom og ungdom og sit møde med sin udkårne, Svend, kaldet "Ole Lukøje". De to bor i dag i Nærum Vænge. Fra Jylland til Nærum Mor, Else Flentsted, som kogekone i 1940 erne. (Winnie Westerbergs foto) Ellen forrest med kusine Rita fra Egebækgården (Ellen Jeppesens foto) Nærum.indb 6 Mine forældre var begge jyder. Min far, Jens Peter Flensted Christensen, kom fra Bryrup. Som ung fik han i begyndelsen af 1920 erne arbejde på Wesselsminde og Nærumgård her i Nærum. Min mor, Else Jørgensen, kom helt oppe fra Gjøl. Hun havnede i Nærum, fordi hendes far, Johannes Jørgensen, fik arbejde som herskabsgartner hos vekseler Bertel D. Adler i Villa Nella ved Rundforbi. Senere var det Folsach, der overtog både villaen og bedstefar. Mor havde en søster Dagny. Da hun blev gift med Jens "Jyde", flyttede de til leje i en længe på Vognmandsgården ved Nærum Gadekær. De havde datteren Elvira. Efter Vognmandsgården brændte i 1929, boede de til leje i stueetagen i det nyopførte hus på samme sted, og murermester Andersen boede ovenpå. Dagny var i nogle år temmelig syg og derfor blev Elvira passet af sin mormor og morfar i gartnerhuset ved Rundforbi i lange perioder. (Se afsnit Ungerne fra Linde Alle, Winnie Westerberg.) Vi boede på Linde Alle Mor og far flyttede til Linde Alle nr. 6, og her blev jeg født i Vi boede i stuen, og rullekonen, Ester Olsen, boede ovenpå med sine børn Ruth, Inger, Dorrit og Espen. Min mor arbejdede som kogekone hos folk, når de skulle have selskaber, bl.a. hos Niels Bohr. På et tidspunkt var min far skovhugger, og så skulle jeg af og til ud til ham med en tår kaffe. Den var hældt ned i en sodavandsflaske med patentprop, sammen med sukker og fløde. Han arbejdede meget sammen med skovløber Kjær de dannede makkerpar. De savede jo træerne med håndkraft, og når jeg nærmede mig stedet, råbte min far: "Pas på! træet falder til den dér side!" Og så passede jeg på. Det var hyggeligt at komme ud til ham. Når det var isvinter, og min far ikke havde noget arbejde, gik han først til Skoleparken, hvor han skulle til kontrol i fagforeningshuset. Bagefter fortsatte han til fods til Vedbæk, hvor han gik ud på isen og pilkede torsk! Efter en lang dag vendte han hjem med is i næsebor og hår! :03:13

4 Folsachs herskabsvilla, Villa Nella, som lå på den lille vejdel af Rundforbivej (nu Egebækvej), helt oppe ved Grisestien. Sådan så den ud inden nedrivningen. (Foto: Niels Brühl, 1981) Gartner Jørgensen med familien ved gartnerhuset i Rundforbi sidst i 1920 erne. Fra venstre forrest: Petra (gift med Axel), Johanne Jørgensen, Johannes Jørgensen, Dagny (datter) med sin datter Elvira, Else (datter). Fra venstre bagerste række: Axel Jørgensen (søn), Jens (gift m. Dagny), Jens Peter Flensted (gift med Else). (Ellen Jeppesens foto) Stien fra Rundforbivej (nu Egebækvej) op mod Grisestien. Gartnerhuset er godt skjult i buskadset til venstre, stråtaget kan lige anes set fra Folsachs herskabsvilla, Villa Nella. (Foto Niels Brühl 1981) Gartner Jørgensens hus, Rundforbivej (senere Gartner Jensen), fotograferet lige inden nedrivningen. (Niels Brühl 1981) 7 Nærum.indb :03:15

5 Senere fik min far arbejde som gartner på Søllerød Kirkegård. Der var han i over 25 år. Men det stoppede, da han blev ramt af en uopmærksom bilist på Søllerødvej. Han lå på hospitalet længe med benbrud, men kom sig og anlagde sag mod bilisten, der havde kørt ham ned. Den sag førte landsretssagfører Guldbrandsen, der boede nede ved gadekæret, for ham og han vandt og fik en god erstatning, men min far kom aldrig til at gå ordentligt igen og kom ikke mere i arbejde. Barn på Linde Alle Jeg var enebarn, men det mærkede jeg slet ikke, for jeg legede altid med Jonna, malermester Svendsens datter, inde ved siden af. Vores mødre havde savet et hul i plankeværket, så vi lige kunne smutte igennem. Vi legede hver dag. Så snart hun kom fra skole, så hængte vi sammen. Og vi blev passet hos hinanden, hvis vores forældre skulle ud om aftenen. Jeg ville helst ind til hende, for så købte vi et birkesfranskbrød nede på bageriet og kom fedt og roquefortost på det var vores livret! Oppe i "toppen" af Linde Alle, som vi sagde, var der et gartneri, der gik helt over til Hattehuset på Hovedgaden. Der var ikke andet end ukrudt vi kaldte ham ukrudtsgartneren og der var et hegn, hvor vi kunne hænge gamle tæpper op på, og så lavede vi hytter, som vi legede i. Vi legede også tit fangeleg omkring de store lindetræer på vejen, vi legede Bytte Bytte Gårde Aldrig bytte om igen. Det var en stor fornøjelse. Og så legede vi Bro Bro Brille med et hav af unger oppe fra de røde huse, da de blev bygget. Sådan noget legede vi også, når vi holdt børnefødselsdag. Da Jonna og jeg blev lidt større, tog vi tit Grisen til Lyngby for at gå i biografen vi havde travlt, for vi skulle gerne nå to forestillinger på sådan en dag, både kl. 4 og kl. 7! Min fars bror, onkel Kresten, var togfører og fløjtede afgang, og Hertz, billettøren, råbte stationernes navne, og jeg husker så tydeligt, når vi nåede Brede, at han råbte Breeeede! på en bestemt måde. Det var herlig fornøjelse. Forrresten blev Onkel Kresten s søn, Peter, gift med Kirsten, der var søster til Grethe Olsen, manufakturhandler. Een stor familie! Vi kom også i Skodsborg Bio. Så gik min far med mig derned det var nu så hyggeligt at gå med ham i hånden gennem skoven. Jeg gik på Nærum gl. skole fra 1-5. klasse. Jeg husker især skolebetjent Carlsen, der havde tre piger: Inger, Ester og Ruth. Efter 5. klasse kom vi til en prøve, og skoleinspektør Svanning skulle tage stilling til om vi skulle deles i almen eller boglig mellemskole. Derefter kom jeg på Gl. Holte skole og gik i mellem og realen. Jeg cyklede hver dag der var ikke noget, der hed skolebus. Vores naboer på Linde Alle Vi kendte alle vores naboer i de små huse på Linde Alle. I nr. 2 boede malermester Arentoft iført hvid kittel. Under krigen, når der var luftalarm, som tudede så højt den sad nemlig ovre på møllen ved Andelsbageriet var det i Arentofts kælder vi gemte os. Vi havde dyner med, og Fru Arentoft trakterede os med bolsjer det var så hyggeligt! Min far stod altid udenfor og betragtede flyverne! I nr. 4 boede først silkebåndsfabrikant Pedersen med kone og børn, men da de flyttede til Askebakken ved gadekæret, kom malemester Svendsen til at bo i huset med børnene Jonna og Leif. Huset lejede de af Arentoft. Og det var jo Jonna, jeg legede så meget med. De lejede 1. salen ud til frk. Christoffersen. Senere købte malermester Wärme huset af Arentoft. Vi havde fornøjelsen af at passe børnene Bent, Freddy og Kirsten, når forældrene var på ferie. Vi boede i nr. 6, sidehuset. Oven over os, på 1. sal, boede rullekonen, Esther Olsen, med sin syge mand og børnene Ruth, Inger, Espen og Dorrit. I hendes have havde de bygget et skur til rullestue. Mange år arbejde hun med en håndbetjent rulle, og hendes mand hjalp hende. Senere blev den udskiftet med en mekanisk rulle. Da manden døde, blev hun gift med skomager Jensen. Ved siden af os i hovedhuset nr. 6 boede Osterhammel. Han og hans kone havde en manufakturhandel oppe i den anden ende af Hovedgaden, hvor banken kom senere. Osterhammel sad i rullestol, og det eneste, han kunne i Købmandsgården på Nærum Hovedgade i (Foto: Historisk Arkiv f. Rudersdal kom.) 8 Nærum.indb :03:17

6 9 Nærum.indb 9 Luftfoto fra 1950 af Nærum Hovedgade set fra skoven. (Foto: Historisk Arkiv f. Rudersdal kom.) :03:19

7 forretningen var, at sidde bag disken og tage imod penge, resten ordnede konen. Men han var god til at skaffe ting under krigen, som var svære at få fat i, f.eks. olie til at lave mayonnaise af. Om morgenen blev han hentet af "Klokker-Kaj", som vi kaldte ham, der kørte Lillebilen, og kørt op til sin forretning på Hovedgaden, og hvis det passede med min skoletid, da jeg gik på Nærum Gl. skole derude, fik jeg lov til at køre med. Det var et stort øjeblik at blive kørt til skole i taxa! Hver dag, når min far kom hjem fra arbejde, skulle han stå på pinde for Osterhammel, når han kom hjem fra forretningen i taxaen. Så skulle far hjælpe ham ud af vognen og over i rullestolen, køre ham ind i huset, hjælpe ham op af rullestolen og direkte over på sofaen og give ham dagens avis og så fik han sin cigar. Men han og hans kone var så flinke. De havde telefon, og det havde vi ikke, så når folk skulle ringe til os, ringede de ind til Osterhammel. Og når det var en af mine kærester, der ringede, da jeg blev lidt ældre, så råbte han ind til mig: "Kathinka, Kathinka, luk vinduet op! Det er Søren, der ringer!" Og så fik jeg lov til at stå derinde og tale i telefon. Da Osterhammel døde, og butikken lukkede, kom der en bank i forretningen og huset på Linde Alle blev overtaget af Bruhn, der havde haft Gl. Holte Kro, den rigtig gamle der lå ved siden af Gl. Holte Gård. Han var en bestemt herre! Når han kom med bilen ind i gården, så svingede han rundt og så var det bare om at flytte tæerne! Han havde en søn, Hans, der hængte sin knallert op i lysekronen, når den skulle repareres, og hans mor ikke var hjemme! Bruhn og hans kone havde en produktion af papir- og fødselsdagsflag og flag på snor til juletræer. Længere oppe ad Linde Alle i nr. 8 boede familien Prytz-Jensen med mange børn. Den lille datter Kirsten blev dræbt under bombardementet på den Franske Skole i krigsårene. Så kom Andersen, nr. 10, der både var mælkemand og brødkusk. Han kom ind til os hver morgen for at spørge, om vi skulle have noget. Han var meget snaksalig, når han var ude, men hjemme sagde han og konen aldrig et ord til hinanden. Men venlige var de. Ved siden af dem boede også en Andersen i nr.12. Han var hattearbejder, og han spillede violin i sin fritid, noget så dejligt og hans datter spillede piano. Overfor vores hus på Linde Alle, i den gamle skjortefabrik, havde Carl Jensen sit pileværksted. Hans kone var også født i Gjøl, ligesom min mor det, syntes vi, var så sjovt. "Pile-Jensen", som vi kaldte ham, havde også undervisning i pileflet af retarderede ude i Ravnholm på Ravnehøj. "Pile-Jensen" underviste min mors søster, tante Dagny, som havde fået en lille hjerneskade. Hun blev så dygtigt til pileflet, at hun tog med ham rundt i landet og underviste. Huset lå ude i skoven, man kunne se det fra Grisen. I huset boede også en grosserer Klungset. Han solgte kjoler og frakker og kunne skaffe alt det, vi andre ikke kunne få under krigen. Han fik skaffet tøj til min mor til hendes sølvbryllup. (Se afsnit Rundt om Pile-Carl) Bedstemor og bedstefar, Johanne og Johannes Jørgensen, ved gartnerhuset i Rundforbi, 1930 erne. (Ellen Jeppesens foto) Over for Linde Alle Over for Linde Alle på den anden side af Hovedgaden lå de små forretninger. Der var købmand Ågård. Der var Zachariasen, der også havde håndkøbsapotekervarer, guldsmeden Ida Hyby, Wesselsminde mejeri, en saddelmager, og Telefoncentralen, hvor man kunne ringe for en 10-øre. Men det år, hvor jeg var syg og lå på Refsnæs, fik min mor lov til at ringe til mig ligeså længe hun ville. På vores side af Hovedgaden lå Brugsen, med kolonialvarer i den ene ende og slagteriudsalg i den anden. Ved siden af lå smeden Åstrøm, og ovenpå var Dukkedoktoren. Det var en dame, der lavede vores dukker, og engang fik jeg lavet min store celluloiddukke, hun fik et helt nyt hoved på. Ved siden af smeden var der et lille hus, hvor der var mejeriudsalg og is. Senere blev det til en slikbutik. Bagved Købmand Ågård lå dr. Bennicke s hus. Dr. Bennicke var så flot, så flot, og han havde også en smuk kone. Han havde været militærlæge og var vores læge i nogle år. Jeg legede ikke med dem fra Børnehjemmet ved gadekæret de måtte ikke komme sammen med os, men jeg gik i skole med nogle af dem og holdt meget af dem. På mit konfirmationshold var det næsten kun "børnehjemmer", jeg var den eneste ude fra byen, som man sagde. Bedstemor og bedstefar i Rundforbi Mine bedsteforældre Johanne og Johannes Jørgensen boede jo i det gamle gartnerhus ved Rundforbi for foden af bakken lige overfor Peder Møller, hvor der nu er døvehjem. Senere var det gartner Jensen med døtrene Else og Anne Margrete. Det var så pragtfuldt at være hos bedstemor og bedstefar, og når jeg overnattede, lå jeg oppe på loftet. Der var et hul i gulvet, der førte ned til køkkenet, og om morgenen råbte jeg ned til hende gennem hullet: "Jeg er vågen, bedstemor!" Og så kom hun op til mig med kaffe. Det var så hyggeligt. Bedstemor var frisk, og når hun skulle handle i byen, gik hun altid derop og hjem igen hvis hun ville have kørelej- 10 Nærum.indb :03:19

8 Rundforbivej mod Nærum, som den så ud i 1930 erne, da Bedste fik et lift af dr. Askgaard. Øverst til højre ligger Askebakken. (Foto: Historisk Arkiv f. Rudersdal kom.) lighed, der var nemlig ingen bus, der kørte dér dengang så stillede hun sig ud på Rundforbivej med sin stok, og når så der kom en bil forbi, så slog hun et par slag på kølerhjælmen med stokken. Og hvis det var dr. Askgaard, der kom i sin bil, satte hun stokken foran og sagde: "Ka du hop!" (Hun mente: hoppe over stokken). Hun var så fræk. Og hun kom altid med. Jo, han var så pragtfuld, så pragtfuld, dr. Askgaard. Når han havde været på sygebesøg om aftenen kl. 10 f.eks., så stoppede han uden for bedstefars og bedstemors hus og kom ind for at få en tår aftenkaffe. Han kunne være meget morsom, når han fortalte, f.eks. om da hans søn var lille og kom til at sluge en marmorkugle. Og den stakkels lægefar var så bekymret for, hvordan den nu skulle komme ud! Langt om længe kom den frem på naturlig vis, og dr. Askgaard sagde: " Aldrig har jeg været så glad for at se en lort som denne!" Der var mange, der kom forbi og hilste på, også "Bager Henry", der var brødkusk på Andelsbageriet han kom forbi med wienerbrød til dem. Jeg husker også min bedstefar, han var så dejlig. Han ville oprindeligt have læst til lærer, men det var der ikke råd til, så han måtte nøjes med at blive gartner. Han var rigtig god til at løse "kryds og tværs", og når Fruen fra Villa Nella ikke kunne finde ud af ordene i sin "kryds og tværs", ringede hun på den lokale linje ned til bedstefar, så skulle han nok hurtigt finde løsningen. Når der var radioavis, skulle jeg sidde på skødet af ham og være musestille, for nu kom der "presse", som han sagde. Han blev en dag bidt så frygteligt i benet af en af de små hunde, som "Fruen" fra Villa Nella havde, og så fik han skinnebensår. Det led han meget under. Når hundene døde, blev de begravet i haven med sten på graven og inskription: "Peggy", og hvad de nu hed alle sammen. Bedstemor flyttede til Bager Olsen Da bedstefar døde, måtte bedstemor flytte fra gartnerhuset. Hun flyttede op på Hovedgaden, hvor hun lejede et værelse hos bager Olsen, der ejede den ejendom, hvor "Grethe Boghandel" (Grethe Jensen) boede. Det var jo hende der 11 Nærum.indb :03:22

9 havde boghandlen længere oppe ad Hovedgaden. Vi skiftedes til at være hos bedstemor, indtil hun lukkede sine øjne. Mens hun var frisk, hjalp vi altid med at handle ind for hende, og om lørdagen skulle vi altid over til købmand Poulsen, og have lørdagsbolsjer; dem fik vi forærende i et kræmmerhus. Vi skulle også ind til slagter Møller og købe saltkød, og så smurte bedstemor de dejligste madder på rugbrød, som hun filede af i tykke skiver, mens hun holdt det i armhulen, og så kom der fedt og saltkød på. Det var guf! Danseliv Jonna og jeg elskede at danse og vi gik også til dans oppe hos Annelise Rasmussen (senere Nielsen) på Hovedgaden og hos Ulla Birk i Holte. Vi havde det ret frit og da vi var gamle nok, fik vi lov til at tage cyklerne og køre ud på Bakken om søndagen til 10-øres dans, hvor det var herrerne, der betalte. Det startede allerede kl. 4, og vi skulle bare være hjemme, inden lygterne skulle tændes. Vi havde også nogle dejlige aftener på Vedbæk Badehotel. Det var en gammel Ellen Flensted sidder i solen ved rullekone Ester Olsens rullehus i haven, Linde Alle 6. Året er 1945, inden opholdet på Refsnæs. (Ellen Jeppesens foto) Bedstemor i stolen i Grethe Boghandels have sidst i 1930'erne. Huset lå over for slagter Møller på Hovedgaden. Fra venstre: Rita, (kusine), Elvira (datter af Dagny og Jens), tante Anna, Jens "Jyde" (Dagnys mand), ukendt, Rosa i den blomstrede kjole (yngste datter af Dagny og Jens). (Ellen Flensteds foto) træbygning, hvor der både var biograf, dans og revyer. Der var bl.a. en revyaften med Schiøler Link, hvor der så var dans bagefter og dansekonkurrence. Vi fik hans autograf og den har jeg endnu! Det var en festlig aften. Tiden på Refsnæs Men midt i ungdomslivet blev jeg syg. Jeg fik knogletuberkulose, en slags betændelse i knoglerne. Det havde dr. Bennicke ikke opdaget, da han modtog røntgenbillederne, så han anbefalede helt fejlagtigt, at jeg kom på Skodsborg Sanatorium og fik massage, og dét var det værste, man kunne gøre, fik jeg senere at vide, for så bredte det sig i hele rygsøjlen. Og så lå jeg derhjemme og var så forpint af smerter. Men efter at have set på billederne igen, fandt han ud af, hvor slemt det var, og så kan det nok være, at jeg kom hurtigt af sted til Gentofte Amtsygehus, hvor jeg blev så forkælet. Så kom overlægen fra Refsnæs og skulle tale med min mor, og hun græd og græd, da hun fik at vide, at jeg skulle være på Refsnæs et år og ligge i sengen. Jeg måtte ikke engang løfte hovedet, derfor blev jeg lukket inde i en gipskorset fra skuldrene til fødderne. Der var kun et lille hul midt på maven, så jeg kunne trække vejret Da jeg endelig kom ud af gipsen, blev der lagt sandsække ved mig, så jeg ikke kunne røre mig. Alt foregik liggende. Det var svært at spise suppen løb ned ad kinderne. Medicinen var kulbuelys, og at vi skulle være ude så meget som muligt og have sol. Vi var ude altid, og vi frøs, så tænderne de hakkede, nogle gange var det så koldt at der var is på vores suppe! Men vi blev så forkælede, fik god mad, for vi skulle rigtig fedes op! Jeg var 16 år, da det startede, og jeg nåede at fylde 18, mens jeg var dernede. Efter jeg var blevet rask, vendte jeg tilbage til mit arbejde på Postgirokontoret i København. Der havde jeg været et år, inden jeg blev syg. Men Refsnæs vendte jeg tilbage til i november, hvor man hvert år havde basar. Der kom alle de gamle patienter, og en af dem var Svend Jeppesen, som senere skulle blive min mand. Vi havde set hinanden før på hospitalet. Han havde selv været patient dér, men så var han blevet så interesseret i arbejdet på stedet, at han assisterede lægesekretæren. Forlovelse og bryllup Da Svend og jeg blev forlovet, boede han i lange perioder hos os på Linde Alle. Han kom fra nordvestkvarteret i København og havde langt hjem. Vi sad tit og hyggede os på sengen i mit lille værelse under Ole Lukøje-lampen, og en dag min kusine Elviras børn, Winnie og Randi, kom ind, sad vi lige dér og kyssede, og fra den dag kaldte de Svend for Ole Lukøje. Sådan blev han kendt i hele Nærum og folk kalder ham det endnu! Min brudekjole blev syet af frk. Lindberg, og den kostede 125 kr.! Vi havde ikke nogen stor stue, så vi fik lov til at holde brylluppet i de røde huse 12 Nærum.indb :03:23

10 Nærum.indb 13 Ellen og Svend Jeppesen i brudetøjet. En fin hestesko dannet af myrter er sat på slæbet I 2009 kunne Ellen og Svend fejre diamantbryllup med hilsen fra dronningen og borgmesteren. (Ellen Jeppesens foto) på Linde Alle hos min kusine "Via" (Elvira) og onkel Walther. Og det blev en dejlig fest! Bryllupsnatten tilbragte vi hos fru Andersen lidt oppe ad Linde Alle hun var så sød at låne os deres soveværelse! Og hun pyntede min mand til brylluppet og satte sikkerhedsnåle i vesten, så den sad rigtigt. I den første tid boede vi hos mine forældre det var jo svært at få noget at bo i. Men så fik vi en taglejlighed i Skoleparken i Gl. Holte. Senere, da vi fik vores ældste, Morten, byttede vi os til et af de røde rækkehuse på Nærumgårdsvej 104. Her kom nr. 2 søn, Lars, til. Jeg gik hjemme og passede børnene, men jeg var stadig tilknyttet Postgirokontoret på frueholdet, så blev man indkaldt engang imellem, når de havde brug for ekstra hjælp på den måde behøvede jeg ikke at være hjemmefra hver dag. Selvom det var dejligt med rækkehuset med haven, så blev det alligevel for svært i dagligdagen, fordi der ikke var badeværelse, kun et lillebitte toilet med en lille håndvask. Der var også kun én kakkelovn. Den fik vi udskiftet med det samme til en stor industriovn, der kunne varme det hele op og så fik vi lavet et hul op til 1. sal, så der kunne komme varme op. Men det blev for pauvert, og så fik vi et rækkehus på Fyrrevejen, hvor vi boede i 44 år! Til sidst blev det for hårdt at komme op ad trappen, og haven kunne vi heller ikke holde og så fik vi byttet igen og nu bor vi i en stuelejlighed i Nærumvænge :03:25

11 Edith fra Egevang Edith Petersson fortæller om sin barndom på en lille avslgård, der hørte til Egevang. Vi hører bl.a. også om den tid, hvor hun var ansat på telefoncentralen i Nærum. Herskabsvillaen Egevang, som den så ud i 1940 erne. Villaen blev omdannet til drengehjem sidst i 1940 erne. (Foto: Historisk Arkiv f. Rudersdal kom.) Avlsgården ved Egevang, sidst i 1920 erne. Far, Conrad Hansen, med sine køer foran huset. I baggrunden skimtes hønsegården. (Edith Peterssons foto) Nærum.indb 14 Min far, Conrad Hansen kom fra Fakseegnen, hvor han blev landbrugselev på en stor herregård. Han kom også på landbohøjskolen, hvor han traf min mor, Ellen. Hun kom helt ovre fra Thistrup i Jylland. Efter de blev gift, kom de til Stenrødgård i Lyngby, og derefter til Dyrehavegård også i Lyngby. Dér blev far forvalter, og mor fik ansvar for pigerne og et stort karlehold, som skulle have mad og passes. Min bror, Eyvind, kom til verden i 1921, og jeg blev født i Egevang Kort tid efter min fødsel, fik min mor sclerose og kunne ikke længere klare at have det store ansvar på gården. Derfor forpagtede far den lille avlsgård til Egevang i Nærum. Det var i Da var jeg 2 år og min bror var 6 år. Egevang var det store, røde hus, der lå oppe ved Skodsborgvej, der dengang hed Nærumvej. Villaen lå med en stor have omkring cirka dér, hvor den første blok på Langebjerg nu ligger. Hovedindgangen var ud mod dér hvor der i dag er lyskryds. Der boede en Allan Hansen med sin familie, en kone, to piger og en dreng, der var voksne. Jeg kan huske, vi har været der en juleaften, jeg har nok været tre år, og jeg kan huske det store juletræ i stuen. Det var den sidste familie, der boede på Egevang. Egevang blev købt af fru overretssagfører Manthey-Wagner, der boede på Nærum Hovedgade, og hun fortalte far, at hun ikke helt vidste, hvad ejendommen skulle bruges til. Den lå hen i mange år, helt til vi flyttede i I 1940 kom tyskerne og holdt til dér, så det var først efter krigen, at det blev til drengehjem. Nærum Kostskole blev lukket, mens vi boede her, og skolen blev så beboet af arbejdsløse. De var vist på noget kursus dér. Dem gik vi over og spillede fodbold med de var så flinke! Eyvind har været omkring 11 år og jeg 7 år. Arbejdet på gården Vores lille gård lå et stykke hen mod bakken, hvor der er græs i dag. Vejen til gården lå dér, hvor Langebjerg er i dag. Min far var en fantastisk mand, for han var det hele: en god far og ægtemand og en god bonde og han var flittig, han sled og slæbte altid. Det er ikke til at forstå, at han kunne alt dét. Min mor kunne :03:28

12 Den lille avlsgård ved Egevang, hvor Edith Hansen voksede op. Sådan så det ud i 1930 erne: den højre side af huset var stalden til køer og heste. I den venstre del var beboelse med 2 stuer, køkken, vaskehus, og på 1. sal soveværelser. På loftet midtfor var kornmagasinet. Den mørke bygning til venstre er en stor trælade. Bagerst i billedet er hovedhuset Egevang med Nærumvej løbende bagved (nuværende Skodsborgvej). (foto: Historisk Arkiv f. Rudersdal kom.) 15 Nærum.indb :03:30

13 slet ikke gå, og han måtte bære hende rundt. Mor kunne kalde på ham med en stor klokke, hun havde hos sig, når hun skulle på toilettet eller andet, og den kunne han høre, når han gik ude i marken. Men hvis han var helt nede på det stykke mark, vi kaldte Vognmandsmarken, så måtte hun enten holde sig, eller vi måtte løbe ud og hente ham. Dengang var der ikke nogen hjemmehjælp, så der var kun ham til at klare det hele. Vognmandsmarken er det stykke jord, der ligger mellem Egekrogen og campingpladsen. I gamle dage hørte jorden til Vognmandsgården nede ved gadekæret. Man havde ungkreaturer gående dér. Senere blev jorden solgt fra, så det kom til at høre til Egevang. Vi skulle hjælpe til Vi skulle jo hjælpe til både i huset og i marken helt, fra vi var små. Så vi lærte tidligt at have et ansvar. Da jeg var 4 år, fik jeg to dværghøns og en hane. Min far og Eyvind havde lavet en fin, lille hønsegård til mig. Så fik jeg at vide, at jeg kunne få foderet hos far, men jeg måtte selv passe hønsene. Og det gik fint. Hønsene lagde æg, og jeg ville gerne have flere høns, så jeg lod dem ruge nogle af æggene ud til kyllinger. Så fik jeg 4 høns og havde stadig den ene hane, og de lagde mange æg. Så mange, at jeg kunne begynde at sælge af dem. Jeg solgte dem til Eiberg, der havde en fuglefarm nede ved Vatelunden. Alle de år, han havde farmen, inden han flyttede den til Lyngby, solgte jeg mine æg til ham. Edith Hansen med sin cykel, købt hos cykelhandler Suhr i Søllerød. Kurven med æg skjules bag ryggen erne. (Edith Peterssons foto) Og jeg tjente gode penge, som jeg satte i banken. Efterhånden havde jeg sparet så mange penge sammen, at jeg kunne købe en ny cykel i stedet for den lille, gamle cykel, jeg havde arvet oppe fra Villaen. Den kunne jeg slet ikke passe til sidst. Så jeg fik en stor cykel, der kostede 80 kr.! Og jeg var så stolt over, at jeg selv havde købt den for mine egne penge! Vi blev også gode til at køre med hestevognen ude i marken. Bakken her var så stejl, at det var en kunst for os at styre vognen, så den ikke væltede, men en gang var det ved at gå galt for mig. Jeg var kommet til at læsse for meget halm op i den ene side i vognen, og samtidig drejede vognen for skarpt, så den tippede. Men der skete ikke noget, for jeg nåede lige at springe af, og hesten og vognen blev bare stående! Det var også mit arbejde at hjælpe far med at tærske kornet inde i laden. Jeg stod så oppe på høloftet og smed kornet ned til far. Han lagde det over i tærskeværket, som en hest trak rundt. Og så var det også min opgave at holde øje med alle de mus, der kom frem i kornet. Og hver gang, jeg så én, skulle jeg gribe den og smadre den hårdt ned i gulvet. Dét kunne jeg ikke li'! Men der var ikke noget at gøre, vi kunne jo ikke have alle de mus. Vi havde mange katte på gården, men de kunne ikke spise alle de mange mus. Spændende lege Vi havde også tid til at lege og vi var også lidt frække nok mest mig. Det blev jeg nødt til for at kunne lege med drengene. Jeg boede nemlig så langt fra nogle piger ude ved Birkegården, at vi ikke bare kunne rende over til hinanden, så jeg måtte lege med min bror og hans venner. Det betød, at jeg måtte være med til alle de drengestreger, og det var tit mig, der skulle gøre de ting, som drengene ikke turde: hente et eller andet, vi ikke måtte. For eksempel havde vi lavet en hule under en af de store syrenbuske, der stod mellem Egevangvillaen og vores mark. Vi dækkede jorden til med halm, og så lagde vi brædder over og dækkede dem til med halm det lunede så dejligt. Så skulle vi jo have et sterinlys, og det var selvfølgelig mig, der skulle gå ind og hente det! Men min far opdagede det og blev SÅ tosset og jeg fik en ordentlig endefuld! Og det var jo forståeligt nok, vi kunne have brændt hele ejendommen ned! Så far kunne også være meget bestemt! Vi lavede huler mange steder, også oppe ad bakken, hvor der var en kæmpehøj med tre sten på. Den var gravet ud mange år før, og man havde fundet en masse flintesten og økser og sådan noget. Den var rigtig god at lege inde i, så vi brugte den til hule. Den fatter jeg ikke, at man har fået lov til at fjerne. Den var så flot. Neden for bakken samledes hvert forår så meget vand, at det blev en stor sø, selvom der var en grøft, der skulle lede vandet over i den større sø. Dér legede vi meget. Dengang, man skulle tømme den store villa, fik vi et gammelt bord at lege med, og det kunne vi vende om, så vi kunne sejle med det på søen! Og selvfølgelig kom jeg til at stå på hovedet ud over det en dag. I dag er der stadig en fordybning, hvor søen var. Min far lagde drænrør i jorden på bakkerne for at få det lidt tørt, for her havde han sine marker helt ud til Vognmandsmarken. Min far var meget interesseret i heste, så han købte en meget flot frederiksborghest og en dejlig, tyk jysk hest. Selvom de var så forskellige, gik de godt i spænd med hinanden. Og vi fik lov til 16 Nærum.indb :03:31

14 at ride på dem. Min bror skulle altid have den fine hest og jeg den store. Tit om søndagen, når vi ikke skulle hjælpe til, red vi op til Egekrogen, der dengang hed Egekrogsvang. Der boede nogle mennesker, der hed Riber, der ingen børn havde. Derfor blev vi forkælet lidt. Riber havde været cowboy ovre i Argentina, og det var så spændende at høre om han har nok overdrevet lidt! Han lærte min bror at kaste med lasso. Dér red vi tit op. De herlige vintre Om vinteren var der altid så meget sne, at man kunne løbe på ski. Vi havde jo ikke mange penge, så far lavede selv ski til os. Han købte noget lærketræ og satte bindinger på. Det var bare nogle gummistykker, der blev gjort fast i træet. Så dyppede han spidserne ned i kogende vand i en gruekeddel, satte en snor fast i spidserne, strammede til og fastgjorde snoren i bindingen. På den måde formedes spidserne opad, mens træet tørrede. Når det var godt skiføre, vidste vi, at det var tid til kanetur med ski! Til gården hørte en gammel kane, og der var sådan et net, man kunne sætte på, så man ikke fik sne i hovedet fra hestehovene. Far spændte frederiksborghesten for kanen og kørte ned til skolen, og alle de børn, der kunne være i kanen og på ski bagved kanen fik lov til at køre med. Far havde sat reb bag på kanen, og de største drenge, Helge Svendsen, Helge Aggerton, Jørgen Nielsen, Erik Hansen, Erik Helgeson og Erik Høyby, fik lov at komme på slæb. Det gjaldt om at holde godt fast, mens det gik i susende fart over sneen. Far kørte os ud gennem den røde låge, ned gennem skoven til Rådvad og så videre ind i Dyrehaven ud over sletten ved Eremitagen. Jo, min bror og jeg var meget populære om vinteren! Den store sø måtte vi ikke lege på. Den er bundløs, siger man, men dengang var vintrene så strenge, at den var frossen dybt ned. Alligevel fik vi aldrig lov til at gå ud på isen, før far havde været ude og hoppe på den. Her tilbragte vi sørme mange timer på skøjter. En dag løb jeg på skøjter med Eyvind og de andre drenge, og så faldt Eyvind og fik en af de andres skøjte ind i sin overlæbe, så den flængede, og blodet styrtede ud af ham. Og så sagde nogen af drengene, at jeg skulle løbe hjem efter hjælp. Det gjorde jeg, og Eyvind kom luntende efter hylende! Jeg kom først ind i huset til mor og råbte: "Eyvin har slået sig, han har revnet hele sit ansigt!" Så sagde mor: "Nårh! Men jeg kan da høre, at der er liv i ham endnu!" Hun var altid så sød til at trøste os. Ikke noget med at overpylre, men på en god måde. Søndagstur med vennerne i 1940 erne: Fra venstre: Helge Svendsen (Svendsen Cykler) m. Fragtmand Andersens datter, lys frakke: Karen Thomsen fra Næ. Hov. gade, Erik Helgeson m. Edith, tømrer Tage Larsen fra Næ. Hov. gade. med Åge Gudnitz på ryggen, Erik Hansen fra det gamle Hattehus m. Else (Tages kone) på ryggen. (Edith Peterssons foto) Det gjorde hun også, da jeg mistede min lille hund. En ny hund Der var en slagtermester Randrup på Skodsborgvej ved Ørholm. Han blev kaldt for "Bøffen". "Bøffen" havde været med i en konkurrence med en mand, der var vegetar, kaldet "Bananen". De to dystede om, hvem der kom først på gåben fra Roskilde til København. Hvad gav flest kræfter? Kød eller vegetarkost? Den konkurrence skrev man meget om i aviserne. "Bøffen" vandt! Bøffen opdrættede granddanois er, og en dag kom han cyklende hen ad Skodsborgvej med sine 6 granddanoishvalpe. De løb løs omkring cyklen, og han havde ikke helt styr på dem. Jeg kom cyklende med en lille hund, jeg havde, en foxterrier. Pludselig overfaldt de 6 hunde min lille hund og flåede den fuldstændigt. Det var skrækkeligt! Jeg bar den hjem til huset, og far tog sig af den og ja, han har jo nok aflivet den jeg så det ikke. Han sagde bare, at den havde sagt farvel til mig. Og det var også det mest humane. Jeg var så ulykkelig, men mor trøstede mig og sagde, at den nok ikke havde lidt noget, og den havde det godt nu. Bøffen var jo noget ked af dét, der var sket, så han tilbød far, at vi kunne få én af hans granddanoishvalpe. Men jeg skulle ikke nyde noget af at have en af dem, der havde flået min lille hund. 17 Nærum.indb :03:32

15 Men nogen tid efter kom der en fremmed skærsliber på besøg, som mor ikke kendte hun kendte jo de faste, der kom forbi og fik en madpakke og en 25- øre. Den fremmede gjorde hende ikke noget, men hun blev så bange, at hun sagde til far, om vi dog alligevel ikke kunne få den dér store hund, som kunne hjælpe med at holde vagt. Og så fik vi en af Bøffens hvalpe. Den blev jeg meget gode venner med efterhånden, og den passede godt på mig, når vi gik af sted, for eksempel op til skoven. Jeg ville gerne op og lege alene i skoven ved Egekrogen. Det måtte jeg ellers ikke, men fordi jeg havde den store hund til at passe på mig, fik jeg lov. Jeg havde bundet den i en snor om min mave. I skoven byggede jeg små haver med sten, mos og grene. Så lavede jeg dyr af kastanjerne og satte derned. Det var dejlige stunder! "Et skvat" Når Eyvind og jeg skulle til tandlægen i Lyngby, kørte vi selv på cykel derind, selvom jeg kun var 6 år. For det kostede jo penge at tage med toget. Men det gik fint. Vi holdt et lille hvil på vejen hjem i Kongens have ved Sorgenfri Slot, hvor der var et stengærde. Og skvattet som jeg altid var dengang, fik jeg nyrebækkenbetændelse på grund af de kolde sten. Så kom dr. Askgård og undersøgte mig, og bagefter talte han med min mor, og jeg kunne ikke undgå at høre nogle ord om mig, der gjorde stærkt indtryk: "Men fru Hansen, De må jo regne med, at hun er et lille skvat hende skal De ikke regne så meget med!" Så jeg tænkte ved mig selv, at det skulle han i hvert tilfælde ikke få ret i! Jeg blev stædig. Jeg var indlagt på Gentofte Amtssygehus i 4 uger, hvor jeg lå samtidig med min mor, der også var på hospitalet. Jeg måtte ikke blive hjemme hos far, for man troede ikke, han kunne passe mig. Derfor var jeg indlagt, men mor og jeg lå ikke på samme afdeling. Der blev ikke gjort noget, jeg fik kun ro og varme. Så kunne jeg besøge mor om dagen. Og min mor gjorde også sit til at jeg skulle komme mig, for hun såede spinat flere gange om året, kogte det og så skulle jeg både spise det og drikke kogevandet puha! Det kunne jeg bestemt ikke li! Jeg fik også jerntilskud, og som følge af alt dét fik jeg sådan nogle dårlige tænder men hun reddede jo mit liv på en anden måde! En dejlig skoletid På Nærum skole var jeg så glad for at gå. Jeg elskede gymnastik, og der havde vi frk. Clasen, og hende holdt jeg så meget af. Hende havde vi også i bibelhistorie. Og hun fortalte det så levende, som om det var én stor historie. Og vi glædede os fra gang til gang til at høre, hvordan det nu gik med ham Jesus! Og skolebetjent Carlsen var så flink, men bestemt. Hvis vi havde løbet lidt for stærkt i skolegården og var faldet på asfalten og havde fået de små, hårde sten ind i hudafskrabningen på knæet, så var det op til Carlsen, hvor han skurede knæene rene med sæbevand og en neglebørste det har jeg prøvet mange gange. Og hvis man protesterede, så sagde han: "Jamen det ska du!" og så vænnede vi os til det og regnede det til sidst ikke for noget. Dans og gymnastik Jeg var så glad for at lave gymnastik, at jeg meldte mig til i S.N.I.K. Og mit hold skulle lave opvisninger mange steder, bl.a. på Nærum Hotel. Og så var der engang, hvor hotelejer Clausen havde ferniseret gulvet med noget fiskefernis af en art, der ikke ville tørre. Og vi skulle jo ind og fremvise vores optrin, og publikum sad og ventede. Vores træner, Linda Jensen, ude fra Birkegården sagde, at vi bare måtte prøve alligevel, så vi gik i gang med øvelserne, men vores sko hang i hele tiden, og da vi skulle sætte os ned og rejse os hurtigt op igen, blev vores gymnastikbukser hængende i, og vi stod der i underbukser! Folk lo og klappede og vi hev bukserne op og fortsatte! Senere fik jeg Rita Westerberg som træner, og hende gik jeg hos i 50 år! Min bror Eyvind kunne godt lide at danse og mødte gennem dansen Annelise Rasmussen, som var danselærer. (Hun blev senere gift Nielsen, se afsnittet om Noget om et danseliv). De blev gode venner, og Eyvind hjalp Annelise, da hun startede en danseskole op på Nærum Hotel. Annelise boede mellem Holte og Birkerød i huset Dumpedal, og den eneste måde, hun komme frem og tilbage til Nærum, var enten til 18 Nærum.indb :03:32

16 Huset Vestervang, Rundforbivej 172, ligger stadig bag Nærum gadekær. Til huset hørte en kæmpegrund der strakte sig ned mod Kikhanerenden erne. (Edith Peterssons foto) fods eller på cykel. Men om vinteren var vejen streng, hvis der lå sne, så Eyvind fulgte hende hjem. Men inden de kørte den lange vej, kom de hjem til far og fik noget smørrebrød, han havde lavet til dem. På det tidspunkt var vi flyttet til et hus ved gadekæret. Vores nye hus ved gadekæret Jeg var omkring 14 år, da min mor efterhånden var blevet så syg, at vi ikke kunne være på gården mere, og min far købte så husetvestervang på Rundforbivej nr En stor, gul villa med to lejligheder i. Vi boede nedenunder, og så havde vi nogle logerende ovenpå. Vi havde en kæmpe grund, og på den lavede min far gartneri og hønseri. Hønsene blev solgt som suppehøner, og grøntsagerne blev solgt i de forskellige grøntforretninger. Tit var det mig, der cyklede ned med varer til grønthandleren i Skodsborg. I huset og på Båndfabrikken Da jeg var færdig med 7. klasse på Nærum Skole, havde jeg slet ikke lyst til at komme hen og gå i en anden skole, jeg var så glad for at gå på Nærum. Så jeg fik lov til at blive på skolen endnu et år og gå 7. klasse om! Men jeg blev der kun i to måneder, så sagde min mor, at jeg skulle alligevel et år i huset, så det kunne jeg ligeså godt tage nu. Sådan blev det. Det var almindeligt dengang at enhver pige skulle et år i huset. Jeg boede stadig hjemme og var hver dag hos en familie i Skodsborg. Det var i 1940, og jeg kan huske d. 9. april. Da var jeg ude at gå en tur langs stranden med børnene vi skulle ud og se de kæmpe isbjerge i vandet, og så kom der pludselig en masse flyvemaskiner hen over os. En af piloterne tog lige retning af os og styrtdykkede ned over os. Det var så ubehageligt! Vi skreg og råbte og løb i dækning. Jeg havde det godt hos familien og var der et år, men husarbejdet var ikke lige mig, så jeg skulle ikke være i huset længere. Senere prøvede jeg at arbejde forskellige steder. Først hos en grønthandler i Skodsborg. Ved siden af lå Schou s sæbehus, og derinde arbejdede min veninde. Hun sagde: "Du kan da komme herind og være bypige, og når du så bliver 16 (det gjorde jeg lige efter) så kan du blive elev!" Og jeg var ikke glad for det bypige-job alle de overlegne madammer jeg kom rundt til, der kun ville åbne for mig ved køkkendøren! Så bypige skulle jeg ikke fortsætte med at være. Desværre blev der lavet et nyt regulativ, der sagde, at man skulle være 18 år for at komme i lære, så jeg holdt op dér. Min far klagede over, at jeg var rendt fra pladsen til sin nabo C. V. Petersen, der ejede Båndfabrikken på Askebakken. "Nå", sagde Petersen, "jamen, hun kan da komme og arbejde hos mig." Så det gjorde jeg. På fabrikken vævede Hr. Hansen bånd til at lægge rundt om cigarer, når de blev pakket i kasser. Hansen kunne også trykke tekst på båndene. Overfor lå et lille vaskehus, hvor der også var et farveri, og dér farvede Petersen selv alle båndene gule og røde. Men farveriet blev også brugt til noget andet: Om vinteren, når de stakkels svaner var ved at fryse fast i isen på gadekæret, syntes Petersen, at det var så synd dem, så han gik ned og hentede dem én for én Familien Hansen ved huset Vestervang; fra venstre Eyvind, mor Ellen på stolen, bagved står Edith, og ved siden af står far, Conrad erne. (Edith Peterssons foto) 19 Nærum.indb :03:33

17 og bar dem op i farveriet. Her gik de hele vinteren og fik godt foder, og når de så kom ud til foråret, var de røde og gule over det hele, fordi de havde gået og gnedet sig op af alle farvekarrene. Jeg var glad for at være der, men der var jo ikke nogen fremtid i det. I lære på Telefoncentralen Den store villa på Askebakken, der blev omdannet til båndfabrik i 1940 erne. (Foto: Historisk Arkiv f. Rudersdal kom.) Nogen tid efter, i 1944, søgte jeg en læreplads på Telefoncentralen i Nærum og var heldig at komme ind. Det var en hektisk tid, dér midt under krigen. Telefonsamtalerne kom så hurtigt, at vi havde bordene fulde. De var nærmest rødglødende. Folk ringede jo hver gang, der var sket noget inde i København og så skulle alle ringe til hinanden. Det blev undertiden helt kaos for os det var forfærdeligt! Vi kom jo nogle gange til at give folk det forkerte nummer, og når vi så senere mødte dem rundt i byen, blev vi skældt ud, fordi der ikke var ordentlig betjening. Og det var da også klart, det kostede jo 5 øre at ringe op. Folk kunne også blive sure, når de ringede og bestilte en samtale, og de foreksempel sagde: "Ja, jeg skal have købmanden eller grønthandleren eller posthuset", og jeg så svarede,: "Det kan de ikke få uden et nummer". Og de blev ved: "Jamen, De ved jo godt, hvad det nummer er, det kan De jo lige gi mig." "Ja, men," sagde jeg, "det må jeg ikke." Og jeg holdt fast på, at de selv måtte finde nummeret. Vi måtte ikke være private med kunderne. 20 Nærum.indb :03:36

18 Forstanderinden frk. Nielsen var meget speciel. Hun havde en fast aftale med sig selv om, at hun skulle spise frokost inde på restaurant Vivex i København en gang om ugen. Og det gjorde hun uden at sætte en vikar på, så vi fik ekstra travlt. Engang kunne jeg ikke lade være med skælde ud over det, og dét skulle jeg nok ikke have gjort, men jeg var jo meget selvstændig! Så kom overforstanderen ud til vores central fra København og spurgte, hvad jeg bildte mig ind! Jeg prøvede at forklare hende, hvad det drejede sig om, og hun sagde, at det ikke var vores ansvar, men frk. Nielsens. Ja, mere skete der ikke, men jeg fik da lov at beholde min plads, og jeg var også glad for at være der. Det med at folk siger, at vi lyttede med på samtalerne, passer ikke det er en skrøne. Dét kunne vi slet ikke komme til, for overforstanderinden sad i København og overhørte alle samtaler, så det kunne ikke ske! Det har jeg sagt så mange gange, men folk tror ikke på det. Jeg var ked af at holde op på centralen, men det blev nødvendigt, da jeg ventede mit første barn. Da jeg var 23, døde min mor, og far blev gift igen et par år efter. Jeg blev også gift, og min mand, Kaj, og jeg boede i mange år i det store hus med far og hans nye kone. Kaj var telefonmontør. Vi fik to piger, og så var pladsen lidt trang. Vi fik den idé, at bygge os et hus i haven, så det gjorde vi. Et fint etplanshus. Da min mindste datter var omkring 15 år, tog jeg arbejde igen på Askhøj. Den gamle båndfabrik var nedlagt i løbet af 50 erne, og Hansen og Welmann havde åbnet strømpefabrikken, Hanwel. Her blev produceret tykke frottésokker. Jeg arbejdede der i flere år. Vi boede i vores hus på Rundforbivej i mange år. Men så blev Kaj syg og kunne ikke passe haven mere, og så flyttede vi ud til Langebjerg og det var ligesom at komme hjem. Her kunne jeg mindes det alt sammen igen. Edith Petersson med døtrene Anne og Helle foran Vestervang, Rundforbivej 172, i 1961ca. (Edith Peterssons foto) Dette foto er fra Holte Telefoncentral fra ca. 1953, men det ligner meget godt Nærum Telefoncentral, der dog var noget mindre. Edtih Petersson fortæller, at de sad kun 4 damer. Ved bordet sad den tilsynsførende, i Nærum var det frk. Nielsen, og Edtih vikarierede for hende lejlighedsvis. (Foto: Historisk Arkiv f. Rudersdal kom.) 21 Edtih og Kaj Petersson, nygifte i (Edith Peterssons foto) Nærum.indb :03:37