Nyborg før & nu årgang 2009

Transkript

1 Nyborg før & nu årgang 2009

2 Nyborg før & nu 2008 Årsskrift for Østfyns Museer, Nyborg Nyborg Museumsforening Nyborg Lokalhistoriske Arkiv i samarbejde med Nyborg Bibliotek 11. årgang 2009 Oplag: 750 eksemplarer ISBN: Redaktion: Gese Friis Hansen John Maalø Larsen Leif Trebbien Opsætning og tryk: Mark & Storm Grafisk Udgivet af: Nyborg Lokalhistoriske Forlag Udgivergruppen: Kasserer Peter Engel, Nyborg Museumsforening Overbibliotekar Birgitte Haugbøl, Nyborg Bibliotek Arkivleder Leif Trebbien, Nyborg Lokalhistoriske Arkiv Omslagsillustration: Nyborg prospekt fra Pontoppidans»Den Danske Atlas«, 1764.

3 Indholdsfortegnelse Forord Af Leif Trebbien Slaget ved Nyborg i eftertidens erindring om fejringen af Slaget ved Nyborg 1659 ved senere jubilæer Af Michael Bregnsbo En slagmark får mæle om arkæologiske spor fra Slaget ved Nyborg 1659 Af Jesper Olsen Biskop Jacob Madsens visitatser om Nyborg Kommunes kirker i fordums tid Af Birthe Gyldion Nyborg Havn om dengang en havn var en havn Af Orla Willads Petersen En aftægtskontrakt noget for noget Af Ole Sørensen Skæbner fra fattiggården om Ullerslev Fattiggård, Tangevej 1 Af Yvonne Løfberg Øjeblikke fra Holckenhavn eller:»er Mussolini hjemme?«af Gese Friis Hansen Tjenestepige på Østfyn om livet på landet i 1950 erne Af Ingrid M. Jensen

4 Årsberetning for Nyborg Museum Af museumsinspektør Eva Becher Årsberetning for Nyborg Lokalhistoriske Arkiv Af Leif Trebbien, arkivleder Årsberetning for Nyborg Museumsforening Af Jesper Olsen, formand Forfatterliste

5 Forord Af Leif Trebbien, Nyborg Lokalhistoriske Arkiv Årsskriftet bragte sidste år en artikel om den hollandske admiral Michiel de Ruyter. Også i det foreliggende årsskrift giver artikler om Slaget ved Nyborg i 1659 indblik i historiske forhold vedrørende dette 350 år gamle afgørende dansk svenske magtbalanceopgør. For at accentuere denne begivenhed fraviges den ellers brugte kronologiske opstilling af artiklerne ved at frontstille artikler om Slaget ved Nyborg. Årsskriftets øvrige artikler bringer på det nærmeste læseren rundt til alle»hjørner«i Nyborg Kommune. Man vil bl.a. møde krigsfolk, kirkefolk, skolefolk, skibsfolk, aftægtsfolk og fattigfolk til forskellige tider på Østfyn. Årsskriftet Nyborg før & nu 2008 er som nummer elleve i rækken udgivet i et samarbejde mellem Østfyns Museer Nyborg, Nyborg Lokalhistoriske Arkiv, Nyborg Museumsforening og Nyborg Bibliotek. Det er redaktionens håb, at artiklerne vil inspirere til yderligere fordybelse i nyborgegnens historie og give lyst til at udarbejde artikler til kommende udgaver af Nyborg før & nu. Svenskerhøjen. Foto: Jesper Olsen 5

6

7 Slaget ved Nyborg i eftertidens erindring om fejringen af Slaget ved Nyborg 1659 ved senere jubilæer Af Michael Bregnsbo Slaget ved Nyborg den 14. november 1659 fandt sted som del af svenskekrigene eller Karl Gustavkrigene og Den første af disse krige blev indledt af Danmark i en situation, hvor Sverige syntes at være militært presset i Polen, og hvorfor der var håb for en forholdsvis let militær gevinst for Danmark. Sådan gik det imidlertid ikke. Ved efterretningen om den danske krigserklæring ilede svenske styrker mod Danmark, og de rendte hurtigt hertugdømmerne og Jylland over ende. Det var ikke godt, men så længe den danske flåde beherskede de indre farvande, var katastrofen trods alt ikke uafvendelig. Men så blev det en isvinter, de indre danske farvande frøs til is, og Karl Gustav og hans hær foretog den dristige march over først Lillebælt og siden Storebælt. Dermed var den strategiske situation med ét vendt til katastrofal ugunst for Danmark, og Danmark blev nødt til at indgå Roskildefreden i februar 1658, der indebar, at Skåne, Halland og Blekinge, en tredjedel af kongerigets territorium, måtte afstås til Sverige. Senere i 1658 fortrød Karl Gustav imidlertid, at han ikke havde erobret hele landet, når nu muligheden var der. Derfor genoptog Sverige krigen uden forudgående krigserklæring. Det lykkedes at holde det meste af landet besat, men hovedstaden København holdt stand gennem en mange måneder lang svensk belejring, og et svensk stormforsøg på byen den 11. februar 1659 blev heldigt slået tilbage, bl.a. med hjælp fra allierede nederlandske styrker. Men dermed var hverken belejringen af København, endsige krigen som sådan, slut. Det meste af landet var fortsat under svensk besættelse. Men nu tog det internationale diplomati over. Stormagterne England, Nederlandene og Frankrig havde ikke haft noget imod, at Sverige erobrede Skåne, Halland og Blekinge. Øresund var et vigtigt farvand som indsejling til Østersøområdet, 7

8 hvor en række varer (såsom korn, tømmer, jern, tovværk m.m.), som var af stor strategisk vigtighed for stormagterne, kom fra. Set fra stormagternes synspunkt var det farligt, hvis én enkelt magt sad på begge sider af Øresund og således ville kunne tage kvælertag på stormagterne ved at blokere for skibstrafikken ind og ud af Sundet. Men det gjaldt, hvad enten det var Danmark eller Sverige, der sad på begge sider af Øresund. Stormagterne indledte diplomatiske forhandlinger, og karakteristisk nok fandt de det ikke ulejligheden værd at indbyde repræsentanter for hverken Sverige eller Danmark. Da stormagterne var enedes om en løsning for, hvordan fremtidens landkort i Norden skulle se ud, blev både Sverige og Danmark præsenteret for et diktat: Sverige måtte beholde Skåne, Halland og Blekinge, men skulle rømme det øvrige Danmark. Fra svensk side nægtede man at gå ind på dette stormagtsdiktat, og også fra dansk side var man stærkt skuffet og modvillig, men efter nogen tøven valgte man fra dansk side at acceptere. Da Sverige således kom til at stå som den, der ikke ville rette ind efter stormagternes diktat, påtog stormagterne sig at bistå Danmark med at uddrive de svenske besættelsesstyrker. Slaget ved Nyborg den 14. november 1659 var et led i denne uddrivelse; her blev en svensk hær besejret af en kombineret dansk-nederlandsk styrke med indslag af andre allierede. Sejren ved Nyborg aflivede myten om den svenske hærs uovervindelighed på slagmarken og medvirkede derved til at give Danmark ny selvtillid og forhåbninger. Ved fredsslutningen i København den 27. maj 1660 blev Roskildefreden fra 1658 med nogle mindre undtagelser bekræftet. Danmark opnåede således ikke i særlig høj grad forbedringer i forhold til det, som stormagterne uden hverken Danmarks eller Sveriges mellemkomst var blevet enige om. 2 Erindring Sejre i feltslag havde Danmark ikke mange at kunne prale med i Karl Gustav-krigene, så det lidt, man trods alt havde, måtte derfor fremhæves så meget desto mere både dengang og siden. Det er således egentlig ikke selve Slaget ved Nyborg den 14. november 1659, som denne artikel handler om, men derimod om hvordan denne begivenhed er blevet erindret i senere tider.»erindring«skal i denne artikel ikke forstås således, at artiklen handler om 8

9 erindringer, nedskrevne og fortalt af nogen, der selv var med ved Slaget ved Nyborg. Med»erindring«menes derimod, hvordan man i Nyborg i eftertiden, ja frem til i dag, har fejret, mindet, højtideligholdt eller i hvert fald markeret svenskekrigene, hvordan man har gjort det, hvad man har brugt det til, og hvilke politiske dagsordener i jubilæumsårene man har knyttet markeringen af svenskekrigsjubilæerne til 3. Emnet er altså erindring af Slaget ved Nyborg i senere tider og til brug til at fremme bestemte politiske sager på samme måde, som markeringen af besættelsestidsjubilæer bliver brugt til at fremme konkrete nutidige politiske dagsordener. Eksempelvis holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen en meget opsigtsvækkende tale i 2003 i anledning af 60-året for augustoprøret imod den tyske besættelsesmagt, hvor han karakteriserede samarbejdspolitikken under den tyske besættelse som en farlig tankegang. Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt 4. Denne tale handlede nok så meget om aktuelle forhold i Danmark i 2003 som om besættelsestiden: Tidligere på året havde et snævert folketingsflertal besluttet at lade Danmark deltage i USA s krig imod Irak. Det var en beslutning, der havde vakt store protester, fordi den ikke hvilede på noget mandat fra FN og angiveligt byggede på falske og urigtige forudsætninger. I sin tale om augustoprøret satte statsministeren således lighedstegn mellem dem, der ikke støttede den danske krigsdeltagelse og dem, der under besættelsestiden havde samarbejdet med tyskerne og dermed angiveligt udvist politisk og moralsk svigt og knæfald for diktaturet, og derved lod statsministeren forstå, at hans politiske modstandere var af samme kedelige type. I alsidighedens navn vil jeg også medtage et eksempel på, hvordan besættelsestiden bliver erindret på den anden fløj, nemlig modstanderne af dansk medlemskab af EU. Disse omtaler sig selv som modstandsfolk og karakteriserer de danske politikere, der er tilhængere af EU-samarbejdet, som»samarbejdspolitikere«, og i forbindelse med kampagnerne forud for folkeafstemning om EUspørgsmål opfordrer de til, at man stemmer nej og sammenligner det med, at den danske befolkning den 29. august 1943 lod sine 9

10 valgte politikere vide, at den ikke ville acceptere mere samarbejde med tyskerne 5. I artiklen vil der tilsvarende blive set på, hvordan Slaget ved Nyborg den 14. november 1659 tilsvarende i Nyborg ved forskellige jubilæer er blevet markeret og brugt til at fremme bestemte politiske dagsordener. Frederiksdagen Skikken med at markere Slaget ved Nyborg er næsten lige så gammel som slaget selv. Dagen den 14. november blev benævnt Frederiksdagen, vistnok efter kongens uægte søn Ulrik Frederik Gyldenløve, der som højtstående officer havde udmærket sig i slaget. Kort efter at slaget havde fundet sted, skrev Jacob Andersen Scheffer, tidligere rektor og senere rådmand i Nyborg, et digt på 22 vers med den pompøse titel Fyenske Skack-Spill exerceret paa Friderichs-Dag, som var dend 14. i Slagtemaaned 1660 [sic!]. Sangviis forfattet af dend i Aand og Sandhed stedse Jesu Navn berømmer. Heri blev slaget og sejren besunget 6. Det følgende år, 1660, hvor i mellemtiden enevælden var blevet indført, blev det forordnet af kongen, at Frederiksdagen den 14. november for fremtiden skulle være en særlig, lokal helligdag i Nyborg. Der skulle således holdes gudstjenester den dag, arbejdet skulle ligge stille, ligesom dagen skulle markeres med musik, klokkeringning og anden højtidelighed. På denne Frederiksdagen blev der således fra prædikestolen prædiket om troskab og offervilje over for konge og enevælde samt vilje til at forsvare sig mod arvefjenden Sverige. Frederiksdagen blev højtideligholdt i over hundrede år. Men i 1766 blev den ophævet. Grunden var, at den danske konges søster Sophie Magdalene det år blev gift med den svenske kronprins Gustav (senere III), og derfor ansås det for upassende fortsat at fejre en sejr over en svensk hær, nu hvor det danske og det svenske kongehus var kommet i familie med hinanden Ved 200-årsjubilæet i 1859 var situationen den, at enevælden i 1848 var faldet og erstattet af den fri grundlov af 5. juni 1849, men også at der var blevet udkæmpet en krig mod tysksindede slesvig-holstenere, der havde fået støtte af Det Tyske Forbund. 10

11 Andre magter havde grebet ind til fordel for Danmark, og det var endt med, at den gamle helstat bestående af Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg skulle genoprettes. Det var en løsning, som man hverken fra dansk, slesvig-holstensk eller tysk side var tilfredse med eller regnede med kunne bestå i længden. Modsætningerne mellem danske og tyske inden for helstaten var det alt overskyggende problem i dansk politik i de år. Danmark befandt sig altså i 1859 i en uafklaret sikkerhedspolitisk situation, der som bekendt førte til den katastrofale krig i Jubilæet i 1859 var præget af de nye forfatningsforhold og de udenrigspolitiske problemer. Det havde forbindelse dermed, at jubilæumsfesten ifølge Nyborg Avis skulle fejres som en fædrelandskjærlig Ihukommelse af vore Forfædres tappre Forsvar og kjække Udholdenhed, da Kampen gjaldt det gamle Danmarks Tilværelse som selvstændig Stat. Det forhold, at Danmark havde fået en ny fjende, tyskerne, betød, at man nu havde en forsonlig og venskabelig holdning til den gamle fjende, svenskerne. Der blev lagt vægt på at se fej- Figur 1. Hotel Postgården, i en periode også kaldet det Hustedske Hotel. Her blev jubilæerne i 1859 og i 1909 fejret med festmåltider for de lokale spidser. Den palælignende bygning lå på hjørnet af Kongegade og Adelgade, men blev nedrevet i 1936 for at give plads til en ekspanderende manufakturhandel, Varehus Wilde. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 11

12 ringen som udtryk for et broderligt Sammenhold og et Fostbrødrelag imellem de tre nordiske Nationer. Ja, svenskerne blev nu benævnt et broderfolk, og ved den officielle festmiddag blev der udbragt skåler for Sveriges konge og for de svenske brødre foruden for Nordens Qvinde og selvfølgelig for Danmarks konge. Ellers blev dagen markeret ved flagning over hele byen, også på kirketårnet og på skibene i havnen og med militær musiceren. Kl. 12 var der parade på torvet og tale af byens kommandant, om aftenen var der arrangeret fakkeltog gennem byen til torvet, hvor der skulle have været holdt et foredrag, der formedelst øsende regn desværre måtte aflyses. Men til gengæld blev der holdt en festmiddag i det Hustedske Hotel for en meget talrig Forsamling af Byens Embedsstand og Borgerklasser, hvor der angiveligt herskede en livlig og fædrelandssindet Stemning, og efter middagen fortsatte man med festligt Samvær og Sang. Med andre ord var det byens nationalliberale, skandinavistisksindede elite, der fejrede jubilæet. 200-årsjubilæet blev nemlig bevidst kædet sammen med den nyligt indførte fri forfatning i Danmark og med den uafklarede udenrigspolitiske situation i forhold til Tyskland. I festtalerne blev det således fremhævet, at Danmarks frelse i 1659 havde skyldtes borgerstanden, da Adelen paa faa Undtagelser nær [havde svigtet] baade Konge og Fædreland. Og Jægerkorpsets musikere blæste både Kong Christian for fortiden og Den tapre landsoldat for fremtiden, som det hed 8. Det var således helt klart, at fejringen af 200- årsjubilæet i Nyborg var noget, der blev tillagt aktuel politisk betydning Det næste store runde jubilæum, 250-årsjubilæet, indtraf i Otte år forinden, i 1901, havde der fundet et politisk systemskifte sted, hvorved parlamentarismen var blevet indført. Hidtil havde kongen påberåbt sig sin grundlovgivne ret til selv at udpege en regering, uden at denne behøvede at være i overensstemmelse med Folketingets flertal. Dette havde ført til en forbitret konflikt i dansk politisk liv gennem det meste af 1800-tallets sidste tredjedel, men i 1901 havde kongen bøjet sig for Folketingets krav. Lokalt i Nyborg var der på den tid alvorlige politiske og sociale modsætninger, som vi vender tilbage til om lidt. Den storpolitiske situation i verden i 1909 var præget af voksende spændinger, og 12

13 Danmark befandt sig her i en udsat stilling som småstat og nabo til det bestandigt mere overmægtige og aggressive tyske kejserrige. Forsvarsspørgsmålet var en sag, der virkelig havde ført til konflikt og delt vandene i dansk politik gennem mange årtier, men efter et langt og kompliceret forhandlingsforløb var der i efteråret 1909 endelig blevet vedtaget et forsvarsforlig. Forsvarssagen var altså et særdeles aktuelt og centralt emne på den politiske dagsorden, og derfor blev jubilæet for Slaget ved Nyborg i 1909 i høj grad oplevet som noget aktuelt og vedkommende. Det nyligt vedtagne forsvarsforlig indebar bl.a. en koncentration om forsvaret af København. Det medførte, at garnisonen i Nyborg skulle flyttes fra byen, og jubilæet i Nyborg i 1909 blev derfor markeret i en atmosfære af misstemning og skuffelse. Egentlig havde der derfor været stemning for slet ikke at markere jubilæet, men man var dog kommet på bedre tanker. Det var blevet påpeget, at netop når man stod over for at skulle miste sin garnison, var det vigtigt at få sat et mindesmærke over sejren i Der var derfor blevet nedsat en hovedkomite bestående af Figur 2. Parade på torvet. Garnisonen satte sit stærke præg på bybilledet i Nyborg, og beslutningen om at flytte den til Sjælland, som forsvarsforliget i 1909 indebar, vakte skuffelse og mismod lokalt, og det kunne ikke helt undgå at virke lidt ind på fejringen af 250-årsjubilæet samme år. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 13

14 byens borgmester, garnisonens kommandant, formanden for byens handels- og håndværkerforening samt lensbaron Holck til Holckenhavn, der var formand for den stedlige turistforening foruden hofjægermester Juel til Juelsberg, på hvis marker slaget var blevet udkæmpet 250 år forinden. Desuden virkede et par underkomitéer med repræsentanter for bl.a. bestyrelsen i Svendborg Amts Historiske Samfund. Et endnu synligt minde fra jubilæet i 1909 er mindestenen ved Lindeallé, der blev rejst ved den lejlighed. Den store dag i 1909 blev indledt med reveille gennem byens gader og klokkeringning. Om formiddagen blev der holdt mindegudstjeneste med en til lejligheden komponeret festhymne. Kl holdt militærhistorikeren, kaptajn Rockstroh, et offentligt foredrag i kommunens gymnastikhus, hvortil der var gratis adgang. Derefter blev mindestenen afsløret. Så fulgte fællesspisning på hotel Postgården, og her blev der i lighed med 1859 holdt taler og udbragt skåler, ligesom både den danske og den hollandske nationalmelodi blev spillet. Den hollandske melodi blev spillet for at mindes, at nederlandske styrker havde kæmpet side om side med danske styrker i slaget 250 år forinden. Kl. 17 og kl. 20 blev der opført en teaterforestilling, Den 14. November 1659, forfattet af den lokale overretssagfører Dahlerup. Stykket opførtes i teatersalen på Industrihotellet. Om aftenen blev der Figur 3. Fra afsløringen af mindestenen i 1909: Skoleinspektør Ernst Petersen holder en patriotisk tale. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 14

15 Figur 4. Kommunens gymnastikhus, hvor der ved fejringen af jubilæet i 1909 blev holdt et offentligt foredrag om dagen og bal om aftenen. Huset, der blev bygget i 1884, lå på hjørnet af Baggersgade og Nørre Voldgade. Det eksisterer endnu, men er nærmest ændret til ukendelighed, idet der er blevet bygget et par etagers beboelse ovenpå. Stueetagen huser i dag et Fakta-supermarked, og den fordums så imposante bygning må i dag nærmest betegnes som en skændsel for bybilledet. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Figur 5. Teatersalen, der ved jubilæet i 1909 lagde scene til et skuespil om 14. november 1659, lå i Nyborg Borger- og Haandværkerforenings Hus, også kaldt Industrihotellet i dag bare»industrien«. Teatersalen eksisterer fortsat og bruges den dag i dag til sit gamle formål. Villaen overfor ejedes sidst af tandlæge Kabell. Begyndelsen af 1900-tallet. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 15

16 holdt bal, et i kommunens gymnastikhus for de mindre bemidlede og et andet bal i byens teatersal for de lidt mere velstående. Skal man tro den lokale borgerlige presses referat af dagens begivenheder, var det en ubetinget succes: en smuk Mindedag, en stilog stemningsfuld Fest som det blev udtrykt. Den eneste misstemning, der kom til udtryk i Nyborg Avis, var et læserbrev, hvor en læser besværede sig over, at de mange, store damehatte angiveligt havde hindret udsynet til scenen. Sammenhængen med aktuelle politiske spørgsmål var helt tydelig. I sin tale ved mindestenens afsløring udtalte den lokale skoleinspektør, Ernst Petersen, således ønske om, at Stenen [måtte] stå til sene Slægter som et Minde, ikke blot om Kamp og Sejr, men om Folkets Styrke i Nødens Stund, og som den saaledes vidne om Fortiden, giver den ogsaa Haab for Fremtiden, at Danmarks Aand skal ej uddø. Ved festmiddagen om aftenen var der taler af byens borgmester, amtmanden, chefen for den fynske brigade, generalmajor Arendrup, og byens garnisonskommandant, oberst Møller, m.fl. I festtalerne her blev der også draget aktuelle politiske paralleller, og det fremgik, at ikke alle de tilstedeværende honoratiores helt havde forstået eller accepteret, hvad systemskiftet i 1901 og indførelsen af parlamentarismen indebar. Den lokale garnisonskommandant udtalte således: Hvorledes Landets Udvikling skal blive, afhænger i særlig Grad af en enkelt Person, nemlig Kongen, der som staaende udenfor og over alt Partikævlet helt kan ofre sig for den store Opgave at føre Danmark frem. Alle Danske ønsker Held hertil. Kongen leve! 9 Nyborgkredsens mangeårige folketingsmand, venstremanden Niels Jensen-Toustrup, slog derimod lyriske toner an i sit lykønskningstelegram, hvor det hed: Tak fordi I mindes Død af Fædre! Derved Drot og Folk I hædre. 10 Men ikke alle var begejstrede for jubilæumsfejringen i Byens fremstormende socialdemokratiske arbejderbevægelse var således ikke. Partiet var den gang antimilitaristisk og internationalistisk og opfattede arrangementet som de lokale patrioters forsøg på at misbruge jubilæet til at propagandere for nationalisme og militarisme. Af den grund var socialdemokraternes holdning til jubilæumsarrangementet præget af spids, kritisk og sarkastisk afstandtagen. Dagen før den store dag skrev det lokale socialdemokratiske organ, at det var meget dejligt for dem, der sætter Pris på den Slags Festiviteter, og vi andre, der ikke finder Behag i al den Rummel til Fædrelandets Pris, har heldigvis Lov at blive borte. Og om aften- 16

17 festen hed det: saa kan enhver selv dømme, hvor de hører hjemme og danse væk til Minde om de mange tusinders frygtelige Død. Det faldt også den lokale arbejderbevægelse for brystet, at fejringen af jubilæet var en hyldest til kong Frederik III, der havde indført enevælde og i øvrigt havde ansvar for krigen. Ironisk hed det: Ja, det var en nydelig Herre denne Frederik III. Hans kongelige Genistreger er nok værd at mindes. Fra socialdemokratisk side opfordrede man altså til boykot af jubilæumsarrangementet, men man sendte dog en reporter, nemlig ingen ringere end den tidligere tobaksarbejder, daværende lokale arbejderhøvding og senere første folkevalgte borgmester Ludvig Hansen. Han gjorde syrligt opmærksom på, at man ikke havde nået at få gjort dekorationerne i gymnastikhuset færdige, og at kirkesangen ikke havde fungeret helt perfekt. Dog gav han også den cadeau til foredragsholderen kaptajn Rockstroh, at dennes foredrag var blevet holdt i en nøgtern Form som ikke er ganske almindelig at finde blandt militære Foredragsholdere. Det frydede også repræsentanten for et parti, der havde samfundsmæssig lighed på en fremtrædende plads i sit program, at man i modsætning til sørgegudstjenesten ved Christian IX s begravelse i 1906 denne gang ikke havde vovet at lade der være særligt reserverede pladser til omegnens honoratiores og til de lokale civile og militære spidser i kirken. Mindestenen beskrev Ludvig Hansen derimod som grim, tarvelig, deprimerende og under al kritik. Byrådet blev i stærke vendinger bebrejdet for at have tilladt at som det hed Monumentmændene [altså komitéen] kan få den Plads, de har udset sig til deres Narrestreger. Ludvig Hansen var overbevist om, at en tilsvarende mindesten aldrig ville blive taalt i nogen anden By, hvor der findes blot et Gran af Skjønhedssans i Behold. Der faldt også drøje, socialdemokratiske hug til Historisk Samfund for Svendborg Amt, som havde taget initiativet til mindestenen, og de lokale Patrioter slog strax til, vistnok nærmest ud fra den Betragtning, at det var en ypperlig Lejlighed til at lave Rummel for Forsvarssagen. Omegnens Herremænd, som den socialdemokratiske avis udtrykte det, havde bidraget rundhåndet til mindestenen, og det førte til følgende ironiske salut: De Godtfolk plejer jo som Regel at give en rigelig Skærv, naar det bare smager af Gud, Konge og Fædreland 11. Det skal dog siges, at den socialdemokratiske avis havde bragt en annonce om jubilæumsfestlighederne, indrykket af komitéen 12. Man kan ikke gøre sig helt fri fra den mistanke, at den stærke so- 17

18 cialdemokratiske afstandtagen kan være udtryk for en følelse af skuffelse og bitterhed over ikke at være blevet inviteret med, ikke at blive anerkendt som en ligeværdig del af lokalsamfundet i Nyborg. Kritikken af det siddende bystyre for at have accepteret mindestenen var nok snarere udtryk for, at socialdemokraterne generelt ikke havde noget til overs for den siddende højreborgmester, men mente, at det var høje tid til forandring, tid til at socialdemokraterne overtog magten i Nyborg, hvilket da også skete ni år senere, i Den borgerlige presse klandrede i stærke vendinger socialdemokraterne for at besmudse deres egen rede og noterede et par dage senere ikke uden en vis skadefryd tør man nok formode at mange socialdemokratiske familier havde blæst på partiets opfordring til boykot og havde deltaget i festlighederne og haft en god dag. Og med hensyn til Ludvig Hansens voldsomme udfald mod mindestenen kunne venstreavisen Nyborg Dagblad Figur 6. Den unge nyborgensiske arbejderleder Ludvig Hansen, mens han var rødglødende socialdemokrat og en ubønhørlig revser af den bestående kapitalistiskmilitaristiske samfundsorden. I 1918 blev han Nyborgs første folkevalgte borgmester, en post han havde til sin død i Som sådan blev han med tiden en rigtig bykonge, højt agtet og respekteret langt ud over sine partifællers kreds. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. fortælle, at mange, hvem der tillægges betydelig mere Kultur og Skjønhedssans end Hr. Ludvig Hansen i almindeligt Omdømme antages at sidde inde med, har udtalt deres Beundring netop for Mindestenens Skjønhed, ja venstreavisen holdt sig ikke for god til at tage det radikale dagblad Politiken, der hverken var kendt for at hylde forsvar eller nationalisme, til vidne på, at Ludvig Hansens negative holdning ikke var berettiget eller deltes af en større kreds

19 1959 Ved 300-årsjubilæet i 1959 var der i mellemtiden sket store ting og sager både på landsplan og lokalt i Nyborg. Begge steder var socialdemokraterne blevet det største parti, der sad både i landets regering og på det lokale bystyre i Nyborg. Men selv om jubilæet i 1959 selvfølgelig blev markeret, var det ikke noget, der ligesom i 1859 og 1909 blev indblandet i aktuelle politiske stridigheder. Initiativet til overhovedet at markere dagen udgik fra den lokale turistforening. Nyborg Bibliotek arrangerede en udstilling, og der var klokkeringning både i Korsør og i Nyborg. I dagene op til jubilæumsdagen havde Nyborg Avis genoptrykt kaptajn Rockstrohs foredrag fra 1909 som føljeton. Om aftenen blev der tændt bavne med 20 meters mellemrum på Nyborg Vold, ligeledes på Juelsberg, ligesom der blev anbragt levende lys i slottets vinduer. Den lokale virksomhed, Tjærekompagniet (senere Tarco a/s) havde Figur 7. I sommeren 1959 blev der arrangeret en udstilling i Danehofsalen på Nyborg Slot som optakt til det forestående 300-årsjubilæum. I den anledning havde man lånt en række effekter, der havde tilhørt feltmarskal Hans Schack, den danske sejrherre i slaget ved Nyborg, fra dennes efterkommere på Schackenborg. På billedet bliver en af Schacks pistoler taget i nærmere øjesyn af borgmester C. E. Bjerring (t.v.), skoleinspektør Gunnar Pedersen (midten), formand for den lokale turistforening, og af lensbaron H. Berner Schilden Holstein (t.h.), der var formand for Historisk Samfund for Fyens Stift. På væggen ses et maleri af feltmarskalen. Fyens Stiftstidende/Odense Stadsarkiv. 19

20 sponsoreret bavnene. Selv om det var koldt og regnfuldt, strømmede folk til fra nær og fjern 14. Den eneste mislyd var en beklagelse over, at det ikke havde været muligt at få hjemmeværnsmænd til at være bavnevagter. Det havde betydet, at man ikke havde kunnet tænde samtlige bavne på én gang, i samme øjeblik som kirkeklokken faldt i med»svenskeringning«, men at det havde varet hen ved 10 minutter, førend alle bavne var blevet tændt. Den lokale kompagnichef havde dog måttet afslå turistforeningens anmodning om at få stillet hjemmeværnsfolk til rådighed med den begrundelse, at noget sådant næppe ville kunne falde ind under betegnelsen hjemmeværnsøvelse 15. Om dagen havde der også været kransenedlæggelser ved mindestenen fra 1909 med repræsentanter for kommunen, garderforeningen og turistforeningen. Hvis der blev sagt nogle bevingede ord om aktuelle politiske forhold ved den lejlighed, så var det i hvert fald ikke noget, som den samlede tilstedeværende nyborgensiske verdenspresse fandt anledning til at rapportere om. Overhovedet var festlighedernes omfang og det, aviserne gjorde ud af disse festligheder, langt mere beskedne end i En forklaring kunne være, at socialdemokraterne i 1959 var i fuld gang med at opbygge et velfærdssamfund, og til den ende kunne man ikke rigtig bruge et slag, der havde fundet sted for 300 år siden, til noget. For denne forklaring kunne tale, at et andet jubilæum, der i 1959 faldt sammen med jubilæet for Slaget ved Nyborg, nemlig Kolonihaveforbundet Nyborgs 40 års jubilæum, fik langt fyldigere dækning i den socialdemokratiske lokalpresse 16. Så alt i alt: I 1959 var Slaget ved Nyborg blevet historie i betydningen noget fortidigt, uaktuelt. Konklusion Når vi ser på, hvordan Slaget ved Nyborg i 1659 er blevet markeret, erindret, fejret, mindet eller højtideligholdt gennem tiden, tegner der sig et mønster. Oprindelig var markeringerne og mærkedagene noget, der blev iværksat fra oven og ved tvang fra det enevældige styres side og havde som formål at fremstille begivenhederne som en fortælling om, hvordan kongen med en vis hjælp fra borgerne ganske vist havde frelst land og rige fra undergang, ligesom enevælden blev set som en lykkelig konsekvens af disse begivenheder, og alt dette blev propaganderet fra prædikestolen 20

21 Figur 8. Den 14. november bliver fortsat markeret årligt i Nyborg, men uden at det i den forbindelse kommer til de store politiske markeringer. Her ses borgmester Jørn Terndrup nedlægge en krans ved mindestenen. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. på Frederiksdagen, som blev gjort til en særlig taksigelses- og helligdag i Nyborg. Efter enevældens fald både i 1859 og 1909 blev det i højere grad en markering på frivillig basis. I 1859 af den nationalliberale og skandinavisk orienterede borger- og embedsklasse, i 1909 af fædrelandskærlige og forsvarsvenlige borgerlige kredse. Muligvis tog myndighederne initiativ, men det var frivilligt, om man ville gå med i optogene eller på anden måde deltage. Det var der imidlertid både i 1859 og i 1909 tilsyneladende ganske mange, der gerne ville, bl.a. fordi krigsbegivenhederne føltes vedkommende, fordi Danmark begge disse år befandt sig i en usikker udenrigspolitisk situation, ligesom forsvarsspørgsmålet begge år var særdeles aktuelt. Mærkedagene 14. november 1859 og 1909 blev derfor oplevet som vedkommende og aktuelle. Ikke mindst i 1909 viser den store frivillige og aktive deltagelse i jubilæumsfejringen, at jubilæet var noget, der virkelig havde opbakning fra brede kredse. Af samme grund blev fejringen af 14. november i 1909 blandt de nyborgensiske socialdemokrater affærdiget som militaristisk og nationalistisk propaganda, ligesom socialdemokraterne kædede deres 21

22 modstand imod krigsjubilæet sammen med deres modstand mod det borgerlig-kapitalistiske samfund i al almindelighed. I 1959 var jubilæet i Nyborg reduceret til at være en begivenhed 300 år forinden, som man pligtskyldigst mindedes og som måske kunne bruges til at fremme turismen i Nyborg, men ikke noget man kunne bruge til noget i aktuel politik. Så fra at være iscenesat af det enevældige styre blev fejringen i 1859 og 1909 noget, der havde betydelig aktiv og frivillig opbakning, men i 1959 var det helt eller delvist blevet historie i betydningen fortidigt og uaktuelt. Hvordan 14. november vil blive markeret i 2009, skal jeg ikke søge at gøre mig klog på. Man kunne måske frygte, at hvis det for 50 år siden blev oplevet som fortidigt og uaktuelt, så må det i 2009 opleves som endnu mere fortidigt og endnu mere uaktuelt. Måske. Men ikke nødvendigvis. For der er sket ting og sager de sidste 50 år, bl.a. har Danmark nu for første gang siden 1864 oplevet at være aktivt krigsførende på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Derfor kunne det tænkes, at der vil være en fornyet interesse for sådanne fortidige krigsbegivenheder, og at de vil blive tolket i aktuelt perspektiv. Men det vil vi få at se. 1 Denne artikel er en omarbejdet version af et foredrag, jeg holdt ved et seminar om svenskekrigene på museet på Nyborg Slot den 10. november Om svenskekrigene generelt, se f.eks.: Svend Ellehøj: Christian 4.s tidsalder , Politikens Danmarks Historie, bd. 7, Kbh eller Knud J. V. Jespersen:» «, i Carsten Due-Nielsen m.fl. (red.): Revanche og neutralitet , Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 2, Kbh Om denne form for historieskrivning, erindringshistorie, kan man læse mere i Claus Bryld & Anette Warring:»Kollektiv erindring hvad er det? Et korrektiv til nogle anmeldelser af Besættelsestiden som kollektiv erindring«, Fortid og Nutid, 3, 1999, s URL: Citeret Nils Arne Sørensen:»The Second World War and Continuity and Change in Danish History«, i: Claus B. Christensen & Anette Warring: Finland og Danmark: krig og besættelse , Roskilde 2007, s. 150f. 6 H. Ehrencron-Müller: Forfatterlexicon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814, bd. 1-12, Kbh Laurids Fogtmann & Tage Algreen-Ussing (udg.): Kongelige Rescripter, Resolutioner og Kollegiebreve for Danmark og Norge , Kbh , 12. november 1660 og 21. november Nyborg Avis. En politisk og Avertissementstidende, nr. 176 ( ) og 178 ( ). 9 Nyborg Avis 4., 13. og 15. november Nyborg Dagblad (Østfyns Folkeblad) 15. november

23 11 Nyborg Socialdemokrat 13. og 15. november Nyborg Socialdemokrat 10. november Nyborg Dagblad (Østfyns Folkeblad) 16. november Nyborg Avis 9., 10., 11., 13. og 16. november 1959, Nyborg Socialdemokrat 13. november Nyborg Avis 16. november Nyborg Socialdemokrat 16. november Figur 9. Mindestenen, som ved sin afsløring i 1909 måtte tåle mange knubbede ord fra socialistisk side, blev i mange år beplantet med gule og blå stedmoderblomster. Først i år 2009 er de erstattet af mere patriotiske farver! Foto: John Maalø Larsen. 23

24 En slagmark får mæle om arkæologiske spor fra Slaget ved Nyborg 1659 Af Jesper Olsen Den 14. november 1659 (24. november efter vor gregorianske kalender) udkæmpedes der et stort slag på markerne vest for Nyborg. Det blev det sjette-største slag inden for det nuværende Danmarks grænser men måske det vigtigste historisk set, da begivenhedernes udfald afgjorde Danmarks nationale selvstændighed. De historiske spor efter begivenhederne er tydelige. Og dog er det en begivenhed, der har manglet historisk bevågenhed. Kampen om København er fortalt mange gange. Måske er kildematerialet til denne begivenhed også bedre og rigere. Men Slaget ved Nyborg er kun sjældent behandlet. Kilderne til slaget gemmer sig i offentlige og private arkiver samt selvfølgelig i Pufendorfs Atlas 1. Det er ikke mange, der har behandlet kilderne samlet, og de foreløbige konklusioner synes derfor at være tendentiøse. Kun gennem arkæologiske undersøgelser, som vi i 2008 satte i værk, kan man komme nærmere begivenhederne. Forudsætninger Set i bagklogskabens klare skær skulle vi have haft to ting i baghovedet, da vi prøvede at stedfæste slaget: 1. De svenske styrker omfattede maksimalt 7000 mand. Standardopstillingen ved forsvar var i to rækker med maksimalt 2/3 af styrken (ca mand) i første række, 1/3 af styrken som reserve i anden række m bag forreste række. De ca mand var opstillet i geledder både infanteriet (fodfolk og afsiddede dragoner) og rytteriet typisk i tre geledder altså ca mand i front. Det siger sig selv, at de talrige fremstillinger, hvor svenskernes højre front er ved Skaboeshuse og venstre front ved Hjulby Sø, i alt ca. 4 km, må være ude af trit med virkeligheden og nok har baggrund i en stringent tolkning af plancherne i Pufendorfs Atlas (se figur 3b). Den svenske front har maksimalt dækket det halve, dvs. højre front ved Juelsberg (skoven) og venstre front ved Hjulby Sø/Ladegårdsåen. 24

25 2. Det var svenskerne, der kom først og dermed valgte stillingsområde. De har sandsynligvis villet undgå at stille op for tæt på det kuperede terræn vest for Juelsberg med Bavnehøj som det dominerende højdedrag. Herfra ville fjenden nemlig have haft tydelig indsigt i hele den svenske slagopstilling, og det ville være et perfekt sted at anbringe de allieredes artilleri. Derfor må teorien om den svenske højrefløj ved Juelsberg og venstre fløj ved Hjulby Sø også opgives (fremsat så sent som i 2008 i tobindsværket Dansk Krigshistorie). I stedet skal man se bort fra plancherne i Pufendorfs Atlas og vende sig mod teksten. Det har forfatterne til værket Danmark i Krig (2005) gjort:» må det antages, at den svenske hær indtog en forsvarsstilling, der gik fra området omkring Bavnegård (Juelsberg), måske lidt øst og syd herfor, (min understregning) og ned mod Hjulby Sø. Langs stillingens højre fløj strakte sig et dige med levende hegn, mens den venstre fløj støttede sig til dybe vandgrave, der løb ned mod et sumpet område ved Hjulby Sø. Landevejen til Odense gik midt gennem stillingen. Foran denne var terrænet åbent og overskueligt (dvs. ikke kuperet, min bem.), mens det bagved ind mod Nyborg var mere lukket, præget af skov.«for at lade enhver mulighed stå åben, startede vi dog vores afsøgning med metaldetektor i området vest for Juelsberg. Valget af denne metode begrundedes i, at hovedparten af de mulige fund udgøres af metal. Især var der en primær interesse for at lokalisere blykugler for at kunne stedfæste kamphandlinger i terrænet. Gennemgangen af de foreløbige undersøgelser af slagmarken har knyttet an til de samme vilkår og kilder som ovenfor nævnt. Her suppleres de for os tilgængelige kilder og publikationer med de forhold, det foreløbig er lykkes at påvise på markerne. Bearbejdelsen af fundene må nødvendigvis varetages af relevante faggrupper. I denne artikel følger dog mine indledende overvejelser på baggrund af fundene. Det er slående hvor mange, der i tidens løb har forklaret og beskrevet et af vort lands store slagmarker uden at have stået på hovedet i hverken gamle kort, med den lokale muld under fødderne eller det mindste arkæologiske materiale i hånden. Ikke desto mindre kan man i diverse værker, hvor korte og summariske de end 25

26 er, se plancher over opstillinger, der er (om)fortolkninger af von der Ostens 2 kobberstukne gengivelse i Pufendorfs Atlas fra De er sikkert ikke grebet ud af den blå luft, men er konsekvenser af den måde, kilderne er set og tolket på. Men udgangspunkterne har indtil nu været ren spekulation! Ikke at historien skal omskrives. Udfaldet og følgerne af slaget står ikke til at ændre uanset hvilke øjne, der hviler på kilderne. Men om vores forståelse af, hvad der faktisk fandt sted på de vindomsuste, regnvåde jorde uden for Nyborg d. 14. november 1659, hvor hen ved 3000 mand mistede livet, det kan vi få et langt bedre indblik i, når vi supplerer de kendte kilder med kort og arkæologi. Slagmarksarkæologi Første gang, arkæologi blev anvendt på en nyere slagmark, var i USA. Her blev general Custers bedrifter set efter, måske et udslag af en politisk eller samvittighedsmæssig skyldbevidsthed. En ny videnskab blev født, slagmarksarkæologi. Den blev senere omsat til vore nordiske forhold af Bo Knarrström 3, der undersøgte forskellige slagmarker i det tidligere danske Skåne, hvor svenskerne kæmpede mod danske styrker. Senere blev en engelsk slagmark 4 kortlagt, men indtil nu er dette ikke forsøgt i Danmark! Hvor de øvrige slagmarker er nøje analyserede og bearbejdede, er vores slagmark først ved at dukke op for os. En del af materialet mangler stadig at blive analyseret, men allerede nu kan vi hæfte begivenheder på flere fund og dermed give et øjebliksbillede af de voldsomme handlinger, der udspandt sig her for 350 år siden. Samtidig vil vi med denne artikel gerne give et billede af, hvad vi kan forvente at kunne nå frem til, når materialet behandles. Opstarten I forbindelse med skovrejsning på Juelsbergs jorder fik jeg til opgave at afsøge de mange hektarer for evt. fortidsminder. Især rettedes opmærksomheden mod, at der ifølge diverse kort skulle være mulighed for at få lidt af slagmarken fra Slaget ved Nyborg med. Måske kunne vi finde lidt ammunition m.v. i området? Da der samtidig var en generel interesse for slaget i forbindelse med markeringen af 350-års dagen i 2009, var det naturligt at følge op på 26

27 sagen. Efter endt afsøgning uden resultat, kom interessen for at finde slagmarken på de tilstødende jorder derfor naturligt. De fornødne aftaler med Juelsberg og Hverringe godser blev truffet, og arbejdet gik i gang. Hele arbejdet er gennemført i et frugtbart samarbejde mellem Odense Bys Museer (OBM) og Østfyns Museer. Det er OBM, der har det arkæologiske ansvar i området. Især har vi nydt godt af Jakob Tue Christensens ihærdige og engagerede indsats gennem hele forløbet samt det gode og punktlige samarbejde med OBM s landmålere. De gamle kort Udgangspunktet for undersøgelserne var von der Ostens oversigtskort, der er forlæg for kortplancherne 98 og det tilhørende prospekt, planche 103, i Samuel Pufendorfs værk om den svenske kongemagts krigslykke i det nordlige Europa Pufendorfs Atlas fra Med fokus på Figur 1. Marius fra Bergen landmåler fra OBM kom forbi og stod for dele af indmålingen med GPS. Her står han ved kanonkuglen fundet indskudt i Svenskerhøjen det endelige bevis på, at det ikke er en høj fuld af døde svenskere! Fotos: Jesper Olsen. markante topografiske punkter i landskabet, som en kartograf måtte medtage på sine kort i en tid, hvor overflyvninger ikke var en mulighed, satte en arbejdsgruppe bestående af Eva Becher, Gese Friis Hansen, Eigil Nicolaisen og undertegnede sig sammen og studerede kortene med støtte fra John Maalø Larsen, der grundet arbejde ikke kunne deltage med andet end et tilsendt materiale indeholdende hans tanker og kortmateriale. Med på sidelinjen i denne proces var også OBM s repræsentant Jakob Tue Christensen. Han leverede viden og kortmateriale via omfattende mailkommunikation. 27

28 Von der Ostens kort Von der Osten tegnede flere kort over Nyborg og omegn, to af dem med slagmarken indtegnet (se figur 3) med vidt forskellige placeringer af især de svenske styrker og en afgørende grøft (fossa). Det ene 5 (herefter kort a se figur 2) har andre kartografiske detaljer med end det andet (herefter kort b), der senere blev brugt som forlæg for planche 98 i Pufendorfs Atlas. Kort a placerer fossaen 6 midt for Hjulby Sø, hvor den på kort b placeres med udløb i Ladegårdsåen. For enden af fossaen ses på kort a en stor sø ved Juelsbergskoven. Det er rimeligvis dette vådområde der stadig findes om end i drænet form som fossaen har afvandet. Vådområdet er også medtaget på et stort kort over Nyborg og omegn, som von der Osten tegnede i , så det må have eksisteret. Landsbyerne Hjulby og Regstrup er korrekt placeret på kort a, mens Regstrup på kort b omplaceres således, at landsbyen forskydes mod Storebælt. Vi ved fra korrespondancer, at Hans Schack, feltmarskal under Slaget ved Nyborg 1659, senere i sin funktion som Krigskollegiets præsident udbeder sig nøjagtige opmålinger og kort over slaget af von der Osten, der selv havde deltaget på svensk side. Han mod- Figur 2. Von der Ostens håndtegnede kort fra 1663 (kort b) med forstørret og farvet udsnit. Bemærk søen og de svenske enheder, som står gemt i skoven. Kgl. Bibliotek, Kortog Billedsamlingen, bearbejdet af Jesper Olsen. 28

29 tager opgaven 1. marts 1663 og afventer, frosten går af jorden, så han kan bruge sine instrumenter til opmålingen. Von der Osten skriver til Hans Schack d. 19. marts, at arbejdet er påbegyndt! 8 Dette kort a er sjældent publiceret eller anvendt i litteraturen, og selv om vi kendte til dets eksistens, gik også vi fejlagtigt ud fra kort b i vore undersøgelser. Kort b dannede som nævnt udgangspunkt for vore indledende undersøgelser og er måske årsag til generationer af historikeres opfattelser af styrkernes placering. Det skyldes sikkert, at det indtil 1994 var det eneste publicerede kort over slagmarken. Selv om omridset af Østfyn er forbavsende godt, bærer kortet præg af mangel på opmåling inde i landet. Jo længere fra voldene kortet når ud, jo større bliver usikkerheden, når landsbyer, bakker og åer placeres ind både i forhold til kystlinjerne og hinanden. Flere markante træk er gengivet. Centralt ses gården»bavnegård«det nuværende Juelsberg. Skoven ved Bavnegård er indtegnet næsten i sin nuværende udstrækning. Desuden er landsbyerne Regstrup, Hjulby og Vindinge medtegnede. Hjulby Sø og Ladegårdsåen er centrale på kortet. Desuden er der tegnet blandet skov, åben skov samt niveauforskydninger på kortet i området, hvor»borreskov«nuværende Borgeskov er placeret. En stor bakke tegnet op bag en del af skovområdet tolkes af os som Svenskerhøjen grundet sin placering. De resterende gravhøje, i alt otte, er ikke medtegnet. Landevejen er gengivet i et lidt svingende forløb. Fossaen er gengivet som krydsende landevejen fra et sted på Ladegårdsåen og frem til brynet på den nuværende Juelsberg Skov. Von der Osten viser slagopstillingen før slaget. Her ses de allieredes opstilling nord for Bavnegård i et stræk fra Regstrup til Hjulby. Han er meget nøjeregnende med at opgive de enkelte regimenters navne. Overfor er de svenske stillinger markeret med rektangler uden navneangivelser. Det er slående, da værket er svensk bestillingsværk. Af beretninger ved vi dog nogenlunde, hvor på fronten de forskellige svenske befalingsmænd havde kommandoen. Svenskerne er på kortet opstillet fra Skaboeshuse til Ladegårdsåen. Den centrale front er på dette kort b placeret ved Bavnegård. Her stod det allierede artilleri og sendte byger af 3- og 6-punds kanonkugler ind over den svenske hovedstyrke 9. Denne konstante ild sammen med infanteriets afgivelse af musketskud må have af- 29

30 Figur 3a og b. Udsnit af Von der Ostens to kort over slagopstillingen før slaget, i artiklen betegnet kort a (t.v.) og kort b (t.h.). Bemærk de store forskelle i fronternes udstrækning og placering, fossaens forløb og søen på kort a. Hovedformålet med kort a har været at vise enhedernes korrekte placering i landskabet før slaget, mens kort b skulle vise de enkelte enheders placering i forhold til hinanden uden hensyn til geografien. Kort b blev publiceret i Pufendorfs Atlas i 1696 og har dermed øjensynligt ledt generationer af historikere på vildspor. Kgl. Bibliotek, Kort- og Billedsamlingen (t.v.) og Østfyns Museer (t.h.). sat markante spor i terrænet i form af et utal af kugler. Der medtoges i alt og 6-punds kanonkugler og henved musketkugler til slaget 10. Nu var opgaven blot at lokalisere denne front ved hjælp af detektor. Afsøgningen skete altså stort set med von der Ostens kort b som kilde. Det stod klart for os, at Bavnehøj var et oplagt sted at starte. Trods langvarige og gentagne afsøgninger var denne fuldstændig fundtom. Det var overraskende, da Bavnehøj er en naturlig fæstning, hvorfra man har en vid udsigt over hele terrænet fra Storebælt til Vindinge. Mod nord ses Skalkenbjerg og mod syd hele slagmarken mellem Bavnehøj og frem til Nyborgs glacis 11. Men den to- 30

31 tale mangel på fund gjorde, at vi ikke kunne stedfæste nogen form for krigshandling på denne lokalitet. Afsøgning af området omkring Bavnehøj samt de omkringliggende jorde blev sat i gang. Men stadig uden resultater. Måske var det alligevel ikke muligt at finde levn fra slaget selv om det synes umuligt at forestille sig? En kold og klar vinterdag sad undertegnede og John 12 i hver vores klapstol på Bavnehøjs top og skuede ud over terrænet. Vi følte begge, at Eberstein måtte have stået på netop dette sted, hvor vi ihærdigt satte basser og varme drikke til livs. John sad med ansigtet mod syd og kiggede i retning af Nyborg, og jeg med ansigtet mod nord og kiggede mod Skalkenbjerg. John slog ud med armen mod syd og udtalte:»det er en smuk slagmark!«jeg svarede kort, at jeg da ikke kunne forstå, hvorfor han så sad med ryggen til den, mens jeg spejdede mod nord. Og netop sådan så det ud. Slagmarken kunne være placeret både nord og syd for Bavnehøj, hvis man skulle tage kort b for troende. Søgningen efter den centrale front blev opgivet, og taktikken lagt om. Nu startede afsøgningen ved Regstrup i området mellem Regstrup og Skaboeshuse og videre fra Regstrup til Juelsberg. Efter 14 dage var der Figur 4. Nej, det er ikke Eberstein og Schack, men John Maalø Larsen og Jesper Olsen på toppen af Bavnehøj. John (t.h.) skuer ind mod Nyborg, mens Jesper kigger den anden vej mod Skalkenbjerg. Hvor ligger slagmarken? Kort b byder på begge svarmuligheder men viste sig uanvendeligt. Foto: Birgitte Magnussen. 31

32 stadig ikke resultat. En masse var kommet frem. Knapper, oprullet bly, jernbeslag m.v., men intet der med sikkerhed kunne henføres til de begivenheder, vi søgte efter. Tilbage til kortet og på jagt efter supplerende materiale. Det stod klart, at enten var kortet helt forfejlet eller også afsatte kamphandlingerne meget få og spredte spor, som jeg havde forbigået eller alternativt vidste vi ikke nok om det, vi ledte efter. Gennembruddet Det blev John, der ledte den videre søgning tilbage på sporet. Han havde iagttaget en lavning gennem terrænet mellem Hjulby Sø og Juelsbergskoven. Måske var det fossaen fra kortet? Tilbage i terrænet blev detektoren atter sat lige over jorden, og en ny afsøgning startede ved lavningens mest markante sted. Fire sving med detektoren og en klar hyletone lød med et udsving på 2 i displayet. Fundet blev lirket op af jorden og her var første kugle! En rund blykugle, 1,8 cm i diameter. Og en til. Og en til. Og nu en mindre pistolkugle. Og tre flere af dem. Det hele placeret rundt om en overpløjet høj i terrænet ved lavningen. Endelig var der et gennembrud. Nu havde vi fat i en bid af slagmarken og sandsynligvis den rende, der omtales som fossaen på kortet og prospektet fra Pufendorfs Atlas. Samtidig kunne vi konstatere, at de klare udslag, kuglerne gav, sandsynliggjorde, at der virkelig ikke var spor efter slagmarken på de jorde, hvor afsøgningen havde foregået gået indtil nu. Tilbage til kort b igen. Med den nye viden var det interessant at studere kortet og stille spørgsmål til dets optegnelser. Det er åbenlyst, at von der Osten har haft et nøje kendskab til området og et godt kort at tegne kystlinjen op efter. Det har været mere vanskeligt at optegne detaljerne inde i landet. Men efter at have tegnet»omridset«op, har det givet været vigtigst for ham at opregne slagordenen og ledelsen af denne i det tilgængelige format, hvorfor fronterne er strakt langt ud over terrænet. Vi skal altså ikke tænke, at fronterne er forsøgt tegnet ind i forhold til det omgivende terræn, altså i samme målestok som omgivelserne, men i forhold til hinanden. Den skødesløse fordeling af regimentssignaturerne på den svenske side skal vel blot illustrere, at der stod unavngivne styrker på svensk side, klar til at tage slaget. De er placeret uden 32