Kapitel 1. Der findes kun magten og den vej man vælger for at opnå den. Raston Trolle, Telborians troldmandskonge.

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Kapitel 1. Der findes kun magten og den vej man vælger for at opnå den. Raston Trolle, Telborians troldmandskonge."

Transkript

1

2 Kapitel 1 Der findes kun magten og den vej man vælger for at opnå den. Raston Trolle, Telborians troldmandskonge. Troldmand Valan trådte fra portalens strålende violette lys og ind i det støvede kammer. Da han var kommet igennem, vendte han sig og betragtede mosaikken som dækkede den væg han netop var passeret igennem i en tre meter bred cirkel. Lyset havde allerede mistet så meget farve at han kunne se de små blå, grønne, lilla og hvide kakler som var anbragt så de dannede en spiralformet hvirvel der strakte sig ned mod en ukendt dybde. Hvirvlen var samtidig et symbol for den magi portalen besad, i hvert fald for dem der forstod at aflæse den. Valan vendte sig og så rundt i det store kammer. Lyset fra magien mellem mosaikkens kakler var blegnet bort og havde efterladt kammeret i et halvmørke som kun blev brudt af det violette skær fra nogle runer som var hugget ind i en solid blå marmorsøjle der strakte sig i vejret midt i kammeret, omgivet af et smedejernsgitter. Hans sølvfar

3 vede kutte antog en lilla nuance i lyset fra runerne idet han gik fremad og betragtede alt hvad han kom i nærheden af med levende interesse. Han tog en klar glaskugle frem fra den taske han havde hængende over venstre skulder. De af hans ejendele som ikke var pakket ned i tasken befandt sig enten i hans rygsæk eller i den håndfuld bugnende bæltepunge der vuggede i takt med hvert af hans skridt. Han hviskede et enkelt ord og knipsede glaskuglen til vejrs. Den flammede op med klart hvidt lys og holdt sig svævende lidt over og en smule til højre for hans hoved. Da hans øjne havde vænnet sig til lyset, løsnede han rygsækken, satte den forsigtigt fra sig på gulvet og fortsatte fremad. Den lysende kugle fulgte med, og takket være den var han omsider i stand til at danne sig en klar fornemmelse af omgivelserne. Kammeret var rektangulært, omkring tredive meter langt fra den nederste del af trappen over for ham og godt femogtyve meter bredt. Den store loftshøjde, et sted mellem seks og otte meter, forstærkede indtrykket af at befinde sig i en grotte. Væggene og gulvet bestod af store granitblokke der var føjet så tæt sammen at revnerne mellem dem næsten ikke var til at skelne. Men hvor imponerende et syn det end var, samlede interessen sig uvilkårligt om den blå søjle midt i kammeret. De lodrette stænger i smedejernsgitteret omkring den rakte tre håndsbredder op over den øverste tværstang og var slebet spidse, et lidt underligt syn i det ellers så tomme område. Det havde kostet Valan store anstrengelser at finde frem til søjlen han havde søgt ihærdigt efter kammeret og pres

4 set sig selv mere end andre havde troet muligt. Men nu... Hans støvlehæle smældede højlydt mod gulvet da han gik frem til gitteret. Det havde samme diameter som mosaikcirklen på væggen. Dets låge var lukket med en slidt jernbolt som var skudt ind i et par lige så medtagne bøjler, og låseanordningen sad på ydersiden. Endelig. Med en let håndbevægelse fik Valan lågen til at svinge op. Hængslerne knirkede ikke nær så meget som han havde ventet. Han gik frem til søjlen og lagde den ene hånd mod dens kolde blå marmorflade. Transduceren. Der var kraft her. Kraft man kunne trække til sig og mestre. Valan lagde nakken tilbage og lod blikket glide op over den fem meter høje søjle. Nu ventede arbejdet med at oversætte de lilla lysende runer der strakte sig i hele dens længde. Endelig kunne han komme i gang. I søjlen var en smal og omkring to meter høj åbning. Stadig med lyskuglen svævende lidt til højre for sig vovede han at bøje sig frem og kigge ind. Han så et cirkelrundt, svagt kegleformet kammer, godt halvanden meter i diameter, hvis vægge bestod af glatpoleret marmor fra gulv til loft. Alt er intakt, mumlede han, og så blev yderligere undersøgelse afbrudt af den skrabende lyd af sten mod sten fra åbningen over vindeltrappen der snoede sig til vejrs i kammerets modsatte ende. Vindeltrappen sluttede halvvejs oppe på væggen, og fra dens øverste afsats førte en række almindelige, brede stentrin videre gennem en skrånende skakt. Oppe for enden kunne Valan se lys som han gættede på stammede fra den dør han havde hørt blive åbnet. Han trak sig tilbage fra det indhegnede område og så til mens en lilla lysstribe skød ned langs væggen parallelt med

5 trappen. Han gik ud fra at den skulle hjælpe den der kom ned med at se trinene bedre, og han ventede anspændt på at fredsforstyrreren dukkede frem. Han havde ikke ventet besøgende. Han hviskede et nyt ord der fik lyskuglens skær til at svinde ind til samme styrke som fra et tællelys og listede nærmere mod trappen. Nu kunne han høre den der var på vej ned. Vedkommende var alene. Godt. Med lydløse skridt tog Valan trappen to trin ad gangen. Han havde en besværgelse parat på tungen og mødte den ubudne gæst på afsatsen hvor vindeltrappen sluttede. De spidse ører, de gule øjne og det sorte hår, de klolignende hænder og huden der havde samme farve som en moden pære fortalte at han stod over for en hobgoblin. Han var et hoved højere og langt mere muskuløs end troldmanden, men Valans magiske evner mere end udlignede styrkeforskellen, selv når man tog sværdet ved hobgoblinens bælte i betragtning. Hobgoblinens kortærmede stålgrå kåbe og polstrede stofvest var en usædvanlig påklædning for en race som var almindelig kendt for at føle sig langt mere hjemme i harnisk, men bæltespændet der var formet som et stålkors, og emblemet med to sværd krydset over et rundt skjold på hans ene skulder, gav Valan forklaringen. Han stod over for en af Khuthons præster. Med en hurtig håndbevægelse udslyngede han en besværgelse som sendte hobgoblinen i en bue ned fra trappen. Han ramte gulvet for foden af den med et brag. Valans kendskab til goblinsproget var begrænset, men det var ikke nødvendigt at tale det flydende for at forstå at

6 de gutturale lyde der flød fra hobgoblinens læber var eder og forbandelser. Han kom forbløffende hurtigt på benene igen, tilsyneladende fuldstændig upåvirket af det hårde sammenstød med gulvet, og Valan udslyngede en ny besværgelse. Agris lorim naslee rah! Et pust af akvamarinblå energi brød frem fra hans hænder, og sekundet efter stod hobgoblinen stiv som en statue, dækket af et tyndt, knitrende islag hvorfra frosttågen slog op på grund af det pludselige temperaturfald. Valan så op gennem den skrånende skakt hvor hobgoblinen var kommet fra. Den var tom, men han blev stående et øjeblik endnu, lyttede opmærksomt og spejdede efter forandring i dagslyset der strømmede ind gennem den åbne dør som måtte findes et sted oven for trappen. Da han var helt sikker på at intet bevægede sig deroppe, kaldte han lyskuglen til sig med et enkelt ord. Han slukkede den helt, lagde den tilbage i skuldertasken og fortsatte derefter hen mod foden af trappen der førte op gennem den skrånende skakt. Hobgoblinen kunne ikke være her alene. Ikke en præst. Der måtte være flere ovenpå, men hvor mange? Og var de andre præster eller krigere eller en blanding af begge dele? Valan listede en sølvmedaljon frem under kutten og betragtede de små runer der var indgraveret langs dens rand. Medaljonen havde reddet ham fra døden flere gange. Mange mænd og blodtørstige monstre havde forsøgt at sende ham til dødsguden Asorloks rige, men takket være medaljonen havde deres våben, kløer eller hugtænder ramt

7 en hud som var stærkere end hærdet dværgestål. Medaljonens kraft beskyttede ham effektivt mod fysiske angreb, men han risikerede vanskeligheder hvis der var flere præster blandt hobgoblinerne. Han stak medaljonen tilbage på plads under kutten og gik langsomt op ad trappen, parat til at udslynge besværgelser. Han mærkede tydeligt forandringen i temperaturen. Den skiftede hurtigt fra frostgraderne omkring den isdækkede præst for foden af vindeltrappen til en varm og mere tung og fugtmættet atmosfære som Valan havde svært ved at vænne sig til. Fra sine omhyggelige studier vidste han selvfølgelig at den ruin han befandt sig i lå midt i Taka Lu Lamas jungle, men ét var at sidde ved en pult og læse om det, noget helt andet at opleve den kvælende, halvtropiske luft der omgav ham nu. Guderne være lovet for Transduceren som gjorde temperaturen nede i kammeret behagelig. For enden af afsatsen oven for trappen fandt Valan hvad han gættede på var en hemmelig dør. Den havde været skjult bag en statue som hindrede hans udsyn til det der fandtes på den anden side. Han listede forsigtigt ud ad døren og knælede ned ved siden af statuen. Et hurtigt blik til hver side fortalte ham at han befandt sig i en bred og omkring femten meter lang korridor. Væggen over for ham var kantet af søjler, og i hans egen side stod en række statuer. De forestillede alle muskuløse, menneskelignende skabninger, klædt i harnisk med indgraveringer der så ud til at angive forskellige grader af militær rang. Det mærkelige var at alle statuerne var hovedløse, bortset fra den han havde søgt dækning bag, og den

8 var samtidig den der kom menneskeskikkelsen nærmest. Et stykke til venstre for ham mundede korridoren ud i et større, åbent område. Han kunne kun se en lille del af det, men det lå fuldstændig stille hen. Alt var også stille til den anden side hvilket betød at det eneste interessante var den store døråbning mellem søjlerne lige over for ham. Der lød fodtrin og mumlende stemmer fra rummet inde bag den. Resten af hobgoblinerne måtte være samlet dér. Efter et øjebliks betænkning smuttede Valan tværs over korridoren, pressede sig op mod væggen ved siden af døren og kiggede forsigtigt frem. Tyve hobgoblinpræster stod midt i et rektangulært kammer der så ud til at have været et tempels altersal. Det var oplyst af det sene morgenlys der faldt ind ad de nu næsten farveløse mosaikvinduer i ydermuren og stod som mere eller mindre omfangsrige søjler ned gennem hullerne i loftet. Væggene var dækket af falmede kalkmalerier hvor slyngplanter og roser, fugle og slanger var afbilledet sammen med scenerier hvor ansigtsløse skikkelser tilbad hovedløse kæmper. Det var alt sammen meget imponerende, men det der interesserede Valan mest var alteret som præsterne havde samlet sig omkring. Det var firkantet, lidt over en meter højt og opført af granit. Dets omhyggeligt glatmejslede overflade var nu dækket af et groft udformet relief som forestillede to korslagte sværd der lå hen over et rundt skjold, og det samme relief var indhugget i alterets fire lodrette sider. Blodpletterne på overfladen var ligesom reliefferne af nyere dato og svære at overse. Nogle få skridt fra alteret stod en stenpult som også så ud til at være kommet til langt senere. Det mest interessante af det alt sammen stod ved væg

9 gen til venstre for alteret: syv store reoler fyldt med stabler af skriftruller og en del tykke bøger i slidte læderbind. Ud for reolerne var der opstillet en håndfuld træborde med tilhørende stole uden tvivl også en tilføjelse som var kommet til for nylig. Valan havde svært ved få øjnene fra reolerne. Hvis nogle af skriftrullerne eller bøgerne var gamle nok til at stamme fra ruinerne, indeholdt de måske anvisninger på hvordan man betjente Transduceren. Et større antal gobliner, mindst tyve, var travlt beskæftiget med at feje gulv og samle skriftruller og bøger sammen fra bordene og lægge dem på plads i reolerne. Under arbejdet skævede de hele tiden efter præsterne, parat til at springe så snart en af dem vinkede. Gobliner var beslægtet med hobgobliner, og begge racer nedstammede sammen med ogrerne fra jarthalerne, den ældgamle race som ifølge legenden blev skabt af guden Khuthon. Valan havde gennem lang tid studeret slægtskabsforbindelserne mellem Tralodrens forskellige racer. Det var nødvendigt at have rede på dem for at finde ud af hvordan man betjente Transduceren. Goblinerne havde flere træk tilfælles med hobgoblinerne, men adskilte sig fra dem ved kun at være halvt så høje og have tyndt, sort hår og lysegrøn hud. Selv om de hørte til den fysisk svageste af Tralodrens racer, var de talrige nok til at udgøre en fare hvis de fik øje på ham. Valan havde knap tænkt tanken til ende før en af præsterne vendte sig og pegede direkte på ham. I næste øjeblik strømmede goblinerne hen mod døren mens præsterne råbte og fægtede opfordrende med armene. Valan sprang

10 frem så han var fuldt synlig. Den smule han forstod af råbene fortalte ham at præsterne opfattede ham som en uvedkommende der skulle dræbes. Det var alt hvad han behøvede at vide. Ackrin-loth gestra! Han spredte fingrene vandret foran sig og udslyngede et net af lynstråler der gjorde det af med de nærmeste gobliner. De faldt om og gennemrystedes af voldsomme kramper inden Asorlok hentede dem ind i sit mørke rige. Valan interesserede sig ikke for deres lidelser. Hele hans opmærksomhed var rettet mod præsterne. Et spyd der flimrede af rødlig energi susede gennem luften med spidsen rettet direkte mod hans hjerte, kastet af den ledende præst som samtidig var begyndt at bjæffe ordrer til højre og venstre. Valan havde kun få sekunder til at reagere. Han drejede sig en smule til siden så spyddet passerede over hans højre skulder i en fingerbreddes afstand og gengældte angrebet med en byge af sylespidse istapper. Præsterne hoppede og dansede som besatte for at undgå dem, men adskillige blev ramt, og istapperne borede sig dybt ind. De var ikke dræbende, men smerten fra sårene forøgede præsternes raseri. De stormede frem mod Valan med dragne sværd. Valan rørte sig ikke. Agris larom magalasta urik kane! En gennemsigtig, to meter høj og let grålig barriere rejste sig foran præsterne, skyllede sammen om dem og gennemblødte dem da de stødte ind i den, men der sluttede enhver sammenligning med vand. Den grålige væske var tykkere end vand. Den klæbede sig til præsterne og ætsede deres tøj og hud som syre. Hel

11 ler ikke deres sværd kunne modstå den. De smeltede som smør i bunden af en opvarmet gryde. En efter en faldt præsterne på knæ og kravlede bandende og sværgende hen mod Valan, fast besluttede på at gøre det af med ham. Ingen af dem kom i nærheden af ham. Lige meget hvor store anstrengelser de gjorde sig for at tørre den klæbrige masse bort, fik de bare spredt den yderligere. I løbet af kort tid lå alle præsterne på gulvet, enten døde eller i deres sidste krampetrækninger. Men det var ikke forbi endnu. Der lød råb bag Valan. Han vendte sig og så en ny flok hobgobliner komme stormende gennem korridoren. Den del af det åbne område som lå uden for hans synsfelt måtte have en dør der fungerede som indgang til templet. De hobgobliner han stod over for nu var almindelige krigere, bevæbnet med sværd og spyd og iført ringbrynjer. Til hans lettelse var der ingen præster med magiske evner imellem dem. Han smilede selvsikkert og påbegyndte en ny besværgelse. Dette skulle nok blive underholdende. Støjen fra templet havde efterhånden varet et stykke tid. Goblinen, Hadek, havde ikke større lyst til at undersøge årsagen til den. Han var godt beskyttet i sin lille, personlige oase og ville nødig forlade den, men da støjen voksede og lyden af kamplarm, råb og skrig trængte ind til ham, indså han at han for sin egen skyld hellere måtte finde ud af hvad der foregik. Derfor fulgte han nu med store øjne og åben mund det

12 der foregik i altersalen, godt skjult bag en søjle ud for den lille dør han havde benyttet. En kamp var i fuld gang, og det sidste Hadek ønskede var at blive blandet ind i den. Det besynderlige var at hele postyret så ud til at være på grund af en enkelt fredsforstyrrer som stod i altersalens hovedindgang et lyshudet menneske, en telborianer i sølvfarvet kutte. Han var mager, havde brunt hår og så ud til at være ubevæbnet, men ingen af krigerne lod til at kunne sende ham til dødsriget Mortis. Alle angreb som Hadek ventede at se gennembore ham eller kløve ham halvt igennem, stødte på en usynlig og uigennemtrængelig mur nogle få millimeter fra hans krop. Det var kun lykkedes angriberne at flænge hans kutte en smule hist og her. Huden under den var uskadt. Først da telborianeren gengældte angrebene, forstod Hadek hvor frygtindgydende en modstander han var. Han anvendte magi og fældede hobgobliner i hobetal uden mindste synlige anstrengelse. Ved første blik var det ikke faldet Hadek ind at alle de ubevægelige skikkelser rundt om på gulvet kunne skyldes ham alene. Dræbte præster lå i pøle af deres eget halvt opløste kød, og det var også gået hårdt ud over goblintjenestefolkene. De få overlevende holdt sig på lang afstand af de kæmpende, og nogle havde ligesom Hadek været så fornuftige at gå i skjul bag søjler. Det virkede som det klogeste de kunne gøre lige nu, men hvor trygge ville de være hvis det endte med at alle krigerne blev dræbt eller tog flugten? Så ville de ligesom han selv være alene tilbage med troldmanden, og hvem sagde at hans blodtørst var stillet til den tid? Hadek gøs ved tanken og trak sig meget forsigtigt dy

13 bere ind i de sparsomme skygger bag søjlen. Bevægede han sig for hurtigt og blev set, var faren for at blive dræbt lige så stor som hvis han blandede sig i kampen. Han vejede for og imod at forsøge at liste endnu længere væk, men inden han nåede frem til en beslutning, dukkede Basiliskstammens høvding, Boaz, op i spidsen for en ny flok krigere netop som den sidste af de andre faldt for troldmandens hånd. Boaz standsede brat. For Hadek så det ud som om han og troldmanden tog mål af hinanden. Det varede kun et øjeblik, og da det var forbi, henvendte troldmanden sig til Hadeks store overraskelse til Boaz på gebrokkent, men forståeligt goblinsprog. Du har valget mellem at blive ved med at smide dine mænds liv væk, eller vise klogskab og overgive dig. Boaz virkede overrasket over at blive tiltalt på sit eget sprog. Han rettede sig i sin fulde højde og så rundt i salen. Hans ansigt blev mørkt ved synet af de døde præster, og han gav en dæmpet snerren fa sig. Hadek gøs og prøvede at holde sig lige så ubevægelig som den søjle han pressede sig ind imod. I kan intet gøre mig, lige meget hvad I forsøger, fortsatte troldmanden. Hvad ønsker du? spurgte Boaz og målte vurderende telborianeren fra hoved til fod. Jeg er interesseret i den blå søjle i kammeret nedenunder. Giv mig fred til at eksperimentere med den, og jeg lover at skåne jeres liv. Boaz kneb munden sammen i stedet for at svare. Det undrede Hadek at Boaz ikke gennemborede trold

14 manden på stedet eller i det mindste forsøgte på det. Boaz brød sig ikke om folk der udfordrede hans autoritet. Den håndfuld der havde prøvet i de ti år der var gået siden Boaz blev stammens høvding, befandt sig nu alle sammen i dødsriget Mortis. Og hvad får dig til at tro at du kan fremsætte krav om noget som helst? knurrede Boaz. Synet af de døde præster burde gøre det spørgsmål overflødigt, svarede troldmanden. Det eneste spørgsmål der står tilbage, er om du vil dele skæbne med dem. Bag Boaz fulgte den omkring halvtreds mand store krigerflok nøje med i ordvekslingen. Hadek så tydeligt den voksende uro hos dem. Han bed ærgerligt i læben. De havde klumpet sig sammen foran udgangen ved siden af reolerne. Det var ikke muligt at snige sig ud den vej. Hans eneste mulighed var at liste tilbage til sin oase, væbne sig med tålmodighed og håbe på det bedste. Vi er mange, sagde Boaz og anstrengte sig for at lyde selvsikker. Du kan ikke standse en hel stamme. Uden varsel sendte troldmanden en kraftig lynstråle mod krigerflokken. Den spaltede sig i flere inden den slog ned, og krigerne skreg af smerte og angst mens lynene sprang rundt mellem dem som arrige hvepse. Den ene efter den anden faldt død om på gulvet, og Hadek og Boaz kunne bare se til. Boaz gav et vildt brøl fra sig og stormede frem mod troldmanden med løftet sværd og hovedet sænket som en angribende tyr. Efter tre eller fire skridt blev han standset og løftet i vejret af en usynlig kæmpe der klemte hårdt om hans hals med den ene hånd. Boaz var ved at kvæles og

15 måtte slippe sværdet under sine forgæves forsøg på at gøre sig fri. Lige meget hvad han gjorde, holdt den usynlige kraft ham fast. Hvad siger du nu? spurgte troldmanden. Vil du slutte dig til dine mænd i jeres dødsrige eller foretrækker du at leve videre og hjælpe mig? Hvad er det du vil? kvækkede Boaz anstrengt. Jeg har brug for hjælp til mine eksperimenter. Hv-hvilken slags hjælp? Boaz opgav kampen for at slippe fri og koncentrerede sig om at få vejret. Troldmanden smilede et smil der efter Hadeks mening var alt andet end beroligende. Forsøgsobjekter. Hvor mange? Hadek havde en kraftig anelse om hvor dette førte hen og brød sig ikke den mindste smule om det. Han blev enig med sig selv om at det var nu eller aldrig, og pilede hen mod den lille dør i håb om at Boaz og troldmanden var for optaget af at nidstirre hinanden til at bemærke ham. Han tog sørgeligt fejl. De vendte begge hovedet mod ham. Hadek standsede brat. Selv om Boaz stod langt væk, bildte Hadek sig ind at han tydeligt kunne mærke den glødende vrede i hans øjne. Ham der ser ud til at være anvendelig i det mindste til en begyndelse, sagde troldmanden. Han gjorde en lille cirkelbevægelse med den ene pegefinger, og Hadek blev trukket hen mod ham som om nogen halede ham af sted i et usynligt reb. Da Hadek stod foran troldmanden, greb han til den sidste udvej og faldt på knæ. Skån mig, tryglede han på telboros troldmandens eget sprog.

16 Troldmanden mistede interessen for Boaz. Han vendte sig mod Hadek, og Boaz slap fri af den usynlige kæmpes greb og faldt tungt til gulvet. Så du taler telboros? sagde troldmanden. Ja, svarede Hadek hurtigt. Jeg hjalp præsterne. Med hvad? Dem der. Hadek pegede på bogreolerne. Siger du at du også kan læse? spurgte troldmanden med voksende respekt. Gennem øjenkrogen så Hadek Boaz skære en foragtelig grimasse. Hvad taler I om? spurgte han idet han besværligt kom på benene. Bortset fra præsterne kendte så godt som ingen af stammens medlemmer det mindste til telborianernes sprog. Normalt ville Hadek have svaret høvdingen omgående, men nu havde han en fornemmelse af at have opnået troldmandens beskyttelse. En behagelig følelse selv om det måske var lidt i retning af at søge dækning bag en dolkeklinge hvis spids hvert øjeblik kunne ende mellem ens ribben. For øjeblikket nød han det dog. Ja, jeg kan både læse og skrive... Hvad hedder du? Hadek. Du svarede mig ikke, Hadek! knurrede Boaz. Stemmen var hæs og kvækkende, men stadig stærk nok til at huske Hadek på at hans liv hang i en meget tynd tråd hvis han ikke var forsigtig. Rejs dig, sagde troldmanden. Dit liv er sikret så længe du tjener mig.

17 Hadek adlød og rejste sig. Hvad siger han? snerrede Boaz. Han samlede sit sværd op fra gulvet og stirrede ondt fra Hadek til Valan. Inden Hadek nåede at åbne munden, vendte Valan sig mod Boas og slog igen over i goblinsproget. Han siger at hvis du vil redde dit eget og dine stammefrænders liv, skal du gøre som jeg ønsker. Han pegede på reolerne. Jeg vil have dem og alle skriftruller og bøger flyttet ned i kammeret, og jeg får også brug for bordene og stolene. Og så skal jeg have udleveret de forsøgsobjekter jeg talte om. Har du et navn jeg kan forbande i al evighed? spurgte Boaz og stak sværdet i skeden med en hidsig bevægelse. Valan, svarede troldmanden inden han igen vendte sig mod Hadek og slog over i sit eget sprog. Kom med. Vi har meget at gøre. Hadek fulgte i hælene på troldmanden og forsøgte at lade som om han ikke bemærkede Boaz svidende blik da han gik forbi ham. Det var svært. Helt henne ved døren havde han stadig den borende fornemmelse af hans øjne i ryggen. Han havde været alt andet end værdsat før, og nu... nu var han en død mand i samme øjeblik han mistede troldmandens beskyttelse. Og hvem vidste hvor længe troldmanden blev hos dem, eller hvor hurtigt han blev træt af sin hjælper? Eller risikerede han at ende som et af de forsøgsobjekter troldmanden havde nævnt flere gange? Hadek gøs indvendig og følte sig pludselig meget, meget lille. Hvad havde han dog rodet sig ind i?

18 Interessant. Cadriths stemme var knasende tør. Han glattede en fold i den luvslidte, blommefarvede kutte der hang løst om hans skeletagtige skikkelse og rettede sin grå kappes hætte. Til venstre for ham, som altid inden for rækkevidde, stod hans stav. Den var slidt glat og blank af mange års brug og kronet med et spædbarnskranie. Cadriths øjne var rettet mod bagsiden af et violet lysende voksenkranie som hvilede i en forkrøblet obsidianhånd nogle få skridt fra tronstolen. Kraniets blik syntes at være rettet mod kammerets fjerne hjørne. Små runer glimtede på dets sider og i panden. Gennem kraniet, som var hans særlige udgave af et magisk spejl, havde Cadrith lige set afslutningen på Valans kamp mod hobgoblinerne. Hvordan får man nu mest nytte af dig... Cadrith skubbede sin udøde krop tilbage på den glatpolerede røde tronstol. Udover tronen og obsidianhånden med kraniet fandtes der kun en dragkiste ved væggen over for tronstolen i tårnkammeret, anbragt så både den og kraniet altid befandt sig inden for Cadriths synsfelt. Gennem et enkelt vindue var der udsigt til det svindende tusmørke og de voksende skygger udenfor. Vindstød skabte af og til træk som satte de tilbageværende laser af de ældgamle vægtæpper i bevægelse, men Cadrith ofrede ikke længere sine århundredgamle omgivelser nogen opmærksomhed. Dengang han ankom til det forladte tårn, efter at være vågnet af en søvn som havde spændt over meget længere tid end beregnet, havde han været mildt nysgerrig med hensyn til hvad han så omkring sig, men i lyset af hans

19 voksende ønske om at vende tilbage til Tralodren blev det hurtigt meningsløst at beskæftige sig med det. Hans oprindelige strategi havde været at vente indtil guderne forbarmede sig og bragte magien tilbage til Tralodren, og i mellemtiden udvikle sine planer og sin magiske kraft mest muligt. Havde han dengang vidst hvor lang tid der ville gå inden magien omsider vendte tilbage, havde han måske revideret den strategi. Hvis ikke besværgelsen der fremkaldte hans dvaletilstand havde holdt sig fem hundrede år længere end forventet, ville han næppe have klaret sig gennem ventetiden uden at miste forstanden. Det havde været slemt nok at bevare tålmodigheden i de fem år der var gået siden han vågnede af sin lange søvn. Han vidste stadig ikke hvad der var gået galt med søvnbesværgelsen, men han var dybt taknemmelig for at det skete. En mere religiøst orienteret mand ville måske have takket guderne, men Cadrith vidste at de ikke havde haft noget med det at gøre. I så fald ville de sikkert have forsøgt at fastholde ham i dvaletilstanden eller dræbt ham mens han sov. Han kunne også være blevet dræbt af en af de lokale beboere hvis besværgelsen der holdt ham skjult under søvnen havde svigtet. Endnu en grund til at takke guderne for den religiøst anlagte. Cadrith havde dog hurtigt opdaget at det at vågne havde været det letteste af det hele. Afgrunden var stedet hvor selv den mindste fejltagelse kunne blive skæbnesvanger. Han tog staven og rejste sig. Trækken fik kutten til at flagre om hans magre skikkelse da han gik hen til vinduet. Fra den første dag i Afgrunden havde han holdt kappens hætte trukket op hele tiden. Der var ingen grund til det,

20 bortset fra at det gav ham mulighed for at forestille sig at der stadig var noget at dække. Sådan havde det i hvert fald været i begyndelsen. Nu var det først og fremmest vanens magt. En lille blå flamme flakkede i hver af hans tomme øjenhuler mens han stirrede ud over det bakkede terræn der omgav det tårn han havde valgt at slå sig ned i. Alt var stille både i og uden for tårnet, men han havde hurtigt lært hvor bedragerisk et fredfyldt sceneri kunne vise sig at være i Afgrunden. Han så bevægelse i det fjerne en mørk, vinget skikkelse under den overskyede himmel. Han vendte sig mod det violet lysende kranie i obsidianhånden og gjorde en lille bevægelse. Det violette lys forsvandt, og kraniet antog normal knoglefarve, bortset fra stederne med de indgraverede runer. Et øjeblik efter slog en velkendt og alt andet end velkommen gæst ned på vinduets brede gesims. De lange kløer på hans hænder og fødder raspede mod stenene idet han kantede sin store krop indenfor og trådte ned på gulvet. Cadrith måtte rykke et par skridt baglæns for at give plads til den næsten tre meter høje, vingede dæmon. Vel mødt, Akarin, hilste han. Sargis er ivrig efter at høre nyt. Dæmonen rettede sig i sin fulde højde og så rundt i kammeret. De store, gule øjne dannede en skarp kontrast til hans blodrøde hud. Han var skaldet og havde store, spidse ører, og et par tyrelignende horn ragede frem fra hans pande. Det kan jeg tænke mig, svarede Cadrith. Men det ville gå hurtigere hvis jeg ikke blev forstyrret så tit. Lovede jeg ikke at sige til i samme øjeblik jeg gjorde fremskridt?

21 Dæmonen slog et par utålmodige slag med sin lange hale. Cadrith hadede den spidsørede dæmon inderligt, men forstod at skjule det. Akarin var ikke andet end en simpel lakaj for sin svækkede herre, Sargis, men led i lige så høj grad som han af den vrangforestilling at han var bedre end alle andre. En vrangforestilling som for Akarins vedkommende lod til at vokse sig større og endnu mere irriterende for hver gang han dukkede op i tårnet. Han husker hvad du sagde. Akarin foldede de kraftige vinger sammen og rettede omsider sine gule øjne mod Cadrith. Hvorfor kommer du så her? For at finde ud af hvad du måske har glemt at fortælle videre siden jeg var her sidst. Akarin lagde armene over kors og skød brystet frem. Cadrith gik ud fra at han forsøgte at understrege sin overlegenhed og gav ham ikke den tilfredsstillelse at se på ham, men holdt blikket rettet lige frem for sig. Han havde aldrig set Akarin klædt i andet end den langærmede brynjeskjorte han havde på nu. Den nåede ham ned til midt på lårene og skjulte næsten det sorte lændeklæde som var det eneste andet han havde på, bortset fra det brede, metalbeslåede bælte hvor hans sværd hang. Det glæder mig at høre at jeg stadig nyder din herres tillid, sagde Cadrith og gik tilbage til sin tronstol. Dæmonen skød det ene af sine buskede øjenbryn i vejret. Er der nogen grund til at du ikke skulle have den? Din frimodighed er ved at vokse sig betænkelig stor, Akarin, sagde Cadrith og tog plads på tronstolen.

22 Og Sargis er ved at miste tålmodigheden, svarede Akarin og trommede højre hånds kløer mod sin muskelsvulmende venstre underarm. Det fremkaldte en lyd som om han prikkede i indtørret læder. Har du noget at fortælle ham? Du kan sige til ham at jeg tror at jeg har fundet nøglen, svarede Cadrith, stadig uden at se på Akarin. Hans øjne var rettet mod kraniet i obsidianhånden. Han ønsker måske at vide mere end det. Akarins hale fejede atter et par gange utålmodigt frem og tilbage over gulvet. Han så sig igen langsomt om i kammeret og var særlig opmærksom på de mørkeste kroge. Han ønsker at vide mere, siger du. Nu så Cadrith omsider direkte på dæmonen. Eller er det måske dig? Har det nogen betydning? spurgte Akarin med et smørret grin der blottede hans skarpe tænder. Synet af dem ville sammen med hans øvrige fremtoning skræmme livet af de fleste, men Cadrith vidste en hel del om teatertorden. Den var et meget benyttet våben i kampen for at bevare sin plads i den livsfarlige sociale hakkeorden som han nu var en del af. Det har det hvis du sætter pris på dit liv, svarede han koldt og afmålt og mødte for en gangs skyld dæmonens øjne længere end i nogle få sekunder. Det ville være lettere hvis han stadig havde sine øjne, men han var sikker på at Akarin havde opfattet truslen. Jeg sørger for at give ham din besked, sagde Akarin og vendte sig mod vinduet. Gør endelig det. Og fortæl ham samtidig at jeg nok skal kontakte ham direkte når jeg mener der er noget han bør vide.

23 Uden at svare sprang Akarin ud ad vinduet og svang sig op mod himlen. Cadrith blev siddende ubevægelig et øjeblik endnu inden han kaldte sin stav til sig og aktiverede kraniet i obsidianhånden med en besværgelse. Der var stadig meget som skulle gøres.

24 Kapitel 2 Vær god mod din næste. Værn om hinanden. Indbyrdes strid bør ikke forekomme mellem mennesker. I har det i jeres magt at slutte jer sammen i et fællesskab som vil skabe misundelse blandt alle andre racer. De hellige skrifter Panthora fryder sig sammen med jer, sagde ridder Dravin, Valkoriaordenens stormester, til forsamlingen foran sig. I dag står disse unge aspiranter hende nærmere end alle andre krigere. I overensstemmelse med traditionen var hans skælbrynje tæt dekoreret med pantermotiver og delvis dækket af hans grå kappe, som var smykket med et udsøgt broderi af et gyldent panterhoved i profil. Han var høj og velbygget, glatraget og bredskuldret, personificeringen af en mand man ville vente at se i spidsen for en ophøjet ridderorden. Den forsamling han henvendte sig til havde samme lyse hud som han og øjne i nuancer af blåt, gråt og grønt, og deres hårfarve varierede fra platinblondt til lysebrunt. Flere af de unge ridderaspiranter havde anlagt fuldskæg,

25 men de tilstedeværende riddere var alle glatragede, sådan som traditionen krævede. Den sal de befandt sig i strakte sig to etager i vejret, og den var stor nok til at rumme som var mødt frem forældre til aspiranterne og medlemmer af ridderordenen for at se de tredive aspiranter der stod foran alteret gennemgå indvielsesceremonien. En stor bronzekandelaber hang ned fra loftet over dem, og skæret fra dens skov af hvide tællelys var stærkt nok til at alle detaljer i den fornemt dekorerede sal trængte tydeligt frem, men ingen havde øje for dem. Alles opmærksomhed var samlet om alteret og den hævede platform det hvilede på. Rowan Cortak stod sammen med de andre aspiranter foran de hvide kvartstrin der ledte op til alteret. En time tidligere havde den lyshårede nordlænding med de blå øjne stået ved brystværnet øverst i borgens hovedtårn og stirret ud mod den mørknende himmel mens han genkaldte sig alt hvad der havde ledt ham frem til denne ceremoni. Han følte sig ubehageligt tilpas i sin ceremonielle dragt på grund af den tunge og fugtighede atmosfære i den vinduesløse altersal. Den grove, langærmede og beigefarvede klædning havde grå emblemer med broderier som forestillede en panter med den ene forpote løftet til slag stukket fast på skuldre, arme og lår. Alle aspiranterne var iført en tilsvarende klædning som tegn på deres snarlige optagelse i ridderordenen. Den var tænkt som en hædersbevisning, men Rowan kunne se at den gjorde de fleste af de andre lige så utilpasse som han selv var. Han lukkede alting ude og koncentrerede opmærksomheden om alteret i et forsøg på at få nerverne i ro. Det lille

26 mahognirektangel var poleret så det skinnede, men ellers helt uden udsmykning. I hvert af dets hjørner var der en figur af en siddende panter alle fire udskåret i samme mørke træsort og med hovedet i en vinkel så de fungerede som støtter til den opretstående, glatpolerede granitplade der kronede alteret. Den var formet som et gyldent skjold og smykket med samme symbol som indgik i ridderordenens våbenskjold: hovedet af en brølende panter set i profil, og skjoldet lyste mod forsamlingen som en miniaturesol. Stormester Dravin vinkede de unge mænd frem mod altertrappens trin. Træd frem, modtag Panthoras velsignelse og sværg troskab mod den ophøjede orden hvis formål er at tjene til menneskehedens bedste. De unge mænd fordelte sig med alvorlige miner og nervøse sideblikke på altertrappens trin. Rowan sikrede sig en plads på det tredje trin, næsten inden for rækkeafstand af stormester Dravin og ypperstepræsten ved hans side. Det anbragte ham samtidig tæt på et rygende bronzefyrfad der var opstillet for den ene ende af trinet, og som sammen med dets tvilling for den anden ende skabte en hede der nærmede sig det kvælende. Hvert fyrfad var flankeret af grå marmorstatuer af siddende pantere. Rowan håbede at ingen bemærkede hans dirrende knæ eller opfangede lyden af hans hjertes hamren og anstrengte åndedræt. Han havde altid ment sig selv i besiddelse af en værdig ro som intet kunne forstyrre. Hvis nogen havde fortalt ham at han kunne føle sig så usikker og anspændt som nu, ville han have afvist dem med en hånlatter. Et hurtigt blik til siden afslørede at hans bedste ven, Holvar med den tøndeformede overkrop, havde det på samme

27 måde. Holvars skæve grin gjorde ham en smule bedre tilpas, og han var næsten i stand til at frembringe et smil da ypperstepræsten indledte sin bøn. Lange, hvide lokker bølgede frem under ypperstepræstens brede guldpandebånd. Ansigtet var stærkt furet og bragte tanken hen på et gammelt, udgået træ, men de blå øjne lyste af styrke og vitalitet - mere end de fleste ville vente at finde hos halvt så gamle mænd. Han bar en brun kutte, et flødefarvet skærf der fremhævede hans smalle midje og en hvid kappe broderet med gyldne pantermotiver. Kappen var hæftet over den venstre side af hans bryst med en broche som var en miniatureudgave af gudinden Panthoras symbol. Almægtige gudinde, menneskenes beskytter, hør os! Ypperstepræstens stemme var hæs, men kraftig. Lad din nåde lyse over disse unge mænd som her træder frem på din hellige trappe. Vis dem vejen til din sandhed så de altid kan følge den både i dette liv og det næste. Da han tav, vendte samtlige aspiranter sig mod venstre og dannede række så de én ad gangen kunne træde frem, knæle for ypperstepræsten og modtage en kort velsignelse. Derefter skulle de igen knæle foran stormester Dravin og modtage ridderslaget med fladen af hans sværdklinge, først på venstre og derefter på højre skulder, samtidig med at stormesteren fremsagde den ed som ifølge legenden var betroet den hellige ridderorden af gudinden Panthora selv. Rowan nåede at se ritualet gentaget en håndfuld gange inden aspiranten foran ham, Tomas, som også var en af hans venner, rejste sig efter at have modtaget ridderslaget. Rowan Cortak, træd frem.

28 Rowan var så optaget af at betragte Tomas at ypperstepræstens opfordring kom en smule bag på ham, men han fattede sig hurtigt. Med to hastige skridt var han henne foran ham og knælede, og ypperstepræsten lagde venstre hånd på hans hoved. Velsignet være den som træder frem for Panthora med rent hjerte og løftet om at overholde hendes bud. Velsignet være den som vier sit liv til hende og tjener hende med ære. Al Rowans angst og uro forsvandt mens ypperstepræsten talte. Han følte sig fuldstændig rolig og tryg. Sveddråberne der perlede på hans hud var væk, og han havde fornemmelsen af at en behageligt kølende brise var slået sammen om ham. I noget nær trancetilstand gik han videre til stormester Dravin, sank ned på det ene knæ med bøjet hoved foran ham og mærkede sværdklingens lette berøring på sin venstre skulder. Til Panthora og hendes hellige ridderorden er du nu for evigt forbundet. Rowan mærkede klingen mod sin højre skulder. Rejs dig til dit nye liv og dine nye pligter, ridder Rowan Cortak. Rowan adlød, og på vej væk fra alteret skævede han så diskret som muligt efter sine forældre blandt tilskuerne, men kunne ikke få øje på dem noget sted. Han fortsatte gennem den store dobbeltdør i væggen modsat alteret og kom ud i en stor og bred korridor som vrimlede med nyslåede riddere og deres familier. Han standsede, så sig langsomt om og lyste op ved synet af en kvinde med en håndfuld gåsefjer flettet ind i sine lange, mørkblonde lokker. Om halsen bar hun en far

29 vestrålende kæde af glasperler som dannede en markant kontrast til hendes brune kappe og kjolen under den. Bag hende stod en kraftigt bygget mand klædt i en groft syet bjørneskindsvest, brune læderbukser og støvler som var mærket af lang tids brug. Han var højere og bredere over skuldrene end de fleste nordlændinge, og hans rødmossede ansigt fortalte at han tilbragte det meste af sin tid udendørs både sommer og vinter. En fletning hang ned ud for hver af hans tindinger, mens resten af håret var løst og strejfede det øverste af hans skuldre. Rowan skubbede sig så respektfuldt som muligt frem gennem mængden mod de to. Da han nåede inden for en armslængdes afstand, rakte de begge ud og lukkede en arm om ham. Vi er så stolte af dig, sagde Logan Cortak, Rowans far. Jeg har savnet jer, pustede Rowan da presset fra omfavnelsen tog af. Det føltes dejligt at være sammen med dem igen. Glæden ved gensynet oversteg næsten stoltheden over at være blevet ridder. Jeg har savnet dig endnu mere, sagde hans mor, Jenna. Hun kyssede ham på kinden og vædede den med et par tårer. Kom med, sagde Rowan ivrigt og førte an gennem korridoren. I skal se mit kvarter. Der er luften endnu mere behagelig, og så kan jeg endelig slippe ud af denne her rædselsfulde sæk. Og så greb jeg den i halen og svingede den rundt i luften indtil den hylede som en forrykt dæmon, og derefter smed jeg den ud i søen. Det er det bedste slagsmål jeg har haft

30 hele året! kluklo Logan Cortak med spillende øjne. Og far går ellers og er bange for at alderen har svækket hans styrke, sagde Jenna. Hun rullede opgivende med øjnene og smilede til sin mand. Nu var det jo kun en unge, sagde Logan. Jeg kunne ikke have gjort det med en fuldvoksen kæmpelos. Ikke engang da jeg var i min bedste alder og havde min fulde styrke. Det er alligevel ikke så lidt af en bedrift, sagde Rowan og gav sin far et anerkendende dask i ryggen. Hvis du fortsætter sådan, bliver du det stærkeste ældsterådsmedlem i stammens historie. Aspiranternes kvarter lå på en af borgens øvre etager. Rowans værelse var cellelignende og havde ingen vinduer, men han var den lykkelige ejer af en kandelaber, fremstillet af et hjortegevir, og dens lys trængte mørket ud i det yderste af krogene. Møblementet bestod af et groft tilhugget bord, sengen hvor de tre nu sad og en dragkiste ved væggen. Han glædede sig til at se de forbedringer som fulgte med det kvarter han fik tildelt som ridder. Den lille glæde var et af de mange nye privilegier der ventede ham. Som en prøve på den grad af disciplin de nyslåede riddere skulle stå som eksempler for, havde det ikke været tilladt aspiranterne at forlade borgen i hele oplæringsperioden, bortset fra et kort, årligt familiebesøg. Aspiranternes opmærksomhed skulle udelukkende være rettet mod træningen og efterlevelsen af ridderordenens æreskode. Familiebesøgene havde kun haft til formål at forhindre dem i helt at miste forbindelsen med de mennesker de som riddere skulle tjene og beskytte.

31 Rowan og hans forældre havde klart sig gennem den lange adskillelse, men den havde hvilet tungt på dem alle. Rowan havde især følt sig meget alene i de første år. De korte årlige besøg havde sat ham i stand til at følge med i stammens anliggender og holde sig nogenlunde orienteret om alt andet af betydning. At han kun så sine forældre nogle få dage en gang om året, havde samtidig gjort ham mere opmærksom på de voksende alderstegn hos dem, og han havde flere gange måttet huske sig selv på hvor glad han burde være for i det hele taget at have en familie at besøge. Flere af aspiranterne havde slet ingen. Hvornår tager I hjem til Hosvir? spurgte han og så undersøgende på forældrene. Snart, svarede hans far. Jeg kan tænke mig at der går et stykke tid før vi ser dig igen. Du er ridder nu og har pligter at passe. Nej, far, sagde Rowan. Jeg er sikker på at jeg får en kort hvileperiode inden jeg skal ud på min første mission. Jeg kan ikke forestille mig det falder dem ind at sende en nyslået ridder af sted med så kort varsel og da slet ikke på selve dagen for optagelsesceremonien. Han følte sig ubehageligt berørt af udtrykket i sin fars øjne og det suk han forsøgte at skjule. Du er endnu mindre din egen herre end før, min søn, sagde Logan. Den ed du har svoret går frem for alt. Din overordnede officer har sikkert en mission klar til dig længe før du regner med. Han lagde armen om Jenna, og hun knugede sig ind til ham. Husk at du står i Panthoras tjeneste nu. Dit ansvar over for hende kommer i første række.

32 Jeg er sikker på at de gør undtagelser med helt nye og uerfarne riddere. Rowan forsøgte at fastholde sin optimisme, men den havde fået et alvorligt grundstød af logikken i hans fars ord. De gør måske undtagelser med højere rangerede riddere, men ikke med én der er så ny i tjenesten som dig, sagde Jenna og prøvede at skjule de tårer der sneg sig ned over hendes kinder. Tænk ikke på det, sagde Rowan og lagde beroligende hånden på hendes arm. Jeg er sikker på at jeg får tilladelse til at blive i Hosvir et stykke tid, eller i hvert fald blive posteret et sted i nærheden. Han håbede at det blev sådan, men inderst inde troede han ikke på det. Hvad? Rowan stirrede på ridder Fronel uden at tro sine egne ører. Der var kun gået fire timer siden optagelsesceremonien sluttede, og indtil dette øjeblik havde han troet at den ældre ridder havde sendt bud efter ham for at lykønske ham og måske give ham besked om hans nye indkvartering. De hørte rigtigt, ridder Rowan, sagde Fronel. Hans ansigt var udtryksløst. Han sad ubevægelig bag sit store fyrretræsskrivebord hvis kraftige plade holdtes oppe af fire panterstatuer, udskåret i samme materiale. Ved væggen til venstre for skrivebordet stod en høj reol som så ud til at være på vej til at segne under vægten af bøger og skriftruller sikkert et udvalg af de rapporter som stammede fra mange års riddermissioner og nu var samlet i det arkiv der havde ridder Fronel som en af sine

33 ledende kronikører. En lygte hang ned fra loftet i en kæde og gav den der sad ved bordet lys nok til at læse og skrive. Ved siden af det smalle vindue i væggen bag Fronel hang et lille bronzeskjold med ridderordenens våben en konstant påmindelse til Rowan om den fremtid der ventede ham. Det er af afgørende betydning at De tager af sted så hurtigt som muligt, sagde Fronel i det tørre, formelle tonefald som tit blev normen for overordnede officerer i en hvilken som helst hierarkisk opdelt institution. Som omrejsende ridder hørte Fronel til midt på Valkoriaordenens rangstige og var en af dem der fordelte missionerne mellem lavere rangerede riddere som Rowan. Fronel havde rang af champion og fungerede sammen med de andre champions og Panthoras præster som rådgivere for stormester Dravin. Der må være tale om en fejltagelse, ærede ridder. Jeg havde den opfattelse at der er givet tilladelse til at jeg kunne tilbringe noget tid sammen med min familie. Rowan anstrengte sig for at virke lige så udtryksløs som den ældre ridder. Et sted undervejs mellem begejstringen for at være optaget som aspirant i ridderordenen og den intense træning var han holdt op med at tænke over hvad det var for en fremtid han forberedte sig på. Nu så han i øjnene at det forholdt sig nøjagtigt som hans far havde sagt. Han var ikke længere sin egen herre. Lige meget hvad der skete, ville gudinden og ridderordenen altid komme i første række. De er forkert informeret, ridder Rowan. Jeg forstår. Drejer det sig om en langvarig mission? Det afhænger af Deres evne til at afslutte den. Må jeg spørge hvor den fører mig hen?

34 De er udvalgt til at gøre tjeneste ved Taka Lu Lama. Rowan kendte stedet fra den del af sin oplæring som gik ud på at gøre de kommende riddere fortrolige med de geografiske forhold syd for Nordlandet. Taka Lu Lama lå i den nordvestlige lomme af Talatheal, det mest populære af de lande der samlet kaldtes Midterrigerne. Det var en bred stribe jungle som strakte sig langs den nordlige og vestlige udkant af Gondadmarsken et mærkeligt terræn at finde i et område med mere tempereret klima, men junglen havde eksisteret selv før antikkens Gondad. Den lå også meget langt væk adskillige ugers, måske endda måneders rejse mod syd hvis han ellers havde læst sine landkort rigtigt. Stormester Dravin har fra pålidelige spioner i området modtaget rapporter om elveres indtrængen i junglen. Nu havde ridder Fronels stemme mistet enhver antydning af betoning. Han lød som en læremester der opremsede udenadslære for en elev, og mens han talte, bladede han i den stak pergamentark han havde liggende foran sig på skrivebordet. Der er flere bekræftede rapporter om elverstyrker som har invaderet Taka Lu Lama. Med hvilket formål? Det står ikke helt klart, men bemærkninger opsnappet blandt menige elverkrigere tyder på at de leder efter nogle ruiner som skal indeholde materiale der kan hjælpe dem til at genopbygge deres imperium. Fronel skubbede pergamentstakken fra sig, løftede hovedet og så Rowan direkte i øjnene. Det skal standses med det samme. Vi ved alle hvad der skete sidste gang det lykkedes elverne at etablere et imperium. Javel, ærede ridder, nikkede Rowan og genkaldte sig de

35 mange beretninger som han, under den boglige del af sin uddannelse, havde læst om det hensynsløse og magtgale elverimperium som havde eksisteret for årtusinder siden. Oprettelsen af det havde ført til storkrige med kaos og sorg i deres kølvand. Ingen kunne ønske sig en gentagelse af fortidens grusomheder og ødelæggelser. Deres mission går ud på at rejse til Talatheal og finde ud af om der er alvor bag rygterne om elvernes forsøg på at genetablere deres tusindårsrige. Viser der sig at være det, skal De finde frem til materialet og ødelægge det. En forholdsvis enkel mission, men en mission af stor vigtighed. Jeg kan ikke forestille mig andet end at der må være riddere som har større erfaring end mig og er mere egnede til en mission som denne. Mere værdige, mener jeg. Rowan håbede at det forholdt sig sådan. Hvis nogen blev fundet mere værdig, fik han måske tildelt en anden mission med lidt held én der lå tættere på hans hjem. De burde være beæret, ridder Rowan. Kun meget få riddere får tildelt en vigtig mission så kort efter deres optagelse i vores hæderkronede orden. Har De allerede glemt Deres løfte om at tjene vores gudinde betingelsesløst i ét og alt? Jeg undskylder for mine ubetænksomme ord. Rowan indså at der ikke var noget at stille op og anstrengte sig for at få sine modstridende følelser under kontrol. Skibet afsejler ved daggry. Pak Deres udrustning og mød op i havnen. Må Panthora være med Dem. Den generende, moskusagtige lugt fyldte Rowans næsebor da han vågnede i det vinduesløse lille aflukke han havde

36 fået tildelt om bord på Frostgiganten, det fartøj som bragte ham sydpå. Han regnede sukkende efter og kom til det resultat at han indtil nu havde været tre uger undervejs. Man skulle tro at en mand som krøb på alle fire ville komme hurtigere frem, men det eneste han kunne gøre var at forsøge at udholde sørejsens ensformighed. Han slog soveskindene til side og kantede sig ned fra den svingende hængekøje, tørrede søvnen ud af øjnene og luntede hen til spanden der var fastgjort i aflukkets ene hjørne. Den var halvt fyldt med koldt regnvand, og han plaskede det i ansigtet for at blive helt vågen. Derefter trak han i skjorte, bukser og støvler og gik ud i den kølige morgenluft på dækket. Frostgiganten var en tomastet karavel med tre dæk. De blå råsejl havde lodrette, rødbrune striber der mindede Rowan om indtørret blod. Morgensolen skinnede fra en skyfri himmel ned over det urolige Yoanhav. Heldigvis lå karavellen på en sydlig kurs og havde vinden og bølgerne med sig, så man slap for de hårde stød der gennemrystede den med korte mellemrum når den havde stævnen op mod søerne. Besætningen bestod af fyrre erfarne søfolk som reagerede hurtigt og effektivt hver gang karavellen skiftede kurs og der skulle ændres i sejlføringen. De var stærke og vejrbidte, og de fleste havde anlagt fuldskæg for at beskytte ansigtshuden mest muligt mod saltvandssprøjt og vind. Alle havde en skarp dolk siddende i en skede ved bæltet og bar om halsen en amulet som værn mod Perlosas vrede. Hun var gudinde for månen, isen, bølgerne og sneen. Rowan vidste at en amulet af den slags var et udslag

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG ØEN 2 E N AF DE FØRSTE DAGE SER jeg hende med en nøgen dreng i hotelhavens indgang. De går gennem skyggen fra de høje daddelpalmer og standser nogle meter fra trappen til

Læs mere

Sebastian og Skytsånden

Sebastian og Skytsånden 1 Sebastian og Skytsånden af Jan Erhardt Jensen Sebastian lå i sin seng - for han var ikke rask og havde slet ikke lyst til at lege. Mor var blevet hjemme fra arbejde, og hun havde siddet længe hos ham,

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

SKYLD. En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt

SKYLD. En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt SKYLD En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt H en ad vejen så man en lille fyr komme gående. Han var ikke særlig stor, nærmest lidt lille. Bare 45 cm høj. Han var bleg at se på. Hans øjne

Læs mere

1 Historien begynder

1 Historien begynder LÆS STARTEN AF 1 Historien begynder Rikka galoperede gennem skoven. Hendes hjerte hamrede i brystet, og hun var træt. Alle fire ben gjorde ondt, men hun kunne ikke stoppe nu. Klahons Drømmejæger havde

Læs mere

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88 historier LOGO historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 IDAS ENGEL 1 IDAS ENGEL historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 2 3 Ida skulle i skole. For første gang. Det

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

Krigen var raset hen over byen som en vred og grusom drage, der spyr ild og slår husene i stykker og bagefter forsvinder ud i ørkenen, ondskabsfuldt

Krigen var raset hen over byen som en vred og grusom drage, der spyr ild og slår husene i stykker og bagefter forsvinder ud i ørkenen, ondskabsfuldt Krigen var raset hen over byen som en vred og grusom drage, der spyr ild og slår husene i stykker og bagefter forsvinder ud i ørkenen, ondskabsfuldt brummende, på vej et andet sted hen. Luften smagte stadigvæk

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Hendes opgave er at bevogte den gyldne skål. Da hun mistede den, blev hun forvist til jorden.

Læs mere

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står 1 Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står på en gade midt i bilosen. Han er meget lille slet

Læs mere

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget.

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget. Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget. Benni Bødker Gespenst Tekst 2011 Benni Bødker og Forlaget Carlsen Illustrationer 2011 Peter Snejbjerg og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning:

Læs mere

Light Island! Skovtur!

Light Island! Skovtur! Light Island! Skovtur! En tidlig morgen står de 4 drenge op, og spiser morgen mad. Så snakker de om at tage ud i skoven og sove. Da de er i skoven leder de efter et sted til teltet. Zac går ind imellem

Læs mere

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det. De 2 sten. Engang for længe siden helt ude, hvor jorden ender, ved havet lå 2 store sten. De var så smukke, helt glatte af bølgerne, vindens og sandets slid. Runde og lækre. Når de var våde skinnede de,

Læs mere

Hvor bliver de dog af? sagde Harm og så sig om. Hun stod i skoven uden for kong Hrolfs gård. Det var tidlig morgen med grå himmel.

Hvor bliver de dog af? sagde Harm og så sig om. Hun stod i skoven uden for kong Hrolfs gård. Det var tidlig morgen med grå himmel. Hvor bliver de dog af? sagde Harm og så sig om. Hun stod i skoven uden for kong Hrolfs gård. Det var tidlig morgen med grå himmel. Bag hende var der en hær af krigere. De havde ventet her hele natten.

Læs mere

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns)

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns) Den grønne have Wivi Leth, 1998 (4,8 ns) Dette skete for ikke så lang tid siden, i landet med det rødhvide flag. Det var efterår, og tre børn havde vovet sig 5 ind i den have, hvor der engang havde været

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL Kirsten Wandahl BLÅ ØJNE LÆSEPRØVE Forlaget Lixi Bestil trykt bog eller ebog på på www.lixi.dk 1. Kapitel TO BLÅ ØJNE Din mobil ringer. Anna hørte Felicias stemme. Den kom

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 7.APRIL AASTRUP KIRKE KL SEP. Tekster: Sl. 8, Joh. 20,19-31 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 7.APRIL AASTRUP KIRKE KL SEP. Tekster: Sl. 8, Joh. 20,19-31 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 7.APRIL AASTRUP KIRKE KL. 10.00 1.SEP. Tekster: Sl. 8, Joh. 20,19-31 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 Thomas er væk! Peter var kommet styrtende ind i klassen og havde

Læs mere

MENNESKEJÆGERNE SVÆRDET & ØKSEN BIND 3

MENNESKEJÆGERNE SVÆRDET & ØKSEN BIND 3 MENNESKEJÆGERNE SVÆRDET & ØKSEN BIND 3 58 Mørket havde for længst sænket sig over Paravalis. Inde i byens mange huse var lysene pustet ud og de fleste af beboerne hvilede i halmsenge. De mange kroer og

Læs mere

Denne bog har lix 23. Kongens hal SKREVET AF PETER GOTTHARDT ILLUSTRERET AF TOMMY KINNERUP

Denne bog har lix 23. Kongens hal SKREVET AF PETER GOTTHARDT ILLUSTRERET AF TOMMY KINNERUP Denne bog har lix 23. Kongens hal SKREVET AF PETER GOTTHARDT ILLUSTRERET AF TOMMY KINNERUP Krigeren Bjarke er lige så rolig, som han er tapper. Han vil gøre alt for at beskytte sin konge, Hrolf. Pigen

Læs mere

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede.

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede. En anden slags brød Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede. En lille fåremavet sky hænger højt oppe over søen. Hænger helt stille, som om den er kommet i tvivl om, hvor den egentlig er på vej hen.

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Side 3.. Håret. historien om Samson.

Side 3.. Håret. historien om Samson. Side 3 Håret historien om Samson 1 Englen 4 2 En stærk dreng 6 3 Løven 8 4 Hæren 12 5 Porten 14 6 Samsons styrke 16 7 Dalila 18 8 Et nyt reb 20 9 Flet håret 22 10 Skær håret af 24 11 Samson bliver slave

Læs mere

Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar.

Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar. 1 Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar. Vi skal bare væk fra den gård, sagde Tue. Så langt som muligt, sagde

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

Enøje, Toøje og Treøje

Enøje, Toøje og Treøje Enøje, Toøje og Treøje Fra Grimms Eventyr Der var engang en kone, som havde tre døtre. Den ældste hed Enøje, fordi hun kun havde et øje midt i panden, den anden havde to øjne som andre mennesker og hed

Læs mere

De 12 ord den fra hvis man ved sagde hver der lige

De 12 ord den fra hvis man ved sagde hver der lige Den gamle mand Baldur fortalte børnene fortællinger fra tidernes morgen. Hvert 10énde år vender dragerne tilbage fortalte Baldur. Børnene gispede. Hvert drageæg rummer magiske kræfter fortsatte Baldur.

Læs mere

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Klaveret Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Skrevet af Louis Jensen For lang tid siden faldt et klaver i havnen. Dengang var min bedstemor en lille pige med en stor, rød sløjfe

Læs mere

Lene Møller. Hvorfor lige mig? En Historie om mobning. Saxo Publish

Lene Møller. Hvorfor lige mig? En Historie om mobning. Saxo Publish Lene Møller Hvorfor lige mig? En Historie om mobning. Saxo Publish Andre udgivelser af Lene Møller: Molly Den Magiske Ko Hvorfor lige mig? En historie om mobning. ISBN: 9788740444230 Copyright 2013, Lene

Læs mere

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem:»fred være med jer!«da han havde

Læs mere

Tre spøgelsesagtige skikkelser

Tre spøgelsesagtige skikkelser Kapitel 1 Kisten Tre spøgelsesagtige skikkelser gled lydløst hen over Scream Streets centrale torv. Månen glimtede bag det tynde skydække. Inde i et hus i nærheden slog et ur tolv slag. De tre skikkelser

Læs mere

Endnu en gang stod fuldmånen på himlen. En kølig blæst strøg gennem skovens mørke og fik bladene til at rasle. De to blodsøstre Hævn og Hunger sad på

Endnu en gang stod fuldmånen på himlen. En kølig blæst strøg gennem skovens mørke og fik bladene til at rasle. De to blodsøstre Hævn og Hunger sad på Endnu en gang stod fuldmånen på himlen. En kølig blæst strøg gennem skovens mørke og fik bladene til at rasle. De to blodsøstre Hævn og Hunger sad på en splintret stamme. Vores søster Harm er sent på den,

Læs mere

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde.

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde. Side 1 En farlig leg historien om tristan og isolde Side 2 Personer: Tristan Isolde Isolde Kong Mark Side 3 En farlig leg historien om Tristan og isolde 1 En kamp på liv og død 4 2 Isolde den skønne 6

Læs mere

Nicole Boyle Rødtnes. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Nicole Boyle Rødtnes. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Nicole Boyle Rødtnes Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Vi var ti år, da zombie-virussen brød ud. Det hele startede, da et krydstogtskib sank. Flere hundrede druknede. Alle troede, det var et uheld.

Læs mere

er kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede tårer ud over sit kladdehæfte.

er kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede tårer ud over sit kladdehæfte. Hos regnormene er kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede tårer ud over sit kladdehæfte. Hun gik i første klasse, og selv om hun allerede

Læs mere

Gro var en glad og en sød lille pige, der var lige så gammel som dig, og en dag var hun på besøg hos sin mormor.

Gro var en glad og en sød lille pige, der var lige så gammel som dig, og en dag var hun på besøg hos sin mormor. Gro var en glad og en sød lille pige, der var lige så gammel som dig, og en dag var hun på besøg hos sin mormor. Mormor var ved at fjerne de visne blomster i haven og havde slet ikke set, at Gro var gået

Læs mere

Du er død! Du er død!

Du er død! Du er død! Du er død! Mandag morgen blev jeg vækket af en underlig lyd. Hvad var det? Sten mod glas! Lyden rev i mig. Rev mig ud af søvnen. Pludselig forstod jeg. Sten mod glas Der var nogen, som kastede sten på

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere PrikkeBjørn stopper mobbere. Af Charlotte Kamman Det var en solrig dag, dag klokken igen ringede ud til frikvarter i skolen. PrikkeBjørn glædede sig til

Læs mere

Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe.

Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe. 1. 1. INT. TRAPPE/SPISESTUE Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe. (Kamera i bevægelse)vi følger disse billeder på væggen og ender i spisestuen og ser

Læs mere

Ill.: Miguel Coimbra

Ill.: Miguel Coimbra Ill.: Miguel Coimbra COLOSSEUM Milo stod klar uden for en af de underjordiske gange under Colosseum. I hånden havde han en tung hjelm. Han havde brugt hele morgenen på at polere den, så den skinnede blankt.

Læs mere

Der var en gang et hus. Som lå alene.

Der var en gang et hus. Som lå alene. 2 Det Hjemsøgte Hus Der var en gang et hus. Som lå alene. 3 Fremvisningen Han tog imod dem med et let nervøst smil. Han var ikke den typiske sælger, og slet ikke den typiske ejendomsmægler, som de havde

Læs mere

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen Morten Dürr SKADERNE Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen Hvidt, sort og grønt Efter mor døde, ville far jage skaderne væk. Men sådan gik det ikke. Skaderne blev. Det var godt.

Læs mere

Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu!

Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu! Kapitel 1 Allerede ved havelågen kunne Hedda mærke, at der var noget galt. Hun og Elin sagde farvel, under megen fnis som altid, men ud ad øjenkrogen så hun, at mor og far sad ret op og ned i hængesofaen

Læs mere

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh..

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh.. MANUSKRIPT Scene 1: Gang + farens soveværelse om aftenen. Anna står i Hallen og tørrer hår foran spejlet. Hun opdager en flimren ved døren til farens soveværelse og går hen og ser ind. Hun får øje på sin

Læs mere

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan Beretningen om Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan 25. februar 2009-1. udgave Af Feltpræst Oral Shaw, ISAF 7 Tormod Trampeskjælver får en ny ven Det var tidlig morgen, og den danske viking

Læs mere

Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik

Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik 16. søndag efter trinitatis I Høstgudstjeneste i Jægersborg med Juniorkoret Salmer: Syng for Gud, 729, vinter er nær, 15, 730, 752 4-5, velsignelsen, 730, sensommervisen. I dag fejrer vi høstgudstjeneste

Læs mere

NUMMER 111. Et manuskript af. 8.c, Maribo Borgerskole

NUMMER 111. Et manuskript af. 8.c, Maribo Borgerskole NUMMER 111 Et manuskript af 8.c, Maribo Borgerskole 5. Gennemskrivning maj 2009 1 SC 1. EXT. VED HUS OG PARKERINGSPLADS (BOLGIBLOK OG P-PLADS) SOMMER DAG Man ser Victor (SUNE) sidde og sove op af en stor,

Læs mere

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Morgengry kommer fra skypaladset i himlen. Men hun vil hellere tage på eventyr med sine to venner nede på jorden. Aben Kókoro kan godt lide

Læs mere

ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES

ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES 20 PSYKOLOG NYT Nr. 20. 2004 HISTORIE Marianne er kronisk anorektiker. I snart 30 år har hun kæmpet forgæves for at slippe fri af sin sygdom. Fire gange har hun

Læs mere

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden.

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden. Alle Vores hjerter på et guldfad Vilkårene blev for ringe Vil du med ud at gå en tur Vil du med ned til stranden Vi var kun os to Vi var kun os ti tilbage Vi var kun os tre til ceremonien Vi var en familie

Læs mere

MIE. MIE bor hos en plejefamilie, fordi hendes mor. drikker. Mie har aldrig kendt sin far, men drømmer

MIE. MIE bor hos en plejefamilie, fordi hendes mor. drikker. Mie har aldrig kendt sin far, men drømmer MIE MIE bor hos en plejefamilie, fordi hendes mor drikker. Mie har aldrig kendt sin far, men drømmer om at møde ham en dag. Mie er 8lippet, har blåt hår og bruger mere mascara end de 8leste. Hun elsker

Læs mere

PROLOG. Gare Saint-Charles, Marseilles hovedbanegård: Toget kører ikke længere

PROLOG. Gare Saint-Charles, Marseilles hovedbanegård: Toget kører ikke længere PROLOG Gare Saint-Charles, Marseilles hovedbanegård: Toget kører ikke længere Øverst på Saint-Charles-banegårdens høje trappe stod Guitou, som hans mor stadig kaldte ham, og kiggede ud over Marseille.»Storbyen«,

Læs mere

Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers

Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers Forlag1.dk Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid 2007 Maria Zeck-Hubers Tekst: Maria Zeck-Hubers Produktion: BIOS www.forlag1.dk

Læs mere

Danske kongesagn Ragnhild Bach Ølgaard

Danske kongesagn Ragnhild Bach Ølgaard 1 Danske kongesagn Ragnhild Bach Ølgaard 2 Dan Sagnet fortæller, at en konge ved navn Dan, jog sine fjender mod syd. Han var en stærk konge, og folk gav hans land navn efter ham. På den måde fik Danmark

Læs mere

æsken frem af en plastikpose og lagde den på stuebordet. Den var pakket ind i blåt gavepapir. - Værsgo, sagde han, - åbn den! Jeg kunne se, at far

æsken frem af en plastikpose og lagde den på stuebordet. Den var pakket ind i blåt gavepapir. - Værsgo, sagde han, - åbn den! Jeg kunne se, at far Uret Tænk, at jeg havde fået det ur af far! Det var af sølv og havde bittesmå visere, der lige netop rørte tallene i cirklen. Inde under glasset bevægede et miniaturetandlhjul sig, det var lavet af et

Læs mere

Præstens hemmelighed

Præstens hemmelighed Den lå på bordet. Pia vidste, hun ikke måtte røre den, men det trak i hver en fiber i hendes krop for at kigge i den. Den var hendes fars og han havde udtrykkeligt fortalt, at ingen måtte åbne den, for

Læs mere

historien om Jonas og hvalen.

historien om Jonas og hvalen. Side 3 HVALEN historien om Jonas og hvalen Jonas, vågn op! 4 Gud talte 6 Skibet 8 Stormen 10 Min skyld 12 I havet 14 Hvalen 16 Byen vil brænde 18 Kongen 20 Gud og byen 22 Jonas var vred 24 Planten 26 Side

Læs mere

Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH)

Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH) 1 Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH) Hej Maja velkommen her til FH. Jeg vil gerne interviewe dig om dine egne oplevelser, det kan være du vil fortælle mig lidt om hvordan du

Læs mere

Lindvig Osmundsen Side 1 13-09-2015 Prædiken til 15.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Matt. 6,34-44.

Lindvig Osmundsen Side 1 13-09-2015 Prædiken til 15.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Matt. 6,34-44. Lindvig Osmundsen Side 1 13-09-2015 Prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Matt. 6,34-44. Alting er skjult for dit øje, indtil du ser det. Jeg holdt engang i krydset ved Teglgårdsvej, og

Læs mere

Jørgen Hartung Nielsen. Sabotage. Sabotør-slottet, 4

Jørgen Hartung Nielsen. Sabotage. Sabotør-slottet, 4 Jørgen Hartung Nielsen Sabotage Sabotør-slottet, 4 Sabotage Sabotør-slottet, 4 Jørgen Hartung Nielsen Forlaget Cadeau 1. udgave, 1. oplag 2010 Illustrationer: Preben Winther Tryk: BB Offset, Bjerringbro,

Læs mere

Jespers mareridt. Af Ben Furman. Oversat til dansk af Monica Borré

Jespers mareridt. Af Ben Furman. Oversat til dansk af Monica Borré Jespers mareridt Af Ben Furman Oversat til dansk af Monica Borré Jespers mareridt er en historie om en lille dreng som finder en løsning på sine tilbagevendende mareridt. Jesper overnatter hos hans bedstemor

Læs mere

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849. Taarup, 18. Maj 1849. Kære elskede Kone! Dit Brev fra den 11. modtog jeg den 16., og det glæder mig at se, at I er ved Helsen. Jeg er Gud ske Lov også ved en god Helsen, og har det for tiden meget godt,

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 Det måtte ikke være for let. For så lignede det ikke virkeligheden.

Læs mere

I menneskets sidste stund vil det vende sig mod Gud. Eller forbande hans navn

I menneskets sidste stund vil det vende sig mod Gud. Eller forbande hans navn La Suprema I menneskets sidste stund vil det vende sig mod Gud Eller forbande hans navn 1 Fader Prometeus pustede lyset ud og henlagde alteret i tiltagende mørke. Den gamle mand bukkede hovedet i respekt

Læs mere

Christfulness: Ingen er glemt af Gud

Christfulness: Ingen er glemt af Gud Christfulness: Ingen er glemt af Gud Om et øjeblik siger jeg en sætning. Du skal bare lytte til den måske gentage den inde i dit hovedet men ellers bare lytte og lade den sætning svæve i luften bare svæve

Læs mere

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, der anviste vejen. Siden så vi dem aldrig mere. 8 9 Dagen

Læs mere

Kapitel 1. Det l a nge blik

Kapitel 1. Det l a nge blik Kapitel 1 Det l a nge blik Kirurgen sagde:»jeg vil foretage en nethindeoperation på dit venstre øje.«det var gode nyheder, men så fortsatte han med at sige, at jeg skulle rekreere mig efter operationen

Læs mere

natur / teknik sjove forsøg med kroppen

natur / teknik sjove forsøg med kroppen Folde hånd og fod Papir, blyant og saks Prøv at folde hånd og fod Tag sko og strømper af Hold om fodsålen (undersiden af foden) og stik forsigtigt fingerspidserne ind mellem tæerne Prøv at slappe af i

Læs mere

2. scene. og jeg kommer tilbage. Dig og mig. Et nyt fantastisk rige. Jeg lover det. ORESTES - Hvor fanden er de henne?! ELEKTRA - Hvad?

2. scene. og jeg kommer tilbage. Dig og mig. Et nyt fantastisk rige. Jeg lover det. ORESTES - Hvor fanden er de henne?! ELEKTRA - Hvad? 2. scene Elektra og Orestes. Orestes pakker, leder efter noget. Rasende. Elektra stirrer på ham, mens han brøler og smider med tingene. Hun er fjern i blikket, ryster. ORESTES - Hvor fanden er de henne?!

Læs mere

Sct. Kjeld. Inden afsløringen:

Sct. Kjeld. Inden afsløringen: Sct. Kjeld Inden afsløringen: Når vi tænker på en ikon, så vil mange af os have et indre billede af, hvordan en ikon ser ud. Hvis vi kunne se disse billeder ville de være forskellige. Ud fra hvad vi tidligere

Læs mere

Benni Bødker. Sagen om GENGANGER-KATTEN

Benni Bødker. Sagen om GENGANGER-KATTEN Benni Bødker Sagen om GENGANGER-KATTEN Døren stod på klem. Vi standsede straks op. Jeg kiggede hurtigt på Iben. Ingen af os havde rigtig lyst til at gå ind i det blå rum. For første gang den nat følte

Læs mere

Babys Søvn en guide. Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn?

Babys Søvn en guide. Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn? Babys Søvn en guide Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn? Små børn har behov for meget søvn, men det er bestemt ikke alle, der har lige let ved at overgive

Læs mere

Men Mikkel sagde bare vi skal ud i den brand varme og tørre ørken Din idiot. efter vi havde spist morgen mad tog vi vores kameler Og red videre.

Men Mikkel sagde bare vi skal ud i den brand varme og tørre ørken Din idiot. efter vi havde spist morgen mad tog vi vores kameler Og red videre. Det var midt på formiddagen. vinden havde heldigvis lagt sig jeg Mikkel og min ven og hjælper Bjarke stod i stævnen og så ind mod Byen Mombasa hvor vi skulle ligge til vi skulle ligge til. vi skulle Møde

Læs mere

Nick, Ninja og Mongoaberne!

Nick, Ninja og Mongoaberne! Nick, Ninja og Mongoaberne! KAP. 1 Opgaven! Nu er de i Mombasa i Kenya. de skal på en skatte jagt, efter den elgamle skat fra de gamle mongoaber, det er mere end 3000 år siden de boede på Kenya. Men Nick

Læs mere

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han 1 Johannes elskede fugle. Han syntes, at det at kigge på fugle var noget af det dejligste, man kunne foretage sig i sit liv. Meget dejligere end at kigge på billeder, malerier eller at se fjernsyn. Hver

Læs mere

Snehvide. Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her? svarede spejlet: Ingen i verden er dejlig som du.

Snehvide. Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her? svarede spejlet: Ingen i verden er dejlig som du. Snehvide De brødrene Grimm - KHM 053 tid: 20' Det var midt om vinteren, og sneflokkene faldt som dun ned fra himlen. Dronningen sad ved vinduet og syede i en ramme af sort ibentræ, og mens hun syede og

Læs mere

Han afbrød sig selv og skubbede en gren med en masse blade til side, så han bedre kunne se spøgelsets ansigt. Jamen, er det ikke?

Han afbrød sig selv og skubbede en gren med en masse blade til side, så han bedre kunne se spøgelsets ansigt. Jamen, er det ikke? Kapitel 1 Loftet De ansigtsløse mænd vaklede som robotter hen over græsplæn en i retning af huset. Der, hvor deres næse, mund og øjne skulle have været, var der bare glat hud. Alle skikkelserne var klædt

Læs mere

UGE 3: GUDS FOLK. Scene 1 Pagten Fortællingen bygger på 1Mos 11-18, 22, 26-50 & 2Mos 1 FORBEREDELSE FORTÆLLING & DIALOG

UGE 3: GUDS FOLK. Scene 1 Pagten Fortællingen bygger på 1Mos 11-18, 22, 26-50 & 2Mos 1 FORBEREDELSE FORTÆLLING & DIALOG UGE 3: GUDS FOLK FORBEREDELSE Det store billede Det er her vi skal hen hovedpunkterne som denne samling skal få til at stå tydeligt frem. Vores identitet som Guds familie. Gud valgte sit folk af ren og

Læs mere

Hvem har dog stået for den planlægning? Prædiken til fastelavnssøndag d.14.2.2010 i Lyngby Kirke børnekor medvirker. Det er godt tænkt.

Hvem har dog stået for den planlægning? Prædiken til fastelavnssøndag d.14.2.2010 i Lyngby Kirke børnekor medvirker. Det er godt tænkt. 1 Prædiken til fastelavnssøndag d.14.2.2010 i Lyngby Kirke børnekor medvirker Om jeg så tælles blandt de i klogeste i vores samfund, har indsigt i jura og økonomi, kender kunst og kultur og forstår svære

Læs mere

For hendes fødder. af Emma Elisabeth Nielsen

For hendes fødder. af Emma Elisabeth Nielsen For hendes fødder af Emma Elisabeth Nielsen Hun hedder Mia. Hun smækker med døren. Det er, som om verden er sky. Sådan er det altid. Det er, som om græsset bøjer sig for hende, når hun tramper gennem haven

Læs mere

Gatta-fisken var enorm. Meget større end nogen anden flyvefisk Sirius nogensinde havde set.

Gatta-fisken var enorm. Meget større end nogen anden flyvefisk Sirius nogensinde havde set. LÆS STARTEN AF 1 Dræberfisken Sirius holdt godt fast i sit svævebræt mens han spejdede nervøst gennem skyerne. Han frøs, for han havde holdt udkig i mange timer. Skyerne var tætte. Hver gang han drev gennem

Læs mere

Det blev vinter det blev vår mange gange.

Det blev vinter det blev vår mange gange. 1 Hortensia Der var engang den yndigste lille pige. De første mange måneder af hendes liv, levede hun i en blomst. Den skærmede hende og varmede hende. Hun blev født en solrig majdag, hvor anemonerne lige

Læs mere

Kl 14.00 i Vejby og 16.00 i Lihme (Louise spiller):

Kl 14.00 i Vejby og 16.00 i Lihme (Louise spiller): Tekster: Es 42,1-9, Rom 13,11-14, Luk 4,16-30 Kl 10.30 i Rødding (Flemming spiller): 74 Vær velkommen 87 Det første lys 84 Gør døren høj 78 Blomstre som Nadver: 438 Hellig, hellig, hellig 86.5 Kom bange

Læs mere

Kapitel 1: Gabende huller

Kapitel 1: Gabende huller Kapitel 1: Gabende huller (ALO FORTÆLLER) Hæfteklammerne borer sig ind i min hud. Der går et jag af smerte gennem min krop, hver gang sygeplejersken skyder en ind. Stå stille, siger Elon irriteret og puffer

Læs mere

Jagten på Enhjørningen. Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Jagten på Enhjørningen. Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Jagten på Enhjørningen Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Enas far, kong Drot, er taget langt bort. Troldkvinden Skarntyde er Enas værste fjende. Ena er den eneste enhjørning

Læs mere

1. AKT. Prolog. ISMENE - Hver eneste nat i tusind år har jeg haft den

1. AKT. Prolog. ISMENE - Hver eneste nat i tusind år har jeg haft den 1. AKT Prolog ISMENE - Hver eneste nat i tusind år har jeg haft den samme drøm. En drøm om en mand med gule krøller, stjerner i øjnene og en blå kappe. Han kommer gående over en grøn eng. Det vil sige,

Læs mere

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen Tryllefrugterne fortalt af Birgitte Østergård Sørensen Der var engang en mand og en kone; de havde en søn, der hed Hans. Manden passede en hel købstads kreaturer, og det hjalp Hans ham med. Så kom han

Læs mere

Julemandens arv. Kapital 13

Julemandens arv. Kapital 13 Kapital 13 Klimaet var behageligt på Galapagos på denne tid af året. Der var 23 grader og en lille hvid sky strøg ind foran solen nu og da og gav lidt skygge. Johnny så op mod toppen af plateauet på midten

Læs mere

Kapitel 5. 5.december 965

Kapitel 5. 5.december 965 Kapitel 5 5.december 965 Lyden af en lille ynkelig gråd trængte gennem Fruens bevidsthed, en bevidsthed der var usammenhængende og tåget. Det var et spædbarns ynkelige råb på sin mor, på nærhed, tryghed

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere

Mandag den 10. januar

Mandag den 10. januar 2011 6 Mandag den 10. januar Har du set de mennesker, der sidder ret op og ned med åben mund og sover i bussen? Det var mig i morges. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig, for jeg bør jo være helt udhvilet

Læs mere

Fiskeren og hans kone

Fiskeren og hans kone Fiskeren og hans kone Fra Grimms Eventyr Der var engang en fisker, som boede med sin kone i en muddergrøft tæt ved havet, og han gik hver dag derhen for at fange fisk. En dag sad han dernede og medede,

Læs mere

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården Der var engang et stort slot, hvor der boede en prinsesse, en konge, en dronning og en sød tjenestepige. Lige

Læs mere

(18) Lod og del. Om gåden og kærligheden

(18) Lod og del. Om gåden og kærligheden (18) Lod og del Om gåden og kærligheden TEKST: FØRSTE KORINTHERBREV 13 DER ER to ting, man ikke skal tale for meget om: glæde og kærlighed. At tale om dem kunne udvande øjeblikket. For når glæde og kærlighed

Læs mere

Ønskerne. Svend Grundtvig ( ). Udgivet 1876

Ønskerne. Svend Grundtvig ( ). Udgivet 1876 Ønskerne Svend Grundtvig (1824-1883). Udgivet 1876 Der var engang en fattig kone; hun havde en eneste søn. Han hed Lars, men han blev kaldt Doven-Lars, for han var så urimelig doven, at han ingenting gad

Læs mere