Prædiken til sidste søndag i kirkeåret

Transkript

1 Prædiken til sidste søndag i kirkeåret Salmer Indgangssalme: DDS 403: Denne er dagen, som Herren har gjort Salme mellem læsninger: DDS 332: På Jerusalem det ny Salme før prædiken: DDS 276: Dommer over levende og døde Salme under prædiken: DDS 430: Lov og tak og evig ære ofrer vi Salme under altergang: DDS 675 v. 1-2: Gud, vi er i gode hænder Udgangssalme: DDS 431: Herre Kristus, dig til ære Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar Jesus sagde:»når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«(matt 25,31-46) Amen! Herre. Lad os høre dit ord og leve af det som dagligt brød i vores liv. Amen! Der er mange ting, vi går rundt og egentlig godt véd, men kun sjældent forstår at universet er uendeligt, at livet ikke skyldes os selv, at vi en gang skal dø. Vi ved det godt, forstår det på sin vis også, og så alligevel ikke. Og det er nok også meget godt, at det forholder sig sådan. Vi kan ikke holde ud at leve vores liv, hvis vi konstant skulle gå og forholde os til tilværelsens største gåder. Men det er måske heller ikke godt aldrig at mærke afgrunden, når de fundamentale spørgsmål strejfer én. Og af og til har vi slet ikke noget valg. Så sker der noget i vores liv, der rammer os helt inderst inde. Noget, der derved aktiverer alt det, vi ikke har blik for til daglig. Når vi står der, ansigt til ansigt med tilværelsens grundvilkår, kan vi i et glimt mærke, hvad der er på spil: At vi kun har det ene liv; at kærligheden er størst; at vi har et ansvar for andre; at det langt fra er en selvfølge, at der er noget og ikke intet. I Det værste og det bedste, en vidunderlig lille digtsamling fra 2002, beretter Søren Ulrik Thomsen, som titlen antyder om det gode og det dårlige hér i livet som en involverende poesi, der søger at gribe og indramme det moderne menneskes forestillinger om sig selv i fortid og nutid. Flere af digtene går ned i livets mere fundamentale lag. Mod slutningen samler det sig i to sætninger. Den første lyder: at alting stadig kan ske er det værste. Vi genkender det med det samme. Alle bekymringerne, forestillingerne, frygten for, hvad der kan ske. Den snigende fornemmelse af, at nu går det ikke bare lidt galt. 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Nu kører det hele helt af sporet. Vi mærker det vel allermest, når vi elsker et andet menneske. For så kan vi gribes af den bundløse frygt for at miste det hele. Lige om et øjeblik. Selv om langt de fleste bekymringer aldrig bliver til noget, så rammer udsagnet et fundamentalt vilkår i vores liv ind. Et vilkår, som vi ikke ønsker at se i øjnene: at alting virkelig kan ske; at vi kontrollerer langt mindre, end vi selv går og tror. At muren er skræmmende tynd mellem alting og ingenting. Men i det samme digt skriver Søren Ulrik Thomsen også det stik modsatte at alting stadig kan ske er det bedste. Det er også et grundvilkår, der midt i tilværelsen er ligeså fundamentalt som det, vi lige har haft fat i. Det har blot det modsatte fortegn. Det er livsmodets, glædens og kærlighedens grundbetingelse. Det er fastholdelsen af, at noget nyt kan ske. At liv og glæde og mening uventet og måske uforskyldt kan opstå som en nyskabelse midt i livet. At alting stadig kan ske er det bedste. Ordene rummer også et håb: at det, der ikke ser ud til at kunne ske, måske alligevel kan ske. En dag. En gang. Selv om det er svært at tro på lige nu. Hvis vi skal tage Søren Ulrik Thomsen på ordet er vi altså grundlæggende spændt ud mellem de to modpoler. Mellem frygten for det værste og håbet om det bedste. Vi mærker det ikke hele tiden og måske slet ikke til daglig. Og det er som allerede antydet nok meget godt. Meget kan man sige om Matthæus, som dagens evangelietekst stammer fra. Men modernist er han i hvert fald ikke. Han ville helt sikkert ikke kunne genkende Søren Ulrik Thomsens tanker. Naturligvis ville han ikke det. For den verden, de bibelske tekster er blevet til i, er en helt anden end vores. Alligevel er der noget, der spejler sig mellem de to. Mellem Matthæus og Søren. En figur eller, om man vil, et grundlæggende tankemønster. For det, Matthæus beretter om i dagens evangelium, er på samme tid det, vi mennesker; hver eneste af os på samme tid bør frygte og se frem til. Det, der på samme tid er det værste og det bedste, der kan hænde os. Det, hvor alle muligheder på samme tid lukker sig om os. Dét, hvor Gud selv fremstår som den endelige mulighed, der gør alle andre overflødige. Dagens evangelium stiller os dermed overfor det, vi på samme tid må frygte over alt andet; og måske også tør se frem til med en vis forhåbning og frejdighed. 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Nemlig p.d.e.s. den endelige afsløring af os og vores liv; så forfejlet, som det nu en gang måtte være. Det liv, som vi hele tiden har levet som insolvente skyldnere, der aldrig vil kunne indfri Guds krav på os. Og p.d.a.s. Guds nåderige blik på os, fordi vi stillet overfor ham slet ikke skal stå, som vi selv er. Vi skal stå som Han selv er; iført Kristus, som vi i dåben har fået et ubrydeligt skæbnefællesskab med. Evangeliet i dag peger på; fastholder et grundlæggende tema, der går på tværs af de nytestamentlige skrifter. Nemlig, at vi skal stå til ansvar. Stå til ansvar for, hvordan vi har forvaltet de talenter, som Gud har skænket os i dette liv. At det er netop det, det drejer sig om, lader den store billedtale, kaldet verdensdommen, ikke nogen tvivl tilbage. Der trækkes skel. Fårene modtager velsignelsen, bukkene forbandelse. Og det evangelium møder vi heller ikke tilfældigt. Men hér netop på sidste søndag i kirkeåret. Hér hvor vi har hele året bag os og må stille os selv det grundlæggende spørgsmål. Hvad blev det til med det hele? Vandt evangeliet indpas hos os? Fik vi sat vores talenter i spil i samspillet med næsten. Det er sådan set det, det drejer sig om. Adventstiden og julens glædelige budskab er bag os. Påskens lidelsesdrama overstået. Opstandelsens påskemorgen set i forbifarten. Pinsetidens løfte om Helligåndens nærvær bagude. Og den lange Trinitatis-tid, der samlet peger i retning på det nye liv i Kristus er nu nået sin ende. Det er en påmindelse om, at det alt sammen står under Guds dom. At vores liv ikke er ligegyldigt, men at vi også står til ansvar for vor det. Og det er ikke os selv, der skal bedømme det. Hvad vi tror, kan meget vel vise sig anderledes. Inden vi fortaber os i at få anbragt os selv det kan vi nok godt finde ud af, hvor vi gerne vil være eller andre i en af de to grupperinger, er der et nyttigt princip ved tolkning af sådanne tekster, som er værd at holde sig klart. Det er, at det væsentlige bør søges, hvor teksten er klar. Og det klare er for det første, at skjult i vores medmenneske møder vi den gode Gud. Den barmhjertighed eller omsorg og den ligegyldighed, vi viser hinanden, rammer i virkeligheden Gud. Derfor kan Matthæus tale om, at det, vi uformående mennesker har gjort mod andre mennesker, har vi gjort imod Gud. Vi møder Gud i det svage hér i verden. Heraf fremgår det også, at de små, svage og udsatte på særlig måde er forbundet med Gud selv. Det næste klare er sådan set, hvad der ikke står. Der står nemlig ikke noget om, hvem bukkene er. Her ligger billedets klare forkyndelse, nemlig af fortabelsens 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 mulighed, mens det derimod er udflydende og diffust, hvem der som individer hører til på henholdsvis fårenes og bukkenes side. Både dem til den ene og dem til den anden side giver i lignelsen udtryk for undren; ja, forbavselse; ligesom begge kan kalde Gud for Herre. Pointen hér bliver nok, at mødet med Kristus i medmennesket, i den svage part, jo netop også skjult. Hver enkelt af os møder ham snart med barmhjertighed, snart med ligegyldighed. Og derfor står vi alle, sådan set, begge steder. Med et ben i begge lejre. Ingen er i den forstand placeret på den sikre, gode side, alle har vi både godt og ondt i os. Som det hedder i anden sammenhæng (Mark 10,18): Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. Vi skal ikke på nogen måde nedtone domsmotivet. Og da slet ikke, når vi møder det hos Matthæus. Han er den, der leverer den mest tydelige tale. Det bliver klart, når vi kigger på afslutningen. Hér strammes det hele virkelig til, når talen falder på den evige straf for dem, der har vist ligegyldighed mod de mindste; evig straf og det er altså endnu mere end blot den forbandelse som tidligere i teksten. Her står vi over for et særtræk ved det første evangelium. Hvor der i forhold til de andre evangelister kan tilføjes lidt ekstra gråd og tænderskæren og fordømmelse, er Matthæus ikke bleg for det. Det gælder også hér. Ingen skal være i tvivl om, hvad konsekvensen er. Det skal gøres helt klart. Men altså: Domsmotivet det med, at vi til sidst skal stå til ansvar for vores liv over for den gode Gud går som allerede nævnt på tværs af det nye testamente. Det hverken kan eller skal vi blive blinde for. Men fordi det netop spiller så stor en rolle i hele NT, har vi også lov til at læse på tværs. At inddrage et samlet blik for at få en samlet forståelse. Frem for alene at lade en enkelt forståelse; et enkelt perspektiv få lov til at indtage scenen alene. Hvis vi for en stund vender os imod os til dommen i det evangelium, som Martin Luther kunne beskrive som det mest kristne det er Johannes, det drejer sig om, hvis nogen skulle være i tvivl, så skifter accenten lidt uden på nogen måde at ændre ved, at vi mennesker definitivt er undergivet Guds dom som en blotlæggelse af vores liv. Hos Johannes bliver det klart, at Guds dom ikke kun; ja, måske slet ikke først og fremmest drejer sig om truslen om straf, fordømmelse og evig fortabelse. Det er ikke på nogen måde og det bør jeg nok skynde mig at sige helt eksplicit det 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 samme som et forsøg på at afskaffe det, der i teologien er blevet kaldt den dobbelte udgang. Altså det forhold, at vi mennesker ift. Gud som vores livs ophav stilles over for to mulige udgange. Hvis nogen skulle blive i tvivl, gør en tekst som dagens evangelium det jo også klart, at vi må forholde os til dette. Men det betyder ikke, at truslen og fortabelsens mulighed skal stå alene. Det er en anden accent; en anden betoning, der træder frem, hvis vi kaster et blik til Johannes. Det er fastholdelsen af, at det først og sidst er Guds vilje at frelse; ikke at fordømme. Han blev selv menneske for at frelse os mennesker fra det fortabte. Ikke for at kaste os i fortabelsen Gudsforladte tomhed. Dommen hos Johannes handler grundlæggende om genoprettelse og helbredelse. I Jesu afskedstale til disciplene sammenfattes det kortfattet, hvad det drejer sig om: Dommen er, at denne verdens fyrste er dømt (John. 16,11) altså at domfældelsen gælder den onde magt, som fordrejer og formørker menneskelivet, så det ikke fuldbyrdes i det liv, som Gud har villet for os. Det er derfor også det ødelæggende, det onde, som sættes ud af spillet ved dommen til befrielse og frelse for mennesket, der er skabt i Guds billede for at blive ét med Gud selv i evigheden, sådan som Jesus foregreb det ved at helbrede og rejse fortabte til nyt håb. Det vil altså sige, at betoningen forskyder sig uden af den grund at lade aspekterne hos Matthæus ude af betragtning. Vi kan og må stadig fastholde det dobbelte perspektiv. Men vi får noget mere med. Og vi bliver i stand til at fastholde det afgørende. At det ikke kommer an på os, men på Guds vilje til at frelse os. Ikke fordi vi fortjener det, men fordi det er hans førstegrads vilje at blive alt i alle. Ikke at lade gå til grunde. Dommen kommer dermed til ikke længere alene en dom forstået som trussel om straf, men lader sig på den samme tid forstå som en genoprettende proces, en renselse, en helbredende befrielse af det skabte menneske, der indtil videre har været filtret ind i det onde. Dommen bliver så også et led i den nødvendige forvandling af mennesket, så det kan indgå i Guds rige, i det evige liv. Johannesevangeliet understreger, at denne forvandling, knyttet til dommen, har vi en begyndende adgang til allerede nu; nemlig i mødet med det lys, og som stråler ud fra hans opstandelse fra de døde. Dér begynder det evige liv; for hver enkelt af os. I Johannes 5,24 hedder det f.eks.: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6

7 over fra døden til livet. Så tilskyndelsen til os er klar: Tilpas jer ikke denne verdens fyrste, men øv jer allerede nu i at følge Gud. Den Gud, der har gjort sig et med Kristus, og i ham til sidst vil samle alt i sig i det evige liv. Paulus understreger i 1. Kor. 15, at der i opstandelsen er tale om en radikal forvandling. Netop forvandling blev et kodeord i den oldkirkelige forståelse af, hvad dommen betyder. Et gennemgående træk er, at man forstod det, der sker ved opstandelse og dom som en genoprettelse, en fuldendelse af mennesket. Dommen kan i dette lys også meningsfuldt beskrives som Guds helbredelse af eller ligefrem operative indgreb i mennesker. Kirkefaderen Gregor af Nyssia kalder dommen en renselse og terapi og bruger det billede, at en læge kan være nødt til at skære i et menneske for at helbrede det. Men smerten derved skal jo ikke forstås som en straf. Men som det, det er et udtryk for, at nu er det onde væk. Og det gode i fællesskabet med Gud er alene tilbage. Sådan forholder det sig med den renselse, mennesket må gennemgå som virkning af dommen: Der er ikke først som sådan tale om straf eller om hævn over et ondt liv. Det er, at Gud i sin guddommelige kærlighed hjælper os syndige mennesker til den forvandling, som er nødvendig, for at Gud i evigheden kan blive alt i alle. Og det er et udtryk for, at Gud er kommet ikke er kommet for at fordømme, men frelse sin skabning. Det er da vist ikke det værste, men det allerbedste, der kan hænde os. Amen! Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen! 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 7