Kampen om en katolsk institution. En drøm om fremtidens kirke. Spredt kirke - verdenskirke. Biskop Albert Rouets prædiken

Transkript

1 4. årgang, nr. 3, 2009 Mand og Kvinde 2 af Georg Nibler Kampen om en katolsk institution af Annelise Nielsen En drøm om fremtidens kirke af Carly Majholm Spredt kirke - verdenskirke af Karlheinz Löhrer Moralske dilemmaer III af Hans Christensen Biskop Albert Rouets prædiken Skal man tro på dogmer? af Hermann-Josef Venetz

2 Mand og Kvinde 2 af Georg Nibler Pastor Nibler døde desværre inden denne sidste del af hans artikel bringes her i bladet. Det ville ellers have glædet ham, at se denne sidste del på tryk, for som han sagde: Jeg har tidligere flere gange skrevet noget til Katolsk Orientering, men de tager ikke mine skriblerier jeg får såmænd ikke engang svar. Jeg mindes især pastor Nibler fra de unge år, da han var kapellan ved Sct. Ansgars Kirke i København. Dengang samlede han en gruppe unge, omkring en tredive stykker, én gang om ugen i præstegården. Hans begejstring for evangeliet har for altid præget mange af os. Hans begejstring for de unge var heller ikke til at tage fejl af. Hans engagement for de unge har, som vi kan se i artiklen holdt sig indtil det sidste: Gør det ikke sværere for de unge end nødvendigt, de har det såmend svært nok i forvejen! Et menneske som Nibler, der i den grad havde sine meningers mod og levede efter, hvad han så som evangeliet, kan ifølge sagens natur virke udfordrende på en arbejdsgiver. Pastor Nibler havde en udtalt humoristisk sans og en selvironisk distance. Vi, der kendte Nibler, kunne godt have ønsket, at den forpestede konflikt med arbejdsgiveren lige før pensionsalderen for alle parters skyld var blevet undgået og ombyttet med uhøjtidelig humor og lang, måske uendelig lang snor. Gid Vor Herre selv glæder og hygger om ham, der i tiden altid var til trøst for de små. Ære være hans minde. (HC) 2

3 Samlejet Samlejet er så udpræget i vor tid en trygheds skabende faktor. Det har det altid været. Under krigen blev der født flere børn end ellers. For os, der oplever tiden som absolut utryg, fordi fremtiden er mere uvis end tidligere, bliver dette tydeligere end ellers. For os ældre er utrygheden latent, men den er mange gange større og mere dybt gribende for de unge. Samlejet er det skønneste af alt netop, fordi det skaber en form for tryghed (falsk eller sand, er underordnet i første omgang), nærvær og kropsnærhed. Jeg har den mest intense forbindelse med et andet menneske. Det samme er tilfældet med petting, kæleri o. lign. Det må under ingen omstændigheder generelt tages som udtryk for manglende selvbeherskelse eller liderlighed. Gør vi det, vil vore retningslinjer bære præg af det, og vi vil retningsgive i en retning, der ikke er den aktuelle. Vi vil derved tale forbi de engagerede og derved tvinge dem til at overhøre os. F. eks. er samlejet for ægtemanden i krisesituationer tegnet på at hustruen elsker ham. Ønsker hun ikke samleje, vil han uvægerligt spørge sig selv: Er der en anden? Er jeg ikke god nok! Derfor vil han erfaringsmæssigt insistere på samlejet og for ham uforståeligt, men i øvrigt logisk nok tvinge kvinden væk fra sig, hvilket igen vil forstærke hans overbevisning om at der er en anden, jeg er ikke god nok. Slå ikke de unge mere i stykker, end de er i forvejen. Ud fra dette må vi retningsgive! Når det forholder sig sådan, hvor samlejet får en uhyre vigtigfunktion som stabiliserende og tryghedsdannende faktor, nytter det ikke, at vi forbyder eller stempler som synd. Det vi derimod kan gøre, er at bidrage til, at ikke hvert samleje formerer menneskeheden. Dette kan kun ske ved prævention! Det samme synspunkt må der bygges på i vurderingen af onani og masturbation. Filmen Full metal jacket, der handler om Vietnamkrigen, giver i en enkelt scene et glimrende illustrationsgrundlag, blot er det her ikke trygheden ved et andet menneskes nærhed, men derimod ved den enliges ensommes nødløsning. Og det er ikke kun ud fra betragtnin- 3

4 gen, Overtrykket tages af en kirtelfunktion. Man kunne sige, har man ikke samvær med et andet menneske, kan man i hvert fald have det med sig selv så intenst, som det nu kan lade sig gøre. Kort sagt til den officielle Kirke. Slå ikke de unge mere i stykker, end de er i forvejen! Giv dem ikke en yderligere skyldbyrde regn i hvert fald ikke med, at de tager den på sig. En fejlagtig lovgivning bliver ikke mere rigtig af at blive gentaget. Gå ikke ud fra ældre tiders umodne, uerfarne mandfolke-moral, der havde uhyggeligt nemt ved at tale om liderlighed, lyst, synd og brud på Guds lovgivning, men gå hellere ud fra Kirkens vigtigste og fornemste opgave: at hjælpe menneskene med at magte tilværelsen på den for dem bedste måde. Ud fra Kirkens nuværende lovgivning må det absolut siges: Kirken er ikke kompetent eller voksen nok til at lovgive på dette område. At forsøge at skabe tryghed hos de voksne og de unge kan aldrig lykkes ved at dysse alt ned, vende tilbage til det gamle og undgå enhver form for forandring. Positivt kunne det derimod være, at vi Kirken, præsterne, de voksne katolikker - er med på vej ind i fremtiden, med til at skabe denne fremtid, idet vi fremviser en brændende interesse og iver efter at gå på opdagelse i denne fremtid. At vi viser, at vi tror på det positive i fremtiden ikke kun indenfor afstukne rammer, men ind i det uvisse, det, heller ikke vi kan prognosticere!, og at vi viser, at vi faktisk er overbeviste om, at fremtiden ligger i Guds hånd! Dette er måske den aktuelle form for re-evangelisering, og den måde vi kan og må give den katolske Kirke dens profil tilbage. De homofile Der kan vist ikke være megen debat om at menneskene er skabt som mand og kvinde, og at et samleje er beregnet på to forskellige køn. Dette indebærer dog ikke, at der ikke kan opstå kærlighed mellem mennesker af samme køn, og heller ikke at mennesker af samme køn finder sammen i et fast forhold - der minder meget om et ægteskab. Kærligheden, troskaben og kristendommen kan under disse forhold 4

5 lige så godt have en renhed, ægthed og kvalitet som i ægteskabet. Hvor man må råbe vagt i gevær overfor kirkelige betragtninger, er nok: ikke på unaturlig måde at fokusere på det seksuelle samvær parterne imellem. Det gør vi jo heller ikke, når det drejer sig om bryllupper, æg- 5

6 teskaber og lign. At to mennesker af samme køn beslutter sig til at indgå en livslang troskabspagt, er der intet til hinder for hverken i kristendommen eller skriften. De falder naturligvis ind under kærlighedens regler på samme måde som ægtefolk. At de ikke er de bedste til at opdrage adopterede børn, synes lige så klart, som at enlige forældres opdragelse altid vil blive ensidig og derfor utilstrækkelig. Kun i det øjeblik man betragter homofile som lystne, liderlige perversiteter kan man sætte spørgsmålstegn ved deres mulighed for at adoptere. Men disse betragtninger har vi kirken vel ikke?! Vi har jo også homofile præster i de senere år særdeles mange og disse er jo nøjagtig som de øvrige underlagt f. eks. cølebatsbestemmelsen. Stadig at påstå, at homofilitet er en sygdom, der kan helbredes, er så naivt, at den, der fremsætter den, ikke kan påregne at blive taget alvorlig. Naturligvis skal man ikke være blind for, at vi i en tid, hvor vi føler, at vi har fået større frihed, kan opleve modetrents også på disse områder. Dette er naturligvis ikke af det gode og ikke sundt for menneskene. Heller ikke skal man være blind for, at ikke alle homofile er født homofile, men blevet det senere af mange andre grunde. Det behøver dog ikke at være forførelse, men kan også udmærket være en ensidig, fejlagtig opdragelse fra forældrenes side, hvilket da vel egentlig ikke kan lægges den pågældende til last? Stadig at påstå, at homofilitet er en sygdom, der kan helbredes, er så naivt, at den, der fremsætter den, ikke kan påregne at blive taget alvorlig. Kirkens rolle er naturligvis på dette område som på ægteskabets område: at vejlede. Men den aktuelle Kirke-rolle må og skal være: en åbenhed overfor også disse mennesker, der viser dem, at de under alle omstændigheder er accepterede og ligeværdige, og at vi - kirken - står til deres rådighed med det, vi har, der kan sætte også dem i stand til at magte tilværelsen. I grunden er der jo intet til hinder for, at to mennesker af samme køn får kirkens velsignelse. 6

7 Et perifert spørgsmål er: Kan vi vie homofile? Efter min mening må svaret være et nej, hvis man med en vielse mener en ægtevielse, et bryllup. Dette er så specifikt beregnet på to mennesker af forskelligt køn, at det ville være naragtigt at anvende det på to mennesker af samme køn. Der måtte i så fald bygges et ritual op, der specifikt tager højde for forholdet mellem mennesker af samme køn. I grunden er der jo intet til hinder for, at to mennesker af samme køn, der ønsker at leve deres parforhold på kristen grund (og det vil være dem, der kommer og ønsker det de andre vil end ikke tænke på at opsøge os), får kirkens velsignelse. Det afgørende spørgsmål må her igen være: hvad er naturligt for mennesket? Men hvad stiller vi op med alle de gråtonede tilfælde, som en menneskehed altid vil indebære? Hvordan yder vi dem på kristen basis den hjælp, de har behov for at kunne magte tilværelsen? Det ser jo ud til, at Gud ikke skabte eller skaber menneskene efter én bestemt skabelon, men har mange skabeloner. Det er heller ikke altid kun mennesket, der fordærver Guds skabelon. På skabelsens område ser det ud til også at forholde sig som med Helligånden: den blæser hvorhen Den vil, og vi må så være fleksible nok til at bringe det kristne budskab videre under disse omstændigheder. Pædofilitet For mig er dette fænomen egentlig entydigt: voldtægt. Det er et voksent menneske, - her er det ikke et spørgsmål om at være anlagt til børn - som p.gr.a. sin manglende evne til at finde et ståsted i den voksne verden, søger at tiltvinge sig noget hos børnene, som det ikke har ret til. Da de skader, der opstår hos børnene - der på ingen måde er modne til denne fremfærd er ubodeligt store, må det her blive et spørgsmål om, at offentligheden uskadeliggør disse voldtægtsmennesker. I anden række må det blive et spørgsmål om at forsøge at finde en indgang til det menneskelige samvær for disse mennesker. Jeg siger udtrykkeligt, at det ikke er et spørgsmål om at nedgøre dem som syndere, men at understrege det destruerende i deres indstilling og handling, og deres overgreb mod mennesket, og derfor pacificere dem, og evt. hjælpe dem tilbage til samfund 7

8 Kampen om en katolsk institution i Roskilde af Annelise Nielsen Et engageret medlem af Roskildes katolske menighed gik egenhændigt til modstand mod byrådets flertal, der forsøgte at fjerne institutionens kristne, katolske værdigrundlag. Sagen vakte stor opmærksomhed i den landsdækkende presse, men desværre ikke i vort bispedømmes officielle Katolsk Orientering. Annelise Nielsen fortjener stor tak for sin indsats, og den skal lyde herfra. Desværre har hun ikke høstet samme anerkendelse fra officielt katolsk hold, hvorfra hun tværtimod er blevet mødt med skepsis og mistænkeliggørelse. Det er set før, og der er vel ikke andet at sige, end at det stadig ikke er nok at være (ind)viet, man skal også være kompetent, og kompetencerne ligger i vores del af verden meget ofte hos lægfolket. Vi har valgt ubeskåret at bringe disse to redegørelser, set fra Annelise Nielsens synsvinkel. (HC) Som kirkens bestyrelsesmedlem og repræsentant for biskoppen i Skt. Josefs børnehave i Roskilde skrev jeg dette brev i forbindelse med min kamp for at bevare børnehavens driftsoverenskomst med kommunen. Brevet er skrevet på eget initiativ. 8

9 Kære Bertel Haarder. Ifølge Kjeld Beyer, min mand, har du bedt om en beskrivelse af Skt. Josefs børnehaves situation, så du kan se, om der er brug for en lovændring til at beskytte institutioner med et kristent værdigrundlag. Først lidt historie. I 1904 oprettede nogle nonner i den katolske menighed i Roskilde Skt. Josefs Skole i en bygning overfor Skt. Laurentii Kirke på Frederiksborgvej 11. I 1963 flyttede nonnerne fra deres hus ved siden af skolen, og som en af de første privatskoler i landet fik den lov til at oprette en børnehaveklasse. Der blev oprettet en børnehaveklasse og en børnehave i nonnernes tidligere beboelse. Både børnehaven og de yngste børn i skolen blev undervist efter Montessoris pædagogiske principper. Det var således Grete Weiss fra Skt. Josefs Skole, der indførte Montessoriundervisning på skoleplan i Danmark. Fra 1963 til 1974 fungerede børnehaven som en del af Skt. Josefs Skole. I et cirkulære fra socialministeriet af 15. november 1972 står der, at en børnehave skal have udarbejdet vedtægter senest 1. april Vedtægterne for den selvejende institution Skt. Josefs Børnehave blev udarbejdet af landsretssagfører Topsøe Jensen og bestyrelsen, der var den samme for skolen og børnehaven. I de første vedtægter står der : Skt. Josefs katolske børnehave er en selvejende institution. Dens formål er ar drive børnehave i overensstemmelse med de til enhver tid gældende love og regler. I 2 står der, at der ved optagelse skal tages et vist hensyn til børn af romersk katolske forældre. Herved prøvede man at sikre, at katolske børn kunne få glæde af tilbuddet, som var det eneste af sin art i Roskilde. Endelig stod der, at enhver ændring af vedtægterne skulle godkendes af den katolske biskop i København og Det sociale udvalg i Roskilde. I 2001 er der behov for at ændre vedtægterne, da nonnerne forlader institutionen. Af en grund, som jeg ikke kender til, bliver der udformet to forslag til nye vedtægter. Det ene, dateret 2001, har sløjfet to paragraffer, nemlig den, der siger, at børnehaven er katolsk, og den, der siger, 9

10 at der skal tages et særligt hensyn til katolske børn ved indskrivningen til børnehaven. Disse vedtægter er ikke godkendt af biskoppen, men det er dem, kommunen vælger at godkende og følge. De andre vedtægter af 2002 har ikke udeladt de to paragraffer og er godkendt af biskoppen og bestyrelsen, men ikke af kommunen. De bliver ignoreret af kommunen. Jeg er ikke klar over, om biskoppen ved, der har været to vedtægter i spil indtil i år. Jeg kan dog frygte, at 2001 vedtægterne er et kompromis mellem bestyrelsesformanden og kommunen for overhovedet at kunne forlænge driftsoverenskomsten med kommunen. den nye lov af 2005, der siger, at pengene nu skal følge børnene og ikke institutionen. I disse vedtægter er de to føromtalte paragraffer med. De er tilsyneladende ikke noget problem i andre af landets kommuner, men de møder stor modstand i Roskilde kommune, som vil have dem fjernet, hvis de skal kunne godkende vedtægterne. Paragraffen om, at der skal tages et særligt hensyn til katolske børn ved indmeldelsen i børnehaven er under pres blevet slettet igen med biskoppens beklagelse, men er dog godkendt af ham. Nu går kommunen I 2007 bliver jeg kirkens og biskoppens medlem af bestyrelsen, og jeg er derfor med til at underskrive de nye vedtægter dateret 2007, men ikke vedtaget af kommunen endnu. De nye vedtægter fra biskoppen er et forsøg på at have nogenlunde ens vedtægter for katolske børnehaver i hele landet. De er også inspireret af 10

11 efter den anden paragraf, hvor børnehavens værdigrundlag er nævnt, og hvor der står, at børnehaven skal drives på kristen, katolsk grundlag. Vedtægterne er endnu ikke godkendt og skal til endnu en drøftelse i kommunen. Det er især SF og Socialdemokratiet, der har kæmpet kraftigt imod en godkendelse af vedtægterne. Kommunen har haft et princip, der sagde, at forældrene ved indmeldelsen af deres barn ikke måtte få at vide, at børnehaven var kristen. Det har medført, at forældre, der er direkte imod kristendommen og bekæmper den, har børn i børnehaven. De har forlangt, at børnehaven er fuldstændig neutral i forhold til kristendommen og protesterede vildt, da jeg sammen med bestyrelsen besluttede at genindføre kirkegang til jul. Det havde været en naturlig del af årets gang i børnehaven, indtil den fik en ateistisk leder for 5 år siden. Inspireret af billeder af kommunale børnehaver, der besøgte kirken i forbindelse med jul, syntes jeg, det var naturligt, at en kristen børnehave gjorde det samme. Jeg spillede juleevangeliet som et dukketeater og sang nogle af de kendte julesange og salmer med børnene, som burde være ethvert dansk barns ret at lære at kende, men det besøg blev af nogle forældre, kommunen og presse udlagt som børnehavens forsøg på at konvertere børnene til katolikker. Tonen fra kommunen og forældre har været hård, så jeg må spørge, om kristendommen stadig anses for en værdifuld del af vores historie og kultur, eller om den anses for skadelig og derfor skal bekæmpes med alle midler. I diktaturer af alle observanser er det første, man gør, at ensrette børneninstitutioner, så man har kontrol over den opvoksende generations tanker og værdier. Der bliver lukket for mangfoldigheden og tankepolitiet opstår. Ideen om, at indvandrere ikke må møde den danske kultur i respekt for, at de har en anden kultur, er uacceptabel. For det første kan indvandrerne så ikke få en chance for at forstå det land, de er havnet i, for det andet er de fleste indvandrere mere trygge ved en institution, der har et klart defineret værdigrundlag, end en kommunal institution, der er farvet af de pædagoger og politikere, der tilfældigvis har indflydelse på institutionen. Er det virkelig sådan i dagens Danmark, at vi godt kan godkende 11

12 socialistiske børnehaver, eller Rudolf Steiner børnehaver, der for øvrigt er baseret på en slags religion, der kaldes antroposofien, men ikke kan have kristne selvejende institutioner mere. Hvornår er det blevet forbudt i Danmark, for det var jo lovligt for blot nogle få år siden. Med venlig hilsen, Annelise Nielsen Efterskrift : I alle børnehavens vedtægter har der stået, at vedtægtsændringer skulle godkendes af både kommunen og biskoppen. Derfor må jeg konstatere, at kommunen har valgt at følge nogle ulovlige vedtægter fra 2001, der aldrig er blevet godkendt af biskoppen. Da biskoppen så valgte at udsende de nye vedtægter af 2007 til alle katolske børnehaver i Danmark, fik Roskilde kommune et problem. Kommunen indkaldte en advokat fra KL, der sagde, at der ikke var nogen saglig grund til at afvise de nye vedtægter. Det var desuden både kommunens, pædagogers og forældres pligt at respektere en institutions værdigrundlag. Det valgte kommunen at ignorere og truede fortsat med at opsige driftsoverenskomsten. Et flertal af politikerne i børneunge udvalget var enige om at stoppe driftsoverenskomsten med børnehaven. I sidste øjeblik ombestemte kommunen sig, fordi Paraplyforeningen af selvejende institutioner truede med et sagsanlæg mod kommunen p.g.a. sagens principielle karakter. Der var ifølge deres advokater ingen saglig grund til at gå imod børnehavens vedtægter og opsige driftsoverenskomsten. Desuden ville paraplyforeningen have idømt bøder til alle de politikere, der stemte for at stoppe driftsoverenskomsten med børnehaven. Måske havde Roskilde kommune også et problem med, at sagen ville blive offentliggjort i hele landet. Dermed ville Roskilde kommune stå som den eneste kommune, der nægtede at godkende biskoppens nye vedtægter. 12

13 Offentliggjort i Roskilde Dagblad og Roskilde Avis Hvordan kan en børnehave med et værdigrundlag overleve i Roskilde kommune? Nu er der lagt op til en ny struktur blandt Roskildes 72 institutioner. I oplægget skal de 72 institutioner sammenlægges til 10 områdeinstitutioner under en overordnet ledelse i kommunen. I oplægget til den nye struktur står der, at kommunen vil respektere den selvejende institutions værdigrundlag. Efter min oplevelse som den katolske kirkes repræsentant i Sct. Josefs børnehaves bestyrelse igennem det sidste halvandet år har jeg erfaret, hvordan det er umuliggjort at leve op til sit formål som kristen, katolsk børnehave. Så naturlig en ting som at gå over i kirken, se juleevangeliet som dukketeater og synge nogle julesange og salmer mistænkeliggøres som katolsk mission og forkyndelse. Var det foregået i en folkeskole eller en kommunal børnehave, var der ikke løftet et øjenbryn. For mig at se mangler der procedurer for, at børnehavens værdigrundlag kan respekteres. Naturligvis skal ledelse og personale gøres opmærksom på børnehavens værdigrundlag ved ansættelsen, så man sikrer sig, at de er loyale overfor dette. Desuden skal forældre have en mulighed for at vælge en børnehave med et bestemt værdigrundlag, så man undgår, at forældre, der er direkte imod det, har børn i børnehaven. Forskellen på indmeldelse i Skt. Josefs skole og Sct. Josefs børnehave er netop, at i skolen bliver de gjort opmærksom på værdigrundlaget, mens forældrene i kommunens nuværende procedure ikke får noget at vide om børnehavens værdigrundlag. Det betyder, at forældre samarbejder om værdigrundlaget i skolen, men modarbejder de samme værdier i børnehaven. Det paradoksale er, at den mest aktive modstander af værdigrundlaget i børnehaven, tilsyneladende er helt rolig ved det samme værdigrundlag i skolen, hvor hun også har et barn. Jeg er bange for, at den nye områdeledelse vil føre til en udviskelse af forskelle, rummeligheden forsvinder og institutionerne bliver en ensrettet, topstyret række institutioner uden individuelle særpræg. Er det virkelig ønsket blandt småbørnsforældre i dag? Annelise Nielsen 13

14 En drøm om fremtidens kirke Af Carly Majholm Dagdrømme er ofte en flugt fra en ubehagelig virkelighed. I en sådan situation kan man drømme om og få ideer til forbedringer og ændringer af situationen, og hvis disse forbedringer og ændringer ikke lader sig effektuere, ender det med, at det hele bliver et stort mareridt. Er det ikke netop, hvad vi oplever med den katolske kirke i vor tid? Skal det hele ende med et mareridt? Kan der findes forbedringer, der lader sig gennemføre? Hvad er karakteristisk for den aktuelle situation? Præstemangel I perioden blev præster / ordensfolk laiceret. I perioden indgav præster ansøgning om laicering. Det er et betragteligt antal personer, der har opgivet deres præstearbejde. Når man i vor tid taler om præstemangel, tænker man især på den vestlige verden, men over halvdelen af verdens samlede antal præster og ordensfolk findes i Europa. Kirkens forældede struktur Urkirken havde i de første mange årtier en synagogal struktur med funktionelle menigheder. Efterhånden som kirken nåede ud i landdistrikterne opstod der distriktsmenigheder. Denne struktur fungerede godt, fordi distriktsfællesskabet samtidig var sognefællesskabet. Distriktet var rammen om arbejde, fritid og kirkeliv. Sognepræsten kendte alle og var far for alle, og det var forbundet med et betydeligt socialt løft at blive præst. Industrialiseringen i anden halvdel af 19.årh. brød ind i denne idyl. Der skete en massiv flugt fra land til by. Rammerne for arbejde og fritid var ikke mere sammenfaldende. Arbejdsfællesskabet indbød arbejderne til et fagligt fællesskab (fagforeninger) og bofællesskabet blev overfladisk og upersonligt i byerne. Byernes kirkelige distriktsfællesskaber var for de nytilkomne uvedkommende og kontakten til kirken svækkedes kraftigt, for kirkens gejstlighed blev anset 14

15 for at være magthavernes forlængede arm. Da kirken ikke havde tilbud til arbejderklassen, mistede kirken helt kontakten med denne befolkningsgruppe. Parallelt med industrialiseringen voksede interessen for demokrati og folkestyre frem i 19. og 20. årh., men kirken ønskede ikke at deltage i denne udvikling. Den fastholdt en gejstlig-hierarkisk og ikke-demokratisk struktur, men reagerede dog på det store tab af medlemmer ved professionelt at gå ind i sociale engagementer, blandt andet ved at opføre og drive sygehuse og skoler. Herved fik kirken en stor tilgang af præsteog ordenskald, for det sociale engagement var tiltalende rollemodeller og gav samtidigt et vist social løft. Men opsvinget var tidsbegrænset. I takt med, at staten overtog de sociale opgaver, faldt tilgangen af præste- og ordenskald. Der var ingen alternative rollemodeller, der var attraktive. Det er pave Johannes XXIIIs fortjeneste at være den, der indkaldte til et pastoralt og økumenisk koncil, hvor kirkens forhold til verden skulle drøftes. På Det andet Vatikankoncil, der fandt sted i 1960 erne, blev der blandt andet vedtaget et nyt kirkesyn (Guds folk undervejs, hvor fællesskabet er centralt), en fornyelse af strukturen (mindre centralstyre mere lokalstyre), nyt syn på de troende (medansvarlige for fællesskabet), og en fornyelse af liturgien (liturgien på modersmålet og messens to dele: Ordets tjeneste og Eukaristien begge lige vigtige). Det andet Vatikankoncil var et hårdt slag for Curien, der havde mistet indflydelse. Men tiden har vist, at man efterfølgende systematisk har forsøgt at genvinde den tabte indflydelse. Man satte sig på valget af biskopper. De troendes indflydelse blev reduceret til kun at omfatte en uforpligtende og efterhånden ligegyldig medlemskab af diverse råd, der ingen kompetence havde. Den ny liturgi blev suppleret med tilladelse til at bevare den gamle med de hidtil gældende tekster og formuleringer. Eukaristien skulle have overordnet betydning i gudstjenesten. Reglerne for modtagelse af kommunion blev strammet, så det minder om magi. Udadtil skulle kirkens ydre pragt ikke undertrykkes. Med Troslærekongregationen i spidsen blev der (ikke mindst under kardinal Ratzinger) ført streng kontrol med kirkens officielle 15

16 lære, og en lang række personer blev belagt med kirkelige sanktioner, herunder Hans Küng, Leonardo Boff. Reaktionen på curiens politik har været, at utallige troende har forladt kirken og stadig gør det, fordi de ikke kan acceptere, at det, de oplever, skulle være et udslag og en konsekvens af Jesu budskab. Dertil kommer et stort fald i præste- og ordenskald, fordi denne kirkemodel ikke mere giver præsterne mulighed for et socialt personligt løft. Det har derfor resulteret i præstemangelen, hvor hvert sogn ikke mere har sin egen præst. Kirkens svar på denne udvikling har været og er fortsat, at antallet af sogne skal tilpasses antallet af præster, der er til rådighed i de enkelte bispedømmer. Som hierarkisk styret kirke sker det ved sognenedlæggelser eller ved sognesammenlægninger. At problemerne herved kun forstærkes har kirken endnu ikke indset, skønt en løsning er mulig, hvilket biskoppen i Poitiers i Frankrig allerede har vist en løsning, der er helt i overensstemmelse med kirkerettens bestemmelser for funktionelle menigheder. Magtmisbrug og overgreb Den ene globale skandale efter den anden dukker op pædofile præsters overgreb mange steder i verden, interessen for at udstede ekskommunikation for høj og lav som følge af diverse forseelser - indledte forhandlinger med Pius X s broderskabet, til trods for deres erklærede antisemitisme - godkendelse af en bispekandidat, der anser New Orleans stormfloden som en straf fra Gud - udnævnelse af uegnede biskopper i mange bispedømmer flytning af problematiske biskopper og præster til andre arbejdsopgaver eller bispedømmer/sogne - pavens holdning til AIDS og kondomer - pavens problematiske politiserende optræden o.s.v. Alle disse sager, der ustandseligt dukker op, har mange årsager både personlige og institutionelle. Blandt de institutionelle kan blandt andet nævne kirkens dogmatiske læresystem, der deduktivt er udviklet hen over århundrederne og nu forekommer at være en mastodont, som med sin vægt bliver helt upersonlig og derfor utilnærmelig for almindelige troende. For kirken er det en fordelagtig situation, for derved opstår der en mulighed for at udøve åndelig 16

17 magt over de troende, som man kan overbevise med teologiske beviser alt efter den givne situation. Læresystemets uoverskuelighed gør det ikke let for præsterne, som er sat til at forkynde denne lære. I en almindelig menighed er det de færreste, der formår at følge en teologisk udredning efter kirkens læresystem. Når systemet til tider når frem til en dokumenteret konklusion, der ligger milevidt fra almindelige menneskers liv, er katastrofen allerede indtrådt. Både præst og menighed bliver frustreret, og for præstens vedkommende kræver det mod at melde fra og forlade sit embede. I en sådan situation er det for nogle lettere blot at lade stå til eller reagere med uhensigtsmæssige holdninger og handlinger. Man hævder, at kirkens dogmatiske læresystem er den sandhed, som Helligånden skulle vejlede kirken til at nå; men den sandhed er Jesus selv, og det er for mig ubegribeligt, at kirken hidtil har kunnet påtvinge andre fremmede kulturer en kristendom, der er funderet på en hellenistisk forklaringsmodel. I fjernøsten har man længe talt om inkulturation, hvor de fjernøstlige kulturer får indflydelse på kirkens vestligt orienterede kultur. Her er altså tale om en spæd begyndelse, for hvorfor skulle kristendommen ikke kunne forklares ud fra andre tankemodeller, bl.a. jødedommen, som den dog udsprang af? Blandt de institutionelle årsager kan man også pege på den præstelige uddannelse, som fortsat er opbygget til at skulle kunne anvendes i en kirkelig struktur anno 1860! Hvordan skal man som præst i dag kunne lede et sogn, når man ikke kender de almindelige ledelsesværktøjer, som mange i menigheden har kendskab til og anvender til daglig? Hvordan skal man kunne give åndelig vejledning til hårdt ramte mennesker i sognet eller give råd og vejledning om enkelte menneskers åndelige udvikling, når man aldrig har haft mulighed for at studere de områder, der giver kompetence til sådanne opgaver? De personlige årsager til de mange skandaler kan man ikke vide noget om, men kirken har ansvar for de mennesker, den har ladet optage til præstestudiet. I denne forbindelse må man spørge: Hvordan har kirken vurderet disse præstekandidaters motivation for embedet? Hvilke kriterier har man anvendt i vurderingen? Kirkens naivitet og forsømmelser på 17

18 dette område rammer kirken hårdt i disse tider og har en ødelæggende og destruktiv indflydelse på de mennesker, der har gjort sig skyldig i disse magtovergreb. Hvad har kirken gjort, og hvad gør den for at give disse mennesker et værdigt liv efter deres strafafsoning? Uoverensstemmelse mellem kirkens forkyndelse og dens praksis Med de ovenfor skitserede problemer må mange mennesker umiddelbart få det indtryk, at kirken slet ikke er til at stole på, og at dens forkyndelse er tom og indholdsløs, eftersom den selv ikke lever efter denne forkyndelse. Som allerede nævnt har flere tusinde katolikker forladt kirken de sidste decennier. Mange af disse mennesker kan ikke betragtes som værende gudløse eller antireligiøse, men de har mistet tilliden til kirken og søger nu på anden vis at praktisere deres religiøse holdning. For kirken er denne udvikling ganske alvorlig, for det er såre let at miste de troendes tillid, men uhyre vanskelig og tidkrævende at genopbygge den mistede tillid. Hvis kirken ikke sadler om og virkelig anstrenger sig for at rette op på de fatale fejl, den har gjort sig skyldig i, vil der gå mange decennier med fortsatte fatale fejludviklinger og misbrug. Cølibatet og kvindelige gejstlige Takket være den deduktive systematiske teologi har man hidtil næsten hysterisk fastholdt cølibatets nødvendighed. Nogen ægte bibelsk argumentation kan ikke anføres, og at fremdrage Jesus og Paulus som talsmænd for cølibatet er en hån mod dem begge. Som jødiske rabbinere var det oplagt at være gift, men begge forvende gudsrigets gennembrud i deres levetid og havde i denne forbindelse meget at gøre for at effektuere dette rige. Ifølge E. Schillebeeckx udtalte pave Poul VI i en samtale med kardinal Alfrink, at cølibatet naturligvis engang ville blive ophævet, men han ville ikke selv være den, der skrev under på ophævelsen. Den egentlige årsag til den fortsatte klamren sig til cølibatet synes derfor at skulle findes et helt andet sted, og mon ikke det skulle dreje sig om en økonomisk begrundelse. Også her kan man konstatere, at kirken ikke 18

19 følger med tiden, for i de fleste ægteskaber er kvinderne udearbejdende hel- eller deltids, og hvorfor skulle det ikke også forholde sig sådan i præsteægteskaber. I overensstemmelse med kirkens tradition er kvinder udelukket fra tjenesteembeder i kirken. Der er intet i Den hellige Skrift, der udelukker ordination af kvinder, og i urkirken spillede kvinder faktisk en aktiv rolle. Paulus beskyldes ofte for at være af den opfattelse at kvinder skal tie under gudstjenesterne. Man kender ikke den aktuelle situation i den jøde-kristne menighed i Korinth, men man ved, at den havde store vanskeligheder og mange interne grupperinger. I samme brev til menigheden påpeger Paulus, at mand og kvinde er ligestillet i ægteskabet, og i sit brev til Galaterne skriver han, at det ikke kommer an på om man er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, når man 19

20 har iklædt sig Kristus. Det er uværdigt for kirken, at man fastholder et forældet diskriminerende menneskesyn og endda tager dette syn med ind i gudstjenesten en direkte fornærmelse af Den Højeste. At Jesus ikke ordinerede kvinder til præsteembedet, er ikke et anvendeligt argument al den stund han heller ikke ordinerede mænd. Hvad må der ske? Hvis mennesker i vor globaliserede verden skal have en tilknytning til kirken, skal der ske gennemgribende ændringer i kirkens struktur og dens holdning til de troende, som er selvstændige og ansvarlige mennesker. Af pladshensyn er de anførte ændringsforslag kun anført som stikord: - Koncilerne er øverste lovgivende myndighed ikke blot på papiret, men også i praksis, og paven skal til enhver tid være den første til at overholde dette princip. - Curien er et administrativt organ for koncilernes beslutninger og har ingen selvstændige beføjelser. Curien kan ikke selv udstede forpligtende retningslinier. - Biskopper skal udpeges af den lokale kirke. - Biskopper og præster, der har gjort sig skyldig i pligtforsømmelser eller andre uhensigtsmæssige handlinger skal de ikke forflyttes, men afsættes. - Præste- og ordens kald skal vurderes meget nøje, og der skal oprettes en forskole til præstestudiet. - Præsteuddannelsen skal ændres gennemgribende, så der fokuseres på bl.a. bibelkundskab, forkyndelse og pastoralteologi med vægt på åndelig vejledning og medmenneskelig støtte. Uddannelsen skal sammensættes af de fag, der er nødvendige for at kunne udføre det præstelige arbejde efter de ændrede strukturer. - Præsterne skal fritages for ledelsesopgaver i sognene. - Sognene skal ledes af lægfolk og de enkelte ledelsesposter besættes ved valg -(*Poitiers-model). - Hvert bispedømme skal have en beredskabsplan: - i tilfælde af skandalesager, - for omsorg for gamle og syge gejstlige, så de er sikret et værdigt liv efter en lang og tro tjeneste i den lokale kirke. - Planerne skal omfatte både verdensgejstlige og ordensfolk. - Hvert bispedømme skal have en 20

21 person, hvis opgave er at opsøge, følge og vejlede bispedømmets gejstlige ikke blot under studietiden, men i vedkommendes arbejde. - Der skal åbnes op for andre forklarinsmodeller for kristendommen end den hellenistisk funderede. - Cølibatet skal ophæves. - Kvindelige præster skal tillades. Mange af disse tiltag kan effektueres under de nugældende vilkår andre kræver en central udredning og gennemførelse. Skal kirken genvinde sin troværdighed, må kirkefolket højlydt protestere mod den givne situation. På indeværende tidspunkt er der tilstrækkeligt tungtvejende emner og problemer, der burde drøftes på et Tredje Vatikankoncil. På et tidspunkt må kirkefolkets røst dog nå frem til Vatikanet om ikke før, så når Europa er blevet mere og mere muslimsk og kristendommen er blevet en minoritet. Skal det virkelig være nødvendigt at gå så vidt! Må drømmen om fremtidens kirke gå i opfyldelse, og må vi blive forskånet for yderligere mareridt. * Poitier-modellen: I bispedømmet Poitier i Frankrig har biskop Albert Rouet valgt en helt anden løsning på den aktuelle præstemangel. I bispedømmet er der 600 sogne og 300 præster, hvoraf 100 er over 80 år, men biskoppen har valgt ikke at focusere på præstemangelen, men lægge vægt på de ressourcer, der udgøres af de troendes fællesskab. Dette fællesskab består af mennesker, der er døbt og firmet, og dermed er de medansvarlige for kirkens liv. De er bevidste om deres opgave i og for fællesskabet og de er i stand til at påtage sig opgaver til gavn for fællesskabet. Sogne, der står uden præst, får af biskoppen mulighed for at vælge 5 personer, der er ansvarlige for sognefællesskabets vigtigste funktioner (koordination, forkyndelse og katekese, liturgi, diakoni og økonomi). Når disse personer er valgt, sørger bispedømmet for en uddannelse, hvorefter de udnævnes for en periode af 5 år og højtideligt bliver indsat i deres embede af biskoppen. Ved samme lejlighed bliver en præst tilknyttet gruppen, der herefter er ansvarlig for menighedens liv og vækst. I øjeblikket findes der i bispedømmet 290 sådanne strukturerede fællesskaber. En analyse af denne model viser i øvrigt, at den er en virkeliggørelse af det, som 2. Vatikankoncils beslutninger intenderede. Tilmed har det vist sig, at modellen fremmer præste- og ordenskald, for kandidaterne kan igen se en dybere mening med et fuldtidsengagement i og for kirken. 21

22 Spredt kirke verdenskirke - en ungdomsoplevelse Af Karlheinz Löhrer Jeg er vokset op i Aachen. En spadseretur i skoven førte os børn til Dreiländereck, hvor vi med den ene fod kunne stå i Holland, den anden i Belgien, mens hænderne blev tilbage i Tyskland. Denne landegrænse er af nyere dato. Maastricht og Liege (Lüttich) er faktisk Aachens nabobyer; og i dag kan vi igen frit rejse over grænserne. I middelalderen hørte Aachen til bispedømmet Liege; og derfra fik vi i 1264 en katolsk fest, som nu fejres verden over: Fronleichnam, Kristi Legems og Blods Fest. Den Anden Verdenskrig afbrød den traditionelle fejring af denne ærkekatolske fest. Jeg oplevede i 1940 den tyske indmarch i Holland og Belgien på nært hold; og der fulgte urolige og begivenhedsrige år efter Så kom sommeren Den Anden Verdenskrig var til ende. Men vi var ikke kommet hjem endnu. Krigsåret 1944 havde drevet os væk fra Aachen, hvor et natligt bombardement havde ødelagt store dele af byen og vores bolig. Forfulgt af bomber og en fremrykkende front vestfra var vi ad omveje kommet til Hiddenhausen, en landsby i nærheden af byen Herford (nær Bielefeld) i Westfalen. Befolkningen dér var protestantisk. De 22

23 fleste flygtninge, der var havnet her, stammede fra det katolske Aachen, den første tyske storby, som under hårde kampe i september 1944 var blevet indtaget af de allierede. Vi evakuerede fra området oplevede for første gang diaspora: katolikker spredt som små mindretal i det overvejende protestantiske Westfalen. Vores katolske præst boede i nabolandsbyen. Han samlede den katolske befolkning og holdt sin gudstjeneste bl.a. i den protestantiske kirke i Hiddenhausen, som vi uden videre fik stillet til rådighed. Min egen store familie boede oven i købet i den protestantiske pastors rummelige hus. Landbefolkningen var nødt til at modtage os; men vi følte ikke nogen form for kølig behandling. Amerikanerne var rykket ind i området i april jeg selv havde mødt den fremrykkende vestfront cyklende på en landevej hen imod dem, strakte i forlegenhed hænderne i vejret og blev opfordret til at fortsætte min vej vestpå langs de larmende kampvogne - Og nu var amerikanerne besættelsestropper her. Kristi Legemsfesten nærmede sig, en ukendt katolsk fest i denne egn. Det ville vi i den nye fredstid fejre på traditionel vis; vi ville drage med Kristi Legeme fra den ene landsby til den næste; vejen førte gennem markerne, men også over en meget befærdet gade hen til nabolandsbyens kirke. For at gennemføre det havde vi brug for en særlig tilladelse fra besættelsesmyndighederne. Med denne tilladelse drog vi af sted. Vi havde lavet vores egne faner med PX-symbolet (egentlig XP = CHi Ro, ChRistos), skaffet blomster og alt muligt til en festlig udsmykning. Jeg selv var med som 13 årig ministrant. I nabobyen var vi lige ved at krydse den befærdede gade, da der kom en lang amerikansk militærkolonne rullende. Hvad nu? Var vi i vejen? Så skete der noget totalt uventet. De militære køretøjer standsede; soldaterne, overvejende sorte, steg ud af deres vogne. De knælede ned og korsede sig. De var som vi katolikker; de kendte som vi det, der var ukendt i denne egn: Kristi Legemsfesten. De hørte som vi i denne diaspora til verdens-kirken. To oplevelser samledes her på stedet: af en spredt kirke og af verdenskirken. Det gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig. 23

24 Moralske dilemmaer III af Hans Christensen Materialet til Moralske dilemmaer blev for nogle år siden udarbejdet i forbindelse med et diskussionsoplæg beregnet på en gruppe forældre på en Øm-lejr. Oplægget hed dengang Test din tro/troskab mod Rom. Jeg gør næppe noget forkert i at afsløre, at der synes at være en endog meget betydelig forskel på, hvad Rom siger og på hvordan, man som lægkvinde/ mand mener, man skal handle moralsk overfor sin næste. Det siger sig selv, at det er problem både for Kirken som autoritet og for den enkelte katolik en konflikt, der næppe blot kan løses i skriftestolene. Historien: Du har en voksen datter. Hun er hjerneskadet efter et trafikuheld. Hun fungerer nogenlunde, men er dog nødt til at bo i bofællesskab. Dér bor også en ung mand, der ligeledes har en hjerneskade. De to er åbenlyst glade for hinanden, og du føler dig ikke helt sikker på, at de ikke lejlighedsvis sover sammen. Hverken din datter eller den unge mand vil nogensinde være i stand til at tage sig af et barn. Din datter har heller ikke rigtig styr på menstruationer endsige kalenderudregninger. Læs: Som du allerede véd, forbyder Kirken almindelig, kunstig prævention. Du gør som følger: 1. Du får en af de ansatte til hver morgen at stikke et par fingre op i skeden på din datter for at undersøge, om slimet tyder på ægløsning. I så fald låses hun inde i 3 døgn. 2. Du sørger for, at hun får en p- sprøjte hver tredje måned. 3. Din sognepræst kender nogle søde søstre i Sydtyskland. De vil 24

25 for en yderst rimelig betaling tage sig kærligt af din datter. Du køber en enkeltbillet til Sydtyskland. Historien: Du har en meget god bekendt. Hun er præst i den svenske kirke, som efter de flestes mening har gyldige præste- og bispevielser (apostolisk succession). På grund af sit bekendtskab med dig, har hun fattet interesse for Den katolske Kirke, og hun overvejer nu alvorligt at konvertere. Hun er meget glad for sin præstegerning, og kan vanskeligt forestille sig at være andet end præst og hun er en storartet præst. Læs: VI Hvem kan modtage dette sakramente? 1577 Kun en døbt mand (vir) modtager gyldigt den hellige Ordination. Herren Jesus valgte mænd (viri) til at udgøre de 12 apostles kollegium, og apostlene gjorde det samme, da de valgte de medarbejdere, der skulle efterfølge dem i deres hverv. Bispekollegiet, som præsterne er forenet med i præstedømmet, gør de Tolvs kollegium nærværende og aktualiserer det indtil Kristi genkomst. Kirken erkender sig bundet af dette valg, som Herren selv har truffet. Det er derfor, ordination af kvinder ikke er mulig. [551; 861; 862] (Den katolske Kirkes Katekismus, 1997) Du svarer: 1. Du ville have været velkommen som præst i vores kirke hvis du havde været en mand, også selvom du som mand havde været gift. Altså: skift køn! 2. Jeg tror, der er Guds mening, at du skal blive dér, hvor du er nu. 3. Nej, jeg tror ikke engang, du skal forvente at kunne prædike i vores Kirke. 4. Som diakon? Nej! 5. Gud vil, at præster skal være rigtige mænd. Du er en misforståelse! 6. Du er velkommen i vores Kirke, men ikke som præst hos os. 25

26 Biskop Albert Rouets prædiken ved indsættelsen af et nyt Lægmandsteam i Poitier Januar 2005 Som følge af at kirke og stat i Frankrig er delt, behøver sognepræsten ikke mere at aflægge regnskab over for staten for sin gøren og laden, og han behøver ikke mere at dele sin magt med de civile autoriteter. Sognepræsten er som enehersker i sit område almægtig. Denne situation har to negative konsekvenser: For det første: Der opstår en rivalitet mellem de autonome menigheder, som uafhængig af deres nuværende størrelse gør krav på de samme retskrav, i stedet for at efterkomme de forpligtelser, som er en følge af deres fælles sendelse. For det andet: En menigheds autonomi, der forsvares så hårdnækket, står i modstrid med Evangeliet og er ikke kristeligt, for den ødelægger, hvad Kristi kirke burde være, - den legemliggør ikke mere enigheden blandt de kristelige grupper. Denne isolationisme fører uvægerligt til en ukristelig rivalitet. Særlig graverende er som følge heraf også den kløft, der er opstået mellem troende og klerus. Kristus har dog sagt: (Matt. 23,9): I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen og I er alle brødre. Dermed er der for eksempel ikke dækning for den sædvane, at man benævner en biskop Monsigneur (= højærværdige herre). To gange har Paulus skrevet: Således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer (Rom. 12,5 jfr. Ef. 4,25). Mange præster er ensomme, ikke fordi de bor alene, men fordi de ikke kan udveksle deres for dem vigtige forestillinger om livet og deres erfaringer med deres medkristne. Det værste er den indre ensomhed i den store mængde. At påtage sig et ansvar uden at kunne dele den med andre er noget denne verdens mægtige kender til, men svarer det til det at følge Kristus efter? Det er den viede embedsindehaver opgave at hjælpe enhver kristen til myndighed i sin personlige tro. 26

27 Ved firmelsens sakramente bliver de kristne ansvarlige voksne for deres egen tro og apostle, som er rede til at bringe deres liv som et levende og helligt offer, som det hedder i Paulus brev til romerne (12,1). De tider er forbi, hvor biskop eller præst kunne udøve sit embede autoritær, fordi lægfolket var analfabeter og ude af stand til at læse Guds ord. Vi må vise, at enhver mand og kvinde i kirken værdsættes så højt, at de med uindskrænkede rettigheder kan og må udøve de funktioner i fællesskabet, som de på grund af dåb og firmelse tilkommer naturligvis indenfor anerkendte fastlagte rammer. I en kirkelig struktur, der er skabt af præster og indrettet for dem og forvaltet af dem, kan man ikke erstatte en præst med en lægmand. Derfor må strukturerne ændres og vi må stille os det spørgsmål: Hvorhen skal disse ændringer føre os? Sognemenighedsstrukturen har overlevet sig selv I stedet for må vi bevæge os fra isolationismen til en fællesskabsdannende enighed. Kristendommen gemmer nemlig i sig en enhedskoncept. Den kommer til udtryk i den trefoldige Guds væsen, som Kristus åbenbarede os, og den understreger midt i vore forskelle harmonien i den tro, der forener os. Derfor kan intet fællesskab leve for sig selv.. Den stedlige kirkes fællesskabsdannende enighed er grundlaget for den katolske kirke, som ligeledes ytrer sig i den herskende enighed blandt kirkens biskopper. Et bispedømme og dermed de stedlige kirker beror på denne enighed. De stedlige fællesskaber kan ikke leve i samme område ved gensidig at isolere sig fra hinanden, men kun ved enighed blandt de forskellige grupper. Vi er afhængige af hinanden. Sandsynligvis har vi overvægt af ensartethed og uniformitet, men for lidt fællesskabsdannende enighed. Præstens ansvar består i at tjene enigheden blandt grupperne, og i dette arbejde vejledes han af nåden og kirkens levende ånd. Jo mere vi bliver os bevidst om den værdighed og den tillid, som den trefoldige Gud skænker os, desto mere kan vi respektere andre og have tillid til dem. Eukaristien, som vi fejrer, forvandler os selv til en eukaristi, så vi bliver et levende brød til liv for verden (Joh. 6,51). I dag åbenbarer der sig i den almindelig udbredte kristelige iden- 27

28 titetsopfattelse en udpræget stræben efter magt efter mottoet: Jeg har en identitet, fordi jeg formår at hævde mig. Evangeliet taler bestandig om en identitet, der beror på at tjene menneskene og på ydmyghed. Hvad vi er, er vi ikke af os selv, men for de andres skyld. Et kristeligt fællesskab bliver først et missionerende fællesskab ved meningsudvekslingen indbyrdes og med andre. Vi må acceptere den tid, vi lever i og være rede til at stræbe efter at leve i enighed og det netop her i Poitiers centrum, hvor alle kirker hver med deres særlige egenskaber udgør ét fællesskab, som lever i den enighed i det troens tegn, som vi må vise udadtil. Vor tids udfordringer gør nye ideer og storartede initiativer for at tjene menneskene tvingende nødvendige, og vi er kaldede til at hengive vore liv efter Jesu Kristi eksempel af kærlighed til de andre. Den præsten, som lever iblandt os og som blev viet af Gud, sender os som vor tids apostle ud i verden. Oversat af Carly Majholm (efter en fri tysk oversættelse af Jacqueline Hegenbarath og Jean Courtois) Indlæg fra læserne er meget velkomne. Både reaktioner på bragte artikler, læserbreve og artikler. Ligeledes vil vi gerne have forslag til emner og skribenter. (red.) 28

29 Skal man tro på dogmer? af Hermann-Josef Venetz Denne artikel er et uddrag af Hermann-Josef Venetz Det er på tide Bibelske bemærkninger, som Steno forlag har udgivet i (Kristen Spiritualitet. Ny serie s.,172 kr.). Den er oversat fra tysk af Carly Majholm. Denne smagsprøve er et godt eksempel på bogens særlige tone, som fuldt ud svarer til det, vi prøver at gøre med Katolsk Dialog, at reflektere over tidligere og nuværende teologiske meninger og holdninger, over kirkelige udtalelser og konkret virkelig praksis som der står i den målsætning, vi har fra vores forgænger Katolsk Dialog. Disse betragtninger tager deres udgangspunkt i bibelske tekster og virker som øjneåbnere, der får os til både at læse teksterne og betragte vores kirkelige forhold i et fornyet lys. (J-PD). Mange dogmer giver os problemer. Jomfrufødslen, den ubesmittede undfangelse, Marias legemlige optagelse i himlen, transsubstantiationen, pavens ufejlbarhed - gennemgående ikke blot uskønne, men også vanskelige formuleringer, som vi næppe kan konkretisere, og hvis vi prøver, så er det ofte forkert. (Sammenlign afsnittet Dårlige udtryk ). I denne forbindelse skulle dogmerne dog på en måde være kriterier for vor tro. Som sådan anvendes de også i dis- kussioner og ofte med ringe sagkundskab og indfølingsevne. Her er der så én, som har sine tvivl eller undgår spørgsmål, og straks er der en from sjæl, der slynger en dogmatisk formulering i hovedet på vedkommende, som om hans tvivl dermed ville blive ophævet. Anvender man dogmer for at styre andres tro, har man åbenbart ikke forstået ret meget, hverken om dogmer eller om medmenneskers troskriser. 29