D Y S S E P O S T E N

Transkript

1 D Y S S E P O S T E N KLUBBLAD FOR ROUGSØ-SØNDERHALD Y's MEN's CLUB ÅRGANG 21 December 2012 NUMMER 77 Edvard Munch D.6.oktober åbnede kunstmusèet Aros i Århus en meget spændende udstilling med værker af en af verdenshistoriens største kunstnere, Edvard Munch. Udstillingens tema er Angst, Og det var sandelig også det, det drejede sig om. Edvard Munch blev født på Hamar i december 1863, og døde i dyb, selvvalgt ensomhed på Ekely udenfor Oslo i Faren var militærlæge. Da Munch var 5 år døde hans mor fra 5 små børn. I Munch`s meget følsomme sind stod morens sygeleje og død for evigt prentet i hans erindring. Hun døde af tuberkulose, datidens mest frygtede sygdom. Og her blev grunden til Munch`s livslange angst lagt. Familien flyttede til Kristiania (senere Oslo). Hans far var en meget religiøs person. Med sit meget mørke og strenge livssyn, oplevede Munch ikke megen glæde i barndomshjemmet. Dog havde han et tæt og nært forhold til sin moster,

2 Karen Bjølsen, som kom i huset ved moderens død. Hjemmet var præget af sygdom. Da Munch var 13 år, døde hans søster Sophie 15 år gammel. Dette kom også til at præge Munch`s kunst. En evig dødsangst og livsfrygt. I en meget stor del af hans kunst kommer denne frygt og angst til udtryk. Selv i hans forhold til kvinder lå angsten som en kappe over ham. Et af hans mest berømte værker er Livsfrisen. Det består af betydningsfulde værker som Angst, Madonna, Jalousi og Aften på Karl Johan. Alle disse værker er repræsenteret på Aros Munch er en af expressionismens vigtigste navne. Han betød meget for yngre malere, både hjemme og i udlandet, og opnåede det som mange kunstnere ikke opnår, nemlig at blive berømt og anerkendt af sin samtid. Hans tidligste billeder vakte dog opsigt og til dels afsky. Bl.a. er hans billeder Det syge barn og Ved dødssengen eksempler på dette. De var for realistiske for datidens publikum. Man skulle kun afbilde det smukke og rare. Selv i Munch`s naturbilleder lurer angst og ensomhed under den smukke overflade. Det sorte religiøse syn Munch havde mødt i sit barndomshjem gav ham et meget anstrengt forhold til kristendommen. De religiøse motiver er få, og de er også præget af hans grundlæggende angst for døden. Som barnefødt i Bergen, vil jeg gerne tilføje en lille personlig kommentar. 2 af Bergens kunstsamlinger har tilsammen en meget stor samling Munch-værker. Dette fordi 2 bergenske købmænd tidligt så Munch`s evner. Og støttede ham ved at købe hans værker. Dette gør at de 2 musèer Rasmus Meyer`s samlinger og Stenersen samlingerne er en rejse værd. Men i første omgang: sæt et par timer af og besøg udstillingen på Aros. Den er en vandring gennem angst, sorg, mørke og en uendelig

3 skønhed. Kort sagt en unik chance for at opleve en kunstudstilling i særklasse. Og det er nok sidste gang at disse musèer udlåner så mange værker på en gang. Tove Besøg fra den internationale linie på Diakonhøjskolen i Aarhus. Endnu engang er et vellykket besøg afsluttet. I år var det 2 unge mænd, Tynar fra Kyrgyzstan og Georgi fra Bulgarien, et par tiltalende og veluddannede unge mænd på henholdsvis 33 og 25 år. Denne gang boede de unge hos Inge og Eigil, da Tove, som gennem flere år har lagt hus til, var bortrejst. At de befandt sig godt på Lyngroden var ingen i tvivl om. Som altid brugte vi første dag i Randers. Tynar havde udtrykt ønske om at se en virksomhed, som arbejder med vand, fordi han selv gør det i sit hjemland. Vi besøgte virksomheden VERDO. Det var et godt valg, som svarede til alle hans forventninger. Randers Y s Men s club, som i øvrigt har sponsoreret Georgis ophold på Diakonhøjskolen, havde arrangeret mødet, og 2 af klubbens medlemmer deltog også i vor frokost på den blå paraply, og i et møde med en strikkeklub i Sct. Andreas kirken damerne laver håndarbejde, som de sender til hårdttrængte sociale områder i Bulgarien - samt endelig en rundvisning i Enghøj kirke med efterfølgende middag i forbindelse med Randers klubbens interne møde. De unge blev meget inspireret af besøget på cafeen og udtrykte

4 ønsker om at lave noget tilsvarende i deres hjemlande. Jens R., Aksel og undertegnede fulgte gæsterne denne dag. Næste dag førte Jens, Emil og Ilsa vore venner rundt til Ørsted Børneby, Auning skole og Rougsø Centret. Georgi fortalte begejstret om mange venskaber med børnene (Han var noget af en charmetrold) og igen bekræftede de os om, at vi lever i et smørhul her i Danmark. Alt synes så planlagt frem for de forhold, de lever under. Om aftenen spiste de middag sammen med flere klubmedlemmer i Genbrugsen, hvor Else og Jens havde dækket op til en flot festmiddag. Hanne havde planlagt et program for aftenen med forskellige indslag på engelsk, hvor hun og flere andre fortalte om vores bevægelse, aktiviteter og værdier. Tynar og Georgi fortalte igen om deres liv, og vi fik en rigtig god aften sammen. Inden Aksel afleverede dem på skolen om fredagen besøgte de Hospice i Rønde, hvor Tove Mikkelsen efter en fælles morgensang førte dem rundt. Endnu engang blev de overraskede over vor omsorg for hinanden, især Tynar, hvis store ønske er at gøre noget for de mange ensomme gamle i Kyrgyzstan, var meget imponeret over det smukke hospice. Som altid, når vi har deltaget i disse besøg fra Diakonhøjskolen, sidder vi tilbage med en varm fornemmelse. Skønt at være medlem af en klub, hvis formål er at forsøge at gøre en forskel.

5 Det fik vi gentagende gange at vide også her ved dette besøg. Og at vi denne gang var rigtig mange, der deltog på forskellige fronter, var rigtig, rigtig dejligt. Jeg håber, at vi også fremover vil finde kræfter til at støtte dette gode projekt. Både med penge og besøg. Gerda B. Marie Krøyer Søndag den 4 november 2012 var vi 30 medlemmer fra klubben, der havde aftalt at mødes i Ørsted Biograf for at se filmen Marie Krøyer: Synopsis: Skagensmalerne Marie og P.S. Krøyer lever et rigtig godt liv de nyder høj social status. P.S. Krøyer er populær som aldrig før, og Marie er blandt Danmarks mest feterede kvinder. Men under underfladen er livet alt andet end lykkeligt, og historien om Marie Krøyer starter på det tidspunkt i Marie og P.S. Krøyers ægteskab, hvor Krøyers sindssygdom tiltager. Deres drøm om et fælles kunstnerliv smuldrer og forvandles til sorg. Marie er dybt frustreret og føler ikke at hun slår til nogen steder hverken som hustru, mor eller kunstner og for at få lidt fred, rejser Marie og datteren Vibeke til Marstrand i Sverige, hvor Marie møder den svenske komponist Hugo Alfvèn, som hun forelsker hovedkulds i. De indleder et forhold, og Marie forlader Krøyer og Vibeke for sin nye kærlighed og sit nye liv. Men hvad Marie ikke ved er, at netop denne

6 beslutning bliver skæbnesvanger, og Marie må snart indse, at ønsket om at finde sig selv, kærligheden og livet er en uopnåelig drøm. Efter filmen samledes vi alle i Genbrugsen til en kop kaffe og hjemmebagt kage og sluttede en god aften sammen med nogle fælles oplevelser og indtryk. Karin Schmidt Tur/retur Min farfar boede på Frederiksberg og var snedkermester i København. Min morfar boede på Nørrebro og var postbud i København. Mon ikke mine forældre var ærke-københavnere? Min far tog realeksamen, og én af hans lærere var min mor. Hun var seks år ældre end ham. Hun nåede inden brylluppet at samle tolv af hvert, dobbeltriflet og muselmalet. Far blev landvæsenselev på en proprietærgård, Rosvang, på Skiveegnen og senere forvalter på Fuglsang på Lolland. Efter brylluppet i 1930 forpagtede de en lille ejendom meget langt ude på heden vest for Silkeborg. Uden el og vand. Men tolv af hvert. Der må have været visse udfordringer. Her blev min storebror og jeg født. Nogle år senere købte min far på tvangsauktion en ejendom på 37 tdr. land inkl. grusgrav, mose og skov tre-fire km uden for Silkeborg. Naboen var den lille stråtækte uden stråtag. Førstelæreren var kommunist, så den skole blev valgt fra. Vi børn kom der kun til søndagsskole. Ellers gik vi i skole på Th. Langs Skole i Silkeborg. Den var bedre. Jeg startede naturligvis i 1. klasse, men uden at

7 bemærke noget særligt, så fortsatte jeg bare, til jeg havde min studentereksamen. Jeg ved ikke, om jeg brød den sociale arv. Jeg blev student i 1954, samme år som Ragna flyttede ind på gården som ung pige i huset. Vi slap aldrig af med hende igen. Jeg tror i grunden, at jeg var utrolig umoden. Jeg passede bare skolegangen, og ellers gik hele min tid med arbejde i min fars voksende hønseri og rugeri. Og der mødte jeg ikke mange kammerater. Student, og hvad så? Jo, min far havde hørt om en farmaceut, der arbejdede på Ørne Apoteket. Han havde kun gennemgået den praktiske apoteksuddannelse som discipel. Han kunne ganske vist aldrig drive et apotek. Mit mål var at få denne såkaldte medhjælpereksamen og blive ansat på et apotek på halv tid med en sikker gage og så drive mit eget hønseri ved siden af. Min far kendte en apoteker i Silkeborg. Far tog mig i hånden ind på apoteket, og så var mit liv fastlagt! Det blev ikke rigtig til mere med hønsene. For efter discipeltiden fortsatte jeg studierne på Danmarks Farmaceutiske Højskole (nu Københavns Universitet Farmaceutisk Fakultet). Soldat? Ja, men når man er farmaceut, søger man ind på Sygepasserskolen på Jægersborg Kaserne. Efter tre måneder som rekrut tilknyttes man en blodbank på et sygehus. For mit vedkommende blev det Københavns Amts Sygehus i Glostrup (hvor Ragna i øvrigt var ansat). Sammen med en lille halv snes andre nyudsprungne farmaceuter tappede jeg blod, udførte blodforlig, tog blodprøver på hele sygehuset hver morgen og tog i øvrigt del i arbejdet på laboratoriet. Spændende. Kl. 13 forlod jeg blodbanken, hvis jeg ikke havde vagt, og kl. 13 indfandt jeg mig på Glostrup Apotek, hvor jeg var blevet deltidsansat til en pæn løn. Vi var blevet gift, og jeg boede hjemme i Herlev. Dette lidt specielle liv varede naturligvis kun et år, så skulle maskinpistolen afleveres i Jægersborg. Og hvad så?

8 Det blev ikke en returbillet lige nu. Jeg vovede mig op til professoren på uorganisk-kemisk afdeling på mit gamle studiested. Han tog pænt imod mig, så uden ansøgning og papirer blev jeg ansat som amanuensis. Jeg havde under mine studier altid klaret mig pænt i uorganisk kemi. Jeg havde med undervisning at gøre i den halve tid, og ellers skulle jeg beskæftige mig med videnskabelige projekter. Jeg arbejdede med kontrolleret, langsom udfældning af tungtopløselige salte. Ved denne styrede proces kan man opnå en optimal, ensartet partikelstørrelse, som kan have betydning, hvis saltet eksempelvis skal anvendes terapeutisk. Det blev til en enkelt videnskabelig artikel. Efter fire fem år måtte jeg erkende, at jeg nok aldrig blev en H.C. Ørsted. Hvad så? Returbillet til Jylland? Ikke lige nu. Jeg søgte en stilling som videnskabelig assistent på Sundhedsstyrelsens Farmaceutiske Laboratorium. Blev indstillet som nr. 1. Men en kollega på en anden afdeling på Højskolen hviskede mig i øret, at der var en ledig stilling som inspektør på Kemikaliekontrollen i Lyngby. Jeg søgte og fik stillingen men sagde dermed også farvel til farmacien. Et væsentligt skridt. Kemikaliekontrollen sorterede under Landbrugsministeriet, og hovedopgaven var kontrol med pesticider og i mindre grad kontrol med gifte og sundhedsfarlige stoffer under Indenrigsministeriet. Da Miljøministeriet senere blev oprettet, overførtes vores institution til Miljøstyrelsen. En ny verden åbnede sig. Mit og nogle af mine kollegers arbejde var at fortage inspektionsrejser rundt i det ganske land for at kontrollere, at forhandlere af pesticider, gifte og sundhedsfarlige stoffer overholdt lovgivningen. Jeg fik kørt nogle kilometer og lært en hver lille flække

9 at kende. Men langt den største arbejdsindsats og engagement lagde jeg hjemme på Kemikaliekontrollens særdeles veludstyrede laboratorium. Da laboratoriechefen efter nogle år overtog forstanderstillingen, blev jeg leder af fysisk-kemisk afdeling, der benyttede de mest avancerede analysemetoder. Min kollega blev samtidig leder af almen-kemisk afdeling. Der udviklede sig et varmt venskab mellem hende og mig, som varede til hendes død for halvandet år siden. I øvrigt ansatte jeg Eigils søster, Else, som laborant gennem en årrække. Min chef arbejdede internationalt med fastlæggelse af standarder for pesticider. Det betød, at vores daglige arbejde med analyse af handelsprodukter for at garantere produkternes lødighed, blev krydret med analyseudvikling for nye pesticider på internationalt plan. Vi modtog også prøver, der var indsendt til biologisk afprøvning på Statens Skadedyrlaboratorium og Statens Planteavls Forsøg, men hvor Kemikaliekontrollen kontrollerede, at prøverne rent faktisk indeholdt det rigtige stof i korrekt koncentration. For at danne sig et billede af produkternes kvalitet blev det senere aktuelt at supplere analysen af det virksomme indholdsstof med en undersøgelse af, om produkterne indeholdt uønskede stoffer. Fra at måle indholdsstof i procent skulle vi nu udvikle metoder til at måle uønskede stoffer på sporniveau. Vi blev således specialister i at måle og identificere de uønskede dioxiner, som kunne findes som biprodukt. Der er stor forskel i giftigheden af dioxiner, hvilket journalister ikke forstår. Pentaklorfenol fandtes i alle træimprægneringsvæsker som et ret harmløst stof. Men ved opvarmning kan der dannes en dioxin. Jeg mindes, da Goriværk i Kolding brændte. Jeg måtte forlade mit telt og min familie på en campingplads ved Juelsminde for at tage hjem og måle dioxiner i diverse effekter fra branden. Min forstander og jeg optrådte i fjernsynet med det. På et tidspunkt afholdt Kemikaliekontrollen et internationalt kursus i WHO-regi. Vi var fire undervisere på kurset, der havde 12 deltagere fra hele verden Kina, Indien, Pakistan, Ægypten, Uganda etc.. Sjovt. Sammenlignet med Europa var Danmark et uland vedr. regulering af kosmetiske produkter. Det eneste produkt, der var lovgivet om herhjemme var tandpasta med

10 indhold af fluor. Og ingen kontrollerede indholdet. Det fik jeg lavet om på! Men pludselig sad jeg i en gruppe i Bruxelles, hvor vi udviklede analysemetoder for permanentvæske, hårfarvningsmidler etc. Spændende, og jeg var den eneste i Danmark, der vidste noget på området. Kemikaliekontrollens nabo var Statens Foderstofkontrol. Her foretog man en kvalitetskontrol på basalt niveau. Men man havde ikke udstyr til måling af tilsætningsstoffer, primært lægemidler. Analyse af den type stoffer lå lige til højrebenet ovre hos naboen. Så pludselig havde Kemikaliekontrollen udvidet med et helt nyt område. Det varede ikke længe, før jeg i Bruxelles sad i yderligere en gruppe, som udviklede analysemetoder for tilsætningsstoffer i foderstoffer. Min indsigt resulterede i, at jeg snart sad i andre grupper, så pludselig kunne jeg være i Bruxelles to gange om ugen. Ind i mellem byggede jeg en kirke og en børnehave. Spændende. Jeg var for resten også familiefar. Tiden gik. Jeg var over 40. Skulle jeg blive på kemikaliekontrollen? Jeg supplerede min uddannelse med at læse til merkonom i organisation. Jeg søgte en stilling på et kommunalt levnedsmiddellaboratorium uden held. Efter en omstrukturering af Kemikaliekontrollen gik jeg glip af en forfremmelse. Så kom jeg i tanker om, at jeg var farmaceut. Hvad med et apotek? Jeg begyndte at skrive fine ansøgninger til Dronningen. Jeg havde jo ellers sagt farvel til farmacien. Det blev til 25 ansøgninger, før det gav pote. Og jeg købte returbillet. Ebbe