annen hovedversjon, TarkUiB NT238r (rollehefte, Blanka) Kjæmpehøien [1853] Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv

Transkript

1 Kjæmpehøien [1853] Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Ingrid Falkenberg, Bjørg Harvey, Ellen Nessheim Wiger, Mette Witting 1

2 5 Ark., i "Kjæmpehøien": Dramatisk Digtning i 1 Act af Henrik Ibsen. 2

3 Mad: BrunJfr: Jensen 25/1.56. d: 28/ Henr: Ibsen P Niel... 3

4 2. Roderik. (til Venstre, i en halvt liggende Stilling.) Aftenrødens sidste Luer Bølge som et Hav ibrand; Der er tempeltyst ved Strand, Tyst som under Løvets Buer. Sommeraftnens milde Fred Daler som en Due ned, Svæver som en Svane over Skovens Blomst og Havets Vover. I Orangekrattet blunder Fortids Guder og Gudinder; Høie marmorhugne Minder Om en Verden som gik under. Troskab, Tapperheden, Dyden, Staa forstenet, dødt og rigt; Gives vel et mere ligt Billed paa det sjunkne Syden? (reiser sig.) Men min Fader har fortalt Om et Land bag fjerne Bølger, Hvor et frodigt Liv sig dølger; Ei et meislet eller malt; Her er Guddomslivet veget, Spores kun i Stenens Træk; Der det aander, kraftigt præget, Som en Kjæmper stærk og kjæk. Og naar Aftnens lumre Stilhed Tynger knugende mit Bryst, See, da stiger Nordens Billed For mit Øie sneebelyst. 4. Her er smuldrende Ruiner, Døsig Dvale tung og blød, Der er styrtende Laviner, Foraarsliv og Vinterdød. Hvis jeg havde Svanehammen Roderik. Hvad søger Du? 1ste Scene 3. (nærmer sig.) Tilgiv mig, gode Fader! Jeg fulgte kun et Stykke Vei med Svanen, 4

5 Som fløi paa hvide Vinger over Havet. Roderik. Maaskee til Thule. Hvorfor ikke det? Did flyver Svanen jo ved Foraarstid, Men vender dog hvert Efteraar tilbage. (Sætter sig ved Roderiks Fødder.) Dog jeg er ingen Svane, kald mig heller En fangen Falk, der sidder tam og tro Med gylden Ring om Foden. 5. Roderik. Nu og Ringen? Det er min Kjærlighed til Dig, min Fader! Ved den Du bundet har Din unge Falk; Den kan ei fly, selv om den vilde det. (reiser sig.) Men seer Du vel, naar Svanen seiler let Henover Bølgen, som en Sky for Vinden, Da maa jeg mindes hvad Du har fortalt Om Heltelivet i det fjerne Thule. Da tykkes mig at Fuglen er en Snekke 6. Med Dragehoved og med gylden Fløi: I Stavnen skuer jeg den unge Helt Med Kobberhjelmen om de gule Lokker, Med Øine blaa, med mandigt hvælvet Bryst, Med Sværdet knuget i den stærke Høire. Jeg følger Helten paa hans raske Færd, Og mine Drømme tumle sig om Snekken Og lege, overgivent som Delphiner, I Phantasiens dybe, svale Bølger. Roderik For tidt hos Folket i det høie Norden. Og hvis er Skylden, Fader, om saa var? Roderik Du mener at jeg selv? O ja, hvad Andet. Du lever selv jo kun i Mindet om 5 7.

6 Dit Ungdomsliv blandt Nordens stærke Helte, Og nægtet #det# ei#,# saa tidt Du melder om Den raske Kjæmpefærd, om Dyst og Holmgang, Da luer Kinden og Dit Øie gløder, Det tykkes mig, Du vorder ung paany. Roderik Hvor kan det fængsle Dig, hvad jeg fortæller? O sig, behøver Mennesket at see Og høre Alting med #de# ydre Sandser, Har ikke ogsaa Sjælen Blik og Øre, Hvormed den lytte kan og skue grant? Med legemlige Øine seer jeg vel Den rige Farveglød som Rosen eier; Men Sjælens Blik kan i dens Beger see En deilig Alf med Sommerfuglevinger, Som skjælmsk sig skjuler bag de røde Blade Og nynner om en lønlig Magt fra Himlen 8. Der skjænkte Blomsten Farvepragt og Duft. Roderik Vel sandt, min Datter! Fast jeg skulde tro, At just fordi jeg ikke skued selv, Saa staaer det Hele mere skjønt for Tanken. Saa gaaer det idetmindste Dig, min Fader. De gamle Gudesagn og Heltekvæder, Dem mindes Du og taler om med Lyst, Og ridser dem paa Pergament med Runer. Men hvis jeg spørger om Dit eget Liv I Nordens Egne, mørknes tidt Dit Øie, Din Læbe tier og det tykkes stundom Som om Din Barm blev Hjem for tunge Minder. Roderik. Du veed, Normannerne er vilde Kjæmper Men er da Sydens Kriger mindre grum? Har Du forglemt hiin Nat for #tre# ti Aar siden Dengang de Fremmede paa Kysten landed' Og plyndrede 9 Roderik 6

7 Det lakker alt mod Solnedgang,kom (idet de gaa) Giv mig Din Haand! (standser) Nei vent! Roderik Hvad fattes Dig? For første Gang har jeg idag forglemt Roderik Hvad har Du glemt? 10 (pegende mod Høien) See Stenen der og Krandsen! Roderik. Det er Den gamle, visne fra igaar. Jeg har forglemt at bytte den i Aften. Dog lad mig følge Dig til Hytten først, Saa gaaer jeg siden ud paa Blomsterfangst. Violen dufter bedst naar Aftnens Dug Har badet den i blanke Perlevover, Og Rosens Knop er ingentid saa smuk, Som naar den plukkes mens den barnligt sover. (De gaa ud til Høire i Baggrunden.) Gandalf (ene) De bringe Førstegrøden af Din Hævn. (Træder tilside.) Gandalf (halv skjult mellem Buskene tilhøire) (med Egeblade i Haaret og en Kurv med Blomster, kommer fra Venstre) (siddende til Venstre, beskjæftiget med at flette en Blomsterkrands.) Der risler Kilder i de grønne Dale, Der gynger klare Bølger under Strand; 2den Scene 3die Scene 7 11.

8 Men Kildens Rislen, Bølgens sagte Røst Har ei saa stærk en Magt, som hine Blomster, Der favnes søsterligen Bryst ved Bryst. I tætte Klynger rundt om Høiens Side; De mane mig ved Nat og Dag herhen. Her er det godt at længes og at drømme. See nu er Krandsen færdig. Heltens Bauta, Saa haard og kold, skal dølges under den. Ja, det er smukt! 12. (visende mod Høien.) Et undergaaet Liv Med Kjæmpekræfter dybt i Muld begravet, Og Mindet som til Efterslægten taler: En iiskold Kampesteen, som hiin paa Høien! Da kommer Kunsten og med venlig Haand Den plukker Blomster ved Naturens Bryst Og dækker Mindets haarde Kampesteen Med hvide Lillier, duftende Kjærminder. (Hun stiger op paa Høien, hænger Krandsen over Bautastenen og siger derpaa efter en Pause:) Nu seiler atter mine Drømmes Flok, Som Trækfuglskaren over Havets Bølger; Jeg drages did hvorhen min Længsel stunder, Og villigt følger jeg den skjulte Magt Som har sin Kongestol i Sjælens Dyb. Jeg staaer i Norden, er en Kjæmpers Brud, Og speider som en Ørn fra Fjeldets Tinde. Bag blanke Bølger dukker Snekken frem. O, fly som Maagen mod Din Fædrestrand! Jeg er et Sydens Barn, jeg kan ei vente. Jeg river Egekrandsen af mit Haar, Tag den min Helt! Den er det andet Bud Der hilser Dig min Længsel var det Første. (Hun kaster Krandsen. Gandalf træder frem og griber den) Hvad nu? Der staaer (Hun gnider Øinene og stirrer forundret paa ham.) Nei, det er ingen Drøm. Hvo er Du, Fremmede? Hvad søger Du Ved Stranden her? 13. Saa kan vi tales ved. (stiger ned.) 14. 8

9 See saa, her er jeg! (afsides; idet hun betragter ham.) Ringbrynjen over Brystet, Kobberhjelmen, Aldeles som min Fader har fortalt. (høit.) Tag Hjelmen af! Gandalf Hvorfor? Saa gjør det dog! (afsides) To klare Øine, Lokker som en Kornmark, Aldeles som jeg saa ham i min Drøm. Hvo er Du Kvinde? Jeg? Et fattigt Barn! Dog vist den Fagreste som Øen eier 15. (leende) Den Fagreste? Ja, det kan være muligt; Thi her er ingen Anden. Ingen Anden? Med mindre at min Fa'er men han er gammel, Og har et sølvgraat Skjæg saa langt som saa, O nei, saa troer jeg dog jeg vinder Prisen. Du har et lystigt Sind. Ei altid, Du! Gandalf At Øen skulde være rigt bebygget 16. Det var den engang for en #tre# tiaars Tid; Men ja det er en sørgelig Fortælling 9

10 Dog, Du skal høre den, ifald Du vil. Javist, jeg vil! (sætter sig) Kom, sæt Dig ned! Seer Du, for #3# ti Aar siden Nei sid kun Du, jeg staaer. For ti Aar siden kom en væbnet Flok Af Røvere, Gud veed hvorfra, til Øen; De plyndred rundtomkring hvor de drog frem Og myrded Alt, hvad levende de fandt. De Faa som kunde, rædded sig ved Flugten, Og søgte til min Faders Borg, som laa Paa Klippepynten ikke langt fra Havet. 17. Din Faders, siger Du? Javist, min Faders. Det var en skyfuld Aften da de stormed Mod Borgeporten, trængte gjennem Muren, Brøde ind i Gaarden, myrdede for Fode; Jeg flygtet angstfuld ud i Nattens Mulm Og søgte mig et Skjulested i Skoven; Jeg saa vort Hjem at hvirvles op i Flammer, Jeg hørte Skjoldebrag og bange Dødsskrig. Tilsidst blev Alting tyst; thi Alt var myrdet. Den vilde Skare drog mod Stranden ned Og seiled bort. Den næste Morgen sad jeg Paa Klippen ved de rygende Ruiner. Jeg var den Eneste de havde skaanet. 18. Men Du fortalte jo Din Fader lever Min Pleiefader; vent, nu skal Du høre! Jeg sad paa Klippen sorgfuld og beklemt Og lytted til den rædselsfulde Stilhed; Da lød det som et dæmpet Suk fra Dybet, I Klippekløften under mine Fødder. Jeg lytted bange, steg tilsidst derned 10

11 Og fandt en Fremmed blødende og bleg. Jeg nærmed mig saa bange som jeg var, Forbandt hans Saar og pleied ham. Og han? Fortalte, da han efterhaanden kom sig, At han var dragen med et Kjøbmandsskib Herhid til Øen endnu samme Dag Da Borgen plyndredes, var flygted did Og havde kjæmpet kjækt mod Røverflokken, Indtil han blødende af Mathed styrted I Klippekløften, hvor jeg siden fandt ham. Og efter den Tid har vi levet sammen. Han bygged os en Hytte dybt i Skoven, Og blev mig kjær, o kjær, som ingen Anden; Men kom, Du maa dog see ham! 19. Vi træffe tidsnok sammen tænker jeg. Ja, ja da, som Du vil, men Du kan tro Han saa Dig gjerne under Hyttens Tag; For Du maa vide, Gjæstfriheden hører Ei blot i Norden hjemme. Du veed da 20. Hvor Du kommer fra? O ja! Min Fader har fortalt om Jer saa tidt, At jeg ved første Øiekast Du blev ei bange? Bange! Hvorfor bange? Nu har han ikke sagt ja, har han ei Fortalt at I er djærve Helte? Jo! Men hvorfor skulde det forskrække mig? Jeg veed, I søger Ry paa fjerne Strande I mandig Dyst med drabelige Kjæmper, 11

12 Men jeg har hverken Pantser eller Sværd, Hvi skulde jeg vel da Men hine Fremmede som brændte Borgen? 21. Hvad de? Din Fader sagt hvorfra de kom? Nei aldrig. De var jo Fremmede for ham som os; Men hvis Du vil, saa skal jeg spørge ham. Nei, lad kun være. Ah, nu fatter jeg! Du vide vil, hvor Du skal søge dem, Og tage Blodhævn som I kalde det. Fast havde jeg forglemt 22. Det er en hæslig Skik. Men veed Du vel, Farvel! Du gaaer? (standser) Hvo hviler under Kjæmpehøien der? Det veed jeg ei. Gandalf Du slynger Blomster rundt om Heltens Bauta. Min Fader førte mig en Morgen hid, Og viiste mig den friske Gravhøi, som Jeg aldrig forhen havde seet ved Stranden. 12

13 Han bad mig holde Morgenbøn ved Høien, Og i min Bøn at tænke fromt paa dem, Som havde hærjet os med Sværd og Flamme. 23. Og Du? Hver Morgenstund fra den Dag af Jeg bad en stille Bøn for Deres Frelse. Og friske Blomster flætted jeg hver Aften Til Krands om Mindestenen. Hvor kan Du bede for Din Avindsmand? Det byder mig min Tro. Hos Eder her i Syden! Men ifald Min feige Tro, som nu Du kalder den, 24. Blev plante{d}#t# om i Eders friske Jordbund, Da veed jeg vist der spired frem af den En Blomsterfylde, rig nok til at dække Den nøgne Fjeldvæg. Med nøgne Vægge til de falde sammen. Hør! Tag mig med derop! Jeg styrer hjemad Ja, jeg seiler med Dig; Jeg har jo længst i Tankerne gjort Farten Didop, hvor Du har hjemme mellem Iis Og Snee og store sorte Graneskove; Der skulde komme Lystighed i Hallen Ifald jeg maatte raade, kan Du tro, Thi jeg er munter; har Du nogen Skjald?

14 Den vil ei klinge. Din Skjald. Godt, saa skal jeg være Forlade Hjem og Fader? (leende) Ha! ha! ha! Jeg troer Du tager det for Alvor. Da kun #d#{e}#i#t Skjemt? Ak ja! en tosset Drøm, Som tidt jeg drømte før vi saa hinanden, Og som jeg vist vil drømme mangen Gang, Naar Du (pludselig afbrydende) 26. Du seer saa stivt paa mig. Gjør jeg? Javist, hvad tænker Du paa? Jeg? Paa Intet! Paa Intet? nu har Du lært mig det. Hvad mener Du? Blev Freias Eiendom. (studsende) Hvad skal det sige?

15 Nu, kort og godt, saa vid (hurtigt.) Nei, lad kun være. Jeg tør ei dvæle længer her i Aften, Min Fader venter, jeg maa gaa, Farvel! Du gaaer? (tager Egekrandsen, som Gandalf har ladet falde, hænger den om hans #Hjelm# Hals.) See der, Du kan beholde den. See, hvad jeg før i mine Drømme gav Dig, Det skjænker jeg Dig vaagent nu. (gaaer.) Farvel! 28 #(efter en Pause.)# (alene.) Han er borte! Lydløst Stille Raader paa den øde Kyst. Lydløst Stille! Gravens Stille Raader ogsaa i mit Bryst. Kom han da kun for at svinde Som et Solstreif gjennem Taagen. Ak! Snart seiler han som Maagen Langt herfra for Nattens Vinde. Og hvad har jeg saa tilbage? Kun en Blomst for mine Drømme: Eensomheden, for at svømme Som Petrellen om hans Drage. (Vikingernes Krigsluur høres fra Venstre) Ha! hvad var det! Et Horn, det kom fra Skoven. 4de Scene te Scene. Det er for sildigt! Hvad vil Du? O, der er han atter. 15

16 Hvad mener Du? Hvad Fare? Skynd Dig, skynd Dig bort herfra. Afsted! Her truer Faren. 30. Døden! Jeg forstaaer Dig ei. De komme hid. Hvem kommer, hvem? Var Vikinger som jeg. Fra Norden? Thi maa han hævnes. Hævnes! Og Vedtægt mellem os. Ha! Jeg begriber. 31. De komme! Stil Dig bag ved mig. Væk Blodmand! (De Forrige. Asgaut, Hemming og Vikingerne, der føre Roderik mellem sig.) 6te Scene 16

17 Asgaut. dog altid Noget, Gandalf! Min Fader! (kaster sig i Roderiks Arme) Asgaut Ja, til Hel! O Fader, hvorfor har Du aldrig sagt mig 32. Asgaut. Os tage fat paa Værket. Gud! hvad vil de? Asgaut. Nu rede Kjæmper! Vil I myrde ham, Den værgeløse Gubbe? Asgaut. Ned med Begge! O Gud! Vikingerne Jo, jo, det er hun! (til Roderik.) Hvad lover Du? 33. O vee! Nei, nei, Du skal ei Asgaut. Den faldne Konning kræver Blod, slaa til! Han skuffer Eder. (til ) Har Du ei begrebet 17

18 Det er kun mig, sin Datter han vil frelse {Og}Dog hvad forstaaer vel Du et kjærligt Sind Der offrer Alt for den som Asgaut. Hvordan? O Fader! han er god som Du 34. jeg gaaer til Valhal. (til Roderik.) Hvad mener han? Asgaut. Ha, det er Kvinden som har koglet Dig Nei, Du maa leve! Mod mine Guder, kan ei svige dem. Din Ed er blodig, Balder hader den. O Balder lever ikke meer iblandt os. For Dig han lever; thi Dit Sind er mildt. Asgaut. Vel talt, Kong 35 Saa er da Loddet kasted! Fald som Helt I trofast Kjærlighed til Dine Guder, Men nu, da vi maa skilles ad for evigt Saa vid, at naar Du falder selv for Løftet Da har Du ogsaa mig til Døden viet Hvordan! Til Døden Dig? Mit Liv var ligt En Blomsterknop, i fremmed Jordbund planted Og derfor blunded den i Svøbet fængslet 18

19 Da kom en Straale fra det fjerne Hjem O, det var Dig min Gandalf! Blomsten aabned Sit Bæger. Ak, et flygtigt Øieblik Saa blegned Straalen Blomsten maatte dø. Saa er mit Løfte tifold ulyksaligt Vi mødes atter! Farvel! Farvel! Farvel for Livet og for Evigheden! Roderik. Barmhjertighed! Tilgiv, tilgiv mig! O Gud! Roderik. Min hele Færd imod Dig var Bedrag O, Skrækken har forvirret ham! Ha, saa forklar! 37 O tal! Nogle Vikinger. Den faldne Konning! Himmel! Roderik. Den gamle Røver? Kjærlighed, som før! Jeg er Din Datter! Har ei #tre# ti Aars Ømhed Udslettet hver en Blodplet i Dit Skjold? Og Du min? 19

20 Jeg? Jeg er jo og Et Nordens Barn! thi mellem Eders Bjerge Slog jo mit Hjertes' bedste Blomster Rod Til Eder stævned jeg i mine Drømme Fra Eder hented jeg min Kjærlighed. Men Du? Roderik Du følger os! Min Gravhøi venter mig Jeg skulde lade Dig alene? Roderik Min Kongestol er Graven und mig den! (tilligemed Gandalf styrte sig tause i Roderiks Arme.) Alle. Hjem! Til Norge! 39. (begeistret, idet hun river Banneret af Josteins Haand.) Ja, nu afsted! Mod Nord skal Farten gaa Igjennem Storm og Skum paa Bølger blaa Snart dæmrer Dagen over Jøklens Tinde Snart vor #der# t Ledingsfærden kun et Minde! Alt sidder Nordens Viking paa sin Høi Forbi er Tiden da han vældigt fløi Fra Kyst til Kyst med Vaabenbrag og Flammer! I Støvet synker Tordengudens Hammer Og Norden vorder selv en Kjæmpegrav; Men glem ei Løftet som Alfader gav: Naar Mos og Blommer dække Høiens Side Skal Heltens Aand paa Idavold jo stride, Saa stiger ogsaa Norden fra sin Grav 40. Til luttret Aandsbedrift paa Tankens Hav. (Tæppet falder.) 20