Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 6. april Påskedag Lukas 24, Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 6. april Påskedag Lukas 24, Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem:»hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«de standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:»er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?hvad da?«spurgte han. De svarede:»det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«da sagde han til dem:»i uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:»bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:»brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:»herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35 Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden. Sådan lyder oldkirkens gamle påskehilsen. Alle de salmer, vi synger i påsken, er ekkoer af denne første påskehilsen. Opstandelsen som kirkens alfa og omega opstandelsen som det uforklarlige og alligevel virkelige opstandelsen som et møde på vejen som en oblat der knaser mellem tænderne og en lille mundfuld vin på tungen som et lysende håb, der hvor alt håb er ude. 1

2 Et håb om, at som Gud greb ind den morgen i dødens mørke klippehule sådan griber Gud ind lige nu og her et håb om, at sådan vil Gud gribe dig og mig, den dag hvor vores tid løber ud. I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer, vi sidder ned, når vi lytter til læsningerne fra bibelen. Lad os sammen bede Du har svaret mig! Sådan lyder det første ord i påskedelen af Salme 22. Den salme, vi hørte læst fra alteret, som slutter med ordene: for Gud greb ind! Men hvad er det for et spørgsmål, salmisten mener at have fået svar på. Ja, slår vi op i Salme 22 i Bibelen, så begynder salmen med ordene: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? præcis det samme, Jesus råber, som sit sidste ord på langfredags kors. I dag, 2. Påskedag, forkyndes det, at Gud hár svaret på Jesu nødråb: Guds svar på Gudsforladtheden er Guds indgriben. Guds svar på langfredag er påskemorgen. Guds svar på døden er opstandelsen. Guds svar på mørket er lyset. Guds svar på fornægtelse og svigt er tilgivelse. Guds svar på ondskab og lidelse er kærlighed og nærvær. Men siger vi mennesker, der ofte ligner de to på vejen til Emmaus: Tomme ord, ak, ak; forstyrret kvinde snak, ak, ak; kønt nok, javist, men totalt uden jordforbindelse, ak, ak. For har Gud måske svaret mig, de gange jeg råbte mit fortvivlede: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Har Gud måske grebet ind i mit liv, dér hvor jeg trængte mest til Guds nærvær og hjælp? Hvad de to disciple på vejen til Emmaus har gået og tænkt, mens de talte om alt det mærkelige, der er sket, det ved vi ikke, men jeg vil vove den påstand, at de langt fra synes, hverken at have fået svar fra Gud, eller at Gud har grebet ind. 2

3 Jovist, de har hørt kvindernes mærkelige historie om den tomme grav de har hørt om kvindernes mystiske syner og englebudskaber, om at Jesus lever. Og de ved også, at nogle af disciplene har fundet graven tom, akkurat som kvinderne har sagt, men Jesus selv har de ikke set skyggen af. Så hvad skal de bruge dét til? Vi havde håbet, siger de, da den fremmede slår følge med dem på vejen og spørger, hvad det er, de går og taler om. Åh, hvor havde vi håbet eller hvis vi ændrer lidt på trykket, så længe vi var sammen med ham, havde vi da i det mindste håbet nu har vi ikke engang dét at klamre os til. Alt dét, de havde håbet, og selve det håb, han havde tændt i dem alt dét døde langfredag alt, havde de forladt for at følge ham, familien, jobbet, trygheden og så blev alt gjort til intet på under 24 timer. Man kan skære sig på fortvivlelsen i de ord: Vi havde håbet, eller Vi havde Håbet det er ikke blot en ven, der er død, det er en verden, der er styrtet sammen, det er en fremtid, der er knust. Hvad andet er der tilbage end at vende hjem, forberede sig på de andres hoverende bedrevidende blikke, tænk, at I faldt for den charlatan ja, ja, højt at flyve, dybt at falde. For mig er disse to opgivende mænd på den støvede vej mellem Jerusalem og Emmaus en af de stærkeste påskeberetninger. For hvor må de 11 km. have været tunge og lange de er i den grad stadig fanget i langfredagsmørket. Og hvor jeg dog tror, vi er mange, der kender den vej. Kender til at have håbet med alt, hvad vi havde at håbe med, at Gud ville gribe ind. Det er som om den lange jordvej står som menneskets grundvilkår en urhistorie om, hvordan Gudsforladthed og håbløshed kan gribe os, så vi ikke kan sanse, at det er Gud selv, der går lige ved siden af os på vejen. Så optaget eller forblændet er vi af vores egen fortvivlelse og følelse af at være helt alene i verden, at vi ikke har øre for at Gud har svaret os, at Gud har grebet ind, slået følge med os, støttet og grebet os, længe før vi begynder at falde. 3

4 Måske fordi dét, vi havde håbet, var på magten. Det gælder i hvert fald de to på vejen til Emmaus, de havde håbet, Jesus ville vise sig som den stærke magtfulde Gud, der skulle forløse Israel og så hænger han kraftesløs på et kors, brutalt klynget op af de romere, de havde håbet han skulle smide i Middelhavet. Skuffelsen hviler blytungt over mindet om den afmægtige på korset. Guds søn på et kors klædt af til skindet kan være, vi har vænnet os til billedet, har set det de tusinder af gange, går med det som et smykke om halsen, men jeg tror alligevel, vi fatter fortvivlelsen. Vi havde håbet på noget andet, noget mere, noget større. Som ramt af et menneskehedens kollektive tunnelsyn går de to der og ser uden at se, hører uden at høre. Der tales så ofte om, at vi bare skal tro på det. Men her på vejen til Emmaus er ikke skyggen af tro. Om de har anset kvinderne for at være fulde af løgn og latin, melder historien ikke noget om, men de har i hvert fald ikke ment, at der er så meget sandt i den beretning, at der er nogen som helst grund til at blive i Jerusalem i nærheden af den tomme grav så meget som blot en dag længere. Først da han sad dér ved bordet, tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Først i det sekund åbnedes deres øjne, så de kan se dét, der hele tiden har været lige for næsen af dem. Guds svar Guds indgriben Guds magt over døden. Håbet. Som ved et mirakel er de helbredt for al deres tunnelsyn og fortvivlelse, og selv om ingen ved deres fulde fem kan finde på at gå den dødsensfarlige vej i mørke, så skynder de sig frygtløst de 11 km. tilbage til Jerusalem for at dele deres genfundne mod og håb med de andre disciple. Deres øjne åbnedes, hører vi det er ikke noget, hverken de eller vi magter selv, vi må have hjælp. 4

5 Jovist, vi kan formentlig knibe øjnene hårdt i, nægte at åbne dem, se den anden vej, se væk, se bort. Men med passivformen åbnedes understreges det, at troen på opstandelsen som Guds indgriben og Guds svar, det er en sten, der må væltes væk fra vore øjne af en anden end os selv. Gud selv må slå følge med dig på den vej, der nu engang blev din om han vil komme dig i møde forfra, eller han vil indhente dig bagfra, det ved kun Gud. Men løftet er, at lige meget hvilket håbløshedens mørke eller hvilken blindgyde, du forvilder dig ind i, så kommer den opstandne og følger dig på vejen. For mig er ordene i bønnen efter dåben, mens præsten lægger hånden på barnets hoved, det smukkeste udtryk for Guds svar til de to på vejen til Emmaus og til dig og mig: Den almægtige Gud, Vor Herres Jesu Kristi Fader som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og indtil evig tid! I de ord: Han bevare din udgang og indgang der rummes alle de veje og vildveje et menneskeliv rummer fra dit første til dit sidste skridt. Der får vi, før vi har taget det første skridt til noget som helst, et løfte fra Gud selv om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende Vi taler ofte om, at vi altid før eller siden bliver indhentet af den fortid, vi aldrig kan flygte fra eller ændre på. På en eller anden mærkelig måde så er det som om jeg, hvis jeg lukker øjnene, ser Jesus på vejen til Emmaus smelte sammen med den fortabte søns far der dag ud og dag ind har stået og spejdet efter sin fortabte søn og da han endelig langt om længe ser ham komme vandrende straks løber ham i møde og omfavner ham og kysser ham uden smålig skelen til den fortid, sønnen stinker af og ikke kan løbe fra. For er de to på vejen ikke akkurat lige så fortabte er du og jeg ikke i de selv samme sko, hvis det hele kun er op til os selv og vores egen evne til at tro ikke 5

6 fordi vi nødvendigvis altid er havnet i svinestien men fordi vi altid lever af at få åbnet øjnene så vi ser, at vi ikke er alene, selv når vi føler os mest alene. Med Jesus, der slår følge med de to på vejen til Emmaus, forkyndes håbet om, at vi ikke bare må leve med visheden om, at vi altid før eller siden indhentes af fortiden og sandheden. Hvor og når vi får åbnet vore sind og sanser for, at den opstandne slår følge med os på vejen, så forkyndes håbet om, at hér indhentes vi samtidig af fremtiden, af Guds fremtid her hentes vi ind i Guds fremtid. Den fremtid Gud i sin kærlighed under os, fordi vi er og bliver hans egne elskede børn. Åbnes vore øjne for den sandhed, så er påske ikke blot noget, der skete en søndag morgen ved solopgang for snart 2000 år siden, så er påske, som vi skal synge det i salmen efter prædiken, så er påske nutid lige her lige nu nyt mod til at leve der hvor vi arbejder, elsker har hjemme så er påske, som når lyset, livet og modet og håbet vender tilbage. Så er påske nyt mod til at tage kampen op mod mørket i os og mellem os, så er påske at vende om og stille os i Guds tjeneste for livet og lyset. Så er påske at fortsætte rejsen i tillid til, at et menneske kan være forladt af alt og alle, undtagen af Gud. Glædelig Påske. Amen 6