Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 17. april s. e. Påske Johannes 14,1-11 Salmer: v Godmorgen I

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 17. april s. e. Påske Johannes 14,1-11 Salmer: v.4-5 Godmorgen I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer, og vi sidder ned, mens vi lytter til læsningerne fra bibelen. I dag 3. søndag efter påske handler det om vejen. Vejen som billede både på livet og på Gud. Anledningen er Jesu svar til de bange og usikre disciple, som står ved en skillevej. Snart skal de skilles fra Jesus, og nu ved de ikke hvilken retning deres liv skal tage. Og så er det Jesus fejer al uro af vejen med ordene: Jeg er vejen, sandheden og livet. I skal ikke være bange. Jeg er gået i forvejen. Jeg er altid med jer på vejen, hele vejen. Lad os alle bede. Denne prædiken handler om vejen vejen som et billet på livet og på Gud. For det særlige ved vejen, om det så blot er den mindste lille sti i skoven, eller det er den største mest imponerende ottesporede motorvej.

2 Så minder vejen os om, at vi ikke er de første, nogen er gået i forvejen, nogen har banet en vej før os. Gå en tur i Selskov, masser af steder ses pludselig et spor i skovbunden, der drejer væk fra den brede skovvej, måske i starten kun en dyreveksel, men jo flere der vover at betræde den nye sti, jo tydeligere bli r vejen. Første gang jeg vover mig ind på sådan en ny ukendt vej, ved jeg ikke, hvor den fører mig hen. Ender den blindt, fører den mig på vildspor, er jeg på afveje eller vildveje vil det være en omvej eller genvej i forhold til det, jeg havde planlagt, før jeg gav mig på vej? Men uanset hvor vejen fører mig hen, så er nogen gået i forvejen det er som om det nedtrådte græs og de tydelige spor i skovbunden hvisker beroligende du skal ikke være bange, nogen kender vejen, nogen har banet vejen for dig før dig. I sådan et gennemreguleret land som Danmark med et fintmasket vejnet, der forbinder selv den mindste flække og yderste gård med resten af samfundet, der kan det være svært at forstå, at for hver eneste vej fra Gedser til Skagen gælder det, at den er begyndt med, at ét eneste menneske drejede af og tog en ny vej. I tro på eller håb om, at for enden af den nye vej, ventede der noget bedre. Hvad der gælder i landskabet, gælder i kunsten og videnskaben.

3 Columbus ledte efter en ny vej til Indien og fandt Amerika. Han kunne have fortsat med at bruge den gamle velkendte vej til Indiens krydderier og silke. Men den, som af frygt altid vælger den samme slagne vej, går glip af en helt ny verden. Dybest set er det vel det alle forældre prøver på med deres børn. Vi tar dem i hånden og prøver at vise dem vejen, prøver at lære dem at klare sig på vejen uden at komme for alvorligt til skade. Men ikke kun det, vi prøver også at give dem mod til at gå nye veje du skal ikke være bange, jeg følges med dig for at vise, det går an, for den nye vej er aldrig helt ny, den er kun ny for dig. Desværre virker det ofte, som om mange af os tror, at jo mere lige vejen er, jo bedre er det. Nu ikke så mange svinkeærinder siger vi, er det ikke spild med fjumreår, kan vi ikke få rettet Skjern Å og alle de gamle snoede landeveje ud. Det går for langsomt, vi når ikke målet hurtigt nok lyder det fra mange sider. Som om vi har glemt, det er præcis, hist hvor vejen slår en bugt, at der ligger et hus så smukt. Glemt, at livet sker, mens vi har travlt med at lægge andre planer.

4 Er det ikke tankevækkende, at vi nu har fået anlagt rundkørsler på alle de veje, vi ellers har brugt millioner på at rette ud, fordi vi opdagede at den lige vej, er blevet den livsfarlige vej. Jeg er vejen, siger Jesus i dagens evangelium til dig og mig uanset om vi som lille Josefine er på begyndelsen af vores livsvej, eller afslutningen med sit definitive fuldt stop skilt venter henne om det næste vejsving. Jeg er vejen jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig, siger Jesus til alle os, der stadig er på vej. For sådan er det med den kristne tro den er en tro på, at Gud er drejet af og har trådt en ny sti ned til os. Julenat slår Gud ind på den vej, der fører til en stald i Betlehem. Selv for Gud er det en helt ny vej. Efter at have set menneskene fare vild og komme på afveje, siden Eva og Adam lod sig lokke af slangen til at spise af kundskabens træ. Efter Gud selv spærrede vejen tilbage til Paradiset med keruber og flammesværd. Så beslutter Gud julenat at genåbne vejen til sit rige ved selv at tage det første skridt på den vej, der langfredag ender på Golgatas kors.

5 Du kan læse hele bibelen fra Adam og Eva til Jesu Kristi opstandelse som en lang lang historie om, hvordan Gud prøver at finde en vej ind til vore menneskehjerter du kan læse hele det nye testamentes beretning om Jesu fødsel, liv, død og opstandelse som én lang fortælling om, hvordan Gud selv gør sig til en ny vej. Gud er vejen, fordi han i Jesus Kristus går med os på vejen også når livet gør mest ondt og døden ligger lunt i svinget. I Jesu liv og død og opstandelse møder vi den Gud som er gået i forvejen, så du og jeg på selv den mest mørke øde landevej, skal vide, at vi er ikke alene, Gud selv er gået i forvejen for at være med os på vejen, også når vi føler os mest ene og gudsforladt. Evangelisten Lukas fortæller efter Jesu opstandelse om en ganske særlig vandretur, der i den grad understreger denne pointe. To af disciplene er nemlig på vej fra Jerusalem til Emmaus, de har ganske vist hørt, at kvinderne har fundet graven tom, men hvad kan man bruge en tom grav til. De kan ikke finde mening i tomheden, Jesus var åbenbart en blindgyde, derfor kan de lige så godt gå hjem til det, de kom fra. Vi havde håbet, siger de - vi havde håbet, siger de, da de bliver spurgt af den fremmede, der slår følge med dem på vejen.

6 Akkurat som du og jeg også kender til, at det vi håber, ikke går som vi håbede. Vejen var for lang og besværlig, tålmodigheden rakte ikke, modet svigtede, vi løb tør for overbærenhed. Og så er det de to disciple når Emmaus og spørger, om den fremmede ikke vil blive og spise med. Han stopper sin rejse, følges med dem, sætter sig til bords, takker og bryder brødet og i det sekund ser de, at det er Jesus, den opstandne. I næste øjeblik er han væk. Og de skynder sig hele vejen tilbage for at fortælle det til de andre, vi har set ham, den opstandne, han kom og fulgtes med os på vejen, han er vejen til sandheden om livet. Den anden dag skrev jeg som provst et høringssvar til Hillerød Kommune og bad dem om, at afsætte en grund til en ny kirke ude i den bydel, der om år skal blive til Favrholm. Mange af os kender bedst området fra Kræmmermarkedet. Endnu er der hverken huse eller veje. Men om 20 år ligger der forhåbentlig en kirke på en af vejene. Et kirkehus hvor en præst en dag skal prædike over Jesu ord: Jeg er vejen, sandheden og livet. Kirkerne ligger langs vejene ud over hele verden, selv i den mindste flække ligger kirken som Guds fodspor i landskabet.

7 Kirketårnene står som fyrtårne og rager op over alle de andre huse for at minde os om, vi er ikke alene, Gud er gået i forvejen. Kirkeklokkerne ringer morgen og aften for at minde os om, at vi ikke må forfærdes. Hvor der er vilje, er der også en vej, siger vi kirkerne viser os, at Guds vilje er at skabe en ny vej mellem Gud og mennesket, fra himmel til jord. Sharia hvor mange af jer ved, hvad det muslimske sharia betyder? Egentlig betyder det vejen vejen til Allah. I islam er sharia de regler et menneske skal følge for at komme til Allah. Derfor kaldes islam en lovreligion. Som kristne har vi ikke en masse regler eller love, jo selvfølgelig de ti bud og du skal elske din næste som dig selv, men de ti bud eller næstekærlighedsbuddet er ikke vejen til Gud. For den fortabte søn gik vejen til hans fars kærlighed gennem et udsvævende liv og en svinesti. Og da han efter alle disse vildveje, omveje og afveje endelig vender næsen hjem, står hans far tålmodigt og spejder efter ham og da han ser ham på vejen, løber han ham i møde og omfavner

8 og kysser ham lige der midt på vejen, uden smålig skelen til hvordan han i øvrigt stinker. Jesus siger, jeres hjerte må ikke forfærdes, for jeg er sharia, jeg er vejen kærlighedens og tilgivelsens vej til Gud. Den nye formand for etisk råd, Gorm Greisen, der er overlæge på Rigshospitalets afdeling for for tidligt fødte, han fortæller i et interview om, hvor svært det er at vide, hvad der er det rigtige, når man står med en alt alt for tidligt født på 650 g. Skal han forsøge at redde barnet med risiko for, at barnet pådrager sig alvorlige skader og ender som svært handikappet. Eller skal han lade barnet dø. Han fortæller, at han på et tidspunkt besluttede sig for at tro på Gud, eller rettere at prøve. Han siger: Jeg vil prøve at tro på Gud, fordi det er et godt tilbud. Det ligger i vores gudsbegreb, at Gud er god og han vil os det godt. Det er ikke altid, vi forstår hans veje, og det er der en stor trøst i, at det ikke er ens opgave. Så kan man i stedet koncentrere sig om det man faktisk kan. Og så slutter han: Jeg har måttet vælge mellem at behandle og ikke at behandle. Men jeg har besluttet mig til at tænke, at det ikke vil lægges mig til last.

9 Jeg tænker, at vi handler med gode intentioner, og at vi ikke kan uddrage leveregler af bibelen for, hvordan man skal leve sit liv. Vi gør det så godt vi kan. Jeres hjerte må ikke forfærdes, siger Jesus, jeg er vejen. Vi forstår ikke altid Guds veje, men vi må tro, at hvis det er sandt, at Jesus er vejen, så vandrer Gud med os hele vejen også gennem døden. Vi må tro, at for enden af vejen, der kommer Gud os i møde, omfavner os og kysser os, uanset hvor meget vi stinker. Amen